Anders Ole Nielsen blev født 1832 i Kisserup. Han var fotograf i København ca. 1857-1862. Han boede 1857-1859 i Lorentzensgade, Sankt Paulsgade i København, i 1860 på St. Kongensgade 44, Kbh., i 1862 på Gl. Kongevej 2 og maj 1862 i Ringsted. Han rejste rundt og etablerede midlertidigt atelier i forskellige gæstgiverier hvor lyset var egnet til fotografering.
I maj 1859 således hos Bonnesen på Købmagergade i Næstved. Købmand (1827-1848) og restauratør (1848-1861) Christian Bonnesen (1805-65) var efter flere flytninger nået til Købmagergade 9 hvor han holdt pensionat til 1857-1861. Særligt var han interesseret i "Photographister og Daguerrotypister der kunne erholde en dertil svarende Plads til Beqvemmelighed, Alt indbefattet" - Næstveds første fotoatelier. Men som det fremgår af nedenstående annonce også andre steder:
Photographisk Atelier i Nysted. Hos Hr. Skrædermester Valther har jeg Undertegnede indrettet et Atelier for photographiske Portraiter i alle Genres. Enkelte Portraiter fra 8 Mk., Grupper fra 2 Rd. til høiere Priser, Copier af Oliemalerier og andre Portraiter aftages og Bestillinger modtages paa Prospecter af Huse, Gaarde, Landskaber k. Alt aftages veltruffent og smukt indfattet, og uden Hensyn til Veiret.
Prøver af mit Arbeide er til Eftersyn i mit Atelier, og i Haab om et talrigt Besøg og Publicums Tilfredshed tegner jeg mig
A. O. Nielsen, Photograph fra Kjøbenhavn
(Annonce i Lolland-Falsters Stifts-Tidende 15. august 1859).
I Esrom Kro aftages daglig uden Hensyn til vejret i en kort Tid Photopraphi-Portraiter fra 1 Rd. til høiere Priser, endvidere aftages alle Slags Prospecter, Copier og Visitkort og om ønskes i Familiers eget Hjem. A. O. Nielsen, *) Photograph fra Kjøbenhavn. *) I foregaaende Avertissementer er ved Trykfeil kommen til at staa J. O. Nielsen. (Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 13. juli 1861).
Photographiske Portraiter i alle Genre, aftages daglig i restaurateur Nielsen Eiendom ved Jernbanen. A. O. Nielsen, Photograph fra Kjøbenhavn. (Sjællands-Posten (Ringsted) 7. juni 1862).
Fra december 1862 slog han sig mere permanent ned i Slagelse hvor han boede på Sveitserplads 245. Ved den landøkonomiske og industrielle udstilling i Slagelse i oktober 1867 fik "Photograph A. O. Nielsen, Slagelse" broncemedaille i kategorien bogtryk, afbildninger, fotografi og maleriarbejde. I 1876, fik han desuden hæderlig omtale ved udstilling i Ringsted, samt broncemedalje i 1877 på en udstilling i Slagelse.
En lille, hvid Hanhund, Silkepudel, med røde Øren og klippede Poter, lydende Navnet "Jens", er bortkommet igaar Eftermiddags (den er seet af Flere paa Slottensgade). For tilveiebringelsen betales en Douceur af Fotograf A. O. Nielsen udenfor Nyport. (Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 23. november 1867).
Portrait af Pastor Engholm (forhenværende i Ørsløv) er indkommet i Visitkort Format hos Fotograf A. O. Nielsen udenfor Nyport, samt faaes hos Boghandler Kamman paa Slottensgade. (Sorø Amts-Tidende (Slagelse) 7. december 1867, 2. udgave).
Fotograf Anders Ole Nielsen (3.11.1832-3.8.1920): Præst Johan Peter Jørgen Engholm (1835-1910). Optagelsestidspunkt angivet som 1857-1884, annoncen ovenfor indikerer at det kan være 1867. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Det kongelige Bibliotek har 35 portrætfotoer af A. O. Nielsen.
Fotografi-Portræter aftages daglig strax udenfor Nyport ved Gasværket af A. O. Nielsen. (Slagelse-Posten 24. oktober 1868). Annoncen ses tilbage til november 1866.
Fra 1874 (hvor han da var 42 år) og indtil 1879 var der kommet børn i huset:
En ordentlig og villig Pige, ikke for ung, som vil passe et lille Barn kan faa Plads til 1ste November hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 14. september 1874).
Et graat Børnevaterproofslag er tabt sidste Lørdag. Den bedes afleveret hos Fotograf A. O. Nielsen imod en Dusør. (Slagelse-Posten 31. maj 1875).
En ordentlig og skikkelige Pige kan saa Plads til 1ste November hos Fotograf A. O. Nielsen (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 27. august 1877).
En flink Pige, som kan Vadsk og Strygning og i øvrigt udføre Stuepigegjerning og deltage i hvad der forefalder i Huset, kan faa Plads til 1ste November hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 11. august 1879).
En konfirmeret Pige eller en, som gaar til Præsten, som med Troskab og Venlighed vil passe et lille Barn, kan strax melde sig hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 29. september 1879).
Fra 1880 ser det ud til at der blev mere plads i huset, for han begyndte at leje værelser ud - måske kneb det også med økonomien?:
For en enlig Herre eller Dame er 2 smukke Værelser til Leie nu til Flyttedagen i Villa-Ejendommen ved Sveitserpladsen Nr. 245. Man henvender sig til Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. oktober 1880).
