Sølvgadens Sporveje 1889-1910. (Efterskrift til Politivennen).

 Sølvgadens Sporvej

Sølvgadens Sporvej vil en af de første Dage i næste Uge blive aabnet for Publikum. I Gaar var Pressen og flere andre indbudt for at tage det nye Anlæg i Øjesyn, i hvilken Anledning der KI. 9½ Formiddag afgik 2 Vogne med de Indbudte fra St Annæplads til Endestationen ved Tagensvej, hvor Selskabets store Bygninger til Vognremiser, Stalde m. m. er opførte.

Koncessionen til den nye Sporvei meddeltes Fabrikant S. C. Hauberg den 11. Oktober 1887. Koncessionshaveren overdrog senere sin Ret til et Aktieselskab, der konstitueredes den 7. Marts 1888 med en Kapital af 700,000 Kr.. hvoraf de 200,000 Kr. var fast tegnede.

Sporvejen udgaar fra Tagensvej ved Haraldsgade, over Fællederne, gennem Fredensgade, over Sortedamssøen ad den anlagte Dæmning, gennem Sølvgadens Forlængelse, Sølvgade, Kronprinsessegade, Dronningens Tværgade, Bredgade til St. Annæplads Koncessionen omfatter en Sidelinie ad Nørrealle til Store Vibenshus, af hvilken Anlæget imidlertid foreløbig er stillet i Bero. Det nu anlagte hovedspor har en Længde af ca. 12,000 Fod og Sidesporene og Spor paa Etablissementet en Længde af ca. 7200 Fod, idet der er Dobbeltspor paa Strækningen fra St. Annæplads til Blegdamsvejen med Undtagelse af Strækningen gennem Konprinsessegade. 

Anlæget afleveredes af Entreprenørerne Gluud og Werner den 2. Januar d. A.

Dyrlæge B. Cramer er Driftsbestyrer og iøvrigt er der for Øjeblikket ansat 1 Bogholder, 1 Staldmester, 1 Banemester, 12 Konduktører, 12 Kuske, 6 Staldkarle, 2 Sporrensere og 2 Vognvaskere.

I Staldene er der 60 Heste af jydsk og svensk Race, kraftige Dyr, som synes godt egnede til deres Bestemmelse.

For Vinteren vil der blive etableret Kørsel fra Tagensvej til St. Annæplads fra Kl. 7 Formiddag og derefter 4 Vogne i Timen indtil Kl. 10.45 Eftermiddag, da sidste Vogn afgaar, og fra St. Annæplads til Tagensvej afgaer Vogn Kl 7.42 Formiddag og derefter 4 Vogne i Timen indtil Kl il.20 Eftermiddag, da sidste Vogn afgaar; men desuden afsendes fra St. Annæplads 4 Gange i Timen Vogn til Blegdamsvejen, saa at der altsaa afgaar og ankommer Vogn fra og til St Annæplads hvert 7½ Minut, idet hver 2den Vogn befarer hele Linien mellem St. Annæplads og Tagensvej. medens de øvrige kun befarer Strækningen St Annæplads -Blegdamsvejen.

Til Sommer vil der blive etableret hyppigere Kørsel navnlig mellem St. Annæplads og Biegdamsvejen.

Takslerne vil blive 5 Øre fra St. Annæplads til Hjørnet af Sølvgade og Kronprinsessegade, herfra og til Sølvtorvet 5 Øre, herfra til Blegdamsvej 5 Øre, og herfra til Tagensvej ved Haraldsgade 5 Øre. Hele Turen koster 15 Øre, de tre førstnævnte og tre sidstnævnte Strækninger 10 Øre.

Grunden til, at Kørselen ikke allerede er begyndt, er dels, at Hestene først skal gøres fortrolige med deres nye Arbeide, og dels, at Justitsministeriet ikke endnu har approberet de af Magistrat og Borgerrepræsentation vedtagne Kørselstakster - et nyt Bevis paa den Hurtighed, der gør sig gældende i de forskellige Administrationsgrene. Der er imidlertid navnlig blandt Aktionærerne en let forklarlig Længsel efter at faa begyndt og en ikke ringe Utilfredshed med Snøvleriet.

(Social-Demokraten 20. januar 1889)

Se eventuelt om linjeføring mm. på dette link. Linjen åbnedes 24. maj 1889 mellem Tagensvej og Skt. Annæ Plads, og blev 16. april 1893 forlænget til Kgs. Nytorv. Linjen blev senere til linje 10, både som sporvogn og bus, men med betragtelige forlængelser i begge ender.

Fredensbro som var en del af strækningen, var oprindelig en træbro kun beregnet til fodgængere. Den blev erstattet i 1888 af en jorddæmning til Sølvgadens Sporvej. Ulrik Plesner udarbejdede et forslag til en bro med platforme til både. Men kommunen valgte en billigere model. 

Johannes Hauerslev: Sølvgade set fra nummer 14 mod Øster Voldgade. Sporvognsskinnerne ses tydeligt i brostenene. Desuden er linjen elektrificeret, så fotoet må være taget efter at dette er sket, efter 1905. Kbhbilleder. Public Domain.

Arbejdsnedlæggelsen ved Sølvgadens Sporvej.

Som meddelt i vort Tirsdagsnummer fandt der i Søndags en Arbejdsnedlæggelse Sted ved Sølvgadens Sporvej. idet samtlige Funktionærer nægtede at kjøre, som Følge af en mellem Personalet og Driftsbestyreren, Dyrlæge Cramer opstaaet Konflikt. Ved Indrømmelser fra sidstnævntes Side blev dog Striden hurtig bilagt, og Kjørselen gjenoptoges.

Imidlertid har dette Sammenstød faaet et Efterspil, idet Hr. Cramer i Tirsdags Morges kaldte den Mand over hvem Konflikten var opstaaet, til sig og meddelte ham Afsked strax, samt fradrog af hans Fortjeneste et Beløb af ca. 5 Kr. som Godtgjørelse for den beskadigede Vogn.

Samtidig afskedigedes en Kusk, fordi han skulde have tvunget en Kammerat til at deltage i et i Lørdags Aftes afholdt Møde, samt endnu to Funktionærer, der som Ordførere havde talt Personalets Sag.

Ialt fire Funktionærer mistede altsaa deres Pladser, og som Følge heraf gik to Vogne ud af Drift, idet der ikke blev antaget nye Folk i de afskedigedes Sted, men de indstillede Vognes daglige Ture blev lagte over paa det øvrige Personale, saaledes at dette, i Stedet for som tidligere at kjøre 8 Ture, nu maa kjøre 10 Ture daglig. Personalet maa derfor gjøre Tjeneste i omtrent 18 Timer af Døgnet, idet den første Vogn kjører ud Kl. 7 Morgen, og den sidste Vogn først er hjemme ved Midnat, og Personalet skal være til Stede paa Stalionen, en Time før den første Vogn kjører ud. Den ugenlige Fortjeneste er ca. 18 Kr . en Løn, der kun daarligt staar i Forhold til den lange Arbejdstid.

Naar det andet Steds har været meddelt, at der af samtlige Funktionærer skulde afholdes et Møde Onsdag Nat for at drøfte den Stilling, man vilde indlage i Anledning af Konflikten saa er dette urigtigt. Der har intet saadant Møde været afholdt, idet Personalet har ment ikke for Tiden at turde foretage videre i Sagen; fra Driftsbestyreren var der endvidere truet med en Masseopsigelse og Indstilling af hele Kiørselen, dersom der viste sig nogen Opstand blandt Funktionærerne.

Det synes, som om Driftsbestyreren, Hr. Dyrlæge Cramer, ikke er absolut elsket af sine undergivne. Dog skal det siges, at det blandt Personalet menes, at denne Strid vistnok kunde været bilagt i Mindelighed, men at de to. der var valgte til Ordførere, næppe fuldt ud har forstaaet deres Opgave, men ved deres Optræden har sat Bestyreren i Krigshumør, saa at de har skadet ikke alene sig selv, men ogsaa hele det øvrige Personale.

(Morgenbladet (København) 12. april 1889)

Sporvejsforhold

Sølvgadens Sporvej.

Det gaar rask med Afskedigelse af Funktionærer ved dette nye Selskab. For kort Tid siden omtalte vi, at 4 Mand var sagt op for "Anstiftelse af Arbejdsnedlæggelse"; i forrige Uge gik en Mand selv for ikke at modtage sin Afsked, og Onsdag den 17de ds. om Morgenen blev Konduktør Nr. 2 Andersen pludselig afskediget. 

Hensigten med disse Afskedigelser er sandsynligvis at forsøge at kvæle den Misfornøjelse, der er blandt Personalet paa Grund af de uheldige Vilkaar, Selskabet byder dem, og som tidligere har været omtalt i ,"Social-Demokraten".

Da Selskabet for ca et Fjerdingaar siden paabegyndte sin Virksomhed, fik det nu antagne Personale intet at vide om Arbejdsvilkaarene for efter de havde tiltraadt Pladserne. Kun Mænd med udmærkede Anbefalinger kom i Betragtning, og de fratraadte deres tidligere Bestillinger i Tillid til her at faa en fast Plads til rimelig Løn. Hvad de opnaaede var imidlertid som anført en Arbejdstid af 18 Timer pr. Døgn til en Ugeløn af 17 Kr. 50 Øre å 18 Kr. 20 Øre og Udsigten til at blive afskediget for et godt Ord.

