Lystturen i Rustvognen. (Efterskrift til Politivennen)

Frederiksberg, d. v. s. det meste af vor skattede Naboby har Natten til i Gaar været skuepladsen for en vist temmelig enestaaende Automobilkørsel, der paa de Folk, der var saa uheldige eller heldige at komme ud for et Møde med den maa have virket noget nær pa samme Vis som Mødet med "Den flyvende Hollænder" virker paa Havets fredeligt farende Sømænd.

Den flyvende BiI var Ligvognen Rustvogn k. 10717, der tilhører Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade Nr. 14. Vognmanden har en Chauffør, Viggo Thorsen hedder han, og han boer privat i Tømrergade Nr. 1 - der til daglig har det Hverv at køre døde Mænd til Kirkegaardenes Kapeller i den pæne bil, hvori der som man véd, yderligere er Plads til en enkelt eller to af den Dødes nærmeste Efterladte, der ønsker at være ham nær paa den sidste triste Køretur, for Graven tager ham.

Ved 11-Tiden i Forgaars Aftes da Dagens Transporter var til Ende, fik Viggo Thorsen Besked om at køre Bilen hen i Garagen paa dan gamle Ladegaards Terræn hvor den plejer at staa opstaldet. Han kørte imidlertid ikke direkte til Ladegaarden, idet han havde lovet at køre en Kammerat, der ogsaa er ansat hos Vognmand Jørgensen, ud til hans Bolig paa Peter Bangsvej.

Dette har Thorsen ogsaa gjort. Men hermed glipper ogsaa det officielle Kendskab til hans Gøren og Laden i de nærmest følgende Timer. Man har, trods ihærdige Undersøgelser fra Politiets Side, kun kunnet fremskaffe højst mangelfulde og ufuldstændige Oplysninger om hans Færden i de stille Nattetimer Men disse Oplysninger viser ham ogsaa jagende rundt paa det ganske Frederiksberg, ligesom den flyvende Hollænder ude paa det vildene Hav.

Han har omkring Ettiden været ved "Aahuset" med et levende Lig i Vognen, d. v. s. med en aabenbart ganske tilfældig Mand, han havde samlet op et eller andet Sled og faaet anbragt inde i Bilen paa den Efterladtes Plads. Lidt senere har han været ved en Café paa Fasanvejen, og endnu senere ved "Raadhuscaféen" i Falkoneralléen. hvor han forgæves har tryglet Jørgen Bras om at komme ind og faa sig en Tuborg sammen med sin Passager i Ligvognen.

Kl 1½ præcis er Dødsbilen set ude i Godthaabskrydset, hvor den jog tværs over Gaden i en rasende Fart men dog ikke værre end, at det gennem Bilens Glas tydeligt kunde ses at det ene levende Lig var bleven til en hel Bunke. Deri sad, siger fuldgode Vidner, paa dette Tidspunkt mindst seks Personer, to Damer og fire Herrer, inde i Bilen, et Selskab der ganske aabenbart var i alt andet end Begravelsesstemning, at dømme efter den Sang og støjende Adfærd, der lød inde fra Vognens Dyb.

Saa gaar der en halv eller en hel Time, hvor Havet eller de frederiksbergske Sideveje har slugt den flyvende Hollænders Spor. Men da Klokken slog 2½, dukkede den frem igen i Natten.

Da kom Chauffør Thorsen kørende med sin Rustvogn henad Grundtvigsvej - fuld sped, alt hvad den stønnende Motor kunde orke, køre fremad, lige ind paa den lille Grundtvigs Plads som en Krigstankbus paa Gitteret og Hækken, der omgiver den lille kønne Græsplæne, saa Gærdestavene knækkede som Tændstikker og Hækkens Blade og Kviste sank, som var de mejede ned under en Kæmpe-Le eller trampede til Døde under en Kæmpetromle.

Paa dette Tidspunkt var der, siger de forskrækkede Beboere, der kaldtes til alle de omliggende Vinduer ved Larmen, da Bilen vendte Næsen mod det gamle Træ midt paa Plænen, to Mennesker i Rustvognen. En Mand og Kvinde inde paa den Dødes Plads, tæt omslyngede i svimmel Kærlighedsrus, øjensynligt slet ikke opfyldt af Tanken paa Døden eller alt det, der dens er.

Tværtimod.

Saa kom Politiet. Men da tog Fa'en ved de to Elskende - ud af Ligvognen ned i Grønsværet og væk - bort i Natten, mens Pigebarnet hulkede, saa det var en Ynk at høre, og Manden sang: "Giv mig et Kys og lad det være glemt - "!

Tilbage var kun den molesterede Rustvogn, der nu var tømt for baade Levende og Døde, og saa to Chauffører, af hvilke den ene ædru og ganske sagesløs, og den anden gnistrende fuld. Den anden var Viggo Thorsen, og da han var Foretagendets ansvarshavende Redaktør, halede Politiet ham ud af Plæneanlægets Ruiner og kørte ham op paa Politistationen, hvor man, mere for en Forms Skyld end fordi det skønnedes paakrævet, lod ham underkaste den obligate Spiritusprøve.

Han dumpede med Glans - Ug mod Kryds og Slange - og fik som Følge deraf Æresbolig paa Stationen for Resten af Natten, medens der blev telefoneret efter Vognmand Jørgensen i Blaagaardsgade, for at han kunde komme ud og hente sin Ligvogn og faa den gjort ren efter den vildsomme Nattefærd.

- Sikket Held, sagde han, da han trillede af med Omnibussen: Sikket Held, at der ikke var et rigtigt Lig i den, da Thorsen startede i Aftes. For ellers var han vel endt paa Kirkegaarden med baade den Døde og alle sine levende Gæster!

Og Hr. Thorsen havde aabenbart ikke været bange for nogetsomhelst.

Svip.

(Aftenbladet (København) 2. juni 1924)

Naar Trafiken gaar over Vandet. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Langebro har været svinget ud i fire Minutter.

Der gaar næppe en Dag, hvor der ikke lyder Veraab over de fortvivlede Færdselsforhold ved Knippels- og Langebro. 

At disse Klager er fuldt berettiget, har selv Byens Myndigheder indrømmet. Men en hel anden Ting er at faa dem ændret. Da nuværende Borgmester, daværende Havnebygmester Møller i sin Tid projekterede disse Broer, drømte han ikke om den rivende Udvikling, Trafiken skulde tage i Løbet af en Snes Aar. Men nu er man altsaa saadan stillet, at Forbindelsen med Amager maa siges at være Hovedstaden uværdig.

