To Selvmord fra Rundetaarn. (Efterskrift til Politivennen)

Nedstyrtningen fra Rundetaarn. Som i Onsdags kortelig med delt styrtede et ungt Menneske sig i Tirsdags 'Middags ud over Rækværket paa Rundetaarn i Kjobenhavn. Han faldt ca. halv Snes Alen fra Taarnets Fod, og Døden indtraadte øjeblikkelig.

Den forulykkede hed Schøne, var 22 Aar gammel og var Drejersvend. Hans Moder er Enke og boer i Kjøbenhavn.

Det meddeles, at han kort forinden Nedstyrtningen ene havde begivet sig op paa Taarnet, hvor der befandt sig et andet ungt Menneske, som dog ikke bemærkede Redstyrtningen, men han forklarede at have set el slankt ungt Menneske gaa ben til den modsatte Side as Platformen og læne sig ud over Rækværket med Hatten i Haanden.

Motivet til Gjerningen antages at være Kjærestesorg i Forbindelse med en Smule Forskruelse fra for megen Romanlæsning. Hans Kjæreste, en ung Cigarhandlerske, slog for nogle Dage siden op med ham.

Nogle svage Blodpletter paa Stenbroen samlede endnu sent paa Eftermiddagen en tæt Menneskemængde paa Ulykkesstedet, hvor Politiet havde al Umage med at holde Passagen nogenlunde fri.

I Onsdags afholdtes det lovlige Ligsyn, det konstateredes, at Døden var indtraadt som Følge af en indvendig Sprængning af Hjærnen. Stødet har den forulykkede faaet paa den højre Hofte, som er knust.

I Gaar afholdtes Forhør over den afdødes Familie og paarørende.

Det er som bekjendt længe siden, der er forefaldet et Tilfælde af Selvmord fra Rundetaarn, men maaske dette dog nu kan føre til, at man fremtidig lader en Opsynsmand være tilstede paa Taarnet, naar dette er tilgjængeligt for Publikum.

(Skive Folkeblad 11. maj 1888).

Et nyt Selvmord

ved Nedstyrtning fra Rundetnarn

fandt Sted i Mandags Eftermiddags, idet et ganske ungt Menneske omved Kl. 3 styrtede sig ned fra Taarnets Platform.

Nogle Damer, der bor paa en 4de Sal lige overfor Rundetaarn, havde iagttaget den Forulykkede en Tid for han styrtede sig ned. De mente, at han havde været næsten en Time oppe paa Taarnet, og de havde indbyrdes talt om, at det var mærkeligt, saa længe den Dreng blev der oppe. Han var gaaet Lidt og havde kigget ned til alle Sider; af og til havde han bøjet sig saa langt frem, at de var bange for, han skulde faa Overballance.

Opsynsmanden ved Taarnet havde ikke særlig lagt Mærke til den Forulykkede. Der havde netop været saa mange Besøgende i Mandags. Men da Ulykken passerede, troede han, at det unge Menneske havde været alene. Der kom ganske vist lidt efter to ned derfra, men de havde ikke set noget som helst. Formodenlig har den Ulykkelige ventet til det Øjeblik, de to forlod Platformen og han var alene.

Han faldt med et Brag - dog ikke saa stærkt som Schøne - en god Alen ud fra Taarnet mod Landemærket. Politibetjent Koldbech, der paa den Tid havde Post ved Trinitatis Kirkeplads, blev Ulykken vaer, ilede til og fandt det unge Menneske liggende med Bryst og Mave ned mod Stenbroen, stinkende Ansigtet i sine Hænder. Den Ulykkelige gav nogle konvulsiviske Trækninger fra sig og laa derpaa stille hen. En ung Mediciner, der kom til, erklærede ham for dod. Betjenten anbragte Liget i en Droske og førte det til St. Johannesstiftelsens Lighus.

Politiet fandt i den Afdødes Lommer en Regning fra Land- og Gasmester Koch i Vendersgade, samt tre Kæder til en Hængelampe og en Niptang. Ved Henvendelse til Hr. Koch oplystes det, at den Afdøde var i Blikkenslagerlære hos ham, var 18 Aar gammel og hed Carl Nielsen.

