St. Jacobs Gæstehjem. (Efterskrift til Politivennen).

Støvlelageret i Sandkisten.

En søvnløs Nat i St. Jacobs Gæstehjem.

Det var en lummer Nat i &t. Jacobs Gæstehjem. Luften paa Sovesalene rar saa stærk, at den skulde fortyndes med Radium, for at de stakkels søvnløse Mennesker, der kastede sig hid og did paa deres Lejer, kunde faa den til at glide ned.

Ganske særligt kneb det for fire af Gæsterne, de Herrer Carl Nielsen, Edvard Gottfredsen, Christen Olsen og Sofus Berg, der henholdsvis bærer Kælenavnene "Tulle", "Nassemand" , "Det sorte Faar" og "Stangen".

Lummerheden fik dem til at fantasere om store kolde Snapse, "forgyldte Bornholmere" og Øl med Skum.

Men dels var det Nat, og dels havde de ingen Penge, og endelig var det ikke saa dan at slippe ud af Gæstehjemmet. De fantaserede imidlertid videre og saa kom en af dem i Tanker om, at der i Ingerslevgade laa en dejlig Skotøjsforretning med let og behagelig Adgang. Det var en Forretning, der, hvis den lykkedes, kunde give baade til det ene og det andet.

"Tulle" og "Nassemand" lovede at besørge det fornødne, naar de to andre vilde hejse dem ud af Vinduet i Gæstehjemmet. Det vilde de, og det gjorde de.

"Tulle" og "Nassemand" kom lykkeligt afsted, plyndrede Skotøjsbutiken og gemte efter Aftale Tyvekosterne i en Sandkiste paa Svineryggen, hvor "Det sorte Faar" og "Stangen" næste Dag skulde hente Varerne og besørge Omsætningen.

Ogsaa dette gik efter Programmet, men alligevel faldt de to førstnævnte i Kløerne paa Politiet. Skønt de nødig vilde, maatte de dog ud med Sproget og tilstod ikke alene Skotøjstyveriet, men ogsaa en Snes andre "Bræk" .

"Det sorte Faar" og "Stangen" var derimod hverken til at hugge eller stikke i. De kendte ikke noget til det hele. De var oven i Købet saa uskyldige, at da de havde "fundet" Sko-Lageret" i Sandkisten, var de paa Vej til Politiet med det, da de blev annammede.

"Tulle" og "Nassemand" røg hver 18 Mdr. i Forbedringshuset. "Faaret" og "Stangen" skal for Landsretten.

(København 21. juni 1920).

Svendsgade Politistation ved Vesterbro Torv. I Saxogade lå en politivagt med detention. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Bølle i St. Jacobs Gæstehjem

Han overfaldt Bestyreren og Buffisten.

Politiassessor Hastrup fremstillede i Gaar i Dommervagten en ondskabsfuld Fyr, Ole Christensen, der gentagne Gange er straffet for Vold. Skærtorsdag havde han paany været paa Færde, denne Gang i St. Jacobs Gæstehjem i Saxogade, hvor han overfaldt Bestyrer Ove Petersen, idet han slog nogle Tænder ud paa ham og flækkede hans Overløbe. Da Buffisdt Thomsen søgte at komme den Overfaldne til Undsætning, slyngede Christensen nogle tomme Ølflasker efter ham og Bestyreren.

. Hvis du ringer efter Politi, slaar jeg dig ihjel, sagde han.

Dommer Bentzon gennemgik kort Rapporten med den Anholdte; paa Dommerens Spørgsmaal om hans sidste Bopæl svarede han: - Svendsgade Politistation. Han oplyste iøvrigt, at han i sin Tid havde været Søfyrbøder, - men at det ikke var i de sidste Par Aar. Der blev afsagt Fængslingskendelse over ham, foreløbig for otte Dage.

- Vil De have en Forsvarer? Spurgte Dommeren.

- Nej, det kan være lige meget, svarede Christensen. Den sidste, jeg havde, sad og sov.

Saa blev han hjulpet ud til Arresten.

(København 3. april 1926).

St. Jacobs Gæstehjem lå på Saxogade 80/82, hjørnet ved Istedgade. Det var ikke første gang der var optøjer. 27. december 1923 berettede København om at en tidligere straffet voldsmand, Carl Julius Hein, sammen med fire berusede kampfæller var blevet fjernet af politiet for nattefredens skyld, bl.a. havde han knaldet en flaske i hovedet på en betjent. Selv sagde han at de var blevet overfaldet af politiet.

