Sundhedsforhold paa Statsbanens Værksteder. (Efterskrift til Politivennen)

Kort forinden Statsbanens Værksteder i 1909 flyttede ud paa sin nuværende Plads, tilkaldte den daværende Værkstedsbestyrer Werner Organisationens Formand og forklarede ham nogle Enkeltheder ved Værkstedernes Indretning, herunder udtalte han: "Der findes to store Ulæmper i Omgivelserne. Den ene er den saakaldte aabne Belvedere Kloak, og den anden er Kødfoderfabriken. Disse to Ulæmper har Værkstedsledelsen gjort alt for at fjærne, det er ikke lykkedes, og vi overlader det nu til Arbejderne selv at faa disse uheldige Forhold ændret.

Straks efter Overflytningen maatte Arbejderne erkende, at det var højst ubehagelige Omgivelser, de stiftede Bekendtskab med. Organisationen tog straks fat, og bl a. "Social-Demokraten" rejste en kraftig Kritik af disse Forhold, der for Kødfoderfabrikens Vedkommende synes at have baaret nogen Frugt, men dog saaledes, at det nu mere er Destruktionsanstalten, der til visse Tider har Æren af at forpeste Luften herude. Belvederekloaken har derimod i de forløbne 13 Aar faaet Lov at udvikle sig i Fred, den har i disse Aar forvandlet sig til en gærende, boblende Masse, der i særlig Grad om Sommeren udbreder en saa modbydelig Stank, at Opholdet i Værkstederne til Tider er næsten umulig Som bekendt er Værkstederne forsynet med Ovenlys, og naar Solen varmer paa Taget, er Luften ikke til at arbejde i. For at hjælpe herpaa er der lagt store Ledninger i Værkstederne, hvorigennem der kan blæses frisk Luft ind, men denne friske Luft findes ikke, vi maa helst lukke saavel Vinduer som Døre.

I 18 Aar har der fra Arbejdernes Side været arbejdet for at faa denne Pestkilde fjærnet, alt har været forsøgt, sidst prøvede vi at faa det sat ind som Nødhjælpsarbejde; men alt er forgæves. Det er jo kun Arbejderne, der lider herunder, det er jo ikke et Villakvarter.

I det sidste Aarstid har Borgerrepræsentant J. A. Hansen beskæftiget sig med Sagen, og efter hvad jeg har erfaret, er han naaet netop dertil, hvor ogsaa vi selv er standset, nemlig der: Hvem har Pligt til at rense eller fjærne denne Kloak? Kommunen siger, det er Statsbanens Pligt, Kloaken findes paa Statens Grund, og Statsbanerne siger, det er Kommunens Pligt at rense den, thi det er fra Kommunen den fyldes med Snavs. Her synes der saaledes ikke at være nogen Vej at finde, og jeg kunde da ønske at spørge, om der ikke her i Staden findes en Sundhedskommission, der har en vis Pligt til at paase, at en saadan modbydelig Pestkilde ikke faar Lov til at brede sig i flere Aar. Vi er ca. 1000 Mennesker, der daglig maa opholde os i disse Omgivelser, vi har saa godt som alle Familie, til hvem eventuelle smittefarlige Sygdomme kan hjemføres. Hvis Sundhedskommissionen vilde gøre sig den Ulejlighed at aflægge os et Besøg herude, vilde vi da faa nogen Forstaaelse af, at ogsaa vi har Ret til at kræve Beskyttelse for vor Sundhed. Vil man vedblivende vende det døve Øre til, glem saa ikke, at det er for sent at Lukke Brønden, naar Barnet er druknet.

M. Kirketerp

(Social-Demokraten 7. juni 1923)

Udover sundhedsfaren skete der hyppigt arbejdsulykker på centralværkstedet. Her nogle eksempler fra de første år (listen fortsatte det næsten årti):

16. juli 1910, arbejder A. Jønsson, Skjalm Hvidesgade 9,  fik en finger knust af en nedfaldende hammer.

4. maj 1911 maskinsmed Christian Nielsen, Søndre Boulevard 87 fik sin hånd i klemme under en dunkraft. En finger knust og hånden lemlæstet.

19. juli 1911 Karetmager H. Westergaard, Matthæusgade 36, fik brystkassen klemt mellem bufferne på to jernbanevogne. (Berlingske 19. juli 1911).

8. marts 1912, arbejder Emil Nielsen, Guldborgvej 3, fik brud på ryggen og en del andre alvorlige kvæstelser, da drivremmen på en af maskinerne fik fat i hans tøj og trak ham rundt.

19. marts 1912, arbejder Th. Thomsen, Flensborggade 17, fik en stok gennem underlivet.

24. februar 1913, smed Mortensen, Landskronagade 127, venstre tommelfinger slemt såret i en maskine.

9. marts 1913. 5 arbejdere kom til skade ved kedelrørsprængning på godsbanegårdens lysstation. Alvorlige brandsår.

Central-Garage i Dronningens Tværgade. (Efterskrift til Politivennen)

En Central-Garage i Hovedstadens Midte.

Den enormt voksende Biltrafik har først og fremmest krævet mere og mere Garage-Plads, uden at dette Krav altid har kunnet opfyldes, og selv om der er, og stadig bliver, indrettet og nyopført en Mængde Garager, har det ikke været nok.

Nu vil dette Savn for en Del blive afhjulpet, idet der for Akts. De danske Sukkerfabriker's Regning paa Pladsen, Dronningens Tværgade 30. bygges en mægtig Central-Garage med Ingeniør N. T. Beier som  Hovedentreprenør og projekterende Ingeniør. Der har fra gammel tid været Sukkerraffinaderi paa Pladsen, fra 1872 af. De danske Sukkerfabriker, som indtil 1887 her raffinerede vestindisk Sukker. Fabriken nedbrændte, som det vil huskes, i 1911, og siden har Pladsen ligget tildels ubenyttet hen. For at udnytte denne udmærkede Grunds Beliggenhed, har nu Sukkerfabrikeme besluttet sig til at bygge Garagerne.

Der opføres foreløbig 72 Garager, delvis af Jernbeton efter Brandvæsenets Forskrifter. Garagerne bliver fra 5 til 8 Meter lange og alle af en saadan Bredde, at selv de allerstørste Vogne kan rummes i disse. Hovedindkørslen bliver fra Dronningens Tvergade. hvor ogsaa to Kontorbygninger samt Opholdsstue for Chaufførerne ligger; men desuden bliver der Udkørsel til Helsingørsgade. Anlæget forsynes med Benzintank, lukket og aaben Vaskeplads, elektrisk Lys. ligesom der ogsaa i nogle af Garagerne indstalleres Centralvarme for Betjeningen, som er paa Pladsen Dag og Nat. Ligeledes paatænkes det efter udenlandsk Mønster i Forbindelse med Garageanlæget at indrette mekanisk Værksted, Automobilkølerfabrik. Vulkaniseringsanstalt, elektrisk Værksted, Opladningsstation for Akkumulatorer o. s. v., saaledes at Centralgaragen kan blive et Hjemsted for alle Motorkørende,særlig for dem, som bor i den indre By.

De første Garager vil antagelig staa færdige i Begyndelsen af Juni, og hele Komplekset skal være færdigt den 1ste Juli. Murerarbejdet udføres af Firmaet Chr. Olsen & Søn (Senius Olsen). Tømrerarbejdet af Tømrermester C. V. Hansen, det elektriske Anlæg af Firmaet Kemp & Lauritsen, og som Sukkerfabrikernes Tilsynshavende fungerer Ingeniør Christoffersen.

Komplekset er i sin Helhed udlejet til Ingeniør Beier for en længere Aarrække.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 28. maj 1923).

Grunden skulle ifølge Klokken 5 (København) 31. maj 1923 tidligere have været beboet af Struense og Brandt, en "net lille pige der stod Christian 4.s hof meget nær" samt maleren Jens Juel. Ved sukkerfabrikkens indkørsel lå "Abel Cathrines Boder" som senere flyttede til Vesterbro. Den omtalte Beier var N. T. Beier. Garagen lå på sydsiden af Dronningens Tværgade mellem Adelgade og Borgergade. Her blev senere Dronningegården opført i årene 1943-1958.

Kæmpe-Garagen i Byens Midte

Det gamle Sukkerhus' Grund i Dronningens Tværgade under Ombygning. - I Forgrunden en Række kendte Motormænd.

I Løbet af nogle Uger vil der i Hjærtet af den gamle By som omtalt, være rejst en Kæmpe-Garage. Den kommer til at ligge paa det gamle Sukkerhus' Grund i Dronningens Tværgade, der, hvor det største Baal, siden Christiansborg Brand, rasede en isnende Vinternat 1911.

Siden da har Arealet ligget saa godt som unyttet hen. Det var efterhaanden bleven en hel lille Idyl med Udsigt til de hundredaarige smalle Baggaarde, der grupperer sig uden om Grunden. Men nu holder altsaa den mest moderne Nutid og et Stykke Fremtid sit Indtog paaa Terrænet med 72 Garager, Benzintaks, Værksteder, kort sagt alt, hvad selv det mest fordringsfulde Automobil kan kræve af Pasning.

Det er den kendte Motormand, Ingeniør Beier, der har undfanget Ideen, der i Løbet af kort Tid vil blive til Virkelighed.

(Aftenbladet (København) 29. maj 1923).

I begge aviser angives branden at være sket i 1911. Det er ikke korrekt den foregik natten mellem 3. og 4. februar 1912, se andetsted på denne blog.

I september var Central-Garagen i fuld drift og alle garager udlejede. Blandt lejerne var admiral Richelieu, den belgiske minister Allart, overretssagfører Børge Jacobsen, kapelmester Gade, den amerikanske legationssekretær Cable, overlæge Guildal, baron Rosenørn-Lehn, speditør Haugsted og kammerherre O. C. Scavenius.

"Geyser" Katastrofen 1923. (Efterskrift til Politivennen).

Den uhyggelige katastrofe på "Geyser"

Der er i alt 56 sårede, deraf 16 hårdt.

Enkelte er så medtagne at der er fare for deres liv.

Krydseren "Geyser"

Om den telegrafist meddelte ulykke ved Sjællands sydspids foreligger nu følgende nærmere enkeltheder:

Da eksplosionen skete.

Katastrofen skete fredag morgen ved 8-tiden.

