Den 5. maj 1872 havde politi og husarer slået hårdt ned mod et arbejdermøde på Fælleden. Mødet var indkaldt af Louis Pio på vegne af andre socialistledere som Harald Brix og Paul Geleff. Disse tre var aftenen før blevet arresteret, og måske derfor udviklede mødet sig så voldeligt. Dette var i Socialdemokratiets spæde start. Kun få årtier senere havde partiet vokset sig stort, og i 1890 var tiden inde til at gentage mødet. Denne gang gik det anderledes fredeligt til.
Kravet om 8-timers arbejdsdag startede allerede i 1840'erne, men fik først for alvor vind i sejlene i USA i 1880'erne, hvor man besluttede at gøre 1. maj til fælles demonstrationsdag for 8-timerskravet. I 1889 deltog repræsentanter for de amerikanske arbejdere på arbejderkongresserne i Paris hvor 2. internationale blev etableret, og 1. maj blev herefter international kampdag for dette krav. Danske Jens Jensen var med til at gøre 8-timersdagen til 1. maj-parole.
Arbejdernes grundlovsdag blev indtil 1885 afholdt ved Den slesvigske Sted i Dyrehaven. Fra 1886 gik toget for første gang til Fælleden. I forgrunden: P. Holm, E. Wiinblad, C. Hørdum, P. Knudsen, J. Jensen og den gamle fane fra 1872 med den af politiet påbudte hvide due. (Ravnen). For at få tilladelse til at drage gennem byen medførtes en krans til Frederik 7.s monument foran Christiansborg slotruin. Illustration fra "Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921", side 94.
I 1890 blev der for første gang afholdt 1. majdemonstration på Fælleden (Fælledparken). Myndighederne havde lagt skrappe restriktioner på hvordan den skulle forløbe, politiet var mødt talstærkt op, og arbejdsgivere kom med fyringstrusler. Alligevel mødte titusindvis af arbejdere op. Dette udvalg af avisartikler giver et indtryk af forskellige politiske opfattelser af arrangementet, fra Højre til Socialdemokratiet. Se også Søren Federspiel: 1. maj, Fælledparken og borgmester Jensen. Historiske meddelelser om København 1990. Side 100-141.
Den 1. maj.
Til en begyndelse fik "Morgenbladet" ret, når det i går skrev, "at København i dag rimeligvis ville se ud som enhver anden hverdag. En spadseretur gennem byen gav ikke det ringeste indtryk af, at her var noget på færde - ikke det mindste "demonstrative" mødte en på vejen gennem byen; for at hist og her en enkelt havde anbragt en lille, rund, rød plakat i sin hat, har ikke noget så mærkeligt, at det kunne tiltrække sig særlig opmærksomhed. Det var nemlig i den indre by kun yderst få, der havde prydet sig med dette mærke, og de forsvandt i mængden af dem, der var optaget af den sædvanlige hverdagstravlhed. Og denne syntes virkelig at være ligeså stor som sædvanlig; det hed sig vel, at arbejdere i den og den fabrik, i den og den virksomhed havde standset arbejdet; men på gadernes udseende mærkedes, som sagt, intet hertil.
Først når man kom ud i kvarteret omkring Rømersgade, Socialdemokraternes standkvarter, blev de røde mærker noget talrigere; men udenfor var det heller ikke her noget særligt at observere. Forsamlingsbygningen så ud som sædvanlig; ikke enden var smykket med flag, og sådanne selvfølgelig et heller at vaje fra private bygninger. Udenfor forsamlingsbygningen var tre politibetjente posterede, og i et vindue i stueetagen var ophængt en stor, rød plakat med opfordring til arbejderne om at demonstrere - men i øvrigt så Rømersgade som alle de andre gader ud som sædvanlig.
En udgave af den samme røde plakat, der var ophængt i vinduet i Rømersgade, var også anbragt uden på et hus i Fredensgade og fik mærkelig nok lov til at blive hængende der. I al fald hang den der begge gange, da vi passerede dette sted to gange i løbet af en halvanden times tid.
Herude i Fredensgade og på Blegdamsvej via a vis fællederne var det tydeligt, at man allerede i morges beredte sig på, hvad eftermiddagen ville bringe - af fortjeneste til værtshusholderne. De mange småbeværtninger, der ligger her, havde travlt med at sætte borde og bænke ud. Overalt holdt ølvognene med rige ladninger, og adskillige beværtninger smykkede sig i dagens anledning og i håb om derved at bringe fortjenesten så meget des mere i vejret med flag og vimpler. Fra en enkelt beværtning i Fredensgade vajede endog det blodrøde banner i dobbelt udgave - for at retfærdiggøre sin eksistens mærket i det ene hjørne med et lille hvidt kors, der undseelig skjulte sig op ad flagstangen, som om det generede sig ved således at tjene som skalkeskjul for værtens bestræbelser - at trække så mange penge ud af Socialdemokraterne som muligt. Et mægtig "Gl. Carlsberg Øl fra Fad", der var malet udenpå huset, vil nok i løbet af eftermiddagen vise sig at have fuldt så stor tiltrækningskraft som de røde bannere.
På fællederne var man i færd med at slå talerstolen op; som det syntes, skal den anbringes i hjørnet over mod Store Vibenhus; men muligt skal der, ligesom ved socialisternes grundlovsfester, være flere talerstole.
Vejret var fra morgenstunden smilende og lunt; men det var, ligesom om nogle svære skyer samlede sig i horisonten, måske altså at den 1. maj dog ikke vil gå af herhjemme uden uvejr og torden - mon det bliver da ikke af den art, under hvilken socialdemokraterne fører an; tværtimod vil det hjælpe til med at få dem til at fortrække og således optræde på ordenshåndhævernes side under dagens begivenheder.
Men selv om uvejret skulle udeblive, er der dog næppe nogen udsigt til at disse "begivenheder" ville blive af noget større omfang.
---
I dag endelig tager "Politiken" direkte ordet til fordel for socialdemokraterne og maj-demonstrationen. Bladet har endog vist sin sympati for denne ved at give sine arbejdere fri, så at der altså intet nummer af Politiken" vil udkomme i morgen.
I en artikel om "Idag" udtaler bladet sin beundring for socialdemokraterne og den disciplin, der "udmærker" dem, ligesom bladet fremhæver det betydningsfulde særkende ved festlighederne i dag, at "sangbunden er international".
En lille fejltagelse gør "Politiken" sig skyldig i. "Arbejderne have villet" - skriver det - "at deres demonstration skulle fornemmes". Derfor har de med flid valgt en almindelig arbejdsdag til den, ingen helligdag, hvor arbejdet alligevel hvilede, og hvor der ingen vanskelighed ville opstå for deltagelse i demonstrationen." Således er sammenhængen jo aldeles ikke. Man har som vi tidligere have oplyst - valgt den 1. maj til demonstrationen, fordi man allerede havde udset den dag hertil i Amerika, men uden at have øjet åbent for, at grunden til, at man i Amerika ville demonstrere just på denne dag, var den at det allerede i forvejen var en almindelig fridag, så at altså demonstrationen kunne foretages uden brud på indgåede forpligtelser. Da man senere fik øjet op for, at forholdene således ikke var lige i Amerika og her i Europa, har man enkelte andre steder, som fx i England, indset det ufornuftige i at fastholde beslutningen om at demonstrere den 1. maj og har i stedet for foretrukket at henlægge demonstrationen til på søndag. Hos os kunne man have indskrænket sig til at henlægge den til helligdagen i morgen - eller man kunne måske endog have begyndt på helligaftenen i aften. Men "førerne" har ikke villet det så. Når nu blot ikke for mange af de menige må have været for villige til at lytte til førernes ord, så at de bagefter komme til at fortryde det.
