Plankeværkskrigen i Holte. (Efterskrift til Politivennen).

Grosserer Jorck, ejer af "Rudegaard" hvorfra der i sin tid var udstykket en grund (Kongevej 104) ned til en lille sø som maleren Hugo V. Pedersen ("Rajah-Maleren") havde købt, mente at have ret til en passage til søen. Det mente maleren imidlertid ikke. Ved at opstille plakater i sin have gjorde han opmærksom på sin holdning. Som modtræk opførte Jorck et plankeværk som dækkede udsigten til plakaterne. En strid som varede i 5 år:  

Vilde Rajahmaleren skyde Grosserer George Jorck?

En højst mærkelig Retssag under Opsejling.

Plankeværket, der fuldstændig gemmer Skovsøens Idyl.

Det er snart en Snes Aar siden, Rajahmaleren Hugo V. Pedersen var Forgrundsfigur i Københavnerlivet. Da han vendte hjem fra Indien efter at have malet ca. et Par Hundrede Rajaher i Gala og Krigsmaling, strøede han Glans og Festglæde om sig. Det saa pompøst ud, naar hans høje Skikkelse, prydet med et enormt, kulsort Fuldskæg, blev trukket gennem Byen af to snehvide Heste. Det var i Hestenes Tid, hvor Daimler og Rolfs Royce var ukendte Begreber, meden Landaueren repræsenterede Luksus i Køretøjet.

Rajahmaleren købte senere en lille Villa Hegnstoft ved Rude Skov, og netop denne Omstændighed er Skyld i, at Maleren bliver en af Hovedpersonerne i en af de mærkeligste Retssager, man endnu har oplevet herhjemme.

Ufredelige Naboer. - Gartneren troede sig i Livsfare. - Hvad der senere skete.

Hans nærmeste Nabo er den lige saa kendte Grosserer George Jorck, Ejeren af Rudegaard, en Villaejendom, der er omgivet med en meget stor Park, hvis smukkeste Plet er en idyllisk Skovsø.

For nogen Tid tilbage stillede Jorck Krav om, at Rajahmaleren skulde afstaa 1 Alen bred Passage langs Rude Skov, hvortil Villa Hegnstofts Grund støder op. Han motiverede dette ved, at der fra gammel Tid var den Bestemmelse, at Rude Skovs Areal omfattede en Alens Bredde udenfor Skoven, af Hensyn til, at Arbejderne skulde have Plads til at studse Træerne. Og han ræsonnerede nu: at naar Skoven ikke gjorde Krav paa denne Landstrimmel - maatte den være hans.

Men Rajahmaleren sagde Nej, og Retten i Nordre Birk sagde ogsaa Nej.

Dermed var Fjendskabet indledet. En Sommerdag var en Gartner Jensen fra Holte ude at sejle paa Skovsøen, og han hørte nu til sin Rædsel Kuglerne synge om sine Øren. Hurtigst roede han hjem og meddelte Grosserer Jorck det skete, og der blev straks indgivet Anmeldelse til Politiet.

Da Politiet kom, svarede Rajahmaleren, at Klagen var hen i Vejret. Forholdet var det, at han havde været ude i sin Have - der gaar ned til den stadig idylliske Sø - for at skyde Spurve med en Salonbøsse. For det første kan Bøssen kun skyde 24 Alen - og Gartneren havde været 100 Alen borte -, og for det andet havde han skudt den modsatte Vej!

Et uhyggeligt og bekosteligt Bygningsværk. - Et Plankeværk paa 119 Alen spærrer det hele af.

En Morgen, da Rajahmaleren vaagnede, mødte der ham et Syn, der forfærdede. Ude paa Søen laa nogle Tømmerflaader, og en Arbejdsstyrke var i Færd med at ramme Pæle ned i Søens Grund. Dag efter Dag faldt de mekaniske Hammerslag: Bang! Bang!

