Røveri i Store Nygade.. (Efterskrift til Politivennen).

En gammel Mand udplyndret i sit Hjem.

En 08-aarig Kontrollør ved det kongelige Teater. Hansen Ellegaard, der boer i Store Nygade 43 paa Amager, har i Mandags Aftes i sit Hjem været Genstand for et ualmindelig raat Overfald, forbunden med Røveri. Voldsmanden er en yngre ubekendt Person, der kalder sig Snedkersvend Petersen, et Navn, der sandsynligvis er fingeret.

Ellegaard, der i en Aarrække har været ansat hos Grev Frijs Frijsenborg som Taffeldækker, men nu lever af en lille Pension, traf for nogen Tid siden den Ubekendte paa en Beværtning i Nærheden af det kgl. Teater, hvor de kom i Snak ved et Glas Øl. Da Ellegaard havde fortalt baade hvor han boede og om sin tidligere Stilling, præsenterede den Ubekendte, der var særdeles velklædt, sig som Snedkersvend Petersen fra Boller i Jylland, og gav det Udseende af. at han udmærket godt kendte Forholdene paa Grevens Slot, 

Der opstod herved et Slags Bekendtskab, som den Ubekendte, der sandsynligvis har været en professionel Bondefanger, straks besluttede at udnytte, i den Tro, at Ellegaard var velhavende. Han aflagde fiere Gange - formodentlig for at orientere sig - Besøg i det Hus, hvor Ellegaard boer, uden at træffe ham hjemme, indtil det endelig i Mandags lykkedes. Ellegaard, der ganske ene beboer en Lejlighed i Stueetagen, blev naturligvis noget overrasket ved denne uventede Visit saa sent paa Aftenen, men han bød dog gæstfrit Manden indenfor til en Bajer. Ellegaard saa nu. at hans Gæst var yderst lurvet klædt, med laset Frakke og hullede Sko. Han var naturligvis ikke ganske glad over denne mystiske Selskabsbroder, ene som han var i Huset, der foruden ham kun beboes af Værten, Husejer Andersen, som tilligemed et Par voksne Døtre beboer en Lejlighed paa 1. Sal.

Efter Bajeren serverede den Gamle med Toddy, indtil det endelig blev Midnat og han erklærede, at han vilde gaa til Sengs, Men nu kastede den Fremmede pludselig sin Venskabsmaske. Han sprang op, greb fat i den gamle Mand og forlangte, at han skulde give ham Penge. Da Ellegaard forsøgte at gøre Indvendinger, tog den Fremmede en Støbejærns-Støvleknægt og truede med at slaa ham ihjæl, i Fald han gjorde Modstand. Den gamle Mand blev saa bestyrtet over disse vilde trusler, at han stod stille som en Mus; Røveren undersøgte nu Møblerne og tog, hvad der fandtes af Sølvløj og Penge samt et Lommeuhr og en Overfrakke, ja selv Guldnaalen i Ellegaards Slips. Tilsidst var Røveren saa fræk, at han rolig satte sig paa en Stol, smed sine egne bundløse Sko og iførte sig Ellegaards nye Støvler ...

I dette Moment, da Røveren bøjede sig ned for at trække Støvlerne paa, tog Ellegaard Mod til sig, løb hen til Døren og raabte ud i Gangen om Hjælp. Værten, der endnu ikke var gaaet til Sengs. hørte Raabene og kom kort efter til Stede - men da var Røveren allerede forsvunden med sit Bytte. Da han mærkede, at der var Fare paa Færde, havde han hurtigt lukket Vinduet op og var sprunget ud i Haven, hvor det faldt ham let at gøre sig usynlig.

Sagen er anmeldt til Politiet, der har taget Røverens efterladte Sko i Forvaring, for mulig ad den Vej at komme paa Sporet. Ellegaard, der i Aftes mødte hos Politiet for at der kunde tages Rapport, fortæller, at den Fremmede var høj, havde mørkt Overskæg og var ca. 28 Aar gammel. Men der er næppe stor Sandsynlighed for, at det lykkes at paagribe ham efter dette Signalement.

(Social-Demokraten 24. december 1898).

Frederik August Vilhelm Bagge (2: Sejlsport 1898-1902). (Efterskrift til Politivennen)

I 1895 vandt Bagge en lille båd ("La Mouette") ved Yachtklubbens bordlodning. Den deltog han med i forskellige kapsejladser samme år. Og vandt i øvrigt en ny båd i december 1895!

Januar 1896 begyndte Bagge at trykke "Tidsskrift for Hesteavl. "Sommeren 1896 købte Frederik Bagge lystkutteren "Sybelle" af godsejer Quistgaard på Egholm, og solgte samtidig bortlodningsbåden til denne for 450 kr. (den havde i sin tid kostet over 1.000). Med denne sejlede han i pinsen 1899 Sjælland rundt. Med den opnåede han de følgende mange gode placeringer i kapsejladser.

Bogtrykker Frederik Bagge, der under et Ophold i Berlin for et Par Maaneder siden blev alvorlig syg og i lang Tid har maattet holde Sengen, er nu saa vist restitueret, at han frit kan bevæge sig ude.

(Dannebrog (København) 9. november 1898).

En Kapsejler forsvundet og funden

Tyveri i Lystbaadehavnen.

Vanden strander ved Kongelunden.

Bogtrykker Fr. Bagge ejer en flot udhalet Kapsejler "Sybell", der Natten til i Gaar forsvandt fra sin Ankerplads ved Lystbaadehavnen. I Søndags var Bagermester Vald. Nielsen fra Frederiksberggade ude med Baaden, og da han ved 12-Tiden om Natten vendte tilbage, fortøjede han den ved en Bøje tæt udfor Lystbaadehavnen. I Gaar Morges var Kapsejleren forsvunden. Tyveriet anmeldtes til Politiet, men indtil i Gaar Eftermiddags var man ikke tommen paa Spor efter det forsvundne Fartøj.

Endelig i Aftes kom Kapsejleren atter til Syne - den fandtes staaende paa Grund ud for Kongelunden.

I Gaar Eftermiddags ved 6-Tiden bemærkedes "Sybell" krydsende ud for Dragør Havn. Baaden lagde til og opholdt sig en Timestid i Havnen, og en af de to Ombordværende, en yngre, mørk meget rundrygget og tarvelig klædt Person, gik i Land. Manøvreringen tydede paa at hverken han eller hans Kammerat var særlig søkyndige.

"Sybell" stak atter til Søs, uden at Dragørfolkene anede, at den var stjaalet. Senere strandede Baaden i Nærheden af Kongelunden, og der blev den staaende. Mandskabet raabte om Hjælp, og en Amagerfisker gik ud i sin Baad og reddede de to "Matroser" - han anede naturligvis heller ikke, at det var to Tyveknægte, han havde reddet fra at gaa tilbunds.

Saasnart Tyvene kom i Land, skyndte de sig bort. Men Fiskeren kan give et saa nøje Signalement, at de næppe undslipper.

(Social-Demokraten 23. juli 1902).

Bagermester Valdemar Nielsen ("Danmarks Valde") købte i 1912 en isbåd i Stockholm til issejlads i Roskilde Fjord. Den sejlede indtil marts 1996.

Frederik Bagge vandt 42 præmier med båden "Sybell". Juli 1902 deltog han i hestevæddeløb hvor han red for grev Knuth.

I november 1903 var Frederik Bagge med i et konsortium som købte "Lørups Ridehus" med henblik på at udvide det til et stort hippologisk institut, en hestebørs mm. (a la "Tattersall" i London). Lørups Ridehus lå på hjørnet af Upsalagade og Stockholmsgade og var opført af den kongelige overberider August Lørup i 1891. Ridehuset var efter datidens forhold af en ganske anselig størrelse. Ud over ridning blev det også brugt som forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Huset var i brug indtil 1931. Det blev nedrev et og en mondæn udlejningsejendom opført tegnet af Henning Hansen opført på stedet. 

Væltet med Ligvognen.

"Tidens Krav" fortæller i Lørdags: De mange Spadserende paa Vesterbrogade i København var i Søndags Vidne til et højst uhyggeligt Optrin. En Rustvogn skulde nemlig bringe et Lig til et af Kapellerne paa Vestre Kirkegaard og efterfulgtes af den Afdødes nærmeste Slægtning, som havde taget Plads i et par Drosker. Paa Hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej væltede Rustvognen og Kisten med Liget faldt ned paa Gaden. Selvfølgelig vakte dette Optrin den største Opsigt, og der samledes snart en meget betydelig Menneskemængde. De Liget ledsagende Slægtninge, hvoraf flere kvindelige, var naturligvis særlig stærkt grebne af Tildragelsen, og gav deres ved dette Uheld forøgede Smerte Luft i Taarer. Omsider lykkedes det at faa Kisten paa ny anbragt i Rustvognen, der derefter med Følget fortsatte sin triste Kørsel til Vestre Kirkegaard.

