Amager Bom. (Efterskrift til Politivennen)

Zibrandtsen ved sin Bom.

Der er i disse Dage af Sundby Grundejerforening aabnet Krig mod Bommen paa Amagerbrogade - denne forældede Indretning, som lægger en trykkende Skat paa Køretøjerne.

Afgiften, der svinger fra 4 Øre til 35 Øre pr. Vogn, er indrettet saa fordelagtig for Landboerne, at disse betaler den laveste Afgift, medens Københavnerne maa betale den højeste.

Nu, da Sundbyerne er saa stærkt bebygget, er det meningsløst, at der midt inde i denne store københavnske Forstad skal bibeholdes en Bom, blot fordi at de profitbegærlige Amagerkommuner vedvarende ønsker at indkassere de store aarlige Afgifter, som indkommer ved Bomforpagtningen.

Sundby Grudejerforening behandlede Spørgsmaalet paa et i Mandags Aftes afholdt Møde.

Foreningen vedtog enstemmigt en Resolution, i hvilken Bestyrelsen bemyndiges til ved alle lovlige Midler at virke hen til at faa Bommen afskaffet.

Forsamlingen vedtog at rette en Opfordring til Sundbyernes Handelsforening om at deltage i Kampen mod Bommen.

Det vedtoges desuden, at der skal anbringes store Skilte udfor Brigadeveej og Fælledvej. Paa Skiltenee skal der med alenhøje Bogstaver staa Opfordringer til at køre ad Omvejen henholdsvis til København eller til Amager.

Endvidere vedtoges dete at engagere flere Mænd, der skal posteres som Vagtposter udfor Skiltene. Mændene faar den OPgave at henvende sig til alle køretøjer, der passerer forbi, og opforrdre Kuskene til at dreje ad Genvejen - en Omvej , derr kun forlænger Kørselen med et Par Minutter.

Forsamlingen rejste sig, raabte Hurra og vedtog alle Forslagene med Akklamation.

I de nærmeste Dage træder Forholdsreglerne i Kraft.

*

Vi havde i Gaar en Samtale med den nuværende Bomforpagter, Hr. Peter Zibrandtsen fra Magleby, som i alt i 6 Aar har havt den Forretning at afkræve Bompenge.

Hr. Zibrandtsen overtog for 7 Aar siden første Gang Bomforpagtningen. Han fortæller, at tidligere kunde der herved tjenes gode Penge, men nu er det bleven en daarlig Forretning, siden Krigen mod Bommen er aabnet.

Oprindeligt laa Bomhuset længere inde mod Kristianshavn, ved Holmblads ejendom, altsaa omtrent ved det Sted, hvor nu Amagerbanens Hovedstation ligger. Holmblad fik Bommen flyttet længere ud ad Amagerbrogade, paa Pladsen skraas for "Syven", hvor han opførte et Bomhus med en Beboelseslejlighed for Bommanden.

For et Aarstid siden solgtes dette Areal til Murermester Mortensen, som her opførte et større Bygningskompleks, "Sønderborg", der ses i Baggrunden tilvenstre paa det vedføjede Billede, og med Facade ud mod den nye Sundby Boulevard.

Da Bommanden ved denne Transaktion blev husvild, forpligtede Bygmester Mortensen sig til at overlade ham og hans Efterfølgere en 3-Værelses Lejlighed gratis i sit nye Kompleks. Desuden blev der som egentligt Bomhus rejst den lille Træbod, der ligger udfor Kirkegårdshækken, vis-a-vis "Syven", og som ses tilvenstre paa Tegningen.

Nogen egenlig "Bom", saaledes som den fandtes i gamle Dage, er der ikke mere Tale om. Den nuværende "Bom", der ses tilhøjre paa Tegningen, bestaar af en høj Mast, som ikke er til at slaa ned. "Bommen" ligner nærmest en Flagstand, der er plantet i en massiv Jærnsokkel. Da i sin Tid Sporvejskørslen med sine Luftledninger begyndte, var der selvfølgelig ikke længer Brug for en bevægelig Bom til at slaa ned. Bommen blev saa afløst af denne faststaaende Mast.

Zibrandtsen har for i Aar betalt 15,000 Kr. i Afgift. Hans Kontrakt udløber den 1. April d. A., og Bomforpagtningen bliver da paa ny udbudt i Licitation af Magistraten og Amagers Oplandsbyer. Af de 15,000 Kr. faae København henved 6000 Kr., Taarnby ca. 6000 Kr., Maglebby henved 3000 Kr. og Dragør 150 Kr.

Den forrige Bommand, Vognmand Nielsen, betalte sidste Aar 23,000 Kr. i Afgift.

I de foregaaende Aar, som Zibrandtsen har været Bomforpagter, har han i aarlig Afgift betalte fra 16,000 Kr. til 22,500 Kr. Da hans Konkurrent Nielsen saa bød ham over med 500 Kr., traadte han tilbage, for efter et Aars Hvile atter at overtage Forretningen. Han fik den sidste Aar 8000 Kr. billigere, som Følge af, at 

Den nye Amager-Fælledvej

var anlagt, hvorved Trafiken ad Amagerbrogade mindskedes.

Hr. Zibrandtsen erklærer, at han ikke agter at fortsætte som Forpagter, nu, da Sundbyernes Grundejerforening har aabnet Krigen mod Bommen. Grundejerforeningen truer med at opslaa Skilte paa Amagerbrogades Sideveje med følgende Indskrift:

"Kør denne Vej og spar Bompengene".

Disse Plakater, siger Hr. Zibrandtsen, er et Indgreb i min lovlige Forretning, for hvilken jeg svarer Afgift ....

*

For et Aarstid siden tilbød Borgmester Jensen, at Amagerkommunerne kunde faa udbetalt een Afløsningssum af 50,000 Kr., mod at de gav Slip paa Bommen.

Amagerne var raske og satte Fordringen op til ikke mindre end 200,000 Kr. - - og dermed bristede den Forhandling.

Under de nuværende Forhold bliver der næppe mere Tale om en saa høj Afløsningssum som 50,000 Kr. - Amagerbønderne har saaledes staaet sig selv i Lyset, da de svarede Nej.

- Kør om ad Amager-Fælledvej og Amager-Boulevard -- saaledes lyder Feltraabet i Sundby Grundejerforening.

Og bliver denne Parole gennemført, saa er Bommen inden længe dødsdømt - den vil af sig selv forsvinde.

(Social-Demokraten 28. februar 1908, 2. udgave).

Bompengene var siden 1790 opkrævet for at vedligeholde Amager Landevej (Amagerbrogade), samt til fælles formål for Amagers beboere. Det blev opført omtrent ved nuværende Norgesgade/Prags Boulevard, men snart flyttet til vestsiden af Amagerbrogade, lige syd for Accisseboden ("Tylvten"). Her havde bommanden også et lille bomhus. 1895 flyttede bommen til modsat side af Amagerbrogade, ved kirkegårdens sydlige hjørne på opfordring af L. P. Holmblad. Her blev opført et murstenshus i to etager (nedrevet 1906) samt et træskur (nedrevet 1915). 

Beliggenheden på hjørnet af Prags Boulevard (venstre side) og Amagerbrogade - hvor hestevognen kører ses på tegningen. Vor Frelser Kirkegård ligger udenfor billedet til venstre. Bomforpagterens fulde navn var Peter Cornelius Zibrandtsen. Zibrandtsen var i 1905 højstbydende til forpagtningen 1905-1906, med 21.500 kr.

Grundejerforeningens poster var blevet tjekket af kammeradvokat Winther, som havde tilrådet at man anviste, men ikke direkte tilrådede at køre ad sidevejene, for at undgå eventuelle erstatningssøgsmål af bomforpagteren. De kørende fulgte i stor stil anvisningen, og kun få vogne kørte ad Amagerbrogade. Dog fastholdt bomforpagterens faste kunder Amagerbrogade. De havde en overenskomst med en fast årlig sum

Krigen paa Amager.

I Onsdags Aftes inddrog Sundbyernes Grundejerforening Forposterne, hvilket med andre Ord vil sige, at Mændene med Afviserne, der anbefalede Folk at køre ad Brigadevej og Fælledvejen for at spare Bompengene, ikke optraadte mere.

Grundejerforeningen havde demonstreret sit Sindelag mod den famøse Bom og afsluttede nu fjendtlighederne, foreløbig for et Aar.

I Gaar udløb Fristen for Indlevering af Tilbud paa Bomforpagtningen for det kommende Aar.

Vi henvendte os i Gaar til Stadens Økonomikontor og fik at vide, at der var indkommet 6 Tilbud, som engang i næste Uge i Overværelse af de Lysthavende vil blive aabnede.

Økonomikontoret vidste selvfølgelig endnu ikke, hvad de forseglede Tilbud lyder paa. Vi ser os dog i Stand til at oplyse, at de 6 Lysthavende byder fra 5000 til 10,000 Kroner.

Bommens nuværende Forpagter, Hr. Zibrandtsen, har, som vi for nogle Dage siden forudsagde, ogsaa indgivet Tilbud. 

Han var i Gaar Eftermiddags ved 3-Tiden oppe paa Raadhuset og indleverede med en højst hemmelighedsfuld Mine sit Tilbud.