---
"Forenede Dampskibsselskab" havde meddelt sine arbejdere at de der blev borte i dag, ikke for fremtiden ville få arbejde ved selskabet.
---
Ved alle større arbejder såsom jordarbejdet ved Tivoli, den store kloakledning på Ørstedsvej, var arbejdet i fuld gang.
Også i private huse mødte de der beskæftigede håndværkere i morges som sædvanlig.
---
Indtil dags middag arbejdedes der som sædvanlig af samtlige havnearbejdere, kun på en enkelt damper som losser kul i Gasværkshavnen, er arbejdet standset.
Alle arbejderne på Burmeister & Wains værksteder på Refshaleøen, ca. 1.000 mand, har nedlagt arbejdet til trods for bestyrelsens advarsler. Derimod arbejder de af selskabets arbejdere der er beskæftiget i værkstederne på Christianshavn.
(Nationaltidende, 1. maj 1890. 2. udgave).
Den 1. maj
Demonstrationsmødet på Nørre Fælled.
Sjældent har vistnok førerne i Rømersgade begået en større fejl end den i går. Men det kommer der af at ville være med i "den europæiske koncert".
Socialistkongressen i Paris havde vedtaget, at der skulle afholdes demonstrationer den 1. maj hele verden over, og så måtte det danske arbejderparti jo da også være med.
Broder Jonathan havde med sin sædvanlige smarthed arrangeret demonstrationen til en dag, der passede ham, men i stedet for at gøre det samme - resultatet var vistnok blevet ens - måtte naturligvis de europæiske arbejdere gøre det endnu bedre. Hele Europa skulle mærke arbejdernes magt, de gav sig selv fri den 1. maj. Således lød også parolen herhjemme, og at den blev gennemført så vidt muligt, det sørgede naturligvis den "faglige" organisation for.
Vi hørte en udtalelse fra en arbejder fra et stort industrielt etablissement, hvor arbejdet var blevet nedlagt. Del var ikke med hans gode vilje, han opgav en dagløn af 5 kr., men man var naturligvis nødt til at følge trop, for de par stykker, der ikke havde gjort det, men mødte til arbejde i går, de kunne lige så godt blive borte, de ville såmænd ikke kunne holde samarbejdet ud.
Resultatet af mødet, erklærede samme, var ikke en pibe tobak værd, og deri må vi samstemme med manden.
Det var et af de tammeste møder, vi har overværet, ingen stemning, ingen humør og slet ingen begejstring for den stort ag "otte timers arbejde, otte timers frihed og 8 timers hvile", som var slagordet. Tyskerne har været mere vittige, feltråbet lød der:
Acht Stunden Arbeit.
Acht Stunden frei.
Acht Stunden Ruhe.
Und acht Mark dabei.
Slet så meget humør var der ikke på Fælleden i går, man mødte, kedede sig, og gik så hjem eller til de steder, hvor den otte timers arbejdsdag fejredes ved taler, musik og dans. Men hvor skulle også lidenskaben komme fra, det var jo ikke noget arbejderproletariat, der mødte op, det var ikke arbejderne, som kapitalisterne havde udsuget, tværtimod, de radikale meningsfæller fra Paris ville utvivlsomt, hvis de havde overværet dette møde, have kaldt de mødende for storborgere!
Man mødte op i lyse, drap paletoter, for kvindernes vedkommende i forårskjoler osv. osv. kort sagt vidste man ikke, at dette skulle være de "udpinte" arbejdere ville man aldeles ikke tro det.
Mødestedet var det nordlige hjørne af Nørrefælled tæt oppe ved store Vibenshus. Lige nedenfor en lille bakke var talerstole rejst, temmelig indskrænket for de mange "ledere", der skulle have plads, draperet med rødt shirting og garneret med arbejderpartiets faner.
Lige over talerstolen prangede en stor hvid plakat hvor slagordene: "8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile" var malede med sorte bogstaver.
Rundt om talerstolen var plantet nogle lange stænger på hvis top der var hængt plakater med forskellige tankesprog såsom: "Afskaffelse af hjemmearbejde, Ned med Akkordarbejdet," "Mænd og kvinder lige løn for lige arbejde," "Unge Arbejdere må kun arbejde i 6 timer", "Beskyt arbejdernes sundhed," "Bort med natarbejdet" osv.
Den sidstnævnte plakat gav anledning til følgende bemærkning af et par arbejdere, formodentlig bagersvende: Nå da du, hvad er det? Bort med Natarbejdet, Hva ska' vi så leve af?"
Præcis kl. 4 begyndte mødet, der lededes af folketingsmand P. Holm. Han gav ordet til malermester Jensen, der hvidt en tale for otte timers arbejdsdagen, som de fleste ikke kunne høre. De tribunen nærmest stående råbte nu og da Hør! men dette og et svagt hurra for Jensen var det meste af forståelsen. Så sang man på opfordring en sang for normalarbejdsdagen, og så talte forretningsfører Knudsen for "Arbejdets ordning".
Hans tale fik heller ikke mange godt af, men han fik dog også sit hurra. Så oplæste dirigenten en del telegrammer fra meningsfæller i Stockholm, Nykøbing på Mors, Helsingør og et brev fra arbejderne på jernbanen, der ikke havde kunnet give møde på grund af "magthavernes tryk". Sluttelig vedtoges så den forleden omtalte resolution enstemmig (?) og hr. Holm lovede på Rigsdagen at gøre sit til, at normalarbejdsdagen blev gennemført, thi det danske Socialdemokrati havde nu taget denne sag op på sit program og ville stille den allerførst der.
Han anslog forsamlingen til 50.000 - det halve havde været mere end rigelig - og erklærede mødet for sluttet. Tre kvarter varede dette storartede demonstrationsmøde, og så vor herligheden forbi. Publikum var skuffet, det ville have mere, men fik så kun nogle musiknumre i tilgift. Kl. 5:15 pakkede musikken sammen, og de mødende strømmede for størstedelen ind til byen følgende enkelte faner, der vajende bares over til Blegdamsvej. Men her hørte selv denne fornøjelse op, thi udenfor stod politiet og det tålte ingen overtrædelse af bekendtgørelsen. Så samlede man sig i småklumper om fanerne, sang endnu en sang, visen om den dejlige "normaldag", rullede fanen sammen og gik rolig hjem. Kl. 6 var de fleste af de mødte borte fra Fælleden. Politiet, der lod til at være forberedt på alt - tætte dobbeltposter besatte hovedvejene til Fælleden, ligesom en del beredne betjente var til stede - optrådte overalt høfligt, men bestemt, og havde heller ikke den ringeste vanskelighed med at få folk til at passere. Politistyrken stod under politiinspektør T. Petersens kommando. Såvel politidirektøren som vicepolitidirektøren var til stede på Blegdamsvej. I politistationen på Fælledvejen var en deling gendarmer stillet i reserve.
