Knud Harder (1885-1967). (Efterskrift til Politivennen)

Knud Harder (1885-1967). Komponist, organist, dirigent - og pastor. Harder kendte Carl Nielsen, og de korresponderede jævnligt fra 1904 til sidst i 1920’erne. Harder uddannede sig i München omkring 1904, og fik både opført sin musik og virkede som dirigent. Omkring 1910 var han kapelmester ved teatret i Aschaffenburg. 

1915 startede han teologi-studium på Københavns Universitet,  i 1920 blev han cand. theol. Han fungerede kun som præst kort tid. Han forgreb sig på nogle feriebørn på Fejø, og nåede at være præst der fra 1. februar til 18. september 1922:

En Kapelmester som Præst paa Fejø.

Et ikke helt almindeligt Tilfælde er indtruffet paa Fejø, hvor Menighedsraadet forleden paa sit Møde i Maribo valgte en forhenværende Kapelmester til - Præst.

Den omtalte er Pastor K. Harder, der i flere Aar - før han begyndte sit teologiske Studium - var Kapelmester i Tyskland og Østrig og dirigerede Orkestere paa indtil 60 Mand. Han har ogsaa udgivet forskellige Musikværker.

Pastor Harder, der nu er 36 Aar gl., rejste i 1914 hjem og fuldendte sine teologiske Studier. Derefter blev han Kapellan i Ho-Oksby i Ribe Stift og indstilledes som sagt nu som Nr. 1 til Præst paa Fejø.

(Social-Demokraten 14. marts 1922).

Præsteskandalen paa Fejø.

Har Præsten gjort sig skyldig i Uterlighed overfør Konfirmanderne?

Som meddelt i Gaar har Politimesteren i Nykøbing F. og Provst Olivarius, Bandholm, hentet Pastor Harder, Fejø, der nægtede at mode til en Konference i Kragenæs.

Om denne Sag erfarer vi følgende:

Hvorfor hentede Politiet Præsten?

(Privattelegram.)

Nakskov.

Politiet bevarer den største Hemmelighedsfuldhed med Hensyn til det Forhold, der har ført til Politiets Afhentning af Præsten. Efter sin Hjemkomst fra Udlandet blev han tilsagt til Møde hos Politimesteren og Provsten. Men han kom ikke. Han blev derefter afhentet.

Efter hvad deres Korrespondent erfarer, er Præsten sigtet for at have gjort sig skyldig i Uterlighed. Det nævnes i denne Forbindelse, at han skal have optraadt utilbørligt overfor Konfirmander.

Efter Afhentningen korn Pastor Harder i et Forhør hos Politimesteren. Forhøret overværedes af Provsten. Hvad her fremkom, overvaages med den største Hemmelighedsfuldhed. Men Forhøret endte uden at Præsten blev arresteret.

Saa vidt vides er Pastor Harder afrejst til København for at lade sig indlægge paa en Klinik.

Det kan med Sikkerhed siges, at Pastor Harder ikke mere genindsættes i sin Stilling som Præst.

Den pinlige Affære har vakt betydelig Opsigt.

(Kolding Social-Demokrat, 14. september 1922).

Pastor harder, Fejø, har nu faaet sin Afsked. Han har som omtalt gjort sig skyldig i uterligt Forhold overfor Drenge.

(Nordjyllands Social-Demokrat, 21. september 1922).

Varde, 1. November

Pastor Harder fik 4 Maaneder.

Fhv. Sognepræst for Fejø Knud Harder (i sin Tid præst i Ho-Oksby) er ved Maribo Byret idømt flere Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost for Overtrædelse af Straffelovens § 185. Desuden skal han betale Sagens Omkostninger og en Erstatning paa 340 Kr.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 1. november 1922)

I Teologisk Stat optræder han kun som præst indtil 1922, dernæst som lærer. I november 1923 blev han pianist ved det Ove Bassøe'ske Teaterselskab. Han førte et tilbagetrukket liv som musiker og komponist, optrådte ofte i radioen ved koncerter og skrev enkelte artikler. Ved sin 70-årsdag i 1955 blev hans affære ikke omtalt.

