Væltet med Ligvognen.

"Tidens Krav" fortæller i Lørdags: De mange Spadserende paa Vesterbrogade i København var i Søndags Vidne til et højst uhyggeligt Optrin. En Rustvogn skulde nemlig bringe et Lig til et af Kapellerne paa Vestre Kirkegaard og efterfulgtes af den Afdødes nærmeste Slægtning, som havde taget Plads i et par Drosker. Paa Hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej væltede Rustvognen og Kisten med Liget faldt ned paa Gaden. Selvfølgelig vakte dette Optrin den største Opsigt, og der samledes snart en meget betydelig Menneskemængde. De Liget ledsagende Slægtninge, hvoraf flere kvindelige, var naturligvis særlig stærkt grebne af Tildragelsen, og gav deres ved dette Uheld forøgede Smerte Luft i Taarer. Omsider lykkedes det at faa Kisten paa ny anbragt i Rustvognen, der derefter med Følget fortsatte sin triste Kørsel til Vestre Kirkegaard.

(Dagbladet Hejmdal 14. september 1898).

Det danske Kuba. (Efterskrift til Politivennen)

Vore hjemlige Patentpatrioter som Kolonisatorer.

For 110 Aar siden, i Aaret 1788, afskaffedes i Danmark Stavnsbaandet. Bonden skulde ikke længere være bunden til at leve og dø i det Sogn, hvori han var født og indrulleret. Den Dag i Dag existerer Stavnsbaandet i det danske Biland, der hedder Grønland.

Hvis der blev skrevet en Bog, en sanddru Bog om Grønland og dets indfødte Befolkning, vilde den begynde med at fastslaa, at i det 19. Aarhundredes Slutning herskede der i Grønland det mest ubetingede Stavnsbaand.

En grønlandsk Eskimo maa ikke forlade sit Land uden den danske Regerings, d. v. s. den grønlandske Handels Tilladelse.

Han maa ikke og han kan ikke, thi ved de strængeste Forholdsregler er Grønland afspærret fra Yderverdenen. Ingen andre end "Grønlandsk Handel" maa drive Handel paa Grønland. Intet andet Skib end "Handelens" maa lægge til eller nærme sig Grønlands Kyster. Intet andet Skib maa have den mindste Forbindelse med Land. Eskimoerne, om de saa ti Gange havde Lyst til at udvandre, kan ikke.

De er spærrede inde, hvor de er. Saa konsekvent er "Handelen" gaaet frem, at de unge Grønlændere hver Sommer bringes til København for at lære et eller andet Haandværk, især Bødkeriet, Snedkeriet og Smedning, og som er anbragte ude i det bekendte Hus paa Kalkbrænderivej, øjeblikkelig sendes tilbage til Grønland, naar de er udlærte. Der er ikke Tale om, at de faar Lov at blive her.

Den danske Regering har naturligvis en Undskyldning. Den kan, siger den, ikke tillade Udvandring, fordi Grønland saa bliver affolket. Den Undskyldning havde Herremændene ogsaa, da de protesterede mod Stavnsbaandets Løsning. Men om det er ti Gange sandt, hvad rager det saa Grønlænderen. Hans fri Vilje skal slaas ned af Hensyn til Landet, han uheldigvis er født i.

Dette er jo det komplette Livegenskab, hvor en civiliseret Stat ligefrem erklærer, at den ejer sine Borgeres Liv som en Mand ejer en Drift Køer eller en Flok Svin.

"Handelens" Monopol er ogsaa den rene Fordærv for de indfødte. Man tænker sig - bemærker "Aftenbl." - noget saa skævt og latterligt i vore Tider, som at 12,000 Mennesker tvinges til kun at maatte handle med den og den.

"Handelen" fastsætter de Priser, den vil give for Eskimoernes Produkter. Den kan gøre det, thi der er ingen, der kan overbyde den.

Med Hud og Haar er Grønlænderen solgt til "Handelen". Og alle, der kommer fra Grønland, og som, notabene, ikke har været Embedsmænd, og altsaa ikke har faaet Mundkurv paa, fortæller og bekræfter alle, at Forholdene efter Haanden bliver de, at Grønlænderne bliver fattigere og fattigere, mens der i "Handelens" Tjeneste stadig kan anbringes flere og flere Embedsmænd, kongelig danske Embedsmænd.

