I et indslag på denne blog fra Dansk Tidsskrift i anledning af udgivelsen af et 3-bindsværk udgivet i 1895 om general von Goeben nævnes at ud af de 180 sider breve til familien i bind 1, skriver han også om sit ophold på Sundeved under krigen 1864. Brevene handler mest om krigens gang, men der er også en lillebitte brøkdel som omtaler danskere og lokalbefolkningen. I forbindelse med Goebens død i 1881 findes på denne blog endvidere et indslag af en præst som skrev om Goeben. Dette kan sammenstilles med hvad Goeben skrev. Nedenfor bringes en oversættelse til dansk, dernæst den originale tyske tekst:
25. januar 1864: Du ved mere end jeg om den politiske situation, om chancerne for dansk modstand eller en fredelig løsning. Her er alle nyheder tvivlsomme og modstridende. I går aftes modtog jeg nogle gamle numre af "Kölnische Zeitung" indtil mandag, men jeg har ikke læst dem endnu. I Berlin, som jeg ser fra en lokalavis, er tingene gået som forventet. Kampen som tingene ser ud nu, skal kæmpes grundigt. Hvad os her angår, ønsker jeg bestemt at vi fordriver danskerne med magt. Det vil give os et afgjort bedre grundlag for de uundgåelige forhandlinger, end hvis vi går ind i dem uden yderligere omsvøb. Og jeg anser ikke operationen for vanskelig eller endda tvivlsom overhovedet. Det regnfulde vejr vil forhåbentlig åbne Slien fuldstændigt og dermed lette brobygningen. Med venlig hilsen August.
Steinberg 8. februar 1864: Bønderne opfordrede mig til ikke at gå til embedsmanden, sandemanden, idet de sagde, at han var en fattig dansker, men til en godsejer der lige så godt kunne uddele forsyningerne. "Hvem bor tættere?" – "Godsejeren." Flere bønder til fods, en til hest, eskorterede mig. --- Endelig ankom jeg til Buchelhof. Mine to ledsagere (jeg havde gradvist sendt de andre med vogn) tordnede mod døren: "H. v. X., luk op, lad os komme ind, preusserne er her!" – "Vrøvl!" var svaret, "hvor skulle preusserne komme fra i dag?" "Luk op, generalen selv er her, I skal indkvartere." Mere vantro snak, så blev døren åbnet, og hele familien, otte eller ti personer, med lamper og lys i hånden, kom ud, nu helt ude af sig selv af jubel. Jeg måtte stige af hesten, og de ville føre mig direkte til et dækket bord. I mellemtiden nægtede jeg og sagde, at jeg ikke kunne, at jeg måtte forsørge mine stakkels, fuldstændig udmattede tropper, og bad H. v. X. om at komme med mig til forhuset for at diskutere indkvartering.
Steinberg 9. februar 1864: Stemningen her i det tyske Slesvig, den del som hedder Angel, er afgjort danskfjendtlig: "Hvis bare vi kunne slippe af med danskerne!" siger man. Nu begynder agitationen for arveprinsen også at begynde i byerne. Men på landet er der absolut ingen begejstring for ham. Han præsenteres og ses blot som et middel til at løsrive sig fra Danmark. Hvis vi kunne tage landet, ville alle være tilfredse.
Varnæs 27. februar 1864: Slesvigerne er generelt ret glade når de bliver taget til fange. Nogle danskere der talte tysk, besvarede mine spørgsmål om, hvorvidt de også var fra Slesvig, med: "Nej, fra København, men det gør ikke noget!" og udtrykte dermed at de også var ret tilfredse med at være kommet under vores beskyttende varetægt. Andre danskere på øen var derimod voldsomt bistre.
Varnæs 28. februar 1864: Med min gode pastor Roth (kaldet en "berygtet spion" osv. i de tyske aviser) diskuterer jeg sommetider med om "danskere og preussere" osv. Han får en københavnsk avis via Hamborg, hvorfra jeg så ser krigsnyhederne. I går for eksempel, indeholdt udgaven fra den 22. om aftenen (dagen for den mindre træfning), den telegrafisk rapport fra Sønderbprg om at 6 officerer var blevet meldt sårede, og at der klokken 13 var blevet bragt 72 sårede mænd ind. Da vi nu kun har 22 sårede (og 5 døde), inklusive den anden division, og da vi også sendte omkring 10 sårede danskere til vores felthospital, er resultatet allerede usædvanligt gunstigt, selv bortset fra de 250 usårede fanger vi har taget.
Jeg prøver at trøste præsten lidt over disse forskelle ved at understrege fordelene ved vores fremragende våben. Cora har det godt, det vil sige, hun spiser godt, og jeg kunne om nødvendigt klatre op i luften igen, selvom såret er slemt inficeret.
