Provst Fengers Protest mod "Don Juan". (Efterskrift til Politivennen)

Provst Fenger protesterer mod "Don Juan".

Forfatteren mente endda, at et Præstekonvent havde godkendt Operaen.

I Aften har den danske Komponist August Ennas Opera "Don Juan" Premiere paa Det kgl. Teater, og "Holmens Provst", Hr. Mathias Fenger, har sørget for, at der bliver Sensation over Forestillingen. Provst Fenger skriver i Aftes i "Nationaltidende" bl. a.: "Er det virkelig sandt?" Hvilket? At Det kongelige Teater, vort Folks ypperste Scene, Fredag opfører en Opera, der behandler Don Juan Sagnet med en moderne Tintning - Hvor de af Helten forførte Kvinder forlader det Himmerig, hvortil de er blevet agtet værdige man maa dog tænke: efter at have angret deres Synd og blevet bestyrket i Tilliden til de ti Buds Guddommelighed og evige Gyldighed - forlader det, for ved deres Forsikring om, hvor høit de har elsket ham i deres Sanserus, og om, hvor elskelig han var og endnu er for dem - at faa ham frikendt for Dommeren, opnaar deres Hensigts Virkeliggørelse og skaffer ham Salighed.

Forudsat, at dette Referat i Deres ærede Blad er korrekt, hvor er det saa muligt, at Det kongelige Teater kan være bekendt at opføre et Stykke med en saadan Moral? Maaske er Musiken ypperlig og Udførelsen og hele Scenearrangementet bedaarende - saa meget desto farligere til at forfuske Tilskuernes moralske Begreber!

Hvor er det muligt?

Mon kristne Mennesker og sædelige Mennesker kan forsvare for deres Samvittighed og for det Eksempel, de derved giver, at overvære en Forestilling af den Art?"

Komponisten svarer paa Angrebet med følgende Udtalelser til "Politiken". 

Hvis Provst Fenger endelig vil angribe, saa burde han have aabnet sine Øine noget før. Der har været nok af Lejligheder for ham til at sætte sig ind i min Operas Handling. Først og fremmest findes den fra Ende til anden i en Novelle af Johan Bojer, som jeg netop har taget den fra - den Novelle har eksisteret i over ti Aar, den er trykt i Oplag efter Oplag og oversat til mange fremmede Sprog, uden at Menneskene nogen Sinde har taget Forargelse af den, endsige søgt at forbyde den. Dernæst har Operaens Handling været gengivet i en Kronik i Politiken for 2 Aar siden.

Hvorfor har de Præster ikke lukket deres Øjne op før? Hvorfor kommer de farende i sidste Øieblik og søger at staa Teatrets store Arbejde - og mit Værk - tre Aars alvorligt Arbejde i Stykket? Hvad vil de sætte Lus i Skindpelsen paa Publikum for? Lad os dog blive fri for rene Narrestreger. Hvorfor kommer Provst Fenger her i sidste Øieblik og søger at skabe mig personligt? Der er Angreb nok alle Vegne fra skal jeg nu ogsaa have Præsterne paa Nakken. Præsterne, som netop i deres eget Konvent har godkendt Operaen!

Det viser sig dog at være en Misforstaaelse, at Det kgl. Teater skulde have forelagt Operaen for et Præstekonvent til Godkendelse.

Handlingen i Ennas Opera er iøvrigt følgende:

Den første Akt foregaar i Domkirken i Sevilla, hvor man straks præsenteres for Stykkets Helt og ligesom i Mozarts "Don Juan" for en Don Juan, der er i Færd med at forføre en Kvinde. Ofret er den skønne Nonne Agatha, den til Gud viede, som Don Juan netop derfor efterstræber med dobbelt Heftighed. Hans Sejr er let, Agatha falder ham hurtigt for Fode, og de aftaler at mødes, naar Messen er til Ende. Men den sorte Inkvisition griber dem paa fersk Gerning, Agatha føres til Baalet og Don Juan, som har søgt at forsvare hende mod Angriberne, saares. Hans Tanker forvirres, og han ser for sig et Ligtog, en Kiste fulgt af sortklædte kvinder: "Hvem er den Siæl, som nu har evig Fred?" spørger han. "Det er Don Juan Marana, som bæres til sit sidste Hvilested." Og Akten ender med Don Juans Død.

Den næste Akt foregaar foran Paradisets Port, hvor Don Juan skal stedes for Dommen. Erkeenglen Michael forbander ham, men Don Juan forsvarer sig selv og sine Gerninger: Hvorfor giorde Herren Jorden saa skøn og Kvinden saa dejlig, at Manden maatte miste sin Sans, naar han saa hende? Michael lader nu de Kvinder træde frem, som var Don Juans Ofre paa Jorden, at de selv kan anklage og dømme ham. Men i Stedet derfor gaar de i Forbøn for ham, saa snart de ser ham, selv Døden har ikke brudt hans Magt over dem. Men Michael lader ham føre til Helvede, hvorhen Kvinderne drager for at frelse ham. Don Juan gør Bod og vender sig mod Gud, og Operaen ender med Kvindernes Lovsang:

Don Juan, du er frelst!
For din Sjæl vi bad, og Englen hørte vore Bønner!

Provstens Protest vil det foreløbig næppe skade Tilløbet til den nye Opera.

(Holbæk Amts Venstreblad 17. april 1925)

Frederik Riise (1863-1933): Komponisten August Enna (1860-1939). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Provst contra Musiker.

Holmens Provst, Dr. Fenger, kritiserer August Ennas ny Opera som umoralsk. - Operaen har Premiere i Aften.

Komponisten August Enna har i Aften Premiére paa Det kgl. Teater paa sin Opera: "Don Juan Marana".

Men før Tæppet endnu er gaaet op, og lader os se den verdenskendte Don Juan-Skikkelse i en dansk Kunstners Belysning, saa har Holmens Provst, Dr. theol. Fenger, været paa Krigsstien og søgt at flænge en Revne i Tæppet, for gennem den at pege paa Operaens Umoralitet i Handling, Tekst og Optrin.

Provstens Mening.

Provsten har især følt sig forarget over den Part af Operaens Handling, hvor der fortælles, hvorledes de af Don Juan forførte Kvinder forlader deres Himmel i det Øjeblik, Helten er stedet for sin Dommer, og ved deres Tilgivelse opnaar Saligheden for ham - et Motiv, der dog findes Paralleller til, blandt andet hos en saa lidt blasfemisk Digter som Paludan-Müller eller Nordmanden Johan Bojer, der har skrevet en kort Fortælling i Samlingen "Hvide Fugle" om samme Emne.

