En Menneskealders Udvikling af Kolonihavebevægelsen.
Der bygges endnu en Stue til Lysthuset.
Kolonihavebevægelsen er ikke gammel, og den er for så vidt et barn af fagforeningsbevægelsen, som denne skabte betinger for den. Lønningerne blev forbedrede, således at de københavnske arbejdere opdagede, at de nok kunne afse det forholdsvis ringe årlige beløb, der skulle betales i leje af et stykke jord. Og arbejdstiden forkortedes, således at det blev bedre fritid til dyrkning af de i begyndelsen meget små stykker jord.
Til at begynde med var det vel som regel folk fra landet der var kommet ind til den store by for at arbejde, og som nu så lejlighed til at dyrke en lille have. Men efterhånden smittede det givne eksempel også vaskeægte københavnere, og allerede ved århundredskiftet, talte man kolonihaver i tusindvis, så godt som alle på lejet jord, og de fleste af dem på kommunens jord, som da var at få til leje for sådan noget som 150 kr. pr. tønde land, eller godt en øre pr. kvadratalen.
Omkring århundredskiftet satte kolonihavebevægelsen imidlertid en ny udløber, der i årenes løb skulle blive langt større og kraftigere end moderen.
Haven graves.
Der var noget truende og usikkert ved besiddelsen af kolonihaver på lejet jord. Kolonihaveejeren kunne befrygte, at han på en hvilken som helst og altid ubelejlig tid kunne få lejemålet opsagt og meddelelse om at ryddeliggøre det lejede, da jorden skulle udnyttes på anden måde.
Med tungt hjerte måtte han da forlade den have, som han gennem nogle år havde fået gjort pyntelig og hyggelig, og hvor han og hans familie havde tilbragt så mange sommerdage og sommeraftener, for atter at begynde på en åben mark, hvor måske den samme skæbne efter endnu nogle års forløb atter ramte ham.
Disse usikre forhold medførte, at kolonihavelejerne gik over til at købe jord. Netop ved århundredskiftet begyndte grundspekulanter at opkøbe jord i Københavns periferi, udstykke den og sælge den på afbetaling gennem en årrække mod forholdsvis små månedlige afdrag, afpassede efter arbejdernes økonomiske ydeevne. I de første år holdt denne bevægelse sig indenfor beskedne rammer. Men efterhånden som arbejdernes lønninger steg, samtidig med at middelstandsfolk også blev opmærksom på de nye muligheder for et sundt fritidslev voksede bevægelsen, og særlig stærk blev den i årene 1917-18-19, da der foretoges en tusinder og atter tusinder købte jord, og hvor København blev omgivet af en bred bræmme af parcelforeninger med udløbere hist og her længere ud mod det åbne land.
Vejene anlægges, kloakrørene tildækkes og kloakken gøres færdig.
Den efterfølgende erhvervskrise, de dalende lønninger og den vældige arbejdsløshed standsede som i et ryk bevægelsen i efteråret 1920, og siden da har der ikke været efterspørgsel efter parceller, mens mange arbejdere har måttet opgive de parceller, som de havde købt, fordi de ikke formåede at betale renter og afdrag.
Men den mægtige bræmme af parceller, omkring 20.000 i tal på 2-3.000 tønder land, ligger der nu som haver med lysthuse eller sommerhuse og høje flagstænger hvor flaget hver en sommersøndag når til tops som et vidnesbyrd om, hvor familien tilbringer sin søndag. Og til dem slutter sig de mange tusinde små kolonihaver, også med lysthuse og simmerhuse, flagstænger og flag. Hundredtusinde mænd, kvinder og børn henter her solskin og frisk luft hver en sommer dag, og tusinder af familier lever tilmed her sommeren igennem, herude på småmandens landsteder.
