En af Socialdemokratiets Veteraner. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmand Peder Knudsen

Vi besøgte i Gaar en af vort Partis Gamle, Arbejdsmand reder Knudsen, Rolighedsvej 9. Anledningen var den, at Veteranen i Morgen, Torsdag den 1. Oktober, fylder 70 Aar.

VI træffer Manden i en solbeskinnet Stue, hvor Væggene er fyldt med Familieportrætter og Billeder fra Socialdemokratiets rige Liv. Ved Knudsens Fødder leger et yndigt Barn, en Dattersøn, og inde i Soveværelset pusler hans Hustru, en ærværdig Kvinde.

- Ja, jeg vil gerne fortælle lidt om mig selv, naar Social-Demokraten har vist mig den Ære at besøge mig, siger P. Knudsen. Men for Resten er mit Liv ikke anderledes end Tusinder af jævnaldrende Arbejderes. Jeg og mine Kammerater hører til "de ukendte Soldater". Men Tak skal De ha', fordi De kom til mig.

Jeg fødtes i en Arbejderfamilie og delte Arbejdernes Kaar Livet igennem. Min meste Tid har jeg levet i Nakskov, hvorfor jeg navnlig har denne By kær. Der var jeg med fra første Færd. Hele Partilivet dér staar prentet fast i min Bevidsthed, fra vi i 1884 indviede vor første røde Fane til vi mange Aar efter erobrede Flertallet i Byens Baad og valgte en Socialdemokrat til Rigsdagsmand! Det hele er et Æventyr! tilføjede den Gamle og viskede en Taare bort.

- Det var denne første røde Fane, som jeg særlig mindes. Se dette forstaar i unge vel ikke saa godt. For nu er røde Faner en Selvfølgelighed, og det i By og paa Land. Men den første Gang, Socialismens straalende Symbol rejstes i de konservative Reder i gamle Danmark - se, det var en Fest, ja mere end det. En Revolution, forstaar De! Ny stærke Tanker vaagnede i Arbejderne! Nyt Fjendskab vaagnede ogsaa i Borgerskabet. Kampen begyndte. Det var en herlig Tid. Naar vi gik fra Mederne, følte vi os som Verdenserobrere.

Men - der var langt igen. Organisationerne var smaa og uden Betydning. Arbejdslønnen var 20 Øre i Timen paa Sukkerfabriken, og en Tid derunder, saa Daglønnen for 12 Timers Arbejde kun blev 2 Kroner. Min Kone fik 10 Kr. om Ugen i Husholdningspenge til hele Familjen. Og vi stiftede først en Fagforening for Aibejdsmænd i 1894, 10 Aar efter den første politiske Forening.

Nutidens Unge forstaar ikke denne Sendrægtighed. Men husk paa, Arbejderne selv var jo Socialismens og Fagbevægelsens værste Fjender. Vi maatte rive Arbejderne ud af Konservatismen. Hele deres gammeldags Tankegang skulde forandres. Ja, et nyt Kuld af unge, mere forstaaende Mennesker maatte vokse op l Arbejdernes Hjem, før vi rigtig fik Fodfæste.

Saa holdt vi Møder paa Landet. Den var drøj, kan De tro. Vi travede Mile frem og tilbage med smaa Flyveblade og Eksemplarer af vort Blad, og kom hjem om Aftenen, overstænkede med Mudder helt op til Nakken.

Vi var unge og stærke og glødende.

Aarene tog omsider paa Ens Helbred og legemlige Styrke. Og endelig havnede jeg her i Storstaden ligesom saa mange andre af mine Kammerater. Jeg fik Arbejde hos Murermester Thorsen, Dronningens Tværgade, men blev efter et Par Aars Forløb ramt af den spanske Syge, som jeg stadigvæk bar Mén af.

Min Hustru og jeg faar nu Aldersrente, og saa piller Jeg et Par Skilling sammen ved at rense Kloaker og feje Gaarde - - Ja, ja, jeg maa ikke klage. Vi Gamle har det bedre nu end de Gamle, da jeg selv var ung; Thi dem tog Fattiggaarden, hvor de henslæbte triste Dage til Døden tog dem.

I min Alderdom oprandt det største Øjeblik for mig, da Cigarmager Th. Stauning dannede Ministerium. Har man hørt Mage! En Cigarmager som en af Estrups Arvtagere. Det er det mærkeligste, jeg nogensinde har oplevet!

Vi arbejder saa videre paa at farve Frederiksberg Kommune rød. Jeg melder mig til Husagitationen, selv om de svære Trapper er vanskelige at tage. Men naar man puster ud ved hver Afsats, saa gaar det!

Jeg er selvfølgelig Medlem af Vælgerforeningen her i Frederiksberg 3. Kreds, og jeg har været Afholdsmand 23 Aar og er nu Medlem af Nørrebros Afdeling.

- - Den lille Dreng har hidtil siddet pænt stille under Bedstefaders Udvikling. Men nu mener han, at det kan være nok. Han puffer mig blidt, men bestemt til Side og viser Bedstefader en Billedbog. Her er saa meget, som skal forklares.

Jeg gaar da fra den hidtil ukendte Soldat i Verdens største Armé.

I Morgen fylder han 70!

J. P. B.

(Social-Demokraten 30. september 1925).

Sukkerfabrikken i Nakskov, de gamle bygninger. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Filmens eneste danske Verdensnavn. (Efterskrift til Politivennen)

Asta Nielsen i den tyske Storfilm "Gadens Moral".

DET er længe siden, at Asta Nielsens store københavnske Publikum har været forsamlet til en af vor berømte Landsmandsindes Premiére herhjemme - de Aftener, der mellem Sæsonens mangle Premiérer dog bar Præg af noget usædvanligt, og hvor dør ikke var det Publikum, der skaber Successer af den amerikanske Films Industriprodukter, der fyldte Parkettet.

Asta Nielsen i "Gadens Moral"

To af hendes nyeste og mest interessanteste Films blev os forment takket være Censurens uforstaaende Indgriben - Fyrst Myschkin og Wederkind-Filmatiseringen - Erdgeist. Men i denne Sæson, som vi netop er gaaet ind i, kan der dog ventes et Par af hendes nyere Arbejder hertil .... derimellem - Gadens Moral, en ejendommelig og usædvanlig Film, der i Tyskland er blevet modtaget med dyb Interesse.

Men medens Asta Nielsens Navn ikke mere herhjemme straaler saa hyppigt fra Biografernes Plakater, saa er hendes Navns Berømmelse ikke aftaget ude i Verden. Det er kun kort Tid siden, at man i Tyskland udskrev en Konkurrence om et Monument for Filmkunsten .... og det Forslag, der vandt Bifald, var et Monument med Asta Nielsen som selve Filmens Inkarnation.

Asta Nielsen som Hedda

Mange af os vil endnu huske, hvilken Oplevelse det var at se hende i "Afgrunden", i "Pigen uden Fædreland" .... hvor hendes smidige, behagesyge Zigeunertøs var en heltud fremragende Præstation.

Og siden de store Arbejder "Spansk Elskov", "Den evige Nat", hvor hun som den blinde Pige gav Afkald paa sit største Udtryksmiddel, Øjnenes Liv, og dog alligevel skabte en uforglemmelig Skikkelse, "Elskovsrus", hvor hun under Lubitch Instruktion maaske naaede højere end nogensinde før eller senere, "Styrmand Holck", hvorfra man ved Siden af hendes Spil vil huske Paul Wegeners pragtfulde Styrmand Holck .... og "Hamlet", der i hvert Fald blev hendes mest omdisputerede Arbejde.

Asta Nielsen, Gerda Garbo og Werner Krause i "Gadens Moral".

