Bech tilbagekaldte i april 1898 sin tilståelse. Han påstod bl.a. at det ikke var aftalen at straffen skulle være så hård når nu han havde tilstået. Forhørene blev genoptaget i Højesteret i begyndelsen af maj 1898. Som noget nyt kom det frem at han til en tømrermester Rasmussen samme dag som han overfaldt Thaulow skulle have sagt: "Jeg skal have penge selv om det skal koste blod."
Under højesteretsforklaringen kom der andre aspekter af Bechs personlighed og liv frem:
Kaptajn Bech for Højesteret
(Fra vor Højesteretsreferent)
København 23. juni.
Den i Gaar paabegyndte Dokumentation optog største Delen af Retsmødet i Formiddag, som havde ikke stor Interesse. Størst Betydning har det, der knytter sig til Bechs Tilbagekaldelse.
Som man erindrer fra i Gaar, har Bech klaget over, at han blev holdt for lange l Skabene. Det oplyses, at man i Reglen lod Dørene til Skabet staa aabne; men saa gjorde han saa megen Kvalm, at man maatte lukke Døren; han var i det hele taget en meget vanskelig Arrestant.
Ved Lægeerklæringer er det godtgjort, at han har haft megen Men af de Saar, han fik i Krigen.
Hans Hidsighed i Hjemmet var meget stor. Sin Hustru har han ofte slaaet med flad Haand, naar han blev vred, og en Gang ramte han hende i Øjet, saa at det svulmede op. Hun truede da med at melde ham til Politiet, hvilket hun dog undlod. Hun mener iøvrigt, at han ikke kan beherske sin Hidsighed. En Gang, da hans Søn Ejnar skulde hjælpe ham med noget og bar sig kejtet ad, blev han saa hæftig, at han slog Drengen med en Hammer i Hovedet, saa at det blødte. Bagefter fortrød han det og sagde, at det ikke var "saadan ment".
En af hans Døtre forklarer, at naar Faderen blev vred, kastede han Gafler og Kopper efter Børnene; Datteren havde han pryglet baade med et Spanskrør og med en Ridepisk.
En Arkitekt Hagemann havde en Gang faaet den Opgave at meddele Bech, at han ikke var bleven valgt ind i et Kystbane-Udvalg, som han havde arbejdet stærkt for at komme ind i. Bech blev da aldeles ustyrlig af Raseri; han undsagde ligefrem Hagemann og erklærede, at han vilde skade ham, hvor og naar han kunne; ogsaa Kystbanen vilde han skade, skønt det stred mod hans egen Interesse. Ved et paafølgende Festmaaltid havde Bech imidlertid glemt det hele og stod endog op og udbragte en Skaal for Hagemann i meget rosende Ord.
En Arrestbetjent Sengeløv har faaet det Indtryk, at Bech gærne vilde lade, som om han var syg, og skildrer ham iøvrigt som en lumsk og snedig Person.
En Viktualiehandler Petersen, som tidligere i flere Aar har været Kusk hos Bech, oplyser, at Bech ikke den Gang gjorde Indtryk af at være abnorm; men det hændte hyppigt, at han pryglede Børnene igennem med en Ridepisk, naar de kom hjem med en daarlig Karakter fra Skolen.
Auktionsholder Rasmus Nielsen havde handlet med Bech om Grundene i Sletten og bød 50 Øre for Kvadratalenen, medens Bech forlangte 3 a 4 Kr. Bech blev saa rasende over Tilbudet, at han fo'r op og skældte Nielsen ud for en Skurk.
En Dame, som har været "indvendig Jomfru" hos Bech, forklarer, at han stadig skældte og slog Kone og voxne Døtre for rene Bagateller.