Som et yderligere Bevis paa, hvorledes Selskabet behandler Personalet, kan anføres følgende Eksempler.

I Vinter blev Funktionærerne paalagt at møde Kl. 5 Morgen til Snekastning. Da Tjenesten først ophørte Kl. 12½ Nat fik de herved en Arbejdstid paa 19 Timer uden yderligere Godtgørelse Forkommen af Kulde og Udmattelse, som Personalet var, skete det. at enkelte sov over sig. For at komme en halv Time for sent blev de saa idømt en Mulkt af 2 Kr., altsaa omtrent en hel Dags Løn.

Konduktører og Kuske er tilsammen ansvarlige for Vognene og skal betale Erstatning for mulige Beskadigelser. Konduktørerne staar specielt inde for Ruderne. 

Alene de utilbørligt korte Afvigespor, hvor kun den yderste Paapasselighed kan forhindre Paakørsel af to mødende Sporvogne, hvad der ogsaa kan være ubehageligt for Passagererne, viser, hvor let Beskadigelser kan indtræffe En saadan Paakørsel indtraf da ogsaa forleden, hvor vedkommende Funktionær maatte erstatte Skaden. Hvad Vinduesruderne, der koster 3 Kr. 50 Øre pr. Stk., angaar, er de bl. a. anbragt saa lavt og uden Beskyttelse, at en Passager, der læner sig tilbage, let kan komme til at trykke dem i Stykker. Da Passagererne næppe kan tilpligtes at godtgøre en Beskadigelse, der alene flyder af Mangel paa Omsigt fra Selskabets Side, bliver det ogsaa her Funktionærerne, der kommer til at bøde.

Inspektøren, Dyrlæge Cramer, har desuden efter Forlydende idømt en Mand, der havde Staldtjeneste fra Kl. 5 Morgen til Kl. 12 Nat, en Mulkt af 20 Kr. for at have forladt Stationen 20 Minutter før Tiden.

En anden Side af Selskabets Arrangementer, der har berørt ikke alene Personalet, men ogsaa Publikum, er de forskellige og mærkelige Køreplaner, der har været indført.

Den første Plan lød paa, at Strækningen fra Stationen paa Tagensvej (ved Haraldsgade) til Si. Aimæplads - en halv Mil - skulde tilbagelægges i 27 Minuter.

Den 1. April indførtes den anden Plan. Nu skulde Vognene i 10 Minuter tilbagelægge Strækningen fra Stationen paa Tagensvej til Blegdamsvejen - noget, der kun var mulig ved en yderst forceret Kørsel, der gjorde Tjenesten endnu strængere, da denne Strækning er meget uregelmæssig og bakket.

Til Strækningen fra Blegdamsvej til St. Annæplads skulde anvendes 20 Minuter. Da dette Stykke imidlertid kunde passeres lige saa hurtig til Fods, skete der snart et Frafald i Abonnentantallet. Det gik saa vidt, at 3 Vogne paa én Gang holdt ventende i Sølvgade, mens Passagererne steg ud og gik Resten af Vejen, skønt de havde betalt for hele Ruten

Denne Plan viste sig snart umulig, og der indførtes saa endelig en tredie. Strækningen fra Tagensvej til St. Annæplads skal nemlig nu køres paa 25 Minutter - en Kørsel saa hurtig, at der fordres stor Agtpaagivenhed fra Funktionærernes Side.

Alle disse Skiften af Planer tilsammen med de øvrige omtalte Misforhold medførte, at Personalet søgte at sammenslutte sig, for mulig at forhindre yderligere Overgreb, og Afskedigelserne gaar som sagt rimeligvis ud paa at forstyrre denne Organisering.

(Social-Demokraten 27. april 1889)

Sølvgadens Sporvej

Allerede efterat Sølvgadens Sporvejsselskab havde overstaaet sit første Driftsaar 1889, vare Aktionærerne paa det Rene med at det var en uheldig Endestation, Selskabet havde faaet inde i Byen, og der fremkom paa Generalforsamlingen ifjor Udtalelser om at forlægge Endestationen fra St. Annæ Plads til Kongens Nytorv.

Paa Generalforsamlingen igaar motiverede Formanden, Justitsraad Abrahams et Andragende til Magistraten, som enstemmig vedtoges, og som gik ud paa at faae Selskabets Koncession forandret saaledes, at Endestationen bliver paa Kongen Nytorv. Han udtalte, at Bestyrelsen fra første Færd havde havt sit Blik rettet paa denne Forandring, og den haabede, at Andragende ikke vilde støde paa Modstand fra Autoriteternes Side

En Aktionær Vilde det ikke være heldigere, om Sporvejslinien kom til at bøje af gjennem St. Kongensgade, istedetfor at man skulde kjøre ad Bredgade om ad Dronningens Tvergade. I hvert Fald burde Endestationen ikke være ved Bethelskibet.

Formanden: Det var meget tvivlsomt, om man fik Lov til at forøge den iforveien meget store Trafik gjennem St. Kongensgade. Det var ogsaa et Spørgsmaal or man fik Lov til at lade være med at køre gjennem Dronningens Tvergade og Søgade, Og skulde denne Linje drives som særskilt Side'inie, vilde den sikkert sluge en betydelig Kapital. Naturligvis vilde det ikke være saa heldigt, om Endestationen blev ved Bethelskibet, men hellere der, end paa St. Annæ Plads!

Af de øvrige Udtalelser paa Generalforsamlingen gjengive vi følgende.

Formanden. For et Aar siden holdt vi vor første Generalforsamling. Det første Aar var endt med et Driftsunderskud af 15,243 Kr , men vi gik det nye Aar imøde med lysere Udsigter, idet vi haabede ved Besparelser at na&e henimod Balance paa Regnskabet Disse Besparelser ere indførte, men desuagtet er 1890 ikke blevet bedre end 1889. Underskudet er tilnærmelsesvis ligesaa stort, nemlig 14,143 Kr. Dette skyldes især de høje Furagepriser og endel Brolægningsarbejder.

Direktør Cramer: Selskabet haaber at faae Myndighedernes Tilladelse til at lægge et Vigespor i Kronprinsessegade, saaledes at der kan kjøres hyppigere mellem St. Annæ Plads og Blegdamsveien.

Revisorerne havde givet Regnskabet den Paategning om, at der burde finde Afskrivning Sted paa Anlæget. Materiellet, lnventaret m. V. Formanden spurgte: Hvorfra skulle vi tage Midlerne hertil, naar Aaret har givet Underskud? Derefter forkastedes Revisoremes Forlag med alle Stemmer mod 1.

En Aktionær foreslog at gjøre et Forsøg med Toetages Vogne. Formanden De nuværende Vogne blive desværre sieldent eller aldrig saa meget benyttede, at dette gjordes nødvendigt Derved vilde Tomheden i dem kun blive endnu synligere. og en saa stor Nyanskaffelse kom ogsaa ubelejlig paa dette Tidspunkt.

Formanden oplæste en Skrivelse fra to Aktionærer, Vexellerer Aug. Lund og Prokurist Boëtius, der tilbøde at ville revidere Regnskabet uden Vederlag for at spare Selskabet for Udgiften t-l Revisorerne, som for ifjor udgjør 600 Kr. Vexelmægler Severin: Saa bliver der vel ingen Divergens til næste Aar mellem Revisorerne og Bestyrelsen. Formanden: Der havde hidtil været det bedste Forhold mellem begge Parter, og de hidtilværende Revisorer fortjente Bestyrelsens Tak. Derefter modtoget Tilbudet fra Dhrr. Lund og Boëtius. Justitsraad Abrahams blev enstemmig gjenvalgt til Medlem af Bestyrelsen. Han udtalte, at han kun tog imod Valget af Pligthensyn

(Dagbladet (København) 19. april 1891).

Sølvgadens Sporvej

Inspektøren igen.

Hvad siger Justitsraaden?

Vi har tidligere - i Januar i Aar - beskæftiget os med Sølvgadens Sporvejsselskab tor at skafte Funktionærerne en taaleligere Tilværelse end den, Inspektøren, Hr. Dyrlæge Cramer, bereder dem.

Vi vidste dog allerede den Gang, at en Henvendelse til Dyrlægen intet vilde frugte, og vi adresserede derfor vor Klage til hans Overordnede, Hr. Justitsraad Abrahams.

Vi fremhævede det uforsvarlige i, at Kuskene i den strænge Vinterkulde korte med tyndslidte og hullede Dækkener, medens der var fuldt op af gode, varme Dækkener hjemme i Stalden.

Justitsraaden fandt vor Klage berettiget, og Kuskene fik de varme Dækkener.

Samtidig henstillede vi til Hr. Abrahams, at han gav Folkene Fridag hver femte Dag i Stedet for hver sjette. Justitsraaden var elskværdig og indrømmede Folkene ogsaa denne Begunstigelse.

Naar vi derfor atter i Dag maa 

klage over Dyrlægen, 

haaber vi igen at finde Justitsraaden lydhør for vor Anke over Hr. Cramers Opførsel mod en af Selskabets Kuske.

Inspektøren har nemlig atter afskediget en Mand. Denne Gang gaar det ud over en Kusk, der i 17 Maaneder har tjent Selskabet godt, og Afskedigelsen har fundet Sted, uden at Hr. Cramer har fundet sig foranlediget til at meddele Manden, hvorfor han afskedigede ham, ligesom han har nægtet ham en Anbefaling for de 17 Maaneders Tjeneste.