Undersøgelsen af Liget blev i Gaar Middags Kl. 12½ foretaget af Dr. med. Hertz i St. Johannesstiftelsens Lighus.

Efter at Glaslaaget var taget af Kisten, skar man hans Tøj fra Kroppen. Brystet og Maven var blændende hvide, Ryggen var blaarød med de sædvanlige Ligpletter, hist og her Smaarifter med Blodudtrædninger. Det blev konstateret, at han var falden med den højre Side mod Stenbroen, idet hele denne Side ned igennem var massakreret. Armen var brækket paa et Par Steder, Ribbenene ligeledes, og Laaret og Skinnebenet havde en Del større og mindre Kvæstelser. Hoved og Ansigt var derimod uskadt. Døden var indtraadt ved Brystkvæstelsen, og det antages - Kraniet blev ikke aabnet - , at Slaget mod Hjærtet havde forplantet sig op til Hjærnen og sprængt denne.

Carl Nielsens Moder og Stedfader, Malersvend Schmidt, og hans Mester, Blikkenslager Koch, var i Igaar Formiddags Kl. 11 tilsagt til Forhør paa Pilestrædes Station.

Moderen antog, at den Afdødes Iver efter at læse overspændte Romaner havde paavirket ham til at nære Ønsker om at blive "udødelig" og "berømt". Hun havde lagt Mærke til. at han til Stadighed læste Bladet "Revnen" med en vis Begærlighed. Han havde været hjemme til Middag og drukket en Kop Kaffe.

Hr. Koch kunde heller ikke tænke sig nogen Aarsag til Selvmordet. Mesteren havde al Tid været fornøjet med ham, og han roste ham som en flittig, opvakt og tro Lærling. Carl Nielsen havde ganske vist, da han i sin Tid læste om Schønes Bedrift, ladet sig forlyde med, at han ønskede, det var ham selv, der paa den Maade var kommen af Dage, da det var en Død, enhver kunde være bekendt; men efter den Tid havde hverken Mesteren eller Lærekammeraterne mærket noget usædvanligt hos ham. I Mandags Formiddags havde han sunget og været lystig paa Værkstedet, og da han Kl. 12½ anmodede om at maatte gaa til Middag, saa han glad og tilfreds ud.

I Dag er hans Lærekammerat og Portneren ved Rundetaarn, Hr. Ankjær, blevet afhørte.

(Randers Folkeblad 19. juli 1888).

Breve fra en Soldat paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen).

Uddrag fra en artikel hvori bringes en del breve 1884-1888 fra en dansk soldat på St. Croix:

St. Croix. den 6. Septbr. 1884.

Øen St. Croix er 4 Mil lang og 2 Mil bred; den har to Byer: Kristiansted, den usundeste, er Hovedkvarteret, og Frederiksted, hvor kun 20 Mand er anbragt, dog saaledes, at Mandskabet skifter med begge Byer.

Det var i sidstnævnte By at Negrene i 1878 gjorde Oprør; de var omtrent 600 mod de 20 Soldater, og der findes endnu Ruiner fra den Tid, de stak Ild paa Byen. Jeg synes nu Negrene har det taaleligt, de har det i hvert fald bedre end vi Soldater. Vi faar kun ca. 60 Øre og et Pund Brød om Dagen. Middagsmaden er meget daarlig, og alt, hvad man skal købe, er dyrt. Man faar næsten ikke mere for 1 Dollar (ca. 4 Kroner) her end hjemme for 1 Krone. Da vi kom i Land fik vi udleveret 4 Skjorter, 4 Par Strømper, 3 Flonelstrøjer og 2 Par Sko; hvad vi ellers skal bruge for Resten af Tjenestetiden maa vi selv anskaffe for vor knappe Lønning. Ekstrafortjeneste er her ikke at opdrive ...

Temperaturen er 30-40 Graders Varme (Reaumur). Her findes mindre Slanger og en Mængde Krybdyr, Skorpioner, brune Tusindben indtil en halv Alens Længde, grønne, der er mindre, men meget giftige, samt Firben og Moskitoer.

St. Croix, den 2. Febr. 1886.

. . . Der er i det sidste Aar død over 50 Mand her af den gule Feber; i November og December Maaned døde omtrent 20 Mand alene her paa St. Croix, deriblandt i Kristianssted flere af mine Kammerater, som kom herover tilligemed mig.

