Den cyklende By. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Købmagergade, da Grundlovs-Friheden var inde i Gaar.

Noget alle Udlændinge, der har besøgt vor Hovedstad, stadig fremhæver ved Omtale, er den kolossale Cykletrafik der præger Byens Gader. Men der er altid en Klang af Beundring i Ordene, fordi det er et smukt Syn, altsaa bortset fra Cykelbøllernes Færden.

Det er naturligvis navnlig ved Forretningstidens Ophør, det staalhjulede Tog er imponerende. Et saadant Tog af Ungdom, der med Smil og Latter hopper i Sadlen efter Dagens Slid paa Kontor eller bag Disken, er ligefrem charmerende. Og man forstaar Billedet virker indtagende paa de fremmede, som ikke ser noget lignende andetsteds.

(Aftenbladet (København) 6. juni 1925).

Købmagergade på nogenlunde samme sted 100 år efter. Der er nu gågade og hverken cykler eller biler. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De flydende Butiker. (Efterskrift til Politivennen)

Der sælges Ost og  Fisk ved Børsgade.

Børsgade er efterhaanden bleven et helt Forretningsstrøg. Her ligger Byens flydende Butiker. Det begyndte med, at nogle smarte Fiskere fik den Tanke selv af sælge deres Fangst her en detail, hvad der selvfølgelig betalte sig bedre, end naar Mellemhandlerne bød paa Lasten. Flere fulgte eller, og i Løbet af de sidste tre-fire Aar har Gammel Strand faktisk faaet slem Konkurrence.

Nu er Osteskuden ogsaa kommen til. Københavnerne er ved at faa Smag for de fede, fynske Oste, og derfor er her ogsaa paa det Omraade kommen god Gang i Forretninger.

Der handles og tinges dernede, saa det er en ren Underholdning baade for Tilskuere, Købere og Sælgere. Der kæmpes og skændes om en Toøre, som drejede det sig om virkelige Summer, men det skal øjensynlig til. Det er lidt af Handelens Charme, som vistnok ingen af Parterne vil undvære.

(Aftenbladet (København) 5. juni 1925).

Susses Portvin. (Efterskrift til Politivennen)

En lille Vesterbro-Historie.

Paa Vesterbro bor en lille, letlevende Dame, Susanne Johanne Nielsen, der gaar under det ikke ualmindelige Navn "Susse. En Aften i forrige Maaned var hun kommen i Selskab med to Herrer, som hun ud paa Natten inviterede med hjem i sit Boudoir, hvor hun serverede to Flasker Portvin for dem.

Men da Betalingsøjeblikket kom og "Susse" frækt forlangte 25 Kr pr. Flaske, blev de to Herrer arrige. De betalte ganske vist de to Flasker, men lovede Susse, at der skulde blive sat en Stopper for hendes lille ulovlige Vinstue.

Noget efter at de to Herrer var gaaet, bankede det paa Susses Dør, og Susse, der troede, det var nye Gæster, lukkede troskyldigt op. Men det var to Betjente, der skulde optage Rapport, over hendes ulovlige Spiritusudskænkning.

- Naa, saa er det altsaa de to Løjsere, der har været paa Spil, men det skal de ikke have gjort for ingenting.

Nogle Nætter senere mødte Susse den ene af de to Herrer. Handelsrejsende S. paa Vesterbro. Susse lod som ingenting, gik hen til ham og inviterede ham hjem paa et Glas. Men S. betakkede sig.

- Det var dyrt nok sidst, sagde han.

Sludder, sagde Susse, lad nu det gamle Had være glemt. Jeg kan ikke lide at være Uvenner med Folk. Det er mig, der trakterer i Aften. Men vil du ikke med op, kan vi gaa op til min Veninde, saa giver jeg en Flaske "Skum" hos hende. 

S. lod sig overtale og fulgte med Susse, der førte ham ind I en Ejendom i en af Sidegaderne. Men da de var kommen ind i Porten sagde Susse.

- Saa, min Dreng, nu trakterer jeg. Og dermed susede der en halv Snes smaa raske Lussinger ind i Ansigtet paa S., saa han helt fortumlet for ud paa Gaden og stak af i vild Flugt, med Susses skingrende Haanlatter i ørene.

