Julie Johanne Christiane Hansen 1835-1895. (Efterskrift til Politivennen)

Min Afsked fra Kasino.

Hr. Redaktør!

Maatte nedenstaaende Linjer finde Plads i Deres ærede Blad. vilde jeg være Dem meget forbunden:

I min snart fyrretyveaarige sceniske Virksomhed har jeg ikke traadt i andet Forhold til Publikum end fra Scenen til Tilskuerpladsen. Herved har jeg fundet mig glad og lykkelig.

Naar jeg nu for første Gang i mit Liv udenfor Scenen henvender mig til Offenligheden, er Grunden den, at jeg synes, jeg skylder ikke alene mig selv, men ogsaa det Publikum, til hvilket jeg staar i saa stor en Taknemmelighedsgjæld, at gjøre Rede for Grunden til, at jeg nu saa uventet maa forlade Kasino, da dette sker under Forhold, der sikkert maa gjøre min Afsked fra Kasino ufattelig for de fleste, og derfor let kunde give Anledning til Mistydninger.

Da Direktørskiftet i sidste Maaned var blevet bekjendt. og det ligeledes blev meddelt Offenligheden, at der for den kommende Sæson var bleven sluttet flere ny Engagementer, ventede jeg, det tilstaar jeg aabent. at der ogsaa vilde blive gjort mig et Tilbud. Efterhaanden blev flere og flere af mine nuværende Kammerater engagerede, men Dag for Dag gik, uden at man saa meget som lod et Ord falde om, hvorvidt man agtede at beholde mig eller ej, ja jeg havde endog det Indtryk, at Hr. Direktør Arntzen, der tidligere ofte havde fundet Lejlighed til at bevidne mig sin Tilfredshed med min Virksomhed, nu undgik mig.

Da det blev mig klart, at man ikke vilde beholde mig, men heller ikke vilde gjøre sig den Ulejlighed at opsige min Kontrakt for i sidste Øjeblik, maatte jeg altsaa selv opsige Kontrakten for at have frie Hænder.

Men hvorfor har man tvunget mig til dette Skridt? Jeg spurgte mig selv, om jeg havde vist Forsømmelighed i min Gjerning. eller man havde anden rimelig Grund til at være utilfreds med mig.

Jeg blev dog fuldstændig beroliget ved at modtage følgende Brev fra min nuværende Direktør. Hr. Robert Watt:

Casino

Den artistiske Direktion

Kiøbenhavn den 1. Februar 1891.

Kjære Fru Hansen.

Skjønt det forekommer mig temmelig ufornødent, at jeg giver Dem et Vidnesbyrd om Deres Virksomhed som Skuespillerinde, skal jeg dog gjærne efterkomme Deres Anmodning, da De ønsker en Udtalelse af mig i denne Retning. paa Grund at de verserende Rygter om, at De agter at skifte Scene.

Jeg maa da gjentage, hvad jeg ofte tidligere har sagt Dem, at jeg anser Dem for en udmærket Kunstnerinde, der paa sit Omraade indtager den første Plads i Danmark og endnu spiller med samme Lune, Kraft og Sikkerhed, som da jeg for mange Aar siden saa Dem første Gang. Hertil maa jeg endnu knytte den Bemærkning, at jeg altid har kjendt Dem som i højeste Grad paalidelig og pligtopfyldende i hele Deres Teatervirksomhed.

Jeg føler mig overbevist om, at denne Dom vil Pressen og det store Publikum villig underskrive.

Deres meget hengivne
Robert Watt

Men hvad er da Grunden? Ja Publikum vil vistnok blive ligesaa forbavset som jeg, naar det hører Sandheden; i min lange Teatervirksomhed har jeg ikke hørt Magen.

Grunden er, efter hvad jeg nu véd, den, at Hr. Vilhelm Wiehe har nægtet at spille sammen med mig. Hvorfor - ja, det ved jeg ikke!

Konkurrence med Hensyn til Roller kan der dog vel ikke være Tale om. Han vil rimeligvis ikke spille Madam Krøyer, og jeg kan i hvert Fald forsikre ham, at jeg ikke tænker paa at spille hverken Carl eller Franz Moor.

Heller ikke er det mig bekjendt. at jeg nogen Sinde har lagt ham eller hans et Halmstraa i Vejen; jeg har aldrig været sammen med ham ved noget Theater. Men hvilke hans for mig ukjendte Motiver end maa være, saa indanker jeg roligt for Publikum det Spørgsmaal, hvad det dømmer om en ung Skuespiller, der saaledes forlanger en gammel Skuespillerinde fjærnet fra Scenen, og om en Direktør, hvis Debut som egenlig Theaterleder bestaar i at give efter for et saadant Forlangende.

Ærbødigst
Julie Lange-Hansen

(Morgenbladet (København) 3. februar 1891).

Julie Hansen var datter af den kendte komponist Hans Christian Lumbye (1810-74) og Georgine Marie Hansine Hoff (1813-71). Hun startede i 1851 hos sin senere ægtefælle, teaterdirektør Hans Wilhelm Langes (1815-1873) ensemble ved Casino, 1855-56 ved Hofteatret og endelig fra 1857 ved Folketeatret. Fra 1849 spillede Julie Hansen populære og lune karikaturer af købehavnske borgerkoner, fx madam Krøier i "Store Bededagsaften". Efter Langes død 1873 arvede hun teaterprivilegiet, som hun bortforpagtede. Året efter giftede hun sig med skuespiller, klasselotterikollektør Carl Christian Jørgen Hansen (1838-1902). Efter gentagen uenigheder med ledelserne på Folketeatret forlod hun dette i 1889 for sammen med ægtemanden at spille på Casino. Det engagement varede som det fremgår af artiklen kun et par år.