(Nationaltidende, 2. maj 1890).
Drikkende køer i Fælledparken. Fælledparken fik først senere sit nuværende udseende, på initiativ af borgmester Jens Jensen der som maler optrådte som taler ved den første 1. maj. Fotograf Fritz Theodor Benzen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Maj-demonstrationen
Vor by i går.
Rolig! Demonstrationsstemt før 4. Søndagsklædt efter 4. Således forløb den store demonstration for de 8 timers normalarbejdsdag.
Lidt i strid med demonstrationens mål arbejdedes der i mindst 14 timer til fordel for den. Fra 10 formiddag til 12 nat lyste alle byens gader af de runde røde mærker, der forkyndte højt, at arbejdet burde være 8 timer.
Disse røde mærker gav dagen sin karakter.
De fortalte den forbavsede by, hvor mange arbejdere, der turde give sig selv fridag trods kapital og stat og andre kærlige principaler. Og de fortalte, med hvor stor ro og takt alle disse arbejdere vidste at benytte denne fridag. De røde mærker vil, når de lægges hen til gamle festtegn fra grundlovsfester og møder, mere end disse minde om, hvilken magt arbejderne er.
På Fælleden
Det skønnes let, at arbejderpartiet er i fremvækst. Nu har selv Vorherre slået sig på deres sag. Han gav i går de demonstrerende socialister den første rigtig milde dag i året til behagelig afbenyttelse. Og formiddagens lune, disede luft klarede op og spandt sig ud i lutter solskin, den gang arbejdernes skarer ved 3 - 3:30-tiden begyndte at samle sig på Fælleden.
Omkring den för tillfållet rejste tribune, der selvfølgelig var dekoreret rødt i rødt, stod folket tidlig samlet i tætte forventningsfulde klynger, hoved ved hoved, op ad Fælledens på det valgte samlingssted lidt kuperede terræn. Og tilstrømningen blev uafbrudt ved; sorte rækker af gående snoede sig uafbrudt over Fælledens grønsvær, fra øster og vester kom de hid for at lytte til, hvad folketingsmand Holm, maler J. Jensen og forretningsfører Knudsen havde at berette. At opgive noget tal ville være meningsløst, det lader sig aldrig gøre med blot tilnærmelsesvis nøjagtighed at skønne over forsamlingen under åben himmel og på så vidtstrakte fladerum. 35.000 Mennesker var vel det mindste, der var til stede - et tal, der i og for sig var ret imponerende.
Det bliver det endnu mere, når det tages i betragtning, at Socialdemokratiet ved denne lejlighed ikke kunne udfolde sine kræfter på samme vis som fx ved en grundlovsfest
Ej heller frembød Fælleden det livlige og brogede folkelivsbillede som på femtejuni-dagene. Al øludskænkning var jo viselig forbudt af politiet, heller ikke var der indrettet danse-estrader. Følgelig havde arbejderne som regel ladet koner og børn blive hjemme.
Hvad der mødte var mænd, folk med det røde socialistiske festtegn i hatten. Forholdsvis få var de nysgerrige, der søgte til stedet for fra forsamlingens yderkanter at nyde demonstrationen på rent æstetisk facon.
Talrigt repræsenteret var derimod politiet: en stor sværm af ordenshåndhævere, der lå og gjorde sig det bekvemt i græsset og slikkede solskin, yderligere en bereden styrke på ca. 15 mand der sluttede en aldeles mageløs linje under ledelse af hr Theodor Petersen, hvis vælige ganger nu og da tog sig en munter lille galop gennem sværmen af folk, der flygtede til alle sider for den drabelige kriger.
Der blev ikke spor af brug for alt det politi.
Vore arbejdere er i det hele taget et folkefærd, man nok kan være bekendt at tage hatten af for. Rolige, ordentlige mennesker, aldeles overvejende. Og så pæne i klæderne, at man uvilkårlig studser ved tanken om, det skulle være vort samfunds proletariat.
Hist og her ses dog omkring på Fælleden, drivende i græsset, klynger af lazaroner. De bryder sig pokker om talerne og sangene, sløvt ligger de og sover ugegamle kæferter ud, glippende mod solskinnet med de tunge øjenlåg.
Er det fælledernes faste beboere - de, der herbergerer her ved dag og nat i broderlig samdrægtighed med køer og heste, eller er det den stand, der engang vil tage skeen i sin hånd, når den fjerde stand - Socialdemokratiet, den arbejdende klasse - selv i følge tidens lov er gerådet i reaktion?
Hvem véd?
En fuld sjover ræber os højlydt ind i ørene. "Leve den 8 timers arbejdsdag", brøler han. Han ser ud til lige at have taget sig de 8 timers frihed og til at trænge ualmindelig stærkt til de 8 timers hvile.
Gud ske lov "apres nous le deluge !
Så spiller det flinke musikkorps op. Ud over Fælleden lyder kækt og sejrsstolt solskinnet Marseillaisen med sine evig unge toner, der selv er solskin og maj og frihed, selv om de ikke spørger om den otte timers arbejdsdag.
Og så begynder
Talerne.
Rundt om den flagsmykkede talerstol, ved hvilken referenterne sad gemt ind i en lille, lummer bås med grangrene der kildrede dem i nakken til opmuntring, samledes menneskemasserne.
På talerstolen hvis flag lystig smækkede for vinden, sås af og til et kendt ansigt af Socialdemokratiets ledere og straks brød man ud i spredt hurraråben.
Folketingsmand Holm (Hurra !) havde lovet at være dirigent og håbede at forsamlingen ville
vise den sædvanlige ro.
Maler J. Jensen talte dernæst for den normale arbejdsdag. Den var kun et middel til at nå Socialdemokratiets mål, den socialistiske stat. Men organiseret som vor arbejderstand dyrkøbt var blevet, ville den, stærk som den nu var, også nok nå sit mål. Et leve for den normale arbejdsdag. (Hurra. Stærkt bifald).
En sang for den otte timers arbejdsdag blev derpå afsunget.
Forretningsfører P. Knudsen talte dernæst om den 1. maj-demonstrations store betydning. Den viste, hvor mægtigt at det internationale arbejderparti var.
Efter at socialistmarchen var afsunget, oplæste dirigenten forskellige modtagne telegrammer, der hørtes med stærkt bifald. Fra Stockholm og fra forskellige danske byer var indløbet hilsen fra meningsfæller. Med særlig begejstring hørtes et brev fra arbejdere i statsbanens tjeneste: de var bundne, men hvis sympati var hos dem på Fælleden (Hurra !)
Derefter hævedes mødet.
Bagefter
Og menneskemylderet fordeler sig og siver langsomt ud over forstæderne - til de socialistiske fester på Sortedamslund og Ny Alhambra eller fredelig hjem til de skumle, mørke menneskepakkede kaserner.
Ind imod byen er strømmen ikke stærk. En vældig ladning politibetjente har besat Frederiksborggades forlængelse. De ser selv flove ud over deres komplette overflødighed.
