Uhyggeligt Fund paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen) - 1921

Et nøgent barnelig findes på en gravsten

Hvor og hvem er moderen?

En ældre dame, der i går besøgte Vestre Kirkegård for at dvæle et øjeblik hos sine kære afdøde, gjorde en uhyggelig opdagelse, der, selv om der nu synes at mangle ethvet spor, muligvis vil føre til opklaring af en ny, trist social tragedie, hvor en ulykkelig ung pige har søgt at slippe for følgerne af et kærlighedsforhold ved at dræbe sit nyfødte barn og henlægge det på Vestre Kirkegård.

Damen blev opmærksom på, at der lå en pakke på en gravsten. Da kirkegårdsbetjenten kom til, viste det sig at være liget af et nyfødt fuldbårent drengebarn.

Barneliget var fuldstændigt nøgent og kun indpakket i en avis, antagelig for at udslette ethvert spor. Om halsen havde det nogle røde striber, som om det var ombragt ved kvælning; disse striber kan dog ifølge politilægens udsagn også fremkomme ved naturlig død, men hele den måde, liget blev fundet på, tyder mest på, at der foreligger en forbrydelse. Sagen blev straks overgivet til politiet, og opdageren Allestrup fra Svendsgade beordrede barneliget til Retsmedicinsk Institut.

Hvem er Moderen?

Liget af det lille barn har antagelig ikke ligget på kirkegården i lang tid, og det jo heller ikke godt tænkes, at den unge kvinde, der har født, ret længe vil kunne skjule sin tilstand. Når politiet nu tager fat med undersøgelsesarbejdet, vil de nærmeste dage rimeligvis løfte hemmelighedens slør for en ny barnemordsaffære - en ny social tragedie.

(Arbejderbladet, 5. juni 1921.)

Stor Fosterfordrivelsesaffære paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen).

12 Tiltalte. - Affæren kom frem som en Hævn fra en Husbeboer. - Bør der ske Indskrænkninger i Bandagisternes Handel?.

I Dag vil der i Landsrettens 3. Afdeling komme en Fosterfordrivelsesaffære til Behandling, i hvilken der ikke er mindre end 12 Tiltalte. Sagen har ved Byretten været behandlet i dybeste Stilhed og forøvrigt med en usædvanlig Energi. Det er Assessor Lundsteen, der har haft den til Behandling. Til Trods for de Impliceredes store Antal og den Mængde Vidner, der skulde afhøres, lykkedes det Assessoren at have Sagen fuldt belyst i Løbet af 4 Døgn, men der var ogsaa Forhør i Dag og Nat. Derefter gik Sagen til Forundersøgelse hos Dommer Sinding, som atter afgav den til Landsretten.

Hovedpersonerne i Affæren er en Fru Jørgensen og en Fru Klose. Den 40-aarige Fru Ella Jørgensen, som er gift med en Skibsfører og bor paa Nørrebro, havde oprindelig af ren og skær Lyst til at gøre sig interessant tilbudt flere af Husets kvindelige Beboere sin Hjælp, uden at de havde modtaget den. Derimod havde en Søster ladet sig behandle af hende, og hun, der var ansat paa en Systue, havde draget flere med sig ud til Søsteren. 

Paa et senere Stadium kom Fru Jørgensen i Forbindelse med Fru Klose, som lærte hende visse operative Indgreb. Efter at de to Kvinder havde slaaet sig sammen, blev den forbryderiske Virksomhed drevet paa ligefrem livsfarlig Maade.

En skønne Dag kom Opdagelsen. Fru Jørgensen var kommet i heftig Uvenskab med en af Husets Kvinder, og denne meddelte Politiet, hvilke Rygter der gik om Fru Jørgensen. Saa blev Fru Jørgensen sat under Anholdelse. Hun tilstod straks alt.

