16 juni 2024

Arkitekt Albert Jensen (1847-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Albert Jensen (1847-1913), dansk arkitekt. Hørte sammen med Ferdinand Meldahl og Vilhelm Dahlerup m.fl. til "Europæerne" inden for historicismen i Danmark.  Albert Jensen opførte sammen med Meldahl Marmorkirken (Frederikskirken 1875-1894) og Charlottenborgs Udstillingsbygning (1881-1883). Sammen med Henri Glæsel (1853-1921) Magasin du Nord på Kongens Nytorv (1893). Blandt andre værker kan nævnes DFDS' bygning på Sankt Annæ Plads (1891) og Hagemanns Kollegium (1908), begge ligeledes i København. Albert Jensen var kongelig bygningsinspektør i årene 1902-1912, besad flere faglige tillidsposter og blev titulær professor i 1901. Han var ansvarlig for ombygningen af kælder- og stueetagen i et palæ på Amalienborg til vinterbolig for prins Christian og prinsesse Aleksandrine. Det havde før været anvendt til undenrigsministeriet.

Han opstilede for Borgerlisten til borgerrepræsentationsvalget den 29. marts 1898  under slogan som: "Valget står mellem borgerligt frisind og socialistisk klasseregimente". Ved valget gik  de radikale og socialdemokraterne 4 mandater frem til 20 og fik flertal i det 36 mand store råd. 

Max Peter Johan Kleinsorg (1866-1914): Sankt Petri Kirke. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

St. Petri Kirkeplads.

Udtalelser af Professor Albert Jensen.

Planen til den nye Omordning af St. Petri Kirkeplads, Opførelsen af Petersens Jomfrukloster paa Hjørnet at St. Pederstræde og Larslejstræde, de høje Gadenumres Fjernelse har vakt megen Opmærksomhed og Interesse.

Fra mange Sider har man med Glæde set, at "St. Petris Kirke"s Patron og Kollegium her har taget Initiativet til, med Bibeholdelse af hele det gamle Kvarters Hygge og Originalitet, at fremskaffe et smukt, aabent Anlæg her midt i den indre By.

Fra andre Sider er man rykket frem til Angreb under Feltraabet "Bevarelsen af det gamle Kjøbenhavn" og har hævdet, at ingensomhelst Forandringer maatte ske med Petri Kirkeplads. Bladet "Arkitekten" har bl. a. været meget langt ude. Men dette Fagskrifts Angreb lider iøvrigt af den meget uheldige Fejl, at forudsætninger er ganske unøjagtigt opfattede. Arkitekten synes at gaa ud fra, at Omordningen er baseret paa en ældre Plan, den tidligere har omtalt. I Virkeligheden er det jo en hel ny Plan, der foreligger.

Det er Professor Albert Jensen, der som Kirkekollegiets Arkitekt staar inde for det hele Projekts kunstneriske Forsvarlighed. Af hans nedenstaaende Udtalelser vil man se, at ivrige Bevarere af det gamle Kjøbenhavn ikke behøver at ængstes. Der er mange andre Steder, hvor deres iøvrigt paaskønnelsesværdige Interesse tiltrænges i langt højere Grad.

Vi har haft Lejlighed til at se de ualmindelig smukke Tegninger, som Professor Jensen har udført til Benyttelse ved Pladsens Omordning.

De gamle smukke Kirkebygninger, baade selve Kirken og det endnu ejendommeligere Kapel, fremtræder herefter frit og aabent, medens de nu helt skjules af den høje, nøgne Gademur.

Fra Frue Kirkeplads vil der blive et overordentligt smukt Kig ned til St. Petri Plads med de gamle, røde Kirkemure, halvt skjulte af grønne Træer. Den nye Bygning paa Kirkens Grund, hvortil bl. a. Petersens Jomfrukloster skal flyttes, optager heller ikke mere Plads end den, der nu allerede optages af Pigeskolen og Præsteboligen.

Det er et temmelig lavt Hus tegnet i en Stil, der passer til Kirkens og Kapellets Nærhed. Det vil være en ubestridelig Fordel at faa de nuværende halvgamle, kedelige og stilløse Huse, der ligger ved Hjørnet, ombyttede med denne kønne, rolig holdte Bygning.

Muren mod Larslejstræde bibeholdes. I Virkeligheden den eneste af de 3 Mure, som nu begrænser Kirkepladsen, der har Værdi. Men desuden bevarer Professor Jensen et Stykke af Muren ud mod St. Pederstræde, saaledes at det kommer til at slutte sig til den nye Klosterbygning. Ellers erstattes Muren mod den sidstnævnte Gade og Nørregade af en anden lavere Indhegning, der tillader Udsigt til Kirkebygningerne. Kirkekollegiet har tænkt sig et Gitter. Men Professor Jensen foretrækker selv en lav v Mur, der baade er smukkere og beskytter Pladsen bedre.

