Socialdemokraterne vil have kommunalt Blomsterudsalg paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Det skal trykke de private Udsalgs Priser.

Paa Torsdag bliver der sikkert i Borgerrepræsentationen en større Debat angaaende Begravelsesvæsenets Budget for 1924-25. Der foreligger Erklæring herom fra det paagældende Udvalg, hvis Formand og Ordfører er Ingeniør Rump.

Udvalgsflertallet - Socialdemokraterne - stiller Forslag om at opfordre Begravelsesvæsenet til sammen med næste Aars Budget at forelægge et Forslag om Anlæg af en Blomsterkiosk ved Indgangen til Vestre Kirkegaard. Man anfører, at de private Blomsterudsalg udenfor Kirkegaardene tager meget høje Priser af Publikum, og man mener forsøgsvis paa Vestre Kirkegaard at burde indrette et kommunalt Blomsterudsalg, dels for at "trykke" de udenfor værende private Blomsterudsalgs Priser, dels for at tilføre det paa Vestre Kirkegaard beliggende Blomstergartneri, hvis Drift betyder Tab for Begravelsesvæsenet, "en godt betalende Kundekreds".

Udvalgets Mindretal (Frk Augusta Kiær, Læge Wanscher og Dommer Jesper Simonsen) tiltræder ikke denne Anmodning om at faa fremsat Forslag til et kommunalt Blomsterudsalg paa selve Kirkegaarden.

Begravelsesvæsenets Bestyrelseskommission mener vel, at et saadant Udsalg - med de normale Detailpriser - i nogen Grad vil kunne virke regulerende paa Priserne i de private Udsalg udenfor Kirkegaardsindgangen, hvad der efter forebragte Klager til Tider kunde være ønskeligt. Men man fremhæver, at Sagens Gennemførelse vil støde paa visse Vanskeligheder. Gartneriet maa saaledes udvides betydeligt, og der maa foretages en Række Nyansættelser af Folk med Pensionsret.

Begravelsesvæsenet har foreslaaet Taksten for Vedligeholdelse af Gravsteder nedsat med ca. 25 pCt. Socialdemokraterne hævder, at denne Reduktion, om Budgettet skal være forsvarligt, maa opgives for i Aar.

Frk. Kiær og Læge Wanscher (den borgerlige Gruppe) kan kun gaa med til en saadan Udskydelse under den Forudsætning, at der træffes Foranstaltninger til, at Takstnedsætteisen kan træde i Kraft fra l. Januar 1925, hvis de økonomiske Forhold i Løbet af Aaret bedres og afklares. Et andet Mindretal, Dommer Simonsen, foreslaar Takstnedsættelsen indført nu.

(Nationaltidende 15. marts 1924).

Jacob Ahrend Peters og Skrivemaskinen. (Efterskift til Politivennen)

Jacob Ahrend Peters blev født 18. oktober 1834 i Nieblum på Føhr. Han var først beslagsmed, senere - 1859 - uddannet som lærer på Skaarup seminarium. Han blev herefter kantor på Føhr. I 1864 var han ansat ved kommuneskolen (Monrad og Holsts danske Skole?) i Flensborg. Da østrigerne rykkkede ind i byen, fjernede han det tyske flag som de havde hængt op i kirketårnet. Han blev afsat og blev fotograf. Senere flyttede han til København hvor han bl.a. underviste ved Skolen i Nansensgade, og syge børn på Almindeligt Hospital. 1876-1918 organist ved arbejdsanstalten Sundholm. Indtil 1911 var han desuden kantor eller organist på Ladegårdskirken. Gennem sit liv var han kancelliråd, organiset, kommunelærer, translatør (som 48-årig). Han boede forskellige steder i København: Schacksgade 8 (ca. 1910-1912). Han skal være blevet tunghør på sine ældre dage og boede hos sin datter og svigersøn.

Efter hans død 10. marts 1924 skrev en professor ved polyteknisk Læreanstalt (Harald Immanuel Hannover) en lang artikel i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. marts 1924 hvori han omtalte Peters som opfinder af skrivemaskinen. Anstaltens teknologiske samling havde nemlig af assistent ved dens teknisk kemiske laboratorium, cand. polyt. Ahrend Larsen fået en overdel til en skrivekugle som han erklærede at hans bedstefar havde opfundet før Malling Hansen. Hans redegørelse affødte artikler i næsten samtlige større aviser landet over: 

Skrivemaskinens Opfinder død.

Han fik Intet som helst for sin Opfindelse.

Den næsten 90 aartge Kancelliraad Jacob Ahrend Peters er død. Den gamle Peters, der boede paa Frederiksberg, var oprindelig Lærer og Organist. Herved tjente han sine Penge, men i sin Fritid syslede han med forskellige Opfindelser, og en af disse var - Skrivemaskinen.

Indtil for kort Tid siden var det ukendt for enhver at Peters, en Dansker, havde opfundet Skrivemaskinen, men det er, efter hvad Professor Hannover ved Polyteknisk Læreanstalt har konstateret, alligevel en Kendsgerning.

