Spild. (Efterskrift til Politivennen)

En Formue i vore Skarnkasser.

En tidlig Morgenstund, naar man aabner Sovekammervinduet, har man ofte iagttaget en Kludesamler i Færd med at undersøge Skarnbeholderens Indhold. Ved Lejlighed interviewer man en saadan Mand og faar da oplyst, at Kludesamlerhvervet er en kummerlig Levevej.

Ogsaa dette Erhverv har sine uskrevne Love; saaledes arbejder Kludesamlerne hver med sine Gaarde, og det anses for uhonnet af en anden Kludesamler at ransage fremmede Beholdere. For den enkelte giver disse kun ringe Udbytte; men saa snart Kludesamleriet drives som Stordrift, bliver Udsigterne anderledes, om end ikke for Arbejderne selv.

Den eneste "Forretning" her i Byen, der driver Kludesamleriet rationelt, findes paa Kristianshavn i Dronningensgade Nr. 17 i en lille mærkelig, ældgammel Ejendom med en Gaard som en stor Dagligstue og et lille Baghus.

I Løbet af en Menneskealder eller noget mere har man herfra arbejdet en Formue sammen fra Københavns Skarnkasser.

Den nævnte Ejendom, der har Stue, 1. Sal og en Kvist, ligger indeklemt mellem to Huse af nyere Dato, og hele Tingen naar kun op til 1. Sal af disse nyere Ejendomme. Gennem en vindskæv Døraabning, der lige har Mands Højde, gaar man ad en smal Gang ud til Gaarden. Her fører en udvendig Trappe op til det lille Steds lavloftede Førstesal. I Stuen findes "Arbejdsstedet", hvor en Del af de i Løbet af Dagen indsamlede Sager aflæsses og sorteres; det er en saakaldet "Jernhandel".

Det lille Baghus er beboet af 4-5 ældre Mænd, hvis Udseende straks røber vore Gaardes "Kludesamler". De arbejder for Forretningens Ejer og faar som Vederlag Kost og Logi samt nogle Lommepenge efter Overenskomst.

Den nuværende Indehaver af denne Spild-Forretning har tidligere selv boet i det lille Baghus og været en Slags Formand for de andre Indsamlere; da hans Principal døde, blev han gift med Enken og derved Indehaver af Forretningens Ejendom, selve Forretningen og flere andre Ejendomme i det mørke Kristianshavn.

Alle disse Værdier er i Aarenes Løb indsamlede fra københavnske Skarnkasser, idet det Materiale, "Jernhandelen" har arbejdet med, stammer fra Byens Dagrenovation. Et godt Bevis paa, hvorledes mange smaa Bække kan blive til en stor Aa!

Hver Morgen ganske tidlig drager Forretningens Arbejdere ud paa Affalds-Fangst. De medfører Trækvogne og Sække; mindre Ting, som Klude, Ben og Brød, gammelt Fodtøj o. desl., gaar i Sækkene, som henlægges paa Trækvognen, naar de er fulde; større Sager, som kasserede Stole, Chaiselonguer, Kasser o. s. v., læsses paa Trækvognen.

Ud paa Eftermiddagen vender disse Trækvogne tilbage fra Byens forskellige Kvarterer med Sager, der mangen Gang bringer Kristianshavns Fattigbefolkning til Misundelse. Men paa den anden Side kan de ofte for faa Øre købe Nødvendighedsgenstande fra Rigmands Skarnkasse hos disse Samlere.

En af Forretningens Arbejdere udtalte sig saaledes : "Vi maa ud senest Kl. 4, thi allerede Kl. 3 begynder Skraldevognene at tømme Kasserne. Nu kender hver jo sine Steder og ved ogsaa, hvad Tid Kasserne bliver tømte, ligesom man ogsaa kender de bedre og mindre gode Steder. Naar da den første Tørn er taget tidlig om Morgenen, man kan jo altid sørge for a være forud for Skraldevognen, bliver der først noget igen efter Frokost at efterse. Og saa kan man godt  blive ved til hen paa Eftermiddagen."

Det er umuligt for en almindelig Kludesamler at konkurrere her, alene af den Grund, at han ikke kan bære de fornødne Driftsudgifter til Trækvogn, Lagerplads o. s. v. Men dertil kommer, at den ejendommelige Forretning i Dronningensgade er indarbejdet gennem en lang Aarrække.

I alle disse Tider er Spildværdierne fra vore Skarnkasser gaaet gennem denne Digel og blevet til Guld og mange Penge.

Pugma.

