Tancredo Sophus August Topp von Huth: Stigende Skepsis. (Efterskrift til Politivennen).

I 1889 dannedes "Magnetisk Forening" som holdt foredrag og seancer i et stort lokale ved Nørrevold. Ligeledes tidsskriftet "Magneten". På det tidspunkt var stemningen i pressen vendt, og bladet "København" satiriserede over von Huth:

Von Huth  hos  Hs. Exc. Nellemann.

Efter det heldige udfald af audiensen hos hs. majestæt kongen, følte hr. Huth sig opmuntret til at aflægge justitsministeren en lille magnetisk visit.

Hr. von Huth fastede derfor i 3 dage, - nød kun en lille finger til frokost, et par negle skarp sauce til middag og en salt kno før han gik til sengs - og i går kørte han så afsted til ministeren, denne gang ledsaget af hr. C. Albertsen, der under armen bar en stor kasse af et hemmelighedsfuldt udseende.

Såsnart hr. v. Huth og hans ledsager var anmeldt, steg de ud og modtoges yderst forekommende af ministeren, der forespurgte, om hr. Huth havde befundet sig vel, da han var ministerens gæst på Christianshavn.

H. v. Huth takkede og greb pludselig ministerens hånd, så excellencen stift i øjnene et halvt minut og sagde derefter med overbevisning: Nu sover De.

Da hs. excellence ikke tilbøjelig til at indrømme dette, forandrede Hr. v. Huth taktik og spurgte, om det måtte være ham tilladt at forklare den magnetiske metode. Ministeren gav tilladelsen, og hr. v. Huth begyndte. Han trykkede excellencen ned i en stol og følte på hans baghoved, derefter strøg han ham ned ad ryggen og spurgte, om ministeren mærkede livskraften. Hs. excellence benægtede det. Hr. Albertsen tog da den såkaldte magnetiske massage til hjælp. Han begyndte på ministerens ene knæ med små, venlige slag, - samtidig bearbejdede hr. v. Huth ryggen.

Da hs. excellence stadig benægtede at kunne føle noget særligt, blev de to herrer temmelig ophidsede. Med en meddelelse om at det skulle gå, smed hr. v. Huth frakken, og det magnetiske arbejde begyndte på kraft. Hr. v. Huth gned løs på ministerens isse, mens hr. Albertsen hamrede løs paa sammes mave - under vedvarende udtalelser om, at den magnetiske metode var et fortræffeligt rusmiddel. - Hs. excellence begyndte på dette tidspunkt at ømme sig. Dette tegn modtog de to audienssøgende med glæde, hvorfor de forøgede deres anstrengelser. - Hr. Albertsen meddelte nu, at han begyndte at få betænkelige hudafskrabninger på hånden. Ministeren stønnede højt, og sveden sprang af hr. v. Huths pande.

- "Det går nok" - "Bliv bare ved" - opmuntrede de to hinanden Da pludselig - uden at hs. excellence anede det - tog hr., Huth et reb frem og surrede om ministeren, og i et nu havde hr. Albertsen åbnet kassen og taget sin magnetiske maskine frem. Hs. excellences hænder blev anbragte mellem alle de mærkelige magneter og hjul, og hr. Albertsen begyndte at dreje.

Det gav et sæt i ministeren Og straks gled et sejrssmil over hr. v. Huths ansigt - og hr Albertsen drejede løs. Ministeren stønnede. - De sære instrumenter rev og sled i excellencens fingre - og hr. Albertsen drejede ubarmhjertigt løs. Ministeren begyndte at bede for sig. - Hr. v. Huth fordrede en erklæring om, at oddkraften havde virket. - Ministeren, der led de rædsomste Kvaler, afgav den under høje véråb og kom fri.

Med gru så ministeren på sine blodige hænder. Hr. von Huth bemærkede det og sagde smilende: Det har taget på Deres excellence, men De er jo også begynder; må jeg have den ære at overrække Dem et eksemplar af "Magneten" (magnetisk papir). Man lægger sig det på hjertet og bliver straks rask.

Hr. von Huth og hr. C. Albertsen forlod derpå audienssalen med en allerunderdanigst tak for hs. excellences sympati for sagen

Don Enrico.

(København, 15. august 1889. Artiklen er en satire over von Huths helbredelsesmetoder).

Redaktør Andreas Hansen. (Efterskrift til Politivennen)

Selvmord

Der gik i Gaar i Byen et Rygte om, at Redaktøren af "Enigheden", Andreas Hansen, en Søn af I. A Hansen, var forsvundet, og at han havde begaael Selvmord. Men ingen vidste noget paalideligt. Saa modtog vi i Gaar nedenstaaende Brev

Hr. Redaktør!

Deres vel bekjendte Andreas Hansen, Redaktør af "Enigheden" og Sekretær for den danske Beværterstand, vil, naar De læser dette, ligge et eller andet Sted paa Bunden af Øresund, med Hovedet gjennemboret af en solid Revolverkugle Da jeg af Erfaring veed, hvor meget der tales om en saadan Begivenhed, og hvormange Gisninger der opstilles om Grundene til Rejsen, saa vil jeg foretrække selv at fortælle Dem Historien, og bede Dem meddele Deres Læsere den.