Peters' System er det hvorover Remington-Maskinen er bygget. Allerede i April 1868 havde Peters sin Maskine færdig, og først senere fik Amerikanerne Patent paa en lignende Maskine, den, der lagde Grunden til Remington-Fabrikernes store Forretning.

Peters selv fik aldrig noget for sin Opfindelse. Han var ikke selv nogen smart Mand, der havde Forstaaelsen af den Betydning Opfindelsen havde, og heller ingen af hans Venner kunde fortælle ham det.

Da Professor Hannover havde konstateret at Jacob Peters Maskine var den første Skrivemaskine i Verden, fik han et Legat til at bevilge Peters, der da levede i Nød, 800 Kr. Det er de eneste Penge Peters har faaet paa den Konto.

Om det er Peters Idé, der er stjaalet og overført til Amerika eller om det er en Opfindelse analog med Peters, der er gjort omtrent samtidig, har man ikke kunnen konstatere.

(Klokken 5 (København) 12. marts 1924).

Lignende artikler med samme indhold blev optrykt i talrige aviser landet over. Hannovers iagttagelser byggede bl.a. på en artikel i Berlingske Tidende fra 1868:

En Skrivemaskine, der er opfunden og construeret af Lærer J. A. Peters i Flensborg, udmærker sig ved en saa sindrig Mechanisme, at den allerede af den Grund fortjener offentlig Omtale, selv om om dei i praktiske Anvendelighed endnu skulde lade Et og Andet tilbage at ønske. Uden at træde Opfinderen for nær troe vi at kunne meddele Følgende om Maskinens Udseende, om den Maade, hvorpaa den benyttes, og de Resultater, som derved opnaaes. Skrivemaskinen har et Omfang som et middelstort rundt Bord og ligner i sin ydre Form de saakaldte taffetformige Pianoforter. Foruden nogle Hiul og Skruer og en Tavle med et Ark Papir sees der kun et i en Halvkreds ordnet Claviatur. Den Skrivende anslaaer Tangenterne: Papiret bevæger sig frem og tilbage. Bogstaver komme frem derpaa og blive til Ord, og den ene Linie følger efter den anden. Skriften er som den, der udgaaer fra Bogtrykkerpressen (de samme Slags Tegn, hvert Bogstav i behørig Afstand fra de andre, ligesaa hvert Ord og hver Linie: store og smaa Bogstaver, afbrudte og dele Linier, mager og fed Skrift, gothisk Skrift og Antigua - Alt efter den Skrivendes Behag). Skrivemaskinen arbeider saa let og rask, at man med liden Øvelse ved dens Hiælp kan skrive ligesaa hurtigt med Bogtryk som en almindelig Skriver med Pen og Blæk, og naar den, der sætter Maskinen i Bevægelse, er fuldstændigt øvet i at behandle den, vil den ile langt forud for Skriveren. Det er iøvrigt hverken mere eller mindre end en heel Omvæltning, der ved dette Instrument bringes ind i Skrivekunsten. Denne har som bekjendt fra Arildstid hvilet paa eet og samme Princip, hvor forskjelligt det Materiale end har været, der til forskjellige Tider blev brugt til dens Udøvelse. Hvad enten man skrev med skarpt Stempel paa Palmeblade, med Rør paa Papyrus, med Stilud paa Voxtavler eller med Gaasefjer paa Pergament, saa har den Flade der modtog Skriften, altid ligget stille, imedens Haanden med Skriveredskabet bevægede sig hen over den. Her er det derimod omvendt: her er det Papiret, som bevæger sig hen under Skriveredskabet, som - det tør vel siges uden Indiscretion - bestaaer af smaa Vægtstænger, paa hvis Ende der er anbragt Typer, som umiddelbart for Brugen sværte sig selv. Ved Skrivemaskinens Benyttelse bliver den venstre Haand liggende paa eet Sted, saa at de fem Fingre hvile paa de med de vigtigste Vocaltegn betegnede Tangenter, medens den høire Haand anslaaer Consonant-Tangenterne, der ere ordnede efter de forskjellige Consonantlyds Natur. - Praktisk Anvendelse vil Skrivemaskinen kunne finde i ethvert Contoir og navnlig paa Telegraphstationer, hvor man ved den vilde kunne meddele Telegrammerne paa Tryk istedetfor haandskrevne med Blyant. Vil man tage lithographisk Overtryk til Hjælp, kan man i Hast mangfoldiggøre det Skrevne, og ved istedetfor Papir at benytte en tyk, blød Masse (papier mache), i hvilken Skriften kommer til at staae fordybet, vil man faae en Matrice til Metatafstøbning som Stereotyp. Paa denne Maade vilde der kunne leveres trykte Sager langt hurtigere end ved Sætterens Arbeide. Lige siden Guttenbergs Dage har Sætteren staaet bøiet over sin Skriftkasse og møisommelig samlet Bogstav for Bogstav. Hvor stor en Færdighed han end besidder, kunne hans Fingre dog ikke snappe hver enkelt Type og stille den i Vinkelhagen, saa hurtigt som hans Øie og Tanke gjerne vilde. Ved Skrivemaskinen gjælder det derimod kun om at trykke paa en Tangent. Ogsaa med Hensyn til Skriften er der opnaaet den største Økonomi; thi medens en Sætter behøver mange Pd. Typer, kræves her kun nogle faa af et mere holdbart Materiale. Aflægning finder ikke Sted, og i det Hele spares her omtrent to Tredjedele af den Tid, der medgaaer til almindeligt Sætterarbeide, og desuden fritages man for forskjellige med dette forbundne Ulemper. - I Forbindelse med Skrivemaskinen har Lærer J. A. Peters opfundet en Hurtigskrivemaskine, som adskiller sig fra den førstnævnte baade med Hensyn til Construction og Anvendelse. En øvet Skriver vil ved den kunne maale sig imod en Stenograph i Hurtighed og tillige producere en for Enhver læselig Skrift, som ikke udkræver nogen Reenskriviiing. Ved denne sidste Maskine trykkes der til hvert Ord med saa mange Fingre, som der er Bogstaver i Ordet. Længere (som oftest fremmede) Ord maae deles i Stavelser, som anslaaes hver for sig: men dette Tidstab indhentes igjen, og det rigeligt, derved, at flere paa hinanden følgende Smaaord kunne tages med eet Greb. Saa meget om disse sindrige Maskiner, hvis væsentligste Overeensstemmelser og Uovereensstemmelser med Sørensens Sættemaskine allerede fremgaaer af det Ovenanførte. Vi ville ikke sige, at Opfindelsen er fuldbaaren; tværtimod klæber der sikkert endnu mange Mangler ved den, men saa Meget er dog allerede her gjennemført og virkeliggjort, at man tør sige, at der ligger en rigtig og praktisk anvendelig Tanke til Grund for Skrivemaskinen. Under alle Omstændigheder er der her givet Beviis paa en Opfindsomhed og et mechanisk Talent, som fortjente at understøttes af de til saadanne Øjemed bestemte Fonds.