Han anede, at noget frygteligt forestod, og Anelsen veg snart for en brutal Virkelighed. Arbejderne flikkede tilsidst et Plankeværk sammen, ialt 119 Alen langt og paa sine Steder 7-8 Alen højt. Formaalet var ganske utvivlsomt at afskære Rajahmaleren fra enhver Udsigt til Søen, der nu ikke mere var Idyl. Det kunde ikke en Gang nytte at tænke paa at forskønne Plankeværket ved at male det. Med ét log det Rajahmaleren, at Villa Hegnstoft nu bar sit Navn med Rette.

Plankeværkets Grimhed understregedes ved dets uregelmæssige Bygning. Der findes en Servitut, i Følge hvilken Rajahmaleren ska! have Adgang til at faa Vand fra Søen. Denne Bestemmelse opfyldtes ved, at Plankeværket nogle Steder er hævet 2-3 Alen over Vandfladen, saaledes at man kan komme til med en Spand med et Reb i.

Landsdommerne paa Gerningsstedet

Det er forstaaeligt, at den skønhedselskende Rajahmaler var en Fortvivlelse nær. Han anlagde Sag, og i denne Ud har Jorcks juridiske Konsulent, Overretssagfører Sachs, og Overretssagfører Anker-Jensen paa Rajahmalerens Vegne vekslet Indlæg.

I Gaar aflagde Landsdommerne Bærentsen, Krabbe og Skadhauge, der skal paadømme Sagen, Besøg paa Gerningsstedet. De høje Dommere sagde intet, men de har næppe fundet, at Plankeværket pyntede.

Grosserer Jorck, der har ladet Bygningsværket opføre under stor Bekostning, hævder, at han Rat dertil er uomtvistet, da alle Pælene staar paa hans Grund. Han tilføjer, at han paa Søen har Lov at bygge, hvad han vil: Danseestrade, Bure til Svømmefugle eller alt andet.

Overretssagfører Anker-Jensen fremhæver heroverfor, at Byggeriet skal have en fornuftig Mening, og at Plankeværket kun har den Hensigt at virke som Chikane.

J o r c k s Svar gaar ud paa, at han i hvert Fald har Lov at sikre sig imod at blive skudt!

Hele Retssagen svæver imidlertid i Luften - ligesom Plankeværket - thi der findes ingen Lovbestemmelser om et saa specielt Forhold.

Paa Mandag kommer Sagen til Behandling i Landsrettens 4. Afdeling, hvor bl. a. et righoldigt Billedmateriale, visende Før og Nu, vil blive fremlagt.

(København, 20. november 1924).

Statsskovvæsnet havde i mellemtiden givet afkald på den såkaldte skovalen overalt i landet

Grosserer Jorck skal inden 6 Uger nedrive Plankeværket om Skovsøen.

Efter en bevæget Procedure i Landsretten fik Retsformand Bærentzen tilvejebragt Forlig mellem Grossereren og Rajahmaleren.

Det var Hensigten, at den opsigtvækkende Sag mellem Rajahmaleren Hugo V. Pedersen og Grosserer George Jorck i Gaar skulde være behandlet i Landsrettens 4. Afdeling, men Tilstrømningen af Publikum var saa stærk, at det blev nødvendigt at flytte ind i den større Sal i 5. Afdeling.

Her mødte Parterne med deres juridiske Konsulenter, og Retten, Landsdommerne Bærentzen, Krabbe og Skadhauge, fik en 4 Timer lang Fremstilling af Plankeværkskrigen.

Jorck tilbyder Forlig. - Hvor højt maa man tale?

Retsmødet blev rigt paa livlige Episoder. Overretssagfører Anker Jensen lagde for ved paa Rajahmalerens Vegne at kræve Plankeværket omkring Skovsøen ved Rudegaard fjernet, hvorefter Overretssagfører Sachs paastod Jorck frifundet.

- Det er saare langt fra, at Jorck har tænkt at chikanere Maleren, sagde Hr. Sachs. Plankeværket er tværtimod rejst som Værn imod Chikane. Og jeg skal straks bemærke, at Jorck vil fjerne eller formindske Plankeværket i samme Omfang som Maleren forpligter sig til ikke at anbringe Plakater paa sin Grund, ikke at skyde i den nederste Del af Haven og ikke at føre højrøstet Tale til Gene for Jorck og hans Gæster.

