Cand. pharm. Tancredo Sophus August Topp von Huth (1848-1920) var først brygmester på Tvedes Bryggeri på Frederiksberg. Fra ca. 1887 virkede han som meget søgt "massagør" der praktiserede håndspålæggelse. Han holdt foredrag foråret 1888 foredrag for fulde huse, og tusindvis af tilhørere om sin metode og dens forhold til kvaksalveriloven, som han nylig var blevet dømt efter, og han skrev flere bøger herom.
En lam helbredt af S. v. Huth.
En arbejders hustru, Bothilde Christensen, kom i går op på vort redaktionskontor for at berette om den mærkværdige kur, hun havde gennemgået. Konen var fire og halvtreds år, noget astmatist, men ellers fuldkommen rørig og åndsfrisk. Så meget mere forbavsede blev vi ved hendes fortælling, hvilken vi hermed bringer til vore læseres kundskab.
Jeg synes, det er synd, at magnetisører skal straffes som kvaksalvere", sagde hun, "sådan som der stod i bladet forleden, for efter hvad j e g kan bevidne, er der såmænd ikke kvaksalveri skabt i det. De skulle bare vide, hvordan det er gået m i g. Ja, sådan som De nu ser mig, gør De Dem slet ikke noget begreb om, hvordan jeg har set ud. De kan tro, jeg har været et plaget menneske Siden 1869 har jeg lidt af svære underlivssmerter! jeg har haft hvad de kalder en livmodersvulst, og desuden en pinagtig brokskade. I de sidste fem år har jeg oven i købet været omtrent lam i den venstre side, så jeg ikke kunne løfte armen og ligefrem måtte slæbe mig frem og klynge mig op og ned ad trapperne. Brystet har jo også været galt på mig, sådan med hoste og astma, og en betændelse har jeg også haft, her i venstre side, mellem tre ribben. Så for det meste kunne jeg jo næsten hverken stå eller gå."
"Har De da ikke søgt lægehjælp?"
"Bevares vel, jeg har været femten gange på hospitalet, og alle Københavns professorer har såmænd haft mig under behandling og brugt mig som prøveklud. Lige meget hjalp det jo! Nej, men så var det i fredags - fredag den 29. juni, det glemmer jeg ikke! - så kom jeg ind hos en manufakturhandler ude på Nordvestvej. Og han sagde til mig, at jeg skulle gå til denne hr. Huth, som magnetiserer folk. Så prøvede jeg da også på at slæbe mig derud, det er jo helt ude på Platanvej, men da jeg var kommet til Valdemarsgade, kunne jeg ikke mere. Jeg sank om på en stentrappe, og de måtte hjælpe mig ind i en sporvogn, ellers havde jeg såmænd aldrig nået så langt.
Det kneb jo også for mig at komme ind gennem gården og op i hr. Huths lejlighed. Da jeg satte mig ned var mit hovede så tungt som bly, jeg havde en tyk tåge for øjnene, og tale kunne jeg ikke. Men da hr. Huth havde gjort nogle strygninger og givet mig tre mundfulde vand at drikke, kunne jeg både rejse mig og tale. Så førte hr. Huth mig lidt rundt i haven, og da vi kom ind, gav han mig vand og strøg igen ned over mig. Da han havde gjort det tre gange, kunne jeg med stor appetit spise tre stykker rugbrød - og når De nu tænker Dem, at jeg ikke har smagt rugbrød i de sidste 10 år! Underlivssmerter har jeg ikke mærket til siden den dag."
"Hvor mange gange har hr. von Huth gentaget kuren ?"
"Jeg var derude søndag eftermiddag og så i går, onsdag, det bliver tre gange. Jeg har siddet, sådan som jeg sidder her, med mit sjal på, kun når hr. Huth har skullet kurrere mig for hovedpinen, måtte jeg tage hatten af. Ellers har han strøget mig uden på overtøjet og givet mig vand at drikke. Og der er såmænd ikke noget kvaksalveri ved det vand, for det er Guds klare vand, som jeg selv har set hr. Huth tappe af posten på en flaske, og så stryger han uden på flasken med den ene hånd og vandet smager ganske rent. Jeg har jo også fået en flaske af det med hjem for at drikke, hvis smerterne skulle komme.
"Og hvordan er det gået med lamheden?"
"Som De ser: den er ganske og aldeles borte. Jeg kan gå nok så rask, og armen bevæger jeg uden at det generer mig en smule."
Og hun vist os at hun både kunne løfte armen i vejret og lægge den helt om på ryggen, om det skulle være. Brokskaden pinte hende ikke mere. Underlivssmerterne var borte og astmaen håbede hun at kunne blive af med. Hun troede fuldt og fast på den magnetiske kurs kraft. Da hun sagde forvel, var det i det bedste humør og med livlige bevægelser.
(Social-Demokraten 6. juli 1888)
Dette og lignende tilfælde har måske inspireret forfatteren Henrik Pontoppidan til at skrive indlægget "En Kvaksalver" i Politiken 23.7.1888. I et brev til Edvard Brandes 30.7.1888 bad han om at måtte anmelde en nyudkommen bog om S. v. Huth.
For stort besøg.
