Lona Barrison. (Efterskrift til Politivennen).

optræder for tiden i München. Til at begynde med gjorde hun megen lykke, men så kom der meddelelse om at hendes far var død i stor elendighed ovre i Amerika. Det blev endogså fortalt at han var begravet på det offentliges regning. Og det syntes tyskerne var for stift et stykke. Lona har jo dog penge, mange penge, ræsonnerende de, og så der der ingen mening i at behandle en far på den måde. Bladene bragte sagen frem. De kaldte Lona en hjerteløs datter. Hendes stjerne var virkelig ved at dale. 

Lona Barrison vidste ikke stort bedre end at faderen var død, men hun telegraferede straks til sin søster der havde bestyret huset for faderen, for at få nærmere forklaring. Og denne er nu kommet.

Heraf fremgår det bl.a. at den gamle Barrison blev ramt af et hjerteslag da han spiste til middag på en restauration. Datteren fik det først at vide næste morgen, da hun læste det i New Yorkerbladene, men hun besørgede så straks det fornødne med hensyn til begravelsen. Og faderen blev begravet på hendes regning. Når den sensationelle historie om at det offentlige havde bekostet begravelsen, var kommet frem, så skyldtes det sikkert at hun ikke havde navngivet sig for pensionatets ejer. Hun ønskede ikke at figurere i avisernes spalter, og derfor havde hun sagt at hun var udsendt af begravelsesselskabet for at få liget udleveret. Hvis hun havde tænkt sig at dette skulle føre med sig at hun og søsteren blev kaldt hjerteløse døtre, havde hun naturligvis opgivet sit navn.

Sådan er sammenhængen. Og Lona har naturligvis straks sørget for at få de tyske blade til at meddele dette. Så nu er der næppe nogen fare for at hun skal komme i miskredit.

(Jyllandsposten, 9. maj 1905).

Olaf Hans Jørgen Olsen. (1/8) (1882-1951). (Efterskrift til Politivennen).

Olaf Hans Jørgen Olsen (1882-1951) blev født i Slotsgade 19, 4. i København. Hans forældre skomagersvend Jørgen Christian Olsen og Ane Margrethe Hansen var separeret før han blev født og skilt i 1883. Han blev sat i pleje hos Carl Christensen i Tjæreby, Sorø amt som 12 årig og 1896 blev konfirmeret i Vemmelev kirke. 

I 1899 gik han 9 dages fængsel for vold mod sin mor. Derefter fulgte i en lind strøm flere domme. Den 2. august 1902 blev han idømt 1 års forbedringshus af kriminalretten for at have overfaldet en ung pige i en af Vesterbros sidegader. Han afsonede dem i Statsfængslet i Vridsløselille og Horsens, med tilnavnet "Løvenfeldt" for alfonseri. 

Legenden vil vide, at Olaf Olsen engang skal have tilsværtet sit ansigt for at kunne deltage i en maskerade. Under festen kom han til at tørre sværten af, og det fik et barn til at udbryde: “Se mor! Nu blev negeren hvid”. Ifølge Jens Christian Krebs Langes artikel om ham, citerer denne sin faster for at han vistnok havde sværtet sig i ansigtet da han var stukket af fra politiet. Det hører ti historien at også andre end Olaf Olsen havde dette tilnavn.

Den hvide Neger.

"Guldfiskens" Ven anholdt.
Alfonser paa Missionshotellet.

Hvis man tror Politiet har opgivet Eftersøgningerne af den bortflygtede Storbedrager, Bogholder Hansen, der løb med en halv Snes Tusind af Grosserer Segelckes Penge, tager man storligen Fejl.

For et Par Dage siden har man saaledes i Aarhus anholdt Hansens bedste Ven, Bondefangeren "Den hvide Neger".

Forleden kom "Negeren" til Aarhus ledsaget af en Ven, og to af Københavns letlevende Damer, "Merry" og "Kisse", som de udgav for deres respektive Fruer. Hele Selskabet tog ind paa "Missionshotellet", hvor Politiet mødte mandstærkt for at tale privat med "Negeren". Han laa i Sengen, og erklærede rent ud, at det ikke ragede Politiet hvem hans Damer var, og nægtede at give nogen Oplysninger om "Guldfisken".

Da man ikke kunde faa ham med det gode, tog Aarhus Politi ham med det onde. Efter en frygtelig Bataille halede de ham ud af Sengen og bar ham splitternøgen ned til den ventende Droske, medens "Merry" og "Kisse" halede betjentene i Skøderne og besvor dem ikke at tage deres elskede "Neger" fra dem.

Politiet ved bestemt at "Negeren" har faaet Brev fra "Guldfisken", men foreløbig er han tavs som Graven.

(Aftenbladet (København) 25. februar 1905).

Anholdelsen skete på hotel "Danmark" i Ryesgade 3 i Århus. Det var åbnet i 1900 af marskandiser J. Søndergaard. Der var 20 værelser som kostede fra 75 øre og opefter pr. nat. Det blev drevet på et kristent grundlag og gæsterne kunne ikke købe alkohol, ligesom dans ikke var tilladt.

Den 8. december 1905 var der i Frederiksberggade et slagsmål mellem ham og politiet. Han blev bundet på hænder og fødder og kørt til arresten på Nytorv. Under forhørene opførte han sig sådan at assessor From fik ham indlagt på 6. afdeling på Kommunehospitalet til observation. Herfra undveg han ved venner og veninders hjælp den 9. januar 1906. Han flygtede herefter til England. I foråret vente han tilbage og blev straks anholdt. Han blev i juli 1906 idømt 6 måneders fængsel.

Sigrid Camilla Amalie Marckmann (1852-?). (Efterskrift til Politivennen)

Sigrid Marckman blev født 13. september 1852. Hun var datter af den i Allinge navnkundige Otto Vilhelm Alexander Marckmann (1820-1911) og Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909). Hendes bror blev ansat som postmester i Herning 1913. Han havde været i postvæsnet siden 1879, 1893-1900 i Odense, 1900-1902 Aalborg, 1902-1908 Nykøbing F. og fra 1908 i Odense. Sigrid Marckmann arbejdede fra 1867 i faderens postekspedition i Allinge, hvor hun pga. hans mange erhverv vel varetog det meste.

Rønne, 22. Februar.

Den kvindelige Postmester.

Vor Hovedstadskorrespondent skriver til os:

Som det vil erindres, fortalte vi for nogen Tid siden, at Frk. Sigrid Marckmann, der siden 1867 har været ansat hos sin Fader paa Allinge Postkontor og efter sin Faders Tilbagetræden for et Aar siden har haft Konstitution i Embedet, havde ansøgt om at blive hans Efterfølger, forøvrigt ikke mindst af den Grund, at hun gerne vilde bevare det gamle Hjem for sine endnu levende Forældre. Dette Haab er imidlertid glippet, idet Postmester Schou i Svaneke har faaet overdraget Embedet i Allinge; men et Forlydende, der antagelig vil blive bekræftet i den nærmeste Fremtid, vil vide, at Frk. Marckmann skal være Hr. Schous Efterfølger i Svaneke, og der er saaledes Udsigt til, at Danmark alligevel vil faa en kvindelig Postmester.

(Bornholms Avis og Amtstidende 22. februar 1905).

I marts 1905 fik hun overdraget bestyrelsen af Svaneke posthus midlertidigt. I april 1905 udnævnt til postmesterske.

16. august 1908 fejrede hendes forældre, fhv. borgmester Otto Wilhelm Alexander Marckmann ((27. februar 1820-15. oktober 1911) og Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909) diamantbryllup i Svaneke. Han var farver, kæmner og forligsmægler i Rønne, senere borgmester, postekspedient og telegrafbestyrer i Allinge. De flyttede 1904 fra Allinge til Svaneke. Han var toldoppebørselskontrollør 1860-1901, borgmester 1870-90, postmester og telegrafbestyrer 1866-1904. Ridder af dannebrog 1878, dannebrogsmand 1904. Parret havde 11 børn.

Som et kuriosum varetog postmesteren i Svaneke også postforbindelsen til Christiansø. I det meste af 1800-tallet var denne uregelmæssig og afhængig af bådførere der også fiskede. I 1868 var der blevet oprettet et brevsamlingssted på Christiansø, hørende under Rønne 1868-1879, under Svaneke 1879-1981, herefter igen under Rønne. Schau havde overtaget hvervet i 1894, og havde et meget anstrengt forhold til postbådførerne. Han var 1902 forfremmet fra postekspeditør til postmester, uden at forholdet bedredes synderligt. Men under frk. Marckmann synes de to postbåde at fungere uden problemer. (Poul Sonne: Postsejlads i 150 år. In: Bornholmske Samlinger 1994, III, bind 8., s. 7-70)

Postmester Frk. Marckmann.

Postmester, Frk. Sigrid Marckmann i Svaneke fejrer Tirsdag den 13. ds. sin 69-aarige Fødselsdag, og fra 1 Oktober forlader Frk. M. Svaneke og Bornholm for at bosætte sig i København, paa Grund af, at hun nu har taget sin Afsked fra postvæsenet.

Det maa være med vemodige Følelser, at Frk. M. nu drager fra Bornholm, hvor hun har boet al sin Tid, og det maa sikkert ogsaa bedrøve hende at tage Afsked med den Gerning hun nu har røgtet saa nidkært i over 34 Aar, men da Loven jo nu til Dags fætter en Aldersgrænse paa 70 Aar for Embedsmænd, forstaar man jo, at der ikke havde været ret lang Tid endnu at virke i førend ""det skulde være", og vi tvivler ikke om, at Frk. M. fortjener at nyde Hvilen ovenpaa de mange Aars Virken.

Frk. M. var den ældste af Børnene i det Marckmannske Hjem i Allinge, hvor hendes Fader var To!dkontrollør, postmester og Borgmester Marckmann, ja, han havde endnu flere Bestillinger end disse at passe og udførte et stort Arbejde for Allinge By, det var derfor intet Under, at han havde Brug for sin ældste Datter til at hjælpe sig paa Kontoret, og dette gjorde hun saa godt, at det efterhaanden var hende, der passede post- og Telegrafforretningerne.

Det var den 1. Maj 1867, at Frk. M. begyndte paa Allinge postkontor, og hun var i mange Aar kun privat ansat hos sin Fader. Det fortjener at nævnes nu ved hendes Afsked fra postvæsenet, at hun var besjælet af en saadan Trofasthed mod sit Hjem og sine Forældre, at hun ikke kunde tænke sig at forlade dem og selv opnaa bedre Stilling andetsteds. Først i 1902 kom der en saadan Lønningslov for postvæsenet, at Frk. M. blev statsansat, og da hendes Fader 84 Aar gl. tog sin Afsked i 1904, haabede han tillige med mange, at hun kunde blive hans Efterfølger. I denne Henseende led dog Frk. M. og hendes Forældre en Skuffelse; thi det blev en anden der fik Embedet, men Frk. M blev i Stedet for udnævnt til Postmester i Svaneke fra f. Maj 1903, og Hendes Forældre fulgte med dertil og levede deres sidste Aar der. Det gamle Hjem har Frk. M. opretholdt, og man har hos hende mødt den samme Gæstfrihed og venlighed, som hendes Forældre var bekendt for. Mange venner har Familien baade paa Bornholm og "ovre", disse vil sikkert føle Savnet, naar Frk. M. nu tager bort og opløser Hjemmet. personalet paa posthuset vil sikkert komme til at savne deres elskværdige Chef, og Byens Borgere, der nu i  16 Aar har haft Frk. M. til postmester og altid hos hende har modt Velvilje og Forstaaelse, vil ogsaa sikkert savne hende, der altid er rede til at hjælpe andre og altid har et venligt Ord tilovers til dem, hun møder paa sin vej.

Maatte hendes Fremtid netop forme sig saa lys og lykkelig for hende selv, som hun altid har ønsket den for andre.

(Bornholms Tidende 8. september 1921).

Danmark eneste kvindelige Postmester.

Tirsdag den 13. Septbr. fejrer postmester i Svaneke, Frøken S. Marckmann, sin 69 aarige Fødselsdag, den sidste i Svaneke, eftersom Frk. M. har taget sin Afsked fra postvæsenet med Udgangen af denne Maaned og flytter straks efter 1. Oktober til København, hvor hun bosætter sig sammen med sin Søster, Fru Maria Schrøder (gift med fhv. Købmand i Rønne Aug. Schrøder).

Frk. M. er for Øjeblikket den eneste kvindelige postmester i Danmark. Der har tidligere været 2 foruden, nemlig Frk. Korup i Valby, som imidlertid tog sin Afsked i 1899 og nu er død, samt Frk. Schaeffer i Esrom, som tog Afsked i 1916, og naar nu ogsaa Frk. M. gaar ud af postvæsenet, er der altsaa foreløbig ingen kvindelige postmestre mere. 

Frk. M. kan se tilbage paa en usædvanlig lang virksomhed i postvæsenets Tjeneste. (Hun fejrede for nogle Aar siden 50 Aars jubilæum) Det var nemlig den 1. Maj 1857, at F k. Al., knap 15 Aar gl., traadte ind i postvæsenet som privat Medhjælp far sin Fader paa Allinge Postkontor (eller rettere "Postekspedition", som det hed den Gang). Hendes Fader, afdøde Borgmester Marckmann i Allinge, havde nemlig flere Bestillinger at passe, han var som bekendt baade Toldkontrollør og postmester (samt Telegrafbestyrer), og som Borgmester i Allinge-Sandvig, Branddirektør og Forligsmægler gennem mange Aar havde han et stort Arbejde at udrette. Det har derfor været ham til stor hjælp, at hans ældste Datter kunde træde til og gøre sin Nytte paa postkontoret; i Særdeleshed, da de forskellige Embeder, alt som Aarene gik, gav mere og mere at bestille. Det gik ogsaa saaledes, at det efterhaanden var Frk. M, der "stod for" post- og Telegraf- væsenet, medens hendes Fader nærmest holdt sig til Toldvæsenet og de andre mere kommunale hverv. Men Frk. M. var dog stadig kun sin Faders private Fuldmægtig, fordi hun blev hjemme i Allinge og passede sine Ting der. Allinge postkontor var ikke stort not til at være normeret med statsansat personale, men det vilde have været Frk. M. en let Sag at faa en Ekspedientplads andetsteds. Det vilde dog have lignet Frk. M. daarligt at tænke paa egen Fordel og søge bort! Først ved Lønningsloven af 1902 blev hun statsansat, og nu haabede hun og hendes gamle Forældre inderligt, at hun kunde faa Embedet efter sin Fader, da han 84 Aar gl. tog sin Afsked 1. Oktober 1904. Frk. M. blev konstitueret i det ledige Embede, men den daværende postmester i Svaneke var Ansøger til Allinge og fik det. Frk. M. blev saa 1. Marts 1905, konstitueret som postmester i Svaneke og fik sin Udnævnelse dertil 2 Mdr. efter, nemlig den 1. Maj 1905. hendes lange trofaste Arbejde, som den egentlige Leder af postkontoret i Allinge, fik altsaa alligevel sin Anerkendelse, trods det, at hun ikke opnaaede netop det, hun ønskede; men det var jo, forstaaeligt nok, med stor Sorg, at Frk. M. og hendes gamle Forældre forlod Allinge, hvor de alle havde levet i saa mange Aar.

Hendes gamle Forældre flyttede altsaa med til Svaneke og henlevede deres sidste Aar der. Frk. M. har efter deres Død opretholdt det gamle hjem, der jo for Familien og vennerne rummer saa mange Minder, og hun har fortsat det i de gamle Traditioner med en Gæstfrihed og hjertelighed, der sikkert søger sin Lige. Om hendes Fader blev der skrevet, "at et mere godhjertet Menneske skal man søge længe efter og at hjælpe var for ham en inderlig Glæde", og disse Ord passer i lige Maade paa hans Datter, thi hun har altid haft noget tilovers for andre og tænker altid sidst paa sig selv.

Nu har Frk. M. altsaa virket i over 16 Aar som postmester i Svaneke, og Byen har sikkert ikke været utilfreds med, at dens postmester var en Dame, thi Frk. M.s medfødte Elskværdighed og hendes mangeaarige Erfaringer i postvæsenet har i Forening gjort hende til en saa behagelig og dygtig postmester, som man kan ønske sig.

Det bliver sikkert med vemod, at Frk. M. nu siger Farvel, dels til Bornholm og dels til det Arbejde, der nu i 5 Aar har haft hendes fulde Interesse; men omend Aarene syne, at være gledne hende umærkeligt forbi - saa at mange forbavses ved at høre, at hun er saa nær ved de 70 - saa kommer der jo en Tid, hvor der maa siges Stop, enten frivilligt eller ufrivilligt, thi 70 Aar er efter nugældende Lov Aldersgrænsen for Embedsmænd, og Frk. Al. har da valgt at trække sig frivilligt tilbage.

Der vil sikkert følge hende mange gode Ønsker om en lys og lykkefyldt Hviletid ovenpaa den lange "Arbejdsdag".

Hun vil blive savnet ikke alene af sine Undergivne paa Kontoret - de vil næppe nogensinde faa en mere hensynsfuld Chef - men ogsaa blandt de mange venner, hun har vundet sig i Svaneke, vil Savnet af hende blive stort, naar hun nu flytter bort fra Byen, - og ikke mindst vil hun savnes af sin trofaste Husholderske, Frk. Karoline Mikkelsen, hun har nu i 23 Aar været i det Marckmannske hus, men skal flytte tilbage til Allinge og forlade sin kære Frøken - For Frk. Marckmanns Familie og venner, der stadig hos hende har fundet det gamle Hjems Gæstfrihed uforandret, naar de Sommer efter Sommer har gæstet Bornholm, vil der ved hendes Bortrejse blive et hul, som ikke kan udfyldes. - Frk. M's elskværdige og venlige person vil forhaabentlig endnu i mange Aar kunne træffes i København, men det gamle gæstfri, saa mindefyldte Marckmannske Hjem paa Bornholm er ikke mere.

V-T.

(Bornholms Avis og Amtstidende 10. september 1921).

SVANEKE

Afskedsfest.

I Anledning af at Postmester, Frk. S. Marckmann har taget sin Afsked fra Postvæsenets Tjeneste den 1. Oktober d. A. og nu fraflytter Byen for at tage Ophold i København hos en Søster, afholdt Byens Beboere i Forgaars Aftes paa Hotel "Østersøen" en lille Festlighed, hvortil som særlig indbudte var Frk. S. Marckmann, hendes Søster Fru Schrøder, København, og Frk. Marckmanns Husbestyrerinde Frk. Mikkelsen. Endvidere var ogsaa den nye Postmester Hr. Nordentoft med Frue indbudt.

Ved Kaffebordet bød Borgmester Klausen de tilstedeværende velkommen.

Overlærer Schrøder talte derefter for Frk. Marckmann og overrakte hende fra Beboere i Svaneke et Maleri (Motiv fra Svaneke med Kirken i Baggrunden malet af Kunstmaler Iversen), og udtalte, at han haabede Frk. M altid vilde mindes Svaneke med Velvilje og udtalte sin Tak til Frk. M. for den udviste Villighed og Flinkhed, hun altid havde udvist mod Beboerne i sin Tjeneste som Postmester, og ønskede hende on god og lykkelig Livsaften. (De tilstedeværende rejser sig).

Postfuldmægtig Rasmussen overbragte derefter fra Postbude og Postfunktionærerne en Æske indeholdende on Guldbrosche og udtalte sin Tak for den Velvilje, der altid fra Frk. M.s Side var udviste mod disse.

Konsul Smidt talte for den nye Postmester Nordentoft og haabede at denne maatte finde sig godt tilpas hernede med sin Familie. Det var vel nu til Vinteren noget kedeligt, men naar Sommeren kom, vilde de nok synes om at være her. Vilde som kommunal Mand ogsaa udtale, at Postmesteren vilde være med til at virke til Byens bedste.

Postmester Nordentoft takkede for Velkomsten og skulde gøre sit bedste for at man kunde blive tilfreds; men det var ikke saa godt at Tilfredsstille Folk, naar man kom efter en Postmester som Frk. Marckmann, der altid havde haft det bedste Lov hos Beboerne.

Postbud Munk takkede Frk. M. for den Velvilje og Overbærenhed hun altid havde udvist mod ham.

Købmand P. Holst talte derefter om Frk. Marckmanns Slægt, og mindes særlig her gamle Postmester Marckmann, som den Kæmpeskikkelse han var.

Derefter blev Ordet givet frit.

Kontrollør Jørgensen talte om den Tid, han var kommet j Frk. Marckmanns Hjem, medens hun var ansat i Allinge.

Efter at Kaffebordet var hævet tilbragte Gæsterne endnu nogle Timer sammen i festligt Samvær med Musik, Oplæsning og senere en lille Dans i Hotellets store sal.

(Bornholms Tidende 7. oktober 1921).

"Den dovne Dreng" (2): Politiet begynder at slå hårdt til. (Efterskrift til Politivennen)

2. del af artikelserie som består af tre dele om August Peder Jensen, også kaldet "Den dovne Dreng": Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, nedenstående som omfatter perioden ca. 1900-1905 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier. 

Kort tid efter han var kommet ud af Horsens Tugthus, skete følgende:

Den dovne Dreng.

August Peder Jensen, der nytårsnat blev anholdt for overfald på et par kolleger i Vognmagergade, blev i går løsladt i retten uden videre tiltale. "Drengen" havde nægtet sig skyldig i overfaldet, og de overfaldnes vidnesbyrd var ikke så pålidlelige at retten turde indlade sig på at dømme Jensen.

(Aftenbladet (København), 21. januar 1902).

Tilskadekommen kreaturfører.

Da en kreaturfører i går eftermiddag kom trækkende med en drift kvæg fra horsens-damperen over broen ved Nyhavn, blev kreaturerne pludselig urolige og stædige og tilredte føreren, en 43-årig mand, August Peter Jensen fra Helsingørsgade nr. 7, så slemt under hans forsøg på at få overtaget over dyrene, at han måtte indlægges på Frederiks Hospital.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 6. august 1903).

Prygl.

Hvad Københavns bøller mener om sagen.
Bræddestabelen udtaler sig.

Det var i Farvergades berygtede logihus "Blodkoppen" 

Menneskevragene stod og stirrede stille hen for sig med sløve fortinnede øjne, af og til løftende snapseglasset mekanisk til munden

Ved et bord for sig sad den havarerede artist Olchansky og klimprede på en guitar han har lavet af en cigarkasse, mens han med snøvlende, drøvelig stemme kvad:

"Jeg sidder  bag fæng-se-lets mure
og stirrer mod him-me-lens blå
mens stjernerne går deres tu-u-ure,
og månen på him-me-len står."

-   -   -

Ved et andet bord træffer vi spidserne blandt gadens bærme-voldsmændene. De holder sig i sluttet selskab og ser ned på vagabonder og tiggere som en lavere stående kaste, Nogle drikkevarer skaffer os indpas i selskabet hvis mest fremtrædende medlem vi straks giver os i lag med. Det er den berygtede "Bræddestabel", men vi forbavses over det spagfærdige indtryk, han gør 

- Prygl, siger han og skutter skuldrene, som følte han allerede krabasken på sin ryg, - Ja oprigtig talt kniber jeg helst uden om dem - ikke fordi at jeg er bange for dem, fortsætter han med et undskyldende blik til "kammeraterne'', men man er jo ikke så ung som man var for en snes år siden. Jeg har stået for mangfoldige høvl i min tid - og mange gange har jeg ikke fortjent dem - men nu er jeg over de 45 år og er blevet mere sagtmodig af naturen. Naturlig, sluttede "Stablen", der til vor overraskelse viser sig at være en spinkel mand og hvis borgerlige navn er Julius Johansen, ta'r jeg mine klø, når ieg ska' ha' dem, men ingen kan fortænke mig i at gøre gengæld, når lejlighed byder sig, og så stak han atter næsen i glasset,

Vi får senere at vide, at "Stablen", selv om hans stjerne i bølleverdenen er for nedgang, er en af de mest uberegnelige voldsmænd idet han ofte i fredeligt lag og selv tilsyneladende rolig pludselig og uden advarsel aldeles rasende kan kaste sig over et medmenneske og gøre de mest velmente forsøg paa at slaa dette halvt ihjel.

Den dovne Dreng.

Ved siden af "Stablen" sidder en stor svær, dunhaget mand, de kalder ham Alfred Emil men vi får straks efter at vide, at det er den så sørgelig bekendte "dovne Dreng".

- Hvad mener De om Prygleloven, spørger vi,

- Hold kæft, svarer han og fylder sit glas mens han skuler ondskabsfuld til os.

- Bryd dig ikke om ham makker, siger "Rive Niels", som sidder tæt ved os, han er ond i sulet i dag, og saå har han en væmmelig tilbøjelighed til at fla' - han har'et med at sparke i skridtet, når han er fuld, som ædru er han det skikkeligste menneske på Guds grønne jord - Og Niels som trods sin unge alder - 24 år - har været straffet fjorten gange for vold giver nu sit besyv med i laget.

- De kalder os bøller, og vi er bøller, indrømmer han, men vi er det ikke af vores gode vilje; havde min mor levet, sad jeg ikke her nu, men da hun kreperede, måtte jeg gå for lud og koldt vand, og nu sidder jeg her sagde han og slog ud med en beklagende håndbevægelse 

Mange gange er jeg på stationen blevet banket sådan igennem at jeg var sort og blå over hele kroppen. Jeg er'beder ellers som ålefisker ude i Kalveboderne. En nat da kæntrede båden og jeg måtte med mit halstørklæde binde mig til masten Jeg sad der omtrent 24 timer og da jeg kom i land på Enghaven og lå omtrent halvdød, kom et par betjente og tampede løs på mig - bare fordi de kendte mig. 

Kan De så fortænke en i, at man bliver ond på samfundet? Nej, sluttede han, slår de mig, gir de mig en gang laks (bøllernes udtryk for prygl), slår jeg igen, når jeg kan komme afsted med det.

Og med rynkede bryn og knyttede næver lænede han sig tilbage mod væggen.

-  -  -

Vi talte senere med adskillige af vor bølleverdens mest fremtrædende repræsentanter, og hovedsummen af deres meninger gik ud på; Verden har handlet uretfærdig mod os. vi vil handle på samme måde mod den, Slår de os, slår vi igen når vi kan.

Vi stiller disse historiske aktstykker til hr. Albertis disposition.

(Aftenbladet (København), 30. januar 1905).

En opvarter fra "Guldgruben"

- en kælderbeværtning der ligger på hjørnet af Lille og Store Brøndstræde i København - blev - fortæller "Sorø Amtstid." - engang indlagt på hospitalet, og overlægen spurgte ham her hvor meget han drak om dagen. Uden betænkning svarede opvarteren: En otting øl, dvs. 88 glas øl af de såkaldte "runde" der er dobbelt så store som en "spids". Han måtte drikke med gæsterne, og for nemheds skyld havde han så en otting øl liggende ved siden af sig og tappede deraf, efterhånden som han skulle klinke med Bræddestabelen eller "Den dovne Dreng". Han indså dog nnu at han måtte søge en mindre udsat post.

(Viborg Stifts Folkeblad, 25. september 1905)

Første Ligbrænding af Præst. (Efterskrift til Politivennen)

En Præst hvis Lig skal brændes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet.

I Morgen Middag Kl. 12 foregaar der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet paa Nylandsvej. Liget af en afdød Præst, Pastor emer. Emil Wegener skal brændes; det er første Gang her til Lands, at dette sker med en Mand, der var Kirkens Tjener.

Pastor Wegener, der var Medlem af Folkelig Ligbrændingsforening, har fra 1886 til 1899 været Sognepræst i Pederstrup ved Sorø. Den Afdøde, der blev 60 Aar, indmældte sig for 3 Aar siden tilligemed sin efterlevende Hustru i Ligbrændingsforeningen; han udtalte ofte sin Sympathi med denne Form for Ligfærd og erklærede overfor Foreningens Bestyrelse, at han var villig til at yde sin Medvirken og tale over Afdøde, der begravedes fra Krematoriet.

Pastor Wegener er den eneste Præst, der har været medlem af Ligbrændingsforeningen.

Ved Bisættelsen i Krematoriet taler den Afdødes Eftermand i Embedet, Folkethingsmand, Pastor Bjerre, i Henhold til et Løfte, som han for længst har givet den Afdøde.

(Social-Demokraten 29. januar 1905. 2. udgave).

Pastor Wegeners Ligbrænding.

Pastor Bjerre taler i Ornat.

Den afdøde Præst Wegeners Lig blev som omtalt brændt i Gaar i Krematoriet, hvis Sal var prydet med Blomster.

Bisættelsen var fastsat til Kl. 12, Ved dette Tidspunkt var der samlet et talrigt Følge om den blomstersmykkede Kiste, som var dækket med et Væld af Kranse, bl. a. var der sendt Krandse fra Pedersborg, pr. Sorø, hvor den Afdøde har virket som Præst.

Folkethingsmand, Pastor Bjerre, der havde lovet at holde Talen, mødte ikke til den fastsatte Tid. Han var i Sorø og kom først ved Middagstid til København. Følget maatte derfor vente paa ham.

Da her var forløbet henved en Halv Times Tid, arriverede Pastor Bjerre, svedende og forpustet. Hans Hustru var tilstede med en kuffert, indeholdende Ornatet. Hr. Bjerre blev i en Fart omklædt, og kort efter stod han foran Kisten, iført Præstekjole og Orgelet præluderede, der blev sunget en Salme, hvorefter Præsten bragte den Afdøde det sidste Farvel og omtalte hans Livsgærning. Den Afdøde var en stor Børneven og afholdt af Børn, han elskede Poesien, der stemmede bedre overens med hans Syn paa Livet, hvis nøgterne Haardhed virkede frastødende paa hans milde og bløde Sind.

Præsten oplåste til Slut den Afdødes yndlingsdigt, den skønne Vuggesang af "Aladdin", og udtalte Haabet om, at Flammerne vilde rense og lutre hans Sjæl.

Derefter sattes Kisten ind i Ovnen og Højtideligheden var tilende.

(Social-Demokraten 31. januar 1905).

Da Præsten brændtes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet. Mandag Middag Kl. 12 foregik der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet i København. Det var afd. Pastor emer. Emil Wegener, tidligere præst i Pedersborg, Søro, der blev overgivet til Luerne. Det er if. "Soc.-Dem." første Gang her til Lands at en Præsts har ønsket at blive brændt.

Ved Bisættelsen i Krematoriet talte den afdødes Eftermand i Embedet, Folketingsmand, Pastor Bjerre, Pedersborg, i Henhold til et Løfte, som han forlængst har givet den afdøde.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 1. februar 1906.)

Biskop på daværende tidspunkt var Thomas Skat Rørdam (1832-1909). Han var blevet biskop i 1895 i en temmelig høj alder (63 år), på et tidspunkt hvor der var brydninger i kirken. Rørdam beskrives af Lindhardt som "... i sine senere år væsentligt ude af kontakt med tiden, langt mere en tilbageholdende magt end en fremfarende kraft. ... Til det nybrud der på mange måder skete i bispeårene var han mere tilskuer end inspirator, bundet som han på alle måder var af sin "kærlighed til det overleverede".

Pastor Bjerre i Krematoriet.

I Anledning af den Erklæring, der er affordret Folketingsmand Pastor Bjerre, fordi han har ta!t i Embedsdragt i Krematoriet over sin Forganger i Embedet, Pastor Wegener, ringede vi i Dag Bjerre op i Telefonen og spurgte ham om Sammenhængen i denne Sag.

Pastor Bjerre oplyste følgende:

Erklæringen er affordret mig i Henhold til en ministeriel Resolution af 5te Februar 1894. Goos var den Gang Kultusminister. Han havde tidligere stillet sig meget velvilligt overfor Ligbrændingssagen, var endog Formand for Ligbrændingsforeningen, men lod sig af Bisperaadet paavirke til at udstede den paagældende Resolution, ifølge hvilken de Præster i Folkekirken, som maatte være villige til at yde deres Medvirkning ved Ligfærd, hvor Ligbrænding finder Sted, i alt Fald ikke maatte fungere i Krematorier og Kolumbarier eller ved Askens Hen- eller Nedsættelse, men kun i en Kirke eller i et Folkekirken tilhørende Kapel, og at de, naar Jordpaakastelsen havde fundet Sted, skulde forlade Stedet og ikke maatte have videre at gøre med Ligets Bortbringelle eller senere Behandling.

Skulde Præsten af private Grunde "undtagelsesvis" ønske at deltage i Ligfølget, maatte han forinden aflægge sin Embedsdragt.

Jeg har nu svaret Biskoppen og i Svaret erklæret, at under forhaandenværende Omstændigheder følte jeg mig forpligtet til at efterkomme et Løfte, som jeg havde givet Pastor Wegener paa hans Dødsleje. Netop fordi det var en Præst, vilde det række Undren, om hans Efterfølger i Embedet ikke kunde følge ham i Ornat.

Men foruden dette Hensyn - udtaler Pastor Bjerre videre -- mener jeg forøvrigt, at det er en forældet Bestemmelse, som er Folkekirken til Skade.

Selvfølgelig er Pastor Bjerre belavet paa at faa en lille "Næse" i Sagens Anledning; men han havde i Virkeligheden efter sin egen Mening intet Valg. Han havde lovet Pastor Wegener og dennes Hustru at tale, og havde han paa en Forespørgsel til Biskoppen faaet et Afslag, var det hele jo blevet meget værre naar han desuagtet havde holdt sit Løfte.

Forøvrigt meddeler B. under vor Samtale, at han har under Overvejelse gennem et Lovforslag at søge det nugældende Forhold ændret.

C

(Ringsted Folketidende 9. februar 1905).

Præsterne og Ligbrændingen.

Pastor Bjerre, Krematoriet og Biskoppen.

En forældet Resolution.

Et Interview med Pastor Bjerre

Spørgsmaalet om Folkekirkens Præsters Medvirken ved Begravelser fra Krematoriet er blevet aktuelt, siden Folketingsmand, Pastor K. Bjerre fra Pedersborg ved Sorø forleden holdt Talen over sin Forgænger i Embedet, da dennes Lig blev brændt.

Her skete et eklatant Brud paa Loven. Pastoren var nemlig tillige i Ornat.

I Gaar traf vi Hr. Bjerre i Folketinget, efter Mødets Slutning, og bad ham sige os sin Mening om Sagen.

"Den er saamænd saa ganske ligetil. Jeg havde lovet afdøde Pastor Wegener paa Dødslejet at tale over ham - og særlig havde jeg lovet hans Hustru det, da det kunde se saa underligt ud, at ikke en Præst sagde de sidste Ord ved Kisten.

Men samtidig har jeg ogsaa benyttet mig af den givne Lejlighed til at faa rørt ved en Sag, der er ganske urimelig.

En af Folkekirkens Præster maa ikke give Møde ved en Baalfærd fra Krematoriet - end ikke som ganske almindelig Deltager i Følget. Han maa ansøge derom i Forvejen. Saa De fatter, at dette at træde frem i Ornat og tale er endnu værre.

Det er en Resolution fra Goos' Tid - 5te Februar 1894 - der bestemmer det. Men det turde dog nu være ganske forældet. Valgmenighedspræst Carstensen har jo ligefrem paa den Konto skaffet sig en hel Forretning . . . .

"Og hvad vil der ske efter dette?"

"Ja, der er altsaa sket dette, at Biskop Rørdam har affordret mig en Erklæring om min Optræden, og den afgiver jeg i Dag. Saa faar jeg en Næse. Det videre afhænger af, hvorledes denne Næse bliver.

Naar jeg valgte denne Form: uden først at spørge at tale ved Begravelsen, saa gjorde jeg det, fordi det over for Autoriteterne var den mest hensynsfulde. Jeg undgik at sætte dem i en pinlig Forlegenhed. Og det er jo den sædvanlige Fremgangsmaade i slige Tilfælde .... Jeg vilde ogsaa undgaa at skabe en ny Murer-Affære eller Harhoøre-Historie."

"Hvorledes tror De, at Ministeren stiller sig til dette Spørgsmaal?"

"Dér er det naturligvis noget vanskeligt for mig at udtale mig. Men saa meget tror jeg dog at kunne sige Dem, at Ministeren ikke ser med uvillige Øjne paa min Opfaltelse af Sagen.

Indtil videre afventer vi altsaa den biskoppelige Reprimande.

V. G. 

(Samfundet 10. februar 1905.).

Ligbrændingsloven blev ændret i 1910 bl.a. til at  præster også kunne deltage. Samtidig var det nu heller ikke længere lov at urnerne blev anbragt i et kolumbarie, men kunne nedsættes i fx familiegravsteder og særlige urnegrave på kirkegårdene.

Fotograf Hans Richard Theodor Hansen (1857-1914): Gravers Christian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) præst, folketingsmedlem. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Der findes ligeledes et foto af en noget ældre pastor Bjerre som muligvis er beskyttet af ophavsret.

Gravers Kristian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) var præst og folketingsmedlem. Han var blevet valgt til Landstinget, og blev kort tid efter, september 1907 beskyldt for at have udvist "uhøvisk adfærd mod en dame". Han skulle efter sigende have overgramset en ung gift kvinde i Upperup Kirke uder pastor Hoffs begravelse. Han kom derefter for en provsteret. Den skabte dog ikke nogen klarhed. Mange vidnesbyrd blev fremført om at dette ikke var det eneste tilfælde, mens andre slog det hen som enten upålidelige eller betydningsløse. Det var ifølge Folkets Avis Indre Mission, især kvinder som senere forsøgte at få ham rehabiliteret. Han blev grebet i nogle selvmodsigelser, og sagen endte med at han 30. januar 1909 blev afskediget med pension efter indstilling fra kultusministeriet. Han fortsatte dog sin præstegerning i endnu nogle år. Sønnen Axel Møller Bjerre blev senere valgt til landstinget for Venstre.