Selve præstegården er ligesom alle bygninger her på landet, stråtækt, lav og uden en historie. En stor gårdsplads med to små bygninger, stalde, en lade, tjenestefolkskvarterer osv. ligger bagved; foran gårdspladsen, adskilt af en sti, er der buskads med smukke træer. Vi optager halvdelen af huset til højre (når man nærmer sig det), den mindre halvdel indeholder hallen overfor hoveddøren, som fungerer som kontor og også som soveværelse for skriveren og to tjenestefolk. Ved siden af, bagved, er Clemens og mit soveværelse, og foran er der to små værelser med sofaer osv. I mit er der et lille vægur, hvis tikken minder om vores kukur.
Også her har vi aftalt, at vi hver især vil bidrage med en halv daler dagligt til vores portioner, og til gengæld får vi alt, hvad vi behøver, enkelt, men ret godt tilberedt.
Sottrup 7.-8. marts 1864: Jeg har allerede skrevet, at denne præstebolig er meget komfortabelt møbleret; mange kalla liljer dyrkes, omend de holdes for tørre, sammen med andre blomster, også i mit arbejdsværelse, som faktisk er præstekonens værelse, ved siden af den store, meget rigt møblerede dagligstue. Vi har fire opvarmede værelser: de to, så et til Clemen og et til kontoret; og præsten og hans kone er reduceret til ét, hans arbejdsværelse. Sådan er det i krigstid. Her spiser og drikker vi dog te med dem i dagligstuen. Han spurgte mig på forhånd, om jeg ville spise alene med Clemen, hvorefter jeg, da Buddenbrock, min formand her, havde spist med dem, indvilligede. Begge er danske, men taler ret godt tysk, omend noget tøvende.
Sottrup 10. marts 1864: Jeg er faldet rigtig godt til hos min præstefamilie (Krog-Meier). Det er altid en stor fordel, når jeg ankommer et sted hen, da jeg altid er alene: Indtil min ankomst havde præstekonen lavet mad til 60 mand (bortset fra officererne, som overrækker portionerne til hende), nu kun til mine 14, inklusive portører. De ser ud til at være meget velhavende. Nu viser det sig, at de har dækket næsten alle værelser med Bruxelles-tæpper, og at de sendte disse, sammen med mange kunstværker, vaser osv., værdigenstande og sølvtøj, til en broder på Als, da de hørte om evakueringen af Dannevirke-fæstningen.
Én ting jeg synes rigtig godt om. Værelserne er ikke tapetseret, men malet med okker, i farver der ligner dem man primært finder i pompejanske malerier. For eksempel er mit arbejdsværelse (præstefruens) malet i den samme dybe røde farve, som du vil huske, og dagligstuen i en lysende mørkeblå farve; trælofterne og bjælkerne er hvide, også i okker. Det ser rigtig godt ud. Så noget dejligt: for første gang i dette land et sengetæppe der er langt nok, en slags fjerdyne med strimler der ikke er mere end en fod brede på langs. Det er meget behageligt at ligge under. Quiltningen er ikke så skarpt defineret som på vores dyner; selve tæppet er ret tykt, som et fjerdyne, og quiltningen er kun en smule mindre tæt. Det giver mig indtryk af, at tæppet udelukkende er lavet af lange fjerpuder der er syet sammen. Jeg sover i øvrigt på en lang sofa, som bliver lavet til en seng om aftenen.
Ullerup 14. april 1864: Her i Pastor Feilbergs hus er det nu arrangeret sådan, at vi spiser frokost med familien og drikker te om aftenen. De er også meget flinke mennesker, selvom Krog-Meier-familien er en del lavere, og virkelig fremragende. Han er meget ældre; hun, hans anden kone, er en lav, buttet københavnerkvinde fra en middelklassefamilie, meget demokratisk, men også ret flink, enkel og venlig. En ung pige, næsten voksen, her for at lære husorden, fuldender gruppen.
Nybøl 28. april 1864: I dag klokken 7 tog jeg med pastor Krog Meier, som var kommet hertil, til fæstningsværkerne og vendte først tilbage klokken 13:21. Jeg ville vise dem til ham, primært for at forsikre ham som patriot om, at hans landsmænd virkelig havde gjort alt muligt i forsvaret, og han var fuldstændig beroliget. Vi besøgte først nogle af de bedre bevarede fæstningsværker til venstre og gik derefter over til dem på højre fløj (dvs. vores højre fløj), som var blevet hårdest angrebet. Der erklærede han, meget tilfreds, at han ikke havde troet det muligt, at de kunne være i så forfærdelig stand. Samtidig studerede han byen Sønderborg med sin kikkert for at se, hvilke huse han vidste var blevet ødelagt, og hvilke der havde overlevet. Det hele var naturligvis yderst interessant for ham, især da han ikke havde forladt sin landsby siden vores ankomst til fæstningsværkerne.
