St. Jacobs Gæstehjem. (Efterskrift til Politivennen).

Støvlelageret i Sandkisten.

En søvnløs Nat i St. Jacobs Gæstehjem.

Det var en lummer Nat i &t. Jacobs Gæstehjem. Luften paa Sovesalene rar saa stærk, at den skulde fortyndes med Radium, for at de stakkels søvnløse Mennesker, der kastede sig hid og did paa deres Lejer, kunde faa den til at glide ned.

Ganske særligt kneb det for fire af Gæsterne, de Herrer Carl Nielsen, Edvard Gottfredsen, Christen Olsen og Sofus Berg, der henholdsvis bærer Kælenavnene "Tulle", "Nassemand" , "Det sorte Faar" og "Stangen".

Lummerheden fik dem til at fantasere om store kolde Snapse, "forgyldte Bornholmere" og Øl med Skum.

Men dels var det Nat, og dels havde de ingen Penge, og endelig var det ikke saa dan at slippe ud af Gæstehjemmet. De fantaserede imidlertid videre og saa kom en af dem i Tanker om, at der i Ingerslevgade laa en dejlig Skotøjsforretning med let og behagelig Adgang. Det var en Forretning, der, hvis den lykkedes, kunde give baade til det ene og det andet.

"Tulle" og "Nassemand" lovede at besørge det fornødne, naar de to andre vilde hejse dem ud af Vinduet i Gæstehjemmet. Det vilde de, og det gjorde de.

"Tulle" og "Nassemand" kom lykkeligt afsted, plyndrede Skotøjsbutiken og gemte efter Aftale Tyvekosterne i en Sandkiste paa Svineryggen, hvor "Det sorte Faar" og "Stangen" næste Dag skulde hente Varerne og besørge Omsætningen.

Ogsaa dette gik efter Programmet, men alligevel faldt de to førstnævnte i Kløerne paa Politiet. Skønt de nødig vilde, maatte de dog ud med Sproget og tilstod ikke alene Skotøjstyveriet, men ogsaa en Snes andre "Bræk" .

"Det sorte Faar" og "Stangen" var derimod hverken til at hugge eller stikke i. De kendte ikke noget til det hele. De var oven i Købet saa uskyldige, at da de havde "fundet" Sko-Lageret" i Sandkisten, var de paa Vej til Politiet med det, da de blev annammede.

"Tulle" og "Nassemand" røg hver 18 Mdr. i Forbedringshuset. "Faaret" og "Stangen" skal for Landsretten.

(København 21. juni 1920).

Svendsgade Politistation ved Vesterbro Torv. I Saxogade lå en politivagt med detention. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Bølle i St. Jacobs Gæstehjem

Han overfaldt Bestyreren og Buffisten.

Politiassessor Hastrup fremstillede i Gaar i Dommervagten en ondskabsfuld Fyr, Ole Christensen, der gentagne Gange er straffet for Vold. Skærtorsdag havde han paany været paa Færde, denne Gang i St. Jacobs Gæstehjem i Saxogade, hvor han overfaldt Bestyrer Ove Petersen, idet han slog nogle Tænder ud paa ham og flækkede hans Overløbe. Da Buffisdt Thomsen søgte at komme den Overfaldne til Undsætning, slyngede Christensen nogle tomme Ølflasker efter ham og Bestyreren.

. Hvis du ringer efter Politi, slaar jeg dig ihjel, sagde han.

Dommer Bentzon gennemgik kort Rapporten med den Anholdte; paa Dommerens Spørgsmaal om hans sidste Bopæl svarede han: - Svendsgade Politistation. Han oplyste iøvrigt, at han i sin Tid havde været Søfyrbøder, - men at det ikke var i de sidste Par Aar. Der blev afsagt Fængslingskendelse over ham, foreløbig for otte Dage.

- Vil De have en Forsvarer? Spurgte Dommeren.

- Nej, det kan være lige meget, svarede Christensen. Den sidste, jeg havde, sad og sov.

Saa blev han hjulpet ud til Arresten.

(København 3. april 1926).

St. Jacobs Gæstehjem lå på Saxogade 80/82, hjørnet ved Istedgade. Det var ikke første gang der var optøjer. 27. december 1923 berettede København om at en tidligere straffet voldsmand, Carl Julius Hein, sammen med fire berusede kampfæller var blevet fjernet af politiet for nattefredens skyld, bl.a. havde han knaldet en flaske i hovedet på en betjent. Selv sagde han at de var blevet overfaldet af politiet.