Lieberkinds Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Et imponerende følge ledsagede vor afdøde kammerat til hans sidste hvilested.

I tirsdags jordedes vor afdøde kammerat, formand for Sadelmagernes Værkstedsklub på D. S. B., Thyge Lieberkind, på Vestre Kirkegård.

Hermed har den endelig afslutning på et langt og virksomt liv, der i de senere måneder forbitredes af et smertefuldt sygeleje, fundet sted, og det er med vemod, at vi tænker på denne travle arbejder i den revolutionære bevægelse, for hvem den snigende tuberkulose stod som en højst pinlig hindring for alle de planer, der fødtes af Lieberkinds livlige ånd, men som det dødsmærkede, skøbelige Legeme nægtede at omsætte i virkeligheden.

Et stort følge af venner og bekendte, arbejds- og partikammerater var mødt frem for at vise den afdøde den sidste ære. Flere røde faner, bl.a. også vort partis, vajede over Lieberkinds båre, og jordfæstelsen var meget stemningsfuld, om end den tilkaldte præst skabte en lille mislyd ved i sin professionelle tale så ganske at blotte sin mangel på kendskab til Lieberkinds hele retlinede liv.

Imidlertid forstod det store følge - hvad adskillige udtalelser mand og mand imellem vidnede om - så meget desto mere at skatte vor afdøde kammerats fortjenester.

Æret være hans minde!

N-s.

(Arbejderbladet, 23. september 1922).

Dagmar Overbys Mand. (Efterskrift til Politivennen)

Morderskens Kæreste Carl Svendsen, der har siddet arresteret under Sagen, blev nu alle afhørt. Da Carl Svendsen traadte ind i Vidnesskranken, fik Mordersken et hæftigt Ildebefindende og skjulte sit Ansigt i Hænderne. Efter hendes Ønske blev Kæresten anmodet om ikke at forlade Retsbygningen. 

(Fyns Venstreblad (Odense) 2. marts 1921. Uddrag)

Parret boede på Enghavevej 21, 1. sal. De havde kendt hinanden i 6-7 år, Altså næsten lige så længe som hun havde myrdet børn.

En Gaardsanger.

Dagmar Overbys Mand kastede Harmonikaen i Hovedet paa Betjenten. Saa blev han arresteret.

K ø b e n h a v n. (Privat.)

Blandt de Vidner, der i sin Tid førtes mod Kvindemorderen Dagmar Overbye, var ogsaa hendes Mand. Hans Vidneudsagn vedrørende Dagmar O. var præget af stor Koldsindighed, og da hun fik Dommen, som lød paa, at hun skulde straffes paa Livet, smilte han. Senere sagde han ude i Vidneværelset, at nu var han da af med hende.

I Gaar blev han fremstillet i Dommervagten. Efter at Dommer E. E. Nielsen havde spurgt ham om hans Navn, og han, paa sin tvære Maade havde svaret: Carl Svendsen, spurgte Dommeren videre, om det var rigtigt, at han var Dagmar Overbys Mand.

- Jeg husker nok Navnet, svarede han; men ellers kender jeg ikke den Kvinde.

- Det staar her i Rapporten, indvendte Dommeren.

- Saa er det vel ogsaa rigtigt, svarede Svendsen.

Sigtelsen gik ud paa, at han havde sunget og og spillet i en Gaard. Da en Betjent havde villet anholde ham, havde han kastet denne sin store Trækharmonika i Hovedet, saa at Betjenten var styrtet om. Bag efter havde han sløvt ladet sig anholde.

Dommeren arresterede ham.

(Vestjyllands Social-Demokrat 13. september 1922)

Dagmar Overby

Livsfangen kræver sin Sag genoptaget.