Nu da vi atter skal se hende i Films, der i Tyskland, det Land, som vel efterhaanden er blevet hendes egentlige Hjemland, er blevet modtaget med den største Interesse, er der Grund til at minde om, hvad hun har betydet for den stumme Kunst. Ikke fordi hendes Kunstnerbane har passeret Middagshøjden, men fordi hendes Navn i den lange Tid, hvor vi ikke har mødt hende paa Lærredet, er skudt i Baggrunden for de opreklamerede amerikanske Stjerners Skyld. Men at hendes Navn endnu, blot det kommer paa Plakaterne igen, vil have bevaret sin gamle Magt. er der forresten næppe Tvivl om. Eric.

(B. T. 27. september 1925).

Den tyske titel var "Die freudlose Gasse", på dansk "Bag Glædernes Maske". En anden titel var "Syndens Gade". Filmen var instrueret af G. W. Pabst med manuskript af Willy Haas efter en roman af Hugo Bettauer. Blandt de medvirkende var Greta Garbo og Werner Krauss. Filmen foregik i Wien efter 1. verdenskrig og skulle vise menneskeskæbner i Melchiorstrasse. Da hofråd Rumfort blev ruineret, forsøgte hans smukke datter at redde ham ved at optræde i et bordel. Her arbejder den erfarne, svigtede Maria, som myrder en rig rivalinde og melder sig.

Asta Nielsen begyndte at spille teater (dvs. at tale) i sin medvirken i skuespillet "Rita Cavalliri" opført på Leipziger Schauspielhaus. Sammen med Josef Krahè. Hun erklærede at den moderne film havde gennemgået en udvikling som hun ikke ville være med til og besluttet at vende tilbage til scenen.

Se også indslaget om Asta Nielsens datter, Jesta Nielsen.

Pauline Hjorth - Danmarks ældste Kvinde (1825-1930). (Efterskrift til Politivennen)

Levet under 6 Konger 

En Samtale med det 100-aarige Fødselsdagsbarn, Frk. Hjorth.

Fra Frederik den Sjette til Christian den Tiende.

En elskelig gammel Dame.

Frk. Hjorth, fotograferet under en spadseretur i Gaar.

En elskelig gammel Dame, Frk. Ellen Hjorth, Datter af Professor Peder Hjorth, naar paa Søndag at fejre en Fødselsdag, som kun bliver de færreste beskaaret, nemlig den hundredaarige.

Det er simpelt hen en Oplevelse at tale med Frøkenen, der nu har sit Hjem hos en Niece paa Niels Ebbesensvej 20. Ikke alene er hun fuldstændig aandsfrisk, som stod hun paa sit Livs Middagshøjde. Men hun fortæller tillige med et ligefrem charmerende Lune om svundne Tider og Forhold, medens det elskeligste Smil lyser over hendes smukke og Håndfulde Ansigt.

- Jeg siger Dem straks, erklærer hun, at der ikke er Spor mærkværdigt ved mig eller mit Liv, og der er saamænd ingen som helst Anledning til at gore mig til Genstand for Omtale i Bladet, fordi jeg fylder hundrede Aar, det er der jo Folk, der gør hveranden Dag, havde jeg nær sagt.

Min Tilværelse er hengledet stille og roligt, selv om jeg har set en hel Del af Verden. Jeg er altsaa født 1825 og har levet under seks Konger. Far var Professor Peder Hjorth, De véd. ham ved Sorø Akademi. Akademiet brændte jo, og da det skulde indvies efter Genopførelsen, kom Frederik VI derned med stor Stab. Jeg husker ham meget godt, en larmende Mand, en rigtig Bulderbasse, men i Virkeligheden godmodig og venlig.

Dagen før Indvielsen var min yngre Bror, den senere Politiassistent, bleven født, og da en af Lærerne fortalte det til Kongen, kan jeg mindes, han raabte: "Saa vil jeg min Sæl og Salighed være Gudfader". Han lod sig indskrive i Kirkebogen og forlangte, at Drengen efter sin Konfirmation skulde møde hos ham. Han vilde han tage sig af hans Uddannelse. Christian VIII og hans Dronning kom en enkelt Gang derned; de var begge to flinke. Om Frederik VII vil jeg ikke tale. Hans Liv var ikke efter vor Smag For os var han Nix. Ja, saa kom jo de bevægede Krigsaar. For Far blev de særlig bevægede. Fra sine Ungdomsaar havde han staaet i Forbindelse med Hertugen af Augustenborg. De rejste en Del sammen og var Venner, der stadig brevvekslede. De Breve er nu paa det kongelige Bibliotek.

Det Venskab fik Folk til at mene. at har var Slesvig-Holstener, men jeg kan saamænd forsikre Dem om, at han elskede sit Fædreland saa højt som nogen. Alligevel raabte Folk efter ham paa Gaderne, og naar han om Aftenen sad og aihejdede ved sit Skrivebord, fløj der Sten efter Sten ind gennem Vinduet, heldigvis dog uden nogen Sinde at ramme ham.

I Aarene forinden boede for Resten den senere Christian IX dernede hos os. Han var 16-17 Aar. Det sødeste og rareste unge Menneske. man kunde tænke sig. De skulde have set barn i Galop ned ad Sorø Gader med min lille 2-aarige Søster paa Skulderen. Han var hendes Hyphest. Naa, senere hen i Livet har jeg været i Audiens, hos ham som Konge, kom vi til at drøfte de gamle Minder. Audiensen trak ud en hel Time og vi lo saamænd begge adskillige Gange saa højt og hjærteligt, at den jourhavende Kammerherre var helt højrød i Hovedet af Indignation, da jeg omsider forlod Værelset.

I Begyndelsen af 50'erne rejste vi til Amerika Derovre har jeg levet lige til 1902, baade i Byerne og paa Landet. Ti Gange var jeg i de Aar over Atlanterhavet; jeg kender det altsaa baade i Storm og Stille. Kong Frederik VIII fik jeg set, men aldrig talt med, og heller ikke vor nuværende Konge har jeg hilst paa. Det kunde jeg for Resten godt lide, han skal være saadan et udmærket Menneske.

Ja. det er mit Levnedsløb, ikke særlig interessant, vel. Nu har jeg slaaet mig til Ro herude hos min Niece, men det kniber lidt med Bentøjet. Jeg kan ikke længere gaa saa gode Ture som tidligere. Hørelsen og Synet er det ogsaa galt med; Jeg begynder virkelig at blive gammel. Hvad der sker i Verden følger jeg dog stadig gennem Aviserne, som andre nu maa læse højt for mig. Det generer mig ogsaa. For et Par Aar siden døde min Søster Anna, hende, som var ved Frk. Zahles Skole. Hende savner jeg stadig skønt jeg her er omgivet af kære Venner og Slægtninge.

Vi mødes vel sikkert snart, selv om Lægen siger, jeg kan leve mindst tyve Aar endnu. -

(Aftenbladet (København), 29. september 1925).

Faderen må have været Peder Hjort (1793-1871), gift med Olivia Rasbech. Han står noteret som far til Sigurd Hjort; Pauline Hjort; Johan Christian Lykke Hjort; Mette Louise Cathrine Hjort; Mathilde Albertine Hjort, Anna Elisabeth Hjorth (f. 1833) og Marie Pauline Hjorth. Men dog ikke til Ellen. Han var professor i Sorø, sproglig og publicistisk forfatter, 1822 lektor på Sorø Akademi. Søsteren Anna Elisabeth (1833-1923) er beskrevet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Hundrede Aar.

Frøken Pauline Hjort, en Datter af Professor Peder Hjort, Sorø, bliver paa Søndag hundrede Aar.

