Harald Emil Larsenius Holm (1848-1903) var født i København. Som student underviste han bl. a. som huslærer hos Sofus Høgsbro (1822-1902) der påvirkede ham i grundtvigianisk retning. Fra 1872 skrev Holm artikler til Høgsbros Dansk Folketidende og var medredaktør 1878-1883. Han skrev bl. a. en tid for Morgenbladet og fra 1894 korrespondent til en del provinsblade, korrespondancer til Bjørnstjerne Bjørnsons Norsk folkeblad og norske og svenske blade.
1878 tog han sammen med bl.a. digteren J. C.Hostrup som også blev udnævnt til æresmedlem, initiativ til Københavns højskoleforening som Holm blev formand for:
"Kiøbenhavns Højskoleforening". Denne Forening, som maaskee turde være de Fleste ubekjendt, blev if. "Hors. Av." stiftet ifjor derovre i Kjøbenhavn, i April Maaned med Folkethingsmand Harald Holm som Formand. Dens Formaal er at danne et Samlingssted, et Slags Hjem for Militaire og andre unge Mennesker, der for kortere eller længere Tid opholde sig derovre og som ikke have andre Steder at søge hen, uden til de offenlige Forlystelser o. Lign. ; ligeledes søger Foreningen at vække de unge Mænds Sands for det Smukke, Ædle og Folkelige og ved, at de komme sammen med andre unge livsglade Mennesker, indvirke paa dem til det Gode, saa at de ikke, medens de ere i Kjøbenhavn, skulle blive beheftede med Snavs, hvortil der jo alle Steder, og i Særdeleshed der, er let Adgang.
Foreningen, hvis Lokaler nu ere i Store Fiolstræde Nr. 17, 1ste Sal over Gaarden, er siden, den blev stiftet, gaaet godt fremad; dens Medlems Antal beløber sig til omtrent 140, Bidragene ere 1 Kr. maanedlig og saa kunne desuden 5 pCt. faae fri Adgang og 10 pCt. til halv Betaling. Møder holdes regelmæssig hver Løverdag Aften, dog staae Lokalerne naturligviis ogsaa til andre Tider til Afbenyttelse, og naar disse Møder holdes, bliver enten et eller andet Spørgssmaal underkastet Behandling, eller forskjellige Mænd holde Foredrag, saaledes have i Vinter Mænd talt som: Bjørnstjerne Bjørnson, A. D. Jørgensen, Kand. polyt. A. Kornerup (om hans Reise i Grønland), Dr. Rosenberg, Folkethingsmand Termansen og Flere, tillige er der i Foreningen fremlagt en heel Deel Blade. Tidsskrifter og Bøger, saaledes foruden de kjøbenhavnske Dagblade, en heel Deel fra Provindserne, samt "Nordslesvigs Søndagsblad". "Kirketidende", "Budstikken" og flere illustrerede Blade; saa at en Time, tilbragt der, gaaer let og hurtig, og, hvad mere er, Tiden er gaaet med en sund og aandsvækkende Beskjæfligelse, hvorfor Indsenderen herved anmoder alle unge Mænd og Andre, som interessere sig for Høiskolesagen, og som muligviis en Gang skulde komme der til Byen, om at komme op og tage Foreningen i nærmere Betragtning, han tør idetmindste paa Forhaand byde dem velkommen.
(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 3. juni 1879).
Foreningen holdt i de første tyve år til i forskellige adresser: Fiolstræde, Rømersgade og Colbjørnsensgade.
1887 oprettedes højskolehjemmet i Helgolandsgade 14 som han var daglig bestyrer for til sin død sammen med sin hustru Gudrun (Høgsbro). Formålet var oprindeligt at være hjemsted for mænd der aftjente deres værnepligt i hovedstaden, men der blev også afholdt foredrag og diskussioner for tidligere højskoleelever og en del københavnske arbejdere. Noget gennembrud for højskoletanken i København blev det ikke. Foreningen havde indtil 1898 haft omkring 6.000 medlemmer med et middeltal på 3-400.
1890 var han med til at oprette Københavns valgmenighed og blev senere dens kasserer.
Holms politiske karriere startede i 1876 hvor han opstillede til Folketinget for Venstre i Kertemindekredsen uden at blive valgt. Det gjorde han til gengæld i Verningekredsen i oktober 1876 ved et suppleringsvalg, og den kreds holdt han til sin død. Holm repræsenterede Høgsbro-Bojsen-fløjen i Venstre (De Moderate). Mod de fleste af sine partifæller havde han i 1881 stillet forslag om kvinders kommunale valgret og blev fortaler for borgerligt ægteskab.
Verningekredsen.
Folkethingsmand Harald Holm holdt igear sit tredie Vælgermøde i Fangel Kro, hvor der var mødt ca. 130-140 Mennesker. Ved den ved Mødets Slutning foretagne Afstemning var Ingen, der stemte imod Holm, Mange stemte ikke.
Af Mødet bringe vi følgende
Referat
Folkethingsmand Harald Holm bød Velkommen og foreslog Lærer Frederiksen til Dirigent, han valgtes og modtog Valget med det Forbehold, at han maatte have Lov til at deltage i Diskussionen.
Har. Holm holdt samme Indledningsforedrag som i Sdr.-Næraa og N.-Lyndelse, hvor han dog stærkere pointerede, at Landsthinget stod ved Siden af Folkethinget, og at han altid stærkt havde fremhævet dette og betragtede Provisoriet som en Ulykke, hved enten det anvendtes af Højre. Venstre eller Socialdemokratiet, senere rettede han et ret stærkt Angreb paa Agrarerne i Verningekredsen, særligt i Anledning af deres Spørgsmaal til ham. Han oplyste ogsaa at af Folkethingets Medlemmer havde 1/3 kun været der i denne Valgperiode, 1/3 henimod 7 Aar og 1/3 i flere Aar. Det var farligt at skifte hvert Øjeblik og at gjennemføre Klassepolitiken; toge Gaardmændene nu en Kandidat, fordi han var Gaardmand, saa vilde Husmændene og Arbejderne snart møde med Kravet om at faae en af deres Egne. Vi maa arbejde paa hele Samfundets Tarv.
Lærer Larsen (Stenløse) vilde angaaende det storpolitiske Spørgsmaal sige, at det ikke var Befolkningen, men Førerne, der havde rejst det. Forfatningen var som en Dampkjedel, hvor Folkethinget og Landsthinget hver især vilde passe Sikkerhedsventilen, og det endte med, at vor Frihed stod i Fare, og derfor bare Førerne Skylden. Nu anker jeg over, at Førerne vente paa, hvad vi herhjemme i de smaa Samfund lave, og først saa komme Førerne, nu gaaer vi i stærk Stemning igjennem Landbruget, og det drager dem til os. Mulig at Socialdemokratiet senere vil tage Forfatningskampen op. Ved Reformlovene er ikke Alt saa rart, se nu Alderdomsloven, der er og var Stemning for, at der skulde Selvhjælp til Hjelpen f. Ex. 10 pCt. af Lønnen, med Hjælp fra Stat og Kommune (Modsigelse). Nu ligger det for at faae at vide, hvad vi i den nærmeste Tid kunne vente af vor Rigsdag.
Holm indrømmer Førernes Skyld Forfatningskampen, men troer, at Larsen undervurderer Vælgerbefolkningen. I 1866 tog man store Rettigheder fra den, men senere kom Regjeringen for at trodse Grundloven, og alt dette følte Vælgerbefolknikngen særlig godt; i 1877 sagde Taleren, at Regjeringen skulde komme ud af det med begge Thing, og betonede, at det ikke hjalp Noget, om Folkethinget gav efter, saa vilde der komne andre" Førere. Taleren vil ikke fralægge sig og sit Parti Skylden, men Kampes stod om Befolkningens Ret, og der maatte Enhver tage Parti. Taleren betragtede den midlertidige Finanslov som Ventilen, og da den fastnagledes, sprang Dampkjedlerne; først skjeldte vi ud, senere reparerede vi og nu er den i Orden igjen siden Forliget; om det holder, vide vi ikke, men det gaaer jo saa i alle Forhold, se blot paa Fredstraktaterne, hvor Evigheden kun varer i en halv Snes Aar. Ingen har Fred længere, end hans Nabo vil, men vi skulle se at komme bort fra at føre Politik som Krig af Alle mod Alle, vi skule prøve at hjælpe hinanden. Den politiske Kamp var en sørgelig Historie, som Taleren ikke ønskede igjen, men derom ere vist Alle enige.
Mejeriejer Jens Nielsen, Bellingebro, var Tillidsmand for Agrarerne i Sognet og Holms gamle Stiller og vilde fremdeles være det, fordi han stadig havde fulgt Holms Politik og billiget den. Han vilde virke af alle Kræfter for Holms Valg, men han vilde ikke være med til at sætte sin politiske Frakke paa Assistenshuset; vi maa ikke fordre Rigsdagsmænd, der helt ville gaa bort fra Storpolitikken. Nu have vi foruden Holm to Repræsentanter, hvoraf M. Chr. Jensen for 8 Dage siden lovede at være Holms Stiller, saa den Kandidat vejer ikke meget. Taleren anbefalede stærkt Holms Valg og særlig at vælge ham denne Gang; lad os komme bort fra det Slagord, at det skal være en Bonde. Holm havde virket godt tiltrods for, at han havde havt store økonomiske Tab derved.
Holm takkede Jens Nielsen og fremdrog som paa de andre Møder Agrarforeningens Optræden ved Forligets Afslutning og oplyste, at M. Chr. Jensen havde skrevet til en af Talerens Venner, at han vilde støtte Holms Valg. Taleren troede, at M. Chr. Jensen blot havde lovet at ville være Agrarforforeningens Kandidat, men for Resten var det Hele "meget fint". Hvis Jensen faaer de fleste Stemmer ved Soneafstemningen, maa vi huske, at Agrarerne kun ere en Trediedel of Kredsens Vælgere, men lad Sogneafstemningen endelig gaa sin Gang, forat Sagen endmere skal blive forplumret; nu ligner det Historien om Molboernes Ben.
Jens Melsen: Kun Medlemmerne Agrarforeningen for 1898 kunne afgive stemme, men selv om Holm falder ved Afstemningen nu, vilde Taleren dog stærkt anbefale Holms Valg og bad Vælgerne i Fangel blive tilbage efter Mødet.
Lærer Frederiksen har været Medlem af Agrarforeningen fra først af og forstod ikke, at Tillidsmænderes Flertal var utilfreds med Holm, dernæst forstod han ikke, at de kunde rette saadanne Spørgsmaal, thi een Nar kan spørge om mere, end ti Vise kunne svare paa. Taleren var bange for, at Agrarforeningen var en Højreforening og vilde takke Holm for Svaret; han opfordrede stærkt til at gjenvælge Holm. Det vil være en Skamplet paa Valgkredsen at vrage ham.
H. Holm vilde tage Agrarforeningen lidt i Forsvar. Agrarsagen er en god Sag, og lad os passe paa, at den ikke tager Skade. Taleren raadede til at føre Foreningen ind i at sundt Spor. Han havde hele sin Rigsdagstid ønsket at gaa lempeligt frem.
Joh. Madsen, Stige, glædede sig over, at Agrarbevægelsen har ramt Holm, fordi han var den Mand paa Fyen, der bedst kunde taale det, men det er fortjent, og Taleren haabede, at det ogsaa maatte hjelpe paa Agrarbevægelsen, saa den kommer indenfor sine rette Grænser. Taleren fremsatte derefter Reformpartiets Krav, berørte Misfornøjelsen med Holm og kom ind paa Storpolitikens vilde Veje.
H. Holm vilde gjerne udsætte en Præmie for at faae paaviist Forskjellen mellem Reformpartiets og de Moderates Arbejde. Taleren raadede til at søge at overvinde Landsthinget ved at erobre det, ikke ved at snakke derom; deri ligger en Opgave for Agrarpartiet. Efter nogle Repliker mellem Holm og Madsen (hvorunder en Stemme fra Salens Baggrund under megen Munterhed raaber: Holm er ren Højremand) afsluttede Dirigenten Mødet med at forlange Afstemning, hvor ingen stemte mod Holm. Mange undlod at stemme. (Hurra for Holm og hans Sejr paa Valgdagen!)
Holm udbragte et Leve for Fædrelandet.
(Fyens Stiftstidende 13. januar 1898).
I Folketinget var Holm 1890–95 finansordfører, formand for toldudvalg og statsrevisor 1893–95. Forligstilhængernes nederlag ved valget 1895 fik ham til at søge forstanderstillingen ved Jonstrup seminarium, uden at få den.
Harald Holm død.
Endnu for faa Dage siden deltog Folkethingsmand Harald Holm med megen Energi i Debatten i Folkethingssalen om det borgerlige Ægteskab. Uventet kommer derfor Efterretningen om, at han i Gaar Nat er afgaaet ved Døden af Bughindebetændelse i Forbindelse med Sukkersyge, kun 54 Aar gl.
