De, der fredag middag kom ind i Garnisonskirken i København for at vise etatsråd C. A. Olesen den sidste ære, vil sent glemme den pragtfulde harmoni der behersker den skønne gamle kirke. Sjældent har man herhjemme set blomsterflor som det man her stod overfor, og som såre ejendommeligt blandede sig med ansigtsudtrykkene hos den afdødes gallaklædte medarbejdere, der hele kirken igennem stod æresvagt for den gamle chef. Side om side med kransen fra kongen fandtes sølvkranse fra de institutioner der havde stået etatsråd Olesen nærmest, og de prægtigste blomsterdekorationer fra alle erhvervsorganisationer og de mange virksomheder og selskaber med hvilke etatsråden var kommet i berøring. Pastor Hviid-Nielsen talte for det store følge i hjertelige vendinger; man fik indtrykket af hvor højt præsten havde lært at påskønne etatsråden Olesen som den virksomme, trofaste, uegennyttige og retsindige medborger der var stoltest når han følte sine undergivnes hjerteslag imod sig, og gladest når han i hjemmet kunne samles med alle sine kære. I særlig grad dvælede præsten ved hjemmet der stod som et symbol på det rigtige samlingssted hvor alle følte sig som en enhed, lige fra den trofaste hustru til de gamle tjenestefolk der havde udfyldt deres gerning gennem 30-40 år. Efter talen spillede en af husets trofaste veninder, frøken Gunna Breuning-Storm, etatsrådens mest yndede musikstykke, Bach's air og børn og familien bar kisten ud. Jordfæstelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, hvor Spritfabrikkernes funktionærer bar den gamle etatsråd til hans sidste hvilested. Om eftermiddagen afsløredes i overværelse af familien en PrXXX af etatsråd Olesen på Spritfabrikkernes kontor, som selskabets funktionærer havde påtænkt at overrække etatsråden på hans 75 årige fødselsdag den 27. juni.
( Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis, 28. juni 1920)
Politiassessor Hastrup fremstillede i Gaar i Dommervagten en ondskabsfuld Fyr, Ole Christensen, der gentagne Gange er straffet for Vold. Skærtorsdag havde han paany været paa Færde, denne Gang i St. Jacobs Gæstehjem i Saxogade, hvor han overfaldt Bestyrer Ove Petersen, idet han slog nogle Tænder ud paa ham og flækkede hans Overløbe. Da Buffisdt Thomsen søgte at komme den Overfaldne til Undsætning, slyngede Christensen nogle tomme Ølflasker efter ham og Bestyreren.
. Hvis du ringer efter Politi, slaar jeg dig ihjel, sagde han.
Dommer Bentzon gennemgik kort Rapporten med den Anholdte; paa Dommerens Spørgsmaal om hans sidste Bopæl svarede han: - Svendsgade Politistation. Han oplyste iøvrigt, at han i sin Tid havde været Søfyrbøder, - men at det ikke var i de sidste Par Aar. Der blev afsagt Fængslingskendelse over ham, foreløbig for otte Dage.
- Vil De have en Forsvarer? Spurgte Dommeren.
- Nej, det kan være lige meget, svarede Christensen. Den sidste, jeg havde, sad og sov.
Saa blev han hjulpet ud til Arresten.
(København 3. april 1926).
St. Jacobs Gæstehjem lå på Saxogade 80/82, hjørnet ved Istedgade. Det var ikke første gang der var optøjer. 27. december 1923 berettede København om at en tidligere straffet voldsmand, Carl Julius Hein, sammen med fire berusede kampfæller var blevet fjernet af politiet for nattefredens skyld, bl.a. havde han knaldet en flaske i hovedet på en betjent. Selv sagde han at de var blevet overfaldet af politiet.
I aftes var det blevet Valbys tur til at holde sommerrevypremiere, og som i tidligere år fandt højtideligheden sted i Korup Have. Men hvad der ikke just kan siges om alle tidligere Valby revyer, gælder for den som der i aftes var "oppe over byen", den blev en ubetinget succes som længe vil trække et stort publikum ud bag Søndermarkens smukke gamle træer.
