To Mils Volden. (Efterskrift til Politivennen)

En Vold med en 50 Fod bred Stadsgrav foran sig, dobbelt saa lang som Kjøbenhavns gamle Vold, men ikke omsluttende noget, derimod liggende udstrakt i Linje for at dække eller rettere at bilde Verden ind, at den dækker to Mil af den Cirkelbue, der, fortsat i lignende Afstand fra Byen helt rundt, vilde udgjøre 10 Mil - dette det nyeste Udslag af dansk Ingeniørkunst er det, at HS. Excellence, Hr. Krigsminister Bahnson vil bruge Broderparten af de 8 Millioner, han har bedrøvet Statskassen for, til at overraske den undrende Samtid med.

Efter hvad vi har erfaret, er Arbejdet paabegyndt for flere Uger siden.

Volden vil blive bygget saaledes, som (den er indtegnet paa "Vor Arne"s Kort. Den vil begynde ved Utterslev Mose, omringe Husum, derefter løbe mod Syd og overskære Chauseen til Roskilde og Jærnbanen ved Ludvighaabs Mølle. Paa den største Del af denne Strækning vil man alt finde Pæle og Profiler anbragte i Egnen, saa man kan se, hvorledes den skal løbe.

Med mest Nysgjerrighed betragtes disse Mærker af Beboerne i Omegnen; thi de faar først ved dem lidt Forestilling om, hvad der paatænkes. Om nogen Expropriation har der, efter hvad der meddeles os, ikke egenlig været Spørgsmaat. Det synes, som om det høje Krigsministerium i sin nærværende Magtfylde føler sig altfor stort til at bekymre sig om slige Pedanterier som Ejendomsforhold. Det er nok Meningen uden videre at bygge Volden og først bagefter at lade alle Spørgsmaal, som angaar Ejendomsforhold, jævne sig, som de kan bedst.

Hvis det er Tilfældet, turde maaske Nachspielet til dette provisoriske Fæstningsforetagende blive det artigste. Her er det ikke Tilfældet som ved de nordligere Forter, at de ikke i nogen betydelig Grad forandrer Egnens Fysiognomi, at de ikke forandrer de almindelige Kommunikationsveje, men halvvejs er skjulte og først bliver for Alvor bemærkede, naar den Tid nærmer sig, da de skal bruges, og Omgivelserne derfor maa ryddes bort. Denne Vold vil dele Egnen i en Del, som ligger udenfor, og en Del, som ligger indenfor, den vil skille meget, som hører sammen, og Kommunikationen mellem det udenfor og det indenfor liggende vil kun finde Sted gjennem bestemte Porte eller Aabninger.

Vi haaber at kunne blive i Stand til at følge dette provisoriske Fæstningsforetagende, som vi foreløbig henleder Offenlighedens Opmærksomhed paa.

(Morgenbladet (København) 3. august 1888).

Sammenstød i Bomløbet. (Efterskrift til Politivennen)

I Gaar Eftermiddags Kl 4 3/4 blev Dampskibet "Hebe" der kom fra Malmø og vilde passere ind gjennem Bomløbet, paasejlet af Dampskibet "Jolanthe", der gik udefter. "Hebe"s Styrbords Side og Hjulkasse blev noget beskadigede, men Skibet kunde uden Vanskelighed sejle op til Havnegade; "Jolanthe" saae et Øjeblik ligge stille paa Indrerheden, men skal ikke have taget Skade. Begge Skibene tilhører det forenede Dampskibsselskab.

Om dette Optrin, der selvfølgelig vakte den største Angst og Uro baade i Land og om Bord paa Skibene, beretter en Passager om Bord paa "Hebe" os følgende: 

Omtrent Kl. 4 3/4 naaede "Hebe", der havde et ret anseligt Antal Passagerer om Bord, danske og svenske Herrer og Damer, Bomløbet. "Hebe" gav det sædvanlige Dampfløjtesignal og holdt over mod den højre Side af Bomløbet, mod Toldbodsiden. Her mødte den midlertid "Jolanthe", der af den stærke Strøm syntes at være drevet over mod Toldbodsiden i Stedet for, at den skulde have holdt over mod Holmen, ligesom den, efter at have hørt "Hebe"s Signal, skulde - som udgaaende - have afventet "Hebe"s Indsejling. Det synes for Øienvidnerne, som om "Jolanthe" ikke blot var hæmmet i sine Bevægelser af Strømmen men ogsaa af to Bugserdampere med Baade paa Slæb og af en Skonnert.

Fotoet fra Frederik Riises samling, Kbhbilleder har ingen dato, men viser bomløbet som det højst sandsynligt så ud i 1888. Fotoer fra tiden før og efter passer meget godt for et indtryk af det smalle farvand.

"Hebe" satte Kontradamp op og gjorde alt for at undgaa Sammenstødet, men dette skete dog alligevel og var i hvert Fald af saa megen Kraft, at "Hebe" blev lagt stærkt om paa Siden og skubbedes saaledes over mod Broen paa Holmens Side, at to Passagerer sprang fra Skibet over paa Broen.

Der fandt ingen Uorden Sted om Bord paa "Hebe", men selvfølgelig var største Delen af Passagererne rædselsslagne, og mange farveløse kinder var der at se. Passagerer, som var nede i Kahytten og hørte Braget samt mærkede Skibets stærke Hældning, troede, at Skibet var i Færd med at synke og styrtede hovedkulds op paa Dækket.

Heldigvis skete der jo ingen Ulykke, men selvfølgelig var vi alle stærkt optagne af det passerede. Ingen var tilbøjelig til at lægge Skibenes Førere noget til Last - "Hebe"s Fører synes jo i hvert Fald ikke at have noget Ansvar - men de fleste fældede ikke milde Domme over det urimeligt smalle Indløb til den dyre Havn. Det synes jo da ogsaa at maatte siges at være næsten uforsvarligt, at der til en Havn som vor, med en saa stor Trafik, kun skal være en eneste og saa smal Indsejling, som den gjennem Toldbodbommen, der endda lukkes med en gammel Træbro, saa vidt vides en hel Time om Dagen, for at Arbejderne paa Holmen kan passere den.

Hensynet til denne Passage for Arbejderne er sikkert den eneste Grund til Indløbets Smalhed, men er det virkelig Grund nok? Enten maatte der vel med en hensigtsmæssig Konstruktion af Broen kunne skaffes bredere Indsejling, eller ogsaa maatte der sikkert kunne skaffes anden Befordringsvej for Arbejderne end en Bro.

Kunde det Sammenstød, der fandt Sted i Gaar i Bomløbet, give Anledning til, at dette Spørgsmaal blev taget under alvorlig Overvejelse, vilde Passagererne om Bord paa "Hebe" endda kunne sige, at den Skræk, mange af dem fik i Mødet, maaske har forebygget en senere større Ulykke.