Sommerrevyer i Korups Have. (Efterskrift til Politivennen)

Valby Sommerrevy startedes i Aftes. En særdeles fornøjelig Forestilling.

I aftes var det blevet Valbys tur til at holde sommerrevypremiere, og som i tidligere år fandt højtideligheden sted i Korup Have. Men hvad der ikke just kan siges om alle tidligere Valby revyer, gælder for den som der i aftes var "oppe over byen", den blev en ubetinget succes som længe vil trække et stort publikum ud bag Søndermarkens smukke gamle træer.

Men Henriksen havde jo også i år ofret noget for sin revy, og han havde skaffet sig en kreds af unge fremadstræbende skuespillere og skuespillerinder, der dannede ikke så lidt mere end staffagen om det gammelkendt variétéduettistpar hr. og fru Linné (den lille mand med den store kone).

Spiritistisk samfundsdrama i tre seancer kaldes Valby Revyen; navnlig 1. og sidste seance gjorde sig, ja til sidst blev bifaldet og begejstringen så stærk, at publikum ikke lod sig fordrive fra haven, før det havde set forfatteren og komponisten blive båret op på tribunen.

At Valby Revyen foruden meget andet godt indeholder et par ligefrem sjældne perler, nemlig en S-vise (fire lange vers, hvor hvert eneste ord begynder med S) og så en potpourri-duet, som ægteparret Linné mestrer til fuldkommenhed, vi snart være en kendsgerning som hele byen snakker om.

(Aftenbladet (København) 16. juni 1920.)

Der arbejdes på Valby-Revyen

I en pause under prøverne. Til højre hr. og fru Linne.

I den gamle, hyggelige Korups Have ude i Valby er sommerforestillingerne begyndt. Der spilles småstykker, men selvfølgelig skal der atter i sommer spilles en revy. Prøverne på den er i fuld gang - på de første akter vel at mærke. For naturligvis har forfatteren, den kendte journalist Chr. Krum det ligesom alle andre revyforfattere: Han skriver ikke sidste akt før dagen før generalprøven.

Men derfor slider de unge damer og herrer lige meget i det under Krums egenhændige instruktion - hvad han jo er godt kendt med fra sin årlige tre måneders teatervirksomhed i Roskilde.

De spillende er unge og ubekendte - de skal først her vinde deres sceniske sporer.

Kun to er gamle bekendte. Det er hr. og fru Linné, den lille mand og den store kone.

Han der oprindelig var skuespiller, men ikke kunne vinde frem på grund af sin lidenhed, skal spille den komiske hovedrolle og synge flere nye, danske viser, mens han sammen med sin frue synger et par af de kendte duetter.

Humør er der imidlertid i den lille mand, og det skal nok slå fængende gnister når "den er oppe over byen" ruller af tirsdag den 8. juni.

(Aftenbladet (København) 1. juni 1920.)

Frk. Sick-Hartvig.

To gode, kendte skuespillernavne har den unge dame, der i aften ved den 50. opførelse af revyen i Korups Have synger om serveringsdamerne og “sin onkel Ferdinand".

Heldigvis kan den unge pige frk. Sick-Hartvig, bevise sin ægte skuespillerafstamning, ikke alene gennem navnet, men også gennem foredraget af de viser som er hende betroet. Det er en soubrette i svøb som publikum her skænker sit bifald.

Men for øvrigt, alle får de publikums bifald - først og fremmest den lille mand og den store kone - og derfor kan revyen i Korups Have - Chr. Krums værk - med sindsro se de mørke aftener i møde.

De vil ikke, så sandt københavnerne vil more sig, formindske besøget.

(Aftenbladet (København) 6. august 1920.)

Valby Sommerrevy.

Ude i den lille, hyggelige "Korups Have". hvor den gemytlige direktør Henrichsen residerer, var der i aftes premiere på den årlige sommerrevy der her opføres i fri luft inde under Søndermarkens gamle træer.

Titlen i år er “Op ad bakke" eller "Valby Sommerrevy 1922", og hovedforfatteren er Knud Lumbye der dog har medtaget en række viser fra kolleger som er uden jalousi overfor dette lille friluftsteater der er noget ganske for sig.

Dekorationerne der er malet af Rodian Thomsen, sluttede aktuelt med en udsigt over den endnu ikke fuldt færdige hollandske udstilling således som den vil komme til at se ud.

Der var mange kvikke sange med refræner som: 

Den ligger på kommoden derhjemme,
såvidt jeg ved, så ligger den fremme,
der kan jeg sagtens finde den
hvis ikke no'en har flyttet den.

Det talrige publikum modtog i den smukke sommeraften den lille revy med stærkt bifald og fremkaldte gang på gang alle de optrædende: Jacobi Warnick, Ludwig Petersen, Emil Holmelin, Grete Gjern, Adde Sich Christiansen og Agnes Falck.

(Nationaltidende 8. juni 1922, 2. udgave.)

Endnu i 1920'erne var der kundegrundlag for denne form for restaurationer af denne type med sommerforlystelser. Men så løb tiden fra det, Korups Have lukkede 1934 og bygningerne blev nedrevet i 1936. Vejen Bag Søndermarken markerer nogenlunde hvor stedet var.

Korups Have må ikke forveksles med Bjælkehuset som ligger ca. 100 meter længere oppe ad Valby Bakke på Valby Langgade. Det blev etableret i 1915 i stil med "De små Haver". "Hytten" har skiftet udseende flere gange, fx har der været bjørnegræs på taget med en græssende ged. På Bjælkehusets hjemmeside angiver man køkkenet som stedet hvor man opfandt friturestegt camembert.

Mestertyven Hedvig Jensen (1873-?). (Efterskrift til Politivennen)

Hedvig Jensens generalieblad starter allerede i "Politiefterretninger" nr. 27, 4. marts 1897. Her står Hedvig Jensen, 23 år, idømt 2½ års forbedringshusabejde for tyveri og løsgængeri. 

4 Aars Forbedringshus.

Den mange Gange tidligere straffede kvindelige Tyv Hedvig Jensen, der for længere Tid siden anholdtes, sigtet for at have begaaet nogle Lommetyverier paa Raadhuspladsen i København, har nu faaet sin Dom. Hun har ikke aflagt Tilstaaelse, og blev dømt paa Indicier. Straffen blev fastsat til 4 Aars Forbedringshus. 

(Vestsjællands Social-Demokrat 10. april 1920).

En hysterisk Forbryderske.

Danmarks største Lommetyv

Den tidligere omtalte Hedvig Jensen, der af sine 53 Aar har tilbragt de 3½ Aar i Forbedringshuset og de 15 Aar i Tugthuset, var i Lørdags fremstillet i Forhør l Byretten i København. Hedvig Jensen er Danmarks største Lommetyv, idet ingen har begaaet saa mange Lommetyverier som hun. Hun er nu arresteret efter at have stjaalet en Haandtaske i Magasin du Nord, og da Politiassistenten opfordrede hende til at fortælle Sandheden for hurtigere at faa Ende paa Sagen, blev hun aldeles hysterisk og skældte ham ud for en Bandit og en Sjover. Den Kavaler skaffede mig sidst 4 Aars Tugthus, raabte hun til Dommeren, og det vil han prøve paa igen, men det skal blive Løgn.

Da Dommeren derefter bad hende om at moderere sine Udtryk, blev Hedvig Jensen endnu men gal, sna Dommeren maatte afbryd« Forhøret og lade den skældende og smældende Kvinde føre 1 Arresten i««.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 11. maj 1925).

Den kvindelige Lommetyv driller Dommer Eide.

Et muntert Forhør i Gaar.

Den kvindelige Tyv og Lommetyv Hedvig Jensen, der forleden blev anholdt paa Foranledning af Magasin du Nords Detektiv, Frk. Julie Nielsen, var i Gaar fremstillet I Byrettens 8. Afdeling hos Dommer Eide.

Rapporten fortæller, at Hedvig Jensen er født 1873 og siden 1904 straffet med henholdsvis 2 og 2½ Aars Forbedringshus, 3 Aars og to Gange 4 Aars Tugthus, og at der siden hendes sidste Løsladelse den 5. Juni i Fjor og Indtil hendes Anholdelse i Aar er forøvet over 50 uopdagede Lommetyverier, men st der efter hendes Anholdelse Ikke er anmeldt et eneste Lommetyveri.