Alle Mennesker, som kjender mig, har staaet i den Formening, at jeg har haft mit gode Udkomme. Dette forholder sig imidlertid ikke saaledes. Da "Enigheden" begyndte at udkomme, fik jeg en om end lille, saa dog ret ordentlig Løn, nemlig ca. 25 Kr. pr. Nr. Jeg maatte for disse Penge selv betale Kontor og holde 2 Timers Kontortid daglig, saa Lønnen var jo lille, men jeg kunde dog komme ud af det. Men der kom saa Mennesker, som troede at have Forstand paa Bladindustri - medens deres Evner kun slog til til at vrøvle - som mente, at denne Løn var for høj, og deres Vrøvl berøvede mig 400 Kr. aarlig samt Hjælp til Kontorleje af 200 Kr. aarlig. Jeg maatte herefter nøjes med 800 Kr. aarlig. Jeg har selv maattet betale Kontor og holde to Timer Kontor daglig. Som Sekretær for Korporationen tjente jeg ca. 300 Kr. aarlig. For disse Indtægler skulde jeg bevæge mig i Verden som Beværternes Repræsentant! Jeg skulde paa en værdig Maade tale deres Sag overalt: jeg skulde bringe Interesse til Stede for deres Blad "Enigheden", skaffe det Agtelse og Indpas overalt, jeg skulde gjøre det til et Organ, overfor hvilket Myndighederne skulde have Respekt, og endelig skulde jeg til enhver Tid bistaa Standen med Raad og Daad i alle dens Anliggender, dem som ingen Prokurator i hele Danmark kjender saa godt som jeg, noget som har krævet et Par Aars Studium og betydelige Udgifter til en Samling Dokumenter angaaende dette Spørgsmaal, som ingen har uden jeg.

Da jeg havde paataget mig dette Hverv, er det en Selvfølge, at jeg gjorde alt for at opfylde det. Jeg tror, det er lykkedes mig. Har Bladet end ikke saa mange Holdere, saa bærer man dog Agtelse for dets Indhold, og det har bidraget ikke lidet til at oplyse Myndighederne om de praktiske Beværterforhold, og forhindret en overilet Fremskriden fra deres Side imod Beværterstanden.

Men under hele denne Virksomhed er jeg gaaet økonomisk til Grunde. Jeg skylder bort ca. 1.200 Kr. - heldigvis ikke til nogen Smaamand. Skrædere og Skomagere har intet tilgode hos mig. Det er kun Mænd, som kan taale at tabe, og Beløbet er faldet paa mange Hænder. De har ikke betalt deres Bekjendtskab til mig for dyrt, thi ogsaa de har lært meget af mig. *)

De spørger mig maaske, om jeg for alt dette har haft nogen egenlig Tilfredsstillelse. Jeg har haft Tilfredsstillelsen af mig selv. Jeg er gaaet op i min Virksomhed og har glædet mig over mig selv. Standen har aldrig ydet mig nogen Anerkjendelse, dertil forstaar den ikke sine egne Interesser. Men dette har jeg vidst, siden jeg lærte den at kjende. Jeg har ikke taget det fortrydeligt, thi Mennesker er Mennesker, og mine Raad har tidt de ledende Beværtere gjort til dens egne. Noget egentlig varmt Forhold har der ikke hersket imellem os, og jeg tror saamænd ikke, at min Eftermand, eller som rimeligere er, mine Eftermænd vil komme til at blive bedre stillet i saa Henseende end jeg. Jeg skal aflægge den Bekjendelse, at Beværterne, som Forening, er den vanskeligste Forening at tjene, som jeg nogensinde har funden, og jeg tvivler paa, at nogen anden end jeg kunde have holdt sig saa længe hos dem.

Jeg staar altsaa nu overfor Enden af min Livsbane. Det er Enden, thi jeg holder for meget af mig selv til, at jeg i Fremtiden vil ses paa med Ynk af dem, jeg har virket for og gavnet paa saa mange Maader. Om jeg er kjed af at rejse? Nej! Der findes blandt mit talrige Bekjendtskab en Mængde prægtige og rare Mennesker, som det vilde have været mig en Glæde at omgaas endnu en Tid. hvis Forholdene havde stillet sig noget gunstigere for mig. Jeg er endnu selv fuld af Livsglæde, og kunde i mange Aar endnu nyde Livet. Men mit Jeg er min Stolthed! jeg veed, hvad jeg er værd, og mine Lyster og Tilbøjeligheder er Slaver af min Forstand, jeg er i egentlig Forstand min egen Herre. Naar derfor Beslutningen er taget giennemføres den konsekvent, altid altsaa ogsaa her

Men dertil kommer at Naturen skal have sit. Døden er jo dog, som Søvnen, Bevidstløshed, og naar Aanden og Legemets Grundelementer igjen indgaar nye Forbindelser, saa haves ingen Erindring om noget foregaaende. Hvad jeg end bliver til, Andreas Hansen bliver jeg ikke. Lad mig derfor, da jeg er træt og kjed af det Hele, gaa paa Eventyr! Jeg forsikrer Dem, Hr. Redaktør, at jeg skal dø med et Smil paa Læben. Begravelsen besørger jeg ligeledes uden Udgift for min Familie eller det Offenlige. Hvis Alt lykkes efter mme Beregninger, da ses der aldrig noget til mig.