Harald Holm var en velbegavet Mand med gode Evner til Deltagelse i det offentlige Liv; i den Aandernes Lilleput-Stat, som Folkethinget er sunket ned til at være, ragede han derfor højt op, saaledes som de moderate Førere jo overhovedet gjøre. For saa vidt betyder hans Bortgang i dette Øjeblik et tab for den Forsamling, der i saglig, politisk og almen Intelligens er udstyret saa karrigt, at den sandelig Intet har at undvære; men politisk var han saa temmelig isoleret, der er ingen ledig Førertrone at tage i Arv efter ham. Han hørte til de faa Politikere, for hvem Fr. Bojsens Forligspolitik var mere end en taktisk Vending, og som derfor heller ikke efter Systemskiftet vilde falde i Knæ for de nye Magthavere. Indenfor sit eget Parti, saa længe dette existerede i Folkethinget, beklædte han nok en formel Formandsstilling, men de andre Førere med Neergaard i Spidsen, hvem Magtens Kjødgryder vinkede, var de stærkeste; efter Valget i Skive fremtvang de Partiets Opløsning, og Har. Holm stod tilbage saa godt som ene; Dalsgaard var jo tidligere vandret over i Landsthinget for at tage Plads ved Jørg. Pedersens Side. Har. Holms Død i dette Øjeblik er derfor uden politisk Betydning; den vil maaske rent personlig lette de andre Førere den Bevægelse henimod Radikalismen. som han ikke vilde være med til, men som han ikke mere kunde standse Og forresten vil der paa hans Plads sandsynligvis komme til at sidde en af de Undermaalere. som der i Forvejen er Overflod paa. Det er Alt.
Harald Emil Larsenius Holm var Søn af en Musiker paa Christianshavn; han blev efter sin Konfirmation gratis undervist til Studenter examen af sine Lærere i det forenede Velgjørenhedsselskabs Drengeskole Og efter at være bleven Student ansattes han som Lærer i Sofus Høgsbros Hus; senere blev han som bekjendt gift med en af denne Politikers Døtre. I Høgsbros Hus vaktes hans Interesse for Politiken og Folkehøjskolen, og senere kom han i Forbindelse med Grundtvig. Han blev theologisk Kandidat i 1875, og Aaret efter valgtes han til Folketingsmand for Verningekredsen, som han senere uafbrudt har repræsenteret. I Rigsdagen beskjæftigede han sig særlig med Kirke- og Skolespørgsmaal, men desuden udfoldede han en stor agitatorisk Virksomhed, dels paa en Mængde Møder (i 1886 talte han paa over 100 Møder) og dels i Pressen, først i "Dansk Folketidende", hvis Medredaktør han var, senere i en Række Flyveskrifter og som Korrespondent til den moderate Presse, saa længe denne endnu existerede. I Forligsperioden var han Statsrevisor. Udenfor Rigsdagen var det Højskolerne, der særlig optog ham; han har holdt Taler og Foredrag paa de fleste af dem, var med til at stifte Kjøbenhavns Højskoleforening, hvis Formand han var, og styrede dens Højskolehjem, og var ogsaa stærkt interesseret i den kjøbenhavnske Valgmenigheds Dannelse; han sad i Bestyrelserne for de nordiske Skolemøder i Christiania 1885 og Stockholm 1895, var Bestyrelsesmedlem i Dansk Skolemuseum. Dansk Skoleforening, Dansk Folkemuseum og Dansk Husflidsselskab. Han var i sin Tid Medlem af den dansk norske Kommission om Forfatterret og Kunstnerret. Noget udenfor det Felt, hvorpaa hans Interesser var koncentreret, var det, at han i 1891 blev Medlem af Kjøbenhavns Havneraad.
Han var Ridder af Dannebrog og af den norske St. Olafs Orden.
(Jyllandsposten 10. februar 1903).
En Karakteristik af Harald Holm.
Hos Folkethingsmand Klavs Berntsen
Vi aflagde i Gaar et Besøg hos Folkethingsmand. Direktør Klavs Berntsen, en af de Mænd iblandt den moderate Politiks Ledere, som har staaet Harald Holm nærmest, som med Interesse har iagttaget hans Udvikling gennem Aarene, og som lige til det sidste har havt Lejlighed til at følge hans Færd Paa vor Anmodning udtalte Hr. Berntsen om sin afdøde Ven omtrent følgende:
"Det var den for nogle Aar siden afdøde, i grundtvigianske Kredse kendte og fremtrædende Mand, Villiam Jacobsen, der hjalp Harald Holm frem. Jacobsen havde Blikket aabent for, hvilke udmærkede Evner Harald Holm sad inde med, han bragte ham i Forbindelse med en Række betydende Mand og støttede ham, hvor han kunde.
Som ganske ung kom Holm i den Høgsbroske Familie - han blev jo senere gift med en Datter af afdøde Sofus Høgsbro. Her vaktes hans Interesse, som udvikledes gennem Aarene og faldt sammen med hans Optagethed for alle aandelige Spørgsmaal. Jeg har kun kendt faa Mænd, som i den Grad som Harald Holm var optaget af de aandelige Strømninger f. Ex. i Kirke og Skole og fulgte dem med en saa levende Interesse.
Da jeg lærte Holm at kende, var han ganske ung. Jeg holdt ham paa en Maade over den politiske Daab, idet jeg, der den Gang var bosiddende i Verningekredsen paa Fyen, deltog i hans første Valgkampagne i denne Kreds og paa Valgdagen optraadte som hans første ordførende Stiller. Det var ved et Suppleringsvalg i 1876, han kom ind paa Rigsdagen, og han var den Gang kun 28 Aar. Siden hen er han jo stadig bleven genvalgt. Nu og da har der jo nok vist sig nogen Utilfredshed med, at Verningekredsen, denne rene Landsbykreds, skulde repræsenteres af en københavnsk Akademiker. Men denne Utilfredshed har ikke formaaet at svække den Hengivenhed og Tillid, som hans Vælgere nærede til ham. Der blev særlig ved Valget i 1898 fra Agrarernes Side gjort Forsøg paa at faa ham afløst af en Landmand, og han havde den Gang foruden en radikal Kandidat tillige en af sine egne tidligere Stillere, en i Kredsen meget anset Mand, Sogneraadsformand, Gaardejer M. E. Jensen imod sig paa Valgtribunen. Men han opnaaede trods alt et ret betydeligt Flertal. Han vilde uden Tvivl ogsaa være bleven genvalgt til Sommer, om han havde levet, skønt de Radikale jo sikkert vilde have rejst stærk Modstand overfor ham.
