Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Læge. Cand.med. 1878. Reservelæge i nåden 1879–80, i hæren 1884–86 og læge ved de kommunale vaccinationsanstalter 1889, 1891 og 1894. Han havde forskellige forretningsmæssige tillidshverv og var direktør i forsikringsselskabet Haand i Haand. 

Johan Peter Frederik Crone (1854-1932): Læge Paul Herman Petrus Beyer (1849-1924). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

1898 var han Højres kandidat ved folketingsvalget i Kbh.s 3. kreds. 

Alfr. Christensen og Petrus Beyer.

Valgermødet i Gaar Aftea i "Fønix".

Et livligt Møde

Den store Sal i "Fønix" var fyldt i Gaar Aftes til sidste Plads, da Vinhandler Dam aabnede Alfr. Christensens andet Vælgermøde.

Efter at Handskemager Petersen var bleven valgt til Dirigent, talte Hr. Alfr. Christensen, der modtoges med Bifald, og som under stærk Tilslutning fremsatte sit kendte Valgprogram.

Til dem i Højre, der udslynger den Beskyldning mod Venstres Kandidater, at de lader sig vælge af internationale Stemmer, sagde Taleren:

"Jeg protesterer paa det skarpeste mod, at Byernes store Arbejderbefolkninger skal sættes udenfor alle andre Danske. Er der Nogen, om hvem man med en vis Berettigelse kan sige, at de har stillet sig udenfor de Danskes Rækker, saa er det vel det Parti, der har øvet Vold mod Forfatningen og paa Trods af Folkets Vilje ødelagt Landets Penge til ulovligt og for Danmarks Selvstændighed skadeligt Fæstningsbyggeri. (Stormende Bifald.)

Efter at Hr. Alf. Christensen har omtalt de store Reformspørgsmaal og hævdet deres Gennemførelse i demokratisk Aand, slutter han med at udtale, at over al Ting staar det for ham, at den frie Forfatning atter kommer til Højsædet i Danmark, og at det kan ske ved at sætte et stort Oppositionsflertal ind i Folketinget.

Langvarigt Bifald og rungende Hurraraab lønner Hr. Alf. Christensens Tale.

Hr. Petrus Beyer tog derefter Ordet og udtalte, at paa mange Punkter er Højre enig med de Liberale. Han var navnlig ligesom Hr. Alf. Chr. af den Mening, at Provisorierne burde ikke eksisteren, men de var for Resten lovlige (Modsigelse). Han fremstillede sig derefter som udpræget Toldbeskyttelsesmand. Toldbeskytterne var Arbejdernes bedste Venner (Latter). En god Skolelov skulde laves som en Bom mod Socialismens Fristelser (Uro og Protest). Kobenhavns Befæstning bør vedligeholdes, thi Landets Børn maa ikke gaa blottede i Kampen (Latter).

Hr. Alf. Christensen, som derefter tog Ordet, hilstes af stormende Hurraraab. Under stærk Tilslutning imødegik han Hr. Beyers Udtalelser og hævdede navnlig, at det er en Skandale for vort Land, at vore Militærudgifter er saa enorme som de er.

Endnu har flere Talere Ordet, bl. A. Folketingsmand A. C. Meyer, der protesterer mod Hr. Beyers Udtalelse om, at Socialismen er baseret paa Uvidenheden, og som kraftigt anbefaler Vælgerne at stemme paa Alf. Christensen.

Det livlige, til sine Tider meget bevægede Møde sluttes først henad Midnat under vekslende Hurraraab for Kandidaterne. Omtrent en Tredjedel af Forsamlingen var Højremænd, og Meningskampen var flere gange stærk.

(København 27. marts 1898)

Ved valget 3. april 1898 stemte 2269 (66,0 %) ud af 3436 stemmeberettigede i Københavns 3. kreds. Af dem tilfaldt 1343 overretssagførr Alfred Vilhelm Alexander Christensen (V. R.), mens overretssagfører Carl Antonius Olsen (H) fik 902 stemmer.

I 1884 blev han indviet i loge nr. 3 Nordstjernen under Oddfellowordenen i Danmark. I 1889 stormester og da den danske storloges ophøjedes til uafhængig loge 1892 til storsire. Mens han var storsire, blev der oprettet hjem for børn født uden for ægteskab og et spedalskhedshospital i Island 1897. I 1909 blev der oprettet et spedalskhedshospital på St. Croix.

Asyl på Sankt Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

The transference of the new building to be used as the Leper Asylum was made on Monday with due formalities by the Grandsire of the Odd Fellow Order in Denmark, Dr. Beyer, to the Colonial Council of St. Croix, in the Council's Hall,Government House.

In response to the published invitation of his Excellency the Governor, a large number of gentlemen and also a few ladies had assembled. Shortly after eleven o'clock His Excellency introduced Dr. Beyer to the audience as follows:

Ladies and Gentlemen, I have the honour to introduce to you Dr. Petrus Beyer, Grand-Master of the independent Grand Lodge for Denmark of the Odd Fellow Order. The Doctor has come all the way out here to hand over personally to the Municipality of St. Croix the new asylum for lepers at Richmond, which has been built by the agency of the order that he represents.

His Excellency then introduced the Grand Sire to the Chairman of the Council, who introduced him to the Council's members.

Dr. Beyer then made the following address:

"Deres Excellense.

Mine Herrer af St. Croix Kolonialraad.

Det er som Stor Sire for Oddfellow-Ordenen i Danmark at jeg i Dag har den Ære at henvende mig til Dem for paa Ordenens Vegne at overgive til Dem det til Brug for de Spedalske paa de dansk vestindiske Øer byggede Asyl; og jeg beder den høitærede Formand for St. Croix Kolonialraad om at modtage Asylet, som Raadet er gaaet ind paa at drive i nævnte Øiemed.

Forinden jeg overgiver Gavebrevet, maa det være mig tilladt i korte Træk at minde om Asylets Tilblivelseshistorie. Det var nogen Tid inden den vestindiske Kommissions Udsendelse her til Öerne for 6 Aar siden, at et af dennes Medlemmer Kammerherre Jacob Scavenius henvendte sig til mig paa den daværende Finansminister Christoffer Hages Vegne, for at forespørge om det kunde tænkes at Oddfellows, I Lighed med hvad der var sket i sin Tid paa Island, vilde bygge et Spedalskhedsasyl paa de vestindiske Öer, hvor der fandtes et ret betydeligt Antal Patienter lidende af denne Sygdom. Nu vil de mindre mine Herrer at der i Danmark den Gang, hvad der forresten ogsaa er Tilfældet nu, fandtes et stort Önske om at skaffe disse fjerne danske Besiddelser saa gode Livsvilkaar som muligt, og dertil hørte ganske sikkert, at befri Befolkningen for den Fare der laa i at disse Stakler der vare syge af den forfærdeligste Sygdom der vil nok findes, færdedes rundt imellem de Sunde, og kunde brede Sygdommen videre og videre omkring. Jeg svarede, overensstemmende med det Princip hvorefter Odd-fellow-Ordenen leder sit Liv: "at virke for social-humane Fremskridt Verden over," at den Mulighed, at vi kunde vilde paatage os denne nationale Opgave, fandtes; men at jeg forinden jeg forelagde Spørgsmaalet for Ordenen ledende Mænd, maatte stille som Betingelse, dels at der gaves en Spedalskhedslov, i Lighed med hvad der fandtes paa Island, der muliggjorde en effectiv Isolering af de Syge, en Lov som altsaa accepteredes af Ordenen, dels at spedalskhedsforholdene herude bleve undersøgte at en kyndig Mand indenfor vor Kreds, en Fordring der ingenlunde var dicteret af nogensomhelst Mistillid til de af de lokale Myndigheder givne Oplysninger, men simpelthen var en Fordring jeg altid stiller forinden jeg opfordrer Ordenen til at give sig i Lag med Opgaver indenfor dens eget Omraade.