(Dagbladet Hejmdal 14. september 1898).

Det danske Kuba. (Efterskrift til Politivennen)

Vore hjemlige Patentpatrioter som Kolonisatorer.

For 110 Aar siden, i Aaret 1788, afskaffedes i Danmark Stavnsbaandet. Bonden skulde ikke længere være bunden til at leve og dø i det Sogn, hvori han var født og indrulleret. Den Dag i Dag existerer Stavnsbaandet i det danske Biland, der hedder Grønland.

Hvis der blev skrevet en Bog, en sanddru Bog om Grønland og dets indfødte Befolkning, vilde den begynde med at fastslaa, at i det 19. Aarhundredes Slutning herskede der i Grønland det mest ubetingede Stavnsbaand.

En grønlandsk Eskimo maa ikke forlade sit Land uden den danske Regerings, d. v. s. den grønlandske Handels Tilladelse.

Han maa ikke og han kan ikke, thi ved de strængeste Forholdsregler er Grønland afspærret fra Yderverdenen. Ingen andre end "Grønlandsk Handel" maa drive Handel paa Grønland. Intet andet Skib end "Handelens" maa lægge til eller nærme sig Grønlands Kyster. Intet andet Skib maa have den mindste Forbindelse med Land. Eskimoerne, om de saa ti Gange havde Lyst til at udvandre, kan ikke.

De er spærrede inde, hvor de er. Saa konsekvent er "Handelen" gaaet frem, at de unge Grønlændere hver Sommer bringes til København for at lære et eller andet Haandværk, især Bødkeriet, Snedkeriet og Smedning, og som er anbragte ude i det bekendte Hus paa Kalkbrænderivej, øjeblikkelig sendes tilbage til Grønland, naar de er udlærte. Der er ikke Tale om, at de faar Lov at blive her.

Den danske Regering har naturligvis en Undskyldning. Den kan, siger den, ikke tillade Udvandring, fordi Grønland saa bliver affolket. Den Undskyldning havde Herremændene ogsaa, da de protesterede mod Stavnsbaandets Løsning. Men om det er ti Gange sandt, hvad rager det saa Grønlænderen. Hans fri Vilje skal slaas ned af Hensyn til Landet, han uheldigvis er født i.

Dette er jo det komplette Livegenskab, hvor en civiliseret Stat ligefrem erklærer, at den ejer sine Borgeres Liv som en Mand ejer en Drift Køer eller en Flok Svin.

"Handelens" Monopol er ogsaa den rene Fordærv for de indfødte. Man tænker sig - bemærker "Aftenbl." - noget saa skævt og latterligt i vore Tider, som at 12,000 Mennesker tvinges til kun at maatte handle med den og den.

"Handelen" fastsætter de Priser, den vil give for Eskimoernes Produkter. Den kan gøre det, thi der er ingen, der kan overbyde den.

Med Hud og Haar er Grønlænderen solgt til "Handelen". Og alle, der kommer fra Grønland, og som, notabene, ikke har været Embedsmænd, og altsaa ikke har faaet Mundkurv paa, fortæller og bekræfter alle, at Forholdene efter Haanden bliver de, at Grønlænderne bliver fattigere og fattigere, mens der i "Handelens" Tjeneste stadig kan anbringes flere og flere Embedsmænd, kongelig danske Embedsmænd.

Er det ikke saare karakteristisk, at af samtlige Bilande og Kolonier er Grønland det eneste, der betaler sig, og at knap 12,000 Eskimoer kan underbolde en hel Sværm paa Hundreder af Kolonibestyrere, 'Missionærer, Præster, Læger, Skibsførere og Skibsbesætninger, Kontorchefer, Departementschefer, Justitsraader. Fuldmægtige, Opkøbere, Assistenter og Skrivere og Forvaltere og Herren ved hvem flere.

Til at besørge Handelen paa Grønland er der ansat en Sværm af Embedsmænd, og der er ikke mere at gøre, end at en halv Snes driftige islandske Købmænd kunde besørge det - adskilligt billigere for Eskimoerne.