Der tales og diskuteres om hvad  der skal gøres. Der udarbejdes Planer, som atter henlægges, og i Mellemtiden bryder Trafiken sammen Gang paa Gang og der spildes Tid, som ikke er til at indhente igen.

Et Forslag, som har Myndighedernes Øren, fordi det intet koster, gaar ud paa, at henvise alle Hestekøretøjer og Trækkevogne til Knippelsbro, saa Automobiltratiken udelukkende førtes over Langebro, som derved kunde befares langt hurtigere end nu, hvor det er det langsomste Køretøj - ofte en Trækkevogn -, der bestemmer Hastigheden.

En yderligere Forbedring af dette Forslag gaar ud paa at lægge  en Træpromenade paa hver Side af Broen til Brug for Fodgængere.  De nuværende Fortove skulle da benyttes af Cyklister, for hvem det nu nærmest er livsfarligt at køre over Broen og Automobilerne kunde da yderligere forcere Farten.

Af ovenstaaende Billeder fremgaar det, hvorledes Vognene hobes op, efter af Langebro har været svinget ud i blot fire Minutter. Køretøjerne maa holde i tre Korsoer, som saa af den posterede Betjent efterhaanden ledes ind over Broen.

At Situationen med den stadig øgede Trafik er uholdbar, siger sig selv.

Endnu svæver Højbroen fra Dybbølsgade til Skydebaneterrænet nærmest i Luften. Der vil vel forløbe adskillige Aar, før dette Projekt  bliver til Virkelighed. Men hvorledes kal det gaa i Mellemtiden? Ja. der sker vel intet, før Handelsstanden rejser sig til enstemmig Protest, som de høje Myndigheder ikke kan sidde overhørig.

Tid er Penge, og af dem spildes der altsaa mange under de forhaandenværende Forhold.

(Aftenbladet (København) 20. maj 1924).

I 1927 forsøgte man at ordne forholdene ved at forbyde trækkevogne at passere på kørebanen. De skulle holde sig til fortovet. Foto fra Aftenbladet (København) 25. januar 1927.

Foraar i Saksogade. (Efterskrift til Politivennen)

En af "Klokken 5"s Medarbejdere skildrer her en Vandring gennem Saxogade, hvor han paa sin Vej møder Dagens Slider, den krogede Arbejderske, der kæmper for sit Hjem, Nattens Kavalleri og de Fattige i den store graa Gade.

Solen skinner over Byen, endnu er den bleg og kold, men den lyser dog op - og selv Saxogade synes lys, denne lange, høje Gade, hvis graa - og sortsmudsede Husfacader ellers kaster et trist og dystert Skær over Gaden, som i sine Lejekaserner rummer lige saa mange Indvaanere som en middelstor dansk Provinsby.

Hus ligger klinet op ad Hus, Forretning ligger ved Forretning, Kafé ved Kafé. Hist er en Kirke, her en Læsesal, der har Kristeligt Studenter-Settlement sit Hovedkvarter og her dominerer Frelsens Hær med sit store Herberge, der om Natten indfanger Storbyens brudte Skæbner - og overalt er der Mennesker paa Færde - mange Slags Mennesker.

Saxogades Mennesker.

Der er ikke megen Overdrivelse i at hævde, at alle Samfundslag er repræsenterede i Saxogade. Her bor den armeste Mand og Dør om Dør med ham den rigeste Gnier. Den fattige kan ikke faa et Måltid varmt Mad hver Dag, fordi Pengene Ikke kan slaa til, og den rige nænner ikke at spise fordi det koster Penge og fordi Penge, den Følelse at have Penge, er mere for ham end at leve sundt og ordenligt. Der bor Folk, som trolig vandrer i Kirke hver Søndag Formiddag, som begynder Og ender deres Dag med Fadervor, der bor Folk, som giver Pokker i al Moral og Tro, som lever i Nuet, lever med, lever stærkt, der bor Folk i Pjalter og Laser og der bor Folk i Silke og Zobel, de bor Side om Side med hæderlige, retskafne Mennesker, der strider og slæber for at skaffe til Livets Udkomme. Og der bor mange andre Mennesker, mange andre Typer.

Mødrene drøfter Dagens Begivenheder efter at have hentet deres Børn fra Asyl og Pleje,

Fra Morgen til Morgen.

Døgnet igennem, uafbrudt, er der Færdsel og Travlhed i Saxogade. Tidligt om Morgenen tørner Arbejderne ud for at vandre til deres Arbejdspladser, noget efter kommer de smaa Kontordamer og Ekspeditricer trippende, Konerne gaar ud med Klud og Spand, store Børn gaar i Byen, passer deres Skole, deres Pladser, deres Hjem, og de mindre er sendt ned for at lege.

Saxogade er aldrig stille. Altid færdes der Mennesker, altid er der færdsel. Tungt læssede Arbejdsvogne, Lastbiler og Trækvogne befarer Gaden Dagen igennem - og om Natten er det Taxavogne og Lillebiler, der strømmer til - for at hente og aflevere.

Jazz Bands, Øl og Portvin.

Det vrimler med Kafeer, store som smaa, og fra dem alle lyder der Aftenen igennem Musik, hæslig og skrigende Jazz-Musik, enten fra en Magnavox-Gramofon eller fra et "Orkester" paa et Par Mand, som betjener indtil en halv Snes Instrumenter, inklusive tomme Hvidtølsflasker og Grydelaag.

Der er Gang i Musiken, der er Gang i Gæsterne. Nogle sidder dorske og dvaske, halvsøvnige og kedelige over deres Øl, medens andre støjer op, synger med, danser eller dog i hvert Fald konverserer de Afdelings-Repræsentanter, som Gadens lette Kavalleri ved en højere Skæbnes Tilskikkelse har sendt ind netop i den paagældende Kafe.

Damerne drikker baade Øl og Portvin, men Portvin bliver foretrukket. Sjusser synes dog ogsaa at falde i Smag. Der er det mærkelige Forhold, at der er mere Kritik af hvad der skal nydes, end af ham, der spiller Greve og optræder som ædel Giver.

Baggaardens Børn.