Sygdommen optraadte saa stærkt i Kristianssted, at Mandskabet tilsidst maatte forlægges op i Landet til Greens Plantage, hvor der er frisk Søluft, og der bliver de vist foreløbig. Det er særlig de sidst ankomne nye Folk, der er døde.

Mandskabets Skiften fra den ene By til den anden er for Øjeblikket ophørt paa Grund af Epidemien . .

St. Croix, den 17. Novbr. 1886.

. . . Chr.s Broder er nylig kommet ud fra Hospitalet, han har det vist nu lidt bedre, men kan ikke taale at gøre Tjeneste ved Rytteriet.

... I forrige Maaned flygtede 4 Soldater herfra om Natten. Jeg vil ønske, de ikke bliver grebet, for de faar en meget haard Straf . . .

St. Croix, den 18. Decbr. 1886.

. . . Jeg har nu havt et Feberanfald igen, omtrent paa samme Tid som i Fjor, og der har været mange Tilfælde i de sidste 2 Maaneder blandt Besætningen her i Frederiks Fort. Der er megen Fattigdom mellem os og ikke en Smule Ekstra-Fortjeneste saaledes som i tidligere Dage; man stal veje hver Cents, for man giver den ud. Øl har man slet ikke Raad til at drikke, knebent nok en Snaps Rom og et Glas Vand. Vi er Alle kede af Tjenesten og ønsker, vi snart var færdige, men er det let at komme herover, saa er det ikke saa nemt at komme herfra. Jeg betvivler meget, at jeg kommer hjem i 1888, da det er vanskeligt at saa en Stedfortræder for de 200 Kr., I vil sende mig; selv kan jeg umuligt spare noget sammen, jeg kan lige med

Nød og næppe faa det, jeg kan spise.

De 4 Mand, der rømte herfra i en Baad, er drevet i Land paa Portoriko. De er sendt hertil og er idømt hver 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød . . .

St. Croix, d. 28. Septbr. 1887.

. . I skriver, at Oberstløjtnanten (den Officer, der i København forestaar Hvervingen af Soldater til Tjeneste i Vestindien) har sagt Eder, at naar jeg taler med Kaptejnen her, saa er det ikke saa vanskelig at faa en Stedfortræder for mig. Men det kender han jo slet ikke noget til. Han har aldrig set Vestindien og vod ikke Besked med Forholdene her. Vi er allesammen hvervede Soldater, men vi bliver behandlede næsten som Rekruterne hjemme, saa I kan nok forstaa, at enhver er glad den Dag, han har udtjent, og bryder sig ikke om at blive her længer. Vi har ikke saa megen Frihed som Soldaterne hjemme, der, naar Øvelserne er færdig, kan gaa hvorhen de lyster.

Hvis I kommer til at tale med Oberstløjtnant Møller i København, saa kan I hilse ham og sige, at det var en god Forklaring, han gav mig om, at Soldaterne her ovre kun har 1 Times Tjeneste foruden Vagt. Vor Tjeneste er fra Kl. 6½ til Morgen til Kl. 6 Aften. Herfra undtages kun Søndagen, hvor vi kan gaa til Byen om Eftermiddagen fra Kl. 2½ til Kl. 6. Efter den Tid maa ingen forlade Kasernen. Jeg beklager dem, der skal herover til næste Aar, de faar det godt i 6 Aar! . . .

. . . Hvis I har 300 Kr., saa send dem herover snarest, jeg skal da forsøge at saa en Stedfortræder, maaske en af Underofficererne har Lyst dertil . . .

... I Avgust Maaned forsøgte atter 3 Mand at flygte herfra i en Sejlbaad. De naaede kun lidt ud i Havnen, hvor de løb paa Grund paa en Stenrevle; her maatte de opholde sig til om Morgenen, da nogle Negere bjærgede dem i Land. De to er straffede med 2 Maaneders Fængsel paa Vand og Brød, den tredie, der ogsaa deltog i Rømningen i November Maaned, er der Tale om at hjemsende . . .