H.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1868).

Apparatet var også et par år senere blevet nærmere beskrevet i Illustrierte Zeitung i 1872 med tilhørende illustration:

Polytechnische Mittheilungen.

Der Peters'sche Schnellschreib- und Druckapparat.

In Nr. 1503 der Illustrirten Zeitung und Abbildung einer von Malling Hansen in Kopenhagen erfundenen Schnelldruck- und Schreibmaschine, welche überall das lebhafteste Interesse wachgerufen hat. Eine ähnliche, bereits im Jahr 1868 vom Lehrer J. A. Peters in Flensburg, jetzt in Kopenhagen, erfundene und in Dänemark patentirte Schnellschreib- und Druckmaschine führt unsere heutige Nummer in einer Durchschnittszeichnung vor. Wie die Malling Hansen'sche Maschine, beruht auch ihre Vorgängerin, die Veters'sche, auf dem System der Klaviatur. Durch das Niederdrücken der Tasten, welche die einzelnen Buchstaben vertreten, wird eine innerhalb des Apparats befindliche Papierfläche mittels Typen bedeckt. Wäh rend aber in dem Malling Hansen'schen Apparat die Stempel (Tasten) radien förmig auf einer Halbkugel angebracht sind und in eine schräge Bewegung nach einem gemeinschaftlichen Gentrum gesezt werden, stehen die Tasten des Peters schen Apparats rechtwinkelig auf einer geraden, freis- oder ovalrunden Fläche in einer Anordnung, welche der natürlichen Lage der zehn Finger entspricht.

Die Tasten a) stehen mittels Wagebalken oder starken Schnüren um ihre Rollen b) in Verbindung mit ebenso vielen ungleicharmigen Hebeln d. Diese denke man sich in einem Kreise herumstehend, und zwar so, daß sie, um ihre Achse fich drehend, wechselweise das Centrum c) suchen. In jedem einzelnen Hebel ist oben wie in deine Type oder wie in e eine Scheibe mit mehrern Typen so angebracht, daß legtere, durchs Centrum gehend, abwechselnd das darunterliegende Papier bedrucken können.

(Illustrirte Zeitung: Leipzig, Berlin, Wien, Budapest, New York, Bind 59)

Billede fra Illustrirte Zeitung 12. oktober 1872 af Peters "Schnellschreib- und Druckapparat"

Hannovers artikel blev imødekommet og modbevist af Malling Hansens efterkommere (se fx Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. april 1924). I mellemtiden var Hannovers sensationelle fund blevet internationalt kendt, og flere meldte sig nu på banen med personer der kunne gøre krav på at være skrivemaskinens opfinder. Fejden er beskrevet flere steder på internettet. Det endte med at Hannover i en artikel i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. december 1924 erkendte at han havde taget fejl, og at andre havde opfundet systemet før Peters:

Den første Opfinder af Skrivemaskinen

I Berlingske Morgenavis for den 12te Marts skrev jeg under Overskriften "Skrivemaskinens Opfinder død" en Nekrolog over den lige i en Alder af 89 Aar afdøde Kancelliraad J. A. Peters, Idet jeg godtgjorde, at han havde beskrevet en Maskine af den mest brugelige Konstruktion af Skrivemaskinen, Remington-typen, i Berlingske Tidende for den 18de April 1868, to Maaneder før Amerikanerne Sholes, Soulé og Glidden udtog Patent i Amerika paa den Maskine, hvis Fremstilling med nogle i Mellemtiden gjorte Forbedringer i 1873 blev overtaget af Remingtonfabriken.