Efter at Finansministeren var gaaet med paa disse Forlangender og Broder i Ordenen Professor Ehlers i den Anledning var bleven adjungeret den vestindiske Kommission, og til Ordenen havde afgivet sin Indberetning, som viste mig, at Foretagendet kunde siges at være realisabelt for os, lovede jeg Finansministeren at vi vilde søge at løse Opgaven, og i Dag er dette da ogsaa forsaavidt sket, som Asylet i det væsentlige staar færdigt, og kan, efter at jeg har beset det, og synes at det i alle Henseender maa siges at være vel skikket til sit Brug, afleveres til St. Croix Kolonialraad, der som ovenfor nævnte har paataget sig at drive det.

Oddfellow-Ordenen har ved at bygge det, forinden derved at opfylde en national Pligt, ogsaa søgt at opfylde det Paabud, som er Ordenens ledende Hovedmotiv: "at gjøre Kjærlighedstanken levende indenfer og udenfor sin Kreds, og at bringe til almindelig Forstaaelse at det ikke er nok at vi alle ved at Kjærlighed til Ens Medmennesker er det Centrale i Livet, men at denne Følelse, for at være mere end et Ord, maa give sig Tilslag i Gjerning."

Nu er det vort Haab og vort inderlige Ønske, at denne Forstaaelse maa blive den ledende indenfor deres Kreds, som fremtidig skulle være knyttede til Asylet, det være sig som dets bevilligende Myndighed, som dets høie Bestyrelse, som dets Læge, som Pleierskerne for de Syge, og alle de andre, som ved deres Gjieruing ere knyttede til Asylet. Det er vort Haab at de alle ville opfatte deres Opgave som givet i Kjærlighedens Tegn, saa først vil Asylet kunne komme til at opfylde sin Bestemmelse i at være et godt og venligt Hjemsted for de stakkels syge Mennesker, som her skulle tilbringe deres Liv.

I Haab om at alle ville virke tit at disse Forudsætninger, under hvilken vi have bygget Asylet, maa blive opfyldte, overgiver jeg nu Asylet til St. Croix Kolonialraad og skal til den Ende oplæse Oddfellow-Ordelinens Gavebrev til denne Myndighed.

Then turning to the Chairman of the Council the Grand Sire read aloud the Deed of Gift and its conditions, and finally handed the document over to the Chairman, with these words :

Høivelbaaren Hr. Landsfysikus Kalmer: Herved overgiver mig nu Dem, som Formand for St. Croix Kolonialraad dette Gavebrev. Gid Asylet man virke til Gavn for denne skjønne Ö, og for Søsteröerne St. Thomas og St. Jan, og gid Asylet under en vis og forstandig Bestyrelse maa blive et lykkeligt Hjem for de Syge for hvem det er bestemt.

The Chairman replied as follows:

Your Excellency ! Your Honor the Grand-Sire I

In conformity with § 5 of Ordinance of 17th January 1908 I have hereby the honor as Chairman of the Colonial Council of St. Croix and on its behalf to accept the Deed of Gift for the New Leper Asylum erected by tho Order of Independent Odd Fellows of Denmark now handed to me by your Honor the Grand Sire. As this noble Gift is a Gift not only to the Council but to the Municipality of St. Croix I beg in the name of this Community, in the name of the Council and in my own, to offer you most heartfelt thanks for this grand gift.

It, is indeed a grand and noble gift, which the Community thus becomes possessed of, a gift which fulfils a threefold purpose. First this, that it enables the Community to protect itself against this dreadful and terrible disease, the most dreadful of all those to which poor and suffering humanity is exposed and which, after the Bacillus lepræ has been discovered by the Norwegian Professor Armauer Hansen, has proved itself to be a contagious disease; Secondly it makes it possible to offer those poor aud pitiable individuals, who are suffering from this disease, a comfortable and humane existence for as you all know, most, nay all, that are suffering from the disease here belong to the poorest class, which are entirely dependent upon public charity and the help of poor relatives and friends, whose combined help could never secure for these individuals an existence in any way comparable for the one, that is now offered to them by the noble exertions of the Old Fellows Older, and thirdly it will one day - I have no doubt - make it possible to cure this loathsome disease, for considering the rapid an, I truly prodigious progress of medical science I feel convinced that means of curing the disease will one tiny be found, but even then these means would not suffice unless the poor sufferers were placed, as now they will he, under inspection and control.

Of course one thing may jar even with these outlooks before us, this, then, that it is unavoidable to deprive those poor creatures of personal liberty and freedom. But here it must be said, and rightly, that individual lights must yield before justified demands of the Community at large - so much the more when you can offer the parties in question all the great advantages which this grand gift offers them.

As I see that the Community at large by its presence here shows such interest in the matter, it may not he considered out of place, if I offer a few additional remarks on the subject.

The idea of isolating the lepers dates back very far indeed, far back into the middle ages. You may consider it a side issue when I commence with an allusion to the name of the disease, but it is often so, that a word, a mere name, reveals to us a chapter of the world's history.

The disease is in English and in most other European languages called lepra or leprosy. This comes from a Greek word lepra, which means only a rash, - and that word does not teach us much. But now it so happens that we have in Danish a word for the disease quite different and which is peculiar to Danish, no other language known to me has a similar name. We call the disease "Spedalskhed" and the sufferers from it "spedalske". Where does that word come from? It comes simply from "Hospital"; perhaps you will be able better to understand it, when I say, Spital instead of Hospital, but you will at once hear it if I use the Italian word "Ospedale." Now the word Ospedale, or Hospital, has nothing whatever to do with sickness or sick people, as you may be inclined to think. It comes from a Latin word "Hospes," which means a "Guest" and nothing else. Italy was one of the first countries, which in the middle ages erected "Ospedali," that is places for receiving poor suffering people as guests - and most especially lepers. And what the Middle ages did in their time we are now in our time renewing, by taking iu poor Lepers as guests in our Asylums. You may be astonished to hear that exactly 700 years ago, in the year 1200, there were not less than 2000 such asylums for lepers in France, no doubt owing to the kindness and cure of the clergy. And this proves two things : first that the disease must have had an enormous spread in the middle ages, and next, that we can never be too thankful to those ages for trying to check and limit this dreadful calamity - for without these Hospitals or Asylums in the medieval limes all Europe would by now be overrun by this fell disease.

What they did then is exactly what has been done here to-day, and this Community can never be too grateful for what the Odd Fellows Order has done for us out here - and once more, Mr. Grandsire, I beg to convey to you and your illustrious Order in the name of the Community, of the Colonial Council and in my own, the expression of our deepest gratitude and our most heartfelt thanks.

His Excellency the Goveneor, then spoke as follows :

"Mr. Grand-Sire. Ladies and Gentlemen.