I fred og ro er det imponerende møde sluttet som hele dagens demonstration. Der spørges fra intet sted nyt om nogen rolighedsforstyrrelse.
De revolutionære.
Var de reformvenlige socialisters fest mægtig, imponerende, var de revolutionære nærmest
kun til muntration.
De havde bebudet gadedemonstration, holdt tid og samlingssted hemmelig og havde derved vakt berettigede forventninger om optøjer, slagsmål, arrestation a la Louise Michel, og opflammende småscener.
Muligvis havde de også selv tænkt sig at muntre København på en sådan europæisk manér. Nu blev fornøjelsen højst hjemlig.
Kl. 3 stillede 92 herrer på Kongens Nytorv med hvide plakater i hattene. Et kvarter senere satte disse 92 sig i bevægelse. I spidsen hr. Gerson Trier alvorsfuld og med feltherreminer, efter ham et par officerer, dernæst de menige, roligt konverserende.
Sådan så revolutionen ud. I Strøget vakte de en del opsigt hos politibetjentene, der diskuterede forbuddet mod procession i gaderne. Efter nogen uenighed enedes man om at regne de 92 for promenerende.
Da revolutionen var nået til Gammeltorv regnede den ud, at den ville gøre sig bedre i den smalle og mørke Vestergade end i Frederiksberggade.
Så forsvandt den i retningen af Gardergården. Senere dukkede den igen frem på Halmtorvet, for at fortsætte sin solhede vandring til Jagtvejen. I en lille tysk læseforenings lokaler pokaleredes der for opnåelse af 8 timers normalarbejdsdag ad revolutionær vej.
Skål!
Hr. Nik. Petersen var genstand for megen velvilje. I forgårs aftes var der tale om, at han skulle arresteres, i går formiddag sagdes han at være set i en droske mellem to betjente og ledsaget af en droske med en assistent.
Det var dog en sort løgn.
Altså glædedes revolutionen i fred og ro over at de var kommet så helskindede fra det.
Første Maj-blomster.
Et enkelt sted kom det i købet af gårsdagen til en lille tumult. Det var ved Gasværkshavnen, hvor demonstrerende arbejdere kom i konflikt og slagsmål med arbejdere, der ville fortsætte deres dont med at losse skibe. Der skete dog ingen alvorlig overlast på nogen af siderne.
*
Burmeister & Wains arbejdere på Refshaleøen havde arrangeret en ganske imponerende lille demonstration. Til sædvanlig tid, ca. 5.45 om morgenen, indfandt de sig som ellers på Toldboden i et antal af ca. 1200 mand. Af disse begav sig imidlertid kun ca. 300 ned i de pramme, der skulle føre dem over til værkstederne. Og af de 300 opgav oven i købet de allerfleste arbejdet, så snart de var kommet derover. Kun en 15-16 stykker blev tilbage.
Modigt handlet - ganske vist! Men klogt?
*
"Det forenede Dampskibsselskab" havde betydet sine arbejdere, at de der den 1. maj udeblev fra deres arbejde, ikke for fremtiden ville beskæftigelse ved selskabet.
*
Burmeister & Wains værksteder på Christianshavn holdtes hele gårsdagen i gang - omtrent med den sædvanlige arbejdsstyrke af 600 mand.
*
Ved jordarbejdet ved Tivoli og ved den store kloakledning på Ørstedsvej var arbejdet ikke standset.
*
I Græbes Bogtrykkeri udeblev alle sætterne. De modtog straks opsigelse.
(København, 2. maj 1890)
Folketingsmand Peter Thygesen Holm (1848-1898), skræddersvend som tilsluttede sig den socialistiske bevægelse, og fra 1876 en af lederne. Valgt til Folketinget i Københavns 5. kreds 1884 (genvalgt 1887 og 1892). En af de første socialdemokratiske folketingsmedlemmer. 1897 i Københavns Borgerrepræsentation. Udtrådte juli 1897 både som borgerrepræsentant folketingsmedlem, sigtet for at have misbrugt sin viden om tilstundende kommunale grundkøb for egen vindings skyld. Han døde i Vestre Fængsels hospital og nåede ikke at blive dømt.
Jens Jensen. Fotograf Frederik Riise. Fri af ophavsret. Det kongelige Bibliotek.
Jens Jensen var maler, socialdemokrat og fagforeningsmand. Han deltog i møderne i Paris som formand for De samvirkende Fagforeninger – hovedorganisation for de københavnske fagforeninger. Ved grundlæggelsen i 1898 blev han den første formand for De samvirkende Fagforbund (DsF, senere LO). I mange år fremover var han en af de fremmeste fortalere i det danske socialdemokrati for en lovfæstet 8-timers arbejdsdag. Jens Jensen blev i 1903 valgt som den første socialdemokratiske borgmester i København, og senere – i 1918 – var han med til at indføre 8-timers arbejdsdag for kommunalt ansatte i København.
Sangen ”8 Timers Dagen” var skrevet til lejligheden af den tidligere socialdemokratiske formand og digter A. C. Meyer. Sidste vers lyder:
Ret nu Ryggen, Bro’er, løft Blikket, Søster!
Vaaren spirer udfor Fængslets Mur.
Har I glemt, at I har stærke Røster?
Lovsyng da den vaagnende Natur.
Lige Tid til Arbejd og til Hvile
og til Kamp for Livets unge Sag;
første Maal, hvorhen Jer Kraft maa stile,
er den 8 Timers Arbejdsdag
Demonstrationen.
KøbenhavnMajdagen i København.
København var i forgårs som aldrig før, en "verdensby". I store drømme har man gået og leget med dette stavn, men i torsdags lagde Socialdemokratiet den rette betydning deri. Vor by var en af de mange pulse på det store verdenslegeme, som slog for den samme sag.
Med strålende forårsvejr oprandt dagen, og allerede fra morgenstunden kunne man møde folk på gaderne med det røde mærke i hatten. Efterhånden som tiden skred frem, blev der flere og flere, og henad mødetiden vrimlede det med demonstranter gennem alle gader, der førte ud mod Fælleden.
Langs Blegdamsvej fra Fredensgade og udefter plantedes der op fane ved fane, og folk fylkedes om dem i store skarer. Samtaleemnet var overalt hvor mange der ville komme, og at arbejdsgiverne ved tvang havde holdt masser borte fra at give møde. Men folk strømmede stadig til og det varede ikke længe før tallet var over de flestes forventning. Dette satte humør, og da man brød op og med fanerne i spidsen drog over til talerstolen, gik det under sang og frejdige tilråb mand og mand imellem.
Blot tilnærmelsesvis at angive, hvor mange der var i den tætpakkede skare som kl. 4 stod hoved ved hoved omkring talerstolen, er ikke let. Befandt man sig selv i mængden, var det umuligt. Fra tribunen, hvor man havde fri oversigt til alle sider, tog forsamlingen sig i høj grad imponerende ud og den almindelige mening var, at der var omkring 50.000. Da de alle som en svingede med hatten, eller de ved afstemningen rakte hænderne i vejret, var det et storartet syn.