Vi meddelte for kort tid siden en beretning om, hvorledes hr. S. von Huth havde helbredet en arbejders hustru, Bothilde Christensen, der siden 1869 havde lidt af svære underlivssmerter og af en pinagtig brokskade, foruden at hun havde hoste og astma og omtrent var lam i den venstre side. Konen havde været femten gange på hospitalet, hvad der ikke havde hjulpet hende det mindste, idet hun nærmest mente der at være blevet brugt som prøveklud. Denne mærkelige helbredelse kun ved hjælp af magnetiske strygninger har naturligvis vakt stor opmærksomhed rundt om, og hr von Huth har fået det at føle ved den mængde af henvendelser, der er rettet til ham både mundtlig og skriftlig, og som hvis han havde kræfter til at magte det alt sammen, rimeligvis ville have til følge, at han tog al søgningen fra de autoriserede professorer og øvrige læger, der for eller uden betaling har ret til at praktisere og forsøge deres større eller mindre dygtighed på deres lidende medmennesker.
Det kan hr. van Huth imidlertid af forskellige grunde ikke. Han har gennem bladene måttet anmode alle de mange syge, der trænger til hjælp, om at henvende sig til dem, der giver sig af med magnetisk behandling, og at han kun arbejder for udbredelse af kendskab til og tro på den nævnte behandling.
Som et andet bevis på hvor stærk trangen er til andre helbredelsesmetoder end dem, der sædvanlig anvendes af lægerne mod forskellige sygdomme, er den mængde besøg, den ovenomtalte kone, madam Christensen, siden sin helbredelse har haft i sit hjem. Hun meddelte os under et besøg i går at de mange forespørgsler der rettes til hende, er nær ved at tage livet af hende, da hun ikke kan holde ud at tale så meget, og desuden er nær ved at sulte ihjel, fordi hun ikke kan få lejlighed til at fortjene noget under alle de talrige besøg.
Der har været "fine damer", professor- og doktorfruer imellem, mener mad. Christensen. som skulle føle hende på tænderne for at få opdaget, om "Social-Demokratens" beretning ikke var urigtig: der er kommet lidende, som ville have trøst og oplysning angående hendes sygdom, for at sammenligne den med deres egen; der har været forskellige mandlige og kvindelige spioner, som ville have hende til at fortælle sin helbredelseshistorie for mulig derigennem at fange hr. von Huth. der enten skal dømmes som troldmand eller som kvaksalver, hvis man kunne få konstateret, at han tog betaling for sine kure.
Selvfølgelig har det intelligente og energiske frederiksbergske politi heller ikke ligget på den lade side. Der indfandt sig nemlig også en af politifuldmægtig Holcks uniformerede tjenere, som med hensyn til høflighed og velopdragenhed fuldt ud stod på højde med sin chef. Han gik straks løs på sagen og ville absolut have madam Christensen til at bekende hvor meget hun havde givet von Huth for kuren, og da der ikke var noget at få at vide i denne retning, gik han over til det næste spørgsmål: Om von Huth ikke havde rørt om i vandet, hun fik at drikke, med fingrene. Svaret var en bestemt anmodning om at gå, hvilket den frederiksbergske "opdager" langt om længe bekvemmede sig til. Senere kom han igen civil, stolende på at han i almindeligt borgerligt tøj ville være ukendelig, men skønt der under andre forhold kunne være noget i denne tanke, slog den dog ikke til her. Han blev straks genkendt og forsvandt derpå skyndsomst.
Resultatet af disse besøg er som ovenfor omtalt imidlertid at madam Christensen anråber folk om at skåne hende for besøg, dels for sit helbreds og dels for sit udkommes skyld.
(Social-Demokraten, 27. juli 1888)
Magnetisør S v. Huth.
Efter at de sidste meddelelser om hr. S. v. Huths vidunderkure er kommet i offenlighedens kundskab, har der været en så overdentlig tilstrømning til hans bolig på Platanvej at han ligefrem har set sig nødsaget til at rømme af landet for en kort tid for at få nogen ro. Fra alle dele af provinserne kommer lidende rejsende til mirakeldoktoren, og da han selvfølgelig kun kan beskæftige sig med et mindretal af dem, har mange måttet rejse forgæves. Han har nu bekendtgjort at han foreløbig ikke befatter siq med magnetiske kure, idet han henviser de syge til forskellige mænd i København der i mere eller mindre grad er i besiddelse af de samme evner som han. (En af disse - en dame - er imidlertid blevet idømt en bøde af 80 kr for at have foretaget magnetiske kure). Selv er han imidlertid rejst til Tyskland i et par uger for at rådføre sig med bekendte magnetisører og muligvis finde ny veje til videre udvikling af hans kurmetode. Imidlertid venter mange med længsel på hans tilbagekomst, og da han i det hele taget synes at være blevet en af vor tids "berømtheder", kan det måske interessere mange at få lidt nærmere kendskab til ham. Kandidat S. v. Huth er født i Maribo den 17. februar 1848 og er en søn af toldassistent T. v. Huth (sønnesøn af den mere bekendte general og statsminister V. v. Huth). Han fik sin skoleundervisning i byerne Husum og Slesvig og kom i 17-årsalderen på Vajsenhusapoteket i København, hvor han trods en arbejdstid, der varede fra 6 morgen til 11 aften, dog fik