“Strindberg er kommen”, skrev Victoria Benedictsson i sin notebog den 7de november 1887. Den 14de skrev hun, at hun havde set "Faderen", den 22de at hun skulde have spist til middag med Strindberg og mig, men var bleven forhindret, og den 29de står der, at jeg havde besøgt hende og fortalt hende, "at Strindberg syntes meget godt om Fru Marianne".
Han havde lånt bogen af mig og “den behagede ham” (således plejede han at sige). Den unge dame, som omvender sig og bliver manden underdanig, vakte behagelige følelser hos ham. Det eneste, som foruroligede ham, var tanken om, at ‘Ernst Ahlgren’, der skrev så fornuftigt, var en kvinde.
Da de mødtes var han genert og nysgerrig. Han vidste ikke, hvordan han skulde være overfor hende. Naturligvis måtte der “være noget” bagved det kammeratskab mellem hende og mig. Selve udtrykket ‘kammerater’ havde i hans øren en foragtelig klang (derfor omdøbte han ogs ‘Griller’ til ‘Kammerater’ efter at han havde gjort sig fri). Venskab mellem mand og kvinde var for ham et unaturligt begreb. Det måtte hvile på løgn og forstillelse. Han troede at vi vilde tage ham og alle andre ved næsen.
Han bad, om han måtte låne romanen ‘Penge’. På titelbladet stod der en tilegnelse, hvor det forkætrede ord gik igen. Og under læsningen af bogen har han sikkert fået alle sine værste mistanker bekræftet. Da jeg fik bogen tilbage, var den forsynet med talrige randbemærkninger. Navnlig i slutningskapitlet, opgørelsen mellem Selma og hendes mand. Det havde åbenbart i den grad forarget Strindberg, at han måtte give udtryk for sin medfølelse med den forfordelte. Dér, hvor det om manden siges, at han, i stedet for at høre efter de alvorsord, som hans hustru henvendte til ham, sidder i tanker “optaget af at pille en hummer”, klapper Strindberg ham forstående på skulderen og skriver udenfor “Bravo!”
Og da manden løfter sit ølglas, føler Strindberg sig i den grad i et med ham, at han i overensstemmelse med sin egen smag retter ordet øl til ‘porter’. Han følger også med henrykkelse ordstriden mellem ægteparret, for det meste lidt vel meget i ægtemandens egen ånd. Således f.eks. da Strindberg til Selmas udtalelse om, at loven burde forandres (hun hævder at ingen kvinde burde have lov til at gifte sig, før hun er blevet myndig) føjer den formodentlig spøgefuldt mente bemærkning “burde ligeledes gælde for drenge, som ønsker at gifte sig i 12 års alderen”. Lige så lidt som ægtemanden vil Strindberg indrømme, at kvinden behøver noget at leve på, udover hvad hendes ægteskab bringer hende. Ægtemanden siger: “Livsindhold! Sludder! Hvor mange kvinder lever ikke, til de bliver 60, uden derfor at få noget livsindhold. Lad dem gifte sig, så kommer livsindholdet nok…” Strindberg stregede ordene under og skriver: “Godt sagt! Udmærket! Bravo!”
Ægtemanden ryger i tavshed sin cigar og gider ikke svare på Selmas efter hans mening urimelige tale om, at den samme moral burde være gældende for kvinder som for mænd. Men Strindberg svarer: “Nej, ikke den samme. 1) fordi manden ikke kan få børn, 2) fordi det er ham, der betaler gildet.” Og mod Selmas udtalelse “Det kan aldrig være en pligt at underkaste sig ømhedsbeviser, mod hvilke hele ens væsen oprøres”, protesterer Strindberg med et understreget “Jo!” Han tager stærkt til genmæle overfor Selmas kætterske meninger. “Vrøvl” er et af hans mildeste udtryk. Da hun gentager sin påstand, at kvinder ikke burde gifte sig, før de var myndige, indvender han: “ved man da så fandens meget bare fordi man bliver 21. Nej, man ved ikke noget, før man bliver gift! Så kommer erfaringerne!” Og han trækker på skuldrene af hendes udtalelse om et indhold i ægteskabet. Indhold? “Was ist das?”
Alligevel var han i udmærket humør, da han lånte ‘Penge’ og skrev sine randbemærkninger. Han frydede sig ved tanken om, at kvinderne har en halehvirvel mere end manden. Det betyder, at de stod dyrene nærmere! Deraf drog han igen den slutning, at de ikke var modne for frihed og selvbestemmelsesret. Hvis han kunde have skabt dem om, vilde han sikkert have udstyret dem med et par halehvirvler til.
Han hævder, at kvindens kamp for menneskelige rettigheder vilde medføre en indskrænkning af mandens rettigheder. Derved vilde for fremtiden millioner af mænd være dømte til den samme kval, som havde ødelagt hans eget liv. Det var dette, han drog i leding for, når han slyngede sine kraftsentenser mod en kvinde, hvis liv var blevet ødelagt af de misforhold, som han forsvarede.
Således stod den datidige nordiske litteraturs stærkest og dybest følende personligheder overfor hinanden uden gensidig forståelse af de lidelser, der hjemsøgte dem.
VIctoria Benedictsson var midt i den krise, som førte til selvmordsforsøget natten mellem den 8de og 9de januar. Tilfældet vilde, at Strindberg var kommet til byen og boede på Leopolds Hotel.
I det samme værelse mod gården, hvor Strindberg nogle uger før havde skrevet sit afskedsbrev til mig, lå nu Victoria Benedictsson og stredes med døden.