Så red jeg igen til forposterne for at tage et sidste kig rundt, inden hjælpetropperne ankom. Der er heller ikke blevet affyret et eneste skud i disse 24 timer, men vi har nu afvæbnet skyttegravene, og i dag er vi begyndt at nedbryde dem, en besværlig opgave.
Sottrup 7. maj 1864: I går eftermiddags sendte jeg min gode præst ud, tog imod ham der og viste ham rundt, både for at se de forandringer, der allerede havde fundet sted, og for at se hans elskede Sønderborg og øen, som for nylig havde været indhyllet i tåge, er nu tydeligt synlig. Mens jeg var i en kaserne ved fronten, hvor jeg havde etableret hovedkvarteret for forposterne, og hvor danskerne stadig havde et bord, sofa og stole, nød jeg et glas kaffe med arrak eller kirsebærbrændevin som erstatning for mælk. På det tidspunkt blev den danske major Baudiz' kiste bragt ind. Jeg havde taget ham til fange hårdt såret den 17. marts, og han var blevet ført til sin familie i Flensborg, hvor han døde for et par dage siden, kort efter at hans kone havde født en datter. Vi fulgte kisten ned til brohovedet, hvor jeg normalt ikke ville have taget præsten med på grund af den potentielle fare, men hvor han nu kunne blive i en halv time, mens processen med at forhandle og afhente liget fandt sted.
Flensborg 5. juni 1864: Jeg er nu indlogeret her hos en velhavende hr. Karlsen, og har to meget veludstyrede værelser. Om morgenen får jeg min mælk og om aftenen te, mens jeg spiser frokost ved table d'hôte. Men den konstante støj på gaden er frastødende for mig, og jeg vil meget hellere være ude på landet, så jeg har ikke tænkt mig at blive her særlig længe. Desværre blev den ene af de to nye hestevogne syg umiddelbart efter vores ankomst, men jeg har tænkt mig at rejse til Sottrup i løbet af de næste par dage med en rekvireret vogn for at se, hvordan det går med vores venner der.
Sottrup 10. juni 1864: Så jeg er i Sottrup Sogn, og jeg fandt præsten og hans kone stadig her, uforandrede og i meget god behold. Det ser dog ud til, at jeg tager afsted igen i løbet af de næste par dage. Våbenhvilen ser ud til at blive forlænget i yderligere to uger, og derefter skal alle vende tilbage til deres hvilesteder; den endelige nyhed om, hvorvidt det vil ske eller ej, vil sandsynligvis nå os i dag.
Jeg finder det meget interessant at høre noget af det danske perspektiv på kampene osv. fra præsten. Han har været på Als flere gange og har haft mange samtaler med officerer der, inklusive general Steinmann, som nu har kommandoen der, og har delt mine synspunkter med dem. Naturligvis er de to siders meninger altid forskellige. Med hensyn til den mulige krydsning den 18., som danskerne ikke troede ville ske, da de betragtede det som blot en demonstration, er de ret sikre på, at det ikke ville have været en succes, og faktisk ville have været meget velkomment for dem.
Ullerup 26. juni 1864: Meget skal fortælles; men jeg må ikke begynde nu. Bare denne ene ting: I morgen tidlig klokken 6 sender jeg vores gode pastor Feilberg til Flensborg som fange, og pastor Krog-Meier er allerede blevet taget dertil i dag! Det er 27/6; præsten er netop taget afsted til Flensborg, ledsaget af en officer, han kender, efter at vi havde nydt en hyggelig kaffe sammen. For han og hans damer, selvom sidstnævnte var noget skræmte i starten (jeg fortalte ham det i går efter middagen), er ved godt mod, da det blot er en generel forholdsregel, der har til formål at forhindre, at noget rygte kommer ud om, hvad der sker her. Jeg har skrevet til kommandanten og anbefalet begge venner til hans varetægt.
Ullerup 27. juni 1864: Præsten vil blive løsladt i dag; jeg fik ordren på forhånd fra Blumenthal og greb også ind på vegne af pastor Krog-Meier, som tilfældigvis eller rettere takket være sin nuværende logerendes, oberstløjtnant von Goetz' venlighed endnu ikke er blevet taget væk, så han kan blive i sit hjem. Og for det tredje: Overfarten ved Ballegård er endegyldigt opgivet i dag med min hjælp, da danskerne i øjeblikket foretager omfattende forberedelser der, efter at have bygget fem nye batterier i løbet af disse to dage, og "Rolf Krake" er dukket op ved øens nordvestlige hjørne, mens et andet (sandsynligvis pansret) skib er sejlet ned ad fjorden og igen er stationeret i Augustenburgfjorden. I stedet vil der nu blive gjort et forsøg på at krydse fra Satrupholz. Præstens kone er meget glad i dag, eller rettere, lige nu. Det er hans fødselsdag.
Ulkebøl 1. juli 1864: Så jeg bor hos Pastor Krog Meiers bror, hvor jeg blev yderst venligt modtaget og naturligvis godt indkvarteret. Jeg har det strålende. Jeg vil fortælle jer alt om kampen i næste brev; til det har jeg brug for lidt fred og ro, hvorimod jeg nu er helt optaget af rapporter, forslag og så videre.
Ulkebøl 3. juli 1864: I går kom vores præst Feilberg også og ledte efter sin søns lig. Han fandt det dog ikke, og derfor håber jeg – selvom det ikke er umuligt, at en officer er begravet sammen med soldaterne – at han har modtaget falske nyheder. Han fik at vide, at hans yngre søn var fange, og den ældre var blevet dræbt. Det første er sandt; han er allerede informeret gennem en af vores officerer og sendt det rør, der reddede ham. En kugle affyret fra kun få skridts afstand ramte røret og en paperback under det, hvilket fik ham til at kollapse bevidstløs. Han blev båret tilbage af bårebærere og genvandt bevidstheden som fange. Det er muligt at dette kollaps af den ene søn der overlevede, gav anledning til rygtet om den andens død. Men det er selvfølgelig kun en mulighed.
Ulkebøl 6. juli 1864: Pastor Krog-Meier her er også meget fredselskende, men han er også en "rigtig hare," som vores præst kalder ham. Jeg har ikke fortalt dig meget eller noget om ham, hvoraf du sikkert allerede har konkluderet, at han, eller hans familie, ikke appellerer til mig på samme måde som vores gode venner derovre. De er helt anderledes her, meget flinke, gode mennesker, men det er stort set det. Han er meget lovende, lav og langsom, altid fokuseret på små ting; hun er fed og travl og ved ikke andet end hvad der skal ske. Han bliver sandsynligvis afskediget meget snart, fordi der er stor bitterhed mod ham blandt slesvig-holstenerne, hvilket bestemt er ret uberettiget. Han var jo meget gode venner med den gamle mand fra Augustenburg, i hvis hus han var lærer som skaffede ham denne gode stilling, som han rejste med, og som altid gjorde ham meget godt. Det var for 30 år siden og indtil omkring 1848, hvor politik ikke engang var et samtaleemne. Nu bliver han beskyldt for at have taget parti på dansk side. i hvert fald: utaknemmelighed og... Men han er dansk, og det ville være stik modsat, ja direkte foragteligt, hvis han var blevet utro mod sin pligt over for sit land, sin konge og sine overbevisninger på grund af sit tidligere forhold til Augustenburg-familien.
Til min glæde er pastor Feilbergs søn ikke opført blandt de tab, som de danske myndigheder har rapporteret, så han er helt sikkert ankommet til Fyn.
Gråsten 13. juli 1864: Her sidder jeg nu, hos en ægte slesvig-holstener, i øvrigt en næsten 80-årig mand, jeg finder meget tiltalende, en hr. Ahlemann, tidligere købmand. Jeg er meget godt indkvarteret hos ham, med en god stue og soveværelse, og standardroser på græsplænen foran huset. Vi fik et godt måltid om eftermiddagen: ærtesuppe, kalvesteg med kartofler og stikkelsbærkompot, kirsebær og et glas vin.
Gråsten 16. juli 1864: På min allerførste dag her havde jeg et skænderi med Krog-Meier, da han erklærede hans historie – at han i første omgang havde nægtet at underskrive den erklæring der blev præsenteret for ham, men senere havde ønsket at gøre det, kun for at opdage at det var for sent – for at være fuldstændig opspind. Det viste sig, at denne historie stammede fra den tyske præst, der som provst havde fået til opgave at præsentere ham for denne erklæring. Krog-Meier havde storsindet fortolket det faktum at Krog-Meier var kørt til Ullerup den aften, nærmere bestemt til Feilbergs gård, netop i det øjeblik provsten steg ind i vognen. Krog-Meier var imidlertid selv kørt til Ullerup for at sige farvel til Schmid, da general Schmid var syg og ikke kunne komme og sige farvel før sin afrejse. Sådan er det.
