Blomsterkoner. (Efterskrift til Politivennen)

De fattige Blomsterkoners Kamp for Tilværelsen

Bøderne regner ned over dem, og de trues med Fængselsstraf, men de er fast besluttet paa at føre deres kamp igennem.
Blomsterkonen der ikke kom i Avdiens og de forgyldte Ekscellencer.

Skal denne Moder med de 9 Børn miste Adgangen til det daglige Brød?

Man maa ikke sige om en Dom, at den er uretfærdig. Hvad maa man da sige om den Dom, Landsretten afsagde over de to fattige Blomsterkoner Astrid Aline Hansen og Rosalie Jensine Hansen? 

De blev hver især idømt 75 Kr. i Bøde. Hvorfor? Fordi de paa en højhellig Søndag havde taget plads ved Kommunehospitalets Port cg falbudt Blomster til de besøgende. Det gjorde de to Kvinder, ikke for at trodse Lov og Ret, ikke for at udæske Domsmagten eller Politiet, men for at skaffe det daglige Brød til Børnene derhjemmei det fattige Hjem. Derfor idømte Landsretten dem hver især 75 Kroner i Bøde. 

Sket var Retfærdigheden. Thi Lov er Lov, og Lov skal holdes!

Et talende Tidsbillede.

Det var ogsaa Retfærdighed, da den selv samme høje Landsret, med den samme høje Dommer som Retsformand erklærede, at Landmandens bankens "fine" Spidser var uskyldshvide som Sne.

Her har vi Tidsbilledet - straalende stærkeste Farver, raabende til hele den forbavsede Samtid: Saaledes er dansk Retfærdighed! Og tvi over dem, der taler ondt herom.

Højesteret, mente noget andet om Millionsammenbrudets Mænd end Landsretten. Maaske mener Højesteret ogsaa noget andet, om de fattige Blomsterkoner. I hvert fald kender vi en Domstol, der mener noget andet. Det er Folkets Domstol.

Offentlighedens Begreber om Menneskets Ret til det daglige Brød hentes ikke i støvede Lovregler eller i gulnede Folianter - men i det daglige Liv.

Det er Kampen for Tilværelsen, for Brødet, for Husly, for Klæder, Varme - og nu og da en stakket Glæde for de mange. Det er et Liv i Overflod, Luksus og Udskejelser for de faa.

Læser!

Se paa Billedet over disse Linier. Denne Moder, der staar her, omgivet af sine Børn er den ene af dem, der blev idømt 75 Kroner i Bude, fordi hun forsøgte at tjene det, daglige Brød til sine Børn ved at forhandle Blomster ved den Port, der førte ind til de syge. Men hun begik den Brøde at staa ved Hospitalets Port en Søndag - den Dag i Ugen, der var Udsigt til at tjene mest. Derfor blev hun dømt. Men Sagen vilde straks have været en anden, hvis hun ikke havde været en fattig Moder med 9 Børn, der hver Dag skal have Mad. Hendes Stilling vilde have været en anden, hvis hun havde haft en Forretning, en Butik, hvorfra hun forhandlede sine Blomster. I saa Fald tillod Loven hende at holde Forretningen aaben og sælge Blomster til Klokken 12 Søndag Middag .... Men nu var hun bare en fattig Kvinde, der stod ved Hospitalets Port med en Kurv med Blomster, og hun havde hare det Ønske: at tjene saa meget - naar hun stod der i Kulde og Sne, Regn og Blæst - at der kunde blive lidt tilovers til dem derhjemme - til de 9 Børn!

Giv den fattige Kone den samme Chance som Blomsterhandlerne. Gør Loven ens for alle. Er det ikke Retfærdighed?

Det fortvivlede Resultat af 1 Aars Forfølgelse! Bøder og Udsigt til Fængselsstraf!

Gadehandlerne er organiserede Handelsfolkenes Forening af 1894. Og denne Organisation har med megen Energi taget sig af Blomstersælgernes Sag. Omkring ved de forskellige Hospitaler findes 40 Mænd og Kvinder, der sælger Blomster - Kvinderne, Enker og Enligstillede, er i Flertal. Mange af dem har en stor Børneflok. I nogle Hjem har Sygdommen holdt sit Indtog, saaledes at Hjemmets Opretholdelse afhænger fuldstændig af Indtægten af Blomstersalget udenfor Hospitalet. Mange af disse Mænd og Kvinder har solgt deres Blomster i over 20 Aar, uden at nogen har lagt dem et Halmstraa i Vejen. Men i Løbet af det sidste Aar har der været iværksat en systematisk Forfølgelse mod dem. Bøderne regner ned over dem, og Fortvivlelsens graa Svøbe lægger sig over de mange smaa Hjem.

Blomsterhandlerne, der er etablerede i Butiker, har ifølge Lukkeloven Tilladelse til at handle paa Søn- og Helligdage til Kl. 12 Middag. Denne Ændring i Lukkeloven er sket for at give Folk Iejlighed til at købe Blomster og Kranse til de Syge og Døde. Denne Bestemmelse ' bør selvfølgelig ogsaa omfatter de Blomsterhandlere, der ikke har nogen Forretning, men er henvist til at handle foran Hospitalerne. Det gør den ikke - og de "rigtige" Blomsterhandlere, der har et Hovedkontor paa Vesterbro, har pudset Politiet paa de fattige Kvinder og Mænd. Søndag efter Søndag har de indgivet deres grimme Anmeldelser, og derefter er Bøderne haglet ned. Det drejer sig om Tusinder af Kroner, som Smaafolk er dømt til at udrede. Uge efter Uge har de lidt Nød og følt Afsavn for at afdrage Bøderne, og nye Bøder har ramt dem. Truslen om Afsoning af Bøderne hænger over deres Hoveder, hvert Øjeblik møder en uniformeret Betjent i et af de fattige Hjem med en ny Jobspost, med Krav om Bodernes Betaling - eller Truslen om Fængselsstraf.

En "Guldgrube".

Men Blomstersælgerne har ikke givet op. De er besjælet af den levende Overbevisning, at de kæmper for deres Ret - og at de har Ret, uanset Bøder, Politi og Dommere . . . . Handelsfolkenes Forening har økonomisk understøttet denne Kamp ved at paaligne de offervillige Medlemmer Ekstrakontingent til Betaling af Bøderne .. men Bøderne vokser for hver Gang og Forholdene i de fattige Hjem bliver stedse mere fortvivlede. Alene paa en eneste Dag faldt der Bøder til et Beløb af 700 Kroner. Disse mange Bøder vil Foreningen nu søge eftergivet ved Henvendelse til Justitsministeriet.

