Den 30. juni 1863 kl. 6 om aftenen var der røre på Rosenborg eksercerplads; for her holdt den nye politidirektør, etatsraad Crone, i overværelse af justitsministerens repræsentant, etatsråd Leuning, Københavns Kommunalbestyrelse, medlemmer af pressen m. fl. mønstring over det nye politikorps, der dagen efter skulle tiltræde sin virksomhed. Korpset der talte henved 240 mand, hvoraf ca. 70 havde været betjente i det gamle politi og 12 havde været vægtere, mens resten var nye folk, foretog under daværende første politiinspektør Kolderup-Rosenvinges kommando en del militære evolutioner, hvorpå etatsråd Crone i en tale, der endte med et leve for kongen og for København, formanede det til ved imødekommende og human optræden at søge at vinde befolkningens bistand, da dets opgave netop var at forsvare og understøtte denne.
Korpsets uniformer efter engelsk mønster, der i alt væsentligt lignede de nuværende, idet dog den med klæde betrukne og med ventiler forsynede læderhat senere ombyttedes med hjelmen, gjorde, såvel som mandskabets hele holdning et gunstigt indtryk på de tilstedeværende. Efter endt præsentation marcherede korpset afdelingsvis bort fra eksercerpladsen, og kl. 3 om morgenen begyndte det nye politi sine funktioner med at afløse vægterne på deres poster, for endelig en time efter at overtage hele tjenesten i hovedstaden.
I forberedelserne til den reform, der således i henhold til lov af 11. februar 1863 var trådt ud i livet, havde Dagbladet en ikke uvæsentlig del. Æren for dens gennemførelse må tilskrives justitsminister Casse og Københavns kommunalbestyrelse, navnlig Borgerrepræsentationen. Det gamle system var efterhånden, trods politidirektør Bræstrups personlige humanitet, kommet fuldstændig i miskredit, idet politiet ganske syntes at have glemt at betingelsen for dets heldige virksomhed var et velvilligt vekselvirkningsforhold mellem det og hovedstadens borgere. Et stadig patruljerende politi kendtes ikke, og når det i større antal kom til stede for at opretholde orden, skete det hyppig med en brutalitet, der ikke kendte til persons anseelse. Efter det barske "passer gaden" hang spanskrørstokkene meget løst i hænderne, og der behøvedes såre lidt for at blive slæbt i brummen. De berygtede "nytårsoptøjer", hvor en mængde personer uforskyldt fik denne medfart, satte i så henseende kronen på værket. Politiets brutale optræden havde til sidst skabt et ligefrem fjendtligt forhold mellem det og befolkningen. Man drillede stokkemændene, hvor man kunne komme afsted med det, og var altid tilbøjelig til på forhånd at give dem uret ved ethvert sammenstød. Heller ikke betænkte man sig på at narre dem, hvor man kunne, og fx helligdagsanordningen blev af de handlende kun overholdt så som så, idet butikkernes døre stod på klem og kun lukkedes helt for det øjeblik, patruljen passerede forbi. Stod imidlertid dagpolitiet således ikke i synderlig agt og ære, var det dog værre med natpolitiet, de berømmelige vægtere. Et politi som udførte størstedelen af sin vagttjeneste ved at sove i kælderhalsene, kunne ikke undgå at blive en skive for de kådeste løjer, og nattevægterne var jo i virkeligheden også fuldstændig prisgivet alle lystige svirebrødres opfindsomhed.
På disse forhold skulle nu den nye politiordning efter engelsk mønster råde bod. Vægterne afskaffedes, idet der blev indført regelmæssig patruljetjeneste for politiet både nat og dag. De forhadte spanskrørsstokke kom på pulterkammeret, og i deres sted trådte staven, et våben, hvis farlighed henviste til kun at benytte det i yderste nødstilfælde. Endelig lød parolen for det nye politi på at optræde humant og imødekommende overfor hovedstadens befolkning. I anledning af gehejmeetatsråd Crone's afgang som politidirektør i fjor påviste vi, hvorledes denne parole ikke havde været tomt mundsvejr, men virkelig var blevet det ledende princip for hele hans embedsvirksomhed. At der stundom, særlig i begyndelsen, blev begået fejlgreb, kunne vel ikke undgås, men i det hele og store viste politiet sig sin opgave voksen og vandt hurtig befolkningens tillid. Derved blev det muligt senere at holde den socialistiske bevægelse indenfor sådanne grænser, at den ikke antog nogen truende karakter, og det forhold, der betegnede det gamle politiregimente, at borgerne altid var parate til at tage parti mod politiet, slog forholdsvis hurtig over i modsætningen, at politiet kunne stole på bistand fra alle gode borgeres side. At Crone under sin embedsvirksomhed tillige havde vundet sine undergivnes hengivenhed, viste bl. a. den hædersgave, han ved sin fratræden som politidirektør 1. august 1887 modtog fra det samlede politipersonale.
I de forløbne 25 år har det københavnske politi selvfølgelig så nogenlunde måttet holde skridt med hovedstadens vækst og befolkningens tiltagen. Den 1. juli 1863 bestod politistyrken af 3 inspektører, 6 assistenter, 27 overbetjente, 15 inspektionsbetjente og 195 politibetjente, ialt 246 mand, hvoraf 82 var overgåede fra det ældre politi, nemlig 2 inspektører (M. Hertz og J. P. Nielsen), 3 assistenter (Thygesen, Hjorth og Rantzau) 14 overbetjente, 12 inspektionsbetjente og 51 politibetjente. Den 1. juli 1888 består politistyrken af 3 inspektører, 7 assistenter, 39 overbetjente, 68 inspektionsbetjente, 328 politibetjente, 40 overtallige politibetjente og 100 do. do. med lønning af statskassen, ialt 585 mand. Af disse er endnu politiassistent Rantzau, samt 5 overbetjente, 3 inspektionsbetjente og 3 politibetjente tilbage fra det ældre politi, mens af de øvrige 1 politiinspektør, 2 politiassistenter, 11 overbetjente, 10 inspektionsbetjente og 16 politibetjente har haft ansættelse i politiet siden 1. juli 1863. Også antallet af stationer er vokset. 1863 fandtes foruden hovedstationen kun de 6 kredsstationer. Nu er kredsenes i antal 7, og der er tillige oprettet flere politivagtstationer rundt om i byen. Foruden hovedstationen og de 7 kredsstationer findes 5 sådannne vagtstationer (vil man medregne den på udstillingen for i sommer indrettede vagtstation, bliver antallet endogså 6). Politistyrken er med andre ord, selv når de overtallige betjente fraregnes, vokset til henved det dobbelte, og antallet af stationer ligeledes.
Af de personalforandringer, der i samme tid er foregået i politiet, skal kun de vigtigste nævnes. Afdøde gehejmeetatsråd Crone beklædte posten som politidirektør indtil 1. august 1887, da han afløstes af den nuværende politidirektør Eugen Petersen. Som vicepolitidirektører har efter hinanden fungeret v. Osten, nuværende højesteretsassessor Koch, birkedommer Oldenburg og Eugen Petersen, der afløstes af Ravn. Inspektører for ordenspolitiet var efter hinanden Kolderup - Rosenvinge og Clausen, der afløstes af Theodor Petersen, inspektører for opdagelsespolitiet Hertz, der fra betjent sprang op til denne plads og viste sig den i fortrinlig grad voksen, samt efter ham Carsten Petersen, inspektører for sundhedspolitiet endelig J. P. Nielsen, Carsten Petersen, Thortsen og Korn. Af forhenværende politiassistenter kunne fremhæves borgmester Thalbitzer og justitsråd Hjorth.
For at opretholde ordenen i en befolkning, der af naturen er så godmodig som den københavnske, behøves ikke noget stokkeregimente, eller snarere, et sådant gør i længden mere skade end gavn. Det var dette, man havde indset, da loven af 11. februar 1863 så lyset, og det er det omordnede københavnske politis og i første række da dets afdøde tidligere chef gehejmeetatsråd Crones hæder, at politiet i de forløbne 25 år i overensstemmelse med den nævnte lov har vidst at hævde sin myndighed uden at overskride dens grænser. Når politiet i dag fejrer femogtyveårsdagen for omordningen, sker det under sympati fra hovedstadens borgeres side, der i de forløbne år har vænnet sig til at betragte politikorpsets medlemmer som venner ikke som fjender. Noget bedre ønske kan man da ikke medgive korpset ved dets jubilæum end, at dette forhold ikke må forandre sig, men at de gode traditioner fra det første kvartsekel må fortsættes i det næste og fremdeles.
(Dagbladet, søndag 1. juli 1888)