Gråsten 19. juli 1864: I dag fortalte de mig, at jeg var blevet informeret om at jeg var på meget dårlig fod med min vært, hr. Ahlemann, at jeg havde fået hans flag taget ned, kaldt ham en løgner, og så videre. Det er latterligt, hvordan folk skal fordreje alting. Jeg er faktisk på meget venskabelig fod med den gamle herre (78), selvom vi nogle gange har forskellige meninger; men som altid med gamle mennesker er jeg meget opmærksom på ham og sørger for at jeg altid vender tilbage fra alle mine udflugter og ture, til hans store glæde, præcis til tiden til aftensmad, og så videre, og derfor er vi gode venner. Jeg glædede ham mest af alt i forgårs aften, da jeg da jeg skulle til at gå til slottet, så stegt fisk på bordet og spiste hurtigt en portion af den.
Slesvig 1. august 1864: Ja, det er rigtigt. Jeg ville ønske – ligesom hele hæren – at vi, ligesom resten af hæren, ville være så storsindede over for det svage Danmark, som krigens mål tillader, at vi derfor overlader det der er sandt dansk i oprindelse, sprog og karakter, til Danmark, og ikke nu, som sejrherrer, griber alt, hvad vi overhovedet kan få, især hvad de inaktive højrøstede derovre kræver under straf for forræderi. Efter min mening ville det kun lægge grunden til yderligere, eller rettere, nye konflikter af den modsatte art. Vi kan nu stille os meget gunstigt over for Danmark; dog vil vi uundgåeligt gøre det til en konstant, bitter fjende, som selv om vi bliver tvunget til at give efter nu, vil rejse os imod os igen ved første lejlighed og ved enhver lejlighed, hvis vi nu kræver de endelige konsekvenser af sejren.
Slesvig 25. september 1864: Karakteristisk for de gode mennesker i Slesvig-Holsten er, at der allerede kommer bitre klager fra alle sider over byrden ved at indkvartere tropper: disse mennesker finder det allerede alt for meget, selvom det slet ikke kommer i nærheden af den byrde som for eksempel vores egne små byer, der fik garnisoner som følge af reorganiseringen, bærer år ud og år ind. Nu hvor vi har reduceret bataljonerne til 600 mand, og hæren er spredt over hele landet, er den kvote, der falder på hver enkelt by, meget lille; desuden leveres kød og hvor behovet opstår, brød fra butikker overalt. Og alligevel er de allerede meget utilfredse med at en sådan byrde er blevet pålagt dem nu hvor fredsforhandlingerne stadig er i gang! Jeg håber kun at vi vil pålægge dem en god sum millioner som krigsomkostninger, at vi ikke, ud over vores egne sårede, også vil give dem vores penge.
Slesvig 19. september 1864: For mit vedkommende lod jeg mine femtenårige tage mig med i teatret i går for første gang i evigheder! Og jeg nød tre komedier i fulde drag: "Badenkuren", "Kurmärker", "Pikade" og "Sören Sörensen", mens jeg kedede mig, omend meget smuk, over en stakkels seksårig drengs danse. "Sören Sörensen, eller Hannemann som krigsfange" er et yderst humoristisk stykke samtidsfiktion, hvor forfatteren selv brillant portrætterer Sören og på en dejlig måde karikerer danskeren i hans tyske udtale, manerer, fordomme og så videre. Mange vers, der relaterer sig til alle aktuelle begivenheder, blev mødt med jubelråb. En advarer for eksempel Hannemann mod at lave postyr i Rendsburg, ellers bliver han smidt ud af Preussen. En anden råder befolkningen i Slesvig-Holsten til hurtigt at opbygge en god forfatning, så Bismarck ikke pludselig siger: "Het en Ule seten, het en Ule seten!"
27. januar 1864: Ueber die politische Sachlage, über Chancen von Widerstand der Dänen oder friedlichen Ausgleich weißt Du dort mehr als ich; hier sind alle Nachrichten darüber zweifelhaft und widersprechend. Gestern Abend bekomme ich noch einige rückständige Nummern der „Kölnischen Zeitung" geschickt bis zum Montag, habe sie aber noch nicht gelesen. In Berlin ist es ja, wie ich aus einem hiesigen Lokalblatt sehe, gegangen, wie zu erwarten war; der Kampf muß nun einmal, wie die Sachen stehen, gründlich durchgekämpft werden. Was uns hier betrifft, so wünsche ich allerdings, daß wir die Dänen mit Gewalt vertreiben, dadurch bekommen wir eine entschieden bessere Grundlage für die doch unvermeidlichen Verhandlungen, als wenn wir ohne Weiteres in diese eintreten. Und für schwierig oder gar zweifelhaft erachte ich die Operation durchaus nicht. Das Regenwetter wird hoffentlich die Schlei völlig öffnen und so das Brückenschlagen erleichtern. Dein August.