Sommerrevyer i Korups Have. (Efterskrift til Politivennen)

Valby Sommerrevy startedes i Aftes. En særdeles fornøjelig Forestilling.

I aftes var det blevet Valbys tur til at holde sommerrevypremiere, og som i tidligere år fandt højtideligheden sted i Korup Have. Men hvad der ikke just kan siges om alle tidligere Valby revyer, gælder for den som der i aftes var "oppe over byen", den blev en ubetinget succes som længe vil trække et stort publikum ud bag Søndermarkens smukke gamle træer.

Men Henriksen havde jo også i år ofret noget for sin revy, og han havde skaffet sig en kreds af unge fremadstræbende skuespillere og skuespillerinder, der dannede ikke så lidt mere end staffagen om det gammelkendt variétéduettistpar hr. og fru Linné (den lille mand med den store kone).

Spiritistisk samfundsdrama i tre seancer kaldes Valby Revyen; navnlig 1. og sidste seance gjorde sig, ja til sidst blev bifaldet og begejstringen så stærk, at publikum ikke lod sig fordrive fra haven, før det havde set forfatteren og komponisten blive båret op på tribunen.

At Valby Revyen foruden meget andet godt indeholder et par ligefrem sjældne perler, nemlig en S-vise (fire lange vers, hvor hvert eneste ord begynder med S) og så en potpourri-duet, som ægteparret Linné mestrer til fuldkommenhed, vi snart være en kendsgerning som hele byen snakker om.

(Aftenbladet (København) 16. juni 1920.)

Der arbejdes på Valby-Revyen

I en pause under prøverne. Til højre hr. og fru Linne.

I den gamle, hyggelige Korups Have ude i Valby er sommerforestillingerne begyndt. Der spilles småstykker, men selvfølgelig skal der atter i sommer spilles en revy. Prøverne på den er i fuld gang - på de første akter vel at mærke. For naturligvis har forfatteren, den kendte journalist Chr. Krum det ligesom alle andre revyforfattere: Han skriver ikke sidste akt før dagen før generalprøven.

Men derfor slider de unge damer og herrer lige meget i det under Krums egenhændige instruktion - hvad han jo er godt kendt med fra sin årlige tre måneders teatervirksomhed i Roskilde.

De spillende er unge og ubekendte - de skal først her vinde deres sceniske sporer.

Kun to er gamle bekendte. Det er hr. og fru Linné, den lille mand og den store kone.

Han der oprindelig var skuespiller, men ikke kunne vinde frem på grund af sin lidenhed, skal spille den komiske hovedrolle og synge flere nye, danske viser, mens han sammen med sin frue synger et par af de kendte duetter.

Humør er der imidlertid i den lille mand, og det skal nok slå fængende gnister når "den er oppe over byen" ruller af tirsdag den 8. juni.

(Aftenbladet (København) 1. juni 1920.)

Frk. Sick-Hartvig.

To gode, kendte skuespillernavne har den unge dame, der i aften ved den 50. opførelse af revyen i Korups Have synger om serveringsdamerne og “sin onkel Ferdinand".

Heldigvis kan den unge pige frk. Sick-Hartvig, bevise sin ægte skuespillerafstamning, ikke alene gennem navnet, men også gennem foredraget af de viser som er hende betroet. Det er en soubrette i svøb som publikum her skænker sit bifald.

Men for øvrigt, alle får de publikums bifald - først og fremmest den lille mand og den store kone - og derfor kan revyen i Korups Have - Chr. Krums værk - med sindsro se de mørke aftener i møde.

De vil ikke, så sandt københavnerne vil more sig, formindske besøget.

(Aftenbladet (København) 6. august 1920.)

Valby Sommerrevy.

Ude i den lille, hyggelige "Korups Have". hvor den gemytlige direktør Henrichsen residerer, var der i aftes premiere på den årlige sommerrevy der her opføres i fri luft inde under Søndermarkens gamle træer.

Titlen i år er “Op ad bakke" eller "Valby Sommerrevy 1922", og hovedforfatteren er Knud Lumbye der dog har medtaget en række viser fra kolleger som er uden jalousi overfor dette lille friluftsteater der er noget ganske for sig.

Dekorationerne der er malet af Rodian Thomsen, sluttede aktuelt med en udsigt over den endnu ikke fuldt færdige hollandske udstilling således som den vil komme til at se ud.

Der var mange kvikke sange med refræner som: 

Den ligger på kommoden derhjemme,
såvidt jeg ved, så ligger den fremme,
der kan jeg sagtens finde den
hvis ikke no'en har flyttet den.

Det talrige publikum modtog i den smukke sommeraften den lille revy med stærkt bifald og fremkaldte gang på gang alle de optrædende: Jacobi Warnick, Ludwig Petersen, Emil Holmelin, Grete Gjern, Adde Sich Christiansen og Agnes Falck.

(Nationaltidende 8. juni 1922, 2. udgave.)

Endnu i 1920'erne var der kundegrundlag for denne form for restaurationer af denne type med sommerforlystelser. Men så løb tiden fra det, Korups Have lukkede 1934 og bygningerne blev nedrevet i 1936. Vejen Bag Søndermarken markerer nogenlunde hvor stedet var.

Korups Have må ikke forveksles med Bjælkehuset som ligger ca. 100 meter længere oppe ad Valby Bakke på Valby Langgade. Det blev etableret i 1915 i stil med "De små Haver". "Hytten" har skiftet udseende flere gange, fx har der været bjørnegræs på taget med en græssende ged. På Bjælkehusets hjemmeside angiver man køkkenet som stedet hvor man opfandt friturestegt camembert.

Sabroes Børnehjem i Skive 1/5: Indvielse. (Efterskrift til Politivennen)

Peter Sabroe døde i 1913. Der blev iværksat en landsindsamling til opførelse af et børnehjem, der skulle drives i Sabroes ånd. Efter at Århus og København havde været på tale, blev der opført et børnehjem i Skive hvor Sabroe siden begyndelsen af 1890’erne havde været meget benyttet som taler af Skiveegnens arbejderbevægelse. Byrådet udpegede en bestyrelse der ansatte en bestyrerinde.

Det blev officielt indviet august 1920. Men havde siden 25. april 1920 været taget i brug af 24 wienerdrenge, der var kommet til Danmark vinteren 1919-1920. Den 16. maj 1920 ankom den første dreng på Peter Sabroes Børnehjem. Den officielle indvielse fandt sted 29. august 1920.

Sabroes Børnehjem.

Det er nu færdigt til at tages i Brug.

Der er Plads til ca. 25 Børn.

Efter Sabroes Død iværksattes som bekendt en Indsamling med det Formaal at realisere en af hans kæreste Tanker: Oprettelsen af et Børnehjem, der specielt var beregnet paa at modtage en forældreløse Søskendeflok. Komiteen har nu indsamlet  ca. 38,000 Kr., og efter forskellige Forsøg paa at faa bygget Sabroes Børnehjem i Aarhus eller København, tilbød Komiteen Skive Byraad Pengene mod at dette byggede Børnehjemmet og garanterede dets Drift. Byraadet modtog Tilbudet og realiserede Ideen.

I disse Dage staar P. Sabroes Børnehjem færdigt, parat til at modtage ca. 25 Børn i alle Aldre, lige fra nyfødte til Børn henimod Konfirmationsalderen.

I Følge Reglerne vil naturligvis særlig Søskende kunne optages; men der modtages ogsaa Børn enkeltvis.

Bestyrelsen for Hjemmet, hvis Plejemoder bliver Frk. Guilliam, bestaar af Folketingsmand H. P. Hansen, Borgmester Siboni, Skive, Enkefru Thyra Sabroe, Aarhus, Borgmester Viggo Christensen og Læge Arnold Møller, København.

Alle Henvendelser vedrørende Hjemmet rettes til Folketingsmand H. P. Hansen, Skive.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 21. maj 1920)

Holger Damgaard (1870-1945): Wienerbørn ankommer til København med tog. København 6. november 1919. Inden indvielsen som børnehjem blev det brugt til wienerbørn. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

P. Sabroes Børnehjem.

Det indviedes i Søndags ved et stemningsfuld Højtidelighed.

P. Sabroes Børnehjem i Skive har været i Brug et halvt Aars Tid. I Sommermaanederne har Hjemmet huset 24 Wienerdrenge, som for kort Tid siden sunde og raske er vendt tilbage til Donaustaden. Desuden har Hjemmet allerede modtaget enkelte Børn i Pleje.

I Søndags fandt Børnehjemmets officielle Indvielse Stød, og det skete ved en smuk og stemningsfuld Højtidelighed, der bl. a. overværedes af Fru Thyra Sabroe med tre Sønner, Fru Camilla Nielsen, Frederiksberg, Børnehjemmets Bestyrelse og Medlemmer af Skive Byraad.

I et straalende Sommervejr samledes Arbejderne i Skive ved 3-Tiden paa Raadhustorvet for gennem en Demonstration forinden Indvielsen at hædre Mindet om vor afdøde Kampfælle, hvis Navn Hjemmet bærer, og hvis Gerning det er bestemt til at søge videreført. Processionen er stor; under mange røde Faner har Arbejderne fylket sig i dens Rækker, og da man naar Børnehjemmet, der ligger i Fredensgade, henrivende smukt over Engdraget ved Skive Karup Aa, samler der sig en meget talrig Skare paa Pladsen foran Hjemmet, medens Fanerne anbringes langs Havens Stakit.

Indvielseshøjtideligheden

indledes med Afsyngelsen af en af C. Jacobsen, Odder, til Melodien: "Det haver saa nyligen regnet" skrevet Sang.

Formanden for Børnehjemmets Bestyrelse, Folketingsmand H. P. Hansen, traadte derefter frem paa Hjemmets Trappe og holdt Indvielsestalen. Han pegede paa, at Børnehjemmet er rejst af taknemlige Venner af P. Sabroe og hans Gerning, og mindede om, hvorledes Sabroes Gerning var den at gøre de blinde seende og "at aabne Øjnene paa de, der troede alt i den skønneste Orden, skønt Hundreder af Børn led kummerlig Nød. Han mindede om den Skæbne, der i svunden Tid blev forældreløse Børn til Del, naar Sogneraadene bortliciterede dem. den senere Oprettelse a fBørnehjem, gode og slette, og Hjem, der skyldes det private Initiativ og blev for Tabu at regne: hellige og ukrænkelige Steder, hvorhen Kritiken ikke maatte komme.

Det er Sabroes uvisnelige Ære i hans Grav, at han aabnede Øjnene paa os alle og viste, at det ikke altid var med disse Hjem, som det skulde være, og efterhaanden som Børnehjemstanken nu breder sig, bliver det mere og mere Offentligheden, Kommune eller Stat, der træder i Forgrunden; Sabroes Børnehjem er derfor ikke nogen selvejende Institution; det er Skive Kommune, der ejer den, og det er da alle Skive Kommunes Borgeres .store Opgave at vaage over dette Iljem nu og i al Fremtid.

I C. Jacobsens Sang hedder det:

"Der blev Graad, da det lød:
Peter Sabroe er død!"

Og det er ikke for meget sagt, at der paa denne Ulykkesdag lagde sig en egen tungsindig Stemning over os alle; det var jo ikke alene en af de mest fremragende og mest landskendte, men ogsaa en af do mest hadede og mest elskede Mænd, der den Dag maatte lade Livet. Rundt om i Landet fostredes da Tanken om at føre noget af hans Arbejde videre ved at bygge et Søskendehjem, og nu fuldkommengøres da hans Tanke. I et Leve for P. Sabroes Minde lægger vi Løftet om alle at ville værge og værne hans Minde paa og igennem det Hjem, vi her indvier.

H. P. Hansen overgav derefter Hjemmet til Skive Kommune, og Borgmester Siboni modtog det paa Byraadets Vegne, idet han i faa Ord takkede Sabroe Fondens Komité og udtalte Haabet om, at Hjemmet maatte blive i Stand til at give sine smaa Plejebørn noget af den store Kærlighed, som den store Idealist, P. Sabroe, nærede for de smaa iblandt os.

Fru Camilla Nielsen takkede Skive By og alle dérboende Partifæller og udtalte Ønsket om, at al Velsignelse maatte følge Hjemmet.

Sabroes Søn, Tage Sabroe, bragte paa sin Moders, sine Søskendes og egne Vegne en hjærtelig Tak for det smukke og dyrebare Minde, der ved Børnehjemmet var rejst for hans afdøde Fader, udtalte Haabet om, at P. Sabroes Børnehjem i Skive maatte blive styret og ledet saaledes, at det kan staa som et Exempel for alle andre, og saaledes, at de Børn, der opfostres her, maa komme ud i Verden som gode og samfundsnyttige Borgere, der kan prise sig lykkelige over det Hjem, der blev dem i Fars og Mors Sted. - Et Leve for et fortsat godt Arbejde for Børnesagen her i Landet!

H. P. Hansen sluttede derefter den korte, men stemningsfulde Højtidelighed, og mange interesserede benyttede nu Lejligheden til at tage det smukke Hjem og dets stilfulde og praktiske Indretning i Øjesyn.

(Horsens Social-Demokrat 31. august 1920)

Oda Nielsen 1851-1936. 7/9: Oda Nielsens 50 Aars Jubilæum (1920). (Efterskrift til Politivennen).

Fru Oda i forskellige Roller. (Af det i Dag udkomne "Teatrets Oda Nielsens Hæfte")

Et ret enestaaende Jubilæum finder Sted paa Tirsdag - nemlig Fru Oda Nielsens 50 Aars Jubilæum. Det er de færreste Mennesker givet at udøve deres Kald gennem 50 lange Aar - men det er altsaa givet Fru Oda Nielsen, skønt hun saa sandelig ikke har sparet sig selv, men slidt mere i det end de fleste af Rampens Folk. Der var og er jo nemlig det ved Oda Nielsen, at hun bar et stort og varmt Hjærte for de Ulykkelige, og kunde hun derfor gaivne dem ved at optræde, da sagde hun aldrig Nej, hvor optaget hun end kunde være. Det er derfor heller ingen Tilfældighed, at hun ikke en Gang skaaner sig sin Jubilæumsdag, der falder sammen med Børnehjælpsdagen, nej, det er symbolsk for Mennesket og Kunstnerinden Oda Nielsen. 

Hun debuterede den 11. Maj 1870 paa Kasino som Thora i "Et enfoldigt Pigebarn". Hun var da ikke fyldt de 18, og hendes Navn opførtes ikke paa Plakaten, men Bladene vidste dog, at det var Kaptajn Larssens Datter Oda. Erik Bøghs Blad fremhævede, at "hele hendes Væsen var tiltalede og uskyldigt", og at hun vilde kunne imødese "en lovende Fremtid". De andre Blades Anmeldelser var ogsaa meget rosende, og det hed, at "det halvt fordulgte Skælmeri lykkedes hende godt".

Hendes Evner var utvivlsomme, og Direktør Andersen knyttede hende da ogsaa straks til Teatret for den følgende Sæson. Men det var Paris, der fik Fru Oda til rigtig at udfolde sig. Hun opholdt sig nemlig en Del Aar med sin første Mand, Telegrafbureauchef Petersen, i Seinestaden, og da hun i 1881 fik sin Genoptræden paa Kasino i Roller som Dora og Froufrou, var der kommet et udpræget fransk Tilsnit over hendes Optræden - hun var blevet Danmarks Sarah Bernar.

Kammerherre Fallesen kaldte hende til det kgl. Teater, hvor hun første Gang optraadte i September 1881 som Anna i Syvsoverdag.

Men det kgl. Teaters daværende Vismænd handlede ikke særlig kløgtigt overfor dette unge straalende og flimrende Talent, hvis Felt var saa vidt, hvis Alsidighed saa uhyre, hun, Danmarks største Operetteskuespillerinde, der med Lethed og Ynde bevægede sig ligesaa godt i franske Konversationsstykker som i Heiberg'ske og Hostrup'ske Vaudeviller - hun fik ikke de Opgaver, hun fortjente, ja en kgl. Teaterdirektør undsaa sig endog ikke for at hævde, at "hun ikke passede i Ensemblet".

I 1884 ægtede Fru Oda Petersen Martinius Nielsen, og Fru Oda Larssen Petersen Nielsen - "bestandig borgerlig", som Firsernes Københavnere smilende bemærkede - spillede nu en Række af forskelligartede Roller, dels paa Kasino, dels paa det Kgl. Teater.

Som hun kunde virke fransk, kunde hun dog ogsaa virke dansk, saa godt som nogen. Overgangsaarenee Pigebørn saavelsom hendes allersidste fortrinlig udførte Rolle Grevinde Danner, kan vel nok med et lidt vulgært, men og træffende Ord siges at være pæredanske. Men over hendes modne Kvinder, over hendes Operettefigurer som over hende selv, naar hun synger sine Viser med en lille trekantet formet Trutmund, der samtidig kan virke baade uskyldigt og raffineret, og de skælmske "Glugger" er der unægtelig noget typisk fransk, noget let og elegant, der ikke har nogen Forbindelse med den danske Tunghed

Hvilken broget Vrimmel Menneske-Fremstillinger, naar man tænker paa Fru Odas Repertoire i de svundne Aar. Og hvor hun har spændt vidt!

Frøken Nitouche og Valborg i "Axel og Valborg", Rita i Henrik Ibsens Lille Eyolf - maaske en af hendes allerbedste Præstationer - og Vaskerpigen i Madame Sans géne, den unge forelskede fræfektfrue i "Hvor man keder sig", Odette, Rose Bernd i Gerhart Hauptmanns Stykke og Grevinde Danner.

Der er en Gang sagt om Fru Oda, at som Teatermenigheden elsker hende, ærer hun den. Hun deler ikke sit Publikum i første Parket og dem oppe under Taget, de er alle hendes kære gode Venner, hvem det er hende en Ære ikke at skuffe. Og Fru Oda har aldrig skuffet. Hvad enten hendes Tilhørere var Smaa eller Store - hvilken Skuespillerinde har iøvrigt haft saa mange Børnetilhørere som hun - skuffet blev de aldrig. Altid fik hun Tag i Publikum, og det kom maaske af, at hun ikke blot er den rigt brillierende Skuespillerinde, men at hun ogsaa er et ærligt, godt Menneske. Hun vilde ikke skuffe - og hun skuffede aldrig.

Det var derfor ligegyldigt, hvor hun optraadte, hvad enten det saa var paa det kgl. Teaters Brædder eller paa en Kabaretbühne eller en Varietescene, det var som hun altid medførte sit eget Teater - den gode Kunsts - og Begejstringen og Bifaldet slog med Rette op om hende.

I Anledning af hendes Jubilæum har "Teatret" udsendt et særligt Oda Nielsen-Hæfte, og i det kan man læse mangt og meget om Fru Oda, saavel hendes egne som andres Ord, men af dem alle fremgaar det ogsaa, at her er et Tilfælde, hvor Kunstnerinden og Mennesket ikke kan adskilles, de er ét.

Roser og Ranker, Blomster og Buketter vil paa Tirsdag blive flettet om Oda Nielsens Navn og Person.

Og hun har fortjent det altsammen, thi hun har evnet at sprede megen Glæde, evnet at lyse op i Hverdagens Graa. Hun skuffede aldrig.

Ax. Sch.

(Social-Demokraten 9. maj 1920).

Oda Nielsen turnerede såvel provinserne, som optrådte 1919-23 på Betty Nansen teatret. Sideløbende med det afholdt hun vise- og eventyraftener for børn og spillede endnu 1927 en ny rolle, bedstemor i Ole Lukøje på Scala.

Sønnen Rasmus Nielsen (1886-1957). var blevet tegner og illustrator. Han var kendt for illustrationer af gavebøger i det tidlige 20. århundrede og samarbejdede med Disney bl.a. i sekvensen En nat på Bloksbjerg i tegnefilmen Fantasia fra 1940. Sidst i 1940'erne og igen i 1950'erne vendte han tilbage til Danmark. Nogle år før sin død rejste han tilbage til U.S.A.

Mestertyven Hedvig Jensen (1873-?). (Efterskrift til Politivennen)

Hedvig Jensens generalieblad starter allerede i "Politiefterretninger" nr. 27, 4. marts 1897. Her står Hedvig Jensen, 23 år, idømt 2½ års forbedringshusabejde for tyveri og løsgængeri. 

4 Aars Forbedringshus.

Den mange Gange tidligere straffede kvindelige Tyv Hedvig Jensen, der for længere Tid siden anholdtes, sigtet for at have begaaet nogle Lommetyverier paa Raadhuspladsen i København, har nu faaet sin Dom. Hun har ikke aflagt Tilstaaelse, og blev dømt paa Indicier. Straffen blev fastsat til 4 Aars Forbedringshus. 

(Vestsjællands Social-Demokrat 10. april 1920).

En hysterisk Forbryderske.

