Et fynsk Flakkebjerg. (Efterskrift til Politivennen)

Forholdene paa Gelsted Skolehjem - Forstænder Hansens Opdragelsesmetode.

Barbariske Straffe.

Interview med Pastor Tolderlund-Hansen og Forstander Hansen.

For nogle Dage siden kom en Mand ind paa vort Kontor og meddelte os, at en Dreng var bleven skammelig pryglet paa Gelsted Skolehjem. Manden turde ikke sige mere. Vi maatte selv søge nærmere Oplysninger.

Det lykkedes os at faa opspurgt, at Drengens Forældre bor i Mygind, og vi tog strax derud. Ved at forhøre os, fik vi at vide, at Drengens Fader arbejdede paa Brahesborg, og da vi saaledes ikke strax kunde faa ham i Tale, tog vi til Sandager til Pastor Tolderlund Hansen, der er Værgeraadets Formand, og som har haft med Drengen at gøre.

Hos Værgeraadets Formand.

Mærkeligt nok traf vi der Drengens Fader. Han gik dog strax efter, og Pastor Hansen fortalte os nu Drengens hele Historie.

Rudolf er hans Navn, og han er nu 16½ Aar. Han er af et blødt og godt Gemyt, men har haft lidt Hang til Smaarapserier, forklarer Pastoren, men disse har aldrig været overlagte. Naar det er sket, har han handlet efter en øieblikkelig Indflydelse.

Kort efter sin Konfirmation kom han til Helnæs at tjene. Her tog han en Cykle og kørte til Assens og solgte den. Derfor blev han sat i Arrest i Assens, men da Overdommer en syntes, det var Synd, at det unge Menneske skulde sidde i de lumre Arrestlokaler i den stærke Varme, fik han Pastor Beyer til at give ham lidt Beskæftigelse i Præstegaarden. Der gik han saa en 14 Dages Tid og hjalp til i Haven.

Værgeraadet i Sandager fik imidlertid Forældrene til at fraskrive sig Forældreretten, og Rudolf blev derefter anbragt i Tjeneste i Kerte. Senere kom han til Vejle Munkegaard Opdragelseshjem ved Middelfart. Her kunde han ikke lide at være og lod en skønne Dag sin Vej. Medens han var paa fri Fod, forøvede han nogle Smaarapserier, som, da han blev paagrebet, vurderedes til 60 Dages Fængsel i Odense.

Rudolf føres til "Hjemmet" i Gelsted.

Den 16. December 1906 blev han overført til Gelsted Skolehjem og gik derved ind til en Række Lidelser saa svære og haarde, at man ikke skulde tro sligt i vore Dage kunde bydes et Barn.

Betegnende nok udtaler Pastor Tolderlund Hansen sig meget reserveret om Rudolfs Ophold paa Skolehjemmet. Han bemærker, at han en Gang har været dernede, men da laa Forstanderen meget syg, saa en Samtale var næsten umulig.

Vi forespurgte Præsten om Pryglerierne, men fik ikke noget bestemt Svar.

- Vi har overgivet Rudolf til Overværgeraadet, og det har nu Ansvaret for ham, sagde Præsten.

Efter at have modtaget dette Svar, tog vi Afsted med den elskværdige Præst, sikre paa, at han vidste mere, end han havde fortalt angaaende Forholdene paa Gelsted Skolehjem.

Nogle Dage senere fik vi en Samtale med Rudolfs Fader, en pæn, rolig Mand, hvem baade Pastor Hansen og andre, vi har talt med, giver det bedste Vidnesbyrd.

Han var selvfølgelig nedbøjet over sin Søns Skæbne. Hans andre Børn har i alle Maader artet sig vel.

Om Rudolf fortæller han alt fra hans Barneaar og til Dato, samstemmende med Pastor Hansens Forklaring.

Forstander Hansen beynder at prygle Rudolf.

Mærkelig Straffemetode og en sløj Kost.

Den første Tid, Rudolf var paa Gelsted Skolehjem, gik det nogenlunde. Hen i Foraaret fik han første Gang Prygl af Spanskrør, fordi han havde udtalt, at han kunde have Lyst til at gaa derfra.

I Marts Maaned gik han sammen med 3 andre. De gjorde Indbrud i Vejlby Brugsforening. Den Gang fik Rudolf ikke Klø, fordi han var imod Indbruddet.

Men han fik 14 Dage i Sengen! D. v. s., en Straf, der bestaar i, at han maatte ligge i Sengen i 14 Døgn i Træk. I denne Tid fik han: 

om Morgenen kogt Vand med Brødstumper i,

om Middagen Rugmels- eller Havregrød, men kogt i Vand og uden nogen som helst anden Tilsætning, samt et Stykke Brød og et meget lille Stykke Skinke,

om Aftenen kold Centrifugemælk med tørre Brødstumper i.

