30 april 2024

Rekylgeværaffæren 1904/1905, 21. December 1904. (Efterskrift til Politivennen)

Fra slutningen af 1880'erne udviklede kaptajn Vilhelm Herman Oluf Madsen og rustmester Rasmussen et maskingevær. Projektet var i høj grad finansieret af staten. Det var færdigudviklet til produktion i 1898. Investorer havde dannet Dansk Riffel Syndikat. Da var Madsen i mellemtiden blevet krigsminister, og i stedet var det løjtnant Jens Schouboe som stod som direktør. Geværet blev patenteret i 1901 og var på daværende tidspunkt meget avanceret og stabilt, om end dyrt. Det blev brugt i omkring 35 lande, bl.a. under den mexikanske revolution fra 1910.  Det var i brug et pænt stykke tid efter 2. verdenskrig og brasiliansk politi brugte geværet op til i hvert fald 2018.

Den russiske hær opkøbte mere eller mindre hemmeligt (mest hemmeligt) 1.250 geværer til brug under den russisk-japanske krig 1904-1905. Danmark var på det tidspunkt neutralt, og da der opstod begrundede mistanker om at statens geværfabrik på Amager leverede dele til Dansk Riffel Syndikat, var det et alvorligt anslag mod den danske stats neutralitet. De borgerlige, regeringsvenlige aviser benægtede alt, og anklagede avisen Social-Demokraten for at sætte statslige interesser på spil. 

Den japansk-russiske krig varede fra februar 1904 til september 1905, og endte med at Japan sejrede. Den danske kongefamilie og den konservative del af det politiske establissement sympatiserede med russerne, ikke blot fordi Japan var et fjernt, asiatisk land, men også fordi prinsesse Dagmar (1847-1928) var blevet gift 1866 med den senere Alexander 3, og zar Nikolaj (1868-1918) der var zar 1894-1917, var således hendes søn, Christian 9.s barnebarn. 

Herom handler de nedenstående udvalg af artikler fra årsskiftet 1904/1905.

Hjørnet af Bilbaogade (tidl. Jernvej) og den nu nedlagte Redhavnsvej. Vejen længst væk er Århusgade. Redhavnsvej løb mellem nuværende Trelleborggade og Sandkaj. Dansk Rekylgeværsyndikat lå i dette område og opkøbte og opførte stadig flere ejendomme i Nordhavnen. Jeg skal dog ikke kunne sige om lige præcis disse bygninger på et tidspunkt har tilhørt "Riffelsyndikatet". En stor del af fabrikken blev som bekendt saboteret under 2. verdenskrig, men der er stadig en del bygninger tilbage fra før sabotagen. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2014.


Madsens Kuglesprøjter

To Erklæringer 
Vore Beviser.

Vor Artikel i Gaar om Hr. Madsens Rekylrifler og deres Tilvirkning paa Statens Geværsabrik vakte uhyre Opsigt og blev hurtigt hele Byens Samtaleæmne; ikke mindst i Rigsdagskredse var vore Afsløringer Genstand for levende Omtale.

Her kendte man nemlig i Forvejen Sagen, om end ikke i alle de Enkeltheder, som "Social-Demokraten" nu har gjort offenlig bekendt. Geværfabrikens mærkeligt forcerede Tilvirkning af Hr. Madsens morderiske Ildvaaben under de nuværende Krigsforhold i Østasien har været Genstand for Debat i Finansudvalgets Møde forrige Tirsdag.

Man ventede i indviede Kredse, at der straks vilde blive givet Ordre til at standse Fabrikationen, medens en omhyggelig Undersøgelse lagde Ansvaret paa de rette Skuldre. Men Geværfabriken fortsatte sin Virksomhed i om muligt forstærket Tempo. I Lørdags arbejdedes der saaledes lige til Midnat.

Vi erfarede nu, at Hemmeligheden var kendt af Mænd, der næppe vilde betænke sig paa at udlevere den til en eller anden udenlandsk Magt. Hver Dag kunde bringe en Afsløring i et Verdensblad og Danmark blive stillet i en højst uhyggelig Situation. Det gjaldt da om, at et dansk Blad og en offenlig Mening i Danmark skred ind, saa kunde den eller de Enkeltmand, der maatte være ansvarlige, ofres. Først og fremmest bør ingen Magt mistanke den danske Nation; for Enkeltmands uforsvarlige Handlinger kan Nationen ikke gøres ansvarlig, naar de blot straks desavoueres.

Vi havde haabet ved var Artikel i Gaar at fremkalde en øjeblikkelig Standsning af den mistænkelige Fabrikation og en aaben Erklæring fra Regeringen om, at den intet kendte til Sagen, men straks vilde lade den nødvendige Undersøgelse foretage og eventuelt drage de Skyldige til Ansvar.

Desværre - i Stedet for en saadan aaben og korrekt Fremgangsmaade møder man os med halvansvarlige Udflugter og med ganske uansvarlige "Dementier".

Erklæring Nr. 1

I Gaar Eftermiddags bragte "København" følgende Forklaring fra Krigsminister Madsen:

"Det er rigtigt, at der for Tiden laves Rekyl-Rifler paa Geværfabriken. Et Parti af disse Rekylrifler er bestemt til Portugal. Endnu er der imidlertid ikke gaaet en eneste af disse Rifler ud af Landet, og Forholdet er dette, at der ikke vil gaa en eneste Riffel ud af Landet, før der er skaffet fuld Garanti for, at de ikke kommer nogen af de to krigsførende Magter i Hænde."

Man vil se, i hvilken Grad denne Erklæring minder om de krigsministerielle "Dementier' i Anledning af Træfældningerne i Dyrehaven, Kasematanlæget og de ekstraordinære Militærforanstaltninger.

Hr. Madsen indrømmer, at Geværfabriken laver Rekylrifler, men - siger han - et Parti af disse er bestemt til Portugal. Hvorhen er saa de Øvrige bestemt? - Den officielle Forklaring om Portugal som Køberen fremsatte vi selv i Gaar, og vi paaviste dens Usandsynlighed. Efter at have givet denne usandsynlige Forklaring til Bedste, bliver Hr. Madsen da ogsaa selv bange og erklærer, at der ikke vil gaa en eneste Riffel ud af Landet, før der er skaffet fuld Garanti for, at de ikke kommer nogen af de krigsførende Magter i Hænde.

Man udbryder forbavset: en saadan Garanti er altsaa ikke endnu tilvejebragt! Den skal først skaffes, nu da "Social-Demokraten" har bragt Sagen frem for Offentligheden. Hvilken Selvafsløring!

Hr. Madsen maa hurtigt have opdaget, hvor selvmodsigende og ødelæggende for ham selv denne hans første Erklæring er. Thi i Aftes udsendte gennem Ritz. Bur. følgende 

Erklæring Nr. 2.

I Anledning af Social Demokraten's og flere Middagsblades Artikler vedrørende Levering af Rekylgeværer fra Geværfabriken til et Aktieselskab her i Byen kan Ritz. Bur. oplyse følgende :

Tilladelsen til Dansk Rekylriffel Syndikat eller som det den Gang kaldte sig "Danish Oriental Trading Co. Ltd." til at søge Rekylgeværet afsat i Udlandet blev givet af Krigsministeren, daværende Oberst Tuxen, i April 1898, og der er siden den Tid gentagne Gange givet Tilladelse til paa Geværfabriken at fremstille Geværer i mindre Antal til nævnte Syndikat. Senest anmodede dette i September Maaned i Aar om at faa fremstillet 200 Rekylgeværer og Tilladelsen dertil blev given paa Vilkaar af, at Syndikatet afgav Erklæring om. at disse Geværer ikke skulde afhændes til en krigsførende Magt, og en saadan Erklæring foreligger.

Der er saaledes aldeles ikke Tale om, at der foreligger nogen Tilsidesættelse af Hensyn, der skyldes de krigsførende Magter.

Medens Hr. Madsens Forklaring til "København" dog var halvtansvarlig, er det nu det ganske uansvarlige Telegrambureau, som skubbes frem. Man vil bemærke, at Ritzaus Bureau ikke en Gang opgiver Minister en som Kilde til sine "Oplysninger'.

Vi forstaar saa godt, at Hr. Madsen ikke har ønsket at staa til Ansvar for den Ritzau'ske Erklæring. Den vil i interesserede udenlandske Magters Øjne være ganske betydningsløs alene af den Grund, at en Erklæring fra et privat Selskab om ikke at tilvirke Krigskontrebande umulig kan være tilstrækkeligt for en Stat, naar som i dette Tilfælde mange Omstændigheder tyder paa det modsatte og naar selve Staten paatager sig Tilvirkningen! Utrolig letsindigt vilde det være af den Stat, der under en Krig mellem to fremmede Magter paatager sig at fabrikere Krigsvaaben, ikke at skaffe anden Sikkerhed mod, at Neutraliteten ikke krænkes, end en saadan Erklæring.

Vore Beviser

Vi nødes nu til overfor de to Gaar offenliggjorte "Dementier" at tage Bladet fra Munden og fremfare vore Beviser for, at Geværfabrikens Ledere ikke kan have undgaaet at fatte Mistanke til Rekylriflerne.

Enhver Militær ved, at de forskellige Stater bruger forskellige Geværkalibre. Vi giver her efter en i Hæren almindelig anvendt Haandbog en Oversigt over de vigtigste Landes Kalibre, maalt i Millimeter:

Belgien . . 7,65 mm.
Bulgarien . . 8 -
Danmark. . . 8 -
England ... 7.7 -
Frankrig ... 8 -
Holland ... 11 -
Italien . . . 10,35 -
Norge . . . 10,15 -
Portugal... 8 -
Rumænien . . 6,5 -
Rusland ... 7,62 -
Svejts. ... 7,5  -
Spanien ... 11 -
Sverig ... 8 -
Tyrkiet ... 9,5 -
Tyskland ... 7,9 -
Ostrig ... 8 -

De Rekylrifler, som "Dansk Rekylriffel Syndikat' har bestilt paa Statens Geværfabrik, og som denne for Tiden tilvirker med saa forceret en Iver har Kalibret 7.62. Denne Oplysning vil ikke blive dementeret, thi den kan ikke dementeres. Beviset ligger ude i Geværfabriken og bestaar i de endnu ikke afsendte Rekylrifler. Enhver Fagmand kan med et Millimetermaal overbevise sig derom.

Men Kalibret 7,62 Millimeter er netop Ruslands Kaliber og eene blandt alle Stater Ruslands!

Krigsministeriets Paastand, at en Portion af Rekylriflerne er bestemt til Portugal, modbevises altsaa af Hærens egen Haandbog: Portugal har Kalibret 8 Millimeter.

Som yderligere Bevis for, al ingen Kyndig kan lade sig vildlede af en "Erklæring" fra Syndikatet, men selv straks er i Stand til at skaffe sig paalidrlig Besked, skal vi pege paa Udseendet af den Patron, hvormed de bestilte Rekylriflers Geværløb prøves. Dens Bundflade ser saa

Det øverste Tal betyder: Model 1904. De tre andre Tegn er de russiske Bogstaver P, F og Sch!

*

Vi har hermed godtgjort, at den  danske Stats Geværfabrik for Tiden laver Rekylrifler af Krigsminister Madsens Model og giver dem det Kaliber, som er Ruslands og kun Ruslands, samt prøver dem med russiske Patroner.

Herefter har Krigsminister Madsen Ordet paa ny. Han bedes nu møde frem under sit eget Navns direkte Ansvar.

(Social-Demokraten 21. december 1904).


Holger Damgaard (1870-1945): Dansk Rekylriffel Syndikat, 1915. Frihavnen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.


Landefjendsk mistænkeliggørelse

Det er endnu i fersk Minde, hvilken Harme det vakte her i Landet, da "Social-Demokraten" hin Søndag i Februar dette Aar bragte den Artikel, hvormed Socialistorganet søgte at mistænkeliggøre Ærligheden af vor Nevtralitet i Udlandets og da særlig i Englands Øjne.

Medens Sandheden var den, at vi i vor Nevtralitets Interesse foretog nogle faa og lidet omfattende militære Foranstaltninger, der i Omfang ikke kunde tilnærmelsesvis maale sig med, hvad andre baade smaa og store evropæiske Stater samtidig iværksatte i Iignende Øjemed, søgte "Social-Demokraten" at udbrede den Tro. at Danmark mobiliserede, og socialistbladet insinuerede, at der laa russisk Alliancepolitik bag den Mobilisering, der kun existerede i Bladets egen Fantasi. Det handlede således i lumpne Partiøjemeds Interesse uden at bekymre sig om, hvilke Farer slige Bekyldninger kunde nedkaste over vort Fædreland et Øjeblik, hvor der netop raadede en nervøs Spænding i Evropa, ja det gik endogsaa kom vidt, at det særlig henledte Englands Opmærksomhed paa os, skønt udenrigspolitiske Forhold og den for vort Lands økonomiske Trivsel saa afgørende økonomiske Forbindelse med England nærmede denne Mistænkeliggørelse lige til en landsforræderisk Handling.

Den berettigede Harme, socialistiske Hovedorgans Holdning vakte over det hele Land, nødte Socialisterne til snart at ophøre med at spille paa den Streng, men at "Social-Demokraten" ikke virkelig har fortrudt sin Holdning, at den ikke har skiftet Sind, men at den og dens Meningsfæller altid er rede til, naar som helst de tror, Lejlighed tilbyder sig, at sætte Landets dyreste Interesser paa Spil, naar de blot kan køle deres Had til det bestaaende Samfund, derpaa bragte Gaarsdagen et talende Vidnesbyrd.

