Syerskernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Syerskerne.

Fabrikanterne er paa Trapperne.

Paa Herreskrædernes Møde i Gaar Formiddags kunde Formanden for "Dansk Skræderforbund", William Petersen meddele de 1000 Syersker, der var mødt, at Fabrikantforeningens Formand Hr. Grosserer C. Holten, ved Formanden for "De samvirkende Fagforbund", Hr. Folketingsmand J. Jensen, havde meddelt, at han var villig til at forhandle om en Afslutning af Strejken.

Meddelelsen blev hilst med Bifald. Medlemmerne har intet mod at komme til Forstaaelse, naar denne kan opnaas paa Basis af Priskuranten og dens Ikrafttræden fra Onsdag Morgen.

KI. 1 samledes Bestyrelsen for Fabrikantforeningen med Bestyrelsen for "Dansk Skræderforbund" og "Herreskrædernes Fagforening" hos Grosserer Holten for at forhandle om et Kompromis.

Forhandlingen. Denne, der varede fra Kl. 1 i Gaar Eftermiddags til Kl. 1 i Nat, gav intet positivt Resultat, idet Fabrikanterne ikke vilde gaa med til, at Priskuranten skulde træde i Kraft strax, de vilde ikke strakte sig videre end for korte Tidsfristen til 15. Marts.

Forhandlingerne fortsættes i Morgen.

Syerskerne, der stadig faar Tilgang af Kammerater, fortsætter Strejken, idet de mener, at de ikke har stillet uberettigede Fordringer til Fabrikanterne.

(Aftenbladet 31. januar 1899)

Sejr for Syerskerne.

Som meddelt har der i de senere Dage været ført Forhandlinger mellem Fabrikanterne og Repræsentanter for de strejkende Syersker. Disse Forhandlinger førtes til Ende i Torsdags med det Resultat, at der opnaaedes en Overenskomst, som skulde indstilles til Vedtagelse af de strejkende. Denne Overenskomst, som er tiltraadt paa en i Torsdags Formiddags af Syerskerne afholdt Generalforsamling, gaar ud paa følgende :

De ny Lønsatser træder i Kraft den 15. Februar, Fabrikanterne holdt som meddelt oprindelig paa, at de først skulde troede i Kraft den 1. April, medens Syerskerne holdt paa 1. Februar. Endvidere: De Lønsatser, man er bleven enig om, skal gælde baade for de nuværende og de fremtidige Syersker hos Fabrikanterne! oprindelig var disses Standpunkt det, at Løntillæget kun var at betragte som et personligt Tillæg for de Syersker, der i Øjeblikket havde Arbejde.

Hvad Tilskærerne angaar, da skal disse i Følge den indgaaede Overenskomst fremtidig have en Minimal-Ugeløn af 25 Kr. Nyantagne Tilskærere skal dog arbejde paa Prøve i 14 Dage for 24 Kr. om Ugen.

I Torsdags Aftes holdt de mandlige Skrædere Generalforsamling om Sagen, og det anses for givet, at ogsaa de vil tiltræde Overenskomsten.

Fredag Formiddag holdes der afsluttende Møde mellem Repræsentanterne for Syerskerne og Fabrikanterne, ved hvilken Lejlighed Overenskomsten skal endelig underskrives.

Hvad den Lønforhøjelse angaar, som Syerskerne har opnaaet, da er den ganske vist ikke farlig stor; men der er opnaaet den meget store Fordel, at Lønningen af Syerskerne fremtidig bliver ensartet hos samtlige Fabrikanter af Herreklæder.

Under Strejken havde Fabrikanterne faaet en Del Velhaverfruer til at assistere sig. Det var navnlig Damer, der paa en eller anden Maade var kendt med Fabrikanterne, der nedlod sig til Strejkebrydergjerningen. Nu kan disse Damer igen saa Tid til at passe deres Toilette.

Det vilde være rart om Syerskerne i Provinserne nu vilde røre lidt paa sig, thi de har ikke mindre Trang til Organisation end Københavnerne. Desværre havde provinsielle Syersker mange fine Damer at slaaes med. Sagen er nemlig, at en Mængde Fruer og Frøkener syer og broderer for Tidsfordriv, medens de andre maa arbejde for Foden.

Selvfølgelig vil Damerne være farlige under en Strejke. Naar man ved, at Overklassen i denne By ligefrem er forgabet i Skruebrækkerracen, kan man være sikker paa, at Damerne vil sætte en Ære i deres Skændsel.

Dog, trods Faren for de fine Skruebrækkere, opfordrer vi til Organisation. Skulde det komme til Kamp, lover vi, at der fra vor Side skal blive ført den mest skaanselsløse økonomiske Krig mod de Forretninger, der maatte beskæftige de fine Strejkebrydere.

(Randers Arbejderblad 4. februar 1899).

Griseri paa Frederiksbergbanestation. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Frederiksbergs Banegaards Terræn, tæt ved Jærnbane-Overkørslen ved Falkoneralle'en, ligger en Retiradebygning, hvor der ikke har været gjort rent i lange Tider. Resultatet er et Griseri, der gaar over alle Grænser.

Gulvet er dækket med et helt Lag af Urin og Ekskrementer, og for Sædernes Vedkommende er det samme Tilfældet.

Retiraderne kigger umiddelbart ud til Vejen, hvor den Mængde Mennesker, der passerer forbi, naturligvis generes af Stanken. Det er en Skandale, at Stationsforstanderen, Hr. Johansen, lader saadanne Forhold passere og ikke sørger for at overholde Renlighedens simpleste Former paa det ham underlagte Statsterritorium.

Vi henstiller til Sundhedspolitiet paa Frederiksberg at undersøge de her paaankede Forhold og sørge for, at Stationsforstanderen udfører sin Pligt. Man kan da vel med Rette forlange af en Statsembedsmand, at han ikke groveligt overtræder Sundhedsvedtægten.

Forøvrigt er den omtalte forfaldne Træhytte, i hvilken Retiraderne findes, i en meget miserabel Forfatning. Vinduerne er ituslaaede. Væggene tilsølede osv., og det mest anbefalelsesværdige var, at Bygningen snarest muligt sløjfedes og gav Plads for mere tidssvarende Klosetter.

Som Forholdene nu er, kan de i hvert Fald ikke vedblive at være - de kan nærmest karakteriseres som en Uforskammethed overfor Befolkningen og det vejfarende Publikum. B.

(Social-Demokraten 27. januar 1899).

Jernbaneterrænet ved Frederiksberg Station set fra Falkoner Allé ca. 1900. Tv. Stationsvej (fra 1934 Solbjergvej). Signalmaster, telegrafmaster og adskillige lokomotiver med dampen oppe. 1900-1909. Mariboes Samling. Det omtalte skur tæt på Falkoner Alle ses dog ikke uden videre nogen steder. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Tragedie i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

Et Drama i Valby.

Valbygaards Villakvarter opskræmmedes i Formiddags ved at erfare, at der i dets fredelige Omgivelser havde fundet et Dobbelt Selvmord Sted. Sagens nærmere Omstændigheder ere følgende! Hos Staldmester paa GI. Carlsberg H. P. Hansen, Valbygaardsvej 30, boede paa 1. sal en enlig Dame, der havde lejet en 2 Værelses Lejlighed af Hr. hansen, og som atter havde udlejet det ene Værelse til en Gartner, der var ansat paa Valbygaard.

I Morges Kl. 5 vækledes Hr. Hansens Hustru ved et Par Skud, og hun kaldte strax paa sin Mand, der øjeblikkelig ilede op i Lejligheden ovenover. Her mødte ham et uhyggeligt Syn. Ved sin Indtræden i Værelset saa han en ung Pige, rimeligvis Gartnerens Kjæreste, ligge fuldt paaklædt paa Sofaen, medens Gartneren laa noget derfra paa Gulvet. Begge vare døde. Øjeblikkelig løb Hr. Hansen efter Læge Durloo og Politibetjent Svendsen. De gave begge strax Møde, men kunde kun konstatere, at Døden var indtraadt.

Gartneren havde sandsynligvis skudt den unge Pige med en Revolver, staaende i nogen Afstand, og herefter rettet denne mod sig selv.

Skuddene havde ramt godt og strax dræbt begge de unge Mennesker.

Motivet synes at være Næringssorg. Gartneren var igaar af sin Principal, Grosserer Petersen, Valbygaard sagt op til Fraflytning i Dag, hvad der vel har trykket ham, og kan have været i ethvert fald medvirkende årsag til dobbeltselvmordet.

Efter hvad vi senere erfarer er den afdøde gartners navn Petersen. Han havde efterladt sig 3 breve, et til den dame han boede hos, og 2 til folk i Valby. Samtlige breve blev taget i forvaring af politiet. Ligene er ført til Valby fattighus.

(Nationaltidende 25. januar 1899. 2. udgave).

Mord og selvmord.

Frygtelig begivenhed i morges.
En ung mand skyder sin kæreste, og bagefter sig selv.
Tvende Dræbte.

Ude i Valby er der tidlig i morges foregået en forfærdelig Begivenhed, idet en ung Mand har dræbt sin unge Kæreste ved et Revolverskud og bageste taget Livet af sig selv

Det forfærdelige Mord og Selvmord er fuldt ud lykkedes, idet de to unge Mennesker var døde og kolde da Læge og Politi tilkaldtes.

Vi skal i det efterfølgende give sammentrængt Skildring af Morgenens sørgelige Drama.

Hovedpersonen er, som sagt, en ung mand

Valdemar Petersen

Han boede paa Valbygårdsvej nr. 24, ikke langt fra Jesus-Kirken. 

Han havde her et lille Værelse i Hus, hvor han boede til Leje hos Staldmester Hansen fra Gamle Carlsberg.

Den unge Mand var Kæreste med en purung Pige, den kun ca. 17-årig Agnes Andresen, Datter af en paa GI. Jernbanevej boende Handelsagent.

Der er ikke Tvivl om, at den unge Mand ikke har næret “alvorlige Hensigter" overfor den unge Pige, med hvem han jævnlig gik ud og morede sig.

Saaledes havde de i Søndags været paa et Bal, hvorfra de først kom hjem langt ud paa morgenen.

Valdemar Petersen var da stærkt beruset.

Hans Principal, Forpagteren Valbygaards Have, Gartner Christiansen, blev gnaven over at se sin Undergivne komme hjem paa den Tid af Dagen, og sagde til ham:

“Jeg vil ikke finde mig i de Slags Narrestreger."

Herover blev Petersen rasende og svarede med nogle mindre behagelige Grovheder.

Christiansen sagde da:

“Ja, saa er De opsagt fra Deres Plads til den første!"

“Jeg kan saamænd gerne gå med det samme," svarede Petersen.

“Naa, ja, det har jeg heller ikke noget imod," var Christiansens svar og herved blev det.

Da Petersen blev ædru, gik det op for ham, at han havde baaret sig galt ad, og han blev i et meget nedtrykt Humør.

Det var forøvrigt i den sidste tid blevet klart at han allerede var ked af sin kæreste. Ofte kom det til stormende Optrin imellem dem, naar hun besøgte ham paa hans Værelse i det lille Hus.

I de sidste Dage havde han ladet sig forlyde med, at han ville rejse til Hamborg da han var blevet led og ked af opholdet herhjemme

I går aftes 

ved nitiden opsøgte Agnes Andresen sin kæreste i hans hjem.

Beboerne i huset mærkede dog ikke til at det gik særligt stormende til mellem de to.

Først ud paa Morgenen kom det uhyggelige drama, der forstyrrede freden i dette lille, idylliske Hjem.

Omtrent kl. 6 vaagnede Familien ved at høre to paa hinanden hurtigt følgende Knald.

Forfærdet sprang de op og ilede op Lejerens værelse.

Det forfærdelige Syn, der mødte dem her, fik dem til at skrige højt af skræk. 

De var en Besvimelse nær og havde i det første Øjeblik helt tabt sans og Samling.

