Forfærdelige Boligforhold i København. (Efterskrift til Politivennen).

Fugtighed, Svamp, Røgplage, Rotter og Væggetøj. Af Boligtilsynets Beretning for forrige Aar.

Bolignøden maales langtfra ved Antallet af de husvilde Familier, som Magistraten har maattet anbringe i sine Husvildeafdelinger, og de Familier, der har maattet ty til Fremleje for at faa Tag over Hovedet, og endelig ved de Familier, der maa bo i Sommerhuse om Vinteren. En overordentlig betydelig Bolignød konstateres ogsaa gennem de elendige "Lejligheder", som mange Familier maa tage til Takke med, fordi de simpelthen ikke kan skaffe sig anden og bedre Lejlighed.

Herom afgiver den Beretning, som Overingeniør, Dr. Holger Schmidt, der leder det kommunale Boligtilsyn, et talende Vidnesbyrd.

Boligtilsynet har i 1924 undersøgt 1681 mangelfulde Boliger, hvoraf 164 som Følge af Anmeldelse fra private Folk. Det fandt 210 angrebne af Fugtighed, 11 af Svamp. 1082, der var udsat for Røgplage paa Grund af Mangel ved Ovnene, 41, der var i høj Grad urenlige, 28, der var delvis beboede af Rotter og Mus, 30, der var befængt med Væggetøj, 138, hvor der var Stank fra Vask. 7, der var befængt med Snegle, 3, der var befængt med Kakerlakker, 63, der havde daarlig Belysning, og 1419, der led af andre sanitære Mangler, medens 167 trængte til Istandsættelse.

Adskillige af disse 1681 mangelfulde "Lejligheder" havde mere end én af disse Plager, nogle endda maaske alle Ægyptens syv. Værterne i de Ejendomme, der har saadanne Lejligheder, stilles i en ret ejendommelig Belysning ved denne Beretning. De har maattet vide, under hvilke Forhold deres Lejere boede, og dog har Boligtilsynet maattet til for at slaa fast overfor dem, at der maatte gøres noget for at gøre Lejlighederne mere menneskelige. Endda har det ikke hjulpet overalt, maaske i adskillige Tilfælde fordi Lejlighederne har været af en saadan Natur, at Manglerne overhovedet ikke lod sig afhjælpe. Der var endnu ved Aarets Udgang 67 Lejligheder, der led af Fugtighed, 196 med Røgplage, 19 med Urenlighed, 5 med Rotter og Mus, 19 med Væggetøj, 149, der trængte til Istandsættelse. (Der var saaledes kun 18, der var bleven effektivt istandsatte), 3 med Snegle, og de 8 Lejligheder, der var befængt med Kakerlakker, var det endnu.

De 1419 Lejligheder, der er opført som lidende af sanitære Mangler, havde saadanne "Herligheder" som raaddent Træværk, raadne Gulve og Køkkenborde, brøstfældige Vinduesindfatninger og Døre. Betegnende for Husværterne er det, at en Del af dem kun vilde gaa til Istandsættelse, naar de til Gengæld fik Huslejeforhøjelse.

Ved Boligtilsynets Undersøgelser fandtes 81 Rum, der ikke havde Vinduer ud til fri Luft, og som benyttedes dels til Soverum og dels til Køkkener.

Hvorledes Folk bor.

Beretningen slutter med en Række Eksempler paa de forfærdelige Forhold, hvorunder Mennesker har maattet bo, og fremdeles i mange Tilfælde maa bo.

I en Ejendom paa Christianshavn boede der i Baghuset i Kælderetagen en Familie bestaaende af Mand, Kone og 5 Børn. Lejligheden bestod af et Værelse og Køkken, som laa bag ved Trappen og var fuldstændig mørkt. Væggene var stærkt fugtige, dels Grundfugt, dels Fortætningsvand fremkaldt af den stærke Overbefolkning (7 Personer i 38 m3; Sundhedsvedtægten krævede i dette Tilfælde 84 m3). Bag Tapetet, som næsten overalt var løst, sad et tykt Lag Snegle. Beboerne blev anbragt andet Steds, og fremtidig Udlejning af Boligen til Natteophold for Mennesker forbudt ved Tilhold.