Er det ikke saare karakteristisk, at af samtlige Bilande og Kolonier er Grønland det eneste, der betaler sig, og at knap 12,000 Eskimoer kan underbolde en hel Sværm paa Hundreder af Kolonibestyrere, 'Missionærer, Præster, Læger, Skibsførere og Skibsbesætninger, Kontorchefer, Departementschefer, Justitsraader. Fuldmægtige, Opkøbere, Assistenter og Skrivere og Forvaltere og Herren ved hvem flere.

Til at besørge Handelen paa Grønland er der ansat en Sværm af Embedsmænd, og der er ikke mere at gøre, end at en halv Snes driftige islandske Købmænd kunde besørge det - adskilligt billigere for Eskimoerne.

Men Grønland er endnu, hvad den hele danske Stat var i gamle Dage, en Embedsmændenes Malkeko, hvor det gælder om at hænge sig fast og klemme Yveret dygtigt.

Af denne den civiliserede Verdens Goder har Grønlænderne kun faaet lidet eller intet. Det skulde da være, at de Kryolitarbejdere, der fra Danmark sendes derop, bar udbredt Syfilis mellem Grønlænderne.

Lidet eller intet godt har dette taalmodige, nøjsomme, beskedne Folk, der i Ishavets Mørke og Kulde kæmper for Tilværelsen, hentet fra Danmark.

En eneste brav Mand er af Uegennytte draget derop, og han saa, at selv den allerhelligste Konge og det allerkristeligste Fædreland lod ham i Stikken, da man opdagede, at Grønland "ikke kunde betale sig."

Saa laa Landet i Fred i nogle Aartier, til man fandt den Maade, hvorpaa Landet skulde udbyttes og udnyttes. Fra det Øjeblik af blev Grønland, hvad det nu er: Den danske Stats Livegne.

(Demokraten (Århus) 26. august 1898).

Lehmann 1: Eskimofamilie. Farvelitografi på karton med kantforstærkning. Nederst til venstre: påklæbet seddel: Lehmann: Etnografisk Bill.Nr.1. Eskimo. Ny forbedret udgave omtales i Schulwart sep 1911 s. 131. Ældste udgave omtalt i annonce i Danmarks Lærerforenings medlemsblad maj 1883. 29. 1900. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Korups Have ved Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

 Et par glimt fra livet i Korups Have omkring århundredskiftet 1900:

Søndagens store ulykke.

En gynge med 8 mennesker styrter ned.

Søndagslivet og søndagsglæden medførte i går en stor ulykke ude i Valby. I Korups Have, hvor det ægte, gamle, frederiksbergske folkeliv florerer, blev glæden ved ottetiden brat afbrudt af en frygtelig hvinen og skrigen, der lød henne fra Kaffegyngen.

Mens dennes båd. hvori det sad 3 damer, 3 herrer og to små børn, var højt oppe i luften, gtk tovene, der holdt den, fra, og båden blev slynget langt væk og styrtede til jorden, hvor den splintredes.

En ung mand fik sin kind flænget slemt. Barnet, som han sad med på skødet, slap nogenlunde uskadt fra faldet; men hans kæreste faldt ud af båden og lige ned med ryggen over et stakit og blev liggende som død.

Den anden unge mand brækkede sin arm, mens de to af damerne slap nogenlunde let fra det frygtelige fald.

De blev alle liggende på jorden ude af stand til at røre sig straks, og da man ikke anede ulykkens størrelse. opstod der et frygteligt røre mellem publikum.

Man fik de tilskadekomne båret op i restaurationen, hvor Doktor Duurloo fra Valby anlagde foreløbige forbindinger og sendte begge herrerne og den mest medtagne dame til hospitalet.

Restaurator Andreasen har lejet såvel karrusellen som gyngen ud til samme mand, og om det end i første række må påhvile denne at se efter om gyngen er sikker, må hr. A. dog også bære en del af ansvaret for hvad der findes i hans have.

Her viste det sig bagefter, at det var selve gyngen, som var pilrådden. Vi håber, at denne sørgelige ulykke må give anledning til et almindeligt eftersyn af gyngerne i haverne på Frederiksberg

(Folket Avis - København 1. august 1898.)

Frederik Riise: Indgangen til Korups Have, set fra Valby Langgade. Frederiksberg Stadsarkiv. Public Domain. Kbhbilleder.

"Korups Have". Ved den i går afholdte 1. auktion over etablissementet "Korups Have" i Valby, blev overretssagfører Schmidt højstbydende med 70.000 kr. som repræsentant for obligationsejere. En 2. auktion blev forlangt afholdt.