Og hvilken mønsterværdig ro og disciplin var der over denne vældige menneskemasse. Ikke tanke af uorden eller usømmelighed fandt der sted. Glade, tillidsfulde, begejstrede mennesker gav deres følelser luft for den sag der havde samlet dem alle, men alt med den værdighed der heldigvis er nået til at blive et særkende for det danske arbejderpartis fester og som kan tjene andre partier til følgeværdigt eksempel.
Der er ikke tvivl om, at de var forstående overfor betydningen af den verdensdemonstration de deltog i. Det var ikke bededagsklokkerne, de denne gang skulle høre ringe. Nej, der var en anden malmtung røst som den bededagsaften klang ud over verden og fangede deres øren. Det var den store internationale dommedagsklokke, der en gang skal ringe det kapitalistiske samfund til jorden, som lod høre sit første slag.
At de følte sig berørte af solidariteten, fik man bevis for da telegrammerne fra ind- og udland oplæstes. Der gik som en bølge af jubel op over mængden for hvert. Og hvilken begejstring vakte det ikke, da brevet fra statsbanens arbejdere oplæstes og det kundgjordes, at disse kun ved et magtbud afholdtes fra at være hos deres kammerater, hvis demonstration de i hjertet fuldt og helt sluttede sig til.
Vil man have yderligere bevis på, hvor meget arbejderne sætter ind på at tilkæmpe sig bedre og lykkeligere livsvilkår, så leverede Burmeister & Wains arbejdere på Refshaleøen det. Det var dagen forud ved opslag på værftet forbudt dem at deltage i demonstrationen, og i tilfælde af overtrædelse var der ikke alene stillet dem afskedigelse i udsigt, men de truedes med at miste alt, hvad de havde krav på i alderdomsforsørgelseskassen. Man havde under disse omstændigheder rådet dem til at arbejde som sædvanligt, da de eventuelle følger kunne blive af alvorlig betydning for mange af dem, som havde indtil 1200, ja 1600 kr stående i kassen. Men arbejderne tog det som en ærespligt at støtte den sag, som de føler sig overbeviste om er den eneste, der har udvej for dem af elendigheden, og mellem 800 og 900 mand indstillede arbejdet og flokkedes under fanerne på Fælleden.
Kom så og sig, at arbejderne ikke tror på deres sag, at de ikke vil kæmpe, ofre og lide for den! Den mand, der for at stå last og brast med sine standsfæller ikke alene risikerer at miste det daglige brød, men også den efter hans forhold store sum, som en gang skal mildne hans alderdoms dage, den mand, der sætter sin eksistens på spil for at bidrage til at betrygge sine medmenneskers, han er ikke nogen dårlig soldat i den hær, han tilhører. Med sådanne folk
kan man erobre verden!
Hvilken stemning var der derfor også i de tætte masser, som under sang bølgede over mod byen, da mødet var forbi! Man var snart på det rene med, at det var mænd, som havde nået det, de ville, og som følte sig at være den magt, hvorpå samfundet hviler.
Ind gennem gaderne gik det snart i tætte klynger og snart spredte i enkelte familiegrupper og mand for mand. Men ro og orden var der alle vegne. Ikke spor af brug blev der for den masse af politi, gendarmer og soldater, der var parat til at slå løs.
Rundt om fra Sjælland var der trukket gendarmer her til byen. Fra Køge skrives således til os, at gendarmerne fra alle de omliggende stationer onsdag eftermiddag pr. jernbane rullede hertil for at bekæmpe revolutionen. Husarer var der også på benene, de fik sig et muntert hurra, da de red hjem ad Blegdamsvej. Politiinspektør Th. Petersen brillerede selv til hest, i spidsen for en stor bereden skare af ordenens beskyttere, men selv ikke hans skarpt spejdende øje kunne opdage tanke af "arbejde" for dem. Inde i gården på Fælledvejens politistation vrimlede det af lyseblå uniformer og stampende heste. Arbejderne, som gik forbi, morede sig over den skræk, de havde sat i kroppen på pengemændene, og drog ud på Fælleden for at være deres eget politi. Omkring talerstolen vrimlede det ligefrem af "opdagere". Enkelte af dem havde endog været så "fiffige" at sætte det røde mærke i hatten. De var lige godt kendt for det. Hænde kan det måske, vi gør en og anden uret, en opdagelsesbetjent kan jo også være socialist.
Aftenmøderne.
Stuvende fuldt alle vegne var det fælles mærke for aftenens fest.
I Rømersgade stod folk ude i gården og diskuterede om det kunde nytte at gå ind, og oppe stod de langs ned ad trappen. Salen var fyldt til sidste plads.
Udenfor Sortedamslund var Dosseringen sort af mennesker, i haven var der ikke til at komme frem og i salen næppe til at drage ånde, så pakket var der.
På Vodroflund måtte talerne holdes under åben himmel, da det hurtigt viste sig, at salene ikke kunne rumme de store skarer, som strømmede til.
Ny Alhambra havde pyntet sig i dagens anledning. Den store Ny Alhambra havde pyntet
sig i dagens anledning. Den store sal var behængt med vimpler og flag
og fra lyseblå skjolde lyste i hvidt Socialdemokratiets store navne. Til gengæld viste publikum deres anerkendelse ved at samles så tæt, at der
ikke var til at trænge sig gennem døren
Også i alle de andre værelser var
der fyldt og i haven bølgede store skarer op og ned.
Løftet stemning og stor begejstring
var der alle vegne. Selv under dansen
glemte man ikke anledningen til festen
Der blev gjort pauser, musikken intonerede, og i tusindstemmigt kor sang
man dagens to sange atter og atter,
fulgte af jublende hurra for det internationale værk.
På gaden var der hele aftenen
selv ved midnatstid så fredeligt som
nogen sinde. Vi spurgte mangfoldige betjente om der var forefaldet nogen uorden, men fik overalt det svar, at
det hele gik mønsterværdigt til. "Avisen" måtte da også galdegrøn tilstå,
at den ved at piske om til alle politistationerne havde fået den samme besked, og at der i hele nattens løb kun
fandt en anholdelse sted. Men der
gives vist ikke den dag eller nat hvor
der ingen bliver anholdt, så socialdemokraternes fest kan ikke tage denne
ene mand til indtægt.
Ret forunderligt er det derfor, at politiets betjente plagedes med overdreven megen tjeneste. Vi skal blot
nævne et eksempel. I Dybbølsgade
havde politiet lejet en ledig hørkrambutik til vagtlokale. Her sad i nattens mulm og mørke en 30-40 betjente
indespærrede, samtidig med at ikke så få to og to kredsede rundt om Ny
Alhambra. Hvorfor de i hørkrambutikken ikke kunne få en smule lys
er ikke godt at begribe, hvis det ikke
var for at vi andre ikke skulle opdage,
hvilket sværd der hang over vort hoved. Henad midnat kedede uvirksomheden dem i den grad, at de gav sig
til at synge alskens fornøjelige viser.
Gennem et åbent vindue trængte det
kraftige kor ud i de stille gader og
var den eneste uorden, vi kunne opdage. En patriotisk betjent forsøgte,
mens vi stod og hørte på koncerten,
at få de andre til at synge fædrelandssange, han foreslog "Kong Kristian", "Danmark dejligst Vang og
Vænge", men der var absolut ingen stemning for det patriotiske, thi
han fik ikke en eneste til at tage fat
med.
