Elektrisk Lys. (Efterskrift til Politivennen)

Det er et glædeligt tegn på hvor vor by kommer med - trods Magistratens og Borgerrepræsentations søvnighed. Mange steder rundt i staden anvendes nu elektrisk lys i butikker og etablissementer og glæder folk der ellers er vant til at rave om i det herskende mulm og mørke.

På Vesterbro er nu også det elektriske lys dukket op og stråler klart og hvidt ud over Vesterbrogade fra den nye ejendom nr. 22 som tømrermester Sørensen har ladet opføre.

Selve ejendommen der er udført efter tegning af Kramp, hører til de smukkeste derude. Men sine gule sten, sine friser og bånd i brændt ler og sine store brede vinduer der lader lyset fuldt falde ind.

Vesterbrogade 22. Det var i stueetagen de to omtalte forretninger var, med elektrisk lys. De fik to vidt forskellige skæbner. På de øvrige etager var der lejligheder som efter annonceringen lød luksuriøse. 

I stuen findes to store elegante butikker, hr. Bernths skrædderetablissement og hr. Richters dameudstyrsforretning - begge to forretninger der magelig kan tage konkurrencen op med den gamle bys største. Fra talrige elektriske lamper stråder det elektriske lys ud i de store smukke rum og lader alle de smukke varer og de udsøgte stoffer ret tage sig ud. 

Dynamomaskinen er leveret fra Schuckert i Nürnberg, gasmaskinen fra Eickhoff i København og anlægget skyldes Cornelius Knudsen og Ludvig Lund. I alt findes der i ejendommen 9 buelamper og 70 glødelamper der oplyser gården, trappegangen og butikkerne. Men anlægget kan også udvides til at belyse ejendommens store smukke privatlejligheder hvis det skulle ønskes.

(København den 30. januar 1890).

Vesterbrogade 22 er fra 1889, og altså nyopført på daværende tidspunkt. Arkitekt Oscar Hakon Frederik Ellef Kramp (1853-1933), søn af snedkermester Johannes Lassenius Kramp, tegnede en del ejendomme på Vesterbro, mange med historicistisk ornamentik, bl.a. Skydebanegade. Tømmermester A. Sørensen solgte september 1890 ejendommen til kreaturkommissionær Chr. Thede og slagtermester Carl Jacobsen Ellegaard for 390.000 kr. 

Det var en fejlvurdering at forretningerne kunne "tage konkurrencen op med den gamle bys største". Detailhandleren Niels Eggert Carl Richter blev den 3. maj 1890 erklæret konkurs af Sø- og Handelsretten. 

Realisationen - eller ophørsudsalget - hos Richter, Adresseavisen 16. juni 1890

Det tog tilsyneladende hårdt på Richter, den 19 marts 1891 meddelte "København" at han lå "i en meget lidende tilstand på Kommunehospitalets 4. afdeling." Af højesteretssagen I juni 1891 fremgik at den arrestrerede Richter var sigtet for overtrædelse af straffelovens §§ 260 og 262 2. stykke. Fra oktober 1889 til 3. maj 1890 havde han undladt at føre bøger, i hvilken periode boets underbalance udgjorde 20.000 kr. Efter at være blevet taget under konkursbehandling, havde han desuden afkrævet to debitorer beløb som han havde brugt til egen fordel, samt at have undladt at oplyse om værdien af en del varer. Højesteret idømte ham fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage. Boet blev sluttet 22. september 1891. Han døde i april 1894 i Chicago, og angaves at være bosat i Aarhus.

Annonce for Julius Bernth i Nationaltidende, 2. april 1890. Annoncen stod også i andre dagblade på det tidspunkt. I september annoncerede C. W. A. Thomsen efter en kommis som var godt kendt i kjolestof og konfektionsbranchen. Butikken blev annonceret til leje "med elektrisk lys". Tilsyneladende gik det bedre for ham. Forretningen annoncerede i de følgende årtier både efter mere personale, samt havde jævnligt salgsannoncer i aviserne.

Julius Berenth gennemførte i marts 1890 priskurant, ifølge Dansk Skræderforbund.

Ejendommen blev i øvrigt annonceret til salg med mange store 3 værelses, og 6 og 7 værelses lejligheder med badeværelser. I august 1890 var der stadig 2 ledige lejligheder. Huset blev bygget hvor "Den Lille Trommesal" lå. Den blev nedrevet 1888. Vesterbrogade 22 husede Provinshotellet (1904), senere Hotel Nordland som var samlingssted for tyskere, sortbørshandlere og Jane Horney under besættelsen. Det foregik mod hotelejer Ejler Jørgensens gode vilje, han var stærkt antitysk. 

København fik sit første elværk i 1892 (Gothersgade elektriske Centralstation). Det var jævnstrøm (2 gange 110 V), idet man anså vekselstrøm (2.000 V) for farlig. Men det betød også at man kun kunne sende strøm over korte afstande. Det første kommunale elektriske lys var på Kongens Nytorv, til Christian IX og dronning Louises guldbryllup. Strøget og Købmagergade fik elektrisk gadebelysning 1899. I mellemtiden (1897) var sporvognene begyndt at blive elektrificeret. 

Pudse-Peter. (Efterkrift til Politivennen)

Som de gamle, elendige Rønner og Gyder efterhaanden forsvinder, saaledes forsvinder lidt efter lidt de kjendte kjøbenhavnske Originaler.

