Handelsstanden og Lockouten. (Efterskrift til Politivennen)

Nogle Interviews fra Vesterbro. Fuldstændig Enighed om Lockoutens altødelæggende Virkning.

I Tilslutning til vor Artikel i Gaar om den stærkt mindskede Handel, saa godt som alle Handlende har nu under Lockouten, har vi i Dag talt med en Række kendte Handlende i Istedgade, der som bekendt er Byens største Handelsgade og Hovedaaren i det tætbebyggede Arbejderkvarter paa Vesterbro.

Den første, vi talte med, var den kendte Viktualiehandler Thyrring Johansen.

- Der er jo ikke saa god Handel nu, siger Hr. Thyrring Johansen. Den ene Uge gaar efter den anden, uden at Folk faar Penge, og de vil kun købe det billigste. Hvis der var noget billigere, solgte man jo nok noget mere, men Tendensen paa Flæskemarkedet gaar desværre i den anden Retning.

- Hvad siger man for Resten til Situationen blandt Handelsmændene?

- Alle Handelsfolk beklager sig over, at det er smaat i denne Tid. Det var ikke særlig straalende før, men nu er der for meget Ro og Fred. Det maa være forfærdeligt for Folk saaledes at suge paa Labben, og vi maa alle haabe, at det snart faar en Ende.

Vi henvendte os derefter til den kendte Viktualiehandler Th. Bertelsen, der er Indehaver af Paalægsbørsen, Istedgade 87. Da vi spørger Hr. Bertelsen, om han mærker noget til Lockouten, svarer han straks:

- Ja, vi mærker den meget stærkt. Der har været stille længe paa Grund af den store Arbejdsløshed, men nu er det jo blevet meget værre. Det er et stærkt udpræget Arbejderkvarter, og naar Arbejderne ikke skal paa Arbejde, har de ikke Brug for Paalæg. Her klarer vi os dog nogenlunde fordi der bor saa mange Stats- og Kommunefunktionærer, og de kan stadig købe, men De kan tro, at der i Sidegaderne, hvor der kun bor Arbejdere, er mange Smaahandlende, der føler Lockoutens Svøbe meget haardede, end vi gør det her.

Det var mærkeligt derefter at tale med Indehaveren af Kolonialmagasinet, Han var nemlig tilfreds.

- Jeg har, sagde han, samme Omsætning i Februar i Aar som jeg havde i Fjor, til Trods for, at Priserne er faldet ca. 23 pCt. Men jeg har langt flere Kunder nu end den Gang, saa hver enkelt køber mindre. Desuden maa De huske paa, at Størstedelen af mine Kunder er Embeds- og Bestillingsmænd, Stats- og Kommunefunktionærer, der alle har en god Løn.

Vi henvendte os sluttelig til en stor Købmand i Istedgade, og Vedkommende, der dog ikke ønsker sit Navn nævnt, sagde:

- Det kan ikke nytte et forsøge paa at give et forkert Billede af Stillingen i Øjeblikket. Den er nemlig fortvivlet for hele Handelsstanden. Det ligger os alle stærkt paa Sinde; det er det først og sidste, vi taler om, naar vi samles, og vi har alle kun et Ønske, nemlig at Lockouten snarest mulig var forbi, og at Arbejderne, der danner Grundstenen for enhver Forretning, kan komme til at arbejde og faa en ordentlig Betaling for deres Arbejde. Det vil gavne os alle

Laanekontorerne og Lockouten. Et Interview om de raserede Hjem. 

Der er Kulde og Nød i mange Hjem, der sultes og savnes i Arbejderkvartererne som maaske aldrig før. Den lange Arbejdsløshedsperiode og nu Lockouten har Skylden derfor.

Hjemmene er mange Steder raseret for Størstedelen af Bohavet og for at høre, hvorledes det staar til nu, henvendte vi os til et Par Pantelaanere.

Den første, vi talte med, var nr. Hansen, Holms Efterfølger i Nansensgade.

- Det gaar skam ikke godt for os nu, sagde Hr. Hansen. Der er saa godt som intet at bestille. Folk sætter intet ud i denne Tid.

Det samme Svar fik vi af Bestyreren af det billige Laanekontor i Valdemarsgade 41.