Steinberg 8. februar 1864: Die Bauern forderten mich auf, nicht zu dem Beamten zu gehen, dem Sandmann, das sei ein schlechter Däne, sondern zu einem Gutsbesizer, der könne ebenso gut vertheilen. „Wer wohnt näher?“ - „Der Gutsbesizer." Einige Bauern zu Fuß, einer zu Pferde geleiteten mich. --- Endlich kam ich nach Buchelhof. Meine beiden Begleiter (die Anderen hatte ich allmählich nach Wagen entsendet) donnerten an die Thür: „H. v. X., machen Sie auf, kommen Sie, die Preußen sind da!“ — „Ach was! Dummes Zeug!" war die Antwort, „wo sollten heute Preußen herkommen." „Machen Sie auf, der General selbst ist hier, Sie sollen Quartier machen." Noch ungläubiges Gerede, dann wurde die Thüre geöffnet, und die ganze Familie, 8 oder 10 Personen, Lampen und Lichter in der Hand, trat heraus, jetzt Alle außer sich vor Jubel. Ich mußte absteigen, und sie wollten mich direkt an einen gedeckten Tisch führen. Indessen ich lehnte ab, sagte, ich könne nicht, müsse für meine armen, ganz erschöpften Truppen sorgen, bitte H. v. X., mitzukommen nach dem vordersten Hause, um das Unterkommen zu besprechen.
Steinberg 9. februar 1864: Die Stimmung hier im deutschen Schleswig dieser Theil heißt Angeln ist entschieden antidänisch: wenn wir von dem Dänen loskommen könnten! heißt es. Jetzt fängt von den Städten aus auch hier die Agitation für den Erbprinzen an; aber auf dem Lande herrscht durchaus kein Enthusiasmus für ihn, er wird nur hingestellt und angesehen als das Mittel der Trennung von Dänemark. Könnten wir das Land nehmen, Alles wäre damit zufrieden.
Varnæs 27. februar 1864: Die Schleswiger sind allgemein ordentlich froh, wenn sie gefangen sind. Einige Dänen, welche deutsch sprachen, antworteten auf meine Fragen, ob sie auch Schleswiger seien: „Nein, aus Kopenhagen, aber das thut nichts!" damit ausdrückend, daß sie auch ganz zufrieden seien, in unsere sichernde Gewalt gekommen zu sein. Andere Insel-Dänen wieder waren verbissen ingrimmig.
Varnæs 28. februar 1864: Mit meinem guten Pastor Roth („berüchtigter Spion" u. s. w. in den deutschen Zeitungen genannt) debattire ich zuweilen über „Dänen und Preußen“ u. s. w. Er bekommt über Hamburg eine Kopenhagener Zeitung, aus der ich dann die Kriegsnachrichten sehe. So gestern die vom 22. abends (dem Tag des kleinen Gefechts) mit der telegraphischen Meldung aus Sonderburg, daß 6 Offiziere als verwundet gemeldet und bis 1 Uhr mittags 72 Mann verwundet eingebracht seien. Da wir nun außer den 4 verwundeten Offizieren nur 22 Verwundete hatten (und 5 Todte) mit Einschluß der anderen Division, wir aber auch noch etwa 10 verwundete Dänen in unser Lazareth geschickt haben, so ist das Resultat doch schon auch darin außerordentlich günstig, auch abgesehen von den 250 unverwundeten Gefangenen, welche wir gemacht haben.
Ich tröste den Pastor über diese Differenzen etwas, indem ich ihm die Vorzüge unserer vortrefflichen Waffen hervorhebe. Die Cora ist wohlauf, d. h. frißt gut, und ich könnte, wenn nöthig, wieder aufsteigen, obwohl die Wunde stark eitert.
Das Pastorat selbst ist, wie alle Gebäude hier auf dem Lande, mit Stroh gedeckt, dabei niedrig, ohne Stockwerk. Ein großer Hof mit zwei kleinen Gebäuden, Stallungen, Scheuer, Knechtszimmer u. s. w., hinten der Garten, vorn vor dem Hofe, durch den Weg getrennt, Buschanlagen mit schönen Bäumen. Wir haben die Hälfte des Hauses rechts inne (wenn man auf das Haus zugeht), die kleinere Hälfte mit dem der Hausthür gegenüber liegenden Saal, der als Bureau und zugleich als Schlafzimmer für Schreiber und zwei Diener dient. Daneben nach hinten das Schlafzimmer von Clemen und mir, und nach vorn zwei kleine Gemächer mit Sofas u. s. w. In meinem eine kleine Wanduhr, durch ihr Ticken an unseren Kuckuck erinnernd.