(Pressen (København) 24. juli 1906)

Dronningensgade set fra volden. Foto fra Aftenbladet 22. januar 1925.

Ali Nouri Bey (1858-1937) og Hairie Ben Ayad (1879-?). 4/7. (Efterskrift til Politivennen)

Et lig i Vestre Kapel paa 2det Aar

Ude i Vestre Kirkegaards Kapel har der, saa utroligt det end lyder, i over et Aar staaet en Kiste med et Barnelig i. Ingen afhenter det, og ingen finder paa at give det Fred i Jorden.

Det er en lille Dreng, der blev to Aar, og som var Søn af den her i Byen bl.a. fra Rekylgevær-Affæren meget bekendte Tyrk Ali-Nouri Bey, som er født i Sverige, og i Tyrkiet gift med en Prinsesse. Parret mistede Drengen ovre i Sverig, og Meningen var nok, at de vilde føre Liget med til indviet muhamedansk Jord. Paa Reisen blev det saa indtil videre indsat i Vestre Kapel.

Og der staar det endnu. Faderen er en eventyrer, og ingen ved, hverken hvor han eller "Prinsessen" er henne.

Kunde vore Autoriteter ikke faa gjort en Ende paa denne Skandale?

(Aftenbladet (København) 10. juli 1905).

I februar 1907 skulle Ali Nouri tilsyneladende være set i København.

Olga Eggers som Avisskribent. (Efterskrift til Politivennen).

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Censors nye forbud.

"Det ligger til familien".

For kort tid siden antog Dagmarteatret i København en dansk nutidskomedie, "Fru Amfibia eller det lykkelige ægteskab", skrevet af en ung forfatter, Ludvig Rosenberg. Fru Anna Larssen skulle spille titelrollen.

Nu er der imidlertid kommet indsigelse fra censoren, hr. C. Levin, der har meddelt teatret at komediens "snit og tone" forekommer ham "betænkelig nær ved det smudsige". Han ser derfor helst at man opgiver at spillet stykket. Skulle teatret imidlertid fastholde sit ønske om at opføre det, kræver censor det tilbage til strygning. Efter hvad "Pol." oplyser, anser teatrets ledelse det for umuligt at spille stykket i den ændrede form, og har derfor standset indstuderingen.

Som man vil mindes, forbød den nye censor for nogen tid siden et fransk skuespil.

Den unge forfatter der denne gang har måttet sande det blå blyants herskermagt, er redaktionssekretær ved ugebladet "Frem" under Julius Schiøtts ledelse. Han er gift med en sjællansk baron Eggers' datter, der under forfatternavnet Olga Eggers-Rosenberg har skrevet et par bøger som også kunne have godt af en omgang blåkridt.

(Aarhuus Stifts-Tidende, 1. februar 1905).

En forbrydelse

"Social-Demokraten" fortæller om en fattig pige som blev kastet i fængsel for at afsone et alimentationsbidrag.

Der var to unge mennesker, som holdt af hinanden.

De var fattige, så fattige, at sliddet og manglen havde mærket deres legemer, og det stadig blev vanskeligere for dem at skaffe brødet.

Og da den unge kvinde skulle have et barn, rejste fattigdomsspøgelset sig endnu mere truende for dem, endnu mere ubønhørligt, da de skulle have et barn at sørge for, de to unge, der næppe kunne sørge for sig selv.

Der er et godt sted, hvor mange stakkels mødre er blevet plejede og trøstede, Fødselsstiftelsen, og derhen kom også Karen, da hendes time nærmede sig. Men hendes spinkle legeme, der i forvejen var svagt af at have fået utilstrækkelig kost og alt for meget arbejde i den tid, hvor kvinden ellers kun tænker på at pleje sig selv og blive plejede, kunne ikke tåle den vanskelige fødsel.

Fra Stiftelsen førtes hun over til hospitalet, hvor hun måtte være et halvt år, inden hun kom nogenlunde til kræfter.

Og i denne tid blev hendes forlovede stadig sygere af tuberkulose. 

Han sled dag og nat for at skaffe de usle kroner, som måtte betales for det lille barn. Han sparede på alt det, som skulle have hjulpet ham selv. Han vidste at i det øjeblik, han opgav kampen, var der ingen til at sørge for det uskyldige væsen.

Og han holdt ud, indtil Karen var blevet sendt bort fra hospitalet som helbredet, det vil sige, udtæret og kraftesløs af den lange sygdom.

Da så han blev indlagt som uhelbredelig, var hun ene om al forsørge sig selv og barnet. Hun kunne med anspændelsen af alle sine kræfter tjene en krone om dagen. Deraf skulle de begge leve.

Og da den unge kvinde, halv sanseløs af overanstrengelse og sorg måtte opgive det og erklære, at hun kunne ikke mere, svarede samfundet hende - med fængselsstraf.

Det hjalp ikke at hendes forlovede lå dødssyg og gennem feberen kaldte på hendes navn - hun måtte afsted, loven var over hende, loven, den retfærdige, forlangte, at hun skulle i fængsel for der at blive fuldstændig ødelagt, uden anden næring end vand og brød for det lægerne, der i forvejen var udsultet og arbejdsslidt.

Hun bønfaldt ham om at leve, indtil hun kom igen. Hun talte timerne derinde i fængslet, de langsomme timer, som hun vidste én for én stjal de sidste kræfter fra den hun elskede. Hun fik løfter om lettelser i sin straf, men de ville forlænge tiden, der skilte hende fra den døende mand - - og da hun så endelig, endelig, åndeløs, med hjerteslaget næsten standset af spænding, nåede hen hvor han lå - fik hun beskeden at han var død nogle timer i forvejen, død mens han nævnede hendes navn og anråbte hende om at komme til sig.

- - - 

For denne forbrydelse, at en kvinde bliver moder uden at præstens besværgelse har lydt over hende, at hun bliver svag efter sit barns fødsel, og at hendes kræfter ikke vil holde til det, samfundet forlanger, straffes hun med fængsel, medens hendes barn græder efter hende og hendes forlovede forgæves i sin sidste time kalder på hendes navn.

Jeg kunne "fristes til at spørge": Hvem er her den største forbryder, kvinden eller det sogneråd der så ubarmhjertig fortolker en så ond, uretfærdig og ubarmhjertig lov.

Olga Eggers Rosenberg.

(Bladet Adresseavisen, 21. juli 1905).

Skandale ved Poul Friis' Grav. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Kold kaster snavs efter hans enke - et uhyggeligt optrin.

København, tirsdag.

Langt udenfor byen ligger den store Vestre Kirkegård. Her blev teaterdirektør Poul Friis i eftermiddags begravet under stor deltagelse fra skuespillernes og det glade Københavns verden. Solen skinnede varmt over de dødes have med de mange idylliske anlæg, og naturen var netop så venlig og smilende, som den burde være, når den evigglade og hjertensgode Friis skulle stedes til den evige hvile.

Så meget uhyggeligere virkede det, da pastor Kold fra Brorsonskirken begyndte en uhyggelig tale og lod Helvedes røde flammer knitre for den afdødes hustru og venner.

Hr. Kold gik ud fra, at Jesus kom til Verden for at frelse syndere og særlig de store, til hvilke den afdøde hørte. Han var et syndens barn, sagde hr. Kold, og jeg ved ikke andet at sige, end at han var en stor synder.

De fleste drog her et lettelsens suk, for man troede forestillingen forbi, men nu tog Kold først rigtig fat.

Der døde nylig en syndens kvinde, og hun råbte på det yderste: Lys! Giv mig Lys! Et Herrens barn trådte frem og sagde: Jesus, men den døende jog hende bort og skreg: Jeg kender ikke Jesus. Giv mig lyset! Det var forfærdeligt. Et menneske tabt, et menneske gået ind til den evige ild. Heldigvis døde Poul Friis ikke således. Han læste på det sidste i Herrens Bog, og han vendte sig i den sidste time mod den levende Gud, mod sin frelser. Men Herrens børn har også bedt for ham. Jeg har været til stede ved to møder, hvor man bad for Poul Friis. Hører I det, alle, så tag den hellige skrift og læs evangelisten Johannes, 1. Kapitel fra 1. til 8. Vers. Han vendte sig til Frelseren, og vi tør håbe, at han er gået ind til Vorherre Jesu nåde. Men hvorledes står det til med jer, der står i den farlige tribunes æggende lys. I skal alle dø som Poul Friis, dø, hører I. Hr. Kold er nu i voldsom ekstase. Hans øjne lyner i det blege, fanatiske ansigt, og han skriger mod fru Engelke Friis: Jeg siger til dig: vend om, før det er for sent. En kvindes ære bør ikke plettes og besudles ved, at hun halvnøgen stiller sig til skue for mængden. Det er en skam, som jeg beder Herren at vare mine børn fra. Lyd derfor den dødes røst. Han ønskede, at du skulde vende om og sætte dig ved korsets fod, og Gud give dig kraft dertil. Amen!

