Ligbrænding og Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen om ligbrænding kom herefter i Højesteret i januar 1891. Her kom det frem at Sundhedskollegiet tilrådede at imødekomme foreningens andragende. Denne blev sendt til udtalelse hos biskopperne, og Kultusministeriet underkendte herefter Sundhedskollegiets udtalelse, der frarådede regeringen at imødekomme foreningens bestræbelser og henviste til de sundhedsrisici der var ved de eksisterende kirkegårde. Blandt argumenterne fra biskopperne var bl.a. at det var imod de kristne traditioner, det var hedenskab, og ville imødekomme "fritænkeriske bevægelser". En undtagelse var provst Skat Rørdam som ikke kunne se hvad der skulle hindre de der ønskede at blive brændt, i at gøre det. Under retssagen nævnte Justitsministeriet den kattelem at ligbrænding kunne foregå hvis der var en lov om det. 

Og det var præcis hvad der skete med den første ligbrændingslov 1. april 1892. Efter loven kunne alle over 18 år, der er ved deres fulde fornuft, beslutte at de ville brændes den dag, de døde. Det var dog et krav, at ønsket skulle nedskrives i et testamente og at liget blev lagt i en tilloddet zinkkiste, før det blev brændt. Loven tillod præster i den danske folkekirke at nægte at være til stede ved højtideligheder, hvor der skulle finde ligbrænding sted.

Ligbrændingen og præsterne.

Kultusministeriet har den 5. d. m. udstedt følgende cirkulære til biskopperne:

Med hensyn til den den 1. april d. å. emanerede lov om ligbrænding finder ministeriet sig foranlediget til at anmode Deres højærværdighed om behagelig at ville henlede stiftets gejstligheds opmærksomhed på at det er en selvfølge at så længe der ikke er meddelt nogen forandret bestemmelse i den henseende, vil folkekirkens præster fremdeles som hidtil savne hjemmel til uden særlig bemyndigelse at udøve nogen funktion ved lejligheder hvor lig er bestemt til at brændes eller hvor asken af brændte lig skal begraves på kirkegården eller hensættes i dertil indrettede rum. Idet sådan medvirken hvor præsten måtte være villig til at udøve den, således ikke er tilladt ifølge nogen almindelig regel, må vedkommende være henviste til i påkommende tilfælde at ansøge om særlig tilladelse dertil fra dette ministerium.

(Dagbladet (København), 14. december 1892).

Den første lovlige ligbrænding på landets første krematorium på Frederiksberg i København var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau (1819-1893). Han døde i januar 1893, men aviserne nævnte dog ikke at han skulle brændes. 

Præsters medvirken var uklar, og derfor blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt i 1894: Præster måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten blev oversendt til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. 

5. januar 1897 kunne Dagens Nyheder meddele at krematoriet ved Nordre Fasanvej i 1896 havde foretaget 21 ligbrændinger, og i alt siden lovliggørelsen var der foretaget 58 ligbrændringer. Krematoriet var blevet udvidet med en forsamlingssal til 100 personer.

Fra 1910, blev det tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet, men af hensyn til samvittighedsfriheden var det ikke en pligt for præster at medvirke og modstanden i gejstligheden var stadig betydelig. I 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.

Se endvidere Helle Blomquist: Aktivister for ligbrænding : En studie i ligbrændingslovgivningens tilblivelse. Historie, 1998 1, s. 67-90.

Skarp lud. (Efterskrift til Politivennen)

En tysk lov mod bøller

Der et som bekendt endnu små kvarterer her i byen som fredelige folk ikke gerne vover sig ind i, mindst ved nattetid. Der er smågyderne på Christianshavn, et par gader ude i Adelgadekvarteret og først og fremmest Brøndstræderne og Vognmagergade. Da historier om overfald på sagesløs mand, slagsmål med knive og soutenørspeklakler der så at sige daglig er til behandling oppe i den offentlige ret, vidner højt nok om hvor berettiget denne frygt er.

