Litteratur: "Folkelivs-billeder" af Ernst Ahlgren. (Efterskrift til Politivennen)

Forfatterindens, Victoria Benedictssons sørgelige, opsigtsvækkende død giver naturligvis anledning til at omtale denne, for nogen tid siden udkomne bog, og til at dvæle noget længere ved den, end man måske ellers vilde (have) fundet grund til at gøre.

Den består af syv små historier, skildringer af svensk, nærmest skånsk almueliv. Idet vi foreløbig forbigår den første, skal vi kort omtale indholdet af den anden og de følgende fortællinger. "En ægteskabs-roman" beretter i let, humoristisk tone om en meget flink, men også meget grim strygekone og linnedsyerske på landet, gift med et gyseligt drog af en mand, hvem hun imidlertid tilbeder, skønt han i ingen henseende er behagelig eller god imod hende. Ja, der røbes endog mere end mistænkelige tegn på utroskab fra hans side, men da hun med en velmenende frøkens hjælp prøver på at læse ham loven for den sags skyld, vender han overlegent forholdet om og gør sig i kraft af sin uundværlighed - fordi konen er forelsket i ham - til situationens herre, hvilket er ganske komisk skildret. Mens det dertil i virkeligheden er madammen som skaffer relativ velstand til huse, er han alligevel hjemmets ejer, og da han skal til at vandre heden, er det knapt nok at han sikrer hendes fremtid ved at give hende skøde på besiddelsen. Død og borte begrædes han selvfølgelig mere end nogensinde som lykken i denne ægteskabsroman. Fortællingen er, som sagt, holdt i en spøgende tone, men rummer dog adskillig alvor eller endog en hel tendens om man vil søge den, i fremstillingen af den i realiteten kuede hustru - kuet af tåbelig kærlighed, kuet også af de ydre forhold som giver den mandlige ægtefælle en husbondsret han i al fald kan misbruge. En egentlig tragedie har forfatterinden imidlertid ingenlunde skrevet her, men i den følgende historie er hun nærmere derved. Her tegnes et fattigt og sørgeligt hjem og endda et hjem med en ejendommelig ideal glans over sig. Ogsaa denne Gang møder man Konen i Huset som den stærke og styrende, men paa den anden Side er hun sit første, i hendes tidligste Ungdom uægte fødte Barns Morderske, dømt og efter at være "kommen ud" flyttet sammen med en Mand, en Arbejder med flere Børn, af hvilke nu kun et eneste er tilbage. Forfatterinden giver i smaa, korte, men stærke træk Billedet af denne Kone som baade Martyr og Heltinde. Martyr for sin Ungdoms Synd og for det officielle Stempel, som derved er sat paa hende for alle Tider, saa at hun end ikke "vil" blive Mandens ægteviede Hustru, skjønt hun iøvrigt er ham tro og god i Alt, kjærlig og øm mod ham og mod hans vanføre Barn. Ei heller "vil" hun nyde Nadveren, da han ligger paa Sottesengen, d. v. s. hun føler sig udelukket saa vel af Menneskenes som af Vorherres Samfund - og dog er hun saa god, saa dygtig, saa kjærlig! Samme Historie fører desuden en Præst frem eller egenlig to, den ældre Sognepræst og hans Kapellan. Der begyndes med skarp Antydning af den unge Mands strange Iver; med Paavisning af, hvor lidet disse Forhold, lige som selve Folkene knapt nok forstaa hans lærde Tale, men inden Enden skjønner han, hvor svagt Theorier og Læresætninger forslaa overfor Livets Virkelighed. "Ved Sottesengen" viser da tydelig nok Forfatterindens Tendens, som ligger i den grelle Fremhævelse af Barnemorderskens rene Dyd og Kapellanens ufyldestgjørende Kirkelighed, hvortil der saa kommer saadanne karakteristiske Træk, som, at den døende Mand anser sit Livs salige Ende betinget af det rent ydre Faktum, hvor vidt Præsten vil give ham Alterens Sakramente eller blot holde en Straffeprædiken, hvilken den Døende dog ikke kan fatte. Der er andre, baade slaaende sande og smukke Træk i Billedet. men altfor følelig er Forfatterindens egen Mening om de sociale, moralske og religiøse Problemer, som berøres, selvfølgelig uden at blive løste eller blot klarede, uagtet Fortællingen vil belyse dem saa skarpt som muligt. En saadan Historie virker da mere melodramatisk og deklamatorisk end kunstnerisk eller overtydende, medens den indirekte gjør Krav paa at raade dunkle Runer, kun Forfatterindens Sympathier, ikke disses Begrundelse eller Berettigelse giver Skildringen Værd og Betydning.

"Mens Kaffen koger" er atter en lille Humoreske, paany handlende om en Kone af Folket, hvem Elskov har ført ind i et tragikomisk Ægteskab. Manden er en glad fyr, men en uordentlig Personage, der ikke holder hus, men des lettere gjør Gjæld, og naar Konen skænder, bruger han blot at forsvinde for at more sig bedre andet Steds. Under den spøgende Form kan man her igjen finde en halvdulgt Klage over Kvindens mislige Kaar, som flygtig Forelskelse og Ægteskabets faste Baand forvold«.

Perlen imellem disse "Folkelivs-Billeder" kommer i "Kammerater", en fortrinlig Tegning af en gammel Røgter med en skrap Kone, hvis Renlighed ikke mindst bevirker, at Manden føler sig mest hjemme ude i Stalden mellem Dyrene. Pointen er alligevel en ejendommelig Anekdote om samme Røgter og hans kjære, trofaste Hund, hvilken han absolut vil have - virkelig faar - med sig i Kirke, da der højtidelig skal gives ham Hæders-Belønning for hans (og Hundens) opofrende Hjælp ved en Ildebrand. Der er noget inderlig rørende, ja hjertelig gribende i denne lille Skitse om Kjærlighed, Hengivenhed og Troskab, og endskjønt Billedet af Røgteren med Hans Hustru og hans Hund vistnok kan synes at ville give noget mere Almindeligt og Almengyldigt, end det i sin Knaphed og Ensidighed virkelig gjør, virker det alligevel ikke blot beklagende, men ogsaa betagende som et Genrestykke, hvori Kunstneren - Forfatterinden - har nedlagt baade sin Iagttagelse og end mere sin, kjærlighedsfuld Følelse. 