Han fandt dog paany Vej til Politistationen, og nu har Susse rnaattet møde i Byretten, hvor begge Sagerne blev slaaet sammen til en Bøde paa 150 kroner, som Susse betalte, idet hun sagde:

- Enhver Næringsdrivende løber jo en Risiko.

(København 22. maj 1925).

Hvor Børnehavens Smaa kan tumle sig. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Legepladsen i Guldbergsgade. Inspektør Hedemark og Bestyrerinden Fru Ledemark omgivet af de Smaa.

Den kommunale Børnehave i Sjællandsgade, der ellers er særdeles godt indrettet, har i de 5 Aar, den har eksisteret, savnet en god Legeplads for de godt 100 Smaabørn, der under Fru Ledemarks og hendes Assistenters kyndige Ledelse tilbringer Dagen her fra 7 Morgen til 5 Eftermiddag.

Imidlertid - Almindelig Hospitals Inspektør Hedemark, under hvem de kommunale Børnehaver sorterer, er ikke den Mand, der giver op, naar han vil noget. En ordentlig Legeplads vilde han have, og han fandt den endelig 10 Minutter fra Børnehaven, nemlig i Guldbergsgade. Kommunen bevilgede 6000 Kr. til at indrette den for, og dér ligger nu - skjult bag Plankeværk, delvis omgivet af Kolonihaver og uden høje Kaserner op ad - den herligste Legeplads med Vippe og Sandkasse og hvad Smaabørn mellem 3 og 7 Aar ellers morer sig med.

Og det kan nok være, de morer sig her, naar de tumler rundt eller danser og leger paa den gruslagte Plads, men Glæden stiger dog nogle Grader, naar den børneelskende Inspektør viser sig. Han er baade deres Legekammerat og deres Fader.

(Aftenbladet (København) 1. maj 1925).

Sjællandsgade 15 var indrettet med børnehave i stuen og spædbørnsafdeling på 1. sal. Legepladsen var i gården, men ejendommen blev benyttet af husvilde med mange børn. Disse fortrængte børnehavens børn, og Magistraten fandt derefter legeplads i haveforeningen "Fælleseje" i Guldbergsgade. 

Frederik Lindam Godfred de Jonquieres. (Efterskrift til Politivennen)

Overpræsident Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquières (1854-1925. Ansat i overformynderiet 1879 og indenrigsministeriet 1881. 1893 fuldmægtig og 1894 departementschef. 1898 stiftamtmand over Fyns stift og 1909 over Sjællands stift. Overpræsident 1911 i København. 1892–94 var han medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Opmand i den svensk-norske rengræsningssag 1910–19 og formand for komiteen vedrørende len og stamhuse 1909–10.

Fotograf Jens Petersen (1829-1905. Fotograf Charles Bendix Petersen (1860-1927): Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de Jonquières (6.10.1854-30.4.1925) overpræsident, stiftamtmand, kammerherre. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Overpræsident Jonquiéres.

Født 5/10 1854. - Død 30/4 1925.

København sidste Overpræsident af gammel Æt og Art er død

Frederik de Jonquiére, som var født her i København den 5te Oktober 1854, som Søn af Bureauchef i det slesvigske Ministerium de Dompierre de Jonquiéres; han blev Student fra Metropolitanskolen 1872 og juridisk Kandidat 1878; gennemløb den fintuddannede Embedsjurist Kariére indtil dens højeste Top. Over Assistent, Fuldmætig, Kontorchef og Departementschef i Indenrigsministeriet (1894), steg han til Stiftamtmand i Odense (1898-1909), til Stiftamtmand over Københavns Amt (1909-11) og endelig til Overpræsident i København (1911-1924).

En ham tilbudt Portefeuille som Medlem af Ministeriet Friis (1920), afslog han som liggende udenfor hans Livslinje.

Stillingen som Medlem af eller Formand for en Række betydningsfulde Regeringskommissioner supplerer Billedet af den ansete Embedsmand; særligt betroede Hverv var Formandsskabet for den danske Komité for Udstillingen i Stockholm 1897, og end mere Stillingen som Opmand i den svensk-norske Rengræsningsaffære (1910-1919). 1892-94 havde han været Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse. I det private Forretningsliv indtog han (fra 1910) Formandspladsen i Handelsbankens Raad, hvorimod han unddrog sig en ham tilbudt højtlønnet Formandsplads i en af vore store industrielle Virksomheder, som fremmed for hans Erfaringsomraade. Endelig indtog han ledende Pladser i Velgørenhedsarbejdet; han var saaledes indtil sin Død Formand for Julemærkekomitéen.

Naar jeg yderligere anfører, at han var Kammerherre og Storkors af Dannebrog, af Nordstjernen, af Skt. Olaf, af Æres-Legionen m. m., er den ydre Ramme ridset.

Men for den, der har haft den Lykke at arbejde med eller under ham, er Billedet langt rigere. For at kunne sige de sikre Ord herom, maa jeg tale om ham som Overpræsident i København.

Da jeg i 1917 som valgt Borgmester for 8 Aar var paa Vej for at forestille mig for Overpræsidenten, sagde en indsigtsfuld Mand til mig, at jeg vilde træffe en yderst behagelig og forekommende Personlighed, men at jeg vilde kende lige saa meget og lige saa lidt til ham, naar de 8 Aar var forløbne. Medlemmerne af den første politisk farvede Magistrat i København, Magistraten af 1917, vil alle ganske kunne afvise denne Karakteristik. Selv om Overpræsident Jonquiéres fra Stiftamtmandstiden paa Fyn havde faaet Vane i at omgaas Bønderne af det da herskende Venstre, har han vel nok set os an, de fem Socialister, de fire Borgerlige og den ene Radikale. Men den alvorlige Krigssituation, der holdt de principielle Forandrere borte fra Ekstremerne og paa den anden Side tvang os Konservative til ekstraordinære Skridt, afskaaret som Byen var fra udenlandske Tilførsler paa vitale Omraader, maatte afdæmpe Kamptonen, og Overpræsidenten, der af Princip holdt sig ude af politiske Afgørelser, var et toneangivende Bindeled, ligesom han ved vort magistrale Samvær mellem Slagene i behagelig Alvor og Spøg var vor primus inter pares. Netop paa Baggrund af denne principmæssige Reserve, han havde paalagt sig, var den Vægt, hvormed han i ganske enkelte Tilfælde lagde sig i Vejen for, hvad han ansaa for Overilelse, Uberegnethed eller Uoverskuelse, af afgørende Betydning. Under denne Synsvinkel maa ogsaa hans Indgriben i Begivenhederne i Paasken 1920 ses, og først en historisk Betragtning med Udredning af den specielle Viden, den almindelige Indsigt og det situationsbedømmende Fremsyn, der laa bag den vil rykke den i det rette Lys.

Artiklens foto i dårlig kvalitet er her erstattet: Jonquières, Frederik Lindam Godefroi de Dompierre de (6.10.1854-30.4.1925) overpræsident, stiftamtmand, kammerherre. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Sine mangfoldige Repræsentationspligter i Indlandet og i og overfor Udlandet, havde han altid forberedt sig til med Flid og Overvejelser, saa at Udførelsen laa indenfor ethvert Takthensyns fineste Grænser. Hans smukke Person, som han holdt slank og i Træning ved daglige Løbeture rundt om Søerne, tidlig om Morgenen før Folk var paa Benene, var en rent æstetisk Tilfredsstillelse for Øjet. Ved en Køretur ud til en udenlandsk farvet Festlighed, hvor Overpræsidentens hvide Fjerhat var til Besvær i Vognen, og hvor han derfor under Kørslen benyttede en Uniformskasket af noget ældre Faijon, maatte hans Ydre paafaldende minde hans Kørefæller om den gamle smukke danske Officerstype fra Christian den IX's unge Dage.

Paa hans Embedsvirksomheds sidste Dag, den 31te Oktober 1924, gav den samlede Kommunalbestyrelse en Banket paa Raadhuset til Ære for den afgaaende Overpræsident. Kort før Midnatstimen trak Hr Jonquiéres sig tilbage med sine Sønner, ledsaget af den vordende Overpræsident, hidtilværende Borgmester Jensen. Da han med sit Følge skred ind over den store Hals Fliser, over mod Raadhusporten, havde hele Kommunalbestyrelsen samlet sig paa Galerierne rundt om Hallen, og ledsagede ham til Dørs med Hurraraab og Haandklap. Det har da altsaa kunnet ske, at en Skikkelse som Jonquiéres, Typen paa en høj Embedsmand af den gamle Skole, af pinlig Korrekthed og afbalanceret Reserve, fjern fra den Bejlen til Publiums Gunst, der næsten naturnødvendigt vil være en Politiker svage Punkt, og som let forleder denne til som Skuespilleren at slutte af med et plaudite spectatores! - at en saadan Mand, ganske fri af dette, endnu saa sent som i 1924 ved sin Embedskarriéres Afslutning, er traadt tilbage under taknemlig Hyldest fra samtlige kommunalpolitiske Repræsentanter for Danmarks Hovedstad.