I have the honour to express the thanks of the Danish Government for the noble and generous gift conferred by the Odd Fellows Order of Denmark on suffering humanity in the Danish West Indies. I venture to hope that the work will be carried on in a way and a spirit worthy of the donors."

And, turning to Dr. Beyer, said:

"Efter Hans Majestæt Kongens til Finantsministeren mundtlig fremsatte Ønske og efter mig at Finantsministeren dertil tillagt Ordre har jeg dernæst den Ære paa Hans Majestæts Vegne at overrække Dem, Dr. Beyet, som Ordenens Stor-Sire nærværende Dem af Hans Majestæts allernaadigst tildelte Decoration som Commandeur af 2den Grad af Dannebrogsordonen."

To which Dr. Beyer replied :

"Deres Excellense

Man jeg til Dem som Hans Majestæt Kongens Repræsentant udtale min dybtfølte Tak for den kongelige Naadebevisning der er bleven mig tildelt paa en saa ærefuld Vis, og for de Naadebevisninger der er tildelt andre Medlemmer af Spedalskhedskomiteen. Jeg og vi alle har, og opfatte ogsaa disse, mindre som en Belönning for vor ringe Virksomhed for Spadalskhedsasylets Tilblivelse, end som et Udtryk for Kongens Glæde over hver Gang der sker noget der kan gavne hans Land og Folk. Og denne Forstaaelse af Kongens Personlighed gjør, at vi Alle samles i Önsket om at Gud vil bevare Kongen, et Önske jeg bedre Alle med mig give Udtryk i et 9 foldigt Hurra for Hans Majestæt.

Kongen leve."

The three times three cheers for His Majesty thus called for were cordially given, and His Excellency the Governor then pronounced the proceedings to be closed.

(St. Croix Avis 20. november 1909).

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937), reservelæge ved kommunehospitalet, specialist i hud- og kønssygdomme med studier over spedalskhed (lepra). Efter en rundrejse i Island 1894 og 1895, blev kampen mod spedalskheden blev organiseret 1897-98 gennem isolation af de syge på asyl, hospitalet blev også støttet af Odd-Fellowordenen. Han var medvirkende til oprettelse af spedalskhospitalet på St. Croix 1903. 1903 var Ehlers adjungeret læge ved den danske kommission til Vestindien. Politisk var han formand for Københavns venstreforening 1908-11 og borgerrepræsentant i København 1909-11, valgt af venstre.

Læge Petrus Beyer

fylder i Dag 60 Aar.

Han har allerede i mange Aar været en af Hovedstadens mest kendte Mænd.

I 90'erne tog han livlig Del i den politiske Bevægelse og stillede sig som Folketingskandidat i flere københavnske Kredse uden dog at opnaa Valg Men det er hans mangeaarige Stilling som Storsir for den udbredte Odd Fellow-Orden, der særlig har baaret hans Navn ud til Offentligheden. Af han er naaet saa vidt indenfor denne Orden, skyldes foruden hans sikre, myndige Fremtræden føret og fremmest hans gode Hjærie og Medfølelse med ulykkeligt stillede Medmenneeker, dernæst ogsaa hans gode Talegaver, som sætter ham i Stand til paa en smuk Maade at løse de repræsentative Opgaver, hans Stilling som Storsire fører med sig.

Dagen i Dag træffer ham rimeligvis i Vestindien, hvor han har aabnet det Asyl for spedalske, som Prof. Ehlers i Fjor lagde Grundstenen til. Forinden har han været paa Rejse til Nordamerika, Odd Fellow-Ordenens Moderland.

(Dannebrog (København) 24. november 1909).

22. maj 1914 fejrede han 25 års jubilæum som leder af Odd Fellow-ordenen. 

Storsiren fylder 70.

Petrus Beyer.

Odd Fellow Ordenens højtansete Storsire, Læge Petrus Beyer fylder paa Mandag 70 Aar.

Petrus B. var blandt de første Odd Fellows her i Landet, og han har da ogsaa nu været Ordenens Øverste i 27 Aar.

Odd Fellows betyder egentlig de løjerlige Fyre, og Storsiren maa jo altsaa være den løjerligste af Dem alle.

Er dette Tilfældet, vilde vi ønske, at hele vort lille Samfund bestod af løjerlige Fyre, thi Petrus Beyer er som den gode Samaritan, der standser, hvor alle andre jager forbi, opfyldt af deres egne smaa Sorger og Glæder og ærgerrige Kappelyst om Magt og Penge, han standser og bøjer sig ned over det, de andre ikke vil se eller ikke tør se, han bøjer sig hjælpende ned over den Spedalske, over Hittebarnet, over Syge og Hjælpeløse.

Petrus Beyer har virket for Opførelsen af Spedalskhedshospitaler paa Island og paa St. Croix, og han og hans Hustru har Æren af, at Danmark nu faar sig et Hittebømshjem, saa at ingen Mødre mere behøver at drives til Fortvivlelse og til Forbrydelse, fordi de har født et Barn udenfor de ægteskabelige Rammer.

Meget andet godt og samfundsnyttigt Virke har Petrus Beyer i sit lange, arbejdsomme Liv udført, og for det altsammen vil der paa Mandag lyde ham en varm Tak i Møde.

(Folkets Avis - København 22. november 1919).

Petrus Beyer og den 33 år yngre Ella Beyer (1882-1976). Gravsted på Vestre Kirkegård. Det er udformet af Christian Emil Mandrup-Poulsen (1865-1952) i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et forandret Gadebillede. (Efterskrift til Politivennen)

Det gamle Kunstindustrimusæum staar tomt, og Hetschs og Bindesbølls Buster, der stod mellem Musæet og Industriforeningens Bygning er flyttet ud i det nye Musæums Grønnegaard i Bredgade.

Samtidig er den Trappe, der fra V. Boulevard ved Siden af Musæet førte ned til Gaarden bag Industribygningen, forsvundet. I mange Aar var den en meget benyttet Nedgang til den krumme og kantede Gaard. hvor der altid udfoldede sig et travlt og ivrigt Liv med Læsning af Vogne og Tumlen mod store Kasser og Maskiner.

Nu er der paa den Del af Gaarden. der er nærmest Boulevarden, opført store Jernbetons Lagerrum i Kælderhøjde, saaledes som det fremgaar af ovenstaaende Billede.

Hele Gadebilledet er fuldstændigforandret, og samtidig er der for alle, der har Ærinde bag om Industribygningen, kun én Adgang: Den gamle snørklede Nedgang mod Vesterbros Passage.

(Aftenbladet (København) 8. november 1924).

Nedgangen mellem det forhenværende Kunstindustrimuseum og Industribygningen efter at den er blevet rykket en halv snes meter tilbage. Det underjordiske pakhusrum var anlagt her. Foto fra Aftenbladet (København) 3. januar 1925.

Kai Nielsen (1882-1924). (Efterskrift til Politivennen)

Kai Nielsen

Af Johannes Kragh.

Følelsen, der først griber os, naar vi erfarer dette Budskab: Kai Nielsen er død, det er med eet Ord: Fattigdom! Solen skinner, men den varmer mindre. Luften er høj og blaa, men saa vemodig fjern: Han, Kai Nielsen, er ikke mere! Han, der var saa fuld af Liv og Virksomhed, er blevet stille nu, noget af det, der gjorde Tilværelsen munter, festlig og bevaret for os, er gaaet i Staa! Fattigdom, ja netop det ei Ordet! Som et omvendt Spejlbillede i Vand viser denne Følelse os han store Rigdom! Skønt alle hans mange, mange Værker staar der - og nu forstaar vi, hvorfor han skyndte sig saa meget - saa er denne Følelse den dominerende. Kilden er standset, den rinder ikke mere, dette frugtbare Væld. som altid bragte noget nyt og muntert med sig - - i Staa, forbi!