Overretssagfører Arne Sundbo har lovet at fremsende Begæringen herom. Hvis Justitsminister Rytter ikke efterkommer denne Bøn fra de fattige Blomstersælgere, betyder det, at 'mange Mødre og Forsørgere maa vandre i Fængsel for at afsone Bøderne - og imens opløses de smaa Hjem. Børnene er berøvet deres Moder.

Tør Hr. Rytter paatage sig dette Ansvar?

- Politiet, der har handlet efter Tilskyndelse af Blomsterhandlerforeningen, har ment, at Blomstersalget foran Hospitalerne var en Guldgrube! Sandheden er denne, at det daglige Salg af Blomster beløber sig til 5-10 Kroner. Om Søndagen er Salget det bedste. Da kommer der flest Besøgende, og Blomsterhandlerne har deres største Indtægt. Den gennemsnitlige ugentlige Fortjeneste er alt ialt 30-40 Kroner. Det er det hele. Blomstersælgerne mener med fuld Ret, at de bør komme ind under Lukkelovens Undtagelsesbestemmelser for Blomsterhandlere. . og hvis ikke dette kan lade sig gennemføre, heder de om Dispensation fra Loven, indtil Loven er ændret, saaledes, at den beskytter dem mod Overgreb. I sin Tid indgik Handelsfolkenes Forening til Landsthingsudvalget med et Andragende herom. Landsthingsmand C. F. Sørensen, der havde Sæde i Udvalget, talte Blomstersælgernes Sag. Men Flertallet, Venstre og Højre, laante ham ikke Øre, og siden da har Bøderne fortsat regnet ned.

Blomsterkonerne og Kongen. - Da Ekscellencerne blev forgyldte, medens Konerne gik med uforrettet Sag.

Den ene af de Kvinder, der nylig ramtes af Landsrettens Dom, Fru Rosalie Hansen, bor Wildersgade 52, 1. Sal. Det er i et af de gamle Huse med mørke og snævre Trappeopgange og lavt til Loftet. Men inde i Fru Hansens Stuer er der pænt og hyggeligt. I alle Kroge vrimler Børnene frem - 9 ialt. Den allermindste er 3 Maaneder og ligger i den lille Barneseng og græder. Fru Hansen er en flittig Arbejderhustru og en opofrende Moder for sine Børn. I de lange Perioder, der tvang Manden ud i ufrivillig Lediggang, tog hun en Blomsterkurv paa Armen og gik sin daglige Tur rundt til Hospitalerne. Og om Aftenen vendte hun hjem med Dagens Indtægt. Ved dette utrættelige Slid lykkedes det Fru Hansen at holde Hjemmet sammen i mørke og modgangsfulde Tider.

Fru Hansen viser os et helt lille Bjærg af "Anklageskrifter" og "Tilsigelser". Hun "tiltales for at have falbudt Blomster til forbipasserende." Denne Ytring vender atter og atter tilbage, men Bøderne vokser hver Gang.

- Uge efter Uge har jeg maattet afbetale Bøderne, fortæller Fru Hansen. Vi har selv maattet savne mangt og meget af den Grund. Men Summerne blev saa uoverkommeligt store... Jeg besluttede da for nogen Tid siden at gaa til Kongen og bede ham hjælpe mig ud af alt delte. En af mine Kolleger fulgte med. Det var lige i Dagene efter det kongelige Sølvbryllup - jeg tænkte, at Kongen saa maaske var i særlig godt Humør. Vi kom altsaa til Amalienborg. Men Kongen kom vi ikke til at tale med. Der blev nægtet os Adgang til Avdiensen, og vi opnaaede ikke noget. Men da vi forlod Kongens Slot, saa vi, at Ministrene kom ud fra Palæet, vi saa deres mange Ordner og Medaljer - og vi læste jo senere, af de var bleven dekoreret med endnu flere Ordener - det skete altsaa den samme Dag, vi blev afvist!

Vi lader denne Hændelse tale for sig selv. Paa den ene Side de forgyldte Ekscellencer, der forlader Amalienborg med al deres gyldne Flitter. Paa den anden Side de to fattige Blomsterkoner, der ulykkelige og ydmygede forbier Kongens Palads!!!

Skal Fru Hansen og hendes 3 Maaneder gamle Barn i Fængsel?

Fru Hansen smiler stilfærdig efter Beretningen om sit Besøg paa Amalienborg. Saa tilføjer hun: 

- Nogen Tid senere flk jeg Besøg af en uniformeret Betjent - jeg er jo snart vant til denne Visit - han kom fra Strandgades Station, og han sagde: "Fru Hansen, nu maa De snart se at faa betalt Bøderne - det gaar ikke i Længden dette her." Jeg laa da i Barselseng med den mindste her. Betjenten tilføjede: "Jeg forstaar jo, at De først maa have Fødslen overstaaet." Derfor blev Afsoningen udsat. Men senere har jeg haft nyt Politibesøg, og det er bleven meddelt mig, at jeg maa være parat til at gaa i Fængsel - og saa maa jeg tage mit lille Barn med her - det faar jo Bryst.

Det er saadanne Udsigter, der aabenbarer sig for Fru Hansen: / Fængsel med hende og hendes spæde barn! Bort fra det daglige hæderlige Arbejde, hjem til de kolde Stuer og til de ulykkelige Børn - eller i Fængsel.

I Sandhed! Den danske Underklasse friser lykkelige Kaar.

To Interviews. - Venstre og Hojre afviste de fattige. Hr. Rytter?

Efter vort Besøg hos Fru Hansen, hvor vor Fotograf tog ovenstaaende Billede, rettede vi dette Spørgsmaal til Hr. Rytter:

- Vil De virke for, at disse fattige Kvinder faar Bøderne eftergivet?

- Det kan jeg ikke sige, førend jeg kender selve Sagen. Under Benaadningsspørgsmaalet gør saa mange Hensyn sig gældende. Men Forseelsen synes jo ikke at være særlig slem.

Mere kunde Hr. Rytter ikke sige

Hr. Rytters Kollega. Hr. Kragh, var ikke til at faa i Tale i Gaar. Selve Spørgsmaalet om Lukkeloven sorterer under Indenrigsministeriet.

Vor Partifælle, C. F. Sørensen. der var Medlem af Iandsthingsudvalget, angaaende Revision af Lukkeloven, stiller sig fuldt og helt paa Blomsterkonernes Side.

- Mit Standpunkt i Udvalget var dette, at Blomstersælgerne bør have samme Ret som Blomsterforretningerne. Man kan jo f. Eks. give dem Stader, ligesom Avishandlerne har det, saaledes at Politimyndighederne ordner det hver især i deres Kreds. Det er meningsløst at forbyde Blomsterkonerne at handle, medens Blomsterforretningerne maa holde aabent, og medens Blomsterboderne i "Tivoli" om Sommeren forhandler Blomster til ublu Priser. Jeg har fremført mine Synspunkter i Landsthingets Udvalg. Men de fattige Menneskers Anmodninger om Dispensation fra Loven blev afvist af Venstre og Højre.

Ved disse rammende Udtalelser af vor Partifælle standser vi i Dag. C. F. Sørensens Udtalelser viser os Venstres og Højres Kærlighed til de Fattige i bengalsk Belysning. Vi slutter i Dag, men denne Sag er ikke afsluttet med disse Linjer. Der vil om kort Tid blive indkaldt til et stort Protestmøde, hvor der møder nogle af Underklassens bedste Talsmænd som Talere for at kaste fuldstændigt Lys over denne brutale Forfølgelse af de fattige Blomsterkoner.

Kristian Krater.

(Social-Demokraten, 17. januar 1924).

Vil De med, Hr. Rytter?

Vi indbyder Ekscellencen til at følge med ud i de fattige Blomsterkoners Hjem. - Vi hr. Rytter afslå Indbydelsen?

Skal denne Moder, der har 8 Børn, miste Adgangen til det daglige Brød?

Denne Artikel har Adresse til Landets Justitsminister, til Ekscellencen Hr. Rytter. Justitsministeren er gennem Artikler i "Social-Demokraten" og gennem Samtale med en af vore Medarbejdere gjort bekendt med den fortvivlede Kamp, dø fattige Blomstersælgere fører for Tilværelsen. De er stillede overfor det uhyggelige Valg: enten at ophøre med deres hæderlige Handel med Blomster og at gaa til Grunde, eller al fortsætte med Handelen og tage de forfærdelige Følger: ubetalelige Bøder eller Fængselstraf! 

Blomstersælgerne har, tvunget af den bitre Nød, foretrukket at tage Kampen op, for mod Offentlighedens Bistand at gøre deres retfærdige Krav gældende. 1 første Række vil der derfor blive rettet en Anmodning til Justitsministeren om Eftergivelse af de idømte Boder, der beløber sig til mange Tusinde Kroner. Og dernæst rejses Kravet om, at Blomsterkonernes Eeksistens sikres gennem Loven.

En Indbydelse. 

For at Hr. Rytter kan blive aldeles overbevist om, at her er Tale om en Række fattige Hjem, som vil gaa aldeles til Grunde, hvis Forfølgelsen fortsættes, og hvis Boderne skal betales, indbyder vi Ekscellencen til en Tur med os rundt i disse fattige Hjem. Dørene skal være aabnede allevegne, alt skal blive fremlagt, og Hr. Rytter skal faa Adgang til at gøre alle de Iagttagelser, han finder formaalstjenlige. 

Vil De med, Hr. Rytter? 

I saa Fald behøver De blot at sende et Brevkort, og vi skal være til Deres Disposition. 

Eller vil de afslaa denne Invitation?

Har Ekscellencen maaske allerede gennem de Artikler, "Social-Demokraten" har bragt, og gennem de Billeder, vi viser Offentligheden fra de fattige Blomsterkoners Hjem, hentet den Overbevisning, at her er Bøder og Fængselstraf ikke paa sin Plads. Det drejer sig om Mænd og Kvinder, der gør et ærligt Arbejde for at holde Hjemmene oppe, og de spørger med fult Ret: Er det en Forbrydelse?

8 sultne Munde

Vi besøgte i Gaard Blomsterhandlerske Fru Frederikke Svendsen, Borgergade 81. I de smaa Stuer under det lave Bjælkeloft bor Familiens 10 Medlemmer. De var ikke alle samlede, da vor Fotograf tog ovenstaaende Billede. Og dog taler dette Billede sit tydelige Sprog. Hvor findes det Menneske, der vil tage Ansvaret for at hente denne Moder bort fra Børnene til Afsoning af de Bøder, hun ikke evner at betale? Hver Krone denne Kvinde dømmes til at betale i Bøde for salget af Blomster tages fra de 8 Børn. Det er Billedet af et Hjem, hvor Arbejdsløshed og Sygdom har ramt Forsørgeren, og hvor den sidste Eksistensmulighed er Blomstersalget ved Hospitalerne.

Skal Familien i Borgergade miste Adgangen til det daglige Brød? Skal Moderen i Fængsel og Hjemmet gaa til Grunde?

Det er dette Spørgsmaal, vi retter til Justitsministeren, og det er dette og mange andre Spørgsmaal der vil blive belyst paa det store Protestmøde, som vi bringer nær mere Meddelelse om i Morgen.

Vi har faaet mange Beviser paa den Sympati, hvormed Offentligheden følger Blomstersælgernes Kamp. En af vore Læsere, Lagerarbejder H. Frederiksen. Baggesensgade 30, sender os følgende Linier:

Er der ikke Retfærdighed?

Angaaende Deres Omtale af de fattige Blomsterkoner vil jeg gerne gennem disse Linier udtale min dybeste Protest mod, at en fattig Kvinde med 9 Børn vandrer i Fængsel - er der ikke Spor af Retfærdighed? - Jo, naar det gælder den fine Frue, der stjæler i et Magasin - hun lider af Kleptomani, mens en fattig Kone. der falbyder sine Blomster ved et Hospital - hun skal i Fængsel som en anden Forbryder. I Sandhed en køn Lov og Ret. Men denne Kvinde skal ikke i Fængsel med sit 3 Maaneder gamle Barn; det er en raabende Uretfærdighed. Men skulde det ske, at den fattige Kone skal betale de 75 Kr., saa findes der vel nok saa mange barmhjertige Mennesker, der sammen med mig vil betale det Beløb, det drejer sig om.

Dette og lignende Breve tyder paa den Sympati, hvormed den store Offentlighed slaar Kreds om de fattige Blomstersælgere, og hvori saa tydeligt staar udtalt det Krav, der maa sættes i Forgrunden: Eftergiv Bøderne! Gør Loven ens for alle.

Kr. Krater

(Social-Demokraten, 18. januar 1924).

Social-Demokratens agitation for blomsterkonerne ses her illustreret (19. januar 1924): Den fattige blomsterkone Astrid Hansen der solgte blomster foran hospitalerne, kontra Landmandsbankens topfigur, admiral du Plessis de Richelieu som havde sat sin underskrift på bankens falske regnskab - og blev frikendt.

Den 21. januar 1924 bragte bladet endnu et portræt af en blomsterkone med børn, samt et interview med biskop Ostenfeldt, som erklærede sig rede til at han gjorde sin indflydelse overfor politidirektøren gældende, hvilken han erklærede han ville gøre. 