Faar jeg Tid. Hr Redaktør, saa skal De faa mine Optegnelser fra min Rejse, hvis Brevhemmeligheden bevares.

Og dermed Farvel!

Send Honoraret for min Artikel til min Kone. Bopælen ser De i "Enigheden".

Venligst
A. Hansen

Brevet var stemplet som afsendt fra en af Nordbanens Stationer, fra hvilken var det umuligt at se. 

Til Morgen indløb endvidere følgende lille Meddelelse, skrevet med blaa Blyant:

"Giør mig den Tjeneste at sige til Beværterne, at de har taget 600 Kr. fra mig i de sidste 3 Aar Jeg skylder 1200, saa skylder de mig 600. 

(Jernbanevognene er for korte. De ryster for meget. Kan De læse, hvad jeg har skrevet.)

A. H.
Kl. 12,8 i Toget".

* * *

Det er aldeles utvivlsomt, at Hansen har gjort Alvor af sin Trusel.

Som det maaske ikke tilstrækkeligt klart fremgaar af Hansens Brev, var det en Underballance i den ham betroede Kasse, der var den endelige Grund til hans Bestutning. Underballancen var, som hans sidste Meddelelse fortæller, 1200 Kroner. I Gaar skulde han have aflagt Regnskab for Beværternes Kontrolkomite, han havde gjort Forsøg et Par Steder paa at rejse Pengene, men det havde været forgjæves. Saa foretrak han at giøre Ende paa det hele

Hansen saas de sidste Dage som sædvanlig meget paa offenlige steder, men det var let at mærke, at der var noget, der truffet ham. En Restauratør i Tivoli bad han i Onsdags Aften om et Laan paa 6 Kr., "det sidste han skulde bede ham om i denne Verden", og han viste ham en sex- løbet Revolver, han bar hos sig.

Torsdag Eftermiddag gik han hjemefra og tilbragte Resten af Dagen ude.

* * *

Efter at ovenstaaende var sat, er endelig følgende Brev indtruffet:

Helsingør, d. 18 Juli 1889.

Indtryk paa Dødsrejsen.

Jeg havde oprindelig bestemt, at Historien skulde gaa for sig noget tidligere paa Dagen, men træt af min egen Korrespondance lagde jeg mig i Morges Kl 4½ paa Sengen for at hvile lidt, men Naturen tog Herredømmet. Jeg kjender mig selv! Begynder jeg at sove, saa vil jeg sove, sove for enhver Pris, og det er derfor at jeg nu med Glæde sover for længere Tid. De forstaar, Hr Redaktør, at mit Forsæt ikke i nogen Grad blev svækket ved Søvnen, snarere styrket. Jeg vaagnede Kl. 2 i Dag, da min Hustru var gaaet for at bestride de Forretninger, som hun har. Men da jeg vaagnede, var jeg sulten som en Hund, og at rejse med en sulten Mave duer ikke og for at denne tomme Mave ikke i sidste øjeblik skulde faa nogen Indflydelse paa min Hjærne, spiste jeg en ½ Hummer og 2 Stk. Smørrebrød. En lille Tur oveupaa Maden skal være godt for Fordøjelsen, og for at Legemet ikke skulde lide noget, gik jeg en saadan. Jeg kom igiennem Frederiksberggade, og da jeg passerede min Navners. Hr Restauratør A. Hansens Etablissement paa Hjørnet af Frederiksberggade og Mikkelbryggersgade, fik jeg den Ide at tage en Drik hos ham. Jeg gik ned og fik den. Medens jeg læste Blade og drak min Toddt, kom en Bekiendt af mig. (forresten en Karl som jeg ikke kan lide) og lykønskede mig til min Frelse. Da jeg spurgte ham om "hvilken Frelse", svarede han mig: at det vidste jeg vel nok Jeg vilde jo i Dag inden Kl. 12 skyde mig en Kugle for Panden. Der var bleven tilbudt en Paré af 100 Kr. angaaende dette Spørgsmaal. Det viste sig da, at en af mine bedste Venner havde lukket Munden op lidt for tidlig. Jeg har ikke betroet mig til nogen andre end ham, og han har grædt sine Taarer, da jeg sagde ham det. Det er nu saa mærkeligt, at andre er kjede af, at man har eller faar det godt! Imidlertid, Sagen var altsaa kommen ud, og den Slags Ting er jo ligesom Krudt. Selv min Ringhed vilde blive et staaende Samtaleemne, og jeg var ikke sen med at indse, at hvis min Gjerning skulde lykkes, saa maatte jeg ufortøvet forandre mine oprindelige Bestemmelser, saa meget mere som den væmmelige Karl, som talte til mig, hører til et infamt Sladrekompagni. Jeg gav ham et af disse Blikke, som De, Hr Redaktør, har set, jeg kan levere, og forlod ham snarest. Min oprindelige Hensigt var at lægge mig i Kiøgebugt. Jeg vilde naa derud med en Sejlbaad, og i Middagssolens fulde Straaler vilde jeg siqe Farvel. Men saa kommer denne Mand og røber for mig, at noget af det, som jeg ikke vilde have røbet, er røbet. Saa er jeg naturligvis bange for, at alt det andet ogsaa er røbet. Men lade mig standse vil jeg ikke. Det vilde jo være Vrøvl.