Da Massemorderen Dagmar Overby Sag blev behandlet, var, saavel ved Byretten som ved Nævningetinget, hendes Forlovede, Arbejdsmand Svend Carl Svendsen stærkt i Ilden. I Nævningetinget var han meget nær ved at blive anholdt paa Gnind af sin med et mildt Udtryk usandsynlige forklaring om, at han intetsomhelst kendte til sin Kærestes Forbrydelser.

Det oplystes bl a., at Dagmar Overby en hed Sommerdag havde fyret op Kakkelovnen - for at brænde et Barnelig. Svendsen havde været hjemme, men efter hvad han fortalte, havde han ikke fundet det paafaldende, at der var fyret saa vældigt. Og Mordersken fik Held til at redde ham fra Fængsel og Dom.

Men, som omtalt, krævede hun sig for et Par Maaneder siden fremstillet for Inspektør Klywer i Straffeanstalten paa Christianshavn, og hun erklærede nu, at Svendsen og en af hans Venner var Medskyldige i nogle af Barnemordene. Naar hun fremkom med denne Oplysning var det af Samvittighedsnag, sagde hun. Hun vil ikke fragaa sin Skyld, men mener, at ogsaa andre maa tage deres Straf.

Senere har hun krævet sin Sag genoptaget, og Statsadvokaten har foranlediget en ny, retslig Undersøgelse

En frygtelig Anklage

I Gaar blev Livsfangen Dagmar Overby ført ind til Domhuset, hvor hun for lukkede Døre blev afhørt af Dommer Carstens. Senere paa Dagen blev Svendsen hentet til Politigaarden for at blive afhørt af Politiassessor Mundt. Paa et vist Tidspunkt var han tilbageholdt, men han fik dog Lov at gaa. 

Efter Forhøret over Dagmar Overby udtalte Dommer Carstens:

- Naar Svendsen var holdt tilbage, var det, fordi der i Forhøret fremkom en detailleret Beskrivelse af et bestemt Tilfælde.

Dagmar Overby fastholdt energisk, at Svendsen har været med til de fleste af Barnemordene. Han nægter lige saa energisk. Imidlertid synes jeg, at hendes Forklaring lyder sandsynlig.

Hun har saaledes forklaret, at hun husker, at Svendsen var ude til en Fest. Da han kom hjem, var han beruset, og den Aften kvalte han et Barn.

Forhøret fortsættes tirsdag.

(København 31. oktober 1925).

Af Bolignødens Rædselshistorie. (Efterskrift til Politivennen)

Mange Mennesker mener vistnok at Bolignøden har kulmineret, saa at vi nu gaar lysere Tider i Møde. Dette er saa langt fra Tilfældet, som Bolignøden nu er mere haard end nogensinde tidligere

Det Billede, der ses over disse Linier, taler, til Trods for den tilsyneladende Idyl, et Sprog, som siger mere end lange Beretninger.

Det viser, under hvilke Forhold en Familie er nødsaget til at leve nu i Efteraaret 1922. Familien omfatter Mand, Kone og 8 Smaabørn, som boer i et Lysthus i en af Kolonihaverne i Vasbygade, fordi det ikke er muligt at faa en Lejlighed. Det er et sort Blad i Hovedstadens Historie.

Andetsteds i Bladet skildrer i nærmere dette fortvivlede Forhold.

Hvor Bolignøden raaber til Himlen.

Et Lysthus som Hjem for et Ægtepar med otte Børn.

I et Sommerhus i Vasbygade indebrændte forleden Morgen en fjorten Maaneder gammel Dreng. Faderen, som levede her alene med den lille, havde for et Øjeblik forladt Huset for at hente Mælk.

Da han kom tilbage, laa der et forkullet Lig i Græsset ved Siden af nogle sortsværtede Bræddestumper. Det var Hjem og Barn, han havde mistet paa Minutter!