Afskedigelsen

fandt Sted under følgende Omstændigheder:

Kusk Nr. 6, Mikkelsen, stod den 2den Avgust og forspændte sin Vogn, da Dyrlæge Cramer kom hen til ham og i en overlegen Tone sagde, at han havde at rejse iste September.

Vognen skulde netop afsted, saa der var ikke den Gang Lejlighed til videre Forklaring, men to Dage efter gik Mikkelsen ind paa Kontoret og bad om en Anbefaling.

Den kunde han paa ingen Maade faa.

Hvorfor ?

Ja, det kom ham ikke ved.

Om han da ikke kunde faa at vide, hvorfor han blev afskediget?

Nej. - Og i det Inspektøren pegede paa Døren: Farvel, vi er færdige.

Vi spørger nu: Hvorfor behandles Manden saaledes?

Det er dog kun en ringe Høflighed at meddele ham, hvorfor han afskediges. Men hvorfor viser man ham ikke denne Høflighed ?

Er Dyrlægen bange for, at hans Bevæggrunde skal synes vel simple?

Eller mener han, at en Inspektør ved Sølvgadens Sporvej ikke behøver at lade sig genere af saadan noget soni at give en Funktionær Grunde for hans Afskedigelse?

Derom bør Justitsraaden spørge Dyrlægen. Men i hvert Fald maa Hr. Abrahams se at faa Hr. Cramer til at fare forsigtigere frem.

Ti denne Afskedigelse er nu den tredje i den sidste Tid, og Funktionærerne ved Sølvgadens Sporvej kan ikke v ære tjent med at gaa i stadig Frygt for, at Dyrlægen en skøn Dag finder paa at afskedige dem - uden at ville sige hvorfor.

Den Betryggelse maa de have, at de ikke gøre afhængige af et Lune, og Justitsraaden maa skride ind for at skaffe dem denne Betryggelse. Vi overlader saa til Justitsraaden at overveje, om der kan etabeles rolige Forhold i Selskabets Drift, uden at den fjerde Afskedigelse bliver - Dyrlæge Cramer.

(København 6. september 1894).

For og imod.

Interview om Sporveissagen.

I vore Interview i Gaar gav vi - eller maaske rettere Tilfældet - først Ordet til en Mand, der staar paa det kommunale Fællesudvalgs Flertals Side, og begyndte altsaa med et Forsvar for den af Flertallet foreslaaede nye Ordning.

I Dag, da vi atter bringer et Par Indlæg for og imod i den offenlige Diskussion om Sporvejssagen, vælger vi da til Afvexling at lade en Modstander af Flertalsplanen tale først,

Direktør Cramer,

den Mand, der har den daglige Ledelse af Sølvgadens Sporvejsselskab i sin Haand - en Mand altsaa, som staar i Spidsen for en af vore yngre Sporvejslinjer. Vi forudskikker den Bemærkning, at Sølvgadelinjen aldeles ikke har været medregnet i de Planer, hvormed Fællesudvalget har beskæftiget sig; Selskabet har nemlig endnu kun slidt i 7 Aar paa sin 30 Aars Koncession.

Jeg har, siger Direktør Cramer, med megen Interesse læst Direktør Lautrups Artikler i "Dannebrog", og jeg er paa mange Punkter enig med ham i hans Anker mod den nye Ordning. Hvad der er passeret mellem ham og Fællesudvalget, kjender jeg ikke, men det staar for mig som en af de væsenligste Bebrejdelser mod Fællesudvalget, at det ikke har sat alt ind paa at komme til en Forstaalse med Forstædernes Sporvejsselskab. Der er jo ingen Tvivl om, at denne Linje vil lide et meget føleligt Knæk den Dag. da den faar Ringbanen til Konkurrent. Det hedder i Flertallets Betænkning, at det vilde være ønskeligt, om den nye Ringbane kunde komme til at berøre vore Banegaarde; altsaa Klampenborg-, Nordbane- og Hovedstationen. Men her kjører jo allerede Forstædernes Sporvej, og det forekommer mig dog i høj Grad brutalt, at man nu fra Kommunens Side, for at fremme Særinteresser, vil ødelægge dette Selskab, der har arbejdet sig saa smukt frem og vundet saa stor Popularitet. Her har mange af Byens Borgere sat deres Penge i dette Selskabs Aktier i Tillid til den Koncession, som Kommunen har givet det - og nu tænker Kommunen paa selv at etablere en ødelæggende Konkurrence ti! den samme Linje.

Men ikke blot dette forekommer mig uforsvarligt - det kan endnu mindre forsvares at etablere en kostbar Boulevardbane, om hvis Fremtidsudsigter ingen kan vide noget, naar det paa samme Tid er givet, at Forstædernes Koncession udløber om saa kort Tid som 5-6 Aar, og at Farimagsgaderne er den ene naturlige, rentable og for Publikum hensigtsmæssigste Vej for en eventuel Ringbane.

Naar Kommunen endelig selv vil have Haand i Hanke med Sporvejene - hvorfor stiller man da ikke alle de nu existerende Selskaber paa lige Fod? Ja. jeg ser ikke andet Svar paa dette Spørgsmaal, end at man fra en vis Side gjør Regning paa, at det om en halv Snes Aar vil være adskillig lettere og billigere end nu at sammendrage alle nu existerende Linjer paa én Haand - simpelthen fordi der er Sporvejsselskaber, der til den Tid vil være halvvejs ruinerede gjennem Kommunens egen Konkurrence. Det vil ikke vare længe, før baade Forstædernes og Falkoneralleens Sporvejsselskaber vil faa at føle. hvad en Konkurrent næd elektriske Sporvogne vil sige. - - - -

Jeg kan altsaa sammenfatte mine Anskuelser om denne Sag derhen, at Fællesudva!gets Flertalsforslag handler brutalt overfor de gamle Selskaber, og at det bringer Konfusion ind dér, hvor det først og fremmest gjaldt om at skabe Klarhed og Samarbejde. - - - Efter disse Direktør Cramers Udtalelser om Farimagsgadelinjens Stilling under de nye Omstændigheder beder vi 

Borgerrepræsentant Axel Meyer

om at sige os sin Mening om de stærke Angreb, der i de sidste Dago er rettede mod det Forslag, som han og hans Kolleger i Flertallet har udarbejdet.

- Ja siger Hr. Mejer. I Spørgsmaalet: kommanal Selvdrift eller Bortforpagtning af Koncessionerne finder I hos mig væsenlig de samme Anskuelser, som Direktor Hagemann gjorde gjældende overfor Dem iGaar. Jeg har nu den Tro, at kommunal Selvdrift, saa langt fra at være det ideelle, tværtimod vil skabe Utilfredshed til alle Sider Kommunen skal, mener jeg, overhovedet ikke slaa til paa andre Omraader end dem, hvor det private Initiativ absolut ikke kan magte Opgaverne, saaledes f. Ex ved Byens Forsyning med Vand og Gas. Her er det ikke blot naturligt men det ene forsvarlige, at Kommunen selv tager Affære, men med Sporvejsdriften er det en ganske anden Sag gjennem mange Aar har det private Initiativ jo bevist sin Evne til med Dygtighed at have ledelsen her.

Men det ligger jo iøvrigt ogsaa lige for. at der vil frembyde sig betydelige Vanskeligheder, dersom Kommunen selv skal overtage Driften af de forskjellige Linjer, efterhaanden som deres Koncessioner udløber. Man kan ikke sige: i Aften holder det eller det Selskab op. i Morgen tidlig tager Kommunen fat. Man skulde jo dog have et Materiel og vilde altsaa være henvist til enten at kjøbe et nyt eller at overtage det gamle. Men det er jo givet, at de Selskaber, der staar overfor et snarligt Udløb af deres Koncessioner, alene vil stille sig den Opgave i den sidste Tid at tjene det mest mulige til Aktionærerne. De vil naturligvis forny Materiellet det mindst mulige og lade det gamle holde saa længe, det paa nogen Maade kan, helst til den Dag, Koncessionen horer op. Og saa kan man jo sige sig selv, hvad det blev for Materiel, Kommunen kom til at overtage. Og værre endnu stiller Forholdet sig, dersom Fordringen om elektrisk Drift over det hele skulde gjennemføres i en saadan Situation, thi de gamle Skinner vilde man ikke kunne bruge.

Nej, her kan man med Sandhed sige: Sporene skræmmer! Der vil være saa mange Vanskeligheder og saa uhyre Risiko forbunden med Kommunens Overtagelse af Driften, at vi efter moden Overvejelse er komne til det Resultat, at paa den Maade varetog vi ikke Borgernes Tarv.

Man hager sig saa stærkt fast i, at Flertallet vil give Kjøbenhavns Sporvejsselskab Forpagtningen i 40 Aar men man taler ikke om, at at allerede efter 20 Aars Forløb skal Kommunen være berettiget til at overtage det hele. Og at disse 20 Aar tilhørte de 6 første jo dog alligevel Kjøbenhavns Sporvejsselskab for dets egne Linjers Vedkommende, saa Forpagtningen indskrænker sig jo i Virkeligheden til at gjælde for 14 Aar. Og for dette Tidsrum har Flertallet altsaa foreslaaet en Ordning, som vi mener, at baade Kommunen, Borgerne og Selskabet kan være tjente med. Vi har foreslaaet den Udvej ikke mindst af Hensyn til Kommunens finansielle Stilling, der jo i Virkeligheden maa siges at være utilfredsstillende; vi unser det for uforsvarligt at binde de kolossale Kapitaler, der her vilde blive Tale om, naar dog det private Initiativ kunde magte denne Side af Sagen og Kommunen paa samme Tid opnaar baade en smuk Afgift af Koncessionen og Medbestemmelsesret overfor saa vigtige Sporgsmaal som Taxterne, Kjørselen, Funktionærernes Arbejdstid og Arbejdsløn og deres Pensionering.

Paa intet Punkt har Fællesudvalget sat det økonomiske Spørgsmaal i første Række, men man har stræbt at skabe en Ordning, der sikrede Hovedstaden en god og billig Sporvejstrafik - og vi har nu den gode Fortrøstning, at vi i den Henseende har truffet det rette.

- - -

Lion

Sporvejssagen.

Vi har endvidere fra den administrerende Direktør for Forstædernes Sporvej modtaget følgende :

Den 29de Maj 1896.

Hr. Redaktør!

Saavel paa det i Gaar Aftes afholdte Protestmøde som i forskjellige Indlæg i Sagen, fremsatte i Dagspressen, udtales vedblivende Forundring over, at Bestyrelsen for Forstædernes Sporvejsselskab ikke har villet deltage i de førte Forhandlinger om den paatænkte Ordning og saaledes nægtet at være Parthaver i denne.

Tør jeg derfor anmode Dem om at optage en Erklæring i Deres ærede Blad; først den delvise Gjentagelse: at der ingen virkelige Forhandlinger har fundet Sted, idet saadanne, som berørt i min Udtalelse af 22de ds., indskrænker sig til tvende mundtlige Forespørgsler til undertegnede, den ene fra de dersteds nævnte tvende Udvalgsmedlemmer paa et saa tidligt Stadium af Sagens Behandling, at Bestyrelsen intet Overblik kunde have over dens Realitet, og den anden fra Hr. Gehejmeetatsraad Tietgen paa et saa sent Tidspunkt, at alt - i Hovedsagen - var klappet og klart, altsaa uden at Bestyrelsen havde haft Lejlighed til at gjøre sin Opfattelse om en god Ordning gjældende, dernæst: 

at en Opgiven af Selskabets Koncessionsret, allerede paa nærværende Tidspunkt, repræsenterede en Pengegave fra Selskabet til det projekterede nye Forpagterselskab og til Kommunens Kasse af en saa betydelig Størrelse, at Bestyrelsen maatte være forrykt, om den vilde fremsætte et Forslag derom for Selskabets Aktionærer, samt endelig 

at Bestyrelsen, med den Erfaring, der herhjemme haves om Sporvejsforhold, har den Opfattelse, den være nu hjemlet eller ikke, at det af Sporvejsudvalgets Flertal fremsatte For

slag vil virke lige uheldig for saavel Kommunens Borgere, dens Kasse og det eventuelle Forpagtningsselskab.

Ærbødigst

E. Lautrup.

(Dannebrog (København) 30. maj 1896)

Den omtalte artikel var fra Dannebrog (København) 29. maj 1896.

Sølvgadens Sporvogn

Strejke i Udsigt.

Funktionærerne ved Sølvgadens Sporvej, 36 i Tallet, har forlangt en Forhøjelse i deres Ugeløn, der beløber sig til 17-18 Kroner. De fattige og flittige Mænd, der maa arbejde 15-17 Timer i Døgnet, mener, at 20 Kroner om Ugen er ikte for høj en Løn. Har de ikke Ret?

Nu mener Selskabets Direktør, Hr. Cramer, muligvis heller ikke, at 20 Kroner er for meget. Derimod mener han, at Selskabet, der stadig har Underskud i sin Kasse, ikke kan give mere Løn.

Deri har han maaske ikke saa meget Ret. Forholdet er jo faktisk dette, at Trafiken paa denne Sporvej er i stor og stadig Stigen, og hvert Aar vokser Overstuddet, der ganske vist ikke hidtil bar været saa stort, at det har givet Udbytte til Aktionærerne. Men den Tid kan forudses, da Sølvgade-Sporvejen vil blive en rig fed og god Forretning, saaledes som de fleste andre Sporvejsselskaber.

Selskabet burde derfor ikke, til Trods for mindre gunstige Forhold, være altfor knebent overfor sine Folk. Tilmed er det jo altid en daarlig Økonomi at betale sit Personale daarligt. Slet Løn plejer ikke at give godt Arbejde.

Værre er det imidlertid, at i Anledning af Funktionærernes høflige Anmodning til Selskabet om den ønskede Lønforhøjelse, skal Hr. Cramer have sagt, at han betragtede dette Skridt som en Opsigelse. Der ligger heri en utilsløret Trusel om at besvare Anmodningen med Afskedigelser blandt Personalet.

Dette vil Funktionærerne ikke finde sig i. Paa et natligt Møde har de vedtaget, at de vil alle som En nedlægge Arbejdet, dersom blot en eneste Mand afstedigee i denne Anledning.

Heri vil Publikum give de brave Folk Ret. og der vil blive tomme Vogne paa denne Sporvej, dersom de skal køres af eventuelle Skruebrækkere.

Hr. Cramer, der i sin daglige Optræden ikke er Mønstret paa en høflig og dannet Mand, bør være lidt forsigtig. Hans Sporvej, der arbejder under vanskelige Forhold, vil ubetinget have bedst af, at der hersker Ro og Fred mellem Folkene. Hverken ved ubesindig Ord eller overilede Skridt bør han ødelægge de Fremskridt, Trafiken paa denne Rute i Aarenes Løb har gjort.

(København 6. november 1896).

Sølvgadens Sporvej.

Stor Bevægelse.

Dyrlæge Cramer som Beregner.

Blandt Funktionærerne ved Sølvgadens Sporvejsselstab hersker der for Øjeblikket stor Misfornøjelse paa Grund af Driftsinspektør Cramers Optræden.

Den 1ste Maj i Aar indførtes der en ny Løiilllllgsberegillnq for Konduitører og Kuske, efter at der var ført Underhandlinger mellem Sporvejsfunktionærernes Forening og Direktøren for Sølvgadens Sporvejsselskab, Justitsraad Abrahams.

Konduktørerne var tidligere lønnede med 2 Kr. 60 Øre pr. Dag, men havde ingen Procenter af Kørselsindtægten. Nu blev den faste Løn ansat til 2 Kr. 25 Øre for Konduktører og 2 Kr. 15 Øre for Kuske, og de fik derhos 4 pCt. af Vognens Kørselsindtægt til lige Deling imellem Konduktør og Kusk. Efter 5 Aars Tjeneste fik alle et ekstra Tillæg af 15 Tre pr. Dag.

Vognenes Kørselsindtægt var den Gang ca. 30 Kr. om Dagen. Procenterne blev altsaa for hver af Funktionærerne 60 Øre pr. Dag, og man vil deraf se, at den ny Lønvedtægt i Virkeligheden var en Lønforbedring af fra 25 til 40 Øre pr. Dag. Endelig lovede Direktionen, at Funktionærerne, saa snart det kunde lade sig gøre, skulde faa Fridag hver 4de Dag i Lighed med, hvad der er Skik ved de andre Selskaber.

Det synes, som om Driftsinspektoren. Dyrlæge Cramer, er bleven fornærmet, fordi Direktøren handlede selv ved denne Lejlighed. I hvert Fald har han praktiseret Overenskomsten paa en saadan Maade, at der er vakt den største Modvillie hos Personalet.

De 4 pCt. af Kørselsindtægten skulde deles imellem 24 Konduktører og Kuske, men Inspektøren lavede en hel anden Beregning, idet han delte Indtægten 26 Dele og sagde derom, at Selskabet var tvungen til at anskaffe en ny Vogn, og de to Mænd skulde jo ogsaa have Procenter.

Den første Maaned slog man sig til Ro med denne mærkelige Forklaring, skønt det vist ikke et Øjeblik faldt nogen ind, at Hr. Cramer vilde give de ny Kammerater Procenter for den Tid, de ikke havde kørt. Da der endnu - 3 Maaneder efter Overenskomsten - ikke er antageet ny Folk, medens der stadig bliver tilbageholdt Lønning til dem af det kørende Personales Arbejdsfortjeneste, kan man forstaa, at Forbavselsen og Forbitrelsen har sat meget ondt Blod. Formanden for Sporvejsfunktionærernes Forening har været hos Driftsinspektøren for at faa ham til at opgive sin uheldige Rolle som Beregner, eller dog give en tilfredsstillende Forklaring over sin mer end mærkelige Optræden; men Cramer vilde ikke indlade sig paa nogen Forklaring.

Nu har Funktionærerne besluttet at gaa samme Vej som sidst, og en af de nærmeste Dage vil de gennem Justitsraad Abrahams indgive et Andragende til Selskabets Bestyrelse. De forlanger heri den fulde Udbetaling af deres Kørselsprocenter samt genoptager det gamle Spørgsmaal om en Fridag hver 4de Tag. Ogsaa dette Ønske af Bestyrelsen har Driftsinspektøren nemlig ladet bero, trods gentagne Paamindelser fra Personalets Side.

Dette har en meget stræng Arbejdstid, gennemsnitlig 17½ Time om Dagen, og i den Tid har de kun 24 Minuter til Middag og 11 Minuter til Vesperkost. Selv med en Hviledag hver 4de Tag vilde de dog faa 92 Timers ugentlig Arbejdstid, eller over 13 Timers daglig og uafbrudt Arbejde til en Betaling af 21 2/3 Øre pr. Time.

Man maa erindre, at dette er, hvad der forlanges. Nu har de ikke saa meget, idet de kun har fri hver 5te Dag, og ikke faar deres Kørselsprocenter fuldt udbetalt. Vi antager, at bestyrelsen med Glæde gaar ind paa den beskedne Fordring. Skal de endelig spare, maa de hellere have deres Opmærksomhed henvendt paa den højere Administrations Indtægter, end paa det kørende Peronales tarvelige Lønninger.

(Social-Demokraten 4. august 1897)

A/S De kjøbenhavnske Sporveje (DKS) var et dansk selskab, som formelt blev etableret 22. april 1898 og 1. august 1898 i praksis ved sammenlægning af fem københavnske sporvejsselskaber: Kjøbenhavns Sporvei-Selskab, Kjøbenhavns Forstæders Sporveisselskab, Sølvgadens Sporvejsselskab, Kjøbenhavns Omnibuskompagni og Kjøbmagergades Omnibus-Selskab. I september 1905 blev linjen elektrificeret.

DKS skulle ikke nå at blive særlig gammelt. Ved sin etablering havde man fået en koncession, der var uopsigelig i 10 år, hvorefter Københavns Kommune hvert tredje år med et års varsel kunne indløse den. Denne ret valgte kommunen at benytte sig af i 1910, hvorefter indløsningen skete med virkning fra 1. august 1911. Ved denne lejlighed overtog det nyoprettede kommunale selskab Københavns Sporveje (KS) materiel og faste anlæg mv. Personalet blev formelt afskediget af DKS men genansat af KS. Et selskab der i øvrigt i 1919 overtog driften af Frederiksberg Sporveje og i 1974 indgik i Hovedstadsområdets Trafikselskab.

DKS selv gik i likvidation men fungerede dog som sådan videre i nogle år som ejer af datterselskabet Tuborg-Klampenborg Elektriske Sporvej, der dog allerede 20. september 1911 omdøbtes til Nordsjællands Elektricitets og Sporvejs Aktieselskab. 29. november 1915 overtog Gentofte Kommune aktiemajoriteten i A/S DKS i Likvidation og blev dermed også hovedaktionær i datterselskabet, der siden endte som et af Danmarks største elselskaber, Nesa A/S. DKS's rolle var derimod udspillet.

DKS kom til at sætte sig varige spor med indførelse af linjenumre (27. november 1902). Dengang omfattede det kun otte elektriske sporvejslinjer (1-4 og 6-9), tre hestesporvejslinjer (10, 11 og 13) og en hesteomnibuslinje (12), i alt tolv linjer. De tre driftsformer er imellemtiden forsvundet, men selv om der siden 1972 kun har kørt dieseldrevne busser i København holdt en række af numrene sig helt frem til A-busnettets indførelse i 2002-2003. I dag (2009) er kun linje 10 tilbage af de oprindelige tolv linjer, i det en enkelt anden af de gamle DKS-linjer dog også stadig eksisterer i form af den i 1908 oprettede linje 14.

Dødsfald.

Natten til Søndag er if. "B. T." Dyrlæge V. R. Cramer, København, uden forudgaaende Sygdom afgaaet ved Døden, 79 Aar gl. Afdøde, som deltog i Krigen 1864, var Guvernementsdyrlæge paa St. Thomas indtil 1878, Derefter Dyrlæge i Lyngby og var i en Aarrække Driftsleder for Sølvgadens Sporveje. Blandt en Mængde Tillidshverv var han i 25 Aar Formand for Nordsjællands Dyrlægeforening og Formand for Kreaturforsikringen i Danmark. 

(Horsens Folkeblad 5. november 1918)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1918)

Vilhelm Rudolph Cramer blev bisat fra Bispebjerg Krematoriums kapel.

Christoffer Willadsen var banemester ved Sølvgadens Sporvej 1888. Ved sammenslutningen blev han underbanemester og da kommunen overtog ruten baneassistent. Han tog sin afsked da han var 82 år på grund af sygdom og døde 2½ år efter i januar 1919.

Den Store Sædelighedsskandale. Højesteretsdom 25. marts 1896. (Efterskrift til Politivennen)

 Meyer.

Sædelighedssagen syltes!

Overbetjent Peter Thorvald Meyer er, som kort meddelt i søndags, blevet afskediget fra 1. marts at regne og med pension.

Dermed er 1. akt af den store københavnske politistandale foreløbig afsluttet. Den 24. marts i fjor bestod Sædelighedspolitiet af politiinspektør Henrik Korn, souschefen, overbetjent Meyer, politibetjentene H. P Petersen og E. J. Borelli samt 4 andre betjente. Den 25. marts faldt chefen, Henrik Korn, for sin egen hånd i den nu så berygtede Rådhuskælder. Nu er de tre andre ovennævnte mænd faldne med ham, - Meyer afskediget, Petersen og Borelli dømte. Sædelighedspolitiet har mistet halvdelen af sit personale, deriblandt chef og souschef.

Ingen kan da tvivle om, at der var korruption Og dertil kommer, at dette resultat kun er fremkommet ved den offentlige menings tryk og den frisindede presses energiske forlangende om udrensning. Politidirektør Eugen Petersen, borgmester Hansen, Højre-presse og Højre-mænd i Borgerrepræsentationen gjorde alt for at dysse sagen ned. Eugen Petersen erklærede den 30. marts - 5 dage efter Korns selvmord - , at der ingen klage eller anmeldelse forelå om mislige forhold, og at selvmordet kun skyldtes et privat "illegitimt forhold". Men alligevel kom Korns kassemangel og Meyers obligation for dagen. Borgmester Hansen erklærede da (den 6. maj), at der kun forelå at Korn havde skudt sig og at Meyer besad en obligation på 15.000 kr - Det er det hele. Der er intet andet andet !! sagde borgmesteren. Kun nødtvungen lod han sig drive til at oplyse om størrelsen af Korns underslæb (9.700 kroner).

I stedet for til en blandet kommisston, som oppositionen forlangte, blev den oprørende sag nu henvist til assessor Ussing. Han begyndte sine undersøgelser den 2. maj Endnu den 4. maj søgte "Berl. Tid " at strø sand på, og kaldte de ansete mænd, præster osv., der på mødet den 24. april i Koncertpalæet forlangte en blandet kommission, for "ædle vrøvlehoveder" og

hele sagen for "skøge-sladder". Men den 17. maj så assessor Ussing sig foranlediget til at lade betjent Petersen ("Smukke-Petersen") arrestere. Den 8. juni fulgte Borellis arrestation. Der var altsaa mere, meget mere ! - trods borgmesterens, politidirektørens og "Berlingske Tidende"s erklæringer.

Ussing sluttede sin undersøgelse i begyndelsen af juli og sendte en protokol på 1000 sider med 700 vidneafhøringer til Eugen Petersen, der imidlertid indskrænkede sig til at dekretere aktion mod de allerede arresterede Petersen og Borelli. Meyer var rejst fra København den dag Petersen arresteredes og nød stadig "orlov". Politidirektøren lod ham ugenert fortsætte den.

Så gik der nogen tid hvor offentligheden særlig beskæftigede sig med spørgsmålet om hvad Borgerrepræsentation, Magistrat og justitsminister overhovedet ville gøre. Sidst i oktober toges den ussingske undersøgelse op påny. Endelig den 19. november faldt der dom. Petersen og Borelli dømtes til at have deres stillinger forbrudt; Borelli fik tillige 5 gange 6 dages fængsel på vand og brød. Han havde dog som plaster allerede fået løfte om ansættelse i Frihavnen!

Den meget vidende Meyer, der antoges at kunne kompromittere mange samfundsstøtter, følte sig længst sikker. Men nu begærede også han sin afsked. Ansøgningen - formedelst sygelighed! - offentliggjordes den 28. oktober. Borgerrepræsentationens stående udvalg drøftede derpå spørgsmålet, om der burde tilstås Meyer pension. Mindst et medlem modsatte sig dette. Men til sidst sejrede Højreflertallet og Meyer har nu fået sin afsked "bevilget" fra 1. marts og med pension!!

Hvor er det muligt, efter hvad der uimodsagt er oplyst? Ja, hvad er ikke muligt, når visse folk har interesse af at neddysse en sag. Var pensionen blevet nægtet Meyer, måtte han have krævet den ved retten. Hele hans forhold - ham, den alvidende sædeligheds-souschef - var da blevet genstand for retlig behandling. Og hvad kunne det ikke have ført til.

Men Meyers pensionering vil også vække en offentlig indignation mod det regimente, der dækker over korruptionen. Ansvaret påhviler ikke blot politidirektøren, men også den samlede Magisirat (der skal høres, hvor der er tale om udbredelse af pension af kommunens kasse) og Borgerrepræsentationens Højreflertal.

Meyer er faktisk overbevist om at have gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 117, der lyder:

"Den embedsmand som fordrer, modtager eller lader sig tilsige gaver eller andre fordele, til hvilke han er uberettiget, for sine embedshandlinger, straffes med bøder, ikke under 50 rd , simpelt fængsel eller embedsfortabelse."

Nu har Meyer vitterlig modtaget en obligation på 15.000 kr. af bordelværtinden md Clausen. Obligationen er prioriteret i ejendommen Farvergade 23! Borgmester Hansen sagde ganske vist i sin nu så sørgelig berømte "erklæring", at Meyer havde fået de 15.000 Kr. for en privat tjeneste, men han var uklog nok til at tilføje: "Hr. Meyer har efter sigende haft sine daværende foresattes tilladelse dertil. I øvrigt er uheldigvis de daværende foresatte døde.

Men hvis Meyer kun havde ydet md. Clausen en privat tjeneste, havde han - som det fremgår af politiets instruks af 7. juni 1869 - slet ikke behøvet sine foresattes samtykke til at modtage de 15.000 kroner!

Borgmester Hansens erklæring var derfor ganske selvmodsigende. 

Første akt af det store drama er altså endt. ikke med en virkelig grundig oprydning og udrensning, men dog således at Magistrat. Borgerrepræsentant-flertal og Højres presse er stærkt kompromitterede.

Men 2. akt spiller endnu: Kommissions-spørgsmålet. Oppositionens forslag om en blandet kommission med myndighed til undersøgelse, blev slået ihjel af Højres flertal med højesteretsassessor Koch som ordfører Men selv det lemlæstede forslag, en anmodning til justitsministeren om at nedsætte en kommission, hvortil også Magistrat og Borgerrepræsentation skulde vælge medlemmer, og som kun skulle tage en reform af prostitutionsordningen under overvejelse, er endnu intet som helst blevet til.

Der er nu gået omtrent et år siden Korn skød sig. Også på dette område driver Højre sin syltetaktik.

Valgene den 31. marts skal dog belære korruptionens beskyttere om at der virkelig findes en offentlig mening i København som ikke ustraffet lader sig spotte.

(Social-Demokraten, fredag den 6. marts 1896).

Den sidste bemærkning hentydede til Borgerrepræsentantvalget den 31. marts 1896. Resultatet af dette sås i en tabel i Socialdemokraten 1. april 1896:

Ved valget fortsatte den fremgang for oppositionen som havde stået på i 7 år (fra 2631 stemmer i 1890 til 9.741 i 1896), mens Højres tilbagegang 1890-1893 havde resulteret i at partiet indgik i en Borgerliste, hvis stemmetal nogenlunde holdt sig efter at der var sat 4 venstremænd på listen (11.331 i 1896). Der var i alt 28.201 vælgere, hvoraf omtrent 75 % stemte. 

Smukke Petersen.

Fhv. betjent i Sædelighedspolitiet, var i går formiddags i Højesteret hvor en advokat på hans vegne klagede over, at han har mistet sin pension sammen med sit embede, da han blev dømt til vand og brød for at have modtaget bestikkelser og udøvet usædelighed. 

Smukke Petersen burde hellere have været blevet hjemme, så meget mere, som han jo for længst har nydt sit vand og brød. Pension fik han ikke.

Derimod fik mærkelig nok begge advokaterne lejlighed til at udtale forunderlige ord om sædelighedssagen, og dem skal vi referere.

Som anklager mod Smukke Petersen optrådte hr. Lunn, der begyndte med at udtrykke sin glæde over at al den ståhej, der i bladene havde været gjort om sædelighedssagen, kun havde bragt det resultat, at 2 sædelighedsbetjente er blevet dømte:

- Dette er så meget fornøjeligere, som man efter avisernes beretninger fik det, indtryk, at vort Sædelighedspoliti var bundråddent. Det har vist sig at halløjet er lavet af forskruede fruentimmer, der har ladet fantasien løbe overfor journalisterne. Man kan endnu have tillid til Sædelighedspolitiet. Men netop derfor må man straffe strengt, når der i enkelte tilfælde påvises misbrug. Petersen har modtaget bestikkelser af bordelværter, og for 20 kr. har han skaffet en værtshusholder lov til at leje et værelse ud til en privatboende kvinde. Dog, det er ikke ualmindeligt, at politiet hjælper privatfolk under vanskelige forhold - fx når et fordærvet medlem af familien er i en prostitueret kvindes klør - det sker ofte ligefrem efter anmodning af politidirektøren, og selvfølgelig må vedkommende politimand - med politidirektørens tilladelse - have en dusør for sit arbejde. Petersen har imidlertid ikke indhentet politidirektørens tilladelse.

Han har også haft utugtig omgang med prostituerede kvinder, og i et tilfælde, hvor politidirektøren beordrede ham til at påse, at en ung kvinde, der havde været på vildspor, fremtidigt førte et bedre liv, skaffede han sig legemlig omgang med hende, og hun har i forhørene udtalt, at hun ville ej have haft noget med ham at gøre, hvis han ikke havde været sædelighedsbetjent. (Munterhed blandt dommerne). Dette er naturligvis ganske uforsvarligt !

Efter at hr. Lunn havde nedlagt påstand om, at Petersen skulle have sin pension forbrudt, begyndte dokumentationen, under hvilken man især fik et indblik i den storartede virksomhed, som overbetjent Meyer udfoldede med at ordne private folks affærer. Han fik store honorarer for hjælp, således én gang 2500 kr. 

Defensor hr. Asmussen, talte derefter, og han sluttede sig ganske til hr. Lunn i hans glæde over, at der var kommet så lidt ud af sædelighedsskandalen. Forøvrigt forsvarede han Smukke Petersen, der ikke havde gjort stort andet, end hvad han så Meyer gøre hver dag. Naturligvis var det uforsvarligt, at han indlod sig med de offentlige fruentimmer, men en sædelighedsbetjent får let sin sædelige bevidsthed undergravet!

Kl. 2 i går eftermiddags faldt dommen, der altså bekræfter kriminalrettens dom: at Smukke Petersen skal have sin bestilling forbrudt.

Men, mere end denne dom interesserer de to advokaters milde og skånsomme udtalelser om politiets sædelighedsforbrydelser og deres åbenbare glæde over, at skandalen bliver dysset ned i så stort omfang som muligt. Man spørger uvilkårligt: Får ikke en højeretsadvokat let sin sædelige bevidsthed undergravet?

(København 26. marts 1896).

Sædelighedssagen.

Sagen mod betjentene af Sædelighedspolitiet Borelli og Pedersen ("Smukke Pedersen") for modtagelse af bestikkelser og for misbrug af embedsstilling forelå i forgårs Højesteret til pådømmelse for Pedersens vedkommende, mens Borelli der var idømt fængsel på vand og brød i 6 gange 5 dage og bestillings fortabelse, ikke havde appelleret. Pedersen var idømt bestillings fortabelse, idet det var godtgjort at han af flere husejere havde modtaget dusører på indtil 200 kr. for at skaffe dem tilladelse til at holde bordel i deres ejendomme eller lade privat boende fruentimmer bo i disse. Endvidere havde han for 8 år siden uden vederlag stået i forhold med et offentligt fruentimmer som efter hans efen erkendelse kun havde gjort dette for at holde sig gode venner med ham i hans egenskab som betjent i Sædelighedspolitiet.

Denne dom stadfæstedes af Højesteret.

(Frederiksborg Amts Avis, 27. marts 1896).

Meyer!

Forargelige ord i Højesteret.

"Om nogen forarger en af disse små, ham var det bedre at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havets dyb."

Jesus af Nazareth.

Der gik i går en bølge af forargelse og indignation over København, da borgerne læste om forhandlingerne for Højesteret, hvor fhv. sædelighedsbetjent Petersens sag var for.

Aktor (dvs anklager!), højesteretsagfører Lunn glædede sig over, at "den store halløj", bladene havde lavet, ikke havde ført til noget. Kun et par betjente var blevet en smule kompromitterede. "Man kan endnu have tillid til vort sædelighedpoliti som institution". Og  defensor, højesteretssagfører Asmussen "glædede sig ligeledes over det magre resultat, der var kommet ud af bladenes uendelig mange højtstemte artikler om denne sag".

Og så oplyste de to højesteretsagførere samtidig, at Petersen i flere tilfælde havde modtaget 200 kr. af husejere for at skaffe dem tilladelse til at lave bordel, og at han havde fået 20 kr. af en værtshusholder for at skaffe ham tilladelse til at leje et værelse ud til en privat boende prostitueret kvinde. "Det var imidlertid ikke ualmindeligt," fortsatte Lunn, "at politiet giver privatfolk en håndsrækning under vanskelige forhold og derfor oppebærer dusører!" - Petersen havde endvidere benyttet sig af sin stilling til at bedrive utugt med offentlige og andre prostituerede kvinder. "I et særligt graverende tilfælde havde en ung kvinde modtaget en advarsel af Korn samt et tilhold om fremtidig at beflitte sig på dyd og gode sæder. Petersen skulle kontrollere dette. I stedet for skaffede han sig samleje med den unge pige, og denne havde i forhørene udtalt, at hun ikke ville haft med ham at bestille, når han ikke havde været sædelighedsbetjent." Denne udtalelse af den værdige højesteretssagfører vakte "stor munterhed". Den burde have vakt den dybeste forargelse.