Det vrimler med Børn i Saxogade, baade paa Gaderne og i de mange Gaarde. Fra de mange Trapper, der fører ned til hver Gaard, kommer Børnene marcherende. En stor Del af deres Tid, maaske den største, tilbringer de i Baggaarden. Der er ingen hjemme om Dagen hos disse Børn. Enten er Faderen borte fra dem, ukendt eller død, eller han er paa Arbejde. Og ogsaa Moderen er paa Arbejde. Der maa slides haardt, ikke mindst af den enligt stillede Moder for at holde Hjemmet oppe, for at skaffe Mad til Børnene. Disse smaa rnaa saa til Gengæld skøtte sig selv Dagen Igennem - altid er det Ikke lige heldigt, men det er desværre for hendet nødvendigt.

Baggaardens Børn - hvor har man ondt af dem. Dagen igennem er de i den triste Baggaard, Dag efter Dag maa de søge deres Glæde der mellem de høje, graa og forfaldne Mure. i Sol og Regn, i Kulde og Varme maa de være ude. De hærdes vel, men Hærdningen er ofte saa slem, at de knækkes.

Paa Baggårdenes toppede Sten faar mangt et Barn sit første Knæk enten sundhedsmæssigt eller moralsk.

Det er Livets ubønhørlige Lov i Baggaardene.

Frelsens Hærs Herberge.

Mange Børn kommer ikke ud fra Gaden, de lever og dør I Saxogade, andre svinger sig ud, kommer frem. Og for de sidste har den haarde Skole i Baggaardene haft sin Betydning.

Men foruden de svage, der er vokset op og gaaet til Bunds i Saxogade, huser den mange andre lige stillede. En stor Del af disse har deres Tilflugt i Frelsens Hærs Herberge og Arbejdshjem. Her er baade Opholdsstuer, Spisesal og Sovesale. Man Kan komme og gaa som man vil - blot Sengetiden overholdes. 

- - -Nu er det Foraar, og Solens Sølverstænk laver ogsaa lyse Striber i den graa Gade. Saksogade er en Mindelse om Fortidens Byggemaade. Det gjaldt bare om at smække Kaserner op, om at stuve saa mange Mennesker som muligt sammen uden smaaligt Hensyn til Sundhed, Sol og Lys .... Men gaa Gaden igennem - og Du henter mange sære, brogede og blandede, lyse og mørke Indtryk - og Du staar pludselig paa store, lyse Pladser med nye, røde, venligt smilende Huse - den ny By, saaledes som den bliver til under et nyt Styre, dér hvor Fortid og Nutid mødes: Kontrasten mellem Kaserne og Hjem.

Peter Poul.

Den store graa Gade i hele dens Længde.

(Klokken 5 (København) 14. maj 1924)

Statuen af Holger Drachmann paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen).

Drachmann faar sit Monument.

Kampen om hans Statue

Den bekæmpes til Fordel for en Pegasus af Utzon-Frank.

Om kort Tid staar Lorry-Klubben paa Frederiksberg ved det Maal, for hvilket den i sin Tid blev stiftet: Oprettelsen af et Mindesmærke for Holger Drachmann - den Digter, der i sine glade Dage kastede en vig Ilterser Glans over det glade Sted, hvor Lorry Fejlberg er bleven afløst af Waldemar Nielsen, to Værter af omtrent samme Type.

Lorry-Klubben er siden sin Start blevet saa velhavende, at den knapt nok ved, hvor den skal gøre af sine Penge. Med de aftenlige Indtægter, Klubben nyder godt af, regner man med, at Kassen nu maa indeholde ca. 100,000 Kroner. En Del af disse Penge anvendes til velgørende Formaal. Man har bl. a. hørt, at en syg Skuespiller er bleven understøttet, og at Drachmanns Edith til Hamborg har faaet 300 Kroner sendende. Men forøvrigt vil et offentligt Regnskab antagelig snart gøre udførlig Rede for den Side af Sagen.

Hvorledes det nu end er - Lorry-Kassen har forlængst ligget inde med de 20,000 Kroner, som det vil koste at rejse Holger Drachmann et stort og værdigt Mindesmærke. Men af hvad Art skal dette Mindesmærke være? Herom har der i længere Tid staaet Strid paa Frederiksberg.

Vi har forespurgt i Lorry-Klubben om denne Strid og faar Besked af et af dens Bestyrelsesmedlemmer, Musikdirektør Holger Nilsen.

- I Bestyrelsen, siger Hr. Nielsen er Stemningen afgjort for at rejse Drachmann en Statue. Nogle vil have udført en hel ny Statue, men Flertallet samler sig om en Forstørrelse af det lille Drachmann-Monument, som vi hidtil har haft staaende herude i Haven, og som i sin Tid blev afsløret under stor Bram og Brask med Taler af Borchsenius og A. C. Meyer.

- Den, der kaldes Kakkelovns-Figuren eller Buksemanden?

- Ja. Den er, synes jeg, bleven udsat for en ganske uberettiget Kritik. Den skyldes den unge Billedhugger Ivar Holther, der for nogle Aar siden døde i Fattigdom, men var et Talent med en stor Fremtid for sig. Statuen giver Drachmann udmærket, i Holdning og alle Karaktertræk, og den tilfredsstiller alle kunstneriske Krav. I Miniature, saaledes som den nu staar, kan man slet ikke bedømme den. Men den vil sikkert virke pompøst, naar vi faar den udført i Metal i halvanden Gang Menneske-Højde. Den er ogsaa forlængst blevet sanktioneret af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som skal overtage Statuen, engang naar Lorrys Have skal udlægges til offentlig Haveanlæg i Lighed med, hvad der er sket i den halve Del af Allégade.

- Hvornaar vil Statuen blive rejst?

- Det er Spørgsmaalet, thi nu møder der pludseligt en Del fremmede Mennesker, der fortæller os at vi slet ikke skal have nogen Statue af Drachmann, men derimod et Slags symbolsk Monument. Det er Venner af Kunstneren af Kunstneren Utzon-Frank, der samlet sig om en "Vinget Pegasus" han har udført - en temmelig kedelig Krikke, efter min Mening, der slet Ikke siger noget om Drachmanns særegne Personlighed, Saadan en Rosinante kan man stille op for Ferd. P. Vadum eller en hvilken som helst anden, der slaar Harpens Strenge.

- Kampen staar altsaa for Øjeblikket om Statue eller Pegasus?

- Ja, vi befinder os midt i Krigens Hede. Men jeg gaar ud fra, at Statuen - og afdøde Holthers Statue - vil sejre. Spørgsmaalet afgøres i disse Dage, og straks naar det er sket, gaar vi i Gang med Støbningen, saaledes at det nye Drachmann-Monument om et Par Maaneder kan staa færdig til Afsløring.