Fængselslæge Friedenreich erklærer, at han har undersøgt Bech og fundet, at han ikke lider af nogen Hjærtefejl. Bech viste ham en Del Saar rundt om paa Legemet og paastod, at det var Saar fra Krigen. Friedenreich ved ikke, om det var Tilfældet, men hævder, at disse Saar i hvert Fald ikke betyder noget for Bechs Helbred. Forøvrigt havde Lægen faaet det Indtryk, at Bech var hysterisk og som saadan viste en ubehersket Reaktion overfor ydre Indtryk. Dog var det umuligt at afgøre, om han var helt ude af Stand til at beherske sig. Han var meget senil efter sin Alder, mager og affældig; Hænderne rystede paa ham, og hans Aandsævner var noget svækkede, dog ikke i nogen fremtrædende Grad. Alt i alt havde Hr. Friedenreich tilset ham 24 Gange under hans Arrestation, idet han hyppigt var sygemeldt som lidende af hysteriske Anfald. Efter sin Ttlstaaelse blev han dog mere rolig, idet han haabede paa Kongens Naade.
Fra Datteren, Dagmar Bech, havde Defensor modtaget et Brev, hvor hun gav en Række Oplysninger om Faderens Sindstilstand. Han var paa en Gang hjærtensgod og kærlig dintal, forklarede hun. Da han i sin Tid var bleven opereret, forværredes hans Tilstand betydeligt. Tidligere havde hans Vrede givet sig Udslag i Urimelighed; men efter den Tid gav den sig Udslag i Rusen. Han tugtede Børnene med haard Haand; men bagefter sagde han, at Pryglene havde gjort dobbelt saa ondt paa ham; han var imidlertid en slet Fader, hvis han ikke tugtede dem, han elskede. Ofte, naar hans tøjlesløse Raseri havde faaet Luft, græd han bagefter af Bevægelse; men strax efter kunde han fare op igen og kaste et eller andet efter dem, hvis de bare havde skrabet med en Stol eller glemt at satte en Krog paa et Vindue.
En Dag, da Datteren var ude for at gøre Indkøb til Husholdningen, blev hun noget længe borte, fordi hun fik Tandpine under Vejs. Bech vilde imidlertid ikke tro paa denne Undskyldelsesgrund, men trak Datteren rundt i alle de Butiker, hvor hun havde været, og spurgte, hvor længe hun havde været hvert Sted. Til Folk, han mødte paa Gaden, fortalte han, at han ikke kunde stole paa sine Børn, osv.
Højesteretssagfører Schaw, der har gaaet Familien til Haande i længere Tid, giver Datteren det bedste Vidnesbyrd, og det samme gør Familiens Huslæge, hvorfor Defensor tillægger hendes Brev megen Betydning.
Efter Dokumentationens Slutning nedlagdes
Aktors Paastand,
der gik ud paa, at den indankede Kriminalretsdom blev skærpet eller stadfæstet
Defensors Foredrag
begyndte derefter.
Hr. Nellemann lod først Sekretæren læse et Brev fra Bechs Datter, som i Gaar havde skrevet, at man ved at se paa Bechs Kamp med de ugunstige Forhold og hans ustyrlige Raseri, der afvexlede med den kærligste Hensynsfuldhed mod Familien maatte faa det Indtryk, at han led af et skjult Onde. Defensor fortsatte derefter:
I en Sag som denne, der har vakt saa megen Opsigt, er der naturligvis ogsaa sagt meget urigtigt. Navnlig er det sagt, at hans Gærning stemmede godt med hele hans tidligere Liv. Men dette er netop ikke Tilfældet. Før han tilstod, søgte man naturligvis i hans Fortid noget, hvorpaa der kunde bygges et Indiciumsbevis; men man fandt intet.
Det er bevist, at han var ustyrlig hidsig; men der forelaa intet om, at hans Karakter var uredelig, eller at han vilde skaffe sig Fordel paa sine Medmenneskers Bekostning. Og det er dog det, det kommer an paa, naar han beskyldes for at ville slaa et Menneske ihjæl for at stjæle hans Penge.
For mig som hans Defensor maa det være maptpaaliggende at urgere dette overfor den høje Ret: Bech kan være en usympatetisk Person og et ustyrligt hidsigt Menneske; men før denne Sag kom frem, har han ikke været i Konflikt med Loven. Man kan altsaa ikke af hans Fortid dømme, at han skulde have tænkt paa at blive Rovmorder.
Jeg kender ikke Kapt. Bech; jeg har ikke set ham, før jeg blev hans Defensor. Men hvad Offentligheden kendte til ham, før denne Sag kom frem, var kun smukt og godt. Og jeg maa vel have Lov til at fremhæve, at han deltog i vor sidste ulykkelige Krig og i Slaget ved Dybbøl udførte sin Gærning med ualmindelig Tapperhed og Dygtighed
Han var ogsaa Medstifter af "Foreningen af Officerer uden for aktiv Tjeneste", som har til Opgave at komme Fædrelandet til Hjælp i Farens Stund. Dette er, hvad man kender til Kapt. Bechs Fortid; alt, hvad der ellers er fortalt, er kun Snak. Og denne Mand vil man nu beskylde for Forsøg paa overlagt Rovmord.
Ganske vist, Bech har tilstaaet Overfaldet paa Thaulow; men denne Tilstaaelse har han tilbagekaldt igen, skøndt jeg næsten maatte føre en hel Kamp med ham for at faa ham til at staa ved den. Og hvorledes vilde Sagen stille sig, hvis han ikke havde tilstaaet? Vilde der saa foreligge Omstændigheder, som viser, at han vilde gøre sig ulovlig Fordel, eller at han har overlagt Gærningen i Forvejen? Jeg mener Nej!
Den "Selvforsvarer", han slog Th. med, havde han i alt Fald købt for længe siden, og den kunde han have god Brug for over for det Bølleuvæsen, som Bladene har talt saa meget om. At han gik op til Th., var der heller ikke noget mistænkeligt ved. Han handlede med Malerier, og dem kunde han godt købt, fordi han ikke havde mange kontante Penge hos sig.
Bechs økonomiske Omstændigheder var naturligvis meget slette. Han havde levet i 10 Aar ved Laan; der var gjort Exekution i hans Eiendomme, og hertil kom Underbalancen i Lotteriet. Mest kom det an paa for ham at beholde Grundene i Sletten, indtil de gode Konjunkturer kom, som alle Spekulanter venter paa.
Men er der nogen Rimelighed i, at han har kunnet tænke sig at blive hjulpen ved at staa Th. ihjel. Har han kunnet tænke sig hos Th. at finde de 800 Kroner, han manglede til Lotteriet? Nej, den kloge Mand har maaske kunnet vente at finde 50 eller 100 Kr.; men hvad kunde det hjælpe ham? Var det virkelig den store Risiko værd?
Det forekommer mig yderst usandsynligt, at en saa forstandig Mand som Bech skulde ville indlade sig paa et saa voveligt og tvivlsomt Foretagende, saa meget mere, som Th. flere Gange har fortalt ham, at han ikke havde sine Penge liggende derhjemme.
At Bech skulde have slaaet Th., fordi denne havde drillet ham og fortalt ham Løgnehistorier, er naturligvis heller ikke meget sandsynligt. Men jeg maa dog gøre opmærksom paa, at Thaulows Forklaringer ikke stemmer godt overens. Til Rapporten forklarer Th., at han strax satte sig ned for at trække Støvler paa, og at Bech i det samme slog ham i Hovedet. Men senere forklarer han, at der dog var en Diskussion imellem dem.
"Han kunde ikke blive vred over det, jeg fortalte ham", sagde Th., - altsaa maa Th. have fortalt ham noget. Senere forklarer Th., at han intet fortalte ham den Dag, Overså det skete; men disse vaklende Forklaringer giver mig Ret til at sige, at naar Bech, som han indrømmer, har slaaet Th., saa har det været i Hidsighed. Det er jo tilstrækkelig oplyst, at Th. lige strax viste sig afvisende over for Bech, og det kan godt have ophidset ham.