Alt i alt var demonstrationen så vellykket som muligt, og har de haft
samme held andre steder i verden,
vil den 1. maj ikke blot komme til at stå som en af de stolteste dage i historien, men også som en af de smukkeste.
På Nørrefælled.
Folketingsmand P. Holm (Holm leve! Hurra !): Af hovedbestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund" og af fællesbestyrelsen for de samvirkende Fagforeninger er overdraget mig det ærefulde hverv, at lede dette møde, hvilken opgave sikkert vil blive let, thi jeg nærer den overbevisning, at Københavns arbejdere i dag som ved alle lejligheder vil optræde med alvor og ro. Hermed byder jeg forsamlingen velkommen! Lad os i dag vise, at vi er de organiserede arbejdere, der ved, hvad vi vil og véd hvad vi kan. Der er lagt hindringer nok i vejen fra autoriteternes og de private arbejdskøberes side for at ødelægge dette møde, og mange af vore kammerater er af omstændighederne tvungne til at blive borte herfra, men desuagtet er vi nok til at stille det fælles krav for dem og os. Kravet om en 8 timers arbejdsdag, denne fordring, der i dag bliver stillet fra tusinder af talerstole hele den civiliserede verden over. (Hør! Bravo!) Når denne dag er endt, da vil den tilhøre historien.
Taleren gjorde derefter rede for mødets program og udbragte et leve for den internationale arbejderbevægelse, som besvaredes med rungende hurraråb.
Normalarbejdsdagen
Dirigenten gav ordet til maler J. Jensen: Tak for det talrige møde! Efter at vi vinteren igennem i så mange møder har drøftet dette spørgsmål, som her i dag skal finde sin besvarelse, glæder det mig at se dette resultat. Arbejderne mødes ikke her i dag just for at tage sig en fridag, men vi mødes her for at stille vort første store krav om en otte timers arbejdsdag. Dette krav er det første i den kamp, de organiserede arbejdere fører. Det er ikke kampen med kugler og krudt (Hør!), men det er de organiserede arbejderes kamp mod kapitalen. Nu er arbejderne tvunget til at sælge deres arbejdskraft, og så længe de er nødte til det, må de dog i det mindste have lov til at bestemme arbejdstidens længde. Der har lydt og lyder røster nok om, at en forkortelse af arbejdstiden vil skade arbejderne, medens forholdet faktisk er det, at en forkortet arbejdstid er det første, der må indføres for at gøre arbejderne det muligt at føre en menneskeværdig tilværelse. De får bestandig mindre for deres arbejde, end de kan leve for. (Hør!) Det går dem som mange handlende, de må bestandig sælge "under indkøbspris". Og så er der det, at en stor mængde arbejdere netop på grund af den nuværende lange arbejdstid forgæves tilbyder deres arbejdskraft. De må gå ledige. Dette forhold må forandres! Vi forlanger 8 timers arbejdstid for at skaffe plads til dem, der nu ikke kan få arbejde. (Hør!) Når arbejderne arbejder i 10 timer, tjener de arbejdslønnen i 4 timer, og i de 6 timer tjener de til arbejdskøberens lomme. (Hør!) Men vi forlanger også 8 timers arbejdsdagen for at sikre os bedre livsvilkår og en menneskelig tilværelse. Det herskende mindretal regerer ved hjælp af de kundskaber, det har købt sig. Vi må også skaffe os kundskaber, dersom vi vil tænke på at få nogen indflydelse på tingene. Men kundskaber kan vi kun få tid til at erhverve os, når arbejdstiden forkortes. Alle vil være enige om, at arbejdstiden bør forkortes. 8 timersdagen er ikke målet, men midlet. Arbejderklassens kamp for det socialistiske samfund, det er en provianteringsstation på vejen mod vort store mål. Et hurra for 8 timers arbejdsdagen, således at der gives et løfte om at arbejde med til dens virkeliggørelse. Et hurra for 8 timers arbejdsdagen! Den leve! (Begejstrede hurraråb. Jensen leve! Hurra!)
Musikken intonerede melodien til sangen for normalarbejdsdagen, som blev afsunget.
Arbejdets ordning.
Forretningsfører P. Knudsen: Der er talt om nødvendigheden af, at arbejdstiden indskrænkes. Vi vil nu gøre os klart, hvad vi vil bruge den tid til, som vi vinder. Arbejderne har hårdt brug for mere frihed til at afkaste klasseherredømmet. (Hør!) Var dette ikke til stede, så ville endnu flere tusinde være mødt her i dag. At de er borte, viser, at de er tvunget til at gå i åget. Indehaverne af klasseherredømmet bruger værdien af vort arbejde til at undertrykke os. Man ville forhindre det internationale samarbejde ved at ødelægge arbejdernes internationale organisation. Men mødet i dag her og møderne hele verden over er bevis nok for, at de arbejderfjendtlige bestræbelser ikke er lykkedes. (Hør!) Blandt arbejdernes fordringer er også den, at kvindens arbejde skal betales lige så højt som mandens arbejde. Endvidere vil vi kæmpe for vore politiske rettigheder. Arbejderne, der opretholder samfundet, er berettigede til at være medbestemmende om samfundets ordning. (Hør!) Vi tilstræber et samfund, hvor der hersker frihed, lighed og broderskab! (Stærkt bifald.) Men blandt vore foreløbige fordringer til det nuværende samfund er kravet om ophævelsen af kvinders natarbejde og en ugentlig hviledag for alle arbejdere. Vi vil fremdeles arbejde videre for de foreløbige mål, men derfor ikke tabe det endelige mål af sigte. Et leve for arbejdets ordning ved arbejderne selv! Leve socialismen! (Stormende hurra-råb P. Knudsen leve! Hurra!)
Den mægtige forsamling istemte nu "Socialisternes march", hvorefter dirigenten oplæste nedenstående telegrammer og et brev fra statsbanens arbejdere.
Disse hilsener fra meningsfæller nær og fjern besvaredes med rungende hurraråb.
Dirigenten knyttede til brevet fra statsbanearbejderne følgende ord:
Lad altså kun magthaverne og kapitalisterne forbyde deres arbejdere at komme herud, men deres følelser for og tilslutning til mødet kan ikke tages fra dem. De vil fuldt ud i tanken være hos os og billige hvad der bliver besluttet. Hvad der end bliver skrevet i bladene i morgen, så vil de ikke kunne skrive, at det var børn og kvinder, der var på Fælleden i dag. Nej, det er fuldmyndige, alvorlige mænd, der er sig deres mål og deres krav bevidst. Jeg vil ikke anstille nogen beregning over, hvor mange her er til stede, men det ved jeg, at jeg aldrig har set så mange ved tidligere møder. Her er vist nok samlet henved et halvt hundrede tusind mennesker.
Dirigenten oplæste nu følgende resolution.