Denne højst mærkelige og ganske forkastelige Straf maa have bekommet Rudolf ilde, hvad ikke er saa mærkeligt, thi strax efter løb han hjem til sine Forældre og fortalte dem om, hvad han havde udstaaet. Forældrene søgte at tale ham til Rette, og det lykkedes saa godt, at han næste Dag godvillig fulgte med sin Moder over til Skolehjemmet.

Selvfølgelig skulde han nu straffes, fordi han havde formastet sig til at løbe bort fra Hr. Hansens mærkelige Straf og sløje, ensformige Kost. og for at han ikke skulde glemme Straffen, blev denne gjort saa haard, som overhovedet er tilladt.

Han fik nemlig 25 Slag med Spanskrør over Ryggen og Laarene. Og Spanskrøret blev ført med vant og sikker Haand!

Nogen Tid efter var det Pinse, og Længslen efter Frihed kommer atter op i Rudolf. Da Højtiden var forbi, løb han paany bort fra Gelsted og hvorhen? Til sit Hjem! Til sine Forældre og Søskende! Her blev han "antruffen" at Politiet, der strax var blevet sat paa hans Spor, og i Triumf førtes han tilbage til Gelsted, hvor ny Pinsler ventede ham.

Rudolfs Fader fortæller, at da Drengen kom ind i Gaarden,

blev de andre Drenge beordrede til at prygle ham med deres Livremme,

og da denne for enhver Kammeratskabsfølelse ødelæggende Tortur var forbi, maatte han stille hos Forstanderen, der oven i Købet tildelte ham 15 Spanskrørslag!

Denne Bestyrer er aabenbart ganske uskikket til at beklæde Posten som Opdrager af de vanskelige Drenge.

Rudolf blev naturligvis ikke anderledes, hvor stærkt han saa end blev pryglet, og en af de sidste Dage i Juli forsvandt han paany fra "Hjemmet"

Den sidste Flugt.

Han fanges af Politiet og faar atter Prygl.

Indespærret i en Trækasse paa Loftet.

Forinden Rudolf atter flygtede, tilvendte han sig fra et af Skolehjemmets Skabe et Sæt Tøj, et Fotografiapparat og nogle Cigarer.

Politiet blev nu paany sat i Bevægelse. Han blev fundet, og de Sager, han havde taget, afleveredes paa nær et Par Cigarer, som han havde røget.

Nu skulde han atter have Straf, og han blev som forrige Gang tildelt 25 Slag med Spanskrøret, men derefter blev han sat op i en Trækasse paa Loftet, hvor der ikke var andet Lys eller Luft, end hvad der kunde komme igennem en Tremmelem ud til Loftet.

Det var lige i de allervarmeste Dage, han sad der under Tegltaget. Kosten var den samme, som da han fik 14 Dage i Sengen.

I Trækassen sad han i Døgn. Saa brød han atter ud og rendte hjem!

Faderen fortæller, at endskønt det var 8 Dage efter, at han havde faaet Prygl, laa der endnu fingertykke Strimer over hans Ryg og Laar.

Rudolfs Fader fik af Politiet Opfordring til at aflevere ham paa Kællingbjærg.

Der sidder han nu i Arrest.

Pastor Tolderlund Hansen fortalte os, at Overværgeraadets Formand, Assessor Bruun, havde meddelt ham, at Rudolf ikke mere kom til Gelsted Skolehjem.

Rudolf - stakkels Dreng! Saa mørke, saa triste og tunge er hans sidste Barnedage og første Ungdomstid rundet hen. Den Tid, der for de fleste Mennester gemmer lyse og lykkelige Minder, blev for ham kun Hug og Stød, kun Modgang og Frygt. Ingen kærlige Hænder forstod at lede hans vanskelige Sind den rette Vej.

Det kan godt være, at hans Forældre ikke magtede det. Det ved vi ikke. Men naar et Værgeraad tager sig Forældreretten paa, maa det vide, hvilket Ansvar der i samme Øjeblik lægges paa dets Skuldre overfor dette Barn. 

Og da burde det være umuligt, at det straffedes paa den Maade paa Børneopdragelsesanstalterne!

Tænke sig, at Rudolf bliver kommanderet til at staa krumbøiet, medens Karlen paa Skolehiemmet -  han kommanderes dertil af Forstanderen - lægger 25 velrettede Spanskrørsslag ned over hans Ryg og Laar. Og bagefter sættes han i en Trækasse oppe paa Loftet under et Tegltag i 8 Dage.