(Dagbladet (København) 19. november 1901.)

Korups Have solgt. I lørdags afholdtes der tvangsauktion over etablissementet "Korups Have" i Valby. Gårdejer Ole Mortensen af Vigerslev blev højstbydende med 110.000 kr og forlangte derefter ejendommen udlagt som ufyldestgjort panthaver.

(Social-Demokraten 17. december 1901.)

Efter  forlængelsen af de elektriske sporvogne i 1901, blev Korups Have et populært udflugtsmål for Københavnerne. Korups Have fik et populært udendørs sommerteater, bl.a. med skuespilleren Schilør Linck (1878 – 1952) som direktør. I forbindelse med de socialdemokratiske grundløvsmøder m. v. var Korups Have ofte et yndet sted at tage hen. Det gik ikke altid stille af sig:

Batalje i Valby Langgade.

En sværm på ca. 100 personer forsøgte i morges ved 4-tiden at storme beværtningsteltene i Korups Have og Søndermarken. Politiet drev dem ud på Valby Langgade hvor der stod et større slag.

En af deltagerne, en ung mand Karl Larsen fra Sindshvilevej 9, blev ramt i hovedet af en knippel og så slemt medtaget, at han straks måtte føres på hospitalet og forbindes.

Der blev foretaget en anholdelse.

(Aftenbladet (København) 6. juni 1903.)

I 1904 blev Korups Have købt af P. Henrichsen, der ejede det indtil 1934. Korups Have lukkede og blev totalt nedrevet i 1936

Telefonarbejdernes fest.

I dag åbnes telefonarbejdernes fest i Korups Have ved Søndermarken, og der er gjort alle forberedelser til at skaffe de besøgende en fornøjelig underholdning.

Korups Have er en af de yderst få hyggelige og rummelige lysthaver, som endnu står til rådighed for afholdelse af folkefester, og beliggenheden er endda med nutidens kommunikationsmidler for intet at regne. For 10 øre og i en snup kommer man selv fra de fjerneste dele af byen ud til den skønne Søndermark og Korups Have.

Under overlevelse af linjebygmester Peter Jensen og formand Christiansen har telefonarbejderne Nielsen, Boisen og Knudsen stillet det store arrangement på benene.

Ved siden af havens så populære forlystelser med gynge, karussel etc. er der variete, Ueberbrett'l og optræden af kendte navne fra skuespillerverdenen. De to cirkus, Orlando og Beketow har tilladt nogle af deres fortræffelige artister at optræde, Arenateatrets Schultz har også strakt sig vidt i imødekommenhed, og d'hrr. Schmidt & Godthælpsen vil præsentere brydekamp.

Telefonarbejder Hartwich optræder som sanger, og telefonarbejderne vil i al almindelighed vise hvorledes deres erhverv øves.

Stor tiltrækning vil sandsynligvis tombolaen og lotteriet øve. Der er skænket værdifulde gaver. Den heldigste kan trække hjem med en tyr som er mere værdifuld og billigere end en bjørn.

Når solen i eftermiddag går ned bag Valby Bakke, vil folk vrimle ind i Korups Have, og værre bliver det selvfølgelig lørdag og søndag.

For god musik er der sørget - som det så smukt hedder i gammeldags annoncestil.

Og hele udbyttet tilfalder telefonarbejdernes alderdoms- og byggefond.

-C-

(Social-Demokraten 2. juni 1905)

Korups Have. Restauratør P. Henriksen, ejeren af det bekendte traktørsted i Valby, har af trafikministeriet fået tilladelse til at åbne en indgang direkte fra Søndermarken til haven. Dette vil navnlig være en betydelig lettelse for de mange som medbringer madkurve og spiser på plænerne i Søndermarken, når de vil hente et eller andet drikkeligt fra restauranten.

(Dannebrog (København) 6. juni 1906.)

"Korups Have" har til sit øvrige program føjet sangeren hr. Rolf Wøldicke, hvis smukke stemme får hjertet til at banke i brystet på mange små frøkener fra Valby og Vesterbro, fru Elna From og hr. Otto Petersen er programmets grundpiller. De har hver for sig og en for begge, henholdsvis når de optræder solo og som duettister sammen, erhvervet en stor popularitet der også udstrækker sig til det flinke lille orkester der under hr. Feldhusens ledelse stundom præsterer fantastiske underværker.

(København 14. juli 1908.)