Auch hier haben wir festgemacht, daß wir Jeder täglich 1/2 Thlr. zu unseren Portionen zugeben, dafür Alles haben, einfach, aber recht gut gekocht.
Sottrup 7. marts + 8. marts: Daß diese Pastorenwohnung sehr behaglich eingerichtet ist, habe ich geschrieben, viele Kalla, aber zu trocken gehalten, werden gezogen und andere Blumen, auch in meinem Kabinet, welches eigentlich das Zimmer der Pastorin ist, neben dem großen sehr reich ausgestatteten Salon. Vier heizbare Zimmer haben wir inne, jene beiden, dann eins für Clemen und eins für das Bureau; und der Pastor und seine Frau sind auf eins reduzirt, sein Studirzimmer. So geht es im Kriege. Hier aber speisen wir und trinken Thee mit ihnen zusammen im Salon, er fragte mich vorher, ob ich mit Clemen allein speisen wolle, worauf ich, da Budden= brock, mein Vormann hier, mit ihnen gegessen, es auch so bestimmte. Beide sind Dänen, sprechen aber recht gut, wenn auch etwas schwer, deutsch. 8. März..
Sottrup 10. marts: Mit meiner Pastorenfamilie (Krog-Meier) habe ich mich sehr gut eingelebt. Es ist immer ein großer Vortheil, wenn ich irgendwo hinkomme, da ich immer allein liege: bis zu meiner Ankunft hat die Pastorin außer den Offizieren für 60 Mann kochen lassen (geben die Portionen an sie ab), jetzt nur für meine 14, inkl. Ordonnanzen. Sie scheinen sehr wohlhabend zu sein. Jetzt stellt sich heraus, daß sie fast alle Zimmer mit Brüsseler Teppichen belegt haben, daß sie diese nebst vielen Kunstsachen, Vasen u. s. w., Kostbarkeiten und Silberzeug auf die Nachricht von der Räumung der Danewerke zu einem Bruder nach Alsen geschickt haben.
Eins gefällt mir sehr gut. Die Zimmer sind nicht tapeziert, sondern mit Delfarbe angestrichen, und zwar mit ähnlichen Farben, wie man sie in den Pompejanischen Malereien vorzugsweise findet. So mein Kabinet (das der Pastorin) mit demselben tiefen Roth, dessen Du Dich entsinnen wirst, der Salon mit dem leuchtenden dunklen Blau; dabei die hölzernen Decken und Balken weiß, gleichfalls in Del. Macht sich sehr gut. Dann ein Erfreuliches: Zum ersten Mal hier zu Lande eine Bettdecke, welche lang genug ist, und zwar eine Art Feder-Steppdecke, der Länge nach in höchstens ein Fuß breiten Streifen. Darunter liegt es sich sehr gut. Der Stepp ist aber nicht wie bei unseren Steppdecken scharf durchgezogen, die Decke selbst ist vielmehr als Federdecke sehr dick und die Stepplinie nur etwas weniger; macht mir halb und halb den Eindruck, als bestehe die Decke aus lauter langen zusammengenähten Federkissen. Ich schlafe übrigens auf einem langen Sofa, auf welchem abends das Bett arrangirt wird. Ich muß schließen.
Ullerup 14. april 1864: Hier im Hause bei Pastor Feilberg ist es jetzt auch so eingerichtet, daß wir mit der Familie mittags essen und abends Thee trinken. Es sind gleichfalls ganz nette Leute, wiewohl Krog - Meiers sehr nachstehend, welche wirklich vortrefflich sind. Er ist viel älter, sie, die zweite Frau, eine kleine dicke Kopenhagerin aus einer Bürgerfamilie, sehr demokratisch, aber dabei recht nett, einfach und freundlich. Ein Backfisch, halberwachsen, zum Haushaltlernen hier, vervollständigt die Gesellschaft.
Nybøl 28. april 1864: Heute 7 Uhr bin ich mit Pastor Krog Meier, welcher hierher kam, nach den Schanzen gefahren und erst 1/212 zurückgekommen. Ich wollte sie ihm gern zeigen, vorzüglich um ihn als Patrioten darüber zu beruhigen, daß seine Landsleute wirklich das Mögliche in der Vertheidigung geleistet, und diese Beruhigung ist ihm voll geworden. Wir besuchten erst einige besser erhaltene Schanzen links und gingen dann hinüber zu den hauptsächlich angegriffenen des rechten Flügels (d. h. unseres rechten Flügels); da erklärte er denn sehr befriedigt, er habe nicht für möglich gehalten, daß sie so furchtbar zugerichtet sein könnten. Zugleich studirte er mit dem Fernglas die Stadt Sonderburg, um zu sehen, welche ihm bekannten Häuser zerstört, welche erhalten sind. Das Ganze war ihm natürlich höchst interessant und um so mehr, da er seit unserer Ankunft vor den Schanzen nicht mehr aus seinem Dorf herausgewesen ist.