Hvad de saa, var:

Paa Sofaen i Petersens Værelse lå den unge Pige, helt paaklædt udstrakt, øjensynlig død. Hun var ramt af Kuglen i Tindingen, hvorfra en tynd Bloddraabe piblede ned over det blege Ansigt, hvis Mund var aaben og hvis brustne Øjne med et endnu i Døden bevaret Udtryk af rædsel stirrede tomt ud i det dystre lys som Skæret fra de Tililendes lampe kastede derind.

Men, endnu uhyggeligere:

Paa Gulvet laa det unge menneske, vridende sig i de sidste Smerter, rallende og stønnende. Et Skum af hvid fråde stod om hans Læber. Hans ben var krampagtigt trukne sammen, således at knæene stod næsten helt oppe under Hagen. Ved hans Side laa Revolveren, af hvis Løb det dræbende Bly var udgået. Det var let at se, at han var Døden nær. 

Læge og politi.

Da Familiens Medlemmer havde overvundet den første Skrækslagenhed, styrtede de ud i den mørke Nat for at kalde Læge og Politi.

Det varede imidlertid omtrent en times Tid, inden Læge Durloo kom til Stedet, og da var enhver tanke om at redde Livet for de to unge Mennesker udelukket. Der laa to kolde Lig i Værelset. Lægen havde kun at konstatere Døden og Dødsårsagen.

Kort efter ankom Politiet, der hurtigst muligt sørgede for Ligenes Borttagelse. Paa en Vogn kørtes de til byens Fattighus.

Politiet fandt endvidere i værelset 

et brev

hvis Overskrift lød: "Min egen kære moder".

Brevet var fra Selvmorderen, stillet til hans her i Byen boende gamle moder, der er Enke.

I Brevet skildrer Valdemar Petersen sine Ulykker. Han havde opgivet alt Haab om at komme frem i Verden, efter at hans Kæreste havde meddelt ham, at hun var frugtsommelig. Heri maa da den direkte Årsag Selvmordet og Mordet paa den unge Pige søges.

Det fremgår endvidere af Brevet, at de, begge lige fortvivlede over deres forhold, har været enige om at gaa i døden sammen.

Foruden dette Brev laa der Breve både fra ham og hende til deres venner og Slægtninge, og hvori de hver paa sin Vis skildrer de ulykker der har drevet dem i døden. 

Ude i nat.

Det fremgår af de Undersøgelser, vi har anstillet, at Kæresteparret ikke, som man har troet, har tilbragt hele natten i hans Hjem.

Kl. 1 i Nat talte Valdemar Petersen nemlig med en af Medhjælperne i Christiansens Gartneri.

Medhjælperne bemærkede da, at et stykke henne paa Vejen stod Agnes Andresen, men hun holdt sig under hele Samtalen skjult.

Petersen gjorde Indtryk af at være meget nedtrykt, og han talte gentagne gange om, at han vilde rejse til Tyskland. Til Sidst sagde han:

“Ja, nu ses vi ikke mere, Farvel og Lev vel”

Siden er der ingen der har talt med ham. Han er sandsynligvis straks efter gaaet med den unge Pige op paa sit værelse.

Ligsyn.

Endnu i Formiddags, da Redaktionen af "København" sluttedes, var der ikke holdt Ligsyn, men det meddeltes os at det ville finde sted i løbet af eftermiddagen, ligesom der vil blive afholdt forhør over den familie hos hvilken selvmorderen boede.

(København 25. januar 1899.)

(København 26. januar 1899 fulgte op om sagen).

Dobbelt-Selvmord l Valby.

Et Par unge Kærestefolk afliver sig.
Efterladte Breve.

Natten til i Gaar har en ung Gartner Hermann Petersen, der boede hos Staldmester Hansen paa Valbygaardsvej i Valby, dræbt sin Kæreste og sig selv ved et Revolverskud. Den unge Pige, Agnes Andresen, var Datter af en paa Gl. Jærnbanevej i Valby boende Slagtermester.

Hermann Petersen, der er Søn af en i Frederiksberggade boende Enke, havde i Søndags tilligemed sin Forlovede og sine Svigerforældre været til Bal paa "St. Thomas", og dette medførte, at hans Principal, Gartner Petersen paa Valbygaard, straks afskedigede ham, da han mente, Arbejdet ikke blev passet. Hermann Petersen udtalte til sin Familie og sine Venner, at han agtede at rejse til Udlandet, og hans herboende Søster laante ham i den Anledning 10 Kr. Han købte imidlertid i Tirsdags Eftermiddags for disse Penge en Revolver af svær Kaliber, og Selvmordet var altsaa allerede paa dette Tidspunkt besluttet.

Hermann Petersen var Medlem af den socialdemokratiske Forening i Valby samt Bestyrelsesmedlem i den dertil knyttede Sangforening, for hvilken Garver L. P. Pedersen paa Mosedalsvej er Formand. I Tirsdags Aftes havde Sangforeningen Mode i Valby Kro; Hermann Petersen kom til Stede og deltog i Øvelserne, uden at nogen af hans Kammerater og Venner anede, at han rugede paa Selvmordsplaner.

Da Petersen gik, tog han Afsked med Formanden med den Tilføjelse, at han rejste, men den følgende Dag skulde der indtræffe Brev fra ham. Hermann Petersen gik fra Sangforeningen hjem til sine Svigerforældre, hvor han om Aftenen ved 10-11 Tiden hentede sin Forlovede. De to unge Mennesker fulgtes sammen til hans Logi, hvor altsaa Dramaet foregik Kl. 5 i Gaar Morges.

Man er ikke klar over, hvad der har bevæget de unge Mennesker til at søge Døden. Familien mener, at den unge Pige er bleven fortvivlet over, at hendes Kæreste skulde rejse, og at hun har talt om at begaa Selvmord. Hendes mørke og eksalterede Sindsstemning har saa paavirket ham i den Grad, at han har besluttet at følge hende i Døden.

Kl. 5 i Gaar Morges hørte Hermann Petersens Vært et Skud, og efter nogle Minutters Forløb atter et Skud, fulgt af et dumpt Fald. Da Værten gik ind i Petersens Værelse, fandt han ham liggende paa Gulvet og den unge Pige paa Sofaen, begge fuldt paaklædte. De havde begge Skudsaar i Hovedet, hun i den venstre Tinding og han i højre Tinding. Den unge Pige var allerede død, medens Petersen udaandede kort efter. Det formodes, at han først har rettet Vaabenet mod sin Kæreste og dræbt hende, og at han derefter har skudt sig selv.