Kort efter Løsladelsen i Fjor havde Hedvig Jensen faset Plads hos en Dame, Fru Ebberøe, hvor hun havde Kost og Logi og en maanedlig Løn af 20 Kr. Til fru Ebberøe, der bl. a. havde set, at Hedvig Jensen var I Besiddelse af en Mængde Dameportemonnæer og Dametasker havde hun fortalt, at hun havde et flot Møblement staaende i et Telt ved Smedelinien og at hun havde en Forretning 1 Odense.

Denne Udtalelse bragte Dommer Eide til at spørge Arrestantinden, hvordan det forholdt sig hermed.

- Hvad rager det Dem? svarede hun.

- Jeg spørger Dem, om det er rigtigt?

- Nej, Gu' er det ej!

- Hvorfra har De faaet alle de Sager, der er fundet i deres Besiddelse?

- Af mine Venner!

- Hvem er det?

- Det bliver aldrig opklaret,

- Hvor ligger det Telt, De har Deres Dagligstuemøblement i?

- Paa Maanen!

Nu bliver Dommer Eide, der er i Besiddelse af en engleblid Taalmodighed. endelig vred.

- De skal svare ordentligt

- Jeg har ikke noget at svare paa - jeg er uskyldig. Basta!

Saa opgav Dommer Eide Ævret for denne Gang og udsatte Forhøret for at der i Mellemtiden kan indhentes nye Oplysninger om den genstridige Dame. hvilket forøvrigt næppe er tvingende nødvendigt, eftersom bl. a. Frk. Nielsen med Bestemthed har genkendt hende rom den Kvinde, der opholdt sig tæt op ad den i Magasin du Nord bestjaalne Dame. Fru Frederiklen. og overfor en af Opdagerne udpegede Hedvig Jensen i Forbryderalbummet

(Folkets Avis (København) 13. maj 1925).

Den kvindelige "Lommetiv" løsladt.

Magasin-Detektiven Julie Nielsens beviser duede ikke.

Sagen mod den kvindelige "Lommetyv" Hedvig Jensen, der for nogen Tid siden paa Foranledning af Magasin du Nords Husdetektiv, Frk. Julie Nielsen anholdtes som sigtet for et Tnsketyveri, er i Gaar afsluttet ved Byretten hos Dommer Eide.

Som før omtalt havde Frk Julie Nielsen i nogen Tid haft Hedvig Jensen i Kikkerten, og da der en Dag blev stjaalet en kostbar Metaltaske med Indhold, som en besøgende Dame havde lagt fra sig i Magasinet. henledte Frk. Julie Nielsen Politiets Opmærksomhed paa Hedvig Jensen, der blev anholdt, men nægtede at have forøvet Tyveriet.

Sagen blev overgivet Politiassessor Prytz til Undersøgelse, og efter nogen Tids Forløb havde Politiassessoren konstateret, at efter Hedvig Jensens Anholdelse var der ikke her i Byen forøvet et eneste lommetyveri, medens der forelaa Anmeldelse om ca. 50 endnu uopklarede Lommetyverier, som Hedvig Jensen nu ogsaa sigtedes for at have begaaet.

Hendes Forhold talte ogsaa mod hende. Hun havde tilbragt 17 Aar af sit Liv indenfor Fængslets Mure, saa der var tiltrods for, at hun tiden sin sidste Løsladelse havde ført en som det syntes uangribelig Tilværelse jo nok Grund til Mistanke, og særlig ivrig var Frk Julie Nielsen for at føre Beviser mod Arrestantinden - bl. a. erklærede hun, at den Dame, der havde stjaalet Tasken l Magasinet, havde Knapstøvler paa, og Hedvig Jensen brugte netop saadanne.

Imidlertid er det siden hen blevet opklaret, at Tasketyverlet fandt Sted Dagen før Detektiven bemærkede Hedvig Jensen i "Magasin", og paa samme Maade er det efterhaanden, som vi i forrige Uge meddelte, gaaet med de øvrige Beviser. Af hele det store Materiale, der var samlet mod Hedvig Jensen, har der Ikke været noget som helst, der kunde bruges mod hende, da det endelig kom til Stykket.

Efter at Dommer Eide i Gaar havde gennemgaaet Sagen fra Ende til anden, løslod han derefter Hedvig Jensen - af Mangel paa Bevis.

(Folkets Avis (København) 16. juni 1925).

Lommetyverierne ved "Ranch"

En af de Bestjaalne genkender Hedvig Jensen

Efter at der i de sidste Maaneder af forrige Aar havde fundet en Del Lommetyverier Sted i Trængselen paa Ranchs Hjørne, anholdtes kort før Jul den for Lommetyveri meget ofte straffede Hedvig Jensen, en Kvinde, der er midt i Halvtredserne. Hun har imidlertid nægtet sig skyldig.

I Gaar fremstilledes hun i Byretten hos Dommer Jorgen Jensen, hvor hun paany grædende paastod, at hun intet havde begaaet, og at hun sidste Gang var dømt uskyldig.

Der mødte nogle Vidner i Retten. Fru Overretssagfører Sørensen, der i Oktober havde mistet sin Pung ved Ranchs Ur, havde bemærket Hedvig Jensen i Nærheden og var overbevist om, at hun var Tyven.

To andre Damer, Fruerne Andersen og Erhardt, havde omtrent samtidig mistet deres Portemonnæer paa samme Sted, men ingen af dem genkendte Arrestantinden.

Sagen udsattes, bl. a. for at Fængselslægen kan undersøge Hedvig Jensens mentale Tilstand.

(Folkets Avis (København) 25. januar 1928).

Storforbrydersken skal til Observation.

Den kvindelige Storforbryderske Hedvig Jensen, som har tilbragt næsten Halvdelen af sit 40-aarige Liv i Fængslerne, var i Gaar fremstillet for Dommer Jørgen Jensen. Denne Gang er hun sigtet for at have begaaet en Masse Lommetyverier paa Strøget. Hun har bestemt nægtet at være Gerningsmanden, men det er bemærkelsesværdigt, at samtidig med, at hun blev fængslet, er Lommetyverierne hørt op.

Der forelaa for Dommeren en Erklæring fra Fængselslægen, som gaar ud fra, at Hedvig Jensen bør undersøges af Prof. Wimmer, og dette vil nu ske.

(København 4. februar 1928)

Anbragt paa Sct. Hans.

I København blev en Dame, Hedvig Jensen, anholdt for en Række Tyverier i Stormagasinerne. Hun er straffet flere Gange tidligere og gjorde Indtryk af denne Gang ikke at være helt normal. Retslægeraadet har nu erklæret at hun er sindssyg, og det er derfor besluttet, at hun nu skal anbringes paa Sct. Hans Hospital.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 4. september 1928)

Det danske Hjælpebureau i Flensborg. (Efterskrift til Politivennen)

 

Oberstinde J. Ramsing.

Flensborg, i April.

Oberstinde Ramsing har som Medlem af Forretningsudvalget af det nystiftede Flensborgsamfund opholdt sig hernede en Uges Tid for at planlægge Ordningen af et dansk Hjælpebureau i Flensborg. Fru Ramsing, der er Samfundets eneste kvindelige Bestyrelsesmedlem kom herned, efter at hun havde hørt om de Chikanerier, som de Danske her efter Afstemningen var Genstand for Fremfor alt gamle Mennesker som enten har flaget med deres Dannebrog eller paa anden Maade givet deres Sindelag tilkende.

En af Flensborgsamfundets Opgaver er netop Omsorg for dem. der paa Grund af deres Danskhed lider ilde, og da Fru Ramsing blev Medlem af Bestyrelsen. var der straks Enighed om at bede hende varetage og ordne denne Side af Sagen.

Skulde Fru Ramsing have næret nogen Tvivl om Nødvendigheden af at bringe Hjælp, vilde Antallet af de Gamle, der enten selv eller ved Mellemmand efter hendes Ankomst her til Byen søgte til hende, hurtigt have overbevist hende om Nødvendigheden af at gribe ind. Jeg skal i en senere Artikel gøre Rede for nogle af de Forulempelser og Plagerier, der er blevet særlig de Gamle, d. v. de Forsvarsløse til Del. I Øjeblikket er det vigtigere at fortælle, at Fru Ramsing straks har sikret sig et fortrinligt Lokale i Byens Centrum, idet hun har lejet Halvdelen af den Lejlighed, som er taget ind til den herværende Afdeling af Sønderjydsk Ministerium.

Her vil om kort Tid det danske Hjælpebureau blive aabnet. til hvilket enhver Dansk Mand eller Kvinde, trygt kan henvende sig om Raad og Vejledning, om juridisk Assistance og pekuniær Understøttelse. Fru Ramsing har Haab om til Bestyrer at faa et meget dygtigt Menneske, der er bleven godt kendt i Flensborg for sit opofrende Arbejde mellem de Syge og Gamle, i den forholdsvis korte Tid, hvor hun har været hernede.