Til denne almindelige Hyldest vil hans Kolleger i snævrere Betydning. Magistratens Medlemmer, føje, hvad der gaar dybere i Sindet; Overpræsidentens personlige Hjertelighed gav os en rig Følelse af Hengivenhed for ham.

Ernst Kaper.

Dr. phil., Borgmester

Noter.

Forhenværende Overpræsident, Kammerherre Frederik de Jonquiéres blev for nogen Tid tilbage syg af Lungebetændelse. Da Sygdommen syntes at faa en alvorlig Vending, indlagdes han paa Kommunehospitalet paa Professor, Dr. med. S. Bangs Afdeling. Her forværredes Tilstanden til en septisk Affektion paa Hjernen, og den syge har i flere Dage været meget uklar og tilsidst helt bevidstløs. Sent i aftes afgik han ved Døden.

*

Overpræsident de Jonquiéres. der tilhørte en ældgammel fransk, aristokratisk Familie, var født den 6te Oktober 1864 her I Byen. Søn af Bureauchef i det slesvigske Ministerium G. C. de Dompierre de Jonquiéres og Hustru, født Lindam.

*

I 1872 blev de Jonquiéres Student fra Metropolitanskolen og juridisk Kandidat seks Aar senere. Et Par Aar efter ansattes han som Assistent i Indenrigsministeriet, hvor hans glimrende karriére afsluttedes med Departementschefposten. I 1898 udnævntes han til Stiftamtmand over Fyens Stift og Odense Amt, forflyttedes i 1909 til Hovedstaden som Stiftamtmand over Sjællands Stift, men allerede et Par Aar senere blev han ved Overpræsident V. Oldenburgs Afgang dennes Efterfølger. I Oktober Maaned ifjor modtog han paa Grund af Alder sin Afsked.

*

Blandt de mange Tillidshverv og Æresposter, Kammerherre de Jonquiéres beklædte i Aarenes Løb, kan nævnes, at han i sin Tid var Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Formand for Kommissionen vedrørende Len og Stamhuse, Opmand i den svensk-norske Bengræsningssag og var ved sin Død Formand for Handelsbankens Bankraad, Formand for Julemærkekomitéen og i Repræsentantskabet for Friskolebørnsasylerne, Formand i Bestyrelsen for Kronprinsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole og Medlem af Bestyrelsen for Københavns Understøttelsesforening,

*

I 1882 ægtede Kammerherre de Jonquiéres Baronesse Jeanina Stampe, yngste Datter af Lensbaron, Kammerherre Henrik Stampe til Baroniet Stampenborg og Hustru, Baronesse Jonna Stampe, født Drewsen. Hun døde i 1911. Det højtansete Ægtepar har to Sønner, Fuldmægtig i Ordenskapitalets Kontor, cand. jur. Erik de Jonquiéres og Fuldmægtig i Socialministeriet, cand. jur. Henrik Stampe de Jonquiéres, samt en Datter Elisabeth, gift med Kaptajn i Generalstaben. Baron Erik Bille-Brahe.

*

Forhenværende Overpræsident, Kammerherre de Jonquiéres var dekoreret med Dannebrogordenens Storkors og Sølvkorset samt med Storkorsene af den franske Æreslegion, den italienske Kroneorden, den nederlandske Oranje-Nassauske Orden, den norske St. Olafs og den svenske Vasa Orden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. maj 1925)

I 1917 fik Socialdemokratiet flertal i Københavns styrelse. Det er dette som Kaper opfattede som "politisk". Det kunne lidt sat på spidsen fortolkes som "ikke-konservativ" eller "ikke-Højre".

