14 juni 2024

Dr. Juris Popp-Madsen 1944. (Efterskrift il Politivennen)

 

Annonce fra Fædrelandet (København), 9. juni 1944 hvor Popp-Madsen optræder so foredragsholder, med tilmeldelse til Schalburg-Korpset.

Fremtrædende dansk jurist har ordet

Jeg håber at folket vil vende sig fra de falske profeteer.

I dag er det en anset dansk jurist der besvarer dagens spørgsmål: Er De krigstræt. Det er ekspeditionssekretær i Justitsministeriet, dr. jur. C. Popp-Madsen, som siger: 

Det er et af de lidt kedelige spørgsmål, som man ikke kan besvare med et ja eller nej, uden at svaret bliver misvisende, og det er ydermere et spørgsmål som man jo dårligt nok har lov til at svare på, når man hører hjemme i et land, der alle vore bevægede tider til trods dog ikke direkte har taget del i det store opgør. 

Naturligvis længes jeg efter, at besættelsen af de forskellige dele af vort rige må høre op, fortsætter dr. jur Popp-Madsen; naturligvis græmmer jeg mig over tabene af de uerstattelige kulturværdier, og hvorfor nægte det, naturligvis savner man nu og da de små materielle goder, som krigssituationen har berøvet os. Men at dette skulle betyde, at jeg i dag ønsker klagens ophør for enhver pris, er der fornuftigvis ingen tale om

Jeg har aldrig gjort nogen hemmelighed af, at jeg med hensyn til vort lands fremtid ønsker et kommende Europa med endrægtigt samvirkende stater, der med bibeholdelse af deres nationale, folkelige selvstændighed er rede til i forening at arbejde for det fælles tarv. således som tanken har været ført frem fra tysk side.

Dr. jur. Popp-Madsen

Og jeg kan ikke tænke mig, at kampen for at realisere dette ideal skulle opgives 5 minutter før 12, eller at de ofre, som også tusinder at unge danske landsmænd har bragt for at virkeliggøre den tro, der også var deres, skulle have været forgæves.

- Hvad venter De Dem af tiden efter freden?

- Ja, det ligger vel egentlig allerede i det jeg netop har sagt. Jeg ønsker en fremtid, hvor udadtil vort land får lov til at leve en værdig selvstændig tilværelse i frugtbart samarbejde med beslægtede folk, og jeg ønsker, at et rigt udbytte af dette samarbejde må muliggøres derved, at man også indadtil tager de skridt, som er nødvendige Jeg håber aldrig at vende tilbage til en politisk ordning, der førte og måtte føre til de nationale katastrofer den 9. april og den 29. august. Jeg håber aldrig økonomisk at vi skal vende tilbage i et udbytningens og usikkerhedens samfund som det, vi har kendt, hvor landets bærende erhverv rystes af voldsomme kriser, og hvor danske arbejdere lider under arbejdsløshedens og hele den økonomiske utrygheds svøbe.

Jeg tror på, siger ekspeditionssekretæren videre, at det skal lykkes at opbygge et samfund på et sandt folkestyre, hvor ledelsen er i hænderne på mænd der har evne og karakter til at røgte deres kald med deres folk og for deres folk, hvor bonden sidder trygt som herre på sin egen gård, og hvor arbejderen ikke behøver at frygte hvad morgendagen vil bringe, fordi ordnede produktionsforhold ikke blot sikrer beskæftigelse til enhver, der kan og vil tage fat, men gør det muligt for enhver dansk at nå de goder her i livet, som gør dette værd at leve

Dr. Popp-Madsen slutter med at sige: Jeg håber først og fremmest, at det må lykkes en skønne dag at rive bindet fra øjnene på vort vildførte folk, så det med foragt forlader de falske profeter og igen finder ind til sig selv

(Fædrelandet, 23. august 1944).

Otto Neubauer 1909-1944. (Efterskrift til Politivennen).

På Vestre Kirkegård i afdelingen for tyske grave fra 2. verdenskrig optræder Hauptwachtmeister der Polizei Otto Neubauer. Født 3. juni 1909,  død 28. august 1944. Hauptwachtmeister var en grad indenfor politiet. Den var jævnstillet med Oberscharführer i SA.

Der er muligvis tale om den Otto Neubauer som var med til at planlægge og bygge adskillige koncentrationslejre i Polen. Han er bl.a. omtalt i Stuart B. T. Emmett: "Strafvollzugslager der SS und Polizei". (Se Google Books). I en note står der: Slave labourers from Matzkau returned to Stutthof to labor for the Leiter des SS-Bauleiting in Stutthoff Oscha. Otto Neubauer, (later replaced by Osca. Leo Spark). These prisoners were supervised the SS guards Paul Lütz and Joseph Leising. Stuart B. T. Emmett: Straffvollzugslager Der SS- und Polizei.

Den i noten nævnte titel Oscha (Oberscharführer) var den næstøverste grad i SS. SS-Untersturmführer Otto Neubauer ledede en gruppe fanger der skulle udbygge lejren i Potulitz fra 1. december 1941. 4. februar 1942 omtaltes Otto Neubauer: "Pohl legte diesen Plan einem Schreiben an Himmler vom 4. Februar 1942 bei. In der Folge sollte sich das Amt W. die Holding Deutsche Wirtschaftsbetriebe (DWB), auf dem Lagergelände mit dem Aufbau einer "Zentralbauleiterung der Waffen-SS und Polizei" unter der Leitung des damaligen Bauleiters SS-Untersturmführers Otto Neubauer befassen. Für den Erwerb oder die Pacht der Siegelei und des landwirtschaftichen Betriebes wurden die Leiter der zuständigen Abteilungen der DWB verplichtet. (Die nationalsozialistischen Konzentrationslager, bind 1, s. 302. Otto Neubauer var i Stutthof indtil oktober 1942. I april 1943 blev han udnævnt til Obersturmführer. Han var i det civile tømmermester og byggeleder.

Potulice var en koncentrationslejr i Polen ved Naklo. Indtil 1941 en underafdeling af Stutthof. I januar blev den uafhængig. Omkring 25.000 fanger havde været i den indtil slutningen af 1944. Den blev kendt for at være et sted for kidnappede polske børn undergik nazi-eksperimenter med tvungen germanisering. Børnene undergik nogle test som skulle vise om de var egnede til at blive sendt til tyske familier for at blive "germaniseret". De måtte udføre slavearbejde. I løbet af krigen øgedes brutaliteten i lejren. 

Otto Neubauer planlagde 1944 koncentrationslejren Sophienwalde (Dzemiany), et projekt "Polygon" som skulle være en område kun for tyskere, et træningsområde for SS og Wehrmacht. Det åbnede efter ordre fra kommandanten i Stutthof 24. august 1944. Sophienwalde hed før tyskernes besættelse af Polen Dziemiany, og efter besættelsen skete deportationer og lukninger af polske skoler og insitutioner. Efter Operation Barbarossa byggede tyskerne Truppenübungsplatz Westpreussen til træning af SS og Waffen SS. Over 2.000 tvangsarbejdere (kvinder og mænd) udførte arbejdet. I korrespondance blev den omtalt som Truppenübungsplatz Bruss i Sophienwalde. Fangerne blev indkvarteret i 30 træbarakker med 10-15 i hver. De sov på gulvet med et tyndt lag halm. Den første chef blev SS-Oberscharführer Willy Schulz. Lejren blev evakueret 10. februar 1945. De 86 efterladte fanger blev skudt og brændt. Stutthof blev evakueret 1945 - dødsmarcherne, men først befriet 9. maj 1945. 347 fanger fra lejren marcherede 83 km og forenet med Stutthof fanger som også havde været ude på dødsmarcher. 10. marts blev området befriet af russerne.

Kilderne melder imidlertid ikke mere om Otto Neubauer. Hvis det er ham, passer det med at han er ankommet til Danmark efter at have planlagt Sophienwalde og død her 28. august 1944. At han må have forladt Stutthof med underlejre understøttes af at de i alt 4 retsopgør som blev afholdt efter krigen, er han ikke omtalt. Så enten er han undsluppet - eller være død som angivet på Vestre Kirkegård. 

Hauptwachtmeister der Polizei Otto Neubauer. Hauptwachtmeister var den næstøverste rang. Han deler mindestenen med matrosen Hans Hellwig. Dennes dødsdato 19. september 1944 kunne pege på at han var en af de tyske marinesoldater som blev dræbt ved Amalienborg af dansk politi. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Paul Gustav Sparka 1893-1944. (Efterskrift til Politivennen)

Paul Gustav Sparka. Født 23 januar 1893 i Sparken, Johannisburg/Østpreussen. Var i infanteriregiment 372 i 1. verdenskrig 1914-18, såret oktober 1915, juli 1917, og i infanteriregiment 147 i 1918 såret. Gift med Anna Sparka, født Karkoska. Hilfszollbetriebsassistent Landwirt Bezirkskommissär Helsingør, Zoll Vedbæk. Skudt i brystet 4. august 1944 i Vedbæk. Gefreiter. Begravet på Vestre Kirkegård tyske afdeling A/295-296.

... Lidt senere passerede en ukendt Bil Vedbæk Havn. En tysk Befalingsmand og en Vagtmand stoppede den og blev skudt af en maskinpistolbevæbnet Mand i Bilen. Den ene dræbtes, den anden saaredes haardt. 

(Information nr. 242, 5. august 1944).


Mordet paa den tyske Toldbetjent i Vedbæk

Gennem Ritzaus Bureau meddeles:

Som allerede meddelt, blev en Betjent ved det tyske Grænsekontrolsted i Vedbæk for nogle Dage siden myrdet af Banditter. Disse kom i en Automobil kørende hen imod to tyske Toldbetjente, der var ude paa forskriftsmæssig Patrulje. En af dem raabte Toldbetjentene an og bad dem kommen hen til dem, men næppe havde de to Toldbetjente nærmet sig Bilen, før en af Banditterne løftede sin Pistol og skød dem ned, uden at der forelaa nogen Anledning dertil. Den 32-aarige Paul Sparka blev dræbt. Hans Kammerat blev alvorligt saaret. Gerningsmændene undkom i Bilen.

Den myrdede Sparka, der i nogen Tid har gjort Tjeneste i Danmark, efterlader sig Enke og otte Børn, som ved det lumske Mord er blevet berøvet deres Forsørger.

(Ribe Stiftstidende 12. august 1944).

Aktionen er i Peter Birkelund: "Sabotør i Holger Danske" (2015) omtalt således:

4. august 1944. Nedskydning af to tyske soldater (Poul Sparka og Vilhelm Stahl), Vedbæk Havn - våbenaktion. HD III. Afd. Knud/Gustav. 

HD III hentyder til at det var 3. "generation" af Holger Danske der blev optrævlet af tyskerne ad flere omgange. HD III blev organiseret fra juni 1944 med det formål at forberede slutkampen med tyskerne. Aktionen var en ud af Holger Danskes omkring 430 større og mindre aktioner. 

Paul Sparka er begravet på Vestre Kirkegårds tyske krigsgrave. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Robert Süstmann Ment (1902-1944). (Efterskrift til Politivennen)

Hovedmanden i kaffe-sagen: Stifter af politifaggruppen.

Undersøgelsen sluttede i går.

STATSADVOKAT Schlegel sluttede i går undersøgelsen i kaffe-affæren indenfor det københavnske politi. Der er ikke fremkommet væsentligt nyt ud over, hvad offentligheden allerede har hørt om. Antallet af implicerede er dog steget til 16-17, men enkelte erklærer, at de kun har købt kaffe gennem de to hovedmænd for rationeringen. Det er ikke lykkedes at få fastslået hvem det er, der har brugt en af de store, lukkede vogne til kaffeafhentning hos Linnet, men derudover skulle sagen være opklaret til bunds.

Først i denne uge vil der ved et møde mellem de højere Myndigheder blive truffet afgørelse om retssag eller disciplinærsag.

Nu, undersøgelsen er afsluttet, er der imidlertid ingen grund til, at hele politikorpset fortsat skal gå rundt med "mistanken" hvilende på sig. Det bør allerede nu siges, hvem hovedmanden er - altså hvem det er, som har købt mellem 500 og 1000 halvpundsdåser kaffe. I sammenligning med hans meriter blegner det øvrige ganske.

Det drejer sig om en politibetjent Robert Sustmann Ment, der indenfor korpset særlig er kendt som en af dem, der stiftede den clausenske faggruppe. Det er ikke normalt at bringe folks politiske overbevisning i forbindelse med deres private gerninger, men i tilfælde, hvor det drejer sig om folk, som vil forandre alt bestående, og selv bringe noget bedre, må man stille særlige krav til deres vandel. Det har vakt megen opmærksomhed indenfor korpset, at også hovedmanden i kaffesagen ligesom den politibetjent, der forleden dømtes for spiritustyveri, er fra "faggruppen", eftersom den kun tæller sytten mand!

Hele politistyrken længes efter at få den ubehagelige sag likvideret. menneskene husker jo nu engang længere de ubehagelige ting, der er at sige om andre, end de gode gerninger, og selv om et par betjentes strafværdige optræden er småting, sammenlignet med det dygtige arbejde, hundreder af betjente udfører hver dag, vejer det tungt i den vægtsskål som hedder den offentlige mening.

Out.

(Nationaltidende 30. marts 1941).

Robert Anders Peter Sustmann Ment, født i København 26. februar 1902. I forsvaret 1923-28, korporal. Herefter politimand. Medlem af DNSAP 24. oktober 1940. Meldte sig til Frikorps Danmark 29. Juni 1941. Han boede da på Jagtvej 87. Overført til Frikorpset til Langenhorn Kaserne i Hamburg. 20. august 1941 udnævnt til Unterscharführer (sergent), i en del af 4. kompagni (Frikorpset havde 4 kompagnier foruden et 5. kompagni, som senere blev Ersatz kompagniet). Deltog på Østfronten i Demjansk (Rusland) fra 8.Maj 1942, og i Welikie Luki/Newel i vinteren 1942/43. 9. november 1943 fratrådt Regiment Danmark (Frikorpset).

Herefter en del af det tyske SD (Sicherheistdienst), tolk på Dagmarhus og Shellhuset, deltog i arrestationer og mishandlinger af fanger. Fx når fangen havde håndjern på, smed han nogle mønter på gulvet og beordrede fangen til at samle disse op. Når fangen dukkede sig ned efter mønterne, sparkede Süstmann Ment ham bagi, så de røg ind i væggen. Andre tilfælde han brugte imod fanger var at holde en tændstik lige under en fanges næse. I starten af 1944, kendte BOPA ham, april 1944 var han på modstandsbevægelsens illegale blad ’De frie Danske’ her blev der bragt en stikker liste, med overskriften ’ Danske stikkere på Dagmarhus der heller ikke overlever freden’. 

Blandt de torterede var bl.a. modstandsfolk herunder Holger Danske medlemmet Preben Hagelin, som blev anholdt af Süstmann Ment og Ib Birkedal Hansen (henrettet efter krigen). 

Det lykkedes medlemmer fra BOPA at likvidere ham 7. august 1944. Han var på vej fra sin bopæl på Jagtvej 87 til Shellhuset, og blev forfulgt af BOPA medlem Søren Levinsen, Süstmann Ment var klar over der var noget galt, han vendte sig om og kiggede søgende efter hver 10 skridt, den ene hånd havde han hele tiden i sin jakke, som man må formodes at have holdt en pistol. På Nørrebrogade tog han Linje 16 Sporvognen, inden vognen kørte, nåede tre fra BOPA at hoppe på vognen. Udenfor Bulgros Cafe i Ravnsborggade stoppede sporvognen, og 20.25 skød BOPA mand Søren Levinsen ham i hovedet. Han var død med det samme. Søren Levinsen og to andre fra BOPA hoppede af vognen og forsvandt.

En officiel tysk meddelelse i danske aviser den 9. august meddelte at medlem af det tyske sikkerhedspoliti Süstmann-Ment var blevet likvideret på linje 16, Nørrebrogade. Danske aviser skrev fx.


Ofret for et snigmord begravet.

Gennem Ritzaus Bureau meddeles:

Den i ugens begyndelse ved et fejt mord dræbte Sustmann-Ment blev i går bisat med militære æresbevisninger og under stor deltagelse fra kammerater, venner og foresatte.

Sustmann-Ment der kun blev 42 år gammel, trådte som unge mand ind i det danske politi hvor han i løbet af sin femtenårige tjenestetid erhvervede sig mange venner. Han deltog som frivillig i kampen mod bolsjevismen og udviste her personligt mod og gode soldateregenskaber. Efter tre års tjeneste i Waffen SS vendte han tilbage til Danmark og var ved sin død ansat i det tyske politi.

(Ribe Stifts-Tidende, 12. august 1944).

Süstmann-Ments mindesten på Vestre Kirkegård. Samme sted som de tyske krigergrave. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Efterfølgende likviderede en terrorgruppe ledet af den berygtede Birkedal 11 medlemmer af Holger Danske og BOPA 9. august 1944 ved landsbyen Rorup mellem Roskilde og Ringsted. Det rygtedes hurtigt, og den 15. august 1944 meddelte Pancke (SS- og politifører) at 11 fanger havde forsøgt at løsrive sig fra en fangetransport og efterfølgende var blevet myrdet lidt udenfor Roskilde.

Ifølge nedenstående officielle meddelelse var de på vej til Frøslevlejren i Sønderjylland. De blev beordret ned af lastbilen og skudt, kamoufleret som et flugtforsøg. Nogle af de 11's sager blev efterforsket af Sustmann Ment inden han blev likvideret.

Drabsmændene var tre danskere: Birkedal, Arvid Waltenstrøm og Walter Carl Rasmussen, samt nogle tyskere: Bunke (en overordnet Gestapomand), Tony Thomer, Falkenberg, Käsemodel, Buck og Lautenburg. Waltenstrøm udgav sig for at være fange, og det var ham der skulle fingere et flugtforsøg. Drabene var stærkt medvirkende til den efterfølgende folkestrejke. Mordet på de 11 medførte at Frihedsrådet udsendte en opfordring til en 24 timers strejke for at mindes de myrdede og vise undertrykkerne harme og foragt.


Mytteri i en fangetransport.

Pressekontoret hos den højere SS og politifører i Danmark meddeler:

Den 9. august 1944 skulle et antal personer der var arresteret på grund af voldsforbrydelser, efter afslutning af den politimæssige undersøgelse transporteres fra København (Vestre Fængsel) til en koncentrationslejr i Tyskland. Det drejede sig om følgende:

Jens Jacob Wolf Martens, født den 2.1.1920 i København.
Aksel Jensen, født den 13. 2. 1919 i Fredericia.
Gunnar Mogens Dahl, født den 7.5.1917 i Nykøbing F.
Viktor Bering Mehl, født den 6.2.1911 i Raarup.
Erik Nyemann, født den 6.4.1922 i Østermarie,
Karl Helmuth Preben Berg Sørensen, født den 5.12.1917 i Hillerød.
Knud Erik Henning Gyldholm, født den 9.7.1914 i København.
Peer Sonne, født den 10.4.1921 i Farsø.
Kaj Holger Schiøth, født den 12.3.1921 i København.
Preben Hagelin, født den 15.11.1922 i København.
Edvard Frederik Sommer, født den 12.12.1922 i Lyngby.

Martens var en terrorist der den 9.9.1943 havde skudt den tyske politifunktionær Hans Smok.
Aksel Jensen havde den 2.5.1944 spillet en ledende rolle ved sabotagen på transformatoren i Frihavnen og derunder såret den danske overbetjent Julius Peter Jacobsen.
Gunnar Mogens Dahl var meddelagtig i mordet på den tyske løjtnant Schippmann den 26.12.1943.

De øvrige fanger har tilstået at have begået sabotagehandlinger, Viktor Bering Mehl alene 20 forbrydelser af denne art som leder af en sabotage gruppe.

Transporten foregik i en lastbil. På landevejen kort efter Roskilde forsøgte fangerne med magt at befri sig. Det ledsagende mandskab måtte bruge skydevåben, og derved blev fangerne skudt, dels mens de ydede modstand, dels under flugt.

(Aftenbladet (København), 15. august 1944).

Robert Süstmann Ment blev begravet på på Vestre Kirkegård. Stenen er opsat i den tyske afdeling (A/266-265). Süstmann Ment var gift med Ella Johanne Sofie Süstmann Ment, parret havde ingen børn. Hun arbejdede som telefondame på telefoncentralen. Modstandsfolk mente hun fungerede som stikker for tyskerne, da hun aflyttede telefon samtaler. Den 16. december 1944 blev hun likvideret. Modstandsgruppe ’Lange’ havde siden klokken 06.00 lagt og observeret bopælen(Jagtvej 87), hos en portner på en skole overfor. En lirekasse i nærheden spillede uafbrudt ’ Julen har bragt velsignet bud’. Klokken 11.00 viste Ella Süstmann Ment sig, sammen med sine to hunde som hun skulle lufte. Ved en legeplads gik Poul fra gruppe ’Lange’ frem og skød Ella Süstmann Ment i nakken, hovedet blev knust.

Var mordet på "de 11" hævn for Sustmann-Ment?

Mystikken om en af Gestapos værste voldshandlinger i Danmark ved at hæves.

BLANDT de mange voldshandlinger, som Gestapo forøvede i Danmark under besættelsen, var "Mordet på de 11 i Shellhusets kælder" sikkert en af dem, der gjorde det dybeste indtryk - både fordi det kostede så mange menneskeliv, og fordi det var så skændigt.

Mest af alt vakte det måske harme, fordi "den højere SS og Politifører" Pancke frækt meddelte gennem bladene, at de 11 unge mænd var blevet skudt på grund af mytteriforsøg.

Man var hurtigt klar over, at dette ikke var sandt; men alligevel har voldsdåden lige siden været omgivet af megen mystik, som naturligvis piner de efterladte. Nu ser det imidlertid ud til, at denne er ved at hæves.

Forskellige oplysninger, som er kommet frem, understøtter den formodning, at "de 11" simpelthen er blevet myrdet som hævn for likvideringen af den berygtede gestapomand, Sustman Ment. Dette må naturligvis give anledning til skærpede afhøringer af alle de gestapomænd, som arbejdede i Kriminalrat Bunckes afdeling, under hvilken "sagen" hører.

"Mytteri i en fangetransport"

"I en fangetransport" den 9. august i fjor meddeltes det i bladene, at fem ikke navngivne medlemmer af den tyske værnemagt og det tyske politi var blevet "snigmyrdede" i København. Det sidste af de opregnede tilfælde dateredes til den 7. august; og det er likvideringen af Sustmann-Ment, der her tales om. Han blev om aftenen skudt ned i en linje 16, mens vognen kørte ad Nørrebrogade. Først den 15. fremkom så meddelelsen om et "mytteri i en Fangetransport", hvorved følgende 11 danske, politiske fanger var blevet dræbt: Jens Martens, Aksel Jensen, Gunnar Dahl, Viktor Mehl, Erik Nyemann, Preben Berg-Sørensen, Knud Gyldholm, Peer Sonne, Kai Schiøth, Preben Hagelin og Edvard Sommer. Det blev angivet, at "mytteriet" havde fundet sted på landevejen kort efter Roskilde den 9. august, da de omtalte fanger var på vej fra Vestre Fængsel til en tysk koncentrationslejr.

Myrdede i bilen?

Det blev i de Illegale blade straks skrevet, at det 11-dobbelte mord havde fundet sted i Shellhusets kælder, og nogle vidneudsagn tydede også i den retning, ligesom det kunne fastslås, at ingen politimand eller privatperson den pågældende aften havde hørt hørt skyderi i nærheden af Roskilde.

Et andet vidneudsagn, som den, der skriver disse linjer, personlig har indhentet under påtvunget samvær i Vestre Fængsel med en Gestapo-chauffør, Orla Christiansen, tyder dog på, at de 11 i hvert fald er blevet myrdede, mens de sad i en fangetransportbil.

Fængselsbetjent Kaj Hansen, Vestre Fængsels illegale postmester som er med til at løfte sløret fra mordet på de 11 danske patrioter.

(Nationaltidende, 22. juni 1945).


Gestapo provokerede til flugt og skød 11 patrioter.

Grufuldt blodbad på landevej ved Roskilde sidste sommer.

København (Privat).

Det er nu lykkedes kriminalpolitiet i København i snævert samarbejde med allierede myndigheder at opklare de 11 mord på danske patrioter som blev begået af tyskerne i sommeren 1944 som repressalier for likvideringen af den berygtede fhv. politibetjent Sustmann Ment.

Mens man hidtil har ment at de 11 patrioter blev myrdet i Shell-huset, er det nu gennem afhøring af en af brødrene Birkedal-Hansen fastslået at mordene er foregået under et provokeret flugtforsøg i nærheden af Roskilde.

Det var den berygtede Ib Birkedal-Hansen som arrangerede det hele. Ind blandt de 11 patrioter smuglede han ved borttransporten fra Vestre Fængsel en af tyskernes provokatører som arrangerede flugtforsøget under en natlig køretur, som officielt havde en tysk koncentrationslejr til mål, men i virkeligheden kun havde det formål at muliggøre nedskydningerne.

Ib Birkedal-Hansen menes at opholde sig på falske papirer i den amerikanske zone i Tyskland.

(Randers Dagblad og Folketidende, 8. november 1945)

Ifølge HIPO-manden Carl Walther Rasmussen i 1962 (han sad da i sikkerhed i Hamborg under tysk statsborgerskab), kritiserede Pancke Birkedal og Rasmusen for ikke at have kørt ligene til Ryvangen, men til Shell-huset, hvorfra oplysninger hurtigt tilflød modstandsbevægelsen. 

Mindestenen ved Rorup. Stenen blev rejst i 1946. På stenen er ofrenes navne, samt denne inskription: "Lovløst dræbtes her den 9. august 1944 11 danske mænd, fædrelandets tro sønner. Her skrev med blod de deres troskab ind i danske hjerter og i danske sind." Foto Erik Nicolaisen Høy.

A. E. Hansen (1876-1944). (Efterskrift til Politivennen)

25 Aar som Journalist


Redaktør A. E. Hansen, Nakskov

Chefredaktøren af vort Broderorgan paa Loland-Falster, A. E. Hansen, kan i Dag fejre 26 Aars-Dagen for sin Ansættelse ved den socialdemokratiske Presse. Han knyttedes den 20. Juli 1896 - kun 19 Aar gammel - til vor Redaktion i Brolæggerstræde og ansattes i 1921 som Redaktionssekretær i Nakskov, hvor han efter Bresemanns Valg til Borgmester tog Redaktørstolen i Besiddelse.

A. E. Hansen har været Socialdemokrat fra Barnsben. Hans Fader var Formand for Hustømrernes Fagforening i København og beklædte en Række Tillidshverv. Jubilaren havde saaledes allerede som Dreng hele Bevægelsen paa nærmeste Hold og omfattede den med en Begejstring, der blev frugtbar ved den Kærlighed, han fra første Færd nærede til Journalistens Kald. Hvilken Oplevelse det har været for den unge, glade Gut at være Medarbejder ved vor Presse, faar man et levende Indtryk af, hvis man i en ledig Stund kan faa ham til at fortælle sine Erindringer. Man ser da Redaktionen i Brolæggerstræde lyslevende for sig, selvom man aldrig har sat sint Ben dér, thi Hansen kan huske Personer og Begivenheder i alle Enkeltheder. I hans fængslende Fortoning smelter oplivende Episoder i Dagens Slid, muntre Visestumper fra festlige Lejligheder, Personernes Ejendommeligheder og karakteristiske Udtryk sammen til et Billede, der begejstrer, fordi det fremstilles af en Mand, der selv er begejstret.