Fattigdommen og Ensomheden mellem de gamle Danske er stor. De har gaaet hernede for Lud og koldt Vand. For dem har det saa godt som aldrig været muligt at komme ind i Byeris mange Stiftelser, til hvilke Øvrigheden op Præsterne i Reglen har Indlæggelsesretten.Deres utrolige Trofasthed og Vedhængen ved Danmark skulde nødigt skuffes mere, end det allerede har været Tilfældet. Hvis Danmark yder Flensborgsamfundet et rigeligt Bidrag er der Haab om, at der kunde oprettes et Alderdomshjem, hvad alle der kender de fattige Danskes Kaar her inderlig rnaa haabe.

Oberstinde Ramsing, der saa ofte før er gaaet i Brechen for de danske Flensborgere, vil sikkert ikke kalde forgæves, naar hun nu beder om Hjælp til de Gamle hernede i Form af Bidrag sendt til Flensborgsamfundets Kontor, Vestergade 37. 

Hele Virksomhedens endelige Form vil naturligvis være afhængig af det Resultat, som den internationale Kommission og det høje Raad kommer til med Hensyn til Flensborgs Skæbne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave)

Se artikel og link til samtlige artikler om Julie Ramsing her: Julie Ramsing (1871-1954).

Afstemningen i 2. zone. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14. marts 1920 var der afstemning i 2. zone. For Flensborgs vedkommende blev resultatet:  6751 tyske, 1421 danske, Flensborg by 27.050 tyske, 8.935 danske. 

Sydslesvig forbliver tysk

Folkeafstemningen i Sydslesvig har stemt for at forblive tysk. I denne zone er den dansktalende befolkning i et decideret mindretal. Næsten fire gange så mange stemmer blev afgivet imod tilslutning til Danmark som for tilslutning. Sydslesvig er ligesom Holsten tysk i blod og kultur og er uvillig til at bryde sine bånd med de andre "Plattysk"-samfund ved kysterne af Nordsøen og Østersøen.

Dette resultat i anden zone indikerer at økonomiske interesser er mere eller mindre magtesløs til at overvinde følelser. Økonomisk ville folk i Flensborg distriktet have det bedre under dansk suverænitet. I Danmark er meget velstående. Tyskland er næsten bankerot, og hvis betingelserne i Versailles-traktaten håndhæves strengt, vil det i en generation i det mindste skulle underkastes høj beskatning. Den tyske mark er næsten værdiløs. Handel over den danske grænse kan kun ske med en enorm prisnedsættelse.

Alligevel er sprogets og race- og nationalfølelsens bånd stærke nok til at få det sydslesvigske folk til at glemme alle de materielle trængsler ved fortsat forening med Tyskland. Det er en manifestation af den vitalitet af racemæssige og nationalistiske instinkter, som støjende skoler af økonomer og internationalister så køligt ignorerer. Centraleuropa er fyldt med grupper, hvor disse instinkter er dominerende. Tyskland forsøgte at knuse dem i Polen, i Alsace-Lorraine og i Nordslesvig. Hendes lange undertrykkelseskampagne mislykkedes.

Men nu virker nationalitetsånden, som landet forsøgte at ødelægge, til egen fordel. Sydslesvig forbliver tysk, fordi hjertet er tysk, ikke dansk. Åndens krav gør en stærkere appel end dem om komfort og nem livsstil. Alle, der ikke har en død sjæl, vil føle en tilskyndelse til at hilse på de tyske slesvigere, der lever deres gens og holder fast ved det i dets modgang.

I øvrigt vil kendsgerningen og resultatet af folkeafstemningen gøre det vanskeligt, i hvert fald i nogle få dage, for kritikerne af Versailles-traktaten. De har sagt, at folkeafstemningerne selvfølgelig ville være farcer. Men det er umuligt at afskrække en salonradikal. Han vil snart tænke på noget nyt og straks udnytte det.

South Schleswig Stays German

The southern plebiscite section of Schleswig has voted to remain German. In this sectiow the Danish speaking population is in a decided minority. Nearly four times as many votes were polled against joinder to Denmark as for joinder. Southern Schleswig, like Holstein, is Germanic in blood and culturo and is unwilling to break its ties with the other "Plattdeutsch" communities on the coasts of the North Sea and the Baltic.