Artiken var også trykt i Dagens Nyheder som gav nedenstående kommentar:

Vi give med Fornøielse den populære Skuespillerinde Plads i vort Blad for hendes Redcgjorelse, idet vi dog føle os opfordrede til at tage et vist Forbehold. Vi i al Fald ere saa skarpsynede, at vi kunde sine Muligheden af en Konflikt mellem Mad. Krøyer og Hr. Vilh. Wiehe paa det komiske Omraade. Som Mad. Krøyer har udleiet siltVærelse til to Forskjellige, har ogsaa Hr. Wiehe handlet overfor Dagmartheatret. Paa en Tid, hvor man var ganske overbevist om, at han maatte blive der, hvor hans Kunstnerpersonlighed hørte hjemme, leiede han sig anderswo ud, og paa en Tid, hvor Folketheatret der med Omhu har skabt hans Frues nybagte Sukces fuldt og fast var overbevist om at skulle høste Udbyttet af sin Omhu, viste det sig ikke blot, at Begge underhaanden havde udleiet sig til Andre, men ogsaa, at Hr. Wiehe havde dannet, hvad de Indviede kaldte "Komplottet". Menikke nok med denne Lighed i Intrigen: Efter sine offenlige Dokumentationer, sine lange Skrivelser om egne Smaaforhold, sin hele storslaaede Optræden har Hr. Wiehe i alt væsenligt erhvervet sig Ret til om Md. Krøyer at Indrangeres under de fastslaaede komiske Typer.

A. B.

(Dagens Nyheder 3. februar 1891. Uddrag).

Fotograf, maler, billedskærer Peter (Carl Peter Herman Most (1826-1900): Julie Johanne Christiane Hansen, f. Lumbye (11.6.1835-7.10.1895) skuespillerinde. 1850-1900. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fru Julie Hansens Afsked fra Kasino.

Kjøbenhavn, den 8. Februar

Høitærede Hr. Redaktør !

Jeg beder Dem godhedsfuldt skjænke Plads i Deres ærede Blad for Nedenstaaende. Fru Julie Hansen, hvem jeg altid har anseet for en udmærket Kunstnerinde med udpræget kunstnerisk Sans, har igaar tilsendt Hovedstadens Blade en Erklæring, hvori hun fremhæver det Komiske i at see Rollerne saaledes fordelte, at jeg spiller Madam Krøyer og hun Carl Moor.

Jeg er Fruen taknemmelig for denne drastiske Sammenstilling, da den bedre end noget Andet maa kunne overbevise Publikum om, at jeg aldrig af kunstneriske Hensyn har kunnet have nogen fornuftig Grund til at modarbejde hendes Engagement.

Hvad de private Hensyn angaaer, skal jeg med Fruens egne Ord kort og godt erklære, at det aldrig med en Tanke kunde falde mig ind: "nogensinde at lægge hende eller hendes et Halmstraa i Veien".

Med dette uforbeholdne Dementi afventet jeg roligt den Undskyldning, som Fruen med sin ellers saa elskværdige Karakter sikkert vil være den Første til at afgive. I modsat Fald vil jeg være i det høist beklagelige Tilfælde at maatte foretage de nødvendige Skridt til en Retssag.

Ærbødigst

Wilhelm Wiehe.

* * *

Vi have yderligere modtaget Følgende:

Kjøbenhavn, den 8. Februar 1831.

Hr. Redaktør !

I Anledning af Fru Julie Lange-Hansens Opsats i Deres ærede Blad for idag angaaende Fruens Afsked fra Kasino med indeværende Sæsons Udløb, skal Bestyrelsen indskrænke sig til at bemærke, at den af Fruen anførte Grund til Afskedigelsen, nemlig at Hr. Wilhelm Wiehe har nægtet at spille sammen med Fruen, ikke har det allerfjerneste med Sandheden at gjøre, og man skal kun tilføie, at ligesaa lidt som Aktieselskabets Bestyrelse vilde lade sig foreskrive af nogen af Skuespiller-Personalet, hvem Bestyrelsen maa eller ikke maa engagere, ligesaa lidt skylder man dog heldigvis at give Grunde, hvorfor eller hvorfor ikke man vil engagere eller gjenengagere en Skuespiller, specielt ikke, naar man som i dette Tilfælde vedkommende Skuespillerinde selv har opsagt sin Kontrakt.

Med Høiagtelse

Bestyrelsen for Aktieselskabet

"Kjøbenhavns Kasino"

* * *

Det glæder os af ovenstaaende Erklæring fra Aktieselskabets Bestyrelse at se, at der altsaa ikke er Noget om de Rygter, som i disse Dage ere gaaede om, at Reengagementet af Theatrets Primadonna Fru Julie Secher skulde være stødt paa Hindringer af en lignende Natur som dem, Fru Julie Hansen har ment at være til Stede for sit Vedkommende.

Red.

(Dagens Nyheder 4. februar 1891. Uddrag).

Min Afsked fra Kasino.

Hr. Redaktør!

Turde jeg endnu en Gang regne paa Deres Velvillie og haabe paa Optagelse af følgende faa Linier i Deres meget ærede Blad.

De Herrer Arntzen og V. Wiehe have sat deres "nei" mod mit "ja". En videre fortsat Drøftelse vilde Publikum sikkert finde for fordringsfuld, men det træffer sig jo saaa heldigt, at Hr. Wiehe vil indlede retslig Forfølgelse mod mig. Vidnekamret vil være det Sted, hvor Sandheden bedst kan opklares, fordi Hukommelsen altid skærpes saa vidunderligt, naar Forklaringen skal opgives og beediges der.

Deres ærbødige

Julie Lange-Hansen.

(Dagens Nyheder 5. februar 1891. Uddrag).

Julie Lange-Hansen blev ved Hof- og Stadsretten den 8. marts 1892 frikendt for krænkelser af Vilhelm Wiehes privatlivs fred og ære, ikke fordi hendes påstande kunne bevises, men fordi de af retten ikke blev anset for æreskrænkende. Sagens omkostninger ophævedes.

I 1891 fejrede hun sit 40-års jubilæum på Dagmarteatret. Senere spillede hun igen på Casino, men trak sig tilbage og blev klasselotterikollektrice et halvt år før sin død i 1895. Hun er begravet i Christianskirkens krypt.

Besøg paa et Glasværk. (Efterskrift til Politivennen)

I.

Som tidligere meddelt har Frederiksberg Glasværk standset sin Hvidtglasproduktion og afskediget de dermed beskæftigede Arbejdere paa en Maade, der ikke stiller Fabrikens Indehavere i det mest flatterende Lys. Da der tilmed ofte er tilflydt os Klager over Arbejdsforholdene paa Fabriken, besluttede vi at aflægge den et Besøg, for med egne Øjne at gøre os bekendt med det Liv, der føres i en Glasfabrik.

Den heromhandlede Fabrik ligger paa Peter Bangsvej ude bag ved Frederiksberg, paa Grænsen mellem By og Land, garneret af smaa villalignende Bygninger med Haver foran, som ser ret pyntelig ud med de smaa rimbehængte Buske.

Vi gaar ind i Fabriksgaarden, der kun højst uegentlig kan kaldes saadan. Den bestaar nemlig af en Del spredte Bygninger, der gør Indtryk af at være opført Tid efter anden, uden nogen bestemt Plan. Selve Gaardspladsen er stor nok, men opfyldt af alenhøje Snavsbunker, maaske for en Del begrundet i de Reparationsarbejder, der for Tiden udføres. Det første Rum, vi kommer ind i, er den egenlige "Flaskehytte". Ilden er slukket og Ovnen under Reparation. Naar Virksomheden gaar sin jævne Gang, er her beskæftiget 18 Glasmagere med deres Hjælpere af Lærlinge og Kvinder. Disse 18 Mand har deres Plads i en Halvcirkel ved den ene Ende af Ovnen. Arbejdspladsen danner en skraatliggende stenbelagt Rampe paa ca. 3 Alens Bredde. Yderst i Periferien staar Arbejdstrugene og Formene, hvori Flaskerne udpustes, og for en uindviet er det aldeles umuligt at forstaa, hvorledes 18 Mennesker er i Stand til at arbejde paa denne Plads, uden hvert Øjeblik at komme til at slaa hinanden i Hovedet med de hvidglødende Glasmasser, som paa Enden af de ca. 1½ Alen lange Pusterør føres ud og ind af de smaa Huller i Ovnen, hvori den flydende Masse befinder sig. At Heden er ulidelig, siger sig selv, naar man véd, at Glas først smeltes ved 16-1800 Graders Celsius. Om Vinteren gaar det nogenlunde an, naar Luften ude omkring er kold, men  om Sommeren maa en Glashytte være et sandt Helvede. Man kan ikke sammenligne Glasmagerens Stilling med Smedens. Denne staar ganske vist hele Dagen ved sin Esse foran Kulbaalet, men Varmen er langt mindre, og Baalet brænder ikke bestandig lige stærkt. Anderledes med Glasmageren. Han har den konstante Varme fra det Øjeblik han begynder og til han igen slutter, og saa det hvide, skinnende, hede Lys fra de smaa Glugger, hvorfra han henter sit Materiale. At dette svækker Synet, er en Selvfølge, og Arbejderne gjorde os da ogsaa opmærksom paa, at kun faa ældre Glasmagere har normalt Syn. Som sagt, Arbejdet er mere udholdeligt om Vinteren med Hensyn til Varmen, men saa lider de af andre Ubehageligheder. Glashytten har ingen kunstig Ventilation, ja den har ikke engang Vinduer. Lyset skaffes til Veje ved at nogle Lemme lukkes op, og ved Vintertid stryger saa den kolde Frostluft ind over de ophedede Arbejdere, der sveder, saa Vandet løber af dem paa den ene Side af Legemet, medens Kulden gennemisner den anden Side. Gigt og Rheumatisme er derfor Glasmagernes uadskillelige Følgesvend. Udenfor den Kreds, som dannes af Glasmagernes Arbejdstruge og Forme, er den Plads, hvor de færdes, der tager de færdige Flasker fra Arbejderen og fører dem til Afkølingsovnen. Denne Plads er flere Steder saa snæver, at et Menneske knap kan presse sig forbi, og her gaar dog Kvinder og Børn hele Dagen igennem med deres glødende Flasker, udsat for at blive brændt fordærvet af de Klumper, Glasmageren vrider paa sit Stativ. Paa de to Sider er denne Hytte omgivet af høje Plankeværker, omtrent klods op ad Muren, skønt der er Plads nok til at føre dem længere ud og derved forøge Luftbæltet. I en Krog findes Retirade og Pissoir lige udenfor en af Lugerne. At disse nødvendige Appartementer ikke bidrager til at gøre Luften behagelig, er velsorstaaeligt, og det er ogsaa mindre appetitligt at sidde paa den indenfor staaende Bænk og indtage sine Maaltider. Spisestuer er nemlig noget, der ikke kendes paa Værket. De Arbejdere, der ikke bor saa nærved, at de kan gaa hjem i den halve Time, der er levnet hvert Hold til Spisetid, maa tage til Takke med Lejligheden som den er, og den er sandelig ikke behagelig.

I den næste Hytte findes den nedlagte Hvidglasovn og en Reserveovn for Grønglas. Her arbejdes medens den større Ovn er under Reparation, og skønt selve Hytten er temmelig stor, er Pladsen dog saa daarlig fordelt, at Arbejderne næsten ikke kan komme forbi hinanden.