"Social-Demokraten"s Gaarsnummer indeholdt nemlig en Artikel hvori det insinueredes, Danmark gjorde sig skyldigt i et groft Nevtralitetsbrud, idet vi leverede Vaaben til den ene af de krigsførende Magter, Rusland nemlig, og det tilmed fra Statens Geværfabrik.

Hjemmelsmanden til denne for Landet saa alvorlige og farlige Sigtelse er en Svensker, som har faaet tyrkisk Borgerret, og som under Navnet Ali Nouri nu flakker omkring og fører en ret mystisk Tilværelse som international Agent i Politik og vistnok meget andet.

Han har forleden været her Byen og boet paa Hotel Bristol, hvorfra han sendte Bud efter "Social-Demokraten", som ikke var sen til at stille sig til den mærkelige Herres Disposition. Hvad Ali Nouri fortalte "Social-Demokraten", gaar i al Korthed ud paa følgende :

Der findes her i Landet et Selskab, "Dansk Rekylriffel-Syndikat" som udnytter en Opfindelse af Krigsminister Madsen, Rekylriflen. For dette Selskab er Statens Geværfabrik i travl Virksomhed med at udføre en Ordre foreløbig paa 2000 Rekylgeværer, der siges at være bestemte til Portugal, men Virkeligheden er bestilte af Rusland.

"Social-Demokraten"s Udsending fandt det dog klogest at forlange Beviser for Rigtigheden af Ali Nouris Historie, og disse Beviser lovede den internationale Agent at skaffe til om Aftenen, men da "Social-Demokraten"s Udsending saa efter Aftale indfandt sig, fik han ingen Beviser men Udflugter, som at Ali Nouri nu bad om endelig ikke at omtale Sagen, fordi det drejede sig bl.a, om Velfærd, maaske Liv for en Person, der var Ali Nouri kær som Ven.

Efter denne Adfærd, der maatte vække selv en fjortenaars Drengs Mistanke - ti hvad gjorde "Social Demokraten" da? Lagde Socialistbladet Ali Nouris Historie hen blandt de mange Røverhistorier, som stadig stilles til Pressens Raadighed, anstillede det en alvorlig Undersøgelse paa rette Sted, hvad der vilde have været Bladet let, da saa mange Medlemmer af Rigsdagen nøje knyttede til Bladet? Hvis Bladet troede, at der var noget om, hvad Ali Nouri havde fortalt, vilde den sidste Fremgangsmaade ogsaa af den Grund have været at anbefale, at en Undersøgelse da kunde have været sat i Værk, uden at Landets nevtrale Holdning derved blev mistænkeliggjort i Udlandets Øjne. Saaledes vilde ethvert Blad - her som andet Steds - have handlet, hvis det blot i noget Maal bekymrede om Fædrelandets lnteresser og Velfærd.

Men "Social-Demokraten" gik en anden Vej; den forvissede sig om, der arbejdedes paa Rekylgeværer ude paa Geværfabriken efter det nævnte private Selskabs Bestilling, og saa serverede det i Gaar hele Hr. Ali Nouris Historie, skønt Bladet har en levende Følelse af, at han er en Æventyrer, om hvem Bladel selv insinuerer, at han er til fals for den højstbydende.

I Sandhed en smuk og værdig Journalistik !

Selvfølgelig er Ali Nouris Historie alt, hvad der kunde faa Betydning for vor Nevtralitet, lutter Paahit. Det er rigtigt, at der her i Landet findes et Selskab "Dansk Rekylriffel-Syndikat", der udnytter en Opfindelse, som oprindelig er gjort af nuværende Krigsminister Madsen og Rustmester Rasmussen, og som det overdraget af disse allerede 1898. Det maa her bemærkes, Krigsministeren ingen Lod og Del har i Selskabets Ledelse, end ikke er Aktionær i Selskabet. Det ligeledes rigtigt, at Selskabet med Krigsministeriets Tilladelse har gjort en Bestilling af Rekylgeværer paa Statens Geværfabrik, men vel at mærke kun paa 200 Geværer og ikke, som Social-Demokraten paastaar, foreløbig af 2000 Geværer. *) Det blev ved Bestillingen af de 200 Geværer opgivet, at Geværerne var bestemte for Portugal, en Opgivelse, hvis Sandsynlighed ogsaa paa anden Maade bestyrkedes.

Heri er der nu intet Spor af mærkeligt.

Det er for længst kendt af Offenligheden - saaledes blandt andet ved Udtalelser paa Riigsdagen af tidligere Krigsminister Schnack - at de militære Fabriker baade af økonomiske og tekniske Grunde heller end geme paatager sig Bestillinger ude fra. Det siger sig selv, at da den danske Stat ikke fuldt kan beskæftige Fabrikerne, vilde uden saadant Arbejde det kostbare Maskineri ofte staa ledigt paa en højst uøkonomisk Maade, og man vilde af og til være rødt til at afskedige Arbejdere, til med Arbejdere med en særlig Uddannelse, som det maaske ikke vilde være saa let at faa tilbage, naar man atter fik Brug for dem.

At Bestillingen paa de 200 Rekylgeværer til Portugal skulde have vakt Mistanke, er et mærkeligt Paafund. Hvad skulde de to store krigsførende Magter, og da særlig Rusland, med en saadan lille Klat Geværer? Hvad vilde 200 Rekylgeværer forslaa til de mange hundredtusender?

Derimod maatte Bestillingen til Portugal gøre et troværdigt Indtryk. Landet selv er lidet, men dets Kolonier i Asien og Afrika er af 9,000 Kvadratmiles Størrelse - altsaa dobbelt saa store som Tyskland og Frankrig tilsammen - og de rummer en Befolkning af over 14 Millioner; blandt denne Befolkning har Portugiserne ofte Kampe at bestaa, og hertil har de udmærket Anvendelse for de omhandlede Rekylgeværer.

Forøvrigt kan vi oplyse, at allerede en Uge før "Social-Demokraten" gav sig til at skrige op, er der foretaget Skridt for, inden Riflerne bliver færdige, at skaffe fuld Sikkerhed for, at de er bestemte til Portugal. Forinden dette er klaret, bliver ikke en eneste Riffel udleveret fra Geværfabriken. Denne Bestemmelse, altsaa ikke i mindste Maade er hidført ved "Social-Demokraten"s giftige Skriverier, skyldes den danske Regerings omhyggelige Vaagen over, der intet som helst sker, der kunde drage Oprigtigheden af vor Nevtralitet i mindste Maade i Tvivl.

Dette véd "Social-Demokraten" saa saare vel, og derfor himler den netop saa meget stærkere op.

"Social-Demokraten" har kun haft eneste Øjemed, det at gøre Fortræd, men det gode har den dog mod sin Vilje udrettet, at man atter har faaet Lejlighed til at se, hvad Socialdemokratiet fører i sit Skød.

Der er saa mange skikkelige Folk, som, naar Socialisterne en Tid tvungne, af Nødvendighed eller af taktiske Grunde, har stemt Tonen lidt ned, er tilbøjelige til at glemme og til at mene, at Socialisterne maaske dog er bedre end deres Rygter; men saa stikker Socialismen pludselig en Dag Hestefoden frem og sparker til alt, hvad vi andre holder i Hævd.