I sin Vrede for Provsten i Gaar i Nationaltidendes Aftenudgave frem mod et Angreb paa Operaen. "Mon kristne Mennesker og sædelige Mennesker kan forsvare for deres Samvittighed og for det Eksempel, de derved giver, at overvære en Forestilling af denne Art? Hvordan Teatrets Styrelse kan forsvare det - og hvem der bærer Ansvaret derfor skal jeg lade være usagt."

Komponistens Svar.

Politiken har spurgt August Enna, hvad han mener om dette Udfald. Og han svarer i sin Operas Aand:

Skulde det virkelig være en saa oprørsk Idé, min Opera er bygget over? Kvinderne, der stiger ned fra Saligheden og tilgiver Don Juan - naar hele Religionen jo netop er Tilgivelse! Jeg synes det er for galt, disse Præster med Deres Kirke og Deres Helligdom - hvad mener De? Hvis vi ikke skal tilgive, hvad er det saa, vi skal? - Hade, maaske? For mig staar Tilgivelsen som noget af det skønneste og højeste, der findes.

Provsten skulde holde sig til sin Kirke! Det kgl. Teaters Ledere er alle fine og kloge Folk. der godt véd, hvad de gor. Præstens Udtalelser er et Mistillidsvotum baade til dem og til Teatrets Kunstnere.

*

Nu har Præsten og Musikeren altsaa talt. I Aften bliver det Publikum, der kommer, ikke blot for at se gennem en Revne i Tæppet, men ogsaa for at høre, hvordan Operaen er. Thi derom vides der intet endnu hos Publikum, og baade dette og hint vil de vide at tage med ind i Bedømmelsen, naar Tæppet er gaaet ned for sidste Akt efter at have været trukket helt til Side og vist baade Handling og Optræden i fuldt og helt Lys.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen 17. april 1925)

I B. T. 17. april 1925 udtalte pastor Vald. E. Brenk, Sundby Kirke at han ikke kunne "indse, at der er noget anstødeligt i Operaen - forudsat at disse Tanker er fremstillet paa en sømmelig Maade." Kirkeminister Dahl havde ikke sat sig ind i sagen.

Provst Fengers fordømmelse forhindrede ikke at der var udsolgt til premieren. Anmeldelserne var afdæmpede: Politikens musikkritiker og komponist Hugo Seligmann skrev bl.a.: ”Det, der rammer ham og her bringer ham til fald, er… at han aldrig har fået skolet sit talent. Nu som altid er han musikkens galning uden mål og med. En gøgler er han…  lige så utæmmet hed han er, lige så utæmmet banal er han.” 

Se endvidere indslaget om provst Fenger her på bloggen.

Vibekevang. (Efterskrift til Politivennen)

I slutningen af 1923 dannedes et interessentskab ("Vibekevang") som havde sikret sig et trekantet areal begrænset af Haraldsgade, Mygindsgade og Parkalle med henblik på at opføre en lav bebyggelse. Hjørneejendommen mod Vermundsgade, Lersø Park Alle og Haraldsgade rummede forretninger. Den 22. marts 1925 annonceredes at nu var havebyen næsten fuldendt. Ved udgangen af 1925 var kun ca. halvdelen udlejet. 

Den 18. maj 1926 blev Dirch Passer født i Vibekevang: Vibekegade 10.

Vibekevang

Et Stykke typisk københavnsk Storbyggeri

En af de Følger, de senere Aars økonomisk vanskelige Byggeforhold og Bolignøden har skabt, er et Storbyggeri af meget betydelige Dimensioner. Mægtige Husblokke med flere Hundrede Lejligheder og hele Kvarterer er blevet bygget under et, og selv om der mod dette Storbyggeri kan rejses visse Indvendinger, maa det erkendes, at det ogsaa paa nogle Omraader byder paa store Fordele. Det er let forstaaeligt, at opfører man et helt Kvarter, og gennemfører man med Hustyperne en teknisk Standardisering, vil det faa en betydelig Indflydelse paa Byggeomkostningerne og samtidig byde paa gode Betingelser for at opnaa en kunstnerisk Helhed.

Et af de største samlede Byggearbejder, der endnu er gennemført, er en Bebyggelse af et Areal ved Haraldsgade, som har faaet det poetiske Navn "Vibekevang". Her er nu opført ialt 94 Huse, nemlig 32 Enkelthuse med 3 Lejligheder i hvert Hus og 62 Dobbelthuse med 6 Lejligheder i hvert Hus, ialt altsaa 468 Lejligheder foruden en Del Butiker.

Disse Huse er opført med Salg for Øje, og der er her Mulighed for med en forholdsvis ringe Udbetaling at erhverve eget Hus og gennem Udlejning af Husets øvrige Lejligheder selv at komme til al sidde for en rimelig Husleje,

Forskellige Forhold har imidlertid medført, at man nu med Københavns Kommunes Tilladelse ogsaa vil kunne leje Lejligheder mod Indskud, for hvilket der udstedes Partialobligationer, som forrentes efter nærmere fastsatte Regler.

Som det fremgaar af ovenstaaende Billede, har Bebyggelsen en venlig, ja næsten provinsiel-hyggelig Karakter med smaa Forhaver langs Husrækkerne og sluttede og stilfærdige Gadebilleder. Bygningerne er tegnet af Arkitekt Henning Hansen, og hele dette storstilede Foretagende, der staar umiddelbart foran sin Fuldendelse, er udført af A/S. Silvan, der har haft alle Arbejderne i Hovedentreprise.

(København 9. april 1925).

I marts 1926 var ca. 400 ud af 562 lejligheder udlejet. Det var for dyrt for de fleste arbejdere. På det tidspunkt havde dele af komplekset ("Noahs Ark") kældre der var fyldt med vand, og fugtigt alle vegne. Haverne bestod af murbrokker og dagrenovationsaffald fra nedlagte lossepladser. Væggene var tynde, fyldningerne faldt ud.

Foran det store Opgør i Vibekevang-Kvarteret.

Et Besøg i det omtumlede "Vibekevang". - 250 Fogedforretninger paa et Aar. - Lejernes Formand fortæller.

Lejerne indkalder til Protestmøde.

Kommer man ud Jagtvej, skimter man ovre paa den ellers ubebyggede Del, der strækker sig fra Lyngbyvejen og ind efter Runddelen, nogle smaa, venlige, hvide Huse med grønne Vinduer og Skodder. Paa Afstand er det hele en tilsyneladende Idyl, en Oase midt paa Markerne.