Denne Nekrolog, som blev bekendt ikke blot herhjemme, men ogsaa i Udlandet, gav Anledning til, at jeg fra forskellige Sider blev gjort opmærksom paa, at ogsaa andre end Peters havde opfundet nævnte Type før de 3 anførte Amerikanere. Saaledes meddeltes det mig, at der i et Museum i Innsbruck fandtes en af en tyrolsk Snedker Mitterhofer opfunden Maskine, der var nogle Aar ældre, og som var beskrevet i nogle Bøger, f. Eks. i en mig den Gang ubekendt Bog om Skrivemaskinen: Ernst Martin: Die Schreibmaschine 1921-23. I denne Bog fandtes ogsaa nogle andre ældre Maskiner af Remingtontypen omtalt, saaledes navnlig en af en Italiener Ravizza opfunden Maskine, hvorpaa ogsaa Grev Budan i Venedig henledte min Opmærksomhed, idet han sendte mig en af ham skreven italiensk Bog om Skrivemaskinens Historie. Efter denne er Ravizzas første Model allerede anmeldt til Patentering i Italien i 1856 og efterhaanden fremstillet i 17 Modeller, af hvilke den 10de, der blev fremstillet i 1857, endnu skal eksistere. I andre lande er der ogsaa opfundet 3 eller 4 Maskiner af Remingtontypen forud for Peters'.

Da jeg som nævnt havde fundet, at Peters' Opfindelse var bekendtgjort forud for Amerikanernes, faldt det mig ikke ind, at Opfindelsen kunde være gjort endnu tidligere af andre, men jeg skylder nu Sandheden at sige, at Peters altsaa vel har opfundet Remingtontypen forud for dem, hvis Opfindelse udviklede sig til Remingtonmaskinen, saaledes som den slog igennem, men at der altsaa ogsaa er andre, der har gjort dette, og endda forud for ham.

Hver enkelt af disse har sikkert gjort Opfindelsen paa egen Haand, og det samme gælder uden Tvivl Peters, saa at Æren for ham for saa vidt ikke bliver mindre - men han er altsaa ikke den første Opfinder af Remingtontypen. 

Det er imidlertid altid vanskeligt at fastslaa, hvem der er den første med Hensyn til en Opfindelse eller Opdagelse - man ser det f. Eks. nu med Hensyn til Opdagelsen af Amerika, hvor der i denne Tid rokkes ved, at Columbus er Opdageren, saaledes som Milliarder af Mennesker har troet i over 400 Aar.

Og der har i alt Fald været det gode ved min Undersøgelse, dels at Peters, som i 1868 ingen Støtte fandt for sin smukke Opfindelse, ved Hjælp af den fik en lille Oprejsning før sin Død 56 Aar senere, dels at det nu endelig er blevet nærmere oplyst, hvorledes hans Indsats er vedrørende Skrivemaskinens Opfindelse.

H. I. Hannover.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 28. december 1924).

Dette dementi ses dog ikke omtalt i ret mange artikler. Der er som nævnt divergerende opfattelser af hvem der opfandt den første skrivemaskine. I 1800-tallet arbejdede adskillige på at bygge en funktionel skrivemaskine. I 1864 byggede østrigeren Peter Mitterhofer (1822-) som var forud for sin tid, og flere elementer indgik senere i Sholes-maskine. Rasmus Malling-Hansen patenterede en skrivekugle i 1870. I USA anerkendes Christopher Sholes (1819-1890) som opfinder af den moderne skrivemaskine i 1873. Sholes prøvede at skaffe investorer, men mislykkedes, og solgte i stedet rettighederne til Remington Arms Company som begyndte at fremstille Remington skrivemaskiner. Sholes fortsatte med at forbedre maskinen, og introducerede i 1878 en særlig tast til at skrive med små og store bogstaver. 

På J. A. Peters gravsten på Vestre Kirkegård i København er indgraveret noget der ligner en model af skrivemaskinen. (Se nedenstående foto).

J. A. Peters. Kancelliråd. Gravsten på Vestre Kirkegård. Skrivemaskinen er antydet i tegningen nederst. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Billeder fra Indkørslen til Frihavnen. (Efterskrift til Politivennen).

Det er et dagligdags Billede fra Frihavnen vi her bringer. Under den store Bro ved Østbanegaarden passerer daglig lange Rækker af Vogne fra og til Frihavnen; Men de faar ikke Lov til at passere uantastet. Udenfor den lille Bygning under Broen staar Tolderne paa Vagt for at underkaste hvert Læs en nøje Ransagning, og der fortælles mange pudsige Historier, baade om hvad Tolderne under denne Ransagning opdager, og hvad de ikke faar Kig paa. Som vort Billede viser, og som de fleste Københavnere selv har set, er det et travlt pulserende Liv, der udfolder sig her.