Men hvor er det muligt, vil man spørge, at en Mand kan blive saa hidsig. Ja, dertil kan kun svares, at saa hidsig var han nu en Gang, selv om han end ikke kan gøre Regning Paa at blive troet paa sit Ord, naar han undskylder sin Gærning med Hidsighed.
Jeg maa her navnlig holde mig til, hvad Bechs Datter har sagt og skrevet. Hendes Optræden i denne Sag har gjort et dybt Indtryk paa mig. Naar man ved, i hvor høj Grad hun har lidt under Faderens Brutalitet, kan man ikke andet end beundre den Energi, hvormed hun i denne Sag har kæmpet for sin ulykkelige Fader.
Den unge Pige, der nu er et Par og tyve Aar gommel, maa hovedsagelig sørge for Familien; thi man har berøvet Konen alt Men alligevel har hun, som har set saa mange slette Sider af sin Faders Karakter, været utrættelig i at fremhæve hans opofrende Kærlighed over for Familien og undskylde hans ustyrlige Hidsighed.
Egentlig var jeg ikke glad ved at skulle have med denne Sag at gøre; thi jeg kunde jo ikke have stor Sympati for Bech; men det faldt nu en Gang i min Lod at blive beskikket til Defensor, og da jeg havde hørt Datterens Vidnesbyrd, fik jeg et faa stærkt Indtryk deraf, at jeg bad hende udtrykke sine Tanker skriftligt for mig, for at jeg kunde fremlægge dem for denne høje Ret, hvor de forhaabenllig ogsaa vil gøre Indtryk.
Jeg anser det System, der nu følges i vor kriminelle Retspleje, for fuldt garanterende, naar der optrædes korrekt. Det er en Kamp mellem Forhørsdommer og Inkvisit; men man maa ikke gøre Inkvisiten til et viljeløst Redskad, som ikke kan føre Kampen. Arrestanten maa bestandig være i Besiddelse af de Banden, han er berettiget til at bruge.
Taleren gik dernæst over til at kritisere Forhørsdommerens Protokoltilførsel, idet han navnlig urgerede, at Bechs Tilstaaelse om, at han "helst saa, at Thaulow ikke havde levet efter Slaget", var ukorrekt.
Defensor fortsætter i morgen.
(Horsens Folkeblad 24. juni 1898.)
Kaptajn Bech for Højesteret
(Fra vor Højesteretsreferent)
København, 24. Juni
Defensor fortsatte
i Morges sin Kritik af Forhørsdommerens Protokol-Tilførsel. Udtalelsen om, at Bech "ønskede vel nok helst, at Thaulow ikke skulde leve efter Slaget", var ligefrem lagt ham i Munden af Dommeren, og denne saavel som andre Bemærkninger, der har fældet ham, har han nærmest fremsat for at vinde Dommerens Bevaagenhed og mulig opnaa den mildere Dom, der blev stillet ham i Udsigt.
Der er sikkert ogsaa uberettiget at skrive rent ud i Protokollen, at Bech ved Frihedsstøtten fik det Indfald at gaa ud og slaa Th. i hjæI. Paa dette Tidspunkt var hans Tanker altfor uklare til, at noget joodant kunde slaas fast. Det fremgaar jo desuden af de senere Forhør, at Bech havde til Hensigt at slaa Th. netop paa det Sted, hvor han ramte ham, og et saadant Slag var faktisk ikke dødeligt.
I et af de sidste Forhør tilbagekaldte Bech da ogsaa sin Tilstaaelse. Saa foreholdt Dommeren ham imidlertid, at hvis han ikke opgav denne Tilbagekaldelse, kunde hun ikke gøre Regning paa hans Støtte, naar han søgte om Benaadning, eller naar Dommen faldt. Overfor denne Pression opgav Bech Tilbagekaldelsen; men han fremførte den paany, da Dommen var faldet, og det ved denne havde vist sig hvor lidt Dommerens -Støtte var værd, idet Straffen - 10 Aars Tugthus - jo var meget haard.
Hvorfor tilstod Bech ?
