Justitsminister Steincke om de "aandeligt belastede Undermaalere". (Efterskrift til Politivennen)

Straffelov og Værgeraadslov.

Paa Nyborg Strand holdtes der i Gaar et Møde af Børnesagens Venner, og paa dette holdt Justitsminister Steincke - efter at Forstander Bech, Holsteinsminde, først havde talt et interressant Foredrag om stralovforslaget og Værgeraadsloven. I dette Foredrag udtalte Ministeren blandt andet:

Mangfoldige, ikke mindst indenfor mit eget Parti, nærer det forfængelige Haab at blot det lykkes at løfte Underklassen økonomisk og at udvide Børneforsorgen, gaar alt godt. Men saaledes vil det ikke komme til at gaa. Der vil i Fremtiden med Overklassens Et- og To-Børns System. som breder sig i Befolkningen, i Forbindelse med Undermaalernes hensynsløse Formerelse, opstaa en Række aaandeligt belastede Undermaalere, som ikke selv de bedste Værgeraad kan faa noget ud af, men overfor hvem Internering er Samfundets eneste virksomme Middel.

Ministeren tillagde den racehygiejniske Undersøgelse, der er i Gang, stor Betydning, og han mente derfor, at det ikke vilde være rigtigt at foregribe Udviklingen med en Straffereform. som intet Hensyn mg til denne Undersøgelses eventuelle Resultat.

Ministeren har her rørt ved et af de brænde Spørgsmaal, som før eller senere trænger sig paa for at blive løst: Spørgsmaalet om den fortsatte uhindrede Avlen af aandeligt defekte Individer.

Det er dem, der ødelægger Slægten, man maa værge sig mod, men bare det at lave lnterneringsanstalter for deres Afkom synes os ikke nok. Vi - og Justitsministeren med - maa vist anderledes til at angribe Ondet ved Roden, nemlig ved at forhindre den Formering. som Ministeren jo selv kalder hensynsløs.

(Aftenbladet (København) 25. juni 1925).

Ligbrændingssagens Udvikling. (Efterskrift til Politivennen)

Kontorchef Reenberg fortæller om Kamp, Modstand og fremgang.

Dansk Ligbrændings-Forening har udsendt sin Aarsberetning, og det fremgaar af denne, at det her drejer sig om en Sag, der er i kolossal Fremgang, og vi har bedt Foreningens energiske Drivkraft. Kontorchef Reenberg, fortælle lidt om Udviklingen. Han siger:

- Foreningen tæller nu 32,430 Medlemmer, og vi havde i 1924 5686 nye Indmeldelser. Der blev sidste Aar foretaget 851 Ligbrændinger i København og 28 i Aarhus, men inden vi er naaet til dette store Resultat, har der ogsaa været kæmpet en langvarig og haard Kamp. Foreningen, der er stiftet 1881 af Professor Levison, traadte først i Virksomhed i 1893, da den første Brænding her i Landet fandt Sted. - det var Bureauchef D. I. Dessau, der blev den første. Det første Aar var der kun fire Brændinger, og det var, da "Folkelig Ligbrændingsforening" blev stiftet, at det begyndte at tage Fart. Det var egentlig Digteren Sophus Schandorffs Baalfærd i 1901, der gav Stødet til denne Forenings Dannelse, - der var en Mængde Arbejdere til Stede, de følte sig tiltalt af denne Maade og stiftede Foreningen. 

Sophus Schandorffs sidste Vilje.

Dette har sikkert glædet den gamle Digter i hans Himmel, thi som De maaske ved, sluttede han sine Livserindringer med disse jævnt og ligefremme Ord: For øvrigt er min Hustru og jeg enige om, at vi vil brændes. Vi vil ikke ligge og svine Jorden til for vore Efterkommere!

I Krematoriets Urnehave.

Der er mange kendte Navne, der har fulgt Schandorffs Eksempel, jeg kan nævne: Estrup, Hørup, Holger Drachmann, Hørdum, Zartmann, Flyveren Ulrich Birck og m. m. fl. Forfatterinden Amalie Skrams Urne er f. Eks. en af de første, man læger Mærke til, i den gamle Urnehal, hvor den staar lige til højre for Indgangen. Fru Skram demonstrerer her i Døden mod sin norske Herkomst, idet hun paa sin Urne har ladet prente:

Dansk Borgerinde
Dansk Undersaat
Dansk Forfatterinde

Der er kun to Præster i København, der er Modstandere af Ligbrænding.