Danmarks største Lommetyv

Den tidligere omtalte Hedvig Jensen, der af sine 53 Aar har tilbragt de 3½ Aar i Forbedringshuset og de 15 Aar i Tugthuset, var i Lørdags fremstillet i Forhør l Byretten i København. Hedvig Jensen er Danmarks største Lommetyv, idet ingen har begaaet saa mange Lommetyverier som hun. Hun er nu arresteret efter at have stjaalet en Haandtaske i Magasin du Nord, og da Politiassistenten opfordrede hende til at fortælle Sandheden for hurtigere at faa Ende paa Sagen, blev hun aldeles hysterisk og skældte ham ud for en Bandit og en Sjover. Den Kavaler skaffede mig sidst 4 Aars Tugthus, raabte hun til Dommeren, og det vil han prøve paa igen, men det skal blive Løgn.

Da Dommeren derefter bad hende om at moderere sine Udtryk, blev Hedvig Jensen endnu men gal, sna Dommeren maatte afbryd« Forhøret og lade den skældende og smældende Kvinde føre 1 Arresten i««.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 11. maj 1925).

Den kvindelige Lommetyv driller Dommer Eide.

Et muntert Forhør i Gaar.

Den kvindelige Tyv og Lommetyv Hedvig Jensen, der forleden blev anholdt paa Foranledning af Magasin du Nords Detektiv, Frk. Julie Nielsen, var i Gaar fremstillet I Byrettens 8. Afdeling hos Dommer Eide.

Rapporten fortæller, at Hedvig Jensen er født 1873 og siden 1904 straffet med henholdsvis 2 og 2½ Aars Forbedringshus, 3 Aars og to Gange 4 Aars Tugthus, og at der siden hendes sidste Løsladelse den 5. Juni i Fjor og Indtil hendes Anholdelse i Aar er forøvet over 50 uopdagede Lommetyverier, men st der efter hendes Anholdelse Ikke er anmeldt et eneste Lommetyveri.

Kort efter Løsladelsen i Fjor havde Hedvig Jensen faset Plads hos en Dame, Fru Ebberøe, hvor hun havde Kost og Logi og en maanedlig Løn af 20 Kr. Til fru Ebberøe, der bl. a. havde set, at Hedvig Jensen var I Besiddelse af en Mængde Dameportemonnæer og Dametasker havde hun fortalt, at hun havde et flot Møblement staaende i et Telt ved Smedelinien og at hun havde en Forretning 1 Odense.

Denne Udtalelse bragte Dommer Eide til at spørge Arrestantinden, hvordan det forholdt sig hermed.

- Hvad rager det Dem? svarede hun.

- Jeg spørger Dem, om det er rigtigt?

- Nej, Gu' er det ej!

- Hvorfra har De faaet alle de Sager, der er fundet i deres Besiddelse?

- Af mine Venner!

- Hvem er det?

- Det bliver aldrig opklaret,

- Hvor ligger det Telt, De har Deres Dagligstuemøblement i?

- Paa Maanen!

Nu bliver Dommer Eide, der er i Besiddelse af en engleblid Taalmodighed. endelig vred.

- De skal svare ordentligt

- Jeg har ikke noget at svare paa - jeg er uskyldig. Basta!

Saa opgav Dommer Eide Ævret for denne Gang og udsatte Forhøret for at der i Mellemtiden kan indhentes nye Oplysninger om den genstridige Dame. hvilket forøvrigt næppe er tvingende nødvendigt, eftersom bl. a. Frk. Nielsen med Bestemthed har genkendt hende rom den Kvinde, der opholdt sig tæt op ad den i Magasin du Nord bestjaalne Dame. Fru Frederiklen. og overfor en af Opdagerne udpegede Hedvig Jensen i Forbryderalbummet

(Folkets Avis (København) 13. maj 1925).

Den kvindelige "Lommetiv" løsladt.

Magasin-Detektiven Julie Nielsens beviser duede ikke.

Sagen mod den kvindelige "Lommetyv" Hedvig Jensen, der for nogen Tid siden paa Foranledning af Magasin du Nords Husdetektiv, Frk. Julie Nielsen anholdtes som sigtet for et Tnsketyveri, er i Gaar afsluttet ved Byretten hos Dommer Eide.

Som før omtalt havde Frk Julie Nielsen i nogen Tid haft Hedvig Jensen i Kikkerten, og da der en Dag blev stjaalet en kostbar Metaltaske med Indhold, som en besøgende Dame havde lagt fra sig i Magasinet. henledte Frk. Julie Nielsen Politiets Opmærksomhed paa Hedvig Jensen, der blev anholdt, men nægtede at have forøvet Tyveriet.

Sagen blev overgivet Politiassessor Prytz til Undersøgelse, og efter nogen Tids Forløb havde Politiassessoren konstateret, at efter Hedvig Jensens Anholdelse var der ikke her i Byen forøvet et eneste lommetyveri, medens der forelaa Anmeldelse om ca. 50 endnu uopklarede Lommetyverier, som Hedvig Jensen nu ogsaa sigtedes for at have begaaet.

Hendes Forhold talte ogsaa mod hende. Hun havde tilbragt 17 Aar af sit Liv indenfor Fængslets Mure, saa der var tiltrods for, at hun tiden sin sidste Løsladelse havde ført en som det syntes uangribelig Tilværelse jo nok Grund til Mistanke, og særlig ivrig var Frk Julie Nielsen for at føre Beviser mod Arrestantinden - bl. a. erklærede hun, at den Dame, der havde stjaalet Tasken l Magasinet, havde Knapstøvler paa, og Hedvig Jensen brugte netop saadanne.

Imidlertid er det siden hen blevet opklaret, at Tasketyverlet fandt Sted Dagen før Detektiven bemærkede Hedvig Jensen i "Magasin", og paa samme Maade er det efterhaanden, som vi i forrige Uge meddelte, gaaet med de øvrige Beviser. Af hele det store Materiale, der var samlet mod Hedvig Jensen, har der Ikke været noget som helst, der kunde bruges mod hende, da det endelig kom til Stykket.

Efter at Dommer Eide i Gaar havde gennemgaaet Sagen fra Ende til anden, løslod han derefter Hedvig Jensen - af Mangel paa Bevis.

(Folkets Avis (København) 16. juni 1925).

Lommetyverierne ved "Ranch"

En af de Bestjaalne genkender Hedvig Jensen

Efter at der i de sidste Maaneder af forrige Aar havde fundet en Del Lommetyverier Sted i Trængselen paa Ranchs Hjørne, anholdtes kort før Jul den for Lommetyveri meget ofte straffede Hedvig Jensen, en Kvinde, der er midt i Halvtredserne. Hun har imidlertid nægtet sig skyldig.

I Gaar fremstilledes hun i Byretten hos Dommer Jorgen Jensen, hvor hun paany grædende paastod, at hun intet havde begaaet, og at hun sidste Gang var dømt uskyldig.

Der mødte nogle Vidner i Retten. Fru Overretssagfører Sørensen, der i Oktober havde mistet sin Pung ved Ranchs Ur, havde bemærket Hedvig Jensen i Nærheden og var overbevist om, at hun var Tyven.

To andre Damer, Fruerne Andersen og Erhardt, havde omtrent samtidig mistet deres Portemonnæer paa samme Sted, men ingen af dem genkendte Arrestantinden.

Sagen udsattes, bl. a. for at Fængselslægen kan undersøge Hedvig Jensens mentale Tilstand.

(Folkets Avis (København) 25. januar 1928).

Storforbrydersken skal til Observation.

Den kvindelige Storforbryderske Hedvig Jensen, som har tilbragt næsten Halvdelen af sit 40-aarige Liv i Fængslerne, var i Gaar fremstillet for Dommer Jørgen Jensen. Denne Gang er hun sigtet for at have begaaet en Masse Lommetyverier paa Strøget. Hun har bestemt nægtet at være Gerningsmanden, men det er bemærkelsesværdigt, at samtidig med, at hun blev fængslet, er Lommetyverierne hørt op.

Der forelaa for Dommeren en Erklæring fra Fængselslægen, som gaar ud fra, at Hedvig Jensen bør undersøges af Prof. Wimmer, og dette vil nu ske.

(København 4. februar 1928)

Anbragt paa Sct. Hans.

I København blev en Dame, Hedvig Jensen, anholdt for en Række Tyverier i Stormagasinerne. Hun er straffet flere Gange tidligere og gjorde Indtryk af denne Gang ikke at være helt normal. Retslægeraadet har nu erklæret at hun er sindssyg, og det er derfor besluttet, at hun nu skal anbringes paa Sct. Hans Hospital.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 4. september 1928)