Vi gaar derfra op i Sliberiet, og mødes allerede udenfor af en ulidelig Petroleumsstank, der forstærkes saa snart Døren bliver lukket op, saa at man maa holde Haanden for Næse og Mund for ikke at faa Halsen fyldt med det fine Støv, som i Forbindelse med Stanken opfylder det lille Ruin. Her beskæftiges 10-12 Personer, Kvinder og Mænd, ved Sprængning og Slibning af Lampeglas, Gaskupler, Lampebeholdere osv. Lampeglassene sprænges over i en passende Længde ved en Petroleumsmaskine, det er den, der udbreder Stanken. Paa større Dele, som Kupler o. lign., sprænges de overflødige Dele bort ved Hjælp af rundsavlignende Staalskiver. Slibningen foregaar paa horisontalt roterende Smergelskiver. Pladsen er ganske overordenlig indskrænket, vi kunde fristes til at sige skandaløs, og sikkert er det, at der maa et Jærnhelbred til for i længere Tid at udholde den Tortur, det maa være at arbejde her. Underneden er Værkstedet for Tilberedning af det ildfaste Materiale, som benyttes i Ovnene. Ogsaa her er Luften opfyldt med Støv, og et Forværelse, hvori findes en Dampmaskine, er saa lille, at Maskinpasseren maa høre til de tyndeste blandt de tynde for at slippe omkring den.

Endnu skal vi tilføje, at Arbejderne klagede over, at de Glasskaar, som Fabriken henter fra Lossepladsen og andre Steder til Omsmeltning, som Regel renses for Jord og Snavs inde i Hytten, hvor Glasmagerne staar og arbejder, saa hele Rummet fyldes med et uigennemtrængeligt Støv, der ikke alene er højst ubehagelig, men ogsaa kan være ligefrem sundhedsfarlig.

(Social-Demokraten 1. februar 1891).

II

(Sidste Artikel.)

Glasmagerne arbejder regelmæssig to Hold. Det ene begynder Kl. 4 om Morgenen og slutter sin Virksomhed ved Ovnen Kl. 1 om Eftermiddagen. Det næste Hold tager saa fat Kl. 2 og slutter ved Ovnen Kl. 11 Aften. Den samlede Arbejdstid ved Ovnen er saaledes 9 Timer daglig, med to Ophold paa 10 Minuter hvert og et Ophold paa ½ Time. Foruden de nævnte 9 Timer maa hvert Hold Arbejdere anvende et Par Timer med Sortering af deres Flasker, saa Arbejdstiden bliver i Virkeligheden 10 a 11 Timer daglig.

Arbejdet udføres i Akkord, og hver Mand faar Betaling i Forhold til det Arbejde han udfører. Derfor sætter Glasmagerne et forud bestemt Kridtmærke paa den glødende Flaske, og naar disse saa i afkølet Tilstand tages ud af Køleovnen, maa hver Mand se at finde sine Flasker. Har Køleovnen været for kold, saa springer Kransen om Flaskehalsen af, har den været for varm, smelter Flaskerne sammen; i begge Tilfælde maa Arbejderne bære Tabet. Men ikke nok hermed; er der Fejl ved Flaskerne paa Grund af daarligt Materiale, som Sten o. lign. i Massen, saa maa Arbejderen ogsaa bære Tabet herved. Det samme er naturligvis Tilfældet, naar Arbejdsfejl gør Fabrikatet ubrugeligt. Det er unægtelig højst uretfærdigt, at Glasmagerne skal tage Tabet i Tilfælde, hvor de er aldeles uden Skyld, som f. Eks. Materialets Beskaffenhed eller Køleovnens større eller mindre Varmegrad. De er nemlig uden Indflydelse herpaa, idet saavel Massens Tilberedning og Smæltning som Pasning af Køleovnen er overladt helt andre Folk. Men foruden at de kun faar Betaling for fuldt sælgelige Varer, naar disse er kommen i Magasinet, afdrages der dem 2pCt. for hvad der mulig her slaas i Stykker. Det er for Flaskemagernes Vedkommende. Hvidglasmagerne maa lade sig afkorte 10 pCt. til Dækning af det Tab, der lides ved Sprængning i Sliberiet, skønt der paa samme Maade som ovenfor nævnt er foretaget en omhyggelig Sortering forinden Arbejdet afleveres til Slibning.

Ved Hvidglasfabrikationen arbejder 4 Mand i hvert Hold, og disse leverer med Anvendelse af den yderste Anstrængelse til Eksempel 12,000 Stk. Lampeglas i en Uge, hvorved de saa tilsammen tjener 100 Kr. Flaskemagerne kan i heldigste Tilfælde tjene fra 20 til 25 Kr. ugentlig, men saa maa de ogsaa lave 2000 a 2500 Halvflasker hver.

I Sliberiet tjener de mandlige Arbejdere ogsaa omkring en Snes Kroner, medens Kvinderne kun kan drive det til 5-6, undertiden kun 3-4 Kr. ugentlig De ovenfor nævnte Lønsatser maa imidlertid betragtes som Maksimum, i Reglen er Fortjenesten derunder. Ganske vist hersker der ikke regelmæssig periodisk Arbejdsløshed i Glasfabrikationen, men Arbejderne bliver dog ofte afbrudt ugevis i deres Virksomhed paa Grund af Forandringer ved eller Reparation af Ovne eller andet Materiel. Resultatet heraf er, at Glasmagernes Løn Aaret igennem, trods deres strænge og sundhedsfarlige Arbejde kun udgør 8 a 900 Kr.