Dann ritt ich wiederum zu den Vorposten, mich vor der Ablösung nochmals umzusehen. Auch in diesen 24 Stunden ist kein Schuß gefallen, wir aber haben nun die Schanzen desarmirt, und heute ist mit dem Abtragen derselben angefangen, ein mühsames Geschäft.
Sottrup 7. maj 1864: Gestern Nachmittag ließ ich meinen guten Pastor hinausfahren, empfing ihn dort und führte ihn umher, einerseits die Veränderungen zu sehen, welche bereits eingetreten sind, andererseits aber auch sein liebes Sonderburg und die Insel, welche ihm neulich durch Nebel verhüllt waren, nun hell zu sehen. Während ich vorn in einer Baracke, in der ich das Hauptquartier der Vorposten etablirt hatte, und in welcher von den Dänen her noch Tisch, Sofa und Stühle stehen, ein Glas Kaffee mit Arrak oder Kirschwasser als Ersatz der Milch mit ihm genoß, ward der Sarg des dänischen Majors Baudiz gebracht, welchen ich am 17. März schwer verwundet gefangen nahm, und der, zu seiner Familie in Flensburg gebracht, dort vor einigen Tagen gestorben ist, nachdem einige Tage vorher seine Frau ein Töchterlein geboren. Wir folgten dem Sarge zum Brückenkopf hinab, wohin ich sonst den Pastor der möglichen Gefahr wegen nicht gebracht hätte, wo er aber nun während des Parlamentirens und Abholens eine halbe Stunde lang bleiben konnte.
Sehr interessant ist mir, Manches von der dänischen Anschauung der Gefechte u. s. w. durch den Pastor zu hören. Er ist einige Male auf Alsen gewesen und hat dort viel mit Offizieren, auch mit dem jetzt dort kommandirenden General Steinmann, verkehrt und meine Auffassungen ihnen mitgetheilt. Die beiderseitigen Auffassungen differiren natürlich immer. In Bezug auf den etwaigen Uebergang am 18., an den die Dänen nicht geglaubt haben, es nur für eine Demonstration haltend, sind sie ganz sicher, daß er nicht gelungen, ihnen vielmehr sehr willkommen gewesen wäre.
Pastor Feilbergs Sohn findet sich zu meiner Freude unter den dänischerseits angegebenen Verlusten nicht verzeichnet, ist also jedenfalls mit auf Fünen angekommen.
Gråsten 13. juli 1864: Da bin ich nun bei einem Ultra-Schleswig-Holsteiner, übrigens cinem fast 80 jährigen, mich sehr ansprechenden Mann, einem Herrn Ahlemann, früher Kaufmann. Ich bin vortrefflich bei ihm etablirt mit guter Stube und Kammer, hochstämmigen Rosen auf dem Rasen vor dem Hause. Wir haben es ist nachmittags gut gegessen, Erbsen-suppe, Kalbsbraten mit Kartoffeln und Stachelbeeren-Kompot, Kirschen und ein Glas Wein dazu.
Slesvig 25 September 1864: Charakteristisch für die braven Schleswig-Holsteiner ist der Umstand, daß jetzt schon von allen Seiten bittere Klagen über die Last der Einquartierung ergehen: diesen Leuten ist das schon viel zu viel, was doch noch lange nicht das Maß erreicht, was z. B. unsere eigenen kleinen Städte, welche infolge der Reorganisation Garnisonen erhalten haben, jahraus und jahrein tragen. In der That ist jetzt, nachdem wir die Bataillone auf 600 Mann reduzirt haben und nachdem die Armee über das ganze Land vertheilt ist, die auf jeden einzelnen Ort fallende Quote eine sehr geringe; dazu wird noch überall das Fleisch und, wo sich das Bedürfniß herausstellt, auch das Brot aus Magazinen geliefert. Und doch sind sie schon jetzt sehr mißvergnügt, daß ihnen solche Last aufgebürdet ist, jetzt, wo noch über Friedensabschluß verhandelt wird! Ich hoffe nur, daß wir ihnen eine gute Summe Millionen als Kriegskosten auflegen, daß wir nicht zu unseren zerschossenen Leuten auch noch unser Geld für sie hergeben.