Det var, navnlig de første Aar, særlig fra gejstlig Side, Ligbrænding-sagen mødte heftigst Modstand. I Begyndelsen maatte Præster overhovedet slet ikke modvirke i Ornat - det opnaaede de først Tilladelee til i 1910. Nu er hele denne Modstand kun en Saga blott" - København findes der i øjeblikket kun to Præster, der er Sagen fjendtlig stemt. For øvrigt er det kun en ringe Brøkdel Ligbegængelser, der foregaar uden gejstlig Medvirkning, - sidste Aar var der kun 35,

Foreningen er nu en Faktor, man maa regne med i Begravelsesvæsenet, - her i København har vi snart 1000 Ligbrændinger om Aaret, og foruden Krematoriet i Aarhus der er tre Aar gammelt, vil der nu ogsaa i Slagelse, Helsingør, Aalborg, Kolding og Odense blive opført Krematorier i en ikke fjern Fremtid.

Larus

(Aftenbladet (København) 11. juni 1925).

Den larvehærgede Kongelund. (Efterskrift til Politivennen)

Kongelunden er Amagers Eventyrland. Over den bordflade Ø hæver disse tre Hundrede Tønder Land Skov sig som en Oase i Markernes orkanagtige Ensformighed. I al sin grønne Sommerynde staar den der. lokkende langvejs bort Vandreren derude paa de støvede og daarlige Landeveje. Den lover Svalhed og Skygge inde mellem de stille Træer, hvor Vinden ude fra Kalleboderne døer hen i Pust.

Det er, som sagt, et lille Stykke Poesi, blot ikke i denne Tid. For onde Aander har holdt deres Indtog.

Det er Millioner af grønne Larver, der har taget Lunden i Besiddelse, saa man næsten ikke kan færdes derude. Fra Træ til Træ og tværs over Vejene har de spundet deres haarfine Net, Edderkoppespind med myldrende Liv, der straks angriber de Gaaende. De har indkapslet de prægtige Ege, som nu staar afribbede for deres Bladhang. De nærer sig af Vegetationens Safter og udmarver den.

De virker som en af Ægyptens syv Plager. Græshopperne, og det værste er, at man ingen Midler har til at bekæmpe denne Plage. Man bliver larve- og spindbefængt, selv om man gaar midt ad Hovedvejen, og med Sorg ser Skovfogden derude magtesløs ødelæggelsen skride frem.

Naar Regnen kommer, vil det værste vel nok være overstaaet, men vi vil ikke tilraade Folk Kongelunden som Maal for Pinseudflugten. Det skulde da højst være til Restaurationen, hvor Dansen gaar.

(Aftenbladet (København) 8. juni 1925).

Et Pust fra gamle Dages Bondeliv. (Efterskrift til Politivennen)

Husflid, Brudeklæder, Haandarbejder og Kobbertøj.

En gammel Kro, der er som ete Museum.

Kisten med Brudeklæder - bagved det tærnede Hvergarnsskørt.

Det hænder en Gang imellem, at man ved et Tilfælde lige fra Hverdagen dumper midt ind i Eventyret. Saadan dumpede vi forleden paa en Cykletur ind i en gammel Kro. Strandholm-Bad, ude ad Køgelandevej, netop hvor Køgebugten begynder - altsaa nær ved Byens "egne Vinduer" - og befandt os pludselig til vor store Overraskelse i Stedet for i en moderne Krostue midt i et skønt, gammelt Bondeinteriør.

Ældgamle, kunstfærdigt udskaarne og broget malede Træ-møbler - paa Væggene blanke Kobber- og Messingting og Trætøj, der alle fortæller om Hjemmets Liv og Kvinden Gerning paa Landet i gamle Dage.

En Kvindes Undertøj dengang og nu.

Ejeren, tidligere Løjtnant fra de Næstved Dragoner, Hr. Holm, der nu i Sommer i 10 Aar har samlet de gamle Ting sammen, der gør han gode Kro til et helt kulturhistorisk Museum, aabner for den mægtige messingbeslaaede Dragkiste, og ethvert Evahjerte maa tage til at banke ved Synet af de skønne, gamle Broderier. Hvidsømmen, den Tid stærke, rene Hedebo, Sprangen. d. v. s. Traadene, der kunstfærdigt er pillet ud af det ægte Hørlærred, og Særke og Brudeskørter, som har smykket glade Brudepar, og som baade for hans og hendes Vedkommende er prydede med solide, syede Blonder. Hvilken Forskel paa Nutidens Dameundertøj - en fjerlet Haandfuld Silke med en spindelvævstynd Knipling, og disse tætte, stærke, hvide Lærredsting, hvis uforgængelige Blonder er syede Sting for Sting! Det er næsten som Symbolet paa to Tidsaldres Kvinder.