(København 13. marts 1908).

Amager-Bommen.

Tilbudene om Forpagtningen af Amagerbommen aabnedes i Gaar.

Det højeste Bud paa 10,000 Kr. var fra Arbejdsmand A. M. Andersen, Flensborggade 38.

Den nuværende Bomforpagter Zibrandtsen var Nr. 2 med 8,400 Kr. (Hans Bud i første Omgang var 8000 Kr.)

Derefter fulgte Gaardejer C. H. Crillesen, Englandsvej, med et bud på 8,300 Kr. (Første Bud 6000 Kr.)

Blandt de højeste Bud kan endvidere nævnes fhv. Vognmand Ahrensberg fra Sundby med et Bud paa 8,276 Kr.

De øvrige Bud var saa lave, at de ikke kan komme i Betragtning; bl.a. var der et Bud, som lød paa, at Vedkommende, saafremt han fik Bomforpagtningen, vilde afgive 85% af Indtægten.

Under Forhandingerne, der lededes af Borgmester Jensen, stillede Repræsentanterne for Amagers Oplandskommuner Forslag om, at Bommen ikke bortliciteredes, da Budene var altfor lave, men at Kommunerne selv overtog Opkrævningen af Bompenge.

Repræsentanterne for København og Sundbyerne gjorde gældende, at en saadan Ordning vanskeligt lod sig gennemføre, bl.a. paa Grund af, at der ikke kunde gennemføres nogen fuldstændig Kontrol med Opkrævningen.

Oplandskommunerne tog derefter Forslaget tilbage, men betonede dog, at Forslaget vilde blive optaget paa ny til næste Aar, saafremt Budene fremdeles var lave, eller saafremt Bomspørgsmaalet ikke var ordnet paa anden Maade.

Borgmester Jensen meddelte, at han af Magistraten havde faaet Bemyndigelse til at forhandle med Oplandskommunerne om Bommens Nedlæggelse.

Oplands-Repræsentanterne erklærede, at de vilde forelægge deres respektive Sogneraad Magistratens Tilbud. De var i hvert Fald ville til Forhandling, men de haabede, at Magistraten fremkom med et Tilbud, der kunde danne Grundlaget for Forhandlingen.

Borgmester Jensen svarede at han absolut ikke kunde fremkomme med noget skriftligt Tilbud. Derimod var han, saasnart de mundtlige Forhandlinger paabegyndtes, ville til at fremsætte et Forslag.

Det første Møde vil finde Sted, saasnart Oplandskommunernes Svar foreligger.

Med Hensyn til, hvem der skal være Bomforpagter, saa falder Afgørelsen en af de nærmeste Dage.

Paa Onsdag skal jo den nye Forplagter overtage Pladsen, saafremt ikke Zibrandtsen selv bliver den heldige og beholder Stillinge.

(Social-Demokraten 28. marts 1908, 2. udgave.).

Københavns Amt havde en betydelig indtægt af forpagtningsafgiften, som blev betalt af København og Frederiksberg. I 1910 var der tale om at afløse bomafgifterne med hhv. 12.000 (København) og 3.000 kr. (Frederiksberg) i 5 år, dog ikke Amagerbommen hvor amtet krævede 10.000 kr. i 10 år. Dette kunne borgmester Jensen på Magistratens vegne ikke gå med til. 

I november 1914 fremsatte Trafikministeren i Folketinget fremsat lovforslag  om ophør af opkrævning af bomafgift på landevejene i Københavns Amt og ved Amagerbommen med udgangen af marts måned 1915. Forslaget havde da været igennem Borgerrepræsentation, Frederiksberg Kommunalbestyrelse og Amtsrådet. Forslaget ved vedtaget i Landstinget december 1914.

Bomforpagter Peter C. Zibrandtsen, Dragør døde 17. december 1946, ifølge "Dødsfald i Danmark".

Rotting i lange Baner. (Efterskrift til Politivennen)

Gelsted Skolehjem.

Et Stykke fynsk Middelalder

"Fyens Social-Demokrat" har med nogle Aars Mellemrum paatalt de Tilstande, som var raadende paa Gelsted Skolehjem (tidligere Kindstrup Børnehjem) og tilsyneladende uden anden Virkning, end at Personerne skiftede, men at Pryglesystemet bestod. For Tiden har Bladet Proces med den nuværende Forstander, Hr. Hansen, der synes at have sat Landsrekorden som Børne-Mishandler.

Der er 15 Drenge paa Gelsted Skolehjem - de 10 har faaet tildelt, foruden Ørefigner og forskellige Smaastraffe. Rotting i lange Baner. Vort Broderorgan fortæller:

Den 1. December 1906 løber Drengen Bernhard bort fra Hjemmet, fordi han ikke kan udholde at være der, og tildeles 20 Slag Rotting. Det er Forstanderens egen Oplysning (og i Følge Hansens egen Tilførsel til Straffeprotokollen følger hermed Indskrænkning i Kostens Art). Som Tillægsstraf gives Drengen 8 Dages Fængsel. To Gange tidligere har han faaet 30 Slag Rotting.

18. Januar 1907 løber Frederik bort fra Hjemmet Hr. Hansen dikterer 20 Slag Rotting og Fængsel i 10 Dage. -

Næste Bortlodning finder Sted den 28. Februar. Det er den 17-aarige Carl. Ogsaa han faar 20 Slag Rotting, men slipper for Fængsel. -

Allerede den 1. Marts løber igen en Dreng, Niels, sin Vej, og han tildeles 25 Slag Rotting og Fængsel i 8 Dage. Der er gaaet en Uges Tid efter sidste Afstraffelse, saa løber Ditlev sin Vej, og da han indfanges, suser Rottingen over den arme Drengs Rygstykker. Det bliver i Følge Hr. Hansens Straffejournal 25 Slag Rotting. Næste Dag rapser Drengen Otto nogle Cigaretter, herfor idømmes han 14 Dages Arrest. Ditlev undløber igen den 1. Juni og tildeles 15 Slag Rotting, men de voldsomme Rottingslag virker ikke mere opdragende paa Drengen, end at han løber igen den 3. Juli, og nu faar han 25 Slag Rotting og 14 Dages Arrest.

Næste Synder er Laurits, som for Bortløben og Tyveri (Drengen har stjaalet Madvarer) faar 20 Slag Rotting og 14 Dages Arrest. Den 17-aarige Carl, som stak af fra Gelsted den 28. Februar, løber igen den 26. Juni, og denne Gang faar han maalt Skæppen fuld med 25 Slag Rotting og 14 Dages Arrest. Samme Straf tildeles August: 25 Slag Rotting og 14 Dages Cellestraf. Mærkelig nok slipper Laurits Jensen med 9 Dages Arrest.

Medens der alt i alt i Følge Hr. Hansens egen Straffeprotokol paa Gelsted Skolehjem er uddelt i Løbet af 8 Maaneder over 200 Slag Rotting til en Drengeflok paa 15, er der paa "Himmelbjærggaarden" ikke revset en eneste Dreng af 120 i et helt Aar, og af 1600 Fanger i Horsens Tugthus, Vridsløselille og Kristianshavns Straffeanstalt er kun 3 bleven tildelt tilsammen 30 Slag Rotting i Aaret 1906-07.

Med Hensyn til Prygl bærer Gelsted Skolehjem Prisen, og det er egentlig et stærkt Stykke, at Overinspektør Brun - som er vidende herom - alligevel beordrer Hansen til at anlægge Søgsmaal mod Red. Marott. Forstanderen burde jo afskediges, og det skulde man have gjort, da "Fyens Social-Demokrat" fremsatte sin berettigede Kritik. Hvad Fornøjelse Hr. Hansen vil faa af sit Søgsmaal, er ikke godt at tænke sig. Det er jo rent ud et Stykke Middelalder, som er praktiseret paa Gelsted Skolehjem.

Selv i det 16. Aarhnndrede maatte Drenge paa Datidens Opdragelsesanstalter ikke tildeles over 20 Slag Ris, og selv de mest forhærdede Bøller i dette Land kan ikke faa tildelt over 25 Slag Rotting. Hr. Hansen har, fordi et Barn gav efter for sin Hjemvesfølelse, tildelt Haardere Disciplinærstraf, end en gemen Kvindeskænder og Voldsmand vilde blive tildelt.

(Nordjyllands Social-Demokrat 16. marts 1908).

Gelsted Skolehjem.

En Skolemand forsvarer Rottingen

Hvad har Børnene lidt sjæleligt?

Vi er anmodet om at optage følgende :

I Anledning af det alvorlige Angreb, som "Fyns Social-Demokrat" har rettet mod Gelsted Skolehjem under Forstander Hansens Ledelse, skal jeg, der har været Skolehjemmets lokale Tilsynshavende, siden det oprettedes, nedlægge en alvorlig Protest mod den Maade, Bladet angriber dette Hjem og dets Forstander.

Jeg var borte i Udlandet i 4 Maaneder 1907 og læste ikke "Fyens Social-Demokrat"s Angreb paa Skolehjemmet. ellers havde jeg allerede en Gang gjort Rede for mit Syn paa Skolehjemmets Gærning og dets Leder. 

