Gunnar Otto Alvang 1922-1945. (Efterskrift til Politivennen)

Gunnar Otto Alvang blev født 26. marts 1922 i København. Han meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste i Waffen-SS. Senere tolk for Nordenbruch og Zschoche fra sommeren 1944 i Gestapos afdeling IV 1b i København. Han gik under dæknavnet Günther Schmidt. Han havde forbindelse til kæresteparret Flemming Bertram Larsen og Inga V. Stobbe, der begge senere blev likvideret af modstandsbevægelsen. I en rapport om de to sidstnævnte personer stod bl.a "For 75 kroner stak pigebarnet 2 personer, som blev skudt ned af HIPO. I rapporten har hun underskrevet erklæringen: "Jeg erklærer herved at det var min absolutte hensigt at angive de to for at få pengell (underskrift) for 75 kroner - to menneskeliv." (DKP og Frihedskampen. 30. Likvideringer og lignende).

Han blev såret under en aktion på Amager i midten af marts 1945 og dræbt den 21. marts 1945 under angrebet på Shellhuset. 

Hipo-Patruljevogne nedkæmpet.

Paa Thorvaldsensvej mellem Bülowsvej og Dr. Priemesvej kom det forleden til et dramatisk Optrin, hvorunder en Hipo-bil med fem Mand forsøgte at overhale og standse en Lastbil. Hipo-Vognen blev imidlertid modtaget med Skud og Haandgranater, og en af Hipo-Folkene, der var i civil, blev dræbt.

De to Vogne kørte med meget stor Fart i Retning mod Falkoner Alle, men det var indlysende, at Lastbilen maate komme til kort overfor den meget hurtigere Patruljevogn. Lige ved Dr. Priemesvej var Hipo'erne naaet op til Lastbilen og skulde netop til at overhale den, da en Haandgranat pludselig blev kastet fra Lastbilens Førersæde, samtidig med at en Række Maskinpistoler rettedes mod Hipo-Vognen og dens Besætning. Det forfejlede ikke sin Virkning. Føreren mistede Herredømmet over Vognen, der med et Brag tørnede mod en Stander. Det viste sig, at en af Hipo-Folkene var blevet dræbt paa Stedet, en Mand ved Navn Gunar Alvang, mens et Par andre havde faaet lettere Kvæstelser.

Lastbilen fortsatte imidlertid sin Kørsel, men kort efter kom en omfattende Hipo-Udrykning til Stede. Den dræbte blev transporteret bort, og tro mod deres Sædvane iværksatte Hipo'erne en fuldstændig Terror i Kvarteret. De skød og ransagede i det meste af en Time. Der fandt dog ingen Anholdelser Sted. Efter at de var kørt bort, stod den delvis Ødelagte Patruljevogn stadig op ad Standeren, og kort efter kom nogle af de forfulgte Patrioter til Stede. De tappede Benzinen af Bilens Tank og hældte det ind i Vognens Indre, hvorefter de satte Ild til og forsvandt. Den bliver aldrig til Bil mere.

(Information nr. 441, 24. marts 1945)

Mindesten på Vestre Kirkegård tyske afdeling D/1124-1123. Han blev dræbt kort før sin 23-års fødselsdag - og 1½ måned før befrielsen.

På Vestre Kirkegårds tyske afdeling (D/1140-1139) ligger Kriminalsekretär Herbert Christiansen (12. juni 1904-23. marts 1945) der ligeledes omkom under bombningen af Shellhuset.

Knud Evald og Elise Johanne Bryning, modstandsmand (1906-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Knud Ewald Bryning (1906-1945) var tilknyttet illegal gruppe i Roskilde. Han var udgået fra Østre Borgerdyd Skole med realeksamen i 1923. Ansat som assistent i Københavns Handelsbank, senere i „Skandinavien“; derefter i valutacentralen og endelig i Landbrugsrådet, hvor han avancerede til fuldmægtig. 

Elise Johanne Bryning (1902-1945) havde gennem længere tid opholdt sig i England, og familiens indstilling var stærkt engelskvenlig. 

Ægteparret var tilknyttet en illegal gruppe i Roskilde, der lededes af pastor Krohn. Ægteparret samarbejdede med kriminalbetjent Sigurd Bemskov, der var leder af politiets modstandsgrupper i området. Ægteparret stillede ligeledes deres villa til rådighed som sendestation.

Roskilde, Lørdag Eftm. (RB)

Ved 4.30-tiden i morges hørte to medlemmer af Himmelev Vagtværn, der befandt sig i nærheden af skolen, lyden af en bil og af skud fra vejen, der fører mod St. Valby. Da de kom hen til fuldmægtig i Landbrugsrådet Knud Evald Brynings villa, fandt de en mand liggende skudt ved garagen, dræbt af skud gennem hovedet. Han var kun halvt påklædt. Det viste sig at være Bryning. Vagtmændene alarmerede sognerådssekretær Pedersen, der er leder af vagtværnet, og han tilkaldte Roskilde Brandvæsens ambulance.

Der var ingen til stede, da ambulancen ankom, men da ambulancefører Aage Jensen ville undersøge om der opholdt sig noget i huset, hvor entredøren stod åben og hvor lyset var tændt, fandt han fru Elise Johanne Bryning liggende død i sin seng i soveværelset, ligeledes dræbt af skud i hovedet. I ambulancen førtes Brynings lig derefter til Roskilde Amts og Bys Sygehus, og da ambulancefolkene vendte tilbage for at hente fru Brynings lig, opdagede de, at der lå en dræbt mand i villaens vaskerum. Han er endnu ikke identificeret.

Fuldmægtig Bryning, der var født i marts 1906, havde været ansat i Valutacentralen og Vareforsyningsdirektoratet før han blev knyttet til Landbrugsrådet. Han købte for et par år siden villaen i Himmelev, og havde siden boet her, idet han hver dag tog ind til sit arbejde i København. Fru Bryning, født Valentin, blev 43 Aar.

Identificeret.

Roskilde, lørdag eftm. (R.B.)

Det er nu opklaret at den tredie dræbte ved fuldmægtig Brynings villa er en Mand, S. Bernskov, som har tilhørt Politiet.

(Isefjordsposten, 24. februar 1945).

I februar 1945 dannedes en tysk gruppe, der havde til formål at infiltrere modstandsbevægelsen, og til dette formål benyttedes stikkere. Denne gruppe havde bragt i erfaring, at der i Himmelev var såkaldte „illegale vogne“ , og ved at udgive sig for frihedskæmpere fik de kontakt med familien Bryning, i hvis garage en tidligere politibil, der nu benyttedes af de illegale grupper, var henstillet. Det lykkedes dem herigennem at fastslå, at ægteparret havde illegale kontakter, men uden at give sig til kende satte de kursen mod København i bil. Her erfarede de om drabet på tre nazister, hvorefter de besluttede at likvidere deres kontakter i Himmelev. 

Mindesten for Elise og Knud Bryning, samt Otto Bernskov på Himmelev Kirkegård, indsat i kirkegårdsmuren. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kort forinden havde Sigurd Bernskov indfundet sig hos ægteparret. Fru Bryning myrdedes i sin seng, mens fuldmægtig Bryning blev dræbt foran huset ved garagen. Bernskov, der forsøgte at flygte gennem bryggerset, blev dræbt her. Forinden var det lykkedes Bryning og Bernskov at skjule papirer, der ville have kompromitteret den illegale gruppe, familien Bryning var tilknyttet.

Knud og Elise Bryning har en medaljon Faldet i Danmarks Frihedskamp 1940-45 på deres grav på Vestre Kirkegård.

Brynings gravsten på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy

Anker Herman Knudsen, Modstandsmand (1914-1945).

Dødsannonce som er måske typisk for hvad man kunne skrive under besættelsen om likviderede modstandsfolk:

Vor kære Søn og Broder

Anker Herman Knudsen

er pludselig død den 8. januar 1845.

John Knudsen

Søskende.

Begravelsen finder sted søndag den 14. januar Kl. 1 fra det store kapel på Vestre Kirkegård.

Eventuelle kranse bedes sendt til kapellet.

(Social-Demokraten 12. januar 1945.)

Forretningsbestyrer, f. 28.10.1914 i Hvidbjerg, Thisted amt, d. 8.1.1945 i København. F.: Arbejdsmand John Jensen Knudsen og hustru Camilla Johanne Christine f. Jensen. Gift 9.11.1935 med Gurli Erna Else Frandsen, f. 21.5.1913 i København. (B.: D. 4.3. 1935, P. 29.8.1938).

 

Tilknyttet modstandsbevægelsen i København under afsnit 8. Anker Knudsen var bestyrer af firmaet „Denka Radio“ på Toftegårds Allé. Anker Knudsen deltog fra 1943 i illegalt arbejde i en militærgruppe under afsnit 8 V, 2. kompagni, og benyttede herunder blandt andet forretningen som våbendepot. Den tyske terrorgruppe „Peter Gruppen“ havde fået oplysning om, at Anker Knudsen var tilknyttet modstandsbevægelsen. Da der kort forinden var blevet dræbt en tysk stikker, gav gruppens chef ordre til, at Anker Knudsen skulle likvideres som hævnakt. 

Medlemmer af gruppen trængte om eftermiddagen den 8.1.1945 ind i forretningen og nedskød Anker Knudsen, der var dræbt på stedet. Den følgende dag blev forretningen sprængt i luften af tyskerne.

(Modstandsdatabasen)

Anker Hermann Knudsens gravsted på Vestre Kirkegård (18-8-28). Foto Erik Nicolaisen Høy)

Keld Hjortø (1909-1945). (Efterskrift til Politivennen)

Inspektør, cand. mag Keld Hjortø, f. 29.5.1909 i Vordingborg, d. 18.2.1945 i København. Student fra Akademisk Kursus 1928. Cand. mag. 1936. Ansat ved Akademisk Kursus 1936, inspektør samme sted 1942. Lærer ved Hærens Officersskole.

Akademisk Kursus bygning lå i Nyropsgade, ganske nær ved Shellhuset. Det var uundgåeligt, at der opstod episoder mellem elever og vagtposter. Adskillige gange måtte Keld Hjortø som repræsentant for kursus udvirke frigivelse af arresterede elever. Desuden viste han så tydeligt sin nationale holdning, at han havde flere sammenstød med anderledes tænkende elever. Blandt disse kan specielt nævnes en elev, hvis fætter var medlem af Ib Birkedahl-Hansen gruppen. Eleven var stikker for denne og blev likvideret 15.2.1945. Som en gengældelsesforanstaltning for dette blev Keld Hjortø 16.2.1945 nedskudt af tre medlemmer af gruppen i sit hjem. Han førtes til Bispebjerg hospital, hvor han døde to dage senere.

Knud Hjortøs gravsten på Vestre Kirkegård ligger i Urnehave A, rk. 0, nr. 66 ved den lille dam. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mellem kendte danskes grave på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Mange af gravstederne er forsømte.

HAR man et gravsted, man besøger, kan det ofte hænde, at man får lyst til at forlænge sin tur på kirkegården, og man fortryder Ikke en sådan lille ekstravandring. Det sker nemlig, at man pludselig får øje på et og andet navn, der får en til at standse og til at drømme sig langt tilbage i tiden.

Komponisten P. Heises grav.

På Holmens Kirkegård vist nok vor ældste, finder man let vej til den smukke mindehøj for de faldne krigere fra Slaget på Reden 1801. Inskriptionen på marmorkransen lyder således:

Den krans, som fædrelandet gav,
Den visner ej på falden krigers grav.

Øjet fanges af alle de små sten langs højens fod med de faldnes navne: Thura på Indfødsretten - Ebel på Dannebrog - Schrødersee på Indfødsretten - Wædelee på Sjælland - Møller på Hjælperen - Cortsen på Indfødsretten - Bohne på Kronborg - Jensen på Prøvestenen - Johansen på Jylland og Hauch på Kronborg.

Disse skibsnavne fra en længst forsvunden tid og navnene på de helte, der gav deres liv for fædrelandet, sætter sig fast i bevidstheden. Deres navne vil altid læses med andagt af enhver, som standser ved dette mindesmærke.