Paa Vesterbro fandtes en Lejlighed, 2 Værelser og Køkken, hvori der boede en Mand, Kone og 6 Børn af hvilke en Datter igen havde 2 Børn, hvoraf det ene havde Tuberkulose. Lejligheden var i den Grad svinsk og ramponeret, at en omgaaende Indgriben var nødvendig. Føret flyttede Datteren og de to Børn, og senere fik den øvrige Familie en bedre Bolig.

En Kælderbolig i den indre By var i den Grad befængt med Rotter at man maatte paabyde Oprydning og Cementering under Gulv i Køkken og Værelse og Anbringelse af nyt Træværk. Skønt Boligen hørte til de meget daarlige, erklærede Beboerne ikke at ville flytte, dels fordi der kun var Plads i de til Husvilde beboede Soldaterlejre og dels fordi de ikke kunde betale højere Leje.

I et "Lysthus" paa Amager boede to Familjer. Til den ene Familjes Raadighed stod kun et lille Rum paa 3 Alens Længde og godt 2½ Alens Bredde, og der var knapt tre Alen fra Gulv til Loft. Der kunde lige staa en Seng, en Stol og en Vugge. Værgeraadet hentede her Barnet, men da Magistraten ikke kunde skaffe Bolig til Ægteparret, bor det der maaske endnu.

Børnetilsynet henledte Boligtilsynets Opmærksomhed paa et Lysthus, der var beboet af en ugift Kvinde med 5 Børn. Besøget fandt Sted i Tøvejr, og Lysthuset, som var meget daarligt bygget, stod halvt under Vand, medens samtidig Regnen trængte ned gennem Taget. Konen ejede imidlertid selv Huset og vilde ikke flytte. Det maatte da overlades til Børnetilsynet selv at træffe nærmere Bestemmelse om, hvad der skulde foretages.

I en Kælder boede en Jernkræmmer paa ca. 70 Aar. Han var ene og sov om Natten i et mørkt Rum under Trappen. Seng fandtes ikke; nogle gamle Klude, meget snavsede, var lagt til Rette og benyttedes til Sengeklæder. I Butikken opholdt sig en Hund, som ved Besøget havde 5 Hvalpe. Alt var ualmindelig medtaget af aargammelt Snavs, og Kælderen ganske ufremkommelig, fyldt med Stabler af ganske værdiløse Ting, som han foregav at forhandle. Vinduerne var tildækkede med gamle Klude. Det henstilledes til ham at søge Optagelse i "De gamles By", hvilket han lovede at ville overveje. Ved næste Besøg kunde han ikke gaa, han havde skoldet sin ene Fod. Sagen henvistes til Kommunelægen.

En Husejer henvendte sig til Boligtilsynet om Hjælp i Anledning af. at han agtede at istandsætte en Lejlighed i sin Ejendom. Beboerne, en Broder og Søster, begge ca. 70 Aar, holdt imidlertid Boligen i en saa snavset og uordentlig Stand, at det ikke var muligt at faa Haandværkere til at begynde Istandsættelsen, førend der var gjort rent. Desuden var der optaget i Boligen en midaldrende Mand, som intet tog sig til, men levede af de andre Beboeres smaa Midler. Ved Boligtilsynets Besøg laa denne Mandsperson i Sengen. Det henstilledes til Lejerne at gøre rent samt at forbyde dem fremmede Person at opholde sig i Lejligheden. En Rengøring blev foretaget saa Istandsættelsen kunde gennemføres, og Aldersrentekontoret forhindrede Beboerne i fortsat at have den omtalte Mand hos sig.

Det henstilledes til 2 gamle Damer, hvis Lejlighed var meget lille og urenlig, at fjerne 3 af de 4 Katte, som de holdt, for at Luften, der næsten var umulig at indaande, derved kunde forbedres, og der knyttedes den Betingelse til Tilladelsen til at holde Kat, at Boligen Fremtiden var upaaklagelig ren at ingen Klager fremkom fra Ejendommens øvrige Beboere.