Man faar gennem Social-Demokratens Artikler Indtryk af at Forstander Hansen er en brutal Mand, der kun ved at opdrage de unge gennem Prygl. Dette er en grundfalsk Fremstilling. Han er tvært imod en saare elskværdig Mand, der forstaar at tale med de unge paa en saare kærlig, men dog bestemt Maade, han kan lege med dem, og de kommer ham utvungen i imøde, og han har den aandelige Overlegenhed, som netop skal til overfor disse Mennesker, og det er først, naar alle Advarsler og Formaninger har vist sig virkningsløse, at der straffes. 

Der er aldeles ikke Rotting i lange Baner, det er Slag med Spanskrør af lovbefalet Størrelse og Tykkelse paa den bløde Bagdel uden paa Benklæderne, og der kan ikke paavises et eneste Exempel paa, at de har haft nogen som helst Skade deraf.

Det er jo ikke Børn under 14 Aars Alderen, men halvvoxne Mennesker fra 14-18 Aar, der kommer her og er idømt Straffe for Tyveri Vagabondering, Ildspaasættelse, Trods og Ulydighed, Mennesker, som ingen Steder kan være eller vil være.

Lad mig fremdrage et Exempel paa deres Opførsel. En Dag leges Krocktetspil i Gaarden. En af de spillende kommer til at slaa krocketkuglen hen paa en anden Drengs Fod, der staar som Tilskuer. Han farer frem og vil prygle den anden, men forhindres deri. Næste Morgen staar han op før de andre Drenge, gaar ned i Gaarden, faar fat i en Træpind. Han stiller sig ved Døren, og da hans Kammerat kommer ud af Sovesalen, hugger han ham flere Gange i Ansigtet og Ryggen, saa Blodet flyder.

"Saa nu er jeg hævnet!" udbryder han.

Jeg spørger blot: Hvad fortjener en saadan Opførsel? Det er en saare vanskelig Alder, denne Overgangsalder fra det 14-18 Aar. man kalder den jo Lømmelalderen.

Om d'Hrr. Journalister, der har saa let ved at angribe Skolehjemmet, anede hvilken næsten overmenneskelig Taalmodighed og Kærlighed, der skal til at opdrage disse stakkels forhutlede og forkvaklede Mennesker, der paa Grund af daarlig Arv og forsømt Opdragelse er komne paa Skyggesiden af Livet.

Hansen og hans Hustru kom hertil med en inderlig Kærlighed og Forstaaelse af denne Gærning og med Mod og god Vilje til at være noget for disse Mennesker, men Hansens lange Sygdom 1907 - han laa til Sengs i 12 Uger og er endnu ikke helt kommen sig - gjorde naturligvis noget til, at der blev Uro i Gemytterne, da Hovedet manglede. Men begge, baade Mand og Hustru, har med aldrig svækket Overbærenhed, Kærlighed og Taalmodighed arbejdet paa at faa det gode frem, som en kærlig Skaber ogsaa har nedlagt i disse Menneskesiæle, der er kommen paa Kant med Livet, arbejdet paa at faa dem til nyttige Samfundsborgere. At det ikke helt er lykkedes, er ikke deres Skyld. Al den Uro, som Skriverier i Social-Demokraten har vakt iblandt dem, har gjort sit til at styrke deres Trods og Uvilje mod Arbejde og Orden, deres stakkels svage Vilje, som skulde styrkes og bøies til det gode, faar et Knæk.

Deres vagabonderende Natur er Skyld i, at de ikke har Lyst til stille, samfundsnyttigt Arbejde.

De løber, fordi de har Hjemve, siger Blade. Ak nej, det er ikke den sande Grund, nej, det er den oven for anførte Grund.

Det er de allervanskeligste Dreng der kommer her, flere endogsaa sendt fra andre Opdragelsesanstalter, som ikke har kunnet tumle dem. Hansen og Hustru holder af dem, trods alle deres Fejl, og de har det saa godt paa Hjemmet, at de naar de kommer ud og tjene selv fortæller, at de havde det bedre paa Hiemmet. Da Hr. Folketingsmand Sabroe 18. Marts 1908 var paa Skolehjemmet sammen med Byraadsmedlem, Redaktør Rasmussen, Middelfart, og i min Nærværelse afhørte et Par Drenge - Forstanderen var ikke til Stede - , svarede én af dem, at han 10 Gange hellere vilde være her end paa det Plejephjem, hvor han kom fra. "100 Gange hellere?", spurgte Folketingsmanden. "Ja", svarede Drengen. Og det var én af de Drenge, der havde faaet Straf.

Jeg vil ikke nævne Navne, men lad os høre et Skudsmaal, som én at Drengene faar, før han kommer til Hjemmet: "Han har stjaalet og er meget løgnagtig. Han er ogsaa usædelig og har været Gjenstand for en voxen Mands usædelige Tilbøjeligheder. Faderen har været drikfældig." Ja, det er en haard Arv at løfte, og man kan have inderlig Medlidenhed, og ikke let er det at vide de Veie, der fører til Redning.

En anden: "Han har en god forstand. men er genstridig og truende, søger slet Selskab, synes at være en Bøllenatur, der kun venter paa at blive 18 Aar for at slaa sig rigtig løs. I sin tidlige Barndom har han været under slet Paavirkning. I det sidste Aar han i Tjeneste hos meget skikkelige og rare folk, der søgte at vinde ham med det Gode, men han tog Magten fra dem og haanede dem". Trods og Ulydighed er alm Skudsmaal  der gives dem. De fleste af Drengene er betinget benaadede, adskillige to Gange.

Er der da sket Drengene Overlast? Ikke det mindste. Og de løber slet ikke, fordi de ikke kan udholde at være der. Det er som et godt Hjem for dem. Selvfølgelig maa der være  Tvang. Men naar de som Straf berøves Friheden, bestaar denne Revselse i, at de, naar de andre Drenge har Lov at lege eller spasere, maa blive inde i Spise- eller Skolestuen, men de har Lov at læse, om de har Lyst. Om Søndagen og i anden Fritid har de Damspil og andre Spil at more sig med, de kommer til Dilettantkomedie, og der sørges paa forskellig Maade for at fornøie dem. Kosten er god, saa at største Parten af vort folk ikke faar den bedre. Kortspil og Tobaksrøgning er dem ikke tilladt. Byens og Sognets Befolkning ser i Forstander Hansen en Mand, der fuldt ud er sin Plads voxen, de ser i ham aldeles ikke en Bøddel. Drengene har faaet Straf, det er sandt, hvert Slag er indført, men det er ikke Rottingslag i lange Baner, men Spanskrørsslag uden paa Tøjet. Hvor mangen en Fader har ikke maattet tugte sit Barn, naar det har været trodsigt og ulydigt og ingen Advarsel har hjulpet. Vil man kalde det Barbari eller middelalderlig Tortur?

Jeg ynder ikke, aldeles ikke, Pryglesystem, og jeg ved heller ikke, hvor meget det gavner, og ønsker af mit ganske Hiærte, at al korporlig Straf kunde afskaffes. Men jeg ved ikke, om man over for disse Karakterer kan undvære det, naar de er det eneste, de har Respekt for. Jeg tror ikke, at al den Uro, "Fyens Social-Demokrat" har skabt om Gelsted Skolehjem, er af det gode, og sikkert er det, at Arbejdet gøres uudholdeligt for de alvorlige Mænd og Kvinder, der arbeider i denne Gærning, gør dem trætte og gamle før Tiden. Faar de ikke Lov til at arbejde i Ro i denne af alle Livskald mest anstrængende og besværlige, saa kan dette Arbejde ikke gøres, men maa helt opgives.

Jeg vil ikke tvivle om, at Socialdemokratiet har en god Mening med disse Angreb, men de har ikke forstaaelse af denne vanskelige Gærnings Natur. Jeg vilde meget anbefale, at Socialdemokratiet fik Mænd ind i denne Gærning; de vilde da faa et andet Syn paa de mange Vanskeligheder, der taarner sig op for denne Gærning.

Kr. Reetz.

Lærer, Gelsted.

Selv uden "Fyens Social-Demokrat"s Omtale af forstander Hansens Ledelse af "Gelsted Skolehjem" maatte det Indtryk fremkomme, at han er en brutal Mand - efter de Tilførsler, der er sket til den Straffeprotokol, som er ført paa "Hjemmet". Naturligvis maa Opfattelsen blive rent individuel. Anders Sørensen Vedel, som i det 16. Aarhundrede ud fra formlen: "Ris gør godt Barn" - hver fredag piskede sine Børn og Langfredag hudflettede dem fra Halsen til Haserne til Minde om Jesu Lidelse, ville sikkert meget stærkt have frabedt sig Sigtelsen for at være brutal, og paa den Tid vilde en flerhed af folket have tilbagevist en saadan Sigtelse. Hr. forstander Hansen er for vor Tid ikke mindre brutal end Anders S. Vedel, ogjeg drister mig saa meget mere til denne Betegnelse, som vor Tids Opfattelse af Pryglenes Berettigelse er meget mindre almindelig, end den Billigelse, som A. S. B.'s Opdragelsesmetode fandt i sin Tid.