Hansens slagfærdige Humør gav ham i Ungdommen Tilnavnet "Flaben" - et Kælenavn, som han aldrig tog ilde op. Og Humøret har ikke forladt ham, skønt "Flaben" forlængst har veget Pladsen for en ansvarsbevidst, stærkt betroet og pligtopfyldende Fører i den lolland-falsterske Partibevægelse. Hansen er stadig blandt de yngste af Sind og er da ogsaa - skønt Jubilar - endnu blandt Partiets unge Kræfter.

Han er en fremragende Journalist. Hans letløbende Pen ligefrem rubber Stoffet fra Haanden, men Resultatet er altid ypperligt, grundt, gedigent Stof, fremstillet i en fængslende Stil, der kan være sarkaststik og let, men ogsaa - naar Emnet kræver det - kan være baaret af fængende Indignation. Det Blad, som Hansen redigerer, er forlængst bleven det mest udbredte i Lolland-Falsters Stift og for det røde Stifts smukke Valgresultater har han sin Hovedpart af Æren. Skønt optaget af meget lokalt Arbejde i Nakskov: Ordføreren i Byraadet i vigtige Sager og Sjælen i Organisationens Arbejde, har han dog Stunder til at følge med i Partibevægelsen over det hele Stift og vaage over, at ingen By og intet Sogn bliver stedmoderligt behandlet. Hans gode Humør og smidige Forhandlingsevne bidrager til at Samarbejdet overalt former sig harmonisk. Og samtidig har ogsaa Bladets Økonomi hans interesse. Han glæder sig over Bladets Fremgang i Abonnenttal, men han er ogsaa lykkelig over, at Forretningsføreren kan aflevere et smukt Regnskab.

A. E. Hansen er som Kollega og som Partifælle et smukt og begejstrende Eksempel paa de Mænd, der Landet over bærer vor Presse frem og baner Vejen for Arbejderklassens Erobring af Magten.

Derfor skal han i Dag have Hyldest og Tak ikke blot fra sine nærmeste Medarbejdere, men fra hele det danske Socialdemokrati.

M. K.

(Social-Demokraten 20.juli 1921).


Carl Emil Hansens redaktør i Nakskov, A.E. Hansen, var også borgmester, og han lå i direkte slagsmål med de konkurrerende aviser.

"Han indlod sig med mellemrum i drabelige fejder med især Venstre-avisen Nakskov Tidende, hvor C.C. Haugner var redaktør. De to havde også været modstandere i byrådssalen, og Haugner havde, uden at skele til kendsgerningerne, gang på gang hængt A. E. Hansen ud for alle de vanskeligheder, Nakskov havde været ude for økonomisk. Når de to havde fejder, lagde de ikke fingre imellem. Halve og hele sider blev fyret af."

Selv da A.E. Hansen grundet sygdom trak sig som borgmester, var hans redaktørvirke på flere måder præget af, at han selv havde været aktiv politiker og stadig ville sørge for, at Nakskov kunne leve op til prædikatet: "Den rødeste by i det rødeste amt."

"Nakskov var vist den by i landet, hvor den politiske journalistik levede længst. Selvfølgelig trættede den læserne, men ingen turde sige noget. Heller ikke på møderne i kontrolkomiteerne eller andre steder. Og den gamle redaktør kunne desværre ikke selv se det," lyder vurderingen fra Carl Emil.

----

Glad blev han derfor, da stillingen som redaktør for hans gamle lærested i Nakskov blev opslået, og han fik den.

"Bladet, partiet og fagbevægelsen stod stærkt i alle kommuner, og det var som om, Bresemanns og A. E. Hansens ånd stadig svævede over vandene," siger han.

(Journalisten.dk Portræt af Carl Emil Hansen)

A. E. Hansens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

A. E. Hansen var borgmester i Nakskov 1929-1935. Han afløste borgmester Sofus Hans Madsen Daugaard Bresemann (1864-1945). Bresemann startede 1901 Lolland-Falsters Social-Demokrat. Han kom i byrådet 1905, 1913 i folketinget, 1914-1928 var han Nakskovs borgmester. Han var medinitiativtager til Nakskov Skibsværft. A. E. Hansen er begravet på Vestre Kirkegård i København.