HEISE OG CHR. WTNTHER

I nærheden af krigergraven rager to buster op, af komponisten P. Heise og hans hustru, født Ville Hage, datter af konsul Alfred Hage, Nivågård. Busterne er udført af Bissen, fru Heises svoger. Hvert syngende menneske må stå med taknemmelige tanker ved Heises grav og mindes hans skønne romancer. Heise var ikke alene en stor kunstner på musikkens område, men en mand med stor litterær dannelse, og datidens bedste kunstnere og digtere kom i hans hjem. Man får det yndigste billede af ægteparret Heise, hvis man læser professorinde Anna Poulsens bog: En skuespillers liv. Kun 49 år gammel døde Heise (1879), og fru Ville overlevede ham i 33 år. 

Går man uden bestemt mål, bruger man sikkert langt mere tid end nødvendigt, men det har sin charme at lade tilfældet råde. Buster og relieffer er det første, man får øje på. Derfor finder man let Christian Winthers grav, skønt gravstedet er meget lille. To store hængebøge dominerer, så der knapt er plads til et par tavler og til monumentet med Chr. Winthers billede i relief. Efter en rejse i udlandet skrev hun i sin glæde over at være hjemme igen:

Her kan jeg frit ånde luft i min lunge,
Alt her er mit og om alt kan jeg sjunge.

Gammel og skrøbelig førtes han af sin familie til Paris, hvor han døde 1876. Han kom dog til at hvile i sit fædrelands elskede jord, hvad han sikkert har drømt om, da han skrev sit smukke digt "Sjælland". Her synger han:

Når alting er til ende
Og natten stunder til,
Når slukket er i mulmet
Livssolens strålespil.
Ak, kunne jeg da lægge
Til ro mig i din eng
Dit grønsværstæppe trække
Over mig og min seng.

Egentlig burde Chr. Winther, præstesønnen fra Fensmark, have hvilet i den grønne eng og ikke i en lille, bar firkant på en københavnsk kirkegård. Grønsværstæppet ser man ikke meget til. Hans dyrebare Julie, til hvem han skrev kærlighedsdigtene "Til Een", ligger i samme grav.

HEIBERG OG IDA BRUN

Gennem tiderne har der sikkert været valfartet til det Heibergske gravsted, som findes på en af de første sideveje til hovedvejen gennem kirkegården. Tre bautastene står under en stor hængebirk. Man står og mindes alt, hvad man har læst og hørt om dette trekløver og dets intime samliv gennem 23 år. Den i sin ungdom strålende Thomasine Buntzen, den kloge, kølige Heiberg og den temperamentsfulde Johanne Luise. Helberg døde i 1860, kun 4 år efter sin moder, og først 30 år efter blev fru Heiberg lagt til hvile i graven med den lyse hængebirk. Skønt det nu er 54 år, siden hun døde, lever hun endnu i mindet som vor største skuespillerinde, og der ligger ofte blomster ved hendes gravsten. Har hun stadig sine beundrere? 

Chr. Winthers grav på Holmens Kirkegård.

En af hendes mest trofaste tilbedere i de sidste år, den kendte politiker A. F. Krieger, har sin grav lige i nærheden.

Holmens Kirkegårds inspektør kommer forbi, og efter en Heiberg-samtale spørger han: Har det nogen interesse at se grevinde Bombelles grav? Om det har! Som bekendt var den unge Johan Ludvig håbløst forelsket i den yndige Ida Brun. På vejen derhen er det, som om melodien og ordene fra afskedssangen i "De Danske i Paris" klinger i luften. Efter sigende skrev Heiberg "I dansen nu mig møder" med tanken på Ida Brun.

Drejer man til venstre for hovedgangen, læser man på en stor, brun marmorsten:

Adelaide Caroline Johanne

Grevinde de Bombelles, født Brun

Herren forbarme sig over os i sin uendelige Naade.

Ida Brun, datter af konfensråd Constantin Brun og Frederikke Brun, født Münster, fortryllede alle datidens skønånder med sin plastiske dans og sine sjældne mimiske evner. Heiberg, Oehlenschlæger og Baggesen skrev digte til hendes pris, og Thorvaldsen modellerede hendes skønne hænder. I dr. Bobés bog om Ida Brun fortælles om strålende somre på "Sofienholm" og om den skønne, ombejlede danserinde. I 1816 blev hun gift med den østrigske diplomat, grev de Bombelles og vandt i udlandet ry for sine attituder som forhen Lady Hamilton. Hun døde i Wien 1857. Efter hendes død skrev Heiberg det underskønne mindedigt "Adelaide":

De samle sig lig underfulde drømme

De rige minder fra en svunden vår.