Ved at gaa igennem denne Fabrik og se de usle Forhold, hvorunder Arbejderne slider for at tjene en ligesaa ussel Løn, samtidig med, at de i kort Tid sætter deres Helbred til, kom vi til at tænke paa et Besøg, vi aflagde for et Par Aar siden i Porcelænsfabriken Sévres ved Paris. Denne Fabrik drives af den franske Stat, og alle Arbejdslokaler var sande Haller med stor Plads, højt til Loftet og rigelig Ventilation. Arbejderne saa derfor livlige og raske ud, og de mange gamle Gubber afgav noksom Bevis paa, at sunde Arbejdslokaler i høj Grad bidrager til at forlænge Arbejdernes Liv. Og saaledes som det var ved denne Statsanstalt kunde det være alle Fabriker, naar ikke nogle enkelte Mennesker i kortest mulig Tid skal tjene Formuer ved at udbytte deres Medmennesker. Indtil vi naar det Maal, at Samfundet overtager al produktiv Virksomhed, maa man imidlertid forlange, at det Offenlige ved hensigtsmæssige Foranstaltninger søger at ordne Arbejdslokaler og Arbejdstiden saaledes, at den bliver nogenlunde taalelig for Arbejderne" Som en af de Virksomheder, hvori der tiltrænges en grundig Forbedring i denne Retning, staar Glasfabrikationen absolut i første Række, om end Frederiksberg Glasværk er et særligt slet Eksemplar af Arten.

(Social-Demokraten 5. februar 1891).

Frederiksberg Glasværk er nedrevet. Det lå omtrent Peter Bangs Vej nr. 36.

Jakob Gabriel Davidsen 1813-1891. (Efterskrift til Politivennen)

Redaktør og forfatter Jacob Gabriel Davidsen uddannede sig som ganske ung som typograf: I 1826 kom han i lære hos bogtrykker Kjøbbing i Løvstræde. Her lærte han bl.a. Politivennens redaktør Kristen Kristensen at kende. Politivennen blev nemlig på det tidspunkt sat i dette trykkeri. Der udviklede sig efter Davidsens oplysninger et forhold mellem læredrengen og Kristensen.

Han oversatte en mængde romaner og skrev som hovedstadskorrespondent til provinsaviser, samt redaktør for "Kjøbenhavnsposten" og "Corsaren". Han var dog i modsætning til disse konservativ. 1846-52 var han redaktionssekretær for Edvard Meyer ved "Flyveposten". Sammen med redaktør Gottlieb Siesby (1852-65) skrev bladet imod nationalliberalismen. Nogle af artiklerne blev senere udgivet som "Breve og humoristiske Skildringer af Petersen, Fuldmægtig" (1858) og "Fuldmægtig Petersens Breve II" (1860).

Efter Flyveposten blev Davidsen redaktør for godsejerbladet "Dansk Rigstidende" (1865-1867) og ugebladet "Den konservative" indtil 1886. Økonomisk støttedes den af velstillede meningsfæller. Han skrev også for "Avisen" og var korrespondent for det norske "Morgenbladet" (1877-1891). Desuden skrev han "Fuldmægtig Petersen: Gamle Minder fra Frederiksberg og Vesterbro" (1866), "Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn" (1880,  2. samling 1881; samlet, forøget udgave 1883 nyudg. 1977), "Fra vore Fædres Tid" (1884) og "Kjøbenhavnerliv i ældre og nyere Tid" (1889).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Redaktør, forfatter Jacob Davidsen (27.8.1813-27.1.1891). 1864-1891. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nekrologer. Redaktør Jakob Davidsen, hvis Død vi igaar kortelig meddelte vore Læsere, var født den 28. August 1813 i Kjøbenhavn, hvor Faderen, Gabriel Davidsen var Inspektør ved Stiftelsen "Meyers Minde". Jakob Davidsen kom efter endt Skolegang i Lære hos en Typograf, og denne Syslen med Typer og Manuskript gav ham Lyst til selv at bruge Pennen, hvorfor han ogsaa i en ung Alder begyndte at suste i det journalistiske Haandværk. Han blev Korrespondent til "Aarhus Stiftstidende", og gamle Elmquist kunde han fortælle alle mulige Historier fra Hovedstadslivet, samtidig skrev Davidsen ikke saa faa Artikler i "Københavnsposten" og knyttedes senere til den af Eduard Meyer stiftede "Flyvepost"', ved hvilken han i 1846 blev Redaktionssekretær, og hvis Eiermand han i 1852 blev tilligemed Gotlieb Siesbye. "Flyveposten" maatte som bekjendt gaa ind i Slutningen af Aaret 1865, og Davidsen tog da Plads som Redaktionssekretær ved det af Godseierne stiftede Blad "Dansk Rigstidende"; da Bladet kort efter stiftede Redaktør, overtog han Ledelsen af det i stræng konservativ Aand og vedblev at staa i Spidsen for det til dets Ophør i 1867. Som en Fortsættelse af "Dansk Rigstidende" udgav han derpaa det politiske Ugeblad "Den Konservative", der først stansede i Marts 1886. Samtidig hermed arbeidede Davidsen ved flere kjøbenhavnske Dagblade; han har skrevet en Del Feuilletoner til "Nationaltidende", senere har han i "Avisen" offenliggjort en Del af sit Livs Erindringer, og fra 1877 har han lige til sin Død været københavnsk Korrespondent til "Morgenbladet" i Kristiania. Davidsen var en stræng konservativ Natur og derfor i sin Tid Medlem af den bekjendte "Augustforening", og for sin politiske Troesbekjendelses Skyld maatte han lide megen Haan og Forfølgelse. Som han var trofast i sin politiske Overbevisning, var han trofast og paalidelig overfor Venner og Bekjendte, af hvilke han havde mange, der ville savne den brave, ligefremme og hjertelige gamle Mand. Han har havt stor Modgang at kæmpe med, men har aldrig tabt Modet, og ved sin utrættelige Flid og store Arbeidsdygtighed kom han altid over alle vanskelige Skær. Fra hans journalistiske Virksomhed vil man bedst erindre hans "Breve fra Fuldmægtig Petersen", i hvilke han under en skæmtefuld, ofte ret vittig Form raillerede over politiske, kommunale og selskabelige Forhold her i Hovedstaden; men langt længere vil han mindes som Forfatter, navnlig ved sine Skildringer af Kjøbenhavn i ældre Tider. I Aarene 1880 og 1881 udgav han i to Bind "Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn", en Række fortræffelige Kulturbilleder fra hans Barndom og Ungdom; de efterfulgtes i 1884 af "Fra vore Fædres Tid" og i 1889 af "Københavnerliv i ældre og nyere Tid". Disse hans Arbeider tildrog sig en Del Opmærksomhed, og det var dem, han skyldte, at han paa sine sidste Aar modtog en aarlig Statsunderstøttelse. Den 24. November 1850 var han bleven gift med Frøken Johanne Forster, som døde den 14. November 1888.