Men Grønland er endnu, hvad den hele danske Stat var i gamle Dage, en Embedsmændenes Malkeko, hvor det gælder om at hænge sig fast og klemme Yveret dygtigt.

Af denne den civiliserede Verdens Goder har Grønlænderne kun faaet lidet eller intet. Det skulde da være, at de Kryolitarbejdere, der fra Danmark sendes derop, bar udbredt Syfilis mellem Grønlænderne.

Lidet eller intet godt har dette taalmodige, nøjsomme, beskedne Folk, der i Ishavets Mørke og Kulde kæmper for Tilværelsen, hentet fra Danmark.

En eneste brav Mand er af Uegennytte draget derop, og han saa, at selv den allerhelligste Konge og det allerkristeligste Fædreland lod ham i Stikken, da man opdagede, at Grønland "ikke kunde betale sig."

Saa laa Landet i Fred i nogle Aartier, til man fandt den Maade, hvorpaa Landet skulde udbyttes og udnyttes. Fra det Øjeblik af blev Grønland, hvad det nu er: Den danske Stats Livegne.

(Demokraten (Århus) 26. august 1898).

Lehmann 1: Eskimofamilie. Farvelitografi på karton med kantforstærkning. Nederst til venstre: påklæbet seddel: Lehmann: Etnografisk Bill.Nr.1. Eskimo. Ny forbedret udgave omtales i Schulwart sep 1911 s. 131. Ældste udgave omtalt i annonce i Danmarks Lærerforenings medlemsblad maj 1883. 29. 1900. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Korups Have ved Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

 Et par glimt fra livet i Korups Have omkring århundredskiftet 1900:

Søndagens store ulykke.

En gynge med 8 mennesker styrter ned.

Søndagslivet og søndagsglæden medførte i går en stor ulykke ude i Valby. I Korups Have, hvor det ægte, gamle, frederiksbergske folkeliv florerer, blev glæden ved ottetiden brat afbrudt af en frygtelig hvinen og skrigen, der lød henne fra Kaffegyngen.

Mens dennes båd. hvori det sad 3 damer, 3 herrer og to små børn, var højt oppe i luften, gtk tovene, der holdt den, fra, og båden blev slynget langt væk og styrtede til jorden, hvor den splintredes.

En ung mand fik sin kind flænget slemt. Barnet, som han sad med på skødet, slap nogenlunde uskadt fra faldet; men hans kæreste faldt ud af båden og lige ned med ryggen over et stakit og blev liggende som død.

Den anden unge mand brækkede sin arm, mens de to af damerne slap nogenlunde let fra det frygtelige fald.

De blev alle liggende på jorden ude af stand til at røre sig straks, og da man ikke anede ulykkens størrelse. opstod der et frygteligt røre mellem publikum.

Man fik de tilskadekomne båret op i restaurationen, hvor Doktor Duurloo fra Valby anlagde foreløbige forbindinger og sendte begge herrerne og den mest medtagne dame til hospitalet.

Restaurator Andreasen har lejet såvel karrusellen som gyngen ud til samme mand, og om det end i første række må påhvile denne at se efter om gyngen er sikker, må hr. A. dog også bære en del af ansvaret for hvad der findes i hans have.

Her viste det sig bagefter, at det var selve gyngen, som var pilrådden. Vi håber, at denne sørgelige ulykke må give anledning til et almindeligt eftersyn af gyngerne i haverne på Frederiksberg

(Folket Avis - København 1. august 1898.)

Frederik Riise: Indgangen til Korups Have, set fra Valby Langgade. Frederiksberg Stadsarkiv. Public Domain. Kbhbilleder.

"Korups Have". Ved den i går afholdte 1. auktion over etablissementet "Korups Have" i Valby, blev overretssagfører Schmidt højstbydende med 70.000 kr. som repræsentant for obligationsejere. En 2. auktion blev forlangt afholdt.

(Dagbladet (København) 19. november 1901.)

Korups Have solgt. I lørdags afholdtes der tvangsauktion over etablissementet "Korups Have" i Valby. Gårdejer Ole Mortensen af Vigerslev blev højstbydende med 110.000 kr og forlangte derefter ejendommen udlagt som ufyldestgjort panthaver.

(Social-Demokraten 17. december 1901.)