Tilbage staar "Forbryderblod", som er den første, og "Tre", den sidste Historie i den foreliggende Bog. Hin rummer Spor af en mørk Fantasi med Hang til Lidenskab og Uhygge. Den gjør Forsøg paa at afmale Sindsstemning og Tanker hos en stakkels Karl, som er haabløst forelsket i en flanet eller i det mindste let og lystig Pige. Vægten ligger paa, at Forfatterinden lader ham føle sig uvilkaarlig, mekanisk og modstandsløs dragen mod en Udaad, enten at myrde Pigen eller at myrde sig selv, om hun ikke vil blive Hans. Fru Benedictsson har med kjendelig Forkjærlighed for Æmnet dvælet ved den diaboliske Dragning i ham, halvt en magisk eller hypnotiseret Tilstand, under hvilken han vel kan reflektere og ræsonnere over den kommende Misgjerning og dens skæbnesvangre Følger, men i hvilken han dog ikke kan andet end lade den onde Drift fuldstændig beherske Villien. Det ender med, at han stikker hende, hvem han elsker - og samtidig hader - brutalt ihjel uden at bryde sig om, at der er Vidner, og uden at gjøre Forsøg paa enten at flygte eller at undskylde Drabet. Denne Fortælling er maaske mere konstrueret end greben ud af Livet, selv om dens Hovedtræk kunne være virkelige nok, men den har nu i hvert Fald sin triste Interesse til Vidnesbyrd om Forfatterindens Syslen med tungsindige Tanker. om den Lidenskab, der driver modstandsløs til Alternativ som mellem Mord og Selvmord.

Trist paa anden Vis er "Tre", en gratiøs, men vemodig Historie om en lille sky Piges Længsel efter Kjærlighed; om hendes Henrykkelse ved at faa i Foræring et Egern, som da bliver hendes varme Følelsers Maal; om hendes sørgmodige Skuffelse, da det ikke lykkes hende at vinde det lille Dyrs Hengivenhed, samt om hendes halvt ligegyldige Smerte, da "Kurre" dør, savnet af en gammel Aftægtsmand, som har været lykkeligere end stakkels Laila til at blive elsket af Kurre. Man kan finde ikke saa lidt Sentimentalitet og adskillige Feilgreb a la Duft-Vaudeville i denne Fortælling, men man kan ogsaa læse den som Udtryk for, hvad Forfatterinden i Grunden har ment og tænkt med Billedet af den mod Kjærlighed og Hengivenhed higende unge Kvinde, som aldrig faar, hvad hun attraaer, og som sluttelig staar taaieløs

----

Den brat bortgangne Forfatterindes "Folkelivs-Billeder" ere i og for sig ikke særdeles betydelige. Det enkelte, som staar høiest, hæver dog ikke hele Samlingen til større literær Værdi ,- man kan kun sige, at disse Smaahistorier ere mer end blot middelmaadig gode eller jævnt læselige. Det bør bemærkes, at om dem gjælder det samme som om "Ernst Ahlgrens" øvrige Skrifter: De maa helst læses paa Svensk. Selv i god dansk Oversættelse - og en saadan have de i Reglen ikke faaet - maa de miste en væsenlig Del af den Charme, der ligger i deres eiendommelige, stundom virkelig stilfulde, gjennemgaaende i det mindste særdeles friske og naturfrodige Sprog. Endog i deres bedste Skikkelse og i heldigste Tilfælde turde Fru Benedictssons Arbeide alligevel kun regnes til de smukke Sommerblomster, hvis Liv ikke er langt, og hvis Nytte kun bestaar i deres Skjønhed - hvad selvfølgelig ikke skal sige, at de savne Betydning. Eller de vare maaste snarest at ligne ved Markblomster, da de ei alene fortrinsvis handlede om Landet, individuelle vg sociale Forhold under Provinslivet, men ogsaa hentede deres Kraft og Ynde fra Forfatterindens Samvækst med disse Forhold. Hun blev imidlertid fristet til en Omplantning, til en mere literar, en "ideal" Kultur. Hun kom til at hige mod en aandelig Jordbund, rigt gødet med store og svære Tanker: hun blev dragen ind l den skæbnesvangre Svindel, der i vore Dage har bemægtiget sig saa mange Sind. Intet ringere end det høieste, det fineste det fuldkomneste kunde tilfredsstille hende; fra den Bolig, hun her i Byen havde mest kjær, tale, om hendes uafviselige Trang til en rig Luksus i de daglige Omgivelser: hele hendes Liv i en Række Aar vidner om uafladelig Higen snart fra Hjemmet til de store Byer - mulig som Nora - "for at finde sig selv" - forøvrigt mod ædle, lysende Formaak.

Det vides, hvordan enden blev. Fra sider, der synes bedst underrettede, betegnes årsagen til hendes sørgelige bortgang fra livet i en alder af ikkun 38 år, som væsentlig bestemt ved to betragtninger: den ene, at hun følte sig skuffet i sig selv, fandt sig og sine evner ringere, end hun hade forestillet sig, dengang de første opmuntringens dagskær bestrålede dem, erkendte sin underlegenhed overfor de store opgaver, som havde foresvævet hende, og hvis løsning ene forekom hende livet værd; den anden, at mismodet eller fortvivlelsen næredes af og parredes med en legemlig sygelighed, som vel i hvert fald krævede en anden levevis end netop den mest urolige, hidsende, fortærende. Hun er nu gaaet bort, og langt fra at skulle dømmes vil hun i personlig og literær Erindring staa med sympathelist Skær om sig, men tillige med Beklagelse og endelig - ikke mindst - til Advarsel. Thi det er farligt at lege med Ild, ogsaa med den himmelske Ild. Jødernes Udsagn, at den, der ser Jehova, maa dø, og Grækernes Mythe om Ikaros, som vilde fly for den dunkle Labyrinth, men som med sine kunstige Vinger kom Solen for nær, blev brændt og gik til Grunde - ja, gammel og ny Livsvisdom har tidt nok advaret mod den Unøisømhed, der vil være Gud lig, men hvis Veis Ende i Eventyret sættes i selve Muddergrøften. For faa Uger siden hørte vi fra Stockholm Lyden af et skud, hvormed en god, ret tænkende, men for den Gjerning, han havde slaaet ind paa, alt for ømtaalelig, alt for fintfølende og nervøs en Mand forlod Livet og det Land, han helst vilde gjøre de største Tjenester. Statsminister Richters Selvmord blev Følgen af den bløde, lige som lidt kvindelige Idealists Indfiltring i den haarde politiske Realitet. Vi have her t Danmark for nogle Aar siden set en ung alt for alt for høit stræbende Dame - Adda Ravnkilde - meget hurtig fortvivlet efter at have følt sig lokket til literær Virksomhed, og den svenske Fru Viktoria Benedictsson har i de sidste Dage i lige Maade sluttet en Forfattervirksomhed, der saare vel kunde kaldes "lovende", men som for hende syntes at love langt mere, end den viste sig at kunne holde.