(Morgenbladet (København) 1. august 1888).

D.F.D.S. havde indkøbt såvel Jolantha som Hebe i 1888. Hebe sejlede for selskabet 1888-1911.

Litteratur: "Folkelivs-billeder" af Ernst Ahlgren. (Efterskrift til Politivennen)

Forfatterindens, Victoria Benedictssons sørgelige, opsigtsvækkende død giver naturligvis anledning til at omtale denne, for nogen tid siden udkomne bog, og til at dvæle noget længere ved den, end man måske ellers vilde (have) fundet grund til at gøre.

Den består af syv små historier, skildringer af svensk, nærmest skånsk almueliv. Idet vi foreløbig forbigår den første, skal vi kort omtale indholdet af den anden og de følgende fortællinger. "En ægteskabs-roman" beretter i let, humoristisk tone om en meget flink, men også meget grim strygekone og linnedsyerske på landet, gift med et gyseligt drog af en mand, hvem hun imidlertid tilbeder, skønt han i ingen henseende er behagelig eller god imod hende. Ja, der røbes endog mere end mistænkelige tegn på utroskab fra hans side, men da hun med en velmenende frøkens hjælp prøver på at læse ham loven for den sags skyld, vender han overlegent forholdet om og gør sig i kraft af sin uundværlighed - fordi konen er forelsket i ham - til situationens herre, hvilket er ganske komisk skildret. Mens det dertil i virkeligheden er madammen som skaffer relativ velstand til huse, er han alligevel hjemmets ejer, og da han skal til at vandre heden, er det knapt nok at han sikrer hendes fremtid ved at give hende skøde på besiddelsen. Død og borte begrædes han selvfølgelig mere end nogensinde som lykken i denne ægteskabsroman. Fortællingen er, som sagt, holdt i en spøgende tone, men rummer dog adskillig alvor eller endog en hel tendens om man vil søge den, i fremstillingen af den i realiteten kuede hustru - kuet af tåbelig kærlighed, kuet også af de ydre forhold som giver den mandlige ægtefælle en husbondsret han i al fald kan misbruge. En egentlig tragedie har forfatterinden imidlertid ingenlunde skrevet her, men i den følgende historie er hun nærmere derved. Her tegnes et fattigt og sørgeligt hjem og endda et hjem med en ejendommelig ideal glans over sig. Ogsaa denne Gang møder man Konen i Huset som den stærke og styrende, men paa den anden Side er hun sit første, i hendes tidligste Ungdom uægte fødte Barns Morderske, dømt og efter at være "kommen ud" flyttet sammen med en Mand, en Arbejder med flere Børn, af hvilke nu kun et eneste er tilbage. Forfatterinden giver i smaa, korte, men stærke træk Billedet af denne Kone som baade Martyr og Heltinde. Martyr for sin Ungdoms Synd og for det officielle Stempel, som derved er sat paa hende for alle Tider, saa at hun end ikke "vil" blive Mandens ægteviede Hustru, skjønt hun iøvrigt er ham tro og god i Alt, kjærlig og øm mod ham og mod hans vanføre Barn. Ei heller "vil" hun nyde Nadveren, da han ligger paa Sottesengen, d. v. s. hun føler sig udelukket saa vel af Menneskenes som af Vorherres Samfund - og dog er hun saa god, saa dygtig, saa kjærlig! Samme Historie fører desuden en Præst frem eller egenlig to, den ældre Sognepræst og hans Kapellan. Der begyndes med skarp Antydning af den unge Mands strange Iver; med Paavisning af, hvor lidet disse Forhold, lige som selve Folkene knapt nok forstaa hans lærde Tale, men inden Enden skjønner han, hvor svagt Theorier og Læresætninger forslaa overfor Livets Virkelighed. "Ved Sottesengen" viser da tydelig nok Forfatterindens Tendens, som ligger i den grelle Fremhævelse af Barnemorderskens rene Dyd og Kapellanens ufyldestgjørende Kirkelighed, hvortil der saa kommer saadanne karakteristiske Træk, som, at den døende Mand anser sit Livs salige Ende betinget af det rent ydre Faktum, hvor vidt Præsten vil give ham Alterens Sakramente eller blot holde en Straffeprædiken, hvilken den Døende dog ikke kan fatte. Der er andre, baade slaaende sande og smukke Træk i Billedet. men altfor følelig er Forfatterindens egen Mening om de sociale, moralske og religiøse Problemer, som berøres, selvfølgelig uden at blive løste eller blot klarede, uagtet Fortællingen vil belyse dem saa skarpt som muligt. En saadan Historie virker da mere melodramatisk og deklamatorisk end kunstnerisk eller overtydende, medens den indirekte gjør Krav paa at raade dunkle Runer, kun Forfatterindens Sympathier, ikke disses Begrundelse eller Berettigelse giver Skildringen Værd og Betydning.

"Mens Kaffen koger" er atter en lille Humoreske, paany handlende om en Kone af Folket, hvem Elskov har ført ind i et tragikomisk Ægteskab. Manden er en glad fyr, men en uordentlig Personage, der ikke holder hus, men des lettere gjør Gjæld, og naar Konen skænder, bruger han blot at forsvinde for at more sig bedre andet Steds. Under den spøgende Form kan man her igjen finde en halvdulgt Klage over Kvindens mislige Kaar, som flygtig Forelskelse og Ægteskabets faste Baand forvold«.

Perlen imellem disse "Folkelivs-Billeder" kommer i "Kammerater", en fortrinlig Tegning af en gammel Røgter med en skrap Kone, hvis Renlighed ikke mindst bevirker, at Manden føler sig mest hjemme ude i Stalden mellem Dyrene. Pointen er alligevel en ejendommelig Anekdote om samme Røgter og hans kjære, trofaste Hund, hvilken han absolut vil have - virkelig faar - med sig i Kirke, da der højtidelig skal gives ham Hæders-Belønning for hans (og Hundens) opofrende Hjælp ved en Ildebrand. Der er noget inderlig rørende, ja hjertelig gribende i denne lille Skitse om Kjærlighed, Hengivenhed og Troskab, og endskjønt Billedet af Røgteren med Hans Hustru og hans Hund vistnok kan synes at ville give noget mere Almindeligt og Almengyldigt, end det i sin Knaphed og Ensidighed virkelig gjør, virker det alligevel ikke blot beklagende, men ogsaa betagende som et Genrestykke, hvori Kunstneren - Forfatterinden - har nedlagt baade sin Iagttagelse og end mere sin, kjærlighedsfuld Følelse. 