- Vi har mest at bestille, naar Folk har Arbejde, sagde Bestyreren til vor store Forundring. Nu kommer Folk ikke.

- Det skyldes vel, at de fleste Hjem allerede er raseret for alt, hvad der kan udbringes i Værdi og som ikke er strengt nødvendigt til livets Ophold?

- Dels det, thi det er jo desværre Tilfældet mange Steder, siger Bestyreren, og dels skyldes det, at Folk, der endnu har noget af Værdi, ikke tør sætte det ud, fordi de ikke ved, om de bliver i Stand til at løse det hjem.

- De har vel mange Panter, som ikke bliver indløst?

- Ja, det kan De tro. Det er forfærdelige Tider, vi lever i. Folk mister deres Ejendele og vi mister en stor Del af de Penge, vi har laant paa Varerne. Alle taber og det er forfærdeligt altsamrnen. For hele Samfundets Skyld maa man haabe, at det snart lykkes at skabe Fred paa Arbejdsmarkedet. Det er alle bedst tjent med.

(Klokken 5, lørdag den 4. marts 1922)

Chauffører der soler sig

Asta Krohn, f. Heymann (1872-1951). (Efterskrift til Politivennen)

Asta Heymann (1872-1951) var datter af grundlæggeren af Tuborg, Philip W. Heyman. Hun blev gift med komponisten Rudolph Sophus Berg (1859-1924). De fik sønnen Erwin som hun boede med på Nybrogade 26, 2. sal. Ægteskabet blev opløst. I 1911 giftede hun sig med museumsinspektør, senere direktør Mario Krohn (1881-1922)

1922 udstillede kunstmaleren Alhed Larsen (1872-1927, født Warberg, gift med maleren Johannes Larsen), Christine Swane (1876-1960, født Larsen og søster til Johannes Larsen) og Asta Krohn sammen:

Tre Malerinder.

Alhed Larsen, Asta Krohn og Christine Swane.

Den Udstilling som Malerinderne Alhed Larsen, Asta Krohn og Christine Swane arrangerede i "Den Frie" har haft meget vanskeligt ved at gøre sig gældende. Og Forklaringen ligger lige for. For det første virker den alt for ensartet med sine talrige blege Pasteller og Akvareller. For det andet er alt for mange af disse kun egnede til at give et Begreb om Kunstnerindernes Evne til at stille Farver sammen paa en saadan Maade, at Resultaterne mere gør Indtryk af at være Udkast til Broderier og vævede Tæpper end Skitser til Malerier, endsige færdige Saadanne. 

- - -

Om Fru Asta Krohns koloristiske Begavelse kan der lige saa lidt være Tvivl. Naar hun har frigjort sig for den uheldige Paavirkning, hun har været ude for i en Skole, der - i Modsætning til Zahrtmanns - synes at gaa ud paa at skabe alle Elever om i samme Form eller rettere Formløshed, kan hun sikkert naa meget videre, end hun nu er. Mange af hendes Akvareller er ganske yndige i Farven, men for Formens Vedkommende det rene Ingenting. Og hvis Farven ikke benyttes til at skabe Form, da bliver Resultatet ikke et Billede, men i bedste Fald t mere eller mindre fængslende Ornament.

Fbg.

(Nationaltidende 19. februar 1922).

I anledning af 150 året for hendes fødsel arrangerede Johannes Larsen-museet en udstilling af hendes værker hvori Nationaltidendes omtale af de tre kvinder blev imødegået. 

Alhed Larsens reaktion udtrykte hun i et brev til sin mand, Johannes Larsen: 

”Jeg selv gaar og er noget utrøstelig efter Udstillingen, har en væmmelig Fornemmelse af at jeg aldrig kommer til at male mere. Men forhaabentlig er det noget Depression efter den spanske (syge), jeg maa til at have fat paa Olje, naar jeg kommer hjem”. 

Hun havde malet siden hun var 13 år, hun havde fået undervisning af Fritz Syberg og fungerede i det hele taget som den ene halvdel af Larsen-ægteparret, også Social-Demokraten omtalte hende som “Fru Johannes Larsen” - sin berømte mands kone. Hendes bange anelser om at anmelderne ville forholde sig kritisk kom til at holde stik: De så hende som Johannes Larsens lærling og de tre kvinder kunst mest af alt lignede skitser til udprægede kvindesysler. Museumsfolkene mente at forholdet var ligeværdigt og at de gensidigt inspirerede hinanden. Måske derfor lod Johannes Larsen hver eneste dag i resten af sit liv hendes plads ved spisebordet stå tom og urørt hen.