Professor Jensen siger om Opførelsen af den nye Bygning, at den i alle Retninger vil være en Vinding, ogsaa med Hensyn til Gadepartiernes Udseende. Den vil ikke komme til at borttage mere Udsigt til Kirken fra Larslej- og St. Pederstræde end de Bygninger, der nu ligger paa Hjørnet, allerede gør det. Den nuværende Pigeskole er iøvrigt yderst forfalden. Den nye Bygning har den Fordel, at den kun bliver benyttet til Menighedens Formaal. Butiker o. I. bliver der ikke i den.

De lange Mure ud til Nørregade og St. Pederstræde udelukker baade Sol og Lys fra Kirkepladsen, som derfor fortiden er ganske uskikket til Nybeplantning. Der maa derfor under alle Omstændigheder foretages en Omordning, og Murene er hverken saa smukke eller blot karakteristiske, at de fortjener større Forsvar. Dr. Mollerups i "Nationaltidende" fremsatte Henvisning til det murindhegnede, "fredfyldte" Rosenborg betyder intet, thi Forholdene ved Rosenborg er ganske forskellige fra dem ved St. Petri. Forøvrigt samstemmer, som ovennævnt, Professor Jensen med Dr. Mollerup i, at en lav Mur er at foretrække for et Gitter.

"Arkitekten"s noget uovervejede Artikel mod de nye Planers Gennemførelse, udtaler Professor Jensen sig temmeligt skarpt om. "Arkitekten"s faglige Redaktion synes hverken at have kendt den nuværende eller ældre Plan ordentlig, skønt den indgaaende kritiserer dem. "Arkitekten" har iøvrigt tidligere ganske i Uoverenstemmelse med sit nuværende principielle Syn set i høj Grad velvillig paa en delvis Bebyggelse af selve Nikolai Plads.

Professor Jensen tror iøvrigt, at Planen til den nuværende Omordning, naar alt kommer til alt, ikke vil støde paa virkelig alvorlig fagmæssig Modstand, thi i alle Retninger er der taget Hensyn til Bevarelsen af Pladsens gamle originale Karakter, og de Fordele, der opnaas ved nu at lukke den op, beplante den og skaffe Lys og Luft her midt i Byen, er saa store, at man ikke kan se bort fra dem. Selv om del særlige Syn her uformodet skulde indtage et afvigende Standpunkt, maa Ministeriet med fuld Føje kunne træffe en Afgørelse, der tillader en Omordning, der netop under de nuværende Forhold - en god økonomisk Basis og stor Interesse hos Kirkekollegiet og Nabogrundejerne - kan gennemføres saaledes, at der virkelig opnaas et for hele Byen smukt og godt Resultat.

Spero.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 8. oktober 1907).

I Albert Jensens forslag indgik bl.a. at pigeskolen og præsteboligen på hjørnet af St. Pedersstræde og Larslejstræde skulle nedrives og erstattes af en treetagers bygning, hvori skolen, præsteboligen og Petersens Jomfrukloster kunne være. Dette mødte ikke bare hos "Arkitekten" stor modstand. Det nævntes ikke i senere omtaler, og bygningerne står endnu.

Også planerne om et gitter vakte modstand - og blev forladt i 1909. Resten af planen var på det tidspunkt ikke færdigbehandlet. I 1910 stod telefonselskabets store bygning færdig på nabogrunden i Nørregade. I 1914 blev det endelig afgjort at restaurere muren ved Nørregade, samt rejse en gitterport ved hjørnet af St. Pederstræde og endnu en tæt ved telefonhuset. Disse var tegnet af slotsarkitekt Thorvald Jørgensen - Albert Jensen var på det tidspunkt død.


Bygningsinspektoratet.

Etatsraad Albert Jensen.

Den bekendte Arkitekt, Professor Albert Jensen har i disse Dage af Helbredshensyn trukket sig tilbage fra sin Stilling som kgl. Bygningsinspektør og er samtidig blevet udnævnt til Etatsraad. Den nye Bygningsinspektør bliver Arkitekt Magdahl-Nielsen.

I Kunstnerkredse vil det vække almindelig Beklagelse, at Etatsraad Albert Jensens Helbred ikke mere tillader ham at beklæde den Tillidspost, han siden 1902 har været Indehaver af. Hans sikre og fine Smag er under hans Embedsperiode kommet Offentligheden overordentlig meget tilgode.

Etatsraad Albert Jensen, der var afdøde Professor J. J. Nebelongs første Elev, er som Arkitekt velkendt. Han har deltaget i Opførelsen af Frederikskirken og den russiske Kirke, har opført Udstillingsbygningen ved Charlottenborg, Det forenede Dampskibsselskabs Bygning, Frilagerbygningen, Hagemanns Kollegium, Herregaardene Trolleholm og Trollenäs og mange Privatbygninger, der alle bærer Præget af høj kunstnerisk Dannelse. Etatsraad Albert Jensen, der nylig er fyldt 65 Aar, har imidlertid ogsaa hørt til de meget stærkt arbejdende Kunstnere, og det er intet Under, at han nu føler sig træt af de mange officielle Tillidshverv, der i Aarenenes Køb har været ham betroede.

Hans høje, smukke, repræsentative Skikkelse, hans elskværdige Personlighed og hans erfarne Raad vil blive savnede indenfor den Stand, til hvis bedste Mænd han hører.

(Riget (København) 1. februar 1910)

Til illustration af denne artikel er brugt et andet foto end det i den originale artikel der var af meget ringe kvalitet. I stedet er brugt et foto af Emil Clausen (1874-1949) fra Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.


Etatsraad, Professor Albert Jensen død.


Etatsraad, Professor, kgl. Bygningsinspektør Alf. Jensen er afgaaet ved Døden i en Alder af fem og tresindstyve Aar. Professor Albert Jensen hørte inden for den danske Arkitektstand til dem. som i høj Grad har sat Præg paa det København, som rejstes i Firserne og Halvfemserne, og ganske særlig er hans Navn knyttet til en Række offentlige Forretningsbygninger.

Som Elev af Nebelong og Meldahl fik han tidligt Lejlighed til at arbejde paa større Opgaver, og det var fra første Færd hans Hovedinteresse at tumle med store Masser. Hans Tegninger var stærkt præget af hans Ophold i europæiske Storstæder. I Modsætning til det Hold af Arkitekter, der følger umiddelbart efter ham, og som overvejende har søgt Fornyelse gennem gammel dansk Kunst, synes hans Bygninger helt internationale.

De Arbejder, han fik overdraget, fristede ogsaa i høj Grad til at søge Forbilleder i Udlandet. Hans Virken falder samtidig med Storindustriens og Handelens Udvikling, og det var i Virkeligheden nødvendigt at gaa andre Steder hen for at finde, hvorledes man der havde løst lignende Opgaver. Han byggede sammen med H. Glæsel det første danske Stormagasin "Magasin du Nord" og alene "Det forenede Dampskibsselskabs Bygninger". Ogsaa de Brock'ske Handelsskoler er opført efter hans Tegninger.

Det var nu imidlertid ikke saaledes, at Professor Jensen direkte overførte sine Indtryk udefra paa hjemlig Grund. Han var som Kunstner selvstændig og ret stejl. Fra Meldahl havde han taget noget af det myndige i Arv, og man vil i hans kosmopolitiste Bygninger finde en betydelig personlig Indsats. Blandt hans Arbejder er der iøvrigt Grund til at nævne den russiske Kirke i Bredgade, delvis Frederikskirken, Hagemanns Kollegium og sammen med Meldahl Herregaardene Trolleholm og Trollenæs i Skaane.

Professor Albert Jensen var Søn af Købmand Søren Jensen i Frederikssund. I 1870 fik han Asgangsbevis fra Kunstakademiet. I 1874 opnaaede han den lille Guldmedaille og i 1876 den store. Han var Ridder af Dannebrog og Medlem af Akademiraadet.

(Nationaltidende 26. juni 1913, 2. udgave)

Til illustration af denne artikel er brugt et andet foto end det i den originale artikel der var af meget ringe kvalitet. I stedet er brugt et foto af Emil Clausen (1874-1949) fra Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.


Kendt Arkitekt død.

En Broder til Konsul Jensen i Horsens, Etatsraad, Professor, kgl. Bygningsinspektor Ald. Jensen er afgaaet ved Døden, 65 Aar gl.

Professor Jensen hørte til de Arkitekter, der i høj Grad har været med til at bygge Firsernes og Halvsemsernes København, og i særlig Grad er Jensens Navn knyttet til et stort Antal Handelshuse, "Det forenede Dampskibsselskab"s Bygninger, de Brochske Handelsskoler og "Magasin du Nord" (som han byggede sammen med H. Glæsel). Endvidere har han blandt andet bygget den russiske Kirke i Bredgade, delvis Hagemanns Kollegium og sammen med Meldahl Herregaardene Trolleholm og Trollenæs i Skaane.

I hans Bygninger, der som oftest har internationalt Snit over sig, vil man finde stor personlig Indsats.

Professor Albert Jensen var Søn af Købmand Søren Jensen i Frederikssund. I 1870 fik han Afgangsbevis fra Kunstakademiet. I 1874 opnaaede han den lille Guldmedaille og i 1876 den store. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand og Medlem af Akademiraadet.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 27. juni 1913).


Albert og Caroline Sofie Jensens gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling K, rk. 5, nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skræderforbundets Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

---

Endnu vil vi blot omtale

de kvindelige Herreskræderes Organisation.

Den 13. September 1883 stiftede 26 Kvinder en Fagforening, hvis Medlemstal gennem Aarene har været yderst varierende, men gennemsnitlig omkring 150-200 indtil det opad Strejken Januar 1899 efter en ihærdig Agitation pludselig stiger til 1100 Medlemmer. Efter Strejken og Lockouten dalede Antallet igen med hastige Fald helt ned til 300 Medlemmer i 1902. I 1905 tager Agitationen igen fat, og Medlemstallet stiger da stærkt til 1000 Medlemmer og gennem Aarene har det holdt sig her omkring og udgør for Tiden 1.100. Dette Resultat har kostet umaadelige Anstrængelser, og det skyldes i første Række Kvinderne selv, at dette Resultal er naaet, thi hvor underligt det end lyder - Mændene har haft en meget ringe Forstaaelse af den Betydning, Kvinderne vil faa paa Arbejdsmarkedet indenfor Skræderfaget. Den Aand fra "Lavstiden", efter hvilken Kvinderne ikke hørte hjemme indenfor Fagorganisationerne, har haft dybe Rødder.

I 1890 udbrød der en Strejke paa Gummifabriken i Odense, fordi Ledelsen havde afskediget 2 Mand, der havde agiteret blandt de arbejdende Kvinder for at melde sig ind i Organisationen, og ved den kommende Kongres i Odense, siger Formanden, J. Rasmussen, meget karakteristisk i sin Beretning, "at Fagforeningen i Odense havde begaaet "en Fejl" ved at vilde organisere de kvindelige Arbejdere paa Gummifabriken ind under "Dansk Skræderforbund" (!)" Saa snæversynet saa man paa det den Gang. Paa samme Kongres motiverede Kvindernes Formandinde, senere afdøde Fru Nielsen. følgende Forslag:

"Enhver Svend, som behøver fremmede kvindelige Syere til Medhjælpere, maa kun antage saadanne, som enten er eller er villig til hurtigst muligt at blive Medlem af den stedlige anerkendte kvindelige Fagforening i Herreskræderfaget".

Forslaget vedtoges og kom igen i 95, da Fru Elna Larsen var Formand, paa Kongressen i Horsens.

Det har holdt haardt at overvinde

de gammeldags Fordomme

mod Kvindernes Deltagelse i Organisationen og den øvrige politiske Bevægelse, men nu er de overvundne, og Arbejdet er sikkert og konstant. Kvindernes første Formandinde var Fru Ankersen, efter hende virkede Hovedbestyrelfesmedlem Forsbeck en kort Tid som Formand, derefter kom de ovennævnte Fruer Nielsen og Elna Larsen og efter dem Frk. Andrea Nielsen. 1909 valgtes Borgerrepræsentant Fru Anna Johansen til Stillingen.

Vi vil slutte denne Artikel med at omtale den sejge Kamp. Skræderforbundet har ført mod "Kristelig dansk Fællesforbund" og mod de indvandrede russiske og polske Jøder, som mener at se sin Fordel ved at optræde som Skruebrækkere eller Smudskonkurrenter.

"Kristelig dansk Fællesforbund" søgte i sin Tid at vinde Sympati i Befolkningen paa den Løgn, at Skræderforbundet og dets "socialistiske" Medlemmer vilde de kristelige til Livs, fordi de var religiøse! Intet har været Skræderforbundet fjærnere, oq Ledelsen har tværtimod overalt hævdet, at det selvfølgelig blev en privat Sag, om en Skrædersvend blev en Kristen eller ej; det tilkom ikke Afdelingerne at blande sig i slige Sager. Og det har jo ogsaa Gang paa Gang vist sig, at naar Afdelingerne blandede sig i "K. D. F "s Forhold, var det, fordi 

dets Medlemmer var ukollegiale og arbejdede under Priskuranten

Den første alvorlige Kamp med dette Forbund stod i 1899 hos A. Christensen i Vejle. Efter at Kongressen havde op, besluttede 10 af de 15 Mand, der arbejdede der, sig pludselig til at blive "religiøse" og meldte sig ind i "K. D. F.". 5 Mand forlod Arbejdsstedet, da det blev blokeret, men 1 er senere gaart tilbage til Forretningen, der endnu er blokeret.

De "kristelige" begyndte paa en hel Række Processer, baade imod Forbundet og mod Arup. I 1900 dukkede det kristelige" Spøgelse op hos C. Christensen paa Søndergade i Horsens og hos Carl Nielsen i Fredericia, men begge Steder er Forholdene ordnede i vort Forbunds Favør. Holstebro, Kolding, Randers og Hjørring havde ogsaa sin "Besøgelsestid", og med Undragelse hos Christensen, Hjørring, Ipsen, Randers, og Christensen, Vejle, er "Dansk Skræderforbund" efter flere Aars Kamp endelig naaet til at faa Svampen udryddet - netop fordi det ikke har misbrugt Religionen i saa smudsige Øjemed, som at trykke Lønnen ned.

En anden Slags Svamp har i de senere Aar vist sig i København i Form af den elendige russisk-polsk jødisk Underbydning af Arbejdskraft, men dette Forhold er saa velkendt, at vi ikke skal omtale det her, da det nu er lykkedes at faa en Kreds af Jøder oplyst om det forkastelige heri, og da de derefter har begyndt en Agitation blandt deres Trosfæller for at faa Smudskonkurrenten ud af Verden.

(Bornholms Social-Demokrat 27. august 1912).

Fænomener på hundekirkegården. (Efterskrift til Politivennen)


For mange mennesker - særlig dem der aldrig selv har haft hunde, katte eller andre husdyr - kan det måske se noget mærkeligt ud at dyrevenner lader deres firbenede yndlinge højtidelig begrave og derefter værner om deres lille gravsted.

Men har man en gang haft fx en trofast og klog hund, vil man forstå disse mennesker. Og man vil i alt fald ikke kunne holde med dem der søger at krænke dyrevennerne - selv om det sker under en forholdsvis vittig form.

På gartner Preislers hundekirkegård (ved siden af Garnisons Kirkegård) findes en marmorsten over en hund som hed "Jus". Nu har en vittig person gjort nogle tilføjelser til navnet så der er kommet til at stå "En stor (s)Jus 25 øre." Hvor kan nogen nænne at bære sig sådan ad?
Et andet sted er det "tidens tand", der har frembragt en morsomhed. Til et hundegravsted er benyttet en gravsted der har stået på en rigtig kirkegård. Men nu er den sidste påmaling der indeholdt dyrets navn, visket ud så at man læser: "H. Hansens familiegravsted".
Hansens familiebegravelser rummer altså en hund!

(Aftenbladet (København), 26. juli 1913).

15 juni 2024

Grosserer Robert Hansen (1863-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Robert Hansen kom 1897 ind i sin fars firma (C. K. Hansen) efter at have været ansat siden 1880. Firmaet var grundlagt af Christian Kjellerup Hansen, og videreført af dennes søn Johan Hansen. Robert Hansen var bror til handelsminister Johan Frederik Christian Hansen (1861-1943) som var den første danske handelsminister 1908-1909 i ministeriet Neergaard og 1909 i ministeriet Holstein-Ledreborg. .

Den 11. marts 1899 blev han præsident for den nystiftede "Union af danske Cykleklubber" som var en sammenslutning af "Dansk Bicycle Club", "Clubben Cyklisten" og "Fyns Cycle Union". Med i komiteen var desuden premierløjtnant Faber, telehgrafist Bræmer, fabrikant Fisker, cand jur. Hald, grosserer Kalom og overretsprokurator K. L. Hansen og lærer W. D. Rasmussen. Han fungerede bl.a. som dommer ved et internationalt cykelløb i Bernstorffgade i august 1900. 

Hvad angår hestesporten melder aviserne ikke så meget om Robert Hansen selv som udøvende, men som opkøber af væddeløbsheste og tilskuer til forskellige vædddeløb.

I 1907 var han med i bestyrelsen af Landbrugslotteriet.

Foto fra Dagens Nyheder 11. februar 1907 af Eremitagesletten, før starten af sportsrideklubbens væddekørsel dagen før. Her nævnes Robert Hansen som så mange gange før som tilskuer. Også kronprinsen var til stede. 


En ulykkelig Ridetur

Den kendte Sportsmand, Grosserer Robert Hansen styrtet al sin flest øg kommen alvorligt til Skade
Han henligger paa Usserød Sygehus ved Horsholm

I den lille Landsby Brønsholm mellem Rungsted og Hørsholm er der igaar Morges hændt en trist. Begivenhed. Den kendte Sportsmand, Grosserer Robert Hansen, var ved Grosserer Robert Hansen 7½-Tiden ude paa sin sædvanlige Ridetur, da der pludselig skete en Ulykke. Uden at nogen hidtil har lunnet forklare Grunden, gled Grosserer Hansen bag ad Hesten og styrtede ned, muligvis ramt af et Ildebefindende.

Grosserer Robert Hansen

Tililende Folk fandt ham liggende blødende og bevidstløs paa Vejen. Hesten havde med sine Hove bibragt ham nogle meget alvorlige Saar i Hovedet.

Hurtigst muligt førte man den tilskadekomne til Usserød Sygehus ved Hørsholm, hvor Lægerne konstaterede, at han havde faaet en alvorlig Hjernerystelse. Grosserer Robert Hansen var i disse Dage flyttet fra København ud paa sit Landsted i Rungsted, og man tilkaldte straks hans Familie herfra.

Der rekvireredes yderligere Lægehjælp, og op ad Dagen ankom Overlæge P. N. Hansen herfra Byen til Sygehuset. Kort efter Middag mente Lægerne at spore en svag Bedring i den saaredes Befindende, men hans Tilstand ansaas dog vedvarende for at være kritisk.

Sygehuslægen erklærede iaftes. at det i Øjeblikket, ikke var muligt at konstatere, om der er sket Brud paa Hjerneskallen.

Generalkonsul Johan Hansen ankom igaar Eftermiddag til Hørsholm for at være ved sin Broders Sygeleje. 

Ved Redaktionens Slutning var Tilstanden uforandret.

(Riget (København 19. juni 1912).


Grosserer Robert Hansen død.

Grosserer Robert Hansen er iaftes afgaaet ved Døden. Lige siden Tirsdag Morgen, da han efter sit Fald paa Rideturen indbragtes paa Usserød Sygehus, har han henligget bevidstløs, indtil Døden indtraadte iaftes ved 11-Tiden.

Grosserer Robert Hansen bar med Æraet af de bedste Navne indenfor vor Handelsverden. Som Søn af Seniorchefen idet C. K. Hansen'ske Dampskibsrederi, fhv. Generalkonsul Johan Hansen, fik han ikke Brug for nogen helt nyskabende og nystartende Evne. Som 17-aarig kom han allerede i 1880 ind i Faderens Forretning, hvor han hurtig dokumenterede sit klare Forretningsblik og ualmindelige Arbejdsevne. Hans medfødte Takt, den indre og ydre Kultur, han havde arvet med Slægtens patriciske dansk-engelske Traditioner, hans hele hjertevindende Personlighed gjorde ham hurtigt afholdt af alle, som han kom i Berøring med. 1892 blev han Prokurist i Rederiet, og ved Konsul Oluf Hansens Død i 1897 optoges han ligesom Broderen, fhv. Handelsminister, Generalkonsul Johan Hansen, som Associé i det gamle Firma. Han omfattedes af hele Personalet med Hengivenhed og Beundring. Med stor Fasthed og Dygtighed deltog han i den daglige Ledelse, og han har særlig i det sidste Aar, medens Seniorchefen har været syg, ydet det Overordentlige. 

Men ikke blot i Forretningen vil hans Død vække Sorg, den vil føles som et smerteligt Tab i hele Handelsstanden. Den Tillid, man med Rette nærede tilden Afdøde, bragte ham mange Tillidshverv. Han var saaledes Medlem Grosserersocietetets Komité, af Bestyrelsen for Kjøbenhavns Flydedok og Skibsværft, Landbrugslotteriet, private Reassurandører og Skibshypotekbanken.

Grosserer Robert Hansens Navn vil tillige være kendt i alle heste- og ridesportsinteresserede Kredse. Han var Formand for Kjøbenhavns Væddeløbsforening og Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Væddeløbsbane. Selv var hanen ypperlig Rytter, velskolet og veltrænet af sin daglige, friske Ridetur fra "Ma villa" i Rungsted. Alt tyder da ogsa paa, at han ikke er bleven ramt af nogen egentlig Rideulykke, men at et Ildebefindende har ramt ham under Ridtet,og man har Lov til at tro, at han er bleven grebet af den sidste Afmagt i en lykkelig, fri Følelse, paa Hesteryggen, under Udøvelsen af den Sport, der var hans kæreste Tidsfordriv. 

Den Afdødes Hustru, som overlever ham, er Datter af afdøde Billedhugger, Professor Stein og Søster til Højesteretssagføreren. Han efterlader sig endvidere Børn, to Døtre, af hvilke den ene er gift med Premierløjtnant I MarinenI arli o ff, og tre Sønner, af hvilke den ældste, Knud Hansen, er ansat i de C. K. Hansen'ske Rederier.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 20. juni 1912)


Jordefærd. 

Grosserer Robert Hansen, der forleden paa en Ridetur kvæstedes saa haardt, at han døde efter et Døgns Forløb, jordedes i Gaar fra Kirken i Kastellet i København.

Skønt Begravelsen efter den Afdødes Ønske var bekendtgjort til at skulle finde Sted i Stilhed, var der dog mødt saa mange, at Kirken omtrent var fyldt, og der var sendt Mængder af Kranse og Palmedekorationer.

Pastor Storm, der havde staaet den Afdøde nær, holdt en smuk, stilfærdig Tale, og den nærmeste Slægt bar Kisten ud af Kirken.

Begravelsen fandt sted paa Vestre Kirkegaard.

(Fyensk Stiftstidende 27. juni 1912).

Grosserer Robert Hansen 15, november 1863 - 19. juni 1912. Laura Hansen, f. Stein, 26. august 1864-19. februar 1935. Nederst til venstre: Direktør, skibsreder Oscar Ovesen (1897-1950), midt: Gunnar Robertsson Hansen (1901-64), til højre: Gudrun Ovesen (1894-1969). Afdeling C, rk. 4, nr. 20. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Robert Hansen var formand for Københavns Væddeløbsforening, og han havde forpligtet sig til at yde store økonomiske beløb til den (700.000 kr). Arvingerne ville imidlertid ikke påtage sig forpligtelserne. Hans heste blev solgt.

Sønnen Gunnar Robert (Robertsson) Hansen blev uddannet som musiker ved privatkonservatoriet Schola Cantorum i Paris 1920-22. Han var leder af Edda Film 1922 og optog samme år "Hadda Padda" og 1922-23 "Hr. Oluf og hans gyldne horn". Han var assistent på Gudmundur Kambans "Det sovende hus" (1926) og var derefter sceneinstruktør og direktør af kammerspilscenen på Sønderbros Teater 1929-30 og instruktør ved Det Kongelige Teater 1930-31. Han havde opgaver ved Reykjaviks Teaterselskab 1934-35, Aarhus Teater 1935-36 og atter ved Reykjaviks Teaterselskab 1950-1957. Desuden var han filmforfatter og filminstruktør især af kortfilm for Dansk Kulturfilm. Han skrev bl.a. romanen "Drama på slottet", der dannede grundlag for filmen af samme navn. Han var bosat på Island, men døde under et ophold i København. Han var gift med sekretær Helga Kaae (1914-?).

Sylvia Pios Skilsmisse med Grev Knuth. (Efterskrift til Politivennen)

Anden del af serien om Sylvia Pio. Læs samtlige indslag om Sylvia Pio ved at klikke her.

En slem Greve,

Hvorledes repræsentanter for den danske adel gebærder sig i det fremmede.

Overretssagfører Poul Hennings har indgivet klage over lensgreve Knuth, Knuthenborg, greven blev for 4 år siden i Paris forlovet med madame Antocolzki, med hvem han underskrev ægteskabskontrakt, og hvem han under forskellige påskud franarrede 50.000 francs. Det beløb kræver hun tilbagebetalt.

Grevens affære skal dysses ned.

Senere meldes fra Nykøbing på Falster, at grevens sagfører, overretssagfører Kjær i Maribo, til forskellige blade har udtalt, at det drejer sig om en ganske almindelig gældssag og om et mindre beløb end 50.000 francs. Udtrykket "franarret" i den fremkomne meddelelse var urigtig.

l øvrigt meddeler overretssagfører Hennings om

Madame Antocolzkis fremstilling af sagen:

Fruen, som er af det bedste selskab, datter af den berømte billedhugger Antocolzki, påstår at have modtaget ægteskabsløfte af grev Knuth. Ægteskabskontrakten var underskrevet, der var lyst for parret, der manglede kun den offentlige kundgørelse da greven under et intetsigende påskud rejste til London, hvorfra han atter rejste hertil landet. Han har ikke siden ladet høre fra sig.

Da fruen har haft adskillige udlæg for greven, både til bryllupsforberedelser o. a., i alt ca. 50.000 kr., kræver hun denne sum tilbagebetalt. Da hun er meget rig, stiller hun blot det Krav fra et retfærdighedssynspunkt, men vil for øvrigt lade pengene gå til velgørende institutioner.

Grev Knuth.

som nu opholder sig i København, formodes selv at ville hævde, at han har været genstand for en Intrige, og - da han ved bortrejse har unddraget sig den pression, han, fjernt fra sine vante rådgivere, var udsat for - mener han nu at være genstand for en "revanche" fra madame Antocolskis side.

Madame Antocolski har været gift med en mexikaner Riccy, men ægteskabet er opløst.

Det siger sig selv, at sagen er af meget vanskelig natur, og at dens enkeltheder til dels vil unddrage sig offentlig debat. Foreløbig vil den gå sin gang ved Maribo ret.

Stævningen er udtaget til i dag. Grev Knuths sagfører er overretssagfører Anders Hvass. Modparten anser det for muligt, at den civilretlige stævning vil blive efterfulgt af en kriminalretlig.

Grevens fortid.

Selvfølgelig gøres der alle forsøg på at dække over den fine, men yderst vidtløftige greves fadæser. Men med hans tidligere historier i erindring er der ingen grund til at tro, at sagen er mindre kompromitterende end fremstillet. Grevens fortid får i "Rosk. Tid." følgende omtale:

Den anklagede lensgreve er en ung mand, der gentagne gange har gjort sig mindre heldig bemærket med historier, der næppe ville være forløbet så heldigt for ham, hvis han ikke netop havde været lensgreve. Allerede som dreng gjorde han sig berømt ved sine abnorme anlæg, og han burde sikkert aldrig have været erklæret myndig. Et ophold på en engelsk kostskole, hvor hans familie havde fået anbragt ham, så en tid ud til at skulle hjælpe, men en skønne dag stak han af fra kostskolen, og sammen med en lille engelsk varietedame flygtede han til Paris, hvor han levede indtil hans penge var sluppet op; så forlod damen ham, og han blev af familien

sendt på en jordomsejling

under kyndig opsigt. Over Australien nåede han Amerika, hvor han i Chicago gjorde bekendtskab med den meget smukke unge Sylvia Pio, en datter af Louis Pio, den første socialistagitator, der måtte gå i landflygtighed til Amerika, hvor han døde 1894.

Den 6. juli 1903 stod brylluppet og den unge 21-årige lensgreve hjemførte som sin hustru til Knuthenborg datteren af den mand, der på grund af sine ideer og sympatier for arbejderbevægeisen for stedse måtte forlade sit fædreland og dø i et fremmed land. Nu kom hans datter tilbage til det gamle land som lensgrevinde og blev optaget i den fineste og mest eksklusive kreds i Dannevang, lensgrevestanden.