Paa Bordet laa to Breve, et fra den unge Pige til hendes Forældre, og et fra Hermann Petersen til Sangforeningens Medlemmer. Det sidstnævnte har følgende Indhold:

Til
"Socialdemokratisk Sangkor"
ved Hr. Garver L. P. Petersen,

fra Gartner Herman Petersen.

Kære Partifæller!

Jeg maa forlade Eders Rækker og siger Eder Tak for den tid, vi har arbejdet sammen. Jeg har, som I ved, kun interesseret mig for sangkoret og dettes sociale arbejde og formål, men nu må jeg trække mig tilbage.

Fremad, brødre! Frem til kamp! Vor sang, den giver kraft!
Farvel, I gode kammerater, nu har jeg og min pige det godt!

Den unge piges brev lød således:

Kære Moder?

Tak for alt, hvad Moder har været for mig. Naar jeg skriver disse Linier, saa er jeg lykkelig, thi jeg dør med ham, som jeg har kærest over alt i Verden. Han vilde jo dø, og Moder ved jo nok, at foruden ham kunde jeg ikke leve.

Jeg vil ønske, at Moder med Glæde ser paa os. Nu har vi det jo saa godt. Ej med Sorg maa Øjet skue de to kære Ansigter, thi hellere maa jeg da være død, end at Vanvidets grufulde Spøgelse maa mærke min Pande.

En Ting skal Moder vide: jeg gaar i Døden som en uskyldig ung Pige. Hos Hermann har jeg jo været sikker som hos Moder selv, saa den tanke må moder endelig ikke have.

I min kommodeskuffe ligger en rose - læg den på mit bryst!"

Sammen med Agnes' brev lå en lille skrivelse fra Herman Petersen til hans svigerforældre:

"Kære fader og moder! Ja - det har I været for mig! tilgiv mig og Agnes den sorg vi  nu har gjort eder.

Hjælp till med at skåne min gamle moder, at hun først sent og varsomt får denne sorg at høre. Send først bud til mine brødre i København og i Lyngby.

Farvel og tilgiv os, thi vi vil sammen i graven!"

Vi talte i Aftes med de Afdødes respektive Familier, der selvfølgelig var dybt rystet over det skete, og for hvem hele begivenheden stod som en uløselig gåde. Vor partifælle, garver Petersen udtalte sig i stærke lovord om sin afdøde ven, der trods sin ungdom havde været en trofast støtte i virksomheden for Socialdemokratiet.

Hermann og Agnes får nu deres sidste ønske opfyldt - de kommer til at hvile i en fælles grav på Vestre Kirkegård.

Social-Demokraten 26. januar 1899.

Se også indslaget om den opsigtsvækkende begravelse på Vestre Kirkegård.

Aftenbladet den 26. januar 1899 bragte et resume over de ovennævnte oplysninger, samt denne tegning. Avisen fortalte at han efter mødet i sangforeningen havde været på besøg hos bager Hansen hvis ene datter han gennem et stykke tid havde "haft et godt øje til ... Men hun ville ikke vide af ham."

Strejke paa "Titan". (Efterskrift til Politivennen)

Striken hos "Titan".

Truende General-Lockout.

Som det har været omtalt i en Række Notitser her i Bladet, har der i nogen Tid været Arbejdsnedlæggelse hos Aktieselskabet "Titan". Da det nu synes, som om denne Arbejdsnedlæggelse vil faa meget alvorlige og meget vidtrækkende Følger, vil det være heldigt kort at rekapitulere, hvorledes den er opstaaet.

Aktieselskabet "Titan" beskjæftiger sig blandt Andet i stor Udstrækning med Fabrikation af Centrifuger. For nogen Tid siden blev Arbejdet ved Centrifugerne givet i Akkord til de ca. 80 Mand, som vare beskjæftigede hermed. Efterhaanden, som Tiden gik, og Konkurrencen voxede, bleve de indgaaede Akkordpriser imidlertid højere, end Aktieselskabet kunde bære dem. At disse Akkorpriser vare uforholdsmæssig høie, er indrømmet af flere af Arbejderne selv. Imidlertid havde "Titans" Bestyrelse flere Gange henvendt sig til de paagiældende Arbejdere angaaende Forhandling om Forandring af Akkordpriserne, men paa Møder, som blev afholdt af samtlige Arbejdere paa den paagjældende Fabrik (Klubmøder), vedtoges det hver Gang at svare, at man ikke vilde indlade sig paa en saadan Forhandling. Saa var det, "Titans" Direktion opslog Bekjendtgjørelser i Fabriken, i hvilke det meddeltes, at fremtidig vilde enhver Centrifugearbejder, efterhaanden som hans Akkord udløb, blive lønnet med 45 Øre Timen eller 4 Kr. 50 Øre om Dagen. Ved Akkordlønnen havde Arbejderne gjennemgaaende tjent 5 Kr. 80 Øre daglig, hvilket er værd at lægge Mærke til for den senere Udviklings Skyld.

Centrifugearbeiderne nægtede at modtage den af Direktionen tilbudte Timeløn, og efterhaanden som deres Akkorder udløb, forlode de Fabriken. Dette kan selvfølgelig ikke betragtes som nogen Arbejdsnedlæggelse fra de Paagjældendes Side, lige saa lidt som det kan siges, at "Titans" Direktion har smidt Folkene paa Gaden. Den har, da Arbejderne nægtede at forhandle om Reduktion af Akkordlønnen, selv reduceret denne, som Forholdene gjorde det nødvendigt, og overladt til Arbejderne, om de vilde modtage den tilbudte Dagløn af 4 Kr. 50 Øre pr. Dag. Det er nødvendigt her at fremhæve, at Dagløn er det almindelige paa vore Maskinfabrikter, medens Akkordarbejdet danner en Undtagelse.