Jeg vidste det. Jeg gik den nat op og ned ad gulvet i mit værelse, som lå lige overfor på den anden side af korridoren. Jeg led under den spænding, jeg var i, jeg længtes efter at dele den med en anden. Strindberg kunde jeg sende bud efter! Det var en fristelse, som jeg med sammenbidte tænder værgede mig imod.
Det bankede. Døren gik op. Udenfor stod Victoria Benedictsson i hvid natdragt og så bleg, at ansigtet lyste i skumringen.
Stønnende under sit hjertes uro sagde hun, at hun havde taget gift. (Det var morfin.) Hendes beslutning at dø stod fast, men hun følte en uovervindelig angst og bad, om jeg vilde våge hos hende.
Jeg gik med hende ind i hendes værelse, og hun gik igen til sengs. Jeg husker ikke mere, hvordan tiden gik. Sige noget kunde vel ingen af os. Men jeg kan huske, at mine tanker blandt andet kredsede om det kommende politiforhør. Det straffes med fængsel, hvis man ikke prøver at forhindre et selvmord. I de uger, der var gået forud, havde jeg gjort alt, hvad der stod i min magt for at frelse Victoria Benedictsson. Men at gøre vold på hende var uforeneligt med min retsopfattelse. Efter loven var netop dette min pligt. Men det vilde være at svigte en tillid, som, hvor tung den end var at bære, dog måtte bevares ubrudt, fordi hun havde betroet sig til mig, fordi hun stolede så ubetinget på mig. Her kom samvittigheden i åbenlys konflikt med loven. Der var for mig intet andet at gøre end handle imod loven og tage min straf.
Pludselig mærkede jeg, at der kom en stærk uro over den livstrætte, som jeg troede allerede var døende. Jeg forstod ikke straks, at hun følte, hvad jeg sad og tænkte på. Hun rejste sig op i sengen og bad mig gå. Da jeg afslog det, blev hun ude af sig selv af angst for, at jeg ikke vilde gøre, som hun bad. Jeg hørte hende låse døren efter mig.
Jeg famlede mig frem i korridoren til Strindbergs dør. Da jeg trådte ind, fo’r han op af søvnen og stirrede vildt på mig. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunde være alene, og hvorfor. Jeg betroede ham mere, end jeg havde ret til, af Victoria Benedictssons lidelseshistorie.
Han hørte på mig med et udtryk, som altid vil stå brændt ind i min erindring, et grumt og ubønhørligt udtryk uden mindste spor af menneskelig medfølelse. Som hos en menneskeæder.
Imens udførte naturen det redningsarbejde, som havde været lægens opgave, hvis han var bleven tilkaldt. Om morgen fortalte pigen, at fru Benedictsson havde været meget syg om natten, og at hr. Strindberg var gået tidlig ud. Få timer efter fik jeg at vide, at han havde forrådt den tillid, jeg havde vist ham.
Jeg sagde til mig selv, at han var utilregnelig netop på dette område, hvor jeg af svaghed havde skænket ham fortrolighed, og jeg fortalte senere alt til Victoria Benedictsson. Hun dømte ingen. Hun frikendte mit hjerte og min forstand; men mine nerver glemte hun aldrig.
Ved middagstid tog Strindberg igen ud til Klampenborg og skrev til mig, som om der ingenting var hændet, at han havde været så heldig at låne 500 kr. hos August Lindberg.
“Axel Lundegård”
Lindberg kom ind hos Nimb med 500 kr. Han var vred på mig. Jeg tog ud hertil og åndede lettere, da jeg så skoven.
Oh! Og vandet!
Der er åbenbart et gran af sundhed i mit had til kulturen! Storstaden er jo et rudiment af barbariske tider, med de trange gader, byggede til brug under et forsvar, som nu er unødvendigt, fordi vi har et godt politi m.m.
Hvordan har fru Benedictsson det?
Hvad bestiller hun og hvilke planer har hun?
Nu får du fred for mine litanier og analyser.
Lev vel og lad mig høre noget om operationerne med Margit (og fru B-n).
DIn hengivne
August Strindberg
Klampenborg 9de januar 88.
(“Margit” - det var “hr. Bengts hustru” som i dansk oversættelse var indleveret til Det kgl. Teater).
To dage efter var han i endnu bedre humør. Han skrev:
“Sommerluft, Øresundsblåt, vand og måger som parres. VInduet står åbent, hønsene er sluppet ud, kogt oksebryst med peberrodssauce - livet er skønt!
Men ingen “politik” i dag eller i går! Kære, send mig den i korsbånd og klip ud af de andre blade, hvis du ser noget, som jeg kan have nytte af!
Hvordan går det med fru B? Hun burde bo herude hos en eller anden familie - en anden end den, jeg bor hos, for når man er ene, kan man aldrig være så ensom som midt i hoben.
Og fru M(argit)?
Stephensen motiverede sin standsning af tournéen med ‘Faderen’ med, at jeg har “lagt hindringer i vejen” ved at sælge til Lindberg.
“Lagt hindringer i vejen”? ”Sælge”? Har jeg solgt? Hvor er så pengene?
Farvel og lad mig høre noget om fru B, hvis ‘Penge’ jeg har læst med øjnene spærret op af nysgerrighed.
Din
Aug. S-g.
Klampenborg, 11de januar 1888.
(Oddgeir Stephensen havde på Casino spillet ‘Faderen’ og planlagde en tourné med stykket).
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 7. juli 1920).