Man spørger uvilkaarlig: Er det Barbarer, der regerer rundt om paa Børnehjemmene?

For at høre den tredie Part i Sagen, Forstander Hansen paa Gelsted Skolehjem, tog vi forleden til Gelsted.

Et Besøg paa "Hjemmet".

Anstalten har faaet Navneforandring.

Gelsted Skolehjem ligger ikke i Gelsted, men i Kindstrup, og det er den berygtede Anstalt "Kindstrup Børnehjem", som nærværende Blad i 1896 - umiddelbart efter sin Start - førte en kampagne imod, som vakte Opsigt over hele Landet.

Den daværende Forstander hed Jensen, og han maatte som bekendt fortrække fra sin Post, efter at det var afsløret, hvorledes han misforstod og misbrugte sin Stilling.

Hans Efterfølger synes at have taget ham til Forbillede!

Skolehjemmet ligger idyllisk og smukt et Stykke bag Gelsted Kirke, nær ved Ejby. Det er en pæn 2 Etages Bygning, og Gaardspladsen omgives af 3 Ladelænger. Alt ser rent og nydeligt ud.

Vi blev vist ned i Forstanderens Kontor, og et Øjeblik efter kom Forstanderen selv, en pæn middelaldrende Mand med Fuldskæg.

Hans Fremstilling af Rudolf falder nøje sammen med Faderens og Pastor Tolderlund-Hansens.

Han indrømmer, at Rudolf har faaet de Prygl, vi har omtalt, sidst 25 Slag og 8 Dage i Arresten paa Loftet. Derimod hævder han, at han aldrig har kommanderet de andre Drenge til at staa Rudolf med deres Livremme. Om de har gjort det, fordi Rudolf har brudt Disciplinen, ved han ikke. Det er meget sjældent, at der bruges 25 Slag, i Reglen kun 5, 10 eller 15, efter som Forseelserne er til.

Forstanderen hævder at have prøvet alle Midler over for Rudolf, men han var en meget vanskelig Dreng. For Resten var det ham en Tortur at slaa (?). Da han har været syg det sidste halve Aar har han ikke selv kunnet, men maattet lade sin Medhjælper forrette Pryglerierne, naar disse var nødvendige. Ellers slog han helst selv, da det jo var ham, der skulde bære Ansvaret derfor.

Forstanderen viste os Børnehjemmet. Skolestuen, Sløjd- eller Værkstedsstuen, Drengenes Soveværelser og den store, prægtige Have. Alt er pænt, hyggeligt og rent. Til Hjemmet hører 24 Tdr. Land. Drengene var ved at høste Rug. De arbejder stiftevis med Jorden og paa Værkstedet. Det sidste holder de mest af, fortalte Forstanderen, idet de fleste af dem jo kommer fra København

Den famøse Trækasse.

Vi kom ogsaa op paa Loftet og fik den omtalte Trækasse at se.

Det er en firkantet Fjællekasse, der staar i det ene Hjørne af Loftet. I Kassens Loft er et lille Jærngitter, hvorfra lidt Lys fra et Tagvindue oppe i Taget falder ned i det ellers helt mørke Rum.

Det er ganske ufatteligt, at en Pædagog, en Børneopdrager har kunnet benytte denne Celle til Opholdssted for en Dreng, der skulde straffes, og vi gad set den, som ikke vilde være ilde tilmode og dybt forarget ved Tanken om, at den knapt 17aarige Rudolf har maattet tilbringe Døgn i dette Marterkammer.

Forstander Hansen er meget ked af Historien.

Han fortæller os, at han ved at have handlet i Overensstemmelse med sin Samvittighed, at have gjort for Rudolf, hvad han har kunnet, og baade prøvet ham med det gode og det onde.

Det tvivler vi slet ikke om! 

Men Prygl er nu en Gang raat, og kan ikke avle andet end Raahed og ondt, og det er vist mere end tvivlsomt, om det i noget Tilfælde har forbedret et Menneske.

Vi forstod paa Forstanderen, at det var tilladt at give indtil 25 Slag. Men er det ikke forfærdeligt, at Børnene rundt paa vore Opdragelseshjem er udsat for at blive tildelt saadanne Straffe!

Enhver, der har smaa Børn - og ingen ved, hvordan det kan gaa dem, og om de kunde ende paa en saadan Anstalt, - maa jo grue ved Tanken!

Det bliver vor Presse og vort Parti, der - i denne, som i saa mange andre Henseender - maa kræve Humanitet og Menneskekærlighed anvendt overfor Børn og unge Mennesker, thi paa dette Omraade staar Socialdemokratiet som bekendt uden Medhjælp. Det er ikke mindst kommen for Dagen under den enestaaende og fortjenstfulde Kampagne, som Folketingsmand P. Sabroe i denne Tid fører mod Plejemoder, Fru Bransholm paa Børnehjemmet "Hebron".

I Kampen for Smaafolks Interesser bliver vi ikke trætte, og vi helmer ikke, før vi faar Pryglene råddet ud af vore Opdragelsesanstalter, Skoler og Fængsler. Albertis Pryglelov og Pryglene rundt om i vore Skoler og Børnehjem er Skampletter paa vort Samfund, som vi hurtigst muligt maa blive fjærnede.

- - -

Da vi forlod Forstanderen kunde vi forstaa paa ham, at han var meget ked af Situationen og stiltiende indrømmede, at han var gaaet alt for vidt over for Rudolf.

Vi indrømmer, at den Mand har en vanskelig Gærning, og at han er udsat for at tage fejl, men det er vor Opfattelse, at Aarsagen hertil er, at han slet ikke er skikket til at indtage den ansvarsfulde Stilling, der er betroet ham.

Skønt det turde være overflødigt, finder vi dog Anledning til at bemærke, at naar vi forelægger denne Sag for Offenligheden, da sker det ikke for at ramme Forstander Hansen, men for at komme det brutale og ødelæggende Pryglesystem, der trives saa frodigt rundt om paa Opdragelsesanstalterne, til Livs.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 28. august 1907).

I maj 1904 blev Kindstrup Børnehjem købt af De danske Plejehjemsforeninger med henblik på at oprette et skolehjem for "vanskelige drenge" fra 14 til 18 år. Samtidig skiftede det navn til "Gelsted Skolehjem", men lå dog fortsat i Kindstrup. Forstander blev cand. theol H. V. Hansen, fhv. lærer ved Bøggilgaard Opdragelsesanstalt. Anstalten fortsatte den hidtidige praksis.

Gelsted Skolehjem var en fortsættelse af Kindstrup Børnehjem efter at forstanderen for dette ønskede at afhænde det pga. alder. Det blev overtaget af de danske Plejehjemsforeninger og videreført efter samme model fra 1. juli 1904.

Rømningerne fortsatte. Fx 3 drenge i februar 1907, få dage efter endnu 2 og dagen efter 1. De fleste blev begrebet hurtigt efter, men den ene lykkedes det at komme til sit hjemsted Fur. Alle blev fragtet tilbage til hjemmet. Måneden efter (marts 1907) rømmede 2 på 17 og 18 år. De blev pågrebet efter få dage. 

Se de øvrige artikler om Gelsted Skolehjem ved at søge på dette.

Da jeg forleden. (Efterskrift til Politivennen)

var til Begravelse i Vestre Kirkegaards store Kapel og kom tidligere end fastsat, studsede jeg noget over et Opslag, der meddelte, at "Tobaksrygning i Kapellet ikke var tilladt". Dette syntes mig saa selvindlysende, at Nødvendigheden af Opslaget forekom mig temmelig problematisk. Jeg fik imidlertid snart se, at den var reel nok; thi ikke alene hændte det, medens jeg stod i Forhallen og saa Folk begive sig ind i de forskellige Afdelinger af Kapellet, hvor Begravelser fandt Sted, at Herrer kom spaserende ind i Forhallen med tændt Cigar i Munden, og at de kun nødigt syntes at følge Opslagets Henstilling til at ofre Cigaren, men der skete saa mange smaa og store Brud paa den Respekt, man skulde tro, de Levende altid havde for Død og Grav, at denne Forbidefilering af "Sørgefølge" syntes mig ret pinlig.

De fleste kom for sent, og førte baade Latter og højrøstet Tale med ind igennem Forhallen, Herrerne syntes meget utilbøjelige til at blotte Hovedet før i allersidste Øjeblik, og det "damelige" Følge gik paa enkelte Undtagelser nær som til en Fest, der senere skulde give dem Samtalestof.

Jeg stod og saa paa det lille uskyldige Opslag om "Tobaksrygning frabedes" og jeg tænkte, at der kunde have været mange, mange flere Opslag, saa mange, at hele Væggen dækkedes, og der var vel alligevel ikke gjort tilstrækkeligt for at værne om den Respekt, man skylder Døden.

Miss M.

(København 12. august 1907).

Galgen paa Vesterfælled. (Efterskrift til Politivennen).

Struensees og Brandts jordiske Levninger?

I det nys udkomne andet hæfte af "Historiske Meddelelser om København" har pastor R. P. Rasmussen fremsat den formodning, at de to skeletter, som i 1895 blev fundet bag "Folkets Hus" på Enghavevej og gravet ned på Vestre Kirkegård, er de jordiske levninger af Struensee og Brandt. Vi skal i hovedtrækkene gengive, hvorledes pastor Rasmussen søger at underbygge sin formodning.

Efter henrettelsen på Østerfælled den 28. april 1772 blev de parterede legemer på rakkerens sluffe ført ad til den murede galge på Vesterfælled, hvor de anbragtes på otte stejler med hovederne på to stager i midten. Endnu i 1774 fortæller et øjenvidne, at han har set dem. Omsider blev endelig kranierne og de knogler, som himlens fugle og forrådnelsen havde levnet, nedgravede på stedet.

Struensee og Brandt havde lidt "en uærlig straf"; derfor måtte de ikke begraves i indviet jord. I 1779 anmodede Magistraten kongen om at måtte sælge den brøstfældige murede galge til nedbrydning. Tilladelsen blev givet, og den 10. august samme år blev galgen fra stadens kæmnerkontor udbudt til salgs ved offentlig auktion. Højestbydende var brændevinsbrænder Jens Nimb med 51 rigsdaler. Auktionskonditionerne lød på at de to ved galgen anbragte hugne stene, hvorpå fandtes "antikke inskriptioner", skulle reserveres for staden og flyttes til Materialgården. Regnskaberne viser, at dette er sket, men stenene er ikke til at finde nu.

Støttende sig til grundplaner efter kort i rådstuearkivet hævder forfatteren, at den i 1882 nedbrudte "Amerika-Mølle" bag Folkets Hus ved Enghavevej netop lå på det sted, hvor den murede galge havde haft sin Plads. Selve møllen er, som sagt, revet ned, men det svære møllehus, hvorpå hvilket den stod, ligger endnu på stedet.

Amerika Mølle på Amerikavej. Møllen blev bygget efter amerikansk patent. Vingerne havde 8 arme, der blev bespændt med 4 trekantede sejl. Tidspunkt ukendt. Kbhbilleder, Frederik Riises samling, ingen kendte rettigheder. 

I 1870'erne flyttede arkivar, dr. O. Nielsen ind i havehuset til ejendommen Enghavevej nr. 40, nu "Folkets Hus". En dag ytrede han til inspektøren på Vestre Kirkegård, kammerråd Bahnson, at han nu boede på et historisk sted, nemlig på den plads, hvor Struensee og Brandt havde ligget på stejle og hjul, og at stejlerne havde stået i hans have. Også til andre har dr. Nielsen med bestemthed udtalt sig således. I 1895 udgravede man i godt en alens dybde grunden til en pavillon, som skulle opføres i haven til det hus, i hvilket dr. Nielsen havde boet, og her fandt man - tæt ved det sted, hvor galgen og stejlerne havde stået - rester af to skeletter, der lå således, at de må formodes at være nedgravede samtidig og ved siden af hinanden.

Politiet besørgede disse rester bragt ud til Vestre Kirkegård, hvor de gravedes ned, og inspektøren indførte i kirkegårdens protokol en bemærkning om, at det var Struensees og Brandts jordiske levninger. Der var i hvert fald to kranier og nogle større knogler, bl. a. fire kraftige lårben, og man fik det bestemte indtryk, at man her stod overfor rester af to mandsskeletter. Inspektøren fik ikke talt om sagen med dr. Nielsen, der døde nogle måneder efter fundet.

Selv om man nu betragter stedsbestemmelsen som værende fuldt i orden, er der jo rigtignok den ting at indvende, at der i nærheden af galgen er nedgravet adskillige andre end Struensee og Brandt, pastor Rasmussen har naturligvis haft sin opmærksomhed henvendt herpå. I gamle sigte- og sagefaldsregnskaber har han undersøgt de eksekutioner som har fundet sted fra 1760 til 1792, da pladsen på Vesterfælled blev nedlagt som rettersted: han kommer til det resultat, at i den sidste menneskealder af retterstedets historie er ligene af fire kvinder og tre mænd nedgravede derude, og han opstiller da en "sandsynlighedsberegning", hvorefter de i 1895 fundne rester er Struensees og Brandts skeletter. Forfatteren gør vel i at karakterisere sine formodninger som usikre, men det lader sig på den anden side ikke nægte, at et og andet nok kunne tale for det sandsynlige i de anførte beregninger, og videre kan man vanskeligt nå i denne sag.

De kranier med tilhørende knogler som blev fundet i 1895, gemmes nu langt inde på Vestre Kirkegård i en plantning af ask og elmetræer.

(Dagens Nyheder, 25. juli 1907).

I maj 1927 blev skeletdelene opgravet og transporteret til Anatomisk Museum til undersøgelse hos professor F. C. C. Hansen. Han mente at have fundet bevis for at det var dem, ud fra 2 tænder som en læge i Roskilde havde trukket ud af de henrettedes hoveder, og som svarede til de øvrige tænder i skeletternes hoveder.

Da Struensee og Brandt blev stejlet.

Deres halshuggede skeletter blev fundet på byggegrunden til Folkets Hus på Enghavevej i 1895

I Politibladets udmærkede serie “En gammel Politimands Erindringer” af pens. politiassistent Niels Boesen læser vi følgende historisk interessante kapitel:

Den 4. Maj 1895, da jeg havde stationsvagt, skete der til politistationen anmeldelse om, at nogle arbejdere ved en grundudgravning ved Enghavevej havde fundet to menneskeskeletter.

Det Socialdemokratiske Parti havde nogen tid forinden købt villaen Enghavevej nr. 40 med tilhørende grund for på dette sted at opføre en forsamlingsbygning. Denne bygning var på det foran omtalte tidspunkt under opførelse, og man var i færd med at udgrave grunden til en musiktribune længst tilbage i haven. Det var under dette arbejde, at de to skeletter blev fundet. Skeletterne blev synet og ansloges til at være over et hundrede år gamle. De lå omtrent 60 cm under jordens overflade, hvor mulden og leret mødes. Fundet frembød i øvrigt den ejendommelighed, at kranierne lå nede mellem lårknoglerne. Altså måtte skeletterne hidrøre fra to halshuggede personer.

Tæt ved det sted, hvor de to skeletter fandtes, stod i sin tid Vesterfælleds murede galge og stejler, der var i brug til 1792. Det var utvivlsomt, at skeletterne hidrørte fra to mænd i den kraftigste alder, og at kranierne lå nede mellem lårknoglerne tydede som forannævnt med sikkerhed på at man stod overfor resterne af to henrettede personer, hvis hoveder formentlig havde været sat på stager medens kroppene havde været anbragt på stejler. Da der så efter lang tids forløb ikke har været andet tilbage end kranier og ben, har man gravet et par små fordybninger i jorden og anbragt skeletterne deri i den stilling, som de over et hundrede år senere indtog, da de fandtes. 

Det blev overdraget mig i min egenskab som stationsvagt at lade de fundne skeletter bringe ud på Vestre Kirkegård. Den daværende inspektør, kammerråd Bahnson, var meget interesseret i fundet, og da han havde fået at vide, på hvilket sted og i hvilken stilling skeletterne var fundet, udtalte han, at der næppe kunde være tvivl om at de hidrørte fra statsmanden Struensee og hans ven Enevold Brandt, som den 28. april 1772 blev henrettet på Østerfælled, hvorefter de blev ført ud til Vesterfælled, hvor deres hoveder blev sat på stager og deres legemer lagt på stejler. Denne antagelse har senere vist sig at være rigtig. Skeletterne er i en nyere tid gravet op og identificeret. Men endnu tænker jeg af og til på hvor mærkeligt det er at det skulle falde i min Iod som ung politimand

(Horsens Social-Demokrat, 13. februar 1943)

Stenen som blev opsat på Vestre Kirkegård og indgraveret med Struensees og Brandts initialer, findes stadig. Den er pt. væltet og befinder sig godt skjult i hegnet langs en af gangene i Stjernepavillonen. Resterne er imidlertid vist nok omkring 1928, overført til Sankt Petri Kirke og ligger under gulvet i en af krypterne. Det er dog aldrig fastslået om det virkelig er tale om Struensee og Brandts levninger.

Længst væk, umiddelbart indenfor indgangen til gravkapellerne i Sankt Petri Kirke, ligger i krypten under Ernst Schimmelmann (1747-1831) det som man forestiller sig er resterne af Struensee og Brandt. Kisten kan dog ikke ses. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Karens Minde. (Efterskrift til Politivennen)

Drejer man en Dag Cyklen ud ad Enghavevej, stryger forbi Sporvognsremissen og alle de nye Godsbaneanlæg med Viadukten og hele det Net af Skinner, forbi den gule Fængselsbygning, der tegner sig saa grelt mod Kirkegaardens mørkegrønne Træer, ud, hvor Markerne ligger og soler sig og Udsigten over Kalveboderne til Amager er frisk og vid - og videre ud forbi Teglværket med dets Arbejderboliger, ad en lidt kroget Kørevej, ind mellem Landsbyhuse og Gaarde, - kommer man til Slut forbi en stor gammel Have, hvor smukke, røde, herregaardsagtige Bygninger staar saa hugget af alt det frodige Grønne, med Roser smygende sig op ad Murene, og duftende Jasminer bag Havens Stakit.