Jeg sagde til mig selv: I Morgen hedder det fra alle Værtshuse, at Hansen har skudt sig. Maaske hedder det allerede i Aften saaledes. Du maa først og frem mest bort derfra for at kunne disponere frit. Resolut som jeg altid har været, tog jeg med Toget til Helsingør, og det er mm Mening at ligge i det dejlige Vand, som findes mellem Danmark og Sverig 

Jeg har hos Børresen i Frederiksberggade kjøbt mig en Pistol. Der blev sagt mig, at dens Slagevne var udmærket. Jeg har i Dag prøvet den paa min kære Kones Vaskebænk. Kuglen gik næsten igjennem 5/4 Tommer Træ. Den vil altsaa med Lethed kunne gjøre det af med mig. Alt er saaledes i Orden, og tidlig i Morgen sover jeg.

* * *

Naar jea altsaa med kold Ro gjennemfører dette Foretagende, saa kunde De, Hr. Redaktør, trøstig tro, at jeg er baade hjærte- og følelsesløs. Dette er dog ikke rigtigt. Ingen er mere varm og hengiven til sociale Interesser end jeg. Jeg veed, at en Hustru vil smærtelig ynke sig fordi hun ej længere har mig. Men, min lille Kone vil forstaa mig. Den Agtelse, hun har for sin Mand, vilde tilføje hende alvorlige Saar, naar man offenlig ynkedes over ham. Hun vil græde, men hun vil i Tankerne sende ham et Erkjendelsens Kys. En Moder og Søstre vil ogsaa beklage min Bortgang, men med min Faders Forhold for Øje vil de sige: Der er ingen Lykke ved at arbejde for andre. Fader gjorde det! Andreas har gjort det! men hvilken Tak.

Imidlertid! Alt delte faar at være.

* * *

Spørger De mig, Hr. Redaktør nu, hvorfor jeg i rolig Bevidsthed gaar hen og tilintetgjør mig selv? Om jeg da ikke er Gud hengiven og om jeg da ikke tror, at min evige Saligbed derved lider noget Afbræk, skal jeg svare Dem:

I min Forestilling om Oprindelsen er der et Noget, som ieg er for lille til at give Navn, et almægtigt Noget, som en Gang for alle har bestemt Reglen for alt det Bestaaendes Gang og virksomhed, og dette Noget synker jeg i Støvet for. Det maa være et Noget, saa stort og mægtigt at jeg lille Ubetydelighed maatte ynkes over mig selv, hvis jeg skulde ville forsøge paa at gjøre mig nogen Forestilling om det. Men. Hr Redaktør, vi kan kun holde os til hvad vi ser - Regelmæssigheden! Det er den, der er mit Liv og Tro, det er den, hvorefter jeg tager Konsekvenserne,

Aarsag-Virkning! de er altid ens.

*  * *

Der er nu dette med min Begravelse. For det første vil jeg ikke i Jorden. Jeg vil i Vandet. Det er mærkeligt, at den Ene vil i Jorden vog den Anden vil i Ilden. kun endnu har ingen villet i Vandet! Lad mig gjøre Begendelsen og maaske faar Deres Blad en stor Polemik derud af. 

Naa! Farvel Redaktør! Nu er jeg træt.

Venligst. Deres
A. Hansen.

Hansen var en i vide Kredse meget kjendt og afholdt Mand. Hans Optræden var elskværdig og bramfri og hans Levevis meget tarvelig. Hans mange Venner vil sikkert med Vemod læse hans ovenstaaende Breve. Hansen havde i det Hele ført et meget bevæget Liv, han havde i en Iængere Aarrække været i Amerika og Merixo, og da han kom tilbage derfra, blev han Stationsforstander ved en jysk Jærnbanestation. Her var han i 5 Aar; men saa var det "Baron" Gedalja kom i Skuddet, og han fik Hansen til at forlade sin gode Plads og overtage en Bestilling hos ham. Kort Tid efter røg imidlertid denne Matador af Pinden - og Hansen med ham. Herefter gik det meget tilbage for Hansen og han kæmpede haardt for Tilværelsen, indtil endelig Foreningen af Beværtere antog ham som Sekretær og Redaktør af deres Blad.

Hos Hansens Hustru.