"Fyns Social-Demokrat" og jeg har i denne Sag aldeles ikke beskæftiget sig med Hr. Hansens Forhold til sin egen Familie, Vennner og Omgangstæller. I dette Forhold er han rimeligvis alt andet end brutal. Det er ogsaa muligt, at Hr. Hansen i Pauserne mellem Pryglenes Tildeling er en godhiærtet og mildt dømmende Mand, men her er Talen om de Straffe, som Hr. Hansen har tildelt, og de bærer et brutalt Præg. Hvis Hr. Hansen er den elskværdige og overlegne Pædagog, som Hr. Lærer Reetz vil hævde, saa maatte han overfor de 15 fattige Drenge, der var ham betroet, have kunnet undgaa alle de 225 Slag Rotting (Hr. Hansens egen Betegnelse i Straffeprotokollen), som i Løbet af et Aar er tildelt 9 Drenge.

Hr. Reetz taler om den utvungne Maade, hvorpaa Drengene er kommen Hr. Hansen i Møde, men hvad ved egenlig Hr. R. ellers nogen derom? Fra Godhavn", "Flakkebjærg" og "Hebron"sagen ved man, at Børnene, naar der kam fremmede paa Anstalten, tilsyneladende var glade ved Ledelsen. De skulde nemlig være glade og de vidste, at Hykleriet belønnedes. 

Naar alle Advarsler har vist sig virkningsløse, først da. siger Hr. R., blev Drengene straffede. Af hvad Art og paa hvilken Maade er disse Advarsler tildelt? Kan. Hr. Hansen tale indtrængende alvorligt venligt med Drengene? Tilsynet for "Bøggildgaard" maa ikke have haft den Opfattelse, thi Hr. Hansen søgte jo Stillingen som Forstander, da Hr. Bøjsen maatte afskediges, og Hr. hansen havde jo dog den Chance at have været knyttet til "Bøggildgaard" som Førstelærer i flere Aar. Tilsynet havde ikke den Tillid til Hr. Hansens Evner, at man ville betro ham Ledelsen, og man ansætte en fremmed.

Jeg kender ikke Hr. Hansen nærmere, og det er muligt, at kan ikke alene bærer Ansvaret for Pryglene paa Gelsted Skolehjem. Jeg kan ikke skjule den Opfattelse, at fru Hansen sikkert ikke er uden Andel i den haardhændede Maade, hvorpaa Børnene er behandlede.

Hr. Hansen har selv leveret Beviset for, at Pryglene kan undværes, thi siden "Fyns Social-Demokrat" fremkom med sin Kritik, er der jo ikke pryglet paa Gelsted Skolehjem.

Hvor kan Hr Reetz sige at der ikke er uddelt Rotting i lange Baner paa "Hjemmet". Det staar dog fast, at medens paa "Himmelbjærggaarden", hvor der er 120 Drenge, ikke en har faaet tildelt et eneste Slag, har Hr. Hansen tildelt 9 af 15 Drenge 225 Slag Rotting, og vi kommer ikke bort fra, at det er Rotting. Hr. Reetz kan jo selv overbevise sig om Rigtigheden at min Paastand ved at se Straffeprotokollen efter.

Det er meget frejdigt af Hr Reetz i denne Sammenhæng at hævde, at Drengene ikke har taget Skade af Slagene. Det manglede ogsaa blot! Selv de groveste Straffefanger er vel aldrig bleven tildelt saadan Straf at de tog egenlig Skade.

I gamle Dage, da Inkvisition og Tortur anvendtes, hed det ogsaa, at Ofrene ikke tog Skade. Forøvrigt - hvad ved Hr. Reetz om, at Børnene ikke har taget Skade af Rottingslagene og fængselsstraffene? Har nogen Læge undersøgt Børnene efter Afpryglingen? Og her er og kan ikke blot være Tale om legemlig men ogsaa om sjælelig Skade. Dette at tildele 15-17aarige Drenge 20 a 25 Slag Rotting kan meget vel medføre sjælelig Skade. Er Hr. Reetz saa sikker paa, at disse Straffe ikke har medført en Forraaelse af Drengene? En Række Sagkyndige - Fængselsfolk og Skolemænd - har netop udtalt, at korporlig Straf har en Sjæleforraaelse til følge.

--Saavidt mit Svar til den første Del af Hr. Reetz' Artikel. Jeg skal i en senere Artikel komme nærmere ind paa Hr. R.s Forsvar for Gelsted Skolehiems forstander.

p. t. København, den 27. Matts 1908
P. Sabroe.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 31. marts 1908).

Historikeren Anders Sørensen Vedel (1542-1616) udgav bl. a. "Den Danske Krønicke som Saxo Grammaticus screff halfierde hundrede Aar forleden". Han tog med mellemrum sine børn ind i studerekammeret og risede den uanset de ikke havde gjort noget forkert. Særlig hårdt og længe Langfredag for at den dag på deres egen krop skulle mindes om hvad Jesus måtte lide for deres skyld.

Christian Reetz var førstelærer i Gelsted Kirkeskole til 1920/21. Han døde 1924.

Gelsted Skolehjem

Fortsat Svar til Lærer Reetz.

I Deres Forsvarsartikel for Geisted Skolehjems Ledelse vover De Dem meget langt ud i Retning af at prise Forstanderens Kærlighed, Overbærenhed og Taalmodighed over for Børnene. Papiret er taalmodigt, og De ved, Hr. Reetz at De ikke faar noget Gensvar fra Eleverne paa Skolehjemmet; disse tør nemlig intet sige, og De kunde for den Sags Skyld gærne have benyttet langt stærkere og varmere Udtryk om Hr Hansen, uden at risikere at blive desavoueret af de levende Væsner, som har været "Ofre" for den store Kærlighed. Men hvad bliver der af Deres varme og glødende Anbefaling for Hr. Hansen, naar Gelsted Skolehjems Straffeprotokol konstaterer det Faktum, at Børn for den Forseelse at være løbet bort fra Hjemmet har faaet tildelt følgende strænge, kombinerede Straf: 25 Slag Rotting og 8-10 Dages Cellestraf. Her nytter det ikke at komme med Talemaader om, at det dog vist ikke er saa galt, thi man kan være temmelig overbevist om, at Hr. Hansen ikke indfører mere Straf i Straffeprotokollen, end han har tildelt Drengene. Den "næsten overmenneskelige Taalmodighed", som Hr. Reetz taler om fra Hr. Hansens Side, kommer til at staa i en ganske ejendommelig Belysning ved Protokollens egne Ord. Ikke med et eneste Ord kommer Hr. Reetz ind paa en nærmere Gennemgaaelse af de Synder, som de pryglede Drenge har paa deres Samvittighed. Og saa ringe Kendskab har han til Gelsted Skolehjem, at han har den Frejdighed at benægte, at er er tildelt Drengene Cellestraf. Hr, Reetz skriver bl. a.:

Er der da sket Drengene Overlast? Ikke det mindste. Og de løber slet ikke, fordi de ikke kan udholde at være der. Det er som et godt Hjem for dem. Selvfølgelig maa der være Tvang. Men naar de som Straf berøves Friheden, bestaar denne Revselse i, at de naar de andre Drenge faar Lov at lege eller spasere, maa blive inde i Spise- eller Skolestuen, men de har Lov at læse, om de har Lyst.

Ved Formanden for Gelsted Skolehjem ikke bedre Besked, eller vil han stikke Folk BIaar i Øinene. Man skulde næmest tro det sidste, thi i Følge Straffeprotokollen er Drengene blevne straffede dels med Frihedsberøvelse og dels med Cellestraf, og den sidste Straf bestaar ikke i en delvis Berøvelse af Friheden. Nej. Nat og Dag er Drengene indespærrede i et - skal vi sige stort Træskur, som er slaaet op i et Hiørne paa Loftet. Indtil 14 Dage har Drengene været indespærrede her, men de er forinden deres Indsættelse bleven tildelt 10 a 15 Slag Rotting. Hr. Hansen viste undertegnede og Red. Rasmussen, Middelfart, dette Rum og indrømmede ved denne Lejlighed, at det var uforsvarligt at have Børnene indespærrede her - men nu gjorde han det heller ikke mere!!! Hr Reetz taler advarende og anklagende Ord mod "Social-Demokrat" for den Uro Bladet skal have været medvirkende til blandt Børnene. Det er ikke værd at Hr. R. kaster med Sten, thi han bærer sin Del af Ansvaret for Uroens Tilstedeværelse. Hvis han, som Formand for Tilsynet, havde gjort sin Pligt, vilde ingen Uro og adskillig Aarsag til Uroen være undgaaet. I Følge Hr. R.s egen Artikel, har han, der bor i Gelsted ikke kendt noget til det uhyggelige Arrestrum paa Loftet, og han har ikke efterset Straffeprotokollen. Hvis han havde søgt at erhverve sig Kendskad til den Gærning, han var valgt til at føre Tilsyn med, kunde Børnene - forudsat at Hr. R. ikke er en Ven af raa Straffe - være blevne forskaanede for Straffe, som alle humant tænkende Mennesker maa fordømme. Ikke alene paa Grund af deres Grusomhed, men ogsaa for deres Vikningsløshed, thi det fremgaar jo af Straffeprotokollen, at Pryglene ikke har afskrækket fra Bortrømning. Tværtimod. Dog skal siges, og kan siges, uden at kunne være tilbagevist som usaud Tale, at det er "Fyens Social-Demokrat", der har Fortjenesten af, at der blev mindre Uro og mere taalsomme Tilstande paa Gelsted Skolehjem. Hr. Reetz har ikke nogen Andel i denne.