Der er en mild Værdighed over Frk. Hjort, som kun i ringe Grad præget af Aar og Tid. Hendes Smil er levende, og hendes Øjne har, skønt de ikke er gode, et stærkt og fast Udtryk. Stemmen er smuk og præget af Kultur. Hun ligner en halvtredsaarig.

- Hvad synes Frøkenen om den Tid, De nu oplever, spørger jeg.

- Ja-a, lyder Svaret mod en fin lidt mørk Betoning, den behager mig ikke ganske. Der er altfor megen Slethed, og det virker baade paa Sind og paa Helbred hos os alle. Der sker saa mange Ting, som ikke burde ske.

- Hvad tænker De særligt paa?

- Aah, mest paa dette Skænderi i det offentlige Liv og imellem Folk. Og Redeligheden er heller ikke stor, selv ikke hos Embedsmænd, og det gaar mig til Hjertet, for jeg er opdraget i en temmelig alvorlig Tid, men, man kunde stole paa Folk ... hvem kan man stole paa nu .... Og saa de stadige Udsigter til Krig - det er ogsaa slemt.

- Frøkenen følger godt med . . .

- Ja, absolut, og jeg haaber, Musolini - De er vel da ikke Fascist - nej - jeg haaber snart, han vil sige Farvel saadan ser det ud i Avisen dag. Han er vist meget svag nu .... Jo, jeg følger nøje med i Aviserne, om Hændelserne i andre Lande, foruden hvad der sker i vort eget. Min Far var ivrig Patriot. Hans sidste Breve mellem Atterbom og ham, de kommer nu.

- Hvad synes De om vor Tids Kvinde?

- Jeg kan ikke sige, jeg absolut synes om den megen Frigørelse. Jeg er ikke Kvindesags-Dame. Jeg synes, det gaar for vidt. Overgangen fra min Ungdom og saa til nu, er lidt for hurtig. De Unge har ogsaa for megen Frihed. Paa den anden Haand, har de midaldrende Kvinder det svært, synes jeg .... ja .... jeg levede halvtredsindstyve Aar i Amerika, der har jeg naturligvis faaet mange andre Idéer. Nu har jeg været lær hjemme i toogtyve Aar og blevet mere vant til det .... I Begyndelsen var jeg ikke ret fornøjet over al den kvindesnak, skønt jeg er meget liberal. Jeg tror nu ogsaa nok, at de amerikanske Kvinder har mere Forstand paa Tingene, mere medfødt praktisk Sans, end Kvinderne her hjemme, saadan maa det være i et lille Land men der er ogsaa meget, jeg synes om.

- Længes De efter Amerika?

- Jeg kan ikke sige andet, end at jeg stadig savner Livet i Amerika, det var behageligere end her. Jeg sætter de egentlige Amerikanere meget højt, ikke disse tilløbne Tyskere og Irer, de rigtige, gamle Slægter, dem nærer jeg stor Respekt for. Jeg korresponderer endnu med flere af dem derovre.

- Hvordan kom Frøkenen til Amerika?

- Ja, det var jo ikke saa lidt af en Begivenhed den Gang. Jeg var en af Pionererne. Jo, Far brugte den Smule Penge, han fik i Pension, til sine litterære Arbejder, og vi var tre voksne Søstre, som gik og faldt over hinanden. Og saa syntes jeg. jeg var stærk nok til at bryde ud. Jeg sagde til Far; Nu gaar jeg ud og tjener noget til mig selv ....

- Hvad Stilling indtog Frøkenen.

- Jeg kendte flere elskværdige Folk, og jeg blev halvt Ven, halvt Lærerinde og Oldfrue - kald paa Pauline, lød det altid over hele Huset .... Jeg kom hjem, da jeg var syvoghalvfjerds.

- Holder De meget af Danmark?

Aah ja. jeg har altid holdt af Danmark, og jeg var da ogsaa fire Gange hjemme fra Amerika - og derovre blev jeg hele Tiden Dansk Jeg blev tilbudt amerikansk Borgerret, men det vilde jeg ikke ....

- Hvordan er Dannelsen hos vore Dages Damer?

Den gaar ikke altid i den Retning, jeg synes om. De har for meget at sige, og jeg tror nu ogsaa nok, at Dannelsen ofte er lidt overfladisk. Det er jeg temmelig sikker paa. Jeg kender jo en Del Unge Jeg er den ældste af Slægten for en Kreds paa et halvthundrede.

- Hvordan er det at blive ældre?

- De maa godt sige gammel. Ja, man har jo sine Skrøbeligheder, men jeg klager ikke, jeg har et ganske godt Helbred. Jeg har altid været bange for at blive en Plage for andre ved at blive syg. Og det har jeg tænkt paa. Jeg har holdt mig borte fra Øl, Vin og Kaffe, og rejst meget.

- Hvordan har De kunnet bevare Deres Sind saa mildt?

- Det kan man godt hjælpe til med selv. Jeg har græmmet mig over adskilligt, men ikke sat mig hen og ladet Græmmelsen blive siddende. Jeg arbejdede mig væk fra den. Saadan gjorde jeg ogaa, hvis jeg havde lidt Feber, lidt Forkølelse, man kan arbejde det væk, det kan hjælpe, det ved jeg fra mange Gange. Og saa er jeg næsten altid gaaet tidligt i Seng. Jo, man kan hjælpe meget med selv.

- Hvad tænker De om Døden?

- Det véd jeg ikke .... det har man vist svært ved at bestemme sig til. Man véd intet, har ingen rigtig at stole paa Hvordan kan de gamle Jøder i Det gamle Testamente fortælle alt det, de gør .... de véd jo ingenting.

- Hvordan er vor Tids Mand?

- Jeg har truffet mange behagelige, og der er flere, jeg særdeles godt kan lide. Han har mange gode Egenskaber, som jeg respekterer - men gifte sig med ham, det er en anden Sag .... Jeg har nu altid været glad for min Uafhængighed.

- Hvordan ser De paa det religiøse Liv?

- Det er vist ikke, som det skulde være. Der er mange forkerte Idéer ogsaa mange, som virker i god Forstand, for Eksempel Provst Fenger Men jeg kan ikke kalde mig selv religiøs.

- Husker De Deres Barndom?

- Jo. Jeg har en god Hukommelse, og jeg keder mig aldrig. Tænk, hvor meget jeg har at mindes ... Jo jeg husker ogsaa godt, at jeg var doven i Skolen, jeg slap fra det, saa let jeg kunde - men jeg har dog klaret mig. Jeg har undervist baade i Tysk og Engelsk, og en af mine Elever gav mig. da han var færdig, saadan en smuk Buket Tulipaner.

- Hvad ønsker De Dem som Fødselsdagsbarn?

- Kunde De sende mig en Mand, som gav mig et bedre Syn, saa blev jeg glad .... De siger, jeg har Stær - jeg véd det ikke.... Vil De ikke nok sige, at jeg paa Søndag tager imod fra to til fem, og den Dag er der Vin og Kage ....

Frøken Hjort rejser sig og gaar rankt og smukt over Gulvet:

- Jeg synes nu ikke. jeg halter saa slemt, siger hun med sin smukke Slemme og det milde Smil.

Christian Houmark.

(B. T. 1. oktober 1925).

Danmarks ældste Kvinde fylder 104 Aar.

Ingemann var hendes Gudfar og hun husker tydeligt Frederik den Sjette ved Indvielsen af det nyrestaurerede Sorø Akademi.

Frøken Pauline Hjorth, der bor i Diakonissestiftelsens Hvilehjem "Sarepta" i København, fylder den 4. Oktober 104 Aar.

Den gamle Dame sidder hver Dag oppe i sin Stol, og hun har en Hukommelse og Forstand saa klar, at mange yngre kunde ønske sig, at de havde den lige saa god.