"Peter Rundetaarn" er forlængst gaaet til sine Fædre, for et Par Aar siden døde en saa karakteristisk Type som "Fløjtekarl", og nu er ogsaa "Pudse-Peter" gaaet bort.

Med ham er en af de sidste af Originalerne forsvundet. Og med ham er vel ogsaa de egenlige kjøbenhavnske Originaler forsvundne. Det var besynderlige, tilsyneladende mer eller mindre halvfjottede Individer, som enhver Kjøbenhavner kjendte, enhver saa mildt til og ikke en Kat gjorde Fortræd, ja, som endog var Gjenstand for en vis Veneration, som Typer fra et Kjøbenhavn, hvilket de særeste mere erindrede. Individer, der var knyttet fast til Byen, den gamle By med Duften fra de gamle Voldtræer og Luften fra Peder Madsens Gang, - bedrøvelige Levninger fra det gamle Kongens Kjøbenhavn.

"Pudse-Peter" var af de yngste og vel egenligst ogsaa den sidste. Der er vel nogle Stykker tilbage, der er Scheibelein, der er et og andet Bybud som gamle Hindborg, der i hele 28 Aar har haft Stade paa Gammeltorv og paa sin Vis er typisk nok, der er Visemageren Carl Mortensen, der er den blinde Violin- Spiller og Gaard-Sanger Rasmus Christensen, og der er Kolportøren Puste-Møller - ja, der er endelig, for at tage den nyeste Akkvisition med, selve Højres Kandidat Nr. 1 i 5te Kreds. "Professor" Andersen-Bang - men de hører dog alle mer eller mindre til et andet Kjøbenhavn, de har ikke det samme godlidende, skikkelige Præg som "Fløjtekarls"- Typerne, de er ikke heller kjendte af alle og enhver som disse og betragtes heller ikke med de samme Øjne.

Som med saa mange andre kjendte Navne er de lærde allerede uenige om, hvorfra Pudse-Peter har sit Navn. Hans virkelige Navn er Niels Peter Nielsen, men om hans Øgenavn "Pudse-Peter" stammer fra hans Evne til at "pudse" Folk eller til at faa sit "Pudsevox" afsat, derom staar Striden: den sidste Forklaring turde vel være den naturligste.

Om "Pudse-Peter"s Liv og Levned er lidet at fortælle. Han blev født i en sjællandsk Landsby og kom i 7-Aars Alderen til Kjøbenhavn. Han skal have været et helt flink ungt Handels-Talent, da det gik ham, som det er gaaet unge Talenter før. Ulykkelig Kjærlighed gav ham hans Knæk, og han begyndte at drikke.

Det hørte desværre Peter aldrig op med, og det var da ogsaa det, som endte med at føre ham i Graven. Han kunde selv en sjælden Gang, naar der blev talt lidt venligt til ham, og han mærkede, man ikke gjorde Nar ad ham, fortælle helt rørende om sin Kjærlighedshistorie.

Men ellers var "Pudse-Peter" altid den gemytlige, lyksalige, evindelig vrøvlende og syngende "Grossist", som han holdt af at kalde sig, og som saadan var det ogsaa, han var kjendt af Kjøbenhavnerne, som de saa' ham, tyndt og lurvet klædt, altid med Kridtpiben i Munden, en lille Hat paa Hovedet, store Huller paa Skoene og den store Kurv med Blanksværte, Vox, Tændstikker, Sæbe o. l. under Armen, dansende rundt fra Gaard til Gaard, syngende altid paa de nyeste Melodier om sine fortræffelige Varer, og pludrende med Kunderne, som han sjældent havde Mangel paa.

"Pudse-Peter" og hans Blanksværte-Sange og populære Vittigheder var kjendte fra saa godt som hver eneste Gaard i Kjøbenhavn: han gjorde jævnlig, takket være sit højrøstede Snakketøj, gode forretninger, og Folk indlod sig gjærne med det skikkelige Skrog, der nok teede sig en Smule mere tosset, end han egenlig var, og hvis største Glæde var at faa Blanksværten og Sæben passet ind i de populære Melodier, allerhelst dog med et Rim til.

En Tid forsøgte en Beværtning at slaa sig op ved at tage "Pudse-Peter" til Opvarter; Beværtningen havde Held med sig, og "Pudse-Peter" følte sig vel tiltalt af de mange Drikkevarer, der blev budt ham, men ikke af at være "lænkebunden". Han kunde ikke undvære sin Turen-rundt i Gaardene med en Flok Børn i Hælene og slog sig atter snart paa sin gamle Forretning.

Men Snapseriet kunde "Pudse-Peter", der i Tidernes Løb blev gift og efterlader sig Kone og 4 Børn, ikke give Afkald paa. Det hændte flere Gange for ham, naar han var beruset, at han faldt i Vandet. Paa samme Vis gik det ham i Tirsdags Aftes. Han faldt i Kanalen ved Nyhavn, blev halet op og bragt paa Frederiks Hospital, men det kolde Bad havde taget saaledes paa ham, at han i Onsdags Morges afgik ved Døden.

(Morgenbladet (København) 17. januar 1890).

Pudse-Peter arbejdede i 1889 som tjener i "Kridtpiben". Den 26. juni 1889 trak han sin kniv, fægtede vildt med den og truede at myrde alle som nærmede sig. Værtinden fik et let sår i håndleddet. Han blev overmandet.