Havde det staaet til ham, vilde Forholdene ikke være blevne forandrede til det bedre. Det skal rigtigk indrømmes at Hr. Reetz ikke er ene om Ansvaret. D'hrr. Overinspektør Brun og Landstingsmand Johansen bærer et endnu større Ansvar. D'Hrr. har jo med Overtilsynet at gøre, og de skal skaffe sig Kundskab om den Maade og hele den Udstrækning, hvori Afstraffelserne har fundet Sted. Hr. Brun er en Tilhænger af Hævnprincippet i Opdragelse og Retspleje, men hvem skulde tro, at den frisindede, grundtvigianske, fynske Bondemand, Hr. Johansen kunde finde det elendige og gyselige Arrestrum paa Gelsted Skolehjem for Tidssvarende.

De paastaar roligt, at ingen Fængselsavtoritet i dette Land vilde finde et Arrestrum, som det, der fandtes paa Gelsted Skolehjem, for egnet til Ophold for selv de groveste Forbrydere. Hr. Forstander Hansen deler Ansvaret med d'Hrr., som paa det offenliges Vegne skulde være de fattige Børns Værge. Gud bedre os for Værge, vi har haft og fremdeles har. Hvad Byens og Egnens Befolkning mener, har jeg intet Kendskab til, men naar Hr. Reetz skriver, at man derude paa Egnen ikke anser Hr. Hansen for en Bøddel, er det vel rimeligt nok, men maa jeg minde om, at i Flakkebjergaffæren - hvor Forholdene viste sig at være ti Gange værre end paa Gelsted Skolehjem - udtalte en Hob af Bønder sig om Mortensen som den hjærtensgode Mand. Forhaabenlig ved Befolkningen i Gelstedegnen ikke, hvorledes Drengene er blevne behandlede, hvis det da er sandt, at denne Befolkning er Hr. Hansen venlig sindet, Naar Hr. Reetz selv er saa uvidende, maa det jo ikke undre, om Folk i Almindelighed har haft den Tro, at alt var saa saare godt. Forøvrigt turde Stemningen i Egnen være temmelig delt. Hr. Reetz er næppe her den rette Værdimaaler. Jeg skal i en sidste Artikel komme lidt nærmere ind paa enkelte af Hr. Reetz' Betragtninger i Anledning af mit Besøg paa Gelsted Skolehjem, og herunder skal jeg eftervise, hvor mangelfuld hele Grundlaget for Bedømmelsen af Børnenes Individualitet er, og det er dog denne, det kommer an paa under al Opdragelse.

København, den 2. April 1908.

P. Sabroe.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 2. april 1908).

Det har ikke været muligt at finde en tredje artikel af Sabro mod Reetz i Fyens Social-Demokrat, derimod en artikel i Demokraten, se andetsteds på denne blog.

Dagmar Koefoed (1887-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Dagmar Kofoed (1887-1908). Datter af urmager Christian Valdemar Kofoed og Nilsine Petrea Kofoed. Kort efter familien flyttede til København, døde faderen. Moderen døde 1902 hvorefter Dagmar blev tjenestepige. Hun forsøgte sig som varietesangerinde og i december 1906 ansat som sangerinde hos Lorry Feilberg på Operetten på Frederiksberg. Her måtte hun stoppe marts 1907, muligvis pga. at publikum ikke kunne lide hende. Herefter forsøgte hun sig som prostitueret. Hun traf en jævnaldrende tryllekunstner. Sammen med to danske kvinder, Anna Maria Nielsen og Vilhelmina Regine Breil, tog hun regelmæssigt til Helsingborg hvor de blev kendt som "Rådhusduerne" - og hos Helsingborg sædelighedspoliti. 

Den 8. februar var der snestorm med orkanstyrke. Hun forlod Helsingborg centrum med en ukendt mand og blev et par dage senere fundet myrdet ved "Stampen" mellem Tågaborg og Stattena. Mordet vakte stor omtale i aviserne på begge sider af sundet. Men mens hun gik i glemmebogen i Danmark, er der også i nyere tid opmærksomhed i Sverige. Især fordi det afslørede det svenske politis totale uformåenhed, hvilke bl.a. gav sig udslag i (som også nævnes i en artikel nedenfor) at det blev noteret som et selvmord. Det medførte omfattende omorganiseringer i politiet og langt op i 1900-tallet opstod der myter og konspirationsteorier om mordet. 

De første artikler om mordet indeholdt en del unøjagtigheder, for ikke at sige usandheder:

En dansk Pige myrdet i Helsingborg.

Gennem R. B. har vi modtaget følgende Telegram:

Helsingborg, 9. Februar. Ved 8-Tiden i Morges fandtes paa en Kulbunke i Bydelen Statténa Liget af en ca. 20-aarig Pige.

Hun var kvalt med et Silketørklæde og havde desuden et langt Saar i Panden. Pigen, hvis Mund var tilstoppet med et Tørklæde, var næsten nøgen. Poliliet mener, at den myrdede er fra Danmark.

Nærmere Enkeltheder mangler.

Helsingborg, Kl. 11 Aften.

Den myrdede Pige er nu genkendt. Hun hedder Dagmar Kofod, er født i Marts Maaned 1887 og bor Dannebrogsgade 46, 3. Sal sammen med en jævnaldrende Pige Olga Petersen.

Begge Piger var godt kendt i Helsingborg, hvor de havde mange Herrebekendtskaber. De kom til Helsingborg i Fredags Aftes, og Mordet har rimeligvis fundet Sled Natten mellem Fredag og Lørdag.

Liget fandtes af nogle tilfældige forbipasserende Folk.

Liget var næsten fuldstændigt nøgent, og Obduktionen gav det Resultat, at Døden var hidført ved Kvælning. Den Myrdedes Klædningsstykker fandtes spredt paa Marken.

Det. er endnu ikke lykkedes Politiet at faa oplyst, hvem Dagmar Kofod har været sammen med. Hun har en Kæreste i København, der hedder Högvall, men har, saavidt Politiet har faaet oplyst, ikke været med i Helsingborg denne Gang.

Byen er oprørt over del uhyggelige Mord, og hele Byens disponible Politistyrke er beskæftiget med at søge efter Morderne.

Dagmar Kofod var godt kendt i Dannebrogsgade. Hun hørte til Gadens løseste Fugle af den allerlaveste Art. 

Udenfor Dannebrogsgade 46 - en skrækkelig Fattigkaserne - træffer vi en af Dagmars Veninder.

"Er det muligt." siger hun og spærrer Munden forfærdet op. da vi meddeler hende Dagmars sørgelige Endeligt, "ja - saa er det vel Kæresten, der har slaaet hende ihjel - det kunde ligne ham. Hun havde kendt ham en Maaned, det raa Menneske, men hun holdt af ham - men han var saa brutal imod hende han slog og sparkede hende undertiden saa Blodet flød" 

- - -

Dagmars Veninde skuffer sig og siger saa: "Hun rejste altid over med Högvall til Sverrig - for at tjene Penge - og saa har han slaaet hende ihjel i Fuldskab den Bandit. - Det var nu Pigens Mening. 

Vi trøster os ikke at dele den.

Vi gaar op ad de fugtige, mørke Trapper, der er slibrige af Smuds og Fugtighed, og banker paa hist og her. Nogle Steder svares der ikke, andre Steder lukkes der op: der kommer mærkelige Skikkelser frem i Dørene - de fleste i dybeste Neglige.

Endelig træffer vi paa Olga Marie Petersen, som det svenske Politi mener har været sammen med den med den myrdede i Helsingborg.

Olga bor hos sin Stedfader, der som det synes, ikke er meget ældre end hende selv.

"Olga! staa op." kommanderer Stedfaderen.

Olga kommer frem i har Chemise og kryber sammen bag Stedfaderen. Del er en ganske køn 17-Aars Pige.

Dagmar Kofoed siger hun tøvende, "jo-o - hende kender jeg nok "

"Har De været sammen med Dagmar i Helsingborg i Gaar?"

"Nej, det har jeg ikke - jeg kender overhovedet ikke Dagmar videre godt. Jeg tror nok, at hun har arbejdet paa Hirschsprungs Tobaksfabrik i Niels Juelsgade - andet ved jeg skam ikke"

Stedfaderen, der med rynkede Bryn har overværet Samtalen, bevidner nu med kraftige ord, at hans Datter har været hjemme baade Fredag, Lørdag og Søndag.

I Huset kender man ellers ikke videre til Dagmar. Paa 3die Sal, hvor hun angives at have boet til Leje i et lille Hummer, er der lukket og slukket.

Nøglen sidder indvendig, men trods vor ihærdige Banken er der paa det sene Tidspunkt ingen, der lker up.