Holm var en livlig og slagfærdig Taler, og denne sin Livlighed og spænstighed bevarede han usvækket lige til det sidste. I Møderne omkring i Landet deltog Holm flittigt, og han forstod altid som faa at finde de Radikales svage Sider. Djærvt og Uforbeholdent lagde han sin Mening - og den generede ofte de Radikale. Derfor var han ogsaa saa forkætret af disse, som det har vist sig. Endnu ved Suppleringsvalget fornylig i Skivekredsen deltog han livligt i Agitationen for den mederate Kandidat Sloth, hvem han fulgte omkring paa Møderne.
Inde paa Rigsdagen var han et flittigt og dygtigt Medlem. I en stor Del Aar havde han Sæde i Finensudvalget og i Forligsperioden, da de Moderate var Folkethingets største truppe, var han sammen med Neergaard Gruppens Ordfører ved Finanslovforhandlingen.
Han var i egenligst Forstand en positiv Natur. Han hørte til dem, der satte sin Personlighed ind paa at faa udrettet noget. Derfor følte han sig i Grunden ikke rigtig hjemme i Visnepolitikkens golde Tider og derfor traadte han stærkere i Forgrunden i Forligsperioden da der førtes en virkelig Forhandlingspolittk. I de senere Aar besad han jo ikke den Indflydelse, som hans Evner kunde gøre Krav paa. Man maatte beklage dette, ikke mindst, naar man saa hen til, at Folk med langt ringere Dygtighed beklædte Pladser, som han havde vattet udmærket egnet til.
I Folkethinget affødte den sidste Debat, hvori han deltog og hvori han talte med megen Kraft og Dygtighed - Forhandlingerne om det tvungne borgerlige Ægteskab - et lille Sammenstød med mig. Besynderligt nok Skulde det danne Afslutningen paa vor mangeaarige politiske Samvirken.
Dansk Politik har næppe ejet nogen mere ideel Karakter end Harald Holm. Skønt han til sin afsluttende Examen havde en meget fin 1. Karakter og skønt han mange Gange fristede trange Kaar kunde man dag aldrig formaa ham til at søge Embede, fordi han helt og fuldt ønskede at leve for sine Opgaver paa det politiske som paa det almindelige aandelige Omraade. Han var tilfreds med sin Gerning som Leder og Bestyrer af Højskolehjemmet i København, som han selv havde oprettet, og hvor han fik Leilighed til at ofre en Del af sine Kræfter og Evner til Ungdommens Gavn. Som Bestyrer af Høiskolehjemmet havde han forøvrigt paa Høiskoleforeningernes Vegne maattet løse Gæstgiver-Borgerskab, og dette fik han ofte at høre i Agitationen ude i Landet. Fra radikal Side blev han hyppigt haanende benævnet Gæstgiver Holm.
- Hans sygdom kom overraskende for hans Venner som for ham selv. I Fjor var han bleven undersøgt af sin Læge, der erklærede, at han intet fejlede, men var fuldstændig rask. I de sidste Maaneder havde han nu og da klaget til sin Hustru over, at han følte Træthed under Arbejdet - noget, der ellers aldrig var Tilfældet. Men ingen anede, at denne Træthed var en Forløber for Døden. I Torsdags maatte han imidlertid gaa til Sengs og Sygdommen skred nu rask frem. Sidste Dag han levede - I Søndags - var han uden Bevidsthed og om Natten herefter døde han.
- - -
Da Talen derefter ledes hen paa Valgene til Sommer, spørger vi FoIkethingsmand Berntsen om, hvilken Stilling de moderate antagelig vil indtage i Verningekredsen efter Harald Holms Død. Vil de vedblivende tilkendegive, at de er noget for sig selv eller kan det tænkes, de smelter sammen med Reformvenstre?
Svaret lyder, at det maa betragtes som en Selvfølge, at Verninge-Kredsen bliver en Kampkreds, hvor de moderate og de radikale tager Livtag om, hvem der skal repræsentere Kredsen. Efter at Reformvenstre ved en Partibeslutning har tilkendegivet, at alle de Venstremænd, der har havt Del i Forligets Afslutning, skal slaas ned, maa de moderate nødvendigvis møde med en særlig Kandidat i Verninge. Hvis ikke meget forandrer sig inden den Tid - tilføjer Hr. Berntsen.
- - -
Da vi tager Afsked, falder Talen atter paa Harald Holm og Hr. Berntsen sammenfatter sit Syn paa den afdøde Politiker i disse Ord:
Han var en vindende Karakter, en trofast Ven i det daglige Samarbejde, en god Kammerat, der ikke svigtede, naar det gjaldt.
(Nationaltidende 10. februar 1903, 2. udgave)
Klaus Berntsen havde tilhørt det moderate Venstre
Harald Holm død.
Folkethingsmand Harald Holm er i Gaar Morges tidlig død af Bughindebetændelse, efter faa Dages Sygdom, kun 55 Aar gammel.
Med ham forsvinder den sidste Grundtvigianer af det politiske Liv.
Harald Holm var født i København den 19. April 1848, Søn af en Musiker, blev Student i 1867 og kom meget i Grundtvigs og Sofus Høgsbros Hjem. Han blev i religiøs og folkelig Henseende Grundtvigianer, i politisk Henseende Venstremand, og vakte ved sine efter Datidens Forhold meget radikale Anskuelser betydelig Forargelse i de raadende akademiske Kredse. For Københavnerne stod den Gang Grundtvigianisme og Højskolevæsen som den rene Latterlighed, og Venstre som et plumpt, kulturfornægtende, modstræbende Almuesparti. Carl Ploug sendte sine Stinkpotter efter Bønderne, og Studenterforeningsmanden Knud Valløe persisterede i "Æmtejægerne" med ulige større Vid den folkelige Grundtvigianisme.
Harald Holm tog i ungdommelig Idealisme Kampen op med den bornette Studenterdannelse og de nationalliberale Bourgois-Interesser. Han skrev Korrespondancer til Venstres spæde og svage Provinspresse, holdt Foredrag paa Højskolerne og deltog i politiske Møder. Venstre trængte den Gang til Akademikere, Bønderne manglede Selvfølelse og modtog derfor Mænd som Frede Bojsen og R. I. Larsen, Hørup og Harald Holm med aabne Arme og gjorde dem til sine Førere i Kampen mod den hovmodige "Intelligens".
I 1875 blev Harald Holm teologisk Kandidat og søgte allerede i April 1876 Valg i Kertemindekredsen, men faldt. I Oktober samme Aar valgtes han imidlertid, kun 28 Aar gammel, ved et Udfyldningsvalg i Verningekredsen, og har siden uafbrudt repræsenteret denne fynske Valgkreds.
