Som de gamle, elendige Rønner og Gyder efterhaanden forsvinder, saaledes forsvinder lidt efter lidt de kjendte kjøbenhavnske Originaler.
"Peter Rundetaarn" er forlængst gaaet til sine Fædre, for et Par Aar siden døde en saa karakteristisk Type som "Fløjtekarl", og nu er ogsaa "Pudse-Peter" gaaet bort.
Med ham er en af de sidste af Originalerne forsvundet. Og med ham er vel ogsaa de egenlige kjøbenhavnske Originaler forsvundne. Det var besynderlige, tilsyneladende mer eller mindre halvfjottede Individer, som enhver Kjøbenhavner kjendte, enhver saa mildt til og ikke en Kat gjorde Fortræd, ja, som endog var Gjenstand for en vis Veneration, som Typer fra et Kjøbenhavn, hvilket de særeste mere erindrede. Individer, der var knyttet fast til Byen, den gamle By med Duften fra de gamle Voldtræer og Luften fra Peder Madsens Gang, - bedrøvelige Levninger fra det gamle Kongens Kjøbenhavn.
"Pudse-Peter" var af de yngste og vel egenligst ogsaa den sidste. Der er vel nogle Stykker tilbage, der er Scheibelein, der er et og andet Bybud som gamle Hindborg, der i hele 28 Aar har haft Stade paa Gammeltorv og paa sin Vis er typisk nok, der er Visemageren Carl Mortensen, der er den blinde Violin- Spiller og Gaard-Sanger Rasmus Christensen, og der er Kolportøren Puste-Møller - ja, der er endelig, for at tage den nyeste Akkvisition med, selve Højres Kandidat Nr. 1 i 5te Kreds. "Professor" Andersen-Bang - men de hører dog alle mer eller mindre til et andet Kjøbenhavn, de har ikke det samme godlidende, skikkelige Præg som "Fløjtekarls"- Typerne, de er ikke heller kjendte af alle og enhver som disse og betragtes heller ikke med de samme Øjne.
Som med saa mange andre kjendte Navne er de lærde allerede uenige om, hvorfra Pudse-Peter har sit Navn. Hans virkelige Navn er Niels Peter Nielsen, men om hans Øgenavn "Pudse-Peter" stammer fra hans Evne til at "pudse" Folk eller til at faa sit "Pudsevox" afsat, derom staar Striden: den sidste Forklaring turde vel være den naturligste.
Om "Pudse-Peter"s Liv og Levned er lidet at fortælle. Han blev født i en sjællandsk Landsby og kom i 7-Aars Alderen til Kjøbenhavn. Han skal have været et helt flink ungt Handels-Talent, da det gik ham, som det er gaaet unge Talenter før. Ulykkelig Kjærlighed gav ham hans Knæk, og han begyndte at drikke.
Det hørte desværre Peter aldrig op med, og det var da ogsaa det, som endte med at føre ham i Graven. Han kunde selv en sjælden Gang, naar der blev talt lidt venligt til ham, og han mærkede, man ikke gjorde Nar ad ham, fortælle helt rørende om sin Kjærlighedshistorie.
Men ellers var "Pudse-Peter" altid den gemytlige, lyksalige, evindelig vrøvlende og syngende "Grossist", som han holdt af at kalde sig, og som saadan var det ogsaa, han var kjendt af Kjøbenhavnerne, som de saa' ham, tyndt og lurvet klædt, altid med Kridtpiben i Munden, en lille Hat paa Hovedet, store Huller paa Skoene og den store Kurv med Blanksværte, Vox, Tændstikker, Sæbe o. l. under Armen, dansende rundt fra Gaard til Gaard, syngende altid paa de nyeste Melodier om sine fortræffelige Varer, og pludrende med Kunderne, som han sjældent havde Mangel paa.
"Pudse-Peter" og hans Blanksværte-Sange og populære Vittigheder var kjendte fra saa godt som hver eneste Gaard i Kjøbenhavn: han gjorde jævnlig, takket være sit højrøstede Snakketøj, gode forretninger, og Folk indlod sig gjærne med det skikkelige Skrog, der nok teede sig en Smule mere tosset, end han egenlig var, og hvis største Glæde var at faa Blanksværten og Sæben passet ind i de populære Melodier, allerhelst dog med et Rim til.
En Tid forsøgte en Beværtning at slaa sig op ved at tage "Pudse-Peter" til Opvarter; Beværtningen havde Held med sig, og "Pudse-Peter" følte sig vel tiltalt af de mange Drikkevarer, der blev budt ham, men ikke af at være "lænkebunden". Han kunde ikke undvære sin Turen-rundt i Gaardene med en Flok Børn i Hælene og slog sig atter snart paa sin gamle Forretning.
Men Snapseriet kunde "Pudse-Peter", der i Tidernes Løb blev gift og efterlader sig Kone og 4 Børn, ikke give Afkald paa. Det hændte flere Gange for ham, naar han var beruset, at han faldt i Vandet. Paa samme Vis gik det ham i Tirsdags Aftes. Han faldt i Kanalen ved Nyhavn, blev halet op og bragt paa Frederiks Hospital, men det kolde Bad havde taget saaledes paa ham, at han i Onsdags Morges afgik ved Døden.
(Morgenbladet (København) 17. januar 1890).
Pudse-Peter arbejdede i 1889 som tjener i "Kridtpiben". Den 26. juni 1889 trak han sin kniv, fægtede vildt med den og truede at myrde alle som nærmede sig. Værtinden fik et let sår i håndleddet. Han blev overmandet.
Se indslagene om Fløjte-Karl: Fløjte-Karls Død fra Social-Demokraten 10. maj 1887 og Jyllandsposten 11. maj 1887.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar