13 juni 2024

Robert Willy Levy Wahlgreen Vigholt (1899-1944). (Efterskrift til Politivennen)

Læge Robert Willy Levy Wahlgreen Vigholt, født 8.4.1899 i København, død 6.1.1944 i Slagelse. Medicinsk embedseksamen 1924. Hospitalsuddannelse. 1929 embedslægeeksamen. Samme år praktiserende læge i Slagelse.

Medlem af den lokale konservative vælgerforenings bestyrelse. Udpræget nationalt indstillet, hvilket han ikke lagde skjul på i forholdet til den tyske besættelsesmagt. Efter likvideringen af en stikker i Slagelse udvalgtes læge Vigholt som offer for et gengældelsesdrab, der udførtes af medlemmer af Schalburgkorpset.

Vigholts gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling 7, rk. 12, nr. 27. Foto Erik Nicolaisen Høy.



Georg Wägelein 1901-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Georg Wägelein. Født 26. december 1901 i Esstingen/Neck, dræbt 13. januar 1944 i København). Kriminalobersekretär hos det tyske sikkerhedspoliti. Han blev oprindelig begravet på Bispebjerg Kirkegård. Nu Vestre Kirkegård tyske grave B/625-626. 

Fra Kl. 15,28 til 16,50 har det tyske Politi foretaget Husundersøgelse i Ejendommen Aabenraa 10. Der blev skudt livligt baade fra Ejendommen og af Tyskerne. 3 antagelig tilfældige Personer blev saaret og kørt til Hospitalet. En tysk Kriminalassistent blev dræbt og en tysk Politimand saaret. Der blev anholdt 5 Personer - formentlig Sabotører. Tysk Politi havde afspærret i Kvarteret, og dansk Politi var til Stede i tilbørlig Afstand. Georg Wägelein var kriminaloversekretær ved det tyske sikkerhedspoliti i København. Han døde på lazaret den 13. januar 1944, da Gestapo kom i ildkamp med modstandsbevægelsen i den københavnske gade Aabenraa. 

(Politiets daglige beretninger: 13. januar 1944)

I den københavnske Gade Aabenraa kom det i Gaar til en langvarig Ildkamp mellem tysk Politi og unge Danskere. En tysk Kriminalassistent dræbtes paa Stedet, en Gestapomand saaredes. Fire Danskere blev ligeledes saaret. Saa vidt man har kunnet rekonstruere Begivenhederne, begyndte det med, at en tysk Bil kørte op foran en Ejendom i Aabenraa ved 15-Tiden. Fra Bilen aabnede Gestapomænd Ild mod en Mand paa Fortovet. Han besvarede Ilden og dræbte Kriminalassistenten, Derefter flygtede han, skønt saaret i Maven. Da Tyskerne skød efter ham, saarede de en forbipasserende Konditor i Benet. Flygtningen undslap gennem en Kaffebar. Da Tyskerne derefter trængte ind i Huset, aabnedes der Ild imod dem. Mens Kampen, der af og til blussede op, stod paa, spærrede dansk Politi Gaden af. Mændene i Huset, saavidt vides fem, overgav sig, da de ikke havde mere Ammunition. Det formodes at være Sabotører. Store Tilskuerskarer overværede i nogen Afstand Kampen. De to andre danske Saarede er tilfældigt forbipasserende.

(Information 14. januar 1944)

Georg Wägelein er begravet på Vestre Kirkegårds tyske afdeling B/625-626.En Oberwachtmeister der Polizei Erich Gessert står anført på samme sten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

12 juni 2024

Heinrich Karl August Prasuhn (1908-1943). (Efterskrift til Politivennen).

Heinrich Karl August Prasuhn. Kriminaloberassistent u. SS-St.Hauptscharführer. b.d. Sipo u. SD Kopenhagen (from Staatspolizeileitstelle Hamburg). Født 28. april 1908 Fischbek/Hamburg. Gift med Lisa Margarethe Prasuhn, født Meier. Dræbt 13 december 1943 i København. Oprindelig begravet på Bispebjerg Kirkegård. I dag Vestre Kirkegård B/623-624.

At Werner Best var med til hans begravelse, fremgår af "Dr. Werner Best Kalendernotater 1943-1944." Bind 2 (Slægtsbiblioteket) fremgår ovenstående notits: Heinrich Prahsuhn aus Grunburg auf dem Bispebjerg Friedhof. Herefter gik turen til Dagmarhus.

Claus Christian Heilesen, Modstandsmand (1925-1943). (Efterskrift til Politivennen).

Jordefærden fandt sted onsdag eftermiddag.
Højesteretssagfører C. C. Heilesens jordefærd fandt sted onsdag på Vestre Kirkegård. Højtideligheden foregik i stilhed men en ret betydelig skare af den afdødes venner havde dog givet møde for at sige Heilesen det sidste farvel.

Den radikale rigsdagsgruppe har torsdag ladet henlægge en smuk krans på Heilesens grav.

(Sydvestjylland (Esbjerg), 12. november 1943).


Heilesen er en af de 44 på Vestre Kirkegård som har en medaljon for Faldet i Danmarks Frihedskamp 1940-45.

Claus Christian Heilesen (1925-1943) var tilknyttet flygtningetjenesten. Samme år som han blev student, var han 9. oktober 1943 på vej til Sverige med en transport af jøder fra Tårbæk Havn, men blev opdaget af tysk politi og blev dræbt.

Heilesen ventede sammen med en del jøder på Taarbæk Havn på at blive overført til Sverige, da nogle gestapofolk og danskerne Otto Brenner og Paul Henning dukkede op. De råbte "Halt", og da man ikke reagerede hurtigt nok, faldt de dræbende skud. Henning blev efterfølgende to gange forsøgt likvideret af modstandsbevægelsen. Han søgte til Frøslevlejrens "Stikkergade", beskyttelsesarrest. Begge havde stærkt antijødiske holdninger og aktiviteter.

Den ene gestapo var Fritz Renner (se andetsteds på denne blog). Han døde under bombardementet af Shell-huset i marts 1945. Om det var ham eller Paul Henning der dræbte Heilesen, er ikke fastslået. 

Claus Heilesen, angivet midterst på gravstenen på Vestre Kirkegård i København.

Stiftsprovst Ussing (1855-1943). (Efterskrift til Politivennen)

Biskoppens Farvel til Kirkesagens Forkæmper, 

Smuk begravelseshøjtidelighed i Ussings gamle sognekirke

Mens klokkerne ringede fra Det københavnske Kirkefonds 37 kirker, blev stiftsprovst Henry Ussings båre i går ført fra hans gamle sognekirke, Jesuskirken i Valby, til Vestre Kirkegård efter en meget smuk højtidelighed, hvorunder den danske kirkes primas, biskop, dr. theol. Dan Fuglsang Damgaard i sin tale bevæget havde taget afsked med den københavnske kirkesags store gamle mand. Jesuskirken hvis første sognepræst Henry Ussing blev, efter at brygger Jacobsen havde skænket kirken i 1891, var fyldt til sidste plads allerede længe inden højtideligheden skulle begynde. oppe i koret sad en meget stor repræsentation af den københavnske gejstlighed, og foran det stod den hvide kiste, næsten skjult af blomster i efterårets brogede farver. Ned langs midtergangen lå et væld af signerede kranse. Side om side med små beskedne buketter, som Henry Ussings gamle sognebørn stille lagde, da de kom ind i kirken.

De mange kranse

Øverst oppe ved kisten lå en stor laurbærkrans fra kongen, og derefter fulgte signerede kranse fra Det københavnske Kirkefond, kirkeministeriet, Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark, Kirkelig Forening for Indre Mission i København, Dansk Bibelskole. Det danske Bibelselskab, Carlsberg Bryggerierne, Det danske Missionsselskab, Det danske Missionsforbund, Jesuskirkens Menighedsråd, Den danske Diakonissestiftelse, Ungdommens Kirke, Missionskurstedet Nyborg Strand, Kirkesagens Venner, Foreningen til Opførelse af smaa Kirker, Frelsens Hærs Hovedkvarter, St. Lukas Stiftelsen, Apostelkirkens Menighed. Evangelisk Alliance, Menighedskonventet i København af 1888, Carl Allers Etablissement, Dansk Pathan Mission, Kirkeligt Forbund og Baptistmenigheden l København.

Det store Følge

Blandt de mange præster i følget bemærkede man de tre sognepræster, der siden Ussing har været ved Jesuskirken, nemlig biskop Oldenburg, stiftsprovst, dr. theol. Paul Brodersen og pastor Glahn, der i dag er kirkens sognepræst, endvidere så man universitetets rektor, professor, dr. theol. Nørregaard, professor J. Oskar Andersen, professor, dr. theol. Flemming Hvidberg, kirkeminister Holbøll, generalmajor Ramm, professor, dr. theol. Torm, professor H. Paludan, pastor Nicolet fra den fransk-reformerte Kirke. Pastor Kr. Jensen, der for fjorten dage siden afløste Ussing som formand for Det Københavnske Kirkefonds Repræsentantskab, formanden for Kirkefondets bestyrelse, kontorchef Carl Rasmussen, fondets tidligere generalsekretær, pastor H. P. Honoré, den nuværende generalsekretær, pastor Erik Jensen, overlæge Johannessen fra Diakonissestiftelsen, forstanderinde for Diakonissestiftelsen, søster Kirstine Bardenflet, formanden for Københavns Indre MIssion, pastor Charles Nielsen, dr. theol L. J. Koch, Diakonissestiftelsen, højesteretssagfører Bülow, kontorchef Sivertsen, Magistraten, retspræsident Hvidt, fhv. domprovst Skovgaard-Petersen og landssekretæren for Indre MIssion i Danmark, J. Sørensen.