Værkerne staar der, ja! De vil blive og ordne sig i Tiden efter deres Værdi. Mennesket, det levende, er Imrte og tilhører Mindet. Og hvad vil vi da mindes? Ja, først og fremmest dette, at han var san Irrende, denne store Dreng, som alle helst vilde kalde Kai og sige du til. Fuld af Liv, oplaget af alt, med Drengens raske Virksomhedstrang.

Dreng! Ja vel, men meget mere Barn, Kvinde, Mand - det sidste var han maaske mindst. Det nnnede han ikke, for Døden, denne bratte, uforstaaelige Afslutning naaede ham.

Men Barnets Livlighed og Pludren, Drengens Iagttagelseslyst og bestandige Aktivitet, ogsaa Drengens Lyst til at sige uartige Ord en Gang imellem og faa Folk til at daane lidt - Kvindens lysende Smil, med runde Barnekinders buttede Smilehuller - alt dette var i ham, jo Mandens Alvor, den ejede han, naar han arbejdede, da kunde der komme en mandig, knap Strenghed over hans Ansigt, disse forunderligt bevægelige Trak, der kunde skifte fra Grimhed til Skønhed, fru Blodhed til Kraft.

Skiftende, ja! Som Havets Spejl, som Kvindens Smil, som Barnets Leg. saadan var han - denne Fynboernes og det fynske lands mest fynske Barn. Fra denne frodige Have kom han, og det var sikkert mere et Tilfælde, naar han og Mads Rasmussen - denne glade, rødkindede Etatsraad, som omdannede de fynske bugnende Frugthaver til Saft og Syltetøj, først og fremmest til Vin, - naar de to fandt hinanden. Fyns Frugthaver blev til Kunst, passerende Mads Rasmussens Fabriker samledes det hele i hans Museum. Her har Fynboerne fundet hinanden - en stor og glad Familie, men Mads Rasmussen og Kai Nielsen, de to er de vægtige Yderpunkter i denne bugnende Grode, hængt op i pragtfulde Guirlander, med Etatsraadens silenglade Statue som et vægtigt Midtpunkt.

Kai Nielsens Værker var som han selv, glade Børn af Lyset og Livet, det straalende, mangfoldige! 

Lyset var ham en vigtig Faktor end nogen anden. Der stak noget af en Maler i ham, og han elskede at arbejde med et Værk til een bestemt urokkelig Belysning. Hvor fint han kunde dette, viser det lille, ganske flade Relief paa kunstmuseet, efter en Tegning af Joakim Skovgaard. Hele Reliefhøjden er kun faa Millimeter! Men alle hans større reliefagtige Værker, f. Eks. Evas Skabelse paa Kunstmuseet, Jordens Skabelse til Studiegaarden - i dem alle ses det bløde Lys henover de svulmende Former: det er hans det bedste. Se Eva-Skaberens Skikkelse, denne Vekslen mellem fast og blødt saa glimrende gengivet. Denne Del af Arbejde er bedst, og han var ogsaa stolt deraf selv.

Hvor var han over hovedet uimodstaaelig i sin barnlige Stolthed over sine vellykkede Værker: "Nu skal du se Skandinaviena bedste Stykke Skulptur!" Det var Glæden ved at skabe, det rent kunstnerisk-erotiske, som ikke kunde lade sig binde, den maatte frem og sige: "Er det ikke flot, er det ikke morsomt?"

Vi fortaber os i Glæde over hans sølv og hans Værker, og saa klinger det atter i os: Han er ikke mere! Faderen til alle disse Kunstens Børn, - og Børn maa de dobbelt kaldes, fordi Barnet var hans Yndlingsform - deres Fader - selv saa stort et Barn - er borte, Døden, den største af alle Billedhuggere, har gjort de sidste Strøg, og dette Livs Statue er fuldendt.

Maaske det kun blev en Skitse, - Skitsen har alt det væsentlige, det aandfulde, frigjort fra Enkelthedernes Pedanteri. Maaske skal vi se paa ham saaledes, som en stor, pragtfuld Skitse; - det, som er det væsentligste ved et plastisk Værk, Silhouettens Yderlinien, den var i Orden i Kai Nielsens Arbejder, derfor saa de saa godt ud mod Lyset, hvor alle Enkeltheder gik Bort og kun Helheden Bliv er tilbage for vort Blik.

Saaledes vil vi Betragte dette Livsværk, denne Billedhugger statue, mod Lyset vil vi se den, glæde os over Liniens Renhed, over dens Magt og Svulmen, dens Livskraft og Bevægelighed. Enkelthederne lades ude, naar vi ser Værket i denne Belysning. hvor det svagere og det langt -lærkere Lys. Tidens og Evighedens, mødes. Tilbage har vi for vort Øje en stor og enkel Linie. Begrænsningen mellem Livets Form og Dødens Uendelighed.

Johannes Kragh

En Mindeudstilling hos Bing & Grøndahl.

Kai Nielsens sidste Arbejde.

Københavnerne har i Dag paa Strøget fundet det ene af Bing & Grøndahls store Vinduer indrammet Sørgeflor; til Ære for Kai Nielsen har Porcelænsfabriken, som stod ham saa nær, allerede nu arrangeret en smuk lille Mindeudstilling før den døde Kunstner. Det er de to store Grupper "Venus" Fødsel" og "Vinhøsten samt den pompøse Gruppe Skakspil, som er udstillet.

Vi taler med Direktør Poul Simonsen oppe paa Fabrikens Kontor, og hans Ord falder omtrent saaledes :

- Det er jo mange Aar, Kai Nielsen har arbejdet for os og staaet i et meget nært Forhold til vor Virksomhed. Hans Kunst paa dette Omraade var vel Miniaturekunst i Forhold til, hvad han ellers præsterede, men den var dog helt igennem præget af Kai Nielsens bedste og største Egenskaber - hans Fantasi, hans Skaberkraft og hans I r ulighed.

Direktør Simonsen tier lidt, som om han i Tankerne Iader alle Kunstnerens Værker glide sig forbi. Saa fortsætter han stille:

- Det allersidste af hans Arbejder er skabt til vor Fabrik, og det vil komme frem paa Udstillingen i Paris .... Det var en hel Række Grupper, som han selv havde døbt "Havet", og jeg ved, det var det sidste, han arbejdede med, for efter at hans Modeller var ført over i Gips hos os, havde han selv ønsket at foretage den sidste Retouchering af dem, og det skete paa Sygelejet, kørt før han døde.

- Havde han ingen nye Arbejder for?

Jo. Vi havde talt sammen om den næste Opgave, og han havde stor lyst til at tage fat paa Fremstillingen af en større Gruppe til os, som skulde hedde "Herakles-Gruppen"; det bliver altsaa desværre ikke til noget nu. Jeg modtog i Gaar Budskabet om Kai Nielsens Død med den dybeste Vemod. Vi mister i ham en af vore mest fremragende Medarbejdere.

Begravelsen foregaar paa Vestre Kirkegaard.