"Det den 1. maj på Nørrefælled i København afholdte, af ca. 50.000 personer besøgte møde, erklærer overensstemmelse med beslutningerne på Pariser-arbejderkongressen, på hvilken de danske arbejdere også var repræsenteret, at fordringen om en lovmæssig fastsat normalarbejdsdag der i de økonomisk fremskredne lande allerede nu med iagttagelse af
alle berettigede interesser kan ansættes til 8 timer - såvel som de øvrige af Pariserkongressen formulerede fordringer til national og international arbejderbeskyttelse er et livsspørgsmål for det arbejdende folk, hvorfor man henvender sig til den lovgivende myndighed med forlangende om disse fordringers opfyldelse.
Det pålægges mødets funktionærer at bringe den vedtagne resolution med vedføjelse af Pariserkongressens beslutninger til regeringens og Rigsdagens kundskab."
Resolutionen vedtoges enstemmigt.
Dirigenten: Det er nu slået fast, at fordringen om en otte timers arbejdsdag er en fordring, som Socialdemokratiet sætter foran alle andre fordringer med al den kraft, som ligger i en bevidst organisations hele magt. Vi har ved vor organisation allerede opnået ikke så lidt, og vi skal bringe magthaverne og kapitalisterne til at anerkende også denne fordring. (Hør!) Jeg skal som en af arbejdernes repræsentanter bidrage mit til, at kravet om normalarbejdsdagen i den lovgivende forsamling skal blive tolket så godt, som en arbejder formår det. (Stærkt bifald.)
Det skal ikke siges om de danske arbejdere, at de indlader sig på tomme demonstrationer. Vi samles i alvor og med bevidsthed om, hvad der skal gøres i den nærmeste fremtid. Lad dem i udlandet, der vil, demonstrere tomt, men vi vil virke i kraft af vor organisation. Den ro, der hersker på dette møde, er en borgen for, at sagen glemmes ikke, og fordringen heller ikke. Den skal gennemføres! Et leve for det danske socialdemokratiske arbejderparti! (Rungende hurraråb.)
Lad os, når vi forlader dette sted, sprede os over Byen og demonstrere fredeligt. Det er det betydningsfulde, at denne dag forløber i ro og på en for den danske arbejderstand værdig måde. I aften samles vi i vore lokaler med de kammerater, der ikke har kunnet møde her, og fornyer sammen med dem det løfte, vi her har givet! (Folketingsmand P. Holm leve! Hurra!)
* * *
Efter talernes slutning spillede musikken en halv times tid, medens den uhyre forsamling opløste sig. En stor del af foreningerne marcherede under arbejdermarchens toner og med faner i spidsen ned til Blegdamsvej, hvor de skiltes.
* * *
I Rømersgade.
Allerede ved 7-tiden strømmede folk ind i festsalen, og ved 8-tiden var lokalet fyldt til sidste plads, mange måtte gå bort uden at kunne komme til.
Orkestret, der var placeret på tribunen, intonerede nu 1. maj sangen, og forsamlingen istemte de taktfulde toner. Efter at også Socialisternes March var spillet og sunget med begejstring, blev forsamlingen budt velkommen af formanden for Snedkerforbundet, Simon Nielsen, der ledede arrangementet. Han gav dernæst ordet til
Kursusbestyrer Clausen, der holdt et kort, fortrinligt foredrag om 8-timerdagen. Carl Marx' ord: "Proletarer alle lande, forener Eder!" var et levende ord, der havde gjort sin virkning - derom vidner de arbejderforsamlinger, der i dag afholdes over hele verden. Han påviste nærmere de goder, en normalarbejdsdag ville medføre. Mange flere hænder ville blive beskæftiget, og derved de arbejdsløses tal formindskes. Men vi måtte huske på, at normalarbejdsdagen er ikke det endelige mål - dette er socialismens indførelse. Lang arbejstid medførte lille løn og ofte en dårlig behandling, hvad taleren påviste nærmere ved eksempler. Et lykkeligt familieliv blev umuliggjort derved. Fattigdommen sad jo som gæst i huset, og manden var aldrig sammen med sin familie om dagen - han så kun børnene når de sov og kunne derfor ikke tage sig af deres opdragelse. Da konen også var tvunget til at arbejde ude, var børnene henvist til at sørge for sig selv på gaden. Det mest bagvendte var dog, at også børnene blev pint ind i industriens tjeneste, mens forældrene og de voksne arbejdere ofte måtte gå arbejdsløse. Disse utålelige tilstande ville Socialdemokratiet have forandret. Det har været en stor dag for det danske arbejderparti, at det har kunnet samle 50.000 på Fælleden, trods al den modstand, der er blevet arrangeret af kapitalisterne og myndighederne. Et leve for, at den danske arbejderbevægelse stadig må vokse og gå fremad sammen med bevægelsen i de andre Lande! (Stor begejstring og hurraråb. "Lærer Clausen leve!" 9 hurraer.)
Efter at Simon Nielsen på forsamlingens vegne havde bragt hr. Clausen en tak for hans foredrag, erklæredes den alvorlige del af festen afsluttet. Musikken tog nu atter fat og spillede afvekslende sang- og dansemelodier, og forsamlingen skiltes først sent.
* * *
Folkeliv ved forlystelsesetablissementet Vodroffslund. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.
Vodroflund.
Der havde den smukke forårsaften samlet sig en talrig feststemt folkemængde i Vodroflunds store have, hvor der musiceredes af et orkester og blev sunget korsange af "Den sociale Skomagersangforening". Da der var mødt mange flere end den store sal kunne rumme, blev talerne holdt fra den åbne musikpavillon i haven.
Maler J. Jensen bød velkommen. Det var i aften første gang vi her samledes i vort ny sommerlokale, hvor vi herefter ville mødes hver mandag (stærkt bifald). Vi har al grund til at være tilfreds. Arbejderne har vist, at de ikke frygter for at tage en fridag, når det gælder deres livsinteresser. Som arbejderne har mødt i dag og trodset de hindringer, Højre har søgt at
lægge dem i vejen, således vil de møde hver gang, pligten kalder - næste gang i september til Landstingsvalg. (Stærkt bifald.)
Forretningsfører P. Knudsen: Vi har i dag været i kamp for vore fordringer, og vi har ført kampen - ikke som vore modstandere med deres politiknipler og gendarmer i baghold vel kunne ønske det - men således, at modstanderne må komme til at ligge under. Lad os ønske og håbe, at arbejderne verden over må ende 1. majdagen med samme gode resultat som vi. - Modstanderne herhjemme har også søgt at lægge os hindringer vejen. Den gang arbejderpartiet trådte frem, sagde de: Her har socialismen ikke hjemme; men lidt efter lidt har arbejderne tvunget deres fordringer igennem. Modstanderne tør ikke lade arbejderne udtale sig frit. "Arbejdernes Værn" har de oprettet for at umuliggøre arbejdernes fordringer. "Værnet" har i dag fået lov til at opslå plakater på gadehjørnerne - dette blev nægtet os; men selv "Værnet" har i sit opråb måttet indrømme, at fordringen om 8 timers arbejdsdagen er billig, retfærdig og gennemførlig. Lad os kun tage os dette til indtægt. Den tid er ikke så fjern, at vi kan tage magten i hånd. Lad os slutte dagen med et stærkt hurra for det danske Socialdemokrati, overbeviste om, at det vil være modent til sin gerning når tiden er inde. (Begejstrede hurraråb. Knudsen leve! Maler Jensen leve!)