Retsformanden: Skal det bestemmes, hvor højt man maa tale?

Sachs: Retten vilde nok kunne finde en Form. 

Anker-Jensen: Hvorfor skal Manden dog forpligte sig til ikke at gøre noget, han aldrig har tænkt paa at gøre?

Rajahmaleren: Jeg synes, at Forslaget er lige saa urimeligt, som hvis jeg krævede, at Overretssagfører Sachs i Morgen skulde rejse til Amerika.

Retsformanden: Det vil han vist ikke.

Al Glæde er taget fra Rajahmaleren. 

Overretssagfører Anker-Jensen fik derefter Ordet for at procedere.

Han hævdede, at det gyselige Plankeværk helt tilintetgjorde Rajahmalerens Glæde ved at bo i de landlige Omgivelser. Noget tilsvarende er ikke set her i Landet.

- Jeg vil hævde, sagde Hr. Anker Jensen, at Plankeværkets Opførelse ikke tjener noget Formaal. Hensigten er alene at fortrædige og forulæmpe Hugo V. Pedersen. Men kommer Retten til det Resultat, at her kun foreligger Chikane, maa Plankeværket erkendes for retsstridigt. 

Der skal være tre Motiver fra Jorcks Side: Rajahmaleren har opslaaet nogle Plakater, bl. a. med: Adgang forbudt! Jorck vil sikre sig imod at blive skudt, og endelig mere generelt: han hævder at være generet med Tale og Gestus.

Overretssagføreren refererede den gamle Sag, under hvilken Jorck var begyndt at forberede en Passage gennem Rajahmalerens Have, idet Jorck hævdede, at en Jordstrimmel paa 1 Alens Bredde udenfor Rude Skov tilhørte ham. Da Dommen gik ham imod, begyndte Fjendskabet at blusse op.

En veldresseret Hund -

Hvorledes man bar sig ad, viser et Eksempel: Fru Jorck roede hyppigt paa Søen og havde en Hund med. Hun satte nu Hunden i Land paa Hugo V. Pedersens Grund, for at den kunde udrette et højst nødvendigt Ærinde.

Retsformanden: Kunde Hunden se og forstaa Plakaten?

Anker-Jensen: Det vilde i hvert Fald være tilstrækkeligt, at dens Herskerinde forstod Situationen. Med Hensyn til Skydningen maa jeg sige, at jeg ikke forstaar, at man i fuldt Alvor vil sigte Maleren for Drabsforsøg.

Sachs: Voldsforsøg ...

Anker-Jensen: Nej, Drabsforsøg. Forholdet er imidlertid det, Jorck allerede for mere end et Aar siden har spekuleret paa at faa Adgang rundt om Søen. Han satte Plankeværket op I Haab om, at Maleren skulde blive ked af at bo derude. Saa kunde Jorck faa hele Omraadet. For et Aar siden var der ingen Tale om Skydningen.

I dette Tilfælde har man bidt Hovedet af al Retsfølelse; en Mand har ikke Lov at foretage et saadant Angreb paa en Mands Tilværelse.

Min Modpart har hævdet, at Plankeværket ogsaa ser stygt ud, set fra Jorcks Grund. Hvis Maleren vinder, gaar man da ingens Interesser for nær da Jorck saa faar sin smukke Sø tilbege!

Om Vejrmøller, Plakater og Kultur

Overretssagfører Sachs: Det er Vejrmøller, Hr. Anker-Jensen har kæmpet imod.

Anker-Jensen: Nej, imod Plankeværket.

Sachs: Naar Plankeværket ser saa stygt ud, er det, fordi det ikke er fuldført. Det er blevet standset ved denne Retssag. Jeg fastholder, at der foreligger Grunde for dets Tilstedeværelse, men jeg gentager, at Jorck vil fjerne Plankeværket, hvis der bliver stillet Garantier.

Hugo V. Pedersen satte nogle Plakater op, som virkede generende, set fra Jorcks Ejendom, og vi talte da om at bygge et Plankeværk udfor det Stykke hvor Plakaterne stod. Men vi var klar over, at vi kun vilde blive til Latter, da Plakaterne jo kunde flyttes.