Som alle Ældre husker hun bedst de Begivenheder, der ligger hende fjernest. Hun fortæller saaledes, at hendes første Erindring gaar saa langt tilbage som til, da hun var bare to Aar gammel. I denne Alder oplevede hun i sin Fødeby Indvielsen af det genrejste Sorø Akademi. Hun kan huske, hvordan hun sammen med sin ældre Broder stod i et Vindue i sine Forældres Hjem og betragtede den farvestraalende Procession, der dannede Optakten til selve Indvielsen, op i hvilken hun saa selve Landsfaderen Frederik den Sjette marchere i Spidsen.

En anden bemærkelsesværdig Ting ved den gamle Dame er, at da hun i en Alder af et Par Maaneder blev baaret over Daaben i Sorø skønne, gamle Kirke, stod ingen ringere end selve Digteren B. S. Ingemann Fadder til den lille Pige. Det siger da sig selv, at Pauline Hiorth alle Dage har været særlig interesseret i Ingemanns Digtning, og hun fortæller selv, at hun bogstavelig talt har kunnet alle hans Romaner uden ad.

Som ung Pige tog Frk. Hjorth til Amerika, hvor hun siden opholdt sig ialt i 40 Aar. Hun har dog flere Gange været hjemme paa Besøg og har ialt passeret "Dammen" 10 Gange.

Spørger man hende, hvordan hun har baaret sig ad med at bevare sit Ydre saa forholdsvis ungdommeligt, svarer hun, at hun altid har sovet paa en haard Madras og altid gaaet lange Ture. Hun har desuden badet hver Dag og ikke nydt Spiritus eller Kaffe i mange, mange Aar.

Hendes Liv former sig nu naturligvis ganske stilfærdigt. Det er over et Aar siden hun sidst har været ude, men hver Morgen, før hun kommer op, sidder hun Times Tid i sin Seng for aabne Vinduer. Tiden gaar hurtigt for hende, synes hun, 'tidligere spiste hun 5 Gange om Dagen, men nu har hun til sin store Glæde faaet Lov til at slippe for den ene Gang. En Times Tid hver Dag gaar med Højtlæsning af Bøger og af Aviser.

Man forstaar dog godt, at den gamle Dame føler sig ensom, og man forstaar vel ogsaa hendes Svar paa Spørgsmaalet om, hvad hun ønsker sig i sin høje Alder.

Svaret lyder nemlig: At det hele snart maa være forbi.

(Roskilde Avis 1. oktober 1929).

"Man burde kun blive 100 Aar".

Vemodig Samtale med Frk. Pauline Hjorth, som i Dag fyder 104.

Hos Ingemann i Sorø. - H. C. Andersen og Hauch.

Danmarks ældste Fødselsdagsbarn, fotograferet  sit Hjem i Morges.

- Man burde ikke blive mere end Hundrede Aar, siger Danmarks Ældste, Frøken Hjorth, som i Dag passerer de 104. Man forandres helt, naar man er blevet Hundrede. Indtil for et Par Aar siden kunde jeg endnu læse min Avis, men nu kan jeg ikke se ordentligt mere. Og jeg har ikke længere Spor af Lyst til at gaa ud i Haven, skønt jeg altid har holdt saa meget af Blomster. Nej man burde ikke kunne blive mere end Hundrede Aar . . . Men det er da ogsaa en god Alder!

Frøken Hjorth sidder i sin Lænestol i sit lille beskedne Værelse i Diakonissestiftelsens Hjem for ældre Damer "Sarepta". Hun er saalille og sart, men spillende af et ejendommeligt fjernt Liv; hendes Hud er voksbleg men uden en Rynke, og hendes fine magre Hænder understreger med smaa lette Bevægelser hendes Ord. Hun er en fornem gammel Dame, forfinet af Oplevelser og Alderdom. Samtalen glider over paa Sorø, hvor hun kom til Verden som Datter af den i am Tid kendte Professor Hjorth. Pigterne Ingemann og Hauch var hendes Faddere, og hun véd meget at fortælle om dem. Da jeg spørger hende, hvordan Ingemann var i sit Privatliv, svarer hun, at han var en rigtig pæn og flink Mand, men hans Kone var "fjantet".

- Ingemann deltog næsten aldrig i nogen Selskabelighed, og der kunde gaa Aar mellem, at Fruen viste sig paa Storegade. Hun malede altid, rædsomme Altertavler! Hun var saa fjantet, En Gang viste hun sig paa Gaden med Nederdelen garneret med store Tøjroser af den Slags man brugt paa Hatte ...

Mødet med H. C. Andersen.

Lidt længere henne i Samtalen spørger jeg Frøken Hjorth, om hun har kendte H. C. Andersen. - Nej, svarer hun, ikke personligt. Men hun har da været i Stue med ham, og hun syntes, han lignede en Bavian ! Og hans Hænder var s a a lange. - Frøkenen viser fra sine Fingerspidser og op midt paa en Arm. - Og saa havde han ikke Begreb om at klæde sig, hans Tøj hang om ham. Men derfor kunde han jo godt være en stor Digter!

Om Lotte Oehlenschläger, der blev gift med Phister, fortæller Frøken Hjorth at hun var skrækkelig forfængelig. En Gang trak hun mig hen foran et stort Spejl. - det var kort Tid før hun skulde giftes , hun var tyve Aar. men jeg kun ti - Hvad ser Du inde i Spejlet spurgte hun mig - Os to, svarede jeg. Ja, sagde hun saa, men hvem synes Du er den kønneste? Hun var en silly een!

Frøken Hjorth bruger ofte engelske Gloser, hendes Sprog er i det hele præget af hendes halvtreds Aar lange Ophold i Amerika, hvor hun bl. a. har været Selskabsdame og Rejseledsagerske for velhavende svagelige Damer.

- Har Frøkenen været i Sorø fornylig? spørger jeg

- Ja. for seks Aar siden Og seks Aar er jo ingen Ting for mig! Jeg var der med min Søster. Og tænk da vi gik op ad Priorgade og Storegade, saa stod Folk med Hatten i Haanden og hilste saa ærbødigt paa os. som om vi var store Folk

Vi var rundt og saa det hele. Der er jo meget forandret. Det Hus, vi boede i, da min Fader var Professor ved Akademiet, har de revet ned. Carsten Hauchs Hus var ogsaa borte

Da Hauch forlangt en ren Flip.

Frøken Hjorth fortæller nu om Hauch, at han i Reglen havde alle Vinduer aabne; og en Gang hørte hun ham støje inde i Huset. Hele Byen kunde høre ham. "Her staar jeg. arme Mand raabte han, og har forlangt en ren Flip, og saa faar jeg en Vest!

Fru Hauch var en flov Person, og hun og Manden levede ikke godt sammen. Til Slut hængte hun sig herinde ved Frue Kirke. Det var rigtig taabeligt gjort!...

Der er en mærkelig Kontrast mellem Frøken Hjorths kraftige gammeldags Vendinger og hendes fine milde Tone. Man kan mærke, at hun ikke vil svigte sin Ungdoms Indtryk af Menneskene, skønt hun forlængst har forligt sig med Tilværelsen.

Til Slut fortæller den gamle Frøken mig, at Hauch som gammel Mand satte sig til at lære Engelsk. At du gider, sagde min Fader til ham. Du i din Alder!

- Maaske faar jeg Brug for Engelsk, naar jeg kommer i Himlen svarede Hauch. Sæt de vil have mig til at være Engelsklærer deroppe.

Og han mente det, ja, det var virkelig hans ramme Alvor.

(Aftenbladet (København) 4. oktober 1929).

Pauline Hjorth døde kort tid efter interviewet, i april 1930. Hun blev begravet i familiegravstedet på Sorø gamle kirkegård. De nærmeste slægtninge, bl.a. direktør for Magasin du Nord Victor Hjorth og oberstløjtnant Hjort, samt gamle venner overværede den.