Se indslagene om Fløjte-Karl: Fløjte-Karls Død fra Social-Demokraten 10. maj 1887 og Jyllandsposten 11. maj 1887.

Portræt af originalen Pudse Peter. Billedet stemplet Chr. Neuhaus Eftf. Olaf W. Jørgensen, Købmagergade 14. "Pudse Peter nød, fra han ca. 1870 første Gang gjorde sig bemærket, og indtil sin Død, den Ære at være Kjøbenhavns mest bekendte Original, og han var stolt over at beklæde en saa fremragende Plads i Samfundet. Naar han viste sig paa Gaden iført sin tarvelige mørke Dragt med Kridtpiben i Munden, den rundpuldede Hat på Hovedet og den bekendte Kurv under Armen, blev der straks Sjov i Gaden. Paa Ungdommen øvede han nemlig samme Indflydelse som Sprøjten saa snart han var i Sigte strømmede Gadens Børn hid, og escorterede Peter paa hans Vandring som Handelsmand, fra Gaard til Gaard. Han ville gerne give sig Udseende af at være lidt smaatosset, men han var vist ikke saa helt fjollet endda. Hans virkelige Navn var Niels Peter Nielsen Øgenavnet Pudse Peter havde han faaet af Garnisonens Soldater, som vare hans fleste og bedste Kunder. Peter havde Kommandoens Tilladelse til at handle paa Kasernerne, og Mandskabet blev ofte vækket tidligt om Morgenen ved hans støiende Besøg paa Belægningsstuerne, hvor han til selvcomponeret Melodi falbød sit righoldige Varelager - Pudsevoks, Pudsesværte, Fedtsværte, Blanksværte, samt Sæbe, Knapgafler, Smergellærred og Brevpapir m.m. Han var en ualmindelig godmodig Fyr, som uden at mukke tog imod enhver, mange Gange temmelig grovkornet Spøg. Peter var født i landsbyen Tjæreby, og 7 Aar gammel kom han sammen med sine Forældre til Kjøbenhavn. Hans Barndom forløb som alle andre kjøbenhavnske Børns. Da han var blevet konfirmeret fulgte han sin Lyst, og sit udprægede Talent for Handelsvirksomhed, og dermed fortsatte han indtil sin Død. Det var en ulykkelig Kjærlighed der gjorde Peter til Original. Han var forelsket, med den tilbedte svigtede ham. Senere blev Peter dog gift, og fik fire Børn, men han paastod at Ungerne var Skomagerens. Denne Paastand var dog vistnok et af hans sædvanlige Pudserier. En kort Tid i 1880erne optraadte Peter som Opvarter i en lille Beværtning, Kridtpiben, men denne Stilling tiltalte ham ikke i Længden, og han gik snart igjen tilbage til Friluftslivet. Pudse Peter døde ca. Aar 1890 af en Sygdom han havde paadraget sig ved en ufrivillig Dukkert i Nyhavns Kanal. (Mariboe)". 1878. Kbhbilleder, Public domain.

Grosserer Adolph Trier 1841-1889. (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Adolph Meyer Trier, (24. september 1817 i København - 16. december 1889) var søn af købmand Meyer Seligmann Trier og  far til Herman Trier. Han etablerede sig i 1841 som urtekræmmer på Amagertorv 4, nu 8. I 1851 var forretningen vokset til engroshandel og bl. a. hovedagenturet for Ole Christian Greens nyanlagte fabrik Godthaab på Amager indtil ca. 1870 (hvorefter Menck & Co.overtog hovedsalget for Danmark. Fra 1857 gik i kompagniskab med søstersønnen Sigfred Goldschmidt i firmaet Adolph Trier & Goldschmidt som blev et af Danmarks største og rigeste handelshuse.

 

Fotograf J. Petersen & Søn Petersen, J. (Jens) (19.3.1829-1.2.1905) fotograf Petersen, Charles Bendix (24.3.1860-30.3.1927) fotograf: Trier, Adolph Meyer (24.9.1817-16.12.1889) grosserer (1880-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Adolph Trier

Chefen for Huset Adolph & Trier A Goldschmidt død.

En af Hovedstadens Handelsmatadorer, Grosserer Adolph Trier, er igaar Formiddags afgaaet ved Døden i en Alder af 72 Aar.

Trier havde i nogen Tid været svagelig og syg; med megen Styrke holdt han sig oppe, indtil for 14 Dage siden mødte han præcis som altid paa sit Kontor. Saa tog Sygdommen - Sukkersyge - Overhaanden, Trier maatte søge Sengen, og igaar Formiddags døde han.

*

Adolph Triers lille spinkle Skikkelse med det magre Ansigt prydet af store graa Whiskers var godt kendt i København.

Ofte saa man ham støttende sig til Stokken - bøjet og lidt træt - vandre mellem Amagertorv, hvor Forretningen havde Kontor, og sit Hjem i Axelhus; endnu oftere kunde man om Sommeren se ham rulle ud af Strandvejen i elegant Ekvipage til den smukke Villa, han ejede ved Indkjørselen til Skovshoved. Og overalt mødtes han af venlige Øjne; thi Trier var afholdt som faa. En vindende Elskværdighed, en ofte ligefrem storslaaet Trang til at gøre godt og en ubestikkelig Hæderlighed havde han ejet fra sin første Dag som Forretningsmand, og disse Egenskaber havde trolig fulgt ham paa hans Vandring opad.