Aaret efter, i 1877, ægtede han Sofus Høgsbros 21-aarige Datter Gudrun - de giftede sig væsenlig paa Rigsdagsgagen. Det var ungdommelig modigt. Senere opgav Harald Holm noget af sin ægte grundtvigianske Afsky for "de visse Levebrød". Idealismen gik sin naturlige Kødets Gang, og Harald Holm blev baade Statsrevisor og Gæstgiver, fastlønnet Censor, Ridder af Dannebrog og af St. Olafsordenen.
Hans Radikalisme var ikke af Flintestenens Art, men dansk Voks, der bøjedes og smæltede ved den nationale og religiøse Frases lumre Pust. Paa Rigsdagen blev Holm Bojsens haandgangne Mand og var ved enhver Sprængning af Venstre paa den moderate Side. Det var netop under Forligspolitiken, fra 1890 til 1895, at Harald Holm naaede en ledende Stilling i dansk Politik. Han blev Ordfører i de vigtigste Kirke- og Skolespørgsmaal samt for en Del af Finansloven, Forfatter af Partiets politiske Proklamationer, Udgiver af de i stærkt moderat Aand affattede Rigsdagsoversigter, - der i øvrigt var udarbejdede med megen Flid og Dygtighed.
Forligsmodstandernes uventede Sejr den 9. April 1895 gjorde brat Ende paa Harald Holms tilsyneladende saa sikre Stilen mod Kultusministeriets bløde Hynder. Han søgte ikke - som Svigerfaderen Sofus Høgsbro, Svogeren Svend Høgsbro eller Alberti - over i det opadstigende Reformparti, men nærmede sig snarere Højre, blev i hvert Fald stadig mere konservativ. Selv da Venstrereformpartiet sejrede og besatte Ministerposterne, bøjede han ikke - som sine moderate Medførere R. I. Larsen og Neergaard - Knæ for de ny Magthavere. Paa et fynsk Vælgermøde angreb han Ministeriet Deuntzer, fordi det ikke var grundtvigiansk.
Holm havde hele sit Liv tænkt sig den første Venstreregering som et overvejende Højskoleministerium, ligesom han ikke kunde tænke sig Folkethinget anderledes end væsenlig grundtvigiansk.
Og saa skete der det, at han selv i de to seneste Samlinger stod som - den eneste og sidste Grundtvigianer paa Rigsdagen!
Saa vel ved Debatten om Kirkelovene i Fjor, som ved Almenskolelovens Behandling i Aar rejste han en hæslig og dygtig Opposition mod Christensen-Stadil ud fra et gammelgrundtvigiansk Stade. Men han blev svigtet af sine egne politiske Meningsfæller - N. I. Larsen stemplede ham endogsaa som "kirkelig Anarkist". Harald Holm stod ganske ene, og N. I. Larsen gottede sig over, at Holms Tro paa det evigt grundtvigianske danske Folkething endelig havde faaet Dødsstødet.
Men Harald Holm genvandt i disse sine sidste Kampe noget af den Sympathi - ikke for sine Anskuelser, men for sin Personlighed - , som var tabt gennem Moderations- og Forligsaarene. I Dygtighed, Klarhed og Veltalenhed overgik han langt Christensen-Stadil, og han tog i disse Skole- og Kirkespørgsmaal ikke politiske Hensyn. Lige saa energisk han bekæmpede Christensen-Stadils statskirkelige Menighedsraad, ligesaa varmt anbefalede han den samme Ministers Lovforslag om almindeligt borgerligt Ægteskab.
Han hævdede her Grundtvigs fri Opfattelse overfor Missionsmanden Søren Svendsen og sin politiske Meningsfælle, "Grundtvigianeren" Klavs Berntsen.
Det blev Harald Holms sidste Tale. Han stod tilsyneladende i fuld legemlig og aandelig Kraft - nu har en ondartet Mavesygdom pludselig og uventet revet ham bort.
Holm var den sidste Hindring for de Moderates fuldstændige Opgaaen i Reformpartiet. Efter næste Valg vil der kun være et Venstreparti i Landet, i Pressen og paa Rigsdagen, - indtil denne mægtige, altfor mægtige "Klump" en Gang revner og der danner sig et nyt radikalt Parti.
(Social-Demokraten 10. februar 1903).
Harald Holm.
19de April 1848-9de Februar 1903.
Døden har i denne Vinter gjort en mærkelig og sørgelig rig Høst blandt Rigsdagens Medlemmer; i Løbet af de sidste tre Maaneder har den bortrevet én Landstingsmand : Borgmester Borup, og tre Folketingsmand: først P. Andersen-Jydstrup, saa for knap to Uger siden J. Christensen-Grønholt og nu i Gaar Morges Harald Holm.
Som de tre foregaaende kommer ogsaa dette Dødsfald brat og uventet. Først gennem "Dannebrog'"s Meddelelse, skrevet Søndag Aften, erfarede man i den politiske Verden, at Harald Holm var angrebet af en livsfarlig Sygdom, og samtidig med Meddelelsen om hans Sygdom bredte sig allerede Efterretningen om hans Død. I Tirsdags følte han sig syg og gik til Sengs i sit Hjem i Helgolandsgade; under de faa og ganske korte Møder, Folketinget har holdt i den sidst forløbne Uge, blev hans Fraværelse fra Rigsdagen ikke bemærket, og selv hans nærmeste Venner derude anede intet om, at han, der saa at sige aldrig havde været syg, nu laa paa sit Dødsleje. En Bughindebetændelse i Forbindelse med en pludselig optrædende Sukkersyge fik hurtig Bugt med hans ellers saa kraftige Konstitution. Siden Lørdag Morgen laa han bevidstløs hen, og da hans Svoger, Dr. Olav Høgsbro, der allerede i Fredags havde tilkaldt Professer Tscherning, i Søndags paa ny bad denne sammen med Professor Israel Rosenthal undersøge Patienten, var Tilstanden haabløs. Uden at være kommet til Bevidsthed sov Harald Holm stille hen i Gaar Morges Kl. 4.