"Den uforfærdede Stridsmand"

Under salmen "At sige Verden ret Farvel", trådte biskop Fuglsang Damgaard fra det blomstersmykkede alter, hvorover en række levende lys strålede, hen foran kisten. Biskoppen udtalte blandt andet:

-Vi, der har set den gamle stiftsprovst med det snehvide hår derude i "Sarepta"s stille stuer - vi, der har set ind i hans gode, klare og kærlige øjne - vi mindes den gamle Simeon der tog Jesusbarnet i sine arme og sagde: "Herre, nu lade du din tjener fare i fred", men vi ser også for os billedet af den uforfærdede stridsmand mod tidens vantro. Vi der bevarer mindet om ham som vor elskede præst, til hvem vi så op med ubegrænset tillid, vi tyr til hebræerbrevets ord, når vi tænker på, hvad vi oplevede under hans prædikestol: "Guds ord er kraftigere og skarpere end noget tveægget sværd". Vi der har fået den uforglemmelige og skelsættende oplevelse at se Ussing som den kyndige sjælesørger, vi hører frelseren tale til os: "Kommer til mig, alle I, der lider møje, jeg vil give eder hvile".

En høvdinge-skikkelse i dansk kirke

Med et forklaret blik, fortsatte biskoppen, og med hænderne opløftet i tilbedelse stod han foran forhænget. Han så den store hvide flok. Han så den hvide rytter komme sprængende. Stiftsprovst Ussing var altid i virksomhed, aldrig træt, altid fuld af smittende glæde, aldrig stillestående, altid rede til nye tjenester for Gud og mennesker. Han var udrustet med nådegaver som få. Han var klarttænkende, i en sjælden grad kyndig i alle kirkens spørgsmål, han var den sande fædrelandsven, fra sit hjem havde han den dybe kultur - alt dette gjorde ham til en høvdingeskikkelse i den danske kirke. Livets strøm flød fra hans forkyndelse herude i Jesuskirken og i vort lands hovedkirke, Vor Frue Kirke. Tusinder har gennem årene oplevet sandheden i hans forkyndelse.

En rig og velsignet arbejdsdag er til ende

Stiftsprovst Ussing havde åndens klarhed og troens vovemod til at sætte ind på de rigtige steder og afgørende punkter. Han ville slå bro mellem kirken og de små i samfundet, og han blev den københavnske kirkes leder, men hans blik gik videre ud over vor kirkes grænse, så han kunne række broderhånd til andre kirker.

En rig og velsignet arbejdsdag er nu til ende, men vi kan ikke tage afsked med dette livsværk uden at takke det menneske, hvem det næst Gud skyldtes, at værket lykkedes: Det er stiftsprovst Ussings hustru. Jeg har ikke selv haft den glæde at kende hende, men jeg har læst, hvad han sagde da hendes kiste for tyve år siden stod, hvor hans står i dag. 

“Som sol går ned bag

Biskoppen vendte sig nu mod stiftsprovst Ussings søn:

- Kære professor Ussing. Mange har elsket Deres Fader. For mig var han som en kærlig fader. Større end sorgen og savnet er dog takken for alt, hvad Gud gav os gennem Deres fader.

Stille lukkede den gamle stiftsprovst sine øjne i døden

"Som sol går ned bag lunden
I havet lyseblåt,
mens fugle kvidrer småt
så går den sjæl til hvile,
som føler i sit ord
hos os vor herre bor."

Efter at følget havde sunget "Den signede dag med fryd vi ser", bragte biskoppen Københavns Kirkefonds sidste hilsen til dens stifter, og til tonerne af "Jesus, hvor du bange stred" blev kisten båret ud af kirken af otte præster.

Selve begravelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, hvortil alle præsterne og så godt som hele følget fulgte med. Jordpåkastelsen blev forrettet af biskoppen, og til slut sang man "Jesu dyrebare navn".

(Nationaltidende, 4. november 1943).

Henry Braem Ussings gravsted på Vestre Kirkegård. Det ligger i det nordvestlige hjørne i striben ud mod Vigerslev Alle, lige når man kommer op fra terrasserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.