Der er da baade Grund og Anledning til en simpel Reflektion. Lad ikke en Higen og Attraa, som i og for sig kan være rigtig, gjøres saaledes til Lov for Livet, at dette med den tarvelige Husmandskost, Virkeligheden kan byde, bliver umåleligt! Der kan gives stærke Aander - med stærke Nerver, Muskler o. s. v. - hvem den store Trang er nødvendig og naturlig, fordi de have tilsvarende Evner. Men i skrøbeligere Kar, i nervøse, kvindelige Konstitutioner er der altid Fare for, at Gæringen vil sprænge, at der i det mindste voldes langt mere Ufred og Misfornøielse end Gavn og Glæde. Fornemlig gjælder det over for Ungdommen - mest maaske den kvindelige Ungdom - at den ikke lader sig bedaare og forlede til en Villen, som ikke følges af Kunnen. Det er i hvert Fald slemt nok med et voksende literært Proletariat af Mandkjøn, mislykkede Genier, misfoniøiede Talenter: det gaar lettelig deres Søstre i Musen end værre. Man behøver ikke at ønske Nutidens og Fremtidens Kvinder indsnørede i vore Bedste- eller Oldemødres trange Korsetter for at blive betænkelig ved at se de mange unge Damer, der nu til Dags opskjørte sig for at løfte Ideens Fane med Mund eller Pen. I mere end ni af ti Tilfælde er det Synd, at deres Begavelse - om de ere begavede - skal spildes i Forfatterinde-Forhaabninger, nyttende Verden grumme lidt, skadende Vedkommende selv grumme meget. Dem som saa Leilighed til at give Raad, naar Lysten til at blive noget stort ved at skrive noget stærkt angriber alle disse lyriske, novellistiske eller dramaliske Begyndere og Begynderinder, kan det ikke noksom anbefales at gjøre alt for at gjenne dem tilbage, da godmodig Opmuntring som oftest volder Fortræd for hele Livet efter en stakket, illusorisk Glæde. Et Forfatterskab som det, der nys sluttede saa tragisk ved Fru Benedictssons Død, er i sig selv jo meget pænt og rart, ja! det blev langt mere vellykket end de flestes, men hvilken Nytte har det egenlig øvet? Og hvor dyrt betalt blev det ikke baade for hende selv og for en kreds af slægt og venner? Den Vei, det viser, er alt i alt dog kun som hin til Løvens Hule, og de blodige Spor er da i det mindste tjene til Advarsel.

(Nationaltidende, 28. juli 1888).

Ernst Ahlgren (1850-1888). (Efterskrift til Politivennen)

Atter et opsigtsvækkende Selvmord i København.

Den svenske Forfatterinde Victoria Benedictsson, bekendt under Forfatternavnet Ernst Ahlgren, har i Søndags aflivet sig i København.

"Aftenbladet" meddeler følgende nærmere herom :

I Gaar ved 2-Tiden blev der bragt os en uhyggelig Efterretning fra en Sidegade ved Kongens Nytorv; En derboende svensk Dame skulde være ombragt paa voldelig Maade, ved egen eller ved andres Haand. En af vore Medarbejdere begav sig øjeblikkelig derhen.

Fra Gaden var der intet usædvanligt at se i Lejligheden. I Vinduet stod et Glas med smukke Roser, hvide og røde, omgivet af Bøger og Portræter; paa Bøgerne stod, som vi siden saa, det svenske Forfatternavn Ernst Ahlgren, under hvilket Navn Fru Benedictson skriver. Ude fra var der at se kun Hygge og Fred i det lille lave Mezzaninetages Værelse. Men træd ind; der er Blod og Lig. 

Paa gulvtæppet laa en af et fint Linstykke kun halvt dækket Kvinde i en stor Blodpøl; paa en Taburet ved Siden af fandtes en bloddryppende Barberkniv og et Haandspejl. Hver Side af Kvindens Hals viste tre store tommelange Flænger; Pulsaaren var overskaaren. Ogsaa Haandleddene viste flere Snit. Taburetten, Sengen, Puder og Lagner var gennemvædede af en Blodstrøm.

Hun var om Aftenen kommen hjem, tilsyneladende glad og veltilfreds; hun talte muntert med Pigen, som bragte hende Aftensmad, et Par Stykker Smørrebrød og et Glas Øl. Efter at have spist læste hun lidt og gik til Sengs. Her er saa uden Tvivl den frygtelige Gerning begaaet, og under Dødskampen er hun styrtet ud paa Gulvet.

Da Pigen omtrent Kl. 11 om Formiddagen kom for at vække Damen, fandt hun Døren aflaaset; denne blev aabnet, Pigen styrtede tilbage, forfærdet over det Syn, der mødte hende.

Øjeblikkelig blev der tilkaldt Lege; man traf Dr. med. Philipsen, men der var for ham intet at gøre uden at konstatere Døden. Ligeledes gik der Bud efter den svenske Litterat Axel Lundegaard, til hvem der laa et Brev paa den Afdødes Bord.

Politiet lod Liget besørge ud til St. Johannes Stiftelse, hvor der er Ligstue over dem, der ved Ulykke, Selvmord eller paa anden usædvanlig Maade kommer af Dage.

(Demokraten (Århus) 24. juli 1888).

Victoria Benedictsson. Foto 1878 af Gösta Florman. Licens CC PDM, dvs Public Domain.

Ernst Ahlgren.

Fru Victoria Benedictson - eller som hendes stadige Forfattermærke lød Ernst Ahlgren - har i Søndags dræbt sig selv i det Hotel i Hovedvagtsgade, hvor hun under sine hyppige Besøg i Kjøbenhavn som oftest tog Ophold. Hendes sidste tunge Timer maa de, der har staaet hende mere personlig nær end vi, fortælle om. Ingen, der nu har besøgt hende i Hotellet eller talt med hende i Dagmartheatret, hvor hun var en sikker Gjæst ved de tyske Forestillinger, kunde faa Indtryk af, at hun tænkte paa selv at afslutte sit Liv. Snarere syntes hun ivrig med nye literære Planer. Hun kom hertil fra et Besøg i Paris og var glad ved, at noget af det første, der mødte hende her, var et Tilbud fra Direktør Aug. Rasmussen om at spille hendes lille Stykke "I Telefon" til Vinter paa Kasino. Det var Alvor for hende at ville være dramatisk Forfatterinde Derfor drog Paris hende til sig, derfor erklærede hun ikke at ville vende tilbatil Skaane, saalænge det fortræffelige tyske Gjæstespil varede ved her. Hun vilde gjærne lære. Det svenske Akademis Hæderspenge - for Resten kun 500 Kr - der nylig var tildelt hende, har vel ogsaa været en Opmuntring. Den gamle Institution er ikke saa særdeles villig til at anerkjende unge Evner, mindst naar disse har et mere moderne Tilsnit, men Digtergagen motiveredes ogsaa udtrykkelig som en Belønning for det sædelige Element, der fandtes i Forfatterindens nyeste Produktion, hendes "Folkelivsbilleder".