Ombord på krydseren "Geyser", der er kommandoskib i en øvelseseskadre, bestående af en række torpedobåde og minestrygere, afholdtes forsøg med de såkaldte "tågebomber", der ved hjælp af fosfor fremkalder kunstig tåge til anvendelse i krigsøjemed, og de fleste af eskadrens officerer overværede forsøgene. En tågebombe eksploderede for tidligt, og virkningerne var frygtelige. 52 personer af de omkringstående ramtes og såredes mere eller mindre hårdt. Der opstod panik ombord, og flere sprang i vandet, andre faldt om på dækket.

Da der var tilvejebragt nogenlunde overblik over den frygtelige situation, gav eskadrens chef, kommandør Wenck, straks ordre til de nærliggende torpedobåde om at yde hjælp, og redningsarbejdet begyndte straks. De sårede bragtes ombord i torpedobådene og førtes til Masnedsund.

Marineministeriet var imidlertid blevet underrettet pr. trådløs, og ministeriet foranledigede straks, at samtlige disponible læger og sygeplejersker i Vordingborg afgik til Masnedsund, hvor et af statsbanernes sanitetstog holdt parat. Efterhånden, som de sårede bragtes i land, førtes de til Vordingborg og indlagdes dels på det kommunale sygehus, dels på Garnisonssygehuset, hvor lægerne begyndte deres arbejde.

De sårede.

I løbet af to timer var alle de sårede forbundne, og eskadrens chef telegraferede til Marineministeriet, at der næppe var fare for nogens liv, men senere på dagen forværredes tilstanden hos 4-5 af de sårede, hvis liv man mente var i fare.

Blandt de hårdest sårede er "Geyser"s chef, orlogskaptajn Godtfred Hansen, kongens mangeårige adjudant og kendt som polarforsker.

Ombord på krydseren befandt sig bl. a. kronprins Frederik, der er næstkommanderende på torpedobåden "Delfinen", men kronprinsen kom ikke til skade.

Der forelå endnu hen på eftermiddagen intet om den tekniske årsag til ulykken, men fra Marineministeriet vil der fremkomme en officiel redegørelse.

I København vakte de første meddelelser om ulykken den største bestyrtelse, og hele dagen kimede redaktionernes telefoner med anmodninger om nærmere meddelelser eller navne på slægt og venner, der befandt sig blandt de tilstadekomne.

Ved 5-tiden udsendte Marineministeriet fortegnelsen over de tilskadekomne.

De hårdest medtagne er som meddelt: Orlogskaptajnerne Godtfred Hansen og P. Ipsen, kaptajn P. Jensen, kaptajnløjtnanterne Nellemose, Rützou, Nørgaard, Vest, Westermann og Krarup, søløjtnanterne af 1. grad Hammerich, Dahl og Bornemann, maskinmester Hauschultz, undermaskinmester Borg, artillerimester Hemmingsen og værnepligtig Carl Andreas Andersen.

Orlogskaptajn P. Ipsen.

Ulykken vakte stor deltagelse overalt i København, da meddelelsen blev bekendt, hvilket imidlertid først skete hen på eftermiddagen.

Der gik mange forkerte rygter om, både hvad der var sket, og hvad der skulle ske i anledning af ulykken. Således hed det sig, at kronprinsen, der er næstkommanderende på en af bådene, var mellem de sårede. Dette er jo urigtigt. Derimod er kronprinsens chef, kaptajnløjtn. Rützou, som man ser af den offentliggjorte liste, mellem de hårdest medtagne.

Årsagen til ulykken.

I et københavnsk blad meddeles, at der nu skal nedsættes en undersøgelseskommission til at fremskaffe oplysninger om årsagerne til ulykken og skaffe klarhed over, hvorledes denne er gået for sig.

Dette er imidlertid, efter hvad vi erfarer ved forespørgsel hos ministeren, ikke rigtigt.

- Der er, siger ministeren, naturligvis snarest afgået både læger og sagkyndige til fornøden hjælp og undersøgelse, ligesom generalauditør Giørtz straks er afrejst, og det er jo meget antageligt, at der kan skaffes fuld klarhed uden nedsættelse af nogen kommission. Man ved da på forhånd, at den direkte årsag til ulykken er eksplosion af en af de såkaldte tågebomber, der blev demonstrerede af et privat firma for skibets officerer og for at vise mandskabet, - hvorledes et skib lader sig indhylle i en regntåge fx for under en farlig situation lettere at kunne komme en fjende ind på livet eller måske lettere undlade.

Chefen for sø-artilleriet, kommandør Saabye, udtaler:

Først i fjor begyndte den danske marine at anvende tågebomber. Man købte et svensk patent af opfinderen Jarnberg. Man anvendte hans system hele forrige år, uden at der skete et eneste ulykkestilfælde. Man kan derfor heller ikke foreløbig udtale sig om grunden til den ulykkelige begivenhed, der nu er sket.

Tågebomben består af en cylinder, der indeholder 10 kg fosfor, der stemmes op med en jernbøjle. Man antænder en lunte, der tænder ild i tændsatsen, som igen opvarmer fosforet, der flyder ned på en jernplade og derefter udvikler en voldsom tyk, hvid røg; men der skal selvfølgelig ikke kunne ske en stærkere eksplosion end netop den der kræves til at opvarme fosforet, og anvendelsen af tågebomber skulle da være ganske farefri.