Vi famler atter ned ad den fugtige Trappe og trækker Vejret dybt, da vi atter staar ude i Luften.

- - -

Vi har til Morgen indhentet følgende yderlige Oplysninger angaaende den Myrdede:

Dagmar Kofod har i længere Tid drevet om i Vesterbrogade-Kvarteret uden egentlig fast Bopæl. Hun har, som meddelt, tidligere boet i Dannebrogsgade 46, og før den Tid i Dannebrogsgade 7 og i Helsingørsgade.

Hun arbejdede paa Hirschsprungs Tobaksfabrik i Niels Juelsgade indtil for tre Maaneder siden - efter den Tid liar man ikke der set noget til hende.

Begge hendes Forældre er døde. Hendes Fader blev for et Par Aar inden funden død i en Stald - hendes Moder er død for kort Tid siden.

(Adresse-Avisen. Organ for Handel, Industri og Haandværk 11. februar 1908).

Annonce for Lorry Fejlberg i Social-Demokraten 22. april 1906. Se artiklen nedenfor.

Lystmordet i Helsingborg.

En enestaaende dyrisk Forbrydelse.

De eneste rigtige Oplysninger om den myrdede Dagmar Koefoed.

Samtale med den mistænkte Kæreste og Pigens Rejse-Veninde.

Om Dagmar Koefoed, der Søndag Morgen fandtes afklædt, kvalt og knivstukket paa en Kulbunke udenfor Helsingborg har adskillige Blade bragt en Del rent forkerte Oplysninger. De rigtige Oplysninger om den myrdede, samt alt, hvad der er oplyst korrekt og vidnefast lige til i Formiddag, findes i denne Artikel

Dagmar Kofoed var en letlevende københavnsk Pige, der logerede i Dannebrogsgade Nr. 46 i Baghuset.

Hendes Fader var Uhrmager og levede under ret gunstige Omstændigheder lige til det sidste. Meddelelserne om Dagmars elendige Barndomsforhold er ganske opdigtede.

Hun begyndte tidligt at gaa lidt i Byen, og da hun saa godt ud, har hun desuden altid kunnet faa Engagementer ved Varieteer.

Hun var forlovet med en Tryllekunstner, som hun har optraadt sammen med; men i den senere Tid har hun mest levet af sine Herrebekendtskaber.

Om Sommeren cyklede hun og hendes Veninder ud af Strandvejen, om Vinteren drev de om paa Vesterbro-Strøget for at kapre Herrer. Hun og en Veninde Marie Nielsen plejede desuden en Gang om Ugen at tage til Helsingborg, hvor de for Penge indlod sig med den første den bedste de traf paa, og som havde sin Ugeløn i Lommen.

Paa en af disse Udflugter er det Dagmar Kofoed har fundet sin Død.

Dagmar Kofoed var middelhøj, havde lyst Haar og langagtigt Ansigt. Hun var iført rødbrun Kjole med Jaket af samme Farve, brune Støvler og en sort Hat.

Dagmars Kæreste.

I en Del Blade fortaltes i Dag, at Dagmar var Kæreste med en herboende Svensker ved Navn Högvall, og enkelte Blade sigter endog ret uforbeholdent denne Mand for at være Morderen.

Med Kæresten forholder det sig saaledes. Han hedder Osvald Lauritzen og er af Profession Tryllekunstner. Han gør Indtryk af at være en pæn ung Mand, og da vi i Gaar talte med ham, var han dybt rystet over Dagmars ulykkelige Skæbne. Med Graad i Stemmen fortalte han:

- Mit fulde Navn er Jens Osvald Lauritzen, jeg er født 24. Maj 1887, og er en Søn af Trikotagehandler L. i Aarhus. Da jeg var konfirmeret kom jeg ind paa Herredskontoret i Helsingør, det blev jeg imidlertid ked af, og tog til Tyskland og fik Plads I en Skibsmæglerforretning; da jeg Var en 18 Aar gammel slog jeg mig paa Tryllekunstprofessionen og begyndte at optræde i Tyskland  og tog senere her til Danmark og gennemrejste de danske Provinsbyer.

I Maj Maaned optraadte jeg i Kisten og Resten af Sommeren paa Alleenberg, og efter at der har været lukket, har jeg af og til gennemrejst en Del af Provinsen.

I April Maaned lærte jeg Dagmar Kofoed at kende en Aften ude i Bondestuen. Hun havde den Gang optraadt hos Lorry Feilberg, men var for Øjeblikket uden Engagement. Vi kom da jævnlig sammen og blev forlovede. Da jeg saa senere begyndte at optræde paa Alleenberg assisterede hun mig under Navnet "Miss Lilian'. Jeg vidste godt den Tang. at hun jævnligt sagte fremmede Herrers Bekendtskab mod Betaling, og jeg bebrejdede hende det.

Naar "Klokken 12" fortæller, at jeg har slaaet hende, saa er det pure Løgn og Opspind. Tværtimod har jeg hjulpet hende paa det bedste, hvad vor Omgangskreds kan bevidne, for jeg troede derigennem at vinde hende fuldstændig for mig, hvilket desværre ikke lykkedes mig.

I August Maaned blev hun anholdt af Sædelighedspolitiet og blev indlagt paa Hospitalet, hvor hun var i 5 Maaneder. Den Dag hun kom ud, hentede jeg hende selv, og hun boede da hos en af mine Slægtninge i Hedebygade. Men saa begyndte hun at tage til Helsingborg om Fredagen og blev derovre om Natten til Lørdag.

Naar "Klokken 12' fortæller, at jeg tog med, saa er det ogsaa Usandhed, jeg var jo, som jeg siger dem, endog ked af den Maade, hun levede paa (her gav Lauritzen sig til at græde, medens han talte).

Og saa dette med, at jeg skal være Morderen. Jeg, der elskede Dagmar Kofoed saa højt!

"Kl. 12 "s Historie om, at hendes Fader var død i en Stald i Elendighed er ogsaa gal. Faderen var Uhrmager og boede paa Gl. Kongevej. For 6 Aar siden døde Moderen, og da var der ikke noget rigtigt Hjem mere. Dagmar fik Lov til at flytte sig selv, og hun kom i Uføret. For et Aars Tid tilbage døde Faderen, men ikke i Elendighed, han havde Forretning til det sidste

Men Dagmar var, trods alt, en god Pige, og saa var hun smuk. Jeg vil nu gøre alt. hvad jeg kan for at faa hendes Lig ført hertil Byen og faa det begravet.

Dagmars Veninde og Rejsekammerat.

Dagmars Veninde, som hun plejede at tage til Helsingborg med hedder Marie Nielsen, Navnet Olga Petersen var et slags Rejsenavn, hun brugte. Hun er den sidste af Dagmars Bekendte. der har set hende levende. Vi bringer her hendes Billede.

Ogsaa med Marie har vi haft en Samtale. Hun udtalte til vor Reporter:

Naar "Kl 12" i Gaar lægger mig nogle Udtalelser i Munden, saa er det en af de groveste Usandheder, som kan laves. Jeg har aldrig udtalt mig til nogen om min Veninde Dagmar Kofoed; desuden bor jeg ikke i et lille Hul, men i en 2 Værelses Lejlighed i Dannebrogsgade 46, og jeg boede alene ikke sammen med min Stedfader.

Dagmar og jeg plejede at rejse til Helsingborg om Fredagen og vende Hjem igen Lørdag.

I Fredags tog vi som sædvanlig afsted med Toget Kl. 9,30 Aften fra Nordbanen. Kl 11 ½ om Aftenen forløb Dagmar mig paa Järnvejsgaden, jeg havde nemlig truffet et Par af mine Bekendte.

Om Lørdagen ventede jeg hende som sædvanlig ved Færgen, men hun kom ikke. Naa, jeg tænkte saa, hun blev derovre, noget ingen af os, som sagt, plejede.

Jeg kunde ikke forstaa, at hun ikke kom hjem i Løbet af Lørdagen og heller ikke om Søndagen. Først Mandag Formiddag erfarede jeg, hvad der var Vederfaret hende. Men det er mig ufatteligt, det hele.

Stedet, hvor hun er fundet myrdet, ligger ca. 40 Minutters Gang fra selve Helsingborg, hvordan mon nogen har faaet hende derud? Jeg er nu overbevist om, at der maa have været flere om at dræbe hende, da hun var en stor kraftig Pige, som nok kunde værge sig overfor en enkelt Person, selv om det var en Mand; fuld tror jeg nu ikke hun har været, da hun ikke yndede stærke og berusende Drikke. Historien med at hun har arbejdet paa Hirschsprungs Fabrikker er opdigtet, som saa meget andet, der har staaet i Bladene. Hun var Sangerinde.

For at det københavnske Politi ikke skulde saa noget at vide om vor Færden i Sverrig, kaldte vi os for andre Navne, mit Navn var Olga Charlotte Petersen og Dagmars Navn var Dagmar Olsen

Dyrisk Raahed ved Mordets Udjorelse.

Det svenske Politi mener, at Mordet er foregaaet paa følgende Maade.

En Person har lokket Pigen med sig ud paa del ensomme Sted. Han har ment, at hun havde Penge, og har givet hende et Slag i Panden.