Dette Blads Læsere vil ofte have truffet paa Ernst Ahlgrens Navn. Sidst med hendes smukke Fortælling "Kammerater" om den gamle Røgter og hans Hund, der i Forening redder Gaardens Kreaturer under en Ildsvaade og heller ikke vil skilles paa Medaljedagen. Under sit første Ophold i Stockholm, hvor Ernst Ahlgren indførtes i den literære Verden, skrev hun ogsaa Breve til dette Blad. De gjorde Opsigt ved deres uforbeholdne Aabenhjærtighed og Naivitet. Man saa af dem, hvorledes den hidtil ukjendte, men higende og ærgjerrige Provinsforfatterinde nød Hovedstadens Luft og de nye, forjættende Omgivelser. Der var en Friskhed over disse Breve, et tillidsfuldt Haab om, at nu gryede en ny Dag, nu stod Solen ogsaa op for hende. Hvad der senere har bragt saa afgjørende og bitre Skuffelser, véd vi ikke. Under Samtaler med hende kunde Ordene falde saa, at det moderne Liv saavel som den moderne Literatur altfor ofte var en Sækkegade, hvor man endte med at løbe Hovedet til Blods mod den afsluttende Mur. En Gang sagde da Ernst Ahlgren til den, der skriver disse Linjer, at hun nu havde endt en Bog, der netop hævdede Sundhed og Livsmod og brød med de falske literære Recepter. Det var "Fru Marianne", hun mente. Vi har altid fundet, hun skuffede sig selv. Denne Roman var, hvad godt man end ellers vil sige om den, ingen Nybegyndelse, intet frist Hjærtes glade og lyse Digtning. Ernst Ahlgren var sundest og sandest i sine smaa skaanske Fortællinger og Skizzer.

For en tre Aar siden gav vi her i "Morgenbladet" et kort Omrids af hendes ydre Livsforhold. Det maa være nok nu at minde om, hvorledes Victoria Bruzelius var et Friluftsbarn, født og opvoxet paa Landet. Hun blev aldrig sendt i nogen Skole idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende, men allerede som ung blev hun en ivrig Rytterske og Skøjteløberske. Dobbelt tungt ramte det derfor netop hende da hun i Aarevis blev kastet paa et smertefuldt Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende først i flere Aar til Sengen, og mange af hendes kjøbenhavnske Venner vil endnu mindes, hvorledes hun senere ikke engang kunde gaa over et Gulv uden de to store Krykker. Men lidt efter lidt gjenvandt hun alligevel sin Førlighed, og sidst da vi forleden Aften saa hende i Jærnbanegade udenfor Dagmartheatret, gik den høje, slanke Dame med det blege Ansigt nok saa rask uden nogen Støttestav.

Hendes Hjem var og blev Skaane. Hun blev gift med en ældre Mand. Postmester Benedictson i Hørby og blev Stifmoder til voxne Børn. Saasnart imidlertid hendes første literære Forsøg havde brudt Isen for hende, higede hun ud fra det snævre Hjem, og de sidste Aar af sit Liv var hun en rejsende, der snart gjæstede Stockholm, snart Paris, snart Kjøbenhavn.

Hos os har hun i en Række af Aar boet ofte og tidt længe ad Gangen. Hun efterlader sig mange Venner her, der med Deltagelse vil spørge den sørgelige Udgang af et lovende Forfatterliv. Men større vil dog Tabet føles i Sverige. Ernst Ahlgren hørte til de Forfattere, der varslede en ny Literatur. Mulig vilde hun aldrig have indfriet de første og største Forhaabninger, der blev sat til hende, at hun, der kom fra Landsbygden, ogsaa skulde bringe noget af Landets Friskhed og Sundhed ind i Hovedstadsliteraturen. Der viste sig Tegn i hendes Forfattervirksomhed til, at ogsaa en Orm gnavede her. Nu er imidlertid alle Haab afbrudte. Denne Produktion hører Historien til.

De literære Forhold i Norden er lidet lyse for Øjeblikket. Der samler sig truende Skyer i Synskredsen, og en efter en tier de i Forvejen spredte Kræfter eller træder bort fra Skuepladsen. Ernst Ahlgrens bratte og beklagelige Død kan vække alvorlige Tanker hos os alle.

(Morgenbladet (København) 24. juli 1888)

Ernst Ahlgren.

Det var et Sorgens Budskab rundt om i Norden, da Telegrafen bragte Bud, at Ernst Ahlgren (Victoria Benedictson), "Penges" Forfatterinde er død.

Der er i hendes Fædreland ikke den Kvinde, som jo har læst, hvad hun har skrevet, ikke den unge Pige med fribaarne Tanker, som jo har ofret hende sin dybeste Beundring, set op til hende med Begejstring og gjerne villet reist mange Mil for blot at faa se et Glimt af hende.

Netop nu i disse Dage kom en ung, kvindelig Student i Gøteborg herned i det Haab at træffe hende. "Jeg vil bringe Ernst Ahlgren Blomster", sagde hun. Nu maatte hun nøies med at lægge en Krans paa hendes Kiste.

Ogsaa her i Danmark var hendes Navn kjendt og afholdt, ikke blot som "Penges" og "Fru Mariannes" Forfatterinde, som den ærlige og sandhedssøgende Psykolog, men ogsaa som den naturtro og fintfølende Skildrer af Fattigmands Liv og ViIkaar, som den, der har Øiet aabent for alt, hvad hun saa omkring sig, og med Humor, men ogsaa navnlig naar Talen var om Dyr - med ren Medfølelse kunde beskrive dette. Thi som Forfatterinde stod hun sikkert høist i disse Smaaskitser og Fortællinger, som for en stor Del er spredt omkring i vore Blade og Tidsskrifter, og Ingen, som har læst "Mo'r Malenes Høne", "Newfoundlænderen", "Jeppe" og flere, vil glemme dem.

Hun var en fnst og middelbar Natur, en stor Karakter, en talentfuld Kvinde; det, hun først og fremmest vilde, det var Sandhed og Klarhed. Sandhed i sit Liv og i sin Digtning, Klarhed over, om hun formanede al udrette noget Virkeligt.

Men Tvivl og Mistro mod sig selv gnavede bestandigt paa hendes Livstraad.

Jeg, der i henved fire Aar har staaet i nær og uafbrudt Forbindelse med hende og for en stor Del været fortrolig med hendes Arbeide, hendes Virken og hele hendes Tankeliv, kan maaske bedre end nogen Anden her i Danmark forklare hendes pludselige Død.

Det var Livslede, en uimodstaaelig, ubetvingelig Livslede.

For os, der havde staaet hende nær, kom dette Pludselige ikke uventet; vi vidste Alle, at Livsleden til sine Tider kom over hende som en uhyggelig Mare, der ikke lod sig afryste, som et klamt, snigende Uhyre, der sugede sig fast i hendes Tanker og drak hendes Hjærteblod.