(Social-Demokraten 22. april 1888)

Carl Emil Hedemann (1852-1929). Var suverænt den længst siddende guvernør, hele 10 år 1893-1903. Normalt holdt guvernørerne kun et par år, i bedste fald omkring 5 år. Af fotograf Frederik Riise (8.12.1863-11.1.1933) fotograf, generalkommissær. Det Kongelige Bibliotek.  Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-Ingen-Bearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Sygdomssag paa Kindstrup Børnehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Fra K. L. Jensens dagbog om hans behandling af en syg dreng på Kindstrup Børnehjem, marts til maj 1888: 

1888. Den 4. Marts. Leonid hører lidt tungt med højre Øre. Talte med Læge Gleerup derom. Han ordinerede inddrypning i Øret og derefter udskylning med lunkent Vand, udført med Øresprøjte. I dag er det første gang, jeg foretog denne Operation. Jeg inddryppede 2 Dråber af det mig dertil sendte omtrent kl. 10 Fmd. Kl omtr. 1 ½ Eftermiddag foretog jeg Udskylningen med Sprøjte. Under selve Udskylningen mærkede hverken Drengen eller jeg noget usædvanligt med Hensyn til Fornemmelsen i Øret eller Hovedet, hvorimod der af Øret udskylledes flere større eller mindre Stykker skiddengule Ting af den i Øret ophobede Ansamling. 2 a 3 Minutter efter Udskylningen blev Drengen utilpas, blev svimmel, fik ondt i Hovedet, men da han havde siddet lidt, gik Anfaldet over. Jeg gik over til min Lejlighed, men efter et kvarter kom en Dreng og meldte, at Leonid var bleven syg igjen. Jeg gik derover. Han blev nu lagt i Seng. På grund af Kulde indsvøbte jeg ham i et uldent Tæppe. Efter en Time var han atter varm, men han led af Vildelse og Fantasi. Han klagede over ondt i det højre Øre. Jeg kunne på grund af snevejr ikke tage til Læge Gleerup i Aarup. Vi lagde drengen i Vorherres Hånd og lagde afkølede Klude på hans Pande. Turde ikke bruge Is på grund af ukyndighed i, hvad Drengen fejlede. Vågede over ham om Natten. Næste Morgen ingen ændring. På grund af Snefygning kørte første Tog til Aarup ikke. Kom med 8 Toget. Fik lægen til Gelsted med 15.23 toget. Lægen erklærede, at Sygen var en slags Hjernebetændelse, der var fremkaldt ved Udskylningen af Øret, hvilket ikke skal være ualmindeligt at finde Sted. Lægen ordinerede Feber- og Sovemedicin m.m. Sygdommen er farlig og kan føre til Død, men Lægen troede dog mest på, at Drengen ville komme sig om ikke lang Tid. Medicinen kom med Toget kl. 19.40. Drengen fik så megen ro, at han sov flere Timer i sidste Halvdel af Natten. Næste Dag var Leonid igjen i febervildelse. Var igjen i Aarup at tale med Lægen. Natten gik uforandret. Næste dag atter hos Lægen i Aarup, som ville komme sidst på Eftermiddagen. Jeg har hele Tiden bedt Vorherre, at han ville gøre det godt for Drengen. Vorherre, hør min Bøn. Lægen sagde nu, at det var Betændelse i Mellemøret. Drengen har noget med Vorherre at gøre, taler om ham med Glæde og Tro. Han har ellers i sund Tilstand ikke syntes at have ville kjendes ved Vorherre eller sværmet for at gå i Kirke.

Sygdommen fortsatte, Leonid fik også problemer med afføringen: Efter lægens råd skal han have rigelig Stolgang. Lægen ordinerede amerikansk Olie, hvilket hjalp.

Den næste uge bedredes drengens tilstand, dog med enkelte tilbagefald, og uden at han på nogen måde var blevet rask. K.L. Jensen var sit ansvar bevidst og valgte at tage til læge Boden i Odense med Leonid. Denne stillede diagnosen: Leonid lider af dobbeltsidet kronisk Mellemørebetændelse med Hjærnesymptomer. Lidelsen er af ældre Dato, han har været behandlet for Tunghørighed på Kjøbenhavns Kommune-hospital. Leonid blev indlagt på Odense Sygehus.