Udgået som parcelbevægelsen er af kolonihavebevægelsen, havde parcelkøberne oprindelig gennemgående kun det for øje, at de her fik en ejendomshave, som de ikke en skøn dag kunne jages bort fra, og de indrettede sig derfor under mere faste former end kolonihaveejerne. I årenes løb ofredes der mere på haveanlægget, lysthuset udvidedes og forbedredes, så det blev en hel lille lejlighed med værelse og køkken, hvor primusapparatet måtte erstatte gasapparatet, og hvor man udmærket godt kunne bo, så længe der var varme i luften.
Derfor hæftede man sig ikke ved Spørgsmaal som Afvanding og Vejanlæg, og derfor kunde Jordspekulanterne sælge Jord uden Hensyn til disse Spørgsmaal, noget, der i mange Tilfælde har vist sig at berede Parcelejerne Vanskeligheder, som de kunde have undgaaet, hvis der fra først af havde været taget Hensyn dertil.
Forholdene har imidlertid ført med sig, at disse Forhold nu er i høj Grad aktuelle.
Det gik jo saaledes, at mange Parcelejere efterhaanden fik Ønske om at kunne bygge deres Hus paa deres Parcel, og den Bolignød, der indtraadte under Krigsaarene, og som stadig er kronisk, føjede Trang til at faa eget Hus til Ønsket og forstærkede det.
Men der var Ikke nogen Mulighed derfor, dels paa Grund af de manglende Vej-, Kloak- og Vandanlæg og dels fordi Byggepriserne var saa bøje, at en Arbejder og en Tjenestemand overhovedet Ikke kunde magte at bygge et hus.
Et solidt træhus til helårsbebyggelse.
Saa blev Sommerhuset Helaarsbeboelse for en Mængde Familier. En Mængde af dem er ikke egnede for Vinterbeboelse. De er for usolidt byggede. Bræddevæggene er for tynde til at holde Kulden ude. Petroleumsovnen sluger en urimelig Mængde Petroleum, og endda bliver der ikke tilstrækkeligt varmt. Der er ikke hyggeligt i saadanne Sommerhuse om Vinteren, og den mest fremherskende Følelse er vel nok Længslen efter Sommeren, - men de har dog alligevel Tag over Hovedet.
I hver eneste Parcelforening omkring København bor der mange Familier i saadanne Huse, og hvis det ikke var saa, vilde Manglen paa Lejligheder være endnu langt større, end den er. Man kan sikkert trygt regne med, at der bor ca. 3000 Familier i sommerhuse paa deres Parceller Aaret igennem.
Adskillige Familier bor dog i Sommerhuse, der er fuldtud egnede til Vinterbolig. Sagen er, at et Træhus, solidt og godt bygget og med Hulrum mellem Yder- og Indervæg, er fuldt saa lunt som de almindelige Stenhuse og staar ikke tilbage for dem i anden Henseende, end at de kræver forholdsvis mere til Vedligeholdelse, og at de ikke er saa holdbare, hvilket dog ikke betyder stort for Ejeren, da det, forsvarligt vedligeholdt, nok kan staa de første 50 Aar.
Vort Billede viser et saadant Træhus, der beboes af en Statstjenestemand, hans Hustru og lille Barn. De to sidste ses paa Billedet.
De, der faar et saadant godt og solidt Træhus, der tilmed er langt billigere end et muret Hus af tilsvarende Størrelse, er ude over Bolignøden og sidder for en billig aarlig Afgift. De med de mindre egnede Sommerhuse og med de smaa Lysthuse haaber paa den Dag, da de kan rykke ind i deres eget Hus.
Hidtil har de været afskaaret fra at faa det. Det kostede for meget til, at de kunde magte det økonomisk. Der kunde vel opnaas Statslaan i tredie Prioritet, men de blev kun givet til boligforeninger, der var organiseret saaledes, at de ejede hele Foreningens Jord og derefter de opførte Huse, medens Medlemmerne kun blev Brugere. men i Parcelforeningerne ejede hver Mand sin Parcel, og der var uovervindelige praktiske Vanskeligheder for at danne saadanne Boligforeninger dér, at de kunde faa Adgang til Statslaan til deres Byggeri.