Straks, da Assessor Lundsten havde Fru Jørgensen i Forhør, var han klar over, at hun ikke var ganske normal. Hun fortalte løs overfor Assessoren paa en Maade, som om hun ogsaa gik ud paa at gøre sig interessant overfor ham. Da de fire drøje Døgns Forhør var overstaaet, sørgede Assessoren for, at hun blev indlagt til Observation paa Kommunehospitalets 6. Afdeling hos Professor Vimmer. Her forblev hun i 3. Maaneder og blev fornylig udskrevet med en noget vag Erklæring om, at helt normal var hun ikke. 

Kun i eet Tilfælde har hun taget mod Penge. I Virkeligheden har kun har villet eet: spille klog Kone.

De øvrige Implicerede er med Undtagelse af 2 Mænd - Ægtemænd, der har ydet Hjælp - unge Piger. To af disse vil give Juristerne noget Bryderi, idet de har været under Behandling, uden at der har været Grund for det. Hvilken Paragraf kan de straffes efter? Eller er deres Handling overhovedet strafbar?

Der er under Sagen kommet Oplysninger frem, som maaske kan gøre det nødvendigt, at visse Indskrænkninger i Bandagisternes Handelsfrihed sættes under Diskussion paa autoritativt Sted. Flere af Fru Jørgensens og Fru Kloses Operation er er nemlig udførte med Instrumenter, som der ikke burde være almen Adgang til. De burde kun kunne rekvireres af Læger. 

Overværgeraadets Formand, Overretssassessor Brun, fremkom for nogen Tid siden med en Udtalelse om, at der fandtes flere hemmelige Fosterfordrivelsescentraler, end almindelige Mennesker drømte om. Denne Sags Fremkomst bekræfter Udtalelsen.

Torrent.

(Nationaltidende, 13. maj 1921).

Den 17. maj 1921 idømte Østre Landsret fru Kirstine Ellen Jørgensen, f. Hansen, og fru Klose hhv. 3 års forbedringshus og 18 måneder. De øvrige fik fra 30 dages fængsel til 8 måneders forbedringshus. 4 af disse dog betingede. I Politiets registerblade, udfærdiget 1. november 1916 optræder pakkerske Ellen Kirstine Jørgensen, født 12. marts 1902, Jægergade 12, 4. sal. I Fødselsstiftelsen arkiv optræder dette navn, gift 31. marts 1920 med arbejdsmand Karlo Emil Sofus Petersen. Jægergade 12, 4. sal. Fødte en dreng, 28. maj 1920.

Anna Stauning (1873-1921). (Efterskrift til Politivennen)

Thorvald Staunings kone, Anna Jensen (1873-1921) arbejdede på fabrik, og de blev gift 1898. Hun sad som eneste repræsentant for landproletariatet i Husholdningsudvalget under indenrigsministeriet 1917. Udvalget blev også kaldt "husmødrenes trøst", og skulle behandle spørgsmål vedrørende husførelsen. 

Anna Stauning blev dræbt for øjnene af Thorvald Stauning og deres søn Holger på en cykeltur ad Strandvejen  april 1921. På hjemturen kørte Thorvald mod afsløringen af borgmester Chr. Christiansens monument på Vestre Kirkegård kl. 1. Kl. 12 nåede de lille Triangel mod Sølvgade. På Nørre Søgade kørte en automobildroske der havde vigepligt, frem fra Sølvgade. Den ramte Anna Stauning. Hun blev hurtigt kørt på Kommunehospitalet, hvor hun døde efter kvæstelserne kort tid efter.

Uddrag af Nina Bangs mindeartikel i Kolding Social-Demokrat 14. april 1921 om Anna Stauning:

Hun var fremfor alt Hustruen, for hvem hendes Mands Glæde og Velbefindende var Livet. Alle, der har kendt Staunings Hjem, vil vide, hvilken elskelig Hustru Fru Stauning var med sit milde Smil og sin stille Tale -  hun var det ikke blot de faa Gange, naar Vennerne var samlede, hun var det i det daglige Liv. Hun vaagede stille og uden mange Ord over sin Mands Liv. Hun fjernede hver Sten, hun blot kunde, fra hans Vej.

