02 februar 2024

Sladder eller børnemishandling: Plejemoder Bagger. (Efterskrift til Politivennen)

Nedennævnte sag er et eksempel på hvordan avisen København bragte en skandalehistorie som viste sig ikke at have noget på sig. Stort set alle aviser gjorde sig skyldig i sådanne journalistiske fejlgreb. Artiklerne fortæller dog noget om plejebørn som forretning .

En umenneskelig Plejemoder.

Oprørende Behandling af smaa Børn. "København" foretager en omfattende Undersøgelse af Sagen, hvorefter Politiet kan tage fat. 5 Børn døde i Løbet af faa Maaneder

Vi skal i Dag bringe vore Læsere en Række Afsløringer i en mystisk og højst uhyggelig Affære, som vi samtidig overgiver Politiet til nærmere Undersøgelse og Behandling. Vi forudskikker den Bemærkning, at samtlige vore Oplysninger selvfølgelig er hentede direkte og fra paalidelig Kilde, og at vor Fremstilling af hele denne opsigtvækkende Sag, der vil blive Hovedstadens Samtaleæinne i den nærmeste Tid, er saa langt fra det drastiske, at vi tværtimod har tilbageholdt adskillige Ting af Interesse, som vi mente kunde trænge til yderligere Bekræftelse, inden de fremdrages.

Men der er nok endda at berette:

Plejemoderen.

Paa GI. Strand Nr. 40, 2. Sal bor der en Dame, som i flere Aar har ernæret sig ved at have Børn i Pleje i Forening med at drive Pensionat. Hendes Navn er Frk. H. Bagger, hendes Alder godt op i Trediverne.

Frk. Bagger er en vanskelig Dame at omgaas. Tjenestetvende bolder det ikke ret længe ud hos hende, og mangfoldige er de Piger, der i Aarenes Løb har været i Kondition hos den skrappe Froken.

I 5-6 Aar har hun haft Plejemoder-Tilladelse og i den Tid haft en Mængde Børn i sin Varetægt. Børnene har hun som oftest faaet kort efter Fødslen, og Størsteparten af dem har haft til Mødre Damer af "bedre" Familje, som er "kommet galt afsted."

Hvad Øjenvidner fortæller.

Tjenestepigen Ingeborg, der har været hos Frk. Bagger fra 1ste December 94, til 1ste Februar d. A., fortæller følgeride om sit Ophold der i Huset.

Da hun tiltraadte Tjenesten hos Frk. B , havde denne 3 Plejebørn, og nogle Dage efter kom der 1 til.

Hver Mandag, Onsdag, Torsdag og Lørdag Aften var der Sang og Trala i Lejligheden. Frøkenen havde nemlig paa disse Dage nogle af den ret store Lejligheds Værelser udlejede til Foreningsbrug. Her festiverede skiftevis Sangforeningen "Pletten", "Foreningen af 9de Februar" og en Dilettantskuespiller-Forening og det, saa man kunde høre de glade Mennesker over hele Huset.

For nu at faa de smaa Børn, der var anbetroet hendes Omsorg, til at tie og sove trods al denne Kommers, brugte Frk. B. det Middel at dysse dem i Søvn med Opium. Man tænke sjg, at det er spæde Børn, et enkelt endog kun nogle faa Uger gammelt, Talen her er om, og som fik indgivet Opium - 5 Draaber i 10 Rhabarberdraaber. Frk B havde paa det strængeste paalagt Pigen, der hentede Opiumsdraaberne paa Apoteket, at sige til Enhver, der faldt paa at spørge, "at det var Frøkenen selv, der brugte Opium for Søvnløshed."

Endvidere sultede den kærlige Plejemoder bogstavelig talt de smaa Stakler, og ofte maatte Tjenestepigen, der ynkedes over Bornene, for sine egne Penge købe Mælk og Mad og give de Smaa det, naar Frøkenen ikke var hjemme.

Til et spædt Drengebarn, der var sygt, opskrev Doktor Salomonsen to Gange Medicin, men begge Gange kastede Frk. B. den i Vasken og gav Drengen Opiumsdraaber i Stedet.

Børnene døer.

I Begyndelsen af December Maaned døde et af Børnene, og Dagen efter maatte Tjenestepigen bære den lille Kiste ned til en ventende Droske og køre den til Kirkegaarden. Den 13. Januar døde den ovenfor omtalte lille Dreng, efter at Frk. B. havde haft ham i Pleje i 8 Dage.

Et Pigebarn, Else, blev saaledes mishandlet af Frøkenen, at Bedsteforældrene, der hor i Frederiksberg Allé 25, efter 3 Ugers Forløb tog det til sig.

Et Drengebarn, Aage Scheibelein, 3 Uger gammelt, blev forleden Dag paa Moderens Forlangende tilset af en Læge, erklæredes af denne at være bleven sygt paa Grund af, at man havde indgivet det bedøvende Dranker.

lalt er der i de sidste 4-5 Maaneder død 5 af Frk. Baggers Plejebørn.

For Øjeblikket har denne Plejemoder to Smaabørn i sin Varetægt: et 1-Aars Pigebarn, Margrethe Kjær, hvis Moder med det første rejser over til sin i Amerika boende Mand og lader Barnet blive tilbage, samt en 4-Maaneders Dreng, Wilfred, for hvem der bliver betalt af en Frisørinde, Fru L. paa Østergade.

Dette er, hvad vi i Dag ønsker at meddele om Frk. Baggers mærkværdige Plejemoder-Virksomhed og dens Resultater; og hermed beder vi Politiet tage Affære, men helst lidt energisk. Her er ingen Anledning til at betænke sig.

I Morgen

skal vore Læsere høre mere om denne sensationelle Sag.

-pf

(København 10. februar 1895).


Gammelstrand 40, th. Krogs Fiskerestaurant. Det var på 2. sal plejemoderen boede. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Plejemoderen

---

øvrigt bemærker vi, at en af vore Medarbejdere i Gaar aflagde et Besøg hos

Frk. Bagger.

Han beretter følgende:

Vi ringede i Gaar Eftermiddags paa Døren til Frk. Baggers Pensionat, GI. Strand 40.

Frøkenen lukkede os selv op. Hun er en ældre, spinkel Dame med et langt magert Ansigt, over hvilket der gaar hastige nervøse Trækninger; hun staar uafbrudt og lader Fingrene spille uroligt

Vi gaar gennem en stor højloftet Stue, hvis Vægge er dækket med Flag og Skjolde, under Loftet strakte sig en Mængde Vimpler, Møbler var der kun faa af; det saa ud som Stuen i Hast kunde laves til en Dansesal.

Derfra kom vi ind i et langt smalt Værelse, der helt optoges af to Senge; inde fra Stuen ved Siden af lød et lille Barns klynkende Graad.

- Det er ret ubehagelige Sigtelser, der er rettet imod Dem, ytrede vi blandt andet.

- Ja, svarede hun, men hvad skal jeg gøre ved det. jeg staar jo ganske ene og kan ikke fotsvare mig.

- De kan jo anlægge bag mod Bladet.

- Det har man ogsaa omtrent forlangt af mig i Plejeforeningen; men selv gør jeg det saa nødigt; saadan en Sag fører saa ma nge Ubehageligheder med sig.

- Unægteligt. - Forholder det sig rigtigt, at der i Løbet af kort Tid er død flere Børn fra Dem?

- Ja-a, i Løbet af et lille Aars Tid er der jo døde 5.

- De har fulgt hurtig paa hverandre?

- Ja, men det var ogsaa svage Børn.

- Hvormange Børn maa De have i Pleje?

- Fem.

- Har De aldrig haft flere?

- Jo-o, en Gang havde jeg jo seks.

Inde fra Værelset ved Siden af tiltager nu det lille Barns klynkende Graad; Frøkenen gaar ind, og vi horer, hvorledes hun i hæftig Tone søger at bringe det til Ro.

Lidt efter kommer hun ud med en lille Glut paa Armen, som hun kærtegner paa en overstrømniende hæftig Maade. Barnet trækker sig dog ligesom ængstelig tilbage fra hende.

- Kan De se, hvor frisk og sund det er? siger hun, ser det ud, som det lider Nød.

- Nej, ganske vist; har De ikke flere Plejebørn for Tiden.

- J» jeg har et til.

- Maa vi ikke se det

- Næ-æ, det sover for Tiden, og saa er det saa svagt og sygeligt, saa det ser ikke godt ud

- Der er mange Foreninger, der har Lokale hos Dem

- Ja, jeg har omtrent hver Aften optaget.

- I Forbindelse med Deres Pensionat maa det ikke give Dem saa lidt Arbejde. ø Kan De saa, naar De har 5-6 spæde og syge Børn i Pleje, passe dem paa rette og forsvarlige Maade 

- Jo- o, jeg har jo en Pige til det grovere.

Frøkenen tripper urolig frem og tilbage, de lange, magre Fingre piller nervøst ved Forklædet.

 - Tror De, der bliver mange Ubehageligheder ud af den Sag, spørger hun, den har taget saa meget paa mig, jeg har ikke af lutter Uro kunnet spise siden i Gaar Morges

- Har De aldrig givet Børnene Opium ? sporger vi videre

- Jo, jeg havde en Gang en lille Flaske fuld, som jeg brugte mod Mavekrampe, og da saa en af de Smaa blev urolig, gav jeg det et Par Draaber.

- Hvorledes kunde Børnene sove, naar der blev holdt Festiviteter saa nær ved Barnekamret.

- Jo, det var i Reglen meget rolige Børn allesammen.

- De har været til Forhør i Dag?

- Ja, jeg og min forrige Tjenestepige, Ingeborg - hende, der af Ondskab har udspredt de skammelige Rygter - var i Forhør i Dag paa Nørregades Station fra 10 til 4.