Vor Medarbejder begav sig i Gaar Eftermiddags ud til Andreas Hansens Hustru og traf hende syg og lidende i Hjemmet. Thuresensgade 24. 1ste Sal. Hun fortalte, at hendes Mand ikke havde været hjemme siden Onsdag, og at hun i Gaar Morges havde modtaget et Brev fra ham, i hvilket han meddelte hende, at det var hans bestemte Beslutning at berøve sig selv Livet. Som Aarsag angav han, at han var kjed og led af en Virksomhed, der ikke havde bragt ham Anerkjendelse for !sit Arbejde. Til flere andre af Familiens Medlemmer har H. ligeledes skrevet Afskedsbreve, og i dem alle angivet samme Grund til sin fortvivlede Beslutning.

 *) Det ville have været mig let at udbytte enkelte Venner for at holde mig. Men, Hr. Redaktør, denne Maade smager mig ikke. Jeg veed flere elskværdige Beværtere, som vilde have klaret mig ud af Situationen, naar jeg bare vilde sige det. Men at tale til Beværtere om saadanne Sager, det vilde være at gjøre mig til et Nul. Det skal ud, om det saa sker qjennem Ribbenene Det er mærkværdigt, men ingen Jærnbaand kan standse den Læk. Dertil kommer min ulyksalige Stolthed Jeg kan ikke bede. Og saa kommer til Slutning det, at jeg aldrig fra Foreningernes Side har modtaget nogen Opmuntring. Beværterne mener, at naar de betaler for deres Sag, saa behøver de ikke at tatke, og Gud skal vide, at naar man en enkelt Gang har raabt Hurra for mig i en Forsamling, saa har man aldrig i Bestyrelsen hædret mig ved nogen mundtlig Anerkjendelse. Et Iille anerkjendende Ord havde været godt, men det kom ikke. Hvor skulde saa min Tillid komme fra?

(Aftenbladet (København) 20. juli 1889).

Redaktør Hansen har gjort Alvor af sin Trusel om Selvmord. I Gaar Middags er hans Lig blevet fundet i Svanemøllebugten. Paa Strandbredden fandtes den afdødes Uhr, medens han selv er vadet ud i Vandet og har skudt sig. Fra Land bemærkedes Selvmordet af en Møllersvend.

Liget blev strax fisket op og ført til St. Johannes Stiftelses Lighus.

En anden Version gaar ud paa, at Hansen, som hans oprindelige Hensigt var, har skudt sig siddende paa Rælingen af en Baad. Faktum er imidlertid, at han nu ligger som Lig i Kjøbenhavns la Morgue.

(Morgenbladet (København) 21. juli 1889. Uddrag).

Redaktør forsvunden. Siden i Onsdags Aftes har Redaktør A. Hansen, Redaktør af Beværterbladet "Enigheden" og Sekretær for Beværterkorporationen i Kjøbenhavn, ikke været set, og han formodes at have taget Livet af sig.

Det fortælles i "Dag. Nyh.", at han den nævnte Aften kom ind til en god Ven af sig, der er Beværter i Tivoli, hvor han nød forskjelligt og derpaa anmodede Beværteren om at drikke en Toddy. Da den var serveret, begyndte han med at sige, at han jo skyldte Beværteren nogle Penge; dem kom han imidlertid aldrig til at betale. Han vilde nu bede om at faa 6 Kroner til Laans, det skulde være sidste Gang, han bad om noget Laan. - Hvad han da vilde med de sex Kroner? - Han vilde more sig den sidste Aften, han levede. Han havde altid levet godt, og det vilde han ogsaa i Aften. Saa viste han sin Frakkelommes Indhold: en Revolver; han skulde forstaa at giemme sit Lig, saa Ingen kunde finde det. - Hvorfor han vilde tage Livet af sig? - Jo. han manglede nogle Penge, som han skulde svare til. - Dem kunde hans Venner vel nok skaffe. - Nej, han vilde aldrig tillade, at der blev samlet ind til ham. Dermed sluttede Samtalen, og han fik det begjærede Laan, hvorpaa han forlod Tivoli.

Senere paa Aftenen er han set i Frederiksberg Morskabstheater. Derpaa er han gaaet hjem. Næste Dag sov han til langt op ad Dagen, og da Hans Hustru var gaaet ud, har han tømt sine Lommer og er atter gaaet bort, efterladende et Brev til hende, hvori han berettede sin Hensigt. Om Aftenen saas han i "National". Senere er han ikke set.

I Fredags skulde han have aflagt Regnskab i Bestyrelsen for Beværterkorporationen, og i den Beholdning, der skulde være til Stede mangler nok ca. 600 Kr. Dette Deficit har han sikkert ventet at kunne dække af en Provision, han havde gjort Regning paa som Følge af, at han i Forsommeren bragte to større Lejemaal af Restaurationer i Orden. I begge Tilfælde viste det sig dog, at han han havde gjort Regning uden Værten, og skuffet i sine Forventninger har han da besluttet at berøve sig selv Livet.

(Skive Avis 23. juli 1889).

Redaktør A. Hansen jordedes i Lørdags paa Vestre Kirkegaard. Trods det daarlige Vejr, der havde omdannet Kirkegaarden til et Morads, havde et talrigt Følge, navnlig bestaaende af Beværtere, indfundet sig.