Retsformanden: Ja, og sættes højt op i Luften.

Sachs: Jeg finder, at Plakaten, hvor Ordet Tævehunde er sat med vældige Typer, er et Bevis for Maleren Kultur.

Retsf.: Lad os ikke komme ind paa det!

Sachs: For adskillige Maaneder siden, da nogle Arbejdere var ved at sætte et Hegn op ude i Søen, skete den meget omtalte Episode, at de hørte Maleren bruge kraftige Udtryk, og at Kuglerne derefter suste om Ørene paa dem.

Retsf.: Kuglerne?

Sachs: Haglene. For at komme tilbage til Plankeværket: Hvis Maleren vil lade være at genere - bl. a holde op med demonstrativ Spytten, naar han ser Jorck, vil vi, som sagt fjerne Plankeværket. Imidlertid er det min Opfattelse, at en Mand, der bor paa en fri og ubeheftet Grund, har Lov at spærre sig af fra Omverdenen.

Retsformanden mægler.

Retsformand Bærentsen udsatte nu Retsmødet for at prøve at faa Parterne forligte. Forhandlingerne var meget langvarige, men Bestræbelserne lykkedes, og Overretssagfører Sachs' gentagne Gange nævnte Forligstilbud var saaledes ikke forgæves.

Under den største Opmærksomhed dikterede Retsformanden, da Retten paany blev sat, følgende til Protokollen:

Der er mellem Parterne sluttet Forlig paa følgende Betingelser:

Grosserer Jorck forpligter sig til at fjerne Plankeværket inden 6 Uger paa en saadan Maade, at Søbredden udfor Maler Hugo V. Pedersens Ejendom ikke lider Skade, samt tilbagekalder herved den fremsatte Sigtelse imod Hugo V. Pedersen for forsætlig at have skudt ud over Jorcks Ejendom.

Maler Hugo V. Pedersen forpligter sig til ikke at opsætte Plakater, der vender ud imod Jorcks Ejendom, og erklærer, at han ikke for Fremtiden vil skyde ud over Naboens Ejendom - ligesaa lidt som han tidligere har gjort det! Han erklærer i det hele at ville stræbe at fremme et i alle Henseender fredeligt Naboforhold.

Til disse sidste Erklæringer slutter Grosserer Jorck sig ogsaa for sit Vedkommende. Retten ophævede Sagens Omkostninger.

(København, 25. november 1924)

Forliget holdt imidlertid kun ganske få dage, hvorefter grossereren begyndte at opfylde en del af søen for at anlægge en sti.

Plankeværkskrigen i Holte for Højesteret.

Sagen om de fjendtlige Nabofamiliers gensidige Drillerier og Chikanerier.

Forliget, der blev brudt Dagen efter, at det var indgaaet. 

Maleren Hugo V. Pedersen.

Højesteret genoptog efter Paaskeferien, og begyndte med Bohandlingen af den ofte omtalte Sag mellem "de fjendtlige Naboer i Holte". Grosserer G. Jorck og Kunstmaler Hugo V. Pedersen. Læserne vil erindre, at Sagen drejer sig om en Række Drillerier og Chikanerier fra begge Sider, og man maa forbavses over. at det skal være nødvendigt at ulejlige Landets højeste Domstol med Stridigheder af den Art.

Plakaterne og Plankeværket.

Højesteretssagfører Henriques, der mødte for Grosserer Jorck, gav i sit Foredrag en udførlig Redegørelse for Sagens forskellige Faser. Han omtalte de Plakater. Hugo V. Pedersen havde ladet opsætte ind mod Jorcks Ejendom, og hvorledes denne havde svaret med at rejse et Plankeværk "et særdeles grimt Plankeværk", indrømmede Højesteretssagføreren; han indrømmede ogsaa. at det hele var Drilleri og at Forholdet mellem de to Nabofamilier efterhaanden blev særdeles pinligt.