Men Henriksen havde jo også i år ofret noget for sin revy, og han havde skaffet sig en kreds af unge fremadstræbende skuespillere og skuespillerinder, der dannede ikke så lidt mere end staffagen om det gammelkendt variétéduettistpar hr. og fru Linné (den lille mand med den store kone).
Spiritistisk samfundsdrama i tre seancer kaldes Valby Revyen; navnlig 1. og sidste seance gjorde sig, ja til sidst blev bifaldet og begejstringen så stærk, at publikum ikke lod sig fordrive fra haven, før det havde set forfatteren og komponisten blive båret op på tribunen.
At Valby Revyen foruden meget andet godt indeholder et par ligefrem sjældne perler, nemlig en S-vise (fire lange vers, hvor hvert eneste ord begynder med S) og så en potpourri-duet, som ægteparret Linné mestrer til fuldkommenhed, vi snart være en kendsgerning som hele byen snakker om.
(Aftenbladet (København) 16. juni 1920.)
I en pause under prøverne. Til højre hr. og fru Linne.
I den gamle, hyggelige Korups Have ude i Valby er sommerforestillingerne begyndt. Der spilles småstykker, men selvfølgelig skal der atter i sommer spilles en revy. Prøverne på den er i fuld gang - på de første akter vel at mærke. For naturligvis har forfatteren, den kendte journalist Chr. Krum det ligesom alle andre revyforfattere: Han skriver ikke sidste akt før dagen før generalprøven.
Men derfor slider de unge damer og herrer lige meget i det under Krums egenhændige instruktion - hvad han jo er godt kendt med fra sin årlige tre måneders teatervirksomhed i Roskilde.
De spillende er unge og ubekendte - de skal først her vinde deres sceniske sporer.
Kun to er gamle bekendte. Det er hr. og fru Linné, den lille mand og den store kone.
Han der oprindelig var skuespiller, men ikke kunne vinde frem på grund af sin lidenhed, skal spille den komiske hovedrolle og synge flere nye, danske viser, mens han sammen med sin frue synger et par af de kendte duetter.
Humør er der imidlertid i den lille mand, og det skal nok slå fængende gnister når "den er oppe over byen" ruller af tirsdag den 8. juni.
(Aftenbladet (København) 1. juni 1920.)
To gode, kendte skuespillernavne har den unge dame, der i aften ved den 50. opførelse af revyen i Korups Have synger om serveringsdamerne og “sin onkel Ferdinand".
Heldigvis kan den unge pige frk. Sick-Hartvig, bevise sin ægte skuespillerafstamning, ikke alene gennem navnet, men også gennem foredraget af de viser som er hende betroet. Det er en soubrette i svøb som publikum her skænker sit bifald.
Men for øvrigt, alle får de publikums bifald - først og fremmest den lille mand og den store kone - og derfor kan revyen i Korups Have - Chr. Krums værk - med sindsro se de mørke aftener i møde.
De vil ikke, så sandt københavnerne vil more sig, formindske besøget.
(Aftenbladet (København) 6. august 1920.)
Ude i den lille, hyggelige "Korups Have". hvor den gemytlige direktør Henrichsen residerer, var der i aftes premiere på den årlige sommerrevy der her opføres i fri luft inde under Søndermarkens gamle træer.
Titlen i år er “Op ad bakke" eller "Valby Sommerrevy 1922", og hovedforfatteren er Knud Lumbye der dog har medtaget en række viser fra kolleger som er uden jalousi overfor dette lille friluftsteater der er noget ganske for sig.
Dekorationerne der er malet af Rodian Thomsen, sluttede aktuelt med en udsigt over den endnu ikke fuldt færdige hollandske udstilling således som den vil komme til at se ud.
Der var mange kvikke sange med refræner som:
Den ligger på kommoden derhjemme,
såvidt jeg ved, så ligger den fremme,
der kan jeg sagtens finde den
hvis ikke no'en har flyttet den.
Det talrige publikum modtog i den smukke sommeraften den lille revy med stærkt bifald og fremkaldte gang på gang alle de optrædende: Jacobi Warnick, Ludwig Petersen, Emil Holmelin, Grete Gjern, Adde Sich Christiansen og Agnes Falck.