Thc result in the second zone in , dicates that economic interests are more or. less powerless to overcome sentiment. Economically thc people of the Flensburg district would be better off under Danish sovereignty. I Denmark is highly prospcrous. Germany is nearly bankrupt, and if tho terms of the Treaty of Versailles are strictly enforced will have to submit for a generation at least to heavy taxation. The German mark is nearly valueless. Trade across the Denmark border can be conducted only at an enormous discount.

Yet the bonds of language and of racial and national feeling are strong enowgh to make thc people of South Schleswig forget all the material hardshipg of continued union with Germany. It is a manifestation of that vitallty of racial and nationalistic instincts which noisy schools of economists and internationalists so coolly disregard. Central Europe is filled with groups in which these instincts are dominant. Germany tried to crush them in Poland, in Alsace-Lorraine and in North Schleswig. Her long campaign of repression failed.

But now the spirit of nationality j which she tried to destroy works in her favor. South Schleswig remains German because its heart is German, not Danish. The claims of the spirit make a stronger appeal than those of comfort and easy living. All not dead of soul will feel an impulse to salute the German Schleswigers who leve their gens and cleave to it in its days of adversity.

Incidentally, the fact and result of the plebiscite will make the going hard, at least for a few days, for the critics of tho Versailles treaty. They have said that the plebiscites would, of course, be farces. But it is impossible to discourage a parlor radical. He will soon think of something new and promptly exploit it.

(New-York tribune. [volume], March 16, 1920, )

Militarismen og Flensborg.

BEDRAGET blev med næsten Lammende Kraft afsløret ved Afstemningen i Flensborg og 2. Zone. Det staar nu alle tænkende Mennesker klart, at den danske Befolkning i halvandet Aar systematisk er bleven ført bag Lyset paa den skændigste Maade af de hjemlige Chauvinister med Bistand af den Kamarilla, der grupperer sig om "Flensborg Avis". De Folk, der maatte kende den sande Stilling, drev Dag for Dag det danske Folk frem til større og større Forventning om dansk Flertal i Flensborg, de prellede mægtige Summer ud af Folks Lommer, de arrangerede den ene Bluff-Forestilling større end den anden, og de forfulgte paa den lumpneste Maade de Mænd, der stillede sig tvivlende overfor de mere og mere larmende Skryderier. "Flensborggruppen" anmassede sig i det sønderjyske Tilsynsraad en Repræsentation, der var lige saa stor som den nordslesvigske Befolknings, og det skyldtes kun de sønderjyske Arbejderes forstandige Vurdering af Stillingen, naar det mislykkedes for Ernst Christiansen og hans Klike at kvæle H. P. Hanssens Indflydelse i Løgn og Bagvaskelse. Nu forstaar man, hvorfor Ernst Christiansen ikke ønskede Flensborggruppens Medlemmer talte ved Tilsynsraadsvalget.

Først efter Afstemningen er Muldvarpene kommet frem i Dagslyset med deres sande Planer: at tvinge Flensborg ind under Danmark, til Trods for at den nu har dokumenteret at være en tysk By. Chauvinisterne gaar saa vidt i deres Frækhed, at de nu vil udnytte den uhyre Skuffelse, som de selv har fremkaldt ved det storstilede Bedrag. Den skal nu bruges som Baggrund for Raabet: "Flensborg hjem trods alt!" Først bilder man den danske Befolkning ind, at Flensborg er en dansk By. Da det saa viser sig, at den er en tysk By, udnytter man de skuffede Forventninger til at kræve Byen annekteret. Og saa blindt, stoler man paa at være kommet den sidste Rest af sund Dømmekraft tillivs, at Bedragerne nu vælter sig over Regeringen og giver den Skylden for Afstemningens Udfald! Som om Regeringen kunde have gjort sort til hvidt og forvandlet Tyskerne til Danskere! Udfaldet blev, som det maatte blive, og som Bedragerne vidste, det vilde blive. Raabet om, at Flensborg skal hjem, har fra dansk Side ikke længere nogen Mening. Flensborg stemte tysk og blev altsaa hjemme.