Hendes Liv var ingenlunde let. Medens Stauning færdedes ude i Livet, løb Traadene stadig til hans Hjem. Her sad Fru Stauning, gav Besked fra ham, sagde, hvor og naar man kunde træffe ham, modtog Besked til ham, afværgede overflødige Samtaler for ham. Og det var ikke blot den rent ydre Ro, hun søgte at bringe i hans Liv.

Hun havde ogsaa Sansen for, hvad hendes Ro og Ligevægt betød for hans Ro, derfor søgte hun altid at sætte eget Arbejde til Side, naar han var hjemme.

Hvorfor skrive offentligt dette intime om den stille Fru Stauning, som nu er død? Fordi Arbejderne bør vide og har Krav paa at vide, hvilken selvforglemmende, offervillig  Medarbejder de har mistet i hende. Ikke blot Stauning og Holger, ikke blot de personlige Venner, men hele vort Parti maa staa sørgende ved denne Ulykke. Thi det, der gav Fru Staunings Væsen dets Inderlighed, det, der gav hende den Resignation, der hører til for at være en Dag og Nat af offentligt Arbejde optaget Mands altid milde Hustru, det var det, at hun elskede Socialismens Sag, det var hendes Glæde og Stolthed over Arbejderklassens Fremgang. Alt, hvad der kunde siges af godt om Arbejderne, det glædede hendes Hjærte, og intet har sammensnøret det mere, end naar der var Arbejdere med blandt dem, der bagvaskede Stauning.

Fru Stauning var en stille og mild Hustru, men hun var det bevidst, hun vidste, at hun maatte være det, om hendes Mands Kræfter skulde slaa til i Kampen for den Sag, hun elskede lige saa højt som han.

For alt det smukke, hun har givet os, vil vi alle takke hende og bevare hendes Minde i vore Hjerter.

(Kolding Social-Demokrat 14. april 1921)

Da Thorvald Stauning døde, blev Anna Staunings urne flyttet hen til hans gravsten. Her står den diskret under en busk.

Anna Stauning, født Jensen var gift med Thorvald Stauning i  23 år. Året efter giftede Thorvald Stauning sig med Olga Hansen, men ægteskabet var ikke lykkeligt, de blev separeret i 1930. I 1930 flyttede Stauning sammen med koncertsangerinden Augusta Erichsen i Kanslergade, hvor hun boede til han døde i 1942. Hun blev bl.a. kendt fra tv-serien Badehotellet, hvor parret kommer på besøg. 

Ved Thorvald Staunings grav på Vestre Kirkegård under en busk bagved står hendes gravsten. En af de første socialdemokrater som blev begravet ved den sø som senere kom til at hedde "Det Røde Hav". Hun er dog formentlig ikke begravet her, men hendes urne hensat i kolumbariet (på Bispebjerg), if. Stadsarkivets begravelsesprotokoller. Hvornår stenen er opsat vides ikke.

Bornholms Cementfabrik maa likvidere. (8). (Efterskrift til Politivennen)

En lang Række Uheld bevirker, at Aktieselskabet maa give op, inden at Foretagendet er kommen rigtig i Gang. En Rekonstruktion af Selskabet vil blive forsøgt.

A/S Bornholms har paa en Generalforsamling i København i Mandags beslultet at træde i Likvidation, idet man ikke under de nuværende Forhold har kunnet skaffe de Midler, der er nødvendige til Fortsættelse af Fabrikkens Drift.

Til Likividationsudvalg er valgt Overretssagfører, Direktør P. M. Nielsen, Rønne, Overretssagførerne Svenning Larsen, Overretssagfører Bang Eblestrup og Fabrikant H. C. Kristensen, København

Efterretningen om Vanskelighederne for A/S Bornholms Cementfabrik kommer ikke overraskende. Dette Foretagende har, som meddelt heri Bladet, været ramt af forskellige Uheld, hvoraf det sidste - Ovnfundamentets Sammenbrud - vel var det største og har bidraget til foreløbig helt at standse Aktieselskabets Virksomhed.