Fra et protestmøde den 23. januar 1924 i Folkets Hus på Enghavevej med deltagelse af ca. 2.500 mennesker blev efter flere taler vedtaget en resolution der opfordrede indenrigsministeren at ændre lukkeloven og at eftergive blomsterkonerne deres bøder.

Kristian Krater (1896-1979) var sammen med Hans Nielsen og H. P. Sørensen frem til 11. april 1924 også redaktør på Social-Demokratens eftermiddagsblad, Klokken 5 (gik ind 30. september 1930).

Frederiksberg Samaritan lukker op. (Efterskrift til Politivennen)

Fruerne Bilsted og Müller byder Gæsterne ind.

Som altid er ogsaa i Aar Frederiksberg Samaritan den første, der aabner sine Døre for sultne og trængende Mennesker. 

Det skete i Gaar, og denne Gang er Samaritanen indstalleret i den gamle Politistation paa Hjørnet af Pilealléen og Runddelen.

Her var Fru Dr. Bilsted, Fru Müller og andre Damer i Gaar Formiddag Kl 10 parate til at modtage de første Gæster, og det var ikke saa helt faa, der straks mødte frem og fik det gode, rigelige Maaltid, bestaaende af Grød, varm Mælk og Brød. Ialt mødte der 70-80 Mennesker hvilket var betydeligt af en første Dag at være.

Der skal altid gaa nogle Dage, inden det er blevet rigtig bekendt, at Samaritanen har aabnet sine Døre.

Samaritanen er aaben hver Tirsdag, Torsdag og Lørdag fra Kl. 10-12 indtil henad April - hvis Pengene da slaar til.

De skal imidlertid komme ind, thi der bliver vist desværre denne Gang stærkere Tilstrømning end de andre Vintre til den varme Mælk og Grød. 

(Aftenbladet (København) 16. januar 1924).

I 1922 holdt Frederiksberg Samaritan til i beværtningslokalet "Lynetten" på Alleenbergs grund. I 1923 var der desuden maduddeling i Tvedes Bryggeri på Vesterbrogade ved Sorte Hest. Fotoen stammer fra Nationaltidende 19. januar 1922.

Foto fra Aftenbladet (København) 31. januar 1923. Også dette år foregik maduddelingen i Alleenberg, hvor pladsforholdene var ringe. Ved vinduet bestyrerinden Fru Dr. Bilsted.

Allegade. Den gamle politistation. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Snekørsel paa Kongens Nytorv. (Efterskrift til Politivennen)

De 3 Trækkevogne paa Rad.

Det var en Smule parodisk med den ene Trækkevogn, der kørte Sne paa Kongens Nytorv til at begynde med. Man kunde regne ud, at den ene Mand kunde vel naa at faa Bunkerne væk til Sommersolen kom. Men nu er der tre, og det hjælper jo dog altid noget. Da Sneen kun skal køres lige over Torvet til den Brønd, hvori den kastes, vilde det naturligvis være meningsløst at benytte Hestekøretøj eller Lastbil, men en lille Smule Fart er det jo ingen Skade til at anvende naar endelig den mest trafikerede Plads i København skal befries for Sneen.

(Aftenbladet (København) 9. januar 1924).

Genrejsningspartiet. (Efterskrift til Politivennen)

Paa et hemmeligt Møde i Aftes dannedes et dansk Fascistparti.

Partiet vil opstille Kandidater ved det kommende Folketingsvalg.
Partiet skal hedde "Genrejsningspartiet".

Der har flere Gange i det sidste Aarstid været Tale om at der var dannet en dansk Fascistorganisation og der eksisterer ogsaa et Par Organisationer af en saadan Karakter, den mest kendte har Kaptajn Arildskov som Formand.

Der har længe i disse Kredse været yderligere Planer fremme og i Aftes afholdtes - efter hvad vi erfarer - et hemmeligt, lukket Møde i Grundtvigs Hus. Der var mødt ca. 100 Mennesker og det vedtoges at danne et nyt Parti, der skal hedde Genrejsningspartiet.

Indbyderne var den nævnte Fascist Kaptajn Bruno Arildskov. Kommunelærer, fhv. Ritmester Lembcke, Redaktør Kurt Koch, Sekretær Nissen, Kaptajn Bardenfleth og Grosserer Frode Petersen og Svendsen ,

Partiet siges at ligge i Forhandlinger om Køb af et københavnsk Blad og vil rejse en Landsagitation med det Formaal at samle det Antal Underskrifter, som ifølge Valgloven kræves, for at Partiet kan komme i Betragtning ved Fordelingen af Tillægsmandater. Ved det forestaaende Valg vil Partiet saa vidt muligt opstille Kandidater i samtlige Stor- og Amtskredse.

Af de nævnte Folk vil Kaptajn Arildskov være kendt som Fascismens Apostel her hjemme og Kurt Koch er Redaktør af et Blad der hedder Søfarten (det er maaske dette Blad, der skal være Talerør for Genrejsningsbevægelsen?)

Men den mest kendte er utvivlsomt den tidligere Spejderchef, Ritmester Lembcke.

Interview med Ritmester Lembcke. - Han Indrømmer, at Partiet er dannet og at det skal optræde ved førstkommende Valg.

VI ringede i Morges tidlig til Ritmesteren - altsaa den forannævnte, nu paa Grund af sit Angreb paa Forsvarsordningen afskedigede - og Hr. Lembcke gav os beredvilligt en meget lang Række Oplysninger angaaende det nye Parti

Han indrømmede, at Partiet var dannet, og det haabede i Løbet af kort Tid at kunne skaffe de i Valgloven fastsatte 10,000 Underskrifter for at blive berettiget til at faa Del i Suppleringsmandaterne.

Vi spurgte Hr. Lembcke, hvad der var det nye Partis mest fremtrædende Programpunkt?

- Vi vil først og fremmest styrke den nationale Vilje, Samarbejde med Norge og Sverrig og Forsvaret anlagt paa en saadan Maade, at det er af Værdi for Landet. Dernæst vil vi en billigere Administration af Stat og Kommune, der maa kunne nøjes med langt mindre Arbejdskraft. Alle offentlige Understøttelser skal afskaffes, Især til Landbruget, Understøttelse af Arbejdsløse vil vi bibeholde; dog skal Stat og Kommune sætte Arbejder i Gang til de Arbejdsløse.

Et af vore Hovedpunkter er, at enhver Borger i Samfundet skal have fri Adgang til Arbejde. Her vil vi altsaa gaa skarpt imod Fagforeningerne!

Saavidt Hr. Lembcke. Programmet er den almindelige Sammenblanding af Nationalisme, Chauvinisme, "Samfundshjælp" og Reaktion mod det offentlige Styre, "fri Adgang" til Arbejde etc. Dertil lidt Tilsætning af noget, den skal kaldes "socialt", og saa forresten alt det, som Højrepartiernes Samfundshjælperne og Skatteborgerforeningen i flere Aar har kæmpet for. At dette Parti skulde have mere Held med sig, eller at det overhovedet skulde være Grundlag for denne Form for "Genrejsningsarbejde" synes ganske udelukket selv om ogsaa en af Landmandpartiets ledende Mænd, Sekretær Nissen, er Deltager.

Det er Reaktion i en moderne italiensk Sauce. Den kan højst bidrage til at splitte Overklassen. I Underklassen vil man kun sige dette: En Fjende mere at l» ned! Lad os samle os alle unge i Socialdemokratiet imod Reaktionen, hvad enten den kommer med Venstre, Højres, Landmandspartiets eller Fascismens Maske.

(Klokken 5 (København) 8. januar 1924)

Vildt Slagsmaal i Grundtvigs Hus mellem Fascister og Bolsheviker.

To af Deltagerne i "Genrejsningsforeningen"s Møde i Aftes maatte føres til Hospitalet.

Rørstole som Kampvaaben. - Blodige Næser og Blaa Øjne. - Politiet stormer Salen. - Forvirrede Talere og ophidsede Tilhørere.

Det var forudset, at den saakaldte Genrejsningsforenings Møde i Aftes i Grundtvigs Hus vilde blive livligt. Men at det skulde udarte til Skandale, blodigt Slagsmaal, Tilkaldelse af 12 bomstærke Betjente og to Ambulancer, var dog næppe ventet. Saadan gik det imidlertid, og Ansvaret paahviler Mødets Indbydere, der, endnu inden deres "Genrejsningsforening" er traadt ud i Livet, spiller fallit paa et saa enkelt og simpelt Spørgsmaal, som at skabe Ro i en Forening paa nogle faa hundrede Mennesker.

"Vi er ikke Fascister".

Ungdommelige, bolschevikiske Elementer havde længe før Møders Begyndelse sikret sig Plads i Salene Baggrund. Næppe var der budt Velkommen, før Spektaklerne begyndte.

- Dirigentvalg, brøledes der.

Men Genrejsningens tapre Mænd fhv. Ritmester Lembcke. fhv. Russer-Grosserer Svendsen og fhv. Skibsfører Koch, havde i al Stilhed valgt en af deres egne, nemlig Kaptajn Bardenfleth til Dirigent. Ham vilde Bolschevikerne ikke se, og den første Taler, Sekretær Nissen fra "Landmandspartiet" besteg Talerstolen under Tumult.

- Vi er ikke Fascister, begyndte han.

Nu brød Stormen løs.

- Nej, I er Svindlere. I vil genrejse Svindlen fra 1914.

Tilraab fylder Rummet. Knytnæver hæves. Oppe paa Tribunen forsyner en Snes unge Mennesker sig hastigt med dannebrogsfarvede Armbind og stormer ned i Salen, hvor Slagsmaaalet snart er i fuld Gang. Der telefoneres efter Politi. Medens Halvdelen staar paa Stole og Bænke, opildnende de Kæmpende, marscherer 12 knippelstærke Betjente ind.

Betjentene var snart i vild Kamp. De mest rasende Boisheviker greb deres Stole og kylede dem i Hovedet paa Betjentene og paa de armbindprydede Ordenshaandhævere.

Et blodigt Haandgemæng.

En Bolshevik bliver trampet ned og kommer kun med Besvær ud af Salen. Hans Tilstand er saa alvorlig, at han maa føres til Hospitalet. En anden, ganske tilfældig Deltager i Mødet, besvimer. Midt under Virvaret bringes han ud, hvor han kommer til sig selv og fortæller at han er Rekonvalescent efter et Tilfælde af Sovesyge, Ogsaa han føres til Hospitalet.

Imidlertid fortsætter Bataljen.

- Gadedrenge, raabes der. Er det en Genrejsnings- eller en Udsmidningsforening, I har lavet?

Dirigentklokken skingrer. Nede fra Salen lyder en anden Klokke.

Politiet farer frem mod skyldige og uskyldige. Nogle Kvinder skriger op. De unge Mænd med Armbind er de værste. Efterhaanden som Hr. Koch, højrød i Hovedet af Ophidselse, og skrigende af sine Lungers fulde Kraft, udpeger dem han vil have smidt ud, farer de brutalt fra den ene Side af Salen til den anden. En ung, kortklippet Studine bliver mishandlet, en ung Mand faar en blodig Flænge i Tindingen. Trusler og Jammerraab fylder Luften.

Sekretæren i "Grundtvigs Hus" springer op paa Talerstolen og raaber:

- Hvis Inventaret ødelægges, slukker vi Lyset (Hyl).

De Bolsheviker, som endnu ikke er smidt ud, begynder at synge. Det vækker et Øjeblik Befippelse i Fascisternes Lejr. En ældre Herre rejser sig og begynder:

- Sol er oppe, Skovens Toppe .... Danske Helte, springer op og spænder Bælte.

Sangen druknede i Hurraraab fra Bolshevikerne. Saa begynder Fascisterne med "Der er et yndigt Land". Det gaar bedre. Fra Nævekamp udvikler Situationen sig til ædel Sangerstrid.

Slagsmaalet genoptages. En ung Mand med Bulehat trænger sig frem til Talerstolen. Han vil parlamentere med Sekretær Nissen. Det bevilges. Men et Minut efter lyder der Eder og Skældsord, Trampen og Slag fra Krogen, hvor Forhandlingerne finder Sted. Den unge Mand bæres ud.

En Tale med diverse Afbrydelser.

Larmen dør hen. De kæmpende er trætte. Sekretær Nissen begynder hvor han slap. Han oplæser "Genrejsningapartiets" Program, og skælder Rigsdagen voldsomt ud. "Ministeriet giver os kun Løfter, som ikke skal tages alvorligt, raaber han hilst af Bifald. Nej, Valdemar Sejr, det var en helt anden Karl (Jubel). Taleren forklarer nærmere i hvilket Uføre Hr. Neergaard har bragt vore Finanser.

- Det er Svindlernes Skyld. Fortæl lidt om Landmandsbanken.

- Tiden har givet Estrup Ret, brøler Hr. Nissen. Parlamentarismen forfladiger Folket. Danmark er blevet et Slaraffenland for de Ansvarsløse, Ørkesløse og Arbejdsløse. (Rusende Larm. En ung Kvinde rejser sig op og raaber næsten grædende: Jeg sulter, fordi jeg ikke maa faa Arbejde. Skam Dem dog. Menneske).

Hr. Nissen vedbliver:

- Landet gaar sin Ruin i Møde, hvis vi ikke sætter en Stopper for, hvad der foregaar. Vort offentlig Liv er præget af Korruption. (Hør, Hør!). Neergaard den sparsommelige har faaet Udgifterne til at stige kolossalt (Tilslutning) gennem Diskontoforhøjelsen tvinger Erhvervene til at trælle for Højfinansen. (Ned med dem!)

- Alle offentlige Understøttelser bør inddrages. (larmende Protester). Trusterne og Fagforeningerne har indkapslet det offentlige Liv. Vi vil bekæmpe dem.

Hr. Lembcke paa Krigsstien.

En Bolschevik afskærer Taleren:

- Nu gaar vi. VI vil ikke høre det Vrøvl.

Under Afsyngelsen af Internationale forlader en Snes unge Mennesker Salen.

Fascisterne svarer med "Der er et yndigt Land". Og saa tager fhv. Ritmester Lembcke Ordet med Kommandorøst og Monocle i Øjet:

- Alle, der er tilstede her er enig med Genrejsningspartiet i, at vort Samfund fortæres af Raaddenskab.

Nede i Salen genopstaar Slagsmaalene under mere spredte Former. Politiet er gaaet, men de armbindprydede er aktive. 3-4 Mand smides ud. Hr. Lembcke fortsætter:

- Raadden Skepsis gnaver paa Nationens Rygmarv. Vi kan ikke engang lave en Verdensudstilling. Andre Stignaler maa hejses.

Tilraab: Det røde Flag! (Fy, fy, Tumult).

Saadan fortsættes en rum Tid. Hr. Lembcke slutter under livligt Spektakel.

Næste Taler er Red. Koch fra "Søfarten".

- Jeg skal tale ganske kort. (Levende Bifald).

Men Hr. Koch taler vidt og bredt, om Slaget ved Hastings, om Finansloven, om en Oceandamper og om vort Forsvar, som han vil have forbedret.

En larmende Afslutning.

Saa kommer Grosserer Svendsen frem. Skønt han taler Dansk værre end en Tysker, er han Formand for den udpræget nationalistiske Fascistforening. Han begynder med at fortælle, at han har opholdt sig her i Landet i 5 Aar og derfor ved god Besked om vore Forhold. Derpaa skælder og smælder han mod 8 Timers Dagen, og mod Fagforeningerne. Han taler varmt for Skruebrækkeri og hilses med Hør- og Fyraab. At Socialdemokraterne i Danmark og Tyskland var enedes om Grænsespørgsmaalet, var simpelthen landsforræderi. (Begejstring og Protest).

Tilsidst hørte dog ogsaa dette Nonsens op. Tilhørerne, der var ødelagte af Skrig, Skraal og Vaas, følte det næsten som en Befrielse, da Dirigenten afsluttede med en Bemærkning om, at Diskussion ikke maatte ftudt Sted. Man styrtede mod Udgangen, hvor en Snes Betjente var posterede. Saadan endte da dette Rabaldermøde, der dannede en værdig Begyndelse til Genrejsningsmændenes Kampagne.

(Social-Demokraten 22. januar 1924)

Dirigent var næstformanden kaptajn Bardenfleth

Stort Spektakkelmøde i København.

Under Tumulter og Pibekoncerter holder Genrejsningspartiet Møde.

(Telegram til Dagbladet).

København, Mandag (R. B.)

Genrejsningspartiet havde til i Gaar indbudt til offentligt Møde i Idrætshusets store Sal. Denne var dog kun halvt fyldt.

Ritmester Lembcke bød Velkommen, og Sekretær Nissen var første Taler; han meddelte, at Kommunisterne over hele Byen havde opslåaet Plakater om, at Mødet var aflyst, hvoraf man kunde se at Foreningen maatte kæmpe ikke alene mod overjordiske, men ogsaa mod underjordiske Kræfter.

Han omtalte de sidste Dages Begivenheder paa Rigsdagen og gennemgik derefter Genrejsningspartiets Program. Hidtil var Mødet forløbet i Ro, men da han udtalte, at Arbejderne i Samfundets Interesse maatte give Afkald paa 8-Timers Dagen, brød en Storm af Fyraab løs.

Efter Sangen "Du danske Mand" talte fhv. Sporvognsfunktionær Damsgaard Schmidt, der udtalte, at mange Arbejdere ønskede længere Arbejdstid end 8 Timer. Hans Udtalelser hilstes med stærke Protestraab.

Senere havde Redaktor Kock. Søfartens Ordet under stærk Uro fra Forsamlingen.

Til sidst opstod der en voldsom Tumult paa Balkonen bag Talerstolen. De frivillige Ordenshaandhævere traadte til. Dirigenten ringede, og alt var Forvirring. I et Hjørne af Salen sang man "I alle de Riger og Lande". Efter at Spektaklet havde varet 20 Minutter, talte Formanden, Grosserer Svendsen, der bl. a. erklærede, at det danske Folk nu var ved at rejse sig mod den raadende Korruption. Der blev fra Forsamlingens Side krævet Diskussion, men Mødets Ledere vilde ikke gaa med hertil. Salen genlød derefter af Fyraab, hvori Lembckes Slutningsord druknede.

Man sang tilsidst "Kong Kristian", medens Kommunisterne peb og støjede med Stolene.

Under Mødets Opløsning solgtes det kommunistiske Ungdomsorgan "Stormklokken"

(Holstebro Dagblad 11. februar 1924)

Ritmester Cay Lembcke (1885-1965) stiftede Det Danske Spejderkorps 1909-1910 og den danske nationalsocialistiske bevægelse og DNSAP, Danmarks Nationalsocialistisk Arbejderparti. Søn af generalløjtnant Immanuel Lembcke og bror til kommandørkaptajn Preben Lembcke (1886-1965). Hans holdning til spejderbevægelsen var at "Jeg vil driste mig til den Paastand, at alle Drenge er fødte Soldater – at de i ethvert Fald til at begynde med er besjælet af de rette krigeriske Instinkter… Kamplege er, om man vil, en Slags Manøvre med Drenge." Korpset blev splittet og 1923 trådte Cay Lembcke tilbage som spejderchef.