*) Naar "Social-Demokraten" fabler om en Bestilling paa 2000 Geværer, saa forholder det sig dermed saaledes, at Alis Historie slet ikke angaar de 200 Geværer, som er bestilte til Portugal, men derimod 2000 helt andre Geværer, som meget mulig kan have været bestilte til Rusland, men hvis Bestilling for længst er blevet refuseret, saaledes at Fabrikationen af disse Geværer ikke alene ikke har været sat i Gang, men ikke engang har været paatænkt.

(Dannebrog 21. december 1904)

Dannebrog fortsatte med artikler over temaet om at Social-Demokratens artikler var landefjendsk mistænkeliggørelse. Bladet var grundlagt af daværende justitsminster Alberti og i høj  grad dennes talerør. Som justitsminister havde han en interesse i sagen da det var hans ministeropgave at få mistankerne undersøgt. Artiklerne indeholdt få faktiske oplysninger, hvoraf de fleste er citeret i de efterfølgende artikler.


Hotel Bristol blev opført 1901-1902 på Rådhuspladsen 45-47, Frederiksberggade 40. Det var arkitekttegnet af Waldemar Schmidt (1864-1944).

Conrad Johan Bartholdy (1853-1904). (Efterskrift til Politivennen)

Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) komponist. Student 1872, studerede statsvidenskaben, sideløbende med at tage musikundervisning (J. C. Gebauer (teori) og Edmund Neupert (klaver). Fra 1876 musiklærer, uddannet af Henrik Rung, Albert Meyer og L. C. Tørsleff. Dirigent og komponist. 1883 kantor ved Matthæuskirken i København til sin død.  Fra 1894 til sin død afholdt han gratis folkekoncerter. Dirigent for bl. a. sangkoret bl.a. Ydun og Studentersangerne 1897-1903.B. Medvirkede til oprettelse af Musikpædagogisk forening (1898) og Kommissionen for den militære musik hvor han var medlem (fra 1899). Dirigerede en overgang Officers-orkestret. Hans hustru Octavia underviste i mange år i sang.

Udgav småskrifter som Tonernes Naturlære, 1892, og Musikens Natur, en fysiologisk-historisk Undersøgelse, 1893, Hvorledes bliver jeg Sanger, 1897, samt Talestemmens Kultur, 1903. 

Bartholdy komponerede sange og operaer, klaverkompositioner, en koncertouverture (Tivoli 1887), marcher m.m.. Særlig populær i samtiden var instrumentalkompositionen Strophe (1897). Han skrev kantater til Nordiske skolemøder (Op. 19), Polyteknisk læreanstalts indvielse (Op. 19b, 1890), De Brockske handelsskoler (Op. 22, 1891), Teknisk skole (Op. 22b, 1893), Kunstindustrimuseet (Op. 24, 1893), Frihavnens åbning (Op. 24d, 1894), Universitetets mindefest for A. D. Jørgensen (Op. 30b, 1897), Fyns forsamlingshus (Op. 35, 1900) og andre. Desuden Tannhäuser (sangcyklus, Op. 4, 1878), Vagabundus (bassolo m. orkester, Op. 6, 1880, Dansk koncertforening), Græshopperne (mandskor m. orgel og orkester, Op. 13, opført 1884 i Matthæuskirken), Salomons Sange (Op. 15, 1885), Ritornell und Vierzeile (for fire solostemmer, Op. 21, 1892), I Seraillets Have (damekor m. klaver, Op. 27, 1896), Asali (tenorsolo, damekor og klaver, Op. 29, 1896), serenaden Nu hvælver sig Himlen, især sunget af Studentersangerne, sangene Op. 20, 1891 og de akademiske skytters fanesang. Operetten Svinedrengen gjorde stor lykke på Dagmarteatret (Op. 16, 1886), operaerne Loreley (tekst af B., Op. 17, Det kgl. teater 1887) og Dyveke (Op. 31, Det kgl. teater 1899).


Niels Christian Hansen (1834-1922): Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) og Octavia Bartholdy, f. Tørsleff (1854-1945). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Nogle Blade af Studenter-Sangforeningens Historie

1839-1899
II

- - -

Med Bartholdy som Dirigent

Længere og længere kommer vi ned mod Nutiden i vor Skildring. Nu kan vi ikke komme længere, thi Bartholdy er endnu ikke gaaet af som Dirigent. Men da han har indsendt sin Afskedsbegæring, kan vi, historist set, allerede betragte ham som hørende Studenter-Sangforeningens Saga til.

Bartholdy (det vilde uvilkaarligt ikke falde nogen ind at sige: Hr. Bartholdy) er Typen paa en gemytlig Svend. Paa lang Afstand ser man ham glad svinge sin Hat til Hilsen, og ved Prøverne kommer han hen til os ved vor Ankomst med sit højlydte: "God Dag, kære Ven, hvordan har Du det ???" Ogsaa i det Ydre minder Bartholdy om Begrebet Svend; han har et kønt, rødblondt Overskæg over de svulmende Læber; Øjnenes velvillige Plirren harmonerer godt med den trinde Mave og de lidt spinkle Ben. Man kan ikke nægte, at der er Humor i Manden. Det studentikose er i højere Grad tilstede hos ham end hos Levysohn. Til Gengæld løber det overstrømmende Vid ikke sjældent af med ham. Har han saa først sagt noget, som han gærne ønskede usagt, er han meget ligefrem til at indrømme dette bagefter. Hans Hidsighed har dog i nogen Grad skadet hans Stilling.

Da saaledes en Sanger engang for Løjer ved en festlig Lejlighed erklærede sig som hørende til Oppositionen imod ham, tog Bartholdy det meget unaadigt op og sagde: "Naar en Mand som jeg, der kun kan tabe ved det, stiller mig i Spidsen for Jer, der kun kan vinde ved det, saa skal I sgu holde Mund med Jeres Opposition!" Da Hidsigheden noget efter fordampede, tog han Vedkommende kammeratligt om Skulderen og sagde: "Naa, De ved nok, kære Ven, in vino veritas!"

Man fortæller om visse vilde Folkeslag, at de ved en uhyre Anspændelse af deres Kræfter kan spænde en Bue, som ingen Europæer formaar at rokke, men al de hurtig trættes og slappes ved det daglige Arbejdes Slid.

Paa lignende Maade gaar det Johan Bartholdy. Naar han tager fat paa en Ting, kan der en Tid lang komme ualmindelig Fart i Tingene. Men snart sakker han agterud, især hvis han møder Modstand fra andre mod sine Planers Gennemføelse. Derfor blev Sangforeningens sidste Koncert kun en pæn Generalprøve (skønt de enkelte Stemmer var upaaklagelige), thi den sidste Afpudsning manglede.

Det vilde være Synd, hvis Studenter-Sangforeningen ude i Publikum skulde faa Ord for at være i Dekadence. Koncerten i Februar var i enhver Retning udmærket. Ved flere af de andre Koncerter, som Bartholdy har ledet, har der derimod undertiden kunnet være et og andet at indvende, naar man som opmærksom Tilhører fulgte Præstationerne. Og det til Trods for, at Stemmematerialet ikke i lange Tider har været saa godt, baade for Bassers og Tenorers Vedkommende. Fejlen ligger fornemmelig i to Ting: dels i, at Dirigenten ikke er omhyggelig nok ved Indstuderingen af Repertoiret, dels i, at vore Samtidige, de ældre Sangere, der skulde foregaa de yngre med et godt Eksempel, ikke møder ivrigt nok, nøjes med at komme til en enkelt eller to Prøver for Koncerterne, hvorfor de ikke altid faar den rette Opfattelse af de nye Melodier.

Lad os haabe, at disse Ting i Fremtiden maa ændres, til lige stor Glæde for Sangerne selv som for Publikum, der skal høre derpaa. Og lad os haabe, at Studenter-Sangforeningen ikke alene i kronologisk Henseende, men ogsaa i musikalsk Ydelsesævne maa vedblive at være den første blandt Danmarks Foreninger for firstemmig Mandssang. 

Brumbas.

(København 4. august 1899)


Menneskets Stemme.

Kjøbenhavn, d. 8. Novbr.

Komponisten Johan Bartholdy holdt i Vinter i Officersforeningen et Foredrag om Kommandorøsten, der vakte saa stor Interesse, at der er opstaaet Ønske om at give ham Lejlighed til at gjentage det i de forskjellige Garnisoner. Foreløbig er et Uddrag deraf gjengivet i "Militærtidende"s Novembernumer. Hr. Bartholdy fremhæver, at man under Kommanderingen udsætter sig for unødigt Kraftspild. Følgerne af Overanstrengelse udeblive i Almindelighed ikke for den dilettantmæssigt Kommanderende; der indtræder saaledes ofte den saakaldte "Præstesyge", Fortørring af Slimhinderne, Overanspændelse af Stemmebaandene, der dræber Elasticiteten og efterlader Stivhed. Ofte er denne Skade forbigaaende, idet den sunde, selvfornyende Natur sejrer, men ligesaa ofte efterlader den blivende Følger for den Kommanderendes Stemme. Det er saaledes en fastslaaet Kjendsgjerning, at et forholdsvis ringe Procentantal Befalingsmand have Sangstemme, sammenlignet med andre Samfundsklasser som Haandværkere, Handelsmænd, Studenter o. A. Ligeledes indvirker Overanstrengelsen af Stemmebaandene paa Taleorganet, der ofte faar en tør og klangløs Karakter.

Fonetiken lærer, at enhver Klang eller Tone fremkommer enten ved, at stillestaaende Luft sættes i Uro af et Legeme, der er sat i Bevægelse, eller ved, at fremaddrevet Luft brydes af et stillestaaende Legeme. Paa disse to Frembringelsesmaader bero de forskjellige Arter af Instrumenter: Strengeinstrumenter og Blæseinstrumenter. Den menneskelige Stemme, der beror paa fremaddrevet Luft, kan bedst sammenlignes med et Blæseinstrument. Og her ligger Sammenligningen med Orgelet nærmest: Blæsebælgen er vore Lunger, Indsnevringen er Strubehovedet, og Ræsonansrummet (Orgelpiben) er vort Svælg og Hulheder i vort Hoved.

Enhver Tone har tre Væsensegenskaber: den kan have forskjellig Styrke, forskjellig Højde og forskjellig Klangfarve. Disse tre væsensegenskaber bero paa tre nøje adskilte Faktorer. For Stemmens vedkommende beror Styrken paa den Kraft, hvormed Luften bliver drevet fremad, altsaa paa Lungerne. Højden beror paa den Indsnevring, hvor den fremaddrevne Luft brydes, altsaa Strubehovedet med Stemmebaandene. Klangfarven beror paa Resonansrummet, paa Svælgets Form (de forskellige vokaler ere jo ligesaa mange forskjellige Klangfarver), ligesom Klangfylden er afhængig af, hvor godt Resonansrummet bliver indrettet og benyttet. Kun Samvirken af alle tre Faktorer danner Instrumentet. Vort Instrument omsluttes af hele Overkroppen og strækker sig fra Mellemgulv til Isse.

Det gjælder da her om Arbejdets rette Deling. Kræfterne maa fordeles over hele Stemmematerialet, c: over hele Overkroppen. Denne Methode praktiseres ogsaa af Dyreneder, uberørte af Kultur, endnu lyde Naturens Røst. Enhver, der har hørt en Hest vrinske, en Ko brøle eller en Hund gø, har ogsaa set, hvorledes hele Overkroppen er i Bevægelse. Hingstens Sider skjælve naar den vrinsker. Køens Ryg krummes helt under det pneumatiske Tryk, der kommer indefra, naar den brøler. Hundens Krop ryster under den stødvise Gøen. Ja, selv naar den dovne Orne grynter, bevæge dens fede Flanker sig ind og ud. Hvorfor skulde vel Dyrene gjøre alt dette, naar det ikke var det Naturligste og Bekvemmeste?

Orgelprincipet er her gjennemført, Blæsebælgen arbejder, det Øvrige er ret passivt, altsaa ikke anstrengt. Lyden er som i Orgelet klingende Luft og ikke svingende Strenge. Det er selvfølgelig ikke nødvindigt at arbejde med hele Overkroppen for at frembringe de Lyde, som Talesproget fordrer under almindelige Omstændigheder; men naar vi, som ved Kommandoen, staa overfor Fordringen om at skulle præstere en Røst, der i Kraft staar paa Højde med de kraftigste og mest dyriske Lyde, hvad ligger da nærmere end at studere den Maade, hvorpaa Dyrene ytre sig uden at trættes! Og Erfaringen fra Dyreverdenen falder fuldstændig sammen med det videnskabelige Ræsonnement, hentet fra Sammenligningen med Instrumenterne: det er Kraft, vi skulle udfolde. Stemmens Styrke beror paa Lungerne; derfor skulle vi udelukkende tænke paa vor Blæsebælg og lade Halsen. Strubehovedet, helt i Fred.

Det er den dybe Vejrtrækning, der skal dyrkes. Ligesom man trænerer alle andre Muskler, kan man træne sine Bugmuskler og Flankemuskler. Den første Hovedregel ved Aandedrætsgymnastik er: Træk altid Vejret gjennem Næsen I Endvidere er det formålstjenligt at trække Vejret dybt og holde det, medens man haandterer Haandvægte, roer, svømmer eller løber; derved udvides Brystet, og Lungerne styrkes. Musklerne udvikles ogsaa ved, at man øver sig i at fylde Lungerne saa langsomt som muligt og til yderste Grænse, men Luftudaandingen maa ved Træningen ogsaa ske saa udtømmende som muligt.

Resultatet af sine Betragtninger sammenfatter Hr. Bartholdy i dette: Den, der synger, raaber, kommanderer ved direkte at presse paa Stemmebaandene, han behandler Stemmen nærmest som et Strengeinstrument; men Strenge springe ofte ved den evige Rivning - og vore Stemmebaand kunne ikke erstattes. Den, der derimod sender en dybt fra kommende Luftstrøm gjennem en forholdsvis løs Hals; han behandler Stemmen som et Orgel, og da kan den holde lange Tider.

(Viborg Stifts-Tidende 9. november 1899)


Studentersangforeningen

Foreningens Virksomhed i den forløbne Sæson.

Den 5te Juli fyldte Studentersangfomingen 61 Aar, og faa Dage forinden sluttede Foreningen sin Sæson med sin aarlige Skovtur. Der er Grund til at kaste et Blik paa den Sæson, der er forløbet; thi aldrig tidligere har noget Aar været saa rigt paa Minder i Studentersangforeningen, aldrig har Sangerne sunget saa ofte - og saa godt. Sangerne er i Aar komne i Rapport til det store Publikum, og Resultaterne fra Koncerterne har vist, at det har været til stor musikalsk Nytte for den danske Studentersangforening, at den saa ofte er optraadt offenlig. Den 18de September i Fjor mødtes man til Aarets første Prøve. Ganske kort Tid herefter udførte det mindre Kor Ruskantaten ved Studentersangforeningens Rusgilde den 30te September. Den 23de Oktober fejredes Foreningens 60-Aars Fødselsdag ved en stor Fest i Larsens Lokaler. Den 16de November sang man ved Universitetets Reformationsfest, og to Dage senere assisterede Sangerne ved Griegs store Koncert. Den 6te December blev en Mærkedag i Sangforeningens Historie. Paa denne Dag gav Sangerne deres store Koncert paa Universitetet. Koncerten blev en meget stor Sejr for sangerne. Sjælden - eller aldrig - er der hørt saa god Korsang herhjemme, og Koncerten endte da ogsaa med en stor Ovation for Dirigenten, Hr. Johan Bartholdy. Han havde ytret Ønske om at trække sig tilbage, men lod sig dog paa Generalforsamlingen den 12te December bevæge til at modtage Gjenvalg, hvad der foraarsagede stor Glæde indenfor Sangernes Kreds. Efter Juleferien modtog man paa ny til Prøverne. 

Den 10de Marts havde Sangforeningen den Sorg at miste sin højtelskede Formand, Professor J. P. E. Hartmann. Det uerstattelige Tab gav Anledning til en Række Mindekoncerter. Ved Begravelsen den 20de Marts sang man i Kirken, senere ved Graven og om Aftenen fra Studenterforeningens Balkon. Et Par Dage senere gav Sangforeningen i Koncertpalæets store Sal sin Mindekoncert. Ved det kgl. Theaters Mindeforestilling den 28de [ulæseligt] Studentersangerne ved Udførelsen af Hartmanns dejlige "Vølvens Spaadom". Den 11te April sang Foreningens "lille Kor" i Studenterforeningen ved dens Mindefest for Mesteren. Som sædvanligt sang man Kantaten ved Universitetets Fest den 20de April i Anledning af Hs. Maj. Kongens Fødselsdag. De fem første Dage af Juni tilbragte 85 af Sangerne paa Pinsesbesøg i Aalborg - en Tur, der jo blev udførlig refereret her i Bladet. Den 15de Juni sang man i Tivoli, og allerede Dagen efter afrejste det "lille Kor" paa en to Dages Tur til Nykjøbing Falster. Næppe hjemkomne herfra sang Studenterne atter, denne Gang ved Foreningen "C. A 28de Juni"s Fest i Kongens Have den 24de Juni. Og endelig sluttede man af med Skovturen den 30te Juni.

Som man ser, det er intet ringe Antal Gange, Studentersangerne Aar har sunget. Det musikalske Resultat har været meget tilfredsstillende; Sangerne har gjort megen Lykke ikke alene som Studenter, man ogsaa som Sangere.

Og naar Resultatet i Aar musikalsk har været saa godt, saa skyldes dette i første Række Dirigenten Hr. Johan Bartholdy. I selve Ledelsen af Foreningen har han haft en fortrinlig Støtte i Sangernes Økonomidirektør, Inspektør Uffe Wøldike, der i sin forholdsvis korte Formandstid har forstaaet at gjøre sig afholdt som faa, ikke alene mellem Sangerne, men hos alle, med hvem Studentersangforeningen i det begivenhedsrige Aar 1899-1900 er kommet i Berøring.

R- B.

(Dannebrog (København) 16. juli 1900).



Så tæt op ad hans død som 5. september 1904 var denne annonce i Dannebrog (København) 5. september 1904.

Johan Bartholdy.

I sit 52de Aar er Professor BarthoIdy i Gaar Morges temmelig pludselig død. Uden foregaaende Sygdom, midt i sin Livsgerning, optaget af sit nær forestaaende Sølvbryllup, som skulde festligholdes bl. a. med en Koncert, bestaaende af egne Kompositioner, er den livsglade, mobile Mand kaldt herfra, ladende os andre - trods lignende, hyppig indtræffende Tilfælde - undrende og forbavsede tilbage.

Alle vi ældre, der har fulgt Bartholdy fra Ungdomsfærden, husker ham som et ideelt anlagt, ungt. begejstret Musikmenneske. Det var af Kærlighed til Kunsten, han forlod den Bane, som han havde forberedt, og der var over hans Ungdoms- og Manddomstid altid været Tilløb til det store i den musikalske Komposition. Men Bartholdy havde ikke Evne til at uddybe sine Værker, og derfor finder man blandt meget godt ogsaa ikke saa lidt usigtet og ligesom tilfældigt. Det betydeligste, han har skrevet, er vistnok Operaen "Loreley" - samt en Del af hans mange Sangkompositioner. Operaen "Dyveke" skyldes ogsaa ham.

Ved Siden af sin kompositoriske Virksomhed var den afdøde Kantor ved Matthæuskirken, og havde en betydelig Lærergerning, fra hvilken der er udgaaet ikke faa dygtige Sangere.

Bartholdy var en jovial og elskværdig Mand, der havde en stor Vennekreds. I nogle Aar var han Leder af Studentersangforeningen.

(Dannebrog (København) 7. december 1904)

Loreley blev i 1887 opført på det Kongelige Teater. Han blev kanto ved Matthæuskirken 1883.


Johann Bartholdy død.

Jeg traf ham for vel en 26 Aar siden for første Gang oppe i Albert Meyers sangkonservatorium. Han var da min første Lærer i Sang  en aaben elskværdig, ligefrem Natur, sund og stærk med en Malmrøst, som kunde faa Jerichos Mure til at falde. Han var Fyr og Flamme, naar Talen var om Musik, robust som selve den jyske Natur, hvoraf han var rundet - kunde ikke sætte sig til Flyglet uden at rutsche frem og tilbage paa stolen, smække med Rodepulten og anslaa Klaveret med sine haarde Hænder, saa det rungede. Først da var han kapabel til at undervise.

Bartholdy og jeg s nakkede løst og fast om Musik, lige interesserede - en Del af Timerne forløb ganske vist udelukkende paa denne Maade - , og han spillede og sang sine Sange for mig med en aldrig utrættet Begejstring - "Jeg har skrevet alle mine Sange for min Kæreste" (hans nuværende efterladte Hustru) - det vat det stadige Omkvæd.

Hvor jeg holdt af ham! Og hvilke hyggelige Timer vi tilbragte sammen først i hans Ungkarlehjem i Nyhavn, senere da han som Nygift bosatte sig i Gothersgade, lige over for Botanisk Have - jeg som det beskedne "unge Menneske", han som den rasttøse Komponist, der skrev, saa Noderne føg omkring ham, medens han tillige forstod at traktere alle mulige Instrumenter.

Traf man ham atter efter et Sommerophold, kunde man være vis paa al høre ham sige: "Jeg strutter af Musik".

Og som han struttede af sundhed, Kammeratlighed og Glæde over Livet, var der ogsaa i hans Kompositioner en overdaadighed af Evne, Lyrik, af Guld og af slakker.

Thi Bartholdy var ikke nogen kritisk Natur. Han tog alt med af godt eller ondt, hvad der faldt paa hans Veje, arbejdede utrættelig, havde Elever i Massevis og fik endda Stunder til at koncentrere sin spredte Natur paa saadanne Opgaver som et Par Helaftensoperaer. De vil ikke overleve ham - dertil var han ikke kræsen nok i Valget af sine Midler - af hans mindre Sange vil man endnu i mange Aar huske en Række paa Grund af deres Ærlighed, deres lyriske Evne og den hele musikalske Naturkraft, som de indeholder.

Ja. Bartholdy struttede virkelig af Musik.

Foruden sin Virksomhed som Komponist fik Bartholdy med sin utrættede Arbejdskraft Lejlighed til at virke paa andre Mander i Musikens Tjeneste.

Man vil huske ham fra en Række populære Kirkekoncerter i Matthæuskirken til bedste for Sognets Fattige.

Man vil ligeledes huske hans Virksomhed som "Studentersangsoreningen"s Dirigent, hver han ikke sparede sig selv eller sine Kræfter, selv om hans robuste Maade at optræde paa maaske okke altid faldt i det akademisk renlivede Sangkors smag.

Underligt nok, at man vragede ham som Akademikernes Kordirigent. Thi var der noget, han var stolt af, da var de, netop det at være Akademiker. Vi talte saa ofte om Akademikernes Berettigelse til at være Foregangsmænd som Stand betragtet, og han hævdede med jysk Stædighed, at blot det, at man mere end det øvrige Bourgeosi forstod Fremmedordenes Betydning, gav studenterne en særlig Forret - og han var sikkert mere stolt af at være statsvidenskabelig Kandidat end af at være titulær Professor.

Med Johan Bartholdy har Landet mistet en fanatisk Elsker af Musik, en alsidig og dygtig, om end ikke særlig fremragende Kunstner - og et bravt Menneske

(Sophus Andersen)

(København 7. december 1904)

Johan Bartholdy døde pludselig af en hjerneblødning. Han er begravet på Vestre Kirkegård

Johan og Octavia Bartholdys gravsten på Vestre Kirkegård. Nederst på stenen står at den er "rejst af venner". Mindestenen blev opsat december 1908. Den er udført af billedhugger Aage Hassel.Foto Erik Nicolaisen Høy.

Søren Lemvig-Fog 1864-1906. 4/6. Efterskrift til Politivennen)

Telegrafonen

Patent Poulsen.
Hvad er Aktiekapitalen paa 2 Millioner brugt til?

Aktieselskabet "Telegrafonen" holdt i Gaar sin aarlige Generalforsamling.

Vore Læsere vil huske, at Telegrafonen er en sindrig og smuk Opfindelse, gjort af den unge Ingeniør Valdemar Poulsen; Telegrafonen kan modtage Telefonbud, mens man er borte, og kan gengive dem, naar man kommer tilbage. Dens tekniske Fuldkommenheder, der vil sikre den Erobringen af Verden, er formentlig dog endnu ikke naaet.

Vore Læsere vil ogsaa huske, at der fra første Færd har været noget "amerikansk" over det Aktieselskab, der har købt Opfindelsen; dets Reklame-Metode har intet tilsvarende haft i dansk Forretningsliv. Støttet af "Politiken" forsøgte dets Storaktionærer, en Række adelige og uadelige Godsejere, for et Par Aar siden - ved Rygter om Patentets Salg til Amerika - at faa Aktierne spredt til enorme Priser, ja "Politiken" skrev endogsaa, at en Lensgreve, der havde købt en Aktie af sin Frue til det femdobbelte af den paalydende Værdi, havde gjort en udmærket Forretning. Kun "Social-Demokraten" gjorde det nøgterne Regnskab op. og efter os kom saa flere Blade med Kritik, og Selskabets Formand, Ingeniør Lemvig-Fogmaatte udtale sin Beklagelse over det skete.

Siden har der været ret stille om Telegrafonen; først for kort Tid siden gjordes der atter Tilløb til en vældig Reklame. Hr. Lemvig-Fog tog til Amerika for atter at forhandle om Patentets Salg, og "Politiken" fortalte omtrent samtidig hermed om nogle rent vidunderlige Opfindelser, der nu var gjort af Hr. Poulsen, ved Hjælp af hvilke man f. Eks. kunde dirigere Panserflaader inde fra Land. og Hr. Poulsen kunde ogsaa telefonere uden Traad vsv. osv. Den ulykkelige Opfinder, der er en stille og beskeden Mand, og som sikkert sidst var inderlig ked over det hele Postyr, traadte denne Gang meget kraftigt op; han indrykkede en Erklæring om, at "PoIitiken"s Fremstilling enten var overdreven eller rentud fejlagtig, og at han for Fremtiden, naar der skete noget nyt, selv vilde meddele Offenligheden det, og derfor bad, om man kun vilde fæste Lid til saadanne autentiske Meddelelser.

Paa Generalforsamlingen i Gaar fik man ingen Oplysninger om, hvorledes Sagen staar. Hr. Lemvig Fog er endnu i Amerika, og Generalforsamlingen var kun sammenkaldt, fordi man var naaet til Lovenes sidste Frist (den 31te Oktober). Bestyrelsen ønsker at vente med Beretningens Aflæggelse, til Hr. Lemvig-Fog kommer hjem, og der vil derfor senere blive sammenkaldt en Fortsættelse af Generalforsamlingen i Gaar.

Driftsregnskabet blev dog forelagt; det viste ingen Indtægt, og en Udgift paa ca. 50.000 Kr. til Laboratoriet, Patenters Udtagelse, Rejser, Husleje, Apparater o. lign.; disse Penge var tilvejebragt ved Laan. Der var i Fjor fra Grosserer Hoppe fremsat Forlangendet om et fyldigere Regnskab, som skulde tilstilles Aktionærerne i trykt Stand; Bestyrelsen har imidlertid ikke villet gaa med hertil, i Stedet for mødte Hr. Veksellerer Lund paa Bestyrelsens Vegne frem med en Erklæring af den bekendte Revisor Harald Meyer. Erklæringen var ganske vist fuldstændig betydningsløs, idet Hr. Meyer slet ikke har haft Adgang til at revidere, hvad den 2 Mill. Kr. store Aktiekapital er blevet brugt til. Godsejerne havde dog den Tilfredsstillelse i Ly af denne Erklæring og ved Hjælp af det store Aktiebeløb, der er paa deres Hænder, at staa Hr. Hoppes fornyede Forslag om Regnskabets Trykning ned med overvældende Flertal. Ikke bedre gik det med Hr. Hoppes Forslag om, at Kontrolkomiteen skulde optages i Bestyrelsen, hvorimod den tekniske og administrative Ledelse skulde udskilles fra den; ogsaa dette Forslag blev stemt ned med overvældende Majoritet.

Om kort Tid vender Hr. Lemvig-Fog hjem fra Amerika, og Generalforsamlingen vil da blive fortsat.

(Social-Demokraten 1. november 1904).

29 april 2024

Da Kæresten døde og skulde begraves. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Hjælpe-Assistent ved et større Statskontor her i Byen er forlovet med en smuk ung Dame. Hans Opfindsomhed i at skaffe sig Fridage er ligefrem opsigtvækkende: det gaar saa tit paa, at Kollegerne med Misundelse skumler over, at han har dobbelt Gage, eftersom han kun gør Tjeneste hveranden Dag.

For ca. en Uge siden mødte han i meget nedtrykt Sindsstemning paa Kontoret. Han fortalte, at hans Forlovede var afgaaet ved Døden paa Rovsings Klinik efter en Operation.

Kondulation af alle mandlige og og kvindelige Kontorarbejdere, af hvilke de sidste særlig udtrykte deres dybe Medfølelse for den unge Mand, der næsten taarekvalt trykkede Damernes Hænder. 

Selvfølgelig fik han Lov til at gaa for at ordne Begravelsen. I Forgaars oprandt Begravelsesdagen. Paa Vestre Kirkegaard skulde hun stedes til den sidste Hvile.

Fra Kontoret mødte en Deputation med en meget stor og flot Krans med Silkebaand i Dannebrogsfarver og Inskription om, at den var fra samtlige Kolleger.

Ved Kapellet stod Deputationen og smaafrøs, men der viste sig ikke noget Følge, ikke en Gang den Afdødes Forlovede gav Møde. Der gik et Kvarter, to, tre - en hel Time, men stadig ingen; Kapellet lukkedes ikke en Gang op.

Saa gik man til Graveren. Der var ingen Begravelse den Dag. Saa gik turen til Rovsings Klinik. Der var ingen kvindelig Patient død i de sidste 4 Maaneder 

- Altsaa en Mystifikation - men lad ham give en  Forklaring! Og i Gaar toges han i skole.

Jo, hun var virkelig død, men ganske vist i Hjemmet, og Begravelsen skete borgerligt og i al Hemmelighed. Han fik saa Kransen for at lægge den ud paa Graven.

Men tænk hvilken Frækhed, - opad Dagen blev han set paa Gaden, der gik han frank og fri med sin "afdøde" Forlovede under Armen.

(Aftenbladet (København) 30. oktober 1904).

Gymnastik for Arbejderkvinder. (Efterskrift til Politivennen)

I 1900 dannedes De kvindelige Arbejderes Gymnastikforening og havde året efter 200 medlemmer. De blev bl. a. instrueret af frk. Amélie (Aniebe?) Meyer.


Gymnastik og Bade for Arbejdersker.

Vor By har faaet en Mønsterbadeanstalt i Studiestræde, og alle er enige om, at de finske Folkebade er glimrende, men de er for dyre for de arbejdende Kvinder. Straks, da Badeanstalten blev aabnet, blev der tilstillet Organisationerne Billetter til 15 Øre Stykket, for at Medlemmerne kunde faa Lejlighed til at prøve Badene. Disse Billetter blev revne væk, og der var stor Sorg, da de sluttede. Et finsk Folkebad koster nu 30 Øre, Haandklæde 5 Øre, altsaa 35 Øre. Dette er faktisk for dyrt for en Arbejderske, hvis Tid desuden er kostbar for hende. Der bliver sagt. at Kvinderne gennemgaaende er mindre renlige end Mændene, men jeg tror, at den egenlige Grund er den, at baade Søbade og finske Bade er for kostbare. Kunde der for de sidstes Vedkommende ikke bødes noget derpaa ved al lade Foreninger faa Billetter, som mod Foreningernes Stempel gav Adgang for en billigere Betaling?

De arbejdende Kvinder har dannet en Gymnastikforening, hvor Kontingentet kun er 50 Øre om Maaneden med to Timers ugenlig Øvelse, nemlig hver Mandag og Fredag fra Kl. 8½ til 9½. Øvelserne afholdes i Femmers Seminarium, Nørrebrogade 27 o. G. Forleden overværede jeg Øvelserne, som udførtes af en Snes Kvinder, næsten alle Elever fra Aaret forud. Det var velgørende at se de af Anstrængelser blussende Ansigter og de smidige Legemer.

Efter Timens Slutning fik Eleverne et rask Styrtebad, og muntre, leende, forfriskede og oplivede paa Sjæl og Legeme skillet saa Holdet. Disse Kvinder bar sandelig Vidnesbyrd om, at Gymnastik og Bade er sundt. Ingen kejtede Bevægelser, Herredømme over baade Arme og Ben.

Det er Formandens Ønske, at der i Stedet for tyve var halvtreds i Holdet for at kunne bestride Udgifterne. Kontingentet er lille, kun 6 Øre for en Times Undervisning og Bad i Tilgift.

Derfor bør Arbejderkvinderne melde sig til Kursus hurtigst muligt. Indmeldelser modtages i Lokalet eller hos Formanden, Frk. Seitzberg, Blaagaardsgade 21 A, 2. Sal.

Der maa melde sig saa mange, at det bliver nødvendig at lave flere Hold. Navnlig Kvinder med stillesiddende Arbejde,  Syersker i alle  Brancher, vil have godt af at strække Legemet, rette Brystkasse, kort sagt af at være med.

Andrea Nielsen.

(Social-Demokraten 15. oktober 1904).

Cigararbejderske Anna Seitzberg var gennem en lang årrække medlem af Socialdemokratiets 11. kreds. Hun døde 31. marts 1921, og boede da i Rådmandsgade 29. Hun var bl.a. medlem af valgforsamlingen der udpegede landstingsmænd. Hun blev begravet på Bispebjerg Kirkegård.