Udstillinger.

Kjøbenhavn, Februar.

Kunstforeningen, der først og fremmest burde tage sig af unge Kunstnere, hvis Talent er saa Indlysende ægte og betydeligt, at der Ikke kan vare nogen Tvivl om dets Levedygtighed og Udviklingsmulighed, og at sprede Kjendskab til ældre Malere, om hvis Egenart og Betydning man ikke kan faa tilstrækkeligt Begreb i vore offentlige Samlinger, har i en Aarrække tilsidesat denne dobbelte Opgave af Hensyn til unge, moderne Malere, der senere enten er gaaet helt ud af Spillet eller er vandret til Canossa for ikke alene i Ord, men ogsaa i Gjernlng at gjøre Afbigt for de Udskejelser, som Kunstforeningen gav sin Tilslutning. 

- - -

Paa den Udstilling, som tre Damer, Alhed Larsen, gift med Maleren Johannes Larsen, Christine Swane, Maleren Sigurd Swanes Hustru, og Asta Krohn, Enke efter den sørgeligt tidligt bortkaldte Mario Krohn, i Fællesskab afholdt i den Frie, maatte man falde fra den ene Forbavselse i den anden. 

- - -

Fru Krohn aahenbarede baade i Oliemalerier og Akvareller en sin Farvesans, men ogsaa hun giver Formen en god Dag og benævnede undertiden et gaadefuldt Virvar af Farver Landskab eller Sligt.

- - -

(Jyllandsposten 1. marts 1922. Uddrag).

Ifølge Leo Goldberg ("The Rescue of the Danish Jews") sad Asta Krohn i Horserødlejren under besættelsen

Forfatterinden Rigmor Stampe (der har skrevet om H.C. Andersen, jf. også Nysø og Thorvaldsen) og som giftede sig med komponisten Victor Bendix, købte ’Lynghuset’, nu for enden af Rigor Stampes vej.

Efter hendes død 1923 blev det købt af Niels Bohr. Malerinden Asta Krohn (en kusine til Niels Bohr) byggede i 1930-31 det meget karakteristiske funkishus imellem Lyngvejen og Doktorstien, et af de allerførste funkishuse i Danmark. Hubert Paulsen, søn af Julius Paulsen, var dets arkitekt. Efter det fulgte Hubert Paulsen op med billedhuggeren Hugo Liisbergs store atelier. Liisberg var gift med Inger, Julius Paulsens anden datter, der også var maler. Man kan stadig kende deres huse på de store ateliervinduer.

Men der kom mange flere kunstnere til, der nu er borte. Bl.a. komponisten Knudaage Riisager i 1934 og hans kone malerinden Aase Riisager, som der er en udstilling af lige nu i Ramløse Sognelænge. Hun havde ligesom Marie HaagenMüller og William Scharff gået på Araujos malerskole i Paris.

(Vejby-Tibirke Selskabet: Årbog 2019)

Brev fra Fernanda Nylund til Jens Frederik Willumsen 12. juli 1947:

– Jeg selv maler i de senere Aar, og udstiller ofte paa finske Kunstneres Udstill[in]ger i Helsingfors. – Du, Asta Krohn og jeg er vist de eneste af hele vort morsomme Cycle-Udflugts Selskab, som endnu vandrer rundt paa denne Klode. Asta er desværre ogsaa syg og er i Norge for Øjeblikket. – 

I 1933 byggede Asta Krohn et sommerhus på Doktorstien 8A i Tisvildeleje.  Hun sad i Horserødlejren i 1943. På sine ældre dage boede hun i Tibirke hvor hun også døde.

Asta Krohns gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 18, nummer 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Afklædningsscener paa Byfogedkontoret. (Efterskrift til Politivennen) I

Ind som grever - ud som lazaroner.