tid til på egen hånd at læse til præliminæreksamen. I 1870 blev han kandidat i farmacien med 1. karakter, og kort efter fik han ansættelse som inspektør på Gl. Carlsberg. Etter få års virksomhed her tiltrådte han, dels på egen bekostning, dels med understøttelse af det Reiersenske Fond en længere udenlandsrejse for grundig at uddanne sig videre i bryggerifaget. Han besøgte bryggerakademiet i Worms, tog derefter plads som simpel arbejder på flere større bryggerier i Tyskland (især i Bayern), Frankrig og Østerrig og vendte endelig efter 18 måneders fravær tilbage til hjemmet. Her gik han først nogen tid på Carlsberg Laboratorium, fik senere ansættelse hos brygger Wiibroe i Helsingør og på Rabeshaves Bryggeri og overtog endelig for fire år siden sin nuværende plads som brygmester på Tvedes Bryggeri, hvor han har indrettet sig et laboratorium for mikroskopisk bakterie-, gær- og ølundersøgelse. Da den bekendte hypnotisør Carl Hansen for et par år siden kom til København. overværede hr v Huth en af hans seancer, som vakte hans interesse og opmærksomhed, hvorfor han gjorde sig bekendt med en stor del af den fremmede litteratur der omhandlede denne videnskab. Hypnotismen fandt dog ikke hans sympati på grund af den fare der for lægmands vedkommende er forbundet med den; derimod fik han samtidig øje for magnetismens betydning for lægevidenskaben, og han gav sig til at studere Messners og hans efterfølgeres værker. Særlig var det dr. phil. friherre von Reichenbachs skrifter, der tiltalte ham og som nu danner grundlaget for hans helbredelsesmåde. Medens disse studier stod på, gjorde han tilfældig bekendtskab med en amerikansk behandlingsmåde efter det såkaldte magnetiske princip, og da denne behandlingsmåde både var simpel og ofte havde næsten vidunderlige virkninger, optog han den, gående ud fra, at den var kaldet til at gøre sig gældende som et uskyldigt, men probat middel i mangfoldige tilfælde i det daglige liv. Metodens anvendelighed blev straks prøvet i praksis med godt udfald, og dette gav efterhånden mere tro og tillid, så at han snart ved studium, forsøg, iagttagelse og omtanke fik dannet sig et solidt grundlag at bygge videre på.
Således godt udrustet med teori og praksis ville skæbnen eller tilfældet at hr. S. v Huth skulle blive talsmand for en tilsyneladende meget primitiv, men ikke desto mindre betydningsfuld helbredelsesmåde, som til dels har været kendt og udøvet fra Arilds tid, men grundet på mange omstændigheder ikke har kunnet komme til sin ret. Hvorvidt det vil lykkes hr v. Huth at få tilvejebragt en almindelig erkendelse af at denne evne til at helbrede er givet ethvert menneske (ganske vist i noget forskjellig grad) vil fremtiden vise. Har han ret i denne sin påstand, kan det jo kun være ønskeligt at kendskabet til en så ufarlig helbredelsesmåde udbredes i så vide kredse som muligt.
(Middelfart Avis, 29. juli 1888).
Mere præcist var han søn af kammerråd Tancredo Vilhelm Philip Georg von Huth (1817-1888). Hans bedstefar var den indflydelsesrige Heinrich Vilhelm von Huth (1717-1806), oprindelig fra Sachsen, men fra 1765 gjorde han karriere i Danmark, hvor han under Struensee blev chef for Artilleri- og Ingeniørkorpsene. Han deltog i statskuppet 1784 hvorefter han fungerede som statsminister til sin død. Selvom han 1776 var dansk statsborger, talte han aldrig dansk.
Kvaksalveri, magnetisk behandling og massage.
(Af S. v. Huth i "Aftenbl.")
Atter er en magnetisør blevet dømt for kvaksalveri, uagtet han ingen medikamenter har anvendt og som honorar kun modtaget, hvad de taknemmelige patienter har givet ham, for ikke at tale om at han gratis har helbredt mange fattige, og at bevislig ingen overlast er tilføjet nogen ved behandlingen. Magnetisk behandling bedømmes som kvaksalveri, mens massage går ram forbi, uagtet ingen kan benægte at magnetisme anvendes i begge tilfælde, grundet på at begge fremgangsmåder består i manipulationer med hænderne.
Forskellen mellem disse er den at der ved massage gnides og stryges på det blotte legeme med anvendelse af kraft og opad, ved magnetisk behandling derimod stryges nedad uden kraftanvendelse med svag eller ingen berøring og i reglen uden på klædningen. Massage er som oftest ubehagelig og langsomtvirkende, magnetisk behandling altid særdeles behagelig og som regel hurtigvirkende. Den førstes resultater står langt tilbage for den sidstes, og ingen som har prøvet begge dele, vil være i tvivl om valget. Magnetisme anvendes altså ved begge behandlingsmåder, og det vil være vanskeligt at sætte en bestemt og fornuftig grænse for hvor tilladeligheden hører op og strafskyldigheden begynder; man må derfor forbavses over at domstolene kan dømme den ene og frikende den anden behandlingsmåde.
J.P.Jensen, Nørrefarimagsgade, har kun behandlet patienter som har opgivet at søge den sædvanlige lægehjælp, og han har opnået resultater, som må sætte alle, selv lægestanden, i forundring. Medikamenter har han ikke brugt, og betaling har han ikke forlangt, uhelbredelige har han helbredt kun ved benyttelsen af sine hænder. Dette kaldes kvaksalven og forbydes.