Saa kom det til Retssag, men der faldt ikke Dom, idet Parterne var fornuftige nok til at slutte Forlig, saaledes at Plakater og Plankeværk skulde fjernes og i Dag Arbejde, i fremtidig skulde være et fredeligt naboforhold mellem de to Familier.

Striden blusser op paany.

Freden varede imidlertid kun fra Høns fløj op, til de fløj ned. Thi allerede Dagen efter Forligets Indgaaelse begyndte Grosserer Jorck at lade opføre en 2 Alen bred Dæmning udfor Hugo V. Pedersens Ejendom, saaledes at Adgang fra denne til Søen forhindredes. Kunstmaler Pedersen stævnede saa Jorck igen, idet han gjorde gældende, at Opreisen af Dæmningen var i Strid med det indgaaede Forlig og udelukkende skyldtes Chikane, idet Jorck ikke havde

nogen som helst Nytte af den.

Østre Landsret gav Hugo V. Pedersen Medhold. Grosserer Jorck dømtes I 1 at fjerne Dæmningen og betale 300 Kr. i Sagsomkostninger samt til at betale en Bøde paa 400 Kr. for .uden rimelig Grund at have sat Hugo V. Pedersen i den Nødvendighed at anlægge Sag".

Denne Dom forekommer mig bygget paa Hysteri,

fortsatte Højesteretssagfører Henriques. Men jeg forstaar udmærket Situationen, landsretten er bleven led og ked af alt Vrøvlet, og dette har antagelig ikke været uden Indflydelse paa Dommen. Men jeg maa hævde, at min Klient har været i sin gode Ret til et lade Dæmningen opføre, og jeg skal derfor slutte med at paastaa ham frifundet.

Derefter foretoges Dokumentationen, som varede til Frokost pausen. Efter denne fik Højesteretssagfører Holten-Bechtelsheim Ordet for at tale Hugo V. Pedersens Sag.

Højesteretssagføreren gennemgik særlig de efter Afsigelsen af Landsrettens Dom optagne Vidneforklaringer, og afgivne Erklæringer, blandt hvilke er en Udtalelse af Naturfredningsforeningens Formand, Kunstmaleren Erick Struckmann, der gaar ud paa. at det resterende Plankeværk og den over 200 Fod lange Dæmning i meget væsentlig Grad har forringet det smukke landskabelige Billede ud over Søen. Endvidere foreligger der en Tillidserklæring til Hugo V, Pedersen, hvori 47 Beboere af Rudegaard Villakvarter udtaler, at de gennem en Aarrække har lært ham at kende som en nobel, retliniet og absolut hæderlig Mand, og at de i Striden mellem ham og Grosserer Jorok ubetinget yder ham deres fulde Sympati. De udtaler Haabet om, at det vil lykkes ham at tilbagevise de Overgreb, hen ganske uden Grund har været Genstand for fra Hr. Jorcks Side.

Højesteretssagfører Holten gjorde med Styrke gældende, at Grosserer Jorcks Optræden var et eklatant Brud paa det indgaaede Forlig og nedlagde til Slutning Paastand paa, at Landsrettens Dom stadfæstedes.

Efter at begge Advokater havde haft Ordet for Replik og Duplik, indlodes Sagen. Højesterets Dom ventes afsagt i Morgen. 

(Nationaltidende, 7. april 1926, 2. udgave).

Højesteretssagfører Henriques. Tegning fra Dagbladet (København), 8. april 1926.

Højesteret stadfæstede april 1926 Landsrettens dom. Jorck blev dømt til at fjerne dæmningen. Bøden bortfaldt, og Jorck skulle betale sagens omkostninger med 600 kr.

Aftenbladet (København) 11. maj 1926 kunne meddele at Højesteretsdommen endnu ikke var blevet eksekveret. På fotoet Hugo V. Pedersen i sin have, til højre dæmningen og det opsatte pigtrådshegn som altså ikke var blevet fjernet som det skulle på daværende tidspunkt. Jorck selv opholdt sig i Nizza. 