Hvorledes former da Tilværelsen sig i disse Sommerhuse, hvor mange Familier nu har lovet gennem flere Aar, tvunget dertil at Bolignøden? Den Bolignød, om hvilken Ekspeditionssekretær Müller i Magistratens 3. Afdeling oplyser følgende:

Situationen er saa mørk, som den nogensinde har været, og man kan overhovedet ikke se nogen Udvej. Magistraten har nu ca. 2200 husvilde Familier. Desuden er der skaffet Bolig til 35 Familier, som i Sommer har boet i Soldaterlejren ved Eiby Glostrup og 25 Familier fra Barakkerne ved Tagensvej, som er i en saadan Forfatning at de ikke mere egner sig til Menneskebolig.

Disse Omflytninger har medført, at der er opstaaet Rygter om, at der var Boliger til Disposition, og som Følge heraf har i disse Dage ikke mindre end 700 Familier henvendt sig paa Raadhuset med Anmodning om at faa en Lejlighed. Af disse 700 Familier lykkedes det at skaffe Bolig til de 20 Familier, der levede under de vanskeligste Forhold.

For at faa Spørgsmaalet om Boligforholdene i disse Sommerhuse besvaret, tog vi i Gaar ud til Kolonihaverne derude i Vasbygade et Terræn, der strækker sig over adskillige Tønder Land.

Ude fra er det en lille Idyl. Det tætte, grønne Bladhegn ligger endnu som en Barmhjertigheden Kaabe om den Elendighed, der findes enkelte Steder indenfor.

Men naar Efteraarsstormen først faar ribbet Træer og Buske for deres Pynt, vil Dagslyset afdække Forhold, som maa siges at være en Anklage mod den By og det Samfund, der ikke træder hjælpende til - om ikke andet saa for Børnenes Skyld.

"Sommerhuse" kaldes Bygningerne derude. Aa, ja. Det er et stort Navn for de Lysthuse, der her rnaa tjene til Menneskebolig. Ikke for det. Mange - og maaske heldigvis nok de fleste - er nydelige og velholdte. Men desto mere grelt virker saa de enkelte, vi tør nok sige Skure som ligger spredt omkring, Boliger, der man faa Beskueren til beskæmmet at bøje Hovedet over, at Mennesker skal være nødsaget til at leve Livet her.

Et Lysthus som Bolig for et Ægtepar med otte Barn.

Paa vor Vandring mellem Smaahullerne kom vi til en lille aaben Plads, hvor fire-fem Smaarollinger tumlede sig foran et Lysthus, der ved Hjælp af Lægtere og gamle Brædder var tætnet saa godt som muligt.

Her lever nu paa andet Aar en Familie, bestaaende af Mand, Hustru og otte Børn i Alderen fra to til ni Aar.

I et usselt lille Rum var der til begge Sider lavet Køjepladser som ombord paa et Skib. Her sover Børnene - uden Lys og uden Luft. Forældrene tilbringer Natten paa Gulvet i Husets eneste Opholdsstue.

Manden er Arbejder, og Hustruen hjælper til Livets Opretholdelse ved at sy. I den allerværste Vintertid har de et eneste lille Tagkammer i Egilsgade at ty til.

Men ti Mennesker i et Tagkammer! Man forstaar, at de saa længe som muligt bliver, hvor de er, selv om Elendigheden lyser ud af hver Krog.

Med Gru maa man tænke paa. hvad der vilde ske, hvis der en Nat opstod Brand herude, medens Familien laa og sov. Hvor mange af Børnene vilde det lykkes at redde, før Røg og Ild havde faaet Magten?

Branden forleden Morgen var et Memento, som ikke kan eller maa lades upaaagtet.

- -

Det Eksempel, vi her har nævnt, er vel nok, og forhaabentlig et af de grelleste, der kan nævnes med Hensyn til elendige Boligforhold. Men naar nu Myndighederne ved, at saadanne Forhold findes, vilde der saa ikke være mere Mening i at ofre nogle flere Penge paa Bygning af Menneskeboliger end at vedblive at øde Tusinder ud f. Eks. til Leje af elegante Folkekøkkenlokaler i "Akselborg" eller Millioner til Færdiggørelse af den nye Politigaard. Har det varet saa længe med at rejse denne Stenkolos, kunde det sikken ogsaa, uden at noget Menneske knyede, have ventet Dyrhavstiden med næste Aar.