Tilbage staar "Forbryderblod", som er den første, og "Tre", den sidste Historie i den foreliggende Bog. Hin rummer Spor af en mørk Fantasi med Hang til Lidenskab og Uhygge. Den gjør Forsøg paa at afmale Sindsstemning og Tanker hos en stakkels Karl, som er haabløst forelsket i en flanet eller i det mindste let og lystig Pige. Vægten ligger paa, at Forfatterinden lader ham føle sig uvilkaarlig, mekanisk og modstandsløs dragen mod en Udaad, enten at myrde Pigen eller at myrde sig selv, om hun ikke vil blive Hans. Fru Benedictsson har med kjendelig Forkjærlighed for Æmnet dvælet ved den diaboliske Dragning i ham, halvt en magisk eller hypnotiseret Tilstand, under hvilken han vel kan reflektere og ræsonnere over den kommende Misgjerning og dens skæbnesvangre Følger, men i hvilken han dog ikke kan andet end lade den onde Drift fuldstændig beherske Villien. Det ender med, at han stikker hende, hvem han elsker - og samtidig hader - brutalt ihjel uden at bryde sig om, at der er Vidner, og uden at gjøre Forsøg paa enten at flygte eller at undskylde Drabet. Denne Fortælling er maaske mere konstrueret end greben ud af Livet, selv om dens Hovedtræk kunne være virkelige nok, men den har nu i hvert Fald sin triste Interesse til Vidnesbyrd om Forfatterindens Syslen med tungsindige Tanker. om den Lidenskab, der driver modstandsløs til Alternativ som mellem Mord og Selvmord.

Trist paa anden Vis er "Tre", en gratiøs, men vemodig Historie om en lille sky Piges Længsel efter Kjærlighed; om hendes Henrykkelse ved at faa i Foræring et Egern, som da bliver hendes varme Følelsers Maal; om hendes sørgmodige Skuffelse, da det ikke lykkes hende at vinde det lille Dyrs Hengivenhed, samt om hendes halvt ligegyldige Smerte, da "Kurre" dør, savnet af en gammel Aftægtsmand, som har været lykkeligere end stakkels Laila til at blive elsket af Kurre. Man kan finde ikke saa lidt Sentimentalitet og adskillige Feilgreb a la Duft-Vaudeville i denne Fortælling, men man kan ogsaa læse den som Udtryk for, hvad Forfatterinden i Grunden har ment og tænkt med Billedet af den mod Kjærlighed og Hengivenhed higende unge Kvinde, som aldrig faar, hvad hun attraaer, og som sluttelig staar taaieløs

----

Den brat bortgangne Forfatterindes "Folkelivs-Billeder" ere i og for sig ikke særdeles betydelige. Det enkelte, som staar høiest, hæver dog ikke hele Samlingen til større literær Værdi ,- man kan kun sige, at disse Smaahistorier ere mer end blot middelmaadig gode eller jævnt læselige. Det bør bemærkes, at om dem gjælder det samme som om "Ernst Ahlgrens" øvrige Skrifter: De maa helst læses paa Svensk. Selv i god dansk Oversættelse - og en saadan have de i Reglen ikke faaet - maa de miste en væsenlig Del af den Charme, der ligger i deres eiendommelige, stundom virkelig stilfulde, gjennemgaaende i det mindste særdeles friske og naturfrodige Sprog. Endog i deres bedste Skikkelse og i heldigste Tilfælde turde Fru Benedictssons Arbeide alligevel kun regnes til de smukke Sommerblomster, hvis Liv ikke er langt, og hvis Nytte kun bestaar i deres Skjønhed - hvad selvfølgelig ikke skal sige, at de savne Betydning. Eller de vare maaste snarest at ligne ved Markblomster, da de ei alene fortrinsvis handlede om Landet, individuelle vg sociale Forhold under Provinslivet, men ogsaa hentede deres Kraft og Ynde fra Forfatterindens Samvækst med disse Forhold. Hun blev imidlertid fristet til en Omplantning, til en mere literar, en "ideal" Kultur. Hun kom til at hige mod en aandelig Jordbund, rigt gødet med store og svære Tanker: hun blev dragen ind l den skæbnesvangre Svindel, der i vore Dage har bemægtiget sig saa mange Sind. Intet ringere end det høieste, det fineste det fuldkomneste kunde tilfredsstille hende; fra den Bolig, hun her i Byen havde mest kjær, tale, om hendes uafviselige Trang til en rig Luksus i de daglige Omgivelser: hele hendes Liv i en Række Aar vidner om uafladelig Higen snart fra Hjemmet til de store Byer - mulig som Nora - "for at finde sig selv" - forøvrigt mod ædle, lysende Formaak.

Det vides, hvordan enden blev. Fra sider, der synes bedst underrettede, betegnes årsagen til hendes sørgelige bortgang fra livet i en alder af ikkun 38 år, som væsentlig bestemt ved to betragtninger: den ene, at hun følte sig skuffet i sig selv, fandt sig og sine evner ringere, end hun hade forestillet sig, dengang de første opmuntringens dagskær bestrålede dem, erkendte sin underlegenhed overfor de store opgaver, som havde foresvævet hende, og hvis løsning ene forekom hende livet værd; den anden, at mismodet eller fortvivlelsen næredes af og parredes med en legemlig sygelighed, som vel i hvert fald krævede en anden levevis end netop den mest urolige, hidsende, fortærende. Hun er nu gaaet bort, og langt fra at skulle dømmes vil hun i personlig og literær Erindring staa med sympathelist Skær om sig, men tillige med Beklagelse og endelig - ikke mindst - til Advarsel. Thi det er farligt at lege med Ild, ogsaa med den himmelske Ild. Jødernes Udsagn, at den, der ser Jehova, maa dø, og Grækernes Mythe om Ikaros, som vilde fly for den dunkle Labyrinth, men som med sine kunstige Vinger kom Solen for nær, blev brændt og gik til Grunde - ja, gammel og ny Livsvisdom har tidt nok advaret mod den Unøisømhed, der vil være Gud lig, men hvis Veis Ende i Eventyret sættes i selve Muddergrøften. For faa Uger siden hørte vi fra Stockholm Lyden af et skud, hvormed en god, ret tænkende, men for den Gjerning, han havde slaaet ind paa, alt for ømtaalelig, alt for fintfølende og nervøs en Mand forlod Livet og det Land, han helst vilde gjøre de største Tjenester. Statsminister Richters Selvmord blev Følgen af den bløde, lige som lidt kvindelige Idealists Indfiltring i den haarde politiske Realitet. Vi have her t Danmark for nogle Aar siden set en ung alt for alt for høit stræbende Dame - Adda Ravnkilde - meget hurtig fortvivlet efter at have følt sig lokket til literær Virksomhed, og den svenske Fru Viktoria Benedictsson har i de sidste Dage i lige Maade sluttet en Forfattervirksomhed, der saare vel kunde kaldes "lovende", men som for hende syntes at love langt mere, end den viste sig at kunne holde.