Hvad lægerne ikke kan helbrede, har han helbredt og således bevist, at den nye lægemetode har en stor betydning og bør komme til sin ret. Dette er imidlertid en sag som publikum eventuelt selv må tage i sin hånd. Som bevis for hvad Jensen har udrettet, og hvorfor han er blevet dømt, tillader jeg mig at give et kort uddrag af nogle helbredelser, for hvilke han har attest.
En lille pige blev under behandling hos en øjenlæge fuldstændig blind og så nervesvækket og mat, at hun ikke kunne gå. Efter to behandlinger kunne hun se med det ene øje, efter tredje blev synet fuldstændigt på begge øjne. Snart efter var hun helbredt og matheden forsvundet.
En mand som i ca. to måneder havde været plaget af hovedpine og svimmelhed, således at han intet kunne foretage sig, samt i ca. 9 år havde lidt skrækkelig af gigt, blev helbredt ved fire behandlinger.
En dreng, som på grund af sammentrækning af legemet, der berøvede ham ro både nat og dag, næsten var blevet en vanskabning, om hvem flere af Københavns første læger udtalte at de ikke kendte sygdommen, blev ved første behandling i høj grad lindret og efter fire behandlinger fuldstændig helbredt.
En mand som var plaget af gigt i arme og ben, led forfærdelige smerter, blev helbredt fuldstændig ved en behandling som varede ca. 15 minutter. Han stod straks op af sengen og kunne næste morgen passe sit sædvanlige arbejde.
En kone som i flere år havde lidt af nervøs hovedpine og været sengeliggende i fire uger, mærkede ved første behandling betydelig bedring, og efter anden behandling var sygdommen næsten fuldstændig forsvundet.
En patient der led af nervesvækkelse, blev fuldstændig helbredt ved første behandling.
En patient der led i meget høj grad af sukkersyge og plaget i høj grad af gigt, blev efter fire ugers forløb fuldstændig helbredt både for sukkersyge og gigt.
En pige der led af blegsot i ca. 3 år, som forgæves havde søgt alløopater og homøopater, blev helbredt ved en halv snes behandlinger.
Når ovenstående mærkelige helbredelser kan foretages af en lægmand uden lægevidenskabelig dannelse, så må det for det første tyde på at metoden er meget simpel, men god, for det andet at den i sagkyndiges hænder vil kunne drive det til endnu større resultater, og for det tredje at den har en betydning for det lidende samfund, som ikke bør undervurderes. For den arbejder hånd i hånd med naturens selvhjælp, medens medicinen meget ofte virker stik imod.
(Horsens Folkeblad, 23. august 1888).
Von Huth vedblev i de kommende år med at udsende lignende opremsninger af tilfælde hvor kuren virkede.
Et besøg hos S. von Huth.
Vi følte trang til at besøge denne mærkelige mand. Altså opspurgte vi hans adresse og begav os på vej.
Ude i en lille villa på Platanvej bor den i øjeblikket af københavnerne så meget omtalte magnetisør. Ganske let er han ingenlunde at få i tale, hans magnetiske virksomhed har truet med at gribe forstyrrende ind i hans borgerlige livsstilling; derfor underretter store plakater på hans dør de besøgende om, at han ganske mangler tid til at beskæftige sig med syge og lidende, hvorimod han henviser til forskellige herrer og damer, der helbreder efter hans metode.
Dog helt slipper den moderne mirakelmager ikke - mange lidende medlemmer af menneskeheden kommer alligevel over den tærskel, hvor vidunderkurene går for sig - hr. Huth gør, når det er ham muligt, undtagelser fra regelen.
Efter et par gange at have søgt husets herre forgæves, lykkedes det omsider en eftermiddag at træffe ham. Dog stilledes der ventetid i udsigt, hr. Huth var netop beskæftiget med en patient.
Deres meddeler førtes op i hans arbejdsværelse, et tarvelig udstyret rum, opfyldt af alskens, til et kemisk laboratorium henhørende remedier. På et af værelsets vægge var et stort, omhyggelig indramme bryggeri-diplom fra Worms, i hvilket hr Sophus von Huth fik attest for "vorzüglich bestandenen Examen". Under dette testimonium sås en Gambrinus, tronende mellem Lager- og Exportbier. Æskulap-insignier ledte man forgæves efter. Intet fakultet har i så henseende hædret hr. Huth - men desmere har det store publikum påskønnet ham.
- Omsider høres trin, og et øjeblik efter har man manden for sig. En lille, firskåren herre på omkring de 50, tyndhåret, fuldskægget, ansigtsudtrykket ret energisk, Øjnene gemte bag farvede briller, Min første forespørgsel er fra en boghandler, som meget ønsker at forlægge en bog om dette aktuelle emne.
"Hvor skal jeg få tid til at skrive den," svarer Huth - "min brygmester-stilling optager den største del af min dag, og resten helliger jeg mine patienter. Men jeg vil forresten skrive en bog, når kun tid og lejlighed gives."
"Tør jeg straks gøre et spørgsmål, hr. Huth; anser De den kraft, De anvender ved Deres kure, for at være hovedsagelig fysisk eller psykisk?"