Når der i dag var kommet så mange torpedobådschefer ombord på "Geyser", skyldes det, at torpedobådene hvert år skifter chef, således at de nye befalingsmænd ikke kendte tågebomberne, men før eskadren sejlede ud på øvelse, var samtlige torpedobåde blevet forsynede med tågebomber. Disse vil selvfølgelig ikke mere blive anvendte, men på det sømilitære laboratorium vil man søge at få tågebomberne til at eksplodere, naturligvis i mindre grad og under iagttagelse af enhver forsigtighedsregel. Først gennem en sådan undersøgelse mener man, at det er muligt at komme til klarhed over årsagen til ulykken.

Hen på eftermiddagen er der afholdt forhør, og det er herved konstateret, at ulykken skete ved 9-tiden, og at praktisk talt hele flådens officerer med undtagelse af de næstkommanderende, deriblandt kronprinsen, var ombord på "Geyser" for at overvære demonstrationen. Det var den hårdtsårede undermaskinmester Borg, der tændte bomben, og det er konstateret, at han har anvendt den reglementerede fremgangsmåde, og så vidt man har kunnet konstatere, må ulykken derfor skyldes en konstruktionsfejl ved bomben. 

Det var Godtfred Hansen, der faldt over bord.

Der var to af skibets mandskab, der faldt over bord ved eksplosionen, formentlig på grund af lufttrykket. De blev dog begge reddede straks.

Efter hvad vi erfarer, var den ene af dem, der blev slynget over bord orlogskaptajn Godtfred Hansen.

Kongen har flittigt holdt sig underrettet.

Så snart meddelelsen om ulykken var nået til kongen, der jo opholder sig paa "Klitgaarden" ved Skagen, kom der øjeblikkelig anmodning fra majestæten om at blive holdt nærmere underrettet om ulykken; der er også i eftermiddags fra Marineministeriet tilgået kongen et langt

telegram med udførlig fremstilling af det passerede og meddelelse om de såredes tilstand.

33 mand ligger på sygehuset.

I alt kom der 56 mand til skade ved ulykken, men 23 af dem er ikke mere medtaget, end at de efter forbindingen kunne finde tilbage til flåden, hvilket skete i løbet af aftenen. Derimod må 33 mand, hovedsagelig officerer og underofficerer, blive liggende på sygehuset.

Næsten alle er kommet til skade ved at blive forbrændt af fosforet, og øjenvidner fortæller, at dette stof formelig åd sig ind i kødet.

Den mest medtagne er kaptajn Rützou, men også kaptajnerne Nellemose og Nørgaard samt undermaskinmester Borg og den menige Andersen er meget slemt forbrændt. Kaptajn Rützou er søn af sagfører Rützou i Nakskov og ca. 33 år gl.

Vordingborg kondolerer flåden.

I løbet af eftermiddagen har borgmester, redaktør Andersen, Vordingborg, været om bord i eskadren for at udtrykke deltagelse over ulykken

Øvelserne er indstillet.

Eskadrens øvelser er blevet indstillet, da jo næsten hele staben af officerer og underofficerer er kommet mere eller mindre til Skade.

Melding fra Vordingborg.

De såredes tilstand er uforandret.

Vordingborg, fredag.

I Masnedsund Havn henlå fredag aften alle de ved øvelserne i Smålandshavet deltagende fartøjer med undtagelse af krydseren "Geyser" og torpedobåden "Lossen", der ligger et godt stykke ude i farvandet, ved en i aften foretagen tælling af samtlige mandskaber er det konstateret, at der ingen savnes. Der har hele dagen gået rygter om, at en mand i vildelse skulle være sprunget over bord og druknet. Det er altså nu afkræftet.

De 23 mand, der har forladt sygehuset, vil senere blive ført til marinehospitalet, da deres sår stadig skal være under kontrol.

Lægerne udtaler deres ros over det udmærkede arbejde, der præsteredes af Masnedsund jernbanestations personale, som var til stor hjælp for lægerne under transporten af de sårede marinere.

Kronprins Frederik har et par gange, senest kl. 9 i aften, aflagt besøg hos de sårede.

Ved 10-tiden blev det opgivet at de såredes tilstand var delvis uforandret. Som hårdest medtaget opgives stadig kaptajnløjtnant Rützou og værnepligtig Carl Andreas Andersen.

Mange af de såredes familier er i aftenens løb ankommet til Vordingborg, hvor de fra officersforeningens og underofficersforeningens foranstaltning er blevet indkvarteret hos byens borgere.

Sidste efterretninger om de sårede.

Alle er ved bevidsthed. 

København, lørdag.

"København" har sent i nat haft en samtale med Vordingborg Sygehus, som meddelte, at kaptajnløjtnant Rützou havde det dårligere end om eftermiddagen.

_ _ _

Rit. Bur. har ved forespørgsel på Vordingborg Sygehus lørdag morgen kl. 7½ erfaret at der ingen egentlig forandring er indtrådt i de såredes tilstand. De er alle ved bevidsthed, og ingen klager sig.

Fosforets giftige virkninger neutraliseret.

Generallæge Bornemann har til "Kbhvn." udtalt, at der ikke synes at være fare for forgiftning ved den brændende fosfor, idet man ved anvendelsen af kalkvand menes at have neutraliseret fosforens giftige virkninger.

(Randers Dagblad 26. maj 1923).

Den uhyggelige eksplosionsulykke.

Torpedobåde i Masnedsund Havn

Der kondoleres.

Også fra udlandet.

Kongen af Sverige har overfor kongen udtalt sin deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Til den danske flådes kommanderende admiral, viceadmiral H. Konow, har de svenske marineforvaltning lørdag afsendt følgende telegram:

"Den kongelige svenske marineforvaltning udtaler sin dybe beklagelse af den sørgelige ulykke, der har ramt den danske marines personale under dets arbejde i fædrelandets tjeneste. (sign.) Lindberg."

- Kongen har fra dronning Alexandra og kejserinde Dagmar modtaget telegrammer, i hvilke disse udtaler deres hjertelige deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Islands førsteminister Eggerz har i et telegram til hs. maj. kongen udtalt deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Den kommanderende admiral har i anledning af ulykken på "Geyser" modtaget telegrammer med udtryk for deltagelse fra kongen af Norge, chefen for den finske flåde, hertugen og hertuginden af Vestergøtland, prins Carl og prinsesse Ingeborg, og fra den kommanderende admiral i Norge.

Foruden de allerede tidligere nævnte telegrammer har marineministeriet modtaget telegrammer fra et stort antal privatpersoner og en række foreninger og institutioner, der har udtalt deres deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

I bedring.

Rützou kan nu tale med sin hustru.

Vordingborg, søndag.

De sårede fra ulykken på "Geyser", som henligger på Garnisons Sygehus i Vordingborg, befandt sig søndag eftermiddag alle vel. Kaptajnløjtnant Rützou har hele tiden været ved fuld bevidsthed og har kunnet tale med sin hustru, som opholder sig på sygehuset.

I løbet af dagen er 2 af de sårede overført til Garnisons Sygehus i København.

Norge og Godfred Hansen.

Christiania, lørdag.

I anledning af eksplosionsulykken ombord på krydseren "Geyser" skriver "Aftenposten" i dag: Med sorg og dyb beklagelse vil man i Norge modtage meddelelsen om den forfærdelige ulykke, som er overgået den danske marine og en del af dens flinke mandskab. Ikke mindst den norske sømandsstand og den norske flådes officerer og besætning vil føle med i den sorg, som er overgået Danmark. Med særlig beklagelse vil man i Norge modtage meddelelsen om, at kaptajn Godfred Hansen er blandt de hårdest sårede. Hans navn er for stedse indskrevet mellem de udlændinge, som Norge står i særlig taknemmelighed til.

Kongen kommer i dag.

Skagen, mandag.

Kongen afsluttede søndag eftermiddag sit pinsebesøg på Skagen og afrejste kl 3,55 sydpå over Frederikshavn, ledsaget af adjudant, kapt. Dahlberg. Dronningen bliver endnu i nogen tid på Klitgaarden.

Når kongen i dag har givet audiens her i København, afrejser han i eftermiddag til Vordingborg. I aften afrejser han til Aarhus for at overvære grev Frijs' bisættelse.

Et besøg på sygehuset.

En mængde blomster og en meget udstrakt hjælpsomhed.

(Privat).

Vordingborg har på en storstilet måde vist sin hjælpsomhed i anledning af den beklagelige ulykke, ikke således at forstå, at byen som sådan har stillet midler til rådighed; det er slet ikke sagen, men der strømmer en hjælpsomhed og enestående venlighed alle i møde, der på en eller anden måde er berørt af den triste ulykke. Det mærkes straks på Garnisonssygehuset, hvor et væld af blomster liver op i gangene og på sygestuerne. Blomsterne er hovedsagelig bragt til sygehuset af unge damer fra byen, og selv ude fra omegnens gårde er der sendt blomster ind.

Garnisonens underofficerer har frivilligt taget vagt på sygehuset for at være til rede med hjælp og bistand for de såredes pårørende, så lægerne og deres hjælpere kan være fritaget for dette ofte anstrengende arbejde. Det er nemlig et meget stort antal hustruer, søskende eller venner, der er rejst til Vordingborg for at se til de syge.

Såvel officererne som underofficererne har på sygehuset et bureau, hvor disses pårørende straks får anvist logi ganske uden nogen udgift. Der er somme steder, hvor en familie har taget mod en indkvartering på hele syv personer.

De fleste af de sårede er gifte, og alle de unge hustruer befinder sig naturligvis i Vordingborg. De holder sig tapper i selve sygeværelserne, men så snart de er udenfor sygestuen, står humøret naturligvis meget lavt.

I går havde værnepligtig Carl Andersen, der ligger på samme stue som bl. a. undermaskinmester Borg og kaptajnløjtnant Nellemose, besøg af sin fader, moder og broder. Andersen er ret medtaget, men var alligevel nogenlunde tilpas i går. Imidlertid skulle forældrene af sted, og moderen i sagde da til Andersen, at nu rejste hans fader og broder, mens hun blev tilbage. Da rejste Andersen, der ligger med bind for øjnene, sig op i sengen, og sagde, så det skar i hjerterne: "Jeg vil se dem først. Jeg vil se dem". En sygeplejerske kom til og fik ham beroliget, men den lille episode gjorde dog et meget stærkt Indtryk på de tilstedeværende.

To af de sårede som atter har meldt sig til tjeneste om bord på en af torpedobådene.

Selv kaptajnløjtnant Nellemoses tapre hustru, der roligt og praktisk har passet sin mand, støttet og plejet ham med en beundringsværdig ro, fik tårer i øjnene.

Overlægen må naturligvis besvare en mængde forespørgsler, de telefoniske tager underofficererne sig af, men mange spørger jo ængsteligt overlægen: "Hvordan går det?" Og han svarer hver eneste elskværdigt og stilfærdigt.

Lykkeligvis ser det ud til, at ulykken i hvert fald næppe skal koste menneskeliv. Selv kaptajnløjtnant Rützou, der jo er meget hårdt medtaget, synes at være i bedring. Alle patienterne er blevet undersøgt på øjnene, og heldigvis ser det også på dette område ud til, at ulykken ikke får følger; så vidt man på dette tidspunkt kan skønne, vil alle de sårede beholde synet. Derimod slipper de naturligvis ikke for nogle svære ar i ansigtet efter brandsårene.

Ved middagstid i dag udstedtes den officielle bulletin, der udtaler, at alle patienterne er i bedring og nu må anses for at være udenfor fare.

Kongen har i formiddags aflagt besøg på marinehospitalet i København, hvor de lettest sårede jo befinder sig. Man venter i Vordingborg kongens ankomst kl. 5 med ekstratog, og på banegården vil han blive modtaget af kommandør Wenck, oberst Schwartz og borgmester Andersen, og på hospitalet bliver kongen modtaget af overlæge Lundstein og formanden for byens hospitalsudvalg, red. Olsen.

De såredes tilstand.

København, mandag.

I den mandag morgen gennem marineministeriet udsendte bulletin angående de på Garnisons Sygehus i Vordingborg liggende sårede hedder det, at for de flestes vedkommende er feberen lavere i dag end i går, og at sårene er ved at rense sig. Kaptajnløjtnant Rützou har sovet et godt og befinder sig noget bedre. Det højre øje er stadig meget medtaget.

Værnepligtig Carl Andersen, der i øjeblikket nok er den dårligste; lidt uklar og urolig; men iøvrigt lidt bedre.

For alle de øvriges vedkommende må meldingerne betegnes som tilfredsstillende.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 28. maj 1923)

Den 11. juni 1923 døde Poul Rützou af sine kvæstelser.

Kaptajn Poul Rützou, dræbt under militærets eksperimenter, føres til ligkapellet ved Holmens Kirke. Foto fra Social-Demokraten, 13. juni 1923.

Kisten bæres ud af kirken. Foto fra København, 16. juni 1923.

Følget forlader Holmens Kirke for i regn og slud at begive sig til kirkegården (Garnisonskirkegård). Foto fra Social-Demokraten 16. juni 1923.

Sørgetoget gennem byen. (Lige bag kisten ses kronprinsen). Foto fra København, 16, juni 1923.

55 blev såret ved eksplosionen: 21 søofficerer, 14 dæksofficerer og dæksassistenter, 2 midlertidige befalingsmænd, 12 faste menige og 6 værnepligtige. Kun 2 af de sårede kunne samme dag genoptage deres tjeneste om bord. 21 af de sårede blev 26. maj overført til Marinehospitalet i København, mens de 32 hårdest medtagne forblev på Garnisonssygehuset i Vordingborg. Flere af de sårede blev mærket for livstid.

Maskinmester E. Borg, der havde forestået demonstrationen, blev blind, og adskillige fik store, smertende og vansirende sår i ansigtet, på halsen, armene og kroppen. Det tog år og mange smertefulde operationer, inden sårene var helet nogenlunde. Flere af de involverede blev mærket for livstid af vansiringer og ar, som selv de dygtigste kirurger i Danmark og England kun til en vis grad kunne hjælpe, ved hjælp af plastiske operationer. Premierløjtnant Kai Hammerich gennemgik mere end 3 års behandlinger og 14 plastiske operationer i både Danmark og England.

Kammerater fra Søofficerskorpset opsatte på årsdagen for Rützous død en mindesten på hans grav, hvor der stod. "Poul Rützou, Kaptajnløjtnant i Flaaden, 1. Dec. 1892, 11. Juni 1923. Søofficerskammerater rejste dette Minde." Til stede var flere af de sårede, kaptajnløjtnant Nørgaard, kaptajnerne Bondesen og Scheibel, kaptajnløjtnant Poulsen, søløjtnant Dinesen, professor Ehlers med frue og grosserer Knud Wulff. Foto fra København 12. juni 1924.

Poul Rützous mindesten og anker på Garnisonskirkegården. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2021.

Thit Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Min Yndlingskrog.

Fru Thit Jensen

- Min yndlingskrog er på en kirkegård, siger fru Thit Jensens stemme i telefonen. Hvis De vil følge mig derhen, må De gerne tage et billede af mig til KØBENHAVN ...

Tanken forekom mig i øjeblikket absurd. Ja, hvorfor ikke sige det rentud, ikke så lidt hysterisk. Men efterhånden som overraskelsen over den underlige idé havde bundfældet sig, steg en lille venlig og forstående tanke op til mit sinds overflade. Og den sagde: En kirkegård kan jo også have sin charme. I hvert fald kan man ikke refusere et forslag uden at vide hvorfor. Chaqu 'un son gout!

Og på den måde gik det til, at ovenstående billede blev taget af fru Thit Jensen på den lille, hvide bænk, som står under det store, smukke asketræ lidt indenfor på Holmens Kirkegård, omgivet af grave og gravmonumenter.

Udenfor, på den anden Side gitteret, der vender mod Øster Farimagsgade. larmer livet. Sporvognene klemter, automobilerne tuder, tunge arbejdsvogne gungrer i stenbroen, men herinde i de dødes have er der stilhed og fred. Blæsten suser gennem træernes grene i blide akkorder. Det lyder som fjern og dæmpet musik.

Vi sidder sammen paa den lille hvide bænk og lytter efter fjerne og nære lyde.

- Hvorfor holder De så meget af dette sted? spørger vi.

- Jeg har holdt af kirkegårde, siden jeg var barn, svarer fru Thit. Hjemme i Farsø i Himmerland havde vi et gammelt, forsømt gravsted. Aften efter aften kunne jeg sidde der og drømme og tænke. Her lagde jeg planer, her formede jeg mine fremtidsmål. Senere da jeg ikke længere kunne søge til barndomshjemmet, søgte jeg til kirkegårdene. De blev for mig ligesom en del af hjemmet. Det kommer måske også af, at jeg havde flere af mine søskende på kirkegården. Jeg syntes, jeg genfandt dem dér. Ikke alene paa kirkegården i Farsø, men på enhver kirkegård.

Og jeg kender mange. Kender jeg en by, kender jeg også dens kirkegård, Derhen vender jeg først mine skridt. Ikke alene herhjemme, men også i udlandet. Kirkegårde virker på mig sådan som musik virker på andre. Der er den samme stemning, og den står i så nøje forbindelse med hele mit sjæleliv. Når de levende går mig på nerverne, søger jeg derfor til de døde. De er af en betydelig fredeligere art. De giver mig den fred som de levende aldrig gav mig.

-Tænker De uden frygt på at De engang selv skal hvile her?

- Ja det er måske underligt, men jeg skal selv aldrig begraves på en kirkegård. Jeg vil brændes og - forsvinde. Så vidt som loven tillader det. Min aske skal graves ned et sted ingen kender - -

- Men fru Thit Jensen, De holder dog af livet?

- Jeg hader livet. 

Det lyder næsten som en snerren.

- Er det ikke snarere menneskene De hader.

- Nej, det er livet selv. Menneskene, dem der er nødt til at leve livet, har jeg ondt af - - Vil De sige mig hvad har man ud af det? Hvad når vi af alt det vi gerne ville?

Fru Thit Jensen sidder og ser langt bort. Det er slet ikke den mundrappe, evigt fægtende Thit Jensen der langer ud til højre og venstre efter sine modstandere, det er en kvinde der har gået sig træt, men som skal leve.

Og som i en slags intuition siger fru Thit Jensen:

- Jeg vil slet ikke forsøge at forklare at jeg ikke er nær så grum som de fleste mener. Det er der alligevel ingen der vil tro. Som barn havde jeg det blideste, fredsommeligste sind. Alt det andet skabte livet. Derfor synes jeg også livet er så svært - - Man bebrejder mig at jeg aldrig kan se mit køns, men kun mændenes fejl, og at jeg aldrig har nogen kritik overfor kvinderne. Jeg vil dertil sige at det synes jeg ikke jeg behøver. Det gør mændene så udmærket. For resten: Jeg vil overhovedet aldrig dømme kvinder. Jeg synes de er så forfordelt i livsvilkår at meget må kunne tilgives dem - - Men synes De nu ikke her er dejligt - -

Luften er så mild og forårsagtig som var det marts. Solen bryder et øjeblik gennem de grå skyer og kaster et gyldent lys over de granklædte grave med deres hvide og sorte kors og monumenter. Træerne tegner deres skarpe, regnmærke silhuetter mod himlen, og grenene spinder deres net over os.

Kan De så forstå hvorfor dette er min yndlingskrog?

Fru Maja.

(København, 25. maj 1923).

Et Attentat mod Thit Jensen

Da Faldlemmen i Vordingborg Forsamlingssal aabnede sig for hendes Fod.

Fru Thit Jenten, der for Tiden hjemsøger Provinserne og alle større Landsbyer i Danmarks Land med et Foredrag om "Mænds og Kvinders Kærlighed" eller "Kan Mænd undværes?", optraadte i Aftes i Vordingborg, hvor hendes Ry havde fyldt Byens største Sal med en Forsamling, der naturligvis overvejende bestod af Kvinder.

Dog var der ogsaa enkelte Mandfolk iblandt. Bl. a. en Smed fra en af Nabobyerne - en kæmpemæssig Grovsmed, der hørte Fruen for nogen Tid siden i sin Hjemby og aabenbart har følt sig forarget over den nedsættende og haanlige Maade, hvorpaa Fruen til Stadighed omtaler og "omskriver" alle Mænd. Thi siden har Smeden ligefrem forfulgt hende, han har smidt baade Forhammer og Skødeskind og forladt sin Ambolt for at "følge hende" - ikke som en Discipel, i Begejstring og Hengivenhed, men med et rentud fanatisk Had, der giver sig Udslag deri, at han stiller hver eneste Aften til hendes Møder og til Stadighed afbryder hende med Tilraab og Forespørgsler, der til Trods for, at Fruen, som bekendt, baade selv kan sige og kan "staa for" en hel Del, hyppigt er af en saa drastisk og uselskabelig Natur, at de har faaet selve Foredragsholdersken til at rødme.

Ogsaa i Aftes var Smeden mødt frem til Foredraget, hvor han, som han raabte ved Indgangen, "ikke kan undværes". Og han maa have været der i særdeles god tid - hvis det da, hvad Fruen bestemt mener, virkelig er ham, der har tilrettelagt det Attentat mod hendes Liv, der afsløredes, lige da hun skulde til at begynde sit Foredrag, og heldigvis saa betids, at Faren afværgedes.

Smeden - eller en anden Ugerningsmand - har i sit fanatiske Had til Thit Jensen sneget sig op under Forsamlingssalens Scene og løsnet den Faldlem, der findes i Gulvet, og gennem hvilken Skurken I de større Dramaer laver sine Forsvindingsnumre.

Heldigvis havde Smeden ikke rigtigt forstaaet Lemmens Hemmelighed, - Mekanikken, om jeg saa maa sige. Han havde ikke ladet den staa paa Faid, paa Klem, hvilket vilde have rummet den allerstørste Fare, men derimod aabnet den helt. Og saa snart Fruen betraadte Scenen og gik hen imod Talerstolen, kunde hun ikke undgaa at opdage Hullet i Gulvet, der uåbnede sig som en gabende Afgrund for hendes Fod.

Skrækslagen for den lille Frue tilbage, blegnede og saa et Øjeblik ud, som skulde hun besvime og styrte om, men - tog sig saa sammen med en Kraftanstrengelse, trippede uden om Afgrunden, steg op paa Talerstolen, purrede op i sine Krøller og begyndte:

- Mine Damer og mine Herrer! Kan Mænd undværes? - Jeg mener Ja !

- Jæj mener Næj, skreg Smeden nede fra sin Krog. Og det samme mener alle de Kvinder, Jeg har kendt og kender. Og det er rigtige Kvinder!

Hermed var Aftenens Tone anslaaet. Og den holdt sig troligt heIe Foredraget igennem, medens Begejstringen steg og steg, baade for Fruen og for Smeden!

 

Mest dog for Thit Jensen.

Thi - hun kan, trods alt, absolut ikke undværes!

Referenten

(Aftenbladet (København), 18. oktober 1928).

Departementschef Rentzmanns Jordefærd. (Efterskrift til Politivennen).

En sørgehøjtidelighed i Nicolaj-bygningen.

Fhv. departementschef P. N. Rentzmann blev i går eftermiddags bisat fra den smukke bygning, til hvis genrejsning han viede sit liv, Sct, Nikolaj Kirkebygning.

Højtideligheden fandt sted i den store midtersal, hvor den hvide kiste stod smykket med lyserøde nelliker. På det lille alter stod alterlysene fra Holmens Kirke, og om kisten var stillet floromvundne kandelabre. To underbibliotekarer fra Københavns Kommune biblioteker paraderede som sørgemarskaller ved kisten, og mange kranse sendte deres tunge blomsterduft ud i salen.

Der var kranse fra justitsministeriet, Lehnskontrollen, overformynderiet, Magistraten og Borgerrepræsentationen, Kommunebibliotekerne, Arbejdernes Læseselskab og mange andre.

Følget, som fyldte kirken, talte en række kendte ansigter. Borgerrepræsentationens formand, Stauning, skoleinspektør P. J. Pedersen, rådmand Jessen, ministrene Appel og Rytter, politidirektør Dybdal, og mange andre.

Efter at Holmens Kirkes kor under ledelse af kantor Wøldiche havde sunget: "Gå nu hen og grav min grav", talte pastor Fenger.

- Lykkelig det menneske, der finder noget i sit hjerte, han kan samle sig om, udtalte præsten bl. a. Denne kirkebygning viser, hvad han, den gamle, ensomme mand, ved hvis båre vi er samlet, havde på hjerte. Taleren skildrede den afdødes kærlighed til sine nærmeste, en kærlighed, der også var blevet denne gamle kirkebygning til del. Han tænkte på hele folket, det folk han elskede, og alle sine minder, og han gav denne kirke det bedste, han ejede.

Da præsten havde talt, sang koret en lille klangfuld og smuk hymne, hvorefter embedemænd fra Lehnskontrollen og bestyrelsesmedlemmer ria Landbygningernes Brandforsikring bar kisten ud til rustvognen.

Ved jordefæstelsen, som fandt sted på Holmens Kirkegård, forrettede provst Fenger jordpåkasteIsen. Derefter talte Borgerrepræsentationens formand, Th. Stauning:

- Den mand, ved hvis grav vi står, viste sig i gerning som en uselvisk og god borger i vor by. Med utrættelig kærlighed arbejdede han i mange år på at rejse den bygning, fra hvilken han i dag er ført herud. Han viste herigennem sin kærlighed til minderne og sit ønske om at smykke vor by og skabe en bygning, der også kunne tjene nyttig formål, formål, som gik ud på at højne ånd og kultur blandt vor bys befolkning.

Stauning sluttede med at udtale en tak til den afdøde fra byens kommunalbestyrelse og dens borgere.

Ære være hans minde! 

(Social-Demokraten, 3. maj 1923).

P. N.Rentzmann er begravet ved indgangen til Holmens Kirkegård, nederst på et større monument for kaptajn og grosserer Carl F. Rentzmann og Christine Rentzmann hvis relief pryder den øverste del.