Det er næsten umuligt at gaa en Gade igennem uden at faa Øje paa et eller flere Stille, hvis iøjnefaldende Bogstaver fortæller, at her er: "Kvindeligt Arbejder-Kontor. De er en naturlig Følge af, at der er Overskud paa arbejdssøgende Kvinder.
Jo større Fattigdom, desto flere Laanekontorer og Aagerkarle. Jo flere ledige Tjenestefolk, desto flere Fæstemænd, Hyrebasser og Logishuse. Jo større Trang der er, desto flere er der al Tid som vil udbytte den.
Men gives der nogen Virksomhed som er usynpatetisk og mere end det, saa er det da at drage sig den Fattiges Nød til Indtægt. At de "Kvindelige Arbejder-Kontorer" er en Gren af denne Virksomhed, ligger vist klart for de fleste Mennesker, og dog trives de som Svampe i fugtig Skovjord. Vi har jævnlig faaet Klage over flere af dem, men navnlig er der et, som idelig vender tilbage i disse Klager, og vi har derfor taget os for at se særlig dette nærmere efter i Sømmene. Ihændehaveren er
Chr. Dobritz, Studiestræde 8.
I en gammel faldefærdig Rønnes lave Stue hænger Vinduerne fulde af alskens Viser, blandt hvilke de "lukkede Sange alene for Mandfolk" spiller en fremtrædende Rolle. Blandt deres kolorerede, liderlige Billeder faar man saa Øje paa Plakaten med "Kvindeligt Arbejderkontor".
Vi gik derind. Der sad en graasprængt Mand bag en Stump Disk i det elendige Hul, som udgjorde Boden. Det var Hr. Dobritz. Udenfor Disken kan 2-3 Mennesker frembringe Trængsel, og hele den lavloftede Stue bærer over sig noget af et gammeldags Aagerkarle-Interiør.
Ud og ind af dette Hul vandrer der mellem Aar og Dag ca. 400 faste Kunder og et tilsvarende Antal Arbejdersker. Saa mange Arbejdssteder har nemlig Dobritz, hvis Forretning er en af de ældste og største her i Byen. Hans Indtægt maa altsaa være god, og saa meget uforsvarligere er derfor hans Optræden mod de fattige Kvinder, som søger Erhverv ved hans Hjælp.
For en Dags Arbejde paa 11 Timer skal hans Arbejdersker have 1 Krone, og deraf tager han de 15 Øre. De fleste andre Kontorer tager 12 eller 13 Øre. Men det er ikke nok hermed, Hr. Dobritz har dannet sig en Specialitet, som bringer ham langt foran sine Kolleger. Han tager ogsaa Procenter af den Mad, Konerne skal spise. Til en Dagløn af 1 Kr. faar Konen ogsaa Kosten hos den Familie, hun arbejder for, men faar hun ingen Kost, skal hun have 66 Øre i Kostpenge, og af denne Godtgørelse for hendes Mad tager Hr. Dobritz 10 Øre, saa hun ialt for den Dag maa betale ham 25 Øre.
Hr. Dobritz bliver dog ikke staaende ved de 25 Øre, naar der er Udsigt til at faa mere. Vi har faaet Bevis for, at han beklipper sine Arbejdersker for Penge, man forærer dem, og som utvivlsomt ubeskaaren er deres retmæssige Ejendom, der ikke kommer Hr. Dobritz ved. En Husmoder, vi kender, gav saaledes den Kone, som arbejdede for hende, 25 Øre foruden den Krone hun skulde have. Disse 25 Øre fik hun fordi hun den Dag havde arbejdet særlig haardt og flinkt, og hun fik dem med den særlige Bemærkning, at det var en Dusør fordi man var saa godt tilfreds med hende, og de blev ikke skrevet paa Arbejdssedlen.
Da hun kom hen til Dobritz med denne, holdt hun endnu baade Kronen og Femogtyve Øren i Haanden, og hans Falkeøjne opdagede øjeblikkelig, at der var to Pengestykker. "Hvad er det for Penge?" fo'r han op. Konen forklarede hvorledes det var gaaet til, og trods alle hendes Indvendinger tog han 5 Øre fra hende som sin Part af hendes Dusør.
For at opdage om Konerne faar den Slags Drikkepenge eller i det hele taget har mere Fortjeneste end han faar Afgift af, holder han et helt Spionvæsen i Gang, bytter hvert Øjeblik Arbejderskerne, saa Kunderne, naar de udtrykkeligt har forlangt den Kone de plejer at have, faar en helt fremmed.
Naar en Arbejderske kun har Beskæftigelse et enkelt Sted i 1 Time, faar hun 18 Øre, for et Par Timer 16 Øre Timen, men hun maa ofte gaa lange Veje frem og tilbage for den ene Times Fortjeneste, da Hr. Dobritz uværgerligt fordrer, at alle Arbejdersker hver Gang de er færdige med deres Gærning, selv for en enkelt Time, skal melde sig paa hans Kontor i Studiestræde. Af disse Mi eller 18 Øre tager han saa 3 Øre for sin Part, altsaa over tredive Procent.