Et lille, skarpt blik bag brillerne - et blik, som stræber at opdage om han står overfor en troende eller ikke-troende - og svaret lyder:
"Måske hovedsagelig psykisk, men absolut også fysisk. De kan selv prøve" - og Huth griber min arm, hvorefter han i et par tommers afstand stryger ned ad den med sin højre hånd.
"Hvad føler De nu?"
"Jeg synes, jeg føler en vis kølig fornemmelse."
Hr. Huth foretager derpå nogle strygninger på samme arm med sin venstre hånd "Hvad føler De nu?"
"En lignende, men noget varmere fornemmelse."
"Ser De - hvori troer De, forskellen ligger?"
Jeg erklærer ikke at vide det.
"Det er forskellen mellem positiv og negativ. Min højre arm frembringer en noget anden virkning end den venstre. De kan overbevise Dem om det på en anden måde. Tag blot to glas vand, hold det ene i højre, det andet i venstre hånd. Smag så på vandet efter nogle minutters forløb, og det ene glas vand vil smage friskt og godt, det andet vammelt og modbydeligt."
"Hvorledes forklarer De så dette?"
"Forskellen mellem positiv og negativ, lig polerne i en magnet."
"Hm! - Tror De, som Mesmer, at der findes et magnetisk fluidum i det menneskelige legeme?"
"Sikkert! Dette kan De også overbevise Dem om. Spær Dem med en anden inde i et aldeles bælgmørkt rum, hvor ikke den ringeste lysstribe trænger ind. Bliv rolig siddende der en time eller to - og De vil for det første blive overbevist om at det er en fejl anskuelse at menneskene ikke kan se i mørke. Og hvad vil De dernæst se? De vil se det magnetiske fluidum omgive hele legemet som en glorie! Og så det mærkeligste: på højre side vil det lyse i en anden farve end på venstre. Blålig og gullig fx - Fuld forklaring af magnetismens fænomener kan jeg jo ikke give - jeg har kun forholdsvis kort tid beskæftiget mig med den . . . min bog skal være for lægfolk , den videnskabelige begrundelse overlader jeg til andre - jeg holder mig kun til de fakta, mine øjne har set."
"De kure, De har udført?"
"Ja. Små Mirakler har det undertiden været. Fx på en gammel kone; hun var halv blind eller så i det mindste som gennem en tåge. Og kunne ikke gå - jeg behandlede hende nogle minutter .... så sprang hun op og råbte; Åh, Herregud, nu kan jeg jo både se og gå!"
"Den virkning må da utvivlsomt være frembragt ad psykisk vej."
"I dette tilfælde, ja . . . men - den brokskade, konen led under?" forsvandt den også?"
"Næsten, ja."
Nu var jeg mere end forbavset og så lidt tvivlende på hr. Huth. ..Ikke fuldstændig helbredt, naturligvis - men dog så vidt, at hun havde betydelig mindre men af den end hidtil. Hendes astmalidelser bedredes også."
"Apropos! Brystsygdomme - mener De også, at lungelidelser, som fx tuberkler, kan helbredes ved magnetismen?"
"Upåtvivlelig. Bakterierne dræbes ved magnetismen."
"Ved strygninger i afstand fra kroppen?"
"Ja - ved hjælp af det magnetiske fluidums kraft."
"Magnetismen må altså kunne overflødiggøre alle apotekersager. Dog nu et middel som kinin, febersygdommenes bekæmper, - vil det også være overflødigt?"
"Ja! Særlig mod febersygdomme er magnetismen gennem sine beroligende virkninger uvurderlig."
Nå - tænkte jeg - der er i hvert tilfælde ingen prutten med mirakelvirkningerne; men jeg sagde blot:
"Ja. Belyses burde unægtelig denne sag - jeg for mit vedkommende har dog den tro, at virkningen bunder i bevidst eller ubevidst hypnotisme, og først og fremmest er afhængig af tro på magnetismens kraft."
"Ja, stærk tro er heldig, men ikke nødvendig, da magnetismen, som jeg siger Dem, også virker fysisk. Men undskyld mig nu et øjeblik, der venter en patient dernede - jeg skal straks være hos Dem igen."
Derefter forsvandt hr. Huth ud gennem døren og lod mig en stund være ene med mine tanker.
(fortsættes.)
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 10. september 1888. Artiklen fortsattes 2 dage efter. Dagen efter refereredes der til artiklen fra 10. september og en seance samme dag hos v. Huth.)
Et besøg hos S. von Huth.
Medens hr. Huth var borte, grundede jeg lidt over disse mirakuløse ting. Jeg kom uvilkårlig til at tænke på Aage Hyttens felttog mod magnetismen, og hans ord i så henseende: - Selv om det lykkes ved magnetismens hjælp at befri et menneske for smerter, så sker det dog kun i kraft af indbildningen; den sygdom, der er smertens kilde, går dog sin gang og fuldbyrder sit værk - sundheden er et bedrag, deri ligger netop faren." Jeg huskede fortællingen om, hvorledes en læge, der skulle helbrede en art hypokondri, brugte det samme middel som en klog mand, idet han tog et stykke bændel, slog 17 sløjfer derpå og gav patienten det med ordre om dybeste tavshed, og den hyperkondre mand blev for resten af sit liv - sangviniker; ligeledes anekdoten om slet og ret pebermyntevand, der blev udgivet for en særdeles kraftig medicin, etc. etc. Jeg tænkte fremdeles på om ikke homøopatien også hyppig kurerer ved troen og ved at lade livskraften selv helbrede.