Desuden ejede Parcelforeningerne ikke Midler til at kunne anlægge de Veje og Arealer, der af Myndighederne stillede som Betingelse for, at man overhovedet kunde faa lov til at bygge varige Huse paa Parcellerne.
For tre-fire Aar siden vedtoges der imidlertid en Lov, hvorefter man under visse Betingelser kunde faa Lov til at bygge Huse paa Parceller, selv om der ikke forud var anlagt Vej og Kloak, men denne Lov fik saa godt som ingen praktisk Betydning, fordi den, der ønskede at bygge, skulde raade over mindst Halvdelen af, hvad Huset vilde koste at bygge, idet man kun kunde regne med at faa 40 pCt. i Laan i første og anden prioritet.
Endelig kom Loven om Statslaan i tredje Prioritet i Fjor. Derved skabtes der større Mulighed for at kunne bygge, men dog ikke saa stor Mulighed, som man straks troede, idet Kurserne paa Obligationerne faldt saaledes, at den, der nu vil bygge sit eget Hus, selv maa raade over mellem en trediedel og en Fjerdel af det Beløb, som Husets Anskaffelsessum andrager, og dette Forhold hindrer selvfølgelig en Mængde Mennesker fra at bygger, hvor gærne de end vilde.
Forhaabentlig lykkes det at løse Boligspørgsmaalet for disse Mennesker paa en saadan Maade, at de kan faa eget hus og Hjem, naar blot de selv formaar at yde etnogenlunde rimeligt økonomisk Bidrag dertil.
Der ligger som sagt 20,000 Parceller uden for København. En saa virksom Støtte, at den fjernede de økonomiske Vanskeligheder, der nu stiller sig hindrende for Bebyggelsen af dem, vil skabe Tusinder af egne Hjem i Københavns Periferi.
Der bliver fra forskellig Side hævdet, at det er en uøkonomisk Bebyggelse, og at Lejlighederne i disse Huse bliver dyrere at fremstille og bebo end i de store Boligkaserner. Hvad den dyre Fremstilling angaar, passer det maaske nok, men Forskellen er dog ikke stor. Man vil i en Boligkaserne næppe kunne fremstille en Treværelsens Lejlighed under 15,000 Kr. og en toværelses Lejlighed under 10 a 11,000 Kr., men man kan ogsaa fremstille et Hus med en Treværelses Lejlighed i Stuen og en Toværelses Lejlighed og med større Udenomsbekvemmeligheder og med Have for et lignende Beløb.
Men selv om Lejlighederne i et saadant Hus endogsaa bliver noget dyrere end i tilsvarende Lejligheder i en Lejekaserne, er der noget meget væsentligt, som man maa tage i Betragtning. For det første er der Adgang til Udbytte ved Hønsehold, Kaninhold og ved Dyrkning af Haven, der alle kan yde et pænt Bidrag til Husholdningen, og for det andet kommer Familien til at leve under bedre og sundere Forhold baade i legemlig og aandelig Henseende, Forhold, der vel ikke an vurderes i Penge, men faar deres uhyre Betydning deri, at de skaber en sundere Slægt.
*
Vinteren vil stadig ikke slippe sit Tag i Aar, men snart bliver vi dog Vidne til Foraarets endelige Sejr. Først nu, længe efter sædvanlig Tid, kan man begynde at grave i Haverne, men længe varer det ikke, før Arbejdet er i fuld Gang om Søndagene og Flaget vajer højt over Lysthuset. Manden graver og Børnene leger eller pusler med deres egen private lille Have, medens Moderen gør rent i Lysthuset eller Sommerhuset, og naar tiden er dertil, faar Fyr paa Primusapparet for at lave Familien en Kaffetaar.
Og hist og her ser man et Hus under Opførelse. Her er Grunden støbt, der er Kransen hejst, og et enkelt Sted staar det færdige Hus. Og ved Kaffetaaren drøfter Mand og Hustru de Muligheder, der er, for at de ogsaa selv kan komme til at bygge.
(Social-Demokraten, 4. maj 1924)