Det er Byggeforetagendet "Vibekevang" - og det er kun paa Afstand, det er Idyl. Gang paa Gang har der været Konflikter mellem Lejerne og Indehaverne af Komplekset. Situationen er nu blevet saa tilspidset, at Lejerforeningen i Vibekevang har set sig nødsaget til paa Tirsdag Aften at Indkalde til Protestmøde i Sass Selskabslokaler.

En Samtale med Lejerforeningens Formand.

"Klokken 5" har aflagt et Besøg ude i det stærkt omtalte Kompleks, og vi træffer Formanden for Lejerforeningen, Hr. Chr. Eriksen, og lader ham fortælle os lidt angaaende den megen Utilfredshed.

- Ja, vi har ikke saa ganske lidt at beklage os over, siger Hr. Eriksen, og da vi indtil nu er blevet holdt hen med Snak og Udflugter, har vi fundet det nødvendlgt at indkalde til et Protestmøde, hvor vi har Indbudt Parterne i Sagen, Ejerne og Lejerne, og saa den samlede Presse.

- Men hvad er den egentlige Klagegrund? Er det det rent økonomlske?

- Baade det og saa meget andet. Lejen herude er jo Ikke helt billig, ser, hvordan Husene er opført Bekvemmelighederne i Betragtning og saa, hvordan Husene er opført. Betingelserne, da vi flyttede ind, var disse, at at for en 2 Værelsers Lejlighed skulde betale 750 Kr. det første Aar og de efterfølgende Aar 650 Kr. For en 3 Værelsers Lejlighed var Forholdet 1260 Kr. og 1080 Kr. Vi skulde saa indskyde 700 Kr., som i Følge Kontrakten skulde forrentes. De blev imidlertid Ikke forrentede. Det havde man ikke Midler til, fortaltes der. Desuden skulde man skrive under paa, at man vilde blive boende i 5 Aar. Naa, de 700 Kr.s Indskud maatte man gaa bort fra, og man lejede saa Lejlighederne ud uden Indskud, men stadigvæk med den 5-aarige Bestemmelse. Nu maa man ikke tro, at det var et Andelsselskab, som der jo eksisterer saa mange af. Nej, vi Indskydere havde Ikke Spor at sige. De 700 Kr. var et rent og skært Laan til Selskabet, og altsaa et rentefrit Laan.

250 Fogedforretninger paa 1 Aar.

- Til din almindelige Husleje kommer saa dette, at vi Lejere ogsaa skal betale Afgift af W. C.,  Trappevask og Trappebelysnlng, der for Øjeblikket beløber sig til 3 Kr. 25 Øre pr. Lejlighed. Det er ogsaa et Forhold, som man ikke kender andre Steder, fortsætter Hr. Eriksen.

- lngen Ting bliver der gjort og alt faar Lov til at forfalde. At Folk snart bliver lede og kede af disse Forhold ses bedst af, at der paa et enkelt Aar er foretaget 250 Fogedforretninger i Komplekset, der tæller 560 Lejligheder. Og man giver ikke Slip paa Folk; man forfølger dem stadig og kan gøre det, grundet paa denne famøse Bestemmelse om de 5 Aar.

- Hvem ejer i Grunden Vibekevang?

- Det var Tømmerhandler Erik Kjær, der lod det bygge. Men senere har Haandværkeme og Leverandørerne maattet overtage det for at faa noget for deres Arbejde og udlagte Penge. Det ejes nu af et Aktieselskab med Direktør Christiansen, Silvan, og Murermester Møller-Sørensen i Spidsen og med Overretssagfører Richard Møller som Administrator.

Da det kneb med at faa lejlighederne udlejede, engagerede man sig med en vis Hr. Randfeldt, der overtog dette Hverv. Og man man sige, at denne Hr. Randfeldt var i Besiddelse af Smartness. Han gaar ikke af Vejen for noget som helst, naar han blot faar Ledighederne udlejede. Han lover baade Guld og grønne Skove og faar Folk til at underskrive Kontrakten som en Mis, og naar de saa klager over Manglerne, skal han nok sno sig ud af Forlegenheden.

Og tro ikke, han arbejder gratis. For f Eks. at udfylde en almindelig Huslejekontrakt, som man saa inderlig godt selv kunde gøre, beregner den samme Hr. Randfeldt sig et Gebyr af 12 Kr. og skriver det saa fiffigt oppe under Stempeltaksten, at man maa gaa ud fra, at det er Stempelpenge.

Jo, jeg kunde nævne Dem Masser af Eksempler paa, hvordan vi bliver narret og taget paa forskellig Maade, men det kommer altsammen frem paa Mødet paa Tirsdag Aften, slutter Hr. Eriksen.

(Klokken 5 (København) 29. april 1927).

Uro i "Den hvide By" ved Jagtvejen.

"Vibekevang"s Lejere protesterede i Aftes mod Administrationen. - Er Husene noget Bras?

Den store Sal hos Sass i Linnésgade var i Aftes mere end fuld af misfornøjede Lejere fra "Vibeke-Vang", det saa meget omtalte Bygningskompleks ude ved Jagtvejen bag Aldersrokvarteret. Det var Lejerforeningen, der havde indbudt, og Hensigten var at faa Repræsentanterne for Kvarterets 540 Familier til at lette deres Hjerter for de mange Sorger, der trykkede, saaledes, at det ejende Konsortiums Repræsentant, ORSagf. Richard Møller, der var til Stede, og de kommunale Autoriteter, der skal have Referat af Mødet sammen med den vedtagne Protestresolution, kan blive fuldt ud bekendt med Grunden til Misfornøjelsen.

Og det kan nok være, der blev givet Luft for Klagerne. Skulde Hr. Richard Møller have besvaret dem alle, stod han endnu i Dag og talte i Linnésgade. 

Lejerforeningens Formand, Hr. Eriksen, gennemgik "Vibeke-Vang"s Lidelseshistorie i de sidste 2 Aar. Den var baade lang og trist, Uorden alle Vegne, ingen Reparationer, kun tomme Løfter og ingen Hensyntagen fra Ejernes Side. Det eneste Lyspunkt var, at Hr. Richard Møller var en elskværdig Mand at forhandle med og en dannet Mand, hvilket desværre ikke kunde siges om Hr. Raufeldt, der optraadte paa Ejernes Vegne ude i Ejendommene.

Cand. mag. Hafstrøm talte om de mange smaa "Naalestik" fra det daglige Liv i "Vibekevang". Kunde Aktieselskabet ikke foretage de store Ting, kunde det befri Beboerne for de mange daglige smaa Plager. Hvem var for Resten de virkelige Ejere?