Medens jeg var ved disse betragtninger over livskraftens helbredende evne, naturens egen, store, lægende kraft (der efter de sidste videnskabelige forsøg er så eminent, at afhuggede lemmer kan vokse sammen med legemet igen), kom hr. Huth tilbage. Han medbragte nu en flaske, i hvis hals han uafladelig holdt sin højre hånds pegefinger. "Så, nu er jeg for så vidt færdig med min patient - jeg skal kun have magnetiseret dette vand til hende."
"Magnetisere vandet?"
"Javel. Hun kommer af og til og får en flaske. Det hjælper hende."
"Og De magnetiserer det kun ved at holde Deres finger i flaskeaabningcn."
"Ja, Noget af min livskraft overføres derved på vandet og gennem vandet til patienten. Man har forskellige benævnelser for dette: "helbredende livskraft-stof" eller "fluidum", hvad De nu vil kalde det. Jeg kalder det Od."
"Tør jeg spørge, hr. Huth, er det efter eget eller andres system, at De magnetiserer?"
"Nærmest efter en tysk magnetisør, som hedder Heichenhach. Men i øvrigt har jeg anskaffet mig en mængde udenlandske værker, som slet ikke er kendt herhjemme. Jeg vil have æren af at have gjort opmærksom på magnetismens undere her i Danmark, - jeg ved ved mig selv, at jeg derved vil gøre mit fædreland en tjeneste. Nedsatte jeg mig som magnetisør og modtog patienter for betaling, kunde jeg tjene en formue, men jeg har dog ikke lyst til, at det skal gå mig således som fx magnetisør Jensen i Nørrefarimagsgade, at blive sat fast en skønne dag."
"Når magnetismen indeholder en sådan vidunder-lægedom; kan man jo nok forstå, at lægerne værner om deres levebrød."
"De ville dog med tiden blive tvunget til at bøje sig for kendsgerningerne og selv optage den samme helbredelsesmetode."
"Unægteligt, medicinsygdommenes tal er vist legio. - men man har jo også særlig i den senere tid ved vandkure, gymnastik og massage søgt at komme bort fra medicinforgiftnignerne."
"Min metode står højt over alle de andre - ikke mindst ved den bekvemme måde den kan udøves på. Jeg stryger ikke på legemet, men kun i afstand fra det - jeg fordrer ikke patientens afklædning, men stryger udenpå klæderne."
"Hvorfor hævder De, at magnetisøren altid skal stryge nedad?"
"Fordi strygningerne skal følge nervernes hovedretning - har De en smerte i armen, og jeg stryger opad, kan ondet flytte sig og sætte sig fast i Deres skulder - ved nedadstrygningerne derimod ligesom drager jeg smerterne ud gennem Deres fingerspidser. Så vidt jeg kan skønne, vil De i øvrigt være meget modtagelig. De vil, når De bliver syg, let selv kunne kurere Dem, blot ved den magnetiske kraft i Deres eget legeme - ved strygninger langs det syge sted."
"Og De tror ikke, lidt skepsis overfor magnetismen vil have noget at sige?"
"Meget lidt. Kendsgerninger må De bøje Dem for. De vil kunne gøre erfaringer i så henseende, selv uden at fejle noget. Stryg Deres Arm tilstrækkelig, og De vil evne at gøre den aldeles stiv."
"Altså hypnotisme!"
"Ja, magnetisme og hypnotisme ligge jo meget nær ved hinanden; men de er dog ikke et. Når en af mine patienter kommer til mig, og hans arm ved hypnotisme er blevet ubøjelig, stryger jeg enten nogle gange vandret, ud til siderne, eller puster blot på armen, og den hypnotiske virkning bliver øjeblikkelig bogstavelig blæst bort."
"Man brugte jo for en del år siden veritable magneter og tillagde dem helbredende virkning."
"Overtro. Uden den magnetiske kraft hånden, der fører dem, er de intet værd."
"Man var også engang af den tro, at en hund som sov umiddelbart op ad legemet, kunne befri for gigtsmerter, idet den drog gigten fra mennesket over i sig. Anser De ogsaa det for overtro?"
"Ubetinget ikke. Jeg kan ved at magnetisere en anden få smerterne over i min egen krop, men kan da atter befri mig selv for dem - stryge dem bort. Enhver vil, halvt ubevidst, hyppig have erfaret den magnetiske kraft. Ved hovedpine for eksempel Man lægger uvilkårlig hånden på hovedet, og man får et øjebliks lindring. Men den kraft, der skaffer denne lindring, kan videre benyttet, helt skaffe hovedpinen bort.
Hr. Huth og jeg talte endnu længe sammen om dette nye vidunder-helbredelsesmiddel som enhver i højere eller ringere grad selv er i besiddelse af, inden jeg med tak for alle modtagne oplysninger tog min hat og bød farvel.
På vejen til mit hjem tænkte jeg en del frem og tilbage over denne for menneskeheden epokegørende opdagelse, og til mine tanker knyttede sig et fromt ønske om at i dette tilfælde humbuggens værtshus ikke måtte bygge alt for tæt ved troens kirke.