På artiklens tidspunkt (1920'erne) var Cay Lembcke formand for Gardehusarernes Idrætskommité og indførte gymnastisk træning inspireret af Niels Bukh. Cay Lembcke stiftede Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti 16. november 1930 og var dens fører indtil 26. juli 1933 hvor Frits Clausen kuppeder ham. Blandt partiets opgaver var at udelukke kvinder fra det offentlige liv, samt at bekæmpe Hovedstadpressens "jødepresse". "

Kurt Koch optrådte som udgiver af ugebladet Kritisk Ugerevue, Søfarten- Samfundet som udkom 1922 - 3/5 1945. Indtil 1923 hed bladet: ""Søfarten", The Harbour weekly, Organ for dansk Handel og søfart. Og i 1923-24:"Søfarten og Samfundet", Organ for dansk Handel og Søfart. Kritisk Ugerevue". Bladet kan fra 1923 betragtes som talerør for Genrejsningsforeningen. Senere har bladet været lydhør overfor en række andre antiparlamentariske bevægelser, deriblandt DNSAP. I redaktionen sad tillige broderen Robert Koch. Han havde tidligere været medlem af fascistbevægelsen.

Kaptajn Max Johannes Arildskov (1896-1980?) holdt i hvert fald fra 1923 foredrag om jøder som roden til alt ondt. Bl.a. skulle mordet i Sarajevo være blevet anstiftet og udført af en jøde. Han var med i Dansk Baltisk Auxiliær Corps i Estland og dannede i begyndelsen af 1920'erne "Det vågnende Danmark". I midten af 1920'erne boede han i Tønder hvor han i 1925 dannede et frivilligt korps, "Jyske Værn". I 1933 blev han medlem af DNSAP. I 1943 dannede han sammen med lederen af Frikorps Danmark en "Landstorm" som skulle beskytte nazistiske familier og stikkere. Han ernærede sig efter krigen som kunstmaler. 

Sekretær Nis Nissen kom fra Landmandspartiet.

Kommunelærer Brunø kom fra det jødehadske "Dansker-Ligaen"

Danseklubben Nekkab. (Efterskrift til Politivennen)

Nekkab (grundlagt i København i 1919) var en selskabelig forening for artister og amatørskuespillere med tilknytning til Bakken. Formålet var at afholde karnevaller og baller, aftenunderholdning og fælles skovture. Nekkab var en sammenslutning af kunstnere, musikere og skuespillere, som også accepterede tilfælde af ukonventionel kønslig og seksuel adfærd ved sine baller, hvilket tiltrak flere af hovedstadens homoseksuelle mænd som til tider mødte op i lange damekjoler. 

I slutningen af 1923 holdt Københavns politi øje med Nekkabs baller som dels var åbne for offentligheden, dels præget af åbenlys homoseksuel adfærd. Københavns politidirektør skred til et midlertidigt forbud mod foreningen med den begrundelse, at foreningen i virkeligheden havde et andet og ulovligt formål end vedtægterne foreskrev. Fx at fungere som et tilholdssted og bindeled for homoseksuelle mænd. Anal- og oralsex mellem mænd var dengang ulovligt og strafbart. 

Annonce for Nekkab-arrangement i Aftenbladet (København) 15. marts 1923.

Danseklubben "Nekkab" er fornærmet.

Alt - foregaar anstændigt!!

Vi har modtaget følgende:

Til "KLOKKEN 5"s Redaktion! De bedes venligst optage nedenstaaende angaaende Foreningen "Nekkab".

Efter at have læst Deres Artikel I KLOKKEN 5 af 29. December 1923 kunde jeg føle Trang til at imødegaa denne, da jeg mener, at Redaktionen sikkert har faaet ganske fejlagtige Oplysninger om Foreningen.

Foreningen har eksisteret i ca. 4 Aar og i dette Tidsrum har der ikke været anket over den i nogen som helst Retning.

Jeg har været Medlem af den siden dens Start og har været til de fleste af Foreningens Fester.

Størsteparten af Medlemmerne er efter hvad jeg kan se ganske almindelige Mennesker af begge Køn og ikke som af Dem opgivet lutter forklædte Mandfolk og det var ingenlunde vanskeligt at blive Medlem gennem Medlemmernes Bekendte og Familie øgedes Medlemsantallet ganske som i enhver anden Forening.

At der var enkelte forklædte Mandfolk skal jeg ikke nægte, men jeg skulde mene, at til et Karneval eller Kostumefest er det ganske i sin Orden.

Det finder man da ved saa godt som alle Karnevaller og det er der da Ingen der kan forarges over.

Jeg har aldrig set nogen som helst Krænkelse af Blufærdigheden eller nogen Svinagtighed, tværtimod vi jeg paastaa, at Tonen er en Del pænere end ved mange andre Foreningers Fester.

Maatte dette virke en lille Smule oplysende at ikke alle gaar rundt og tror at det er en Klike  Sædelighedsforbrydere der samles for at drive deres svinske Tilbøjeligheder, men munter moderne Ungdom, som kun ønsker at more sig og faa en glad Aften og eftersom der ved alle Foreningers Fester har været Politi tilstede, kan ethvert fornuftigt tænkende Menneske vel Indse at det er det pureste Opspind, hvad Bladene har faaet medde!t desangaaende af mere eller mindre fantasifulde Hjerner. Foreningen maa absolut ikke forveksles med de herværende Danseklubber som Borgmester Kaper er ude efter og der er aldeles ingen Grund til at holde noget skjult; drag Foreningens Virken frem i Lyset og jeg tror ikke der vil findes den mindste Raaddenskab.

Med Tak for eventuel Optagelse.
P. Lund Maskinarbejder.
Öhlenslægersgade 66. 2.

Vi skal til ovenstaaende Interessante Brev kun svare, at ikke alene giver Foreningens Navn Nekkab (omvendt Bakken) en Mistanke om Foreningens Art - , men ogsaa de Skildringer, der paa officielt Sted er fremkommen, lader ikke nogen Tvivl tilbage.

Foreningens Forhold vil jo nu nærmere blive undersøgt, og saa kan man se om "Nekkab" staar Ildprøven igennem.

(Klokken 5 (København) 3. januar 1924).

Mere om "Nekkab"

Bestyrelsen skriver til "Klokken 5".

Vi har yderligere modtaget følgende:

Til "KLOKKEN 5"s Redaktion.

De bedes venligst optage følgende angaaende "Selskabelig Forening "Nekkab".

Efter at have læst Deres ærede Kl. 5 af 3. ds. og seet et af Foreningens Medlemmer indsendt Indlæg, tillader Bestyrelsen for Foreningen at bede om Optagelse af følgende:

Bestyrelsen havde ellers taget det Standpunkt ikke at svare paa de forskellige Injurier mod Foreningen, men efter Sagens Slutning ved Sagsanlæg, at prøve, om det er lovligt at sammensætte og skrive en saadan Masse Sludder og Injurier mod en Forening, som man ikke har Spor af Kendskab til, men paa Grund af det, af nævnte Medlem indsendte Indlæg mener Bestyrelsen del formaalstjenligt at bede Dem optage dette.