En uhyggelig stemning havde grebet alle under talen. Et par gange hørtes svage protester, men deltagerne lod dog den hårde præst fortsætte. Først da han var færdig, brød indignationen løs, og alle trængte sig om den stakkels enke og søgte at trøste hende.

Under pinlig stemning bragtes kisten i jorden, medens pastor Kold stiv og udeltagende gik bort. Hvad vedkom det ham, at han så blodigt havde fornærmet den dødes enke i en sørgelig stund. En helvedespræst har jo intet hjerte, ingen medlidenhed med sørgende enker eller staklerne, der kastes i svovlpølen.

Men hvorfor holder man da ikke præsterne borte fra begravelser, når man ved, at de er så dårlige følgesvende over tærskelen til den evige bolig?

(Horsens Social-Demokrat, 12. juli 1905).

Sognepræst Vilhelm Kold (1868-1932). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af loven om ophavsret.

Teaterdirektør Friis' jordfæstelse.

En ligtale som ikke burde have været holdt.

Poul Friis' jordfæstelse fandt sted i går middag fra kapellet på Vestre Kirkegård. Selvfølgelig havde mange af den afdødes kolleger givet møde for at vise ham den sidste ære. Man så bl.a. direktørerne Albert Helsengren, Frits Petersen, Henriksen, Wulff og Vilh. Petersen samt adskillige kendte skuespillere.

Talen holdtes af pastor Kold ved Brorsonskirken, og den var ikke egentlig trøsterig for de efterladte. Han havde kun kendt den afdøde som en synder, sagde han, men da han havde besøgt ham på hans dødsleje, havde han dog fundet både salmebogen og det ny testamente hos ham (disse to bøger lægges altid frem på hospitalerne). I sin sidste time havde den døende vendt sig til Herren. Og man har lov til at tro at dette skyldtes forbønner fra troende mennesker som for kort tid siden i forskellige forsamlinger havde bedt for hans sjæl Det var jo en farlig livsstilling Poul Friis havde valgt, ligesom det i det hele er farligt at stå frem på tribunen. Let kan en kvindes ære plettes og besudles, når hun halvblottet stiller sig frem for publikum. Derfor ville han særig henvende sig til enken og bede hende vende om fra den farlige bane. Det var også hendes mands ønske at hun skulle vende sig til Gud.

Talen gjorde ikke ubetinget noget gunstigt indtryk blandt de tilstedeværende. Og der kan vel også let opnås enighed om at pastor Kold i hvert fald på dette sted burde have holdt sine fordømmende meninger for sig selv eller også veget pladsen for en anden præste med mere menneskelig takt, følelse og forståelse.

(Aarhus Amtstidende, 12. juli 1905).

Fru Engelke Friis om pastor Kold

Et interview.

Det pinlige optrin, som i forgårs fandt sted ved Povl Friis's begravelse, drev os i går til at opsøge enken, fru Engelke Friis, for at høre hendes mening om præstens besynderlige opførsel.

Vi traf fruen ude hos sin slægtning, hr. restauratør Christensen, Langelinies Pavillon.

Vi udtalte vor forundring over præstens uheldige tale.

"Ja, jeg hører, at så mange har været vrede over den", siger fruen, "men det er jeg slet ikke. Jeg er selv religiøs, og min mand var det meget i den sidste tid, han levede. Det var nogle indremissionærske damer, som min mand kendte, der havde skrevet til pastor Kold og bedt ham se til min mand. Poul var meget glad over præsten. Og så var det jo meget naturligt, at jeg bad ham tale over stakkels Poul.

Pastor Kold havde sagt mig i forvejen, at han måtte tale efter sin overbevisning, og jeg havde svaret, at til mig måtte han sige alt, hvad han ville. Det eneste, jeg var lidt ked over, var, at han sagde ved kisten: "Her ligger en synder, jeg siger, her ligger en synder." Det gjorde mig lidt ondt; jeg véd jo bedst, hvor god Poul var. Men da præsien begyndte sin tale med at sige: Jeg selv er den største synder af jer alle," så kan man jo egentlig ikke bebrejde ham noget."

"Det må dog altid blive taktløst, når en præst ved en kiste griber lejligheden til at fordømme en hel stand, mennesker han aldeles ikke kender". Indskyder vi. "De plejer jo

ellers altid at føre deres mesters ord "dømmer ikke", i munden".