Men ret beset er det dog i grunden vanvid at man så at sige ganske roligt lader en halv snes banditter som "den dovne Dreng", "Peberbøssen" og hvad andre smukke navne disse celebre herrer har, gøre et helt kvarter usikkert. For hvad er det vel for straffe, der rammer disse fyre - en mulkt og når det kommer højt noget vand og brød. Straffe, som i virkeligheden at forbryderne kun anser for at være en behagelig rekreation efter nogle ugers svir og leben. Hvor er det i grunden ikke parodi at tænke sig, at en af disse fyre omtrent bestandig underholdes af kommunen for at slå et af sine medmennesker  halvt ihjel engang imellem.

Der skal skarp lud til skurvede hoveder. Her i Aftenbladet har vi mere end en gang udtalt ønskeligheden af at disse herrer i stedet for fængsel fik nogle gode tørre prygl. I Tyskland lader man nu til at ville slå ind på systemet. I hvert fald er der i den tyske rigsdag i disse dage ad privat vej blevet indbragt et lovforslag som sigter i den retning.

Lovforslaget går ud på at bekæmpe den tiltagende usædelighed og råhed (Verrohung). Det fordrer et skarpere og strengere tilsyn med prostitutionen, ønsker virkningsfuldere forholdsregler mod det særlig i rigshovedstaden grasserende rufferi, vil have nøjere tilsyn med handelen og udbredelsen af utugtige billeder, lukkede viser og andre sjofle produkter og sætter endelig meget strenge straffe for overtrædelse af loven, straffe der for rufferi kan gå så højt som til bøder på 6.000 mark og 5 års tugthus.

For forbrydere, hvis bedrifter bærer særlig karakter af grov råhed foreslår lovforslaget nogle meget krasse straffe. For slagsmål med knive skal den skyldige straffes med vand og brød og de første 8 uger af hans fængselsstraf skal han endvidere straffes med hårdt leje, det vil sige om natten sove på en træbriks uden tæpper og uden at komme af klæderne. Overfald og angreb på sagesløs og værgeløs person straffes på samme måde, men der kan til det hårde leje tillige føjes legemlig straf, så og så mange slag tamp eller rotting i døgnet, alt at udmåle efter den mere eller mindre rå karakter, overfaldet har haft. Vi har den overbevisning, at det nok skal bide på fyrene. Det vil sikkert ikke smage dem at hvile en gennemhanket ryg på briksens hårde brædder.

Når man læser det tyske lovforslag igennem og ved, at det sikkert vil blive vedtaget, fristes man til at ønske en lignende lov hos os. Den ville virke magtig hen til fredeligere og mere trygge tilstande og forhold i de kvarterer, der nu er en skræk for fredelige folk. Og snart for politiet med.

(Aftenbladet, 10. december 1892).

Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

(Brev fra København)

For ganske nylig blev der i et herværende Hovedstadsblad fremsat Ønsket om, at Søndermarken maatte blive Københavnernes Boulogneskov, det vil sige, det Sted, hvor det København, der morer sig, det København, der er i Stand til at benytte visse Timer af Dagen til Spadsere-, Køre- og Rideture for at se og ses, kan tage hen i een strakt Promenadelinie fra Grønningen langs Bredgade, over Kongens Nytorv, Østergade, Amagertorv, Vimmelskaftet, Nygade og Frederiksberggade ud til Tivoli, og derfra videre ad Vesterbrogade til Søndermarken.

Aa, ja, hvorfor ikke, hvis det kun gjaldt om at lede Strømmen af Spadserende til Fods, til Hest og til Vogns ud ad Vesterbro og Frederiksberg til og forøvrigt ingen Skade gjorde; men det er det netop, hvad det gør. 

Der blev taget til Genmæle mod dette Forslag og sagt, at ved en saadan Ordning, ville alle de gamle pensionerede Præster, og andre Pensionister fordrives fra deres nu saa fredede Enemærker, og det vilde være Synd for dem.

Det er sandt, det ville det; men det vil ogsaa være Synd for andre, nemlig for Menigmand, for Tusinder af fattige Folk og deres Børn.