- Den Dag bliver der Fest paa Frederiksberg?

- VI har jo lidt Fest her hver Dag. Men den Dag bliver naturligvis særlig stor. Hele vor literære Verden vil antagelig deltage i den.

Saa vidt Hr. Holger Nielsen. Hovedsagen: at Holger Drachmann faar et Monument, værdig til Digterens Betydning, synes da at være i Orden. Det bliver ganske vist foreløbig i Lorrys Have. Men det bliver dog heller ikke saa langt fra en god Kollega: Adam Oehlenschläger.

(Social-Demokraten, 20. maj 1923).

Der rejses en Statue af Drachmann

Frederiksberg Kommunalbestyrelse modtager Lorry-Klubbens Gave.

Drachmann, den farende Sanger, Havets, Vinens Sanger, skulde han ikke huskes, den største i Danmark? Der var andre store Digtere fra samme Kuld, og der er yngre Planter i Skoven, der tegner til maaske engang at naa op paa hans Højde; men endnu rager han op, vældig, og de unge sænker Kaarden for den store Mester. Da den bedste af det nye Kuld, Hans Hartvig Seedorff, blev sammenlignet med den gamle Skjald, bøjede han sig beskedent og skrev:

Man sammenligner mig med Holger Drachmann,
0 var jeg blot en Tjener i hans Følge,
men jeg er blot en Krusning i lidt Brakvand.
hvor han var Havets stærke, stolte Bølge.

Skal han ikke have et Monument i Byen, et virkeligt Monument, som vi kan vise frem mellem alle de andre Mindesmærker, vi har? Ganske vist: Drachmann har jo et Monument, den unge Billedhugger Holters lille Statue ude i Drachmann Kroen; men mange har berettiget ment, at dette Miniaturarbejde Ikke var Mesteren værdig. Det skulde knejse rankere mod Himlen, som han selv gjorde, han der sad over Skyerne, hvor Himlen den var blaa, der bar sin Hat, som han vilde og brød sig Pokker om ærværdige Borgeres summende Sladder.

Marius E. Jørgensens Udkast.

Og det er da ogsaa ude fra Drachmann Kroen, at Initiativet er taget til at faa et nyt Monument rejst, Da "Lorry Klubben" startede for et Par Aar siden, blev det dens største Opgave: at faa indsamlet de nødvendige Penge dertil.

Og det er altsaa det, der nu er sket.

- Det er nogle Maaneder siden, fortæller Hr. Hermann Florenz, vi blev enige om, at nu skulde det være Alvor. Vi havde ca. 23.000 Kr. og dem overlod vi til Frederiksberg kommunalbestyrelse til Rejsningen af et Monument for Drachmann paa Frederiksberg. Kommunalbestyrelsen maa selv bestemme, hvorideee det skal se ud, hvem der skal lave det og hvor det skal staa. "Lorry klubben" har kun skaffet Pengene, som den engang lovede.

I den forløbne Tid har Sagen været behandlet i Frederiksberg Kommunalbestyrelses tekniske Udvalg. Gaven vil formentlig blive modtaget.

Er de indkomne Midler tilstrækkelige, spørger vi Hr. Forretningsfører Emanuel Olsen. Socialdemokratiets Repræsentant i Udvalget, da han har haft Sagen til Forbehandling.

- Jeg tror det ikke, var Hr. Olsens Svar.

- Vil Kommunalbestyrelsen i saa tilfælde bevilge det nødvendige Restbeløb?

- Nej, i saa Tilfælde maa "Lorry Klubben" træde til igen; men vi overtager selvfølgelig Udgifterne til Vedligeholdelse og den Slags.

Endnu vides ikke, hvem der skal udføre det hæderfulde Arbejde, eller hvordan det kommer til at se ud. Der tales fra flere Sider om at udskrive en Konkurrence. Foreløbig har vor gamle Partifælle, Billedhuggeren Marius E. Jørgensen lavet Udkast: Drachmann som vi kendte ham med Bulehatten og Flagrekappen. Soklen er af Kampesten, indfattet Broncereliefer med Motiver hentede fra forskellige af Drachmanns Skuespil. Marius E. Jørgensens Udkast, der har vakt Glæde og Tilfredshed i vide Kredse, har faaet sig en Konkurrent i den unge Billedhugger Jean Gauguin, der har ment det bedre end at portrættere Drachmann at symbolisere ham ved en vinget Pegasus paa en høj, slank Sokkel

Jean Gauguins Udkast

Maaske vil der nu blive lidt Strid om, hvilke af disse, der skal udføres, og maaske kommer der andre Udkast til. Foreløbig menes det dog fra de indviede Kredse, at Marius E. Jørgensens Udkast vil blive det foretrukne.

Men alt det hører Fremtiden til. Forberedelserne er trufne, og om et Aar eller to vil den gamle Skjald faa sit Monument.  -en

(Klokken 5 (København), 12. juni 1923).

Skarp Protest mod Drachmann-Statuen.

En Henvendelse til Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Interview med Forfatteren Sophus Clausen og Folkethingsmand Friis-Skotte.

I Aftes udsendtes gennem Ritzaus Bureau følgende Protest:

Vi undertegnede tillader os at anmode Frederiksberg Kommunalbestyrelse om at undlade den paatænkte Opstilling af Drachmanns Statue, der synes os en uværdig Hyldest af Digteren.

Sophus Claussen. Vibeke Dahl. August Enna. Axel Garde. Louis Glass. A. Hauberg. Sven Lange. Viggot Lachmann. Betty Nansen, f. Krøyer. Chr. Rimestad. Edith Rode. Helge Rode. Otto Rung. Ingeborg Marie Sick

Om denne Protest udtaler Folkethingsmand Friis Skotte, som er Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse:

- Den kommer noget sent. Der har allerede været Prøveopstilling, og det er overladt til teknisk Udvalg at foretage det videre fornødne. Kommunalbestyrelsen modtog fra den saakaldte Lorry-Klub Tilbud om Opstilling af en Drachmann-Statue i Nærheden af det Sted, hvor Goldschmidt og Oehlenschlæger staar. Der blev forevist os en Sokkel med en vinget Pegasus. Den var ikke heldig. Saa fik vi Valget mellem to Statuer i overnaturlig Størrelse. Den ene var en Forstørrelse af den lille, kendte Statue, der staar i Lorry-Etablissementets Have og som skyldes en afdød Billedhugger. Den anden var en omtrent tilsvarende af en nulevende Kunstner. Vi foretrak den første, altsaa Forstørrelsen. At der nu protesteres kan skyldes dels at Kunstnerne altid skændes, dels at der raader Misfornøjelse med at denne kunstneriske Opgave løses ved Hjælp af en Danseforening. Men det maa erindres, at det var Drachmann-Klubben og ikke den nu bestaaende Danseforening, der tog Initiativet til Sagens Løsning.