Hun har tørret Blodet bort med sit Lommetørklæde, medens hun har løbet for at redde sit Liv.

Morderen har indhentet hende, stoppet det blodige Lommetørklæde i halsen paa hende, voldtaget hende og kvalt hende. Foruden en lille Haandtaske fandt man paa Jorden i Nærheden af Liget, 5 Kr. og 5 Øre samt en Nøgle. Om denne Nøgle har vi faaet oplyst, at den hører til et Værelse i Kafe "Skive", Istedgade, hvor Dagmar og hendes Kæreste har logeret et Par Dage.

Morderen er et Uhyre i Menneskeskikkelse, han har lagt en enestaaende Raahed for Dagen ved Mordets Udførelse.

Samtale med Helsingborg-Politiet.

Det svenske Politi paa Spor.

I Formiddags, kort før Bladet gik i Trykken, forespurgte vi Hos Politiet i Helsingborg, om det var kommen Gaadens Løsning noget nærmere. Detektivafdelingen, som vi nu blev sat i Forbindelse med, svarede meget imødekommende, at detektiverne ikke kunde fortælle os, hvem Morderne var, da man endnu ikke havde paagrebet nogen. Politiet havde dog forstellige Spor. som det af Hensyn til Undersøgelsen ikke gerne vilde omtale.

Saa meget kunde man dog sige, at det meste af det, som i Gaar var fremsat som Gisninger og Sigtelser i Bladene, var uholdbart: Sporene viste i en anden Retning!

(Folkets Avis 11. februar 1908).

Karta över Helsingborg 1909. Platsen där Dagmar Kofoed hittades finns markerat i den förstorade rutan i kartans vänstra del, med siffran 1. ”Karta öfver Helsingborg. Upprättad 1909” Ur Helsingborgs stadsarkivs samlingar. Kortet hentet fra denne hjemmeside. På hjemmesiden findes endvidere et samtidigt foto af nabolaget til gerningsstedet.

Mordet i Sverig.

Dagmar Koefoeds Kæreste.

Hvem er den mørke Herre?

Tirsdags var der Forhør paa Helsingborgs Politistation i Anledning af Mordet paa Dagmar Koefoed.

Bl. a. afgav Dagmars Forlovede, Hr. Lauritzen, og Veninden, Marie Nielsen, Forklaring.

Det fremgik af forskellige Oplysninger, at Dagmar sidst er set Kl. 12 ½ Fredag Nat, da hun stod udenfor Hotel "Lorenzberg" sammen med to Herrer, som forsøgte at komme ind paa Hotellet.

Pludselig løb hun fra dem og over til en lille mørk Herre, som stod paa den anden Side af Vejen.

Senere har ingen set hende.

I Sverig er Ophidselsen stor, og Deltagelsen med den myrdede Pige giver sig til Kende paa mange Maader. Et Selskab, som i Lørdags var samlet paa Hotel "Molberg" i Helsingborg. indsamlede strax 150 Kr. til en Dusør for Morderens Paagribelse.

Man paastaar almindeligvis, at Morderen hverken kan være dansk eller svensk; dertil er det for raat.

Mistanken rettes nu ogsaa mod en Udlænding.

Dagmar og Tryllekunstneren i Aalborg

I Slutningen af sidste Sommer kom Dagmar Koefoed sammen med sin Kæreste, Tryllekunstneren la Garde, hvis virkelige Navn er Osvald Lauritzen, til Aalborg.

Sammen med nogle af de løseste kvindelige Existenser fejrede de nogle vældige Basseraller. Det hele Leben endte imidlertid med et Knald!

En Nat fik et Par af de løsagtige Kvinder lokket en nylig hjemvendt Dansk Amerikaner med sig op i en Lejlighed i Kirkegyde. og der blev Dansk-Amerikaneren saa udplyndret for adskillige Hundrede Kroner, som han havde hos sig.

Næste Dag nappede Politiet i Randers baade la Garde og hans to kvindelige Meddeltagere i Udplyndringen af Dansk-Amerikaneren, og Trekløveret blev ført tilbage til Aalborg. De var alle tre rejst fra Aalborg af Frygt for Politiet. la Garde fik for sin Part 30 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Han tog Straffen med alt andet end lyst Humør, han skal saaledes have været ved at græde af Ærgrelse, da han skulde fotograferes til Forbryderalbumet, og hans Ansigt var et stort og veltilfreds Smil, da han efter de 30 Dages Indespærring kunde forlade Arresthuset.

Heldigvis for den unge Mand har han kunnet bevise, at det ikke er ham, som har forøvet Forbrydelsen. Han skildres af Folk, der kender ham, som et Menneske, der egenlig ikke er ond af Naturen, men som meget let falder for en Fristelse og gærne lader sig lede af slette Bekendtskaber. En Del af sidste Sommer optraadte Lauritzen og hans Kæreste paa Alléenberg, han som Tryllekunstneren la Garde, hun som Sangerinden "Miss Lilian".

En Arrestation.

Der er i Gaar i Malmø bleven arresteret en tysk Musiker, som er stærkt mistænkt for at være Morderen.

Han spillede i et Orkester paa Hotel "Continental" i Helsingborg og kom Natten til Lørdag hjem Kl. 3 om Natten.

Man lagde Mærke til, at han var forkradset paa Hænder og i Ansigtet, og han havde tabt sit Slips.

Senere rejste han bort og efterlod alt sit Tøj paa Hotellet.

Det er endvidere oplyst, at en Politibetjent har set ham staa om Natten, før han gik hjem, og viste sig nede i et af Basunerne ved Havnen.

Meget kan tyde paa, at man her har faaet fat paa Gerningsmanden.

(Fyns Social-Demokrat 13. februar 1908).

Nedenfor et eksempel på en artikel hvis indhold tilbagevises af Folkets Avis, og som også afkræftes af andre kilder på nettet:

 Mordet i Sverig.

 Dagmar Koefoed var en stakkels falden Kvinde fra Dannebrogsgade i København.

 På Jagt efter Morderen.

Det er lykkedes ikke blot at faa konstateret Navnet paa den unge danske Pige, som er bleven fundet myrdet i Helsingborg, men ogsaa at faa Kendskab til det Liv, hun har ført, inden den frygtelige Død gjorde Ende paa hendes Tilværelse.

Dagmar Koefoed var kun 21 Aar og har sidst haft Bopæl i Dannebrogsgade 46 i København.

Faderen opretholdt i sin Familien ved at gaa rundt og feje Rendestene, skylle Kloaker, vaske Retirader og besørge lignende Arbejde. For et Par Aar siden blev han fundet liggende død i en Stald paa Gasværksvej, siden da har Konen besørget saa meget af hans Virksomhed, som var gørligt for hende. Iøvrigt lejede hun Værelser ud til løsagtige Kvinder, det gør de allerfleste der i Stedet, og i dette Kvarter er det maaske ikke nogen helt daarlig Forretning.

Dagmar skildres af Beboerne som en lille, køn lyshaaret ung Pige.

Hun rullede Cigarer om Dagen paa Hirschsprungs Fabriker, og om Aftenen gik hun paa Kommers.

Efterhaanden sank hun dybere og dybere og endte blandt de ulykkelige Kvinder, hvis eneste Erhværv er Utugt. Stor Skyld i dette havde hendes Kæreste, en Svensker ved navn Høgvall. Han mishandlede den stakkels Kvinde og førte hende jævnlig som en Slags Slavinde med til Sverig. Den Formodning, at Högvall har myrdet Dagmar Koefoed, vandt straks Tiltro, men er senere bleven forkastet.

Langt snarere maa man vel af den Omstændighed, at et Silketørklæde var stoppet i den myrdedes Mund, formode, at det er et af Dagmars elegante Bekendtskaber i Helsingborg, der har forøvet Mordet.

 Efter de Undersøgelser, Politiet i Helsingborg har foretaget, synes det absolut ikke, som Pigens Kæreste Högvall har noget med Mordet at gøre. Har har - saa vidt man har kunnet faa oplyst - ikke denne Gang været med Dagmar Koefoed i Helsingborg.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 13. februar 1908).

En myrdet Kvindes begravelse.

København den 18. Februar.

I Dag blev den unge Pige, Dagmar Koefoed, som blev myrdet i Helsingborgegnen, begravet fra det lille Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Kisten var uendelig simpel - sortmalet Fyrretræ omhængt, efter svensk Skik, med sort Flor. Kun ganske faa Kranse brød alt det sorte.

Pastor Hansen fra Gethsemane Kirke talte. Han havde kun milde Ord at sige om den unge Piges Livsskæbne og triste Død.

Det tilstedeværende Følge var saa faatalligt, at da Kisten skulde bæres hen til Graven, var der ikke nok til at bære. Et Par Journalister, der var komne med, maatte hjælpe til.

Dagmar Koefoed blev for en halv Snes Dage siden funden som Lig paa en Losseplads undenfor Helsingborg. Hun var myrdet. Hendes Livsførelse i København har været af den Art, at man mener, at hun er bleven lokket over til Sverig, hvor hun har fundet sin Skæbne. Der er endnu ikke fundet Spor af Morderen. Mistanken har været rettet mod forskellige, som det hidtil synes uden Grund. Der synes at hvile et uigennemtrængeligt Slør over den uhyggelige Tildragelse.