(Social-Demokraten, 6. marts 1924).

Samme foto som i artiklen fra 1924, her fra 2019. Indkørslen er i mellemtiden blevet fjernet, og der er bygget etagebyggeri bag husene i forgrunden, der står nogenlunde uforandret. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Finansministeriet forhøjede tolden på en række udenlandske varer (fx tobak, sydfrugter og silke), og importører der havde varer liggende i Frihavnen, måtte skynde sig at få varerne bragt ud af Frihavnen til gammel toldtakst. På fotoet fra Nationaltidende, 1. februar 1924 er det rosinernes tur.

Toldlovændringen skabte kø ved Frihavnen, her et foto fra Aftenbladet (København), 2. februar 1924.

Svinepest i København. (Efterskrift til Politivennen).

Svinepest i København.

100 Svin døde af Pest i den sidste Maaned. - Tusinder af Rotter fortærer de døde Svin og bringer Pesten videre. - En skandaløs Affære. - Hvorfor skrider Autoriteterne ikke ind.

Paa "Ny Østergaard", der er beliggende ved GI. Køgevej indenfor Københavns Kommunes Bygrænse, er der for en Maanedstid siden udbrudt Svinepest, uden at Sundhedsautoriteterne har taget de mindste Forholdsregler for at standse Pestens videre Udbredelse.

Grosserer L. K. Carl, som driver "Ny Østergaard", fortæller os følgende om Pesten i hans Svinebestand:

- Den 9. Februar opstod Sygdom blandt mine Svin, hvorfor jeg øjeblikkelig lod Meldingen om dette tilflyde Landbohøjskolen. Prof. Nielsen kom til Stede.- Han erklærede, at det var almindelig Svinesyge, og at den hurtig vilde forsvinde efter en Serumsindprøjtning. Dette hjalp dog ikke det ringeste. Sygdommen viste sig hurtig at være den frygtede Svinepest, og Svinene faldt døde om. 

I den forløbne Maaned har jeg mistet ca. 100 Svin, uden at Autoriteterne har gjort det aller ringeste for at standse Sygdommen. Jeg har i Dag henvendt mig paa Landbohøjskolen for at bede Veterinærfysikus, Professor Jensen om at lade Resten af min Svinebestand, ca. 50 Stk nedslaa.

Prof. Jensen nægtede dette med den Motivering, at da jeg fodrede med Affald, vilde det Offentlige ikke skride ind - men vilde henstille, at jeg selv lod Svinene nedslaa for at standse Pestens Udbredelse. Derved faar jeg ingen Erstatning, hvad jeg ellers gør. Jeg er nu fuldstændig ruineret; men hvad bryder Autoriteterne sig om dette.

Rotterne æder Hovedet af en død Gris.

Der er imidlertid den Fare ved hele denne Historie, at Svinepesten skal brede sig til de omliggende Gaarde

I den nærliggende store losseplads er der Millioner af Rotter. I den strænge Vinter blev den Mødding, der ligger udenfor "Ny Østergaard", fuldstændig gennemhullet som et Sold af Rotter, der om Natten fyldte Staldene, og Rotterne er som bekendt de værste Smittebærere.

Forleden Morgen, da Hr. Carl kom ind i Stalden, var to Svin døde, og saa graadige havde Rotterne været, at de havde ædt hele hovedet af den ene Gris. Paa den anden Gris havde de ædt Hul bag Ørene og var herigennem kravlet ind til Indvoldene og fortæret alle Bløddelene, hvor netop Svinepesten findes.

Rotterne gaar derefter til andre Stalde, hvor de efterlader Pestbacillerne i Svinetrugene, naar de søger efter anden Føde. Paa den Maade vil Svinepesten hurtig brede sig

Sundhedspolitiet har ladet Gaarden afspærre.

For et Par Dage siden lod Sundhedspolitiet "Ny Østergaard" afspærre, idet der paa Portene blev opslaaet Plakater med Paaskrift: Adgang forbydes, og samtidig blev det forbudt andre end Ejeren, Hr. Carl, at passe Svinene. Men hvad nytter denne Foranstaltning, naar man dog ikke kan forhindre, at Rotterne i hundredvis trænger ind til Svinene. Desuden er det jo slet ikke udelukket, at Hr. Carl kan bringe Smitten ud baade til Dyr og Mennesker.

Som bekendt blev de Svin, der for kort Tid siden blev slaaet ned paa "Sundholm" og som var befængt med Pesten, bragt til Destruktionsanstalten for at undgaa Smittens Udbredelse - men paa "Ny Østergaard" faar hundrede Svin Lov til at dø uden at Øvrigheden gør andet end at slaa en Plakat op paa Porten: Adgang forbydes!

Sygdommen farlig for Menneskene.

Vi spurgte i Gaar vor Partifælle, Dr. med. Aage Melsling, om Svinepest kan angribe Menneskene. Hr. Meisling svarede:

- Ja, det kan den rigtignok. Svinepest er Paratyfus, der endog kan være meget farlig for Menne-skene. Der er Eksempler paa, at Folk, der er bleven angrebet af Paratyfus, er afgaaet ved Døden. Der er derfor al mulig Grund til at vise den yderste Forsigtigbed ved Berøringen med de syge Dyr.

Efter disse Udtalelser forekommer det os, at Sundhedsautoriteterne øjeblikkelig maa træffe energiske Foranstaltninger til Hindring af Smittens videre Udbredelse.

(Social-Demokraten, 4. marts 1924).

Svinepesten paa "Ny Østergaard".

Landbrugsministeren faar gennem vort Blad Underretning om den farlige Sygdom.

Han lod øjeblikkelig sætte en Undersøgelse i Gang.

Vi spurgte i Gaar Landbrugsminister Madsen-Mygdal, hvad Ministeriet agtede at foretage sag i Anledning af den paa "Ny Østergaard" for en Maaned siden udbrudte Svinepest, da de veterinære Surodihedsavtoriteter ikke synes at ville skride ind for at hindre Pestens videre Udbredelse.

Landbrugsministeren svarede:

- Saasnart jeg blev bekendt med Deres Artikel, gav jeg Ordre til, at Sagen med det samme skulde undersøges, og viser det sig, at det virkelig er Svinepest, vil Resten af Svinene blive slaaet ned, og der vil samtidig blive foretaget Afspærringer paa samme Maade, som da Amager og Sønderborg Amter blev afspærrede.

- Efter Ejerens Udtalelser har de veterinære Myndigheder nægtet at nedslaa Resten af Svinene, fordi han har fodret med Køkkenaffald, skønt han dog i Løbet af en Maaned har mistet ca. 100 Svin.

Landbrugsministeren: Enhver har Lov tii at fodre Svinene med Køkkenaffald, og viser der sig Difteritis i en saadan Bestand, skal den slaas ned. Men i Morgen kan vi tales nærmere ved, idet jeg saa har modtaget Indberetning om Sygdommen paa "Ny Østergaard".

Veterinærmyndighederne ved ingen Ting!

Vi havde derefter en Samtele med Professor B. Bang, der er Formand for det veterinære Sundhedsraad.

- Det er noget, som jeg slet ikke kender til, og som jeg ikke har med at gøre. Det er en Administrationssag, og De maa derfor henvende Dem til Veterinærfysikus. Prof. C. O. Jensen.

Vi fandt det mærkeligt, at Professor Bang, skønt Formand tor Sundhedsraadet, ikke havde noget med en saa opsigtvækkende Sag at gøre, men Professoren fastholdt sin Opfattelse, hvorfor vi fulgte Anvisningen og søgte Prof. C. O. Jensen, der imidlertid ikke var at træffe.

I Stedet traf vi Veterinærinspektør Povl Hansen, der dog ikke gerne ønskede at udtale sig. Han oplyste, at da Grosserer Carl ringede til Prof. Jensen og bad om, om, at der maatte blive foretaget Nedslagning af de pestbefængte Svin, var han gaaet til Telefonen, men han protesterer imod at have sagt, at Svinene ikke kunde blive slaaet ned, naar de fodredes med Affald.

Veterinærinspektøren vilde dog ikke udtale sig om, hvorfor der ikke var gjort det ringeste, skønt der nu var gaaet ca. en Maaned, og der i den Tid er død ca. 100 Svin. Derimod meddelte han, at Politi-Overdyrlæge Nielsen og han i Dag vilde aflægge Besøg paa "Ny Østergaard".

Politibilen med 3 Betjente ankom i Gaar til den pestbefængte Gaard.

I gaar Eftermiddags ankom politibilen med 3 Betjente til "Ny Østergaard" for at kundgøre for Grosserer Carl, at ingen andre end han maatte færdes paa Gaarden.

De 3 Politibetjente, der desinficerede den Vogn, der besørger de døde Dyr kørt bort, fik samtidig Lejlighed til at se en mægtig Rotte komme kravlende ud fra en af de døde Grise. Den var saa forædt, at den næsten ikke kunde slæbe sig bort. Et velrettet Slag gjorde Ende paa de pestsmittende Dyrs Liv.

Kort efter havde vi en Samtale med Grosserer Carl, der udtalte:

- Jeg maa fastholde, at Veterinærinspektør Povl Hansen har udtalt, at Svinene ikke bliver ned slaaet, fordi jeg fodrede med Affald.

- Efter Landbrugsministerens Udtalelser skal den Slags Svin dræbes, naar de er pestbefængte.

Grosserer Carl fortsatte:

- At Svinene er pestbefængte fik jeg konstateret forrige Onsdag af selve Veterinærfysikus, Professor C. O. Jensen, der ringede mig op og meddelte, at det ved Undersøgelse havde vist sig, at Sygdommen var Svinepest. Det blev samtidig meddelt mig, at der nu vilde blive truffet de nødvendige Foranstaltninger til Forebyggelse af Smittens videre Udbredelse.

Da der efter et Par Dages Forløb endnu ikke var foretaget det ringeste, telefonerede jeg til de veterinære Myndigheder, og nu fik jeg det mærkelige Svar, at den Sag kendte man slet ikke noget til!

Under en Samtale jeg senere havde med Veterinærinspektør Povl Hansen, lod jeg falde en Bemærkning om, at jeg agtede at gøre Offentligheden bekendt med den Optræden, som de veterinære Sundhedsmyndigheder havde vist i et Tilfælde, hvor det drejede sig om en saa farlig Sygdom. 

Veterinærinspektøren  blev saa ophidset, at han i Telefonen tilraabte mig: "Naa, De vil gaa til Bladene!" - saa knaldede han Røret ned.

Grosserer Carl meddelte, at der Natten til i Gaar yderligere var død 2 Svin, og at han ventede at finde flere døde i Dag. I Lørdags døde der 4 Svin og i de følgende Dage er der yderligere død 8. Disse 12 Dyr har siden henligget i Staldene til Føde for de Hundreder - ja, Tusinder af Rotter, som om Natten flokkes om de pestbefængte Kadavere. Først ! Dag vilde blive kørt til Destruktionsanstalten sammen med de Svin, der dør i Nat.

(Social-Demokraten, 5. marts 1924).

Den 14. marts 1924 kunne Social-Demokraten meddele at der også var udbredt svinepest i Sofus Olsens svinestald i Herstedøster. 13 ud af 22 svin var døde. Landbrugsminister Madsen-Mygdal meddelte dog at staten ikke kunne tage sig af sagen.

Læge H. J. Leunbach: Fødselsindskrænkning og Racehygiejne. (Efterskrift til Politivennen)

Lægen J. H. Leunbach (1884-1955) er kendt for sit banebrydende virke som seksualoplyser, bl.a. agitation for at gøre svangerskabsafbrydelse lovlig. På disse områder var han langt foran sin tid. Han blev praktiserende læge i Ordrup 1922, i København 1925. 

Han var fortaler for racehygiejne, ligesom socialdemokraten K.K. Steincke, som 1920 udgav "Fremtidens Forsørgelsesvæsen", der behandlede fremtidens socialpolitik. Den udtrykte samtidig den daværende racehygiejniske debat, og blev til praksis ved den store socialreform i 1933. Denne indeholdt to racehygiejniske love (1934-35) som lovhjemlede tvangssterilisation med henvisning til racehygiejniske årsager.

Den danske form for racehygiejne er blevet kaldt en "negative racehygiejne", dvs. et fravalg af afkom. Ud fra dette blev 1920erne til 1976 steriliseret 8.616 kvinder og 2.358 mænd kastreret, primært de åndssvage, sekundært sædelighedsforbrydere og sindssyge.

Teorierne udmøntede sig i 1920'erne på dramatisk vis: 1. Verdenskrig havde betydet et alvorligt fald i antallet af sunde unge mænd. Og kvinderne som begyndte at gøre oprør mod deres tilbagetrukne stilling i hjemmet, kunne udpeges som demoraliserede. Diagnoser for en sådan "degeneration" blev fx givet til kvinder der endte på Sprogø. Kvinders usædelighed (fx som udfarende og udfordrende part) blev koblet sammen med hyperseksualitet og erotomani. 

Den i 1923 oprettede en ø-anstalt på Sprogø er behandlet her på bloggen. Anstalten skulle isolere disse kvinder pga degeneration og kønssygdomme mm. 

Leunbach definerede i sin bog "Racehygiejne" (1923) hvem der havde negative arvelige egenskaber: "åndsvage, epileptikere og sindssyge, psykopater, folk med antisociale tilbøjeligheder eller med perverse drifter, kvartalsdrankere og andre alkoholister."

Leunbach var medarbejder på Social-Demokraten, hvorfra bringes nedenstående uddrag af hans artikler. På samme tidspunkt som han begyndte sit arbejde med bl.a. seksualklinikker. Han samarbejdede med Thit Jensen (der også var tilhænger af racehygiejne) og Foreningen for seksuel Oplysning (Leunbach var formand 1925-28).

Den "negative racehygiejne" stod i modsætning til Nazi-Tysklands "positive racehygiejne", altså ideen om at det skulle være muligt at fremavle mennesker med gode egenskaber, sidestillet med dyreavl.

Uddrag af Leunbachs artikel i Social-Demokraten 2.-3. marts 1924: 

--- Vi ved nu som noget ganske sikkert at den tidligere Forestilling om Degeneration, hvorefter en oprindelig sund og kraftig Menneskestamme eller Slægt i Tidens forløb degenerer og tilsidst uddør er forkert. Og at Degenerationen udslettes ved en Blanding med sundt Blod, ved indgifte i sunde Familier - denne Forestilling er ikke blot forkert, men I høj grad skadelig.

Derimod ved vi i endnu højere grad end tidligere, at der findes degenererede Mennesker, som er farlige og skadelige for Samfundet og dets medmennesker, og at disse Egenskaber nedarves og forplantes videre fra Slægt til Slægt.

En Krydsning med en sund Familie vil kun bevirke, at Degenerationen ogsaa trænger ind blandt de sunde, men kan aldrig føre til Degenerationens Ophævelse. 

Leunbach nævner her som eksempel den ofte brugte Juke-familie i USA

Degenerationen skyldes nemlig ikke Indavl. Den skyldes arveligt Anlæg. Hvis Anlæget findes hos begge Forældre, giver det sig et stærkere Udslag hos Børnene, end hvis det kun findes hos den ene. Derfor giver Indavl i en degenereret Familie daarligt Afkom. 

---

Man har nu konstateret, at paa samme Maade som med Degeneration forholder det sig med mange Former for Sindssyge, Epilepsi og Aandssvaghed. Hos de allerfleste af disse Mennesker giver Anlæget sig ikke Udslag i udtalt Sindssyg dom eller Idioti, men derved, at Slægtens Medlemmer bliver drikfældige, aandelige Undermaalere, Fattiglemmer, Forbrydere, Prostituerede eller paa anden Maade falder Samfundet til Byrde.

Overfor alle disse arvelige Anlæg gives der kun et Middel, nemlig at forhindre dens Bærere I at forplante sig.

Leunbach anser især dette for en fare for arbejderklassen:

Derfor er ingen Klasser i højere Grad end Arbejderne interesseret i Racehygiejnen. 

--- Der findes kun et Middel til i Fremtiden at befri Samfundet for disse Mennesker - og det er Racehygiejnen.

--- I det daglige, fredelige Liv spiller de nu ikke nogen større Rolle. De vil ofte være ufredelige og derved gøre sig alle til Uvenner og faar saaledes kun ringe Indflydelse. Men hvis der kommer Krig eller Revolution og andre Slags urolige Tilstande, saa kommer de ovenpaa.

Hensynsløshed, Initiativ og Evnen til at fiske i rørte Vande vil gøre sig gældende og bringe sin Mand frem i de revolutionære Bevægelser. De revolutionære Fraser er nemme at lære; og i den første Begejstrings Rus er alle Brødre; man tilgiver gerne tidligere Forsyndelser og tillader derfor disse Mennesker at faa en Indflydelse og Magt, som snart bliver i høj Grad fordærvelig for hele den revolutionære Bevægelse.

--- Racehygiejnen tager nu ikke kun Sigte paa de virkelige syge og degenererede Slægter og Stammer mellem Menneskene. Ligesom der findes udtalt sygelige og uheldige arvelige Anlæg, saaledes findes der ogsaa særlig sunde og gunstige Anlæg, som bevirker, at deres Bærere i højere Grad end andre Mennesker har Mulighed for at gøre sig gældende Indenfor Samfundet og gavne dette. Gode Egenskaber kan i en slet Sags Tjeneste komme til at gøre betydelig mere Skade end Gavn. Det er noget, som gør sig i høj Grad gældende i det kapitalistiske Samfund. Derfor er Anlægget dog i sig selv lige godt - men det kan blive noget vanskeligt at bedømme og vurdere det.

--- En endnu større Forbrydelse, racehygiejnisk set, har det kapitalistiske Samfund paa sin Samvittighed derved, at det tvinger de kulturelt værdifulde Mennesket til at indskrænke deres Børneantal stærkt, fordi de kun dermed kan opretholde deret sociale Niveau.

De mindre værdifulde Mennesker har hverken den Ærgerrighed eller den Indsigt, som er Betingelsen for at kunne begrænse Børneantallet frivilligt. De lader det blinde Tilfælde raade. Og som bekendt generer det blinde Tilfælde sig ikke for at lade Folk sætte baade 10 og 20 Børn I Verden.

Den Bevægelse, som i Nutiden er oppe for at indføre Begrebet frivilligt Moderskab og hænde Kvindernes Ret til selv at bestemme, hvor mange Børn, de vil bringe til Verden, er selvfølgelig i høj Grad berettiget; og den er direkte fremtvunget af de sociale Forhold. Den betegner et stort kulturelt Fremskridt fremfor den helt ukontrollerede Børneavl. Denne Bevægelse har tidligere mest gjort sig gældende i Overklassen, men er nu ogsaa begyndt at gribe om sig i Underklassen. Men hvor berettiget den end er, saa har den den uheldige Egenskab, at den kun faar de bedste Dele af Arbejderne i Tale og kun faar de værdifuldeste Slægter indenfor Underklassen til at indskrænke Børnetallet. Derfor bevirker den en direkte Udvælgelse af de kulturelt mindst værdifulde Slægter. Hertil kan en Racehygiejniker ikke være en helt passiv Tilskuer.

---

(Social-Demokraten 2.-3. marts 1924. Stærkt forkortet).

Dr. Leunbach i sit Arbejdsværelse. Foto fra Aftenbladet (København) 17. oktober 1929.