20 Dage senere kunne Leonid atter udskrives. Sygehuslæge Møller mente, at han nu var helbredt for Ørebetændelsen. Dog flød det af det ene Øre endnu, det skulle skylles jævnligt. Ved Hovedpinen kunne intet gøres. Den 2. maj atter hos Læge Boden i Odense med Leonid. Hans højre Øre er stadigvæk sårligt. Nu har han Betændelse eller små Bylder i Øregangen. Den 19. Maj. Leonid anses nu for at være helbredt.

Dagbogen fortæller også om drenge, som simulerede sygdom for at slippe for arbejde og skolegang. Det gjorde det naturligvis ikke lettere for forstanderen at skelne og tage den rigtige beslutning om evt. behandling.

Der findes flere artikler om Kindstrup Børnehjem og dets arvtager, Gelsted Skolehjem på denne blog, brug søgefeltet.

De Dødes Sted. (Efterskrift til Politivennen)

(Eftertryk frabedes.)

Kjøbenhavn, d. 26. Januar.

Naar Storbyen voxer og voxer i rivende Fart, naar dens Gader kastes længer og længer ud over Landet, - saa kaster den alt det, der ikke hører den og dens levende Liv til, udenfor sine Porte. Der kan det saa ligge en Stund, til Byen naar det paa sin ustandselige Fart og atter flytter sine Porte. Saa flytter det igjen, videre ud og videre ud i en moderne Uendelighed.

Saadan gaar det f. Ex. med Kirkegaardene.

Rundt om alle de gamle Kirker ligger en lille Plet Jord, - en gitterhegnet bille Lund, nu og da med et enkelt Monument, ellers bare en Plads, hvor Vognene kan kjøre op til Bryllup og Begravelse. Det er de gamle Kirkegaarde.

Og nu og da stikker Byggespekulanterne Spaden ned i de ældste af dem. Hjærneskaller og mugne Ben kommer med et for Dagens Lys efter hundredaarig Hvile.

Kjøbenhavnerne staar stille et Øjeblik, pirrer med Stokken ved Benene og gaar videre. Og strax efter rejser et flunkende nyt femetages Hus sig af de gamle Grave.

Frederiksberg Kirkegaard ligger fredelig og skyggefuld mellem Villahaverne. Den passer ind i Stilen derude. Men Kasernerne fra Vesterbro rykker den nærmere og nærmere paa Livet. Den ene skyggefulde Have efter den anden stykkes ud, Murkolosserne gror op af Jorden som vrimlende Paddehatte. Alleens gamle Træer er gule og visne og triste ved al den Gas, der siver ud mellem deres Rødder, og de nye smaa, man planter, giver sig god Tid med at gro. Hvor lange vil det vare, inden den skjønne Kirkegaard ligger som en upraktisk Fortidslevning klemt mellem ubrydelige Murrækker, overgivet fra tusinde Vinduer?

Assistenskirkegaard vil snart være indrammet af Nørrebros himmelhøje, private Fattiggaarde og saadan overalt.

Men hvor skulde der ogsaa være Plads til de døde midi i en levende og larmende, handlende og lidende, sultende og fraadsende By? Hvor kan de forlange Respekt for deres Grave, nu de er væk, døde og borte og glemte for nye Liv, der bides og slaas for at skaffe sig Alburum til at leve Tiden ud, til ogsaa de skal kastes paa Porten? Og hvor kan der være Fred om de dødes Have midt i den larmende By, hvor det gjælder om at leve og lade leve, og hvor der slet ikke er Tid til at tænke paa dem, der forlængst gav den evige Kamp i Arv til deres Efterfølgere?

Men op af de gamle, forstyrrede Grave stiger et Spørgsmaal, der ikke vil tøve alt tor længe paa sit Svar. Og rundt mellem Blomsterduftene paa de indeklemte Kirkegaarde lister sig en Tanke, der ikke vil vente altfor lange paa sin Virkeliggjørelse. Spørgsmaalet og Tanken har samme Navn. Og Navnet er Ligbrænding.

* * *

Tæt ude ved Kalvebodstrand, med Karlsberg og Valby paa den ene Side, Frederiksholms Teglværk og Aandssvageasylet Karens Minde paa den anden - ligger Vestre Kirkegaard.