Maatte det Billede, vi her har holdt frem, give de høje Herrer, der styrer Byens Sager, yderligere lidt at tænke paa.

(Aftenbladet 12. september 1922).

Maskinarbejder Marius Christensen, Vestre Gasværk. (Efterskrift til Politivennen).

Et Ulykkestilfælde paa Vestre Gasværk.

En Maskinsmed gasforgiftet under sit Arbejde og død paa Hospitalet

Paa Vestre Gasværk havde flere Smede igaar været beskæftiget med at reparere Utætheder paa en af de store fyldte Beholdere.

Arbejderne gik Kl. 5, og kun een blev tilbage, Maskinsmed Christensen fra Halfdansgade 23, da han endnu ikke var helt færdig med sit Arbejde ovenpaa Beholderen.

Da han ikke var kommet ned ved halvseks Tiden, blev der søgt efter ham, og han blev da fundet liggende bevidstløs paa det øverste af Gasbeholderen.

I en tilkaldt Ambulance blev Christensen bragt til Kommunehospitalet, men her afgik han kort efter ved Døden.

Hvorledes Ulykken er sket, er man ikke rigtig klar over, men den giftige Gas maa være trængt ud gennem en Utæthed paa det Sted, hvor Christensen arbejdede, og uden at han har tænkt sig, at der kunde være nogen Fare derved, har han indaandet saa meget Gas, at han er blevet bedøvet.

Christensen, der var en Mand paa godt 30 Aar, var gift.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14 juni 1922).

Forrest i billedet Vestre Pumpestation som stadig findes umiddelbart nedenfor nutidens Dybbølsbro. Huset til højre er nedrevet. I baggrunden Vestre Gasværk som lå hvor nu Den Hvide Kødby er. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Ulykken paa Vestre Gasværk.

Ledelsens Ansvar for Maskinarbejder Christensens Død.

I Anledning af den Ulykke i Gaar, hvorved en af Værkets Arbejdere, Maskinarbejder Christensen mistede Livet, er vi, af Kammerater af den Afdøde, blevet anmodet om at oplyse, at Ansvaret for Christensens Død for en stor Del maa hvile paa Værkets Ledelse.

Arbejdet paa den omtalte Gasbeholder er nemlig, som vi i Gaar meddelte, forbundet med ikke ringe Livsfare, og det er flere Gange hændt, at Folk, der arbejdede paa den, er blevet gasforglftede, og er faldet bedøvede om, hidtil uden at noget Menneskeliv er gaaet tabt. Fra Arbejdernes Side har man gentagne Gange gjort Ledelsen opmærksom paa, at Arbejdet Paa den Beholder var livsfarligt, og at der maatte træffes Sikkerhedsforanstaltninger mod eventuelle Ulykker.

Imidlertid er der fra Ledelsens Side intet gjort af nogen Art.

Tirsdag Eftermiddag fik Christensen Ordre til at gaa op og reparere paa Gasbeholderen, og trods det, at Ledelsen var fuldt bekendt med dette Arbejdes farlige Natur, blev der ikke givet Ordre til, at nogen anden skulde gaa med ham og passe paa. Her ligger Ledelsens Ansvar i denne Sag, og det bliver ikke noget let Ansvar at bære.

I Gaar har Belysningsvæsenet underkastet Dødsfaldet en nærmere Undersøgelse, ligesom Politiet har afholdt Forhør i Sagen. Der fremkom dog ikke noget væsentligt nyt, men Undersøgelsen vil blive fortsat.

I alle Tilfælde maa man for Fremtiden kræve af Ledelsen af Vestre Gasværk, at der i højere Grad end Tilfældet hidtil har været bliver taget Hensyn til den Fare, Arbejderne paa Værket udsættes for.