Vi talte videre med Frøkenen om Forholdene i hendes Pensionat og kom til det selvfølgelige Resultat, at i et Hjem, hvor private Foreninger omtrent hver Aften ofte til ud paa Natten, festiviteter, i et Hjem, hvor Bestyrerinden kun ved en Piges Hjælp skal forestaa en stor Husholdning, drive Pensionat, opvarte Foreninger og dertil passe fem spæde Børn, der kan disse ikke faa den omhyggelige Pleje, der er betryggende for deres Liv og Sundhed.

Vi tog Afsked med Frøkenen.

- Tror De, der bliver noget mere ud af den Sag, spurgte hun os vedvarende, j jeg vilde saa grumme nødig have det. - fører saa uiange Ubehageligheder (ned sig.

- Det kan sikkert også blive ubehageligt nok, indrømmede vi.

* * *

Fra Faderen til et af Frk. Baggers Plejebørn har vi modtaget et Brev, som vi med Udeladelse af enkelte Udtryk lier gengiver:

"København"s Redaktion!

Idet jeg med fuld Sympati følger Deres Afsløringer I Deres ærede Blad angnaende Frk. Bagger, kan jeg Ikke undlade at. udtale min oprigtige Tak for Deres Mod til at løre ved en ... . Dennes Meriter . , , Min lille Datfer, der nu er 8 Mdr. gl., har i 2 Mdr. for et Vederlag af 14 Kr. mdlg. været i liemles Varetægt, men da vi fik Øjnene op for hendes . , - som vi havde ondt ved at tro, skønt var vi ikke længe om at faa hende derfra; thi dér havde hun Ikke levet I 2 Maaneder til.

Hun var i den Grad udmattet, da hun kom derfra, og i den Grad angrebet af Hudløshed .... at det daarligt lader sig beskrive; desuden bavde hun i Ryggen saar som ....

Hvad Selskaberne angaar, da tog Frk. B , naar disse afholdtes, Børnene fra det varme Barnekammer og puttede dem ud i et iskoldt Pigekammer, og tog dem atter, naar Mødet var hævet, tilbage til det af Røg og Dunster fyldte Kammer.

Hvad denne Dames Renlighedssans angaar, da var den af en meget primitiv Beskaffenhed, idet f. Eks. Bleerne ikke blev vaskede, men taget lige fra Barnet, vredet og hængt til Tørring paa Kakkelovnen i Barnekamret. Som Følge heraf var der undertiden en Stank, saa Gud maa sig forbarme.

Mit Barns Hovedpude var, da vi fik den tilbage, aldeles stiv og ubrugelig af Opkastninger, som i Stedet for at blive afvasket havde faaet Lov til at tørre ind i Puden.

Jeg haaber, Hr. Redaktør, at De vil optage dette og staar alle øvrige Oplysninger til Deres behagelige Disposition.

Ærbødigst.

(Navn og Adresse).

*

Overfor den kendelige Lunkenhed, hvormed denne Sag er grebet an fra Politiets Side, haaber vi. at dette Brev vil gore sin Virkning. Ærede Kolleger i Pressen, som enten har tiet eller holdt sig "i Salveten", vil sikkert herefter lægge deres vægtige Stemmer i med til Gavn for alle de Plejebørn, der, efter "Politiken"s Mening, lider samme Skæbne som Frk. Møllers.

(København 12. februar 1895).


En umenneskelig Plejemoder.

En brysk Husmoder. Hun pryglede de smaa Børn. Sult. Prygl og Opium

Vor Artikel i Gaarsnummsret al "København" om Frøken Bagger har selvfølgelig vakt megen Opsigt. Overalt, paa Kafeer saavel som i de mange Hjem, hvor "København" til Stadighed er Gæst, diskuteredes Artiklen. Indignationen over Frk. B. og hendes raa Behandling af de uskyldige Smaabørn var almindelig og forhaabentlig sættes der nu uopholdelig en Stopper for hendes Virksomhed.

For Frk. Bagger selv kom vore Afsløringer som en Dynamitbombe, - saa uanet og overraskende dukkede de frem.

Hun er, som sagt, en Dame godt oppe i Trediverne. Hendes skarpe blege Ansigt med de haarde Træk, de bydende Øjne, der i Vrede knibes sammen, saa de bliver ganske smaa, hele hendes bestemte Holdning lader En straks se, at man her har en Kvinde for sig, der er vant til at befale og iommandere, og som ikke taaler nogen Modsigelse.

Som vi i Gaar skrev, at hun sultede de smaa Plejebørn, saaledes knappede hun ogsaa de stadigt skiftende Tjenestepiger, der var i hendes Brød, af paa Kosten Og det i den Grad, at flere af dem ikke holdt ud at blive hos hende mere end 3-4 Dage.

Om den Forening-Kommers, der hersker i Frøken Baggers Hus, og som skulde synes saa uforenelig med en Plejemoders Pligter, har en af Pigerne forklaret 

En Aften - Kl. var over 12 - havde Gemytligheden en særlig højrøstet Karakter i de til dette Brug udlejede Værelser af Frøkenens Lejlighed. Et lille Barn, der hidtil havde slumret sødelig i sin Vugge, vaagnede ved den megen Støj og gav sig til at græde. Pigen tyssede paa det og forsøgte, saa godt hun kunde, at faa det til at tie. Men Barnet vilde ikke være rolig; Frk. B. stod da op af Sengen og rev den Lille ud af den forskrækkede Tjenestepiges Hænder. Derpaa gennembankede den opbragte Frøken det lille Barn paa det ubarmhjærtigste, uden at Pigen vovede at protestere mod Mishandlingen. En saadan Respekt forstod Frk. B. at indgyde sit Tyende, - saa man forstå ar, at det er en Dame, der ingenlunde er til at spøge med.

For nogen Tid siden henvendte Moderen til en af Pigerne, der havde tjent hos Frøkenen og været Vidne til hendes besynderlige Maade at "pleje" Smaabørn paa, sig til Politiet og bad det gøre Frk. Baggers Forhold til Genstand for en nærmere Undersøgelse, da det vist ikke gik rigtig til i Børnehjemmet og Pensionatet paa GI. Strand.

Og hvad tror man saa, der svaredes Klagerinden paa Stationen?

Hverken mere eller mindre end, at det skulde hun ikke bryde sig det ringeste om.

Antagelig har Politiet nu en anden Opfattelse af den Ting.

En indgaaende Undersøgelse af, hvilke Sygdomme Børnene er døde af, hvad og hvor meget de har og der fik han Husly og et foreløbigt faaet at spise og drikke, hvorledes de er blevet behandlede, om de i Sygdomstilfælde har været undergivne Lægehjælp, om de har faaet den af Lægen ordinerede Medicin o s v . kan bringe mange rare Ting for Dagens Lys.

Viden er der ingen Mangel paa.

Hermed slutter vi - for i Dag.

-pf-

(København 11. februar 1895).


Plejemoderen.

Politiets Undersøgelser.

Det er nu konstateret, at den i Gaar omtalte Plejemoder, Frøken Bagger, virkelig paa egen Haand har givet et Par af Børnene Opiumsdraaber efter hendes egen Forklaring dog kun et Par Gange ved stærke Diarrhoetilfælde. Det er ogsaa oplyst, at 5 af hendes Plejebørn er døde, dog ikke de to, der har saaet Opium; disse er nemlig det i Gaar omtalte Jødebarn Wilfred og Barnet Aage, hvis Moder gik til Politiet.

Ester Frøken Baggers Forklaring døde det første Barn, Drengen Svend Aage, i Juli f. A. af Hjærnebetændelse, det andet. Drengen Axel, døde i August af Diarrhoe, det tredie, et udøbt Drengebarn, døde i Oktober af Diarrhoe, det fjerde, Pigen Oda. hvis Antagelse ikke var anmeldt til Politiet. døde i November af Krampe, og endelig del femte, Drengen Severin, døde den 13. Januar d A af Diarrhoe.

Forskellige Læger har tilset Bernene og udstedt Dødsattesten, men den faste Læge, Frk. Bagger havde at henholde sig til, var Dr. Salomonsen paa Nørregade, der fungerede for Præmlejelskabet for Plejemødre, hvis Forstanderinde Frk. Petersen, ogsaa tilsaa Børnene.

Af Sundhedskommisstonens tilsynshavende Damer har dels en Fru Hammelev, der fungerede Uden Løn, tilset Børnene, og det ret hyppigt, hvorimod de i den senere Tid ar.fart- lønnede tilsynshavende Damer kun har mødt et Par Gange om Maaneden; ogsaa Sundhedskommissionens Læge, Eratsraad Hoff, har Inspiceret.

Faktum er, at trods alle disse Besøg af Læger, tilsynshavende Damer osv. har Avtoriteterne ikke opdaget Frøken Baggers dobbelte Forretning med Piejebørn og Værtshus!

Tilsyn mod Plejebarn.

Den her fremdragne Sag er særlig aktuel netop i disse Dage, da det i Rigsdagen er fremlagt et Forslag til Lov om Tilsyn med Plejebørn, der indebærer yderligere skærpede Bestemmelser overfor Plejemødrene.

Det har ved ovennævnte Sag vist sig, at de nuværende Lovbestemmelser ikke er tilstrækkelige - eller i hvert Fald at Autoriteterne ikke benytter dem med den fornødne Omsigt og Energi

Her i Byen er der ca. 15-1600 PIejebørn, som er undergivet Suiidhedskommissionens Tilsyn. Sundhedspolitiet og Dr. Hoff besigtiger først Lejligheden og herefter afgøres det, hvorvidt vedkommende Pleiemoder maa have et eller flere Plejebarn.