Af Værthusholdere, der især havde staaet den afdøde nær, blev Kisten, der var prydet med mange Kranse, baaret til Graven. Pastor Steen bad Fadervor - Kisten sænkedes i Graven, og saa spredtes Følget i øsende Regnvejr.

(København 29. juli 1889)

Andreas Hansen var født i Rudkøbing 2. Januar 1837. Han døde som nævnt 20. Juli 1889. Han var gift med Anna Pouline Steffensen, født i Sæby 15. August 1838, død 5. december 1914 og er ligeledes begravet på Vestre Kirkegård i København. De havde ingen børn.

Foreningen af Beværtningsdrivende blev stiftet 1883. Senere på året begyndte man udgivelsen af "Enigheden" med Andreas Hansen som bladets første redaktør. Han havde bl.a. været skovhugger i Sydamerika, stenslager, håndværker, jernbanemand mm. Foreningens og bladets kontor lå på Gammel Kongevej 7. Juli 1885 flyttede kontoret til Fiolstræde 31. 

Som anført var Andreas Hansen søn af den kendte folketingsmand, J. A. Hansen (1806-1877). Også han døde efter et lignende forløb: I 1877 blev der indgivet anmeldelse mod ham og det viste sig at han gennem en årrække havde begået underslæb for ca. 200.000 kr. Han døde mens undersøgelsen stod på.

Andreas Hansens spådomme om sine efterfølgere gik i opfyldelse i den forstand at efterfølgeren, sagfører D. Petersen allerede fratrådte i september, og blev erstattet af overretsprokurator etatsråd C. Juel. Denne trak sig juli 1891. 

Druknehistorier. (Efterskrift til Politivennen).

Jeg sad agter i båden, der langsomt, roet af to havnesjovere, gled ud gennem Kalveboderne - sad og stirrede ned i vandet, der sagte bølgede hen over tangens sælsomme skove, hvor sandpletter hist og her lyste frem dernede, gustne grå - som en druknet mands ansigt.

Pludselig reves jeg ud af mine tanker ved, at den ene af rorkarlene, en lang fyr med solbrændt skægløst ansigt og ingen fortænder bag de skråsorte kæber, sagde:

"Du "Baron", derhenne var det vi hittede ham, Nikkelej og jeg" - han pegede henover vandet, over mod Amager.

Den anden, en lille, hjulbenet kraftkarl med smilende vandblå øjne mellem et utal af skarpe rynker og en tot rødt skæg på hver kind, så ud i den angivne retning.

"Var det dér, - hvordan lå han." "Lige med hovedet nedad, støvlerne stak ovenfor", sagde den lange.

"Har De fundet nogen druknet her?" spurgte jeg.

"Om vi har - jo De kan tro - mange. Jeg skal nemlig sige Dem, at vi, Baronen der og så jeg og et par kammerater, vi har sådan en lille fortjeneste af at ligge her og fiske de druknede op og levere dem ind i Dronehuset. Og så passer vi dem også, mens de ligger derinde," forklarede den lange.

"Hvem var det, De sidst fandt?" "Ved det sku ikke. De sagde han var tysker eller sådan noget, men der blev inte fundet nogen familie til ham og så kom han i jorden. Velklædt det var fyren. Jeg fik disse pæne støvler efter ham," sagde den lange og strakte foden frem og så kærligt ned til den.

"Det må da være en højst ubehagelig bestilling," sagde jeg.

"Nå - natyrlig er den ikke så behagelig, som den kunne være. Men hvad Satan, når bare man tjener skillinger derved! Og når der er ordentlig at bestille, sådan en 2 - 3 dronede om ugen, så kan der tjenes noget," sagde han, der kaldtes Baronen.

"Ja, kan du huske den gang, Baron, da du fiskede hende sangerinden eller danserinden, hvad hun nu var, det gamle skind, henne i stadsgraven ved Tivoli," sagde den lange og tilføjede, henvendt til mig: "Der kan De tro, han fik en god skilling på ét brædt."

"Hvordan det?"

"Jo ser De, hun havde en aften dronet sig derinde i stadsgraven af kærlighed eller sådan noget sludder. Og så har hun jo i nogle dage stukket fast dernede i mudderet, indtil der kom gas i hende," forklarede Baronen.

Jeg kom uvilkårlig til at smile.

Han så på mig med sine små poliske øjne, smilede så let og sagde:

"Ja, det kan sku godt være, det er noget vrøvl. Men sådan er der ku én, der har sagt mig, at når de dronede har stået nede på bunden i nogen tid, så går der råddenskab i dem, og det giver gas, siger man jo, og så går ballonen! - Nå never mind, som han sagde, manden, han var en franskmand - vi fik jo klo i den gamle og baksede hende ind i Dronehuset. Men hun var jo så slem, at vi straks måtte i kisten med hende. Så kom der én af familien til hende, en nevø eller sådan noget. Hun ville så gerne have en ring, den gamle bar på sin lillefinger, og som hun havde lovet ham til minde. Men uheldigvis havde hun den jo på i kisten. Så står han lidt og grunder på det og siger så til mig: "20 kr. skal De få, hvis De tør åbne kisten og tage ringen til mig." Jeg skal jo nok indrømme, at jeg ikke var helt hyggelig - men 20 kr., herre, det er mange penge.