De daglige Dage, er Frederiksberg Have og Søndermarken saa temmelig stille, folketomme er de dog aldrig, en og anden tager altid derud, enten alene eller i Følge med et lille Selskab. Parkerne derude er dog altid et Surogat for Skoven, der ligger alt for langt borte til at andet end unge og raske Ben kan gaa derud, og det at køre koster 50 Øre pro Persona; til Frederiksberg og Søndermarken derimod, kan gamle Ben trisse saa smaat af Sted, i jævn Passiar med Vennerne man følges med, og paa den Maade kan man nok komme i Skoven, uden at det koster for meget, der kan ogsaa blive lidt tilovers til en Kop Kaffe eller Chokolade, hvis det er Fødselsdag eller deslige. Og har man ikke Aftensmaden med sig, kan man magelig komme hjem til Thetid efter at have tilbragt en rar Dag ude i frist Luft og under de store, bredgrenede Træers kølige Skygge, hvor Par efter Par af de gamle Mennesker, der har boet paa Landet i det meste af deres Levetid, slidt og stræbt i en eller anden Livsstilling, og nu, det er blevet Aften, har slaaet sig til Ro i Hovedstadens Nærhed paa det stille idylliske Frederiksberg, spadser forbi, gamle og rokkende, støttet til hinanden, undertiden lige affældige begge to, og nydende i lange Drag Sommerdagens balsamiske, krydrede Luft, der stærk og bedøvende af de mange blomstrende Linde, lader dem i Mindet atter opleve deres Ungdoms fagre Drømme.

Det er om Hverdagene.

Om Søndagene derimod, da er der store Menneskemængder forsamlede herude fra den aarle Morgen. Det er Fattigfolk, egentlig ikke saa meget fra selve Frederiksberg og Omegn som inde fra Byen og inde fra Vesterbros og Nørrebros Sidegader.

Fattigfolk, det er maaske for meget sagt, men i alt Fald er det Smaakaarsfolk, der Ugen igennem lever i deres lille beklumrede Lejlighed paa et eller to Værelser uden Luft eller Lys, der er jo i Byen Tusinder og atter Tusinder af Lejligheder, hvor Gaarden set fra oven er at ligne ved en Brønd, fra hvis Dyb, der opstiger kvælende Stank, og fra neden ved en smal Tragt, ved hvis øverste Ende et Glimt af Himlen stimles, det er nu ikke for det, Lejlighederne paa Broerne kan være slemme og sundhedsfarlige nok, jeg kunde fortælle Hundreder af Eksempler derpaa, men vil her, hvor det egentlig ikke er Meningen at tale om Lejligheder, uden for saavidt, det staar i Forbindelse med deres Beboeres Berettigelse til at nyde frisk Luft og Synet af grønne Træer og Hvile i deres Skygge, mindst en Gang om Ugen.

Det var i Sommer, en varm solhed, Søndag Formiddag, at jeg gik op paa Nordvestvej 5te Sals Kvist til en Familie, hvis Smaabørn jeg havde lovet en Tur paa Landet.

Familien har to Værelser og Køkken; Manden er Urmagersvend, og saavel han som Konen og Børnene var rene og pæne. Værelserne var ogsaa nette; men der var en Atmosfære af Sol, stegt Flæsk og Røg, og Vorherre maa vide, hvad mere, saa at jeg, der dog ellers er saa temmelig vant til fattige Folks Lejligheder herinde og den daarlige Luft i disse, jeg fik nu ondt, og med en højst ubehagelig Kvalmefornemmelse maatte jeg indskrænke mig til at bede Konen om at komme hen til mig og saa skynde mig ud.