"Ja, efter min opfattelse mente han det slet ikke sådan. Der var jo mange, som var stødt over, at han havde sagt til mig, at jeg var et slet menneske. Men det er jeg såmænd. Præsten sagde, at den største sorg, han kunne tænke sig, var, om nogen af hans småpiger ville være skuespillerinde, og det samme ville jeg også sige, hvis jeg havde en datter. Men præsten ville, at jeg skulle blive en af hans menighed, og det sagde jeg ham ganske roligt, at det kunne jeg ikke. Det ville han ingen glæde få af."

"Det er, som jeg siger", indskyder hr. Christensen, "når folk er så fanatiske som den pastor Kold, så ---

"Den almindelige mening vil dog vist altid være, at talen er et af de sædvanlige overgreb fra præsternes side," siger vi.

"Det kan godt være, men det er synd for pastor Kold. Han mente vel, vi trængte til det. Og jeg er glad over, at jeg har gjort det alt sammen så godt for Poul, som jeg kunne, og jeg véd, han ønskede, at pastor Kold skulle tale over ham".

Vi tager afsked med fruen og går. Dybt undrende os over, at fru Engelke Friis's blide elskværdighed har kunnet inspirere pastor Kold til så heftige og uretfærdige ord.

Fru Annie.

(Bladet Adresseavisen, 13. juli 1905).

Flere aviser viderebragte i det følgende dage Kristelig Dagblads beretning om at en unavngiven ungdomsven til Poul Friis skulle have besøgt ham på hospitalet hvor han fortalte at han var blevet omvendt i sidste øjeblik.

Poul Peter Jørgen Friis (1854-1905). Han debuterede 1872 på Folketeatret. Uden succes og prøvede dernæst i provinsen og Norge. Fra 1885 direktør for et provinsteater. Hans enke var Leonhardine Angelika "Engelke" Friis, født Wulff (1867-1944). Hun blev senere gift med diplomat og godsejer Georg Harry Ryan Treschow (1872-1926). De er begge begravet på Vestre Kirkegård.

Pastor Vilhelm Kold var Brorsons Kirkes første præst 1901-1927. Han var en udpræget vækkelsesprædikant. Han havde været aktiv med at få Nordvestkvarteret udskilt som særskilt sogn. Herefter blev han formand for Indre Mission til sin død i 1932. 

Indre Missions kritikere opfattede ham som "svovlprædikant". Han truede sine konfirmander med at hvis de gik til alters uden tro, kunne de "li'så godt tage en mudderpram og sejle ad helvede til". Dem, der syntes, at de ikke ville kunne glæde sig i paradis, hvis deres slægtninge gik fortabt, trøstede han med, at deres fortabte slægtninge dog ikke kunne trives i paradis, forstokkede syndere som de var. Der blev klaget over hans varetagelse af præsteembedet i Taulov.

Lona Barrison. (Efterskrift til Politivennen).

optræder for tiden i München. Til at begynde med gjorde hun megen lykke, men så kom der meddelelse om at hendes far var død i stor elendighed ovre i Amerika. Det blev endogså fortalt at han var begravet på det offentliges regning. Og det syntes tyskerne var for stift et stykke. Lona har jo dog penge, mange penge, ræsonnerende de, og så der der ingen mening i at behandle en far på den måde. Bladene bragte sagen frem. De kaldte Lona en hjerteløs datter. Hendes stjerne var virkelig ved at dale. 

Lona Barrison vidste ikke stort bedre end at faderen var død, men hun telegraferede straks til sin søster der havde bestyret huset for faderen, for at få nærmere forklaring. Og denne er nu kommet.

Heraf fremgår det bl.a. at den gamle Barrison blev ramt af et hjerteslag da han spiste til middag på en restauration. Datteren fik det først at vide næste morgen, da hun læste det i New Yorkerbladene, men hun besørgede så straks det fornødne med hensyn til begravelsen. Og faderen blev begravet på hendes regning. Når den sensationelle historie om at det offentlige havde bekostet begravelsen, var kommet frem, så skyldtes det sikkert at hun ikke havde navngivet sig for pensionatets ejer. Hun ønskede ikke at figurere i avisernes spalter, og derfor havde hun sagt at hun var udsendt af begravelsesselskabet for at få liget udleveret. Hvis hun havde tænkt sig at dette skulle føre med sig at hun og søsteren blev kaldt hjerteløse døtre, havde hun naturligvis opgivet sit navn.

Sådan er sammenhængen. Og Lona har naturligvis straks sørget for at få de tyske blade til at meddele dette. Så nu er der næppe nogen fare for at hun skal komme i miskredit.

(Jyllandsposten, 9. maj 1905).