Videre fik man under dokumentationen at vide, at Meyer var "specialist i at ordne alle slags private affærer. Han havde ordnet tusinder sådanne, og honoraret rettede sig altid efter de interesser, der stod på spil. En gang havde han således modtaget et honorar af 2.500 kr". "Det var almindelig skik at folk som ønskede at købe ejendomme i obskure gader først henvendte sig til Sædelighedspolitiet for at få tilladelse til at oprette bordeller. Fik de denne, købte de ejendommen."

Defensor, højesteretssagfører Asmussen oplyste endelig, at Meyer havde attesteret, at Petersen var en pligtopfyldende mand! Petersen havde efter Asmussens mening kun betragtet gaverne som erkendtlighed for private tjenester af den Art, som Meyer fik så mange af!!

Borgerrepræsentationens stående udvalg har indstillet Meyer til pension. Magistraten har godkendt indstillingen.

Meyer forlader Rådhuskælderen som en velrenommeret borger og hæderlig pensioneret embedsmand.

Han har jo ordnet "tusinder" affærer for de rige mænd, der behersker Magistrat og Borgerrepræsentation! Han véd så meget! ! Han kender de "tusinder" privataffærer!!!!

Men overbetjent Huth fik ingen pension; - for han havde holdt to departementschefs sønner, der havde gjort gadespektakler, et par timer tilbage i detentionslokalet! -

De to Højremænd Lunn og Asmussen "glæder sig" altså over, at sædelighedssagen er forsumpet. Asmussen påstår, at "Undersøgelsen under de foreliggende omstændigheder og med de nuværende lønninger må siges at være en smuk kompliment til vort Sædelighedspoliti."

En kompliment! Chefen! Politiinspektør Korn har skudt sig. Han havde begået underslæb. "Han var," sagde Asmussen i forgårs for Højesteret, "en noget sjusket herre i forretningssager." For øvrigt havde han inden sin død brændt alle sine papirer. Souschefen Meyer afskediget, vel i pæne former, men kompromitteret, sædelighedsbetjentene Petersen og Borelli straffedes. Altså halvdelen af Sædelighedspolitiets personale indviklet i skandalen!

Så meget er bevist, skønt Meyer fungerede videre efter Korns selvmord og kaldte "sine piger" sammen for at advare dem mod at klage for meget under forhørene. Så meget er kommet offentlig frem, skønt akterne i assessor Ussings vidtløftige forhør ikke er blevet forelagt offentligheden eller offentlighedens tillidsmænd.

Det er dog nok, mere end nok. Og disse tilstande med ordningen af de tusinder privatforretninger består endnu. Meyer er jo ikke straffet og har efter dommerens opfattelse intet strafbart begået. Hans efterfølgere kan fortsætte hans indbringende geschæft uden at frygte noget. Svampen er ikke brændt ud af "Korns kælder". Den trives frodigt i vor prostitutionslovgivnings og vort politiregulativs mugne lugt, under politidirektør Eugen Petersens fromme forbøn for "det bestående", under det herskende Højreflertals velsignelse.

Oppositionen forlangte lys! Præster stod op på Koncertpalæmødet og støttede oppositionens krav om en blandet kommission. Men "Berlingske Tidende" kaldte dem "ædle vrøvlehoveder".

Borgerlistemændene fik kravet om en virkelig kommission med myndighed til undersøgelse og til at stille reformforslag slået ihjel. En tarvelig erstatning om et udvalg til at foreslå reformer er ikke en gang blevet til noget. Intet er der gjort, intet som helst! Sagen skal syltes hen. De bestående tilstande skal bevares.

Og så kalder Højre sig ordenenes, moralens og religionens parti!

Her står byens moral på spil. Her drejer det sig om tusinder unge pigers velfærd. Her drejer det sig om hele den mandlige ungdoms sunde sædelige opdragelse. Men den skal demoraliseres ved det forargelige eksempel fra en Meyer, der "ordner" levemandens private affærer mod højt honorar, fra en Petersen, der bedriver utugt med de unge piger, hvis dyd og gode sæder han skal have opsyn med, fra et regeringsblad, der kalder forargede præster for ædle vrøvlehoveder, fra et regimente, der kun har ét formål: at dække over råddenskaben og hindre en reform.

Men det ligger heldigvis i borgernes egen hånd at fremtvinge en forandring. På tirsdag går borgerne til valg under løsenet:

Lys over vor by! Ned med den store skandales mænd! Til kamp for sand orden og sund moral!

(Social-Demokraten, fredag den 27. marts 1896).

"København" og Sædelighedens Meyer.

I dag er der ved Hof- og Stadsretten afsagt dom i en af fhv. overbetjent i Sædelighedspolitiet Meyer mod "København" anlagt sag.

Hr. Meyer havde følt sig krænket i sin ære over de af os bragte oplysninger om hans forretningsforhold til md. Clausen. Efter megen nølen anlagde han sag, ikke fordi vi havde oplyst, at md. Clausen havde givet ham 15.000 kr., ej heller fordi vi oplyste, at han holdt formaningstaler for de piger, der eventuelt kunne ventes førte som vidner i sædelighedssagen, men fordi vi havde skrevet om en mindre gave til ham fra bordelmadammen. Herom beretter dommen, at vi ikke havde godtgjort nogen beføjelse til at bruge de omhandlede udladelser. l øvrigt blev der os nægtet en udskrift af forhørerne i sædelighedssagen til brug under vort forsvar og hr. Meyer blev fritaget for at skaffe dem. Hvilken "beføjelse", vi har haft i denne sag, lader vi publikum dømme om.

"København" skal altså bøde 200 kr. Denne tarvelige hævn fik Sædeligheden over os, der afslørede "Svampen", fik Meyer til at fortrække, Petersen dømt fra sit embede og Borelli på vand og brød.

Disse 200 kr finder vi velanvendte.

(København, 8. juni 1896).

"Den dovne Dreng" (1): Bølle. (Efterskrift til Politivennen)

"Den dovne Dreng", eller August Peder Jensen, var omkring århundredskiftet 1900 en af de mest berygtede og frygtede bøller i København. Angiveligt skulle han være søn af en pukkelrygget kvinde, "Blonde Lise" fra en kælder i Møntergade som døde som 30-årig. Men det er formentlig blot en vandrehistorie. 

August Peder Jensen blev født 3. november 1857 på Sletten i Asminderød sogn. Hjemmet var fattigt, og der var 6 søskende. Faderen var til tider drikfældig. August rejste hjemmefra med gode kundskaber og tjente til sit 18. år på landet, skiftede ofte plads. Herefter rejste han ind til København og levede af tilfældigt arbejde. Han slog sig tidligt på flasken. Ved folketællingen i 1880 sad han på Ladegården i København. Ved folketællingen i 1885 (28 år) var han kreaturfører og logerende i baghuset bag Sankt Gertrudsstræde 8. Nogen "dreng" var han ikke (43 år), da han blev indsat i Horsens Tugthus (folketællingen 1901).  

Han ernærede sig tilsyneladende dels ved tyverier, dels ved det mindst anset arbejde, fx kreaturtrækker (man trak kvæg fra Kvæsthusbroen til Vesterbros Kvægtorv). Desuden var han temmelig voldelig. 

Denne artikelserie består af tre dele: Nedenstående som omfatter perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, perioden ca. 1900-1910 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier.

Hans første straf var i 1877 sammen med sin bror.  Derefter fulgte en lind strøm af straffe på vand og brød, for tyveri, vold, vold mod betjente: 1877, 1880 (2 gange), 1882, 1884 og 1887. 8 måneders forbedringshus for ran i 1886 (afsonet i Vridsløselille?). 180 dages tvangsarbejde for vold i 1898 (Ladegården?). Tre gange sad han i Horsens: 1889, 1895-97 og 1899-1901:

På egen hånd.

En person ved navn August Peter Jensen som tidligere oftere havde spillet terninger i en herværende beværtning og herved efterhånden tabt ikke så få penge til en bagersvend Johansen, besluttede at fravende denne nogle penge for at holde sig skadesløs for sit tab. I dette øjemed begav han sig den 4. april d. å. ind i den pågældende beværtning hvor han ventede at træffe Johansen. Han traf ham også siddende ved et bord, i spil med nogle andre personer, og da han så at Johansen havde en tikroneseddel beroende i en kop ved siden af sig på bordet, satte han sig åbenlyst i besiddelse af den for at tilegne sig den. Efter at være opfordret til at udlevere den, nægtede han dette, og da han noget efter forlod beværtningen uden at tilbagelevere sedlen, fulgte Johansen og beværtningens bestyrer efter ham og foranledigede ham anholdt, inden han fik lejlighed til at benytte pengene. Jensen er ofte straffet og henhører under politiets protokol over mistænkelige personer. Han blev for sit omtalte forhold anset af kriminalretten med forbedringshusarbejde i 8 måneder efter straffelovens § 231, 1. led, jfr. ! 237.

(Dagens Nyheder, 18. juni 1886).

"Den dovne Dreng"s første ophold i Horsens Tugthus var 7.maj-7. november 1889. Hans dom på 8 måneders forbedringshus for vold blev afkortet til 6. Her sad han fordi han"har nu efter med magt at være ført ud af et logishus af en politibetjent udøvet vold mod denne ved at slå ham ansigtet og sparke ham over benene. Anfører beruselse som grund til forbrydelsen".