Sundhedskommmisionen har - med Stadslægen som direkte Foresat - 9 Damer, baade gifte og ugifte, til at føre Tilsyn med Plejebørnene. De lønnes med 400 Kr. aarlig 

Udenfor København bliver Plejemødrene gjort bekendt med de tilsynshavende Damers Navn og Bopæl, men her i Byen er der truffet en modsat Ordning: Plejemoderen kender ikke Damens Navn, og denne legitimerer sig ved sine Besøg i Plejehjemmene ved et Politi-Kort.

Det af Stadslægen og Dr. Hoff i Forening, der udvælger og ansætter Tilsyns-Damerne samt kontrollerer deres Virksomhed. Og Damerne er selvfølgelig pligtige til at af lægge Rapport til disse Embedsmænd.

Men baade Kontrol og Rappotering lader imidlertid ikke til at have været af den aller livligste Art.

I hvert Fald er det aldeles uforstaaelig at baade disse lønnede Tilsynsdamer og de mere erfarne Læger med Prof. Salomonsen og Etatsraad Hoff i Spidsen ikke ved deres Besøg hos Frøken Bagger har kunnet observere, at det var Foreningslokater, de kom ind i! Alene de opstillede Foreningsskabe maatte vække deres Opmærksomhed. Et enkelt Skab er med store Bogstaver paamalet Foreningens Navn: "Pletten" - det er en Skytteforenings, endvidere var der bl. a en katolsk Sangforening og en dramatisk Klub tilhuse.

Og lige saa mærkeligt er det, at Stadslægen, der jo modtager Beretning om alle de hyppige Dødsfald - altsaa 5 Plejebørn døde i Løbet af et halvt Aar - ikke deraf finder Anledning til at indskærpe et skrappere Opsyn med Plejehjemmet i den sidste Tid har jo Tilsynsdamerne aflagt sjældnere Besøg hos Pleiemoderen, i Stedet for at de tvertimod burde have kommel hyppigere og paa vidt forskellige lider af Døgnet

Det vil heraf tilstrækkeligt fremgå«, at Sundhedskommissionee ikke ævnet at køre et effektivt og virkeligt betryggende Tilsyn med Plejemødrene! hvem er nu sikker paa, om der ikke ogsaa i andre Plejehiem her i Byen er lignende Brøst og Mangler, som Sundhedskommissionen og dens Funktionærer ikke forstaar at skaffe sig Underretning om. 

En saadan Mangelfuldhed ved en Avtoritet  er imidlertid ikke forsvarlig, det bør hurtigst muligt udfindes hvor og hos hvem Fejlen ligger og saa bør der ufortøvet træffes mere betryggende Foranstaltninger

*

Politiet fortsætter Undersøgelserne i Sagen for at faa konstateret om PIejemoderen har  begaaet Misligheder. Foreløbig er det afgjort, at Børnene bliver taget fra hende; hun faar ikke længere Tilladelse til at have Plejebørn.

Frøken Bagger er iøvrigt af velstaaende Familie; bl.a. har hun en Broder, der er dansk Konsul i washington.

(Social-Demokraten 13. februar 1895).

F. C. B. Heinlein fra den katolske sangforening gjorde 13. februar Social-Demokraten opmærksom på at koret bestod af en halv snes damer og herrer, og sangmøder kun fandt sted søndag middag fra 12-2. Der var ikke tale om fest.

Frk. Bagger fik få dage efter anmeldelsen frataget sin tilladelse til at være plejemor. 

I februar 1895 kom politiet til det resultat at der ikke kunne foretages en sigtelse i sagen. Frk. Bagger havde tilstået at 5 børn var døde, men at årsagerne var diarre eller andre naturlige sygdomme. Hun indrømmede også at have haft 6 børn i pleje mod de 5 hun havde tilladelse til, hvorfor hun måske fik en bøde. Sagen blev herefter undersøgt ved kriminalkammeret. 

Kulden i Sporvognene. (Efterskrift til Politivennen)

Hvem af os gyser ikke i disse Frostdage for en længere Køretur med vore Sporvogne. At sidde stille i 10 Graders Kulde er ikke alene en kold Fornøjelse, det er ikke ganske sundt for svagelige Mennesker - og de benytter jo for en væsenlig Del Sporvognene.

Vi, der er raske, foretrækker vel ofte saadan en Vinterdag at gaa, men mange Gange nøder Tiden os til at benytte Sporvognene.

Naar Publikum er pisket til at ty til disse Indretninger, var der saa ikke Grund for de rige Selskaber til at gøre noget for det Publikum der Aaret rundt er deres Kunder og fylder deres Pengekasser.

Hvad om Sporvejsselskaberne sørgede for, at der under saadanne Frostperioder som nu, blev anbragt nogle Varmeapparater i Sporvognene.

Det vil sikkert ikke være saa overordentlig vanskeligt at installere saadanne Indretninger, der jo ikke er ukendt i Udlandet.

Og vi tror heller ikke den økonomiske Side af Sagen vilde tynge Selskaberne. Hvis der var en Smule lunt i Sporvognene, vilde de naturligvis i disse Frostdage blive benyttet af mange Mennesker, der nu foretrækker at gaa for at sætte Helbredet til i den nederdrægtige Kulde.

Sporvejsselskaberne er saa velsituerede, at de ikke bør gaa af Vejen for at gøre et Forsøg med at opvarme Vognene. Det vil finde Paaskønnelse hos Kunderne og rimeligvis blive til Glæde for Aktionærerne.

(København 8. februar 1895).

Bernhard Olsen (1836-1922): En ny sporvogn, konstrueret af civilingenieur Adolph Keisler. Illustreret Tidende. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

01 februar 2024

Breve af General von Goeben til sin Familie. (Efterskrift til Politivennen)

I et indslag på denne blog fra Dansk Tidsskrift i anledning af udgivelsen af et 3-bindsværk udgivet i 1895 om general von Goeben nævnes at ud af de 180 sider breve til familien i bind 1, skriver han også om sit ophold på Sundeved under krigen 1864. Brevene handler mest om krigens gang, men der er også en lillebitte brøkdel som omtaler danskere og lokalbefolkningen. I forbindelse med Goebens død i 1881 findes på denne blog endvidere et indslag af en præst som skrev om Goeben. Dette kan sammenstilles med hvad Goeben skrev. Nedenfor bringes en oversættelse til dansk, dernæst den originale tyske tekst:

25. januar 1864: Du ved mere end jeg om den politiske situation, om chancerne for dansk modstand eller en fredelig løsning. Her er alle nyheder tvivlsomme og modstridende. I går aftes modtog jeg nogle gamle numre af "Kölnische Zeitung" indtil mandag, men jeg har ikke læst dem endnu. I Berlin, som jeg ser fra en lokalavis, er tingene gået som forventet. Kampen som tingene ser ud nu, skal kæmpes grundigt. Hvad os her angår, ønsker jeg bestemt at vi fordriver danskerne med magt. Det vil give os et afgjort bedre grundlag for de uundgåelige forhandlinger, end hvis vi går ind i dem uden yderligere omsvøb. Og jeg anser ikke operationen for vanskelig eller endda tvivlsom overhovedet. Det regnfulde vejr vil forhåbentlig åbne Slien fuldstændigt og dermed lette brobygningen. Med venlig hilsen August.

Steinberg 8. februar 1864: Bønderne opfordrede mig til ikke at gå til embedsmanden, sandemanden, idet de sagde, at han var en fattig dansker, men til en godsejer der lige så godt kunne uddele forsyningerne. "Hvem bor tættere?" – "Godsejeren." Flere bønder til fods, en til hest, eskorterede mig. --- Endelig ankom jeg til Buchelhof. Mine to ledsagere (jeg havde gradvist sendt de andre med vogn) tordnede mod døren: "H. v. X., luk op, lad os komme ind, preusserne er her!" – "Vrøvl!" var svaret, "hvor skulle preusserne komme fra i dag?" "Luk op, generalen selv er her, I skal indkvartere." Mere vantro snak, så blev døren åbnet, og hele familien, otte eller ti personer, med lamper og lys i hånden, kom ud, nu helt ude af sig selv af jubel. Jeg måtte stige af hesten, og de ville føre mig direkte til et dækket bord. I mellemtiden nægtede jeg og sagde, at jeg ikke kunne, at jeg måtte forsørge mine stakkels, fuldstændig udmattede tropper, og bad H. v. X. om at komme med mig til forhuset for at diskutere indkvartering.

Steinberg 9. februar 1864: Stemningen her i det tyske Slesvig, den del som hedder Angel, er afgjort danskfjendtlig: "Hvis bare vi kunne slippe af med danskerne!" siger man. Nu begynder agitationen for arveprinsen også at begynde i byerne. Men på landet er der absolut ingen begejstring for ham. Han præsenteres og ses blot som et middel til at løsrive sig fra Danmark. Hvis vi kunne tage landet, ville alle være tilfredse.

Varnæs 27. februar 1864: Slesvigerne er generelt ret glade når de bliver taget til fange. Nogle danskere der talte tysk, besvarede mine spørgsmål om, hvorvidt de også var fra Slesvig, med: "Nej, fra København, men det gør ikke noget!" og udtrykte dermed at de også var ret tilfredse med at være kommet under vores beskyttende varetægt. Andre danskere på øen var derimod voldsomt bistre.

