Vilhelm Ellermann (1871-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Dr. med. Vilhelm Ellermann spillede i sin ungdom for Akademisk Boldklub som vandt datidens vigtigste danske turnering fodboldturneringer 1893-94, 1894-95 og 1895-96. Han spillede forward og var turneringens topscorer. 

Ellerman udførte især blodforskning. Afhandlingen "Experimentel Leukæmi hos Høns" (1908) sammen med veterinær Oluf Bang påviste at sygdommen var overførbar og skyldtes en ultravisibel, filtrerbar virus. De opdagede dermed det første kræftvirus. "Undersøgelser over den perniciøse Anæmis Histologi" var et vigtigt bidrag til viden om arten af knoglemarvsceller. Ellermann udviklede også forbedrede metoder til påvisning af tuberkelbasiller i hoste og til tælling af blodlegemer.

Han blev senere retsmediciner og patolog og blev prosektor på Bispebjerg Hospital i 1913 og professor i retsmedicin ved Københavns Universitet fra 1914. 

Den 4. juni 1913 fandt man ved tørvegravning i Jylland en mand iført skindkofte. Liget blev sendt til Retsmedicinsk Institut i København hvor assistenten, Vilhelm Ellermann undersøgte det. Han fik mistanke om at Nationalmuseets opfattelse af at det måtte dreje sig om en tater fra omkring år 1700 eller en savnet arbejdsmand fra 1860. Ellermann havde imidlertid erfaring fra opgravede ligdele i mosetørv om at det kunne holde sig meget længe. I 1916 påviste han at surt reagerende højmose og især sphagnumsyre kunne fremkalde en ejendommelig mosegarvning. Denne opdagelse vakte international sensation. Se Preben Geertinger: Af en retsmedidiciners bekendelser (2021).  

I 1914 overtog Ellermann professoratet i retsmedicin efter Knud Pontoppidan (1853-1916) som havde en klinisk psykiatrisk tilgang til faget. Ellermann var mere teoretisk og biologisk orienteret og satte gang i flere dyreforsøg i instituttets laboratorier. 

Den nye retsmedicinske Professor.

Dr. med. V. Ellermann.

Som meddelt i vor Aftenudgave i Gaar, er Prosektor Dr. med. Vilhelm Ellermann udset til Professor Pontoppidans Efterfølger i Professoratet i Retsmedicin.

Denne Efterretning kommer ikke overraskende, thi indenfor Lægekredse var Dr. Ellermann forlængst udpeget til Stillingen, og der kunde kun være Tale om en enkelt Konkurrent, som vidstes ikke at være Ansøger.

Dr. Ellermann hører til vore mest bekendte yngre Videnskabsmænd, og hans Navn har ikke blot herhjemme en smuk Klang, men ogsaa i Udlandet gennem de mange fremragende Arbejder, han har præsteret paa forskellige af Pathologiens Omraader. Han viste meget tidligt udpræget videnskabelige Anlæg. Allerede som ganske ung Læge drog han ud for at studere pathologisk Anatomi, og fra dette Felt hentede han Emnerne til en Guldmedailleafhandling og fik sin Doktordisputats, der vakte betydelig Opsigt.

For den strenge Videnskab glemte Dr. Ellermann dog ikke den praktisk Side af Medicinen. Han har saaledes gennemgaaet en meget fyldig og alsidig Hospitalsuddannelse, været Kandidat ved Kommunehospitalet, klinisk Assistent og Reservelæge ved Frederiks Hospital og Reservelæge ved Blegdamshospitalet.

I en Aarrække har han assisteret Professor Pontoppidan som Prosektor ved det retsmedicinske Institut, og for Tiden beklæder han Stillingen som Prosektor ved Bispebjerg-Hospitalet.

Dr. Ellermann møder saaledes med de bedste Forudsætninger til sit nye Embede, idet han forbinder klinisk Erfaring og ualmindelig praktisk Dygtighed med Videnskabsmandens store Lærdom. Dertil kommer en usædvanlig stor Energi og Arbejdskraft. Han har skrevet talrige originale Arbejder, nogle saa sprænglærde, at de kun kan læses af Specialkyndige, og andre, som bærer Vidne om stor praktisk Sans. Han har angivet originale Undersøgelsesmethoder, der har baaret Navnet Ellermann Verden rundt gennem de videnskabelige Tidsskifter, og i den hjemlige medicinske Presse er han en af de mest frugtbare Forfattere, ligesom alle Læger kender hans udmærkede praktiske Vejledning i bakteriologisk Undersøgelse.

Dr. Ellermann, der hyppigt har studeret i Udlandets videnskabelige Centrer, har nylig opholdt sig i længere Tid i Paris for at studere Retsmedicin. Han vil utvivlsomt let glide ind i sin nye Stilling, hvor han i Forvejen er saa godt hjemme, og Universitetet vil være beriget med en udmærket Lærer og en frodig, initialivrig Videnskabsdyrker. De studerende og Embedslægerne vil faa en Professor, som de kan høre med Glæde og Udbytte, og Retten vil faa en Mand, hvis Afgørelser kan modtages med den største Tillid.

Dr. J.

(Nationaltidende 28. januar 1914).

I 1914 skrev han en artikel om retsmedicinsk bedømmelse af hermafroditter. Seksualbiologien var noget nyt. Ellermann skrev bl. a.: ”Kønsbestemmelsen har retsmedicinsk Betydning, dels i Skilsmisser og Arvesager, dels i kriminelle Sager (Sædelighedsforbrydelser). Endelig kan der være Tilfælde, hvor et individ ønsker at skifte Køn officielt for at opnaa de Rettigheder, som dermed følger i Retning af Kønsforbindelser og Levevis”. Ellermann definerede køn ud fra mand- og kvindekategorierne som ses som grundlæggende forskellige. Han opdelte køn i primære kønskarakterer (testikler eller ovarier), sekundære kønskarakterer (knoglestørrelse, muskler og behåring), samt tertiære kønskarakterer (psykiske træk). Sidstnævnte betegnede han som ”først og fremmest den specifikke Kønsdrift, der normalt er hetero-sexuel (…) dernæst det mandlige resp. kvindelige Væsen: Summen af Interesser, Evner og Tilbøjeligheder. Forskellighederne paa disse Punkter behøver formentlig ikke nogen nærmere Omtale”. Om hermafroditter skrev han: ”Det er jo paa Forhaand det naturlige at betragte Kønskirtlerne som det faste Grundlag [for kønsudviklingen], og der er saa meget mere Grund dertil, som Eksperimentet tilsyneladende afgav en Støtte herfor”. (Vilhelm Ellermann: Den retsmedicinske Bedømmelse af Hermafroditerne. Ugeskrift for Læger, 76, 1914). Se artiklen "De Ulykkeligste iblandt os" her på bloggen.

50 Aar.

Professor Vilhelm Ellermann

Som i de fleste Forhold er der utvivlsomt ogsaa med Hensyn til Kvaliteten af Studie- og Eksamens-Hold en vis Periodicitet. Og det kan vistnok med Føje hævdes, at den Aargang unge Medicinere, der gik i Gang med deres Studium i Begyndelsen af det sidste Ti-Aaar af forrige Aarhundrede, var af særlig fin Kvalitet. Mange af dette Kuld har i en ung Alder gjort deres Navne fordelagtig bekendt; flere af dem staar nu i første Række indenfor dansk Lægevidenskab.

Professor i Retsmedicin ved Københavns Universitet, Dr. med Vilhelm Ellermann hører til dette Kuld, og allerede inden "Cantussen" havde hans gode Hoved og utvivlsomme videnskabelige Anlæg gjort ham bemærket blandt Lærere og Kammerater. Han tog en sin Eksamen i 1896, studerede saa patologisk Anatomi og almindelig Histologi i Heidelberg og lod disse Studier give sig Udtryk i en Afhandling om Undersøgelser over Æggestok- og Nyresvulster, der skaffede ham Universitetets Guldmedaille. Forskellige Hospitalsansættelser vekslede herefter mod Studieophold i Udlandet, i 1902 tog han den medicinske Doktorgrad med en Afhandling om Undersøgelser over Marvskedefarvningens Kemi, i nogle Aar var han derefter successive Reservelæge ved Blegdamshospitalet og Frederik Hospital samt Assistent ved Kommunehospitalets patologiske Institut og ved Universitetet retsmedicinske Institut, hvilken sidste Ansættelse indicerede hans fremtidige videnskabelige Hoved-Specialitet. I 1914 udnævntes han nemlig til Professor i Retsmedicin ved Universitetet, og et Par Aar efter blev han Formand for Retslægeraadet.

Professor Ellermann har endvidere i en Del Aar været Censor ved lægevidenskabelig Eksamen og Eksaminator i Retsmedicin, og hans videnskabelige Position markeres iøvrigt bl. a. ved Medlemsskab af Videnskabernes Selskab og med Formandsposten i Biologisk Selskab. Imorgen træder han ind i de 50aariges Fylking - Side om Side med en Række gamle Studiekammerater, der i de kommende Aar vil være vor Lægevidenskabs og Lægestands Triarier. Denne Indtræden i "de unge Veteraners Kreds" vil sikkert give den ansete og elskværdige Videnskabsmand mange Vidnesbyrd om, at han baade indenfor og udenfor Lauget er en afholdt og skattet Mand.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. december 1921).

I forbindelse med lægeerklæringer i forbindelse med spirituspåvirkede færdselsuheld anbefalede Retslægerådet hvor Vilhelm Ellermann var formand, at få fastslået bestemte, videnskabeligt betryggende metoder for en spiritusprøve. I 1922 udtalte rådet sig for første gang i en sag om spirituskørsel. Professor Ellermanns navn dukkede op ved adskillige drabssager i København.

Dødsfald.

Professor, Dr. med. V. Ellermann.

Artiklen noget slørede foto er her erstattet af Vilhelm Ellermann. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

I et Par Dage har man vidst, at Professor Vilh. Ellermann laa alvorlig syg paa Rigshospitalet, hvor Prof. Schaldemose havde opereret ham for en Flegmone paa Halsen, en akut Bindevævsbetændelse, der var opstaaet gennem en ubetydelig Infektion. Betændelsen medførte hurtigt en universel Blodforgiftning, men man haabede dog at redde hans Liv, og i Gaar Morges sporedes nogen Bedring- Op ad Dagen forværredes Tilstanden imidlertid atter, og ud paa Eftermiddagen lukkede Professor Ellermann sine Øjne for stedse.

Efterretningen om hans Bortgang vil blive modtaget ikke alene med den Bestyrtelse, som en saadan brat Død altid vil vække, men med den dybeste Beklagelse. Thi den betyder baade rent menneskeligt set en stor Sorg for hans Familie og Venner og et uerstatteligt Tab for Videnskaben og den Gerning, han dyrkede med saa ualmindelig Dygtighed.

Vilhelm Ellermann blev kun 52 Aar gammel. Han var født i København den 28. December 1871, blev Student 1889 og tog medicinsk Embedseksamen 1896.

Efter at have tilbragt en Tid i Heidelberg, hvor han studerede Patologisk Anatomi og Histologi, var han ansat ved forskellige københavnske Hospitaler, og samtidig arbejdede han paa en Afhandling, der indbragte ham Universitetets Guldmedaille. Paany studerede han i Udlandet og var derefter Kandidat paa Kommunehospitalet og klinisk Assistent i Kirurgi ved Frederiks Hospital. I 1902 fik han Doktorgraden paa et fortrinligt Arbejde om Marvskedefarvningemes Kemi og begyndte nu at praktisere i København. I en Aarrække var han samtidig Reservelæge, først paa Blegdamshospitalet, senere paa Frederiks Hospital, og Assistent ved Kommunehospitalets patologiske Institut og ved Universitetets retsmedicinske Institut. I 1913 blev han Prosektor ved Bispebjerg Hospital, og i denne Stilling vedblev han at virke, efter at han i 1914 var bleven Knud Pontoppidans Efterfølger som Professor i Retsmedicin og senere Formand i Retslægeraadet.

Den praktiske Lægegerning interesserede næppe Professor Ellerman. Han var den fødte Videnskabsmand og arbejdede med en ualmindelig Stringens og Dygtighed. Sammen med afdøde Professor Erlandsen har han skrevet en Række værdifulde Afhandlinger af mikroskopisk og bakteriologisk Indhold, der viste ham som en fremragende Tekniker, og hans Arbejder om Anæmierne og Leukæmierne skabte ham et Navn Verden over ved deres Grundighed og Originalitet. Navnlig hans Undersøgelser over Leukæmien er banebrydende. Det lykkedes ham (og 0. Bang) i 1909 at overføre Hønseleukæmien fra Dyr til Dyr, og han havde dermed vist, at denne Sygdom var af infektiøs Natur, foraarsaget af usynlige Bakterier. Hans Undersøgelser støtter imidlertid i høj Grad den Antagelse, st ogsaa Menneskets Leukæmi - eller Leukose, som han kaldte Sygdommen - er en infektiøs Lidelse, hvad enten den har sin Oprindelse fra en Sygdom i Benmarven eller i det lymfatriske System.

Professor Ellermann førte en veltalende og livlig Pen, men ellers var han ikke af mange Ord. Bag hans tilknappede Væsen gemte der sig dog baade Lune og Humor, og han var en trofast Ven for dem, han sluttede sig nærmere til. Han havde rnange Interesser udenfor sin Videnskab, var meget musikalsk og elskede Kunst Den Berømmelse, hans Arbejder skaffede ham, gik ham aldrig til Hovedet. Og han vandt megen Anerkendelse baade herhjemme, hvor han var Medlem af Videnskabernes Selskab, og i Udlandet, hvor de fleste af hans Arbejder kom frem.

Professor Ellermann efterlader sig Hustru og en ung Søn, om hvem megen Medfølelse vil samle sig.

Dr. J.

(Nationaltidende 25. september 1924).

Professor Vilh. Ellermann død.

Døden har i Gaar bortrevet en af vore kendteste Videnskabsmænd, Professor Vilhelm Ellermann, Lederen af Retsmedicinsk Institut Han blev kun 52 Aar gammel og døde som Følge af en Sygdom, han havde paadraget sig under Udførelsen af sin Gærning.

For nogle Dage siden, da Professoren var beskæftiget med Obduktion, følte han sig generet af en Filipens paa den ene Kind. Han rev Hul paa Filipensen og maa derved have tilført det aabne Saar en Liggift. Der udviklede sig i hvert Fald en Blodforgiftning, og i Fredags var Ansigtet og Halsen angrebet af et hæftigt Udslet, saa Professoren maatte lade sig indlægge paa Professor Schaldemoses Klinik. Forgiftningen greb trods gentagne Operationer saa stærkt om sig, at det snart stod klart, at det her gjaldt Liv eller Død, og i Gaar Eftermiddags Kl. 3 indtraadte Døden.

Vilhelm Ellermann blev født 1871. 18 Aar gammel blev han Student, i 1899 erhvervede han Universitetets Guldmedalje, og i 1902 blev han Dr. med. ved en Afhandling om Undersøgelser over Marvskedefarvningernes Kende. Efter at have beklædt forskellige Embedsposter blev han i 1913 Prosektor ved Bispebjærg Hospital og i 1914 blev han Professor i Retsmedicin ved Københavns Universitet. Siden 1917 har han været Formand for Retslægeraadet og Leder af Retsmedicinsk Institut. Det var særlig i sidstnævnte Egenskab han kom i Forbindelse med den store Offentlighed.

Personlig var han en elskværdig og meget forekommende Mand, omend han til Tider kunde være noget tilknappet, naar det drejede sig om Embedsforretninger.

Baade Videnskaben og Retslægevæsenet mister ved Professor Ellemanns Død en Mand, der næsten er uerstattelig, da der ikke paa dette specielle Felt i Øjeblikket findes nogen, der kan løfte Arven efter ham.

Hans Arbejde føres foreløbig videre af hans to Assistenterm Doktorerne Seemann og Fog

Afdøde efterlader sig Hustru og Barn.

(Social-Demokraten 25. september 1924)

Ved hans begravelse talte bl. a. dr. med. Mogens Fenger (ifølge Roskilde Dagblad 30. september 1924);

"Professor Ellermann mødte Tanken om Døden med fuldendt Fatning. Han forstod, at han havde naaet de fleste af de Maal, Livet havde sat ham; han vilde nødig løbe Faren for at gentage sig selv, blive gammel og smidt bort som et udslidt Stykke Værktøj ... Vi andre saa anderledes paa det; for os stod han paa Højden af sin Kraft og havde endnu meget at udrette. Vi glemmer aldrig den Renhed og Sandhed, som prægede hans personlighed... "

Efterfølgende viste det sig at Ellermann døde som følge af miltbrand fra en ny barberkost. Den var fremstillet af kinesiske hestehår. Dette vakte almindelig bekymring. Professor Oluf Thomsens og lektor Vilh. Jensens undersøgelser viste at Ellermanns barberkost var inficeret med miltbrandsporer, men havde ikke været i stand til at påvise noget lignede for andre af denne type barberkost. De havde fået fat på 37 ud af et parti på 288. Og man havde heller ikke andre tilfælde. Generelt advarede de mod barberkoste fra Kina, Rusland og Sibirien da disse før havde vist sig inficerede. 

En søgning i Google Books på hans navn viser at hans videnskabelige forskning om bl. a. kræft, retrovirus m. v. fortsat citeres i talrige bøger på engelsk, tysk og andre sprog internationalt. Vilhelm Ellermann påviste sammen med professor ved Landbohøjskolen, Oluf Bang (1881-1937) at leukæmi hos høns har stor lighed med leukæmi hos mennesker, og at hønseleukæmi skyldes et virus. Denne opdagelse vakte international opmærksomhed og fik stor betydning for kræftforskningen. 

Vilhelm Ellermanns gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling 10, række 11, nummer 12. Dr. med Vilhelm Ellermann. Professor ved Københavns Universitet. 28.12.1871-24.9.1924. Og hustru Agnes Ellermann. 27.6.1875-20.3.1963. Mogens Ellermann. Overlæge dr. med. 21.2.1904-2.8.1977. Og hustru Sigrid Ellermann 5.12.1895-6.4.1981. Hun var tidligere sygeplejerske. Sønnen Mogens var overlæge  ved Københavns militærhospitals psykiatriske afdeling 1856-1974. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et sjældent Gaardinteriør. (Efterskrift til Politivennen)

Et Holbergsk Hjørne og en Brønd i Gaarden til Borgergade Nr. 67.

Her i København har Bygherrerne meget sjældent lagt Vind paa at skabe karakteristiske eller smukke Gaardpartier, saaledes som de findes mange Steder i Sydtyskland og Italien.

Nogle Ejere er der dog som ogsaa skænker Gaardsiden en Tanke Dette er bl. a. Tilfældet med Malermester Hermann Petersen, der ved Arkitekt Erik Buchs Hjælp har restaureret Ejendommen Borgergade 6? og ved denne Lejlighed skabt et virkeligt kunstnerisk Gaardparti.

Dér, hvor der før var Skrammelbunker og gammeldags Tremmehuse, er der nu en virkelig smuk Mur. der staar brillant til de bagved liggende gamle Huse, medens en Brønd med et plaskende Vandspring danner Midterpartiet af Muren. Et lille Haveanlæg fuldstændiggør det smukke og venlige Indtryk.

Samtidig har en lille Sidebygning, der menes at stamme fra ca. 1660, ogsaa gennemgaaet en Restaurering og er blevet til et helt holbergsk Hjørne. Ingen vilde forbavses, hvis pludselig Jeronimus og Magdelone og alle de kendte Figurer viste sig paa Trappen.

Den Gaard er nu en af den gamle Bys Seværdigheder. Der burde være mange flere.

(Aftenbladet 16. september 1924)

En Vandring gennem De Gamles By. (Efterskrift til Politivennen)

Inspektør Friis fortæller om Livet blandt de, der fandt en Solskinsplet paa de gamle Dage.

Solen kaste sine varme Straaler over De gamles By, da vi i Selskab med Institutionens Inspektør, Hr. Friis, vandrer gennem dette herlige Alderdoms-Fristed, der skærmer og hygger for dem, der maa søge Nødhavn paa Livets Sejlads. Og hvor er de høflige og rare, disse gamle Morliller med deres klare Øjne, og Mændene, der med deres uundværlige Piber slikker Solskin i det smukke Haveanlæg.

lnspektør Friis standser og siger:

- Alt dette kan vi takke Borgmester Viggo Christensen for. Han forvandlede det gamle Almindelig Hospital til et Hjem for de Gamle, og det er et Hjem for dem. Her er ingen Tvang, og det er ingen Almisse, men en Ret de Gamle har, naar de ikke kan klare den mere ude i Livet. Enker der er fyldt 65 Aar, og ikke har været straffet eller nydt Fattighjælp, og som ikke kan klare sig med Aldersrenten, de behøver blot at henvende sig til deres Kredsinspektør, som saa indstiller dem til Magistraten.

- Og hvad faar de saa?

- Ophold, Mad, Drikke, Klæder, Bygehjælp og 1 a 2 Kroner om Ugen i Lommepenge. Vi har 3 Afdelinger, 1 for de raske, 1 for de mindre raske og saa Sygeafdelingen.

- Hvornaar begynder Livet i "De Gamles By"?

- Kl. 8; men der er jo nogle, som ikke kan ligge længe, og de staar op ved 6-Tiden og sætter dem ned i Haven og ryger paa deres Piber. Ved 8-Tiden faar de saa deres Frokost, der bestaar af varm Mælk og Smørrebrød og bagefter Kaffe. Kl. 12 faar de to Retter borgerlig Middagsmed og Kaffe, og Kl. 5½ Smørrebrød og Te.

- Hvad er deres bedste?

- Det er Kaffen. De elsker deres Kaffe. Naar saa Klokken er 6-7 gaar de i Seng, og naar jeg ved 8-Tiden gaar min Ronde og Aftensolen gaar ned bag Kirken, for Resten et pragtfuldt Syn, høres der ikke en Lyd i hele Byen, hvor der dog, foruden Personalet, bor 1340 Mennesker.

- Det maa være en velsignelsesrig Gerning daglig at færdes mellem alle de Gamle.

- Det er det ogaaa, selv om man jo kan have sine Bryderier, hvor der er saa mange Mennesker; men jeg maa sige, at de Gamle er saa søde og saa hyggelige.

- Kender De dem alle sammen?

- Nej, det gør jeg ikke; men jeg kender de fleste af dem. De kommer jo til mig med alle deres Sorger, maa, smaa bitte Sorger, m jeg saa maa ordne. Det er jo store Børn, og gode Børn. Men jeg har gjort den Erfaring, at de, der i Livet har haft det godt, og som har kæmpet for at faa et Hjem, de sætter mest Pris paa alle de virkelige Goder, der bydes dem her, fordi de véd, hvad det vil sige at bo i lyse og propre Omgivelser. De kloge i Livet føler sig altid mest tilfredse.

- Hvor mange Mennesker er der ansat her for at holde dette Maskineri i Gang?

- Foruden mig selv er der 1 Overlæge, 1 Reservelæge, 3 Lægekandidater, 3 Kvartermestre, 3 Tilsynsdarmer, 43 Sygeplejersker. 60 Sygeplejeelever, 120 Husassistenter og en Stab af Nattevagter.

- Bor alle disse Mennesker her?

- Ja. Kom, skal De se Husassistenternes Bolig. De har et Hus for sig selv.

Husassistenterne har et 3 Etagers Hus med hver sit hyggelige Værelse, en stor, luftig Spisestue, fælles Dagligstue med Kurvemøbler og 3 Veranda-Konversationsstuer ud mod Haven. Vi kigger Ind i et Par af Husassistenternes Værelser, der er udstyret med Hygge og Komfort, som var det Herregaards-Gæsteværelser.

- Ja, er det ikke nydeligt, siger Inspektør Friis. Det er noget andet end de usle Hummer under Trappegange eller paa Lofter, som man i gamle Dage bød Husassistenterne. Vi giver dem en Seng, et Bord, en Kurvestol og en Kommode, og saa sørger de selv for Resten. Og det er saa morsomt at se, hvor de gode Eksempler smitter. De anskaffer sig selv Billeder paa Væggen, Tæpper, Bogskabe etc. eller faar Sengen byttet med en Hovedivan for at gøre Stuen hyggeligere, og der er en endel Kappestrid om at overtrumfe hinanden.

Nogle af de Gamle slikker Solskin.

Vi gaar ned i Baghaven,

- Her skal De se noget helt nyt De af de Gamle, der vil have deres Kolonihave og dyrke den, kan faa et Styjke Jord. Er det ikke smukt og morsomt? Se, der er én dér. Han har opdyrket en hel Blomsterhave.

Vi drejer om ad en Sideallé.

- Her har vi Kirken, siger Inspektør Friis. Det er et Kirkesogn for sig, med sin egen Præst, Pastor R. P, Rasmussen, og med sine egne Kirkebøger. Og den Bronceafstøbnlng af Michel Angelo, som staar dér, er en Gave fra Glyptoteket til Magistraten. Den store Broncehund af Louis Jensen, De saa før ved Frugthaven, har vi laant af Kunstmusæet, og jeg antager Ikke, at de kræver os for den igen.

- Saa har De en Festsal?

- Ja, den skal De se. Der laa tidligere et Vaskeri, dér hvor Festsalen nu ligger, og vi har bygget en Tilbygning til Filmsoptagelserne. 

Vi træder ind i Festsalen, der rummer 300 Siddepladser. Den smukke Sal pryden af en Række Kunstværker.

- Hvor har de faaet de Kunstværker fra?

- Det skal jeg saamænd sige Dem. Tegneren og Maleren Djaluar Christoffersen blev saa begejstret over De Gamles By, at han nedsatte en Komité til Erhvervelse af Kunstværker. Denne Komité bestod bl. a. af Djalmar Christoffersen, Borgmester Viggo Christensen og undertegnede, og en Række Kunstnere med Henrik Jespersen, Professor Oscar Matthiesen og Elo i Spidsen sendte os det smukkeste, de ejede. Saa har vi ogsaa vort Bibliotek, der frekventeres meget.

- Faar De Bøger forærende?

- Det er forbavsende faa; men vi har en lille Bogkonto paa Budgettet.

Fra Festsalen gaar vi gennem Sygehuset, beundrer de lyse og luftige Værelser og Gange, og dem Properhed og Akkuratesse, der er til Stede. Man faar ikke Indtryk af at være paa et Hospital, snarere paa et venligt Rekreationshjem, hvor flinke Portører bærer de nogenlunde raske syge ned i Solen. Efter et Kig i det mægtige Køkken, der med sine Dampgryder, som rummer 900 Liter, bespiser en hel By, aflægger vi Besøg paa Kvindernes Afdeling for de raske. Den hjemlige Hygge er den herskende I de venlige Stuer

- De kan tro, et vi fejrer Juleaften her i De Gamles By. Hver Afdeling har sit Juletræ fra Loft til Gulv, og det kan ses fra lægge Sider af Gangen, naar man kommer op. Borgmester Viggo Christensen er her hver Juleaften og gaar alle Afdelingerne igennem for at hilse paa de Gamle og ønske hver enkelt: Glædelig Jul. Og saa skulde De se, naar de Gamle Haand i Haand danner omkring Juletræet. "Danser" er maaske et stærkt Ord; men det ser saa smukt og rørende ud.

- Saa glæder de Gamle sig vel til Julen?

- Om de gør! Saa kommer der Besøgende, og der veksles Gaver.

- Men Sommeren er vel den bedste Tid?

- Ja, de glæder sig som Børn til Foraaret, og de længes efter at komme ned i Solen. Blot det, at sidde i Sollyset, er et Himmerige for dem.

- Hvor stort et Areal raader De Gamles By over?

- 16½ Td. Land. ,

- Har De fuldt besat?

- Vi har Plads til et lille Hundrede Stykker endnu.

- Kommer der mange for at bese Byen?

- Ja, vi har haft Besøg af Amerikanere, Polakker, Englændere, Svenskere og Franskmænd, og bl. a. af Internationalt Kvindemøde og af 80 Læger fra Folkeforbundet.

- Og de var begejstrede?

- Det er ikke, Ordet!

Vort Besøg er slut, og vi takker den elskværdige Inspektør, fordi han fulgte os paa vor Vandring gennem De Gamles By, en Seværdighed i København, som enhver Københavner bør lære at kende.

Inspektør Friis.

(Klokken 5 (København) 30. august 1924).

De Gamles By blev opført 1885‑92, tegnet af Vilhelm Petersen. Indtil 1919 som Almindelig Hospital der blev slået sammen med det i 1901 opførte Københavns Alderdomshjem (alderdomshjemmet Salem - "Slottet"), tegnet af Gotfred Tvede. Det ligger ved Guldbergsgade. De 24 bygninger er bevaret, ligesom Vilhelm Petersens De Gamles Bys Kirke fra 1892. I dag er der børneinstitutioner, boliger mm.

Foto fra Aarhuus Stifts-Tidende 24. juni 1924 fra et besøg 3. juni 1924 af udenlandske læger. Borgmester Viggo Christensen ses på forreste række.

Anders A. Pindstofte (1859-1924). (Efterskrift til Politivennen)

På Vestre Kirkegårds lapidarium (se nedenfor) ligger en væltet gravsten noget skjult i buskadset. Det er Anders A. og Henriette Pindstofte. Pindstofte havde lokaler på Tuborg Bryggeri i Hellerup. Tuborg meddelte den juni 1904 at alt øl fra bryggeriet ville blive pasteuriseret af Anders A. Pindstoftes pasteuriseringsapparat.

I maj 1907 opkøbte fabrikant Pindstofte af aktieselskabet De forenede Bryggerier et areal på 20.000 kvadratalen ved bryggeriet Trekroner.