I 1920 var der 16 personer, 9 mænd og 7 kvinder der var over 100 år. Gennemsnitsalderen var 60 år for mænd og 62 for kvinder.

Den ældste dansker er Christian Mortensen (1882-1998). Den ældste danske kvinde gennem tiden samt den ældste person, der nogensinde har boet i Danmark var Ellen Adelaide Brandenborg (1906-2017). Den ældste mand, der har boet i Danmark, var Georg Ingwersen Jensen (1906-2016).

Gammel Strand i fin Stand. (Efterskrift til Politivennen)

Gammel Strand er i Eftersommerens Løb lavet saa fint i Stand, at den næsten ikke er til at kende igen, men bevares, nu er det jo ogsaa Kommunen, der selv skal til at overtage "Stranden" dernede. Hele Gaden er bleven asfalteret, men paa en ny Maade, idet der er lagt en Asfaltblanding ovenpå Brostenene, hvad der er en betydelig Besparelse i Forhold til den kostbare Undercementering, man hidtil har brugt.

Men selv om der nu er moderniseret, skal selve Gadebilledet med Fiskerkonerne forhaabentlig ikke skifte Udseende. Det er et saa karakteristisk Prospekt i Hovedstadens Fysiognomi, at en Ændring heri sikkert vil fremkalde de skarpeste Protester fra aIle, der elsker deres By.

Virker ovenstaaende Udsnit af Livet dernede, som vor Fotograf tog i Gaar, ikke som et helt lille Genrebillede, skabt af en Kunstners Haand.

(Aftenbladet (København), 25. september 1925).

Foto fra Aftenbladet (København), 30. september 1925, af en pæreskude taget ud for Børsen. 

I 1940 blev billedhuggeren Chr. Svejstrup-Madsens granit-fiskerkone rejst på Gammel Strand. Den trivelige kvinde havde nok ikke meget tilfælles med skovserkonerne der gennem århundrede på bare fødder vandrede fra Skovshoved Havn hertil. Her kommer Vivian Roses "Skovserpige" (2003) i Skovshoved nok tættere på virkeligheden. Fiskesalget ved Gammelstrand ophørte i 1958 og flyttede til Fisketorvet.

Gammelstrand i nutiden - nogenlunde samme sted som det første foto. Erik Nicolaisen Høy.

Kirkefondet under Beskydning. (Efterskrift til Politivennen)

I 1925 var Kirkefondet i København blevet en magtfuld kirkebygger, således at omkring 40 kirker tilhørte dette, mens folkekirken rådede over 23. Kirkefondet havde ifølge avisen "Social-Demokraten" udviklet sig til en "stat i staten" som på den ene side nød godt af Folkekirkens goder og penge, men samtidig ikke ville underkaste sig Folkekirkens kontrol. 

Det hensynsløse Kirkebyggeri.

Da Sognepræst Helweg Larsen brugte 55,000 Kr. til en Præstebolig.

Vuggestuens 7000 Kr. gik til en Udvidelse af Kristkirken, og 30,000 til et Hjem for Gamle anvendes paa en saadan Maade, at Bidragyderne truer med Proces.

Det Raseri, der har grebet de københavnske Kirkebyggere, giver sig hver Dag nye Udslag. Maalet er at indsamle 2 Mill. Kr. i Hovedstaden og et lige saa stort Beløb i Provinsen. Men bortset fra, at Indsamlingen mere tilsigter at erobre Magten end at virke for ideelle Formaal, er der til Kirkebyggeriet i København knyttet visse Omstændigheder, der kaster et Skær af Uhygge over den hele Aktion.

Penge, der gik i de forkerte Lommer.

Det har længe været en kendt Sag, at da Generalsekretæren for Københavns Kirkefond, Hr. Helweg Larsen, endnu var Sognepræst ved Timotheus Kirke i Valby, lod han sig bygge en Præstebolig til 55.000 Kr. Af disse Penge var de 30.000 Kr. indsamlede til at fuldføre den lille, midlertidige Timotheuskirke, og det vakte den største Indignation, at Kirkefondet lod Pengene anbringe som Prioritet i den store, flotte Præstebolig.

Saaledes optræder Kirkefondet, naar der er Tale om Præsteboliger. Men hvordan gaar det, naar "Barmhjertighedens Traade" skal spindes? Vi anfører et Tilfælde fra et Sogn paa Vesterbro. Her var af Pastor Falk-Rønne indsamlet 7000 Kr. til en Vuggestue. Men der blev aldrig indrettet nogen Vuggestue. Pengene blev anvendt til en Udvidelse af Kristkirken.

Det vil endnu erindres, hvilken Forargelse Spørgsmaalet om Kristkirkens Udvidelse gav Anledning til. I Borgerrepræsentationen var Sagen til Behandling, og her i Bladet opridsede vi fornylig den tvivlsomme Affære, saaledes som den uimodsagt formede sig. Det begyndte med, at Menighedsraadet forkastede en Plan om at skaffe Pastor Herman Larsen et Embede ved at dele Sognet. Man besluttede at indsamle Penge til en Udvidelse af Kristkirken, men Biskop Ostenfeld greb ind. Han lovede at skaffe Penge - Kirkefondspenge, maatte man antage - til en Udvidelse af Kristkirken mod at Menighedsraadet gik med til en Sognedeling, saaledes at Indsamlingens mange Tusinde Kroner gik til en ny Kirke. Og da det godt og vel var i Orden, skaffede Biskop Ostenfeld ganske rigtig Penge til Kristkirkens Udvidelse. Men han tog ikke af det rige Fonds Penge. Han tog Statens, Skatteydernes Penge og de suppleredes altsaa med de fattige 7000 Kr., som var tiltænkt Spædbørn, men som nu uden videre anvendtes som Bidrag til det ædle Formaal at skaffe Pastor Herman Larsen en lille Kirke med en stor Præstebolig.

Paa Frederiksberg og i Brønshøj

Der er et andet typisk Tilfælde, som rinder os i Hu. Den tidligere Sekretær for Københavns Kirkefond, Pastor Seidelin i Mariendal Sogn paa Frederiksberg har aabenbart ikke forgæves set paa, hvilken Maade Kirkefondet uhindret kan tillade sig at arbejde. I hvert Fald er en af ham iværksat Indsamling noget af det dristigste, der er set. Pastor Seidelin agiterede for Penge til et haardt tiltrængt Hjem for gamle Mennesker. Der indkom 30,000 Kr. Men netop for Tiden er han i Begreb med at anvende det indkomne Beløb til helt andre Formaal, og Bidragyderne overvejer at anlægge Sag, idet de kræver Indsamlingens socialt-filantropiske Karakter respekteret.

En Begivenhed, der nylig er passeret i Brønshøj, er ogsaa karakteristisk, omend paa anden Maade.

Københavns Kirkefond vilde bygge en ny Kirke, og der skete Henvendelse til en Borgerforening om Bidrag. Den var villig til at spæde til. Kirkefondet havde erhvervet en velegnet Hjørnegrund, og Foreningen mente, at her vilde Kirken præsentere sig smukt. Men, nej Tak! Kirkefondet forkyndte, at paa denne Hjørnegrund skulde Præsteboligen ligge, medens der var tiltænkt selve Kirken en mere beskeden Beliggenhed. At Borgerforeningen under disse Omstændigheder trak sig tilbage, kan næppe undre.

Hvem betaler?