Så drak jeg mig en halv pægl, og måske lidt til, og så baksede jeg låget af kisten. Men jeg forsikrer Dem for - uh ! det sortnede for mine øjne, ligesom når man får et rigtig slag i hovedet - jeg tænkte, nu trimler du om, gamle! - Men så greb jeg remselut ned i kisten, fik fat om ringen, fik den vristet af - der fulgte rigtignok lidt af fingeren med, og så styrtede jeg hen og slog døren på vid gab. Derhenne lå den fremmede herre, bleg som et lig og var besvimet."

Han spyttede skråen ud over rælingen og der gik en ganske let sitren over ansigtet. Måske fik han, som jeg, vand i munden ved tanken om den uhyggelige situation.

Så sad "Baronen" lidt, trak roligt på åren og så alvorlig ud over "Det er nu ligegodt ikke altid så rart - det", sagde han så, rullede sindig en ende skrå af rullen og anbragte den efter alle kunstens regler i sin mund.

(København, 11. juli 1889).

Københavnske Originaler: Musikdirektøren. (Efterskrift til Politivennen).

Det var nede i en af de mange underjordiske "foreninger", der dukkede op på grund af politiforbuddet mod at kaféer og restaurationer måtte holde åbent efter midnat. Sammen med en ven var jeg kommet derned, af nysgerrighed, lokket af larmen, der i nattestilheden kom op fra den dybe kælder.

I tæt blå tobaksrøg lå lokalerne, luften var lummer og kvalm, stuvende fuldt som der var af mennesker. Stemmer summede, latter og sang kæmpede med tonerne fra et klaver om at få magten i den døvende støj.

Vi fik omsider en lille plads ved et stort rundt bord, hvorom allerede flere gæster, end der var albuerum for, havde bænket sig med kruset foran sig og cigaren i munden.

Om én drejede hele samtalen sig. En middelhøj mand i åbentstående lurvet vinterfrakke, der viste en fedtet vest - underfrakke var der intet af - og en snavset flip. Han lå slap tilbage i stolen med halvlukkede øjne i det oppustede ansigt, med strittende sort over- og kindskæg. Engang imellem åbnede han øjnene halvt, langede mat ud efter ølkruset, tog en slurk og strøg så ihærdigt overskæget, der ved den evige dyppen i øllet var blevet til sammenfiltrede, våde tjavser.

Man ville have ham til at traktere klaveret.

"Nå Carl, giv os nu en lille en på hakkebrættet", sagde indsmigrende en stor slagter. Carl åbnede øjnene og snerrede som en drillet abe et arrigt

Nej.

"Åh hvad Carl - en af dine egne" hviskede en pukkelrygget lille fyr i tarveligt arbejdstøj uden overfrakke; han sad kælent klemt op ad Carl og betragtede ham med beundrende næsten forelskede blikke.

Carl smilte mat, greb så sit krus og tømte det, skubbede stolen tilbage og rejste sig.

"Nu ja - siden det er dig" mumlede han og satte sig hen ved klaveret.

En stund sad han og stirrede op i loftet med hænderne på tangenterne, strøg sig af og til hårdt, som for at vække de sløve sanser, over ansigtet. Så kom der med et liv i alle træk, øjnene spillede, læberne bevægede sig, som om han sang.

"Nu skal I få min vals." Så slog han an og spillede, mens larmen stilnede i lokalet. Sikkert og let tumlede hænderne sig henover tangenterne, slog kådt, som hoverende over deres egen færdighed, lystige spring over hinanden, - og en gammel vals, engang en af døgnets yndede melodier, en underlig blanding af melankoli og frejdig livsglæde fik alle de halvdrukne gæster til at lytte og vugge med hovedet i takt til tonerne.

"Bravo, bravo" og håndklap, dundren med krus og banken i borde med stokke hilste komponisten, da den sidste tone var døet hen.

Han vendte sig smilende om, så sig stolt og glad om og bukkede så sirlig. Så sad han en stund og fantaserede på klaveret, smilte skælmsk hen til den lille pukkelryggede, slog så an og spillede igen "en af sine egne".

Straks de første toner havde lydt, bragede et voldsomt bifald løs, og Carl vendte sig om og smilte og nikkede, lukkede øjnene og vuggede med hovedet i takt med tonerne, toner, der da var på hele det glade Københavns læber, en trippevals, lystig og rask, med et omkvæd, der var blevet til døgnets slagord, forherligende øllet og øllets magt. Man sang omkvædet med, dundrende i takt dertil med krusene, der fyldtes og atter fyldtes. Dacapo og dacopo måtte melodien gives, til slut fik Carl sit krus i hånden og stående stødte gæsterne glassene mod hans og takkede.

"Skål, musikdirektør", sagde slagteren.

"Skål musikdirektør", sagde jeg og stødte kruset mod hans - og i det samme smilte jeg lidt hånligt.

Da blev Carls ansigt med et alvorligt, og et hvast blik mødte mig.