Den er ikke stort andet end en Mark endnu. Der bygges Terrasser og plantes Træer. Men Terrasserne er nøgne og kolde, og Træerne er smaa. Blot hist og her en lille Lund af fine Birke, en Samting mørke Fyrrer, en skallet Høj med en gulmalet Bank, hvorfra man ser vidt ud over det blanke Vand.

Men Blomsterne gror kun smaat paa de tusinde Grave, der ordner sig i regelmæssige Rader paa Skraaningen.

Det er maaske, fordi de ikke føler sig ret sikre. Det er saa nyt, det hele, - det ser saa hastig gjort, saa ufærdigt ud. Den store By har skyndt sig at bringe sine døde udenfor Portene og saa dem puttet i Jorden. Saa er der kastet Grus om Kisten, skyldige Kranse er lagt paa den friske Grav, - siden kom et Par Potteplanter, en Sten med graadtung Inskription, en Bank med paamalet Navn og "Familiebegravelse" - og saa var det hele i Orden, bare Graveren fik et Par Skilling for Vedligeholdelsen.

Men forleden Dag blev det aabenbart, at det hele ikke var i Orden. Da Uvejret løste den frostbundne Jord, sank den sammen - Grav for Grav, Linie for Linie - somme Steder sank Jorden en Alen - somme Steder mer og somme Steder mindre. Og ned styrtede Stenene med Efterverdenens bedrøvede Farve til de døde. Ned styrtede Bænkene, hvorpaa Savnet og Erindringen kunde hvile sig ud, naar de en enkelt Gang havde drevet en levende den lange, trættende Vej fra Byen. Ned sank Roser og Buxdom og Kristtorn, visne Kranse og friske Kranse med smilende Blomster og hvide Baand.

De laa og blomstrede dernede - de laa, som de har ligget en Gang før, omtrent paa Kistens Laag.

Et underligt Syn var det. Som om der var gravet nye Grave ovenpaa de gamle. Neden for Bakkerne, ovre mod Frederiksholm, hvor de friskeste Grave ligger i snorlige Linier, var der kastet fem nye op - parate til at modtoge deres stille Lejere. Og rundt om de friske var de gamle sunkne sammen - som om de ikke havde nok i deres ene Beboer, men fordrede fler. Mellem Gravene staar bare den smalle Skillevæg - en enkelt Krans hænger paa Randen, de andre er sunkne med Jorden.

Det er, som om vor Tid ikke en Gang kunde bygge en Grav ordentlig.

Inde fra det yderste Vesterbro skuer de tomme Ruder i Dybbølsgade og Sankelmarksgade, og hvad de allesammen hedder, over mod Kirkegaarden. De er ogsaa en Slags Grave - eller Gravmonumenter. Men de staar vel nok. Det var bare under den Bygmester, Jorden gled væk. 

Carl Ewald.

(Randers Dagblad og Folketidende 28. januar 1888).

Den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På denne er der blevet opført et kapel i overensstemmelse med den allerede opførte hegnsmur og inspektørbolig i romansk stil af røde sten med rig anvendelse af huggen sandsten i gesimser og bånd samt glacerede og uglacerede formsten. Bygningen er placeret midt i det samlede haveanlæg og er udv. målt 48 alen lang og 33 alen bred; den består af et hovedskib med Indgang fra nord og korrunding mod syd og et lavere sideskib på hver side af midterskibet. I det ene sideskib findes ligværelser, rum i hvilke ligene tvættes, samt opholdsrum for de vågere, der efter jødisk ritus skal være til stede ved liget indtil begravelsen; i det østlige sideskib er indrettet en stor åben hal med bjælkeloft i gammeldags stil med forskellige farver, ved hvilket arrangement der er tilvejebragt en stemningsfuld siddeplads med vid udsigt over en del af begravelsespladsen, bag hvis grænser den flade kyst ved Kalveboderne, stranden og Amager danner en fredelig landlig baggrund. Her kan de besøgende fra hovedstaden hvile ud, og her kan i ugunstigt vejr en del af det ceremoniel, der under almindelige forhold ved begravelser foretages under åben himmel, finde sted i læ for regn og blæst. Fra denne hal er der endvidere adgang til præstens værelse og til den vestibule, hvorfra adgangen er til damernes pladser.