Det hænder ikke så sjældent at man oppe på byfogedkontoret ser en eller anden vinkelskriver komme slæbende med et afbetalingsoffer - en af de stakkels fyre, der ved tidernes ugunst er blevet tvunget til at købe deres klæder på afbetaling og ved en endnu værre ugunst ikke har magtet til punkt og prikke at opfylde betalingsforpligtelserne, af hvis årsag han da tvinges til at tilbagelevere det købte tøj Men en sådan massefremstilling af ofre som den man i går blev vidne til på fogedkontoret, er vistnok ingen sinde set før.

Det var et af byens mest kendte afbetalingsfirmaer

"Thomsens Magasiner"

der optrådte som den aktive part i sagen repræsenteret ved firmaets faste inkassator, en energisk mand ved navn Christensen.

Hr. Christensen mødte med ikke mindre end en halv snes yngre og ældre mænd, der har fået klæder i magasinerne og ikke havde fuldbyrdet betalingen. For de flestes vedkommende drejede det sig om jakkesæt til en pris af 250 kr. Og skønt enkelte af dem endog havde betalt så meget at deres restgæld kun udgjorde 30-45 kr., måtte de alle trække af de klæder magasinerne ifølge kontrakternes rigoristiske bestemmelser stadig havde bevaret ejendomsretten til, og på stedet, på selve byfogedkontoret iføre sig nogle ældgamle, brogede klude som ikassatoren medførte netop med dette mål for øje.

Det var nogle særdeles pæne og velklædte mennesker der stillede til paraden for byfogeden og inkassatoren. Men det var i sandhed en sørgelig skare, der kom ud igen efter endt om- eller afklædning. De lignede en flok forviste fra det sidste stykke vej til Sibirien - en iført diplomatfrakke og hvide sommerbukser, en anden lys sommerjakke og sorte klædesbukser, en tredje veritabel livkjole, hvis skøder næsten slæbte efter ham, og hvis ærmer han havde måttet smøge op så foret sås osv. osv, alt sammen tøj, der forlængst var modent til skraldespanden og som åbenbart var indkøbt i afsides marskandiserforretninger til priser der regnes i ører og ikke i kroner. En enkelt af de ulykkelige slap for at tilbagelevere det købte tøj; men det havde sin gode grund.

Det var en slagter, der havde købt for 400 kr. i magasinet, og hvis hele restgæld nu var 30 kr. - tredive kroner. Han var ikke mødt efter tilsigelsen, men den energiske inkassator havde da fået afsagt fængslingskendelse over ham, og han blev da fremstillet som anholdt sammen med en del dømte straffefanger hvis pekuniære evner til at betale "sagomkostninger" fogeden skulle undersøge, inden de afgik til straffeanstalterne. Slagteren havde imidlertid ikke magasinets tøj på. Det var, som han forklarede, for længst slidt op da hans kone havde brugt det til gulvklude. Men da han kunne betale de 15 kr. kontant, fik han henstand med de andre 15 kr. og marcherede bort som en fri mand, fri og velklædt mellem de andre arme lazaroner, der repræsenterede dagens høst for de Thomsen'ske magasiner.

(Aftenbladet (København), 24. februar 1922).

Annonce for Thomsens Magasiner i København, 26. september 1921. Annoncen reklamerer ganske rigtigt for ratebetaling, og havde 4 afdelinger  i København.

Hans Jacob Blicher 1864-1926. (Efterskrift til Politivennen)

Hans Jacob Blicher var sammen med G. Chr. Olsen og A. J. Poulsen initiativtagere til Rigsdagens Presseloge på Christiansborg i 1918. Fra da af havde pressen egne lokaler, bl.a. en spisestue og en dagligstue. såvel på landstingssiden som folketingssiden. Desuden fik journalisterne "referentloger" i begge sale med telefon og rørpost. 

H. J. Blicher

Det svirrer med Jubilæer i Rigsdagens Presseloge. Nylig har J. A. Jørgensen ved Nationaltidende og Christiansen ved .Berlingske passeret en af Livets mange Milepæle, og nu er Turen kommen til selve Presselogens Formand, Redaktør H. J. Blicher.