Foto af Hugo Vilfred Pedersen (1870-1959) fra et interview i Aftenbladet (København), 25. januar 1945 i anledning af hans 75 års fødselsdag. Heri erklærede han sig som den lille mands forsvarer, trods hans levemåde og malerier af rajaher. Det lykkedes ham aldrig at afkaste sit renomme som rajahmaler, af hvilken grund han følte sig miskendt. Han døde maj 1959, 90 år gammel. Han er begravet på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte.

George Jorck (1865-1955) var konsul og fondsstifter, bror til Knud Jorck. Dansk kon­sul for Monaco 1931. Grundlægger af Konsulinde Jorcks Feriehjem for børn i Liseleje 1945 og af et feriehjem for børn "Parcelgaarden" i Rågeleje. Han solgte ejendommen til P. M. Daell på Nørregade, og indboet blev sat til salg i oktober 1926. Han meddelte at han ville tage fast ophold i udlandet hvor han allerede i nogen tid havde boet. Inden han flyttede, nåede han dog at true et par naboer med processer, bl.a. pastor Grunnet, Nordsjællands Elektricitetsværk. De fem år han førte processer kostede ham 200.000 kr. Han er begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Vintersol og Arbejdsstilhed. (Efterskrift til Politivennen)

Øverst: Kontrol af Arbejdsløse paa den gamle Ladegaard. Nederst: En Udsættelse, Møblerne køres bort.

Op over Byens røde Tage og dens gamle irrede Kobbertaarne stiger Frostdagens gyldne Sol. Det er som der vælder gyldne Strømme ned over Husene, og i den klare, lette Luft bliver disse gyldne Strømme skærende skarpe. Ak ja den lette Luft! Det er, som man naar man fra et eller andet, ophøjet Punkt kan se ud over Byen mærker denne Luft alt for klar. Hist og her burde der vel nok hænge lidt Slør af Rogen fra Skorstenene fra Fabriker og Værksteder. Men der er for mange af dom, der bar maattet lukke Portene. Ilden er slukket under Kedlerne, Skorstenene ryger ikke, og Uge for Uge bliver de Arbejdsløses Hær forøget med nye Tusinder. Menneskene har lært at tage Gødningsstof til Jorden af Luften, desværre har de ikke lært at tage Brødet, ellers vilde vi have Forraad nok at tage af.

Og medens Barometret stiger og Solen bliver stærkere lysende, bliver Fremtidsudsigterne mørkere. Vi er midt i en kæmpemæssig Krise, og alle vore ledende Alænds Forsøg paa at bekæmpe den synes frugtesløse. De to Billeder, vi bringer, illustrerer saa nøje det hele; de mange Arbejdsløse, der møder til Kontrol, den Arbejdsløses Møbler, der køres til Sundholm, et Hjem, der blev opløst - det er Saar, der slaas i hele vort Samfunds Legeme, Saar, det vil tage lang Tid bagefter at læge.

(Aftenbladet (København), 25. november 1924).

Ford i Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Fords nye Fabrik i København

Fabriksanlæget i Sydhavnen

Ford Motor Company indvier i Dag sin nye Fabrik i Københavns Sydhavn, ved hvilken Lejlighed Statsministeren og Københavns Overpræsident m. fl. vil komme til Stede.

Det er det mest moderne Fabriksanlæg i hele Skandinavien - ja maaske i Europa. Alle de nyeste Fabrikationsmetoder og Hjælpemidler, der er saa karakteristiske for moderne Automobilindustrier, er her udnyttet.

Fabriksanlæget er bygget paa selve Sydhavnsarealet ved Kongens Enghave og er omgivet af Vand paa de to Sider. Fords private Kaj maaler 110 m, medens 78 m Kaj paa den anden Side staar til Virksomhedens Disposition. Her findes ogsaa en dobbeltsporet Jernbanelinje, som staar i direkte Forbindelse med Landets Jernbanenet.