Der er da baade Grund og Anledning til en simpel Reflektion. Lad ikke en Higen og Attraa, som i og for sig kan være rigtig, gjøres saaledes til Lov for Livet, at dette med den tarvelige Husmandskost, Virkeligheden kan byde, bliver umåleligt! Der kan gives stærke Aander - med stærke Nerver, Muskler o. s. v. - hvem den store Trang er nødvendig og naturlig, fordi de have tilsvarende Evner. Men i skrøbeligere Kar, i nervøse, kvindelige Konstitutioner er der altid Fare for, at Gæringen vil sprænge, at der i det mindste voldes langt mere Ufred og Misfornøielse end Gavn og Glæde. Fornemlig gjælder det over for Ungdommen - mest maaske den kvindelige Ungdom - at den ikke lader sig bedaare og forlede til en Villen, som ikke følges af Kunnen. Det er i hvert Fald slemt nok med et voksende literært Proletariat af Mandkjøn, mislykkede Genier, misfoniøiede Talenter: det gaar lettelig deres Søstre i Musen end værre. Man behøver ikke at ønske Nutidens og Fremtidens Kvinder indsnørede i vore Bedste- eller Oldemødres trange Korsetter for at blive betænkelig ved at se de mange unge Damer, der nu til Dags opskjørte sig for at løfte Ideens Fane med Mund eller Pen. I mere end ni af ti Tilfælde er det Synd, at deres Begavelse - om de ere begavede - skal spildes i Forfatterinde-Forhaabninger, nyttende Verden grumme lidt, skadende Vedkommende selv grumme meget. Dem som saa Leilighed til at give Raad, naar Lysten til at blive noget stort ved at skrive noget stærkt angriber alle disse lyriske, novellistiske eller dramaliske Begyndere og Begynderinder, kan det ikke noksom anbefales at gjøre alt for at gjenne dem tilbage, da godmodig Opmuntring som oftest volder Fortræd for hele Livet efter en stakket, illusorisk Glæde. Et Forfatterskab som det, der nys sluttede saa tragisk ved Fru Benedictssons Død, er i sig selv jo meget pænt og rart, ja! det blev langt mere vellykket end de flestes, men hvilken Nytte har det egenlig øvet? Og hvor dyrt betalt blev det ikke baade for hende selv og for en kreds af slægt og venner? Den Vei, det viser, er alt i alt dog kun som hin til Løvens Hule, og de blodige Spor er da i det mindste tjene til Advarsel.

(Nationaltidende, 28. juli 1888).

Ernst Ahlgren (1850-1888). (Efterskrift til Politivennen)

Atter et opsigtsvækkende Selvmord i København.

Den svenske Forfatterinde Victoria Benedictsson, bekendt under Forfatternavnet Ernst Ahlgren, har i Søndags aflivet sig i København.

"Aftenbladet" meddeler følgende nærmere herom :

I Gaar ved 2-Tiden blev der bragt os en uhyggelig Efterretning fra en Sidegade ved Kongens Nytorv; En derboende svensk Dame skulde være ombragt paa voldelig Maade, ved egen eller ved andres Haand. En af vore Medarbejdere begav sig øjeblikkelig derhen.

Fra Gaden var der intet usædvanligt at se i Lejligheden. I Vinduet stod et Glas med smukke Roser, hvide og røde, omgivet af Bøger og Portræter; paa Bøgerne stod, som vi siden saa, det svenske Forfatternavn Ernst Ahlgren, under hvilket Navn Fru Benedictson skriver. Ude fra var der at se kun Hygge og Fred i det lille lave Mezzaninetages Værelse. Men træd ind; der er Blod og Lig. 

Paa gulvtæppet laa en af et fint Linstykke kun halvt dækket Kvinde i en stor Blodpøl; paa en Taburet ved Siden af fandtes en bloddryppende Barberkniv og et Haandspejl. Hver Side af Kvindens Hals viste tre store tommelange Flænger; Pulsaaren var overskaaren. Ogsaa Haandleddene viste flere Snit. Taburetten, Sengen, Puder og Lagner var gennemvædede af en Blodstrøm.

Hun var om Aftenen kommen hjem, tilsyneladende glad og veltilfreds; hun talte muntert med Pigen, som bragte hende Aftensmad, et Par Stykker Smørrebrød og et Glas Øl. Efter at have spist læste hun lidt og gik til Sengs. Her er saa uden Tvivl den frygtelige Gerning begaaet, og under Dødskampen er hun styrtet ud paa Gulvet.

Da Pigen omtrent Kl. 11 om Formiddagen kom for at vække Damen, fandt hun Døren aflaaset; denne blev aabnet, Pigen styrtede tilbage, forfærdet over det Syn, der mødte hende.

Øjeblikkelig blev der tilkaldt Lege; man traf Dr. med. Philipsen, men der var for ham intet at gøre uden at konstatere Døden. Ligeledes gik der Bud efter den svenske Litterat Axel Lundegaard, til hvem der laa et Brev paa den Afdødes Bord.

Politiet lod Liget besørge ud til St. Johannes Stiftelse, hvor der er Ligstue over dem, der ved Ulykke, Selvmord eller paa anden usædvanlig Maade kommer af Dage.

(Demokraten (Århus) 24. juli 1888).

Victoria Benedictsson. Foto 1878 af Gösta Florman. Licens CC PDM, dvs Public Domain.

Ernst Ahlgren.

Fru Victoria Benedictson - eller som hendes stadige Forfattermærke lød Ernst Ahlgren - har i Søndags dræbt sig selv i det Hotel i Hovedvagtsgade, hvor hun under sine hyppige Besøg i Kjøbenhavn som oftest tog Ophold. Hendes sidste tunge Timer maa de, der har staaet hende mere personlig nær end vi, fortælle om. Ingen, der nu har besøgt hende i Hotellet eller talt med hende i Dagmartheatret, hvor hun var en sikker Gjæst ved de tyske Forestillinger, kunde faa Indtryk af, at hun tænkte paa selv at afslutte sit Liv. Snarere syntes hun ivrig med nye literære Planer. Hun kom hertil fra et Besøg i Paris og var glad ved, at noget af det første, der mødte hende her, var et Tilbud fra Direktør Aug. Rasmussen om at spille hendes lille Stykke "I Telefon" til Vinter paa Kasino. Det var Alvor for hende at ville være dramatisk Forfatterinde Derfor drog Paris hende til sig, derfor erklærede hun ikke at ville vende tilbatil Skaane, saalænge det fortræffelige tyske Gjæstespil varede ved her. Hun vilde gjærne lære. Det svenske Akademis Hæderspenge - for Resten kun 500 Kr - der nylig var tildelt hende, har vel ogsaa været en Opmuntring. Den gamle Institution er ikke saa særdeles villig til at anerkjende unge Evner, mindst naar disse har et mere moderne Tilsnit, men Digtergagen motiveredes ogsaa udtrykkelig som en Belønning for det sædelige Element, der fandtes i Forfatterindens nyeste Produktion, hendes "Folkelivsbilleder".

Dette Blads Læsere vil ofte have truffet paa Ernst Ahlgrens Navn. Sidst med hendes smukke Fortælling "Kammerater" om den gamle Røgter og hans Hund, der i Forening redder Gaardens Kreaturer under en Ildsvaade og heller ikke vil skilles paa Medaljedagen. Under sit første Ophold i Stockholm, hvor Ernst Ahlgren indførtes i den literære Verden, skrev hun ogsaa Breve til dette Blad. De gjorde Opsigt ved deres uforbeholdne Aabenhjærtighed og Naivitet. Man saa af dem, hvorledes den hidtil ukjendte, men higende og ærgjerrige Provinsforfatterinde nød Hovedstadens Luft og de nye, forjættende Omgivelser. Der var en Friskhed over disse Breve, et tillidsfuldt Haab om, at nu gryede en ny Dag, nu stod Solen ogsaa op for hende. Hvad der senere har bragt saa afgjørende og bitre Skuffelser, véd vi ikke. Under Samtaler med hende kunde Ordene falde saa, at det moderne Liv saavel som den moderne Literatur altfor ofte var en Sækkegade, hvor man endte med at løbe Hovedet til Blods mod den afsluttende Mur. En Gang sagde da Ernst Ahlgren til den, der skriver disse Linjer, at hun nu havde endt en Bog, der netop hævdede Sundhed og Livsmod og brød med de falske literære Recepter. Det var "Fru Marianne", hun mente. Vi har altid fundet, hun skuffede sig selv. Denne Roman var, hvad godt man end ellers vil sige om den, ingen Nybegyndelse, intet frist Hjærtes glade og lyse Digtning. Ernst Ahlgren var sundest og sandest i sine smaa skaanske Fortællinger og Skizzer.

For en tre Aar siden gav vi her i "Morgenbladet" et kort Omrids af hendes ydre Livsforhold. Det maa være nok nu at minde om, hvorledes Victoria Bruzelius var et Friluftsbarn, født og opvoxet paa Landet. Hun blev aldrig sendt i nogen Skole idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende, men allerede som ung blev hun en ivrig Rytterske og Skøjteløberske. Dobbelt tungt ramte det derfor netop hende da hun i Aarevis blev kastet paa et smertefuldt Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende først i flere Aar til Sengen, og mange af hendes kjøbenhavnske Venner vil endnu mindes, hvorledes hun senere ikke engang kunde gaa over et Gulv uden de to store Krykker. Men lidt efter lidt gjenvandt hun alligevel sin Førlighed, og sidst da vi forleden Aften saa hende i Jærnbanegade udenfor Dagmartheatret, gik den høje, slanke Dame med det blege Ansigt nok saa rask uden nogen Støttestav.

Hendes Hjem var og blev Skaane. Hun blev gift med en ældre Mand. Postmester Benedictson i Hørby og blev Stifmoder til voxne Børn. Saasnart imidlertid hendes første literære Forsøg havde brudt Isen for hende, higede hun ud fra det snævre Hjem, og de sidste Aar af sit Liv var hun en rejsende, der snart gjæstede Stockholm, snart Paris, snart Kjøbenhavn.

Hos os har hun i en Række af Aar boet ofte og tidt længe ad Gangen. Hun efterlader sig mange Venner her, der med Deltagelse vil spørge den sørgelige Udgang af et lovende Forfatterliv. Men større vil dog Tabet føles i Sverige. Ernst Ahlgren hørte til de Forfattere, der varslede en ny Literatur. Mulig vilde hun aldrig have indfriet de første og største Forhaabninger, der blev sat til hende, at hun, der kom fra Landsbygden, ogsaa skulde bringe noget af Landets Friskhed og Sundhed ind i Hovedstadsliteraturen. Der viste sig Tegn i hendes Forfattervirksomhed til, at ogsaa en Orm gnavede her. Nu er imidlertid alle Haab afbrudte. Denne Produktion hører Historien til.

De literære Forhold i Norden er lidet lyse for Øjeblikket. Der samler sig truende Skyer i Synskredsen, og en efter en tier de i Forvejen spredte Kræfter eller træder bort fra Skuepladsen. Ernst Ahlgrens bratte og beklagelige Død kan vække alvorlige Tanker hos os alle.

(Morgenbladet (København) 24. juli 1888)

Ernst Ahlgren.

Det var et Sorgens Budskab rundt om i Norden, da Telegrafen bragte Bud, at Ernst Ahlgren (Victoria Benedictson), "Penges" Forfatterinde er død.

Der er i hendes Fædreland ikke den Kvinde, som jo har læst, hvad hun har skrevet, ikke den unge Pige med fribaarne Tanker, som jo har ofret hende sin dybeste Beundring, set op til hende med Begejstring og gjerne villet reist mange Mil for blot at faa se et Glimt af hende.

Netop nu i disse Dage kom en ung, kvindelig Student i Gøteborg herned i det Haab at træffe hende. "Jeg vil bringe Ernst Ahlgren Blomster", sagde hun. Nu maatte hun nøies med at lægge en Krans paa hendes Kiste.

Ogsaa her i Danmark var hendes Navn kjendt og afholdt, ikke blot som "Penges" og "Fru Mariannes" Forfatterinde, som den ærlige og sandhedssøgende Psykolog, men ogsaa som den naturtro og fintfølende Skildrer af Fattigmands Liv og ViIkaar, som den, der har Øiet aabent for alt, hvad hun saa omkring sig, og med Humor, men ogsaa navnlig naar Talen var om Dyr - med ren Medfølelse kunde beskrive dette. Thi som Forfatterinde stod hun sikkert høist i disse Smaaskitser og Fortællinger, som for en stor Del er spredt omkring i vore Blade og Tidsskrifter, og Ingen, som har læst "Mo'r Malenes Høne", "Newfoundlænderen", "Jeppe" og flere, vil glemme dem.

Hun var en fnst og middelbar Natur, en stor Karakter, en talentfuld Kvinde; det, hun først og fremmest vilde, det var Sandhed og Klarhed. Sandhed i sit Liv og i sin Digtning, Klarhed over, om hun formanede al udrette noget Virkeligt.