En dansk Opfinder

I Dag fylder et af vore maskinelle Genier, Opfinderen, Maskinfabrikant And. A. Pindstofte 50 Aar, og samtidig indvier han sin store nye Fabrik paa Trekronergade i Valby.

Hr. Pindstofte har i alt udtaget 300 Patenter i næsten alle civiliserede Lande, i Danmark alene ca. 90. Rundt om i Ølbryggerierne Verden over - naturligvis ogsaa i vore store hjemlige Bryggerier - staar Aftapnings-, Pasteuriserings-, Skylle- og Proppemaskiner, mærkede "Pindstofte, Danmark".

And. A. Pindstofte.

Fabrikant Pindstofte kunde altsaa paa Grund af sit Arbejde med Rette rose sig af at høre til dem, der bærer Danmark; men han skal nok vogte sig for at antyde noget i denne Retning, eftersom han altid har hørt og stedse vil hore til "de stille i Landet. End ikke nogen som helst offentlig Anerkendelse har han villet modtage paa denne sit Livs Mærkedag. Derimod gav han Nytaarsaften en Fest for sine Arbejdere og deres Hustruer i Søpavillonen, og i Aften har han samlet en stor Kreds nf sine Venner paa Skydebanen.

J. N.

(Dannebrog (København) 2. januar  1909).

Den 22. april 1913 sølvbryllup på Skydebanen.

Pindstofte var pioner indenfor aftapningsmaskiner. Sammen med Emil Henius (1868-) skabtes en betydelig dansk industri som Henius indførte over hele verden, startende med Tuborg, Tyskland m.v. Eksporten blev dog standset af 1. verdenskrig.

Anders Pindstofte

Den langt ud over Landets Grænser kendte Industrimand og Opfinder, Maskinfabrikant Anders A. Pindstofte er i Torsdags afgaaet ved Døden paa Frederiksberg Hospital efter et Par Maaneders Sygdom. Det var oprindelig Sukkersyge, der angreb den virksomme og kraftige Mand; hertil stødte senere Tuberkulose, som nu har lagt ham i Graven i en Alder af kun 65 Aar.

Hermed er, skriver "Berl. Tid., afbrudt en i mange Maader ejendommelig og ret enestaaende Livsbane. Anders A. Pindstofte, der var Gaardmandssøn fra Fyn, kom som ung Mekaniker til København, udrustet med en sjælden Energi og en Rigdom af Ideer, som han ivrede efter at faa realiseret. I 1885 begyndte han, 26 Aar gammel, et lille Værksted i København og snart udgik derfra en Række sindrige og snildt konstruerede Maskiner, der med den mægtigt voksende Industri som Virkefelt efterhaanden blev uundværlige. Det var særlig Bryggerimaskiner, han kastede sig over, den eue Opfindelse fulgte her efter den anden, navnlig for Aftapning-, Rense- og Skyllemaskiner, og efterhaanden naaede han til at aftage op mod 600 Patenter, dels her hjemme og dels i Udlandet og i oversøiske Lande. Og med Patenterne fulgte Salget af Maskinerne efterhaanden over hele Jordkloden.

Fabrikant Pindstolte regnes at være den Mand, som har udtaget de fleste Patenter i Lande, hvor Patenter beskyttes, og fan danske Mænd har paa en mere effektiv Maade bidraget til, at gøre Danmarks industrielle Navn kendt over hele Jorden. For nogle Aar siden overgik Fabriken i Trekronersgade til Aktieselskab med fabrikant Pindstofte som dens Hovedleder.

Fabrikant Pindstofte var 1 det hole en særpræget og ejendommelig Personlighed, som stedse fulgte sine egne Ideer og gik sine egne Veje, Han var en myndig Chef, der som faa var Inde i Sagerne og krævede Lydighed og Respekt, men lian var ogsaa i sjælden Grad modtagelig for den Tanke, at enhver, der arbejdede eller virkede for ham, skulle sikres saa gode Vilkaar som muligt og være delagtig i Forretningens Fremgang. Til Støtte herfor stiftede han bl. a. Anders P. Pindstiftes og Hustrus Sølvbryllupslegat til Fordel for Arbejdere og Funktionærer. Legatet, der praktiseres paa en ganske særlig Maade, raader nu over en stor Kapital, uafhængig af Fabriken.

(Vejle Amts Folkeblad 30. august 1924).

Maskinfabrikant Anders A. Pindstofte f. 2. januar 1859, d. 28. august 1924. Henriette Pindstofte. f. 18. marts 1865, d. 13. december 1938. Anders Pindstofte blev bisat i krematoriet 4. september 1924. Samtlige arbejdere og funktionærer var til stede. Desuden var til stede: P. O. Pedersen, Polyteknisk Læreanstalt, professor Hannover og direktør Viggo C. Eberth, samt repræsentanter fra alle de store bryggerier. Han havde ikke ønsket at der blev talt over ham ved bisættelsen, og pastor Dahl (Frederiksberg Kirke) udbragte derfor kun en tak til den afdøde. Gravsten på lapidariet, Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I midten af 1930'erne var Niels Jørgen Oluf Jensen Ebbedal direktør for en række forskellige maskinfabrikker. Han tog bl.a. patent på en ny produktionsteknologi til at lave gyldne kraver til guldøl. Guldøllen var blevet opfundet af fabrikant Otto Johannes Bruun i starten af 1930’erne. Ebbedal havde 16 patenter, de fleste af dem var på maskiner til øltapning. Det er dog måske hans ansatte der har stået for produktudviklingen, mens Ebbedal har fået sit navn på patentet.

Ebbedal giftede sig ind i Pindstofte-familien, og overtog med årene ledelsen af svigerfamiliens to maskinfabrikker: Dan og Pindstofte. I starten af 2. Verdenskrig meldte Ebbedal sig ind i nazistpartiet for en periode. Fabrikkerne gik i gang med at producere krigsvigtige varer, bla. til det tyske luftvåben. Han var i juni 1943 involveret i forhandlingerne om salget af Høveltegård til tyskerne som bl. a. brugte den som skole for Schalburgkorpset der omdøbte ejendommen til C. F. Schalburgs Hus. For sabotageangrebet på Pindstofte fik Ebbedal en erstatning fra værnemagten og der blev stationeret tyske vagter foran fabrikkerne.

Efter krigen blev han af retslægen betegnet som “selvhævdende og herskersyg, brovtende og forfængelig, påtrængende og intrigant.” Ebbedal var “moralsk defekt, en Kæmpebluffer.” Den lægelige dom lød på at han var “ en konstitutionel psykopat af den hyperthyme type” egnet for Straf. Han fik fem års fængsel og en bøde på  ca. 10 mio. kr i 2019-værdi. I en anden sag måtte han tilbagebetale otte mio. kr. i 2019-værdi som han havde stjålet fra en fond, der skulle hjælpe arbejdere, der var kommet til skade på fabrikkerne.

Årtier efter Anders A. Pindstofte død blev Pindstofte Maskinfabrik en værnemagervirksomhed under 2. verdenskrig. Den fremstillede krigsvigtig produktion, oliepumper til fly m.v. for ca. 3½ mill. kroner, svarende til 47% af virksomhedens omsætning. Efter krigen fik virksomheden konfiskeret 236.232 kr, mens den tilbagebetalte 203.263. Der faldt domme på 4 års fængsel for kollaboration. En filial af maskinfabrikken var Motorfabrikken Dan, som solgte for 3½ mill kr. eller 83,2 % af virksomhedens omsætning.

I blev fabrikant O. Jensen Ebbedal, Vesterbrogade 40 C og direktør for Anders A. Pindstoftes Maskinfabrik Trekronergade 38, noteret i "Den blaa bog" i De frie Danske nr. 7, maj 1942. Den 26. marts 1943 (ifølge Frit Danmark nr. 2, maj1943) modtog en række firmaer der havde leverancer til tyskerne, en skrivelse fra fhv. folketingsmad Hartel. Heri plæderede han for bedre vilkår for de danske værnemagervirksomheder, bl. a. som følge af truslen fra sabotage. I den forbindelse nævntes fabrikant O. Jensen Ebbedal som beredvilligt havde stillet kontor til hans rådighed. I Frit Danmark juli 1943 nævnes fabrikken endnu engang som et af de mest fremtrædende værnemagerfirmaer.

Pindstoftes Maskinfabrik og Motorfabrikken Dan

Anders Pindstoftes Maskinfabrik A/S (Trekronersgade 38, Valby) og Motorfabrikken Dan A/S

(Bragesgade 10, København N.) idømtes den 21. oktober 1947 en bøde på 100.000 kr. Hertil kom konfiskation af virksomhedernes fortjeneste under besættelsen på henholdsvis 203.263 kr. og 238.536 kr. for de to virksomheder. De to virksomheders administrerende direktør Niels Jørgen Oluf Jensen, kaldet Ebbedal, der samtidig var formand for selskabernes bestyrelse og

hovedaktionær i selskaberne, idømtes en fængselsstraf på 5 år.

Pindstoftes Maskinfabrik A/S havde under besættelsen haft en tysk omsætning på 3.368.189 kr. De tyske leverancer udgjorde 47 pct. af den samlede omsætning. Leverancer for 1.483.404 kr. havde været krigsvigtigt materiel, nemlig oliepumper til flyvemaskiner. Den totale avance var 277.851 kr. hvoraf 239.698 kr. stammede fra det krigsvigtige materiel. Motorfabrikken Dan A/S havde en tysk omsætning på 3.491.292 kr. Fabrikkens avance var på 511.866 kr., hvoraf de 404.162 kr. stammede fra den direkte tyske afsætning. Tilsammen havde de to sammenknyttede virksomheder en avance på 789.718 kr.

Ebbedal anklagedes for i sin egenskab af direktør, formand for bestyrelsen og aktionær i A/S

Pindstoftes Maskinfabrik og i Motorfabrikken Dan A/S at have vist et i høj grad anstødeligt

initiativ for at opnå tyske ordrer. For at få ordrer påberåbte han sig en tyskvenlig indstilling og

tilsidesatte de krav, der blev opstillet af danske myndigheder og institutioner med hensyn til

værnemagtsarbejder. Bl.a. undlod han at indsende efterkalkulationer for selskabets

værnemagtsordrer til myndighederne. Han anklagedes endvidere for på groft illoyal måde at have modarbejdet danske myndigheder gennem klager til tyskerne over, at danske myndigheder og navngivne embedsmænd modarbejdede tyske interesser. Han opnåede hermed større tildelingeraf kul, koks, olie eller elektricitet, træ, værktøjsmaskiner og jern m.v. Han søgte via tyskerne at få frigivet beløb, som var spærret af danske myndigheder på grund af hans vægring ved at indsende de påbudte efterkalkulationer. Den tiltalte søgte at opnå bedre økonomiske betingelser for værnemagtsarbejde hos tyskerne og indledte forhandlinger om beskyttelsesforanstaltninger mod sabotage m.v., hvorefter tyske soldater overtog sabotagevagten på motorfabrikken ”Dan”.

Fabrikken A/S Pindstofte blev delvis ødelagt ved sabotage den 17. januar 1944. Ebbedal

anklagedes for efter sabotagen at have indledt forhandlinger med tyske myndigheder for at få en særlig godtgørelse, idet selskabet ikke fra dansk side kunne opnå erstatning for driftstab. Disse forhandlinger medførte, at selskabet uden om Danmarks Nationalbank og i kontanter fra

Dagmarhus fik udbetalt et beløb på 100.000 kr. Endelig havde Ebbedal begået underslæb over for Anders A. Pindstoftes og Hustrus Fond.

Ebbedal havde oprindelig været ansat ved forstvæsenet. I 1926 kom han kom i forbindelse med A/S Pindstofte og blev i 1927 forlovet med frk. Pindstofte. I 1935 overtog han ledelsen af

fabrikken. Han meldte sig i 1940-1941 ind i DNSAP, men udmeldte sig efter ¾ år. Han havde

støttet Schalburgkorpset økonomisk, givet penge til korpsets kammeratskabsaftener og givet

økonomisk hjælp til tyske flygtninge i Danmark.