Fabrikens Hovedbygninger bestaar af en 2-Etagers Jernbetonbygning, forbundet med to Kranhaller af murtstenspud￾t Staalkonstruktion samt en murstensbygget Kraftstation. I Midten mellem Jernbetonbygningen og Kranhallerne er der en stor 1-Etages Monteringshal, hvor Vognene samles. Denne Hal er af Staalkonstruktion med moderne Ovenlys, hvorved der sikres Arbejderne rigelig Lys og Luft

Fabriksbygningerne er saaledes anlagt, at "lige Linje" Produktion er mulig, d. v. s., at alt indkommende Materiale - efter at være udlosset ved Kajen og udpakket i Lagerafdelingen - følger en lige Linje gennem Bygningerne til den modsatte Ende, hvor de færdige og prøvede Vogne kører ud for at videresendes til Forhandlerne.

Den nye Fabrik repræsenterer indbefattet Grundareal, Bygning og Maskiner, en Værdi af ca. 5 Mill. Kr., hvoraf 75 Procent falder paa danske Materialer og dansk Arbejdskraft.

Ford Motor Company Akties, grundlagde sin Virksomhed i København i Sommeren 1919 en Aktiekapital paa ½ Mill. Kr.

Produktionen tog sin Begyndelse i Oktober 1919 i lejede Lokaler i Heimdalsgade 28 og 42, 44, og den højeste Produktion, som den Gang opnaaedes pr. Dag, var 14 Vogne. Der var ansat 148 Arbejdere og 12 Funktionærer.

Virksomheden er siden betydelig udvidet.

Foruden de ca. 600 Arbejdere og ca. 100 Funktionærer, som lønnes direkte af Selskabet, findes i Danmark ca. 85 autoris. Forhandlere og henved 300 autoriserede Reparatører samt disse Forhandleres og Reparatørers Personale, bestaaende af Repræsentanter, Kontormedhjælpere, Lagerekspedienter og Mekanikere saavel som disses Familier - eller ialt sa. 12-15,000 Mennesker, hvis Eksistens er afhængig af Ford Motor Company Aktieselskabs Virksomhed.

Af Ford Motor Company Aktieselskabs samlede Produktion i de første 8 Maaneder af 1924 er der eksporteret ca. 75 Procent, medens Resten er solgt gennem danske Forhandlere.

(Bornholms Social-Demokrat 15. november 1924)

Det er København: En Plet, der ikke kendes af ret mange: Gadekæret bagved det nye store Kvarter paa Sydhavnsarealerne, hvor Gæs og Ænder boltrer sig i frit og ubundet Liv. B. T. 30. september 1925.

Censur i Sønderborg. (Efterskrift til Politivennen)

Frit Ordskifte

Haandhæves Censuren forsvarligt?

Vi har modtaget:

Paa Haandværker- og Industriudstillingen i Sønderborg fra 1.-18. Maj dette Aar opførtes der næsten daglig en Revue, der paa Grundlag af sit i moralsk Henseende overmaade daarlige Indhold vakte stor Forargelse.

Jeg fremkom derfor i Dagspressen med en skarp Kritik af Revuen, som havde til Følge, at jeg modtog et Brev fra Hotelejer Bang i Sønderborg, der havde ladet Revuen opføre i sit Restaurationstelt paa Udstillingspladsen. I dette Brev meddelte Bang, at de Sange, som jeg særlig havde paatalt for Deres tvetydighed og Slibrighed, var censurerede af Censor i København. Efter at jeg havde faaet Censors Adresse opspurgt, tilskrev jeg ham følgende:

Hr. Censor P. A. Rosenberg. København.

Ved Haandværker- og Industriudstillingen i Sønderborg fra 1.-18. Maj opførtes der en Revue, i hvilen der blev sunget en Sang, som to Venner af mig, der to Gange var til Stede, har noteret to Vers af. Versene lyder saaledes:

1. Vers:

Jeg er gift, en Hustrus Lod er streng,
Naar min Mand gaar ud om Natten,
Tror De han kommer hjem i Seng?
Naar jeg spørger ham, saa svarer han:

Refrain:

Jeg gør det ikke om jeg faar Penge til,
men saa er der saa mange andre, der vil.

2. Vers:

Jeg elsker Børn, selv har jeg fem,
i Ægteskabet fik jeg dem alle,
Tror De min Mand siger, han er Fader til dem?
Naar jeg spørger ham, saa svarer han:

Refrain:

Jeg gør det ikke, om jeg faar Penge til,
men saa er der saa mange andre, der vil.