(Social-Demokraten 15. juni 1922).

Maskinarbejder Marius Christensens Jordefærd

Gasforgiftningen paa Vestre Gasværk.

I Gaar jordedes Maskinarbejder Marius Christensen under stor Deltagelse. Christensen blev som tidligere omtalt her i Bladet, dræbt ved Gasforgiftning paa Vestre Gasværk. Man saa straks ved den store Deltagelse, at Christensen var meget afholdt, idet Kapellet paa Vestre Kirkegaard var fyldt til sidste Plads, medens mange Mennesker maatte blive staaende uden for.

Den hvide Kiste var smykket med Guirlander af blegrøde Nelliker og et Væld af Kranse var lagt i Midte gangen af Kapellet, vi bemærker Kranse og Dekorationer med følgende Inskriptioner: Fra Maskinpasserne paa Vestre Værk, Fra Arbejdsmændene paa Vestre Værk, Fra Kammerater paa Vestre Værk, Fra Kammerater paa Ingeniørkontoret. Fra Belysningsvæsenet, Fra Kolleger paa Valby Værk, Fra Kolleger paa Østre Værk, Fra Gasværkernes Fællesklub, Fra Beboerne i Halfdansgade 23 samt fra Dansk Smede- og Maskinarbejder Forbund.

Ved Kisten paraderede Faner fra Dansk Smede og Maskinarbejder Forbund, Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening Afdeling 0 samt fra Sygekassen Alderstrøst.

Pastor Kvistgaard holdt Talen, hvori han i smukke og gribende Ord skildrede de Farer som lurer paa Arbejderne under Udøvelsen af deres Gerning, Pastor Kvistgaard fandt netop det rette Udtryk for en Arbejders Livsbane, idet han betegnede en Ulykke som denne ved at sige, at der kun blev et ledigt Hul, som Masserne i Industrien hurtigt vilde udfylde.

Sangforeningen Enigheden sang nu et gribende og meget Stemningsfuldt Farvel, hvori Hr. Arthur Nielsen med sin smukke Stemme udførte Solopartiet, hvorefter Christensens Kammerater til Tonerne af Korets Farvel bar deres Kammerat ud af Kapellet.

Efter at Jordpaakastelsen ved Graven havde fundet Sted, holdt, Formanden for Smede og Maskinarbejdernes Fagforening, Hr. S. Thorkind, en smuk Mindetale, hvori han skildrede Christensen som en ualmindelig god og afholdt Kammerat, og som tjenstivrig og pligtopfyldende Mand i Kommunens Tjeneste.

Sangforeningen Enigheden sang et Farvel, hvorefter Fanerne sænkedes til Ære for Christensen, som under Udøvelsen af sit Arbejde i Samfundets Tjeneste fandt sin Død.

(Social-Demokraten 19. juni 1922).

Dødsannonce i Social-Demokraten 18. juni 1922.

Vestre Gasværk blev opført 1856-57 på et opfyldt strandområder der hvor Den Hvide Kødby ligger i dag. Brokkerne stammede i øvrigt fra bombardementet i 1807. Det forsynede i starten 1.946 gaslygter. 1878 opførtes Østre Gasværk, hvorefter gasværket kom til at hedde Vestre Gasværk. På ulykkens tidspunkt blev værket anset for utidssvarende, men først i 1927 lukkede værket. Herefter blev bygningerne brugt til bl.a. sortering og udlevering af koks, indtil det 1930-1932 blev nedrevet. Ved den lejlighed omkom 2 arbejdere 1931 da en gasbeholder sprang i luften. 

Fr. Winther: Den nye havn udfor Københavns Gasværk. Illustreret Tidende 885, 10. september 1876.

Kullene blev i starten sejlet til en lille pramhavn. I 1873-76 fra en havn ved nuværende Ingerslevgade. Den blev opfyldt 1897-1901, og erstattet af en havn ved Kalvebod Brygge.