Først af alt er det ingen Klub, men en ganske almindelig Selskabelig Forening, som enhver hæderlig Mand eller Kvinde kan blive Medlem af. Blandt Medlemmerne findes bl. a. mindst 10 Ægtepar, Foreningen bestaar af en 250 til 300 Medlemmer, hvoraf mindst Halvdelen er Kvinder, saa hvor bliver det Sludder af om en Mandeklub. Dernæst, Deres, maaske for Dem selv, geniale Paafund, med Hensyn til Foreningens Navn, til Oplysning sender vi hermed et Eksemplar af Foreningens Love, deraf ser De bedre hvorfra Navnet stammer. Vi skal paa samme Tid gøre opmærksom paa, at vi har afholdt Fester i en meget stor Del af de københavnske Selskabslokaler ogsaa i den Periode, hvor vi som De skriver har holdt til paa Jagtvej. Har Lokalet paa Jagtvej ikke været ledig, har vi afholdt Festen andet Steds, men da Foreningen sender Halvaarligt Program, angaaende Afholdelse af Fester, ud til deres Medlemmer er del selvfølgelig mest formaalstjenlig, saa vidt muligt at holde sig til et Lokale.

At der til vore Karnevaller eller Kostymeballer har været Mandfolk. forklædte som Kvinder, er som De skriver, fuldstændig rigtig, men hvorfor skriver De ikke at der til samme Fester har været Kvinder forklædte som Mænd?

Det havde været nok saa rart om De havde søgt Oplysning paa rette Sted.

Med Tak for Optagelsen.

P. B. V.
S. A. Hansen.

- - -

I de Love, som nævntes i Artiklen staar anført at Foreningen "fortrinsvis optager Artister og Amatører som optræder eller har optraadt paa Bakken" (deraf Navnet).

Om Karakteren af det skrivende Medlems Forargelse vil man formentlig faa rigtig Besked, naar Sagen nu snart behandles for Retten.

(Klokken 5 (København) 5. januar 1924).

Danseklubben "Nekkab"

Hvor Mænd dansede i Damedragt. 

Statsadvokat Gammeltoft mødte i Gaar i Østre Landsret og paastod i Henhold til Grundlovens Bestemmelser Danseklubben "Rekkab" ("Bakken") opløst som havende et ulovligt Formaal.

Klubben, der har Lokale paa Jagtvej, har eksisteret et Aars Tid. Betjentene, der har taget Rapport, gav en meget drastisk Beskrivelse af, hvorledes en Del af Klubbens mandlige Medlemmer om Aftenen kom korende til Festerne i Aftenkaaber med Dame-Parykker og høje Hæle, og hvorledes de dansede med andre Mandfolk. Klubben havde et Par Hundrede Medlemmer, hvoraf kun et Par Stykker var Kvinder. Formanden var en for homoseksuelle Forbrydelser tidligere straffet Person, Gerome Herlach Hansen, og Statsadvokaten hævdede, at Foreningen havde et usædeligt og altsaa ulovligt Formaal, hvorfor den maatte kunne opløses ved Dom.

Som Forsvarer talte Overretssagfører Barth, der ikke mente, at der var konstateret noget ulovligt Formaal. Han førte et Par Vidner, som forklarede, at de syntes, det gik meget pænt til. Formanden var udeblevet paa Grund af Sygdom.

Dommen falder senere.

(Holbæk Amts Venstreblad 26. januar 1924)

Højesteret stadfæstede dommen i april 1924. Uddrag af Østre Landsrets Dom om forbud mod foreningen Nekkab 31. januar 1924 

”Foreningens Program for Maanederne Oktober - December 1923 indeholder Meddelelse om Afholdelse af 4 Kostumeballer og en Pakkefest i Jagtvejens Selskabslokaler, Jagtvej Nr. 113. Ved Rapporter afgivet af Politibetjente, der har skaffet sig Adgang til Foreningens fester, er oplyst Følgende: 

Ved Festen den 27 Januar 1923 var Gaarden fuld af Folk, der med sjofle Betegnelser raabte højt om, at det var homoseksuelle Personer, der deltog, og der saas i Lokalet flere mandsklædte Par, der kyssede hinanden, ligesom Mandspersoner dansede med hinanden paa højst uanstændig Maade.

Ved Festen den 17 Marts 1923 var Størstedelen af de tilstedeværende ”Damer” forklædte Mandspersoner, der ikke alene i Klædedragt, men ogsaa i deres Maade at være paa havde en skuffende Lighed med Kvinder; deres Dans betegnedes af Betjentene som i høj Grad uanstændig, og de og deres mandsklædte Kavalerer kyssede og krammede hinanden.”

I “Kostumeballerne” den 3 November og 1 December 1923 deltog 200 á 250 Personer, deraf ca 2/3 Mandspersoner; af disse var 10-20 Stk udklædt som Kvinder og var de eneste kostumerede, de bar Paryk og nedringede, udfordrende Selskabskjoler, var stærkt omsværmede og dansede omtrent til Stadighed med andre Mandspersoner, og efter en Betjents Forklaring ofte paa en lidenskabelig, æggende og pervers Maade; en anden Betjent vil ikke have observeret noget usømmeligt ved Festen den 1 December.

Ved samme Fest – i hvilken bl a deltog to unge Mænd i 17 – 18 Aars Alderen og 8 – 10 unge Mænd, der formentlig ikke var over 20 Aar – opstod der Slagsmaal imellem to Mandspersoner, idet Stridens Genstand var en af de kvindeklædte Mænd, og en ældre kendt homoseksuel Mandsperson blev udvist af Politiet.

”Den ’selskabelige’ Forening Nekkab blev ophævet som ulovlig, da den bl.a. tilstræbte at være Tilholdssted for og Bindeled mellem Mænd med homo-seksuelle Tilbøjeligheder og dens Sammenkomster skabte en nærliggende Fare for Forførelse af unge Mænd til "Uterligheder og var egnede til at vække offentlig Forargelse.” 

Højesteretsdomme (April 1924) s. 514-517 H D 30 April 1924 i sag nr. 53/1924

Jagtvej 113 blev nedrevet få år efter og den nuværende bygning opført 1929.

Højesterets forbud mod Nekkab var det andet foreningsforbud efter Junigrundlovens indførelse af foreningsfrihed i 1849: I 1874 ophævede Østre Landsret den Internationale Arbejderforening i Danmark. I moderne tid har politikere ytret ønske om at forbyde den muslimske forening Hizb ut-Tahrir.