Hovedaarsagen til, at Virksomheden, tiltrods for at man til at begynde med havde rigelige Pengemidler, ikke har kunnet komme rigtig i Gang, maa imidlertid søges i den uheldige for ikke at sige uduelige Maade Anlæget af Fabrikken blev ledet paa. Aktieselskabet havde antaget en svensk Ingeniør Hultgren til at bygge Fabriken, men det har vist sig at være en Opgave, som Hr. Hultgren slet ikke har været voksen. Tilmed synes det, som han har disponeret med en saa utrolig Letsindighed, at Aktieselskabets Bestyrelse vistnok har Ret i, at hans Optræden overfor dem har været ganske uforsvarlig.

Imidlertid er Hr. Hultgren nu draget bort fra Bornholm, hvor de Dage han glimrede snart var talte, og tilbage staar A/S Bornholms Cementfabrik med et Fabriksanlæg, som desværre paa flere Maader viser sig ikke at svare til de store Bekostninger, det har krævet, og som altsaa i Øjeblikket er kørt helt fast.

Vi har i Anledning af Katastrofen søgt Fabrikens Direktør, Hr. Bjarke Kristensen, og udbedt os nogle Oplysninger om Fabrikens Forhold. Direktør Kristensen fortæller:

Bornholms Cementfabrik skulde allerede have været i Gang i Maj 1920. Men der gik som bekendt længe over den Tid, for vi kunde fyre op. Det viste sig straks, at Anlæget ikke var tilstrækkelig omhyggeligt opført. Der var ikke sparet noget Sted. Vi havde første Klasses Maskiner, men de var ikke rigtig opstillede, og vi maatte foretage en Mængde Ændringer og Anskaffelser, der ikke var forudsete. Som "Bornholms Avis" har meddelt, har vi haft forskellige Uheld, bl. a. gik der Ild i Ovnhuset, Cementmassen brændte sig fast i Ovnen osv. Men alt dette kom vi dog over. Vi tilkaldte som speciel sagkyndig Assistance en Ingeniør fra Budapest og mente endelig for et Par Maaneder siden at kunne begynde Virksomheden for Alvor.

Vi kørte da ogsaa uden væsentlige Uheld en 14 Dages Tid, og jeg maa sige, at det viste sig, at Fabriken kunde fremstille et særdeles fint Produkt. Tiltrods for, at alt dog endnu var ret uprøvet, var Fabrikatet upaaklageligt, og jeg haabede paa. at nu var vi snart over Børnesygdommene.

Men saa ramlede det hele sammen den 6. Marts.

Fundamentet til Ovnen var ikke bygget stærkt nok, det gav efter, hele Maskineriet gik i Staa, og vi staar nu overfor en Reparation og Ombygning, der vil koste 150-200,000 Kroner.

Saa mange Penge kunde Aktieselskabet imidlertid ikke rejse paa det nuværende Tidspunktet, og man har derfor besluttet at lade Selskabet troede i Likvidation.

Jeg beklager naturligvis i høj Grad, at dette er bleven Resultatet. Der er af Aktionærerne bragt store Ofre for at faa dette Industriforetagende i Gang. Der er foruden Aktiekapitalen - ½ Million Kr. - anvendt betydelige Beløb for at faa Fabrikken bragt i ydedygtig Stand, men tilsidst har man altsaa maattet give op.

Der er efter min Mening ingen Tvivl om, at det kan blive et rentabelt Foretagende at udnytte den bornholmske Cementsten. Ingen andre Steder har man Raamaterialet saa bekvemt for Haanden, og den Proces, det skal gennemgaa, er ikke saa kostbar som ved Fremstilling af Portland Cement. Jeg haaber derfor endnu paa, at Aktieselskabet kan blive rekonstrueret, og Fabriken kan komme i Gang. Men nu ligger Sagen altsaa foreløbig i Likvidationsudvalgets Hænder.

---

Saavidt Direktør Bjarke Kristensen. Ogsaa andre end Cementfabrikens Aktionærer vil imidlertid beklage Standsningen. For det første naturligvis de Kreditorer, der muligvis kommer til at lide Tab ved Likvidationen. Men desuden havde mon jo fra flere Sider regnet med, at nu skulde den bornholmske Cement for Alvor føres ud paa Verdensmarkedet. Nu skulde der blive Arbejde til de mange Hænder baade paa Fabriken ude i Aaker, ved Kørsel og Afskibning o.s.v., og saa gaar det hele i Staa, ligesom det er begyndt.