Vi har derefter talt med en af Underskriverne, Digteren Sophus Clausen, som siger:

- Der er Erfaring for, at naar en Statuette forstørres, bliver Resultatet gerne pauvert. Selv Stefan Sinding led den Tort, at da hans Statuetter af Ibsen og Bjørnson forstørredes, blev de til de "Ostemændene" udenfor det norske Nationalteater. Vi Underskrivere har talt om Tingene, og vi er paa det rene med, at det vil vække Anstød at opstille den foreslaaede Statue. Drachmann fortjener et bedre Eftermæle. Jeg kender ikke Komiteen for den Danseforening, der virker for Statuen, men jeg ved at dens Handlinger er meningsløse og naive. Har Foreningen Penge, saa lad den betale til noget kunstnerisk værdifuldt.

Med denne Optakt aabnes der Udsigter til en lang og varm Debat. At det konservative Flertal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse har indledet et intimt Samarbejde med Lorry-Klubbens muntre Tilhængere er en Sag for sig. Penge lugter som bekendt ikke. Og maaske vil den afdøde Kunstners Statuette vise sig præsentabel ogsaa i forstørret Udgave.

(Social-Demokraten, 13. december 1923).

Også København og Nationaltidende refererede protesten den 13. december 1923, sidstnævnte bragte en udtalelse fra Helge Rode og Chr. Rimestad:

Vi henvender os i Anledning af denne henvendelse først til Forfatteren Helge Rode. der er Medunderskriver, og spørger om Grunden tiI, at han ikke ønsker Statuen opstillet.

- Jeg finder, svarer Helge Rode, at Statuen kunstnerisk er ganske undervægtig. Saavidt jeg har forbinet, vil man ad mekanisk Vej forstørre den lille Statue foran Lorry, og dette vil blive et Værk, som staar langt under alle de øvrige Statuer, vi har her i København, hvilket jeg synes er uværdigt. Desuden synes jeg ikke, det er heldigt, at Lorry-Klubben skal rejse et Mindesmærke for Holger Drachmann. Klubben begyndte jo sin Virksomhed med at kalde sig Drachmann-Klubben. men den offentlige Mening vendte sig da saa stærkt imod den, at den maatte opgive det Navn. Jeg finder det derfor en Gang for alle er slaaet fast, at denne Klub ikke har nogen som helst Forbindelse med Holger Drachmann, og dette bør ikke ændres ved, at Klubben nu faar Lov til at reise Drachmann en Statue.

Chr. Rimestad havde ikke noget imod at klubben udførte statuen, men fandt den tilbudte statue uegnet. Han foreslog at lade Kai Nielsen udføre den. Han indrømmede at underskriverne ikke havde samme holdning til klubben

Drachmann-Statuen.

Forfatterforeningens Bestyrelse kommer ogsaa bagefter.

Dansk Forfatterforenings Bestyrelse tiltræder enstemmigt den fra Frederiksberg udgaaede Kunstner- og Forfatterprotest imod offentlig Opstiling af den ogsaa efter vor Formening saare uheldige Drachmann-Statue.

Sophus Michaelis, Formand. Sven Lange, Næstformand. Ingeborg Vollquarts, Thorkild Barfod. J. O. Bøving-Petersen. Hans Henriksen. Louis Levy.

(Social-Demokraten, 15. december 1923).

Den 24. marts 1924 blev sagen behandlet i Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Der var også indkommet en protestskrivelse af fru Emmy Drachmann. Stemningen var delt, og sagen blev henvist til et kunstnerisk udvalg. 

Vor Fotograf har haft den udmærkede Ide at besøge Broncestøber Rasmussen og snuppe et Snapshot af den nu færdige Drachmann-Statue, hvis Opstilling, efter Behandlingen forleden i Frederiksberg Kommunalbestyrelse, er bleven en Kendsgerning.

Paa Billedet har har vi anbragt Statuen i de Omgivelser, hvori den vil blive opstillet, nemlig i Allégade tæt ved Krydset. Saa kan vore Læsere jo selv dømme om, hvorledes Drachmann tager sig ud her. Den almindelige Mening vil sikkert være den, at Virkningen er ganske tiltalende.

Om Statuen som Kunstværk vil det blive Kunstkenderes Sag at dømme. De vil sikkert ikke være enige - det er Kunstkendere aldrig - og om føje Tid faar vi nok se d'Hrr. fare ud i Pressens Spalter og ryge i Totterne paa hverandre over Spørgsmaalet, om "Kakkelovnsmanden" nu har vokset sig stor og smuk ved at blive forstørret af Broncestøberen. En Ting maa man imidlertid Ikke glemme og det er den, at da denne Drachmann-Figur i sin Tid blev afsløret i Lorrys Have, var det under almindelig Bifald, med Taler og Festsange af Otto Borchsenius, Charles Kjerulft og mange andre kunstneriske og Literære Navne. Den Gang var der idel Glæde over "Kakkelovns-Manden", mod hvem man kun havde den Indvending, at den ikke var stor nok.

Nu da Statuen - i hvert Fald i det rene Maal - svarer til Drachmanns Størrelse, synes der ingen særlig Grund til Hysteri.

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har da ogsaa foretrukket denne Statue mellem tre Forslag: et Udkast af Billedhugger Marius Jørgensen og et (symbolsk) af Gaugin. Den er altsaa Resultatet af alvorlig kunstnerisk Overvejelse, og naar den nu opstilles, er det en smuk Æresoprejsning for dens Skaber, den afdøde meget sympatiske Kunstner Hother, der døde som ganske ung under højst sørgelige Omstændigheder.                    g.

(Social-Demokraten, 29. maj 1924).

Drachmann-Statuen opstillet.

Den meget omtalte Statue af Holger Drachmann, som af Lorry-klubben er skænket til Frederiksberg Kommune, blev i Gaar opstillet i Anlæget ved AIlégade.

Drachmann Statuen har faaet Plads ved Frederik den 6tes Allé, og Digteren skrider frem imod Frederiksberg Have. Statuen er modelleret af den unge Billedhugger Holter. som døde for nogle Aar siden. Ligheden er god, skønt Holter aldrig havde set Digteren, men maatte arbejde efter Fotografi og mundtlig Beskrivelse af Drachmanns Udseende.

Statuen er støbt i Bronce af Bronzestøber Rasmussen, og Soklen er udført I Paradesgranit fra De forenede Granitbrud. Frederiksberg Kommune har foreløbig opstillet Statuen paa Prøve. Hvis det viser sig, at den ikke passer i Anlæget ved Allegade, har man betinget sig Ret til at opstille den et andet Sted i Kommunen.

(København, 5. juli 1924).

Nationaltidende 12 juli 1924 pegede på at Drachmann havde dedikeret nogle sider i "Forskrevet" til forlystelsesetablissementet, og det derfor var naturligt at det nu takkede for det. København havde jo også fået masser af statuer foræret af brygger Jacobsen (Carlsberg). Holger Drachmann kunne godt lide forlystelser, og skrev bl.a. også et digt om Barrisons. Statuen står som bekendt hvor den blev opstillet på prøve, og er aldrig siden blevet flyttet til en anden plads.

Se også artiklen "Kunstdommere og Dydsdragoner" af vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen  i "Frederiksberg'eren", november 2008.

Statuen af Holger Drachmann står hvor den blev opstillet på prøve i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ryvang Radio. (Efterskrift til Politivennen)

Ryvang Radio's Prøver.

Glimrende Orkesterkoncerter.

Blandt de danske Radioamatører er Ryvang Radio hurtig bleven en meget populær Slation, skønt den ikke er traadt ind som nogen officiel Rundtelefoneringsstation.

Stationen er nemlig leveret af Aktieselskabet Siemens & Schuckert paa den Betingelse, at den først antages efter en indgaaende Afprøvning af Stationens Evne som Telefonistation, hvorunder det i høj Grad kommer an paa at faa Rapporter ind fra Landets forskellige Egne om, hvorledes Telefonien høres under skiftende atmosfæriske Forhold, og man glæder da jævnlig Amatørerne med gode Musikudsendelser, for at gøre dem interesseret i at lytte efter Stationen og indsende Rapporter om, hvorledes Stationen er hørt.

Der har under disse Prøver, der i denne Tid afholdes flere Gange om Ugen, jevnlig været benyttet større Orkestre og Musikensembler, saaledes at der har været budt Broadcasting, som man ikke før har kendt her i Landet.

Der har været givet Kammermusik-Aftener med Strygekvartetter af Amatører, en Aften med moderne Melodier af et større Orkester af Tivolimusikere, en Aften med Mandolintrio samt Mængder af Solistydelser - altsammen er gaaet glimrende igennem.

De til Kompagniet indkomne Rapporter viser, at Stationen høres glimrende over hele Landet.

Det vil sikkert glæde alle danske Amatører, om der kunde skabes en saadan fast Ordning, at Ryvang Radio kunde blive stillet til Disposition for Radiopublikummet paa en lignende Maade, som Militærmusiken nu anvendes til Glæde for det civile Publikum.

(B. T. 2. maj 1924).

De danske Radioudsendelser.

Ryvang som Rundtelefonistation.

Der har i den sidste Tid været diskuteret livligt om et Forslag, som den stærkt interesserede Radioamatør, Redaktør Borch, Lolland-Falsters Folketidende, har fremsat om at lade Ryvang Radio udsende Operaer fra Det kgl. Teaters Scene.

Redaktør Borch skrev, at Koncerterne fra Lyngby er en umusikalsk Rædsel, medens Udsendelserne fra Ryvang er tilfredsstillende.

I den Anledning har man fra forskellige Sider oplyst, at Dansk Radioklub ligger i Forhandling med Det kgl. Teater om at udsende Operaer over "Storstationen i Jorcks Passage", som det bl. a. hedder i nogle Blade. Siden har man gennem Interviews søgt at slaa fast, at der ikke kan være Tale om at sende regelmæssige Koncerter fra Ryvang, da Statstelegrafen har økonomisk Monopol paa Radioudsendelser, og mange Provinsblade beklager dette meget.

Vi kan fra bedste autoritative Kilde oplyse, at der ikke er nogen Grund til at fremsætte saadanne Beklagelser for Tiden. Loven om Radiotelegrafi og -Telefoni fastslaar, at Staten og ikke en enkelt Statsinstitution har Eneret paa Afsendestationer.

Baade under Krigsministeriet, Handelsministeriet og Marineministeriet samt i Løbet af de kommende Aar tillige under Indenrigsministeriet vil der være Radiostationer, der ikke sorterer under Ministeriet for offentlige Arbejder.

Forøvrigt vil Spørgsmaalet om et økonomisk Monopol overhovedet ikke spille nogen Rolle i denne Sag, da de Provinsudsendelser, som hidtil er foretaget fra Ryvang Radio, og som Radioudvalget af 1924 har forhandlet med Autoriteterne om, slet ikke har noget mod Penge at gøre. Det drejer sig blot om Udsendelser til kulturelle Formaal, hvorved Assistancen har været ganske gratis.

Der er da heller ikke paa kompetent Sted truffet nogen som helst Afgørelse, der tyder paa, at saadanne Udsendelser ikke kan fortsættes i Fremtiden. Iøvrigt kan vi tilføje, at ogsaa Dansk Radioklub har forhandlet om Udsendelser over Ryvang Radio.

(B. T. 9. maj 1924).

Et Besøg i Ryvangens Radio-Station.

En Samtale med Chefen, Ingeniørkaptajn Thomsen

Stationen og Radio-Telegrafist Sølvig.

Endnu ligger Ryvangen hen som en Enklave af Eng og Smaalund. Men i Horisonten er Byen ved at rejse truende Stennæver mod Idyllen. Aar for Aar rykker Husene nærmere ind paa Livet af det fri Terræn, der dog stadig forsvares og hævdes af Militæret, specielt Ingeniør-Regimentet. hvis Øvelsesplads det er.

I disse landskabelige Omgivelser har den nye Radio-Station faaet en ideel Beliggenhed, markeret af de to 72 Meter høje Jernmaster, som bærer Antennen.

Selvfølgelig er Indretningen tiptop moderne, og herinde var det, at man i forgaars Aftes, samtidig med en engelsk Station foretog det Eksperiment at optage Nattergalens Sang og videresende den til hele Skandinavien. At Forsøget fuldt ud lykkedes, viser de indgaaede Meddelelser fra hele Danmark og fra adskillige Modtagere I Norge og Sverige.