"Den dovne Dreng"

I går ved firetiden var det celebre Brøndstræde atter vidne til et af de folkeskuespil der af og til opliver kvarteret.

Hovedpersonen i dramaet var denne gang den såkaldte "dovne Dreng", en af Brøndstrædes mere fremragende personligheder.

Han havde for en gangs skyld rystet mageligheden af sig og givet sig til at slå løs på en kammerat nede i en beværtning.

Her som i "Magdalene" viste to betjente sig pludselig på scenen og ville trække af med hovedpersonen. Men her var ingen Wiehe, og bersærken måtte følge med.

Da han var bragt op på gaden, brød hans natur sejrende igennem: Han lagde sig plat ned i en rendesten og gad ikke røre et lem.

Et rap af politistaven fik ham til at lette lidt på sig, men derefter syntes han absolut uimodtagelig for ydre påvirkning.

Så var der ikke andet for end at 4 betjente måtte bære den dovne dreng i triumf ind på Pilestrædes station.

Stykket lønnedes af det talrige publikum med livlig applaus, men om nogen fremkaldelse blev der ikke tale.

(København, 31. januar 1893).

I juli samme år slog han om sig som rasende da fire betjente slæbte afsted med ham. I november 1893 var Stærke Jens og den dovne Dreng anklaget for vold mod politiet. Jens fik en bøde på 80 kr, mens "Drengen" sad arresteret. Han afsonede 500 kr i mulkt. Han blev løsladt i december, og straks efter løsladelsen anholdt igen. August 1894 sparkede og slog han en betjent og fik en bøde på 200 kr. som skulle afsones.  

De københavnske bøller. 

Aftenbladet meddeler :

Søndag aften ved titiden fandt der i Brøndstræde et uhyggeligt optrin sted.

I den bekendte beværtning på hjørnet af Brøndstræde, "Dukkehjemmet", havde der hele aftenen igennem været svært spektakel, og hvert øjeblik måtte værten tilkalde politiet, når naturen gik over optugtelsen. De værste spektakelmagere var den bekendte "Peder Saft" og "Den dovne Dreng", August Peter Jensen. Ikke så snart havde politiet været dernede, før de begyndte igen, og da de til slut blev udvist af lokalet, gjorde "Peder Saft" al den modstand, han formåede.

Omsider kom han dog op på gaden, men da betjenten ville have ham med på stationen, sprang "Den dovne Dreng" pludselig til og forsøgte at rive ham fra betjenten, nr. 144 Jørgensen. Denne holdt dog for fast, men herover blev bøllen så rasende, at han trak en lang lommekniv med opslået blad og stødte den med al sin kraft lige ind imod betjentens bryst, idet han brølede, at nu skulle han dø. Heldigvis prellede kniven af mod betjentens fløjtekæde, der sprængtes midt over.

Betjenten, der så at der var fare på færde, trak nu resolut sin stav og gav fyren et slag med den i panden, så han styrtede bagover med flækket pande.

De mange bøller der havde vovet sig frem, tog nu flugten, og betjentene kunne samle den  faldne bandit op og i en vogn køre ham til Kommunehospitalet. Her måtte lægerne sy såret sammen, og da hans tilstandvar ret betænkelig, beholdt man ham foreløbig derude.

Under tumulten så "Peder Saft" lejlighed til at undvige.

(Fredericia Dagblad, 31. juli 1895).

En lignende artikel under titlen "Fra Københavns Whitechapel" i Dannebrog, 30. juli 1895. I oktober 1895 tilstod han at han havde købt en kniv for at dræbe betjenten som han mente havde behandlet ham uretfærdigt. Han havde ellers indtil da påstået at han var beruset. I december 1895 blev han idømt 2 års forbedringshus for at have stukket en betjent. I marts 1898 var han ude igen. I juli 1898 blev han dømt for at have efterladt en tyr han skulle transportere, uden for en beværtning, hvor tyren senere gik ned og smadrede en del. I november 1898 blev han idømt 180 dages tvangsarbejde for overfald på en arbejdsmand.

Den dovne Dreng og Pip-Johan.

Den dovne Dreng som ellers har sit domicil i Vognmagergade, var i går kommet ud på Vesterbro for at besøge sin gode ven, Pip-Johan.

Efter en lille hjertestyrking i et værtshus fandt de to bøller at det kunne være en vederkvægelse at få et bad, og de fulgtes da ad ned til Kalvebod Strand, hvor de gik i vandet påen badeanstalt ude ved det nye godsbaneanlæg.

Efter at have boltret sig lidt i vandet, foreslog den dovne Dreng at de skulle have lidt sjov, hvad Pip-Johan straks var med på. 

Og begge svømmede nu hent til damebadeanstalten, dukkede under vandet og i næste nu viste de sig inde i bassinnet hvor de udstødte nogle cimbriske hyl. Selvfølgelig opstod der den vildeste panik mellem de badende damer, der lød høje råb og hvin om hjælp, dog var rædslen ikke så stærk at der blev besvimelser eller krampetilfælde.

Da nu de to spilopmagere havde moret sig tilstrækkeligt over den malheur de havde frembragt, dukkede de igen ned under vandet og forsvandt fra bassinnet. Men panikken var derfor langt fra forbi. De badende damer var bange for at fredsfortyrrerne atter skulle vise sig.

Betjeningen på badeanstalten måtte derfor sende bud ind til Svendsgade station efter politi, og langt om længe kom der en betjent. Men naturligvis til ingen verdens nytte. Den dovne Dreng og Pip-Johan var nu ikke til at opdage. Og endelig faldt de opskræmte gemytter til ro.

(København, 25. juli 1899).

En ondsindet bølle.

I går var den berygtede bølle og slagsbroder August Peter Jensen, også kaldet "Den dovne dreng" kommet på krigsstien.

I en beværtning i Pilestræde optrådte han som bersærk og lod sin styrke gå ud over tre forholdsvis fredelige svenskere der fik prygl efter noder. 

Til sidst måtte værten tilkalde politi for at få "drengen" sat ud. Der mødte to kæmpestærke betjente, men det forskrækkede ham ikke.

"Drengen" for ind på betjentene og forsøgte at vælte dem omkuld, men det mislykkedes af gode grunde totalt. Derimod blev bøllen forsvarlig snærret i et reb og transporteret til den nærliggende station

Her lykkedes det ham at hævne sig på en af betjentene.

Da "Drengen" skulle sættes ind i detentionslokalet, slog han døren så hårdt sammen om betjent Linbergs ene finger, at den blev omtrent knust og betjenten måtte til hospitalet.

Efter den bedrift bliver der en rum tid fred for "Den dovne Dreng", nu skal han nemlig en tur ud på Ladegården og øve i at slå sten.

Det smager ikke. 

(København, 6. oktober 1899).

Den dovne Dreng arresteret.

Forskrækkede vidner.

Omsider i går fandt politiet sig beføjet til at sikre sig den berygtede voldsmand August Peder Jensen, eller "Den dovne Dreng", efter at han i de sidste tre uger havde fået lov til at gå løs, skønt han havde slået tre svenskere, en politibetjent og en kone halvt fordærvet.

Det var assessor Thybjerg ved 1. kriminalkammer der besørgede den samfundsnyttige gerning. "Drengen" var mødt i feststemning til forhøret, og udenfor på gangen stod alle hans venner fra karteret for at nyde det sjældne syn at se ham blive ført over i arresten. At han ville blive arresteret, var han nemlig selv på det rene med, og da dommeren, efter at have holdt forhør over ham i over en time, gjorde ham bekendt med at han ville blive arresteret, erklærede han, at andet havde han heller ikke ventet.

Helt kapitulerede han dog ikke. Han nægtede endog ligeud alting, og skønt ikke mindre end syv vidner aflagde ed, forsøgte han endnu at holde på sin benægtelse.

Nu havde assessoren først heller ikke nogen støtte i selve de overfaldne, der så godt som alle til at begynde med holdt med bøllen, og reducerede hans overfald imod dem til det mindst mulige. Da disse forklaringer imidlertid var i modstrid med det passerede, måtte assessoren gøre dem bekendt med følgerne af deres urigtige forklaringer og et par af dem forklarede så, at de havde vidnet således af frygt for at blive slået fordærvet igen når "Drengen" muligvis endnu samme dags eftermiddag kom på fri fod. 

(Aftenbladet (København), 26. oktober 1899).

Den dovne Dreng blev efterfølgende idømt 2 års tugthusarbejde. Aviserne annoncerede flere gange at han var død, dog uden at være det.

Retten afsagde 2 års tugthus og blev afsonet 19. december 1899-19. december 1901, for følgende forhold: "1) på en beværtning overfaldet 2 af gæsterne med slag i hovedet (den ene i øjet) og søgt at tildele en 3. gæst slag i ansigtet, 2) ved sin umiddelbart efterfølgende anholdelse slået døren til detentionslokalet kraftigt i, hvorved en politibetjent fik - hvad fangen også tilsigtede - en af sine fingre i klemme, og 3) sparket en kone for brystet ... Han undskyldte sig med, i hvilken tilstand han ikke ved, hvad han foretager sig". 

Under opholdet opførte han sig "I det hele upåklageligt forhold. Upåvirket", fx august 1899: 176 cm, sund ansigtsfarve, kraftig figur, stærke lemmer, blondt hår, grå øjne, noget flad næse. På højre hånd tatoveret: A.P.J. C.M.R. 1886.