Som Barn og ganske ung Pige havde hun været usigelig lykkelig. Med sin Fader, som hun elskede over alt, færdedes hun i Mark og Skov, hun red og hun jagede, hun kjørte de væligste Heste og foer med Vindens Fart hen over den frosne Sø. Denne Fader, denne elskede, men svage Fader, ser man idelig og al Tid dukke op i hendes Digtninger. Han døde, før hun ret var voxen, og nu tog Moderen fat; hun blev stængt inde i mørke Stuer, holdt tit Bog og Naal og den strengeste Pietisme. I den Tid fik hendes indre sit Præg, det blev korrekt og stivt og koldt, men i hendes Indre sydede det som glødende Lava. Efter Konfirmationen blev hun Guvernante, og det var hun indtil hun 20 Aar gl. blev gift med en allerede den Gang aldrende Mand, Postmester og Bankdirektør Benedictson i Hørby, Enkemand med sex Børn. At omtale hendes Ægteskabs li første Aar hører ikke herhen; men jeg tør vel antage, at hun følte sig tilmode som en Svane i en Andegaard.

Saa blev hun syg. En Knæskade fængslede hende til Sengen i to Aar; men disse to lange Aar var for hende en Udviklingens og Befrielsens Tid. Hun nød den tvungne Ro; hun arbeidede og lagde der den egentlige Grund til sin fremtidige Forfattervirksomhed; thi en Del Smaating, som hun tidligere under et andet Pseudonym havde indsendt og faaet optaget i Bladene, fandt hun selv uden al Betydning. Hendes Mand elskede hende høit, men taalte ikke, at hun skrev, derfor antog hun Forfatternavnet "Ernst Ahlgren", og Ingen anede i lange Tider, at der under dette Mærke skjulte sig en Kvinde - selv holdt hun den Gang for sin Mands Skyld strengt paa Pseudonymet.

Ved Juletid 1884 udkom "Från Skåne", og henad Foraaret 1885 "Penge". Samme Aar blev hendes Smaafortællinger oversat her i Danmark tilligemed "Penge", og begge gjorde de stor og velfortjent Lykke.

1885 var i flere Henseender af stor Betydning for hende. Banken i Hørby blev nedlagt og hendes Mand mistede som Følge deraf sin mest indbringende Stilling og den største Del af sin Indtægt. Hun havde al Tid været forvænt, aldrig behøvet at tage Hensyn til Penge; men den gode Modtagelse, hendes Bøger havde faaet, gav hende, trods sin legemlige Svaghed, der tvang hende til at gaa med Krykker, Mod til selv at tage Kampen op og med sin Pen tjene sit Livs Fornødenheder. Hun længtes ud i Livet for sammen med Jævnlige og med de Forfattere, hun gjennem deres Skrifter havde lært at beundre, at berige sin Aand, og hun indgik nu paa den Overenskomst med sin Mand, at hun skulde faa Lov at opholde sig, hvor hun vilde, imod at ernære sig selv. Han har sikkert erkjendt, at her var en Villie, som Intet kunde bøie, og derfor givet efter.

I Efteraaret 1885 reiste hun efter Indbydelse af Friherreinden Adlersparre til Stockholm, hvor hun for første Gang indførtes i Forfatternes Kreds, som deres Jævnlige og Kammerat, og fra nu af blev der Rift om hver Linie fra hendes Haand, og hun fik nu sit Arbeide godt betalt.

1886 delte hun mellem Høiby og Kjøbenhavn, hvor hun nu havde erhvervet sig Venner, og hvor hun elskede al opholde sig, at gaa paa Theatret og til Forelæsninger. Men at hun ikke var ulykkelig i sit Hjem, hvor hendes Datter og Stedbørn forgudede hende, viser bedst følgende Brudstykke af et Brev, skrevel i Oktober 1880:

"For Øieblikket befinder jeg mig saa vel her i Hørby, hvor Alle kappes om at gjøre det hyggeligt for mig. Men uagtet jeg for Øieblikket nyder den landlige Stilhed, veed jeg, at jeg i Længden vil synes, delt giver mig aandelig Tomhed, og derfor tør jeg ikke bestemme mig for at blive her. - - - Det er ganske mærkværdigt, hvor jeg befinder mig vel her. Man naar at faa saa uendelig meget bestilt paa en Dag; her er ingenting som forstyrrer En. Jeg vil lade min egen Sindsstemning afgjøre, om jeg kommer til al reise til Kjøbenhavn eller ikke. I ethvert Tilfælde fordyber jeg mig helt i Arbeider i den nærmeste Tid. Jeg har Hænderne fulde af Emner, og jeg maa skynde mig, inden Livsleden kommer igjen. Thi den kommer, det veed jeg"

Og senere samme Maaned :

"Jeg befinder mig stedse vel her i Hørby og vilde blevet her, om det ikke var for Forelæsningernes Skyld; men denne Gang har jeg foresat mig at føre Hjemmets Hygge med til Kjøbenhavn, saa jeg kommer til at føle Ulig rigtig i Ro ligesom her. De kan ikke tro, hvor bekvemt jeg har det, saadan jeg har faaet Værelserne møblerede efter eget Ønske."

1887 tilbragte hun dels i Kjøbenhavn og Paris, dels i Hørby og Stockholm, og samme Aar kastede hun Krykkerne. Først paa Aaret spilledes under stort Bifald paa det kongelige Theater i Stokholm hendes lille etakts stykke: "I Telefon" - det blev senere oversat til "Familiejournalen" og er i den allersidste Tid solgt til Kasino - henad Foraaret udkom samtidigt i Stockholm og Kjøbenhavn hendes store Roman "Fru Marianne", hendes Tankers kjæreste Barn, som beredte hende saa store Glæder og saa dybe Skuffelser. Hun skriver saaledes i Januar 1887:

"Jeg har i lang Tid været syg og ødelagt af Livslede, men de sidste fem Dage har jeg arbeidet som i Feber for at faa min "Frue" færdig. Det har været en saa umaadelig Glæde endelig at kunne arbeide, al jeg ikke har tænkt paa Andet end at skrive. Det har været herlige Dage, saa fulde af Kraft og Energi. Nu mangler jeg kun det sidste Kapitel, og det begynder jeg paa i Morgen. Der er i Slutningen et Par Scener, som har været noget af del kjæreste Arbeide, jeg har havt. Jeg holder af dem. Gid jeg kunde gjøre mig forstaaet - - - - - - - - - -  Jeg skriver saa kort, thi min elskede "Frue" venter jo paa mig. Hvilken Følelse at kunne arbeide! Jeg, som for en Uge siden led af den sorteste Fortvivlelse - jeg opmuntrer nu hele Huset."