Varnæs 28. februar 1864: Med min gode pastor Roth (kaldet en "berygtet spion" osv. i de tyske aviser) diskuterer jeg sommetider med om "danskere og preussere" osv. Han får en københavnsk avis via Hamborg, hvorfra jeg så ser krigsnyhederne. I går for eksempel, indeholdt udgaven  fra ​​den 22. om aftenen (dagen for den mindre træfning), den telegrafisk rapport fra Sønderbprg om at 6 officerer var blevet meldt sårede, og at der klokken 13 var blevet bragt 72 sårede mænd ind. Da vi nu kun har 22 sårede (og 5 døde), inklusive den anden division, og da vi også sendte omkring 10 sårede danskere til vores felthospital, er resultatet allerede usædvanligt gunstigt, selv bortset fra de 250 usårede fanger vi har taget.

Jeg prøver at trøste præsten lidt over disse forskelle ved at understrege fordelene ved vores fremragende våben. Cora har det godt, det vil sige, hun spiser godt, og jeg kunne om nødvendigt klatre op i luften igen, selvom såret er slemt inficeret.

Selve præstegården er ligesom alle bygninger her på landet, stråtækt, lav og uden en historie. En stor gårdsplads med to små bygninger, stalde, en lade, tjenestefolkskvarterer osv. ligger bagved; foran gårdspladsen, adskilt af en sti, er der buskads med smukke træer. Vi optager halvdelen af ​​huset til højre (når man nærmer sig det), den mindre halvdel indeholder hallen overfor hoveddøren, som fungerer som kontor og også som soveværelse for skriveren og to tjenestefolk. Ved siden af, bagved, er Clemens og mit soveværelse, og foran er der to små værelser med sofaer osv. I mit er der et lille vægur, hvis tikken minder om vores kukur.

Også her har vi aftalt, at vi hver især vil bidrage med en halv daler dagligt til vores portioner, og til gengæld får vi alt, hvad vi behøver, enkelt, men ret godt tilberedt.

Sottrup 7.-8. marts 1864: Jeg har allerede skrevet, at denne præstebolig er meget komfortabelt møbleret; mange kalla liljer dyrkes, omend de holdes for tørre, sammen med andre blomster, også i mit arbejdsværelse, som faktisk er præstekonens værelse, ved siden af ​​den store, meget rigt møblerede dagligstue. Vi har fire opvarmede værelser: de to, så et til Clemen og et til kontoret; og præsten og hans kone er reduceret til ét, hans arbejdsværelse. Sådan er det i krigstid. Her spiser og drikker vi dog te med dem i dagligstuen. Han spurgte mig på forhånd, om jeg ville spise alene med Clemen, hvorefter jeg, da Buddenbrock, min formand her, havde spist med dem, indvilligede. Begge er danske, men taler ret godt tysk, omend noget tøvende.

Sottrup 10. marts 1864: Jeg er faldet rigtig godt til hos min præstefamilie (Krog-Meier). Det er altid en stor fordel, når jeg ankommer et sted hen, da jeg altid er alene: Indtil min ankomst havde præstekonen lavet mad til 60 mand (bortset fra officererne, som overrækker portionerne til hende), nu kun til mine 14, inklusive portører. De ser ud til at være meget velhavende. Nu viser det sig, at de har dækket næsten alle værelser med Bruxelles-tæpper, og at de sendte disse, sammen med mange kunstværker, vaser osv., værdigenstande og sølvtøj, til en broder på Als, da de hørte om evakueringen af ​​Dannevirke-fæstningen.

Én ting jeg synes rigtig godt om. Værelserne er ikke tapetseret, men malet med okker, i farver der ligner dem man primært finder i pompejanske malerier. For eksempel er mit arbejdsværelse (præstefruens) malet i den samme dybe røde farve, som du vil huske, og dagligstuen i en lysende mørkeblå farve; trælofterne og bjælkerne er hvide, også i okker. Det ser rigtig godt ud. Så noget dejligt: ​​for første gang i dette land et sengetæppe der er langt nok, en slags fjerdyne med strimler der ikke er mere end en fod brede på langs. Det er meget behageligt at ligge under. Quiltningen er ikke så skarpt defineret som på vores dyner; selve tæppet er ret tykt, som et fjerdyne, og quiltningen er kun en smule mindre tæt. Det giver mig indtryk af, at tæppet udelukkende er lavet af lange fjerpuder der er syet sammen. Jeg sover i øvrigt på en lang sofa, som bliver lavet til en seng om aftenen.

Ullerup 14. april 1864: Her i Pastor Feilbergs hus er det nu arrangeret sådan, at vi spiser frokost med familien og drikker te om aftenen. De er også meget flinke mennesker, selvom Krog-Meier-familien er en del lavere, og virkelig fremragende. Han er meget ældre; hun, hans anden kone, er en lav, buttet københavnerkvinde fra en middelklassefamilie, meget demokratisk, men også ret flink, enkel og venlig. En ung pige, næsten voksen, her for at lære husorden, fuldender gruppen.

Nybøl 28. april 1864: I dag klokken 7 tog jeg med pastor Krog Meier, som var kommet hertil, til fæstningsværkerne og vendte først tilbage klokken 13:21. Jeg ville vise dem til ham, primært for at forsikre ham som patriot om, at hans landsmænd virkelig havde gjort alt muligt i forsvaret, og han var fuldstændig beroliget. Vi besøgte først nogle af de bedre bevarede fæstningsværker til venstre og gik derefter over til dem på højre fløj (dvs. vores højre fløj), som var blevet hårdest angrebet. Der erklærede han, meget tilfreds, at han ikke havde troet det muligt, at de kunne være i så forfærdelig stand. Samtidig studerede han byen Sønderborg med sin kikkert for at se, hvilke huse han vidste var blevet ødelagt, og hvilke der havde overlevet. Det hele var naturligvis yderst interessant for ham, især da han ikke havde forladt sin landsby siden vores ankomst til fæstningsværkerne.

Så red jeg igen til forposterne for at tage et sidste kig rundt, inden hjælpetropperne ankom. Der er heller ikke blevet affyret et eneste skud i disse 24 timer, men vi har nu afvæbnet skyttegravene, og i dag er vi begyndt at nedbryde dem, en besværlig opgave.

Sottrup 7. maj 1864: I går eftermiddags sendte jeg min gode præst ud, tog imod ham der og viste ham rundt, både for at se de forandringer, der allerede havde fundet sted, og for at se hans elskede Sønderborg og øen, som for nylig havde været indhyllet i tåge, er nu tydeligt synlig. Mens jeg var i en kaserne ved fronten, hvor jeg havde etableret hovedkvarteret for forposterne, og hvor danskerne stadig havde et bord, sofa og stole, nød jeg et glas kaffe med arrak eller kirsebærbrændevin som erstatning for mælk. På det tidspunkt blev den danske major Baudiz' kiste bragt ind. Jeg havde taget ham til fange hårdt såret den 17. marts, og han var blevet ført til sin familie i Flensborg, hvor han døde for et par dage siden, kort efter at hans kone havde født en datter. Vi fulgte kisten ned til brohovedet, hvor jeg normalt ikke ville have taget præsten med på grund af den potentielle fare, men hvor han nu kunne blive i en halv time, mens processen med at forhandle og afhente liget fandt sted.

Flensborg 5. juni 1864: Jeg er nu indlogeret her hos en velhavende hr. Karlsen, og har to meget veludstyrede værelser. Om morgenen får jeg min mælk og om aftenen te, mens jeg spiser frokost ved table d'hôte. Men den konstante støj på gaden er frastødende for mig, og jeg vil meget hellere være ude på landet, så jeg har ikke tænkt mig at blive her særlig længe. Desværre blev den ene af de to nye hestevogne syg umiddelbart efter vores ankomst, men jeg har tænkt mig at rejse til Sottrup i løbet af de næste par dage med en rekvireret vogn for at se, hvordan det går med vores venner der.

Sottrup 10. juni 1864: Så jeg er i Sottrup Sogn, og jeg fandt præsten og hans kone stadig her, uforandrede og i meget god behold. Det ser dog ud til, at jeg tager afsted igen i løbet af de næste par dage. Våbenhvilen ser ud til at blive forlænget i yderligere to uger, og derefter skal alle vende tilbage til deres hvilesteder; den endelige nyhed om, hvorvidt det vil ske eller ej, vil sandsynligvis nå os i dag.

Jeg finder det meget interessant at høre noget af det danske perspektiv på kampene osv. fra præsten. Han har været på Als flere gange og har haft mange samtaler med officerer der, inklusive general Steinmann, som nu har kommandoen der, og har delt mine synspunkter med dem. Naturligvis er de to siders meninger altid forskellige. Med hensyn til den mulige krydsning den 18., som danskerne ikke troede ville ske, da de betragtede det som blot en demonstration, er de ret sikre på, at det ikke ville have været en succes, og faktisk ville have været meget velkomment for dem.

Ullerup 26. juni 1864: Meget skal fortælles; men jeg må ikke begynde nu. Bare denne ene ting: I morgen tidlig klokken 6 sender jeg vores gode pastor Feilberg til Flensborg som fange, og pastor Krog-Meier er allerede blevet taget dertil i dag! Det er 27/6; præsten er netop taget afsted til Flensborg, ledsaget af en officer, han kender, efter at vi havde nydt en hyggelig kaffe sammen. For han og hans damer, selvom sidstnævnte var noget skræmte i starten (jeg fortalte ham det i går efter middagen), er ved godt mod, da det blot er en generel forholdsregel, der har til formål at forhindre, at noget rygte kommer ud om, hvad der sker her. Jeg har skrevet til kommandanten og anbefalet begge venner til hans varetægt.