(Dags-Telegraphen (København) 29. januar 1891).

Han blev begravet 1. februar 1891 på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.

Cyklesport. (Efterskrift til Politivennen)

Den bekjendte energiske Sportsmand Hr. Ingeman-Petersen har i disse Dage udsendt en lille Bog om Cyklesportens Standpunkt i al Almindelighed og den Maade, den hensigtsmæssigt udøves paa at dens Dyrkere. Bogen fremtræder for den interesserede nuværende og kommende Sportsverden uden Spor af Prætentioner og giør dog det paalideligste Indtryk paa en opmærksom Læser, der sikkert nok i meget af, hvad der siges, ser en Bekræftelse paa, hvad han selv oftere har bidt Mærke i os Eventualiteter under Ridningen. Alt i alt en fortræffelig Bog, som bør læses og læses opmærksomt og bør bidrage til, at unge Læsere og Læserinder gjør Alvor af Tingen, om man vil Revolution mod Indespærringssystemet, og sætter igjennem, trods ildespaaende Tanters Hændervridninger, at de faar sig en Maskine.

Christian Ingemann Petersen, dänischer Radsportler, ca. 1895. Billede fra George J. M. Hogenkamp: Een Halve eeuw Wielersport. Amsterdam 1916. S. 246. Wikimedia. Public domain.

Man sige, hvad man vil, Cyklesport har fremfor al anden Friluftsbevægelse den største Fremtid for sig. Roning er altfor ensidig, tilmed kun morsom for de egenlige professionelle Dyrkere, lidet tilgængelig og kun for Sommeren: Cyklen er for alle og kan dyrkes uden Indskrænkninger til enhver Tid, naar Ejeren at sige tager sine Forholdsregler. Jeg foretrak selv Boldspillet for Cyklen, inden jeg prøvede denne, men hint er afhængigt af Veir og Aarstid og ikke i den Grad indbringende - baade hvad Helbred og Udflugter angaar - som denne sidste.

Der er det ved Cykelsporten, at den er saa dyr at drive, at kun de velstaaende klassers Ungdom kan faa Del i denne Sport; men da det dog nu er saaledes at en god Cycle kan faas for 250 Kr. og paa Afbetaling - vel altid mod kavtion - og en saadan Maskine, godt holdt, selv meget brugt kan benyttes to Aar uden Reparationer, og betel ter meget længere efter et større Gjennemsyn, maa man indrømme at denne Pris ikke er for høj i Forhold til det, der bydes Eieren af denne Maskine.

For at de unge Læsere kan faa et Indblik i, hvad det er for Spørgsmaal. som er brændende i den ridende Sportsverden, skal vi Punkt for Punkt gjennemgaa dem og saa samvittighedsfuldt som muligt hjælpe vordende Cyklevenner til al tage en Bestemmelse, som den sømmer sig en Mand.

Vi er i det følgende ikke helt enige med Hr. Ingeman-Petersen og skal over for ham fremsætte vore Anskuelser, der ingenlunde - ganske vist - er sete fra et professionelt sportsligt Standpunkt men derimod vil have Sagen behandlet fra det unge Menneskes Standpunkt, der rider for sin Fornøielse, for Somrens Skyld, for sin Sundheds Skyld og for at faa en daglig Motion - og som trods disse mindre sportslige Hensyn tror at kunne faa lige saa meget ud af Cyklelsporten, i hvert Fald hvad angaar at sidde smukt i Sadlen, som den professionelle Rytter.

Unge Mennesker bør sikkert for Fremtiden kun vælge Bicyklette, fordi denne frembyder næsten absolut Sikkerhed, tillader forholdsvis stor Bagage (se nedenfor) og kan sno sig paa Steder, hvor Tricyklen (paa en Grøftekant af 4 Tommers Brede) er umulig, og hvor Bicyklen let bliver farlig. Man bør vælge sig en Maskine af første Slags, men dog ikke være over 250 Kr, og man bør saa at sige aldrig kjøbe brugte Maskiner, medmindre der for disse følger en absolut garanterende Sikkerhed for, at de enkelte Dele paa ny er undersøgte. Man troede i dette Efteraar, at de nye pneumatiske Maskiner (d. v. s. en Maskine. hvis Gummiringe er forsynede med Luft) aldeles vilde slaa de almindelige Maskiner flabe, men at dømme efter Forfatterens Erfaringer, er det foreløbige Resultat ikke ublandet godt. Og under alle Omstændigheder er det klart, at Ejere af almindelige Maskiner, der løber let og hurtigt og ikke er slidte i Lejerne. ikke bør lade deres Maskiner blot delvis forandre, fordi store og væsenlige Forbedringer endnu forestaar i de nærmeste Aar paa Gummiringenes Omraade.

Hvad angaar en bestemt Anbefaling til en navngiven Fabrik, da er dette en alvorlig Sag, thi den bedste Fabrik kan have Uheld og levere en dyr Maskine, der har en Fejl i et eller andet Leje, og samme Fabriks simplere Maskiner kan være udmærkede. Man raadføre sig da med en cyklekyndig Mand, inden man slaar Handel af.