Nu ved sin Død indtog Harald Holm en stærkt isoleret Stilling i Folketinget. Hans gamle Parti, hvis Formand han siden Bojsens Udtræden af det politiske Liv havde været, var opløst, og i den sidste Sag, han kom til at beskæftige sig med: Loven om det borgerlige Ægteskab, stod han endda i afgjort Modstand til sine egne tidligere Partifæller. Han havde altsaa Krig til alle Sider, men det var saa langt fra, at denne Stilling gjorde ham mismodig eller svækkede hans Lyst til Deltagelse i Folketingets Forhandlinger, at han tværtimod nu paa den sidste Tid syntes mere kampivrig og arbejdslysten end nogen Sinde før. Heller ikke skabte hans isolerede Stilling med det frie Slag til alie Sider, som han ivrig udnyttede, nogen personlig Bitterhed mod ham; han var jo Bravheden selv og talte ud fra den redeligste overbevisning om, at det, han kæmpede for, var det sande og rette.
En arbejdsivrig og virksom Mand har Harald Holm været hele sit Liv igennem. Som ung theologisk Kandidat, kun 28 Aar gl., valgles han for første Gang ind i Folketinget af Verninge-Kredsen, som han nu ved sin Død havde repræsenteret i 27 Aar. Stærkt paavirket af Grundtvig, i hvis Hus han som ung var en hyppig Gæst, sluttede han sig tidlig til dennes kirkelige Retning, til hvis mest fremtrædende Repræsentanter han vedblev at høre, og hele hans omfattende Virksomhed i det politiske Liv og for Kirkens og Skolens Interesser fik sit varige og stærke Præg herfra. Som den livlig interesserede og fortrinlig begavede Mand, han var, kastede han sig tidlig med Lyst og Kraft ind i de Opgaver, der naturlig laa for ham; han lærte at bruge sin Pen i det af hans Svigerfader, Sofus Høgsbro, udgivne Ugeblad "Dansk Folketidende" og vedblev at være en flittig Medarbejder ved det forhandlende Venstres Presse i Provinserne; han var en ivrig Deltager i offenlige Forsamlinger, hvor Skolens Interesser drøftedes, og blev Medlem af Bestyrelserne for Dansk Skoleforening, som han var med til at stifte, og "Dansk Skolemuseum"; han var en af de ledende Mænd i Kjøbenhavns Valgmenighed, og som Formand i "Kjøbenhavns Højskoleforening fik han megen Betydning for de grundtvigske Kredse i Hovedstaden; han var et virksomt Medlem af Bestyrelsen for "Dansk Husflidsselskab" og "Dansk Folkemuseum"; han var endelig en over hele Landet stærkt søgt og skattet Foredragsholder, et Felt, paa hvilket hans gode historiske Kundskaber og medfødte Veltalenhed gav ham Lejlighed til at udrette noget virkelig betydeligt.
Harald Holms Virksomhed paa Rigsdagen er jo saa almenkendt og ligger disse Dage saa nær, at vi her kun skal minde om den fremtrædende Rolle, han kom til at spille i det forhandlende Venstre fra Forhandlingspolitikens Indledning indtil Forliget i 1894: hans Flid og Grundighed i Arbejdet gjorde ham den Gang til en af sit Partis mest bemærkede Førere, men for ham som for hans nærmeste politiske Venner gjorde Forliget Ende paa Førerskabet og Indflydelsen.
Men selv om Harald Holms politiske Fremtidshaab brast i 1894, forstod han dog at hævde sig en vis Position i det politiske Liv, og med Rette vedblev han at være anerkendt som en Mand. hvis Evner og Arbejde i mange Mange Maader var kommet Folkelivet i Danmark til gode.
I forrige og ogsaa i indeværende Rigsdagssamling havde Harald Holm ved adskillige Lejligheder stillet sig i skarp Modstrid med Regeringen og Folketingets Flertal. Det laa i hans Natur, at han slog saa stærkt, han kunde, til dem, han mente at maatte gaa imod. Men den samme Ærlighed, der havde præget hans Optræden mod Regeringen i andre Sager, tilsagde ham at bruge ikke mindre skarpe Vaaben, hvor han efter sin Overbevisning stillede sig paa dens Side imod egne tidligere Venner og Partifæller. Det var saaledes Tilfældet ved 3die Behandling af Lovforslaget om borgerligt Ægteskab. Under denne Debat i Folketinget den 28de Januar holdt han sin sidste Tale; med en Kraft og Varme, som uvilkaarlig maatte gøre et stærkt Indtryk, forsvarede han Regeringens Forslag; den dybe og alvorlige Kærlighed til den danske Folkekirke, som han havde næret fra sin Ungdom af, lyste ud af hans Ord - og da han havde sluttet, gik Kultusministeren hen til hans Plads, rakte ham Haanden og sagde ham Tak, et Exempel, som strax fulgtes af mange andre af Harald Holms politiske Modstandere. Det var tydeligt at se, at dette beredte Harald Holm en stor Glæde, og nu, da han er død, faar denne lille Scene, der hidtil ikke er blevet draget frem, sin Betydning: de, som ellers stod ham imod paa Rigsdagen, hvor han har nedlagt den største Del af sit Livs Arbejde, havde rakt ham Haanden til Tak, da han talte for sidste Gang.
(Dannebrog 10. februar 1903)
Harald Holm.
I Gaar Morges modtog vi følgende Telegram:
Folkethingsmand Harald Holm er død i Nat Kl. 3, 54 Aar gammel, af Bughindebetændelse i forbindelse med Sukkersyge.
Dette Dødsbudskab kommer ganske uformodet, kommer som et Lyn fra klar Himmel. Det har ikke været Almenheden bekjendt, at Harald Holm led af nogen Sygdom, og man vidste heller ikke. at han var syg nu. Men, som det fremgaar af Telegrammet, har afdøde haft Sukkersyge.- dertil er saa kommet et pludseligt Sygdomsanfald af farlig Art (Bughindebetændelse), og han bukkede under for Sygdommen, inden man endnu ude i Landet vidste noget om. at han var kastet paa Sygelejet.
Budskabet om Harald Holms Død vil blive modtoget med Vemod i alle Venstrekredse og tillige med Sorg i de Hjem, hvor man ønsker dansk Politik præget af den grundtvigske Livsopfattelse; og hvor man af Overbevisning slutter sig til den sindige Arbejdspolitik, som Harald Holm var en af Hovedmandene for, da det forhandlende Venstre havde Ledelsen.
Harald Holm havde en dyb Forstaaelse af Grundtvigs Syn paa Kirke- og Skolespørgsmaal, og han blev siaaende fast i sin Overbevisning om, at Grundtvig havde set ret, og at det var lykkeligst for Befolkningen at reformere Kirke og Skole i grundtvigsk Aand. Og naar afdøde ved flittig Granskning havde dannet sig en Overbevisning, saa var han rede til at bryde en Lanse derfor. Harald Holm forsvarede enhver Sag. han fik kjær, med en Varme, der vidnede om en Hjertets fulde Hengivenhed. og han kunde i Kamp for en Sag, han havde kjær, blive lidt hensynsløs overfor Modstandere, uagtet han ellers var en sjælden elskværdig og imødekommende Mand overfor alle.