I en Artikel i "Sonderburger Zeitung" har jeg omtalt Revuen og betegnet dette Digt som umoralsk, da det omhandlede Horeri og Ægteskabsbrud. I Henhold til denne Artikel i "Sonderburger Zeitung" har Hotelejer  Hoffmann Bang, som lod Revuen opføre i sit Restaurationstelt, tilskrevet mig, at den af mig paatalte Sang, tillige med Revuens andre Sange er censurerede af Censor i København.

Jeg beder godhedsfuldt at ville meddele mig, om det forholder sig saaledes, som Hr.  Hoffmann Bang skriver. Svarporto vedlægges. Ærbødigst

C. Jørgensen, Sognepræst.

Efter nogle Dages Forløb modtog Jeg følgende Svarskrivelse, som jeg med Censor P. A. Rosenbergs Tilladelse meddeler:

Herr Pastor C. Jørgensen!

I Gensvar paa Deres ærede Forespørgsel skal jeg meddele, at den omtalte Vise har været fremlagt til Censur og er tilladt af mig. Hvis man i den Art lette Løjer vil søge Krænkelse af Moralen, kommer man til at forbyde omtrent alle Operetter, tyske, franske, engelske, danske, og de allerfleste Kabaretviser. Det er min Opfattelse, at dette vilde være meget uklogt, og Jeg tvivler om, at slige Narrestreger kan gøre noget Menneske Skade. Med denne Motivering har jeg tilladt Visen.

Deres meget ærbødige
P. A. Rosenberg.

Vi mener, at den Maade, paa hvilken Hr. Censor Rosenberg haandhæver Censuren, staar i en skarp Modsætning til den kristelige Morals Fordringer, og at Smudslitteraturen derved faar Lov til, frit at udbrede sig til stor moralsk Fordærvelse af vide Kredse af vort Folk. Det vilde derfor være ønskeligt, om Censoren fra det Ministerium, hvorunder han sorterer, kunde faa Bemyndigelse til en kraftigere Censur, eller hvis - hvad Censors anførte Brev synes at antyde - han ikke finder et Systemskifte nødvendigt, der da kunde ansættes endnu en Censor, under hvem denne Art af Skriverier kunde sortere. Det maatte da være en Mand, som klart ser den Fare, der truer vor Ungdom gennem Smudslitteraturen. En saadan vil ikke være vanskelig at finde.

Sønderborg, d. 8. Novbr. 1924.
T. Biering, Provst. 
C. Jørgensen, Sognepræst.

(Heimdal 10. november 1924)

Friluftspantheon paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

En Plan al Professor Utzon Frank.

Professor Utzon Frank har i Anledning af Kai Nielsens Begravelse udkastet den Tanke, at den Del af Vestre Kirkegaard omkring Søen, hvor Zartmann, Hammershøj og nu ogsaa Kai Nielsen hviler, maatte blive bibeholdt som en Slags Frilufts-Pantheon for vore store Mænd paa Kunstens Omraade. Der har imidlertid allerede vist sig Vanskeligheder ved at faa Planen gennemført, idet Borgmester Kaper under hvem Begravelsesvæsenet sorterer, stiller sig temmelig afvisende. Skulde der imidlertid blandt Kunstnerne kunne skabes en stærk Tilslutning til Idéen, vil det uden Tvivl faa Betydning. Professor Anton Rosen er meget begejstret for Planen og mener, at netop det omtalte Sted paa Kirkegaarden ved sin Skønhed og Harmoni er saa velegnet som muligt til at skabe en Mindelund. Forfatterforeningens Formand. Hr. Sophus Michaélis nærer Betænkeligheder. Dels mener han, at en Kirkegaard ikke er særlig egnet til Mindelund, dels er han Modstander af det udemokratiske i den Tanke at samle Folk ligesom efter Klasser, selv om der er noget smukt i den Tanke at ville begrave store Mænd paa et værdigt Sted paa Kirkegaarden.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 10. november 1924).