Presselogen har stolte Traditioner. Det er nok hændt mere end én Gang, at en ung, evnerig Journalist begyndte der, fortsatte "nede i Salen" og avancerede senere saa højt, som overhovedet nogen dansk Politiker næsten kan komme. Andre blev der og arbejdede trofast Aar efter Aar i det Kald, de i sin Tid gik ind til med hele Ungdommens fyrige Kærlighed. Til de sidste hører Mænd som H. J. Blicher og Christiansen ved "Berlingske Tidende". De er ikke vore Meningsfæller. Men vi anerkender det sjældent dygtige Arbejde, de i Aarenes Løb har faaet Lejlighed til at udrette. Mere paalidelig og omhyggelig Journalist end højre Fløjmand i Referentlogen finder man næppe. Christiansens Referater er bekendte for deres Saglighed - fordi de er saa upartiske, og først og sidst fordi de giver saa god og grundig Besked.

Og hvem kender ikke fra "Jyllandsposten" og andre Blade Mærket H-r. Det er Blicher, den Mand, der den 22. Februar fejrer sit 40 Aars Jubilæum som Journalist.

Hans første Artikel stod i "Fyns Stiftstidende" og handlede om Politik. Blicher fik Artiklen godt betalt og nød den unge Journalists  Skaberglæde og Stolthed over sit Værk. Men hvem der blev rædselsslagen, var Faderen. Overlærer Ludvig Blicher ved de forenede Kirkeskoler i København. Hvad var nu det for Kunster, Hans Jakob her fandt paa? Han skulde være Videnskabsmand, Lærer og ikke Bladsmører. Men Sønnen sejrede - det gør de unge nu næsten altid - , Bøgerne blev lagt paa Hylden, og H. J, Blicher tog fat paa Pennen, som han siden har brugt flittigt og paa en saadan Maade, at dansk Journalistik ikke har behøvet at skamme sig derved. Vi ved ikke, hvad Videnskaben har tabt i H. J. Blicher. Vi ved derimod, at den danske Presse meget vel kan være tjent med, at Redaktør Dreyer ikke lod den unge Students Artikel gaa i Papirkurven og derved maaske havde sat Punktum for videre journalistiske Udskejelser.

H. J. Blicher er en fornøjelig Mand, et prægtigt og trofast Menneske og først og sidst en god Kollega. Og dertil Yngling endnu trods de 40 Aars slidsomt Arbejde i Pressens Tjeneste. Mens andre i denne Fimbulvinter har gaaet og pakket sig ind og endda ikke formaaet at holde Kulden i Skak, har man hver Dag kunnet se H. J. Blicher gaa Morgentur - uden Overfrakke. Det højeste, han tillader sig, er et Par Vanter, som for det meste endda stikker op af Frakkelommen.

Der er Kæmper, ogsaa inden for Journalisternes Kreds.

Til Lykke!

(Vejle Amts Folkeblad 20. februar 1922).

Han døde natten mellem 25. og 26. maj 1826 og blev begravet på Vestre Kirkegård den 30. maj 1926.

En Begravelse efter gammelt Haandværkerlaugs Ceremoniel. (Efterskrift til Politivennen).

 

Kisten bæres forbi afdødes bopæl af de kjoleklædte og kårdebærende tømrere.

Alle de ceremonier der var knyttet til de gamle håndværkerlaug, har jo efterhånden liggesom laugene selv tabt deres betydning, men i går levede en af dem op tilmed midt i dagens travle liv, hvor den vakte nogen opsigt og samlede tusinder af tilskuere.

Lederen af Tømrersvendenes Aktieselskab, P. H. Hansen er død og blev i går middags begravet fra Andreas Kirken. Omkring den hvide kiste, på hvis sider sås laugets insignier, dannede kjoleklædte svende med kårder ved siden en hædersvagt, mens laugets of fagforeningers floromvundne faner var opplantet ved kisten.

Da. højtideligheden, ved hvilken pastor Sten holdt en smuk tale, var forbi, blev kisten båret ud til ligvognen der nu fulgt af hundreder af svende kørte ad Gothersgade og et stykke ind i Linnésgade. Ved hjørnet af Frederiksborggade standsede den, og æresvagten med kårderne ved lænd løftede nu kisten af og bar den som laugets ceremoniel foreskrev det, forbi afdødes bolig, Frederiksborggade 26. Ved hjørnet af Rømersgade sattes kisten atter på ligvognen, der nu fulgt af fanerne og de mange svende, langsomt bevægede sig ud til Assistens Kirkegård, hvor hustømrersangforeningen "Vega" sang et stemningsfuldt farvel.

(Aftenbladet (København), 18. februar 1922).