Få dage efter den 9. april 1940, da Pindstofte og Dan beskæftigede ca. 150 mand i en produktion, der for 80 pct.s vedkommende gik til eksport, var det blevet besluttet, at man ville beskæftige ca. 20-30 mand til fabrikation for tyskerne og besatte områder. Ebbedal stillede herefter ” med glæde” sine fabrikker til rådighed for produktion af krigsvigtige fabrikata til Værnemagten. Fabrikken blev opsøgt af værnemagtsofficerer fra Wehrwirtschaftsstab med ordrer om at levere værktøj og pumper til flyvemaskiner, hvilket efterfulgtes af omfattende tyske leverancer. Ebbedal gav udtryk for en positiv indstilling over for Det Tredje Rige. Han havde i 1934 hindret, at fabrikken var blevet overført til England, og han havde med en times varsel sørget for at afskedige de engelskvenlige funktionærer, der havde arbejdet for disse planer.

For så vidt angik de omtalt efterkalkulationer var det hans opfattelse, at dette spørgsmål burde

tages op til retlig afgørelse efter krigen, når regnskabet kunne gøres op. Han udtalte endvidere, at den krigsvigtige produktion ikke kunne betale sig, og at han havde søgt at få den afviklet. Han udvirkede, at fabrikkerne efter sabotagen blev bevogtet af tyske soldater. Repræsentanter for virksomheden havde deltaget i et møde den 6. december 1942 med henblik på at oprette en sammenslutning af firmaer, der direkte eller indirekte arbejdede for tyskerne. Formålet var at sondere stemningen for eventuelt at få dannet en front mod Odel ”og de myndigheder, der arbejdede på en sådan måde, at adskillige industridrivende var ved at tabe lysten til at fortsætte fabrikationen til Tyskland”. Retten fandt det godtgjort, at Ebbedal havde ønsket selv at blive formand for en sådan sammenslutning vendt mod danske myndigheder. Nazisten Aksel Hertel var blevet ansat af Ebbedal til at udføre det politiske arbejde vendt mod de danske myndigheder og til at varetage forbindelsen til de tyske myndigheder. Ebbedal og de to virksomheder faldt herved klart ind under værnemagerlovenes strengeste bestemmelser. Ebbedal idømtes fængsel i 5 år.

(Birgit Nüchel Thomsen: Værnemagerne. Danmarks bidrag til den tyske krigsøkonomi under den tyske besættelse - i europæisk perspektiv. 2009).

Firmaet Elfelt: Anders A. Pindstoftes Maskinfabrik i Trekronergade (1936). Ved sabotagen i 1944 var det størstedelen af den midterste del af fabrikken der blev sprængt i luften. Kbhbilleder. CC-BY.

Fabrikken i Trekronergade blev helt nedrevet og en anden fabrik opført på stedet (Lundbeck).

Brev fra Moserne. (Efterskrift til Politivennen)

To københavnske Arbejdere, der for Tiden er paa Tørvearbejde i Jylland, sender os følgende friske og interessante Hilsen fra Mosen.

Augustdag i Mosen

Hier sendes en lille Hilsen til "KLOKKEN 5" fra en jysk Tørvemose paa Grindsted-Egnen. Hele Sommeren har vi slidt i det, fra Solen om Morgenen stod op til den om Aftenen gik ned langt vesterude. Varmt har det været at bjærge Tørvene op af de vaade Tørvegrave, men hvad gør de "dovne Arbejdere" ikke for at tjene 50-60 Kroner om Ugen og for at hæve den danske Krone.

Mange Arbejdere herude bor i selvlavede Hilse. Det vil sige,

vi graver et Hul i Lyngjorden

graver Pæle ned, rejser Mure af Lyngtørv, og Taget laver vi af Granstænger og tørret Græs. Komfortabelt er det jo ikke, men det er nøjsomme Folk, der slider herude langt fra Civilisationens Goder og Rigmænds luksuøse Villaer. Og der kan være helt lunt i "Hulen", naar Aftensmaden er fortæret, og Aftenvinden synger over Mosen, varslende Efteraarets Komme.

Konfortabelt er det jo ikke, men det er nøjsomme Folk, der slider herude.

Det er iøvrigt et haardt Arbejde at grave Tørv. Kun de Indviede kan gøre sig nogen Forestilling om, hvilke Savn og Vanskeligheder Tørvearbejderne maa døje.

Deres Slid og Slæb,

deres Levned og Tilværelse er den kraftigste Protest mod Overklassens Fraser om, at nu om Dage vil Folk intet bestille, men kun gaa og drive rundt som Arbejdsløse og kun ryge Cigaretter og løbe i Biograf.

For at holde en beskeden Dagløn maa vi arbejde i hurtigste Tempo

10-11 Timer i Døgnet, mens Solen bager og brænder.

Saadanne Dage slipper Øllet hurtigt op, og Drikkevand er kun at faa paa lang Afstand.

Og naar Aftenen kommer, slæber vi os hjem - sultne og trætte, og hvad venter der os saa? God Mad, bløde Stole og en Divan? Nej! Nej! Vanskeligheder og Afsavn fremdeles. Det er ikke Herreretter, der vanker herude. I Reglen Øllebrød eller kogte Kartofler, der spises tit stegt Flæsk. Resten af Dagen staar den paa Rugbrød, Margarine, Ost og Spegepølse. Yndet i vore Kredse er det ogsaa nu og da at købe Hakkekød, som raat smøres paa Brødet og spises med Løg og Sult. Det giver Kraft og Styrke til Slidet.

Fra alle Landets Egne - ogsaa fra København - kan vi træffe Arbejdere i Landets Tørvemoser. Vi maa jo søge hen, hvor Arbejde er at finde. Humøret herude er godt. Man kan høre Sange som: "Snart dages det, Brødre" og "Naar Vinteren rinder", sunget ved Arbejdet.

Snart er Tørvegravningen forbi for i Aar. Mange Tons er allerede i Hus, og naar Trækfuglene for Alvor haster sydpaa, da siger ogsaa vi Moserne Farvel og haster hjem til Kone og børn.

... Naar Trækfuglene for Alvor haster sydpaa, siger ogsaa vi Moserne Farvel.

(Klokken 5 (København) 28. august 1924).