Denne "Herregaardsidyl" saa nær ved Byen er Aandssvageanstalten "Karens Minde"; den Anstalt, der rummer de mindst udviklingsmulige aandssvage Børn, nogen Anstalt i Evropa gemmer. Staar man udenfor, har man ondt ved at begribe, at her, bag disse smilende Mure i al denne venlige Hygge, lever den dybeste menneskelige Elendighed. Men er man derinde, gaar man, ledsaget af den elskelige og milde Forstanderinde, gennem Anstaltens mange Stuer og Sale, vil man samtidig med, at man ser Elendigheden, saa forfærdelig haabløs, som den er, forstaa og fornemme, at disse smukke Omgivelsers Hygge maa virke mildnende, ikke alene for Forstanderinden og de unge Plejersker, som over deres uendelige Kærlighedsgerning her, men ogsaa for de Forældre, der nu og da kommer og besøger deres aandssvage Børn herude. Og har man saa set f. Eks. de tyske Anstalter, har følt den isnende Gysen, der gennem fo'r En, da man stod midt i den spartanske Fængselsuhygge. der præger dem, forstaar man, at Kærligheden, hvormed Forstanderinden og Plejerskerne omfatter de smaa Patienter, her maa kunne blive ligesom inderligere, fordi dette langt mere er et Hjem, et Asyl, end en Anstalt. Og Børnene - de af dem, der overhovedet formaar at vise en Følelse, de, der - om end kun glimtvis - har en Smule Bevidsthed om den Kærlighed, der ydes dem - , de kan søge at gengælde den saa famlende, rørende.

Der er Børn her fra 4-5-Aars Alderen til 16-17 Aar. Børn, med vanskabte, misdannede ufuldkomne Lemmer og med de Aandssvages uhyggelige Hovedformationer, - Børn, der kan tale, frembringe enkelte stakaandede Sætninger, og Børn, som Dag ud og Dag ind sidder i deres Stol og virrer frem og tilbage, tilbage og frem, med det uformelige Hoved, medens de udstøder uartikulerede Lyde, eller savler ustandseligt ned i en Emaljeskaal, der er spændt under Hagen paa dem. Men de af dem, der overhovedet har Glimt af Fatteevne, er som oftest musikalske. Forstanderinden fortalte mig, da jeg var derude, at skønt de intet som helst andet kan lære - slet intet - kan de dog synge, huske baade Tekst og Melodier. Og jeg hørte dem synge - klare og rene var Stemmerne og Tekst og Melodi blev overholdt - , men Sangen lød livløs og mekanisk.

"Men," sagde Forstanderinden, "det er til saa stor Glæde baade for dem og os, det, at de kan synge."

Og jeg begreb, at det maatte være det, for der er dog alligevel som en Gnist af aandeligt Liv i denne Fatteevne overfor Toner.

Et andet Eksempel - et lillebitte, som Tegn paa en pludselig opdukkende Forstaaelse, hvor alle aandelige Rørelser ellers syntes mødte, fortalte Forstanderinden mig. Det var to Smaapiger, hvis Iagttagelsesevne, ingen før havde anet. som alligevel maatte have set, at Forstanderinden, naar hun kom ind i deres Opholdsstue, af Ordensvane pillede nogle Trævler op fra Gulvet. En Dag, da hun kom ind, bukkede de sig efter Trævlerne og kom hen og rakte hende dem. Man maa have set disse aandssvage Børn og kende deres aandelige uformaaenhed for at forstaa, hvor meget et saadant lille Træk betyder, hvilke Haab, det kan give, og hvilken Agtpaagivenhed Forstanderinde og Plejersker efter dette omgiver dem med for at opspore, om der dog ikke skulde vise sig flere Tegn paa bare den allersimpleste menneskelige Udvikling.

Meget Haab om nogen - end ikke den allersvageste - Art af Udvikling, giver de smaa Patienter paa "Karens Minde" ikke, og netop derfor er de Kvinders Kærlighedsgerning saa stor, de, som Dag ud og Dag ind maa pleje og hæge om alle disse Liv, der kun rent fynsk fungerer. Men det er som lagt godt, at Asylet "Karens Minde" er indrettet som et godt og hyggeligt Hjem; det mildner Elendigheden og gør, at der dog trods alt kan blive et Samliv derude, mellem de gode, venlige Plejersker, den elskelige Forstanderinde og alle de smaa, hjælpeløse Asylister, som dog - glimtvis i alt Fald - ad en aller anden Vej mærker den Kærlighed, hvormed de omgives.

Karia Behrens.

(København 13. juli 1907).

"Asyl for Aandssvage" Mindetavle over en af indgangene til Karens Minde. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hermann Ebert (1855-1936). (Efterskrift til Politivennen)

Kendte Mænd

Herman Ebert.