X
(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 12. september 1888)
I oktober 1888 forbød autoriterne i den schweiziske kanton Neuchatel magnetisme som både socialt og moralsk skadeligt.
Sagsanlæggelsen mod S. v. Huth.
Den sag der i fjor blev anlagt mod kand. S. v. Huth, venter ifølge en provinskorrespondent endnu stadig på sin afgørelse. Hr. Huth har flere gange mødt i retten med patienter og overbevist assessorerne om at der hverken var humbug eller trolleri ved hans kunst, og dommerne nærer efter sigende heller ingen tvivl derom. Der er imidlertid gamle lovbestemmelser som er overtrådt, og sagen vil utvivlsomt føre til hr. Huths domfældelse. Han har imidlertid jævnligt i den senere tid forhørt sig om et resultat på undersøgelsen, men retten har stadig svaret at den først skulle dømme en magnetisør Albertsen som politiet ikke kunne finde. Ret mærkeligt er det imidlertid at denne Albertsen står opført i vejviseren, og da hr. Huth opsøgte ham på hans bopæl, erklærede han at han ikke havde nogen som helst anelse om at han blev eftersøgt af politiet.
Den tidligere omtalte bog om naturlægemetoden som v. Huth udgav i slutnignen af forrige år og som tryktes i et oplag af 3.000 eksemplarer, blev udsolgt i løbet af et par uger. For otte dage siden blev yderligere trykt 2.000 eksemplarer, men også dette oplag er så godt som udsolgt. Det lader altså til at interessen for sagen endnu fremdeles er i tiltagen.
(Social-Demokraten, 7. februar 1889).
I 1889 dannedes "Magnetisk Forening" som holdt foredrag og seancer i et stort lokale ved Nørrevold. Ligeledes tidsskriftet "Magneten". På det tidspunkt var stemningen i pressen vendt, og bladet "København" satiriserede over von Huth:
Von Huth hos Hs. Exc. Nellemann.
Efter det heldige udfald af audiensen hos hs. majestæt kongen, følte hr. Huth sig opmuntret til at aflægge justitsministeren en lille magnetisk visit.
Hr. von Huth fastede derfor i 3 dage, - nød kun en lille finger til frokost, et par negle skarp sauce til middag og en salt kno før han gik til sengs - og i går kørte han så afsted til ministeren, denne gang ledsaget af hr. C. Albertsen, der under armen bar en stor kasse af et hemmelighedsfuldt udseende.
Såsnart hr. v. Huth og hans ledsager var anmeldt, steg de ud og modtoges yderst forekommende af ministeren, der forespurgte, om hr. Huth havde befundet sig vel, da han var ministerens gæst på Christianshavn.
H. v. Huth takkede og greb pludselig ministerens hånd, så excellencen stift i øjnene et halvt minut og sagde derefter med overbevisning: Nu sover De.
Da hs. excellence ikke tilbøjelig til at indrømme dette, forandrede Hr. v. Huth taktik og spurgte, om det måtte være ham tilladt at forklare den magnetiske metode. Ministeren gav tilladelsen, og hr. v. Huth begyndte. Han trykkede excellencen ned i en stol og følte på hans baghoved, derefter strøg han ham ned ad ryggen og spurgte, om ministeren mærkede livskraften. Hs. excellence benægtede det. Hr. Albertsen tog da den såkaldte magnetiske massage til hjælp. Han begyndte på ministerens ene knæ med små, venlige slag, - samtidig bearbejdede hr. v. Huth ryggen.
Da hs. excellence stadig benægtede at kunne føle noget særligt, blev de to herrer temmelig ophidsede. Med en meddelelse om at det skulle gå, smed hr. v. Huth frakken, og det magnetiske arbejde begyndte på kraft. Hr. v. Huth gned løs på ministerens isse, mens hr. Albertsen hamrede løs paa sammes mave - under vedvarende udtalelser om, at den magnetiske metode var et fortræffeligt rusmiddel. - Hs. excellence begyndte på dette tidspunkt at ømme sig. Dette tegn modtog de to audienssøgende med glæde, hvorfor de forøgede deres anstrengelser. - Hr. Albertsen meddelte nu, at han begyndte at få betænkelige hudafskrabninger på hånden. Ministeren stønnede højt, og sveden sprang af hr. v. Huths pande.
- "Det går nok" - "Bliv bare ved" - opmuntrede de to hinanden Da pludselig - uden at hs. excellence anede det - tog hr., Huth et reb frem og surrede om ministeren, og i et nu havde hr. Albertsen åbnet kassen og taget sin magnetiske maskine frem. Hs. excellences hænder blev anbragte mellem alle de mærkelige magneter og hjul, og hr. Albertsen begyndte at dreje.
Det gav et sæt i ministeren Og straks gled et sejrssmil over hr. v. Huths ansigt - og hr Albertsen drejede løs. Ministeren stønnede. - De sære instrumenter rev og sled i excellencens fingre - og hr. Albertsen drejede ubarmhjertigt løs. Ministeren begyndte at bede for sig. - Hr. v. Huth fordrede en erklæring om, at oddkraften havde virket. - Ministeren, der led de rædsomste Kvaler, afgav den under høje véråb og kom fri.