Efter at "Fru Marianne" var udkommen og ikke her i Danmark bleven modtaget saa velvilligt af Kritiken, som hun havde ventet, begyndte hun undertiden at mistvivle om sit Talent; ikke fordi hun var bange for sit Udkomme, thi hun tjente mere end hun brugte, men hun stræbte efter det høieste Maal, Anerkjendelse af netop dem, hun ansaa for de ypperste i Aandens Rige - og Livsleden hjemsøgte hende hyppigere end nogen Sinde. Hun skriver i Juli 1887, da hun var reist til Vennerne i Stokholm:

"Vi seilede i haardt Veir fra Dalarø. Det var min første Tur i Seilbaad; jeg syntes om at seile, og naturligvis var jeg ikke bange. Hvad skulde jeg være bange? - - - - - - - - - - jeg føler, at intet i Verden kan hjælpe mig, hvis ikke denne helt forandrede Levemaade kan det -"

Og i September samme Aar:

" - mit Arbeide er mig kjærere end Luften, jeg indaander. Men en daarlig Forfatter vil jeg med Vidende og Villie ikke være. Hellere dø. - - - - - - - - - - - - - - - - det var Tanken om min Talentløshed, der gjorde, at jeg vilde begaa Selvmord. - - - - - - - - - - - - - Hvad jeg nu skriver, skriver jeg med mit Liv i den ene Haand og Pennen i den anden - for at tale i Lignelse - . Jeg behøver blot at komme til Klarhed, om jeg er en dygtig eller udygtig Forfatter. Deri ligger Afgjørelsen - - - - - - - - - - - Intet i dette Brev behøver at betragtes som en Hemmelighed."

Der var ikke i Fru Benedictsons Livsforhold noget som helst, der forklarer, hvorfor hun gav Afkald paa Livet - intet uden Livslede.

I Mai 1885 skriver hun :

"Jeg er til yderlighed skeptisk, har al Tid været det og aldrig lidt nogen Skuffelse, det være sig i Venskab eller Kjærlighed. Tværtimod: Livet har undertiden givet mig mere, end jeg havde gjort Regning paa."

Juni 1885:

"Jeg er saa mismodig, at jeg kunde fly hele Verden og begrave mig i en Hule, og det skjønt jeg kan tale og le som sædvanligt, naar jeg er sammen med Andre. Aa, jeg er saa træt af Livet, og dog vil jeg ikke opgive det endnu. - - - - - - - - - - Min Livslede er denne Gang værre end sædvanlig, og den hindrer mig i at arbeide. Men bryd Dem ikke derom, det kommer over mig periodisk. en Tilfældighed kan vække mig op af Døsigheden, og jeg veed godt - selv nu - at jeg vil vaagne op af den. Og saa lever jeg igjen."

Hun elskede sit Arbeide over Alt, tænkte ikke paa andet, levede ikke for Andel; Alt var for hende Smaating i Sammenligning med det.

Hun skriver derom i September 1885

"Jeg ønsker blot, al hele Verden kjendte mig, at jeg kan blive opfattet, saaledes som jeg er: en Arbeidsmyre, kjønsløs som de. Erotiken hører Fortiden til, Nutiden og Fremtiden er Arbeide, ikke andet end Arbejde - - - - - - - - - - - -  Jeg føler mig al Tid fremmed for dem, som lever i Overflødighed. Jeg, som har set saa meget af de lavere Klassers Raahed og Fattigdom, jeg væmmes ved Raaheden, og jeg foragter Forfiningen."

Og i Mai 1886:

"Jeg elsker mit Arbeide høit og forlanger intet bedre end helt al kunne være mig for det."

* * *

Tre Dage før hendes Død talte jeg med hende. Hun saa syg og træt ud og sagde saa underlig tonløst:

"Jeg bliver her ikke længel"

For alle hendes Nærmeste har det vist længe staaet klart, at dette saa smertelige Øieblik, Reisen til del store, ubekjendte Hinsides, vilde komme pludseligt; men tungt rammer det dog alle os, der personlig har staaet hende nær og holdt af hende, baade som Menneske og som Forfatter, og alle de Mange, der i hendes unge, friske, oprindelige Forfattervirksomhed saa noget stort og genialt i hendes Digtning, saa Realismens Sandhed i en ny og tiltalende Form.

Hendes Lidelser er nu forbi; men selv i Døden viste hun sin stærke Villie, sin kraftige Karakter

Hun kunde ikke leve længere.

Men i Ernst Ahlgren har Skandinavien mistet sin mest lovende Forfatterinde.

Sofie Horten.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 30. juli 1888)

Der findes en hjemmeside om Victoria Benedictsson. Victoria Benedictsson omtalte aldrig sit barndomshjem positivt. Det var delt mellem moderen som underviste i sprog og sang, og faderen som lærte om at håndtere våben og red til hest. 

Victoria Benedictssons sygdom i benet er af nogle mistænkt for at være psykosomatisk. Steddatteren Mattis sagde imidlertid at hun i begyndelsen af 1880'erne fik et kistelåg over benet. Lægerne kunne ikke standse inflammationen som varede i flere år og mange misykkede operationer. I stedet lykkedes det for en lægekyndig kvinde, "Lundakvinnan" Elna Hansson at stoppe inflammationerne med grødomslag. Hun var herefter i stand til at gå med krykker. 

Fra efteråret 1886 boede Ernst Ahlgren mest i København, dog afbrudt af kortere besøg i Hörby, i Paris foråret 1887 og nogle uger i foråret 1888. Her led hun under stadige økonomiske vanskeligheder. I et af sine breve klagede hun over at hun ikke engang havde råd til at købe bøger, og i et andet at økonomien ville knække hende. Men hun erklærede at hun ikke igen ville være rig og ufri, om hun så fik en million. Fra 1887 synes også hendes selvtillid til sine kunstneriske evner at vakle. I december 1887 konstaterede hun at hun have penge til at kunne leve til marts 1888. I januar 1888 forsøgte hun at begå selvmord med morfin - det mislykkedes. Det foregik ligesom selvmordet på Hotel Leopold i Hovedvagtsgade 6, mezzaninen ved Kongens Nytorv.

100 år efter hendes fødslen blev der rejst en mindesten på hendes fødesten, bekostet af bl.a. Svenska Akademin og Bonniers forlag.

Se bl.a. Ellen Key: Ernst Ahlgren. Häggström 1889. 88 sider.  Niels Erdmann: Ny svensk Skønliteratur. in: Tilskueren Bind 5, s. 264-275. Victoria Benedictsson. En sjelfbiografi ur bref ock anteckningar. Samlade och utgivne af Axel Lundegaard. Stockholm, Høggström 1890.

Desuden anmeldelser af "Penge" her på bloggen.

Begravelser paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Først Kapellet. 

Denne bygning er udelukkende opført af træ, er lav, uden ventilation, og består af 3 rum. I det største rum, som ligger i midten af bygningen, stables alle lig ind, og somme tider er her så fuldt af lig, at der kun er en smal passage til overs til folk.