(Nationaltidende 8. juni 1922, 2. udgave.)
Endnu i 1920'erne var der kundegrundlag for denne form for restaurationer af denne type med sommerforlystelser. Men så løb tiden fra det, Korups Have lukkede 1934 og bygningerne blev nedrevet i 1936. Vejen Bag Søndermarken markerer nogenlunde hvor stedet var.
Korups Have må ikke forveksles med Bjælkehuset som ligger ca. 100 meter længere oppe ad Valby Bakke på Valby Langgade. Det blev etableret i 1915 i stil med "De små Haver". "Hytten" har skiftet udseende flere gange, fx har der været bjørnegræs på taget med en græssende ged. På Bjælkehusets hjemmeside angiver man køkkenet som stedet hvor man opfandt friturestegt camembert.
Peter Sabroe døde i 1913. Der blev iværksat en landsindsamling til opførelse af et børnehjem, der skulle drives i Sabroes ånd. Efter at Århus og København havde været på tale, blev der opført et børnehjem i Skive hvor Sabroe siden begyndelsen af 1890’erne havde været meget benyttet som taler af Skiveegnens arbejderbevægelse. Byrådet udpegede en bestyrelse der ansatte en bestyrerinde.
Det blev officielt indviet august 1920. Men havde siden 25. april 1920 været taget i brug af 24 wienerdrenge, der var kommet til Danmark vinteren 1919-1920. Den 16. maj 1920 ankom den første dreng på Peter Sabroes Børnehjem. Den officielle indvielse fandt sted 29. august 1920.
Efter Sabroes Død iværksattes som bekendt en Indsamling med det Formaal at realisere en af hans kæreste Tanker: Oprettelsen af et Børnehjem, der specielt var beregnet paa at modtage en forældreløse Søskendeflok. Komiteen har nu indsamlet ca. 38,000 Kr., og efter forskellige Forsøg paa at faa bygget Sabroes Børnehjem i Aarhus eller København, tilbød Komiteen Skive Byraad Pengene mod at dette byggede Børnehjemmet og garanterede dets Drift. Byraadet modtog Tilbudet og realiserede Ideen.
I disse Dage staar P. Sabroes Børnehjem færdigt, parat til at modtage ca. 25 Børn i alle Aldre, lige fra nyfødte til Børn henimod Konfirmationsalderen.
I Følge Reglerne vil naturligvis særlig Søskende kunne optages; men der modtages ogsaa Børn enkeltvis.
Bestyrelsen for Hjemmet, hvis Plejemoder bliver Frk. Guilliam, bestaar af Folketingsmand H. P. Hansen, Borgmester Siboni, Skive, Enkefru Thyra Sabroe, Aarhus, Borgmester Viggo Christensen og Læge Arnold Møller, København.
Alle Henvendelser vedrørende Hjemmet rettes til Folketingsmand H. P. Hansen, Skive.
(Social-Demokraten for Randers og Omegn 21. maj 1920)
P. Sabroes Børnehjem i Skive har været i Brug et halvt Aars Tid. I Sommermaanederne har Hjemmet huset 24 Wienerdrenge, som for kort Tid siden sunde og raske er vendt tilbage til Donaustaden. Desuden har Hjemmet allerede modtaget enkelte Børn i Pleje.
I Søndags fandt Børnehjemmets officielle Indvielse Stød, og det skete ved en smuk og stemningsfuld Højtidelighed, der bl. a. overværedes af Fru Thyra Sabroe med tre Sønner, Fru Camilla Nielsen, Frederiksberg, Børnehjemmets Bestyrelse og Medlemmer af Skive Byraad.