Spørger man nu, hvad der bevægede Beck til at afgive Tilstaaelsen, saa maa jeg først henvise til Bechs hele svækkede Tilstand, der forringede hans Modstandskraft i høj Grad. Man vil erindre fra Dokumentationen, at Fængselslægen havde karakteriseretr Bech som en legemlig svag Mand. Selv om Bech overdriver sit legemlige Onde - hvad jeg nu nok tror han gør - , saa er det dog ikke forsvarligt at behandle en saa svag Mand paa den Maade, som sket er. Den Dag, han tilstod, blev han faktisk hentet fra Arresten Kl. 10 om Formiddagen og først bragt tilbage Kl. 8 om Aftenen. I hele den mellemliggende Tid har han befundet sig under extraordinære Forhold, siddet i Timevis i Skabene og intet faaet at spise.
Det forekommer mig, at man maa være meget betænkelig ved at lægge Vægt paa, hvad en Arrestant "tilstaar" under slige Forhold. Jeg paastaar ikke, at Dommeren har behandlet Arrestanten saa haardt alene for at svække Ham; men jeg hævder, at man derved har berøvet Bech de Forsvarsvaaben, han bør have som Inkvisit. Var det virkelig nødvendigt at have Arrestanten disponibel fra tidligt om Formiddagen? Han sad jo ikke i vestre Fængsel, men i Arresten paa Nytorv, og han kunde hurtigt være bragt til Stede, hvis man havde Brug for ham. Hvorfor saa tilføje ham den Lidelse, som det er at sidde i Timevis i Skabene? Disse Skabe kan være et nødvendigt Onde; men de bør ikke anvendes mere end højst nødvendigt. Thi det er faktisk en stor Lidelse at sidde i Skabene. Jeg minder om den saakaldte Kininsag, hvor jeg fik en tiltalt frifundet, fordi han var bleven pint i ufornøden Grad med Skabene.
Bechs Fælde.
Saa er der det Brev, som Bech skrev i Arresten til sin Familie, og som Dommeren mærkelig nok tillægger en uhyre Betydning. Bech skrev heri: "Dommeren er en lumsk og snedig Person. Han piner mig gruligt og har truet med at tage Lænestolen fra mig; saa dør jeg. Han vil have mig til at tilstaa, at jeg har villet rovmyrde Thaulow" osv.
Dommeren mener, at Bech her er gaaet i en Fælde og selv har røbet, hvad han aldrig er bleven sigtet for: at han har villet rovmyrde Th. Men det forstaar jeg ikke. Det er da ganske naturligt, at Bech, naar Dommeren afviser hans Forklaringer, maa tro, at han sigter ham for Rovmord.
Efter Bechs Paastand har Dommeren fortalt ham, at han kunde stole paa hans Velvilje, hvis han tilstod; han var den, der havde størst Indflydelse af de voterende Assessorer, osv. Dette tør Dommeren ikke benægte at have sagt. Og naar han saa samtidig erindrer den svækkende Behandling, han har været Genstand for, samt Paavirkningen fra politibetjentens Side, saa har man ikke svært ved at forstaa, at han har ladet sig overrumple.
Man maa heller ikke glemme, at Bechs ualmindelige Hidsighed bragte ham i en vanskelig Situation. Han var faktisk utrolig hidsig; men dette kunde han ikke faa Dommeren til at tro. Denne blev ved med at forholde Bech, at han stod sig ved at afgive en mere troværdig Forklaring, og da Bech nærede en stærk Tillid til Betydningen af Dommerens gode Støtte og store Indflydelse, sagde han mere, end han egentlig vilde.
Dette forklarede han sin Defensor ved Kriminalretten, der lod ham vide, at det var noget galt, han havde gjort, og at han maatte tage sine Udtalelser i sig igjen i et nyt Forhør. Men det var Bech strax betænkelig ved; "det gaar ikke an," sagde han, "for saa mister jeg Dommerens gode Støtte." Dette karakteriserer tiltrækkeligt hans "Tilståelse", og jeg henstiller hvor megen Betydning man mener at kunne tillægge dem.