Hr. Helbro beklagede sig over, at man udlejede Lejligheder til Folk, man burde vide ikke kunde betale den høje Leje - 93 Kr. om Maaneden for en 3 Værelsers Lejlighed. Disse Folk kom fattige ind, men fattigere ud under Fogdens Ledsagelse, og de 200 Udsættelser, der havde været det sidste Aar, ødelagde Kvarteret.

Hr. Eriksen: - Aktieselskabet siger, at "Silvan" og Murermester Mikkelsen-Sørensen er Ejerne. Af Haandværkere har jeg hørt, at Husene derude er noget forfærdeligt Bras. Mit Loft falder ned. (Stemmer: Ligesaa hos os.)

Af andre Talere klages der over utætte Tage, som man har ladet en Skomager understryge, over Vinduer, som det regner og sner igennem, skønt alle Krogene er paasatte. Ja en Lejer har endog kunnet trykke hele Snebolde af sin Vindueskarm.

Hr. Sørensen paastaar, at Konsortiet fører Keglebaneregnskab og at Folk er rykket indtil 9 Gange for Husleje, der er indbetalt rettidigt.

Derefter samlede Klagerne sig om Hr. Raufeldts Optræden: Han tager ikke Hatten af, naar Lejerne siger God Morgen. Han er kort sagt uhøflig til det yderste, og han skærer Snorene over, saa Husmødrenes nyvaskede Tøj falder i Snavset. Egentlig burde en saadan Mand have "Flade" o. s. v.

Endelig faar ORSagf. Richard Møller Ordet. Han taler roligt og hensynsfuldt og gør sig Umage for at svare paa saa mange Klager, som muligt, idet han siger: Lejen er for høj i "Vibekevang". Den burde nedsættes; men den kan ikke være mindre, dersom det hele skal gaa rundt. Mikkelsen-Sørensen er en anset Haandværker, og hans Arbejde er godkendt af Magistratens Sagkyndige. Lejen er sanktioneret af Magistraten, som har faaet alle Regnskaber med fornøden Dokumentation. Det er Boligtilskud lovens Paragraf 5, vi skal have bragt i Anvendelse, og jeg vil gerne efter Evne bistaa Lejerne i deres Bestræbelser herfor. Tak fordi De har indbudt mig.

Til Slut vedtoges Protestresolutionen, som nu gaar til Magistraten.

(Aftenbladet (Købnenhavn) 4.maj 1927).

I september 1928 vedtog Borgerrepræsentationen at ændre Vibekevangs gadenavne: Vibekevej og Annekevej kom til at hedde Vibekegade og Annekegade, Bennekevej, Dyvekevej og Svanekevej kom til at hedde Gyrithesgade, Hildursgade og Gunhildsgade. Mygindsgade til Vermundsgade. 

Vibekevang gik på tvangsauktion, hvorefter Statsboligfondet overtog det og overdrog Direktoratet at administrere ejendommen. Dette formåede ikke at skabe ro i byggeriet, helt op i 1930'erne.

Edith Andersson. (Efterskrift til Politivennen)

Barnemord paa Rigshospitalet

En 22-aarig Pige dræber sit spæde Barn.

Opdagelsespolitiets Mordkommission blev Mandag Aften alarmeret til Rigshospitalet i Anledning af, at man havde fundet Liget af et lille Barn i en Kommodeskuffe.

Sagen blev hurtigt opklaret. Der var i Fredags foregaaet en sørgelig Begivenhed derude. En 22-aarig svensk Pige, Edith Andersson, havde den 17. Marts født et Drengebarn, og en halv Snes Dage senere blev hun udskrevet, hvorefter hun genoptog sit Arbejde paa Hospitalet

Hun havde ingen Penge, og det lykkedes hende derfor ikke at finde nogen Pleje til Barnet. Kort før Barnets Fødsel skrev hun til Faderen, men Brevet kom tilbage med Paategning om, at Adressaten er ubekendt.

De andre Piger paa Hospitalet sagde, at hun ikke maatte have Barnet i sit Værelse, og ude af sig selv af Fortvivlelse greb hun da et Stykke Lærred, som hun snørede fast om Barnets Hals. Hun véd ikke, om Barnet straks døde; i hvert Fald havde det udaandet, da hun efter et Par Timers Forløb kom tilbage og saa til det. Saa svøbte hun Liget ind i nogle Aviser og lagde det ned i sin Kommodeskuffe.

Det var Økonomaen, der fandt det under Visitationen paa hendes Værelse.

Efter at Politiet havde faaet denne Forklaring, blev Edith Andersson anholdt. I Gaar fremstilledes hun i Dommervagten, hvor der blev afsagt Fængslingskendelse over hende. Overretssagfører Hulegaard blev beskikket til Forsvarer.

(København 2. april 1925)

Barnemordersken for Nævningetinget.

Den 22-aarlge, aandssvage svenske Køkkenpige Edith Andersson, der i Marts Maaned kvalte sit Barn paa sit Værelse paa Rigshospitalet.

Stor Afhøring af Vidner.

Edith Anderssons tragiske Skæbne for aabent Tæppe. - Uden Familie, uden Venner, i opsagt Stilling og uden Pleje til sit Barn - Stærkt sygelig fra Fødselen og overmaade svagt begavet.

Det var et stakkels, forpjusket Pigebarn, der i Formiddags stedtes for det københavnske Nævningeting - den 23-aarige Edith Andersson, født i Sverrig og sat under Tiltale for den 27. eller 28. Marts i Aar med Overlæg at have kvalt sit Barn. Hun var da Køkkenpige paa Rigshospitalet.

Dommerne: Hoff, Axel Rasmussen og Thorup.

Dommerne var: Axel Rasmussen, Hoff og Thorup. Som Nævninger udtrækkes Direktør Wilhelm E. H. Bang, Kolonialhandler C. H. Schmidt, Inkassator Vernon, Forvalter Edv. Frandsen, Kontorchef Alf V. Olsen, Guldsmed Joh. Hertz, Kontorchef P. H. Alstrup, Prokurist Neerberg, Lektor Jens Christiansen, Malermester Hans P. Andersen, Fru Ella Hansen og Fuldmægtig Vilhelm Frendrup.

Direktør Bang vælges til Formand.

Ledsaget af en kvindelig Politibetjent og en Opdager fra Undersøgelseskammeret, føres Arrestantinden ind og tager Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Axel Hulegaard. Anklagemyndigheden repræsenteres af Højesteretssagfører Ahnfeldt-Rønne.

Efter at Nævningerne er taget i Ed, spørger Retsformanden:

- Edith Andersson! Erkender De Dem skyldig?

- Ja, kommer det svagt.

Retsformanden gaar herefter over til at udspørge den unge Pige om hendes sørgelige Historie.

Den unge Piges Historie.

Edith Andersson fødtes 11. November 1902 i Ekeby i Skaane. Der var mange Børn i Hjemmet, og fra ganske ung sendtes hun ud for at tjene. I Skolen havde hun været meget syg, oftest af øjenlidelser. 17 Aar gammel kom hun til Helsingborg og to Aar senere til København Hun havde her først forskellige Pladser og kom i Maj Maaned ud paa Rigshospitalet som Køkkenpige.

Edith Andersson.

Den 18. Marts fødte hun en Dreng. En Uge efter blev hun udskrevet fra Fødselsstiftelsen og flyttede tilbage til Hospitalet med sin lille Dreng. De blev vel modtaget, og flere af hendes Kolleger og Sygeplejersker var inde for at s ae Drengen.

Hun søgte forgæves en Pleje.

Lørdag Morgen den 38. Marts saa Edith Andersson Bladene efter for at finde en Pleje til sit Barn. Hun søgte en saadan paa Amager, men uden Resultat. Ogsaa andre Steder prøvede hun at faa sit Barn i Pleje Men det forblev resultatløst.

Retsformanden: - Prøvede De ikke at henvende Dem til nogen paa Hospitalet for at faa dem til at hjælpe Dem?

- Nej, jeg mente ikke, at det kunde nytte noget.

Da Barnet blev kvalt.

Samme Aften sad Edith paa Værelset med sin lille Dreng og kunde ikki finde Udveje og besluttede derfor at dræbe Barnet.

Retsformanden: - Tænkte De først paa det paa dette Tidspunkt?

Edith Andersson (stærkt grædende): - Ja.

- De tænkte ikke paa det, mens De laa paa Fødselsstiftelsen?

- Nej, slet ikke. Det var først, da jeg ikke kunde faa det nogen Steder her. Jeg gik da ud paa Gangen og hentede en Strimmel Lærred.

- Bandt De den om Barnets Hals?

- Ja.

- Løst, eller slog De en Knude?

- Jeg slog en Løkke og knyttede den om Barnets Nakke.

- Sov Barnet?

- Ja!

- Skreg det?

- Nej!

Hun vilde bagefter dræbe sig selv.

- Hvad tænkte De paa?

- Jeg vilde tage min Dreng med mig og drukne mig sammen med ham.

- Hvorfor gjorde De det ikke?

- Jeg var sagt op af Hospitalet, men maatte ikke forlade min Plads før den sidste i Maaneden, og det var der flere Dage til.

- Hvad gjorde De saa?

- Jeg lagde Barnet i Sengen, trak Dynen op og gik ud paa Gaden.

- Laaste De Døren?

- Nej, det tænkte jeg ikke paa.

- Var De klar over, at Barnet var dræbt?

- Ja, da jeg et Kvarter efter kom hjem for at se til det, var Barnet blaat.

Barneliget i Kommodeskuffen.

- De lagde Liget i en Kommodeskuffe?

- Ja!

- Hvor det blev fundet af Økonoma Frk. Feldthausen.

- Ja.

- Hvorfor vilde Økonoma se efter i Deres Kommode?

- De mente, at jeg havde taget af Hospitalets Forklæder og saa derfor efter. De fandt saa Liget i en af Skufferne.

Hvad Vidnerne fortæller.

Rigshospitalets Forvalter i Skranken.

Anklageren fremlægger den brede, hvide Lærredsstrimmel og lader Fotografier af Værelset og det fundne Barnelig cirkulere blandt Nævningerne.

Efter en kort Indledning gaar Anklageren over til Vidneførsel. Første Vidne er Rigshospitalets Forvalter, Hr. Kjeld Nielsen, under hvem Personalet sorterer.

Anklageren: - Det sker vel af og til, at en af Køkkenpigerne skal have et Barn?

Kjeld Nielsen: - Ja, ikke saa sjældent.

- Faar de saa Lov til at blive paa Hospitalet?

- Ja. Hun faar Løn til den Dag, da hun forlader Hospitalet for at føde, og paany fra den Dag. da hun melder sig til Tjeneste efter Fødselen.

- Hvis Edith havde henvendt sig til Dem og skildret sine Vanskeligheder med at faa Barnet anbragt, hvad vild De saa have gjort?

- Jeg vilde have henvendt mig til Fødeafdelingen og søgt at faa hendes Barn i alt Fald foreløbig anbragt her.

- Edith var sagt op.

- Ja, fordi hun ikke var gaaet ind i en Sygekasse, saaledes som alle Køkkenpigerne skal.

Retsformanden: - Er der ikke en ret livlig Mandfolketrafik paa Køkkengangen?

Vidnet: - Det tror jeg egentlig ikke. Køkkenpigerne maa nok have Besøg. men kun til 10½ Aften, og der bor to Piger sammen.

Da Liget blev fundet. - Tøjpakken, som ikke maatte lukkes op.

Med praktisk talt uhørlig og hurtig Stemme forklarede Økonoma Frk. Feldthausen, hvorledes hun fandt Barneliget.

- I Kommoden, siger Frk. Feldthausen, fandt jeg en indbundet Pakke Tøj, som jeg tog ind med paa Værelset. Edith vilde ikke have mig til at lukke den op.

- Hvad sagde hun?

- At der ikke var noget i. Jeg saa efter og fandt Barnet.

"Familien skulde have Barnet".

Underøkonoma Frk. Dagmar Jensen havde spurgt Edith, hvad hun vilde gøre ved Barnet. Edith svarede, at det enten skulde i Pleje paa Amager eller hos hendes Kærestes Familie i Nykøbing. Falster.

Retsformanden: - Er det sandt?

Edith Andersson: - Ja. Det sagde jeg.

- Hvem tænkte De paa?

- Ikke paa nogen.

- Hvad De sagde var altsaa ikke sandt?

- Nej.

Forsvareren: - Hvorledes er Deres Indtryk af Ediths mentale Tilstand?

Frk Jensen: - Hun er sløv og meget daarligt begavet i alle Retninger. Jeg havde meget ondt af hende.

Mordersken fortalte, at Barnet var hentet. 

Laura Christiansen, der delte Værelse med Edith Andersson, fortæller, at hun ikke havde talt særlig med Edith om Barnet. De drøftede ikke intimere Ting, kun i Almindelighed havde hun sagt til Edith, at hun "skulde opføre sig pænt".