I Dag er det strømmet ind med de skønneste Blomster til Dr. Pers' Klinik paa den idylliske Platanvej, hvor Kai Nielsen døde. Den støre Skare af Venner, Kammerater og Beundrere har allerede nu villet sende den sidste Hilsen til Kunstnerens Baare.

En Gang lod Kai Nielsen en tilfældig Bemærkning falde til nogle Venner om, at han efter sin Død helst vilde brændes. Men det kan ikke lade sig gøre, for Ligbrændingsloven indeholder en Bestemmelse om, at kun den, som efterlader skriftligt Ønske derom, kan blive brændt - og det har Kai Nielsen ikke gjort.

Begravelsen vil da komme til at foregaa fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.

Det er Kai Nielsens juridiske Raadgiver og mangeaarige Ven, Overretssagfører Viggo Lachmann, som sammen med Vennen, Maleren A. Naur, træffer det praktiske Arrangement vedrørende Begravelsen, og paa vor Forespørgsel meddeler han, at den efter den foreløbige Bestemmelse vil komme til at finde Sted allerede paa Torsdag. Der vil blive gjort alt for at gøre Begravelseshøjtideligheden saa smuk og uforglemmelig som muligt.

Fakkeltog i Aften.

Kl. 4½ i Eftermiddag føres Kisten fra Kliniken paa Platanvej til Kapellet paa Vestre Kirkegaard, og forinden finder der en stilfærdig lille Højtidelighed Sled inde paa Kliniken, hvor kun de Nærmeste er samlet.

Akademiets unge Kunstnere har midlertid ønsket at bringe Kai Nielsen deres sidste Hilsen paa en saa smuk og værdig Maade som muligt, og der er derfor i Formiddags blevet taget Bestemmelse om, at man vil følge Ligvognen fra Kliniken til Kirkegaarden med et Tog af Fakler, er sikkert kan paaregne en stor Deltagelse.

Clk.

(Nationaltidende 3. november 1924).

Foto fra da Kai Nielsens kiste blev ført til kapellet den 3. november 1924. Aftenbladet (København) 4. november 1924. Begravelsen blev omtalt i samme avis 7. november 1924.

Kai Nielsens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mordet på Politibetjent Malmdorff. (Efterskrift til Politivennen).

Den 1. november 1924 blev betjent J. Malmdorff skudt ned af Anton Julius Larsen. Aviserne bragte forskellige, ofte modstridende detaljer fra affæren. Derfor er begivenheden refereret fra forskellige aviser:

Københavns Betjent skudt paa aaben Gade.

Morderen er en fhv. telegrafist i Store Nordiske.

Efter mordet trak han sig tilbage under stadig skydning.

Lørdag formiddag kl. 11.15 er politibetjent J. MaImdorff på Hjørnet af Kattesundet og Frederiksberggade blevet skudt ned af en polak ved navn Anton Julius Larsen.

Polakken kom gående sammen med en kvinde. Pludselig rev han en revolver op af lommen og affyrede 3 skud mod betjenten, som blev dræbt på stedet. Polakken flygtede ned ad Kattesundet og affyrede her flere skud mod sine forfølgere. I Lavendelstræde blev han slået til jorden af en civil mand og en uniformeret betjent.

Den dræbte betjent er fra Kjellerup ved Viborg, men har i 7 år været ansat i Københavns Politi.

Morderen menes at være født i Helsingør i 1887.

Nærmere enkeltheder.

Morderen er fra Helsingør,

Øjenvidner til revolverattentatet meddeler, at betjent Malmdorff stod i samtale med en dame, der ønskede oplysning om nogle beboere i Kattesundet, da Morderen pludselig skød ham ned bag fra.

Da morderen flygtede ned ad Kattesundet, kastede folk flasker og andre genstande efter ham for at slå harn til jorden.

Mht. motivet til gerningen er der endnu intet oplyst, men politiet meddeler, at Larsen gør indtryk af at være åndssvækket. 

Malmdorff var født 1891 i Taarning ved Kjellerup. 

Larsen, der boede i Stampesgade, er født 1887 Helsingør. Meddelelsen om at han skulle være polak, har vist sig urigtig.

Den anholdte morder Anton Jul. Larsen blev straks efter anholdelsen ført til politistationen på Nytorv, hvorfra han transporteredes til politigården. Her kom han straks i forhør hos overvagtmester Liktner. Kl 3 fremstilledes han i dommervagten

Morderen er velstående, idet han ejer to ejendomme i Flensborggade; men han er under formynderskab af en onkel. Han boede hos fru A. Andersen, der er indehaver af et ismejeri i Stampesgade. Han skulle være flyttet lørdag, og der har i den anledning fundet et sammenstød mellem ham og fru Andersen.

Morderen er kendt som original

Larsen er en original, der er godt kendt på Københavns gader. Han har tidligere boet hos en chauffør i Colbjørnsensgade 32, og chaufførens kone måtte stadigt tage sig af ham, for han var ubehjælpsom som et barn. Politiet har sikret sig en del øjenvidner som i tre automobiler blev ført til politigården og afhørte.

Senere meddeles, at den dræbte betjent, hvis broder er betjent i Helsinge, har været i politiets tjeneste i 8 år og var ualmindelig vellidt af sine kolleger, han blev gift for et årstid siden. 

Morderen affyrede også et par skud mod den dame, en fru Jensen, som betjenten talte med, men uden at ramme. Og da han baglæns trak sig tilbage, affyrede han stadig revolverskud, indtil overbetjent Aagaard pågreb ham.

Lider morderen af tropekuller?

Morderen har opholdt sig i Helsingør til 1904 og er der uddannet til telegrafist. hvorpå han havde tjeneste i store Nordiske på en række oversøiske pladser, og det er muligt, han der har pådraget sig en tropesygdom på hjernen.

(Isefjordsposten, 1. november 1924)

En københavnsk betjent skudt ned paa aaben gade.

Morderen er en arbejdsløs telegrafarbejder, der ville hævne sig fordi betjenten havde forbudt ham at betle.

(Privat)

København, Lørdag.

Da Politibetjent P. Malmdorff i formiddags ved 11-Tiden patruljerede i Frederiksberggade, blev han på hjørnet af Kattesundet skudt ned bagfra af en mandsperson, der var i følge med en kvinde. Betjenten blev ramt af to revolverskud. Det ene var gået gennem den ene lunge, og det andet havde beskadiget hjertet. Betjenten, der uden en lyd sank bevidstløs til jorden, blev i ambulancen kørt på Kommunehospitalet, men ved ankomsten hertil var han død.

Morderen flygtede ned gennem Kattesundet, skarpt forfulgt af de mange mennesker, der hurtigt var kommet til stede. Under flugten skød han gentagne gange efter sine forfølgere, men uden at ramme. Det lykkedes ham derved at forhale anholdelsen, men på hjørnet af Kattesundet og Lavendelstræde blev han slået til jorden af en civil mand og derpå efter en hidsig kamp overmandet af en uniformeret betjent og to civile mænd.

Den anholdte blev i politibilen ført til domhuset på Nytorv og derfra til politigården. Her opgav han at hedde Anton Julius Larsen og at være født 16. juli 1887 i Helsingør. Han boede i Stampesgade og erklærede at være arbejdsløs telegrafarbejder. Han udtalte, at han ville hævne sig på samfundet, fordi han ikke havde smagt mad i 3 dage. Han gjorde et forhutlet og stærkt forvirret indtryk. I eftermiddag vil han blive fremstillet i dommervagten.