Naar Kirkefondet, i hvilket Biskop Ostenfeld sidder som Formand, har proklameret at ville hygge 20 ny Kirker med tilhørende Præsteboliger, er det som sagt næppe af ideelle Grunde. Det gælder ganske aabenlyst et Magtspørgsmaal. Med de 20 nye Kirker vil Fondet raade over 45 københavnske Kirker, medens Folkekirken kun har 23. I disse 45 Kirkefondskirker vil Menigheden være uden Indflydelse. Skatteyderne maa betale Præsteløn og Kirkebetjening. men har ellers intet at skulle have sagt. Det er "Kirkeligt Landsforbund", som staar bag Kirkefondet og søger at skabe en Stat i Staten, et Samfund, som nyder godt af Folkekirken, tager Borgernes Skatter, men ikke tillader Borgerne at blande sig i Kirkens Sager.

Vilde det være urimeligt, om man krævede, at Biskop Ostenfeld opgav sin Dobbeltstilling og at Kirkefondets Kirker overgives Folkekirken som Ejendom? Vilde det endvidere være urimeligt at kræve Kirkefondets Regnskaber fremlagt for Offentligheden efter at de først er kritisk reviderede af statsautoriserede Revisorer?

(Social-Demokraten 9. september 1925)

Jørgen Christian Falk Rønne (1865-1939) var 1905-1927 præst ved Kristkirken i København. Han var desuden forfatter til bøger og skønlitterære romaner. Han påstod at han havde modtaget 7000 kr. dels af fabrikant Iversen som havde betinget sig at pengene blev brugt til en vuggestue, dels af et overskud fra menighedsplejen på 3-4000 kr. som stammede fra kirkebøssen "til de fattige" - en vuggestue. Disse blev anvendt til sakristierne i Kristkirken.

Timotheuskirke (th) i Valby og dens præstegård (tv). Præstegården der blev opført senere end kirken, var dyrere end denne. Som forsvar for prisen blev anført at den skulle passe ind i stilen til kirken. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Præsten og forfatteren Povl Helweg-Larsen (1877-1958) var kirkelig redaktør af Kristeligt Dagblad 1938-1941. Han var præst ved Timotheus Kirke 1920-1924. Senere ved Christianskirken i København 1932-1947.

Nationaltidende forsvarede præsteboligen i Valby ved at præsten ikke havde kunnet finde en egnet bolig i Valby, samt at villaen skulle svare til kirkens stil. Avisen indrømmede dog at det var beetænkeligt at der var taget 3000 kr. af kirkens midler til villaen. Helweg-Larsen boede i en 5-værelsers lejlighed i den indre by. Kollegaen Falk Rønne i Taarbæk - hans kirke lå på Vesterbro.

Kirkeministeriets Undersøgelse mod Pastor Falk Rønne er afsluttet.

Vor Kritik har paa alle Punkter vist sig berettiget. - Der findes intet Grundlag for retlig Forfølgelse mod Social-Demokraten.

Allerede i Gaar forelaa Resultat af Kirkeministeriets Undersøgelse af Pastor Falk Rønnes Forhold. Som det fremgaar af nedenstaaende udførlige Dokumentation, er det konstateret, at vor Kritik ikke blot har været berettiget, men den er endog blevet skærpet ved de fremkomne Oplysninger. Vi minder om, at vi kun nødtvungent har blandet Pastor Falk Rønne ind i den Kampagne, der er rejst mod Københavns Kirkefond. Det er "Kristeligt Dagblad" og "Berlingske Tidende", der, i Haab om at ramme os, har fældet den gamle Sognepræst. Naar Navnet Falk Rønne overhovedet er blevet nævnet i vore Spalter, skyldes det den Omstændighed, at han har medvirket til Opførelsen af den ny Kirkefondskirke paa Enghavevej. Han gav Afkald paa Indsamlingen til sin egen Kirkes Udvidelse, lod Pengene gaa til Enghavekirken, tog derpaa henved 7000 Kr. fra fattige Mødre med Børn og lod dem anvende til Kristkirkens Udvidelse sammen med Skatteydernes Penge. Det var dette Forhold, der inddrog Falk Rønnes Navn i den almindelige Debat, og Pastorens saakaldte "Venner" har ønsket netop denne Side af Sagen nærmere uddybet. De krævede, at  Kirkeministeriet skulde beordre Hr. Falk Rønne til at rense sig ved et Sags anlæg. Pastoren begav sig da ogsaa til Ministeriet og begærede, at et saadant Sagsanlæg indlededes Først maatte Ministeriet dog undersøge, paa hvilket Grundlag, det skulde føres. Og nu foreligger Resultatet. Der kan ikke rejses Sag mod Social-Demokraten, for alt, hvad vi har skrevet, er rigtigt.

Vi gengiver her den

ministerielle Redegørelse.

I Dagbladet Social-Demokraten har der i den sidste Tid været fremsat forskellige Beskyldninger mod Sognepræst ved Kristkirken Falk Rønne. 

Disse Beskyldninger omfatter i det væsentlige følgende Forhold:

1) at der ved Udvidelsen af Kristkirkens Sakristier er anvendt Beløb, som er givne til andre Formaal,

2) at Pastor Falk Rønne uretmæssigt har oppebaaret et Beløb paa 2,160 Kr., som var tilstaaet ham til en Medhjælper,

3) at han har ladet sig konstituere i det ledige Kaldskapellani ved Kristkirken og derfor oppebaaret en maanedlig Løn af 150 Kr. 1 ½ Aar. uagtet han i Menighedsraadet havde erklæret, at han var for gammel og svagelig til at varetage sit Embede og derfor ønskede Kaldskapellaniet besat.

I Anledning af disse Anker skal Kirkeministeriet fremsætte følgende Oplysninger:

ad 1.

Den 15. Marts 1923 bifaldt Ministeriet paa derom fra Menighedsraadet i Kristkirkens Sogn indgivet Andragende, at der af de ved Kirkeligningen indkomne Penge anvendtes 15,000 Kr. til Udvidelse af Kristkirkens Sakristier, medens den øvrige Del af den da anslaaede, samlede Udgift af ca. 80,000 Kr. skulde tilvejebringes ad frivillig Vej. Da Udgifterne blev større end oprindelig paaregnet, bifaldt Ministeriet den 8. Oktober 1928, at Tilskud af Kirkeligningen blev forhøjet til 22,000 Kr. Ifølge aflagt Regnskab har Udvidelsen ialt kostet 36,579 Kr. 19 Øre, hvoraf 6,827 Kr. 96 Øre er skænket af de oprindeligt til Oprettelse af en Vuggestue henlagte Beløb.

Om fornævnte Beløb af 6,827 Kr. 96 Øre har Ministeriet fra den tidligere Kasserer for Bestyrelsen for Oprettelsen af en Vuggestue i Kristkirkens Sogn modtaget de nedenstaaende Oplysninger:

Ved Afslutningen af Menighedsplejens Regnskab for Aaret 1917, befandtes den økonomiske Stilling saa god, at man mente det forsvarligt at hensætte 1500 Kr. til et længe paa tænkt Formaal, Oprettelse af en Vuggestue i Sognet. Paa tilsvarende Maade blev der i de følgende Aar af Menighedsplejens Overskud hensat yderligere 3000 Kr. til samme Formaal.

Fra Tid til anden modtog derhos Sognepræsten til fri Anvendelse forskellige Beløb blandt andet et paa 1000 Kr., hvilke Beløb alle blev hensat til Oprettelse af Vuggestuen. Med Tillæg af paaløbende Renter var Beløbet i Marts 1928 vokset til 6,827 Kr. 96 Øre. Nogen offentlig Indsamling eller Opraab herom har aldrig fundet Sted. Da det opsparede Beløb skønnedes for lille til sit Formaal, og man tilmed mente, at dette paa anden Maade vilde blive fyldestgjort, vedtoges paa et Møde den 13. Marts 1923 enstemmigt følgende Beslutning:

Da det er oplyst, at der er Forslag om, at Vuggestuer skal være obligatoriske ved større Industrivirksomheder, vedtoges det anvende det indsamlede Beløb til den vedtagne Udvidelse af Kristkirkens Sakristier

ad. 2.

Den 8. Maj 1912 meddeler Kirkeministeriet Biskoppen over Sjællands Stift følgende:

"Ministeriet bifalder, at der fra 1. April d. A. indtil videre aarlig maa tilstaas Sognepræst Falk Rønne 6 Portioner af Præstepengene - ca 600 Kr. aarlig - til Hjælp til Lønning af en præsteviet midlertidig Medhjælper."

Den 11. December 1916 ansøger Falk Kønne om at maatte beholde omtalte 6 Portioner Præstepenge, saalænge Sikringsstyrken ligger inde, at han er designeret Feltpræst for 2. Division. Han oplyser i denne Skrivelse, at han ikke har haft nogen præsteviet Medhjælper siden Nytaar 1914, men har haft lønnet uordineret Medhjælp af forskellige.

Provsten bemærker til dette Andragende:

"Idet jeg henstiller, hvorvidt det maatte findes Anledning til, at imødekomme dette Andragende, skal jeg tillade mig at bemærke, at det forekommer mig rigtigt, at det, hvis Andragendet bliver bevilget, bliver paalagt Sognepræst Falk Rønne snarest at gøre et alvorligt Forsøg paa igen at faa en fast ordineret Medhjælper.

Biskoppen udtaler:

"Da de 6 Portioner blev givet Pastor Falk Rønne til det bestemte Formaal at holde en ordineret Medhjælper, og da det ikke har været ham muligt at skaffe en saadan efter Pastor Knudsens Bortgang, forekommer det mig, at Tilskudet burde have været afgivet fra dette Tidspunkt.

De af Andrageren anførte Omstændigheder med Hensyn til hans Virksomhed ved Sikringsstyrken er jo ikke anderledes for ham, end for de andre Præster, der gør saadan Tjeneste.

Jeg ser mig derfor ikke i Stand til at anbefale Andragendet.

Under 2. Maj 1917 besvarer Kirkeministeriet i Skrivelse til Biskoppen ovennævnte Andragende saaledes:

"Da Betingelsen for Tilstaaelse af de 6 Portioner Præstepenge er, at Andrageren har en ordineret Medhjælper, vil det ansøgte ikke kunne bevilges.

Samtidig skal man, da det af Sognepræst Falk Rønnes Andragende fremgaar, at han ikke siden den 1. Januar 1914 har haft nogen ordineret Medhjælper, anmode Dem om, at ville tilkendegive Sognepræsten, at Ministeriet alvorligt maa beklage, at han ikke desmindre, siden den nævnte Dato, stadigt har hævet de oftnævnte Portioner af Præstepengene.

ad. 3.

Da Kaldskapellaniet ved Kristkirken 1. August 1928 blev ledigt, ved den daværende Kapellans Udnævnelse til Sognepræst for det nyoprettede Enghave Sogn, ønskede Ministeriet at lade Kaldskapellaniet henstaa ubesat indtil videre.

Efter nogen Modstand, som blandt andet begrundedes med Hensynet til Sognepræstens vaklende Helbred, gik Menighedsraadet ind paa at imødekomme Ministeriets Ønske og vedtog i et Møde den 12. December 1923 følgende af Pastor Jørgensen stillede Resolution:

Menighedsraadet hævder, at Kaldskapellaniet skal bevares for Kristkirkens Sogn, men det kan holdes ubesat, indtil en Kirkesal er opført i søndre Sogn. I denne Peride stilles der 150 Kr. månedlig til Sognepræstens Raadighed til at afholde Hjælp for."

Ved Skrivelse af 9. Januar 1924 bifalder Kirkeministeriet, at Kaldskapellaniet ved Kristkirken indtil videre benstaar ubesat, og at der ligeledes Indtil videre stilles et Beløb af 150 Kr. maanedlig til Raadighed for Sognepræsten.

Den omtalte Kirkesal blev Indviet i December 1924, og Kaldskapellaniet ved Kristkirken nedlagdes fra 31. December samme Aar, idet et Mindretal indenfor Menighedsraadet, deriblandt Pastor Jørgensen, nu havde udtalt sig for dette.

Fra samme Dato inddroges den Sognepræsten tillagte Hjælp paa 154 Kr. maanedlig.

Under Hensyn til de saaledes foreliggende Oplysninger finder Ministeriet for sit Vedkommende ikke Anledning til at foretage videre.

Pastor Jørgensen og Indremissionen. 

VI har forespurgt Kirkeminister Dahl, hvordan Erklæringens Slutning skal forstaas. Han svarede:

- Den skal forstaas saaledes, at der i Henhold til det oplyste savnes Grundlag for en retslig Aktion mod Social-Demokraten, hvis Kritik maa siges at have været berettiget, 

Til denne Udtalelse og til den ministerielle Erklæring, som i et og alt viser, at vi ikke har øvet Uret, skal føjes en enkelt Bemærkning: Pastor Jørgensen, som, med en lidt vidtdreven Kollegialitet, gik med til at anbefale, at Pastor Falk Rønne fik 150 Kr. om Maaneden til Medhjælp, havde forinden modtaget Tilbud om Halvdelen af disse Penge, men havde afslaaet dette Tilbud ud fra den Betragtning, at han ikke vilde modtage Vederlag for et Arbejde, han Ikke udførte, og iøvrigt ikke vilde gøre sig afhængig af nogen, mindst af Biskop Ostenfeld.

Pastor Jørgensen sigtes i en Række Blade for at være Ophavsmand til vore Angreb paa Pastor Falk Rønne og Kirkefondet. Intet kunde være urigtigere. Ingen Præst er Ophavsmand til vor Kampagne. Men om saa var, vilde en Præst, der afslørede uheldige Tilstande indenfor Præstestanden, vel kun gøre sig fortjent. "Kristeligt Dagblad" skrev i Gaar, at Bladet tager det fulde Ansvar for at have givet Stødet til Undersøgelsen mod Pastor Falk Bønne, og at "Guds Menighed" ikke stiltiende ser paa, at en daarlig Aand faar Indpas.

Man skulde efter dette tro, at "Kristeligt Dagblad" vilde være den Præst taknemlig, der afslørede uheldige Forhold indenfor Præstestanden eller Kirkefondet. Det er derfor dobbelt overraskende, at Bladet paa det løseste Grundlag vælter sig over Pastor Jørgensen, stempler ham som en "Forræder", en Person, der bør ekskluderes af Præsternes Kreds.

Dette Standpunkt er uholdbart. Enten vil "Kristeligt Dagblad" dække over Korruption, eller ogsaa vil det være taknemmelig overfor den eller dem, der afslører Korruption. Man kan ikke kræve Renhed og samtidig tilsmudse en Mand, som mistænkes for at have bidraget til at Smuds fjernes. En frygtelig Mistanke kalder "Kristeligt Dagblad" det. Vilde det da virkelig være saa frygteligt, om en præst i den danske Folkekirke reagerede overfor de Forhold, der er dokumenterede ved Ministeriets Erklæring. Vi vilde kalde det hæderligt og ærefuldt, men iøvrigt tilkommer Æren i dette Tilfælde hverken Pastor Jørgensen eller nogen anden Præst. Den tilkommer udelukkende "Kristeligt Dagblad", som under sine Forsøg paa at bortlede Opmærksomheden fra Biskop Ostenfeld og hans Kirkefond har skudt Pastor Falk Rønne i Forgrunden.