Med gru så ministeren på sine blodige hænder. Hr. von Huth bemærkede det og sagde smilende: Det har taget på Deres excellence, men De er jo også begynder; må jeg have den ære at overrække Dem et eksemplar af "Magneten" (magnetisk papir). Man lægger sig det på hjertet og bliver straks rask.
Hr. von Huth og hr. C. Albertsen forlod derpå audienssalen med en allerunderdanigst tak for hs. excellences sympati for sagen
Don Enrico.
(København, 15. august 1889. Artiklen er en satire over von Huths helbredelsesmetoder). v Huth blev gift med en spiritist i 1891, og efter at han havde fået afslag mod at praktisere, rejste de til Sverige. v Huth blev dømt efter en gammel kvaksalverilov som mange fandt utidssvarende, idet hans virksomhed blev anset som gavnlig og uegennyttig. I 1893 kastede v. Huth sig over spiritismen, begyndte at holde foredrag om det og planlagde at udgive et spiritistisk tidsskrift.
På Fælleden (1889) var næsten 2.000 mennesker mødt op på Nørrefælled. Hr. Huth indledte med den ved håndspålæggelse fremkaldte varmefornemmelses indflydelse. Derefter talte magnetisør Nielsen om magnetismen som den moderne magnetisme og krævede den urimelige kvaksalverlov ophævet. Bruhn påviste, at læger, der gav forkert medicin, er en værre kvaksalver end den mand, der helbreder ved håndspålæggelse og strygning. Alle de forsamlede var enige om, at kvaksalverloven skulle afskaffes.
En ny naturkraft.
Prof. Rorschelt i Leipzig fandt i 1891 en naturkraft af lignende art som elektricitet og magnetisme. Han havde konstrueret et såkaldt "solæter-stråleapparat" bestående af forsølvet kobbertråd i små spiraler, hvilket skulle udøve en mærkelig indflydelse på folk.
Nu har den bekendte magnetisør hr. Huth opnået de samme virkninger med et lille knippe bygaks, siger han. Når man ophænger et sådant knippe med de mange, fine, spidste avner ien snor et par tommer over et menneskes hovede, så udøver det på følsomme personer en ejendommelig prikkende eller tyngende fornemmelse som føles i hovedet og ofte ned gennem kroppen eller også i håndfladen når man holder den under aksene. Hr. Huth mener at det muligvis er en slags magnetisme der her giver sig til kende. I øvrigt kan læserne jo selv prøve om de kan fornemme denne "naturkraft". Bygaks er det allenfals ikke så svært at få fat i.
(Fredericia Dagblad, 8. december 1893).
v Huth døde af flere års tiltagende hjertesygdom i sit hjem, 15. november 1920.
Tilliden til magnetismen holdt sig lang tid efter. I et brev fra 21. april 1929 til forfatteren Henrik Pontoppidan anbefaler H. J. Hansen ham at prøve en sådan:
De erindrer måske, at en baron og premierløjtnant (eller ritmester) ved husarerne, Wedell-Wedellsborg, var gal væddeløbsrytter, og det endte med, at han styrtede og slog sig fordærvet. Han led frygteligt; lægerne kunne ikke hjælpe ham synderligt. Hans broder, der var dr. phil. i matematik (er forlængst død), kom i den tid af og til hos os. Han fortalte om broderens smerter og at lægerne ikke kunne hjælpe. Vi kendte en smule til cand. pharm. S. v. Huth, der på sine ældre år havde nedsat sig som "massør", det vil sige: han masserede ikke, men holdt på folk eller strøg hen af dem – og hans mærkelige såkaldt magnetiske evner kunne borttage smerter i mange tilfælde eller styrke for nervesvaghed. En praktiserende læge på Frederiksberg sendte sine rekonvalescenter til ham, når de var medtagne af længere sygdom. Jeg gav så dr. Wedell det råd, at de skulle se at få v. Huth til at prøve på at behandle den ødelagte officer. Man fulgte rådet; det kneb med at få ham til at tage sådan ud på sygebesøg, men endelig gik han ind derpå, og dr. Wedell fortalte mig ikke så længe efter, at Huth havde gjort den værkbrudne broder smertefri, altså uden medicin, blot ved strygning. v. Huth døde desværre for adskillige år siden, men skønt hans evner er sjældne, er der dog enkelte, der har noget lignende. v. Huth boede Rolighedsvej 5 (Frederiksberg) og jeg ser i telefonbogen, at der nu bor en fotograf v. Huth, utvivlsomt hans søn. Måske lever fru Huth også. Jeg er tilbøjelig til at antage, at sønnen (eller eventuelt hans moder) kunne opgive Dem navnet på en eller anden person, der har lignende evne. Måske kunne Deres brodersøn lægen også nævne Dem en sådan "magnetisør"; de fleste læger kan ikke lide sådanne personer, betragter dem vist oftest som charlataner, og det er mange af dem vel også, men ikke alle; v. Huth var det slet ikke. Hvis De ved en slig blid behandling af en "magnetisør" kunne blive befriet for Deres ansigtssmerter, ville det da da nok være værd at forsøge det, og jeg er ikke utilbøjelig til at tro på, at der er mulighed derfor. Derfor skriver jeg dette lange brev.
I brevet angives von Huths adresse til Rolighedsvej 5, mens de øvrige artikler skriver Platanvej. I folketællingen 1880 angives han til at tilhøre Frederiks Kirkes Rode på Christianshavn.