Men Tvivl og Mistro mod sig selv gnavede bestandigt paa hendes Livstraad.

Jeg, der i henved fire Aar har staaet i nær og uafbrudt Forbindelse med hende og for en stor Del været fortrolig med hendes Arbeide, hendes Virken og hele hendes Tankeliv, kan maaske bedre end nogen Anden her i Danmark forklare hendes pludselige Død.

Det var Livslede, en uimodstaaelig, ubetvingelig Livslede.

For os, der havde staaet hende nær, kom dette Pludselige ikke uventet; vi vidste Alle, at Livsleden til sine Tider kom over hende som en uhyggelig Mare, der ikke lod sig afryste, som et klamt, snigende Uhyre, der sugede sig fast i hendes Tanker og drak hendes Hjærteblod.

Som Barn og ganske ung Pige havde hun været usigelig lykkelig. Med sin Fader, som hun elskede over alt, færdedes hun i Mark og Skov, hun red og hun jagede, hun kjørte de væligste Heste og foer med Vindens Fart hen over den frosne Sø. Denne Fader, denne elskede, men svage Fader, ser man idelig og al Tid dukke op i hendes Digtninger. Han døde, før hun ret var voxen, og nu tog Moderen fat; hun blev stængt inde i mørke Stuer, holdt tit Bog og Naal og den strengeste Pietisme. I den Tid fik hendes indre sit Præg, det blev korrekt og stivt og koldt, men i hendes Indre sydede det som glødende Lava. Efter Konfirmationen blev hun Guvernante, og det var hun indtil hun 20 Aar gl. blev gift med en allerede den Gang aldrende Mand, Postmester og Bankdirektør Benedictson i Hørby, Enkemand med sex Børn. At omtale hendes Ægteskabs li første Aar hører ikke herhen; men jeg tør vel antage, at hun følte sig tilmode som en Svane i en Andegaard.

Saa blev hun syg. En Knæskade fængslede hende til Sengen i to Aar; men disse to lange Aar var for hende en Udviklingens og Befrielsens Tid. Hun nød den tvungne Ro; hun arbeidede og lagde der den egentlige Grund til sin fremtidige Forfattervirksomhed; thi en Del Smaating, som hun tidligere under et andet Pseudonym havde indsendt og faaet optaget i Bladene, fandt hun selv uden al Betydning. Hendes Mand elskede hende høit, men taalte ikke, at hun skrev, derfor antog hun Forfatternavnet "Ernst Ahlgren", og Ingen anede i lange Tider, at der under dette Mærke skjulte sig en Kvinde - selv holdt hun den Gang for sin Mands Skyld strengt paa Pseudonymet.

Ved Juletid 1884 udkom "Från Skåne", og henad Foraaret 1885 "Penge". Samme Aar blev hendes Smaafortællinger oversat her i Danmark tilligemed "Penge", og begge gjorde de stor og velfortjent Lykke.

1885 var i flere Henseender af stor Betydning for hende. Banken i Hørby blev nedlagt og hendes Mand mistede som Følge deraf sin mest indbringende Stilling og den største Del af sin Indtægt. Hun havde al Tid været forvænt, aldrig behøvet at tage Hensyn til Penge; men den gode Modtagelse, hendes Bøger havde faaet, gav hende, trods sin legemlige Svaghed, der tvang hende til at gaa med Krykker, Mod til selv at tage Kampen op og med sin Pen tjene sit Livs Fornødenheder. Hun længtes ud i Livet for sammen med Jævnlige og med de Forfattere, hun gjennem deres Skrifter havde lært at beundre, at berige sin Aand, og hun indgik nu paa den Overenskomst med sin Mand, at hun skulde faa Lov at opholde sig, hvor hun vilde, imod at ernære sig selv. Han har sikkert erkjendt, at her var en Villie, som Intet kunde bøie, og derfor givet efter.

I Efteraaret 1885 reiste hun efter Indbydelse af Friherreinden Adlersparre til Stockholm, hvor hun for første Gang indførtes i Forfatternes Kreds, som deres Jævnlige og Kammerat, og fra nu af blev der Rift om hver Linie fra hendes Haand, og hun fik nu sit Arbeide godt betalt.

1886 delte hun mellem Høiby og Kjøbenhavn, hvor hun nu havde erhvervet sig Venner, og hvor hun elskede al opholde sig, at gaa paa Theatret og til Forelæsninger. Men at hun ikke var ulykkelig i sit Hjem, hvor hendes Datter og Stedbørn forgudede hende, viser bedst følgende Brudstykke af et Brev, skrevel i Oktober 1880:

"For Øieblikket befinder jeg mig saa vel her i Hørby, hvor Alle kappes om at gjøre det hyggeligt for mig. Men uagtet jeg for Øieblikket nyder den landlige Stilhed, veed jeg, at jeg i Længden vil synes, delt giver mig aandelig Tomhed, og derfor tør jeg ikke bestemme mig for at blive her. - - - Det er ganske mærkværdigt, hvor jeg befinder mig vel her. Man naar at faa saa uendelig meget bestilt paa en Dag; her er ingenting som forstyrrer En. Jeg vil lade min egen Sindsstemning afgjøre, om jeg kommer til al reise til Kjøbenhavn eller ikke. I ethvert Tilfælde fordyber jeg mig helt i Arbeider i den nærmeste Tid. Jeg har Hænderne fulde af Emner, og jeg maa skynde mig, inden Livsleden kommer igjen. Thi den kommer, det veed jeg"

Og senere samme Maaned :

"Jeg befinder mig stedse vel her i Hørby og vilde blevet her, om det ikke var for Forelæsningernes Skyld; men denne Gang har jeg foresat mig at føre Hjemmets Hygge med til Kjøbenhavn, saa jeg kommer til at føle Ulig rigtig i Ro ligesom her. De kan ikke tro, hvor bekvemt jeg har det, saadan jeg har faaet Værelserne møblerede efter eget Ønske."