Selve begravelserne finder sted fra et af de to mindre rum på hver side af “oplagsstuen".

Når en begravelse skal foregå, må altid de nærmeste pårørende til liget selv  transportere dette fra “oplagsstuen" til det rum, hvor præsten står og taler.

Det ville absolut være på sin plads at begravelsesvæsenet sørgede for at liget når følget kommer, står i det rum, hvor præsten holder sin tale, for den ulidelige stank, der hersker inde i “oplagsstuen", er noget af det styggeste man kan tænke sig.

Dagligt foregår der ikke under en halv snes begravelser fra dette kapel, som i udseende både ud- og indvendig er simpelt og smagløst.

Den forretning, som begravelsesvæsenet her gør, kaster vist så meget af sig at der for længe siden kunne være råd til at bygge et nyt kapel.

****

Den 24. marts 1860 stadfæstede Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet “forskellige

bestemmelser angående begravelsesvæsenet i København", hvorefter det “store” kapel på Assistens Kirkegård til en begravelse koster 12 kr. og det “lille" kapel samme sted 4 kr., hvorimod kapellet på Vestre Kirkegård betales med 3 kr.

Skulle denne billige og ensartede betaling på Vestre Kirkegård være årsag til, at kommunen ikke sørger for et tidssvarende kapel derude?

Nej, begravelseskontoret har måske størst fortjeneste af Vestre Kirkegård, idet der i de samme bestemmelser angående begravelsesvæsenet hedder om linjebegravelser, at “fra 1. maj 1880 foregår alle linjebegravelser på Københavns Vestre Kirkegård". For jord til et linjegravsted derude betales for en voksen 14 Kr., for et barn under 12 år 8 Kr. 

Skal et lig i frijord, lyder bestemmelseme på at “de, der igennem distriktsforstanderne oplyser, at de er ubemidlede og ude af stand til at betale for et gravsted, kan erholde jorden uden betaling, og erlægger i så fald kun det halve af de for kirkegårdskapel og ligbæring fastsatte takster. Men ved hver begravelse erlægges stedse særlig 50 øre, som tilfalder klokkeren for at indføre dødsfaldet i kirkebogen". Og endelig hedder det med hensyn til frijordsbegravelser, at “for en  sådan gravs gravning og tilkastning betales 2 kr. for en voksen og 1 kr. for et barn under 12 år". (!)

Man ser altså heraf at enten det er linjebegravelser eller frijordsbegravelser som foregår på Vestre Kirkegård, skal man altid stå med penge i hånden på begravelseskontoret, og de 4 Kr., en frijordsbegravelse koster derude, er nok det der tjenes bedst på.

Hvem har ikke set den store åbne grav på Vestre Kirkegård, som måler mindst et halvt hundrede alen i længden og en halv snes alen i bredden? Kiste ved siden af kiste, voksne og børn mellem hverandre, ikke en tomme plads imellem dem, og kniber det rigtig en gang med plads til dem alle i denne faldgrube, sættes et barnelig uden betænkning ovenpå voksent lig. Er denne åbne grav endelig fyldt med lig, kastes den til, nummerpæle sættes ned i passende afstand fra hinanden, og folk pynter på den grav, de får nummer til, og de har ret over den i 20 år, da de har været med til at betale 2 Kr. “for en sådan gravs gravning og tilkastning" (!), -  og der var mange med om den samme grav, men den var også stor, og har noget givet begravelseskontoret en god fortjeneste den dag, så er det - - frijorden.

Noget uhyggeligere end at møde til begravelse en varm sommerdag i kapellet på Vestre Kirkegård for at nedsænke et lig i frijords-kulen, kan ikke let overgå nogen.

Her trænges til forandring, og Magistraten må se at komme til erkendelse af, at de her påviste ulemper trænger til at afhjælpes hurtigst muligt.

(Social-Demokraten 5. juli 1888.)

Kjøbenhavns Politi 1. juli 1863-1. juli 1888. (Efterskrift til Politivennen).

Den 30. juni 1863 kl. 6 om aftenen var der røre på Rosenborg eksercerplads; for her holdt den nye politidirektør, etatsraad Crone, i overværelse af justitsministerens repræsentant, etatsråd Leuning, Københavns Kommunalbestyrelse, medlemmer af pressen m. fl. mønstring over det nye politikorps, der dagen efter skulle tiltræde sin virksomhed. Korpset der talte henved 240 mand, hvoraf ca. 70 havde været betjente i det gamle politi og 12 havde været vægtere, mens resten var nye folk, foretog under daværende første politiinspektør Kolderup-Rosenvinges kommando en del militære evolutioner, hvorpå etatsråd Crone i en tale, der endte med et leve for kongen og for København, formanede det til ved imødekommende og human optræden at søge at vinde befolkningens bistand, da dets opgave netop var at forsvare og understøtte denne.

Korpsets uniformer efter engelsk mønster, der i alt væsentligt lignede de nuværende, idet dog den med klæde betrukne og med ventiler forsynede læderhat senere ombyttedes med hjelmen, gjorde, såvel som mandskabets hele holdning et gunstigt indtryk på de tilstedeværende. Efter endt præsentation marcherede korpset afdelingsvis bort fra eksercerpladsen, og kl. 3 om morgenen begyndte det nye politi sine funktioner med at afløse vægterne på deres poster, for endelig en time efter at overtage hele tjenesten i hovedstaden.

I forberedelserne til den reform, der således i henhold til lov af 11. februar 1863 var trådt ud i livet, havde Dagbladet en ikke uvæsentlig del. Æren for dens gennemførelse må tilskrives justitsminister Casse og Københavns kommunalbestyrelse, navnlig Borgerrepræsentationen. Det gamle system var efterhånden, trods politidirektør Bræstrups personlige humanitet, kommet fuldstændig i miskredit, idet politiet ganske syntes at have glemt at betingelsen for dets heldige virksomhed var et velvilligt vekselvirkningsforhold mellem det og hovedstadens borgere. Et stadig patruljerende politi kendtes ikke, og når det i større antal kom til stede for at opretholde orden, skete det hyppig med en brutalitet, der ikke kendte til persons anseelse. Efter det barske "passer gaden" hang spanskrørstokkene meget løst i hænderne, og der behøvedes såre lidt for at blive slæbt i brummen. De berygtede "nytårsoptøjer", hvor en mængde personer uforskyldt fik denne medfart, satte i så henseende kronen på værket. Politiets brutale optræden havde til sidst skabt et ligefrem fjendtligt forhold mellem det og befolkningen. Man drillede stokkemændene, hvor man kunne komme afsted med det, og var altid tilbøjelig til på forhånd at give dem uret ved ethvert sammenstød. Heller ikke betænkte man sig på at narre dem, hvor man kunne, og fx helligdagsanordningen blev af de handlende kun overholdt så som så, idet butikkernes døre stod på klem og kun lukkedes helt for det øjeblik, patruljen passerede forbi. Stod imidlertid dagpolitiet således ikke i synderlig agt og ære, var det dog værre med natpolitiet, de berømmelige vægtere. Et politi som udførte størstedelen af sin vagttjeneste ved at sove i kælderhalsene, kunne ikke undgå at blive en skive for de kådeste løjer, og nattevægterne var jo i virkeligheden også fuldstændig prisgivet alle lystige svirebrødres opfindsomhed.