Nordslesvig har med 75,000 St. mod 25,000 sagt, at det vil hjem til Danmark. Mellemslesvig har mod 48,000 St. mod 13,000 sagt, at det vil blive i Tyskland. Det er den ganske enkle Situation.

Hvad det vilde koste Danmark, i Strid med Fredstraktatens Aand og Ord, at gøre Vold paa denne Kendsgærning fremgaar med al ønskelig Tydelighed af Udtalelser, som den flensborgske Arbejderfører Haberlund fremsatte straks efter Afstemningen. Han erklærede: Flensborgs Befolkning vil i yderste Fald med Vaaben i Haand værge sin Ret til at være tysk.

Vold mod Flensborg betyder Spiren til den 3. slesvigske Krig og Nødvendigheden af en Militarisme i Danmark, som vi hidtil aldrig saa Magen til.

Men dette er netop, hvad vore Chauvinister ønsker. De frygter den fremtidige politiske Udvikling i Danmark. Fæstningen er faldet, og løses det nationale Spørgsmaal paa en saadan Maade, at Danmark kan leve i godt nabovenligt Forhold til Tyskland, da er ethvert Grundlag for nationalistisk Rummel forsvundet i Danmark. Da ligger den slagne Vej klar for Afrustning og social Udvikling. Da har Reaktionen mistet ethvert fast Holdepunkt i den fremtidige Kamp mod Socialdemokratiet.

Derfor ønsker man ved vor Sydgrænse at skabe en Tilstand, som kan give Anledning til evig Strid, evig Fare og idelig Forøgelse af dansk Militarisme.

Danmark er nylig bleven indmeldt i Folkenes Forbund, hvis Pagt udtrykkelig paabyder Rustningernes Indskrænkning, og hvis Paragraf 19 anviser Veje til Løsning af saadanne Forhold, som kan rumme Fare for Krig.

Nu lægger Chauvinisterne sig af al Magt i Selen for at skabe en Tilstand, hvorunder Militærudgifterne ikke skal formindskes hvert 10de Aar - i Overensstemmelse med Forbundspagten - men forøges hvert andet Aar for at opretholde en national Voldspolitik i aabenbar Strid med Fredstraktaten og Forbundspagten.

Derfor arrangeres nu en Række Møder til fortsatte Forsøg paa at paavirke den internationale Kommissions Afgørelse, og derfor vovede man Forsøget paa at inddrage Kongens Person i denne landsskadelige Færd.

Det konservative "Folkeparti" har "stillet sine Medlemmer frit" overfor denne Rummel og har vedtaget en Udtalelse om, at man med Glæde vil modtage af Kommissionens Haand alt, hvad den vil tildele Danmark af 2. Zone. Ved denne Holdning gør dette Parti sig medskyldig i de Ulykker, som maatte flyde af Chauvinisterne fortsatte Fremfærd og opgiver Danmarks Suverænitet.

Det er betegnende, at det samme Parti, der ved Indmeldelsen i Folkenes Forbund nærede Frygt for, at dette skulde betyde Tab af Selvstændighed for Danmark, nu vil fraskrive Danmark enhver Indflydelse paa sin egen fremtidige Grænse.

Om Danmark vedblivende skal være dansk eller delvis tysk er efter Højres Mening en Sag, hvorpaa den danske Befolkning ingen Indflydelse skal øve. Den har blot at kysse Haanden. Saadan taler et Parti, der kalder sig det nationale.

Mod dette Forræderi sætter vi det danske Folks Krav om Fredstraktatens Opfyldelse og Respekt for Folkenes - ogsaa det danske Folks - Selvbestemmelsesret.

(Social-Demokraten 18. marts 1920)

Det sønderjyske grænsespørgsmål var medvirkende til udløsningen af Påskekrisen mellem den socialdemokratisk støttede radikale regering på den ene side og den borgerlige opposition i Folketinget og kongen på den anden. Den borgerlige opposition og erhvervslivet var også utilfreds med regeringen på grund af dens fortsættelse af en reguleringsøkonomi fra krigens tid, og Venstre frygtede, at regeringens forslag til en ny valglov ville betyde færre Venstremandater. Den blev udløst da Christian 10. afskedigede ministeriet Zahle den 29. marts 1920. Fagbevægelsen og Københavns Borgerrepræsentation støttede den afsatte regering.  Krisen blev afsluttet med et kompromis den 4. april. 

17. juni 1920 marcherede de internationale styrker ud, og Flensborg var tysk igen.