Beretningen nævner kun disse Tilfælde, men de kunde sikkert suppleres med mangfoldige flere.

Man vil have lagt Mærke til, hvorledes en Familie foretrak at blive i den elendige, rottebefængte "Lejlighed«, den havde, fordi den ikke kunde betale højere Leje. Her røres da ved det værste Bolignødens Problem: Hvorledes er det muligt at skaffe de Mennesker bort fra Husvildeafdelingerne og fra de elendige Boligforhold i de usle Rum, de nu bebor, til gode og sunde Boliger mod en Leje, som de overhovedet kun betale. Først naar dette Problem er løst, er der Mulighed for at komme ud over Bolignøden.

(Social-Demokraten 6. november 1925).

Kulsvierblod og Rejselyst. (Efterskrift til Politivennen)

En Samtale med Forfatterinden Fru Rose Bruhn.

Fru Rose Bruhn, den kendte Forfatter af Bondenoveller og historiske Romaner, holder til næste Aar 25 Aars Forfatterjubilæum og har i disse i disse Dage hos Schønberg udsendt en ny historisk Roman: Den lille Borgfrue.

Høj, statelig med det mørke, krusede Haar graaeprængt, mens de brune Øjne endnu flammer stærkt, lukker Fru Rose Bruhn mig ind i en 3 Værelsers Lejlighed i Adolfsensgade

- De ligner egentlig selv en Borgfrue - siger jeg. 

- Giv mig Borgen, min Ven, saa skal jeg heller ikke have noget imod at være Borgfrue - værsgod!

- De bor da nydeligt!

- Jamen saa smaat! Jeg har maattet sælge natten alt. Mit gyldne Renaisancemøblement staar nu oppe i Ministeriet - i Departementschefens Modtagelsessalon. Men man kan jo ikke blive ved at holde stort Hjem, naar man altid rejser - - -

- Hvorfor gør De saa det? 

- Fordi jeg har Uroen i mig. Jeg har al Tid haft den, det ligger mig i Blodet. Jeg er af Kulsvierslægt og jeg er vokset op i Gribskov og i Skovene omkring Frederiksværk. Far var Forstmand. Som Barn var det Skovene, der drog mig. Jeg løb væk Gang paa Gang for at leve ude i Naturen, i Skovene. Hjemme troede de, jeg var omkommen, og trak Net gennem Dammen, og imens vagabonderede jeg midt inde i Skovtykningen.

Lige fra ganske ung har jeg rejst Første Gang til Norge, dér traf jeg Nansen og Sverdrup - da de kom hjem fra den første Polfærd - og skrev hjem om det. Jeg har været Journalist. Rejsekorrespondent til en Mængde Blade i mit Liv. Jeg har nemlig været saa heldig, at der altid skete noget, dér hvor jeg kom, f. Eks. var jeg i ltalien under Vesuvs forfærdelige Udbrud. Jeg har skildret det i min Bog: Naar Jord og Hjerter gløder.

- Var det lige straks Historien der fængslede Dem og gav Dem Lyet til at skrive? 

- Nej, jeg begyndte med mine Bondenoveller - for jeg kendte mine Bønder og - jeg elsker dem - ligesom Mor. Mor kendte alle Bønder i mange Miles Omkreds - ikke paa deres Tøj eller deres Ansigter eller Gang, men paa deres Heste.

Det er Per dens Hest og der kommer Rasmus dits og dats Hest - sagde hun altid. Det er bleven sagt af meget ansete Kritikere, at mine Bønder var de  mest sandru, der er skildret, det er jeg stolt af.

 - Men hvordan kom De saa til at skrive historiske Romaner? 

 - Det var min Mand - jeg var jo gift med Redaktør Hans Jensen, Sorø Amtstidende, der pegede paa Anne Lykkes Slægt og spurgte, om det ikke var noget for mig.