I et straalende Sommervejr samledes Arbejderne i Skive ved 3-Tiden paa Raadhustorvet for gennem en Demonstration forinden Indvielsen at hædre Mindet om vor afdøde Kampfælle, hvis Navn Hjemmet bærer, og hvis Gerning det er bestemt til at søge videreført. Processionen er stor; under mange røde Faner har Arbejderne fylket sig i dens Rækker, og da man naar Børnehjemmet, der ligger i Fredensgade, henrivende smukt over Engdraget ved Skive Karup Aa, samler der sig en meget talrig Skare paa Pladsen foran Hjemmet, medens Fanerne anbringes langs Havens Stakit.
indledes med Afsyngelsen af en af C. Jacobsen, Odder, til Melodien: "Det haver saa nyligen regnet" skrevet Sang.
Formanden for Børnehjemmets Bestyrelse, Folketingsmand H. P. Hansen, traadte derefter frem paa Hjemmets Trappe og holdt Indvielsestalen. Han pegede paa, at Børnehjemmet er rejst af taknemlige Venner af P. Sabroe og hans Gerning, og mindede om, hvorledes Sabroes Gerning var den at gøre de blinde seende og "at aabne Øjnene paa de, der troede alt i den skønneste Orden, skønt Hundreder af Børn led kummerlig Nød. Han mindede om den Skæbne, der i svunden Tid blev forældreløse Børn til Del, naar Sogneraadene bortliciterede dem. den senere Oprettelse a fBørnehjem, gode og slette, og Hjem, der skyldes det private Initiativ og blev for Tabu at regne: hellige og ukrænkelige Steder, hvorhen Kritiken ikke maatte komme.
Det er Sabroes uvisnelige Ære i hans Grav, at han aabnede Øjnene paa os alle og viste, at det ikke altid var med disse Hjem, som det skulde være, og efterhaanden som Børnehjemstanken nu breder sig, bliver det mere og mere Offentligheden, Kommune eller Stat, der træder i Forgrunden; Sabroes Børnehjem er derfor ikke nogen selvejende Institution; det er Skive Kommune, der ejer den, og det er da alle Skive Kommunes Borgeres .store Opgave at vaage over dette Iljem nu og i al Fremtid.
I C. Jacobsens Sang hedder det:
"Der blev Graad, da det lød:
Peter Sabroe er død!"
Og det er ikke for meget sagt, at der paa denne Ulykkesdag lagde sig en egen tungsindig Stemning over os alle; det var jo ikke alene en af de mest fremragende og mest landskendte, men ogsaa en af do mest hadede og mest elskede Mænd, der den Dag maatte lade Livet. Rundt om i Landet fostredes da Tanken om at føre noget af hans Arbejde videre ved at bygge et Søskendehjem, og nu fuldkommengøres da hans Tanke. I et Leve for P. Sabroes Minde lægger vi Løftet om alle at ville værge og værne hans Minde paa og igennem det Hjem, vi her indvier.
H. P. Hansen overgav derefter Hjemmet til Skive Kommune, og Borgmester Siboni modtog det paa Byraadets Vegne, idet han i faa Ord takkede Sabroe Fondens Komité og udtalte Haabet om, at Hjemmet maatte blive i Stand til at give sine smaa Plejebørn noget af den store Kærlighed, som den store Idealist, P. Sabroe, nærede for de smaa iblandt os.
Fru Camilla Nielsen takkede Skive By og alle dérboende Partifæller og udtalte Ønsket om, at al Velsignelse maatte følge Hjemmet.
Sabroes Søn, Tage Sabroe, bragte paa sin Moders, sine Søskendes og egne Vegne en hjærtelig Tak for det smukke og dyrebare Minde, der ved Børnehjemmet var rejst for hans afdøde Fader, udtalte Haabet om, at P. Sabroes Børnehjem i Skive maatte blive styret og ledet saaledes, at det kan staa som et Exempel for alle andre, og saaledes, at de Børn, der opfostres her, maa komme ud i Verden som gode og samfundsnyttige Borgere, der kan prise sig lykkelige over det Hjem, der blev dem i Fars og Mors Sted. - Et Leve for et fortsat godt Arbejde for Børnesagen her i Landet!
H. P. Hansen sluttede derefter den korte, men stemningsfulde Højtidelighed, og mange interesserede benyttede nu Lejligheden til at tage det smukke Hjem og dets stilfulde og praktiske Indretning i Øjesyn.
(Horsens Social-Demokrat 31. august 1920)