Denne Forandring i Lønningsmaaden for Centrifugearbejderne forledede imidlertid, da den ikke accepteredes af disse, 120 andre Arbejdere paa Fabriken til at gjøre Strike. Det var disse 120 Arbejdere, der begyndte den nye Konflikt i Jernindustrien. Saasnart dette nye Brud paa den efter den store Lockout mellem Arbejdere og Arbejdsgivere i Jernindustrien indgaaede Overenskomst var skeet, indankedes Sagen for en Generalforsamling i Fabrikantforeningen, som vedtog at overgive Sagen til videre Behandling af Ardejdsgiverforeningen af 1896. Dennes Bestyrelse tilskrev da de samvirkende Fagforbund og opfordrede dem til at foranledige, at Arbejdet gjenoptoges hos "Titan", for at man kunde komme til Forhandling om en ny Priskurant. Fagforbundenes Udvalg indskrænkede sig imidlertid til at tilskrive Maskinarbejderforbundet, med Forespørgsel om dettes Mening om Sagen. Svaret, der lød paa, at Centrifugearbeiderne kun vilde gjenoptage Arbejdet paa de gamle Akkordbetingelser, og derefter forhandle, sendtes saa til Arbejdsgiverforeningens Bestyrelse.

Paa en tidligere i denne Forening afholdt Generaforsamling var det imidlertid vedtaget, at saafremt man ikke fik et tilfredsstillende Svar fra de samvirkende Fagforbund, vilde det blive forlangt, at Arbejdet paa "Titans" Maskinfabriker skulde optages Onsdagen den 25. ds. Kl. 6 Formiddag paa de samme Vilkaar (Timeløn), som vare gjældende, da Arbejdet nedlagdes. Skete dette ikke, vilde der blive paabudt Lukning af samtlige Fabriker og Værksteder henhørende under Foreningerne af Fabrikanter i Jernindustrien, henholdsvis i Kjøbenhavn og Provinserne, fra Onsdagen den 25. dennes Kl. 6 Aften. Endvidere vedtog man, hvis Striken desuagtet fortsattes, at skride til yderligere Foranstaltninger sigtende til at værne om Fabrikanternes uundværlige Selvbestemmelsesret. Med andre Ord, der vil i saa Fald blive erklæret Lockout i samtlige Bygningsfag, som sortere under Arbejdsgiverforeningen.

Denne Meddelelse modtog de samvirkende Fagforbund igaar fra Arbejdsgiverforeningens Bestyrelse. At Arbejdsgivernes energiske Optræden er kommen bag paa Arbejderne, derom vidner "Socialdemokraten" for i Dag. I en lang Artikel søger Bladet at hævde den urigtige Paastand, at det er Arbejdsgiverne, der have begyndt Striden. Faktum er jo, at denne begyndte, da de 120 Arbejdere, der ikke vare paavirkede af Lønforandringen, nedlagde Arbejdet hos "Titan". Af "Socialdemokratens" Artikel synes det at fremgaa, at Arbejdernes Organisationer ville holde fast ved Beslutningen om, at Arbejdet kun gjenoptages, naar Centrifugearbejderne lønnes efter de gamle Akkordbestemmelser. Bladet indseer selv, hvillen Fare en saadan Fastholden kan rumme. Det forudseer, at det vil kunne bevirke, at henimod 50,000 Arbejdere blive brødløse. For at skræmme Arbejdsgiverne udtaler Bladet, at en Kamp, som den, der synes at forestaa, "vil tænde Had i tusinde af Hjerter, som ikke vil slukkes, og som stadig ville tænke paa Revanche". Det varsler om en daglig Kamp i Fremtiden mellem Arbejdere og Arbejdsgivere, da ingen Overenskomst mere vil kunne indgaaes. - Al Retten og Magten skal herefter ligge hos Fabrikanterne, i Kraft af deres Pengeposer, Arbejderne skulle blot have Pligten til at lyde eller ogsaa sulte". Som det vil erindres, har "Titan" tilbudt sine Centrifugearbejdere en "Sulteløn" af 4 Kr. 50 Øre om Dagen.

Efter hvad vi i Dag erfare, staaer Arbejdsgiverforeningen fast ved den en Gang fattede Beslutning. Det bliver da Arbejdernes Sag at overveje, om de ville udsætte sig selv for en Generallockouts Ulykker og enorme Pengetab, hellere end at de ville lade Centrifugearbejderne hos "Titan" arbejde en fjorten Dages Tid - længere kan Forhandlingen om en ny Priskurant næppe staa paa - for en Dagløn, der er 1 Kr. 30 Øre mindre end den Akkardløn, om hvilken de selv have udtalt, at den er for høj.

Det er at haabe, at Arbejderne i sidste Øieblik ville komme til Fornuft. I Formiddags samles de samvirkende Fagforbunds Forretningsudvalg, og "Socialdemokraten" anseer det for rimeligt, at det vil blive besluttet at indkalde Repræsentantskabet, for at de Beslutninger, der endelig tages, kunne blive et fuldgyldigt Udtryk for hele Organisationen.

Skulde det vise sig, at Repræsentantskabets Indkaldelse, og den deraf følgende Beslutning, ikke kan foreligge til Onsdag Morgen vil Arbejdsgiverforeningen antagelig give en passende Tidsfrist for Iværksættelsen af de bebudede Foranstaltninger i Tilfælde af, at Arbeidet ikke gjenoptages paa "Titan" paa de fastsatte Betingelser.

(Nationaltidende 23. januar 1899).

Peter Elfelt (1866-1931): Tagensvej 32. Titan Maskinfabrik. 1923. Kbhbilleder. Public domain.

Den 25. januar 1899 indgik Smede- og Maskinarbejdernes Forbund og arbejdsgiverne en overenskomst og endte dermed strejken. Strejken omfattede 120 arbejdere, foruden de centrifugearbejdere der ikke var blevet færdige med deres akkord. De øvrige centrifugearbejde afventede et udvalgs enighed om nye akkordpriser.

Lock-out'en undgaaet!

Vi modtog i Aftes følgende 

Forligsforslag:

Ved Forhandlinger mellem Bestyrelsen for Arbejdsgiverforeningen af 1896 og Repræsentanter for Forening af Fabrikanter i Jærnindustrien i København og Aktieselskabet "Titan" paa den ene Side samt Forretningsudvalget for de samv. Fagforbund i Danmark og Repræsentanter for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund paa den anden Side, er der i Dag under forventet Godkendelse af de respektive Organisationer opnaaet Enighed om Afslutning af Striden i "Titan"s Maskinværksteder paa de Vilkaar: at den bebudede Lock-out aflyses, og at Strejken hæves og Arbejdet genoptages Torsdag den 26de ds., Kl. 8½ Formiddag, hvorefter der hurtigst muligt træffes Foranstaltninger til Fastsættelse af ny Akkordpriser for Arbejdet i "Titan"s Centrifugeafdeling, der skal være bindende indtil indeværende Aars Udgang og kan derefter af hver af Parterne opsiges med 1 Maaneds Varsel.

*

Dette Resultat opnaaedes i Aftes Kl. 10, efter at Forhandlingerne med en kort Afbrydelse var førte fra Kl. 1½ og til det ovennævnte Tidspunkt.

I Løbet af Dagen vil saavel Arbejdernes Organisation som Fabrikanternes Forening tager Stilling til Forslaget. Det tør imidlertid formodes, at begge Parter vil slutte sig til det af deres Repræsentanter udarbejdede Forslag, hvorved en stor og i sine Følger uberegnelig Kamp kan undgaas.

*

Mødet i Aftes.

I tætte Skarer strømmede Vulkans Sønner i Aftes før 8 til "Folkets Hus" paa Enghavevej. Der var Alvor i Minerne: stod den paa Krig eller Fred? Vilde Smedene og Maskinarbejdernes Tusinder ved et Magtsprog atter blive stødt ud i Arbejdsløshed, eller var der Haab om Sejr for Arbejderne, i alt Fald Vaabenhvile ?

Da Kl. var 8 fandtes der ikke en Plads i Salen, uden at den var optaget. Og mange gik uden at kunne faa Plads. Tæt stuvede og forventningsfulde stod de ca. 2000 djærve Svende for at erfare Resultatet af Forhandlingerne mellem Fabrikanternes og Arbejdernes Repræsentanter. Men disse Forhandlinger stod endnu paa, og der gik hele to Timer, før Resultatet indløb.

I den Tid underholdt man sig paa bedste Maade, og Alvoren krydsedes af mangt et godt Indfald. Saa Kl. 10 1/4 kom Forbundets Formand, Hr. Vald. Olsen, hilst af Bifald og Hurraraab. Man kunde se paa ham, at det slet ikke stod saa galt til endda.

I Hast aabnedes Mødet. Niels Lumbye overtog Hværvet som Dirigent, og under lydløs Tavshed i Forsamlingen forklarede Vald. Olsen Dagens Tekst: Arbejderne havde faaet deres Ønsker akcepterede. Paa Grundlaget status quo skal Forhandlingerne føres. Et kraftigt Hurra lettede det Tryk, der indtil da havde hvilet paa disse Arbejdets Mænd.

Forhandlingsgrundlaget anbefaledes af den københavnske Afdelings Formand, Hr. P. Boesen samt af Bestyrelsesmedlem Jul. Christiansen og Dirigenten.

Forsamlingen slog til, og med vældige Hurraraab for Forbundet, Formanden og Dirigenten sluttedes Kæmpemødet.

Saa gled Strømmen under Afsyngelsen af Socialisternes Marsch atter ud i den store By, over hvilken den frostklare Himmel hvælvede sig.

Sympati med slagterne og Syerskerne.

Den heldige Afslutning skyldes ikke mindst den Omstændighed, at Socialdemokratiet efterhaanden har skabt Respekt og Sympati for Arbejderne i de andre Samfundskredse. 

Disse Følelser vil nu forhaabenlig i stærk Grad komme Syerskerne og tillige Slagteriarbejder til Gode.

Som Bevis for Stemningen aftrykker vi efterstaaende Presse-Udtalelser:

I "Forposten" skriver Redaktøren. Hr. Johannes Hansen:

Nu meldes der forøgede Uroligheder indenfor Slagterfaget. 

Og samtidig gør Mesterorganisationen opmærksom paa, at skulde det virkelig komme til alvorlig Konflikt, saa vil Slagtermestrene efterligne Bagerne og selv "tage fat" i Slagtehusene. 

Det er henrivende at høre denne Tale fra Mestrenes Side om at "tage fat".

Tænk Dem en Gang Juul, Arildsen, Chr. Nielsen, Anders Jensen osv. "tage fat" i Slagtehusene!

Nej, det vilde sikkert gaa disse for øvrigt meget elskværdige Herrer, som det gik Gætje og hans Venner og Kolleger, da de skulde til at tage fat i Dejgen. Naar man først i en god og lang Række fede og selvstændige Aar har givet Partiet som Skydebroder, Borgerrepræsentant, velset Middagsgæst og holden Bedsteborger, saa gaar den ikke pludselig at "tage fat" paa Svendeardejdet. Man er bleven stiv i Knæerne og Ryggen, har faaet for megen Mave, og man faar let Hovedpine ved at bugge sig.

Hold op med de Narrestreger ! Det er Trusler, ikke blot Svendene smiler af, men ogsaa alle de fjærnere staaende.

Det er meget fornuftigere at se paa Sagerne, som de foreligger, indlede Forvandling og komme til en Overenskomst, end disse tomme og taabelige Bravader om at spille zünftig Svend, naar man er omkring de halvtreds og ret højt beskattet.

Nej, mine Herrer, blev siddende i den lune Dagligstue. Og ryk hellere op med de lusede Kroner til Svendene, som i Slud og Kulde skal arbejde derude i Slagtehusenes Blod og Uhumskhed.

Vi staar nu overfor en Strejke af et Tusinde kvindelige Herreskrædersyere.

Med Beundring har vi set denne Skare Kvinder organisere sig, møde bag Fanen paa Festdagene, trodse Snobbernes og Dumrianernes Grin for at hævde sig som Forposten i den store Arbejdets Armé af Kvinder.

Man ved, hvor ussel Betalingen er for deres Arbejde. Hvor haardt en saadan Kvinde, hyppig Husmoder med en Barneflok, slider i det for at tjene Tillæget til Mandens Løn. Og man ser lige overfor dem Fabrikanterne med deres store Indtægter, store Ejendomme og velhavende Forretninger.

Og Hykleriet i en saadan "Lønkamp" tvinger det til at vende sig i En. Den almindelige menneskelige Sjofelhed og Lumpenhe.d maa gøre En indtaget mod alle disse Strejkekampe, hvor Folk, der tjener mange Penge, kæmper med Mennesker, der tjener saa godt som ingen 

Vil nu maaske ogsaa disse ærede Fabrikanter "tage fat selv", naar deres Syersker lægger Tøjet fra sig?

Har de ikke Lyst til at vise deres "faglige" Dygtighed og deres uforsorne Ubøjelighed ved at tage Naal og Traad i Haand, sy Knapper i Bukserne og møde med Arbejdet fra Dagen paa Lagrene?

Uholdbarheden i denne Maade at føre Lønkamp paa, maa dog forekomme fornuftige Mennesker øjensynlig.

Men det vil sikkert efterhaanden vverbovedet blive umuligt for de store Arbejdsgivere at fan enten Personer \ eller Partier med sig i disse Kampe, taar overfor hinanden staar Sliddet og Fattigdommen og paa den anden Side Pengene og den sig stedse formerende Gevinst.

Lad derfor være med at "tage fat selv". Det er slet ikke morsomt, og det holder ikke i Længden.

Og at den Slags Hanekyllinger desuden i Almindelighed er uigennemførligt, ved vi alle.

"Nationaltidende" skriver:

"Det er næppe ret mange, der vil have Sympati for d'Hrr. Fabrikanter af Herreklæder under den Strid, der er opstaaet mellem dem og deres Syersker. Disses Kaar har altid været slette, medens den Mand, der giver sig til at være Fabrikant af Herreklæder, som oftest meget hurtigt tjener saa meget, at han bliver en velstaaende Mand.

Nu har Syerskerne ønsket at faa deres Kaar forbedrede, og der har i længere Tid været ført Forhandling mellem dem og Fabrikanterne om en forhøjet Løn. Man var ogsaa i det væsenlige kommen til Enighed om Lønnen; men saa fandt Fabrikanterne paa at opstille to Betingelser for Priskurantens Vedtagelse; for det første, at denne først skulde træde i Kraft den 1. April, medens Syerskerne ganske naturligt ønskede, at den skulde træde i Kraft straks, det vil sige til 1. Februar. For det andet vilde Fabrikanterne betinge sig, at den skete Lønforhøjelse kun skulde være at betragte som et personligt Løntillæg, der altsaa faldt bort, naar andre Syersker blev satte til at udføre det paagældende Arbejde. Dette mærkelige Forlangende vilde Syerskerne selvfølgelig heller ikke gaa ind paa, og da Fabrikanterne ikke vilde frafalde nogen af Betingelserne, nedlagdes Arbejdet i Mandags.

Fabrikanterne paastaar nu, at de ikke kan forhøje Lønnen før til 1. April, fordi de Bestillinger, som skal effektueres til Foraaret, er beregnede efter den gamle Pris. Men det er jo dog ret naturligt, at Syerskerne vil have deres Løn forhøjet netop i den Tid, da der er noget at bestille.

Det maa haabes, at det vil lykkes de fattige Syersker at sejre i den rejste Kamp.

(Social-Demokraten 25. januar 1899).

Strejken paa Geddes Fabriker. (Efterskrift til Politivennen)

Det er nu 16 Uger siden, at Arbejdet blev nedlagt hos Fabrikant W. E. Gedde, og det har til Dato ikke været muligt for ham at faa sin Fabrik besat med dygtige Arbejdere. Efter Mandens egne Ord staar det slet til med de Arbejdere, han har faaet, og saa maa det vel være sandt. Hvorledes vi har faaet det konstateret, skal jeg nu lade gaa videre.

Hr. Gedde har nemlig i den senere Tid spurgt nogle af de strejkende Kvinder paa Gaden, om de ikke snart kom ind til ham igen, da han dog holdt saa meget af sine gamle Arbejdere o. s. v. Naar de saa svarede ham, at de gærne vilde arbejde hos ham, blot Strejken var sluttet, saa har han stadig overfor de Strejkende givet det Udseende af, at han gærne vilde forhandle, men at der jo ingen kom til ham.

Som en Følge af denne elskværdige Optræden blev nogle af Strejkeudvalget sendt ind til Hr. Gedde med den Opgave at udforske, om det var sandt, at han nu vilde forhandle.

Udvalget blev meget velvilligt modtaget, og da dets Medlemmer havde frembragt deres Ærinde, blev Hr. Gedde meget glad og kaldte dem "søde Piger" og lignende smukke Navne, medens han kaldte sine nuværende Arbejdere "Strejkebrydere". Lidt efter lidt blev han meget meddelsom og fortalte, at der kun var saa dygtige Arbejdere blandt hans Strejkebrydere, men han havde jo lovet dem stadigt Arbejde. De mindre dygtige blandt Strejkebryderne knude han jo meget let faa Anledning til at afskedige, naar han kunde faa sine gamle øvede Arbejdere ind igen, og naar Strejken blev hævet, og han fik frie Hænder, da kunde han maaske endnu gaa videre. Det vilde han imidlertid ikke nærmere udtale sig om.

Udvalget meddelte Bestyrelsen Udfaldet af den lille Konference, og Bestyrelsen vedtog da at sende et Udvalg hen at forhandle. Undertegnede, som blev valgt til at være med til Forhandlingen, blev straks jaget ud af Hr. Gedde, som ved den Lejlighed viste sig i sin rette Skikkelse.

Vi var forud forberedte paa, at noget saadant vilde indtræffe, da vi jo altfor godt kendte Herrens sande Natur og Dannelse til, at vi kunde tvivle om, at naar han saae, at Sagen ikke kunde afgøres med hans egne Arbejdere alene, da vilde Naturen gaa over Optugtelsen, og alt det søde vilde blive til Galde, og derfor havde vi aftalt at dem, der ikke blev jaget ud skulde blive, og se hvad Hr. Gedde egentlig vilde tilbyde for at faa Strejken hævet.