16 Tommer i Taillen.

Dér over den gamle Spinderok hænger et tærnet Hvergarnsskørt, hvilken Vidde - nok til to-tre moderne Kjoler - og det er saa stift, at det kan staa af sig selv; men dets Livvidde magter - - knapt 16 Tommer - ja, det kan vi ikke præstere i vor Garconnetid, men naar vi tænker paa Snørelivets Fiskebenskvaler, er vi glade derover - ikke?

Kobbertøj, Banketræ og den udskaarne Strømpebaandsvæv.

Kærlighed dengang.

Og hver Ting har sin Historie, den gamle Kobberpøs fisket op fra Bunden af Smidstrup gadekær, de smaa Kageforme, ogsaa af skinnende blankt Kobber - de er fra den berømte Jødetrine i Aarhus, det malede Banketræ, hvormed man slog løs paa Vasketøjet - Vaskebrædt kendtes jo ikke - endsige Vaskemaskiner - og dér hænger en kunstfærdigt udskaaren Træting, det er, fortæller Løjtnant Holm, en Sele- og Strømpebaandsvæv, den sad en forelsket Bondekarl og skar ud her ved Bilæggerovnen i de lange Vinteraftener og forærede den til Pigen, han elskede - som dog tog en anden.

- - En Tur gennem den gamle Have med de 30 Løvlysthuse, ud ad Badebroen, den længste i Danmark, til Badeanstalten, en Svømmetur i Køgebugt blaa og historiske Bølger, paa Cyklen, i Bilen, og ind mod Byen - en Oplevelse, et Eventyr rigere! Gunver

(B. T. 8. juni 1925).

Løjtnant Johannes R. Holm og Agathe Holm åbnede i 1915 kroen Strandholm Bad. Den lå overfor Avedøre Flyveplads udenfor Vestvolden. Det var en afholdskro indtil 1917. Medbragt mad kunne også nydes. Udover kroen var der en badeanstalt og det omtalte privatmuseum. Den bestod af løjtnantens dragongenstande og effekter fra bondelivet. Den messingbeslåede dragkiste var fra 1801. Badebroen var 400 meter, dengang Danmarks længste. Sikringsstyrkede benyttede den under 1. Verdenskrig til deres daglige formiddagsbad. Om sommeren kunne der være omkring 1600 besøgende. Til dem var opført 50 skyggefulde løvlysthuse. Blandt de besøgende var bl. a. den senere Frederik 9., prins Viggo, prins Aage samt kendte forfattere, kunstmalere, skuespillere, præster, læger, journalister, kontorfolk og handlende.

Strandholm Bad skiftede senere navn til De Gamle Stuer. De blev overtaget af Sigurd Harksen i 1950. Han tilførte samlingen sit eget materiale: knap 8.000 snurrepiberier, skibsmodeller, almueredskaber, smykker og meget mere og samlingen nåede op på omkring 10.000 genstande. Konen Eva Harksens opskrift på æggekage blevinkluderet i en tysk kogebog. Hendes motto var "Det er med æggekage som med ægtemænd – behandles de forkert, bliver de flade og kedelige".

Badebroen forsvandt. Sigurd døde 1957, og blev videreført af Eva indtil 1970, hvor hun solgte såvel samlingen som De Gamle Stuer. 

Den cyklende By. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Købmagergade, da Grundlovs-Friheden var inde i Gaar.

Noget alle Udlændinge, der har besøgt vor Hovedstad, stadig fremhæver ved Omtale, er den kolossale Cykletrafik der præger Byens Gader. Men der er altid en Klang af Beundring i Ordene, fordi det er et smukt Syn, altsaa bortset fra Cykelbøllernes Færden.

Det er naturligvis navnlig ved Forretningstidens Ophør, det staalhjulede Tog er imponerende. Et saadant Tog af Ungdom, der med Smil og Latter hopper i Sadlen efter Dagens Slid paa Kontor eller bag Disken, er ligefrem charmerende. Og man forstaar Billedet virker indtagende paa de fremmede, som ikke ser noget lignende andetsteds.

(Aftenbladet (København) 6. juni 1925).

Købmagergade på nogenlunde samme sted 100 år efter. Der er nu gågade og hverken cykler eller biler. Foto Erik Nicolaisen Høy.