Kapellet på Mosaisk Vestre begravelsesplads, set fra "bagenden". Indgangen ligger mod venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Adgangen til selve kapellet finder sted for enden af den brede, med chausse og gangstier forsynede hovedalle, der begynder ved indkørselsporten til hegnsmuren og fører lige op til kapellets nordre gavl, foran hvilken der er anbragt en stor og vid portal, hvis rundbuer bæres af 2 polerede, røde granit- og 4 terrakottasøiler med forskelligartede mønstre. Fra portalen fører monumentale egetræsdøre ind i den egentlige, flisebelagte vestibule, hvis vægge er dekorerede med lyse farver, mens bjælkeloftet har fået noget kraftigere præg; her er den egentlige indgang til selve kapellets begravelseshal; denne består af et rum 37 alen langt og 18 alen bredt, begrænset modsat vestibulens indgang af en mægtig bueåbning, under hvilken præstens talerstol og katafalken er placeret. Bag denne bue strækker sig det halvrunde kor, i hvilket sangerne og orgelet har plads, skjulte for følget bag en høj dekoreret egetræsplanke. Hallens væsentlige smykke er den åbne, lette tagkonstruktion, hvis dragere og søjler er forsirede med vekslende lyse farveornamenter, der samles til en harmonisk helhed i belysning fra 42 rundbuede vinduer, der som et sortløbende galleri er anbragt under gesimsen. Kapellets indvendige højde til tagryggen er 19 alen, til gesimsen under spærene 13 alen, så at der altså endnu under vinduerne er en temmelig høj mur, der inddelt med pilastre og mellemliggende buer og smykket med malede kvadre og friser i forskellige lette toner danner en rolig og værdig baggrund for den alvorlige handling, som ofte vil gentage sig i dette rum. Ved særlige lejligheder kan lysene tændes i de 10 smedejernslampetter, der i gammeldags former er anbragt på salens vægge.

På gulvet er, adskilt ved en bred midtergang fordelt i 2 rækker, siddepladser for ca. 150 personer foruden særlige pladser for de nærmeste efterladte og desuden ståpladser for ca. 250 personer, altså plads til et betydelig større antal end menighedens nuværende kapel i Møllegade rummer. Kvinderne, der ved de jødiske begravelser sidder adskilt fra mændene, har plads på et åbent galleri, der når hen over hele vestibulen. Når det endvidere bemærkes, at det samlede anlæg er opvarmet og ventileret ved 2 Reckske centralapparater, vil man vistnok selv af denne kortfattede beskrivelse have fået indtryk af hvor meget anerkendelse det jødiske samfunds styrelse fortjener, fordi den ved indretningen af hele den nye begravelsesplads, ved haveanlægget, ved pladsens indhegning og dræning, ved opførelsen og udstyrelsen af selve kapellet har frembragt et samlet hele, der både med bekvemmeligheden og sundhedsplejen for øje og ikke mindst hvad den ydre harmoni og værdighed angår på en heldig måde adskiller sig fra byens øvrige begravelsespladser og nærmer sig adskillige af udlandets lignende nyere anlæg.

Det samlede arbejde har været givet i entreprise til murermester Lytthan S Petersen, for hvem atter følgende håndværkere har arbejdet: Snedkermester V. S. G. Nielsen, der har leveret det smukke snedkerarbejde, også stolestaderne, korskranken og de store egetræsdøre, glarmester Du Vier, der har indsat de mønstrede, blyindfattede ruder i forskellige farver, stenhugger V. Nielsen, Nørrebro, som har haft alt sandstensarbejdet og også leveret de polerede granitsøjler, endvidere har Frederiksholms Teglværker på en overordentlig smuk måde udført de mange forskelligartede glacerede og uglacerede terrakottaarbejder. Malermester E. Mollmann har udført Malerarbejdet.

Tegningen til kapellet skyldes ligesom tegningen til kirkegårdsmuren og inspektørboligen arkitekt Fred. L. Levy, hvis arbejde fortjener den fuldeste anerkendelse. Det nu fuldendte kapel er en af de smukkeste kirkelige bygninger der i mange år er blevet opført her.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. januar 1888, 2. udgave.)