Ministeriet M. P. Friis bestod 5. april 1920-5. maj 1920. Den blev indsat efter at Christian 10. havde afskediget ministeriet Liebe under Påskekrisen 1920. Det fungerede som et "upolitisk" overgangsministerium til ministeriet Neergaard.

Ernst Christian Kaper (1874-1940) var 1905–1908 lærer ved Metropolitanskolen, 1908–17 rektor ved Ordrup gymnasium. I 1917 blev han konservativ borgmester for magistratens 1. afdeling (det kommunale skolevæsen og forskellige juridiske områder). Kaper blev under påskekrisen 1920 opmærksom på den truende generalstrejke. Han skal have formået overpræsidenten og borgmester Jens Jensen til følge ham til til kongen, råde denne til at afvikle konflikten og arbejde på en kompromisløsning. 

Elfelt, Peter (Lars Peter f. Petersen) (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Bestiller: Jonquieres de Stiftamtmand : Nørre Farimagsg 3 ³. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En lignende artikel blev bragt i København 2. maj 1925.

Fhv. Overpræsident Jonquieres Bisættelse.

Magistratens Medlemmer bærer Kisten ud af Kirken.

Den tidligere Overpræsident, Kammerherre de Jonquiéres, bisattes i Gaar fra St. Andreas-Kirken under mægtig Deltagelse. I Følget, der næsten fyldte Kirken, saas Statsminister Stauning, Indenrigsminister Hauge, Udenrigsminister Moltke, Socialminister Borgbjerg, Kabinetssekretær Krieger, den svenske Gesandt Friherre Beck-Friis, den amerikanske Minister Dr. Prince, den samlede Magistrat, bestaaende af Overpræsident Jensen, samtlige Borgmestre og Raadmænd, Politidirektør Dybdal, Direktør i Udenrigsministeriet Grev Reventlow, Biskop Ostenfeld, en Række Borgerrepræsentanter, deriblandt C. F. Sørensen og O. Andersen, Overpræsidiets Personale med Kontorchef Paulson i Spidsen, flere ministerielle og kommunale Embedsmænd. Repræsentanter for Raadhusets Tjenestemænd o. 11. a.

Den i sort Kæde indhyllede Kiste var anbragt foran Alteret, og et Væld af Kranse og Blomster dækkede Baaren og Kirkens Midtergang. Der var sendt Kranse bl. a. fra Kongen, Enkedronningen, Indenrigsministeriet, Trafikministeriet, Overpræsidiets Sekretariat, Magistraten, Borgerrepræsentationen, Skolevæsenet, den socialdemokratiske Gruppe i Borgerrepræsentationen, Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Havnevæsenet, Friskolebørneasylerne, Funktionærerne og Tjenestemændene paa Raadhuset, Teknologisk Institut, Julemærkekomitééen, Foreningen "Norden" o. s. v.

Højtideligheden indlededes med et pompøst Præludium. Efter Salmen: "Udrundne er de gamle Dage" talte Sognepræsterne Busch, Vallensbæk, og Steen, Andreaskirken, smukt og personligt over den afdøde Embedsmand. De to Præster fremhævede navnlig Jonquierés' klare Forstand, hans Sagkundskab og smidige Forhandlingsævne og paaviste, at han vilde blive savnet stærkt indenfor Administrationen. Han var en Mand, der ikke gjorde Forskel paa Rig og Fattig. Bag hans noget reserverede Væsen boede en Varme, Hjærtelighed og Ridderlighed, som særlig kom til Udtryk i hans Hjem overfor hans Hustru, som han viede en sjælden Kærlighedens Hengivenhed og Ærbødighed.

Til Tonerne af "Dejlig er Jorden" bar Medlemmerne af Magistraten Kisten ud af Kirken, udenfor hvilken en talrig Menneskemængde havde samlet sig.

Jordfæstelsen foregik paa Vestre Kirkegaard.

(Social-Demokraten 7. maj 1925)

Frederik Lindam Godfred de Jonquieres gravsted på Vestre Kirkegård Afd C, rk. 4, nr. 18. Indskriften på stenen lyder: Jeanina Emilie de Jonquieres / f. Stampe. 14 septbr 1861-22 juni 1911 og ægtefælle overpræsident Frederik Lindam Godfred de Jonquieres 6. okt. 1854-30. april 1925. Salige er de rene af hjertet. Foto Erik Nicolaisen Høy.