I den Retning var der ingen Forskel paa Chefen for det store Firma Trier & Goldschmidt og Urtekræmmeren fra Tredivernes Slutning.

*

Ukendt fotograf: Amagertorv 8. Over døren til højre står Adolph Trier. Det større skilt Schottlænder & Goldschmidt. (herreekvipering). 1860-1870. Kbhbilleder. Public domain.

Man skulde ikke se paa Trier, at han havde begyndt i en beskeden lille Kælder. 

Og dog rummedes hans Forretning for et halvt hundrede Aar siden i Kælderbutiken i det samme Hus, hvor nu den fornemme Forretning har sit Sæde. Trier var da ene om Urtekrambutiken, ogsaa da han noget senere flyttede op i Stueetagen til Gaarden og begyndte saa smaat med en gros Handel.

Først i Tredsernes Begyndelse fik Firmaet sit nuværende Navn, da Siegfried Goldschmidt blev optaget som Kompagnon. Allerede fra 1847 havde G. været i Forretningen og lagt en sjælden Energi tor Dagen. Da saa Trier saa' Forretningen vokse, føjede han Goldschmidts Navn til sit - og fra det Øjeblik steg Forretningen, der nu udelukkende førtes en gros, med Kæmpeskridt.

*

I dette Øjeblik er da ogsaa Trier & Goldschmidt, hvori senere Triers Søn, Grosserer Frederik Trier, er blevet optaget, Skandinaviens største Firma i Kolonialvarer. Omtrent hver eneste Urtekræmmer i Danmark faar Specerier og daglige Forbrugsartikler fra T. og G.'s Pakhuse; Sydfrugter er Forretningens Specialitet ; allerede i mange Aar har Firmaet været Danmarks største Importører af denne Artikel.

Saa stor er Forretningen, saa anset dens Navn, at mange Handlende i Udlandet kun har villet haft denne ene københavnske Forretningsforbindelse, fordi dets Forbrug gav fuldt nok at bestille.

Man har da ogsaa et enkelt Aar angivet T. og G.'s Omsætning til 10 Millioner.

Selvfølgelig er et saadant Firma et indviklet Maskineri at sammensætte med de utallige Hjul, der skal passe nøje i hinanden.

I sine to Pakhuse - hvoraf det ene optager de store Bagbygninger i Firmaets Gaard paa Amagertorv, det andet det bekendte Suhrske Hus paa Hjørnet af Nyhavn og Kvæsthusgade - arbejder saaledes 25 Karle.

Og i Firmaets Kontorer har ca. 40 Kontorister Ansættelse. For at give et lille Begreb oa de daglige Forretningers Størrelse kan det anføres, at en enkelt af disse - en ældre Mand - kun er optaget med at registrere Kopibogen.

Saadan er det Firma, der for 50 Aar siden begyndte i en beskeden lille Kælder, blevet et af Hovedstadens anseligste. Ud af Porten ruller Vognene i ustanselig Række, Pakhusene bugner af Varer, og i Skattebogen staar Firmaets 3 Indehavere nær op mod de 300,000 Kroner.

Og dog er den Sadelmager - nuværende Rodemester Zeilau - ikke gammel, der lavede det første billige Seletøj til den ene Hest, der i sin Tid mageligt besørgede hele Firmaets Omsætning.

*

Et saadant Resultat naas kun ved et ualmindeligt Talent og en ualmindelig Energi.

Lige til for 14 Dage siden bevarede Trier da ogsaa denne sin Energi og Arbejdskraft.

Naar Kontoristerne om Morgenen saa Trier dreje ind af Porten til Forretningen, vidste de, at Klokken var 7 3/4. Trier var ligesaa præcis som Ranchs Ur paa paa Hjørnet.

Og Alderen og Svaglighed formindskede ikke hans Akuratesse. Skønt over de 70, kørte han i Sommer hver Morgen Kl. 8 fra Skovshoved og ind til Byen.

Men denne hans medfødte Trang til Præcision og Orden udartede ikke til Pertentlighed - mindst overfor hans Omgang.

Elskværdig som faa førte han et meget gæstfrit Hus. Han saa' gærne Folk hos sig, baade i København, hvor han indtil for nogle Aar siden boede paa Amagertorv, senere i Akselhus, og paa den prægtige Villa "Strandlyst."

Faa er de Københavnere, der ikke paa en Søndagstur ud ad Strandvejen, naar de først har passeret Sønnen Frederik Triers Villa "Lindelyst", med dens mægtige fremspringende Lindelysthus, bygget ud imod Vejen paa Granitmur, er stanset udenfor den smukke Have, bag Jerngitteret - hvor en Terracottaamor, som Springvandsfigur, holder den drivende Paraply over sig - for at se ind.

Og i den store Have med de mange Frugttræer, for hvis Dyrkning gamle Trier nærede saa megen Interesse, har de altid set megen festklædt Ungdom.

*

Trier var som sagt meget godgørende. Sin Svigerdatter - den nylig afdøde Fru Herman Trier - bistod han navnlig i hendes Arbejde for at hjælpe, hvor der trængtes. Naar Fru Herman Trier havde været i Forretningen, kom der altid talrige Ordrer til Kontoristerne om Pakker med Husholdningsvarer, der skulde ud i Byens fattigste Kvarterer. Paa den Maade kunde der nok i Aareets Løb vandre nogle Tusinde Kroner ud.

Overfor sin Husstand var Trier paa samme Maade den altid venlige Husfader. En gammel Pige, der havde tjent 46 Aar hos ham, tog han, da hun blev syg, op i sit Hjem, ganske som var hun et Medlem af hans Familje.

*

Megen politisk Interesse havde Trier ikke; ligesom han ikke beklædte noget af Medborgernes Tillidshverv - han var derimod Ridder af Dannebrog - saaledes holdt han sig mest udenfor politisk Liv. Dog var han af Tilbøjelighed Højre. Da Sønnen Herman T. stillede sig mod Rimestad, gav han dog hverken den ene eller den anden sin Stemme.

*

Trier overleves af sin Hustru, en Søster af Fabrikant Bing, der siden 1885 har været til Stadighed syg, og efterlader sig fire Børn - nemlig foruden Grosserer Fredrik Trier, der i Forening med Grosserer Siegfr. Goldschmidt (Medlem af Grosserersocietetets Komité og af Sø- og Handelsretten) fører Firmaet videre, og Politikeren Herman Trier - to Døtre.

Af disse er den ene gift med Overretssagfører N. Heine, den anden med Grosserer Lauritz Salmonsen. 

(København 17. december 1889).

Adolph Trier blev begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads 22. december 1889. Efter at Adolph Trier døde i 1889 videreførte hans søn, Frederik Adolph Trier firmaet, som i 1925 blev omdannet til aktieselskab.

Dømte Dommere. (Efterskrift til Politivennen)

En Birkedommer dømt! 

Atter er en Dommer bleven dømt for sit utilbørlige Forhold overfor den, der har staaet for hans Skranke. For 4 Dage siden faldt, som vi den Gang meddelte, den første Dom af den Art her i Landet. Det var Højesteret, der dømte Borgmester Mangor i Sakskøbing til at udrede Omkostningerne ved 32 Dages Varetægtsfængsel, som Hr. Mangor havde holdt en Mand i for en ubetydelig Forseelse, hvorfor Straffen endog helt bortfaldt ved Højesteret. Denne splinternye Optræden af vor øverste Domstol har straks givet Overretten Mod til forsigtigt at vandre den samme Vej. Tor Højesteret rokke ved en Dommers Ufejlbarhed og Ukrænkelighed maa Overretten jo nok kunne tillade sig ogsaa at prikke lidt til ham.

Ved Vedelsborg Birkeret idømte Birkedommer Langkilde en Mand 2 Gange 5 Dages Vand og Brød i Anledning af formodet misligt Forhold til et Uhr. Ved Overretten blev imidlertid denne Dom ikke blot kasseret, idet Manden frifandtes, som det hedder, af Mangel paa Bevis, men Sagens Omkostninger paalagdes det Offenlige, og Forhørsdommeren, Langkilde, blev idømt en Bøde af 30 Kroner til Amtsfattigkassen for utilbørlig Forhaling af Sagen.

Det, der i Dommen gæmmer sig bag de Ord "utilbørlig Forhaling af Sagen", er selvfølgelig et længere Varetægtsfængsel. Ingen kan falde paa at tro, Overetten skulde straffe en Dommer, fordi han havde trukket en Sag i Langdrag, hvis han ikke samtidig havde holdt den Anklagede i Arrest.

Vi kan kun hilse den Praksis, her indføres, med stor Glæde, forudsat at den gennemføres, og gennemføres med Fynd og Klem overalt, hvor Uretfærdigheder og Ulovligheder finder Sted. Thi hvis der i en Række af Aar er drevet Misbrug med noget her i Landet, saa er det da med Anvendelsen af Varetægtsfængsel. For et godt Ord smider Underdommeren Folk i Fængsel, selv om det, de sigtes for, allerhøjst kan medføre en Straf af simpelt Fængsel. Herved gør Dommeren et aabenlyst Brud paa Loven, der forbyder dette. Og hvor ofte har de ikke holdt Folk i Arrest i lange Tider for sluttelig at frifinde dem som uskyldige i det, de sigtedes for. Vi meddelte for kort Tid siden et Par storartede Beviser derpaa i den Mand i Nykøbing, som holdtes i Varetægsfængsel i 2 Aar og saa blev frikendt, og den Mand, som sad 11 Maaneder i Arrest, fordi han var vidende om, at hans Pige havde stjaalet noget gammelt Ragelse til Værdi af 1 Kr. 35 Øre.

Kommer det for Fremtiden til at gaa føleligt ud over d'Hrr. Dommeres Pengepung, naar de uden Grund spærrer Folk inde, tænker vi nok, at de tager sig lidt bedre ivare.

Der er et Omraade, hvorpaa det ikke mindst tiltrænges at den nye Praksis breder sig: de Sager, som laaner deres Farve fra en politisk Baggrund. Hvor ofte er der ikke bleven anvendt lang Varetægtsarrest mod Folk, som ikke havde anden Forbrydelse paa deres Samvittighed end at have raabt "Skruebrækker" efter en saadan Fyr eller for at have givet en Lussing fra sig eller været i Nærheden, da en anden gjorde det. Vi kender alle disse Sager, hvor der tages saa haardt fat, naar det er Modstandere af det bestaaende Regimente, som er "Forbryderne". Og her vilde saadan en Dom over Dommeren være paa sin rette Plads.

(Social-Demokraten 13. december 1889).

Ukendt fotograf: Johan Herman Georg Mangor (1844-1911) byfoged og byskriver i Sakskøbing, herredsfoged og skriver i Musse herred 1888, herredsfoged og skriver i Odense Herred. Gift med Elise Rohde (1853-1913). Det kongelige Bibliotek.

En 3die Dommer dømt.

Atter har Overretten fældet en Dom over en Underdommer, som er kompromiterende for denne i højeste Grad. Dette er saa meget mere betydningsfuldt, som der jo for ganske kort Tid siden er faldet to lignende Retfærdighedens Hug paa Dommeres Hoveder. Sagen er følgende:

Gæstgiver Stybe af Gjedser henvendte sig den 13. Juni til Premierløjtnant. Borgmester og Byfoged Neckelmann i Nykøbing paa Falster og anmodede ham om i Egenskab af Kongens Foged at gøre Arrest i Købmand af Gjedser Peter Petersens Ejendomme som Sikkerhed for, at denne opfyldte sine Forpligtelser mod Stybe i Anledning af en Ejendomshandel, Stybe paastod havde fundet Sted mellem dem. 

Fogedforretningen fandt Sted straks samme Dag, og under den opgjorde Stybe sin Fordring til 5121 Kr., og herfor blev der gjort Arrest i Petersen hele Ejendom: Hus, Indbo, Varer, en Obligation og hans udestaaende Fordringer, ialt til Værdi af 10,508 Kr.

Denne Arrestforretning appellerede Købmand Petersen til Overretten efter Stævning til Borgmester Neckelmann og Stybe.

Det blev nu oplyst, at der ikke af Stybe for Fogden (Borgmester Neckelmann) var produceret nogen som helst Dokumentation til Støtte for, at han overhovedet havde en saadan Fordring som den, hvorfor Arresten blev forlangt. Det lykkedes ikke heller Stybe at føre noget Bevis herfor, og i Overrettens Dom siges der, at det ikke kan anses for godtgjort, at der er kommen nogen endelig Handel i Stand imellem Stybe og Petersen, for hvis Misligholdelse der kunde tilkomme Stybe nogen Erstatning hos Petersen.

Som Følge deraf havde hverken Stybe været berettiget til at lade foretage Arrest hos Petersen eller Borgmester Neckelmann haft Hjemmel til at udføre Forretningen. Arresten kendtes derfor af Overretten at være ulovlig gjort, og der tilkendtes Købmand Petersen Erstatning for den ham ved det Passerede tilføjede Skade. Denne Erstatning for Tort og Kreditspilde skal fastsættes efter udmeldte Mænds Skøn, dog ikke ud over det af Petersen forlangte Beløb: 2000 Kr. med Tillæg af 3 pCt. Rente.

Dommen siger endvidere, at "da Borgmester Neckelmann ikke havde ladet Arrestrekvirenten stille nogen reel Sikkerhed, der kunde være Petersen til Betryggelse, hvis Arresten fandtes ulovlig", blev han dømt til i Forening med Stybe at tilsvare Petersen Erstatningen.

Yderligere blev det paa samme Mande paalagt Borgmesteren og Stybe at betale Petersen Sagens Omkostninger med 100 Kr

* * *

Enhver vil sige, at den Borgmester sker kun hvad Ret er. Det er dog godt, at vi endelig er kommen saa vidt, at vi kan faa stækket Vingerne paa disse dømmende Herrer, naar de i deres Visdom flyver saa højt, at vi Folk med almindelige Begreber om Lov og Ret ikke kan saa Øje paa dem. Gaar det bare hver Gang føleligt ud over deres Pengepung, lærer de vel saa nogenlunde at tage deres Fornuft med, naar de sidder til Doms over deres Medmennesker.

Naar denne Dommer saadan uden videre kan faa i Sinde at gøre Arrest i og lægge Beslag paa en Mands hele Eje, blot forbi der kommer en anden Mand og fortæller noget om en Handel, som i Virkeligheden ikke har fundet Sted, naar han i den Grad afsiger en Kendelse paa Grundlag af løs Snak og ikke tager den nødvendige Sikkerhed, hvorledes ser saa hans kriminelle Domme ud. Hvilke Kunststykker kan den Mand ikke have præsteret, hvoraf Følgerne for epigk er skjulte i hans Forhørsprotokoller eller bag Straffeanstalternes Mure!

Det er opbyggeligt at tænke paa Sligt, paa det Retssystems Konsekvenser, der svæver os Allesammen over Hovedet.

Han er Premierløjtnant ved Siden af sine andre Værdigheder. Han burde vende tilbage til Hr. Bahnson, thi han egner sig aabenbart bedre til at dresere Rekruter end Lov og Ret i Landet.

(Social-Demokraten 21. december 1889).

Premierløjtnant, borgmester, byfoged, by- og rådstueskriver i Nykøbing paa Falster, samt Herredfoged og Skriver i Nykøbing Herred Harald v. Neckelmann (1826-1890) var født i Randers. Han afbrød sine jurastudier for at deltage i Krigen 1848-1851. Han afsluttede 1854 i Flensborg den slesvigske juridiske Embedseksamen. Volontør i det Kongl. Ministerium for hertugdømmet Slesvig (det slesvigske Ministeriums) 1. departement. 1856 aktuar (tingskriver) i Hviding Herred, Tønder Amt, fra 1. august s. å., og den 28. Marts 1863 i Bøcking Herred i samme amt. Afsat 6. Februar 1864 hvorefter han flyttede til København. Bestod i 1866 prøven i dansk ret. 1866-1870 konstitueret byskriver i Thisted og herredskriver i Hillerslev og Hundborg herreder. 1870-1877 byfoged og byskriver i Hjørring samt herredsfoged og skriver i Vennebjerg herred. 1877 tillige borgmester i Hjørring købstad. 1877 byfoged, by- og rådstueskriver i Nykøbing Falster samt herredsfoged og skriver i Nykøbing herred, samt borgmester i Nykøbing Købstad. Nekrolog i Nationaltidende 29. Januar 1890. Han døde i januar 1890. Han blev begravet i Nykøbing F.

Kvindelige Arbejder-Kontorer. (Efterskrift til Politivennen)

Det er næsten umuligt at gaa en Gade igennem uden at faa Øje paa et eller flere Stille, hvis iøjnefaldende Bogstaver fortæller, at her er: "Kvindeligt Arbejder-Kontor. De er en naturlig Følge af, at der er Overskud paa arbejdssøgende Kvinder.

Jo større Fattigdom, desto flere Laanekontorer og Aagerkarle. Jo flere ledige Tjenestefolk, desto flere Fæstemænd, Hyrebasser og Logishuse. Jo større Trang der er, desto flere er der al Tid som vil udbytte den.

Men gives der nogen Virksomhed som er usynpatetisk og mere end det, saa er det da at drage sig den Fattiges Nød til Indtægt. At de "Kvindelige Arbejder-Kontorer" er en Gren af denne Virksomhed, ligger vist klart for de fleste Mennesker, og dog trives de som Svampe i fugtig Skovjord. Vi har jævnlig faaet Klage over flere af dem, men navnlig er der et, som idelig vender tilbage i disse Klager, og vi har derfor taget os for at se særlig dette nærmere efter i Sømmene. Ihændehaveren er

Chr. Dobritz, Studiestræde 8.

I en gammel faldefærdig Rønnes lave Stue hænger Vinduerne fulde af alskens Viser, blandt hvilke de "lukkede Sange alene for Mandfolk" spiller en fremtrædende Rolle. Blandt deres kolorerede, liderlige Billeder faar man saa Øje paa Plakaten med "Kvindeligt Arbejderkontor".

Vi gik derind. Der sad en graasprængt Mand bag en Stump Disk i det elendige Hul, som udgjorde Boden. Det var Hr. Dobritz. Udenfor Disken kan 2-3 Mennesker frembringe Trængsel, og hele den lavloftede Stue bærer over sig noget af et gammeldags Aagerkarle-Interiør.

Ud og ind af dette Hul vandrer der mellem Aar og Dag ca. 400 faste Kunder og et tilsvarende Antal Arbejdersker. Saa mange Arbejdssteder har nemlig Dobritz, hvis Forretning er en af de ældste og største her i Byen. Hans Indtægt maa altsaa være god, og saa meget uforsvarligere er derfor hans Optræden mod de fattige Kvinder, som søger Erhverv ved hans Hjælp.

For en Dags Arbejde paa 11 Timer skal hans Arbejdersker have 1 Krone, og deraf tager han de 15 Øre. De fleste andre Kontorer tager 12 eller 13 Øre. Men det er ikke nok hermed, Hr. Dobritz har dannet sig en Specialitet, som bringer ham langt foran sine Kolleger. Han tager ogsaa Procenter af den Mad, Konerne skal spise. Til en Dagløn af 1 Kr. faar Konen ogsaa Kosten hos den Familie, hun arbejder for, men faar hun ingen Kost, skal hun have 66 Øre i Kostpenge, og af denne Godtgørelse for hendes Mad tager Hr. Dobritz 10 Øre, saa hun ialt for den Dag maa betale ham 25 Øre.

Hr. Dobritz bliver dog ikke staaende ved de 25 Øre, naar der er Udsigt til at faa mere. Vi har faaet Bevis for, at han beklipper sine Arbejdersker for Penge, man forærer dem, og som utvivlsomt ubeskaaren er deres retmæssige Ejendom, der ikke kommer Hr. Dobritz ved. En Husmoder, vi kender, gav saaledes den Kone, som arbejdede for hende, 25 Øre foruden den Krone hun skulde have. Disse 25 Øre fik hun fordi hun den Dag havde arbejdet særlig haardt og flinkt, og hun fik dem med den særlige Bemærkning, at det var en Dusør fordi man var saa godt tilfreds med hende, og de blev ikke skrevet paa Arbejdssedlen.

Da hun kom hen til Dobritz med denne, holdt hun endnu baade Kronen og Femogtyve Øren i Haanden, og hans Falkeøjne opdagede øjeblikkelig, at der var to Pengestykker. "Hvad er det for Penge?" fo'r han op. Konen forklarede hvorledes det var gaaet til, og trods alle hendes Indvendinger tog han 5 Øre fra hende som sin Part af hendes Dusør.

For at opdage om Konerne faar den Slags Drikkepenge eller i det hele taget har mere Fortjeneste end han faar Afgift af, holder han et helt Spionvæsen i Gang, bytter hvert Øjeblik Arbejderskerne, saa Kunderne, naar de udtrykkeligt har forlangt den Kone de plejer at have, faar en helt fremmed.

Naar en Arbejderske kun har Beskæftigelse et enkelt Sted i 1 Time, faar hun 18 Øre, for et Par Timer 16 Øre Timen, men hun maa ofte gaa lange Veje frem og tilbage for den ene Times Fortjeneste, da Hr. Dobritz uværgerligt fordrer, at alle Arbejdersker hver Gang de er færdige med deres Gærning, selv for en enkelt Time, skal melde sig paa hans Kontor i Studiestræde. Af disse Mi eller 18 Øre tager han saa 3 Øre for sin Part, altsaa over tredive Procent.

Hver Morgen skal de arbejdssøgende Kvinder stille i Studiestræde, og er der ikke straks Arbejde til dem, faar de Ordre til at komme igen om et Par Timer og saaledes vedblivende hele Dagen, eller ogsaa maa de gaa udenfor paa Gaden og vente, da der ikke i den Hule, Hr. Dobritz sidder i, er Plads til dem eller saa meget som en Stol de kan sidde paa. Bliver de saa utaalmodige, har han en ny Trafik. Han siger: "Der eller der er Arbejde til Dem," og Konen gaar selvfølgelig derhen, men vender ligesaa selvfølgelig tilbage med den Besked, at de havde ingen Kone bestilt. "Saa har de ombestemt dem," er den eneste Forklaring, Hr. Dobritz indlader sig paa, men paa den Maade faar han sine Arbejdersker til at komme og gaa med de Mellemrum han ønsker. Hos en Familie i Krystalgade kom der saaledes paa en og samme Dag ikke mindre end 3 Koner fra Dobritz , uagtet de ikke havde bestilt nogen. En Fremgangsmaade, der er lige uforsvarlig baade mod Knuder og Arbejdersker.

Hr. Dobritz er iøvrigt ikke den eneste, som benytter denne Fremgangsmaade. Et "Kontor" i Nansensgade holdt saaledes i Fjor Venteværelse i - Ørstedsparken. De havde lejet alle Værelser ud til Udstillingsgæster, og Arbejderskerne skulde saa hele Dagen sidde paa en bestemt Bænk i Ørstedsparken. Kom der Arbejde, blev der sendt en Dreng over efter en af dem, men ellers maatte de ikke vige af Pletten.

For en stor Del kan man slaa de andre "kvindelige Arbejder-Kontorer" i Hartkorn med Hr. Dobritz's. De gaar alle ud paa det samme, at tage saa meget som muligt af de fattige Arbejderskers Fortjeneste for deres egen Part. Hr. Dobritz er kun den, der hidtil har drevet det videst i Kunsten.

Kvindelig Forening for Husgærning.

Naar en fattig Kvinde for 11 Timers Slid og Møje ved en Vaskerballie kun kan fortjene 1 Krone, er det ingen Bagatel for hende, at hun heraf skal svare denne Skat til "Kontoret". Men for at raade Bod herpaa er der ingen anden Udvej, end at Publikum hører op med at støtte disse Folk ved ikke at tage deres Rengøringskoner hos dem. Der er her i Byen en Fagforening af saadanne Kvinder ved Navn: "Kvindelig Forening for Husgærning". Her finder ingen som helst Udbytning af Kvinderne Sted, og Folk vil her kunne faa lige saa dygtige og paalidelige Koner som noget andet Sted.

Foreningen har kun én Fejl: Den reklamerer for lidt, forstaar ikke at gøre sig bemærket, og fører derfor en altfor tilbagetrukken Tilværelse. Men der siges at ville blive raadet Bod herpaa ved at den faar flere Anmeldelsessteder med i Øjnefaldende Skilte. For Øjeblikket kan man man bestille dens Arbejdersker i Rørholmsgade 2 t , Hyskenstræde 14 , Nørrevoldgade 98, alle tre Steder i Kælderen, og i Saksogade 30, Stuen.

Ved at søge dem i Stedet for de "Kvindelige Arbejder-Kontorer" og de saakaldte "Kvindelige Foreninger", der ikke er andet end et Skilt for en enkelt Mand, vil Publikum bidrage til at støtte de flittige arbejdende Kvinder.

(Social-Demokraten 10. december 1889).

Trådhandler Christian Friedrich Dobritz (6. februar 1826 - 27. juli 1907, begravet på Vestre Kirkegård) var gift med Caroline Dobritz født Frisch (20. august 1833 - 11. november 1901 Studiestræde 8, begravet på Vestre Kirkegård). De havde tre børn: Henriette Christiane Dobritz født på Fødselsstiftelsen 12. oktober 1858.  Cleontine Marie Dobritz 9. marts 1860, død juli 1875 (dødsannonce for Leontine Dobritz i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 17. juli 1875. Hun blev begravet på Assistenskirkegård). Johan Gottlieb Dobritz født 24. august 1862.

Af en annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 20. oktober 1874 fremgår at Chr. Dobritz' "kvindelige Arbeidscomptoir" var flyttet fra Nørregade 25 til Studiestræde 8 i stuen. Det anbefaledes "flinke koner til Vask, Rengjøring m. m.".

Christian Dobritz døde på Kommunehospitalet. Boet efter Christian Friedrich Dobritz og afdøde hustru Caroline Marie blev indkaldt til skiftekommissionen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. september 1907.

Studiestræde 8, set fra gården. Engang kaldet "Noahs Ark" fordi der boede så mange mennesker i huset, i alt 32 familier. Foto Erik Nicolaisen Høy (2018). Kbhbilleder.