Da Konen kom, spurgte jeg hende om, hvor det kunde være, at Luften i deres Lejligheden var saa gennemtrængende usund. Hun forsikrede mig, at det ikke stod i hendes Magt at andre det. Luften i Lejligheden var, begrundet paa det usle Komfur, der altid røg, paa Solen om Sommeren, og Kulden om Vinteren, saa usund, at Lægen havde givet den Skylden for hendes egen og deres Smaabørns store Sygelighed; en lille Pige paa 10 Aar havde saaledes først begyndt at faa Tænder, da hun var 7 Aar gammel, og hendes Ben voksede krumme, alt som hun blev ældre, flere af de andre Børn led af Halssyge og Kirtelsyge paa forskellig Maade, men de havde nu boet i den Lejlighed i fjorten Aar, Værten kendte dem og tog det ikke saa nøje med Huslejen. Om det en og anden Gang gled over med Betalingen, naar det var smaat med Arbejdet, saa vidste han, at de var ærlige og at han fik sine Penge, naar det blev bedre Tider, derfor turde de ikke flytte, derfor satte de baade deres eget og deres Børns Helbred til, derfor, at de vilde være og anses for at være ærlige Folk, og saa maaste derfor, at de ikke var oplyste nok til at forstaa det forfærdelige Ansvar, de tog paa sig ved bevidst at bo i en usund Lejlighed.

Men for den Slags Mennesker og deres Lige maa netop Søndermarken vedblive at bestaa i hele dens ejendommelige, gammeldags Skikkelse, denne smukke Skov i Københavns umiddelbare Nærhed, hvor Folk har Lov at strække de modige Lemmer, hvor de har Lov til at lege og brede Dug paa den grønne Engbund og under de løvede Træers Kroner  og saaledes bøde en Smule paa den daarlige Luft, Lungerne har faaet tilført i Ugens Løb. Her behøver de ikke at genere sig, og de plages ikke af Solen som paa Fælleden.

Nej, det er Synd at tage Søndermarken fra disse, Synd at tage den fra de gamle Mennesker derude, og fra alle de andre som er glade for den.

Lad den fine og muntre Verden nøjes som hidtil med Langelinje, med Smedelinien og Strandvejen, men lad Frederiksberg være Folkets Ejendom.

S-h.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. november 1892).

Norske Hus i Søndermarken der skal efterligne et norsk landskab. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.

Skadeserstatningssag fra Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

27. Fra P. Pedersen af Holstebro om Invalideforsørgelse; ( Indbragt den 17de November 1892 af Folketingsmanden for Ringkøbing Amts 5te Valgkreds, Clausager). Andrageren bemærker, at han blev indkaldt til Militærtjeneste 1859 og 1861 og deltog i Vinterfelttoget 1863-64, indtil han blev syg og kasseret. Indtil Sygdommen begyndte, har han altid kunnet udføre sin Tjeneste uden at mærke til noget Sygdomstegn og uden at være behandlet for noget Sygdomstilfælde. Før Indkaldelsen var han altid sund og frisk, ligesom intet Anlæg til Brystsyge, hvoraf han lider, har været sporet i hans Familie. Det var først under Operationerne i Jylland i Vinteren 1864, at han ved Anstrengelse og Kulde angrebes af Sygdommen og efter Hjemkomsten fra en natlig Patrouille indlagdes paa forskellige Lasaretter, indtil han 1ste Juli 1864 blev kasseret paa Grund af Brystsyge. Han har siden den Tid lidt af Sygdommen og har forgæves søgt Hjælp for den hos forskellige Læger. I de senere Aar er den saaledes tiltagen, at næsten alt Arbejde er umuligt for ham, saa at han, der er uden Formue, og hvis økonomiske Forhold ved Sygdommen ere aldeles ødelagte, ikke kan ernære fig og Familie. Da Ansøgninger om Invalideforsørgelse til Invalidebestyrelsen og Finansministeriet ere blevne afslaaede, fordi man ikke har fundet konstateret, at Sygdommen er en Følge af den militære Tjeneste, henvender han sig til Folketinget for ved dets Medvirkning at opnaa en saadan, da han anser det for godtgjort, saa vidt saadant overhovedet er muligt, at Aarsagen til Sygdommen ikke kan søges forud for hans militære Tjeneste, men alene i de Forhold, der vare forbundne med udførelsen af denne, der under alle Omstændigheder efter hans Formening har fremskyndet Udbruddet af Sygdomen og forværret den, saa at han tidligere end ellers og i langt større Omfang er bleven erhvervsudygtig.

Udvalget foreslaar Andragendet henvist til Finansministerens Undersøgelse.

(Rigsdagstidenden 1892-93)