Korups ældste datter Marie Sophie Amalie Korup (1839-1917) drev traktørstedet Korups Have efter faderens død. Hun overtog også hans opgaver som postmester - hun er således Danmarks første kvindelige sådan. Kort før sin død i 1917 blev der lavet et interview med hende som kan ses andetsteds på denne blog.

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke nemt at finde vej på Vestre Kirkegård.

Der kommer nu fx et mindre ligfølge med en barnekiste. Men hvor går vejen? På den forreste runddel manglede der i går en kirkegårdsbetjent, som burde stå der for at vise et følge vej. Resultatet heraf var, at man næsten måtte gå kirkegården rund, før graven fandtes.

Det er nu kedeligt nok, men sådant kunne jo til dels afværges herved at der var anbragt vejvisere på kirkegården, ganske almindelige landevejspæle med anførelse af vejen, der fører til kirkegårdens forskellige afdelinger. Ligeledes havde det sin interesse, om der var vejpæle, som fx pegede mod den retning, man skal gå når vejen atter lægges tilbage. Nogle mennesker vil til Valby, andre til Vesterbro, men er man midt inden på kirkegårdens træbeplantede stier og alleer, kan man have møje nok med hurtigt at finde den rette vej.

En reform i den her anførte retning ville sikkert møde påskønnelse hos adskillige mennesker, der kun en sjælden gang besøger Vestre Kirkegård for at sige en afdød farvel.

En anden forbedring, som tiltrænges, er anbringelsen af flere bænke. For folk, særlig de ubemidlede, der ikke kører til og fra kirkegården, ville det være en behagelighed, om der på de lange spadsereture var håb om at finde en ledig bænk. Vestre Kirkegård er så smuk, at den alene af den grund indbyder til hvile, og der er jo særlig om søndagen stor tilstrømning til gravene af de afdødes slægtninge og bekendte. Til glæde for dem bør vi have flere bænke, og det ikke mindst på vejene op mod kirkegården. Her er nu slet ikke et eneste sted, hvor gamle og svagelige folk kan hvile sig, når de søger ud til deres afdødes grave.

M

(Social-Demokraten 31. juli 1898)

Vi har atter Sorg over Provst Levinsen. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags begravedes Murarbejdsmand Jensen Spür fra Mathæus Kirke. Som gammelt Medlem af "den socialdemokratiske Forening i 13. Kreds," havde han ønsket at Foreningens Banner fulgte ham til hans sidste Hvilested.

Foreningens Bestyrelse mødte med Banneret og anbragte dette foran Kisten, men Provst Levinsen nedlagde straks Forbud herimod og befalede, at Banneret ikke maatte være til Stede, naar dets Motto ikke var tilsløret.

Foreningens Formand gjorde ham opmærksom paa, at Foreningen ikke havde noget Slør til dette Brug, og at Mottoet og den øvrige Inskription selvfølgelig var anbragt, for at det skulde ses.

Paa dette Tidspunkt var Kirken optagen til sidste Plads af Partifæller og Kolleger, der vilde vise den Afdøde Sympathi. Alligevel gav Provst Levinsen Ordre til, at 13. Kreds Banner skulde fjernes fra Kirken. Dette vakte selvfølgelig Forargelse, og en Del af Følget forlod Kirken tillige med Banneret. Udenfor Kirken samledes derefter en talrig Skare Partifæller, som fulgte 13. Kreds Fane til Kirkegaarden.

Provst Levinsen har herved atter vist, at han er en af de Præster, der sætter Rekord med Hensyn til gejstlig Opblæsthed og Dumhed.

Fanen's Motto lyder "Folkets Vilje er den højeste Lov." Dette anerkender Grundloven, men ikke Provsten. Han maa dog indrømme, at naar Folket har erobret den politiske Magt, er det ogsaa Folkets Vilje, som Præster og andre Statstjenere maa underkaste sig.

Hr Levinsen fremhævede i sin Tale, at vi Mennesker skulle have Kærlighed og øve Retfærdighed mod hinanden; men hvorledes vil han have dette udført i det praktiske Liv, naar han ikke selv tager Hensyn til andre Menneskers Overbevisning; thi det er ikke Retfærdighed. at han benytter sin Magt overfor Anderledestænkende paa en brutal Maade.

Jeg beklager det skete, saa meget mere som den afdøde Partifælle altid har fulgt 13. Kreds Banner med Stolthed og i Bevidstheden om, at under dette Banner vil der blive skabt lykkeligere Samfundsforhold.

J. P. J.

(Social-Demokraten 16. juli 1898).