N. F. Worm, Fotograf. Efter at have uddannet mig hos kgl. dansk, svensk og norsk Hoffotograf Budtz Müller i Kjøbenhavn, begynder jeg Lørdag d. 12. Febr. en Fotografi-Forretning i min Faders Atelier ved Gasværket, som Hr. Fotograf A. O. Nielsen har havt til Leje i 18 Aar, og anbefaler mig med Alt til Faget henhørende. Jernbanevejen nr. 238. N. F. Worm. Fotograf. (Slagelse-Posten 12. februar 1881).
N. F. Worm var søn af Wigandt Christensen Worm (1816-?). Han var bror til fotografen Peter Christian Worm, der var fotograf i Nykøbing F, fra 1898 ff, i Birkerød, fra 1908 ff., i Skodsborg.
Annonce i Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 13. august 1883. Billedet viser hans hjem på Sveitserpladsen 245. Schweizerpladsen var blevet til efter en bybrand i 1804, opkaldt efter schweizeren, farver og silkebåndsvæver Adam thorman. Nygade blev en del af pladsen.
Af Redaktør og Folkethingsmand Tauber er udkommet et godt Fotografi i Visitkort- og Kabinetsblled-Format, som faas hos Undertegnede.
Med Hr. Taubers Tilladelse forbeholder jeg mig Eneret paa ovennævnte Billeder i Følge Lov af 29de Marts 1863.
A. O. Nielsen. Fotograf, Sveitserpladsen, Slagelse.
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. oktober 1884).
Fra 1885 lejede han mindre eller større dele af huset ud, samt solgte bær og frugt fra haven indtil han afhændede den i 1890:
1 a 2 Elever som skal frekventere Slagelse Realskole, kan faa Kost og Ophold til moderat Pris, Lektier og Sprogene kunne gjennemgaas. Man henvender sig til A. O. Nielsen, Fotograf. (Slagelse-Posten 16. juni 1885).
Et smukt og livligt Værlese til Gaden, med eller uden Møbler, kan faas til Leje strax eller senere hos Fotograf A. O. Nielsen. (Slagelse-Posten 16. marts 1886).
Slagelse Realskole. Elever, som skulle frekventere ovennævnte Skole, kunne faa Kost og Ophold til moderat Pris - Støtte i Sprogene og andet vedrørende kan faas - gode Referencer haves hos A. O. Nielsen, Fotograf. (Slagelse-Posten 5. juli 1886).
Meget store Stikkelsbær, saavel til Syltning som Spisning, samt meget store Have-Hindbær faas hos Fotograf A. O. Nielsen. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 4. august 1887).
En Kjælderlejlighed, bestaaende af 2 Værelser, Kjøkken og Spisekammer kan faas til Leie April Flyttedag hos Fotograf A. O. Nielsen, Nyport. Den aarlige Leie er 80 Kr. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 21. februar 1889).
Ved byrådsmødet 17. august 1889 omtaltes at en kommission ønskede bedre og sikrere adgang til banegården og i den forbindelse kulnne benytte stien fra "Fotografens Hjørne og gaa bag om Werners Have." Becker: "Gjorde Byens Delegrede ikke noget Forsøg paa at faa Kjørevejen lagt fra A. O. Nielsens Have i Stedet for fra Gasværkshaven?"
Et møbleret Værelse til Gaden er til Leje til November hos A. O. Nielsen, fotograf. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 23. oktober 1889).
En Lejlighed i Stueetagen, bestaaende af 4 Værelser og Kjøkken samt Udenomsbekvemmelighedeer, eller en 1ste Sal, bestaaende af 3 Værelser og Kjøkken, kan erholdes til Leje til April Flyttedag med Adgang til den store og skyggefulde have hos A. O. Nielsen. Fotograf. (Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 7. februar 1890).
Udlejningen ophørte først da ejendommen blev afhændet i februar 1890:
Fotograf A. O. Nielsen har, ifølge "Sorø Amtstid.", solgt sin Eiendom paa Sveitserpladsen i Slagelse for 17,000 Kr. til Marskandiser R. P. Jensen (Middelfart Avis 28. februar 1890. Meddelelsen stod 25. februar i Sorø Amtstidende).
Fotografier til nedsatte Priser.
Da jeg paa Grund af Salg af min Ejendom rejser fra Slagelse i Midten af Juli, ønskede jeg forinden at realisere mit Restoplag af Kartons etc. I den Anledning har jeg nedsat Priserne paa Fotografier meget betydeligt; 6 Visitkort for 2 Kr., de efterfølgende a 25 Øre pr. Stk.; store Kabinetsbilleder: 1ste Stykke 1 Kr. 50 Øre, de efterfølgende a 50 Øre; meget store Billeder, som før har kostet 10 Kr., leveres for 5 Kr. Fint udførte Billeder efter ældre Fotogratier meget billigt.
Da jeg har alle gamle Plader i Behold, kunne de Ærede, som er fotograferet hos mig tidligere, ved snarest at sende mig Bestilling, faa Billeder efter de aldre Plader til yderligere nedsatte Priser.
Det bemærkes, at der til de ovenfor nævnte billige Priser leveres ligesaa gode Billeder som hidtil.
Slagelse, den 27de Februar 1890.
A. O. Nielsen,
Fotograf, Sveitserpladsen.
(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 25. juni 1890). Annoncen var genopslået regelmæssigt mellem marts og juli 1890
Herefter forsvinder han - der nu var omkring 58 år - ud af aviserne. Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende meddelte ganske kort af han var død 6. august 1920. Hvad han foretog sig 1890-1920 - fra han var 58 til 88 år - kan ikke læses ud fra aviserne. Han efterlod mange fotoer som kan findes i lokalarkiver samt 35 portrætfotoer på Det kongelige Bibliotek.
Fotograf A. O. Nielsens familiegravsted på Vestre Kirkegård. Det er markeret som bevaringsværdigt. Foto Erik Nicolaisen Høy.