"Jo - jeg har været musikdirektør", sagde han - "men det er længe siden" føjede han vemodig til. Så lænede han sig tilbage og smilte og fortalte med stolthed om da han som ung musiker blev trukket frem til dirigentposten på et af vore større badehoteller, om hvordan hans kompositioner gjorde lykke, hvordan kongen af Sverige skænkede ham en diamantring, og den danske konge en kostbar brystnål.

"Men det er nu væk - væk altsammen", sagde han og tog tankefuld en slurk af sit krus Og den lille pukkelryggede så bedrøvet op på sin ven og sukkede.

"Nu vil de ikke engang længere have mig i danselokalernes orkester - de siger, jeg drikker. Men hvis er skylden? Det er chikane, ren chikane, og den skæreste misundelse - og så den forbandede kælling, forsikrer jeg Dem", lallede han videre. "Men jeg skal vise de andre, at Carl duer endnu. Ja for jeg har en idé - en storartet Idé." Det sidste sagde han smilende - med en hemmelighedsfuld mine.

Og den lille pukkelryggede så stolt op på ham og rykkede endnu nærmere ind til ham. Alt hvad gæsterne bad, smigrede og trakterte nyttede ikke: Carl ville ikke spille mere den aften. Han sad og drak krus på krus og sukkede dybt. Til slut faldt han snorkende ned på bordpladen.

"Kom nu Carl, nu går vi hjem - i seng", sagde den lille indsmigrende, og tog ham under armen. Og med usikre skridt vaklede de ud af lokalet.

"Hvad bestiller han nu, hvad lever han af?" spurgte jeg opvarteren. Han forklarede mig, at Carl og den lille pukkelrygede, der var lappeskomager, boede oppe på en ussel kvist i Vognmagergade, sov på en gammel madras på gulvet. Den lille fortjente til det lidt, de behøvede, så morede Carl ham under arbejdet med at gnide melodier af på sin violin. Om natten kom de herned, og så trakterte gæsterne på dem for at Carl skulle spille for dem.

Da jeg kom op på gaden, hvor morgenens grålys faldt grelt ned mellem husene så jeg langt borte i den dæmrende dag to skikkelser, en stor og en lille. Og den lille anspændte alle sit spinkle krøblingelegemes kræfter for at få sin "store" ven slæbt hjem - hjem på den usle kvist.

(København, 4. juli 1889).

Frederik August Vilhelm Bagge (1: Cyklisme). (Efterskrift til Politivennen).

Frederik August Vilhelm Bagge (1861-1928) uddannede sig bl. a. i Tyskland og startede 1884 i København et trykkeri som skulle blive et af landets største. Han var bror til Gyldendals direktør August Bagge. Han etablerede sig med trykkeriet i 1884. Hans privatadresse var Bakkegården (det hus som Hall havde boet i), Rahbeks Allé 34 på Frederiksberg -sommeradresse Bobakkehuset, Ålsgårde.  

I sit fritidsliv var han meget sportsinteresseret og foregangsmand for sejl-, cykel- og automobilsporten. I 1880'erne fungerede Fr. Bagge som starter og handikapper ved forskellige løb.

En Parisertur paa Cykle. Som meddelt forleden vil to af Danmarks bedste Cyklister Bogtrykker Fr. Bagge og Student Ulf Hansen foretage en Pariserrejse paa Cykler.

De to Sportsmænd ere i Gaar tagne afsted fra Kjøbenhavn.

Selvfølgelig har det været Opgaven at gjøre Udrustningen til denne Tur saa let og bekvem som muligt, og i saa Henseende har, efter hvad der meddeles os, navnlig Bogtrykker Bagge drevet det vidt.

Alene med denne Tur for Øje har han fra England bestilt og faaet en Tricykle, der er saa fint forarbejdet, at den alt i alt kun vejer 35 Pd. Den hele Oppakning, han fører med sig, er begrænset til 16 Pd., og ligesom Hr. Bagge har anskaffet sig en meget bekvem og let Rejsedragt, har det ogsaa ved hans øvrige Udrustning været Hensigten at gjøre den saa lideet vægtig som mulig; han har exempelvis kjøbt sig en Rejse-Revolver, der kun vejer 3 Fjerdingpund.

(Aarhuus Stifts-Tidende 5. juni 1889)

Turen blev ikke til noget. Frederik Bagge blev forhindret, og Ulf Hansen nåede kun til Hamborg, hvorefter det blev for kedeligt og ensomt. Så han sendte cyklen tilbage til København og tog toget til Paris. Eneste erfaring med turen ifølge Ulf Hansen var at solbriller var gode at have med. Se i øvrigt denne blogs indslag om cyklismens tidligere historie i Danmark.

Frederik Bagge blev en af 1880'erne beundrede cyklister, og i 1890'erne bidrog Frederik Bagge til forskellige sportsblade, "Sport" med illustration og "Cyclisten" og "Idræt" (på begge som udgiver). Han forlod sidstnævnte blad nytåret 1895/96. I 1895 døde moderen, Julie Bagge og blev begravet på Frederiksberg, Solbjerg Kirkegård.