Øjenvidner til affæren fortæller, at den dræbte betjent få minuter før mordet havde tiltalt Larsen og forbudt ham at betle.

Betjent Malmdorff er født 24. April 1891. Han er fra Kjellerup, men havde i 7 år været ansat i Københavns Politi. Han boede i Elmegade og efterlader sig hustru og børn.

(Demokraten (Århus) 1. november 1924).

Senere Telegram.

Betjenten stod og gav en dame besked om nogle beboere i Kattesundet, da han blev skudt ned bagfra.

Da morderen flygtede, kastede folk flasker og andet efter ham for at standse flugten.

Politibetjenten var født 1894. Politiet meddeler, at Larsen formentlig er sindssyg, men at det har vist sig, at han ikke er polak.

- Morderen blev straks efter anholdelsen ført til Politistationen på Gammeltorv, hvorfra han transporteredes til politigården. Her fremstilles han i dommervagten kl. 3. Han er velhavende, ejer 2 ejendomme i Flensborggade, men er under formynderskab af en onkel.

Han boede hos en fru Andersen, indehaveren af et ismejeri i Stampesgades, hvorfra han skulle være flyttet i dag og der har i den anledning fundet sammenstød sted mellem ham og fru A. Han er en original, der er godt kendt på Københavns gader. Han har tidligere boet hos en chauffør i Colbjørnsensgade, og chaufførens kone måtte stadig tage sig af ham, da han er ubehjælpsom som et barn. Politiet har sikret sig talrige øjenvidner til mordet

(Helsingørs Avis, 1. november 1924 - Uddrag)

En Politibetjent skudt ned midt paa Strøget i København.

Morderen er en Særling, der var fyldt med Had mod Samfundet.

Han havde til 191$ været ansat dels i St. Nordiske Telegrafselskab og dels ved Statstelegralen.

København Lørdag.

Det var ved 11-Tiden. Københavns Pulsaare, Strøget fra Raadhuspladsen til Kongens Nytorv var een Vrimmel af Biler og Fodgængere. Betjenten paa Frederiksberggadehjørnet drejede sit Stoppeskilt og sendte den ene Trafikprop efter den anden ind i de snævre gader. Efteraarssolen skinnede over hele dette Sceneri, som faar enhver Københavners Hjerte til at banke af Glæde over sin smukke By . . .

Og saa pludselig med alt det uventedes Voldsomhed skete der noget, der med eet SIag ændrede det smilende Efteraarsbilledes Karakter - noget ufatteligt, uhyggeligt paa en Gang saa blottet for fornuft og Mening at Tanken herom kun har kunnet fødes i en gal Mands Hjærne.

I Solskin og Strøgvrimmel.

Paa Hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet, lige udenfor den krackede Diskontobanks Bygning stod en tjenestegørende Politibetjent og talte med en Dame. Det var den kun 34 åarige Betjent M a l m d o r f f. en støt og solid Jyde, hvis Fødehjem er i Landsbyen Torning oppe ved Viborg. Han havde Patruilletjeneste paa Strøget og var just tiltalt af en Dame af hans Bekendtskab. Det var netop i Dag otte Aar siden, han blev ansat i Københavns Politi, og der skulde i den Anledning være en lille Fest i hans Hjem i Aften, og da han paa sin Vej gennem Strøget mødte den paagældende Dame, en Fru Jensen, tiltalte hun ham og gratulerede ham til Dagen. De stod stille paa Hjørnet af Kattesundet og vekslede nogle Ord om det smukke Efteraarsvejr, det var blevet efter Nattens Regnbyger, og saa skete det. 

Morderen styrer bagfra mod den intetanende Betjent og skyder ham ned.

Op fra Kattesundets smalle Gyde lige hen mod Betjenten kom en Mand gaaende. Han var snavset, mørke ugegamle skægstubbe dækkede hans Ansigt. Benklæderne var flosset forneden, og Fodtøjet oversprøjtet med dagsgammelt Snavs. Han gik lige hen mod Betjenten, standsede i fire-fem Skridts Afstand, syntes usikker og tøvende, men rev saa pludselig en stor Revolver frem af Jakkelommen og fyrede Vaabnet af i Ryggen paa Betjenten. Det gav et Ryk i Politibetjentens Skikkelse, han forsøgte at gaa nogle Skridt efter Manden, der med Revolveren løftet bagbens løb tilbage gennem Kattesundet. Endnu to Gange knaldede Mordvaabnet. Begge Kugler ramte Malmdorff. Den ene gik gennem Hjertet, og med et Suk sank Betjenten om paa Gaden, medens Blodet strømmede ud over Asfalten.

Det forfærdelige optrin varede kun Sekunder, og det hele var saa ufatteligt, at de Snese af  Strøggænger, der saa det med egne Øjne, knap nok vilde tro det. Men da Krudtrøgen drev bort, og man saa Betjentens Skikkelse ligge paa Gaden, øjensynligt allerede død, hævedes som med et Slag den Trolddom, der havde grebet Mængden. 

Der lød et mangestemmigt Rædselsraab.

Fra det nærliggende Domhus kom en Flok Politibetjente stormende til. Menneskemassen paa Strøget satte i Løb ned gennem Kattesundet bagefter Manden, hvis Skikkelse man saa forsvinde i den anden Ende af Gaden. Det saa ud til, at han skulde have Held til at undslippe, men Rygtet om den forfærdelige Gerning var naaet foran ham. Folk løb imod ham og søgte at standse ham. En Mælkekusk, der holdt med sin Vogn midt paa Gaden, sendte den ene Mælkeflaske efter den anden efter ham. Han forsøgte at slippe udenom, men nu var Betjentene fra Domhuset naaet op. En ung Politibetjent, A a g a a r d kastede sig ind imod ham og holdt ham som i en Skruestik. Han blev fanget lige under "Sukkenes Bro". 

Nede fra Raadhuspladsen kom en Ambulance jagende under skingrende Hornsignaler. Den standsede ved den unge Betjents livløse legeme - han var død. Portørerne løftede nænsomt Liget ind i Ambulancen, der i fuld Fart kørte til Kommunehospitalet. Men der var intet at gøre. Morderen havde gjort sit Arbejde godt. Alle tre Kugler havde saaret Betjenten dødeligt, og den ene var gaaet gennem hans Hjerte.

Motivet til den frygtelige Gerning!

Hvad havde bevæget Morderen til at øve denne frygtelige Daad? Det var dette Spørgsmaal, som Gadens Folk, der havde overværet det rystende Optrin, nu vilde have besvaret. Strøgtummelen standsede, Folk stod stille og drøftede dæmpet, hvad der var sket, medens de stirrede paa en stor Blodpol paa Hjørnet af Kattesundet. En Gadefejer kom med Spand og Kost og fjernede Tegnet paa, hvad der var sket, men endnu ved Aftentid saas en mørk Plet paa Gadens Asfalt.

Ja. hvad var Motivet til den blodige Daad, og hvem var han, der bagfra havde skudt en fredelig Mand ned? Morderen lagde ikke Skjul paa nogen af Delene. Saasnart han var ankommet til Domhuset. blev han taget i et kort Forhør af Overvagtmester L i k t n e r, og en halv Times tid senere blev han ført til Politigaarden. Her fortsatte Fohøret, og det varede til henimod Kl 3, da han blev fremstillet i Dommervagten i offentligt Forhør.