De kan tro, det var et Arbejde med Søgen efter Kilderne i gamle Skrifter rundt paa Herregaarde. Endnu til denne ældste Bog, Den lille Borgfrue, har jeg maattet opholde mig hele Sommeren paa Svendborgegnen for at studere de gamle sydfynske Gaarde. - Hvor alt dog var skønt fra den Tid, saadan en Kunst, de har skabt, præger hver Ting der er tilbage. 

- Hvorlænge bliver De nu hjemme? 

- Her? - Fru Bruhn ser sig rundt i sine Stuer - uden at hun aner det, er der Modvilje i hendes Blik. 

- Ikke ret længe. Jeg har det bedst naar jeg rejser. Min Sørejse til Indien - ja og mit Ophold derovre - er en af mit Livs allerskønneste Oplevelser, og naar man ikke har kunnet finde Lykken andre Steder, er det dejligt, at Rejserne og bagefter det at mindes dem. mens jeg skrev, har kunnet fylde ens Liv.

Jeg rejser mig for at gaa. 

- Sikken man dog bygger derovre paa den anden Side Gaden - siger jeg og ser ud. 

- Det ligner en Fængselsgaard - svarer Fru Bruhn - tænder Lyset og trækker for Vinduerne. Gunver.

(B. T. 5. november 1925).

Rose Bruhn (1861-1939) var forfatter til cirka 15 bøger, flere skuespil og journalistik i 30 provinsblade. Hun var gift med redaktøren redaktøren af Venstre-avisen Sorø Avis - ham blev hun senere skilt fra. Hun var født i Frederiksværk som fatter af byens garver Bruhn i Nørregade 10. Stedet nedbrændte siden og i stedet blev "Generalen" opført på stedet. Rose Bruhn var med i Dansk Kvindesamfund.

Skal Trinitatis Kirke gaa op i Luer. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle historiske Kirke trues hver Dag af den alvorligste Brandfare

ET MYSTERIUM I RUNDETAARN

DER er opstaaet en Konflikt imellem Magistratens 1ste Afdeling og Magistraten bygningskyndige Tillidsmænd. Og egenlig en Konflikt af ret alvorlig Natur.

Det drejer sag om Trinitatis Kirke og Rundetaarn. Da Bygningskyndige hævder, at der er den allerstørste Fare tilstede for, at den gamle, minderige Kirke skal gaa op i Luer.

Trinitatis Kirke hører til de gamle Kirker, som ejes af Staden, og der findes som bekendt over Kirken et "Loft". Paa dette Loft var der i sin Tid Arkiv og senere Boglager for private Forlag, men for en Snes Aar siden blev det - en mægtig Hal i hele Kirkens Længde - udlejet til Teatermaler Carl Lund. 

I flere Aar har der nu været ført en stille Kamp imellem Magistraten og Kirkens bygningskyndige Tillidsmænd angaaende Loftet.

Disse sidste hævder, at Carl Lunds Malersal ikke bør have til Huse her. Der er sikkert intet som helst at bebrejde Carl Lund; men han skal have det store Rum opvarmet, og denne Opvarmning sker ved  Hjælp af en gammeldags Kakkelovn, der Vinter for Vinter udbyder en stadig Brandfare.

Da en af de Bygningskyndige for nogen Tid siden kom op paa Trinitatis Kirkes Loft, fandt han Kakkelovnen omgivet af Bunker af gammelt Papir. Træaffald og andet let brændbart Stof. Han beordrede øjeblikkelig det farlige Skrammet fjernet. Men hvad kan der ikke ske, naar de Bygningskyndige ikke er tilstede?

Hvis Kirken brænder -

Det hævdes fra sagkyndig Side, at der saa at sige Dag for Dag er Fare for, at den historiske Trinitatis Kirke skal gaa op i Luer. Det store Loft er adskilt fra Kirkerummet med et Bræddegulv, der hviler paa svære pommerske Bjælker, som igen ligger over Kirkens Hvælvinger. Men netop denne Konstruktion er en Fare for Kirken. Opstaar der en Brand, og antændes de svære Bjælker, vil disse vælte Murene og sønderbryde de tilsyneladende solide Hvælvinger.