På disse forhold skulle nu den nye politiordning efter engelsk mønster råde bod. Vægterne afskaffedes, idet der blev indført regelmæssig patruljetjeneste for politiet både nat og dag. De forhadte spanskrørsstokke kom på pulterkammeret, og i deres sted trådte staven, et våben, hvis farlighed henviste til kun at benytte det i yderste nødstilfælde. Endelig lød parolen for det nye politi på at optræde humant og imødekommende overfor hovedstadens befolkning. I anledning af gehejmeetatsråd Crone's afgang som politidirektør i fjor påviste vi, hvorledes denne parole ikke havde været tomt mundsvejr, men virkelig var blevet det ledende princip for hele hans embedsvirksomhed. At der stundom, særlig i begyndelsen, blev begået fejlgreb, kunne vel ikke undgås, men i det hele og store viste politiet sig sin opgave voksen og vandt hurtig befolkningens tillid. Derved blev det muligt senere at holde den socialistiske bevægelse indenfor sådanne grænser, at den ikke antog nogen truende karakter, og det forhold, der betegnede det gamle politiregimente, at borgerne altid var parate til at tage parti mod politiet, slog forholdsvis hurtig over i modsætningen, at politiet kunne stole på bistand fra alle gode borgeres side. At Crone under sin embedsvirksomhed tillige havde vundet sine undergivnes hengivenhed, viste bl. a. den hædersgave, han ved sin fratræden som politidirektør 1. august 1887 modtog fra det samlede politipersonale.

I de forløbne 25 år har det københavnske politi selvfølgelig så nogenlunde måttet holde skridt med hovedstadens vækst og befolkningens tiltagen. Den 1. juli 1863 bestod politistyrken af 3 inspektører, 6 assistenter, 27 overbetjente, 15 inspektionsbetjente og 195 politibetjente, ialt 246 mand, hvoraf 82 var overgåede fra det ældre politi, nemlig 2 inspektører (M. Hertz og J. P. Nielsen), 3 assistenter (Thygesen, Hjorth og Rantzau) 14 overbetjente, 12 inspektionsbetjente og 51 politibetjente. Den 1. juli 1888 består politistyrken af 3 inspektører, 7 assistenter, 39 overbetjente, 68 inspektionsbetjente, 328 politibetjente, 40 overtallige politibetjente og 100 do. do. med lønning af statskassen, ialt 585 mand. Af disse er endnu politiassistent Rantzau, samt 5 overbetjente, 3 inspektionsbetjente og 3 politibetjente tilbage fra det ældre politi, mens af de øvrige 1 politiinspektør, 2 politiassistenter, 11 overbetjente, 10 inspektionsbetjente og 16 politibetjente har haft ansættelse i politiet siden 1. juli 1863. Også antallet af stationer er vokset. 1863 fandtes foruden hovedstationen kun de 6 kredsstationer. Nu er kredsenes i antal 7, og der er tillige oprettet flere politivagtstationer rundt om i byen. Foruden hovedstationen og de 7 kredsstationer findes 5 sådannne vagtstationer (vil man medregne den på udstillingen for i sommer indrettede vagtstation, bliver antallet endogså 6). Politistyrken er med andre ord, selv når de overtallige betjente fraregnes, vokset til henved det dobbelte, og antallet af stationer ligeledes.

Af de personalforandringer, der i samme tid er foregået i politiet, skal kun de vigtigste nævnes. Afdøde gehejmeetatsråd Crone beklædte posten som politidirektør indtil 1. august 1887, da han afløstes af den nuværende politidirektør Eugen Petersen. Som vicepolitidirektører har efter hinanden fungeret v. Osten, nuværende højesteretsassessor Koch, birkedommer Oldenburg og Eugen Petersen, der afløstes af Ravn. Inspektører for ordenspolitiet var efter hinanden Kolderup - Rosenvinge og Clausen, der afløstes af Theodor Petersen, inspektører for opdagelsespolitiet Hertz, der fra betjent sprang op til denne plads og viste sig den i fortrinlig grad voksen, samt efter ham Carsten Petersen, inspektører for sundhedspolitiet endelig J. P. Nielsen, Carsten Petersen, Thortsen og Korn. Af forhenværende politiassistenter kunne fremhæves borgmester Thalbitzer og justitsråd Hjorth. 

For at opretholde ordenen i en befolkning, der af naturen er så godmodig som den københavnske, behøves ikke noget stokkeregimente, eller snarere, et sådant gør i længden mere skade end gavn. Det var dette, man havde indset, da loven af 11. februar 1863 så lyset, og det er det omordnede københavnske politis og i første række da dets afdøde tidligere chef gehejmeetatsråd Crones hæder, at politiet i de forløbne 25 år i overensstemmelse med den nævnte lov har vidst at hævde sin myndighed uden at overskride dens grænser. Når politiet i dag fejrer femogtyveårsdagen for omordningen, sker det under sympati fra hovedstadens borgeres side, der i de forløbne år har vænnet sig til at betragte politikorpsets medlemmer som venner ikke som fjender. Noget bedre ønske kan man da ikke medgive korpset ved dets jubilæum end, at dette forhold ikke må forandre sig, men at de gode traditioner fra det første kvartsekel må fortsættes i det næste og fremdeles.

(Dagbladet, søndag 1. juli 1888)

Et smukt Træk. (Efterskrift til Politivennen)

Et smukt træk der fortjener at kendes i en videre kreds, tildrog sig 1. pinsedag på Vestre Kirkegård, skriver en indsender i "Aftenbladet". Efter jordfæstelsen af en yngre håndværker (good templar) opfordrede hr. pator Krag, der ved båren stærkt havde betonet det velsignelsesfulde liv som havde udfoldet sig i afdødes hjem som følge af hans afholdsstandpunkt, folket til her om den åbne grav at yde et bidrag til lindring af den nød han vidste herskede i hjemmet, idet enken nu stod tilbage med 6 mindre børn og det syvende i vente. Pastor Krag lagde derpå til en begyndelse en tikroneseddel i sin hat, hvorefter han gik kredsen rundt, modtagende de frivillige gaver der strømmede ind i rigelig mål. Dette smukket træk formener jeg, fortjener at kendes i en videre kreds, og er jeg derfor så fri at udbede mig plads for nærværende linjer i Deres ærede blad.

(Stubbekøbing Avis, 24. maj 1888).