Hver Morgen skal de arbejdssøgende Kvinder stille i Studiestræde, og er der ikke straks Arbejde til dem, faar de Ordre til at komme igen om et Par Timer og saaledes vedblivende hele Dagen, eller ogsaa maa de gaa udenfor paa Gaden og vente, da der ikke i den Hule, Hr. Dobritz sidder i, er Plads til dem eller saa meget som en Stol de kan sidde paa. Bliver de saa utaalmodige, har han en ny Trafik. Han siger: "Der eller der er Arbejde til Dem," og Konen gaar selvfølgelig derhen, men vender ligesaa selvfølgelig tilbage med den Besked, at de havde ingen Kone bestilt. "Saa har de ombestemt dem," er den eneste Forklaring, Hr. Dobritz indlader sig paa, men paa den Maade faar han sine Arbejdersker til at komme og gaa med de Mellemrum han ønsker. Hos en Familie i Krystalgade kom der saaledes paa en og samme Dag ikke mindre end 3 Koner fra Dobritz , uagtet de ikke havde bestilt nogen. En Fremgangsmaade, der er lige uforsvarlig baade mod Knuder og Arbejdersker.
Hr. Dobritz er iøvrigt ikke den eneste, som benytter denne Fremgangsmaade. Et "Kontor" i Nansensgade holdt saaledes i Fjor Venteværelse i - Ørstedsparken. De havde lejet alle Værelser ud til Udstillingsgæster, og Arbejderskerne skulde saa hele Dagen sidde paa en bestemt Bænk i Ørstedsparken. Kom der Arbejde, blev der sendt en Dreng over efter en af dem, men ellers maatte de ikke vige af Pletten.
For en stor Del kan man slaa de andre "kvindelige Arbejder-Kontorer" i Hartkorn med Hr. Dobritz's. De gaar alle ud paa det samme, at tage saa meget som muligt af de fattige Arbejderskers Fortjeneste for deres egen Part. Hr. Dobritz er kun den, der hidtil har drevet det videst i Kunsten.
Kvindelig Forening for Husgærning.
Naar en fattig Kvinde for 11 Timers Slid og Møje ved en Vaskerballie kun kan fortjene 1 Krone, er det ingen Bagatel for hende, at hun heraf skal svare denne Skat til "Kontoret". Men for at raade Bod herpaa er der ingen anden Udvej, end at Publikum hører op med at støtte disse Folk ved ikke at tage deres Rengøringskoner hos dem. Der er her i Byen en Fagforening af saadanne Kvinder ved Navn: "Kvindelig Forening for Husgærning". Her finder ingen som helst Udbytning af Kvinderne Sted, og Folk vil her kunne faa lige saa dygtige og paalidelige Koner som noget andet Sted.
Foreningen har kun én Fejl: Den reklamerer for lidt, forstaar ikke at gøre sig bemærket, og fører derfor en altfor tilbagetrukken Tilværelse. Men der siges at ville blive raadet Bod herpaa ved at den faar flere Anmeldelsessteder med i Øjnefaldende Skilte. For Øjeblikket kan man man bestille dens Arbejdersker i Rørholmsgade 2 t , Hyskenstræde 14 , Nørrevoldgade 98, alle tre Steder i Kælderen, og i Saksogade 30, Stuen.
Ved at søge dem i Stedet for de "Kvindelige Arbejder-Kontorer" og de saakaldte "Kvindelige Foreninger", der ikke er andet end et Skilt for en enkelt Mand, vil Publikum bidrage til at støtte de flittige arbejdende Kvinder.
(Social-Demokraten 10. december 1889).
Trådhandler Christian Friedrich Dobritz (6. februar 1826 - 27. juli 1907, begravet på Vestre Kirkegård) var gift med Caroline Dobritz født Frisch (20. august 1833 - 11. november 1901 Studiestræde 8, begravet på Vestre Kirkegård). De havde tre børn: Henriette Christiane Dobritz født på Fødselsstiftelsen 12. oktober 1858. Cleontine Marie Dobritz 9. marts 1860, død juli 1875 (dødsannonce for Leontine Dobritz i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 17. juli 1875. Hun blev begravet på Assistenskirkegård). Johan Gottlieb Dobritz født 24. august 1862.
Af en annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 20. oktober 1874 fremgår at Chr. Dobritz' "kvindelige Arbeidscomptoir" var flyttet fra Nørregade 25 til Studiestræde 8 i stuen. Det anbefaledes "flinke koner til Vask, Rengjøring m. m.".
Christian Dobritz døde på Kommunehospitalet. Boet efter Christian Friedrich Dobritz og afdøde hustru Caroline Marie blev indkaldt til skiftekommissionen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. september 1907.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar