Oluf August Nielsen (1838-1896). (Efterskrift til Politivennen)

Oluf Nielsen.

Det er ikke mange Maaneder siden, der her i Bladet stod en Meddelelse om den brave Vendelbo-Bonde med de mange historiske Interesser. Sognefoged A. P. Gaardbøl dødelige Afgang. Hans Virksomhed, og da særlig som historisk-topografisk Forfatter, var skildret af Kjøbenhavns Raadhus-Arkivar, Dr. phil. O. Nielsen.

Nu have Bladene meldt, at ogsaa han er bortkaldt; og han har godt Krav paa ved sin Død at mindes i et Blad som Jyllandsposten, da hans Interesser i videnskabelig Henseende fra første Færd af lige til det sidste for en stor Del drejede sig om Jylland, og dr særlig Vestjylland, selv om den betydeligste Del af hans Forfattervirksomhed kom til at bevæge sig paa kjøbenhavnske Enemærker.

Oluf August Nielsen var født 1838 paa Endrupholm ved Varde og var Søn af daværende Proprietær, senere Branddirektør A. C Nielsen. en i sin Tid i den Egn meget anset Mand. som i en Del Aar var Landstingsmand. I nogle Aar gik han i Ribe Latinskole, men her synes han ikke ret at have følt sig tilpas, saa han ingen rigtig Fremgang kunde gjøre. En af hans daværende Lærere, den bekjendte Historiker, Ribes Topograf, afdøde Overlærer Kinch, der senere kom til at sætte overordentlig stor Pris paa ham. har en Gang sagt til mig. at man egentlig i hans Skoletid tvivlede om. at han nogen Sinde blev til Noget, og mindst paa den videnskabelige Bane. Han blev da taget ud af Skolen og 1857 privat dimitteret.

1863 tog han Magisterkonferens i de nordiske Sprog, men allerede forinden havde han begyndt sin Forfattervirksomhed. som han fortsatte lige til sin Død. 1862 udgav han nemlig "Historiske Efterretninger om Skads Herred"; det var sin Fødeegn, han gjorde til Gjenstand for Beskrivelse, og ikke alene havde han til den i fuldt Maal benyttet sit Fjendskab fra Barndomsdagene, men ogsaa gjort Brug af Arkiverne, baade Gehejmearkivet i Kjøbenhavn og Stiftsarkivet i Ribe, - et Ungdomsarbejde, der gav gode Løfter for Fremtiden, hvilke han i rigt Maal indfriede.

Kort efter at have underkastet sig Magisterkonferensen blev han ansat som Assistent i Kongerigets Arkiv. 1867 disputerede han for den filosofiske Doktorgrad for en Afhandling om det indtil da altfor lidet paaagtede Æmne "Sysselinddelingen i Danmark", i hvilket Værk han fremdrager adskillige nye Synspunkter. 1869 blev han udnævnt til Arkivar ved Kjøbenhavns Raadhus-Arkiv, i hvilken Stilling han vedblev at virke til sin Død. Her laa der en vid og for største Delen uopdyrket Mark for hans Virksomhed. Ganske vist havde Kjøbenhavn mange Gange været gjort til Gjenstand for Beskrivelser, større eller mindre, men alle mere eller mindre utilfredsstillende, fordi Forfatterne ikke vare gaaede til Bunds, idet der ikke var øst af de Kilder, en Topograf nødigst af Alt maa lade ubenyttede, de skrevne Aktstykker i Arkiverne. Det gjorde han, og ikke alene af Raadhus-Arkivet, men alle andre Steder fra fremdrog han det, der kom til at danne den egentlige Grundvold for hans Beskrivelse af Kjøbenhavn, nemlig det kolossale Værk "Kjøbenhavns Diplomatarium". Saa kom efterhaanden i Aarenes Løb "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse fra de ældste Tider indtil 1728 i ti Bind (det sidste udgivet 1892), hvortil slutter sig det i 1 884. Tohundredaaret efter Holbergs Fødsel, udgivne illustrerede Værk "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid". Som Grunden til. at han er standset ved Frederik den Fjerdes Død, eller rettere ved Kjøbenhavns Ildebrand 1728, angiver han selv, at "det mest Tiltrækkende for min Granskning har altid været at faa Noget ud af mangelfulde Kilder". Og han har ikke alene faaet Noget, men Meget ud af det. der forelaa fra Tiden for 1728, da saa mangfoldige Dokumenter, der kunde have kastet Lys over de svundne Dage, gik op i Luer. Mangt og Meget, som vist nok ellers vilde have været skjult for andre Forskere, har han fremdraget, og med al Anerkendelse af Carl Bruuns illustrerede Beskrivelse af Kjøbenhavn tør det vist nok paastaaes. at den næppe vilde være bleven til, hvad den er, en fortrinlig Bog, hvis ikke O. Nielsens Bøger havde foreligget som Forarbejder.

Da han opgav at føre Kjøbenhavns Beskrivelse længere ned mod Nutiden, tog han med Iver fat paa Jyllands Topografi: hans første Arbejde, det oven omtalte om Skads Herred, var i Aarenes Løb bleven efterfulgt af flere, der dels udkom særskilt, som Malt Herreds Beskrivelse, dels trykte i det desværre ikke længere existerende Tidsskrift Danske Samlinger for Historie. Topografi, Personal- og Literatur historie", blandt hvis Udgivere har var i en Del Aar. Nu var det hans Agt at levere Topografier af de Herreder i Ribe og Ringkjøbing Amter, han hidtil ikke havde haft under Behandling, og 1894 udkom Beskrivelse af Skodborg og Vandfuld. 1895 af Hjerm og Ginding Herreder; paa begge disse har jeg tidligere haft Lejlighed til her i Bladet at henlede Læsernes Opmærksomhed. De ere skrevne, som Alt, hvad han har leveret, med stor Grundighed og Nøjagtighed, saa de ville komme til at danne et godt Grundlag for den nye Udgave af Traps Danmarks Beskrivelse, til hvilken han havde tilsagt sin værdifulde Bistand; Ribe og Ringkjøbing Amter ville maaske, takket være hans Forarbejder, blive nogle af de grundigst bearbejdede i den nye "Trap"; endnu manglede der enkelte Herreder, som han ikke havde topograferet. da Døden afbrød hans Gjerning.

Desuden har han udgivet ikke faa andre Værker, saaledes flere Diplomatorier, Kong Valdemars Jordebog. "Samling af Adkomster. Indtægtsangivelser og kirkelige Vedtægter for Ribe Domkapitel og Bispetol, nedskrevet 1290-1518, kaldet Oldemoder (Aria IHtensis); i forskjellige Tidsskrifter. saaledes i "Samlinger til jydsk Historie og Topografi", har han leveret værdifulde Bidrag, og ligesom han var en meget benyttet Medarbejder af Brickas Biografisk Lexikon, især naturligvis angaaende de Personer, der stode i Forbindelse med Ribe Stift og med Kjøbenhavn ; endnu maa tilføjes, at han var i Bestyrelsen for "Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie" og Medlem af dettes Skriftudvalg, samt Overbibliothekar ved Kjøbenhavns Kommunes Folkebibliotheker. 1893 blev han Ridder af Dannebrog.

Det er en stor og fortjenstfuld Virksomhed, han har øvet som Udgiver og som Forfatter; som ovenfor anført, udmærke hans Bøger sig ved Grundighed og Nøjagtighed: aldrig gik han paa Akkord med Fantasterier. Men der er tillige noget Tørt over dem og noget underlig Ubehjælpsomt i hans Stil. Det er ikke mig, der har hittet paa at sige det nu ved hans Død; men selv har han oftere i sine Skrifter hentydet til denne Mangel hos sig, og heller ikke i Samtale lagde han Skjul derpaa; beskeden og fordringsløs som han i høj Grad var, satte han maaske snarest sine Skrifter og sin Virksomhed for lavt; men altid var han rede til at lade dem, der ønskede Oplysninger hos ham, faa saadanne i rigt Maal af hans store Kundskabs Fylde. Ved personlig at lære ham at kjende. maatte man uvilkaarlig komme til at holde af ham; derfor ville Mange rundt om i Landet nu beklage hans forholdsvis tidlige Død.

Den, der saae ham uden at vide, hvem han var, vilde vistnok i Reglen gjætte paa, at man havde en brav jydsk Forpagter for sig; der var noget saa jævnt, saa ligefrem over hans hele Person, ja, der kan vel egentlig siges noget rigtig jydsk; og man skulde tænke, at han, der saae ud som Sundheden selv, maatte efter al menneskelig Beregning have et langt Liv liggende for sig. Men efter for et Par Aar siden at have været syg, blev han aldrig rigtig rask igjen, og 5. Januar gjorde en Lungebetændelse Ende paa hans virksomme Liv efter et kort Sygeleje. Han har to Gange været gift, og han efterlader sig en Enke og flere Børn.

Vilhelm Bang

(Jyllands-Posten 9. januar 1896).

Carl Peter Herman Most (1826-1900): Rådstuearkivar, dr. phil. Oluf August Nielsen (4. 4. 1838-5. 1. 1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

OLUF NIELSEN.

Af C. KLITGAARD.

Raadstuearkivar Oluf August Nielsen blev født den 24. April 1838 paa Endrupholm i Skadst Herred som Søn af Proprietær, Branddirektør August Carl Nicolaj Nielsen (1809—85) og Hustru Henriette Georgine Meyer (1813—98). Han ægtede 1. Gang den 10. August 1865 i Faaborg, Ribe Amt, Sofie Brünnich, født den 4. Maj 1845 i Assens, Datter af Toldassistent Christian Gregers Brünnich (1820—76) og Hustru Frederikke Rasmussen (1828—1902), død den 10. September 1878. 2. Gang blev han gift i København den 17. Oktober 1879 med Mathilde Margrethe Agathe Grüner, født den 10. Februar 1861 i Husum som Datter af Borgmester Hakon Harald Grüner (1815—1900) og Hustru Margaretha Agatha Mathilde Jacobsen (1835—95). Han døde den 5. Januar 1896 paa Frederiksberg, og hans Enke den 15. Februar 1934. Han er jordet paa Vestre Kirkegaard.

Oluf Nielsen blev Student 1857, privat dimitteret, og begyndte at studere Teologi, men opgav snart dette Studium for nordisk Oldhistorie og tog 1863 Magisterkonferens i nordisk Sprog, hvorefter han s. A. blev Assistent i Kongerigets Arkiv.

Allerede i Studieaarene havde Oluf Nielsen kastet sig over sin Hjemstavns historiske Forhold: Topografi, Stednavne, Personalhistorie m. v., og 1860 debuterede han paa sin historiske Forfatterbane med "Herregaarden Plovstrup“ ("Annaler for nord. Oldkyndighed“ 1860), hvorefter der i en lang Aarrække fulgte Publikationer som „Historiske Efterretninger“ om vestjyske Herreder: Skadst Herred (1862), Vester Horne H. (1866), Slavs H. (1868), Malt H. (1870), Gørding H. (1872), Skodborg og Vandfuld H. (1894) og Hjerm og Ginding H. (1895). Af disse Egnsbeskrivelser staar hans Arbejder fra Ungdomsaarene betydeligt over de senere, der i nogen Grad bærer Præg af at være Hastværksarbejde.

Efter at være blevet Arkivassistent fik Nielsen af Generalstaben overdraget at korrigere Stednavneformerne paa Stabens nye Kort, og 1864 blev han Medarbejder ved Udgivelsen af Registeret til Langebeks "Scriptores rerum Danicarum“ (1878), hvorved han i højere Grad end 14idtil førtes ind paa Studiet af Danmarks indre Historie i Middelalderen; Frugter af disse Studier var bl. a. hans Doktordisputats 1867 "Bidrag til Oplysning om Sysselinddelingen i Danmark“, "Ribe Oldemoder“ (1869), "Dueholms Diplomatarium“ (1872), "Kong Valdemar den Andens Jordebog“ (1873), "Codex Esromensis“ (1880—81), "Gamle jydske Tingsvidner“ (1882) (til Belysning af Sproget i Ribe Amt, før et fælles Skriftsprog havde fæstnet sig), "Olddanske Personnavne“ (1883) og „Harsyssels Diplomatarium“ ( 1893).

Sammen med Chr. Bruun og A. Petersen stiftede Oluf Nielsen 1865 Tidsskriftet „Danske Samlinger for Historie, Topographi, Personal- og Literaturhistorie“, ved hvilket han til dets Ophør 1879 var en flittig Medarbejder; endvidere var han 1879 Medstifter af "Universitetsjubilæets danske Samfund“ og s. A. af "Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie“, i hvis Bestyrelse han sad til sin Død. Han var ogsaa 1877 Medstifter af "Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie“, og for dette saavel som for "Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog“, i hvilket han 1871 optoges som Medlem, samt for "Universitetsjubilæets danske Samfund“ er flere af hans Arbejder udgivet.

1. Januar 1869 blev Oluf Nielsen Arkivar ved Københavns Raadstuearkiv, og fra 1885 var han tillige Overbestyrer af Københavns Kommunes Folkebogsamlinger, et Arbejde, han omfattede med stor Interesse. Stillingen som Raadstuearkivar medførte, at Nielsen ogsaa kom ind paa et nyt litterært Arbejdsfelt; 1872—87 udgav han for Kommunalbestyrelsen den uundværlige Kildesamling "Kjøbenhavns Diplomatarium“ indtil 1728 (otte Bind og to Registerbind), og 1877—92 udgav han endvidere den vægtige og værdifulde "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse“ indtil 1730 (seks Bind), der endnu i en uoverskuelig Tid vil blive staaende som et Hovedværk. Beslægtet med disse Arbejder er hans "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid“ (1884), det lettest læste af hans Skrifter, "Efterretninger om Abel Katrines Stiftelse“ (1875), "Vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn“ (1896, i Forening med P. Købke) og flere. I en Diskussion med A. D. Jørgensen paaviste Nielsen, at det ældste "Havn“ var en agerdyrkende Landsby.

Oluf Nielsen var en overordentlig flittig Skribent og en stille, beskeden Forsker, der gerne stillede sin omfattende Viden til Raadighed for andre Historikere, men med en saa stor Produktion, som han i Aarenes Løb præsterede, fulgte naturligvis ogsaa, at den ikke altid kunde være af samme betydelige Lødighed, og at der til Tider savnes en egentlig Behandling af hans indsamlede Stof. Der kan i øvrigt tilføjes, at Nielsen almindeligvis — og med Rette — stillede sig skeptisk over for stedlige Traditioners og saakaldte Folkesagns Beretninger om tidligere Tiders Forhold. I nærværende Biografi er kun nævnt de vigtigste af hans Arbejder, men talrige  andre findes spredt i en Mængde forskellige Tidsskrifter.

Efterladte Samlinger i Nationalmuseet. — R. 1893. — For Tiden er et Mindesmærke for Oluf Nielsen, der rejses ved Endrupholm af "Historisk Samfund for Ribe Amt“, under Arbejde.

Af Oluf Nielsens tre Sønner, Kommunaldirektør August Nielsen (f. 1870), Stabslæge, Dr. phil. Kristian Brünnich Nielsen (1872—1942) og Arkivar ved Dansk Folkemindesamling Hakon Grüner-Nielsen (f. 1881), har førstnævnte, August K. N. Nielsen, 1887—94 fungeret som Assistent i Raadstuearkivet. 1896—98 var han konstitueret som Overbibliotekar ved Kommunens Folkebiblioteker og 1898—1905 Bibliotekar ved samme. 1914 blev han Chef for Magistratens 1. Afdelings Sekretariat og 1930 Direktør for Københavns Begravelsesvæsen (indtil 1940). Fra hans Haand foreligger bl. a. en Afhandling om Assistens Kirkegaards Historie til 1880 (1938), ligesom han 1904—37 redigerede den vigtige Samling af Bestemmelser vedrørende Københavns Kommune.

Litt.: Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1867, S. 205—08. A. Heise i Saml, til jydsk Hist, og Topogr., 3. Rk., I, 1896, S. 103 ff. Fortid og Nutid, II, 1919, S. 200—05. Fra Ribe Amt, VII, 1931, S. 650—66; VIII, 1932, S. 132—37. Hardsyssels Aarbog, XXVI, s. A., S. 86—98. J. Aarsbo: Bibliotekerne og Samfundet, 1935, S. 72 ff.

(Nogle Meddelelser fra Københavns Stadsarkiv (Raadstuearkivet) 1817-1942, s. 49-52)

O. A. Nielsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lindevangshjemmet 3/8. (Efterskrift til Politivennen).

Lindevangshjemmet

Ny Oplysninger. - Forstanderinden. - Amerikansk fedtebrød. - I Hullet. - Selvmordsforsøg. - Fængselsselskabet. - Resultatet 5 Kr. - De optagne taler.

Vor Artikel om Lindevangshjemmet forleden har, som rimeligt er, vakt betydelig Opsigt. Vi Har modtaget forskellige Oplysninger og Breve, som Nytaarstravlheden har har hindret os i at offenliggøre.

De skal imidlertid frem, da der er al Sandsynlighed for, at de kan bidrage til at forbedre Forholdene derude, eftersom Ankerne synes at kunne rettes imod en enkelt af dem, der har Ledelsen, nemlig den forhaandenværende Bestyrerinde 

Frk. Thalbitzer.

Mod hende rettes alle Klagerne og det var Synd ikke at gøre opmærksom paa dette Faktum. Idéen med Lindevangshjemmet er i Virkeligheden for god til, at den skal strande paa et enkelt Skær, især da dette nemt kan fjernes.

Vi hidsætter bl. a. et Brudstykke af et Brev :

Hr. Redaktør!

Efter at jeg, der har været paa Lindevangshjemmet i 2 ½ Aar, har læst Deres Blad for i Lørdags, mener jeg, at det er min Pligt at meddele Dem, hvordan jeg havde det. Da jeg kom der, var Frk. Jutta Korfitzen Forstanderinde. Hun var en mild og hjærtensgod Dame, men hun var der kun saa kort. Efter hende kom lille Frk. de Neergaard, som ikke vidste, hvad godt hun skulde gøre os, men saa blev hun gift og - - -

Saa kom Frk. Thalbitzer, som holdt sit Indtog med haarde Ord og strænge Trusler - - -

Mange af os bad om at faa Frk. Barner i Tale (Frk. Barner er Stifteren af Hjemmet), men det blev os nægtet, og vore Breve hjem til vore Forældre blev læste for Afsendelsen, og besøgte de os, skulde Frk. Th. høre paa, hvad vi talte om."

Ikke sandt? Den nuværende Forstanderinde synes at have misforstaaet - maaske i bedste Mening - sin Stilling.

Amerikansk Fedtebrød.

Vore Meddelelser om Maden, Fodemidlerne og selve Behandlingen synes heller ikke at være gaaet en Linje over, hvad der stemmer med Sandheden, noget, der selvfølgelig nemt kan hænde i et hurtigt Referat.

Man skriver saaledes følgende til os:

- - - i den (trænge Vinter stod vi og skyllede i koldt Vand, tyndt paaklædte, og til Frokost fik vi 2 Stkr. Brød med ildelugtende amerikansk Fedt, og en Kop koldt, tyndt Øl - - - og fordi det var saa koldt, satte vi Brødet paa Kulstaffen ind over Ilden ved Vadskekedlen, saa blev det lidt varmt og det modbydelige Fedt løb af. Kaffe fik vi kun Søndag Morgen, og om Onsdagen fik vi Opkoget af det Kaffegrums, som - - -

Ellers fik vi en Kop lunket, tynd The Morgen og Aften med 2 Stkr. Fedtebrød og 1 Stk. Smørrebrød, mere skrabet end Lænkehundens.

Før havde der nogle Gange om Ugen kommet flere Damer og Herrer, deriblandt Kapt. Fevejle, som læste for os, Frk. Bøtker, som sang med os. Direktør Blads Frue skrev og regnede med os, men fra Frøken Thalbitzers Ankomst kom der aldrig et fremmed Menneske indenfor Porten.

Et Selvmordsforsøg.

- - -

Der var da en Pige - saaledes fortsætter Brevet - Vilhelmine, som ikke maatte komme ud derfra. Hun tog en Lommekniv og gik ud paa Retiraden og skar sig først i Halsen, derefter dybt i Haandleddet, men saa blev hun jo opdaget af mig og to andre Piger, og der gik Bud efter en Læge fra Diakonissestiftelsen . . .

Brevet slutter efter forskellige mere personlige Tilføjelser i al sin Naivetet med følgende Passus:

. . . Der bor en af Lindevangspigerne i Hummergade (her følger Navn og Husnummer), men det er kun en af 20, det er gaaet saadan; de fleste er dybere faldne, end da de kom paa Hjemmet.

Brevet er undertegnet "En gammel Pige fra Lindevangshjemmet" og giver i alle sine naive Udtryk og Vendinger et ganske gribende Indtryk af Forholdene i dette Hjem, der skal danne den forsonende Overgang fra Fængslet til Friheden, og man faar en Fornemmelse af, at Frk. Thalbitzer lever i den urigtige Formening, at hun er Forstanderinde i en Straffeanstalt.

Fængselsselskabet.

Om Optagelsen skriver en anden Meddeler:

"Jeg har i Dag i Deres Blad - - - og da jeg har været paa Lindevangshjemmet i tre Aar, interesserer det mig osv. - - - giver jeg Dem en sandfærdig Beretning om Forholdene der. Min Forseelse var meget ringe, og efter udstaaet Straf overtalte Fængselsselskabet mig til at tage paa Lindevangshjemmet og afmalede det saa godt og velsignet for mig: jeg skulde lære at vaske og stryge, Madlavning og Syning. Hveranden Søndag skulde jeg have Lov til at besøge min Familje, men jeg blev meget forbavset; da jeg kom indenfor "Laagen", blev jeg modtaget med et haardt og gennemtrængende Blik - og en stræng, bebrejdende Tale af Frk. Thalbitzer.

Arbejdet og Hjælpen.

Det første halve Aar var mit Arbejde kun at skure og vaske Trapper og Gange (hvor godt og velsignelig). Efter et Aars Forløb kom jeg i Køkkenet, men kunde umulig lære noget der, da den mad, der laves til Pigerne, aldrig bruges i private Huse, og Frøkenens Mad blev ingen af Pigerne betroet til at lave, da - - - naar en af Pigerne havde taget et Stykke Franskbrød for at tilfredsstille sin Sult, kom hun i Hullet - - 

Brevet slutter:

Efter 3 Aars Forløb kom jeg ud at tjene og blev fæstet bort for en Løn af 5 Kr. om Maaneden (som man ser, Hjælpen er ikke stor) - - 

Der var vist mange Piger, der vilde gaa fra Lindevangshjemmet, hvis de havde noget Overtøj hos sig; men vore Schawler og Hatte er laasede inde og bliver  kun udleverede Søndag Eftermiddag 10 Minutter før vi gaar i Kirke, og afleveres, naar vi kommer hjem.

- - -

Vore Læsere vil efter de her nu korte Udtalelser fra Personer, der har opholdt sig paa Hjemmet, faa det Indtryk, at Frk. Thalbitzer ikke er paa sin Plads i det Hjem, godgørende Folk har tænkt sig at danne for dem, der for en forholdsvis ringe Forseelse er kommen paa tværs af Loven.

Vi føjer vort personlige Indtryk til andres og skal kun gøre opmærksom paa, at Frk. Thalbitzer, i de 10 Minutter, vi interviewede hende om hendes Virksomhed, stadig var undvigende i sine Svar, og intet Øjeblik vovede at se os lige i Øjnene.

Josva

(København 2. januar 1896)

Fra Borgerrådet, Røfler til Politiet. (Efterskrift til Politivennen).

Den fem timer lange debat i aftes af budgettet gennemsyredes fra først til sidst af misfornøjelsen med Politiet. Denne gang var det første-inspektøren, hr. Theodor Petersen, der måtte høre mange skarpe ord for den uhøflige optræden han har vist overfor en bestemt kreds af borgere, gartnerne, og for den mangel på orden, der hersker på det af hans ordenspoliti beskyttede Grønttorv.

Hr. Theodor Petersen har på et andragende af gartnerforeningen om, at gartnerne måtte få en egen plads på torvet, tilladt sig at sige, at dette gartnernes forsøg skyldes det Hensyn, at "formanden for gartnerforeningen må vise, at han foretager sig noget". Det var navnlig denne udtalelse, der var genstand for angreb.

(Her følger andre sager)

Forsvaret for Theodor Petersen føres først af hans nærmeste foresatte, hr Eugen Petersen, der siger:

- Om ikke med rene ord så dog indirekte beskylder gartnerne politiinspektøren for pligtforsømmelse. Men min Inspektør er en samvittighedsfuld og pligtopfyldende mand, så det er da ikke så underligt, at han er blevet irriteret. Fællesrepræsentationen for de samvirkende handelsforeninger, som har fremført klagen, skulle hellere forsøge at bevise, hvad den siger om enkelthederne ved torveordningen.

Derefter kommer borgmester Hansen:

- Jeg synes ikke der er stort at sige på tonen i Theodor Petersens skrivelse; men man vælter sig jo nu over politiet ved enhver lejlighed. Beklageligt er det dog, at en organisation som "De samvirkende Handelsforeninger" - eller hvad er det, den hedder - (Munterhed) hvis formand er borgerrepræsentant, optræder med en klage, som den, her er fremkommen.

Politiinspektøren har i alt fald kun givet svar på tiltale i skarpe baller til politiet. Nu går det først for alvor løs! 

Hr. Paludan: Når politiinspektøren siger, at gartnerforeningens formand blot har ønsket at vise, at han foretager sig noget, da er det en grov fornærmelse! Og politidirektøren og borgmesteren gør sig skyldig i samme fornærmelse ved at forsvare hans optræden. Man kan tale således til børn, ikke til voksne mennesker; det er utilstedeligt og usømmeligt!!

Hr. Salomon: Ja, og her kan ikke tales om svar på tiltale, for vort andragedde var ganske høfligt i formen.

Hr. Torp: Men selv om borgerne tillader sig stærke ord overfor autoriteterne, bør disse dog altid bevare den gode tone.

Borgmester Hansen: Naturligvis kan politiinspektørens ord med ond vilje opfattes som dårlig tone (stormende munterhed og spydige tilråb), men han har såmænd ikke ment det så grimt! (Ny munterhed.)

Hr. Paludan (harmfnysende): Lad os holde op med at tale om god tone eller dårlig tone. Det er en uforskammethed, politiinspektøren har vist en hel stand!!

Under den livligste bevægelse afsluttes hermed forhandlingerne,

(København, 17. december 1895).

Johannes Helms (1828-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Rektor og forfatter Johannes Helms, (1828-1895). Frederiksborg skole 1841-1847. Deltog fra 1849 i treårskrigen, bl. a. i slagene ved Fredericia og Isted. Boede ved hjemkomsten på Regensen og levede efter flere kilder det lystige studenterliv. 1856-1864 kollaboratør ved domskolen i Slesvig (tysk skolesprog). Efter rømningen af Dannevirke i 1864 begav han sig til Danmark. 

Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Johannes Helms. 1867. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1867 rektor for af Borgerdydskolen på Christianshavn der 1893 flyttede til Helgolandsgade. Foreslog i 1870 en deling i en matematisknaturvidenskabelig og en sproglig retning som blev gennemført ved skolereformen 1871. Af skoleprogrammet 1880 fremgik at han mente at skolen hvilede på et kristent grundlag og at han ikke ville tolerere lærere som afveg fra det "på en opsigtsvækkende måde". Hans bog "Soldaterliv i Krig og Fred for en Menneskealder siden" (1883) indledes med fædrelandssangen "Jeg elsker de grønne Lunde" som blev skrevet 1873 til grundlovsfesten i Eremitagen. Blev tituleret professor 1887. 

Johannes Helms: Fortællinger og Digte, Sange og Viser. (Reitzels Forlag). I fyrrerne løb Johannes Helms "af Stabelen" som Student, og i halvtredserne - den samme Periode, der kan sige, at den har set Carl Ploug som radikal - færdedes han i København som en ung og lystig Regensianer, der aldrig kneb ud, naar det gjaldt om at spille Vægterne et Puds, og som akkurat havde saa megen Respekt for Regeringen, at han kunde synge om den senere Konge:

"Det var en Synd, om han skulde bo paa Kvisten med de dejlige Børn, som han har."

Naar Helms nu ser tilbage over sin Digtervirksomhed, forekommer det ham, at hans Sang aldrig har været andet for ham end "en Blomst i hans Hat". Men den Gang var der dog smaa røde Stænk i denne Blomst. Den Gang satiriserede Helms med elskværdigt Lune i den gangbare Gadevisestil over "Prins Feribrand, Kejseren af Brasiliens Søn", over Dyrehavsmanøvren, hvor Kongen "vælted Punchebollen og Plat'menasen, da Prins Ferdinand steg i Land", eller over Middagsmaden "oppe hos Kongen paa Slottet". Men det er gaaet med Helms ganske som der staar i hans egen Vise "Danmarks Pris" fra den Tid :

"Men da det saa var gaaet i Glemme, 
fik jeg Embede straks herhjemme -
derfor priser jeg Danmarks Land,
nu er jeg Ridder og Dannebrogsmand."

Det er netop det, Helms er blevet. For Øjeblikket sidder han som titulær Professor. R. D. M., ude i Borgerdydskolen paa Kristianshavn. Sine letsindige Studenteraar har han bragt i Glemme ved at gøre sin Skole til en udpræget kristelig Opdragelsesanstalt, afskedige nogle af sine dygtigste Lærere, fordi de var Fritænkere, og i et Skoleprogram erklære, at han vilde anse en ikke-troende for uværdig til om det kun var som Skrive- eller Gymnastiklærer at undervise de til hans Omsorg betroede Børn!

Og naar Johannes Helms nu synger om eller til Kongen, saa er intet ham fjærnere end uærbødige Ord om "Civillisten". Nu sender han Hilsen til "Kristian, vor Drot" (straalende Guld er hans Krones Rand"), eller han anvender den just ikke selvopfundne Vending om Kongen som "Høvedsmanden, der trygt mon Skuden styre." Men at Ungdomsindet ikke er helt lukt i paatagen Salvelse og Loyalitet, derom vidner f. Eks. Viserne ved Studenterjubilæerne, som er indflættet i nærværende Samling og hvori Helms paa de i halvtredserne yndede Melodier tager den tilbagelagte Udvikling lige til Dekorationerne og Nekrologerne mildt humoristisk. I Samlingen lyser den nydelige "Vise om Friheden, der ikke kunde faa Logis."

(Social-Demokraten 21. december 1888)

Prins Christian (den senere Christian 10.) - der ikke "skulle bo på kvisten" - tog studentereksamen den 5. april 1889. Han meldte sig derefter ind i Studenterforeningen og deltog den 28. september 1889 i rusgildet - med Helms som deltager.

Medlem af Københavns borgerrepræsentation 1892–95. I 1894 var han medindbyder til tegning af aktier i det aldrig realiserede udsigtstårn i Søndermarken.

Johannes Helm død.

I Gaar Eftermiddag er Professor Johannes Helms efter længere Tids Svagelighed afgaaet ved Døden.

Hans Liv deler sig i tre Afsnit Soldatens, Studentens og Skolemandens. Som Skolemand forstod han paa en snild Maade at forbinde Soldaterdisciplinen med Studenterhumøret. Han fordrede, at Eleverne skulde vogte deres Gjerning med Alvor i Timerne, men i Frikvarteret kunde han være med til den muntreste Leg, og ingen var mindre snærpet end Helms, selv naar Kaadheden undertiden gik en Smule over Stregen. De hvide Haar, som han fik i en ung Alder, gjorde ham ikke ældre af Udseende. Den rødmussede Teint, de lystig plirrende Øjne, den ungdommelige Trutmund, den skjægløse Hage gjorde, at han lige til det sidste lignede en Student, ja næsten en Rus.

Helms var Præstesøn, født den 8de November 1828 i  Sørbymagle. Hans Skoledage randt i Frederiksborg, fra hvis lærde Skole han dimitteredes i 1847. Umiddelbart efter den anden Examen meldte han sig frivillig til Krigstjeneste, og efter Fredens Slutning fik han Sølvkorset for udvist Mod og Tapperhed. Sine Indtryk fra Felten har Helms skildret i Bogen "Soldaterliv i Krig og Fred", der udkom i 1883 og allerede foreligger i tredje Oplag.

Senere flyttede Helms ind paa Regensen, og i de følgende Aar var han en af lystigste Studenter, af dem der altid bar en Vits og en Sang paa Læben. Mange af de raske Viser, bl. a. den om Rigsdagsmanden der var til Middag hos Kongen, og den om Konstablen fra Sverrig, er senere blevne almen Ejendom; de findes i det Par Digtsamlinger, han fra Tid til anden sendte ud i Verden og som - sammen med Skuespillet "Kjærlighed og Statistik" og det rimede Lystspil "Et ungt Menneske" (opført paa det kgl. Theater i 1878) - danner hans literære Ballast.

Efter at Helms havde taget filologisk Embedsexamen og virket nogle Aar som Kollaboratør ved Domskolen I Slesvig, overtog han i 1867 Borgerdydskolen paa Kristianshavn efter Martin Hammerich. Som Leder af den ansete Skole gled Helms lidt efter lidt ud af de gamle Studenterkredse og saas kun undtagelsesvis nede i Studenterforeningen, ved hvis historiske Hjørneborde han havde haft mangen en hed Dyst ved Toddyen. Og han forstod snildt at holde paa Minderne og Traditionerne, paa samme Tid som han umærkelig indførte mere moderne Undervisningsprinciper, alt eftersom den gamle Lærerstab med Krossing, Scheer og Jørgensen i Spidsen døde bort, og yngre Kræfter traadte i deres Sted. Da Skolen i 1887 fejrede sit Hundredaarsjubilærum, blev Skolemanden Helms Anledning til, at Digteren Helm udnævntes til Professor. Ved denne Lejlighed malede Erik Henningsen sit dygtige Billede af Livet i Skolegaarden, paa hvilket der findes et ypperlig lignende Portræt af den afdøde Rektor. I 1893 flyttedes Skolen til den nye Bygning i Helgolandsgade. I 1892 var Helms indtraadt i Borgerrepræsentationen, hvor han dog kun tog Ordet, naar der var Skolesager paa Dagsordenen.

Helms var gift med en Datter af afdøde Vexelerer H. P. Hansen. Af hans Døtre er én gift med Inspektør Leuning, der turde være selvskrevet til at fortsætte Skolens Drift, en anden med Pastor Keiding, som han i 1877 dimitterede fra Skolen. En Søn - den eneste - er juridisk Kandidat.

Dommen om Helms er let at sammenfatte i et Par Ord: Han var ingen betydelig Aand, men et bravt Menneske, der elskede sit Fædreland over alt, en Mand, om hvis Retskaffenhed og humane Sindelag der kun er en Mening.

(Dannebrog (København) 5. december 1895)

 Aarhundredet i Billeder og Sang.

XIV.

Johannes Helms.

Johannes Helms fødtes 1828. Efter i 1847 at være bleven Student fra Frederiksborg lærde Skole deltog han Aaret efter som frivillig i Krigen. Af sine Oplevelser her har han givet en ganske livfuld Skildring i sin Bog "Soldaterliv i Krig og Fred for en Menneskealder siden".

Efter Krigen, under hvilken Helms særlig udmærkede sig og blev dekoreret med Sølvkorset, blev han Kollaborator (Adjunkt) ved Domstolen i Slesvig, fra hvilket Embede han fordreves 1864. Et Par Aar senere overtog han Bestyrelsen af Borgerdydskolen paa Kristianshavn, som Helms, der var en dygtig og afholdt Pædagog, først i Halvfemserne flyttede ud til Helgolandsgade, hvor den vedblivende virker, ogsaa efter at dens gamle Forstander i 1898 er afgaaet ved Tuden.

Som mange af sine samtidige førte Helms et lystigt Studenterliv. Fra denne Tid skriver sig de bedste af de Viser, han senere har udgivet i et Par Smaasamlinger - Visen om "Kjærlighedens Magt", om "Den svenske Konstabel fra Sverig, der skød sig med en Kanon", om "Rigsdagsmiddagen hos Kongen" osv. Et Par mindre og mindre betydelige Lystspil - "Kjærlighed og Statistik", "Et ungt Menneske" m. fl. - foreligge ogsaa fra Helms Haand.

Hans bedste Arbejde er utvivlsomt den noget brede, men i mange Henseende ret virkningsfulde Roman "Grib", som han udsendte kun et Par Aar før sin Død.

I de mange kjønne Skildringer, denne Bog indeholder af Nordsjælland og Nordsjællands Natur, særlig af Gribskovs betagende Skønhed, har Johannes Helms sat disse Egne, i hvilke han levede og færdedes i Ungdommens Aar, et smukt Mindesmærke i vor Literatur.

(Lemvig Folkeblad 16. juli 1899)

Et vers af "Jeg elsker de grønne lunde" stod ved flaget på Dybbøl efter 1920.

 

Johannes Helms' gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 3, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lindevangshjemmet 2/8. (Efterskrift til Politivennen).

I 1895 begyndte at fremkomme kritiske artikler om forholdene på Lindevangshjemmet.

Paa Flugt.

Lindevangshjemmet. - Et Besøg. - Forstanderinden. - Et Helvede. - De Stummes Villa. - Et Eksempel. - Sult som Straf. -- "Ikke værdige ti! at gaa i Kirke - Salmer. - Forskellige Flugtforsøg. - Din Moder er uhæderlig. - Misforstaaet Godgørenhed.

Fornemme Damer har til alle Tider haft Passioner. Der er dem, der har opdraget Hunde og Kakkaduer, andre der har staaet sig paa den ædle Hesteavl, og atter andre har taget sig af den almennyttige Velgørenhed. Til de sidste - den forholdsvis mest agtværdige Klasse - hører Frøken Barner, der i 1877 stiftede

Lindevangshjemmet.

Navnet klinger kønt, og Formaalet lyder smukt. Det er at skabe unge Piger, som en Gang i deres Liv er kommen paa tvers af Loven et Hjem hvor de kan forblive indtil videre.

Imidlertid er en Ting sikker, at enhver god Gerning kan misforstaas, ligesaa nemt, som enhver god Hensigt kan vanrøgtes.

Vi kom tilfældigvis i Besiddelse af nogle Oplysninger, der henledte vor Opmærksomhed paa denne Anstalt og dens Godgørenhed, der ikke forekommer os i Overensstemmelse med humane Fordringer, hvad vi nedenfor nærmere skal gøre Nede for.

Forinden aflægger vi imidlertid Hjemmet

et Besøg.

Langt ude paa Frederiksberg i en skjult lille Alle ligger det. Det er en høj, uhyggelig, toetages Bygning, slet oplyst i de øvre Etager, des lysere i Kælderen.

Vi forsøger at aabne Havelaagen. Der er stænget. Vi ringer paa en Klokke. Ingen kommer. Det synes som om vi er i en uddød Verden. Engang til ringer vi, og en gammel Kone træder, just som vi bereder os til med uforrettet Sag at gaa vor Vej, ud af Bygningens Gavldør. Sagte lister hun frem over Sneen til Laagen, som hun lukker op.

Vi spørger efter Bestyrerinden Frk. Thalbitzer og lukkes ind. Laagen lukkes i efter os, og Galvdøren aflaases ligeledes. Vi befinder os bag dobbelt Laas, som - naa ja, hvorfor ikke - i Fængsel.

Vi føres ind i et koldt, uhyggeligt Kabinet, der prydes med bibelske Billeder. Den gamle gaar. Hun kommer kort efter tilbage med Forespørgsel om Navn og Ærinde. Det opgives, og først efter saa mange Omsvøb lykkes det os at faa 

Forstanderinden,

Frk. Thalbitzer i Tale. Efter at have indset, at vort Besøg trak en Del længere ud, end hun havde tænkt sig, førte hun os ind i sin egen Dagligstue, hvor vi kunde sidde og passiare, magelig henslængt i bløde, blaa Lænestole.

Forstanderinden er en Dame af et soigneret Ydre, med omhyggelig friseret Paryk, markeret Ansigt og et snehvidt Schawl over sine Skuldre. Hun taler overlegent og med den fyndighed, fortrolig Omgang med den danske Adels mest adelbaarne Damer giver.

Vi meddeler hende, mens vort Øje glider hen over de ca. 100 Kristusbilleder i vekslende Variationer, hvormed hendes Boudoir er udstyret, at vi har hørt Klager over Forholdene i Hjemmet.

- Klager, ja. Klager. Dem er der saamænd nok af. De Folk, som vi har at gøre med, er vanskelige at omgaas. Men hvad kan de egenlig klage over. Intet! De lever her uforstyrret. I Fred. Uden Bekymring for den Dag i Morgen. De har, hvad de skal bruge, ingen økonomiske Sorger, alle Fornøjelser - de etisk forsvarlige - som kan tænkes. Hvad vil de mere? Det kan hænde, at en af dem en Gang imellem flygter. Jeg begriber det ikke. Det er en moralsk Forbrydelse - det vil De indrømme, ikke sandt. Hvorfor vil disse Pigebørn lægge den til deres rent juridiske. Jeg begriber det ikke.

Og med halv tillukkede Øjne ser den humane, fine, gamle Dame paa Kristusbilledet over hendes elegante Skrivebord og sukker.

De utaknemlige.

Vi indser, hun har intet paa Hjærtet, og hvad hun ved, vil hun skjule, og vi lader os rolig lukke ud igen påaa samme mystiske, klosteragtige Maade, vi kom ind.

Vi har af Øjenvidner erfaret, at Hjemmet, om det end ikke er, saa kan blive

et Helvede.

Til Belysning heraf tjener en ung Piges Historie. Vi kalder hende Frk. X. Hun havde begaaet en ubetydelig Forbrydelse og stjaalet for 1 Kr. 34 Øre. Det var det hele. Hun fik og udstod sin Straf, og ved Paavirkning fra forskellig Side indvilgede hun i at tage foreløbig Ophold paa Lindevangshjemmet, hvis Bestemmelse det er at være Overgangen fra Fængslet til Friluftslivet, saaledes at Fangen mærker Hjemmets Hygge og faar det Indtryk, at der i Arbejdsomhed og Nøjsomhed er en Velsignelse, og at netop Arbejdsomheden og Fliden vil hjælpe over den Grænse, der ved Forbrydelsen er overskredet.

Den 3die December d. A. kom hun ved velvillig Hjælp fra en godtroende Dame ud paa Lindevangshjemmet, og hendes Skildring af Forholdene her er saaledes, at det ikke kan forsvares at forholde Offenligheden dem.

De Stummes Villa

Den indtrædende Novice i dette Jomfrukloster, som optager Kvinder fra det 14de Aar, faar, naar hun er kommen ind gennem den hermetisk lukkede Havelaage, som det første Bud dikteret dette:

Du skal tie.