Det hævdes desuden, at en Brand, som een Gang udbrudt paa Loftet, vil blive saa voldsom, at selv det mest moderne Brandvæsen vil være uae af Stand til at redde Kirken.

Men hvorfor griber Magistraten ikke ind?

Det lader til at være et Regnskabsspørgsmaal! Det gælder om at opretholde de Indtægter, Kommunen har. Carl Lund betaler en - iøvrigt meget rimelig - Leje af "Loftet", og dette Beløb maa ikke forsvinde fra Magistratens Indtægtskonto!

De Bygningskyndige har Gang paa Gang henstillet til Magistraten, at Trinitatis Kirkes Loft maa rømmes. Men der sker intet. Iøvrigt er "Malersalen" ikke den eneste Farekilde, der findes. Rundetaarns Portner bor ogsaa i Kirkebygningen. Hans Lejlighed har naturligvis ogsaa Opvarmningsmidler, tre Kakkelovne. Disse Kakkelovne er saaledes placerede, at de kun faar "Træk" igennem Kanaler, som er førte igennem de meget brandfarlige, knastørre, aarhundredgamle Etageadskillelser. En Overophedning af de Rør, der fører ud til Skorstenen, vil foreller senere bevirke en Brand.

Hvor er de astronomiske Instrumenter?

Men Brandfare Spørgsmaalet er ikke det eneste aktuelle Spørgsmaal, der knytter sig til Trinitatis Kirke.

Taarnuhrfabrikant Bertram Larsen har for Tiden Rundetaarns-Observatoriets "Planetarium" til Reparation. Det viser sig, at alle de "ædlere" Dele, alt Metallet er forsvundet. - Stjaalet!

Og ikke nok hermed. Vi har haft en Samtale med Professor Ellis Strømgren, der fortæller, at han kender til Sagen. Han har modtaget en Henvendelse fra Trinitatis Kirkeværger, der forespørger, om Observatoriet er i Besiddelse af de gamle Ole Rømer'ske Instrumenter, der har staaet i Observatoriet i Rundetaarn.

Professoren har maattet svare tilbage, at pommerske Bjælker, som igen ligger over Observatoriet ikke har noget af det savnede. Men hvor er de gamle observatoriske Instrumenter fra Rundetaarn? Ældre Folk vil endnu huske, at disse Instrumenter har staaet i Taarnet. Er de blevet solgt som gammelt Metal?

Er Tycho Brahes og Ole Rømers Instrumenter havnet i en Marskandiserbod?

Stormbukken.

(B. T. 4. november 1925).

Ole Rømer skal ifølge en opgørelse have haft 54 instrumenter i Rundetårn. Disse skal alle være ødelagte under bybranden i 1728. Hans til Christian 5. forfærdigede planetmaskiner (5) blev opbevaret andre steder. Ole Rømer var som bekendt utilfreds med Rundetårn som observatorium. Bl.a. når det blæste, så i stedet anvendte han sin have (nu Hovedbiblioteket) og senere observatoriet i Vridsløse. At Tycho Brahe skulle have haft instrumenter opbevaret der, lyder usandsynligt. Han var død før tårnet blev opført.

Husvilde. (Efterskrift til Politivennen)

Kommunens mest uheldige Husvildeboliger.

De ulykkelige Husmødre, der maa lave deres Mad paa en smal Gang i Træbarakken i Egbylejren. Ikke Gas, ikke Vand og ikke Afløb.

Et af de uhyggeligste Udslag al Hovedstadens Bolignød møder man i den fhv. Egbylejr ude ved Vestfronten, hvor 30 husvilde Familier har maattet anbringes. 