Anklageren: - Umiddelbart efter at Barnet var blevet dræbt, kom De op paa Ediths Værelse. Hvad sagde hun da?

Vidnet: - At hendes Familie havde været der og hentet Barnet.

Paa ssmme Maade udtaler Fru Alvilda Larsen sig. Til hende havde Edith sagt, at Barnet først skulde paa Amager, derefter til Nykøbing.

Edith Andersson troede, at Barnet skulde være ude Inden Aften.

Ogsaa det næste Vidne, Frk. Astrid Nielsen, fortæller, at Edith til hende har sagt, at Barnet var hentet.

Retsformanden: - Hvorfor sagde De det?

Edith Andersson: - Jeg troede ikke, at jeg maatte have Barnet hos mig Natten over.

- Hvem sagde det?

- De andre unge Piger.

- Hvem af dem?

- Det husker jeg ikke.

Saavel Inspektøren som Økonoma hævder med Sikkerhed, at der aldrig har været Bestemmelser paa Rigshospitalet om, at unge, fødende Køkkenpiger ikke maatte have deres Barn hos sig i en saadan Situation. Det er aldrig betydet nogen af de unge Piger, at deres Barn skulde bort inden Aften.

En moralsk Forandring, efter at Edith kom paa Rigshospitalet.

Som Vidne afhøres Arrestantindens Søster, Husassistent Frk. Hilma Andersson, der skildrer sin 3 Aar yngre Søster som meget svagelig og syg fra Fodselen. Ogsaa Hilma Andersson tjener her i Byen, og de to Søstre kom i sin Tid jævnligt sammen. Forbindelsen mellem dem blev afbrudt, da Edith kom paa Rigshospitalet. Der foregik da en Forandring med Ediths Moral: Hun begyndte at løbe med Mandfolk.

Begge Søstre bliver stærkt bevægede, efterhaanden som Talen føres ind paa Hjemmet i Ekeby og deres Moder.

Retsformanden: - Hvorledes var Edith blevet modtaget, hvis hun var kommet hjem med sit Barn?

Hilma Andersson: - Hun var blevet godt modtaget.

- Hun har antydet, at hun ikke turde komme hjem.

- Det maa saa være for Sladderen.

Den unge Sømand.

Som Vidne afhøres Sømand Heinrich Poulsen, der benægter at have været sammen med Edith mere end to Gange. Han hævder aldrig at have staaet i normere Forbindelse med hende.

Anklageren: - Havde De tænkt det som en varig Forbindelse?

Vidnet: - Nej!

- Der foreligger dog Breve fra Dem. der stærkt tyder paa det modsatte.

- Jeg havde ikke tænkt mig det.

Hun er aandssvag.

Efter at endnu et Par Vidner er afhørt, oplæser Anklageren en Erklæring fra 6. Afdeling, hvor Edith har været indlagt til Observation,

Erklæringen gaar ud paa. at hun er i lettere Grad aandssvag.

Efter en Frokostpause, fik Sagførerne Ordet, herefter Nævningene trak sig tilbage. Dommen falder i Aften.

(Nationaltidende 2. juli 1925. 2. udgave)

Vandringen til Forbedringshuset.

Den aandssvage Pige. der dræbte sit Barn paa Rigshospitalet. Divergerende Opfattelse mellem Nævninger og Dommer.

Edith Andersen, bevogtet af en kvindelig Betjent, græder, medens hendes Søster afhøres som Vidne.

Et Nævningeting i Østre Landsret behandlede i gaar i København Sagen mod den 22-aarige, nærmest aandssvage Gangpige paa Rigshospitalet Edith Andersen, der en Dag paa sit Værelse ombragte sit nylig fødte Barn og laasede det ned i en Kommodeskuffe.

Gennem Procedure, Dokumentation og Vidneførsel oprulledes her et trist Billede af en uerfaren og aandeligt set ganske uudviklet Pige, der fra et Fattigmandshjem i Sverig sendtes ud blandt fremmede uden nogen som helst Mulighed for at hævde sig, og som derefter sank uhjælpeligt ned for at ende som Forbedringshusfange.

Edith havde forskellige Pladser i velhavende og Jævntstillede Hjem, men ingen Steder kunde hun gøre Fyldest. Efter at have faaet Pladsen paa Rigshospitalet, stiftede hun Bekendtkab med forskellige Mandfolk. gik ud med dem om Aftenen og var dem til Vilie - uden egentlig at nære erotisk Tilbøjeligheder, blot fordi hun mente, 

at saadan hørte det sig til.

Edith blev frugtsommelig, kom paa Fødselsstiftelsen, hvor hun følte et Drengebarn, hvis Fader hun overhovedet ikke kunde angive, kom tilbage i sin Plads paa Rigshospitalet og dræbte saa Barnet, efter - saaledes som hun selv siger - forgæves at have søgt en Pleje til det.

Fra Kommunehospitalets Afdeling, hvor Edith efter sin Anholdelse blev indlagt til Observation, skriver Overlægen, at hun er en underbegavet Pige. Hendes Kundskabsmængde er ganske ringe, 

hnn véd ikke, hvor mange Dage, der er i et Aar, 

kender Intet til. om Tyskland vandt eller tabte Krigen, og véd ikke, hvor længe et Svangerskab varer. Paa Spørgsmaalet om, hvorfor Kvinder gerne vil giftes, svarer hun resolut: "For at blive fri for at arbejde."

Overlægen mener, at Edith er aandssvag i lettere Grad, og at der ikke findes andet Tegn paa Sindssygdom end en vis Depression, der ikke kan antages at have haft direkte Forbindelse med hendes Forbrydelse.

Retten spurgte efter Procedurens og Vidneførselens Afslutning Nævningerne, om Edith var skyldig i Overtrædelse af Straffelovens Paragraf om overlagt Barnemord, om hun kunde dømmes efter den almindelige Paragraf om forsætligt, men ikke overlagt Barnemord, eller om hun faldt ind under

den mildere Barnemordsparagraf,

der tager Sigte i første Række paa Mødre, der ombringer det nyfødte Barn umiddelbart efter Fødselen og uden endnu at være sig Sagen fuldkommen klart bevidst.

I sin "Retsbelæring" til Nævningerne udtalte Retspræsident, Dommer Axel Rasmussen udtrykkeligt, at efter hans Mening kunde den nævnte mildere Paragraf ikke komme til Anvendelse.

Ikke desto mindre dømte Nævningerne, at Edith kun var skyldig efter denne Paragraf, og udtalte samtidig, at Edith faldt ind under den saakaldte Taabeparagraf, hvis Anvendelse medfører nedsat Straf.