I denne Bygning, der kan rumme 25 Mennesker, er det forbudt Beboerne at tale til hinanden. De unge Piger indskrives paa 3 Aar, og det første, der paabydes dem, er dette: I maa ikke tale med hinanden.

Vi begynder at tvivle om Hjemmets Hygge og spørger hvorfor?

Er det ikke grufuldt, at en saadan Vildfarelse i Formaal og Øjemed kan huses noget Sted i dette Land. Er det ikke stridende mod alle Humanitetens Love. Er det ikke værre end Fængsel paa Vand og Brød? Er det ikke haardere end den værste Tugthusstraf ?

Og var saa endda det daglige Liv hyggeligt og behageligt. Men tværtimod! Vi har Indtrykket af det modsatte. Det er en Fangeanstalt, hvis Oprettelse maaske er dikteret af god Vilje men sørgelig misforstaaede Midler.

Et Eksempel.

Forrige Søndag forsøgte en ung Pige paa Anstalten at komme til at tale med en anden.

Hun opsøgte dennes Værelse, traadte ind, men hun beregnede ikke - eller rimeligvis vidste hun det ikke - at hver Gang hun traadte over Tærskelen, ringede elektriske Apparater i Forstanderindens Værelse, og næppe havde hun sagt et Par Ord, før Frk. Th. viste sig med sin ulastelige Frisure.

Den dristige unge Pige blev nappet, og - det var som sagt en Søndag Eftermiddag, hun forbrod sig. Hun blev derefter sat i et mørkt Fangeværelje, et Hul, for hvis massive Dør en Jernstang lukkede.

Og den anden unge Pige blev lukket inde paa sit Værelse uden Ild i Kakkelovnen, med Forpligtelse til at sy en Chemise færdig.

Den næste Formiddag fik de begge Lov til at komme ned i Spisestuen og, hvor utroligt det end lyder,

se de Andre spise.

Selv fik de Intet. Først Mandag Aften begavedes de med to Stykker Fedtebrød og en Kop The. Og den følgende Uge maatte de til Frokost nøjes med bart Rugbrød og The, mens de Andre fik Kaffe, og endelig maatte de, Søndagen efter, af Forstanderindens Mund erfare, at de var 

ikke værdige til at gaa i Kirke 

og mens de Andre i Hjemmet boende, gik til Valgmenigheds Kirken, maatte de to Forbrydere sidde indelaasede paa Værelserne og finde sig i kold Mad da de kom ned.

Alt til Straf for et Forsøg paa at komme til at tale sammen.

Ikke sandt? der skal en Kvindes Taalmod og ubegribelige Naivetet til at antage et saadant 3 Aars Liv for bedre end et Forbedringshus trælsomme Arbejde i samme Tid.

De Optagnes Virksomhed indskrænker sig til Syning og Vaskning i Øjemed, der stemmer med den Aand, der dikterer kristelige Basarer for Asschantinegre og andre fjærnt fra Livet liggende Formaal. De gaar ved deres Arbejde i en evig trykkende Stilhed, og vil de nynne en eller anden Melodi, maa det være en salme. Fra Fællesværelserne er der Hørerør til den venlige, gamle Dame, der sidder i sine magelige, blaa Fløjelsstole og dirigerer det Hele. En Ytring, en Melodi af en glad Sang er en Forbrydelse. Og det netop her, hvor Forbrydelsens Saar skal læges med Livsglæde og fornuftig Munterhed.

Frk. Th. siger, hendes Elever har Fornøjelser. Hvor er de? Den eneste siger de, der er sluppet ud, er Kirkegangen. Og i Kirke maa de gaa, to og to, i Gaasegang, med Forstanderinden i Spidsen, Frk. Sørensen, en af Opsynet bagefter og to Vogtere paa Siden.

Og denne Fornøjelse, ved hvilken selve Opstillingen og Ordningen overfor Omverdenen giver dem Stempel, den kan det, som for nævnt, hænde - horribile dictu - , at Forstanderinden ikke finder dem værdige til.

Intet Under at

forskellige Flugtforsøg

finder Sted. 2 unge Piger forsøgte forrige Maaned at løbe bort. De opdagedes og under Paaskud af at de skulde have udleveret deres Tøj, inden de drog bort, lokkedes de inden Hjemmets Porte igen.

Forstanderinden rev derefter - efter Sigende - Tøjet af dem og lod dem foreløbig sætte i det mørke Hul i Kælderen, hvor Ingen har Plads til at røre sig, og hvor der paastaas, at al Slags Kryb huserer.

Nu er de under streng Bevogtning.

Forrige Tirsdag lykkedes det en ung Pige fra Saksogade, en tidlig Morgen, at undfly, ved at springe over Havelaagen. Og sluttelig, første Juledag, lykkedes det den unge Pige, hvem vi ovenfor har omtalt, ved Gudstjenesten at slippe bort.

Som man kan se, det er ikke lutter ømme Taknemlighedens Følelser, de velgørende Damer af det højere Bourgeoisi og den forglemte Adel saar i de unge Pigers Hjerter.

Den bliver naturligvis ikke bedre, naar der af en af Hjemmets Spidser fortælles den unge Pige, at hendes Moder har været paa Besøg, men at man straks kunde se paa denne, at hun ikke var nogen 

Hæderlig Kvinde.

Hvad Indtryk maa det ikke tillige gøre paa en ung Pige, at alle hendes Breve skal læses, før de sendes afsted, og at hun kan risikere at modtage Breve fra sine kære aabnet og fortolket af den kærlige Plejemoder.

Vi har ingen Grund til at tvivle om disse Meddelelsers Korrekthed. De stemmer overens med Tendensen i den officielle Godgørenhed, og der kan føres Vidner paa dem.

Vi lægger vore Læsere dem paa Sinde til en nøje Overvejelse.

Lad alt dette være nok saa velment og fortræffeligt tiltænkt. Det er dog den omvendte Verden. Og skal dette kaldes for Velgørenhed, saa er Skabene paa Raad- og Domhuset milde Stiftelser.

Og man kan fristes til at anmode de velgørende gamle Damer om at holde sig til Hundens Røgt og Pleje, hvis de da ikke vil foretrække at lade fornuftige Folk besørge deres venlige Følelser 

(København 28. december 1895).