Ullerup 27. juni 1864: Præsten vil blive løsladt i dag; jeg fik ordren på forhånd fra Blumenthal og greb også ind på vegne af pastor Krog-Meier, som tilfældigvis eller rettere takket være sin nuværende logerendes, oberstløjtnant von Goetz' venlighed endnu ikke er blevet taget væk, så han kan blive i sit hjem. Og for det tredje: Overfarten ved Ballegård er endegyldigt opgivet i dag med min hjælp, da danskerne i øjeblikket foretager omfattende forberedelser der, efter at have bygget fem nye batterier i løbet af disse to dage, og "Rolf Krake" er dukket op ved øens nordvestlige hjørne, mens et andet (sandsynligvis pansret) skib er sejlet ned ad fjorden og igen er stationeret i Augustenburgfjorden. I stedet vil der nu blive gjort et forsøg på at krydse fra Satrupholz. Præstens kone er meget glad i dag, eller rettere, lige nu. Det er hans fødselsdag.

Ulkebøl 1. juli 1864: Så jeg bor hos Pastor Krog Meiers bror, hvor jeg blev yderst venligt modtaget og naturligvis godt indkvarteret. Jeg har det strålende. Jeg vil fortælle jer alt om kampen i næste brev; til det har jeg brug for lidt fred og ro, hvorimod jeg nu er helt optaget af rapporter, forslag og så videre.

Ulkebøl 3. juli 1864: I går kom vores præst Feilberg også og ledte efter sin søns lig. Han fandt det dog ikke, og derfor håber jeg – selvom det ikke er umuligt, at en officer er begravet sammen med soldaterne – at han har modtaget falske nyheder. Han fik at vide, at hans yngre søn var fange, og den ældre var blevet dræbt. Det første er sandt; han er allerede informeret gennem en af ​​vores officerer og sendt det rør, der reddede ham. En kugle affyret fra kun få skridts afstand ramte røret og en paperback under det, hvilket fik ham til at kollapse bevidstløs. Han blev båret tilbage af bårebærere og genvandt bevidstheden som fange. Det er muligt at dette kollaps af den ene søn der overlevede, gav anledning til rygtet om den andens død. Men det er selvfølgelig kun en mulighed.

Ulkebøl 6. juli 1864: Pastor Krog-Meier her er også meget fredselskende, men han er også en "rigtig hare," som vores præst kalder ham. Jeg har ikke fortalt dig meget eller noget om ham, hvoraf du sikkert allerede har konkluderet, at han, eller hans familie, ikke appellerer til mig på samme måde som vores gode venner derovre. De er helt anderledes her, meget flinke, gode mennesker, men det er stort set det. Han er meget lovende, lav og langsom, altid fokuseret på små ting; hun er fed og travl og ved ikke andet end hvad der skal ske. Han bliver sandsynligvis afskediget meget snart, fordi der er stor bitterhed mod ham blandt slesvig-holstenerne, hvilket bestemt er ret uberettiget. Han var jo meget gode venner med den gamle mand fra Augustenburg, i hvis hus han var lærer som skaffede ham denne gode stilling, som han rejste med, og som altid gjorde ham meget godt. Det var for 30 år siden og indtil omkring 1848, hvor politik ikke engang var et samtaleemne. Nu bliver han beskyldt for at have taget parti på dansk side. i hvert fald: utaknemmelighed og... Men han er dansk, og det ville være stik modsat, ja direkte foragteligt, hvis han var blevet utro mod sin pligt over for sit land, sin konge og sine overbevisninger på grund af sit tidligere forhold til Augustenburg-familien.

Til min glæde er pastor Feilbergs søn ikke opført blandt de tab, som de danske myndigheder har rapporteret, så han er helt sikkert ankommet til Fyn.

Gråsten 13. juli 1864: Her sidder jeg nu, hos en ægte slesvig-holstener, i øvrigt en næsten 80-årig mand, jeg finder meget tiltalende, en hr. Ahlemann, tidligere købmand. Jeg er meget godt indkvarteret hos ham, med en god stue og soveværelse, og standardroser på græsplænen foran huset. Vi fik et godt måltid om eftermiddagen: ærtesuppe, kalvesteg med kartofler og stikkelsbærkompot, kirsebær og et glas vin.

Gråsten 16. juli 1864: På min allerførste dag her havde jeg et skænderi med Krog-Meier, da han erklærede hans historie – at han i første omgang havde nægtet at underskrive den erklæring der blev præsenteret for ham, men senere havde ønsket at gøre det, kun for at opdage at det var for sent – ​​for at være fuldstændig opspind. Det viste sig, at denne historie stammede fra den tyske præst, der som provst havde fået til opgave at præsentere ham for denne erklæring. Krog-Meier havde storsindet fortolket det faktum at Krog-Meier var kørt til Ullerup den aften, nærmere bestemt til Feilbergs gård, netop i det øjeblik provsten steg ind i vognen. Krog-Meier var imidlertid selv kørt til Ullerup for at sige farvel til Schmid, da general Schmid var syg og ikke kunne komme og sige farvel før sin afrejse. Sådan er det.

Gråsten 19. juli 1864: I dag fortalte de mig, at jeg var blevet informeret om at jeg var på meget dårlig fod med min vært, hr. Ahlemann, at jeg havde fået hans flag taget ned, kaldt ham en løgner, og så videre. Det er latterligt, hvordan folk skal fordreje alting. Jeg er faktisk på meget venskabelig fod med den gamle herre (78), selvom vi nogle gange har forskellige meninger; men som altid med gamle mennesker er jeg meget opmærksom på ham og sørger for at jeg altid vender tilbage fra alle mine udflugter og ture, til hans store glæde, præcis til tiden til aftensmad, og så videre, og derfor er vi gode venner. Jeg glædede ham mest af alt i forgårs aften, da jeg da jeg skulle til at gå til slottet, så stegt fisk på bordet og spiste hurtigt en portion af den.

Slesvig 1. august 1864: Ja, det er rigtigt. Jeg ville ønske – ligesom hele hæren – at vi, ligesom resten af ​​hæren, ville være så storsindede over for det svage Danmark, som krigens mål tillader, at vi derfor overlader det der er sandt dansk i oprindelse, sprog og karakter, til Danmark, og ikke nu, som sejrherrer, griber alt, hvad vi overhovedet kan få, især hvad de inaktive højrøstede derovre kræver under straf for forræderi. Efter min mening ville det kun lægge grunden til yderligere, eller rettere, nye konflikter af den modsatte art. Vi kan nu stille os meget gunstigt over for Danmark; dog vil vi uundgåeligt gøre det til en konstant, bitter fjende, som selv om vi bliver tvunget til at give efter nu, vil rejse os imod os igen ved første lejlighed og ved enhver lejlighed, hvis vi nu kræver de endelige konsekvenser af sejren.

Slesvig 25. september 1864: Karakteristisk for de gode mennesker i Slesvig-Holsten er, at der allerede kommer bitre klager fra alle sider over byrden ved at indkvartere tropper: disse mennesker finder det allerede alt for meget, selvom det slet ikke kommer i nærheden af ​​den byrde som for eksempel vores egne små byer, der fik garnisoner som følge af reorganiseringen, bærer år ud og år ind. Nu hvor vi har reduceret bataljonerne til 600 mand, og hæren er spredt over hele landet, er den kvote, der falder på hver enkelt by, meget lille; desuden leveres kød og hvor behovet opstår, brød fra butikker overalt. Og alligevel er de allerede meget utilfredse med at en sådan byrde er blevet pålagt dem nu hvor fredsforhandlingerne stadig er i gang! Jeg håber kun at vi vil pålægge dem en god sum millioner som krigsomkostninger, at vi ikke, ud over vores egne sårede, også vil give dem vores penge.

Slesvig 19. september 1864: For mit vedkommende lod jeg mine femtenårige tage mig med i teatret i går for første gang i evigheder! Og jeg nød tre komedier i fulde drag: "Badenkuren", "Kurmärker", "Pikade" og "Sören Sörensen", mens jeg kedede mig, omend meget smuk, over en stakkels seksårig drengs danse. "Sören Sörensen, eller Hannemann som krigsfange" er et yderst humoristisk stykke samtidsfiktion, hvor forfatteren selv brillant portrætterer Sören og på en dejlig måde karikerer danskeren i hans tyske udtale, manerer, fordomme og så videre. Mange vers, der relaterer sig til alle aktuelle begivenheder, blev mødt med jubelråb. En advarer for eksempel Hannemann mod at lave postyr i Rendsburg, ellers bliver han smidt ud af Preussen. En anden råder befolkningen i Slesvig-Holsten til hurtigt at opbygge en god forfatning, så Bismarck ikke pludselig siger: "Het en Ule seten, het en Ule seten!"


Billede fra bind 2 af værket om general Goeben.

27. januar 1864: Ueber die politische Sachlage, über Chancen von Widerstand der Dänen oder friedlichen Ausgleich weißt Du dort mehr als ich; hier sind alle Nachrichten darüber zweifelhaft und widersprechend. Gestern Abend bekomme ich noch einige rückständige Nummern der „Kölnischen Zeitung" geschickt bis zum Montag, habe sie aber noch nicht gelesen. In Berlin ist es ja, wie ich aus einem hiesigen Lokalblatt sehe, gegangen, wie zu erwarten war; der Kampf muß nun einmal, wie die Sachen stehen, gründlich durchgekämpft werden. Was uns hier betrifft, so wünsche ich allerdings, daß wir die Dänen mit Gewalt vertreiben, dadurch bekommen wir eine entschieden bessere Grundlage für die doch unvermeidlichen Verhandlungen, als wenn wir ohne Weiteres in diese eintreten. Und für schwierig oder gar zweifelhaft erachte ich die Operation durchaus nicht. Das Regenwetter wird hoffentlich die Schlei völlig öffnen und so das Brückenschlagen erleichtern. Dein August.

Steinberg 8. februar 1864: Die Bauern forderten mich auf, nicht zu dem Beamten zu gehen, dem Sandmann, das sei ein schlechter Däne, sondern zu einem Gutsbesizer, der könne ebenso gut vertheilen. „Wer wohnt näher?“ - „Der Gutsbesizer." Einige Bauern zu Fuß, einer zu Pferde geleiteten mich. --- Endlich kam ich nach Buchelhof. Meine beiden Begleiter (die Anderen hatte ich allmählich nach Wagen entsendet) donnerten an die Thür: „H. v. X., machen Sie auf, kommen Sie, die Preußen sind da!“ — „Ach was! Dummes Zeug!" war die Antwort, „wo sollten heute Preußen herkommen." „Machen Sie auf, der General selbst ist hier, Sie sollen Quartier machen." Noch ungläubiges Gerede, dann wurde die Thüre geöffnet, und die ganze Familie, 8 oder 10 Personen, Lampen und Lichter in der Hand, trat heraus, jetzt Alle außer sich vor Jubel. Ich mußte absteigen, und sie wollten mich direkt an einen gedeckten Tisch führen. Indessen ich lehnte ab, sagte, ich könne nicht, müsse für meine armen, ganz erschöpften Truppen sorgen, bitte H. v. X., mitzukommen nach dem vordersten Hause, um das Unterkommen zu besprechen. 

Steinberg 9. februar 1864: Die Stimmung hier im deutschen Schleswig dieser Theil heißt Angeln ist entschieden antidänisch: wenn wir von dem Dänen loskommen könnten! heißt es. Jetzt fängt von den Städten aus auch hier die Agitation für den Erbprinzen an; aber auf dem Lande herrscht durchaus kein Enthusiasmus für ihn, er wird nur hingestellt und angesehen als das Mittel der Trennung von Dänemark. Könnten wir das Land nehmen, Alles wäre damit zufrieden.

Varnæs 27. februar 1864: Die Schleswiger sind allgemein ordentlich froh, wenn sie gefangen sind. Einige Dänen, welche deutsch sprachen, antworteten auf meine Fragen, ob sie auch Schleswiger seien: „Nein, aus Kopenhagen, aber das thut nichts!" damit ausdrückend, daß sie auch ganz zufrieden seien, in unsere sichernde Gewalt gekommen zu sein. Andere Insel-Dänen wieder waren verbissen ingrimmig. 

Varnæs 28. februar 1864: Mit meinem guten Pastor Roth („berüchtigter Spion" u. s. w. in den deutschen Zeitungen genannt) debattire ich zuweilen über „Dänen und Preußen“ u. s. w. Er bekommt über Hamburg eine Kopenhagener Zeitung, aus der ich dann die Kriegsnachrichten sehe. So gestern die vom 22. abends (dem Tag des kleinen Gefechts) mit der telegraphischen Meldung aus Sonderburg, daß 6 Offiziere als verwundet gemeldet und bis 1 Uhr mittags 72 Mann verwundet eingebracht seien. Da wir nun außer den 4 verwundeten Offizieren nur 22 Verwundete hatten (und 5 Todte) mit Einschluß der anderen Division, wir aber auch noch etwa 10 verwundete Dänen in unser Lazareth geschickt haben, so ist das Resultat doch schon auch darin außerordentlich günstig, auch abgesehen von den 250 unverwundeten Gefangenen, welche wir gemacht haben.

Ich tröste den Pastor über diese Differenzen etwas, indem ich ihm die Vorzüge unserer vortrefflichen Waffen hervorhebe. Die Cora ist wohlauf, d. h. frißt gut, und ich könnte, wenn nöthig, wieder aufsteigen, obwohl die Wunde stark eitert.

Das Pastorat selbst ist, wie alle Gebäude hier auf dem Lande, mit Stroh gedeckt, dabei niedrig, ohne Stockwerk. Ein großer Hof mit zwei kleinen Gebäuden, Stallungen, Scheuer, Knechtszimmer u. s. w., hinten der Garten, vorn vor dem Hofe, durch den Weg getrennt, Buschanlagen mit schönen Bäumen. Wir haben die Hälfte des Hauses rechts inne (wenn man auf das Haus zugeht), die kleinere Hälfte mit dem der Hausthür gegenüber liegenden Saal, der als Bureau und zugleich als Schlafzimmer für Schreiber und zwei Diener dient. Daneben nach hinten das Schlafzimmer von Clemen und mir, und nach vorn zwei kleine Gemächer mit Sofas u. s. w. In meinem eine kleine Wanduhr, durch ihr Ticken an unseren Kuckuck erinnernd.

Auch hier haben wir festgemacht, daß wir Jeder täglich 1/2 Thlr. zu unseren Portionen zugeben, dafür Alles haben, einfach, aber recht gut gekocht.

Sottrup 7. marts + 8. marts: Daß diese Pastorenwohnung sehr behaglich eingerichtet ist, habe ich geschrieben, viele Kalla, aber zu trocken gehalten, werden gezogen und andere Blumen, auch in meinem Kabinet, welches eigentlich das Zimmer der Pastorin ist, neben dem großen sehr reich ausgestatteten Salon. Vier heizbare Zimmer haben wir inne, jene beiden, dann eins für Clemen und eins für das Bureau; und der Pastor und seine Frau sind auf eins reduzirt, sein Studirzimmer. So geht es im Kriege. Hier aber speisen wir und trinken Thee mit ihnen zusammen im Salon, er fragte mich vorher, ob ich mit Clemen allein speisen wolle, worauf ich, da Budden= brock, mein Vormann hier, mit ihnen gegessen, es auch so bestimmte. Beide sind Dänen, sprechen aber recht gut, wenn auch etwas schwer, deutsch. 8. März..

Sottrup 10. marts: Mit meiner Pastorenfamilie (Krog-Meier) habe ich mich sehr gut eingelebt. Es ist immer ein großer Vortheil, wenn ich irgendwo hinkomme, da ich immer allein liege: bis zu meiner Ankunft hat die Pastorin außer den Offizieren für 60 Mann kochen lassen (geben die Portionen an sie ab), jetzt nur für meine 14, inkl. Ordonnanzen. Sie scheinen sehr wohlhabend zu sein. Jetzt stellt sich heraus, daß sie fast alle Zimmer mit Brüsseler Teppichen belegt haben, daß sie diese nebst vielen Kunstsachen, Vasen u. s. w., Kostbarkeiten und Silberzeug auf die Nachricht von der Räumung der Danewerke zu einem Bruder nach Alsen geschickt haben.

Eins gefällt mir sehr gut. Die Zimmer sind nicht tapeziert, sondern mit Delfarbe angestrichen, und zwar mit ähnlichen Farben, wie man sie in den Pompejanischen Malereien vorzugsweise findet. So mein Kabinet (das der Pastorin) mit demselben tiefen Roth, dessen Du Dich entsinnen wirst, der Salon mit dem leuchtenden dunklen Blau; dabei die hölzernen Decken und Balken weiß, gleichfalls in Del. Macht sich sehr gut. Dann ein Erfreuliches: Zum ersten Mal hier zu Lande eine Bettdecke, welche lang genug ist, und zwar eine Art Feder-Steppdecke, der Länge nach in höchstens ein Fuß breiten Streifen. Darunter liegt es sich sehr gut. Der Stepp ist aber nicht wie bei unseren Steppdecken scharf durchgezogen, die Decke selbst ist vielmehr als Federdecke sehr dick und die Stepplinie nur etwas weniger; macht mir halb und halb den Eindruck, als bestehe die Decke aus lauter langen zusammengenähten Federkissen. Ich schlafe übrigens auf einem langen Sofa, auf welchem abends das Bett arrangirt wird. Ich muß schließen.

Ullerup 14. april 1864: Hier im Hause bei Pastor Feilberg ist es jetzt auch so eingerichtet, daß wir mit der Familie mittags essen und abends Thee trinken. Es sind gleichfalls ganz nette Leute, wiewohl Krog - Meiers sehr nachstehend, welche wirklich vortrefflich sind. Er ist viel älter, sie, die zweite Frau, eine kleine dicke Kopenhagerin aus einer Bürgerfamilie, sehr demokratisch, aber dabei recht nett, einfach und freundlich. Ein Backfisch, halberwachsen, zum Haushaltlernen hier, vervollständigt die Gesellschaft.

Nybøl 28. april 1864: Heute 7 Uhr bin ich mit Pastor Krog Meier, welcher hierher kam, nach den Schanzen gefahren und erst 1/212 zurückgekommen. Ich wollte sie ihm gern zeigen, vorzüglich um ihn als Patrioten darüber zu beruhigen, daß seine Landsleute wirklich das Mögliche in der Vertheidigung geleistet, und diese Beruhigung ist ihm voll geworden. Wir besuchten erst einige besser erhaltene Schanzen links und gingen dann hinüber zu den hauptsächlich angegriffenen des rechten Flügels (d. h. unseres rechten Flügels); da erklärte er denn sehr befriedigt, er habe nicht für möglich gehalten, daß sie so furchtbar zugerichtet sein könnten. Zugleich studirte er mit dem Fernglas die Stadt Sonderburg, um zu sehen, welche ihm bekannten Häuser zerstört, welche erhalten sind. Das Ganze war ihm natürlich höchst interessant und um so mehr, da er seit unserer Ankunft vor den Schanzen nicht mehr aus seinem Dorf herausgewesen ist.

Dann ritt ich wiederum zu den Vorposten, mich vor der Ablösung nochmals umzusehen. Auch in diesen 24 Stunden ist kein Schuß gefallen, wir aber haben nun die Schanzen desarmirt, und heute ist mit dem Abtragen derselben angefangen, ein mühsames Geschäft.

Sottrup 7. maj 1864: Gestern Nachmittag ließ ich meinen guten Pastor hinausfahren, empfing ihn dort und führte ihn umher, einerseits die Veränderungen zu sehen, welche bereits eingetreten sind, andererseits aber auch sein liebes Sonderburg und die Insel, welche ihm neulich durch Nebel verhüllt waren, nun hell zu sehen. Während ich vorn in einer Baracke, in der ich das Hauptquartier der Vorposten etablirt hatte, und in welcher von den Dänen her noch Tisch, Sofa und Stühle stehen, ein Glas Kaffee mit Arrak oder Kirschwasser als Ersatz der Milch mit ihm genoß, ward der Sarg des dänischen Majors Baudiz gebracht, welchen ich am 17. März schwer verwundet gefangen nahm, und der, zu seiner Familie in Flensburg gebracht, dort vor einigen Tagen gestorben ist, nachdem einige Tage vorher seine Frau ein Töchterlein geboren. Wir folgten dem Sarge zum Brückenkopf hinab, wohin ich sonst den Pastor der möglichen Gefahr wegen nicht gebracht hätte, wo er aber nun während des Parlamentirens und Abholens eine halbe Stunde lang bleiben konnte.

Flensborg 5. juni 1864: Ich bin nun hier bei einem Herrn Karlsen einquartiert, einem reichen Bürger, und habe zwei sehr gut ausgestattete Zimmer. Morgens bekomme ich meine Milch und abends Thee, während ich an Table d'hôte zu Mittag essen werde. Aber der ewige Lärm auf der Straße ist mir zuwider, und ich will lieber ins Grüne, so daß ich nicht sehr lange hier zu bleiben gedenke. Leider ist das eine der beiden neuen Wagenpferde gleich nach der Ankunft hierselbst erkrankt, doch denke ich in den nächsten Tagen mit einem requirirten Fuhrwerk nach Satrup zu fahren, um zu sehen, wie es bei unseren dortigen Freunden aussieht.

Sottrup 10. juni 1864: Ich bin also in Satrup-Pfarre, habe den Pastor und die Pastorin noch hier und unverändert und sehr wohl gefunden. Dem Anschein nach gehe ich indessen in den nächsten Tagen wieder ab. Die Waffenruhe scheint ja doch auf vierzehn Tage verlängert zu werden, und dann soll Alles in die Erholungsquartiere zurückkehren; heute wird wohl die definitive Nachricht, ob ja, ob nein, zu uns kommen.

Sehr interessant ist mir, Manches von der dänischen Anschauung der Gefechte u. s. w. durch den Pastor zu hören. Er ist einige Male auf Alsen gewesen und hat dort viel mit Offizieren, auch mit dem jetzt dort kommandirenden General Steinmann, verkehrt und meine Auffassungen ihnen mitgetheilt. Die beiderseitigen Auffassungen differiren natürlich immer. In Bezug auf den etwaigen Uebergang am 18., an den die Dänen nicht geglaubt haben, es nur für eine Demonstration haltend, sind sie ganz sicher, daß er nicht gelungen, ihnen vielmehr sehr willkommen gewesen wäre.

Ullerup 26. juni 1864: Manches ist zu erzählen; aber ich darf jetzt nicht anfangen. Nur das Eine: Morgen früh 6 Uhr schicke ich unseren guten Pastor Feilberg als Arrestanten nach Flensburg, und Pastor Krog-Meier ist schon heute dorthin gebracht! 27. Es ist 1/27; der Pastor ist soeben, von einem ihm bekannten Offizier begleitet, nach Flensburg abgefahren, nachdem wir noch vergnügt zusammen Kaffee getrunken. Denn er und seine Damen, wenn auch Letztere im ersten Augenblick (gestern nach Tisch sagte ich es ihm) etwas erschreckt, sind doch guten Muthes, da es sich ja eben nur um eine allgemeine Vorsichtsmaßregel handelt, welche verhüten soll, daß über das hier Geschehende Kunde hinübergegeben wird. Ich habe an den Kommandanten geschrieben, beide Freunde seiner Fürsorge empfehlend.

Ullerup 27. juni 1864: Der Pastor wird noch heute in Freiheit gesetzt; ich habe die Ordre vorher bei Blumenthal ausgewirkt und auch für den durch einen Zufall, resp. eine Aufmerksamkeit seines jezigen Einquartierten, des Oberst-Lieutenants v. Goetz, noch nicht abgeführten Pastor Krog-Meier mich verwandt, so daß er in seinem Hause bleibt. Und drittens: der Uebergang bei Ballegard ist heute unter meiner Mitwirkung definitiv aufgegeben, da die Dänen gerade dort sich stark vorbereiten, in diesen beiden Tagen fünf neue Batterien erbaut haben und der „Rolf Krake" an der Nordwest-Ecke der Insel erschienen, ein zweites (wahrscheinlich Panzer-) Schiff aber die Föhrde hinunter gefahren und wieder in der Augustenburger Föhrde stationirt ist. Dagegen wird nun von Satrupholz aus der Uebergang versucht werden. Die Pastorin ist heute oder vielmehr jetzt sehr glücklich. Es ist gerade sein Geburtstag.

Ulkebøl 1. juli 1864: So bin ich also bei dem Bruder des Pastors Krog Meier, freundlichst empfangen und natürlich gut untergebracht. Es geht mir vortrefflich. Ueber das Gefecht erzähle ich im nächsten Brief eingehend; dazu muß ich etwas Ruhe haben, während ich jetzt mit Bericht, Vorschlägen u. s. w. über und über beschäftigt bin.

Ulkebøl 3. juli 1864: Es kam aber auch gestern unser Pastor Feilberg, suchend nach der Leiche seines Sohnes. Er hat sie indessen nicht gefunden, und so hoffe ich, wiewohl es nicht unmöglich ist, daß irgend ein Offizier mit den Soldaten begraben ist, daß ihm eine falsche Nachricht zuging. Er erhielt nämlich die Kunde, daß sein jüngerer Sohn gefangen, der ältere gefallen sei. Ersteres ist richtig; er hat ihm schon durch einen unserer Offiziere Nachricht gegeben und die Pfeife geschickt, welche ihn errettet hat. Auf sie nämlich und ein darunter steckendes Taschenbuch ist eine auf wenige Schritt abgefeuerte Kugel aufgeschlagen, so daß er bewußtlos zusammengestürzt und, zurückgetragen von Krankenträgern, als Gefangener wieder zur Besinnung gekommen ist. Möglich wäre es, daß dieses Stürzen des Einen, da der nachher lebte, zur Sage vom Tode des Anderen Veranlassung gegeben hat. Aber freilich auch nur möglich.


Ulkebøl 6. juli 186: Pastor Krog-Meier hier ist ganz friedenssüchtig, aber er ist auch wirklich ein Hase", wie ihn unsere Pastorin bezeichnet. Ich habe Dir noch wenig oder nichts von ihm gesagt, woraus Du wohl schon geschlossen hast, daß er oder daß überhaupt die Familie mich nicht so ansprechen wie unsere guten Freunde drüben. Sie sind hier ganz anders, recht nette gute Leute, aber das ist auch Alles. Er sehr vielsprechend, klein und behäbig, immer kleine Dinge im Auge, sie dick und geschäftig und nichts wissend als das Nächste. Er wird wohl sehr bald abgesetzt werden, weil gegen ihn unter den Schleswig-Holsteinern größte Erbitterung herrscht, die aber gewiß ganz ungerechtfertigt. Er ist nämlich sehr befreundet gewesen mit dem alten Augustenburger, in dessen Hause er Lehrer gewesen, der ihm diese gute Stelle verschafft, mit dem er gereiset und der ihm stets viel Gutes erwiesen. Das war vor 30 Jahren und bis gegen 48 hin, als von Politik nicht die Rede war. Nun wird ihm vorgeworfen, daß er trotzdem auf dänischer Seite gestanden: Undank u. s. w. Aber er ist Däne, und es wäre denn doch gerade umgekehrt, geradezu niederträchtig, wenn er um seines früheren Verhältnisses zum Augustenburger willen seiner Pflicht gegen sein Land und gegen seinen König und seinen Ueberzeugungen untreu geworden wäre

Pastor Feilbergs Sohn findet sich zu meiner Freude unter den dänischerseits angegebenen Verlusten nicht verzeichnet, ist also jedenfalls mit auf Fünen angekommen.

Gråsten 13. juli 1864: Da bin ich nun bei einem Ultra-Schleswig-Holsteiner, übrigens cinem fast 80 jährigen, mich sehr ansprechenden Mann, einem Herrn Ahlemann, früher Kaufmann. Ich bin vortrefflich bei ihm etablirt mit guter Stube und Kammer, hochstämmigen Rosen auf dem Rasen vor dem Hause. Wir haben es ist nachmittags gut gegessen, Erbsen-suppe, Kalbsbraten mit Kartoffeln und Stachelbeeren-Kompot, Kirschen und ein Glas Wein dazu.

Gråsten 16. juni 1864: Ich hatte hier gleich den ersten Tag einen Strauß für Krog-Meier, indem ich die Erzählung, daß er die anfänglich verweigerte Unterschrift unter die früher ihm vorgelegte Erklärung nachher noch habe geben wollen, daß es aber zu spät gewesen sei, für einfach erlogen erklärte. Es stellte sich heraus, daß sie von dem deutschen Pastor herrührt, welcher ihm jene Erklärung als Propst vorzulegen hatte, und den Umstand, daß Krog= Meier an dem Tage, wo dieser Propst zur Visitation in Ulderup war, abends dorthin und zwar in dem Augenblick in Feilbergs Hof gefahren war, wo jener in den Wagen stieg, in solcher Weise edelmüthig ausgelegt hatte. Krog-Meier aber war, da General Schmid unwohl war und vor dem Abmarsch nicht zu ihm zum Adieu kommen konnte, seinerseits nach Ulderup gefahren, um Abschied von Schmid zu nehmen.

Gråsten 19. juli 1864: Heute erzählten sie, daß man ihnen mitgetheilt habe, ich stände auf dem schlechtesten Fuße mit meinem Wirth, Herrn Ahlemann, hätte seine Flagge herabnehmen lassen, hätte ihn einen Lügner genannt u. f. w. Es ist lächerlich, wie die Leute Alles verdrehen müssen. Ich stehe nämlich auf sehr freundlichem Fuß mit dem alten Herrn (78), wiewohl wir manchmal verschiedener Ansicht sind; aber ich bin, wie immer gegen alte Leute, auch gegen ihn sehr aufmerksam, sorge, daß ich von allen Touren und Fahrten zu seinem größten Vergnügen immer auf die Minute pünktlich zum Essen zurückkomme u. s. w., und so sind wir gute Freunde. Am allermeisten habe ich ihn ehegestern Abend erfreut, wo ich, als ich zum Schloß gehen wollte, gebratenen Fisch auf dem Tisch sah und mir erst eilend eine Portion davon zu Gemüthe führte.

Slesvig 1. august 1864: Ja, so ist es. Ich wünsche - wie die ganze Armee schluß. Ich wünsche wie übrigens nicht die ganze Armee daß wir dem schwachen Dänemark gegenüber so großmüthig sind, wie es die Ziele des Krieges zulassen, daß wir daher das wirklich nach Abstammung, Sprache und Gesinnung Dänische auch Dänemark belassen und nicht jetzt als Sieger Alles festhalten, was wir irgend kriegen können und was die nichts selbst thuenden Schreier da hinten bei Strafe des Vaterlandsverraths fordern. Damit legen wir meiner Ueberzeugung nach lediglich die Grundlage zu weiteren oder vielmehr zu neuen Konflikten in umgekehrtem Sinne. Wir können uns jetzt Dänemark gegenüber sehr günstig stellen; wir werden es aber nothwendig zu einem steten erbitterten Feind machen, der, wenn auch jetzt gezwungen nachgebend, doch bei erster Gelegenheit und bei jeder Gelegenheit wieder gegen uns auftritt, wenn wir jetzt die äußersten Konsequenzen des Sieges fordern.

Slesvig 25 September 1864: Charakteristisch für die braven Schleswig-Holsteiner ist der Umstand, daß jetzt schon von allen Seiten bittere Klagen über die Last der Einquartierung ergehen: diesen Leuten ist das schon viel zu viel, was doch noch lange nicht das Maß erreicht, was z. B. unsere eigenen kleinen Städte, welche infolge der Reorganisation Garnisonen erhalten haben, jahraus und jahrein tragen. In der That ist jetzt, nachdem wir die Bataillone auf 600 Mann reduzirt haben und nachdem die Armee über das ganze Land vertheilt ist, die auf jeden einzelnen Ort fallende Quote eine sehr geringe; dazu wird noch überall das Fleisch und, wo sich das Bedürfniß herausstellt, auch das Brot aus Magazinen geliefert. Und doch sind sie schon jetzt sehr mißvergnügt, daß ihnen solche Last aufgebürdet ist, jetzt, wo noch über Friedensabschluß verhandelt wird! Ich hoffe nur, daß wir ihnen eine gute Summe Millionen als Kriegskosten auflegen, daß wir nicht zu unseren zerschossenen Leuten auch noch unser Geld für sie hergeben.

Slesvig 29. september 1864: Ich meinerseits habe mich von meinen Fünfzehnern gestern ins Theater führen lassen seit wie langen Jahren zum ersten Male! und ich habe mich bei drei Lustspielen: Badekuren, Kurmärker und Pikarde und Sören Sörensen vortrefflich amüsirt, dagegen über wenn auch sehr hübsche Tänze eines armen kleinen sechsjährigen Jungen ennuyirt. Sören Sörensen oder Hannemann als Kriegsgefangener ist ein höchst scherzhaftes Zeitstück, in welchem der Verfasser selbst den Sören vortrefflich giebt, den Dänen in Aussprache des Deutschen, in seinen Manieren, Vorurtheilen u. s. w. köstlich karikivend. Viele Couplets, auf alle jezigen Verhältnisse Bezug habend, wurden mit Jubel begrüßt. Eins warnt z. B. Hannemann, ja in Rendsburg keinen Krakehl zu machen, sonst würde er von Preußen vor die Thüre gesetzt. Ein anderes räth den Schleswig-Holsteinern, sich schnell eine gute Konstitution zu schaffen, damit nicht plötzlich Bismarck sagt: „Het en Ule seten, het en Ule seten!".

Francois Petitgas. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns sidste Hattefabrikant.

Det var en Gang, at der i en af Axel Schwanenflügels Revuer blev sunget et Refræn, der lød saadan noget som :

Petitgas
Chapeau-bas
Ah - Ah - Ah ... .

Og der har vel næppe været én Kjøbenhavner, uden at han har været paa det rene med, hvem der blev sigtet til. At Petitgas blev nævnet i Forbindelse med en Chapeau bas, var nu heller ikke saa mærkeligt. Thi udenpaa den fine Hattebutik paa Kjøbmagergade Nr. 5 staar jo hans Navn i Guldbogstaver, og bagved den store Glasrude finder man altid et Udvalg af sidste Parisermodes Klaphatte og høje Silke-do.

- Francois Petitgas er efter at gamle Bodecker er død og har overdraget Forretningen til Sønnerne, Kjøbenhavns ældste Hattefabrikant. Som vore Læsere alt véd fylder han i Morgen sit 70de Aar, og det er i Anledning heraf, at "Dannebrog" i Dag skal fortælle et og andet om den gamle Hædersmands Liv og Virksomhed.

Petitgas fødtes i Paris den 30te Jan. 1825 og kom i en meget ung Alder i Hattemagerlære. I Paris ligger alle Hattefabrikerne i Kvarteret Marrés, kun faa Minutters Gang fra Hotel de Ville - Gader som Rue Beaubour, Rue du Temple, Rue Rambiteau osv.

Her fik Petitgas sine første Begreber om, hvorledes en Silkehat kommer til Verden, Men saa snart han var blevet Svend, drog han til Kjøbenhavn for her at grundlægge en selvstændig Virksomhel. Efter 4 Aars Forløb var han da sin egen Mand, og den 23de April 1857 aabnede han sin Hatteforretning Kjøbmagergade Nr. 5. Stedet saa den Gang langtfra saa fint ud som nu til Dags; der var smaa, bitte Vinduer og en ganske lille Butik - der maatte jo begyndes beskedent.

Nu ejer Petitgas selv Huset, og udenfor straaler om Aftenen 2 store elektriske Lamper, i hvis hvide Skjær den fine, lyse Butik ligger og bader sig.

Men den nu saa grundmurede Forretning har da ogsaa i Løbet af disse 38 Aar taget et mægtigt Opsving. Altid havde Petitgas det nyeste nyt paa Hattenes Omraade, og hans franske Svende forstod at give dem det rette Parisersnit.

Mindst én Gang om Aaret drager Petitgas da ogsaa selv ned til sit kjære Paris for at gjøre Indkjøb og studere de nyeste Faconer. Og at Kjøbenhavnerne har vidst at paaskjønne hans Virksomhed, fremgaar af, at mindst et Par Hundrede Tusind Hatte i disse 38 Aar er udgaaede fra den gamle Forretning paa Kjøbmagergade (gjennemsnitlig 5 a 6000 aarlig).

Petitgas er saaledes i Aarenes Løb blevet en velstaaende Mand. Han ejer saaledes i Charlotteniund sit eget Landsted, let kjendeligt paa Trikoloren, der paa Sommer-Søndage regelmæssig vajer udenfor.

Ved Siden deraf har han Ord for at være en grumme godgjørende Mand; en Mængde velgjørende Foreninger tæller i ham et virksomt Medlem.

Endelig noterer vi for Fuldstændighedens Skyld, at Petitgas selvfølgelig er Medlem af den herværende Forening af Hattemagermestre.

- Ved mange Lejligheder er hans smukke Arbejder blevne udmærkede og anerkjendte paa forskjellig Maade. Han har Sølvmedailler fra Udstillingerne i Stockholm (1866), Kjøbenhavn (1872 og 1888) og Paris (1867 og 1889) og endvidere Diplom fra 1888 og Broncemedaille for udstillede Arbejder ved sidste Pariserudstilllng

Den lille, sirlige Herre med det decideret franske Ydre vil forhaabenlig endnu i adskillige Aar kunne ses bag den store Spejlglasrude paa Kjøbmagergade, modtagende Kunderne med sit affableste Smil. 

Hans mange Venner, hvortil Dannebrog slutter sig, vil i Morgen bringe ham en hjærtelig Lykønskning.

Viggo

(Dannebrog (København), 29. januar 1895).

Francois Petitgas' første annonce for sin hattefabrik i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 25. april 1857. 

Annonce for Petitgas, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. december 1857. Francois Petitgas døde 13. juni 1913, hans enke Caroline fortsatte forretningen indtil hun selv døde, 14. september 1917. 

Kort efter besættelsen bragte Nationaltidende, 11. oktober 1940 denne annonce for Petitgas. Bemærk at de stumme bogstaver T og S er tonet ud i hvidt. Kun de bogstaver som udtales, er helt sorte.

Hatteforretningen Petitgas, Købmagergade 5. Foto Erik Nicolaisen Høy. Her på bloggen er han omtalt i forbindelse med begravelsen af Hadj Saib Ben Achmed i juni 1895 på Vestre Kirkegård.