Til en begyndelse levede det unge par lykkeligt på det smukke gods ved Bandholm, hvor den  smukkeste herregårdspark i landet dannede rammen om deres unge lykke, og en ung stamherre til Iensgrevskabet så lyset her; men i 1907 blev grev Eggert myndig, og ved denne lejlighed fik han foruden det herligste gods, hvis jordtilliggende udgør 3020 tdr. land med skovarealer på 2170 tdr. land, og hvortil der hører en fideikommiskapital på omtrent 4 mill. kr., overdraget

2 millioner i kontanter,

som administrationskommissionen, hvori bl. a. sad grev Ludv. Reventlow, havde lagt til side i de år, Iensgreven var mindreårig. Det kunne lensgreve Eggert ikke tåle. De ulykkelige dispositioner, han ved slægtsarv er belastet med, troede han nu at kunne tilfredsstille ved sine penge, og på anden måde opførte han sig komplet som en sindssyg. Endnu vil man paa Lolland - Falster sikkert bevare mindet om hans automobilfarter, hvor han var alle vejfarendes skræk, han kørte løs som en komplet galning, der intet respekterede. Han betalte de bøder, det kostede, men blev ikke stoppet før han en dag kørte bag ind i et køretøj på Christian den 9.s bro ved Nykøbing Falster og kørte vogn, heste og kusk i Guldborgsund. Det var for stærkt, selv af en lensgreve, og køretilladelsen toges fra ham; men folk vil fortælle, hvorledes grev Knuth ved at lade sin tjener klæde sig på som greve og sig selv som tjener en rum tid endnu fortsatte sin vilde automobiljagt på Lolland-Falster. Så skete der imidlertid

en kedelig historie

med nogle badende småpiger, mens han var på et jagtbesøg hos sin onkel, grev Wedell-Wedellsborg ovre på Fyn, og grev Knuth måtte skyndsomst eksporteres midlertidig, indtil skandalen ved indflydelse og penge var blevet neddysset. Men grevinde Knuth, født Pio, forlangte skilsmisse efter den historie, og parterne blev separerede og har siden levet adskilt.

Da grev Knuth kom tilbage, interesserede han sig meget for flyvesporten, og om han ikke var uddannet, var det i hvert fald hans mening at lade sig uddanne som flyver og lade indrette en flyveplads ved grevskabet. Hans gamle automobillyster kom ved denne lejlighed op i ham igen, og man vil sikkert erindre, hvorledes han arrangerede et væddeløb med den tyske flyver Rob. Thelen om at komme først fra Nakskov til Maribo, Thelen på sin flyvemaskine og greven i sit automobil.

Hans ekstravagancer havde imidlertid kostet ham mange penge, og af de 2 millioner, han modtog på sin 25-årige fødselsdag, var der 

ikke en klink mere tilbage. 

ligesom hans årlige forbrug langt oversteg hans rige gods's indtægter. Så begyndte han at sælge væk af sit fæstegods, og det var ikke småting, han her solgte bort. Pengene gik selvfølgelig ind i fideikommiskapitalen, men rygtet fortalte, at lensgreven beregnede sig et særligt salær og en vis provision, der, når det erlagdes, skaffede køberne en lavere pris og visse øjeblikkelige fordele.

Så indtraf der igen en af disse små historier. Lensgreven traf en dag nogle småpiger i Knuthenborg Park, og så måtte han afsted igen, mens historien blev klaret. Dette skete altså for 8 fjerdingår siden, og nu har han atter draget opmærksomheden hen på sig på en alt andet end smigrende måde; men at det forholder sig rigtigt, er der vist ingen med et nogenlunde kendskab til Eggert Knuth-Knuthenborg, der tvivler om. Uforståeligt er det kun, at han skulle have vidst, at madame Antocolzki er ejer af 15 millioner, og så løber sin vej uden at gifte sig med hende. Det kunne næsten tyde på, at lensgreven omsider er nået til det stadium af sindslidelse, hvor hans frihed er farlig for ham selv og omgivelser.

(Langelands Social-Demokrat (Rudkøbing), 6. maj 1914)

Sylvia Pio.

Med dampskibet "Frederik den Ottende" afrejste til New York sammen med 1.300 andre passagerer også grevinde Sylvia Knuth sammen med sin lille femårige datter, komtesse Eva.

Grevinden har haft en mærkelig skæbne. Hun der nu er 38 år, er datter af den forlængst afdøde socialistfører Louis Pio, der sammen med Brix og Geleff var kendt i "Internationale"s første dage herhjemme i halvfjerdserne.

Louis Pio flyttede jo senere til Amerika, og her traf han den unge, daværende stamherre, grev Eggert Knuth til det lollandske grevskab "Knuthenborg" (fideikomiskapital 3½ million kr.) den indtagende dame som han giftede sig med i 1903 og blev skilt fra i 1912.

Grevinde Knuth er nu vendt tilbage over Atlanterhavet.

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 20. maj 1916).

Sylvia Mizpah Poulsen. Fotograf Julie Laurberg & Gad. 1918. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grev Knuth giftede sig efter skilsmissen med Sylvia Pio med en datter af kunstmaler Wennerwald. Han døde af spansk syge i Algier i marts 1920. Imellemtiden havde Sylvia Pio giftet sig med skuespilleren Johannes Poulsen. Efter hans død blev hans og Sylvias dengang 15-årige søn Frederik besidder af lensgrevskabet. Han skal have lignet Louis Pio. Sylvia Pio giftede sig anden gang med skuespilleren Johannes Poulsen (1881-1938). Det ægteskab varede endnu kortere: 1917-1922.