Hvad er da Sandheden?
Ja, jeg vil naturligvis ikke paastaa, at jeg kan udrede denne Sag paa den eneste rette Maade. Men jeg tror, at det er gaaet saaledes til:
Bech er kommen op til Th. for at laane Penge; men Th. har stillet sig meget afvisende, og derved har han opirret den hidsige Mand, saa har han slaaet ham, men ikke paa en saadan Maade, at han kunde dø af det. At han skulde vente at finde 800 Kr., han manglede. er ganske usandsynligt.
Man har betegnet det som et kraftigt Bevis mod ham, at han den Dag, Overfaldet fandt Sted, havde mødt en Tømrermester Rasmussen, til hvem han sagde :
"Jeg maa have Penge, selv om det skal koste Blod!"
Men dette taler efter min Mening nærmest til Bech Fordel. Thi hvis han virkelig gik og rugede over Mordtanker, vilde han selvfølgelig ikke have udtalt sig saaledes.
Bech er abnorm.
Hvad jeg atsaa gærne vil have gjort klart for den høie Ret, er det, at Bech er en ganske abnorm Mand, hvis aldeles usædvanlige Hidsighed gør, at han maa bedømmes paa en ganske særlig Maade. At han f. Ex. kan slaa lille Søn i Hovedet med en Hammer og bagefter selv græder over det, og at han trækker sin lille Datter, som han elsker, ved Haaret og bagefter vil have hende til at ligge i hans Værelse, fordi han ellers ikke kan sove, - det tyder i høj Grad paa, at han er noget sindssyg.
Jeg har dog ikke ment at kunne paatage mig Ansvaret for at faa Bech indlagt paa en Sindssygeanstalt. Jeg har ment hellere at burde overlade til den høje Ret at tage Bestemmelse derom. Naar jeg ikke har forlangt ham indlagt til Observation, er det nærmest, fordi den tidligere Fængselslæge, Dr. Friedenreich, som mente, at Bech ikke var sindssyg, senere er bleven Overlæge netop for den Afdeling af Kommunehospitalet, hvor Bech skulde indlægges til Observation. Det vilde under disse Omstændigheder være underligt at lade ham undersøge af Friedenreich igen.
Jeg henstiller altsaa til den høje Ret, om det kan forsvares at lægge Bechs Tilstaaelse til Grund for en Domfældelse. Helt fri kan han naturligvis ikke blive; men det forekommer mig dog, at 10 Aars Tugthusarbejde - der for en Mand i Bechs Alder er ensbetydende med Tugthusarbejde paa Livstid - er en urimelig stræng Straf. Kan man egentlig sige, at han har handlet med Overlæg? Efter min Mening kan der højst være Tale om Forsæt, og er det Tilfældet, saa maa han dømmes efter ganske andre Paragrafer og til en langt mildere Straf.
Idet jeg altsaa henstiller til de høje Dommere, om ikke alle Sagens Omstændigheder opfordrer til at se med mildere Øjne paa Bechs Handling, end Kriminalretten har gjort, skal jeg nedlægge den allerærbødigste
Paastand
At Arrestanten idømmes den mildeste Straf.
[Herefter fik aktor ordet. Der tilføjedes imidlertid intet nyt, heller ikke i dommen]
(Horsens Folkeblad 25. juni 1898. Forkortet)
Den 24. juni afsagde Højesteret dommen som stadfæstede Kriminalrettens dom på 10 års tugthus. Efter dommen fik han frataget ridderkorset som blev sendt tilbage til ordenskapitlet, ligesom hans navn blev strøget af hærens lister. Han blev herefter sendt til Århus for endelig at blive indsat i Horsens Tugthus den 11. juli 1898.
Kasseret Afskedspatent.
I Anledning af en afskediget Kaptajn Søren Peter Jensen Bech overgaaet Dom er det ham under 10de Oktober 1887 tilståede Afskedspatent ved allerhøjeste Resolution af 17de August blevet kasseret.
(Ministerialtidende 1898)