Under disse Forhold virkede det ret overraskende, at Dommeren umiddelbart efter afsagde den skarpe Dom: To Aars Forbedringshusarbejde.

(Fyns Social-Demokrat (Odense) 3. juli 1925).

William og Anna Bloch. (Efterskrift til Politivennen)

Serie om skuespilleren Anna Bloch: 25 års jubilæet i 1910. Afskeden med Det kongelige Teater og William og Anna Bloch (se nedenfor). 

Fru Anna Bloch og hendes Afsked'er.

Ved Ordet Afsked her man altid paa Dansk forestaaet noget uigenkaldeligt.

Ligesom man kun fødes een Gang og døer een Gang, saaledes kan man kun een Gang tage sin Afsked fra og med sit Embede.

Ganske særligt, naar en saadan "Afsked" foregaar for aabent Tæppe i Overværelse af 1700 Mennesker med H. M. Kongen i Logen, Blomsterbombardement, Afskedstale med Taarehulk og Taksigelser for Trofasthed og Føleskab gennem 50 Aar.

Ikke sandt, en saadan Parade taaler - ligesom en god Vittighed - ikke at gentages. Naar man genkalder det Uigenkaldelige, begaar man ikke blot en Dumhed, en Smagløshed, et Overgreb mod al sund Fornuft, men man krænker en ganske bestemt Følelse hos Publikum, der beskæmmet siger til sig selv:

"Naah, sidste Gang var det altsaa kun en Generalprøve! Sikke noget uforskammet Snyderi!"

Det var Karl Mantzius, der lancerede den ny Metode at lave stor Afskedsforestilling, floromvundet og pompøs, for derpaa et Par Aar senere at optræde som Gæst og ganske stille glide ind paany og bide sig faet i Repertoiret. En brat Død rev ham bort midt i hans Kunsts Zenith og berøvede ham hans anden Afskedsforestilling.

Anderledes med Fru Bloch, der allerede under Johannes Nielsen tog sin definitive Afsked under behørig Iagttagelse af alle regulativmæssige ministerielle Formaliteter.

Det føltes som en Befrielse - ikke mindst for hendes Direktør, hvem hun af et godt Hjærte havde søgt at pine Livet af ved sit ulidelige enige Kværulanteri, smaa kærlige. men ofte for den, det gik ud over, meget skadelige Intriganterier, hvori den kloge Frue efter alles Dom altid skal have været en Mester, men først og sidst paa Grund af Fru Blochs ved sin stereotype og monotone Ensformighed trættende og i Virkeligbeden ganske forældede Spillemaade og Manér.

At Fru Anna Bloch for mange Aar siden var en ypperlig Kunstnerinde, vilde det være Helligbrøde at bestride, men Livet løber og Kunsten med den, og det er kun i Digt og Eventyr, at evig Ungdom skænkes den, som Guderne elsker eller - straffer!

Fru Bloch har aldrig forstaaet den Kunst at blive gammel, at glide stille over i det Rollefag, der nu maatte være en Selvfølgelighed for hendes eventuelle Anvendelse paa Scenen. 

Hun har vedblevet at klamre sig til Trine Rar (12 Aar!), Lisbeth i "En Søndag paa Amager" (16 Aar!), Ellen i "Skærmydsler" (15 Aar!) og Hedvig i "Vildanden" (18 Aar!).

Hendes Raseri over. at Direktionen, først Poul Nielsen, senere Aage Garde og nu William Norrie, ikke tør lade hende spille Ragnhild i "Svend Dyrings Hus" (19 Aar!), er den egentlige og notoriske Grund til Fruens latterlige Ophidselse og - anden Aflsked!!

Nu har Fru Nansen, der jo ellers ikke plejer at optræde som Hjærtemenneske, tilbudt Fru Bloch at spille Grethe i "Kærlighed uden Strømper"!

Publikum vil dog sikkert foretrække at se Fru Bloch i Strømper - uden Kærlighed!

Anselmus.

(Social-Demokraten 10. marts 1925).

William og Anna Bloch

Igaar fejredes William Bloch, vor store Sceneinstruktør. Og i Slutningen af Ugen viser Fru Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa det Teater, hvor ogsaa hun har ydet en saa stor Indsats. Christian Houmark skildrer i nedenstaaende Artikel det Blochske Hjem.

For mange vil Hjemmet paa Christianshavn blive staaende i Mindet, som den rigtige, den værdige Ramme om William og Anna Bloch. Den tunge Port, den magelige, brede Trappe med det kunstfærdige Gelænder, Den dobbeltfløjede Entrédør, der førte ind til den rummelige Gang, og Stuerne, fra hvis Vinduer man saa ud over Christianshavns irrede Taarne og grønne Tage, over Volden og Husgavle med Loftsluger og Tovspil. Det var Provinsen, som hun elskede, den gamle Stad - som han har skænket Liv i sine uforgængelige Scenebilleder.

Og Stuerne - de var fyldte af smaa, muntre Sjældenheder, af Kunst og Snurrepiberier, af brogede Farver, som Aftensolen paa sin langsomme Vej bag Husrækkerne, kun skænkede et dæmpet, gyldent Skær - den bøjede sig for Instruktørens Smag, hans Afsky for det grelle. Men først og sidst fyldtes Hjemmet af Anna og William Blochs Kultur, af stilfuld Hygge og fornem Venlighed. Vidste Blochs, at Gæsten var en præcis Mand, da stod Entrédøren paa Klem - han skulde ikke have det unødige Besvær med at ringe og vente - og inde i Gangen mødte man Stuepigen, der nænsomt tog Tøjet og hængte det sirligt op paa Knagen under et eller andet Kobberstik fra det gamle København eller fra Husfruens Barndomsby Horsens ....

Det var en Fest at besøge Blochs, allermest, naar man var eneste Gæst. Selvfølgelig talte man ogsaa "Teater", men baade hun og han skulde meget have sig frabedt, at Samtalen flød ud i Kulissesladder eller tarvelige Intriger. Anna Bloch blev aldrig Teatermenneske i Ordets almindelige Forstand, hun blev kun sin Kunsts lydige og fremragende Tjenerinde.... William Bloch kunde, som den Kender af Menneskehjertet han er - more sig over sin Næste, men uden Spot. Hans Blik, hans Smil og hans Stemme røbede den Overbærenhed, den Forstaaelse, som er idet smukkeste Udtryk for aandelig Overlegenhed .....