1887 tilbragte hun dels i Kjøbenhavn og Paris, dels i Hørby og Stockholm, og samme Aar kastede hun Krykkerne. Først paa Aaret spilledes under stort Bifald paa det kongelige Theater i Stokholm hendes lille etakts stykke: "I Telefon" - det blev senere oversat til "Familiejournalen" og er i den allersidste Tid solgt til Kasino - henad Foraaret udkom samtidigt i Stockholm og Kjøbenhavn hendes store Roman "Fru Marianne", hendes Tankers kjæreste Barn, som beredte hende saa store Glæder og saa dybe Skuffelser. Hun skriver saaledes i Januar 1887:

"Jeg har i lang Tid været syg og ødelagt af Livslede, men de sidste fem Dage har jeg arbeidet som i Feber for at faa min "Frue" færdig. Det har været en saa umaadelig Glæde endelig at kunne arbeide, al jeg ikke har tænkt paa Andet end at skrive. Det har været herlige Dage, saa fulde af Kraft og Energi. Nu mangler jeg kun det sidste Kapitel, og det begynder jeg paa i Morgen. Der er i Slutningen et Par Scener, som har været noget af del kjæreste Arbeide, jeg har havt. Jeg holder af dem. Gid jeg kunde gjøre mig forstaaet - - - - - - - - - -  Jeg skriver saa kort, thi min elskede "Frue" venter jo paa mig. Hvilken Følelse at kunne arbeide! Jeg, som for en Uge siden led af den sorteste Fortvivlelse - jeg opmuntrer nu hele Huset."

Efter at "Fru Marianne" var udkommen og ikke her i Danmark bleven modtaget saa velvilligt af Kritiken, som hun havde ventet, begyndte hun undertiden at mistvivle om sit Talent; ikke fordi hun var bange for sit Udkomme, thi hun tjente mere end hun brugte, men hun stræbte efter det høieste Maal, Anerkjendelse af netop dem, hun ansaa for de ypperste i Aandens Rige - og Livsleden hjemsøgte hende hyppigere end nogen Sinde. Hun skriver i Juli 1887, da hun var reist til Vennerne i Stokholm:

"Vi seilede i haardt Veir fra Dalarø. Det var min første Tur i Seilbaad; jeg syntes om at seile, og naturligvis var jeg ikke bange. Hvad skulde jeg være bange? - - - - - - - - - - jeg føler, at intet i Verden kan hjælpe mig, hvis ikke denne helt forandrede Levemaade kan det -"

Og i September samme Aar:

" - mit Arbeide er mig kjærere end Luften, jeg indaander. Men en daarlig Forfatter vil jeg med Vidende og Villie ikke være. Hellere dø. - - - - - - - - - - - - - - - - det var Tanken om min Talentløshed, der gjorde, at jeg vilde begaa Selvmord. - - - - - - - - - - - - - Hvad jeg nu skriver, skriver jeg med mit Liv i den ene Haand og Pennen i den anden - for at tale i Lignelse - . Jeg behøver blot at komme til Klarhed, om jeg er en dygtig eller udygtig Forfatter. Deri ligger Afgjørelsen - - - - - - - - - - - Intet i dette Brev behøver at betragtes som en Hemmelighed."

Der var ikke i Fru Benedictsons Livsforhold noget som helst, der forklarer, hvorfor hun gav Afkald paa Livet - intet uden Livslede.

I Mai 1885 skriver hun :

"Jeg er til yderlighed skeptisk, har al Tid været det og aldrig lidt nogen Skuffelse, det være sig i Venskab eller Kjærlighed. Tværtimod: Livet har undertiden givet mig mere, end jeg havde gjort Regning paa."

Juni 1885:

"Jeg er saa mismodig, at jeg kunde fly hele Verden og begrave mig i en Hule, og det skjønt jeg kan tale og le som sædvanligt, naar jeg er sammen med Andre. Aa, jeg er saa træt af Livet, og dog vil jeg ikke opgive det endnu. - - - - - - - - - - Min Livslede er denne Gang værre end sædvanlig, og den hindrer mig i at arbeide. Men bryd Dem ikke derom, det kommer over mig periodisk. en Tilfældighed kan vække mig op af Døsigheden, og jeg veed godt - selv nu - at jeg vil vaagne op af den. Og saa lever jeg igjen."

Hun elskede sit Arbeide over Alt, tænkte ikke paa andet, levede ikke for Andel; Alt var for hende Smaating i Sammenligning med det.

Hun skriver derom i September 1885

"Jeg ønsker blot, al hele Verden kjendte mig, at jeg kan blive opfattet, saaledes som jeg er: en Arbeidsmyre, kjønsløs som de. Erotiken hører Fortiden til, Nutiden og Fremtiden er Arbeide, ikke andet end Arbejde - - - - - - - - - - - -  Jeg føler mig al Tid fremmed for dem, som lever i Overflødighed. Jeg, som har set saa meget af de lavere Klassers Raahed og Fattigdom, jeg væmmes ved Raaheden, og jeg foragter Forfiningen."

Og i Mai 1886:

"Jeg elsker mit Arbeide høit og forlanger intet bedre end helt al kunne være mig for det."

* * *

Tre Dage før hendes Død talte jeg med hende. Hun saa syg og træt ud og sagde saa underlig tonløst:

"Jeg bliver her ikke længel"

For alle hendes Nærmeste har det vist længe staaet klart, at dette saa smertelige Øieblik, Reisen til del store, ubekjendte Hinsides, vilde komme pludseligt; men tungt rammer det dog alle os, der personlig har staaet hende nær og holdt af hende, baade som Menneske og som Forfatter, og alle de Mange, der i hendes unge, friske, oprindelige Forfattervirksomhed saa noget stort og genialt i hendes Digtning, saa Realismens Sandhed i en ny og tiltalende Form.

Hendes Lidelser er nu forbi; men selv i Døden viste hun sin stærke Villie, sin kraftige Karakter

Hun kunde ikke leve længere.

Men i Ernst Ahlgren har Skandinavien mistet sin mest lovende Forfatterinde.

Sofie Horten.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 30. juli 1888)

Der findes en hjemmeside om Victoria Benedictsson. Victoria Benedictsson omtalte aldrig sit barndomshjem positivt. Det var delt mellem moderen som underviste i sprog og sang, og faderen som lærte om at håndtere våben og red til hest. 

Victoria Benedictssons sygdom i benet er af nogle mistænkt for at være psykosomatisk. Steddatteren Mattis sagde imidlertid at hun i begyndelsen af 1880'erne fik et kistelåg over benet. Lægerne kunne ikke standse inflammationen som varede i flere år og mange misykkede operationer. I stedet lykkedes det for en lægekyndig kvinde, "Lundakvinnan" Elna Hansson at stoppe inflammationerne med grødomslag. Hun var herefter i stand til at gå med krykker. 

Fra efteråret 1886 boede Ernst Ahlgren mest i København, dog afbrudt af kortere besøg i Hörby, i Paris foråret 1887 og nogle uger i foråret 1888. Her led hun under stadige økonomiske vanskeligheder. I et af sine breve klagede hun over at hun ikke engang havde råd til at købe bøger, og i et andet at økonomien ville knække hende. Men hun erklærede at hun ikke igen ville være rig og ufri, om hun så fik en million. Fra 1887 synes også hendes selvtillid til sine kunstneriske evner at vakle. I december 1887 konstaterede hun at hun have penge til at kunne leve til marts 1888. I januar 1888 forsøgte hun at begå selvmord med morfin - det mislykkedes. Det foregik ligesom selvmordet på Hotel Leopold i Hovedvagtsgade 6, mezzaninen ved Kongens Nytorv.

100 år efter hendes fødslen blev der rejst en mindesten på hendes fødested, bekostet af bl.a. Svenska Akademin og Bonniers forlag.

Se bl.a. Ellen Key: Ernst Ahlgren. Häggström 1889. 88 sider.  Niels Erdmann: Ny svensk Skønliteratur. in: Tilskueren Bind 5, s. 264-275. Victoria Benedictsson. En sjelfbiografi ur bref ock anteckningar. Samlade och utgivne af Axel Lundegaard. Stockholm, Høggström 1890.

Desuden anmeldelser af "Penge" her på bloggen.

Mordet i Solbjerg. (Efterskrift til Politivennen)

5/4 Mil fra Slagelse ligger Landsbyen Solbjerg. Slagelse - Nykjøbing Landevej fører igjennem Hovedsognet Ørslev, midt i hvis Kirkeby en Bivei løber ud til Solbjerg. Veien gaar stedse stigende, thi Solbjerg bærer som de andre Byer af dette Navn her i Landet Navn af sin høie Beliggenhed.

10 Minuters Kjørsel fra Ørslev, og vi ere i den venlige lille Landsby, hvis Kirke, Mølle og nylig opførte Andelsmejeri ses viden om i Løve Herred.

Ude paa Marken, et godt Bøsseskud fra Byen, opførtes i Søndags Eftermiddag det uhyggelige Drama, som vi allerede kortelig have omtalt.

Kommunen eier ingen Fattigaard, men har forskjellige Fattighuse og saakaldte Kommunehuse. Et af disse er leiet paa Solbjerg Mark og var beboet af en Familie samt af to gamle Mandfolk, der boede i samme Stue. Den ene kaldtes Christen Aahus; han var 78 Aar gammel, skildres som gnaven, drillesyg og pirrelig, men svag, navnlig daarlig til Bens. Den anden kaldtes Tosse-Rasmus. Han var ugift, 61 Aar gl. Han hørte til dem, som enhver Kommune i Reglen har en eller flere af. Han var ikke egentlig gal, men regnedes dog heller ikke i det almindelige Omdømme for at have sin fulde Forstand. Han fik ikke videre Fattighjælp, men opholdtes paa Tider af Aaret, hvor han ikke sørgede for sig selv, ved at "gaa paa Omgang" hos Sognets Beboere. Han regnedes af disse for godmodig, men kunde ikke godt taale Drilleri eller Spiritis. For et Aarstid siden havde Sogneraadet sat ham til at bo sammen med et andet Fattiglem i Ørslev. Denne fordrede strax af Rasmus, at han til en Begyndelse skulde give en Omgang "for at faa Lov til at snakke med i Stuen". Rasmus gav Omgangen og vilde saa til at give sit Besyv med i Laget. Men det var ikke Meningen. Det Lem, som hidtil havde havt Stuen ene, sagde: "Ikke et Muk, Rasmus" (og bankede symbolsk under Border). "Her tier Du, ellers vanker der." Rasmus blev bange og løb til Solbjerg igjen, og var ikke at formaa til at vende tilbage til ham i Ørslev. Vi anfører dette Træk, fordi det formentlig karakteriserer ham, ikke som særlig klog eller farlig ufredelig. Men dog er han nu en Morder.

Dette gik saaledes til:

Søndag Eftermiddag vilde de to Gamle, som vare ene hjemme i Kommunehuset, have sig en glad Eftermiddag. Christen Aahus vilde traktere, og Rasmus hentede for hans Penge en 3-Pægle Flaske Brændevin hos Kjøbmanden i Tjørnelunde. De drak saa det Halve, som det synes i skjøn Enighed; men saa vilde Christen, som var Økonom og Velhaver (han efterlod 8 Kroner), gjemme Resten til en anden Dag. Det fandt Rasmus urimeligt; thi skal man spare, naar man har noget, og spare, naar man ikke har, saa skal man al Tid spare, og det er saa kjedeligt. Christen Aahus fik imidlertid Flasken ned i sin Kiste og denne laaset. Efter Rasmus' Forklaring drev han ham saa tilmed en Lussing. Herover er Rasmus blevet aldeles rasende, har kastet den gamle Mand ned paa Gulvet under Bordet og slaaet ham ihjel, med en Hammer efter al Sandsynlighed, skjønt han nægter at have brugt Vaaben. Da Husets andre Beboere en Timestid senere kom hjem, stod Rasmus i Døren og modtog dem med de Ord: "Nu har jeg slaaet ham ihjel." I Haanden holdt han en Kost og en Spade, hvormed han havde søgt at rense lidt op i Stuen efter Ugjerningen. Men Alt derinde var blodplettet, og saa uhyggeligt ud efter Mordet. Og ved Siden af Bordet laa Christen Aahus død med næsten knust Hoved, en blodbestænkt, tilsølet og kun paa Klæderne kjendelig Krop. Sognefogden blev strax hentet, og Rasmus, der forgjæves havde søgt at brække Kisten op for at faa den omstridte Flaske, blev anholdt. En Time senere var Herredsfoged Rybsahm paa Gjerningsstedet. Morderen - der som sagt ikke er helt tilregnelig - blev ført til Høng, men viser ingen Anger. Paa Spørgsmaal, om han ikke fortryder, hvad han har gjort, svarer han: "Det kommer jeg til at bøde for."

Liget af den Myrdede er ogsaa ført til Høng, men ventedes i Aftes tilbage til Solbjerg for at begraves.

Selvfølgelig har Ugjerningen vakt en Del Forfærdelse. Folk vilde i Begyndelsen ikke tro, at "Tosse-Rasmus" havde slaaet en Mand ihjel. Rimeligvis bliver han nu holdt indelukket for Fremtiden; men straffes kan han næppe, da han vistnok ikke er normal.

For en 5-6 Aar siden sloges to Koner i Ørslev Fattighus en Søndag Morgen med et lignende Resultat: Den ene Kone blev baaret død fra Valpladsen, dræbt ved et Øxehug af den anden.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 18. juli 1888).

Emil Frederik Vennehuld Rybsahm (1822-1896). Cand. jur. 1847. 1856-1864 birkedommer i Feiø birk. Han forflyttedes herefter som herredsfoged til Øster- og Vesterhanherrederne hvor han var 1864-1871. 1871-1893 var han herredsfoged i Løve Herred indtil sin afsked. Han boede i 1881 på Odinsgård i Løve.