Vi aflagde i Gaar et Besøg derude, og bad Stationens elskværdige Chef

INGENIØRKAPTAJN THOMSEN

fortælle lidt om Eksperimentet.

- Vor Mikrofon er overordentlig følsom, svarede Kaptajnen, saa følsom, at det kan høres over hele Landet, naar f. Eks. Telegrafisten trækker Vejret i dens Nærhed - for ikke at tale om Automobilhornenes Tuden paa Lyngbyvejen og Bom-Klokkens Signaler nede ved Jernbanelinien.

I den dejlige Foraarsaften i Gaar fik vi saa den Idé at stille Mikrofonen ud i den lille Lund herudenfor. Stærene fløjtede og Nattergalene sang vidunderligt. De holder jo til herude i denne lille fredlyste Plet.

Og det hele gik fortræffeligt. Kort efter Udsendelsen fik vi de første Underretninger om, at Fuglesangen var opfanget fuldkornmen tydeligt. Det var en hel Nydelse at høre den, blev der sagt os. Ogsaa i Dag har vi faaet Masser af Beviser for, at det lille Eksperiment var vellykket og vakte Glæde, og Begejstring rundt om i Hjemmene, hvor man har Modtagere.

Jeg maa i det hele taget sige, at de Prøver, vi anstiller herude med Udsendelser, er bleven mødt med almindelig tilfredshed. Alt høres klart og tydeligt. Langt oppe og inde i Jylland sidder der Bønder og Smaakaarsfolk, for hvem vore smaa Aftenkoncerter nu er bleven til almindelig Opmuntring, Og oppe i Sverige og Norge véd jeg, der ogsaa lyttes med Glæde til, hvad Stationen herude byder paa. 

Vi har altsaa kun Grund til være tilfredse. Beklageligt er det blot, at man fra enkelte Hold betragter os som Konkurrent, og derfor er os mindre gunstigt stemt.

Men det maa vi naturligvis se bort fra. For os gælder det kun om at skaffe saa gode Resultater som muligt, og økonomiske Interesser er der jo ikke Tale om her.

De Udsendelser, vi foretager for Tiden, er at betragte som Prøver paa Stationens Ydedygtighed, og hidtil er det gaaet glat - det fremgaar altsaa af den Tilfredshed Modtagerne af alle Samfundslag stadig udtaler overfor os.

- - -

Og saa foretager vi en lille Runde med Kaptajnen, der fortæller, at Udsendelsen endnu ikke foregaar under helt ideelle Forhold.

Indspilning af Sang sker i et lille Rum, hvis Vægge er fuldstændig dækket af Tæpper. Under Optagelsen af Orkestermusik maa Mikrofonen først dækkes af et tykt Lag Vat, derover anbringes tre svære Tæpper, og endelig stilles den ind bag Vægtæppet. Det er man nødsaget til paa Grund uf dens Følsomhed. Nu faar man imidlertid snart et stort Døckersk Filttelt til Disposition, og saa haaber man, de akustiske Forhold skal blive bedre for de assisterende Kunstnere, som for øjeblikket maa sætte deres Præstationer ned paa "halv Kraft" eller mindre for ikke at virke for kraftigt.

Vi er jo allerede godt med herhjemme med Hensyn til Radiostationen. Ryvang-Stationen betyder et yderligere Skridt fremad i Kampen om den traadløse Erobring af Luftregionerne.

(Aftenbladet 22. maj 1924).

Paa Ryvang Radio

Afsendelsen af den traadløse Samtale

Paa Slaget syv kører vi med KØBENHAVNs Radioavis ind gennem Ingeniørkasernen, forbi Skildvagten, der staar Vagt i Gevær og gør store Øjne, og videre ud ad Markvejen ned til Tremmeporten. Her bag ligger Ryvang Radio. I to smaa Huse er Afsender- og Modtagestationen. Vi hører Dynamoen snurre og ser de fintmærkende Apparater og Lamperne, der gløder og straaler hvidt. Imponerende er de to Staalobelisker som Masterne paa en amerikansk Dreadnought med et Spind af Barduner, der synger i Blæsten. Og mellem Masterne de fine Antenner, der tager mod Stemmer og Melodier ude fra Rummet og sender ud i Rummet talende og syngende Ord. I Aften skal de vise, om de kan gribe og gøre tydeligt, hvad der siges - ikke fra en fast Station, men fra et flyvende Punkt, der flytter sig 180 km i Timen.

Løjtnant Bjarkow har kredset over Ryvangen. Vi ved, han er der. Nu sejler han ind over Byen. Om et Øjeblik er han paa sin Plads. 800 Meter over Tivoli. Spillet kan begynde. Vi lukkes ind i det lille Afsenderrum. Vægge, Loft og Gulv er polstrede, vi befinder os i en Æske, Ansigt til Ansigt med en gul Skive paa et Nodestativ. Der er Huller i Skiven, og Vat stikker ud af Hullerne. Til denne Stumtjener er det. jeg skal tale. Det er ikke uden Komik. Men om jeg nu ler, forraader Tjeneren mig til det halve Europa. Kun Smilet har han endnu ikke erobret.

Hr. Nodestol! Hallo, Hallo! Ryvang Radio. KØBENHAVN's Radioavis. Jo, jeg ved, at de hører mig, de tusinde Lyttere, de nyeste Begivenheder i Døgnet, om den hvide Neger, om Sommeren. som ikke kommer, om Travløb og Oprøret i Albanien. Men Flyveren, den i Rummet springende Mand, kan han høre et Ord af det hele? Hallo, Hallo. Hr. Schray, kan De høre, hvad jeg siger?

Stemmen fra Rummet

Modtagerklapperne spændes fast om Ørene, men de er ikke ene om at gøre Situationen spændende og Lytteren hed om Ørene. Kommer han mon? Sur. sur, sur og svirre, svirre, svirre, siger det, er det ham eller hans Maskine eller blot en Bi, der fløj forbi? Hallo, Hallo, Ryvang Radio, jo, her er jeg 800 Meter over Byen - lige over Bjørnehuset i Zoologisk Have. Hallo, Hallo, nu over Tivoli. Klart og tydeligt hører vi hans Stemme, der er Blæst i den, men det pynter paa og giver Flugt over de mange smukke Ord, han siger til vore lyttere. Vi tilraaber ham gennem Nodestolen et: Hallo, hvad ser De nu? Og da er det, det sker, vor Radio-Medarbejder bliver lyrisk og improviserer en flot og bevæget Skildring af Søndermarken og Folkefesten dér, set ovenfra. Det er den første improvisation om Bord i en dansk Flyver Og saa vellykket var den, at man maatte ønske, danske Forfattere vilde tage Planen op og vise, hvad de duer til i 800 Meters Højde.