Det er overordentlig beklageligt for alle Parter, og vi vil dog haabe, at det ikke gaar som med Fosforitbruddet, at man straks realiserer Stumperne til Spotpris.

Hvor store Muligheder, der er for at skabe et lønnende Foretagende af Bornholms Cementfabrik, tør vi naturligvis ikke dømme om. Men det vilde dog være Synd, om alle de Forarbejder, der nu er gjort, skulde være spildte.

Det er ganske vist ikke første Gang, at en bornholmsk Cementfabrik standser. Men vi har dog Indtryk af, at man ikke før har været saa nær ved en rationel Udnyttelse af de bornholmske Cementsten, og det maa derfor efter vor Mening beklages, hvis Likvidationen fører til Fabrikens fuldstændige Nedlæggelse.

(Bornholms Avis og Amtstidende 7. april 1921).

Fabrikken kom aldrig i gang igen og blev nedrevet 1941. Bruddet ved Skelbro er fredet og er en geologisk attraktion. Der ligger stadig løse kalkstensstykker, som skulle have været brændt i cementfabrikken. Heller ikke cementmøllen Phønix ved Rønne overlevede. Kun rester af bunden af møllen samt enkelte bygninger er tilbage.

Den første indenbys kvindelige Barbersvend. (Efterskrift til Politivennen)

 

Frk. Edith Lundquist i Arbejde paa Stuen.

I Dag har København faaet sin første rigtige kvindelige Barbersvend - Provinsen har jo allerede i nogle Aar haft et Par Stykker. og vi har ogsaa set en af dem herinde.

Men nu har vi en rigtig udlært københavnsk Svend. Det er den attenaarige Frk. Edith Lundquist, der her i København er Foregangskvinde paa dette Omraade. Hun, der er Datter af den bekendte Luthsanger og Barber Herman Lundquist, har arbejdet paa sin Faders Stue i Sølvgade lige siden sit tiende Aar, da hun i sin Fritid sæbede Kunderne ind. Ganske vist er Frk. Edith ligesom den øvrige Familje, musikalsk, slaar Luth'en og synger, men Kniven og Sæbeskummet har altid hos hende været Nr. 1.

Derfor vil hun ogsaa om en Maanedstid aflægge Svendeprøve for Lavet, men Svend er hun jo alligevel blevet i Dag, da hun har udstaaet Læretiden. Og samtidig bliver hun Faderens Kompagnon. "Kunderne har allerede længe," siger Faderen, "foretrukket hende for mig".

Faderen spiller spiller og synger, og Datteren barberer.

Det er Arbejdets Fordeling.

(Aftenbladet (København), 1. april 1921).

I Kraks Vejviser for 1921 er Hermann Lundqvist betegnet som Luthsanger, Sølvgade 99 st. Om hun forblev i barberfaget er uvist. Fra 1925 optræder en Edith Lundqvist som kommunelærer i Kraks Vejviser. Dem er der imidlertid et par stykker af, så det kan være en anden.

Sønnen Martellius der var Ediths lillebror, var født 1904, og blev kapelmester. Han var uddannet på det kgl. danske musikkonservatorium 1920-24; pianist og repetitør ved Det ny Teater 1922-26, ved Scala Teatret 1926-27 og ved Nørrebros Teater 1927-28; operarepetitør ved Det kgl. Teater 1929-37; vicedirigent i Studentersangforeningen 1933-34; debut som kapelmester på Det kgl. Teater 18. maj 1930 (Flagermusen); korleder og kapelmester ved statsradiofonien 1937-47; instruktør og kapelmester for Kbhvns Koncertforenings orkester 1941-43: overdirigent for Øerne i Dansk Kor-forening 1943-46; kunstnerisk leder og 1. kapelmester for Odense byorkester fra 1949; kunstnerisk leder og kapelmester for Den fynske Opera fra 1953. Medl. af bestyrelsen for Det fynske Musikkonservatorium fra 1955.