Dybest i sit sind må Heiberg have gemt mindet om sin unge kærlighed. I 1816 skiltes deres veje her i livet, og de sås aldrig mere. Nu hviler de på samme kirkegaard i kort afstand fra hinanden.

I et afsides hjørne af kirkegården står man overfor et ret forsømt gravsted. Inskriptionen på stenen er utydelig og irret, men der står: Johan Christian Ryge, dr. medicine og chirurgie, instruktør og skuespiller ved Det kongelige Teater (1780-1842).

Han var en drot i kunstens rige

Hans herredom sig strakte lige

Fra Hakon Jarl og ned til Saft.

Lod han os le, lod han os græde,

Da var det kunst, vi så fremtræde

I pagt med sandhed, vid og ånd.

Ingen nulevende har set dr. Ryge, men hans minde lever, og har man interesse for teaterhistorie, er man stødt på hans navn utallige gange. Han opgav sin store lægepraksis for at blive skuespiller, så stærkt følte han sit kald. Han omtales altid som en genial kunstner. Fru Heiberg skriver i sine erindringer om hans uforlignelige Hakon Jarl og i flere Holberg-roller tiljubledes han af publikum. Hans buste findes på Teatermuseet og i foyeren i Det kgl. Teater hænger hans maleri. Der fortælles en historie om ham, som viser, han var en myndig mand. Frederik VI havde nægtet, at han måtte opføres på teaterplakaten med sin doktortitel. Men dr. Ryge erklærede, at doktortitlen havde han ikke fået af majestæten, men selv erhvervet sig, og Frederik VI faldt til føje, men bemærkede: Han er vist ikke god at bides med.

RUNG OG HARTMANN

Hovedgangen fortsætter til Malmøgade, og man ser længst nede et monument med relief. Hvor smuk Henrik Rung var, får man ikke indtryk af ved synet af dette relief, men efter billeder at dømme har han været en overordentlig smuk mand med et sydlandsk ydre. Han tilbragte mange år i Rom i de bedste kunstnerkredse, og kirkemusikken her - særlig Palestrina - betog ham i allerhøjeste grad og gav ham impulsen til dannelsen af Cæciliaforeningen i København. I gamle dage var Rungs romancer og salmemelodier i stor yndest, og mange af dem synges endnu. Han døde 1871.

 

Ved igen at forvilde sig ind på sidegangene, står man overfor navnet Hartmann. Det er nu Ikke gamle J. P. E. Hartmann, den store komponist, som ligger her, men sønnen Emil Hartmann, som var organist ved slotskirken. Ham er det, vi kan takke for melodien til en af vore yndigste vuggeviser: Nu skal du kønt dig putte ned.

Få skridt herfra ligger Helge Nissen. Navnet har endnu ikke fået gammel klang. Kun 56 år gammel døde operaens fejrede og forgudede sanger, endnu på højden af sin kunst. Ingen, der har hørt ham, glemmer nogen sinde hans smukke, mandige basbaryton. Han var pragtfuld på scenen, dramatisk, myndig, satanisk, elegant og smuk af ydre. Han efterlod ved sin død et stort savn både i koncertsalene og ved operaen. 

Turen blev lang. Der bliver lige tid til en lille omdrejning hen imod en buste på en høj, grå sten med en gylden lyre. Det viser sig at være H. C. Lumbyes Grav (1810-1874). I 30 år var han publikums yndling i Tivoli.

Ja, så er vandringen slut, men det har været interessant at standse ved disse grave og at lade den forbigangne tid vækkes til live. Der har været lejlighed til at glæde sig over det lidt eller meget, man ved om disse store afdøde.

Næste gang man passerer disse grave, står man der måske længere, fordi man føler, hvordan mindet om disse mennesker lever den dag i dag, så de ikke er fremmede for ens egen generation.

Man kunne ønske, der var bevilget en sum til kirkegården til at værne om disse grave. Det er sørgeligt at se, hvor de fleste af dem ser forsømte ud.

Kan nationen være det bekendt?

Johanne Weihe.

(Nationaltidende, 8. januar 1945)