Ingen Dyrkere af Sporten i Alderen om de 20 Aar bør lade sig skræmme af Hr. Ingeman-Petersens kategoriske Imperativ om, at man skal have redet saa og saa længe, før man kan tillade sig Forsøg paa at sætte længere Rekorder. Meningen er naturligvis kun den, at Begyndere ikke maa - for deres egen Skyld - overanstrænge sig ved forcerede Landevejsløb og saaledes ødelægge deres Sundhed. Men hvor hurtigt man kan komme efter Ridtet, fremgaar af følgende: Jeg kjøbte den 20de Juni 1890 en Bicyklette (Humber) til ca. 250 kr. og lærte at kiøre paa 2 Morgenlimer (1 Time ad Gangen, 2 Dage eller hinanden) paa en ældre Maskine. Men jeg kunde aldeles ikke springe op, heller ikke dreje sikkert og endnu mindre vove mig ud i Gaderne. Dog ogsaa dette kom nogle Dage senere. Man skal i Parenthes sagt aldrig lære at kjøre (-ride) paa sin nye Maskine. Jeg gjorde nogle mindre Ture til Klampenborg og en Tur til Helsingør (ud den ene Dag og hjem den næste) og brugte hver Gang om de ca 6 Mil godt 4 Timer. Den 15de Juli (23 Dage efter Kjøbet) snørede jeg Ranslen, der var 14 Pd., paa Cyklen, som vejer 44 Pd., og red om Morgenen med fuld Oppakning til Korsør. Jeg brugte om de ca. 15 Mil 12 Timer, hvoraf de 2 var til et længere Ophold undervejs. Forøvrigt trodsede jeg alle Bakker paa nær en, men sprang ofte af for at strække Benene, der var voldsomt ømme. Imidlertid var jeg ved Ankomsten, skjønt dødtræt, skrupsulten. Spiste som en Tærsker og sov derefter som en Brosten 12 Timer.

Derefter kjørte jeg kortere og længere Ture i de næstfølgende 5 Uger. Paa Tilbagevejen kom jeg paa mindre end en halv Dag fra Haderslev (med 19 Pd. Bagage) til Nyborg. Altsaa særligt øvet skal man ikke være for at kunne holde længere Ture ud, men man skal være ung og, som Forf. bemærker, være klædt paa saa hensigtsmæssigt som muligt og dertil vogte sig for voldsomme Ridt, der bringer stærk Sved og en forfærdelig Afkøling. Med Hensyn til Klædedragten er vi dog deri uenige med Forf., naar han fordrer en fra den alm. daglige Dragt stærkt afvigende Paaklædning. Mange Forældre, der vægrer sig ved at give deres Børn eller voxne Sønner Cykler, fordi de finder Mishag i den sportslige Udstaffering med Trikotbenklæder, bart Bryst eller ulden Skjorte og en Sportshue uden Skygge, har uden Tvivl Ret i, at Sportsmændene paa dette Omraade ikke bør tvinge deres Dragt paa almindelige Mennesker, der kun ønsker at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt. Et ungt Menneske paa Bicykle, der rider paa kortere Besøg fra en By til en anden og gjærne vil se sig om i denne sidste, er ilde stedt, naar han er stegen af sit Dyr og vil bevæge sig frit omkring i borgerligt Selskab. Og tilmed kan man meget godt ride i snævre, lange Benklæder eller disse blot indsnævrede i Gamascher, i almindelig Jakke (tilpasset efter Aarstiden) og let Hue, der ikke behøver at være uden Skygge som de sidste nye, der var paa Moden i Sommer

Men Cyklesporten rummer Farer foruden dem, Hr. Ingeman-Petersen nævner, og af hvilke de vigtigste er de alvorlige Sygdomme, man udsætter sig for, ved at negligere sit Legeme. Vi forudsætter, som givet, at enhver, der kiøber sig et Tohjul, enten vil lade sig undersøge af sin Læge eller ogsaa forud er fuldstændig sikker paa, at han ikke lider af noget Hiærteonde el. l. Er han nu først bleven Rytter og har tilbragt Sommeren paa egen Haand og mest med længere Ture, melder der sig snart ved Efteraarets Begyndelse en Trang til at træde i Forbindelse med andre Cyklister. Og her kommer vi da til en meget uheldig Side ved denne Sport, og saa meget uheldigere, som denne Side paa en uheldig Maade har tildraget sig i altfor høi Grad Offenlighedens Opmærksomhed og gjort "Forældrenes" Mistillid større. Vi sigter til den Fare, som man løber ved at være i de store Cykleklubber og deltage i de samlede Søndagsudflugter, der altid ender med Frokoster, Middage og gemytlige Sold ovenpaa. Man ved jo nok, at er man først kommen i godt Selskab, vil man ikke spise sin egen tarvelige Frokost og lade de velhavende indtage en bedre Middag; saa følger man Trop, og denne Kammeratskabsfølelse koster mange Penge. Utvivlsomt gør disse større Foreninger deres Nytte, men for den enkelte Cyklist, der vil more sig under sin Sport, maa det vel staa som Maalet at slutte sig til en enkelt og med denne foretage de Ture, som efter Lyst og Lejlighed synes mest passende. Paa Ture skal man for Resten helst intet andet nyde ud over lidt Vand til at slukke Tørsten og skylle Munden med.