Det vil erkjendes ogsaa af Modstandere, at Harald Holm var en Overbevisningens Mand. Med de store Evner, han havde, kunde han naaet højt paa Embedsstigen (han var Theolog), men han valgte under de for Venstre vanskelige Forhold i Midten af Halvfjerserne at tjene Demokratiets Sag. og han vedblev trofast dermed, skjønt det medførte, at han med sin Familje maatte leve under trange Kaar. Endelig i 1891 fik han som vel fortjent Løn for dygtigt og trofast Arbejde i sit Partis Tieneste en Statsrevisorpost, men denne ofrede han for sin politiske Overbevisning, idet han mistede den, fordi han gik med til Forliget i 1894, hvilket han nok kunde forudse, men for Harald Holm var Sagen altid Nr. 1 og de personlige Interesser Nr. 2.
Alle. der har fulgt med i Politik i de bevægede Kampens Aar i Halvfjerserne og Firserne, mindes Harald Holm som den djærve, uforsagte, altid stagfærdige Forkæmper for Venstres Sag. Han var veltalende som faa, og i politisk Viden kunde ingen nuværrnde Rigsdagsmand staa Maal med ham. Dertil kom, at han i udpræget Grad var en forstandig og støt Politiker og en meget snild og behændig Debattør. Han blev ogsaa i Kampaarene stærkt benyttet som Taler ved politiske Møder, og han slog altid godt an, livlig, veltalende og stærkt interesseret, som han var. Harald Holm talte sit Partis Sag med stor Varme og med en overbevisende Inderlighed, og hans Foredrag var altid lagt godt til Rette. Modstanderne var ogsaa altid villige til at tage Hatten af for hans Dygtighed og varme Overbevisning, men elskede ham gjorde de ikke, thi det var just ikke morsomt at være Skive for hans velrettede, paagaaende Angreb.
Hele Venstre staar i stor Taknemlighedsgjæld til Harald Holm for hans Deltagelse i de politiske Kampe i Halvfjerdserne og Firserne, og Tilhængerne af Forhandlingspolitiken er ham ikke mindre takskyldige for hans værdifulde Bidrag til denne Politiks Seir baade i Folkething og Landsthing.
Afdøde var, som alt antydet, en hensynsfuld og imødekommende Natur, og i Overensstemmelse dermed gik han altid til den moderate Side i Venstre, ogsaa selv om det rykkede i Familjebaandene, som ved Forliget i 1894, da han politisk maatte bryde med sin Svigerfader, gamle Høgsbro.
Harald Holm havde hast en sjælden god politisk Forskole som Medarbejder ved Høgsbros "Dansk Folketidende", og da han i 1876 valgtes til Folkethingsmand for Verningekredsen, som han siden uafbrudt har repræsenteret, var han, skjønt kun 28 Aar gl., saa vel bevandret i Politik som kun faa ældre Rigsdagsmænd. Intet Under der for, at han af Venstre blev meget benyttet som Udvalgsordfører og fik Sæde i alle vigtigere Udvalg, særlig naar det dreiede sig om Kirke- og Skolesager, og ogsaa af Finansudvalget har afdøde været Medlem i en lang Aarrække og tildeltes i Aarene 1892-95 en Del af Ordførerskabet, som han udførte med overlegen Dygtighed.
Foruden det store og dygtige Arbejde, afdøde har udrørt paa Rigsdagen og som politisk Taler, har han tillige virket meget som politisk Skribent. Da han varmt interesserede sig for at skabe et godt Forhold mellem Danmark og de skandinaviske Lande, korrespenderede han i Aarene 1871-82 flittigt til norske og svenske Blade,- i en Aarrække var han Medredaktør ved "Dansk Folketidende", og fra 1894 skrev han i nogle Aar Breve fra Rigsdagen til det forvandlende Venstres Blade. Og endelig udgav han i en Aarrække hvert Aar en Oversigt over Rigsdagsarbejdet, hvori man kan søge solid Oplysning om de politiske Forteelser i de Aar.
Harald Holm har gjort et større politisk Arbejde end nogen nuværende Rigsdagsmand, og han var en god, folkelig, virkelig frisindet Mand. Han var en af de Politikere, der ragede op over Mængden, og hans Bortgang er et stort Tab for Folkethinget.
- - -
Harald Emil Larsenius Holm var født den 19. April 1848 i Kjøbenhavn, hvor hans Fader var Musiker. Han dimitteredes privat som Student i 1867 og blev theologisk Kandidat 1876. Ved som Student at være hyppig Gjæst i Grundtvigs og Sophus Høgsbros Hjem blev han stærkt interesseret for kirkeligt og politisk Liv, og allerede Aaret ester, at han havde taget Embedsexamen, blev han valgt til Folkethingsmand i Verninge. - 1892 valgtes afdøde til Medlem af Regeringskommissionen ang. en Række offentlige Byggeforetagender i Kjøbenhavn; samme Aar blev han Medlem af den Kommission, hvori Norge og Danmark sammen forhandlede Spørgsmaalet om Beskyttelse af den litterære Eiendomsret, og i 1894 valgtes han af Folkethinget til Medlem af Kjøbenhavns Havneraad. De to sidste Hverv forskaffede ham Ridderkorset af Dannebrog og af den norske St. Olafsorden.
Ogsaa uden for Rigsdagen lagde Skolens Interesser stærkt Beslag paa Harald Holm. Han var i 1887 med til at stifte Dansk Skoleforening og har hele Tiden siden haft Sæde i dens Bestyrelse. Fremdeles deltog han i de nordiske Skolemøder i Kristiania i 1885 og i Stockholm 1895 som Foredragsholder, og han var til sin Død Medlem af Bestyrelsen for Dansk Skolemusæum. Hans store Interesse og Virksomhed for Skolens Opgaver var vel Aarsagen til, at han forleden Aar udnævntes til Censor i Historie ved Skolelærerexamen. - Afdøde har ogsaa interesseret sig varmt for Husflidssagen og var i flere Aar Medlem af Dansk Husflidsselskabs Bestyrelse; siden 1900 var han Selskabets Næstformand og Kasserer.