Det viste sig saa, at Hr. Gedde ikke vilde andet end hvad han hele Tiden har holdt paa, nemlig være eneraadende om Løn- og Arbejdsforhold, og for at opnaa et saadant Resultat forlangte han, at Strejken skulde hæves; først naar den var hævet, kunde han udtale sig om, hvad han vilde indrømme Arbejderne.

Tror Hr. Gedde virkelig, at Arbejderne, der i 16 Uger har holdt trofast sammen, vilde hæve Strejken for at opnaa el saadant Resultat - for tror han det, da maa han være lige saa dum som han er brutal.

Hr. Gedde har fortalt Arbejderne, at han før har prøvet at sulte med samt sin Familie. Hvis dette er sandt, tror jeg ikke, at han nu vilde sparke og haane de Arbejdere, ved hvis Arbejde han er blevet en stor Mand, der figurerer højt i Skattebogen.

En Oplysning, som fremkom under den første Sammenkomst med "de søde Piger", var den, at Mester Nielsen, som trolig har hjulpet Fabrikanten under hele Strejken, nu skal have den Fornøjelse at se en anden fortrænge sig, saaledes at Hr. Nielsen i Fremtiden kan komme til at arbejde mere direkte sammen med dem, som Hr. Gedde kalder Strejkebrydere, han skal anertage en Forretters mere beskedne Stilling: men han skal beholde Mesternavnet og sin gamle Løn, og det er jo altid noget værd.

Vi kan iøvrigt være ret tilfredse med den Maade, hvorpaa Hr. Gedde har grebet Sagen an; thi han har derved revet Masken af sig selv, og hans "Strejkebrydere" kan jo være rigtig trygge, nu da de hører, at de vil blive varpet ud efterhaanden som Fabrikanten kan faa dygtige Arbejdere.

En af Strejkebryderne var allerede igaar paa Fagforeningens Kontor for at søge Optagelse, da den Løn de tjener, siden de kom paa Akkord, ikke var til at leve af. Fagforeningen maatte imidlertid meddele Vedkommende, at den ikke var Pensionskasse for Strejkebrydere.

Hr. Gedde fortalte tillige, at han havde havt stort Tab saavel paa Formue som paa Kunder, - mon han har ventet andet; - thi hvem tror han, der ønsker at gaa med Tøj, der er fabrikeret af dem som han selv kalder "Strejkebrydere". Arbejderne vil vist betakke sig, og har han ikke længer dem til Kunder, da kan han vist snart lukke Butiken, men han har jo ogsaa truet med, at han hellere vil gaa paa Ladegaarden end give efter. Blot det saa maa ske lidt hurtig. 

J. J. Møller.

(Social-Demokraten 21. januar 1899).

Strejken hos W. E. Gedde.

Geddes Skruebrækkere.

Det er smukke Damer, Hr. Gedde har paa sine Fabriker, og for hvilke Politiet agerer opvartende Kavallerer. Jeg skal anføre, at Hr. Gedde har udtalt til de Strejkende, at hvis hans gamle Arbejdere kom, saa vilde han afskedige Skruebrækkerne paa nær nogle Stykker, vel sagtens de professionelle, de, der blev staaende, da Strejken begnndte.

Kædeskærer Oppenhagen eller, som han selv kalder sig, "Fabrikbestyrer", er den mest fremtrædende, men Gedde siger vist nok Tak for slig en Herre til Fabrikbestyrer. Efter Geddes egen Udtalelse er Oppenhagens Kontrakt med Gedde ikke andet end Pral. Denne Herre samt Sletter Norstrøm, Forretter Nielse under Navnet "Fyrbøderen" og Laura Vahl føler sig sikkert højt hævede ved at være sammen med saa fine Damer som dem, der nu er hos Gedde.

Men Gedde bliver vel nok snart nødt til at lade nogle Drosker transportere Skruebrækkerne til og fra Arbejdet, for det er et sørgeligt Syn at se dem traske hen ad Gaden. Der blev rigtignok sagt, at naar de Strejkende havde danset Støvlerne itu, saa kom de nok, men Skruebrækkerne mangler Støvler før de Strejkende.

Hr. Gedde, forbarm Dem over Skruebrækkerne!

I Skyttegade 25, 5. Sal, bor en Væverske, Md. Svendsen. Hun har en Datter, som Gedde har hværvet som Skruebrækker. Denne Datter, der lige er fyldt 17 Aar, er, trods alle Bestræbelser fra Moderens Side ophørt med Arbejdet paa Rubens Fabrik og rømte hjemme fra for at komme ind i det Geddeste Paradis.

Moderen har efter den Tid forsøgt paa mange Maader at faa Datteren ud, men til Gengæld har det Pigebarn udskældt sin Moder med Ord, som ikke kan omtales her i Bladet.

Pigen bor hos en Md. Jensen, Skyttegade 17, 5. Sal - hendes Navn er Hulda Svendsen. En Dag ved 2-Tiden for ca. 4 Uger siden stod hun i Gadedøren tillige med sin hæderfulde Værtinde. Pludselig farer Datteren ud og lige i Haaret paa Moderen, der spadserede forbi, og der udspandt sig en hæftig Kamp, som fremkaldte et Gadeopløb. Der kom dog ingen Politi til Stede og ingen blev noteret. Folk blev saa forbitrede paa Datteren, at hun nær havde sket Overlast.

Datteren maa imidlertid have omtalt det passerede paa Fabriken, og Gedde skal, efter Pigens Forklaring for Retten, have sagt til hende, at hvis hun ikke vilde gøre noget ud af Sagen, saa vilde han. Pigebarnet mældte da sin Moder og fik hende ikendt en Bøde paa 25 Kr.

Et overmaade smukt Træk af en Fabrikant.

Jeg beder Medlemmerne ikke regne Moderen noget til Last, fordi hendes Datter er Skruebrækker bos Gedde; Madam Svendsen er en god Fagfælle.

V. R. Kjær,

f. T, Formand for Væveriarbejdernes Fagforening af 1873

(Social-Demokraten 8. marts 1899).

Hulda Svendsens adresse blev den 16. marts 1899 korrigeret til at være Skyttegade 17, 5. sal hos Hanna Jønsson.