Hr. Ingeman Petersens Bog kunde synes at maatte være ensidig, fordi Forf. ikke alene selv er Sportsmand, og som saadan ædel retfærdig, men ogsaa (næsten) Cyklefabrikant, og som saadan maa være for sine egne Maskiner. Men man kan dog meget godt læse hans Bog og saa lade være at kjøbe netop en Humber-Cykle og dog drage Nytte af de mange praktiske Vink, Bogen indeholder. Der er saamænd Fabriker nok. især engelske, men derfor er det alligevel Synd at sige, at man nu kun kan kjøbe engelske Maskiner, som er virkelig tidssvarende. Der findes 1 eller 2 tyske Fabriker, der trygt kan anbefales, med deres Maskiner af 1. Klasse er dyrere og finder næppe Kjøbere udenfor Tyskland

Hvad selve Bogen angaar, da er den udarbejdet med Omhu i et let læseligt, kraftigt Sprog, der vil forstaas og ogsaa nok bliver det. Blandt Smaafejl, som vi skal paapege, er der den, at der ikke er vedføjet en Liste over Priserne paa alle en Cykles enkelte Dele. Og Anvisningerne til Rensning af Maskinen, hvorpaa hele dens Velvære beror, burde været righoldigere og mere pointerede. Uden Tvivl vil imidlertid denne lille Bog paa 75 Sider bringe CykIesporten endnu et Skridt fremad og maaske skaffe Humbers Maskiner et øieblikkeligt Overtag, og det gjælder da om at overbevise den interesserede Sportsverden om, at andre Fabriker ejer lige saa gode Betingelser for at kunne fremstille 1. Klasses Maskiner.

Skjønt man, efter at have læst Bogen, føler sig overbevist om, at Forf. er vred paa Folk, der gaar paa Gaden uden at bryde sig det mindste om Cyklens Klokke eller Rytterens Varsko, skjønt almindelige Vogne undgaas, maa man være ham taknemmelig for, at han paa dette Sted har undgaaet en Konflikt med Offenligheden, selv om vi alle er enige med ham i, at man overalt viser den største Hensynsløshed mod Cykleryttere og fortrædiger dem paa alle mulige Maader.

J. Neuhaus

(Morgenbladet (København) 25. januar 1891).

Humber var grundlagt af grovsmeden Thomas Humber (1841-1910) som i 1868 lavede en velocipede in 1868, ligesom tricycler og bicycler. Det tog ham to måneder at lave hver cykel. Hans cykler fik ry for at være "aristokraten mellem bicyckler". Han trak sig tilbage 1892, men mærket fortsatte i mere end 90 år. I 1884 patenterede han safety cyklen som meget ligner vore dages cykler. Firmaerne under navne som Humber and Company (America) Limited, Humber and Company (France) Limited, Humber and Company (Extension) Limited ekspanderede især 1894-1897 med luftfyldte dæk som tiltrak en ny slags rytter. 

Bogen "Cyclesport" af Ingeman-Petersen handlede om valg af cykel og gav mange gode råd. Et stort kapitel gengiver flere engelske og franske udtalelser om sundheden ved cykelsporten som f.eks. "Jeg kan udtale ifølge praktisk Erfaring, at. moderat Brug af Cycle begunstiger Regelmæssigheden af særlige Funktioner hos Kvinden". Dr. Lutant. Christian Ingeman-Petersen 9. december 1873 - 25. februar 1963, var en dansk banecykelrytter, der debuterede allerede som 13-årig. han blev i 1889 vinder af Nationalt mesterskab, Bane, 1 Dansk Mil, Amatører, Danmark, Danmark, og i 1890 vinder af Nationalt mesterskab, Bane, 1 Dansk Mil, Amatører, Danmark. og vandt det danske mesterskab i samme disciplin i 1895 og 1896 samt på en dansk mil i 1889; desuden i 1890 og 1895 dertil i motorpace i 1896. Internationalt blev han nummer to ved verdensmesterskaberne på bane i Köln i 1895 i amatørernes sprint Han blev professionel i 1897.

Præsterne som Gravtalere. (Efterskrift til Politivennen)

Under Behandlingen i Rigsdagen i Lørdags af Henning Jensens Forslag om Jordfæstelse udtalte vor Meningsfælle, P. Holm, at Præsterne undertiden misbrugte deres privilegerede Stilling som Talere ved Jordfæstelser paa en saadan Maade, at de Afdødes Slægt og Venner i høj Grad forargedes.

Som Illustration hertil kan det have Interesse at fremdrage følgende:

For nogle Dage siden døde Viceinspektricen ved Øhlenschlægersgade Skole, Fru Minet. Den Afdøde var kendt i store Kredse som en meget virksom Forkæmper for Kvindesagen, og havde særlig virket i Kvindevalgretsforeningen og kvindelig Fremskridtsforening.

Ved hendes Grav talte Sognepræsten ved Mathæuskirken, Levinsen, saaledes, at det vakte Anstød hos den store Mængde, der havde samlet sig. Endskønt Fru Minet paa en anerkendt Maade havde udøvet Lærerindegærningen i mange Aar, deraf de sidste 5 Aar som Viceinspektrice, og i den Tid havde vundet manges Hjærter saavel blandt Kolleger som blandt Eleverne og deres Forældre, saa fandt Præsten sig dog foranlediget til kort og godt at udtale, at hendes Virksomhed i Skolens Tjeneste vilde han ikke omtale - han kendte den ikke, sagde han.

Man kan forstaa, at Følget fandt det mildest talt mærkeligt, at Præsten i Sognet maa erklære sin Uvidenhed om en ældre Lærerindes Gærning ved den stedlige Skole.

Derimod var der et andet mere delikat Punkt, hvor det viste sig, at Pastor Levinsen var mere med paa den, og han krammede ugenert sin Viden frem med de Ord: der hvilede "en mørk Skygge" over den Afdødes Privatliv.

Forargelsen blandt de Forsamlede har medført, at den Afdødes Kolleger over for Pastor Levinsen har udtrykt deres Beklagelse over det skete.

(Social-Demokraten 21. januar 1891).

E. V. M. Minet, f. Hermansen (f. 18. januar 1838) var viceinspektrice ved Øhlenschlægersgade Friskole siden oktober 1883. Hun døde i januar 1891. Om provst Levinsen, se dette indslag: Provst Theodorus Levin Levinsen (1851-1922).