Morderens Livshistorie,- han var et sølle hadfyldt Vrag. 

Først Manden selv. Hans Navn er Anton Julius Larsen, og han er 37 Aar gammel. Han er født i Helsingør den 30. Juli 1887, Stedsøn af afd. Maskinmester Andersen. og han har før arbejdet som Telegrafist, først under Store nordiske Telegrafselskab, senere under Statstelegrafvæsnet. Inden han kom ind i Store nordiske TelegrafseIskab, havde han en Tid Plads paa Byfogedkontoret i sin Fødeby, hvor han i fire Aar arbejdede som Kontorist. Han var fra et godt Hjem og blev almindelig anset for at være en ret begavet Fyr. Efter at have fuldendt sin Uddannelse som Telegrafist fik han en Overgang Plads paa Telegrafstationen i Helsingør, og derefter fik han endelig sit Ønske opfyldt om at komme ind i Store nordiske Telegrafselskab. I de følgende Aar kom han vidt omkring. Han var en Tid ansat i Østen, har ogsaa været i Amerika og Frankrig, og i nogle Aar var han ansat i Göteborg. Det gik imidlertid stærkt ned ad Bakke med ham. Han blev sær, siger Folk, der kender ham. Den før saa virkelystne unge Mand faldt helt sammen, hans Dygtighed forsvandt, og han blev noget af en Særling. Tilsidst blev han afskediget - det var allerede i 1915 - , og siden da har han faktisk været et Vrag. Økonomisk havde han det daarligt, men hans pengelige Forhold var dog ikke værre, end han stadigt var Ejer af en Ejendom i Flensborggade, og Indtægterne herfra, der, da han var sat under Formynderskab, blev udbetalt ham af en Sagfører, satte ham i Stand til at leve nogenlunde. Men han var som et Barn. I det Pensionat. hvor han boede, havde man det største Besvær med at faa ham til at vaske sig og tage en ren Flip paa engang imellem. Han barberede sig kun en Gang om Maaneden. og da kun, naar Pensionatsværtinden tvang ham dertil, og han var godt paa Vej til at blive en af Hovedstadens Originaler. Tilsidst boede han i Kælderen i Stampesgade 1 hos Indehaversken af et Ismejeri, Fru A. Andersen.

Paa Sporet efter Aarsagen

Byfogedkontoret i Helsingør, hvor Morderen i sin Tid har været ansat, havde fornylig nægtet ham en Anbefaling - , derfor skulde Politiet straffes. 

For nogen Tid siden skrev han til Byfogedkontoret i Helsingør, hvor han havde været ansat, og bad om en Anbefaling, da han søgte en Plads hos forhenværende Firma. Brevet, han skrev var imidlertid affattet paa en sådan Maade at man ikke var i Tvivl om, at Manden, der havde skrevet det, var forrykt, og han fik ingen Anbefaling. Efter dette Tidspunkt blev hans Had til Samfundet. som han allerede tidligere havde givet Udtryk for, endnu mere fanatisk. Han følte sig som en forurettet og forfulgt Mand hvem Samfundet havde løftet sin Haand imod, og saa er det, at Tanken om at slaa igen, at hævne sig paa Samfundet og Myndighederne, har bidt sig fast i hans syge Sind. og i Dag fuldførte han sit Forsæt. Han valgte at skyde en Politibetjent. Det var et rent Tilfælde at det netop blev Betjent Malmdorff. Ham havde han aldrig for set for sine Øjne, aldrig haft noget udestaaende med, men han var Repræsentant for Samfundet, som han mente havde forurettet ham og saa skød han.

Den dræbte Betjent.

Hans hustru modtoger Dødsbudskabet

Den myrdede Betjent er som nævnt født i Torning ved Viborg, hvor hans Forældre, jyske Gaardmandsfolk, Anders Nielsen og Hustru, endnu bor. Det var som sagt, i Dag otte Aar, siden han kom i Politiets Tjeneste. I Fjor blev han gift med en ung Aarhusanerinde, og det unge Par havde indrettet sig et smukt lille Hjem i en Kvistlejlighed i Elmegade paa Nørrebro. Malmdorff var ualmindelig afholdt af sine Kammerater og nød almindelig Anerkendelse som en sympatisk og dygtig Politimand, der nok med Tiden vilde drive det til noget andet og mere end at passe Stopsignalet paa Frederiksbergades Hjørne. Og i Dag satte Kuglerne fra en Morders Revolver Punktum og skabte Sorg og Fortvivlelse i det lille Hjem i Elmegade. Den dræbtes Hustru var ikke hjemme, da Budskabet kom. En Timestid senere traf en Chauffør, der havde overværet Mordet, Fru Malmdorff paa Gaden: "Tag ind paa Domhuset". sagde han til hende. "Der er sket noget frygteligt". Hun kørte derind, og her fik hun da MeddeIelse om at hendes Mand var faldet for Morderhaand.

(Fyns Venstreblad (Odense), 2. november 1924).

Morderen i Forhør.

Han besvarer alle Spørgsmaal med høj og klar Stemme og viser ikke Tegn paa Anger

Rygtet om den frygtelige Begivenhed i gik en Løbeild. og da det offentlige Forhør over Morderen Kl. 3 skulde aabnes, var Gangene foran dommervagten i Politigaarden fyldt til Trængsel. Kun faa fik Tilladelse til at komme ind, deriblandt den, der skriver disse Linier. Dommervagten i den nye Politigaard er endnu meget intirimistisk indrettet. Skranken bestaar af et umalet Brædt, og Lokalet er kun forsynet med det allernødtørftigste Udstyr. Der er fyldt til Trængsel. I Baggrunden paa en Forhøjning sidder dommer Fischer mørk og alvorlig. Hans Stemme er mørk og skarp som en Ragekniv. Foran ham en Fuldmægtig med korslagte Arme og foran ham igen med en Opdager paa hver Side staar Morderen. Pat er en middelhøj, ret spinkel lidt ludende Skikkelse, et blegt Ansigt med mørke og fanatisk skinnende Øjne. Lange sorte Skægstubbe dækker Kinden og Hagen og det maskinklippede tætte sorte Haar gaar langt ned i Panden og giver hele personen et næsten dyrisk Udseende. En dyb Rift paa den ene Kind, der antageligt stammer fra kampen med Forfølgerne, gør hans hele uhyggelige Udseende komplet. Snavset er han. Klæderne forrevne og sjuskede. Han besvarer Dommerens Spørgsmaal med høj og klar Stemme, og man spejder forgæves efter det mindste Tegn paa Anger over den grufulde Gerning. Tværtimod er det næsten, som om der over hele Skikkelsen er et Udtryk af Tilfredshed over, at han nu har naaet, hvad han vilde. 

Morderen erkender sig skyldig.

De hedder Anton Julius Larsen - skærer dommerens stemme gennem Tilhørernes Mumlen. De er født den 30. juli 1887 i Helsingør og er ikke tidligere straffet. Er det rigtigt?

- Javel.

Dommeren: De bor i Stampesgade 1. De har været Telegrafist og har arbejdet i udlandet, i Rusland, i Calais og flere andre Steder. Hvor har De sidst haft Ansættelse?

- Ved Telegrafen. 