Nu har Bladet faaet sin Lyst styret, og dersom Hr. Falk Rønne overvejer at trække sig tilbage, vil han sikkert sende "Kristeligt Dagblad" en venlig Tanke. Men efter et dette lille Intermezzo er bragt ud af Verden, vender vi nu tilbage til vort Udgangspunkt: Københavns Kirkefond, og dets Bestræbelser for at erobre en politisk Magtstilling indenfor Folkekirken.

(Social-Demokraten 22. september 1925).

Kirkeminister Niels Peter Lorentsen Dahl (1869-1936) var sognepræst. Han tilsluttede sig Socialdemokratiet og var 1913-1922 medlem af Folketinget og 1918-1936 af Landstinget. Han blev kirkeminister i regeringen Stauning 1924-1926 og 1929-1935. Dahl var tilhænger af at adskille stat og kirke. Han gennemførte en større sognereform i København.

Biskop Harald Ostenfeld (1864-1934) over Sjællands Stift 1911-1922 og fortsatte i Københavns Stift 1922-1932. Ostenfeld havde bl. a. været formand for den danske Præsteforening og redaktør af dens blad. Han var siden 1890 gift med sin kusine Johanne Seidelin (1869-1901)

Kirkeministeren og Præsten.

En ny Erklæring fra Kirkeminister Dahl.

Kirkeminister Dahl erklærede i Gaar Morges i "Berl. Tid.", at det var urigtigt, naar KØBENHAVN havde meddelt, at han vilde udsende en ny Erklæring - hvorefter han i Gaar Eftermiddags udsendte følgende Erklæring:

I Anledning af at forskellige Blade har fundet en Uoverensstemmelse mellem den af Ministeriet udsendte Erklæring om Pastor Falk-Rønne og min Udtalelse til Bladet "Social-Demokraten" om, at jeg fandt dets Kritik i det væsentlige berettiget, skal jeg udtale følgende:

Alle maa formentlig være enige om, at det i Ministeriets Erklæring under Punkt 2 omhandlede af Pastor Falk-Rønne udviste Forhold, som Ministeriet i sin Tid har udtalt en alvorlig Beklagelse af, er dadelværdigt.

Jeg maa ogsaa finde det uberettiget, at der af de Penge, som var indsamlede til Menighedsplejen, anvendtes et Beløb til et Byggeforetagende ved Kristkirken, hvorved der indrettedes Sakristi og Kontorer til to Præster, Kordegn og Graver.

Jeg maa ligeledes udtale, at de 150 Kr. om Maaneden, som Pastor Falk-Rønne fik bevilget efter den af Pastor Jørgensen i Menighedsraadet stillede Resolution, var tildelt ham til at afholde Hjælp for. Den Medhjælp, han forskaffede sig, var sparsom.

Dette var saa meget mere beklageligt, som Sognepræst Rønne var svag og i en Del af det paagældende Tidsrum havde fast Bopæl saa langt fra sit Sogn som i Taarbæk.

Uagtet Pastor Falk-Rønne ved de omtalte Forhold ikke diskvalificeres som Præst, kan jeg dog ikke andet end finde dem beklagelige og vel egnede til at vække Kritik.

(sign.) P. Dahl.

Som man ser, driver Ministeren efterhaanden mere og mere bort fra Grundlaget i sin egen tidligere - og ministerielle - Erklæring og over til "Social-Demokraten"s Standpunkt.

Vi har i Gaar forelagt ovenstaaende Erklæring for Pastor Falk-Rønne, der meddelte, at han i Morgen ville udsende et nyt Svar.

(København 26. september 1925).

Falk-Rønnes følgende svar lagde ikke noget til sagen. Hvilket han senere erkendte idet han skrev at hans tidligere udtalelse måske havde været vildledende. Bl. a. fordi sagen hvilede på skriftlige og mundlige aftaler. 

Pastor Falk-Rønne gør Afbigt i den ellevte Time.

Pastoren har i Gaar udsendt en Erklæring i hvilken han tilbagekalder sine Angreb paa Kirkeministeren og Social-Demokraten. - Kirkeminister Dahl taler i Dag i Folkethinget.

Den 27. September bragte vi en Artikel med Overskriften: "Pastor Falk Rønnes Panstande er tendentiøse og positivt urigtige". Vi gengav i denne Artikel en saakaldt "Redegørelse", i hvilken Pastor Falk-Rønne søgte at bortforklare, at han af Statskassens Midler havde hævet Penge til gejstlig Medhjælp - men havde beholdt disse Penge selv. Overfor Pastor Falk Rønnes Fremstilling gjorde Kirkeminister Dahl gældende, at Pastoren havde sammenblandet forskellige Data for at tilsløre et usømmeligt Forhold. Kirkeministeren bebudede, at han i Folkethinget vilde give nærmere Oplysning om Pastor Falk Rønnes ubehændige Jongie￾ring med visse Kendsgerninger. I Dag faar Kirkeministeren Ordet, og Hr. Falk Rønnes Sag vil blive stillet i rette Lys.

I den øjensynlige Hensigt at foregribe Begivenhedernes uafværgelige Gang udsendte Pastor Falk-Rønne i Gaar følgende Erklæring:

Jeg er bleven gjort opmærksom paa, at min Redegørelse for Anvendelsen af de mig i Aarene 1923-25 tilstaaede Beløb til Afholdelse af Udgifter til Medhjælp kan virke misvisende, da de to Perioder 1. Oktober 23 - 1. December 24 og fra 1. Marts 25 ikke er holdt ude fra hinanden. Jeg indrømmer gerne dette.

Jeg skal endvidere erklære, at hvis mine Udtalelser til Bladene er blevet opfattede som Beskyldninger mod Kirkeministeren for Partiskhed, da har dette ikke været min Hensigt, og jeg erkender, at den af Ministeren valgte Fremgangsmaade, ved en Undersøgelse at faa fastslaaet, hvad der laa til Grand for et herværende Dagblads Angreb, har svaret til Hovedhensigten: at skabe Klarhed.

København, d. 3. November 25.

Jørgen Falk Rønne.

Det er beklageligt, at Pastor Falk-Rønne først nu i den 11. Time er blevet gjort opmærksom paa, at hans saakaldte Redegørelse kunde virke misvisende. Vi paapegede det ellers klart nok allerede den 27. September og følgende Dage. Vi udtalte aabent, at Pastorens Fremstilling var et Forsøg paa Tilsløring. Han beregnede sine Indlægter til 31. December 1924, men sin Udgifter til langt ind i Aaret 1925. Derved opnaaede han - paa Sandhedens Bekostning - at give det Udseende af, at de Penge, han foruden sin Gage havde hævet i Finanshovedkassen, kun havde strakt til det strengt fornødne. Kirkeministeren udtalte om denne Adfærd.

- Den af Pastor Falk Rønne under Punkt 8 givne Fremstilling er ikke blot tendentiøs, men ogsaa positiv urigtig. løvrigt ønsker jeg ikke at fortsætte en offentlig Polemik, der allerede er udartet saaledes.

"Kristeligt Dagblad", "København" og andre skinhellige Organer svarede med en Strøm af Skældsord. De holdt sig til Pastor Falk-Rønnes urigtige Fremstilling, smædede Ministeren og beskyldte Social-Demokraten for paa det lumpneste at overfalde en hæderlig, sagesløs Præst.

Siden da er forløbet godt en Maaned, og nu da den uundgaaelige Afsløring var forestaaende, møder Hr. Falk-Rønne frem med en Erklæring, som er sat paa Skruer, for at Offentligheden ikke skal forstå hvilket Tilbagetog den indeholder.

(Social-Demokraten 4. november 1925).

Kirkeminister Dahl indledte efterfølgende en forhandling af bestemmelserne om den københavnske Kirkefond. Den daværende ordning, en kongelig resolution fra 1903, bestemte at Sjællands biskop skulle være formand for Kirkefondens bestyrelse, hvilken Dahl ønskede ændret.