Den Mand, hvis Billede vi i Dag bringer, er Jyde - og Københavns mange Jyder er utvivlsomt overbevist om, at kun en af deres egne kunde præstere det Arbejde, som Borgerrepræsentant, Grosserer Herman Ebert kan se tilbage paa.

Men trods Jyskheden er Hr. Eberts Navn for bestandig knyttet til Amager. Ikke det gamle Hvidkaalshovede-Amager, men den moderne Storstadsanneks, som han selv har været med til at skabe. Herm. Eberts Historie og Sundbyernes Historie falder sammen.

I 1880, da han var 25 Aar gammel, startede han en Forretning i Sundby, som i 1880 flyttede hen paa Amagerbrogade. Samtidigt med, at han drev sin egen Forretning i Vejret, tog han ivrigt Del i det kommunale Arbejde. Det var paa hans Initiativ, at Taarnby i sin Tid blev udskilt fra Sundby Sogn Det var ham, der tik gennemført Anlæget af Sundby Gas- og Vandværk, og som Formand for Sogneraadet i dettes sidste tre Tilværelsesaar, ledede han Forhandlingerne om Indlemmelsen. Da denne havde fundet Sted, fik han Sæde i Københavns Borgerrepræsentation som særlig Repræsentant for Sundbyerne, og han har siden udført el energisk Arbejde for at skaffe sin gamle Kommune samme Fordele som det indre København.

Mest er Hr. Ebert dog kendt som Bygherre Københavns største. "Eberts Villaby" med de fra Kristian II. s Tid hentede Gadenavne er kendt af alle; derimod er det mindre bekendt, at han ogsaa har opført en, mere borgerlig anlagt, Villaby ved Sundbyøster. Ialt 128 Villaer er der bygget under hans Auspicier, og alle har de været Mønsterboliger. Hans Forbrug af Bygningsmateriale er saa stort, at han har anlagt et eget Savskæreri paa Amager og erhvervet et Teglværk i Nordsjælland.

De mange Villakolonier, som i de senere Aar har rejst sig rundt omkring København, har alle Eberts til Mønster, men ingen har som han forstaaet at give sine Foretagender en flot Start - til Reklame for sin første Villaby anvendte han saaledes 30.000 Kr.

Ikke uden Grund kaldes Ebert "Amagers Konge", og denne uofficielle Titel vil han sikkert beholde, indtil den afløses af en officiel.

(Morgenbladet Adresse-Avisen 24. juli 1907)

Tegning fra København 8. november 1894 i anledning af at Ebert opstillede som kandidat til sognerådet i Sundbyerne. Dengang blev han kaldt "Amagers Konge". 

1880 fik Ebert borgerskab og åbnede en lille købmandsbutik i Nygade, nu Sverrigsgade. Han anlagde et kaffebrænderi, dampsavskæreri (1896), snedkeri, teglværk i Villingebæk ved Gilleje. Formand for Sundbyernes sogneråd 1899. Eberts Villaby, 1894 ff, desuden Villaby ved Øresundsvej. 1901 Bellevue-kvarteret ved Sundby Parkanlæg, hjørnet af Holmbladsgade og Venusvej (nu Polensgade) - 4 etages ejendomme. Eberts vision var villabyggeri. Han var kritisk over for det storstilede spekulationsbyggeri. Ejendommen "Sønderborg" på Amagerbrogade finansierede han også.

Demarkationsservitutten forhindrede alt sammenhængende, højt og grundmuret byggeri fra Christianshavn til Sundbybommen. På hjørnet af Amagerbrogade og Holmbladsgade lå en benmølle og syrefabrik. Indtil 1905 lå "Fredens Mølles Fabriker", i folkemunde kaldet "Benmøllen" på hjørnet af Holmbladsgade og Amagerbrogade. Beboerne klagede over stanken til sognerådet. Men det gjorde ikke noget ved det da det bestod af rige amagerbønder der boede langt væk fra stedet. Først da socialdemokraterne fik flertal i sognerådet, blev "Benmøllen" lukket og fabrikken jævnet med jorden. Ebert købte efterfølgende grunden, samt bebyggelsen på den anden side af gaden af grosserer Holmblad. "Bomhuset" forsvandt ved samme lejlighed, dog ikke bomafgiften. Bommanden flyttede i stedet ind i en af stuelejlighederne i det nye kompleks.

Ebert blev begravet på Sundby Kirkegård, og fik Ebertsgade opkaldt efter sig.

I maj 1921 brændte grosserer Eberts hjørneejendom Holmbladsgade 74 og Ungarnsgade 1, og raserede 25-30 meter af tagetagen. Foto fra Aftenbladet (København) 12. maj 1921.