Efter  forlængelsen af de elektriske sporvogne i 1901, blev Korups Have et populært udflugtsmål for Københavnerne. Korups Have fik et populært udendørs sommerteater, bl.a. med skuespilleren Schilør Linck (1878 – 1952) som direktør. I forbindelse med de socialdemokratiske grundløvsmøder m. v. var Korups Have ofte et yndet sted at tage hen. Det gik ikke altid stille af sig:

Batalje i Valby Langgade.

En sværm på ca. 100 personer forsøgte i morges ved 4-tiden at storme beværtningsteltene i Korups Have og Søndermarken. Politiet drev dem ud på Valby Langgade hvor der stod et større slag.

En af deltagerne, en ung mand Karl Larsen fra Sindshvilevej 9, blev ramt i hovedet af en knippel og så slemt medtaget, at han straks måtte føres på hospitalet og forbindes.

Der blev foretaget en anholdelse.

(Aftenbladet (København) 6. juni 1903.)

I 1904 blev Korups Have købt af P. Henrichsen, der ejede det indtil 1934. Korups Have lukkede og blev totalt nedrevet i 1936

Telefonarbejdernes fest.

I dag åbnes telefonarbejdernes fest i Korups Have ved Søndermarken, og der er gjort alle forberedelser til at skaffe de besøgende en fornøjelig underholdning.

Korups Have er en af de yderst få hyggelige og rummelige lysthaver, som endnu står til rådighed for afholdelse af folkefester, og beliggenheden er endda med nutidens kommunikationsmidler for intet at regne. For 10 øre og i en snup kommer man selv fra de fjerneste dele af byen ud til den skønne Søndermark og Korups Have.

Under overlevelse af linjebygmester Peter Jensen og formand Christiansen har telefonarbejderne Nielsen, Boisen og Knudsen stillet det store arrangement på benene.

Ved siden af havens så populære forlystelser med gynge, karussel etc. er der variete, Ueberbrett'l og optræden af kendte navne fra skuespillerverdenen. De to cirkus, Orlando og Beketow har tilladt nogle af deres fortræffelige artister at optræde, Arenateatrets Schultz har også strakt sig vidt i imødekommenhed, og d'hrr. Schmidt & Godthælpsen vil præsentere brydekamp.

Telefonarbejder Hartwich optræder som sanger, og telefonarbejderne vil i al almindelighed vise hvorledes deres erhverv øves.

Stor tiltrækning vil sandsynligvis tombolaen og lotteriet øve. Der er skænket værdifulde gaver. Den heldigste kan trække hjem med en tyr som er mere værdifuld og billigere end en bjørn.

Når solen i eftermiddag går ned bag Valby Bakke, vil folk vrimle ind i Korups Have, og værre bliver det selvfølgelig lørdag og søndag.

For god musik er der sørget - som det så smukt hedder i gammeldags annoncestil.

Og hele udbyttet tilfalder telefonarbejdernes alderdoms- og byggefond.

-C-

(Social-Demokraten 2. juni 1905)

Korups Have. Restauratør P. Henriksen, ejeren af det bekendte traktørsted i Valby, har af trafikministeriet fået tilladelse til at åbne en indgang direkte fra Søndermarken til haven. Dette vil navnlig være en betydelig lettelse for de mange som medbringer madkurve og spiser på plænerne i Søndermarken, når de vil hente et eller andet drikkeligt fra restauranten.

(Dannebrog (København) 6. juni 1906.)

"Korups Have" har til sit øvrige program føjet sangeren hr. Rolf Wøldicke, hvis smukke stemme får hjertet til at banke i brystet på mange små frøkener fra Valby og Vesterbro, fru Elna From og hr. Otto Petersen er programmets grundpiller. De har hver for sig og en for begge, henholdsvis når de optræder solo og som duettister sammen, erhvervet en stor popularitet der også udstrækker sig til det flinke lille orkester der under hr. Feldhusens ledelse stundom præsterer fantastiske underværker.

(København 14. juli 1908.)

Korups ældste datter Marie Sophie Amalie Korup (1839-1917) drev traktørstedet Korups Have efter faderens død. Hun overtog også hans opgaver som postmester - hun er således Danmarks første kvindelige sådan. Kort før sin død i 1917 blev der lavet et interview med hende som kan ses andetsteds på denne blog.