(Ringsted Folketidende 19. februar 1908).

Mordet ved Helsingborg paa Sangerinden Dagmar Koefoed fandt Sted Natten mellem den 8. og 9. Februar 1908. Paa dette Tidspunkt opholdt Carl Kjær sig ganske vist i København med den berygtede Indbrudstyv Carl Christensen. Han kunde selvfølgelig i denne Tid havde taget en Sviptur til Helsingborg, men stor Sandsynlighed er der ikke for det. Netop i de Dage blev der begaaet forskellige Indbrudstyverier, som de to Kammerater senere er blevet dømte for.

Den 13. Februar indskibede de sig med "Esbern Snare" til Aarhus, tog derfra til Horsens, hvor de brød ind et Par Steder, og videre til Kolding, hvor de begik Tyveriet paa "Missionshotellet", og hvor Carl Kjær aflagde Forældrene et Besøg.

Den 19. Februar blev de to Tyve grebet paa Odense Banegaard, og siden da har de ikke været paa fri Fod.

(Holstebro Dagblad 29. marts 1908).

I marts 1909 påstod en tugthusfange Carl Thomsen Kjær at det var ham der foruden andre mord havde begået mordet på Dagmar Koefoed. Han blev den 23. juni 1908 indsat i tugthuset for at afsone 6 års straf for tyveri. Her blev han flere gange indlagt på sindssygeafdelingen på Viborg Sindssygeanstalt, der i modsætning til Aarhus Anstalt ikke havde en fængselsafdeling. Overlæge Geill var kriminalpsykiater. Kjær led også af epilepsi. Mordet var på daværende tidspunkt stadig uopklaret, og politirapporter udelukkede ikke selvmord.

Tugthusfangens Tilstaaelser.

Er Cigarmageren sindssyg?

Den i Gaar omtalte 22-aarige Tugthusfange Carl Thomsen Kjær, der har "tilstaaet" at være skyldig ikke alene i Hjortshøjmordet, men ogsaa i Mordet paa Dagmar Koefoed og endelig i et Mord paa Koldingkanten, ligger stadig til Observation hos Overlæge Geill paa Viborg Sindssygeanstalt. Før om nogle Maaneder vil Overlægen ikke kunde afgive Skøn om hans Sindstilstand.

Men for Resten taler alt for, at Kjær enten er sindssyg, eller at han har lavet sine Historier for at få en lille Afbrydelse i det ensformige Tugthusophold. Alene den Omstændighed, at han, da Hjortshøjmordet  blev begaaet, kun har været 15-16 Aar gammel, gør, at hans "Tilstaaelse" maa betragtes med Skepsis. Men ydermere er der at bemærke, at man i Kolding slet ikke kender noget til et uopklaret mord der paa Egnen.

Kjær paastaar, at han paa den Tid, Hjortshøjmordet blev begaaet, har været hos en Gartner i Hjortshøjegnen - ingen Gartnere derude kender noget til ham.

Hjortshøjmordets store Gaade er altsaa lige langt fra sin Løsning.

Vestsjællands Social-Demokrat 25. marts 1909

Overlæge Geill skrev senere en artikel i Tidsskrift for Fængselsvæsen, ud fra hvilken Social-Demokraten 29. december 1910 havde en længere kronik om "tugthusfange nr. 109" på Viborg Sindssygeanstalt. Efter en længere redegørelse for hans opvækst og senere forbryderbane konkluderer han at tilståelserne var fantasi ("pseudologia phantastica").

Carl Kjær og Dagmar Koefoed. "Social-Demok." oplyser følgende: Carl Thomsen Kjær har virkelig et halvt Aars Tid været Kæreste med Dagmar Koefoed, og har levet af det, som hun tjente. Hun brød imidlertid med ham og blev Kæreste med en omrejsende Tryllekunstner.

Angaaende selve Mordet i Helsingborg blev det oplyst at Dagmar Koefoed, efter at have været sammen med et Par svenske Herrer, traf en tredje Herre, med hvem hun forsvandt ud ad den Kant i Byen, hvor hun Morgenen efter blev fundet død.

Umuligt er det altsaa ikke, at den paagældende Person er hendes tidligere Alfons, Carl THomsen Kjær, der har villet tvinge hende til at genoptage Forholdet til ham.

(Kolding Folkeblad 30. marts 1909).

I 1911-1912 var en tugthusfange, Hans Christian Madsen under mistanke for at have myrdet Dagmar Koefoed. (Foto fra Social-Demokraten 28. august 1912). Han havde tilstået tre andre mord i Sverige, men benægtede hårdnakket at have myrdet Dagmar Koefoed. I august 1912 blev han udleveret til det svenske politi i Helsingborg. I oktober 1912 måtte politiet opgive at få han anklaget for mordet. Derimod blev han dømt for 2 andre mord og 2 voldtægtsforsøg. Herefter blev den danske presse tavs omkring dagen. Den svenske bragte med jævne mellemrum artikler om sagen helt op i nutiden.

Et Barns Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

En lille hemmelighedsfuld Højtidelighed paa Kirkegaarden.

Paa Vestre Kirkegaard fandt der i forgaars en stemningsfuld Højtidelighed Sted. Det var et lille Arbejderbarn, der blev begravet, Zenia Ystrøm, Datter af en Enke Emmy Y. Denne Begravelse gik for sig uden en Præsts Medvirken og uden Salmesang - den blev ikke mindre alvorlig -- stemningsfuld for det.

Ca. 100 Medlemmer af Socialistisk Ungdomsforening var mødt med ders Fane. Den lille Kiste blev i Processionen baaret ud til Graven hvor Chr. Christensen talte i smukke jævne Ord.

Derefter sang man en Sang, forfattet af Fru Lucinka Hansen. Vi citerer et Vers:

Tag derfor Døden som en Skyld for Livet.
Men aldrig som Belonnings rige Væld.
Af Jord vi kom, til Jorden bli'er vi givet.
Saa er vi kvit, betalt vi har vor Gæld.
Men kæmp for Liv, saa længe de det ejer,
For Lykkens Liv til store og til smaa.
Kan hænde vi engang i Liv faar Sejr,
Saa kan saa trygt til Dødens Søvn vi gaa

Da Sangen var sunget til Ende, kastede man Blomster ned paa den lille Kiste, og dermed skiltes Følget.

(Aftenbladet (København) 29. januar 1908).

Gustav Theodor Hansen (1847-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstaden.

Jordefærd. For faa Dage siden afgik, som alt kortelig omtalt her i Bladet. Herredsfoged i Kolding Herred G. Th. Hansen ved Døden. Han stammede fra Flensborg, hvor hans Fader, Centralkassekasserer og en anset dansk Patriot, gjorde sig hæderligt bekendt ved i 1864, førend Tyskerne, efter Dannevirkes Rømning, naaede til Flensborg, at redde alle Statens Penge ved i Tide at forlade Byen.

Herredsfoged Hansen var anset som en flink og " særdeles flittig Embedsmand, der i de Jurisdiktioner, hvorved han havde virket - Mariager og senest Kolding Herred - havde forstaaet at sætte sig i et godt Forhold til Befolkningen.

I Middags fandt Begravelsen Sted fra Kapellet paa Vestre Kirkegaard.

Paa Kisten var der henlagt mange Kranse, deriblandt fra Sognefogder i Kolding Herred og fra Amtmanden over Randers Amt, Kammerherre Hoppe.

I Følget bemærkedes bl. a. Departementschef Asmussen, Birkedommer Valeur, Birkedommer Sylow og Redaktør i Hillerød Hanson.

Talen holdtes af Provst, lic. theol. Fenger. I sin kønne Skildring at Hansens Personlighed berørte han dennes slesvigske Herkomst og fremhævede i denne Forbindelse hans patriotiske Sindelag og hans for Slesvigerne karakteristiske friske Humør og frejdige Sind, der havde baaret dem og bar dem gennem saa mange Trængsler. løvrigt skildrede Taleren den Afdøde som den samvittighedsfulde og pligtopfyldende Embedsmand, der altid havde haft en udstrakt Haand til Befolkningen, og som den kærlige Familiefader, der havde bragt Lys og Liv over sit Hjem. Taleren sluttede med Bøn.

Ledsaget af Følget bares derefter Kisten ud til Graven.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 28. januar 1908).

Dødsannonce fra Nationaltidende 23. januar 1908.

Forældrene var kammerråd og assistenshusforvalter Christen Hansen og Catharina Marie Hencke. Gustav Theodor Hansen var cand.jur., byfoged og -skriver i Mariager, Herredsfoged og -skriver i Onsild og Gerlev Herreder og i Kolding Herred in Mariager. Han døde 20. januar 1908 under et kurophold i Oslo, Norge, 61 år gammel. Mariager Byråd sendte en krans til båren.

Gustav Theodor Hansen og Agnes Frederikke Christiane Mogensen (1855-1915) havde en datter, Margrethe Agnes Hansen (1880-1933) som var Paul Vilhelm Peter Bergsøes (1872-1963) første kone (fra 1901). Derudover datteren Catharina "Ina" Louise Hansen (1882-1966).