Maler Jensen var stolt over dagen. Lige som vi i dag har demonstreret for otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile, således vil vi anspænde vore kræfter for gennem vor agitation at indvirke på lovgivningsmagten. I dag har vi haft lejlighed til at vise, at alle arbejdere verden over er brødre. Et kraftigt hurra for den internationale socialisme! (Stærk tilslutning).
Anderson bragte en hilsen fra Sveriges arbejdere.
Aftenen sluttede med sang og dans.
* * *
Ny Alhambra
Herude i det fjerne vest, hvor gaderne slipper op ud mod Kalvebodstrand, mødtes beboerne af de store nye arbejderkvarterer for at sejre aftenen. Kl. 7-8 var der helt fuldt af folk i den rummelige have, madkurvene blev pakket ud under de knoppende træer, og man nød af hjertenslyst den milde forårsluft. Et orkester spillede på estraden, de unge dansede og glade sange lød l være modent. Men så snart det hed sig, at Meyer skulle tale, fik alle travlt med at komme ind i den store sal som i et nu var stuvende fuld. Der var pyntet op med guirlander og kulørte skjolde, hvorpå man læste berømte socialdemokraters navne. Musikken tog plads på tribunen, og man istemte først "Socialisternes March" og så "Slagsangen", som de fleste allerede kunne udenad.
Cigarmager Hyller bød velkommen, og Meyer talte om maksimalarbejdsdagen: Det har været en stolt dag i dag, hundreder, tusinder arbejdere hele verden over har demonstreret for den samme sag. Lad os se et øjeblik på, hvad 8 timersdagen betyder; vi kan ikke gøre det for ofte. Den betyder først og fremmest for mange fag mindre arbejdsløshed og højere løn. Vore modstandere påstår det modsatte i store plakater, som de har fået lov at slå op, mens man har nægtet os den samme frihed. Men det er klart, at når konkurrencen mellem arbejderne begrænses, når vi ikke mere underbyder hverandre, - så vil lønnen stige. Altså: flere mand i arbejde og kortere arbejdstid for hver. Er det nået, sætter vi os større mål: Afskaffelse af udbytningssystemet. Dernæst har de 8 timer betydning for arbejdernes sundhed. Brystsygen florerer i fabrikkernes forurensede luft, og det er bevist, at de fleste ulykker sker i de sidste arbejdstimer, når arbejderne er overanstrengte. Vi lever ikke for os selv alene, vi vil ikke forspilde vort liv i et håbløst øjeblik på barrikaden, vi vil leve for vore børn, opdrage dem til det seje, udholdende arbejde for fremskridtet. At den forkortede arbejdstid vil have moralsk virkning, er klart nok. Modstanderne siger, vi vil drikke vor fritid bort; men vi drikker ikke, som de drak i de gamle lav under det landsfaderlige regimente, vi vil bruge vor fritid til at skaffe os kundskaber og oplysning. Endelig giver først den forkortede arbejdstid os lejlighed til at varetage vore interesser som samfundsborgere; den er et middel til at gennemføre det nye samfund. I dag har vi demonstreret for de 8 timer - i morgen begynder vor arbejde derfor!
Talen blev modtaget med stormende bifald og leveråb.
Typograf Louw gjorde nogle bemærkninger om myndighedernes holdning: de har sat husarer til at passe på gendarmerne og gendarmer til at passe på politiet; men arbejderne har atter i dag vist, at de forstår at passe sig selv. (Munterhed og bravo!)
Da Hyller havde sluttet mødet, spillede musikken op til dans, og resten af aftenen forløb i den muntreste stemning - inde i restaurationslokalerne og ude i haven under majnattens klare himmel. Kl. 12 endte den smukke arbejderfest i mønsterværdig ro og orden.
* * *
Sortedamslund (1898). Sortedamslund er nu Fredens Kirke. Som altså er et ombygget forlystelsessted. Arne Rolstad. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Sortedamslund.
Allerede længe før kl. 7 var samtlige Sortedamslunds lokaler såvel som haven tæt besatte af feststemte arbejdere og arbejderfamilier. Tilstrømningen vedblev, og ved ottetiden var der også udenfor haven så tætpakket af folk, der ikke kunne få plads på etablissementets territorium, at det var vanskeligt at trænge sig igennem. På tribunen inde i den store sal blev der fra kl. 7 til 8 afsunget sange af forskellige sangergrupper. På slaget 8 åbnede medlem af de samvirkende Fagforeningers Udvalg, arbejdsmand C vers, der dirigerede, den alvorlige del af sammenkomsten. Han gav ordet til Sigvald Olsen (stærkt bifald), der holdt talen for 8 timers arbejdsdagen. Han henviste til, at arbejderne nu forstår arbejderbevægelsens opgave, kampen, der føres nu, er ført i flere menneskealdre, men først nu har arbejderne fundet frem til klarhed over, hvad det er, der skal tilstræbes, og hvorledes der skal kæmpes. Allerede Benjamin Franklin hævdede, at en 4 timers arbejdsdag er tilstrækkelig. Den moderne arbejderbevægelse har videnskaben på sin side. Der er lagt store vanskeligheder i vejen for vor demonstration, men de arbejdere, der er blevet borte, idet de har bøjet sig for magten, har gjort det med bittert sind. Deres følelser og tanker er hos os, og magthaverne har intet opnået ved deres brutale magtbud. Politistyrken har været stærkt anspændt og tropperne konsignerede (Åh! Latter!) fordi vi har indvarslet til en demonstration på en sådan måde, at al ophidselse og uorden derved i forvejen var udelukket. Den socialistiske ånd vil gennemtrænge hele folket, altså også den del af folket der er soldater, og en ny ordning af forholdene må komme inden længe. Denne tro er vi berettiget til at nære, men samtidigt må vi ikke glemme, at det, vi skal nå, kun vil kunne nås ved hjælp af den magt, der ligger i en stærk arbejderorganisation. Et leve for en sådan organisation og for enighed blandt arbejderne!
Det udbragte leve modtoges med rungende hurraråb af den tætpakkede forsamling, ligesom talen helt igennem hilsedes med stærkt bifald. Et for taleren udbragt leve besvaredes med
vedholdende hurraer.
Efter foredraget talte arbejdsmand Jensen, cigarmager O. Nielsen og flere under stærkt bifald. En repræsentant for "Værnets" politik talte så udfordrende, at hr. Sigvald Olsen anså det for heldigst at give ham sikkert lejde ved personlig at lodse ham ud af etablissementet.
Dirigenten udtalte sin glæde over den smukke dag og sluttede derpå den alvorlige del af festen med at udbringe et meget kraftigt besvaret leve for den internationale socialisme. Dirigenten leve! Hurra!)
Resten af aftenen udfyldtes med musik og sang. Kl. 12 forlod den store menneskemasse lokalerne i den bedste stemning og med den fuldstændigste ro. Udrykningen overværedes af en ret anselig politistyrke der naturligvis kun havde at udfylde en tilskuers rolle.
* * *
(Herefter fulgte telegrammer, notitser fra provinsen og andre lande).
(Social-Demokraten, 3. maj 1890. Illustrationerne er indsat af mig, de var ikke med i de originale artikler).