.... Blandt Husets mange Venner ar ogsaa Gustav Wied. William Bloch satte hans Digtning højt og fandt, at "Skærmydsler" var en Perle. Wied var glad for Paaskønnelse - ikke mindst naar den kom fra saa kritisk en Kender. . ...

I de sidste Aar, Gustav Wied levede, følte han baade kunstnerisk og fysisk Afmagt. Havde han skrevet en Bog eller en Komedie, holdt han sig borte fra Vennerne, han frygtede Kritik. Han blev bitter, mistroisk og sky. Da William Bloch mødte Wied, kort efter at han havde udsendt "Imellem Slagene" - hans sidste Bog - udtalte han sin Glæde over den mesterligt gennemførte Skildring, der hedder: Af den gamle Vinhandlers Optegnelser. Man skulde tro, sagde han, at det var et originalt Manuskript, De her offentlig gjorde, saa levende og ægte staar Manden og hans Stil Wied smilede stille og takkede for Rosen. Men kom men hjem til Roskilde, skrev han straks til Bloch, at hans Formodning var rigtig. Vinhandlerens Optegnelser var ikke skrevet af ham. Bloch tog sig denne Oplysning meget nær. Han vidste, hvad den betød. Han holdt af Wied, og med den Trofasthed, der kendetegner ham og hans Hustru, blev Gustav Wieds vemodige Død for dem begge en Sorg, der gik til Hjertet.

William Bloch.

.... Herman Bang forholdt sig kølig-kritisk overfor William Blochs Instruktørgerning. Han, den impulsive, den udprægede Neurastheniker, fandt, at Bloch tog "Livet af Holberg" - som han selv manglede alle Forudsætninger for at forstaa - han manglede Lidenskab - mente Bang. Bloch besvarede aldrig Bangs ordrige Angreb. Kun een Gang tog han til Genmæle og gav "den celebre Forfatter" - saadan stod der i Svaret - en Tilrette￾visning, der sved og gjorde Bang stille. Da Herman Bangs Proverbe "Graavejr" skulde spilles paa Det kongelige Teater, ønskede Bang selv at sætte det i Scene. Bloch svarede, at intet var ham kærere. Bang opgav dog sit Forsæt, men bad om - i absolut Ubemærkethed - at maatte være tilstede ved Generalprøven. William Bloch lovede at sikre ham Plads ved Siden af sig i en Loge, hvor ingen kunde se ham og hvortil ingen uden han havde Adgang. Under Generalprøven bankede det energisk paa Loge-Døren, som var laaset. Bloch rejste sig bandende. Udenfor stod en Dreng - med en Korrektur til Hr. Bang. Spørger man William Bloch, hvorfor Herman Bang arrangerede dette Optrin, svarer han smilende: Aah, en Attitude 

.... Igaar blev William Bloch fejret, og i Ugens Slutning viser Anna Bloch sig i sin sidste Rolle paa den Scene, hvor hun blev den sidste Repræsentant for den Aand, den Tone, som han skabte...

- - -

Sjældne og skønne Blomster fyldte paa Husherrens Festdag det Blochske Hjem. Det er ikke mere paa Christianshavn. Det er rykket ind i Byens larmende Midtpunkt ...... En Elevator hvisler op og ned ved Siden af den hvidlakerede Trappe Og Entrédørens Yderside er et Spejl, der kan gengive den Besøgende i Brystbillede, hvis han ellers har Lyst til at betragte sig selv, sit Indre og sit Ydre, inden han træder ind for Anna og William Blochs kloge, alt gennemskuende, men ogsaa kærligt tilgivende Øjne..««

Anna Bloch.

Saadan veksler - vil Anna Bloch sige med sin eftertænksomme Betoning. - Ja, saadan veksler .... Men er Hjemmet end blevet nyt og "tidssvarende" - Aanden er den samme. Den bestemmes ikke af Spejl og Elevator. .... Og er Aanden i vort historiske Skuespilhus ogsaa bleven en anden, end da William og Anna Bloch gav det Præg - saa er det dog den Tone, de skabte, som lyder os imøde, hver Gang vi andagtfuldt og stille bøjer os for Kunstens Helligdom i det Hus, der byggedes - Ej blot til Lyst....

Christian Houmark.

(B. T. 31. marts 1925.

Anna og Wilhelm Blochs grav på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 7, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kommunalpolitikeren Johanne Berg. (Efterskrift til Politivennen)

Se også indslaget om Johanne Berg som Danmarks første politibetjent.

Ved kommunalvalget i marts 1925 blev Johanne Berg indvalgt i Århus byråd for Socialdemokratiet. 1925-28 var hun formand for partiforeningen i midtkredsen, og hun blev i 1936 og 1943 valgt til suppleant til Landstinget.

Den første Kvinde i Aarhus Byraad.

Byraadsvalget i Aarhus betyder en lille Mærkepæl i den jyske Hovedstads kommunale Historie. Der blev nemlig for første Gang indvalgt en Kvinde, Politibetjent Frk. Johanne Berg.

I 11 Aar har Frk Borg været knyttet til Politikorpset, hvor hendes Arbejde er blevet meget paaskønnet, navnlig i Sager vedrørende Kvinder og Børn. I en længere Aarrække har hun tillige hørt til de mest fremtrædende Medlemmer indenfor Aarhus Socialdemokrati.

Hendes Valg har derfor vakt almindelig Glæde, ikke mindst i Tjenestemandskredse.

(Aftenbladet (København) 17. marts 1925).

Hendes interesser var især det sociale og det kulturelle område. Gennem sine godt 20 år i byrådet sad hun på 35 udvalgsposter. Fra 1928 arbejdede hun for at skabe et folkebibliotek i Århus uafhængigt af Statsbiblioteket hvilket resulterede i 1934 med en ny bygning i Mølleparken. Hun indtrådte i bestyrelsen, hvor hun sad til 1946, de sidste fire år som formand.

Johanne Berg blev udnævnt til overpolitibetjent i 1937. Den eneste uddannelse hun modtog i politiets tjeneste, var et månedskursus for ældre betjente i foråret 1927, der omfattede stort set alle polititjenestens aspekter.

Indtil 1946 havde hun en fremtrædende position i partiets gruppe. Hun fortsatte i politiet indtil sin afsked i 1949.

Dagens Nyheder: Statsminister Stauning med Familie for Tiden paa Besøg i Aarhus. Stauning, Th. (1873-1942) politiker, minister Stauning, Olga f. Kofod Hansen (1883-1970) Berg, Johanne (1883-1963) overbetjent, politiker, byrådsmedlem. Fra venstre: Byråsmedlem Johanne Berg, Olgas datter Ida Marie, Søren, Olga og Thorvald. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.