Man kan sikkert gaa ud fra, at det ikke har været med let Hjærte, Magistratens humanttænkende Embedsmænd har forvist disse Familier saa langt ud paa Landet. Thi fraset den lange og besværlige Vej til Arbejdspladserne, er Boligforholdene derude de slettest mulige. For de Familier, der har været saa heldige at faa de tidligere Officers- og Underofficersstuer til Opholds- og Soveværelser, gaar det endda an men for Eksempel den Familie, der er anbragt i Underofficersmessen - et Rum paa 60½ Kvadratmeter, med en Kakkelovn, der daglig sluger halvanden Hektoliter Koks - har det ikke rart, og værre bliver det jo, naar Vinteren for Alvor melder sig.

Værst i Egbylejren er dog Køkkenforholdene. Der er nemlig slet ingen Køkkener i Barakkerne, og de stakkels Husmødre maa fire paa Rad staa med deres Petroleums-Apparater paa nogle smaa Borde ude 1 den smalle Forstue eller Gang. Der skal ualmindelig Dygtighed og Properhed til lur at lave god og velsmagende Mad under saadanne Forhold. Der er hverken Vand, Gas eller Afløb i disse Barakker, og Brønden er der for de fleste Familier ca. 100 Meter hen til.

Det vilde være i allerhøjeste Grad ønskeligt, om Færdiggørelsen af Kommunens nye Ejendomme maatte aabne lidt lysere Udsigter ogsaa for de til Egbylejren forviste Familier.

(Aftenbladet,(København), 21. oktober 1925).

400 Husvilde i Kommunens Kompleks paa Amager

Uhyggelig Forhold ogsaa dër.
To gamle sindssyge Kvinder i en Hule.

I Kommunen store Ejendomskompleks, der begrænses af Artillerivej, Halfdansgade og Bergthorasgade bor for Tiden 100 husvilde Familier med over 900 Børn. Husene er kun godt 5 Aar gamle; da blev taget i Brug til Boliger for Husvilde, inden de endnu var helt færdige, og dette er maaske Grunden til, at det aldrig i bleven indrettet Spisekamre, og at Beboerne saaledes er henviste til at opbevare deres Mad i Skabene under Køkkenbordene, hvor Ventilationen er mangelfuld og Musene slemme.

Sammenstuvningen,

Hver Familie har kun et Værelse og betaler herfor henholdsvis 28 og 20 Kr. om Maaneden, alt eftersom det er et Gade- eller et Gaardværelse. Kun ca. Halvdelen af Beboerne betaler imidlertid Leje. Resten maa altsaa betragtes som hørende under i hvert Fald delvis Fattigforsørgelse.

Vi havde i Gaar Lejlighed til at se nogle af Lejlighederne og konstaterede, at Forholdene i dette Husvildehus er af en sjælden uheldig Beskaffenhed. Ganske vist er der Køkkener hvor de propre Husmødre, trods den uhyggelig unge Plade, har forstaaet at indrette sig. Med smukke hvide Forklæder staar de med deres velpudsede Redskaber ved hver sit Gasapparat. Bordene skinner af Renhed og der er lyst og venligt I det snævre Rum, ganske som inde f Stuerne, hvoi Møblerne hver Aften maa stables op i en Krog, for at der paa Gulvet kan redes til Familiens talrige Medlemmer.

Men de fleste Lejligeheders Tilstand viser, at det desværre er de færreste Kvinder der har tilstrækkelig energi og karakterstyrke til saa tappert at kæmpe mod Ulykken.

Der er Køkkener, som nærmest ligner Pulterkamre med snavsede Gulve og Borde og sorte

Vægge og Lofter, uden Gas og med osende Petroleumsapparater til Kogning af den Smule Mad i der laves. Og som Køkkenerne saa Værelserne, hvis lofters Sod fortæller om et Petroleumsapparat i Uorden og hvis Klude i de ituslaaede Ruder bærer Vidne om, at at Sans for Hygge forlængst er borte. Intet Steds traf vi dog en saadan Hule som paa 4de Sal tv i Halfdansgade 55. Her bor to delvis sindssyge Kvinder - Moder og Datter - med et lille Barn. De har et Gaardværelse, der er mørkt som en Grav, fordi der for de ituslaaede Ruder er hængt lange sorte Laser. Det er ganske umenneskelige Forhold, disse to stakkels Kvinder og det lille Barn lever under. Den gamle Kone har været paa en Sindssygeanstalt. men er nu ufarlig for sine Omgivelser, da hun nærmest gaar omkring i stille Vanvid. Det siges, at hun har mistet sin Mand ved en Ildebrand og at Ulykken den Gang berøvede hendes Forstanden, hen imod Aften tager hun en Smule Vand i en Spand og gaar ned i Gaarden for at slukke den Ild, som stadig spiller i hendes syge Sind

Der er forøvrigt nu rettet energiske Henvendelser til Kommunens Boligforsorg, og forhaabentlig varer det ikke længe, forinden Huvildehuset paa Island Brygge underkastes samme energiske Renselsesproces som Husene paa Nørrebro og Vesterbro.

(Aftenbladet (København), 3. november 1925).

To fotoer fra Arbejderbladet (Ugeblad), 23. september 1923. Underteksterne lyder således, for det øverste: Et Hjem, der giver Ophold for 4 Personer. Det nederste: Fælleskøkken som benyttes af 13 Familier.

Hjemmene paa vore Lossepladser. (Efterskrift til Politivennen)

De Husvilde foretrækker Pakkasse-Skure for "Marokkogaarden" og Barakker med Væggetøj.

Muddergrøften

Borgmester Viggo Christensens Flyttedags-Proklamation: Hos os truer der ingen Husvilde-Katastrofe, minder i uhyggelig Grad om den berømte Melding fra Tyrkerkrigen: Alt roligt i Schipkapasset. Vi præsenterer her vore Læsere for Bagsiden af det københavnske Kolonihavebillede og fører dem ud i Lossepladsbyen mellem Ørstedsværket og Frederiksholmskvarteret. Her i Muddergrøften, i Huse opført af gamle Pakkasser, ligger Hjem ved Hjem, og flere "Byer" af samme Slags skyder op paa Lossepladserne andre Steder i Storkøbenhavns Periferi.

Det københavnske Publikum, som kun kender Kolonihave-Livet fra Søndags-Udflugterne, naar Flagene smælder i Tusindvis mod en høj Sommerhimmel og naar de Hundreder af kulørte Lamper tænder deres Festblus om Dansepladserne, vil maaske være tilbøjelig til at tro, at Bolignøds-Problemet er næsten løst. - Der er maaske lidt køligt derude om Natten bag de tynde Bræddevægge, men frisk og luftigt maa der dog være i Modsætning til den triste Vintertilværelse, der bydes paa Christianshavn eller i de dybe Nørrebro-Baggaarde.

Jo vist er der frisk og luftigt ude paa Kolonihavernes ejendommelige Storbye-Overdrev, og de Husvilde klager heller ikke offentligt. Alt er roligt i Schipkapasset. Hvis Publikum imidlertid kendte den Tilværelse, der bydes Hundreder og atter Hundreder af Beboere i det, man maaske kan kalde Bagsiden af det københavnske Kolonihave-Billede, saa vilde man maaske dog nok finde Luften mindre frisk og sund og hele Tilstanden mindre egnet til at udstede beroligende Bulletin'er om 

Byen i Muddergrøften,

En stor Del af Bolignødens Ofre mellem de fattigste Københavnere maa nøjes med et Skur paa en Losseplads og her er der ikke Tale om megen Haveidyl hverken ved Sommer eller Vinter.

Vi behøver ikke gaa længere end et Kvarters Gang bag Banegaarden for at finde et tilstrækkeligt talende Eksempel paa, hvorledes de Husvilde bor i en veritabel Muddergrøft hele Aaret rundt.

Midt mellem H. C. Ørstedsværket og det ny Frederiksholmskvarter finder man en hel "By", der bogstavelig talt er bygget af Kasser langs en Losseplads-Skraaning, der falder ned mod en mudret Lagune fra Sydhavnen.

En Mængde Københavnere passerer dagligt forbi denne Samling Skure, der sorte og snavsede rager op af Mudderet, og de fleste tror vel, at det drejer sig om nogle Gemmesteder for Materiel og Værktøj, men ser man nærmere til, vil man dog opdage, at der driver Røg op fra ikke faa smaa Skorstensrør fra Pakkasse-Byen i Muddergrøften.

Man vil yderligere opdage, at der dingler et irret Barberskilt fra et af Husene, og man standser og spørger: er "Byen" virkelig beboet?

Jo, "Byen" er virkelig beboet, og der bor endog saa mange Mennesker her i Skurene og i Kolonihaverne paa den anden Side Veien at den husvilde Barber, der er havnet herude med sin Familie paa Kanten af Lossepladsen, har ment, at det kunde betale sig at aabne en Barberforretning i Skuret.

Byen ved Sydhavns-Lagunen, der just ikke er venetiansk Skønhedsaabenharing, danner aldeles ikke noget enestaaende Tilfælde.

Ude bag Frederiksholmkvarteret ud mod Valby Fælled og Hvidovre Strand er der andre store Lossepladser, hvor der findes lignende "Kolonihave-Byer", og Beboerne her ude hævder, at saaledes som de bor, frister Hundreder, maaske flere Tusinde Københavnere Tilværelsen.

I Grunden klager Læseplads-Beboerne ikke. Vel er Vinteren drøj, og Sygdom og Armod er flittige Gæster, og vel er Luften slem om Sommeren, men man er dog ude i den frie Natur, uden for de trange Gaarde, og langs Lærepladsernes Skraaninger slynger Kalleboderne sit bølgende Baand

Hvorledes man bygger Husvildebyer op.

De Skure og Halvtage, der herude tjener som Menneskeboliger, er flikket sammen paa de underligste Maader af de mest forskellige Materialer, men Pakkasser er dog det mest benyttede Materiale, og navnlig er Ford- og Chevrolet-Pakkasserne eftertragtede til Boligbygning, saa de to Fabrikker har ligefrem organiseret Afsætningen.

Ogsaa til de saakaldte lovlige Sommerhuse anvendes Pakkasserne, og Pakkassehusene har endog deres specielle Arkitekt, der laver Tegninger og Planer for "Bygmestrene" for at faa Husene anerkendte af Magistraten. Det koster 50 Kr., men de fleste foretrækker at blæse Magistraten en lang Marche.

Ikke gode Venner med Magistraten,

Det er nemlig en ret almindelig Egenskab hos de Husvilde, at de ikke rigtig nærer nogen videre Respekt for Magistraten. De fleste har tidligere prøvet Husvilde-Barakkerne paa Amager, "Marokkogaarden" i Bergthorasgade eller de kommunale Huse paa Vesterbro, og de betakker sig for at komme til at bo der oftere.

Naar de Husvilde i saa stort Tal som Tilfældet er, foretrækker at "bo" i Pakkasseskure paa Lossepladser og paa Kanten af en Mudderdam, er vist mere indgaaende Forklaring overflødig, og naar man har set, hvorledes de Husvilde laver herude, begynder man at fatte, hvorledes Københavns Kommune klarer Husvilde-Spørgsmaalet. En

(B. T. 21. oktober 1925).

Husvilde var ikke kun et københavnerfænomen. Ved flyttedagen den 20. oktober 1925 meldte Social-Demokraten at i Århus var 100 familier indkvarteret i borgerskolerne i Nørrebrogade og på Ingerslev Boulevard, 61 familier på Artillerikasernen, 12 på Garnisonssygehuset og 30 i barakker. I Horsens var 25 indkvarteret i bl. a. Bygholms gamle mølle. I Kolding var der 44 husvilde familier. I Aalborg 110, Nørre Sundby 22.

Et hus: Typisk Billede fra Losseplads-Byen ved Frederiksholm. Et Hus rejses af Chevrolet-Kasser. Foto fra B. T. 22. oktober 1925.