Saa glider Maskinen. Sukces'en var fastslaaet.

*

Eksperimentet set og hørt fra Flyvepladsen

Sorte, dystre Skyer vekslede med hvide, mildere, da KØBENHAVNs Radio-Medarbejder i Aftes ved 7-Tiden ude paa Flyvepladsen paa Amager mødtes med Løjtnant Bjarkow, Løjtnant Erlind, Ingenier Gunnar Frederiksen og en Række andre interesserede.

- Det er ideelt Flyvevejr! sagde Erlind. Det Eksperiment maa lykkes!

Bjarkow var i straalende Humør.

- Jeg skal gøre mit til, at det skal gaa. Det her interesserer mig meget.

Saa blev den flotte Henry Potez-Maskine trukket ud af Hangaren. Vor Medarbejder formummede sig i Flyverpelsen, fik Hætten med Høreklapperne over Hovedet og anbragte sig midt imellem sine Apparater. Disse fik et sidste Eftersyn af Ingeniør Frederiksen - 0g Bjarkow lod Propellen snurre.

R-a-t-s-c-h! sagde det. Og Grosset nejede sig for Lufttrykket.

- Det er kun en Tiendedel af den Fart, den skal op paa, bemærkede Bjarkow tørt.

To Soldater blev anbragt ved Stoppeklodserne, der indtil da havde hibdret Maskinen i at bevæge sig.

- Kontakt! lød det.

- Kontakt! svaredes der.

Og saa spadserede den store Fugl af. 

Ved Starten. Paa Førersædet Premierløjtnant Bjarkow. I Observationsrummet KØBENHAVNs Radiomedarbejder (siddende) og Ingeniør Hunnar Frederiksen (staaende).

Den holdt sig paa Jorden, idet den satte Kursen ud imod Sundet. Starten skulde ske imod Vinden, og den var fralands. Ved Krudttaarnet vendte den - full speed - og i en Snes Meters Højde gled den henover Hovederne paa Tilskuerne. Der blev rørt ved Haleroret - og i stærk Fart steg den op i den klare Luft. Vor Medarbejder vinkede fornøjet til Afsked ... snart efter skimtedes Maskinen kun som en lille Prik inde over Byens Taarne og Tinder.

... Inde i en af Flyvepladsens Barakker var Modtagerapparatet anbragt. Ingeniør Frederiksen havde hertil i Dagens Anledning knyttet en Højttaler, og i spændt Forventning afventedes foran denne, hvad der vilde ske.

Præcis Kl. 7½ |ød det:

- Saa begynder KØBENHAVNs Radio-Avis! Hallo! Hallo!

Og derefter fulgte Oplæsningen af Dagens Nyheder.

Men Stemmen fortsatte:

- Nu vil vi forsøge at lade vor Medarbejder, der i Øjeblikket befinder sig i en Flyvemaskine over Byen København, svare. Hallo, Hr. Schray, kan De høre os? Kan De høre os, Hr. Schray, Hallo!

Et Minuts Tavshed. Saa lød Stemmen fra Luften:

- Hallo! Ryvangens Radio! Kan De høre, hvad jeg siger? Kampflyvemaskinen her. Vi suser frem med en Fart af 220 Kilometer i Timen ...

Klart og tydeligt naaede hvert Ord frem til de mange Lyttere. Højttaleren raabte dem ud over Flyvepladsen.

Stationen i Ryvangen svarede, og efter en Stunds Forløb vendte Maskinen tilbage. Roligt og støt landede den, da Klokken var otte, og smilende modtog dens Passagerer Lykønskningerne ...

- Det maatte lykkes, sagde jeg jo! bemærkede Erlind stolt.

Ogsaa Ingeniør Frederiksen høstede megen Anerkendelse for sit Arbejde.

Et Kvarter efter var Potez-Maskinen atter trukket ind i Hangaren, og Fred og Ro hvilede over Flyvepladsen, det gamle, historiske Sted, hvor i sin Tid Københavnerne i Hundredevis kamperede for at se en Maskine lette sig 5 Meter over Jorden.

- Ak, hvor forandret!

M r. Nobody.

(København 6. juni 1924. Sidste del af en længere reportage fra begivenheden).

Forsvarsministeren gav kort tid efter Landssammenslutningen af danske Radioklubber tilladelse til at Ryvang Radio kunne bruges til udsendelse til "Danske Radioamatører"

Holger Damgaard (1870-1945): Ryvangens Radio på Ryvangs Allé. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Statsminister Staunings nytårtale 31. december 1924 blev udsendt gennem Ryvang Radio.

Statsminister Staunings nytårstale blev annonceret i talrige aviser, som fx her i Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 30. december 1924. På regeringens hjemmeside står at traditionen startede i 1941, i øvrigt med Stauning. 

Den første radiofoni foregik den 5. november 1922 med musik og sang over Lyngby Radio. Danmarks første forsøg med rigtige radioudsendelser foregik i Ryvang. I 1924 blev der udsendt private radioudsendelser fra Københavns Radiofoni og fra Ryvangen Radio, og dagbladet Politiken sendte Politikens Radio-Avis. I 1925 indførtes monopol som forsøgsordning – permanent fra 1926, hvor Statsradiofonien oprettedes. Kalundborg Radio kom til i august 1927. Arealet ligger nu Ryvangen Naturpark.

Eksempler på radioudsendelser var: morgenvækning med morgengymnastik, hestevæddeløb, et dyreforedrag, skuespil med lydkulisser, kammersanger Holm synger "Humlebien", koncert i Odd-Fellow Palæet med dans - selv hjemme i stuerne!

Radioen lå formentlig i området der i dag hedder Ryvangens Naturpark. Det er fredet, og om kulturhistorien hedder det bl.a.:

"Området Ryvangens Naturpark var oprindelig en nordlig del af Ryvangsmarken, som var et øde og sumpet sted. I 1893 opkøbte staten Ryvangsmarken samt Vognmandsmarken, der lå syd for, til militær anvendelse. Ingeniørregimentet flyttede hertil og gik snart i gang med at grave dybe afvandingsgrøfter og en sø med tre øer, samtidig med at der blev anlagt veje og plantet til."

Mine billeder af dette område (fra 2013) kan ses på Kbhbilleder. Der var dog ikke rester af radiostationen.