I Kiøbenhavns grundtvigske Kredse har Harald Holm gjort et betydeligt Arbeide. Han var Sekretær og Kasserer for Kjøbenhavns Valgmenighed, og paa hans Initiativ stiftedes i 1878 Kjøbenhavns Højskoleforening, som han hele Tiden siden har været Formand for, og han og Hustru, en Datter af Sophus Høgsbro, har siden 1887 ledet Foreningens Høiskolehjem i Helgolandsgade, der er kjendt over det ganske Land som et godt og hjemligt Sted at tage ind, naar man kom til Kjøbenhavn.
- - -
Harald Holm har foruden det store og dygtige politiske Arbejde og Arbejdet for Skolens Opgaver gjort et meget fortjenstfuldt Arbejde for Folkeoplysning. Han har nemlig i mange Vintre været med til at foranstalte ugentlige Søndags Foredrag for Arbejdere. ligesom han har holdt en Mængde Foredrag af upolitisk Art omkring i Landet.
Harald Holm har i Sandhed ført et jævnt og virksomt, muntert Liv paa Jord. Med ham er en af Danmarks bedste Mænd gaaet bort, og Folkethinget taber ved hans Død langt mere end 1/114 af dets Intelligens og politiske Indsigt. H. Kofoed.
(Skive Folkeblad 10. februar 1903).
Harald Holms Begravelse.
I Frederiksberg Valgmenigheds eller Immanuelskirken fandt i Gaar Middags en stor og stemningsfuld Sørgehøjtid Sted, idet Folkethingsmand Harald Holm skude føres herfra til Grav paa Vestre Kirkegaard ved Siden af Svigerfaderens, Sofus Høgsbros.
Paa Kisten, mens den stod i den nævnte Kirke med en hel Skov af Palmegrene over Laaget, bemærkedes særligt de to Sølvkranse fra Folkethinget og fra den afdødes Valgkreds, Verning paa Fyen. Men iøvrigt var der naturligvis en stor Mængde Kranse med mærkede Baand fra forskellige Valgmenigheder, Frimenigheder, Højskoler og Højskoleforstandere saavel som Foreninger, Blade, (især moderate), Seminarier, Foredrags- og Velgørenhedsselskaber hele Landet over, endvidere Københavns Havnevæsen, Børnehjemmet "Kana", Studenterkredse o. s. v. - deriblandt fra Norge og Sverrig.
I Følget var Ministrene I. C. Christensen, O. Hansen og Enevold Sørensen samt en Repræsentant for Marineministeren, Landsthingets og Folkethingets Formænd, mange Medlemmer - fra alle Lejre - af Rigsdagen, dog mest Folkethinget, fhv. Folkethingsmand Fr. Bojsen, Havnekaptajn Drechsel og Grosserer O. Muus o. s. fr.
Først talte Pastor Jungersen: "Harald Holm, tidlig bleven paavirket af den grundtvigske Bevægelse, var og blev præget og baaret af dens Aand og Ideer. Han indtog imidlertid en Særstilling som Københavner mellem det overvejende Flertal af Mænd fra Landet; dette viste sig udadtil i hans lette Livlighed, hans Slagfærdighed i Repliken o. a. m. Da han var sig denne Særstilling bevidst, følte han det som en kærlig Opgave at modarbejde den Fare, som Hovedstaden med sin Stenlægning og Asfaltering kan mediøre. Meget i hans Livs gerning bærer jo Mærker heraf.
I den højt ansete, nu længst afdøde, theologiske Kandidat Vill. Jacobsen fandt Harald Holm en faderlig Ven og Vejleder. Ved ham førtes han derhos i nærmere Berøring med Sofus Høgsbro og dennes Hustru, i hvis Hjem hans ungdommelige Friskhed skattedes højt, mens han selv tog Lære af den klage, gamle Politiker.
Saa blev han selv Rigsdagsmand og kom som saadan til at virke i de mange Aar. Af Folkethingets Formand blev det forleden sagt, og det er fra mange Sider vidnet i disse Dage, at Harald Holm fyldte sin Plads i Thinget saaledes, at der maa tilkendes hans politiske Virksomhed en ikke ringe Værdi. Denne hang nøje sammen med de personlige Egenskaber hos ham, der fortrinsvis i de senere Tider, mens han stod mere ensom, traadte tydeligt frem for alle, navnlig at hans Stræben ikke var ledet af personlig Egennytte, ej heller af Parti- og Magthensyn, men af Ideer eller at en Overbevisning, der lod ham bevare sin Styrke, selv om han stod helt alene.
Den grundtvigianske Indflydelse paa Harald Holm gjorde sig fremdeles i høj Grad gældende i kristelig og kirkelig Henseende. Den Valgmenighed, i hvis Kirke hans Kiste nu stod, skyldte ham særdeles meget i flere Retninger, ogsaa hvad den øonomiske Ledelse angaar, og han vil her vanskelig kunne erstattes.
Han samlede forskellige af de Ideer, hvori han gik op, i den Virksomhed for Højskolefolket, som han med varm Interesse og megen Offervillighed paatog sig for at berede Højskole-Ungdom hjemlige Forhold her i Hovedstaden. Paa dette som paa flere Omraader stred han ofte under vanskelige Forhold, men stedse ufortrøden, idet han jo ikke benyttede sin theologiske Embedsexamen til at blive Præst. I de senere Aar stod det imidlertid som en Mulighed for ham, at han maatte søge Kald, men han ængstedes derved, fordi han - som han udtalte det - ikke var sikker paa at kunne besejre al Tvivl om, at han eventuelt vilde betræde denne Bane blot af ideale Bevæggrunde. Lad det derfor lyde som Tak ved hans Død, at han, der har ført saa virksomt og frugtbringende et Liv i fuld Overbevisning, endte sine Dage uden at den nys nævnte Tvivl kom til at gøre sig gældende med paatrængende Krav til at besejres!
En Svoger af den afdøde, Pastor Kjeldstrup, føjede til Jungersens Tale varme Ord om Harald Holm, set fra mere personlige Synspunkter, særlig som Husfader, idet han til Trods for al sin Travlhed tog sig Tid til at være sig Tid til at være saare meget for sit Hjem, ogsaa for den Ungdom, der andetsteds fra samlede sig deri.
Folkethingets Finansudvalg bar Kisten ud gennem Kirken. To Faner, Højskoleforeningens og Ungdomsforeningens, havde paraderet ved Kisten og førtes efter Ligvognen, da denne kørte til Vestre Kirkegaard.
(Dagbladet (København) 17. februar 1903).
Begravelsen blev også omtalt i Lemvig Folkeblad 18. februar 1903. Folketingsmand Svend Høgsbro (1855-1910) blev valgt til at efterfølge Harald Holm som formand. Han var søn af Sofus Høgsbro. Han sad til 1909. Han er ligeledes begravet på Vestre Kirkegård.
