Harald Jensen død.
(Social-Demokratens foto er her erstattet med Fotograf Thomas Sørensen (1867-1930): Harald Otto Jensen (13.10.1851-18.10.1925) redaktør, politiker. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.) NATTEN til i Gaar er Landsthingsmand Harald Jensen gaaet ved Døden i sit Hjem i Aarhus. Døden kom brat. En Hjærtelammelse meldte sig uden Forvarsel. Endnu i Lørdags Aftes var Harald Jensen til Stede paa "Demokraten"s Redaktion og underholdt sig med Medarbejderne om Dagens brændende Emner. For faa Dage siden havde han og hans Hustru i Rigsdagens Restaurant samlet en lille Kreds af Venner om sig for at fejre hans 74-aarige fødselsdag. Han gjorde vel et lidt træt Indtryk, men han talte lunt og livligt som altid med gode Venner.
Var Døden ikke ventet netop nu, saa havde det dog længe været aabenlyst, at det gik paa Hæld med den gamle Kæmpe. Siden han for nogle Aar siden næsten mistede Synet og efter at en alvorlig Operation var mislykkedes, genvandt han aldrig sin gamle Kraft. Hans sidste Aar var tragiske, fordi Mangelen paa Synsevne hindrede den stadig lige aandsfriske og altid før saa virksomme Mand i at deltage aktivt i Dagens Gerning. Han klagede aldrig. Han havde som før altid en Spøg eller et hjærteligt Ord paa Læben. Men han har følt sin Ulykke stærkt. Da for nogle Aar siden København havde været hjemsøgt af en tæt Taage og dette var Samtaleemnet en Aften paa Gruppeværelset, blev gamle Harald saa underlig stille. Saa sagde han langsomt og bevæget: Saadan en Taage maa jeg færdes i hver Dag!
Nu har han for stedse lukket de svage Øjne. De svigtede ham paa det sidste Vejstykke, og dog er det dem, hans Venner vil huske længst, saadan som de var, da de sad med den fulde Glans under de buskede Øjenbryn og bag de skarpe Brilleglas: milde, stærke, trofaste og med en altid spillevende Skælm i hver Krog.
Harald Jensen vil gaa over i Historien som Jyden blandt vort Partis Banebrydere. Og dog var han født i et fattigt Hjem i København. Som ung Typograf kom han for 54 Aar siden til Aarhus, allerede grebet af den socialistiske Idé, der havde tændt sine første Gnister paa dansk Grund. 5 Aar senere var han Formand for Aarhus-Typografernes Fagforening og i 1883 startede han for egen Rigning det første socialistiske Blad i Jylland. Efter et Aars Forløb blev det lille Ugeblad forvandlet til et Dagblad i Tilknytning til Social-Demokraten i København.
Af den ringe Begyndelse blev under Harald Jensens Ledelse "Demokraten" til - nu Danmarks største Provinsblad og Stamtræ for hele vor vidtforgrenede Presse i Jylland. Hans enestaaende Evner i de mange Arbejdsaar skal ikke blot maales med den Styrke, vort Parti randt i Aarhus, men endnu mere ved den Kendsgerning, at der ikke i nogen By eller Flække i hele Jylland sidder en eneste Mand ved vor Presse, som ikke føler, at Harald Jensen har haft Betydning for hans Skæbne og var hans personlige Ven. Til ham kom de med deres Planer, deres Bekymringer deres Sorger. Myndig stak han de farbare Veje ud, lunt tog han Livet af for højtflyvende Planer, mildt bortvejrede han unødige Sorger. Han havde en enestaaende Evne til at skabe Tryghed omkring sig og han var til sin sidste Stund en Raadgiver, man aldrig søgte forgæves. Han blev det jyske Socialdemokratis ubestridte Høvding - ikke en Fører, der herskede med stærke Midler, ikke altid saa man Haanden, der styrede, men den føltes allestedsnærværende.
I vort Partis Ledelse var han altid Sammenholdets Talsmand. Han anerkendte intet Skel efter Landsdele eller Særinteresser: een Vilje, eet Maal, een Hær, var hans Parole for det samlede danske Socialdemokrati i stort som i smaat. I den Aand øvede han sin Rigsdagsgerning i 35 Aar.
Harald Jensen var en uforlignelig Agitator. Han havde sin egen Form. Han fik i hele sit offentlige Liv næppe sagt et voldsomt Ord eller gjort en eneste stor Gestus, men i hans jævne, stilfærdige Ord laa en egen smeltende Varme og hans Lune lyste med festlige Glimt. Naar han tog en politisk Situation paa Kornet, kom der vingede Ord ud deraf. Han elskede de gamle, malende Ordsprog og han kunde forme sine egne Sætninger som Ordsprog, der levede længe efter, at den Situation, de tog Sigte paa, var glemt.
Et daadrigt Liv er endt. Dets Frugter vil langt ud i Fremtiden modnes Aar for Aar. I gode sociale Love lever hans Værk. I en stor og blomstrende By føles hans Indsats. Og rundt mellem Lyngbakker og sandede Klitter sætter hans Gerning Blomst omkring lave Hytter. En god og stor Mand er død. I Tusinder af Hjem vil man ikke modtage Budskabet som man ellers erfarer en landskendt Politikers Død. Man vil føle det, som fik man Brev: Din Fa'r lever ikke mere! Og mange, mange varme Tanker vil naa den lille, tapre hjærtensgode Kvinde, som skabte hans hyggelige Hjem, som fulgte ham i onde og gode Dage, som pylrede om ham til det sidste og græd sin tungeste Graad ved hans Bryst da Døden tog ham.
Mindeord om Harald Jensen
Vi der færdedes sammen med Harald Jensen, har naturligvis længe følt, at hans Kraft var udtømt, men alligevel kom Budskabet om hans Død som en Overraskelse for mig. Det er ikke 14 Dage siden, at han deltog 1 Festen for Klaus Berntsen, og det er kun 6 Dage siden, at han, under festlige Former, fejrede sin 74 Aars Fødselsdag her inde i Rigsdagen, han var livlig, trods Svagheden og han kæmpede nu som i de sidste Aar, for at følge med i Livets Gang og særlig i det politiske liv, trods den triste Skæbne som Blindheden havde paaført ham. Hans Død kalder nu tusinde Minder from og ganske særlig Minderne om hans rige Indsats I vort Partis Barndoms- og Ungdomstid.
Som stor Dreng hørte jeg allerede om Harald Jensen, der havde gaaet i den samme Kommuneskole som jeg selv. Jeg hørte om hans Virksomhed i Aarhus, hvor han oprettede vort Partis første Provinsblad. Det gjorde et aldrig udslettet Indtryk, da jeg hørte, at han selv skrev, trykte og uddelte dette Blad, og jeg fulgte siden de mange Efterretninger om hans Kæmpearbejde som Redaktør og Agitator derovre i Jylland. Jeg saa ham som ganske ung i 1890 rykke ind i Rigsdagen som Repræsentant for Skjoldelevkredsen, og vi, der var unge, følte hans Valg, som det første Tegn paa Gennembrud udenfor Hovedstaden.
Da jeg nogle Aar senere blev Medlem af Partiets Bestyrelse, kom jeg nærmere ind paa Livet af gamle Harald Jensen, thi allerede den Gang syntes han ældet af Kampen og Slidet, som da laa bag ham. Han var en af de Mænd vi lyttede til, naar han talte i Hovedbestyrelse og paa Kongres, og vi følte ogsaa, at han øvede en væsentlig Indflydelse som Politiker, som den Forhandlingens Mand han var født og opdraget i København som værende i Slægt med Demokratiet store Mænd. Endskønt han var født og opdraget i København, havde han Jydens sindige Karaktertræk, og maaske netop derfor følte ri, at han var af samme Slægt som Bjørnbak, Chr. Berg, Høgsbro og Neergaard, og vi har senere kunnet glæde os over, at han aldrig forlod de Veje han begyndte at vandre, han svigtede aldrig de Idealer, som han i Ungdommen viede sin Overbevisning og sit hele Lav.
Vi husker ham ogsaa fra de Brydninger i det politiske Liv, der fulgte efter Venstres Overtagelse af Regeringen. Vi husker, hvorledes han prøvede og overvejede hvilken Taktik, der nu var bedst tjenlig for vort Parti, og vi husker navnlig den Ungdomsglød, der stadig luede i ham.
Da Krigen i 1914 satte ind og satte vort Parti paa Prøve, var Harald Jensen ikke i Tvivl om sin Plads eller om vort Partis Holdning. I de Brydninger, der var afgørende for vort Parti, var Harald Jensen iblandt den Kreds af Førere, der bidrog til at afværge saadanne Ulykker, som Broderpartier flere Steder kom til at lide under.
Jeg husker ham ogsaa i de bevægede Timer i 1916, da vort Parti stilledes overfor det Krav, at vi skulde udpege en Minister. Han var ikke i Tvivl om, hvad vi burde, og da vi naaede til Personspørgsmaalet, var det mig en Glæde, at han, saavel som en anden af vore ældste Partifæller, uden Vaklen krævede, at Partiets Formand skulde overtage Posten.
Og saa husker jeg hans varme Interesse for det betydningsfulde Samarbejde imellem de nordiske Lande. I mange Aar var han vort Partis Repræsentant i den Bestyrelse, som planlægger Arbejdet med de nordiske Delegeretmøder af Rigsdagsmænd. Hans Navn og hans Gerning lever i Sverige og Norge som herhjemme.
Ja, der var mange andre Minder, der kunde nævnes, alle i vort Parti kan supplere, hvad der nu siges og skrives ved den Jyske Høvdings Bortgang. Med Sorg har vi set, hvor trist Harald Jensens Livsaften formede sig, da Sygdom lukkede for hans Øjnes Kraft, men alligevel er det en dyb Smerte, som nu lejrer sig hos alle os, der elskede vor gamle Ven.
Et Kæmpearbejde er sluttet. Et Liv i Kærlighed til Socialismens Sag og til dansk Arbejderbevægelse er til Ende, men et uudsletteligt Minde om Harald Jensen vil leve.
Th. Stauning.
* *
Skønt jeg var klar over, at det bar mod Afslutningen med min gamle Ven, har hans Død dog gjort et stærkt Indtryk paa mig. I henimod 50 Aar har vi kendt hinanden som Venner og Partifæller, og vi har jo delt ondt og godt, Sejre og Skuffelser med hinanden.
Harald Jensen var en Mand, der alle Dage havde stor Betydning indenfor vore Organisationers Ledelse og man hørte gerne paa ham, thi han var en klog og besindig Mand. Hans største Betydning maa dog søges i Aarhus hvor han i sine unge Dage startede det første socialdemokratiske Blad i Jylland. Harald Jensen maatte den Gang kæmpe med Fattigdom baade i sit Hjem og i Partiet. Vi var omtrent ligesaa fattige her i København, men vi hjalp dog saa godt vi kunde, og efter stor Møje og Besvær rejstes den store, stolte Presse vi nu har i Jylland samtidig med, at Partiet blev mægtigt. Harald Jensen har sin meget stor Del af Æren derfor, og derfor vil hans Navn leve indenfor vort Parti. Harald Jensen var et godt Menneske og en ærlig trofast Kammerat, og Minderne om vort mangeaarige Venskab overvælder mig ganske i denne Stund. Og mine Tanker gaar til hans gamle, gode Hustru, som nu sidder ene og svagelig tilbage.
C. C. Andersen.
* *
Der bliver stille i Skoven, naar en af de gamle Ege falder, og med Harald Jensen er en af Pionererne, en af de store Skikkelser i dansk Arbejderbevægelse og en stor Personlighed i dansk Politik gaaet bort. At skildre hans Liv vil blive Skildringen af det danske Socialdemokratiets Historie og dansk Politik siden 80-ernes første Aar, thi han var en af dem, der skabte den danske Arbejderbevægelse, dens Organisationer og dens Presse, og som var med til at præge vort Lands politiske Udvikling.
Med Smerte saa vi, hvorledes Blindhed i de sidste Aar røvede hans Arbejdskraft, og vi følte, hvor han led derunder, men hans Interesse og hans Pligttroskab var lige levende til det Sidste.
Harald Jensen gik bort midt i det Arbejde, som blev hans Liv, og over det ganske Land vil Arbejderne i Sorg sænke Fanerne ved Efterretningen om hans Død.
Fr. Andersen.
* *
"Demokraten" om Harald Jensen.
Det Blad, Demokraten, i Aarhus, som Harald Jensen i 35 Aar redigerede skriver i sin Nekrolog følgende:
Han var Skaberen af den Socialdemokratiske Presse udenfor København. Han var den første der saa, at Betingelsen for at Socialdemokratiet kunde vinde lndpas udenfor København, var den, at det havde en Presse ud over Landet. Derfor satte han sine egne Spareskillinger ind paa at rejse et Blad og derfor var han interesseret i, at det blev efterfulgt af en Skov af Blade Lande over. For ham var Pressen ikke noget Maal, men et Middel, det sikreste og bedste i Arbejdernes Frigørelseskamp.
Han skaanede aldrig sig selv, men var ogsaa efter at Synet begyndte at svigte ham forrest l Kampen. Han skrev ikke blot Bladet, men han ledede Agitationen og stod i Spidsen for Partibevægelsen i Aarhus. Han var med overalt, hvor der blev virket for Socialdemokratiet. Han planlagde og ledede selv Agitationen forud for Valgene, de politiske og de kommunale, og Arbejdernes store, smukke Forsamlingsbygning er hans Værk.
Han var Aarhus en god Mand baade i de mange Aar han havde Sæde i dens Raad og ved sin Virksomhed inde paa Tinge. Som en af de politiske Livs Forgrundsfigurer hævde hans Ord Vægt i alle Lejre. Man lyttede fordi det at tid var gode og kloge Ord der lød fra hans Laber.
Ved hans Baare siger vi ham en dybtfølt og smertefyldt Tak for hvad han har betydet for os, og for alt det gode, han har udrettet. Han udførte en Livsgerning saa stor og stolt, saa smuk og rig som det kun de færreste beskaaret at udføre.
Noter.
Med en enkelt Afbrydelse sad Harald Jensen i Rigsdagen siden 1890, altsaa 35 Aar. Til Folkethingsmand valgtes han første Gang i Skjoldelevkredsen, og i 1895 erobrede han Aarhus søndre Kreds, som han repræsenterede med stedse stigende Stemmetal, indtil han 1906 traadte ind i Landsthinget. Ved ny Grundlovs ikrafttræden i 1918 blev han thingvalgt, og dette Tillidshverv beklædte han endnu ved sin Død. Han var i Perioden 1921-24 Landsthingets Næstformand og var Medlem af Finansudvalget. Af andre betydende Tillidsposter kan nævnes, at Harald Jensen var Medlem af Rigsretten og Formand for Statens Tilsyn med Himmelbjerggaarden.
*
Til Medlem af Aarhus Byraad valgtes Harald Jensen allerede i 1894, paa en Tid, da Socialdemokratiet kun havde faa kommunale Repræsentanter. Han blev i over en Menneskealder den førende Mand i Aarhus og prægede denne blomstrende Bys stærke Udvikling. Paa de sociale Omraader har han sat i uudslettelige Spor i Alderdomsvæsenet og Skolevæsenet. Hans varme [ord ulæselig] kom ogsaa frem under det langvarige og møjsommellge Arbejde for Aarhus ny Banegaard, og indenfor Partiet rejste han et blivende Monument i den smukke Fo[bogstaver ulæselige]bygning, hvortil han lagde Grundstenen i Amaliegade, Ogsaa Aarhus's skønne Teater var han med til at skabe. Med ham som Fører blev Aarhus "Den røde By", og Socialdemokratiet blev Flertal i Kommunalbestyrelsen, valgte Borgmester og gennemførte de store Reformer, der har gjort Jyllands Hovedstad til det, den er.
*
Harald Jensens særlige Egenskaber. hans taktiske Sans, hans medfødte Evne til at dreje Modstanderne en Knap og gøre det paa en saadan Maade, at han fik Latteren paa sin Side, kom til den mest straalende Udfoldelse ved Valget i Skjoldelevkredsen for 85 Aar siden. Det var en udpræget Landkreds, og endnu havde ingen Socialdemokrat vovet at give sig i Kast med Gaardmænd og Husmænd. Derfor blev Harald Jensens Valg ogsaa en Sejr, der satte svære Dønninger og bragte det første Varsel baade om vor Fremmarch paa Landet og om Modstandernes kommende antisocialistiske Sammenrotning. Venstrebønderne, som den Gang stod Socialdemokratiet nær, blev ængstelige og svigtede Demokratiet - men det har hævnet sig.
*
Ved dette berømmelige Valg for 35 Aar siden havde Venstre opstillet to Kandidater. Saa stærkt var Partiet i Skjoldelev, at det mente at have Raad til denne Flothed, men der var for en Sikkerheds Skyld truffet Aftale om, at den af de to Venstremænd, som vandt mindst Tilslutning blandt Vælgerne, skulde trække sig tilbage paa Valgdagen. Foruden Harald Jensen var ogsaa en Højremand opstillet, altsaa ialt 4 Kandidater. Nu magede Harald Jensen det saaledes, at de socialdemokratiske Vælgere forholdt sig musestille, naar han talte. De var instruerede om at ødsle deres Bifald paa den af Venstremændene, der gjorde mindst Lykke blandt sine egne. Ved selve Kaaringen paa Valgdagen fordeltes de socialdemokratiske Stemmer saaledes, at de to Venstremænd fik omtrent lige mange Stemmer. Harald Jensen fik ikke en eneste. Følgen var, at Ingen af de to Venstrekandidater vilde trække sig tilbage. Der blev begæret skriftlig Afstemning Og nu kunde det nok være, at Socialdemokraterne benyttede deres Stemmeret rigtigt og enigt. Medens Venstre splittede Stemmerne paa to Mand, samlede Harald Jensen sine trofaste under én Hat - og sejrede. Dette Valg er blevet historisk. Vel maatte Harald Jensen i næste Omgang afgive Kredsen, men siden erobredes den tilbage, og nu er Skjoldelevkredsen udpræget socialdemokratisk.
*
Harald Jensens Hustru, der fyldte 75 Aar, er Husmandsdatter Framlev. Hun sidder tilbage med 4 voksne Børn, en gift og en ugift Datter, en Søn, der er Funktionær under Aarhus Kommune, og en anden som er Bogtrykker i København. For dem vil Tabet virke lammende. Endnu i Fredags var Harald Jensen det stærke Træ, under hvis Krone Familjen levede. Ingen troede Døden nær. Selv talte han om sin forestaaende 75 Aars Fødselsdag, som han glædede sig til at fejre i sit kære Aarhus, omgivet af Slægt og Venner fra de Dage, da Socialdemokratiet skabtes. Døden kom hurtig, uventet - men let. Og noget bedre kan ingen ønske Menneske, der er elsket.
*
Harald Jensen var kendt for Evne til at forme vingede Ord. Da de Radikale i 1905 brød ud af Venstrepartiet, og der opstod Diskussion. om hvorvidt Socialdemokratiet skulde træde i politisk Samarbejde med det ny, spirende Parti, hvis Tilværelse jo var truet, formede Harald Jensen sin endelige Tilslutning til Valgsamarbejdet i de klassiske Ord:
- Lad os bygge dem et lille Halvtag!
Fra de Aar huskes ogsaa det kendte Billede af Zahle som Lirekassemand. Harald Jensen ligger opp i sit Vinnever og tllraaber Musikanten:
- Aah, spil den en Gang til, den lød saa kønt!
*
Fra de senere Aur vil erindre den gemytlige Maade, paa hvilken Harald Jensen dyppede daværende Forsvarsminister Klaus Berntsen. En dødssyg Soldat var blevet slet behandlet ved Garnisonen i Sønderborg, flygtede til København og døde. Affæren vakte stor Bevægelse, og bedre blev jet naturligvis Ikke, da Ministeren udsendte en beroligende Erklæring, som imidlertid viste sig at tage Sigte paa en helt anden Soldat. Det kom til Interpellation i Rigsdagen, og Tilhørerpladserne var overfyldte, da Harald Jensen langsomt rejste sig, pudsede først Brilleglassene, saa sin Næse i det store, ternede Lommetørklæde, for derpaa med et lunt Blik til Klaus Berntsen at sige:
- Jeg takker Forsvarsministeren for hans klare og vægtige Redegørelse. Naar jeg se bort fra de fire Smaating, at Soldaten ikke hed Petersen, men Jørgensen, at han ikke led af Hududslet, men af Blodstyrtning, at han ikke var garnisoneret i København, men i Sønderborg, og at han ikke er udskrevet som rask, men er død og begravet, konstaterer jeg, at Ministerens Redegørelse i alt væsentligt er rigtig.
Saa var Debatten ikke længere.
*
Harald Jensens Lig vil blive bisat paa Søndag i Aarhus, den By han viede sit Livs største Arbejde. Han har i sin sidste Vilje frabedt sig gejstlig Medvirkning ved Bisættelsen. Hans tusinder al Venner forstaar og respekterer dette Ønske. Ægte, som Harald Jensen var til Marv og Ben, ønskede han ingen uægte Ceremoni ved sin Død. Derfor vil kun Partifæller tale ved hans Baare. Men hele Aarhus, uanset Religion, Opdragelse, Stilling, vil samles ved denne Jordefærd, og vil lytte til de jævne Mænd, der taler ved en stor, jævn Mands Kiste.
(Social-Demokraten 20. oktober 1925).
Harald Otto Jensen (1851-1925) var blandt de første i fagforeningsbevægelsen i provinsen. 1876 blev han formand for en århusiansk afdeling af Alm. dansk typografforbund som imidlertid opløstes efter en tabt strejke. 1881 dannedes Jyllands typografiske forening, senere Dansk Typografisk forening hvor han var formand indtil 1883 og 1886–88.
Han stiftede oktober 1882 sammen med sin kollega typograf Emil Marott diskussionsklubben Demokratisk samfund som april 1883 vedtog at antage socialdemokratiets program og indmelde sig som afdeling under det 1878 i København stiftede Socialdemokratisk forbund, dets første i provinsen.
Det af Jensen den 19. juni 1883 udkommende Socialdemokratisk Ugeblad blev fra oktober 1883 dagblad under navnet Demokraten. Han fik flere domme på vand og brød for presseforseelser. Omkring 1914 var det Jyllands største dagblad (oplag ca. 12.000).
1888 blev han medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse. Ved folketingsvalget jan. 1890 opstilledes han i Skjoldelevkredsen hvor han blev valgt, men mistede kredsen 1892. I 1895 valgtes i Århus søndre kreds som han repræsenterede i folketinget til 1906, da han i Randers indvalgtes i landstinget som han var medlem af til sin død.
Han var medlem af Århus byråd 1894–1916. Han gik under navne som "Kong Harald" eller "Jyllands ukronede Konge". Han bidrog til at statsbiblioteket, statens avissamling og fødselsstiftelsen blev lagt i Århus.