Dommeren: Hvornaar blev De afskediget herfra?

- I 1915.

Dommeren: Hvad har De foretaget Dem siden da?

- Intet. Jeg har været arbejdsløs 

Dommeren: De er anholdt for i Formiddag Kl. 11.15, paa Hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet at have skudt en Betjent og saaret ham dødeligt. Han stod og talte med en Dame da De bagfra i en Afstand af fire-fem Skridt affyrede tre Skud mod ham. De affyrede senere flere Skud under Flugten . . .

- Naa ja, jeg skød i Luften for at skræmme

Dommeren - Erkender De Dem skyldig?

- Ja.

Morderen havde faaet Revolveren af en Amerikaner i 1916

Dommeren: Hvorfra havde De Revolveren ? Det er jo denne Revolver. og Dommeren holder Mordvaabnet frem til Beskuelse.

- Ja det er den Jeg har faaet den af en Amerikaner i Utah.

Dommeren: Gik De rundt med Revolveren paa Dem?

- Nej jeg hentede den hjemme.

Dommeren: Hvornaar

Jeg vilde hævne mig paa Myndighederne. 

- I Formiddag kl. 10½. Jeg kom fra det Firma hvor jeg tidligere havde haft ansættelse, og som hidtil har udbetalt mig i UnderhoIdsbidrag. Nu nægtede de at udbetale mig flere Penge, og saa . ..

Dommeren: Hvorfor skød De Betjenten

- Fordi jeg vilde hævne mig paa Myndighedeme, som ikke har villet hjelpe mig på den ringeste måde i min Næring

Dommeren: Mødte De andre Betjente paa Deres Vej hjemme fra ?

- Nej. Ham, jeg skød, var den eneste jeg mødte 

Dommeren: De er fængslet foreløbig 14 Dage. De er fængslet forstaar De ?

- Javel.

Dommeren: Vil De have en Forsvarer. Det er Deres Ret da De ikke tidligere har været straffet.

- En Forsvarer - naa, ja. det er vel nok klogt. Det er vist det bedste.

Dommeren beskikkede herefter Overretssagfører Axel Lemming til Forsvarer, og dermed var Forhøret sluttet. De to opdagere tog Morderen under Amen og førte ham ned i Arresten.

Morderen havde om Formiddagen henvendt sig til Store Nordiske. 

Han fik stadig udbetalt 90 Kr. om Maaneden.

Fra vor egen Redaktion.

København lørdag aften.

Det er konstateret, at Morderen lyver, naar han hævder, at den maanedlige Understøttelse, han hidtil har haft, er blevet taget fra ham. Han blev i sin Tid afskediget fra Store Nordiske Telegrafselskab paa grund af Sindssyge, og i og for sig kunde han derfor ikke gøre Krav paa nogen Pension. Ikke desto mindre fik han stadig udbetalt 90 Kr. om Maaneden, men i de senere Maaneder var Pengene blevet udbetalt til hans Værge, en Vognmand Jensen, Gammelholm. I Formiddag henvendte han sig til almindelig Overraskelse hos Regnskabsfører Jørgensen paa Store nordiske Telegrafselskab og forlangte sin Understøttelse, og han fik da det Svar, at han maatte henvende sig til sin Værge, som havde faaet Beløbet udbetalt. Larsen gik sin Vej. Havde han den Gang haft Revolveren hos sig, havde han sikkert brugt den mod Regnskabsføreren. Nu gik han hjem og hentede Vaabnet, og en halv Time senere skød han Betjenten for, som han sagde, at hævne sig paa Myndighederne, der ikke vilde hjælpe ham i hans Næring.

Der er forøvrigt det mærkelige Moment, at han har henvendt sig til Folkeregistret og meldt Flytning til Helsingør fra i Dag. Paa Blanketten til Registret har han først opgivet, at han var Telegrafist, senere at han er Telegrafbestyrer. At han er forrykt er der næppe Tvivl om.

Politiet i Sorg. 

København, lørdag

Politidirektøren i København har i Dag udstedt følgende Dagsbefaling:

Politibetjent Nr 616, Malmdorff af 1. Deling er i Dag under sin Tjeneste paa Gaden af en Mandsperson bleven dræbt med Revolverskud.

Københavns politi har i ham mistet en meget dygtig og paalidelig Mand, til hvem man knyttede de bedste Forventninger, og hele Etaten vil med Sorg tænke paa hans Hustru og Familie der saa uventet er ramt af denne Ulykke.

(Fyns Venstreblad (Odense), 2. november 1924).

Den dræbte Politibetjent Malmdorf.

Mordstedet udenfor den uheldige Diskonto- og Revisionsbanks Hjørne.

Slagtermester Harald Hansen, der standsede Morderen.

Morderen

Fotoer fra Social-Demokraten, 2. november 1924.

Den 2. juli 1925 blev i Østre Landsret behandlet en erstatningssag, rejst af Malmdorfs enke. Anton Julius Larsen befandt sig på daværende tidspunkt på St. Hans Hospital hvor han afventede hvor han skulle anbringes. Enken krævede 15.000 kr, Magistraten 35.000 kr. for udgiften til pension til fru Malmdorf. Begge krav blev afvist. Morderen blev interneret på livstid på Sikringsanstalten ved Nykøbing S.

Begravelsen foregik fra Johanneskirken, og han blev bisat på Assistens Kirkegård. Den 12. maj 1925 blev der opført et monument på Malmdorffs grav på Assistens Kirkegård. Forrest politibetjent Dyberg, formand for Politiforeningen. Blandt følget var bl.a. borgmester Kaper, politiinspektør Hakon Jørgensen og politiassistent Heiberg. Mindestenen er udført i bornholmsk granit, 170 cm. højt og en politihjelm indhugget over inskriptionen. Foto fra Aftenbladet (København) 13. maj 1925. Hans bror var betjent i Helsinge.

Gerningsstedet i 2016, nogenlunde i samme vinkel som ovenstående foto: Hjørnet af Frederiksberggade (Strøget) og Kattesundet. Dengang lå Københavns Diskonto- og Revisionsbank i bygningen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En Idyl ved Rosenørns Allé. (Efterskrift til Politivennen)

Ladegaardens gamle Have.

Grim og pjusket ligger den gamle Ladegaards graa Facade ud mod Aaboulevarden, men ser man dens Terræn fra Bagsiden, fra den nyanlagte, brede Rosenørns Allé, faar man et helt andet Indtryk.

Her ligger en gammel Have, der med sin lille Dam med de krogede, ludende Træer er en hel Idyl midt i Asfaltens og Murstenshusenes Rige.

Stor er denne Have ikke, hvor Ladegaardens Embedsmænd og Funktionærer og Lemmerne med, tilbragte hyggelige Timer Sommeraftener, medens Jernbanetogene hvert Øjeblik suste forbi dem. Den egner sig dog næppe til at blive en offentlig Park, hvad enkelte har tænkt paa. Dertil er den for lille.

I Øjeblikket er den lejet ud til en af Lejerne i Ladegaardskomplekset. og nogle Somre faar den nok Lov at leve endnu, men saa slaar ogsaa dens uundgåelige Skæbne.

Gader slaas sammen, og høje Huse rejser sig paa dens Grund.

(Aftenbladet (København) 1. november 1924).

Foto fra Ladegårdsåen fra Aftenbladet (København) 7. juni 1923.